Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter

HÅR

ae ot

nf

7 x
N;
Rn
BE

DET

KONGELIGE DANSKE

VIDENSKABERNES. SELSKABS. SWRIFTER.

FEMTE RÆKKE.

NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK

AFDELING.

FEMTE BIND.

MED 42 TAVLER OG 1 KORT,
a = ESS

KJOBENHAVN.

TRYKT I BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI

ae

ale, wl rhino

‘ati f denne ; wae

a. Fu

EDEN mi)

FA
Po

ani 4 an 2

4 eat 41 Wan ' ; :

Say wl PY th ik

ALL ‚a

Ont à u

à w
3 t E ß 2
ANG
{ h u À k
% RAR "À
i Ua a =,
» ?
à ACTE, AR
i 7 i
ri Å A "ad I
NI

INDHOLD.

=
Fortegnelse over Selskabets Embedsmænd og gvrige Medlemmer .................-+-.--+-.

Chr. Fr. Lütken, Additamenta ad historiam Ophiuridarum. Beskrivelser af nye eller hidtil kun ufuld-
stendigt kjendte Arter af Slangestjerner. "Første Afdeling ................ ...
A. S. Ørsted, Centralamericas Gesneraceer, et systematisk, plantegeographisk Bidrag til Central-
POO TIA MNRAS SEES ne ee 16 9 a-0 Reden ee a paolo lec o
Julius Thomsen, Den electromotoriske Kraft udtrykt i Varmeeenheder . . . ...............
Chr. Fr. Lütken, Additamenta ad historiam Ophiuridarum. Beskrivelser af nye eller hidtil kun ufuld-
stendigt kjendte Arter af Slangestjerner. Anden Afdeling . . .................

Fr. Meinert, Bidrag til de danske Myrers Naturhistorie - : : : + . - : . : à : : à: :

J. Jap. Sm. Steenstrup og Chr. Fr. Lütken, Bidrag til Kundskab om det aabne Havs Snyltekrebs
og Lernæer samt om nogle andre nye eller hidtil kun ufuldstændigt kjendte parasitiske
Benene de Se ee Be ER
D. F. Eschricht og J. Reinhardt, Om Nordhvalen (Balæna Mysticetus L.) navnlig med Hensyn til
dans Sono de Mo EN ER NET eo ERR D M a Oo

Side

341.

FORTEGNELSE ©

over

DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS

EMBEDSMÆND oG OVRIGE MEDLEMMER.

December 1861.

Protector. 4

Hans Majestæt Kongen.

Præsident.

Secretair.

Hr. Georg Forchhammer, Dr. phil., Conferentsraad, Professor i Mineralogien ved Kjøben-

havns Universitet, Commandeur af Dannebrog, Dannebrogsmand, Commandeur af
Nordstjernen.

Kasserer.

Hr. Johannes Theodor Reinhardt, Professor, Inspecteur ved det kongelige naturhistoriske
Museum.

Hr.

Hr.

Hr.

Hr.

Vi

Archivarius.

Johan Nicolai Madvig, Dr. phil, Conferentsraad, Professor i Philologien ved Kjo-
benhavns Universitet, Underviisningsinspecteur ved de lærde Skoler, Storkors af
Dannebrog.

Ordbogs-Commissionen.

Hans Matthias Velschow, Dr. phil., Professor i Historien og de nordiske Antiquiteter
ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog.

Niels Ludvig Westergaard, Professor i de indisk - orientalske Sprog ved Kjøbenhavns
Universitet, Ridder af Dannebrog.

Kasse-Commissionen.

Niels Ludvig Westergaard, Professor (s. Ordbogs-Commissionen).

Johan Christopher v. Haffmann , Oberst i Artilleriet, Ridder af Dannebrog og Danne-
brogsmand, Ridder af den svenske Sverdorden, af den russiske Wladimirs-Orden
Aide Kl. og af den russiske Stanislaus Orden 3die Kl.

Carl Ludvig Müller, Lic. theol., Dr. phil., Professor, Inspecteur ved det kongelige
Mynt- og Medaille-Cabinet og ved Thorvaldsens Museum, Ridder af Dannebrog.

Jens Jacob Asmussen Worsaae, Professor, Inspecteur for de antiqvariske Mindes-
merkers Bevarelse, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Meteorologisk Comite.
Georg Forchhammer, Conferentsraad (Selskabets Secretair).

Johannes Japetus Smith Steenstrup, Professor i Zoologien ved Kjøbenhavns Uni-
versitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen.

Heinrich Ludvig d’ Arrest, Professor i Astronomien ved Kjøbenhavns Universitet.

Carl V. Holten, Professor i Physik ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog.

Hr.

Hr.

VII

Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og
Regesta diplomatica.

Johan Nicolai Madvig, Conferentsraad (Selskabets Archivar).

Caspar Frederik Wegener, Dr. phil., Conferentsraad, Geheimearchivarius, Commandeur
af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Hans Mathias Velschow, Professor (s. Ordbogs-Commissionen).

Revisorer.

Ludvig August Colding, Stadsingenieur i Kjøbenhavn.

Indenlandske Medlemmer.

Frederik Christian Sibbern, Dr. phil., Conferentsraad, Professor i Philosophien ved
Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Erik Christian Werlauff, Dr. phil., Conferentsraad, Professor i Historien ved Kjøben-
havns Universitet, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand, Commandeur af Nord-
stjernen, Ridder af Egekroneordenen og af den rode Orns ddie Klasse.

Georg Forchhammer, Conferentsraad (Selskabets Secretair).
Peter Wilhelm Lund, Dr. phil., Professor, Ridder af Dannebrog.

Henrik Nicolai Clausen, Dr. theol., Professor i Theologien ved Kjøbenhavns Univer-
sitet, Commandeur af Dannebrog.

Christian Georg Nathan David, Dr. phil., Conferentsraad, Professor, Directeur ved
Nationalbanken, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Jernkroneordenen,
Officier af Æreslegionen.

Johan Nicolai Madvig, Conferentsraad (Selskabets Archivar).

Daniel Frederik Eschricht, Dr. med., Etatsraad, Professor i Medicinen ved Kjøben-

havns Universitet, Ridder af Dannebrog og Nordstjernen.

Henrik Carl Bang Bendz, Dr. med., Professor ved den kgl. Veterinair- og Landbohoiskole,
Ridder af Dannebrog.

van

'. Henrik Krøyer, Dr. phil., Professor, Inspecteur ved det kongl. naturhistoriske Museum,

Ridder af Æreslegionen.
Hans Matthias Velschow, Professor (s. Ordbogs-Commissionen).

Niels Matthias Petersen, Etatsraad, Professor i de oldnordiske Sprog ved Kjøbenhavns
Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen.

Hans Larsen Martensen, Dr. theol., Biskop i Sjællands Stift, Hofprædikant, Commandeur
af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Johan Christopher v. Hoffmann, Oberst (s. Kassecommissionen).
Johannes Japetus Smith Steenstrup, Professor (s. Meteorologisk Comite).

Rudolph Johannes Frederik Henrichsen, Mag. art., Professor, Rector ved Odense
Cathedralskole, Ridder af Dannebrog.

Edvard August Scharling, Mag. art., Professor i Chemien ved Kjøbenhavns Universitet,
Ridder af Dannebrog.

Caspar Frederik Wegener, Conferentsraad (s. Commis. for Regesta Diplomatica).

Caspar Peter Paludan-Müller, Dr. phil., Professor, Rector ved Nykjøbing Cathedral-
skole, Ridder af Dannebrog.

Jørgen Chr. Schiödte, Professor, Inspecteur ved det kongelige naturhistoriske Museum,
Ridder af Dannebrog.

C, M. Gottsche, Dr. medicinæ (i Altona).

Carl Emil Scharling, Dr. theol., Professor i Theologien ved Kjøbenhavns Universitet,
Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Christian Thorning Engelstoft, Dr. theol., Biskop i Fyens Stift, Commandeur af Danne-
brog og Dannebrogsmand.

Ernst Frederik Christian Bojesen, Dr. phil., Etatsraad, Professor, Rector ved Sorø
Skole, Ridder af Dannebrog.

Niels Ludvig Westergaard, Professor (s. Ordbogs-Commissionen).
Carl Emil Mundt, Dr. phil., Professor.

Johan Louis Ussing, Dr. phil., Professor i Philologien ved Kjøbenhavns Universitet,
Ridder af Dannebrog.

Jens Jacob Asmussen Worsaae, Professor (s. Kassecommissionen).

Hr.

IX

Adolph Hannover, Dr. med., Professor.
Carl Christopher Georg Andræ, Geheime-Etatsraad, Storkors af Dannebrog.

Konrad Gislason, Professor, Docent i de oldnordiske Sprog ved Kjøbenhavns Univer-
sitet, Ridder af Dannebrog.

Johannes Theodor Reinhardt, Professor (Selskabets Kasserer).
Ludvig August Colding, Stadsingenieur (Selskabets Revisor).
Carl Ludvig Müller, Professor (s. Kassecommissionen).

Wilhelm Friedrich Behn, Dr. med., Professor i Anatomie og Zoologie ved Universi-
tetet i Kiel.

Dr. C. A. F. Peters, Professor og Directeur for det astronomiske Observatorium i
Altona, Ridder af Dannebrog.

Dr. Professor H. L. d’Arrest, (s. den meteorologiske Comite).

Dr. Peter Ludvig Panum, Professor i Physiologie og den almindelige Pathologie ved
Universitetet i Kiel, Ridder af Dannebrog.

Frederik Eginhardt Amadeus Schjern, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns
Universitet, Ridder af Dannebrog og Leopoldsordenen.”

Carl Ferdinand Allen, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet,
Ridder af Dannebrog. |

Carl Valentin Holten, Professor (s. Meteorologisk Comite).

Hans Peter Jürgen Julius Thomsen, Docent ved den militære Høiskole.

|

Udenlandske Medlemmer.

. V. Flauti, Professor i Neapel.

W. Lawrence, Professor, Chirurg ved Bartholomæus-Hospitalet i London.
David Brewster, Doctor med. i Fdinburgh.

John Frederik Wilhelm Herschel, Baronet, Myntdirecteur, Medlem af Videnskabernes
Selskab i London.

. Christian Hansteen, forhen Professor i Astronomien i Christiania, Storkors af

Dannebrog.

. Excellence Fred. Wilhelm Struve, russisk virkelig Statsraad, Directeur for Observa-

toriet i Pulkowa, Commandeur af Dannebrog.

. August Detlew Twesten, Professor i Theologien i Berlin, Ridder af Dannebrog.

August Boeckh, Geheimeraad, Professor i Philologien i Berlin.

Jacob Ludv. Carl Grimm, Hofraad, Professor i Berlin.

Charles Babbage, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London.
Jean Marie Pardessus, Medlem af det franske Institut.

Karl Fr. Ph. v. Martius, Hofraad, Professor i Botaniken i München, Ridder af
Dannebrog.

Michael Faraday, Doctor, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London.
E. Mitscherlich, Geheimeraad, Professor i Chemien i Berlin.

Michel Eugéne Chevreuil, Professor, Medlem af det franske Institut, Ridder af
Dannebrog.

Hr.

Hs.

Hr.

Sir

Sm

Peter Andr. Hansen, Professor og Directeur for det Seeberger Observatorium ved
Gotha, Ridder af Dannebrog.

Carl Benedict Hase, Professor, Bibliothekar, Medlem af det franske Institut.

Charles Lyell, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London.

. Christian Gottfried Ehrenberg, Professor i Zoologien ved Universitetet i Berlin.

Wilhelm Weber, Doctor, Professor ved Universitetet i Leipzig.

Excell. Francois Guizot, Medlem af det franske' Academie, Ridder af Elephanten.

Johan Voigt, Geh. Regjeringsraad, Professor i Historien i Königsberg, Ridder af

Dannebrog.

Victor Cousin, Medlem af det franske Academie.

Lambert Adolphe Jacques Qvetelet, Directeur for det astronomiske Observatorium og
Secretair ved Videnskabernes Selskab i Briissel.

Carl Ernst v. Baer, Dr. phil. et med., Medlem af Academiet i Petersborg.

Georg Biddel Airy, kongl. Astronom ved Observatoriet i Greenwich.

J. Dumas, Medlem af det franske Institut, Commandeur af Dannebrog.

Elias Fries, Professor i Botaniken ved Universitetet i Upsala, Ridder af Dannebrog.
Justus Olshausen, Professor, Regjeringsraad i Berlin.

Bror Emil Hildebrand, kongl. svensk Rigsantiqvar og Garde des Médailles i Stokholm,
Ridder af Dannebrog.

Christian Lassen, Professor i Bonn.

Christian Brandis, Geheimeraad, Professor i Bonn.
Heinrich Ritter, Geheimeraad, Professor i Göttingen.
Elie de Beaumont, Medlem af det franske Institut.

Roderik Impey Murchison, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London,
Commandeur af Dannebrog.

. Baron Justus v. Liebig, Professor i Chemien i München.

Sven Nilsson, Professor i Zoologien i Lund, Commandeur af Dannebrog.

C. G. Brunius, Professor i Philologien i Lund, Ridder af Dannebrog.

EN

SICH,

AA
Q xe

7 OS 4
Swe” %

TROT
> LS

PR DO

‘(LIBR ‘

Ta

x
72

Sir

a

William Hooker, Forstander for den botaniske Have i Kew.

. Friedrich Wöhler, Overmedicinalraad, Professor i Chemien i Göttingen.

Milne Edwards, Medlem af det franske Institut.

Wilhelm Haidinger, Sectionschef, President for det geographiske Selskab i Wien.
Gustav Rose, Professor i Mineralogien i Berlin.

Heinrich Rose, Professor i Chemien i Berlin.

Dr. Bunsen, Professor i Chemien i Heidelberg, Ridder af Dannebrog.

Professor Regnault, Directeur for Porcellainsfabriken i Sévres ved Paris

Richard Owen, Professor i London.

Agassiz, Professor ved Universitetet i Newhaven, Nord-Amerika.

Additamenta ad historiam Ophiuridarum.

Beskrivelser af nye eller hidtil kun ufuldstændigt kjendte

Arter af Slangestjerner.

Af

Chr. Fr. Lütken,

Dr. philos., Assistent ved Universitetets zoologisko Museum.

Første Afdeling.

Med 2 Tavler.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem Afd. 5 Bd. I

Ru GÅ
MS

ven Nas Hua whi fir uw il BM ried
N r A at ’ i LT DIE }

doped D aa LA SONT vu hh Ania

Vi 3 A cer " 3, 00 M Aa

Ai a > NS if me a et
{ £ : i “4 : i '' x ar p 4 bå * i io # '
DU ee eae me aa
BE OR. ES sis sree FALD.
ae 4 hale" ui} i à d'A BUN À
D: y I ARN; Aa ay ny BAS iy ME

TP oe Te 4 "4 É NA
ME. je 254

RE, 2 å h
x i \ ’ N hi
Le (a NÉE
Là LE 2 ER À
COUR. OR RL | |A
VE i A 4 »

er ! ; i ii N J | ai hi ce ‘
i à | x Se

Første Afsnit.

Indledende Bemærkninger.

1. Om Ophiurernes Terminologi og Morphologi.

Uagtet Formaalet med dette Arbeide over en Deel nordiske og exotiske Ophiurer egentlig
kun er at sprede Lys over en Gruppe af Dyr, der hidtil forholdsvis ikke er meget be-
arbeidet, nødes jeg dog til at forudskikke en Oversigt over Ophiurernes Bygning, hvad
deres haarde Dele angaaer, forat de i det Følgende meddelte Artsbeskrivelser og Drøftelsen
af visse Forholds Værd som Slægtskjendemærker ikke skulle mangle det fornødne Grundlag.
— Skjøndt denne Oversigt over Ophiurernes Morphologi og Terminologi for en stor Deel
afhandler bekjendte Forhold, vil der dog ogsaa blive gjort opmærksom paa Facta, som kunne
kaldes nye for Videnskaben, enkelte Vildfarelser ville blive berigtigede, og der vil blive givet en
systematisk Fremstilling af alle de for Slægts- og Artserkjendelsen væsenlige Modificationer,
som jeg har forefundet hos denne Dyregruppe. Forinden vil det dog være passende at
kaste et Blik paa den Literatur, der giver Bidrag til Kundskab om dette Æmne.

Det har ikke manglet paa Arbeider over Echinvdermernes Morphologi eller paa
Forsøg paa at paavise de homologe Dele hos de forskjellige Typer af denne Dyreklasse
og paa at formulere de Love, som Modificationerne af den fælleds Grundplan formentlig
skulde have fulgt. Have Forsøgene end ikke fuldkommen løst deres Opgave, er Maalet
end ikke ganske naaet, saa ere dog Ideerne blevne klarede og Resultater vundne, der give
Haab om Gaadens fuldstændige Løsning.

Meckel har i „System der vergleichenden Anatomie”, II, S. 27, givet en Frem-
stilling af Skeletbygningen hos „Ophiura lacertosa”. Skildringen af Forholdet mellem de
Plader, der beklæde Armene, og det af dem omsluttede indre Skelet, saavelsom mellem
disse 2 Systemers enkelte Bestanddele, lader ikke Noget tilbage at ønske, hvorimod Frem-
stillingen af Skivens Skeletbygning hverken er klar eller udtømmende. Det er Meckels
Fortjeneste at have udtalt, at de skiveformige Stykker” som danne det indre Skelet i
Ophiura-Armen, svare til de Skeletdele, som hos Asterierne danne Bunden i Armfurerne,

og mellem hvilke Sugefødderne træde ud, og at de 4 Pladerækker, som omgive hin ,,Hvirvel-
1°

A

støtte” inden i Ophiura-Armen, svare til de øvrige Plader, som sammensætte Asterie-Armens
Hudskelet. At erkjende denne Homologi er et Hovedpunkt i enhver Undersøgelse over
Echinodermernes Morphologi, og jeg skal derfor opholde mig lidt ved dette Spørgsmaal,
ved hvis Besvarelse de senere Forfattere iRegelen ikke have samstemmet med den berømte
Anatom i Halle. Uagtet de Dele af Hudskelettet, til hvilke Sugefødderne slutte sig, hos
Echiniderne ligge i Flugt med Interambulacralpladerne, men hos Ophiurerne danne et
»Endoskeleton”, der med Undtagelse af de Dele af samme, som umiddelbart omgive Munden,
er aldeles omsluttet af Interambulacralpladerne, viser dog en Sammenligning med Asteriderne
— det naturlige Bindeled mellem Ophiurider og Echinider — at ,,Hvirvlerne” i Ophiura-Armen,
i hvilke Sugeføddernes Basis er befæstet, og Ambulacralpladerne hos en Echinus ere fuld-
kommen homologe og med selvsamme Ret betegnes som Ambulacralplader. Allerede hos
Asteriderne ere Ambulacralpladerne forskjellige fra de andre Hudplader ved Form og Stilling;
tænker man sig Armfurerne lukkede og de underste Interambulacralplader, som derved vilde
komme til at berøre hinanden, sammenvoxne i Midtlinien, ville Ambulacralpladerne danne
en ,,Hvirvelstotte”, et Endoskeleton, omsluttet paa alle Sider af det egentlige Hudskelet eller
Interambulacralpladerne; den eneste væsenlige Forskjel mellem en saadan omdannet Asteride-
Arm og en sædvanlig Ophiura-Arm vilde være den, at ,,Hvirvelstøtten” var dobbelt; forat
bortrydde denne Forskjel maatte Ambulacralpladerne voxe sammen to og to. En saadan
Sammensmeltning af to Sidehalvdele antydes jo ogsaa tydeligt nok ved det dybe Hak, der
”" foroven og forneden skjerer sig ind i Ophiura-Armens indre Ledstykker. Saaledes bortfalder
ogsaa det Besynderlige i, at der hos et hvirvelløst Dyr er en Slags ,,Hvirvelstøtte”; det
kunde synes overflødigt at protestere mod alle Tydninger, der forudsætte Homologi mellem
Echinodermers og Hvirveldyrs Skelet, hvis det var mere end 8 Aar siden, at et berømt
Navn havde givet slige Anskuelser en Betydning, som i og for sig ikke tilkommer dem.!)
I ‚System der Asteriden” hævdede Joh. Müller og Troschel ogsaa denne
Overeensstemmelse mellem Ledrekken i Ophiura- og Asterias-Armen; men da de gik ud
fra, at disse Ledrækker constituerede et indre Skelet, kom de til det Resultat, at det
var en for Asteriderne eiendommelig Dannelse, der ikke havde sit Analogon hos nogen
anden Echinoderm. Da denne Anskuelse imidlertid ikke længere fastholdes i sin Strenghed
af den berømte berlinske Anatom og Physiolog, behøver jeg ikke at opholde mig ved den,
men henviser blot til hans Arbeide „über den Bau der Echinodermen, Berlin 1854”, S. 50,

1) Duvernoy (mémoire sur l'analogie de composition et sur quelques points de l'organisation des
Echinodermes i mémoires de l'académie des sciences de l'institut de France, t. XX, 1849) kommer
til det Resultat, at en Echinus-Skal kan sammenlignes med en Skildpaddeskal og ligesom denne
er sammensat af flere regelmæssige Rækker af Hvirvler og Ribbeen (S. 586 og 598). Han udtaler
endogsaa som „la déduction logique des faits anatomiques”, at Echinodermerne ere sammensatte Dyr,
hvis hovedlose Legemer enten ere sammenyoxne i deres hele Længde eller mere eller mindre frie.
„Asterierne ere Slanger uden Hoved, med flere Legemer, men kun med een Mund”.

og til „anatomische Studien über die Echinodermen” i ,,Archiv für Anatomie und Physiologie”,
1850, S. 149 og folgd., med Hensyn til en nærmere Drøftelse af Forholdet mellem Asteri-
dernes og Echinidernes Ambulacralplader. — Den Deel af „System der Asteriden”, som
-afhandler Ophiurernes Terminologi, var hidtil det grundigste og fuldstændigste Arbeide over
dette Æmne, skjondt det saa godt som ganske forbigik Sammensætningen af det indre
Skelet, der ikke havde nogen umiddelbar Betydning for Systematiken. Som Ufuldkommen-
heder vil jeg dog anføre, at de smalle Stykker, for hvilke Benævnelsen ,,Sidemundskjolde”
vil blive brugt i det Følgende, ikke betegnes med en bestemt Terminus, og at der som
»»Maxiller” beskrives under Et, hvad Joh. Muller senere har betegnet som ,,Mundeck-
stücke” og ,,tor? angulares” , eller hvad jeg kalder ,,Kjæber” og ,,Mundrammer”.
Gaudrys ,,mémoire sur les pieces solides chez les Stellerides”!) har vel kastet en
Deel Lys over Echinodermernes og specielt Ophiurernes Morphologi, men flere af hans
Sammenstillinger ere forfeilede, og for de Munden omgivende Deles Vedkommende. ere
baade hans Undersøgelser og hans Terminologi utilstrækkelige. Han gaaer ikke ud fra, at
Ophiurernes indre Skelet og Asteriernes og Echinernes Ambulacralplader ere homologe,
men antager tvertimod, at dette indre Skelet er noget for Slangestjernerne aldeles eien-

dommeligt — en exclusiv Charakteer for Ophiuriderne ligesom i „System der Asteriden”
for samtlige Asterider! — og paralleliserer derfor Ophiurernes Side-Armplader med de

andre Echinodermers Ambulacralplader. Hans Inddeling af de faste Dele hos Slange-
stjernerne i 3 Systemer — det indre System, det mellemste System (nemlig Armpladerne,
Skjællene paa Skiven o.s. v.) og ‘Overfladesystemet, omfattende de Korn, Pigge, Papiller
0.8. V., som sidde udenpaa Huden — er iøvrigt praktisk rigtig, hvorfor jeg ogsaa agter at
benytte den i det Folgende. Gaudry viser, at det indre System bestaaer af skive-
formige Stykker, som paa Midten ere forbundne med hinanden ved Led, forresten ved
Senevæv; at de foroven og forneden have Indsnit, der antyde en oprindelig Tvedeling, og at
denne Sondring i 2 Sidehalvdele indtræder fuldstændigt i de Dele af det indre Skelet, som
umiddelbart omgive Munden, ja at de paa denne Maade adskilte Halvdele af de skiveformige
Led endog rykke saa langt fra hinanden, at de hoire og venstre halve Led af to Nabo-
Arme lægge sig tæt op til hinanden eller endog smelte sammen; paa denne Maade dannes
de 5 med Armene alternerende trekantede Partier, som omgive Munden og adskille de 5
Mundvige fra hinanden. I det Hele maa jeg tiltræde denne Opfattelse; baade de Stykker,
som Joh. Müller kalder ,,de første Ambulacralhvirvler”, og ,,Mundrammerne” lade sig

1) I ,,Annales des sciences naturelles”, 3iême série, Zool. t. XVI. p. 339. Desværre har jeg ikke kunnet
benytte de 2 Arbeider af Agassiz, som ere optagne i,,Mémoires de la societé d'histoire naturelle de
Neufchatel”, nemlig: ,,prodrome d'une monographie des Radiaires ou Echinodermes” og „notice sur
quelques points de l'organisation des Euryales, accompagnée de la description detaillée de Fespèce
de la Mediterranée”.

tolke som halve Armled, som Ambulacralplader, hvis oprindelige Sondring igjen er ind-
traadt; de foran Mundrammerne liggende ,,Kjæber” kunne maaskee .endnu tydes som
dannede ved en Sammensmeltning af to halve Led, hvert af sin Arm; men de paa Kjæberne
siddende ,,Tænder”, paa hvilke Gaudry anvender samme Tolkning, paralleliseres naturligst
med Mundpapiller, Fodpapiller og andre Overfladedannelser; det seer man f. Ex. ved at
sammenligne disse Dele hos Ophiomyxa, Trichaster og Asterophyton. Gaudry beskriver
og afbilder dernæst Ledstykkernes Form og Articulation hos Ophiocoma echinata og
Asterophyton arborescens; om Forholdet hos denne sidste Form gjøres der to vigtige An-
givelser, nemlig at, hvor en Arm deler sig i to lige store Grene, ere to Ledskiver i Stedet
for een indleddede paa den sidste brede Ledskive af det udelte Armstykke, men hvor mindre
Grene udgaae fra Hovedstammen, kan den mindre Green derimod forfølges et Stykke tilbage
under Stammens Hud mellem denne og Ledstykkerne, indtil Grenens Led tilsidst antage
Form af smaa Korn og forsvinde; og at Sugeføddernes Rødder hos Huryale sidde mellem
2 og 2 Ledstykker, medens de hos Ophiurerne sidde i tragtformige Fordybninger i selve
Ledskiverne. Gaudrys Bemærkning, at de 5 Buer, der hos Cidariderne sidde paa Am-
bulacralpladerne omkring Skallens Mundaabning, maaskee ere det nærmeste Analogon til
Ophiurernes indre Skelet, synes at indeholde mere Sandhed end hans Sammenstillinger af de
faste Deles andet (mellemste) System hos de forskjellige Former af Echinodermer, hvilke
Sammenstillinger ligefrem maae betegnes som forfeilede. Til dette andet System eller det
egentlige Hudskelet henføres Armpladerne (af hvilke Sidepladerne betegnes som
„pieces ambulacraires”, Rygpladerne som ,,interambulacraires” og Bugpladerne som ind-
skudte, accessoriske, i Armens yderste Deel rudimentære Stykker), Skjellene paa Skiven
(Tergalpladerne) og Genitalpladerne; disses Forhold til Radialskjoldene er ikke erkjendt, og
det er med Urette, at Gaudry tillægger Genitalpladerne en overordentlig Udvikling hos
Euryalæ og lader dem danne Ribberne paa Ryggen af Skiven; Granulationen paa Medusa-
hovedernes Arme og Skive henvises med Rette til Overfladedannelserne; de Bræmmer,
som omgive Armenes Skivedeel hos de samme Dyr, henføres derimod til det egentlige
Hudskelet og navnlig til ,,Tergalpladerne” ; i 4 Rækker af smaa Forbeninger, som ligge paa
Undersiden af Armene meliem Huden og Ledstykkerne, seer Gaudry Rudimenter af Ryg-
og Sidepladerne. Mundskjoldene omtales mærkelig nok kun i Forbigaaende hos Ophioderma
longicauda som fem paa Bugsiden i Armmellemrummene liggende Plader; Forfatteren synes
at være uenig med sig selv, om de ligefrem skulle henføres til Hudskelettet (Tergal-
pladerne) eller antages at være dannede ved en Sammensmeltning af to til de inderste
Genitalplader hørende Stykker. Tilsidst gjennemgaaes Overfladesystemet, og det vises,
at Pigge,- Torne, Korn, ,,plaques pavimenteuses”, Pletter, Skjæl, Papiller o. s.v. kun ere Modi-

ficationer af en og samme Grundform.

I sine Afhandlinger „über die Ophiurenlarven des adriatischen Meeres, 1851”
S. 1, og „über den Bau der Echinodermen, 1853”, S. 51 og 76, afhandler Joh. Müller
oftere Sammensætningen af Ophiurernes Skelet. Det vil være tilstrækkeligt at henvise til
disse Arbeider, som ved deres concise Fremstilling ikke egne sig til et kort Referat.

Ophiur-Legemet bestaaer af den egentlige Krop eller Skiven og de fra den
udgaaende Arme, som i Regelen ere 5, sjeldnere 6") i Tallet. Skiven (discus) indeholder
Fordoielses- og Forplantelsesredskaberne, og paa den findes derfor disses ydre Aabninger:
Munden med sine 5 Mundvige (r7mæ oris), som give den Form af en Stjerne — naar der er
6 Arme, stiger naturligvis ogsaa Mundvigenes Antal til 6 — og de 10 (12) Genitalspalter (rzmæ
genitales), hvis Retning ligesom Mundvigenes og Armenes er efter Radien fra Peripherien
mod Centrum; de ligge paa Bugsiden, tæt op til den i Skiven optagne Deel af Armene,
1 paa hver Side af samme; undtagelsesvis er der to i Stedet for een, altsaa 20 i Stedet
for 10, naar hver Spalte lukkes paa Midten og derved deles i 2%). Armene (brachia, radii)
indeholde foruden de nødvendige Kar og Nerver kun faste Dele og Muskler og have ved
deres Længde og Bevægelighed en Betydning som Bevægelsesredskaber, som de ægte Sø-
stjerners mere stive Arme mangle. Asteriernes og Ophiurernes ,,Arme” ere naturligvis
ikke Lemmer eller Arme i samme Betydning som de saaledes benævnte Dele hos de heiere
Dyr; en Sammenligning mellem de kortarmede Asterider (Asteriscus 0.s.v.) og de flade,
kantede Clypeastrider godtgjør, at Asteridernes Arme kun ere den flade Pighuds langt ud-
trukne Hjørner, hvor unaturligt det end kunde synes at anvende denne Betraglning paa
Medusahovedets buskede Arme. — Forholdet mellem Skivens Tvermaal og Armens Længde
varierer efter Art og Alder (hvorom see det følgende Afsnit om Ophiurernes Vext) fra 1:2
til 1:20. Grendsen mellem Armene og Skiven er i Regelen skarp paa Rygsiden, hvor-
imod Armene paa Bugsiden fortsætte sig gjennem hele Skiven lige til Mundvigene. Hos
nogle er der ved Udspringet af hver Arm et. Indsnit i Skivens Ryg, og Armen synes da
ikke alene at udgaae fra Bugsiden, men ogsaa fra Rygsiden; men hos andre fortsætter
Skiveranden sig uden Afbrydelse hele Skiven rundt, og Armene udgaae da fra Bugsiden
alene ?). — Ved Beskrivelsen af en Ophiur tænkes Rygsiden at vende opad, Bugsiden nedad;
hvad der vender mod Peripherien, vender udad, hvad der vender mod Centrum, indad. Den

1) Nemlig hos visse Arter af Slægten Ophiactis mihi og hos Ophiocoma pumila mihi.

2) Hos Slægten Ophioderma. Andre Afvigelser findes som bekjendt hos Asteronyx og Ophiocnemis.

3) Om dette Forhold og dets systematiske Betydning see det følgende Afsnit om Underafdelingen af
Slegten Ophiolepis.

ydre Rand af en Armplade er altsaa den, der vender mod Spidsen af Armene, den
øverste Armpig den, som sidder nærmest ved Rygpladen o.s. v.

De faste Dele henhøre hos Ophiurerne til tre forskjellige Systemer: det indre
Skelet, det egentlige Hudskelet og Overfladedannelserne. Det indre Skelet,
som svarer til de andre Echinodermers Ambulacralplader, der her ere krængede indad,
omsluttede og næsten skjulte ‘af Hudskelettet, er udviklet i samme Grad og væsenligen
eens hos alle Ophiurider. Derimod kan Hudskelettet være erstattet åf en blød Hud,
enten baade paa Armene og Skiven") eller blot paa denne sidste,*) dog med Undtagelse
af nogle enkelte faste Plader (Mundskjolde, Genitalplader og Radialskjolde), der neppe mangle
nogensinde. Ogsaa Overfladedannelserne kunne være udviklede i en meget for-
skjellig Grad; hertil henregnes alle de Legemer, der betegnes som Korn, Pigge, Fod-
papiller, Mundpapiller, Tænder, Tandpapiller, Hager o.s. y.; de ere alle Omdannelser af een
og samme Grunddeel. At Fodpapiller og Armpigge ere homologe, seer man hos Ophiura
texturata, paa hvis inderste Armstykke det er umuligt at afgjore, hvad der er Fodpapil og
hvad der er Armpig, eller rettere, hvor Grændsen skal trækkes mellem begge Dele; Ophiothria-
Arterne vise Identiten mellem Armpiggene og Skivens Pigge og Torne; af Asterophyton
lerer man, at Mundpapiller, Tandpapiller og Tender ikke ere vesenlig forskjellige.

Mellem det indre Skelet og Hudskelettet er Forholdet forskjelligt i Armene og
i Skiven; Armene udfyldes ganske af det indre Skelet, som omsluttes tet af Hudskelettet
ligesom af et Ror, hvorimod, Skiven vel har et indre Skelet, dannet af Fortsættelser af
Armenes, som stode sammen omkring Munden, men det berores kun paa Bugsiden af
Hudskelettet, der forresten udfylder Vinklerne (Armmellemrummene) mellem de i Skiven
optagne Dele af Armene og paa Rygsiden hæver sig op over dem og saaledes begrændser
Krophulen, hvori Indvoldene have deres Leie. Dette indre Skelet har heelt igjennem
samme Bygning, saavel i den frie som i den i Skiven optagne Deel, naar undtages den
inderste noget omdannede Deel, som omgiver Munden. Det bestaaer nemlig af en Rekke
skiveformige Led (ossicula ambulacralia, ,,ossicules discoides” Gaudry, ,,Ambulacralwirbel”
Joh. Müller), der følge efter hinanden ligesom Hvirvlerne i en Rygrad og henge sammen,
deels ved en Ledforbindelse eller et Slags Hængsel paa Midten, deels ved korte Muskel-
baand, der gaae fra Led til Led. Formen af disse Ledstykker er noget forskjellig hos de for-
skjellige Slægter: hos Ophiura texturata, som jeg vil vælge til Exempel, ere de flade og af-
lange, d. v. s. Hoiden er noget storre end Bredden; foroven og forneden have de et dybt
Indsnit; da disse Indsnit forbindes ved det lodrette Hengsel, deles derved begge Flader,
saavel den, der vender indad, som den modsatte, i 2 Halvdele; hver af disse inddeles igjen

1) Hos Ophiomyxa, Ophioscolex, Euryale.
2) Hos Ophiopeltis.

9

i en større Flade foroven og en mindre forneden ved en ophoiet Linie, som fra et Punkt
af Hængselet, der ligger lidt nedenfor Midten, gaaer nedad til Ledstykkets Peripheri i en
noget skraa Retning. De 4 saaledes begrændsede, noget hule Flader tjene til Befæstelse
for de ovenfor omtalte Muskler. Paa Ledstykkets udvendige Side bestaaer Hængselet af
tre korte Lister eller langagtige Tænder, af hvilke den underste er lodret og foroven om-
fattes af de to øverste, der convergere opadtil og støde sammen i Spidsen af den Vinkel,
som dannes af det øverste Indsnit. Paa den indvendige Side bestaaer Hængselet derimod
af to Lister, som forneden gabe fra hinanden og efterlade en Fordybning mellem sig, men
foroven forene sig til een. Ledstykkernes Kant er smal paa hver Side, men bredere for-
oven og forneden; ligesom paa et Rokkehjul løber der en Rende hele Kanten rundt, krydset
foroven og forneden af de ovenfor omtalte Indsnit, der frembringe en smal Fure langs hen
ad den hele Ledrække. De ophoiede Skraalinier, som iagttages paa begge Flader af
Leddene, hidrøre fra en kegledannet Fordybning, som optager Sugefodens Rod og med sin
brede Ende udmunder i Ledskivens Randfure. — Den her beskrevne Bygning have alle
Ledstykkerne med Undtagelse af det inderste, som er deelt i 2 brede Stykker af en
uregelmæssig Form, der vel ere indbyrdes forbundne, men tillige gabe fra hinanden og bøie
sig henimod de tilsvarende Naboled til hoire og venstre. Den herved antydede Tilner-
melse mellem de kløvede, indadvendte Forlængelser af Armskelettet bliver endnu inder-
ligere mellem de indenfor dem, i Mellemrummene mellem Armene, liggende 10 Stykker,
der ere saaledes forbundne, to og to, at de skille Mundvigene fra hinanden; de inde-
holde hver en Fordybning, hvori en Mundfod, d. v. s. en af det i Mundvigene anbragte
Par Fødder, er befæstet; langs med deres Rand sidde Mundpapillerne (papille orales,
egentlig Mundføddernes Papiller); Joh. Miller kalder disse Stykker ,,die Mundeckstücke” ;
jeg vilde foreslaae at indføre Benævnelsen Mundrammerne (scutella oralia) for dem.
Morphologisk ere de omdannede Armled, hos hvilke den oprindelige Sondring i to Side-
halvdele atter er indtraadt, og hos hvilke disse Sidehalvdele ere blevne skilte fuldkommen fra
hinanden og forbundne med deres Naboer. Paa den mod Skivens Midtpunkt vendende Kant
af de to sammenhørende Mundrammer sidder en lodret Plade, Kjæben (mawilla, torus
angularis Joh. Müller), til hvilken Tandpapillerne (papille dentales) og Tænderne
(dentes) ere befæstede. Mundrammerne og Kjæberne ere i Regelen synlige udvendig; kun
hos Ophioderma-Gruppen (Ophioderma, Ophiopeza, Ophiarachna) dækkes Mundrammerne af
Kornbeklædningen; alle andre Dele af det indre Skelet ere derimod altid skjulte af Hudskelettet.

Det egentlige Hudskelet bestaaer paa Armene af 4 Rækker af Plader, der
benævnes Ryg-, Bug- og Sidepladerne (scutella dorsalia, ventralia, lateralia). Til
det indre Skelets leddede Bygning svarer altsaa en lignende Leddeling af det ydre. En
Rygplade, en Bugplade og to Sideplader danne tilsammen et Led af Hudskelettet, der
svarer til et af det indre Skelets Led, dog med den Modification, at Hudpladerne fra det

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd. 5 Bd, 2

10

Ledstykke, som egentlig bærer dem, forlænge sig hen til det næste i Retningen mod
Armenes Spids. De 4 Armplader, som høre sammen til een Ring, kunne ligge ved Siden
af hinanden; men ofte alternere Sidepladerne med de andre, især naar disse ere mindre
udviklede. Hvad Formen angaaer, da er Regelen den, at Rygpladerne indtage hele Armens
Bredde og næsten berøre hinanden i deres fulde Udstrækning, hvorimod Bugpladerne pleie at
være firkantede eller ved Afstumpning ottekantede, ikke sjeldent tillige udhulede paa Siderne
for at give Plads for Fodpapillerne. I den yderste Deel af Armen ere Leddene forholdsvis
længere og mere indknebne ved Grunden; Ryg- og Bugpladerne aftage i Størrelse og for-
trænges af Sidepladerne: de antage Form af Cirkeludsnit, d. v. s. begrændses udadtil af en
Bue, indadtil af to convergerende Skraalinier; de berøre ikke hinanden, men adskilles af
Sidepladerne, der kile sig ind imellem dem og komme i indbyrdes Berøring midt paa
Armens Ryg- og Bugflade; heelt ude i Spidsen af Armene blive Ryg- og Bugpladerne end-
ogsaa forsvindende smaa. Armpladernes Form bør derfor altid beskrives saa-
ledes, som den er i det inderste frie Stykke af Armen; thi længere ude modifi-
ceres Formen mere og mere. Denne Forandring indtræder hurtigere hos de mere kort-
armede Arter og hos dem, hvis Arme hurtig aftage i Tykkelse, end hos de mere
langarmede eller hos dem, hvis Arme først i længere Afstand fra Skiven begynde at
blive tyndere. — Der er imidlertid ogsaa mange Slangestjerner, hos hvilke Ryg- og Bug-
pladerne selv paa Armens inderste Stykke og hos udvoxne Dyr optræde med Former, som
ellers kun findes i den yderste Deel af Armen; dette gjælder f. Ex. om Slægten Ophiura
s. str. for Bugpladernes og om Slægten Ophiacantha baade for Ryg- og Bugpladernes
Vedkommende; de ovale Rygplader hos Amphiura - Arterne, de oxeformige hos Ophio-
thrie kunne betragtes som staaende midt imellem begge disse Forhold. — Undertiden
afdeles Rygpladerne ved Længdelinier i 2, 3 eller flere Smaaplader eller Skjæl; denne
Sønderdeling er snart regelmæssig, snart uregelmæssig, snart stærkere, snart svagere.
(Exempler afgive Ophioderma-Arterne, Ophiolepis imbricata, O. triloba, O. Nereis, O. Januartt.)
Undertiden omgives Rygpladerne udadtil med en Halvkreds af Smaaskjæl, f. Ex. hos Ophiopholis
aculeata og hos Ophiolepis cincta. Hos Ophiomyxa og Ophioscolex antages sædvanligviis Hud-
skelettet at mangle og Armskelettet blot at være overtrukket af en blød Hud; de sædvanlige
Armplader ere, i det mindste hos Ophiomyæa, dog tildeels tilstede, men tilhyllede ved en
blød Overhud, saa at de først komme til Syne, naar Dyret tørres; hos den hele Gruppe
Euryalæ er Hudskelettet aldeles rudimentært eller mangler ganske, men erstattes af de i
hei Grad udviklede Overfladedannelser.

Langs henad Armens Bugflade, mellem hvert Par Sideplader og mellem dem og
Bugpladerne er der paa hver Side af disse en Række Porer, et Par for hvert Led, af
hvilke Sugefødderne rage frem. Paa den indvendige (9: mod Munden vendende) Side af
hver Pore sidde i Regelen 1 eller 2, sjeldnere 3—4 Fodpapiller (papille ambulacrales) ;

undertiden mangle de dog aldeles. Er der paa Årmens inderste Stykke 2 eller flere Fod-
papiller, aftager deres Antal dog mod Spidsen af Armen. Naar der er mere end 1, sidde
de i Regelen ved Siden af hinanden; kun hos visse Arter af Slægten Amphiura sidder
den ene Fodpapil indenfor Fodporen, den anden mellem denne og Bugpladen. Paa Fodporens
udvendige (peripheriske) Side er der ogsaa ofte Spor til Fodpapiller, især paa den i Skiven
optagne Deel af Armen. — Armpiggene (spine laterales v. brachiales) ere indleddede paa
Sidepladerne; Dyret kan reise dem, saa at de stritte ud fra Armen, og lægge dem ned med
Spidsen udad mod Enden af Armen; det kan samle dem til et Knippe og sprede dem til en Vifte.
Hos nogle sidde Armpiggene langs med Pladens udvendige, over den næste Sideplade kun
lidet ophoiede Rand; de ere da altid korte og svage og have en stærk Tendents til at
trykke sig fladt ind til Armen. Hos andre sidde Armpiggene paa en mere eller mindre
fremtrædende lodret Kjøl nedad Sidepladen; naar denne er stærkt udviklet, er den øvrige
Deel af Sidepladen ofte rudimentær og erstattet af en temmelig tynd Hud. De Pigge, der
sidde paa tydelige Kjøle, ere i Regelen stærkere udviklede og stritte ligesaa regelmæssigt
ud til Siden, som de i første Tilfælde trykke sig ind til Armen"), — Piggene mangle
aldrig ganske; deres Antal i samme Kam eller Række ligger mellem 2 og 10 og stiger fra
Spidsen af Armen til Skiven; derimod ere de yderste Pigge ofte forholdsvis (d. v. s. i
Sammenligning med Leddene) længere end de inderste. Grendserne i Henseende til
Længden dannes af de aldeles rudimentære Pigge hos Ophiura albida og O. nodosa og
de lange Ophiothrix-Pigge, der kunne være saa lange som 6 Armled. Forholdet mellem
de til samme Pigkam henhørende Pigge er enten saaledes, at de alle ere lige lange, eller
at de aftage i Længde fra den underste til den øverste eller omvendt, eller fra en af de
midterste til begge Rækkens Endepunkter. I Almindelighed ere de glatte, men de kunne
ogsaa vere rue (Ophiactis, Ophiopholis, Ophiacantha) eller endog stærkt takkede, saaledes
som de lange, glasklare og skjore Pigge hos Ophiothriæ-Arterne. Naar Piggene ere rue
eller takkede, er den underste korte Pig i Regelen, i det Mindste hos de unge Dyr og hos
de ældre i Armens yderste Stykke, omdannet til en Krog eller Hage, hvis Takker, hvoraf
den snart kun har en, snart flere, vende ind imod Armens Midtlinie (Ophiactis, Ophio-
pholis, Ophiothrix, Euryale).*) Formodentlig staaer denne Omdannelse af den underste
Armpig i Armens yderste Deel i Forbindelse med en vis Levemaade; dette synes man i
det mindste at kunne slutte af Hagernes constante Forekomst hos Euryale-Gruppen, hvis
samtlige Arter synes at føre et Slags parasitisk Liv paa Koraldyrene.

Den Deel af Armene, som fortsætter sig gjennem Dyrets Skive indtil
Mundvigene, er deels beklædt med Bugplader, som væsenlig have samme Form som paa

1) Om dette Forhold og dets systematiske Betydning see det følgende Afsnit om Slægten Ophiolepis.
*) Smlgn. om disse Hagers Forekomst og Form: Müller og Troschel i Archiv für Naturgeschichte
IX, 1843, S. 121, og Krøyer i naturhistorisk Tidsskrift, 3die Bind, S. 540.
9*

À

12

Armenes frie Stykke, deels med Sideplader, som efterhaanden blive lavere, jo dybere
Armen i Nærheden af Munden sænker sig ned i Skiven; Piggene trænges først tættere
sammen og aftage derefter i Størrelse og Antal; derimod er der ofte flere Fodpapiller paa
Skiven end paa den frie Deel af Armene. Rygplader mangle naturligvis, med mindre der er
Indsnit i Skivens Ryghud ved Grunden af Armene, i hvilke Indsnit den synlige Deel af
Armen da er dækket af 2—4 ufuldstændige Rygplader. Langs med hver Genitalspalte,
mellem den og Armen, men ovenover de ufuldstændige Sideplader, der beklæde Siderne
af den i Skiven optagne Deel af denne, ligger et smalt, udvendig ikke synligt Skraa-
stykke, den saakaldte Genitalplade (scutum genitale); dens smalle Ende vender indad
mod Munden og berører undertiden (f. Ex. hos Ophiura Sarsü) en opstigende Forlængelse
fra Sidemundskjoldet; i den modsatte Ende suppleres Genitalpladen af en mindre Bi-
genitalplade, der støtter den udvendige Ende af Genitalspalten påa den Side, som
vender bort fra Armen, og derpaa et kort Stykke slutter sig tæt op til den egentlige Geni-
talplades yderste Deel; tilsammen danne de en af flere Ledhoveder sammerisat Ledfoining
med Radialskjoldene (Radialribberne), saaledes at der dannes en Vinkel, hvis Toppunkt
(Ledfoiningen mellem Genitalpladerne og Radialskjoldene) ligger tæt ved Armenes Udspring
fra Skiven, medens Benene strække sig ind imod Skivens Midtpunkt, det ene paa Rygsiden,
det andet paa Bugsiden. Disse Skeletdele — der vistnok maae henføres til Hudskelettets
anden Afdeling, skjondt de tildeels ligge skjulte af dettes øvrige Skjæl og Plader, og
som aldrig mangle, selv om ethvert Spor til disse er forsvundet (hvorfor de ogsaa kunne
ansees for at danne et eget lille System for sig), — ere hidtil deels blevne forbigaaede, deels
(navnlig af Gaudry) ikke opfattede i deres Sammenhæng"). — Den inderste Armbug-
plade, som begrændser Mundvigen for Enden, har i Regelen en fra de andre Bugplader
forskjellig Form og er ofte forsvindende lille. I hver Mundvig sidder der to Sugefødder,
Mundfødderne (pedes orales), som ifølge Forbes benyttes til at bortskaffe de ufordøie-
lige Dele af Føden ligesom det inderste Par Armfodder, som i Regelen har sin Plads
udenfor den inderste Armbugplade, men hos Ophiura og Ophiocten indenfor eller rettere
paa hver Side af denne, hvilket fremkalder den for Mundvigene hos disse 2 Slægter eien-
dommelige Form, omtrent som et Y. Mundpapillerne ere snart lige store, snart af lidt
forskjellig Störrelse; naar de lægges horizontalt ned, lukke de Mundvigene til over de ind-
trukne Mundfodder. Det største iagttagne Tal er 10 paa hver Mundramme; hos Ophiothrix
mangle de, hos Ophiactis er der kun een eller to, hos Amphiura tre. I Almindelighed ere
de brede og flade, hos Ophiomyxa takkede ligesom Tænderne; hos Euryalæ have
Mundpapiller, Tandpapiller og Tænder een og samme Beskaffenhed og kunne med et felleds

1) Uagtet disse Dele netop hos Buryale ere lette at opfatte, overseer Gaudry ganske Articulationen
mellem Ribberne og Genitalpladerne og lader hine være dannede ved en Forlængelse af disse.

13

Navn benævnes Mundpigge. Tænderne ere haarde Plader, som sidde i en lodret
Række, fæt over hinanden, opad Kjæberne. Deres Formforskjellighed hos de forskjellige
Slægter fortjener større Opmærksomhed, end der hidtil er bleven den til Deel; de kunne
være meget brede eller forholdsvis smalle eller endog spidse ligesom Mundpapillerne,
som f. Ex. hos Ophiura. Hos visse Slægter naae de ikke lige til Mundranden og Mund-
papillerne, men der indskydes under dem en Gruppe af Tandpapiller, ordnede i 2—4
Rader (Ophiocoma, Ophiothrix).

Til de Munden omgivende Dele hore endnu foruden de inderste Armbugplader,
Mundrammerne og Kjæberne, som ere omtalte i det Foregaaende, ogsaa Mundskjoldene
(scuta oralia) og Sidemundskjoldene (scutella adoralia). Mundskjoldenes systematiske
Betydning er i det Hele taget tilstrækkelig anerkjendt, ja maaskee endogsaa overvurderet,
eftersom de ofte indenfor samme Art, ja endog hos samme Individ, frembyde Afvigelser i deres
Form, der gjøre det vanskeligt at give en for hele Arten gyldig Beskrivelse af dem; ikke desto-
mindre ere de underkastede Forskjelligheder, hvis systematiske Betydning ikke altid har fundet
den tilborlige Anerkjendelse. Enten ligger hele Mundskjoldet i Kreds med de inderste Arm-
bugplader, og det er da forholdsvis lille, mere eller mindre rundagtigt, snart noget længere,
snart noget bredere, men forlænger sig ikke ud i Armmellemrummene; eller det er større,
i Regelen langstrakt og skjoldformigt, og kun dets inderste Spids ligger i Kreds med de
inderste Armplader, den øvrige Deel forlænger sig et betydeligt Stykke ud i Armmellem-
rummene mellem Genitalspalterne!). Naar et af Mundskjoldene ved sin Størrelse, Form
eller øvrige Beskaffenhed afviger betydeligt fra de andre, er det den saakaldte Madrepor-
plade, til hvis indvendige Side den saakaldte ,,Steenkanal”, som henhører til Vandkanal-
systemet, er befæstet. Hos nogle søger man forgjæves efter et fra de andre forskjelligt
Mundskjold?); hos andre er Madreporpladen vel udmærket ved et Indtryk eller en svag
Ophøining som en Navle, men ikke i Form forskjellig fra de andre*); men hos mange
er den ved sin afvigende, uregelmæssige Form og betydeligere Størrelse let at kjende
fra dem”); og hos ikke faae findes der langs med dens Rand en Krands af Porer5),

1) Disse Forholds systematiske Betydning afhandles i det følgende Afsnit om Underafdelingen af Slægten
Ophiolepis.

2) F. Ex. hos Ophiarthrum elegans, de fleste Ophiura-Arter, Ophiocten.

8) F. Ex. hos Ophioderma longicauda, brevicauda, Antillarum, Ophiopeza Yoldii, Ophiolepis cincta,
Ophiocoma Erinaceus.

4) F.Ex. hos Ophiolepis Januari, Ophiocoma nigra, crassispina, Ophiopholis aculeata, Ophiothrix.

5) F. Ex. hos Amphiura Holbolli, Ophiolepis imbricata. Den eneste ægte Ophiur, hos hvilken Joh.
Müller har iagttaget en Pore, er Ophiura ciliata. See: „Ueber die Gattungen der Seeigellarven”, ,
1853. S. 33. Derimod har le Gonte været heldigere; hos een Ophiolepis-Art beskriver han en
heel Krands af Porer og hos 3 andre Arter en enkelt Pore i Spidsen af Skjoldet. Proc. Philad.
Soc. V. p. 317—18.

gjennem hvilke Vandkanalsystemet altsaa rimeligvis ligesom hos andre Echinodermer staaer
i Forbindelse med det omgivende Vand. — Jeg troer imidlertid, at man maa være temmelig
varsom med at anvende disse Forskjelligheder som Kjendemærker, da Individer af samme
Art kunne have Madreporpladen mere eller mindre tydelig udpræget. — Asterophyterne
har man hidtil tillagt een porøs Madreporplade. I det Følgende skal jeg beskrive to
vestindiske Årter med 5 isolerede, porøse, smaa Madreporplader. Da Mundskjoldene
mangle, er Madreporpladen altsaa her uafhængig af dem. — Sidemundskjoldene
(scutella adoralia) ere hidtil saa temmelig blevne oversete, saa at de ikke engang
betegnedes med et eget Navn; de ere i Regelen trekantede, men rette sig dog efter
den Plads, som indrømmes dem af de øvrige Munden omgivende Dele. Snart ligge de
paa Siderne af Mundskjoldene og adskille disse fra de inderste Armleds Plader, snart til-
lige indenfor Mundskjoldene, idet de forlænge sig mellem dem og Mundrammerne og
støde sammen fra begge Sider indenfor Mundskjoldenes Spids; undertiden kile de sig til-
lige med deres andet Endepunkt ind imellem den inderste og næstinderste Armbugplade
og komme der ligeledes i Berøring med hinanden, saa at alle 10 Sidemundskjolde danne
en fuldstændig Ring omkring Munden (Ophiactis, Ophiostigma). |

Paa den ovrige Deel af Skiven, d. v.s. paa Rygsiden og i Armmellemrummene paa
Bugsiden, er Huden, naar den ikke er aldeles blod, opfyldt med talrige, storre og mindre,
taglagte, rundagtige Skjæl, blandt hvilke dog Radialskjoldene (scuta radialia), som
ere 10 i Tallet og ligge to og to indenfor Udspringet af hver Arm, udmærke sig ved deres
Størrelse; deres Forhold til Genitalpladerne og stadige Forekomst, selv hvor Huden forresten
er aldeles blød, er ovenfor omtalt. Hos Æwryalæ, Ophiocoma og Ophiacantha have de
Form af smalle Ribber, ellers af store pæreformige Skjæl, der vende den spidse Ende ind
imod Midten, den brede ud imod Armene. Hos Ophiothrix ere de saa store, at de optage
største Delen af Skivens Ryg og mellem sig kun efterlade 10 Radialbælter, d. v.s. 5 bredere
og 5 smallere, nøgne eller skjælklædte Striber. — Af den øvrige Skjælbeklædning skal
jeg kun henlede Opmærksomheden paa nogle Skjæl, der beklæde Genitalspalternes frie
(bort fra Armen vendende) Rande; hos Ophrothrix er der f. Ex. et langagtigt ydre Geni-
talskjæl langs med hver Genitalspalte og et mindre indre Genitalskjæl, der tillige
med sin Mage fra den anden Spalte i samme Interbrachialrum slutter sig tæt til Mund-
skjoldets ydre Rand.

Undertiden er Skivens Hudskelet nøgent (hos Müller og Troschels Slægt Ophiolepis),
men i Regelen er det dækket, fuldstændigt eller dog kun med Undtagelse af en Deel af Radial-
skjoldene, af en overfladisk Beklædning. Hos Slægterne Ophioderma, Ophiarachna,
Ophiopeza, Ophiocoma, Ophiostigma og Ophiacantha bestaaer denne Beklædning af Korn, der
dog hos den sidstnævnte Slægt ogsaa kunde betegnes som korte Pigge. Hos Ophiopholis dækkes
Skjællene deels af Korn, deels af Pletter, der kunne betragtes som dannede ved en Sammen-

15

smeltning af mange smaa Korn, hos Ophiothrix deels af takkede Torne, deels af høie
takkede Pigge. Hos Huryale ere Overfladedannelserne som oftest ikke alene stærkt ud-

viklede paa Skiven, men ogsaa paa Armene, hvor de — med Undtagelse af Armpiggene
og Fodpapillerne — mangle hos alle ægte Ophiurer. De erstatte altsaa det rudimentære

eller manglende egentlige Hudskelet. Paa Armenes yderste Deel, undertiden over hele
Huden, bære disse Korn ofte smaae Hager af lignende Beskaffenhed, som den omdannede
Armpig paa Armens Underside, men af ringere Størrelse end denne.

2. Nogle Bemærkninger om Ophiurernes Væxt.

De Forandringer, som Ophiurerne undergaae fra deres Udklækning af Ægget, indtil
Slangestjernen er dukket frem af Larveformen, ere blevne oplyste ved Geheimeraad Joh.
Millers beundringsværdige Undersøgelser over Echinodermernes Forvandlinger; om de
Forandringer derimod, som Ophiurerne undergaae, efter at den egentlige Forvandling er
afsluttet, vide vi Lidet eller Intet, uden at disse Forandringer ikke ere ubetydelige.
Ophiuren fremtræder ikke fuld færdig af Larveformen, men med en Skikkelse, der kun er
ligesom et Udkast, en Skizze af, hvad den senere skal blive; de spæde Ophiurer paa
mindre end en Linies Størrelse, der endnu svæve om i de øvre Vandlag, hvor de sværmede
som Larver, ligne saa lidt de voxne, som en nyfødt Pungdyr-Unge ligner sine Forældre;
man kan see, at det er Ophiurer, maaskee at de høre til den ene eller den anden af
Ophiur-Rækkens Endepunkter, men kun af andre Forhold, saasom deres Hyppighed, Ud-
bredning o.s.v., slutter man sig til, om det kan være denne eller hiin Art. Og selv naar
de ere blevne meget større, naar de næsten ere halvvoxne, afvige de dog baade i Udseende
og Eiendommeligheder saa meget fra de voxne, at man kunde miskjende deres Identitet,
naar man ikke kjendte Mellemleddene. Jeg har derfor i de følgende Beskrivelser af
»Grønlands Ophiurer” meddelt Beskrivelser af Ungerne, hvor det var mig muligt; men om
man end kan tilveiebringe deslige Oplysninger for en Fauna, hvis Dyr ere tilgængelige i
saa stort et Antal af Exemplarer, at man kan sammenstille den hele Række af Udviklings-
former, som tilhøre de forskjellige Aldere af een og samme Art, vil dette ikke være
muligt med Hensyn til Arter fra fjerne Have, hvoraf kun enkelte Exemplarer og sjeldent de
yngre Aldere falde Zoologen i Hænderne. Foruden den almindelige Interesse, som det
kan have at lære at kjende Loven for de Forandringer, som Ophiurerne undergaae under
deres Væxt, er det altsaa af ganske særlig Vigtighed for den beskrivende Zoologi at klare
sig dette Forhold; kun derved vil man kunne slutte fra det voxne Dyr til Ungen eller fra dette

16

til hint og kunne afgjøre om Forskjellighederne i et givet Tilfælde ere Alders- eller Arts-
forskjelligheder.

Den Art, hos hvilken jeg fuldstændigst har kunnet forfølge de successive Foran-
dringer, er Ophiopholis aculeata; med Hensyn til Detaillen henvises til Beskrivelsen af
denne Art i det Følgende. Jeg skal her kun i Tabelform meddele en Sammenstilling
af Forskjellighederne hos 6 Exemplarer af forskjellig Alder, forsaavidt disse Forskjel-
ligheder kunne udtrykkes i Tal, til hvilken Tabel jeg oftere vil have Leilighed til at henvise
i det Følgende. Vanskeligheden i at tilveiebringe en slig Tabel, der kunde gjælde som
Norm for Artens Forandringer, hvad Talforholdene angaaer, beroer deels paa Muligheden
af individuelle Forskjelligheder, deels paa den Omstændighed, at Ophiur-Armene saa ofte
brækkes af og reproduceres igjen, hvorved naturligvis Leddenes Antal forvandskes. Selv
om imidlertid nedenstaaende Tal kun have approximativ Værd som en Række af Exempler,
ville de dog formentlig være nok til at retfærdiggjøre de Slutninger, som jeg vil drage

af dem.

Skivens Antal af Led med Led uden ydre Krands
Tvermaal. Årmlængde. Led. Hager. af Korn eller Torne.

A. 2mm 6mm 20 15 12 |

B. 3 40 27 :

GSA 45-50 33 20

D. 6 33 63

E. 10 60 86

FF: ales (2 105 40-50 18

Det vil heraf fremgaae, at hos Ophiurerne voxe baade Skiven og Armene, de sidste
dog sterkest; at under Armenes Vext komme nye Led til, hvilken Leddannelse dog synes
at vere stærkere i den yngre Alder end senere, da Væxten maaskee snarere bestaaer i en
Forstorrelse af de engang anlagte Led.

Med Hensyn til Armenes Vext stiller Sporgsmaalet sig saaledes: voxe de i
Spidsen eller ved Grunden eller i hele Armens Længde? Hvor komme de nye Led frem?
At de ikke komme frem hist og her mellem de ældre, følger deraf, at man aldrig
finder smaa uudviklede Armled mellem de normale. At Mellemrummet mellem et hvilket-
somhelst Par Armled imidlertid kan blive Udgangspunktet for en ny Leddannelse, sees af
de hyppige Lemlestelser og den derpaa folgende Reproduktion af Ophiurernes Arme; de
kunne brydes paa hvilketsomhelst Sted, og fra Enden af den tilbageblivende Stump skyder
et nyt Armstykke ud og vedbliver at voxe, indtil det afbrudte Stykke er erstattet.

Sporgsmaalet er altsaa indskrenket til det Alternativ, om de nye Led dannes i
Spidsen af Armen eller ved dennes Grund. En umiddelbar Betragtning af en Ophiur-Arm
taler for den første Anskuelse; skal man noget Sted søge uudviklede Armled, maa det vere

17
i Spidsen af Årmene, hvor Leddene ere simplere, mere eens hos forskjellige Arter og
Slægter, hvor Pigge, Papiller o. s. v. ere tilstede i ringere Antal og af en mere eensartet,
mindre charakteristisk Form end tæt ved Skiven, hvor man ligesaalidt som paa denne
nogensinde seer Led, hvis Form, Bevæbning o. s. v. røber dem som nydannede. Strængt
taget er dette sidste Factum tilstrækkeligt til at gjendrive den Anskuelse, at Ophiur-
Armene skulde voxe fra Grunden af; og dog er der Noget, der synes at kunne tale for
denne Anskuelse, ja til en Tid syntes den direkte dagttagelse ligefrem at bekræfte den.

Sammenligner man nemlig Exemplarer af forskjellig Alder, men af een og samme
Art, f. Ex. den ovenfor anførte Udyiklingsrække af Ophiopholis aculeata, i Henseende til
Armleddenes Form, Pladernes Figur, Piggenes Antal, Form o. s. v., da vil det vise sig,
at Armenes Ender i den hele Række vedblive at være væsenlig uforandrede; fra det
mindste til det største Exemplar have de de samme lange, tynde, indknebne Led, de
samme langagtige, ufuldstændige Ryg- og Bugplader; Mangelen af Kornkredse omkring
Rygpladerne, Piggenes Tyndhed og Udrustning med Spidser, Erstatningen af den un-
derste ved en Hage o. s. v., alt dette er eens. De Forandringer i disse Forhold, som
indtræde under Dyrets Væxt og Tiltagen i Antal af Led, gjælde stadig den inderste Deel af
Armen. Den simpleste Maade at forklare dette paa, synes at være den, at de yderste Led
ere de ældste, og at naar de have faaet deres eiendommelige Form og Bevæbning, om-
dannes de ikke videre, men de nye Led dannes mellem de ældre og Skiven, og alt som
de skyde frem, antage de en lidt anden Form og Størrelse end de nærmest foregaaende,
saaledes at lidt efter lidt er Pladernes Form bleven modificeret, Piggene og Fodpapillerne
blevne flere o.s.v. Paa denne Maade vilde der være gjort fuldkommen Rede for de sam-
tidige Forskjelligheder mellem Armleddene paa en og samme Arm og for Forskjellighederne
mellem Arme af forskjellig Alder. Vil man derimod antage den modsatte Hypothese,
saa maa man ogsaa antage, at hvert Led undergaaer en betydelig Omdannelse, og det en
desto betydeligere, jo nærmere ved Skiven det har sin Plads, jo ældre det altsaa er; thi
det inderste Led af en Ophiopholis aculeata paa 2"" er i alle Henseender meget forskjel-
ligt fra det inderste Led hos en Ophiopholis paa 14mmSkivetvermaal, og det samme gjælder
om alle Ungens 20 Led, hvis de skulle være identiske med de 20 inderste Led hos den
voxne Slangestjerne. (Smlgn. Tab. IL fig. 15 og 16.) Antagelsen af en slig Omdannelse er
forresten ikke unaturlig, men efter den første Hypothese blev den overflødig.

Endnu for faa Aar siden syntes de direkte Iagttagelser over spæde Ophiurer at
tale til Gunst for den Formodning, at de nye Led dannedes indenfor de ældre. I den
første af sine Afhandlinger over Echinodermernes Metamorphose!) siger Joh. Müller,

1) Ueber die Larven und die Metamorphose der Ophiuren und Seeigel. 1846. S. 9. Tab. Il f. 4-6.
Pluteus paradoxus, formodentlig Larven af en Ophiolepis.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 3

efter at have vist, at Skiven er dannet, inden der endnu er Spor til Armene, at disse først
fremtræde som et paa Skiven indleddet Led uden Fådder eller Pigge, og at dette er det
ved sin eiendommelige Bygning udmærkede Led, der vedbliver at være det sidste Armled
under hele Væxten, samt at det nye Led dannes mellem Skiven og det primitive Led, og at
der senere dannes endnu et Led mellem Skiven og Årmen. »Kilden til alle nye Led er
Skiven selv og navnlig dennes Bugside«. Men senere") har samme Forfatter indrømmet,
at denne Slutning ikke fulgte umiddelbart af lagttagelserne, og at for een Arts Vedkom-
mende i det mindste havde direkte Iagttagelser overbeviist ham om, at de nye Led dannes
mellem det yderste primitive Led og det næstyderste (dog, som det synes, med. Undtagelse
af de to inderste Led, der anlægges samtidigt med det yderste og med Skiven), og han
tvivler ikke om, at dette gjælder om alle Ophiurer, uagtet de spæde Ophrothrix-Unger have
Hager selv paa det næstinderste Armled, hvor de aldrig have dem som voxne.

At Ophiur-Armene voxe i Spidsen og ikke ved Grunden, stemmer ogsaa
med, hvad man veed om Asteridernes Væxt%). Til samme Resultat vil man komme ved at
prove de i ovenstaaende Tabel over Talforholdene hos Ophiopholis aculeata nedlagte Data;
der er nemlig altid hos denne Art et vist Antal Armled i Spidsen af Armene, som istedet-
for den underste Armpig have en Doppelthage, og hos hvilke den Krands af Korn, som
omkredse Rygpladerne længere inde, endnu ikke er uddannet. (Tab. Il, fig.16a.) Hvis de nye
Led kom frem ved Grunden af Armene, maatte f.Ex. det 20de Led fraSpidsen, der hos A er det
inderste og uden Hage, ligeledes i B, C, F være uden Hage, skjøndt det ikke længere er
det inderste; men tvertimod: med Armens tiltagende Antal af Led tiltager, om end ikke
lige saa stærkt, Antallet af de Led, der bære Hager. At forklare dette ved, at den underste

Pig omdannes til en Hage — hvilket ikke er urimeligere end at lade Hagen omdannes til
en Pig, som den modsatte Anskuelse maatte forfægte, eftersom der er tydelige Over-
gangsformer mellem begge, — gaaer ikke godt an, da man af Joh. Millers Iagttagelser

over Udviklingen af Ophiothrix veed, at Hagen fremtræder strax som saadan uden at benytte
Piggen som Gjennemgangsled. Ligeledes maatte f. Ex. det 15de Led hos C have en meget
tydelig Kornkrands udenom sine Armrygplader, eftersom denne allerede findes der hos A,
og Leddet nu vilde være en Deel ældre, i hvilken Tid det er rimeligere, at nye Korn
skulde komme frem, end at de gamle skulde forsvinde. Men tvertimod finder man en
langsom Stigen af de nøgne Leds Antal jevnsides med Armens Vext?).

1) Ueber die Ophiurenlarven des adriatischen Meeres. 1851. S. 14 og 19. Tab. V. fig. 2, 4, 5.

2) Koren og Düben: Öfversigt af Skandinaviens Echinodermer. Vetensk. Akad. Handlingar. 1844.
S. 239.

3) Forat man kunde tillægge disse Data afgjorende Vægt, maatte de stadfæstes ved Undersøgelsen af et
større Antal Exemplarer i den primitive og velb°varede Tilstand, som dertil udfordres.

19

Der vil altsaa med Hensyn til de Forandringer, som denne Deel af Ophiurernes Legeme
undergaaer, være 3 Ting at skjelne: 1) Dannelsen af nye Led, 2) disse Leds og deres
Bevæbnings Formforandringer og 3) sammes Tiltagen i Størrelse. Hvorvidt disse 3 Virk-
somheder løbe fuldkommen jevnsides, eller om nogle af dem afsluttes tidligere, andre først
senere, eller om de ikke idetmindste i forskjellige Perioder af Udviklingen optræde med
forskjellig Styrke, tor jeg ikke afgjøre med fuldkommen Sikkerhed. = Imidlertid have de
mange Individer, som ere passerede Revue for mig, efterladt det Indtryk, at Dannelsen af
nye Led især var stærk i Begyndelsen, men senere traadte mere tilbage for de engang
dannede Leds Væxt og Omdannelse, hvilke to Virksomheder derimod synes at følges ad,
lige til at Arten har naaet Grændsen for sin Vext. Man vilde altsaa hyppig træffe halvvoxne
Individer, der ikke saameget i Armleddenes Antal som i disses Form og Udrustning af-
vege fra de udvoxne. Hvorvidt dette virkelig forholder sig saa, maa jeg imidlertid overlade
til fremtidige Undersøgelser at afgjøre.

Med Hensyn til Skivens Væxt og Forandringer har jeg kun at bemærke, at
Skiven ikke voxer saa hurtigt som Armene, men at ogsaa den undergaaer betydelige For-
andringer under sin Væxt, hvorom de i det Følgende meddelte Beskrivelser af Ophiura
Sarsi, Ophiopholis aculeata, Ophiacantha spinulosa og Asterophyton eucnemis ville vidne.
Navnlig vise Exemplarer af forskjellig Alder af Ophiura Sarsi, at nye Skjæl skydes ind
mellem de ældre, hvorfor udvoxne Exemplarer ere beklædte med langt flere Skjæl end de
unge. (Smgln. Tab. I, fig. 2a og 3a.) Antallet af de i Skiven optagne Armled voxer lige-
ledes, f. Ex. hos Ophropholis aculeata fra 2 til 4, og da man ikke kan antage, at nye Led
dannes der, maa det vere de inderste Armled, som efterhaanden optages i Skiven, ved at
denne voxer ud omkring dem.

3. Om Slegten Ophiolepis Miill. Trosch. og dens naturlige Underafdelinger.

Det var unægtelig et overordentlig stort Fremskridt, som Ophiurernes Systematik
gjorde i Aarene 1840 og 42 ved Johannes Müllers og Troschels Afhandling »Ueber
die Gattungen der Ophiuren«!) og ved det berømte Værk: »System der Asteri-
den«, hvortil hin Afhandling og en lignende over Asteriderne havde forberedt. Ikke alene
finder man her en Mengde nye Arter for forste Gang charakteriserede paa en skarp og
bestemt Maade og Arter, som hidtil vare forvexlede med hinanden, rigtigt udredede, men

*) Archiv für Naturgeschichte. VI. p. 326.
3%

20

ogsaa en Oversigt over Ophiurernes Morphologi og over de Kjendemærker, som faae
Betydning som Slægtscharakterer. Ophiurernes Familie optræder her med 10 Sleg-
tert), som i det Hele baade ere skarpt og naturligt afgrendsede fra hinanden. I de
siden den Tid forløbne 15 Aar ere hverken Ophiurernes Arter blevne meget forøgede ved
Beskrivelse af nye Former, ikke heller har man seet sig nødt til at opstille mange nye
Slægter. Disse indskrænke sig til den af Düben og Koren opstillede Slægt Ophio-
peltis?), til Peters's nye Slægter Ophiopeza og Ophiarthrum®) samt den af Forbes
opstillede Slægt Ophiopsila*); den sidste Forfatters Ophiura (s. str.) og Amphiura falde
nemlig sammen med Ophiolepis og anvises af Müller og Troschel Plads indenfor
denne Slægt.

Saa gjerne som man nu end kan indromme, at de fleste i »System der Asteriden«
opstillede Slegter virkelig ere meget naturlige, ligesaalidt vil det, efter hvad jeg troer,
kunne nægtes, at Slægten Opholepis M. Tr. hverken er naturlig med Hensyn til sit Indhold
eller skarpt begrændset lige over for andre Slægter. Den defineres saaledes: »Auf der
Scheibe nackte Schuppen oder Schildchen. Die Mundspalten sind in einfacher Reihe von
harten Papillen umgeben ohne Anhäufung über den Zahncolumnen.«5) Herved maa fore-

lobig gjøres opmærksom paa, at den anden Halvdeel af denne Diagnose — nemlig Man-
gelen af Tandpapiller — er en negativ Charakteer, og at dette egentlig ogsaa er Tilfældet

med dens første Deel, den nøgne Skjælbeklædning. Thi da alle Ophiurer have Skiven
beklædt med Skjæl, naar den ikke er aldeles blødhudet, betyder altsaa Udtrykket, at Skjæl-
beklædningen er nøgen, kun at den ikke er dækket af Korn, Pigge eller andre Overflade-
dannelser saaledes som hos Ophioderma, Ophiocoma, Ophiothrix 0.s.v. Ophrolepis-Slægten
sammenholdes altsaa kun ved negative Kjendemerker; og at deslige Gruppers Natur-
lighed i Regelen er mistænkelig, er vist en ved Erfaringen hjemlet Sætning; der er i alt
Fald ikke noget i Slegtsdiagnosen, der taler for, at dens Indhold hører naturligt sammen.
Dertil kommer, at de angivne Kjendemerker ikke holde Stik. Naar de underste Tænder ere
delte i flere, saaledes som det ofte er Tilfældet hos Ophiolepis aculeata (scolopendrica M. Tr.),
ere de vel ikke forskjellige fra, hvad der ellers kaldes Tandpapiller; og jeg skal i det Følgende
beskrive en ny Ophiolepis (O. Januari mihi), som under hver Række Tandplader har tvende
Dannelser, som jeg ikke veed at betegne anderledes end som Tandpapiller. Og hvad
Skjællenes Nogenhed angaaer, da optages jo — rigtignok som en egen Underafdeling eller

) Egentlig 11, men den lite, Ophionyx, blev senere atter inddraget og forenet med Ophiothrix.

) Ofversigt af Skandinaviens Echinodermer, Vetensk. Akad. Handl. 1844. S. 236.

3) Neue Ophiuren aus Mozambique, Archiv fir Naturgeschichte 1852, S. 84.

) On the Radiata of the eastern Mediterranean I. Ophiuridæ. Transact. Linn. Soc. XIX. p. 143 & sequ.
) Syst. d. Asterid. S. 89. Resten af Definitionen er udeladt, da den ogsaa gjælder om de fleste andre
Ophiurer.

21

subgenus, Ophiopholis — i Slægten Ophiolepis (Syst. d. Ast.) ogsaa 3 Arter, »welche
ausser den Schuppen auf der Scheibe noch Stacheln tragen«, hvor Skjællene altsaa i det
mindste ikke ere aldeles nøgne, om der end i denne Henseende er stor Forskjel paa
disse 3 Arter. Ophiolepis brachiata er nemlig »zwischen den Armen (altsaa paa Bugsiden)
rauh durch kleine Papillen«; om Ophiolepis Ballii hedder det, at paa Bugsiden vise sig
hist og her enkelte Smaapigge mellem Skjællene, og at det samme hos større Exemplarer
ogsaa er Tilfeldet med Rygsiden. Om disse 2 Arter altsaa end ikke kunde kaldes »aldeles
nogne«, vilde det dog endnu kunne gaae an at betegne dem som »nogne«, hvilket Udtryk
derimod er aldeles uanvendeligt paa Ophdolepis aculeata (scolopendrica M. Tr.), eftersom
baade Skjællene og Radialskjoldene der ere aldeles skjulte af en overfladisk Beklædning af
Korn eller af Pletter (sammensmeltede Korn). — Paa den anden Side lader det sig
ikke nægte, at det vilde være unaturligt at udsondre Ophiolepis Ballii og brachiata fra de
andre Ophiolepis-Arter paa Grund af enkelte Pigges Optræden paa eller mellem Skjællene,
og at der heller ikke gives nogen Charakteer, der kunde udelukke Ophiolepis aculeata fra
at gjøre Folgeskab med de Arter, hos hvilke Begyndelsen til dens saa eiendomme-
lige Skivebeklædning allerede er gjort. Der var virkelig, naar man ikke vilde drive Ad-
splittelsen videre, end det dengang kunde ansees for rimeligt i Forhold til det bekjendte
Antal af Arter, ingen anden Udvei end ogsaa at optage O. aculeata i Slægten Ophiolepis,
uagtet de for denne opstillede Kjendemærker egentlig burde have udelukket den.

Det viser sig altsaa, åt Slægten Ophdolepis M. Tr. hverken er begrændset ved
positive eller ved holdbare Charakterer. Spørgsmaalet er nu, om Erfaringen stadfæster den
derpaa byggede Formodning om dens Mangel paa naturligt Sammenhold; i modsat Fald var
det i Grunden mindre vigtigt, om den lod sig begrændse skarpt eller ikke. Afgjorelsen
af det Spørgsmaal, om Ophiolepis-Arterne ere altfor forskjellige til at kunne indespærres
indenfor de snevre Grændser, som Naturen og Videnskaben synes at være enige om at
stemple som generiske, om vi her have at gjøre med en heel Række af Slægter eller kun
med een polymorph og omfangsrig Slægt, beroer mere paa et Skjøn end paa et Raisonne-
ment. Kan man underafdele Slægten i Grupper, hvis Kjendemærker ikke frembyde de
ovenfor omtalte Mangler, og vise disse Grupper sig holdbare, da er dette det bedste Beviis
for, at Slægten Ophiolepis bør opløses i en Række af Slægter. Hvo der vil sammenholde
en Række Arter af denne Slægt, f. Ex. Ophiolepis annulosa, ciliata, imbricata, filiformis,
scolopendrica og Ballii, vil vistnok indrømme, at der er langt større Forskjel paa disse
‘Arter end paa lige saa mange Arter af Ophiothrix og Ophioderma. Der er altsaa al
Anledning til at forsøge en Underafdeling af Slægten og til at see sig om efter gode Cha-
rakterer forat kunne gjennemfore den.

Blandt de Kjendemerker, som ikke hos Müller og Troschel have vundet
den fortjente Anerkjendelse, er der to, paa hvis Vigtighed Forbes dog havde gjort

22

opmærksom, nemlig det forskjellige Forhold mellem Armenes Sideplader og Armpiggene
og det forskjellige Forhold mellem Armene og Skiven ved hines Udspring fra denne. Hos
Slægterne Ophioderma, Ophiarachna og Ophiopeza samt hos Ophiolepis annulosa, cincta og
ciliata — jeg nævner her som Exempler kun de Arter, som opføres i »System der Asteriden«
— ere Piggene altid meget smaa og svage og sidde langs med Sidepladens fra Munden
bortvendte (ydre) Rand, som ikke hæver sig synderligt op over den følgende Armplades Niveau,
hvorfor Armpiggene, i det mindste paa det døde Dyr, gjerne ere trykkede fladt ind til
Armens Sider. Hos Ophiothrix, Ophiacantha og Ophiocoma, samt hos Ophiolepis aculeata,
Ballt, filiformis, imbricata 0.s.v. sidde derimod Armpiggene, hvad enten de ere mere eller
mindre udviklede, i det mindste i-Armens inderste Deel, paa en lodret Kjol, der hæver sig
frem fra Armsidepladen; i den yderste, mindre udviklede Deel af Armen nærmer Forholdet sig
ofte mere til, hvad det er hos den af*Ophioderma repræsenterede Formrekke. Hos denne
Række af Former, som i Henseende til Armenes Sidekjole slutte sig til Ophiothrix, have Arm-
piggene derimod lige saa stærk en Tendents til at stritte ud til Siden, som hos de foregaaende
til at trykke sig ind til Armen; og det er derfor i Regelen muligt blot ved et Oiekast at
afgjore, til hvilken af disse 2 Rækker en given Form henhører. — Hertil kommer nu, at
hos de samme Ophiolepis-Arter, der i det nysomtalte Forhold slutte sig til Ophioderma-
Gruppen, er der netop ligesom hos denne ved Udspringet af hver Arm et Indsnit i Skivens
Ryghud, i hvilket nogle af de inderste Armrygplader ere optagne, medens en lille Forlen-
gelse af Skivehuden omfatter Armens Grund paa hver Side. Hos de ovrige Ophiolepis-
Arter mangle derimod disse Indsnit, og Armene synes derfor at udgaae fra Skivens Bug-
side, og ikke tillige fra dens Rygside, ganske som hos Ophiocoma, Ophiothriz 0.s.v. Det
fremgaaer heraf, at Ophiolepis-Arterne sondre sig i 2 Rækker, hvoraf den ene slutter sig til
Ophioderma-Gruppen, den anden til Ophiocoma- og Ophiothriæ-Gruppen; vi føres næsten
tilbage til den af Agassiz opstillede og af Forbes i hans tidligere Værker bibeholdte,
skjøndt modificerede, Inddeling af den Lamarckske Slægt Ophiura i 2 Slægter: Ophiura
med korte tiltrykte Pigge, f. Ex. Oph. texturata (Ophiolepis ciliata) og lacertosa (Ophioderma
longicauda), og Ophiocoma med lange bevægelige Pigge, til hvilken sidste Slægt Forbes virkelig
henførte alle de europæiske, senere saakaldte » Ophiolepis«-Arter (filiformis, Ballü, neglecta,
aculeata 0. s. v.) med Undtagelse af O. ciliata samt O.albida, og desuden Ophiocoma nigra og
fragilis (nu Ophiothrix fr... Vil man end ikke kalde disse for længe siden opgivne syste-
matiske Begreber til Live igjen, ere de dog at agte som Udtryk for Erkjendelsen af en
senere overseet Divergents af Ophzolepis- Arterne mod Ophiurrekkens modsatte Ende-
punkter.

Modsætningen mellem disse 2 Grupper af de skjælklædte Ophiurer fremhæves end
mere ved en tredie Forskjellighed, som Forbes ogsaa tilbørligen har vurderet. Hos
Ophiolepis filiformis, neglecta, Ballii og aculeata ere Mundskjoldene ligesom hos de

23

fleste andre Ophiurer smaa, rundagtige og enten mere brede end lange eller dog
kun lidet længere end brede; de ligge tillige heelt indenfor Genitalspalterne, i Kreds med
de inderste Armplader, og forlænge sig ikke ud i Armmellemrummene; Genitalspalterne
støde derfor indvendig temmelig tæt op til hinanden, kun adskilte ved de saakaldte Geni-
talskjæl, naar disse ere tilstede. Men hos Ophiolepis annulosa, cincta, ciliata og de med dem
nærmest beslægtede Arter have Mundskjoldene en egen, hos de forskjellige Arter noget
varierende, Skjold- eller Lyreform, d. v. s., deres inderste Deel, der ligger i Kreds med
de inderste Armled, er trekantet og vender en spids Vinkel indadtil samt en stump til
hver af Siderne, hvorimod den yderste større og rundagtige Deel strækker sig langt ud
i Armmellemrummene og skiller Genitalspalterne vidt fra hinanden.

Det er atter Forbes, der rækker os en veiledende Haand ved Sammenstillin-
gen af de til den første Række af skjællede Slangestjerner henhørende Arter,
d. v. s. af dem, hvis skjold- eller lyreformige Mundskjolde forlænge sig ud
i Armmellemrummene, hvis Arme udgaae fra og omfattes af Indsnit i Ski-
vens Ryghud, og hvis tiltrykte Armpigge sidde langs med Sidepladernes
ikke ophoiede, ydre Rande. For en Deel af disse Arter har nemlig denne skarpt-
seende Naturforsker vist, at de udgjøre en naturlig Slægtsgruppe, for hvilken han beholdt Navnet
Ophiura, og i hvilken han sammenstillede 3 Arter, hvis Forskjellighed man senere har villet
nægte, nemlig texturata Lam. (ciliata M. Tr. exclusis synonymis), albida Forb. og abyssicola Forb.,
samt senere en fossil, tertiær Art; ved Tilføjelsen af 6 nordiske Arter, der ville blive beskrevne i
det Følgende, stiger Slægtens Artsantal til 10, og den viser sig at være en ægte nordisk Slægt,
hvis Udbredning mod Syd begrændses af den 30° N.Br. Den charakteriseres, saaledes som alle-
rede Forbes har udtalt, ved de store Mundskjolde, den enkelte eller doppelte
Papilrække langs med Skiveindsnittets Rand og ved det inderste Fod-
pars eiendommelige Stilling tæt op til Mundvigene, som giver disse en
særegen Y-Form.!) — Under Navnet Ophiocten sondrer jeg imidlertid fra den For-
bes'ske Slægt Ophiura de Former, hos hvilke Indsnittene ere mindre dybe, hos hvilke
Armene derfor med mindre Ret kunne siges at udgaae fra Skivens Ryg, hos hvilke Mundvigenes
Y-Form er mindre tydelig, og hos hvilke næsten hele Skivens Skjælbeklædning er dækket
af en kornet eller pletvis ordnet Overfladebedækning. Det er paa en Maade Overgangs-
former, der pege hen mod den anden Hovedrække af skjællede Ophiurer.

Af den første Hovedrække staae endnu tilbage Ophrolepis annulosa og cincta samt

1) Det bør ikke oversees, at Forfatterne til »System der Asteriden« senere erklærede sig for Bibeholdel-
sen af Ophiura Forb. som egen Slægt, hvis der blot var mere end 1 Art kjendt deraf (Archiv fir
Naturgeschichte X, S. 184). Da denne Hindring nu ikke længere er tilstede, ville de vist ogsaa gaae
ind paa en fuldstændig Sonderdeling af Slægten Ophiolepis.

24

to med dem beslægtede nye Arter fra Amerikas Vestkyst, O. variegata og pacifica mihi samt O.
paucispina Say og en sjette, hidtil ubeskreven, vestindisk Art. De danne en vel afgrændset, for
det hede Bælte betegnende Gruppe, der i Modsætning til de foregaaende charakteriseres ved de
smaa og smalle Mundskjolde, ved Mangelen af Papiller omkring Skivens Ind-
snit, ved at de inderste Fodporer ikke sidde tæt op til Mundvigene, og ved
at Skjællene, i det mindste paa Ryggen, ere omgivne af Halvkredse af
Smaaskjæl, samt ved altid at have 2 Fodpapiller, stillede skraat ved Siden
af hinanden, indenfor hver Fodpore. Da denne Gruppe er stillet forrest i » System
der Asteriden«, bør Navnet Ophiolepis beholdes for den.

Den anden Hovedrække af de skjælklædte Slangestjerner, eller de med
smaa rundagtige Mundskjolde, med strittende Armpigge, befæstede paa op-
hoiede Kjøle, og uden dybe Indsnit i Skiven ved Armenes Udspring, vilde jeg
forgjæves forsøge at underafdele i Slægter paa en tilfredsstillende Maade, da det upaatvivlelig
kun er et mindre Antal af dens Arter, som jeg har havt Leilighed til at undersøge, skjøndt
det ikke er mindre end det, der hidtil var bekjendt. Jeg maa derfor indskrænke mig til
at afpæle de Grupper, der i og for sig ere charakteristiske nok, selv om de kun omfatte
en eneste Årt, eller af hvilke jeg har kunnet undersøge flere Arter, og til at udhæve de
Arter, der kunne ansees som Typer for nye Slægter, hvilke dog endnu ikke lade sig til-
strækkelig charakterisere, saalenge man ikke kan see, hvad der har generisk, og hvad der
kun har specifisk Værd. Disse sidste maae indtil videre endnu betegnes som Ophiolepis-
Arter, indtil man seer sig istand til at gjennemføre Reformen fuldstændigt. Det kunde
synes at være en mere antagelig Udvei at betragte den hele Række som udgjørende een
Slægt og betegne den med et eget Navn, men det vilde kun være at skjule Vanskelig-
heden uden at lose den, og det vilde være ligesaa umuligt at charakterisere en saadan
Slægt som den gamle Slægt Ophiolepis M. Tr.

Foruden O.imbricataM. Tr. og O. reticulata Say har jeg kunnet undersøge 3 nye exotiske
Arter, der ville blive beskrevne i det Folgende som ©, Januarü, triloba og Nereis. De to sidste
og O.reticulata synes at kunne stilles i Gruppe sammen, men de to andre at repræsentere hver
sin Slægt. — O. Januari bør nævnes først, da den i enkelte Ting minder en Deel om den fore-
gaaende Række. Mundskjoldene ere vel smaa og rundagtige, men have dog udadtil en
lille, smal Forlængelse, ligesom et Skaft, der skiller Genitalspalterne fra hinanden; der er
ogsaa Spor til Skiveindsnit, som maaskee vilde være tydeligere, hvis Ligheden mellem
Skivens og Armenes Beklædning ikke udvidskede Grændsen mellem dem. Skiven er be-
klædt med middelstore Skjæl; Radialskjoldene ere ikke store. Sidemundskjoldene ligge
indenfor Mundskjoldene; under de brede Tænder er der 2 flade Tandpapiller. Rygpladerne
ere tvedeelte. Der er 2 Fodpapiller og 3-4 glatte Pigge paa hver af de ikke meget frem-
trædende Kjøle. — O. Nereis, reticulata og triloba have meget lange og tynde Arme og en

25

med yderst fine Smaaskjæl beklædt Skive, paa hvilken kun de meget smaa Radial-
skjolde og nogle enkelte Skjæl i Nærheden af Skiveranden udmærke sig ved en ringe
Overlegenhed i Størrelse. Sidemundskjoldene ligge hvert paa sin Side af Mund-
skjoldene; Tænderne ere temmelig smalle. Der er 1 Fodpapil og 3 korte Armpigge; Ryg-
pladerne ere 3-deelte. — Ophiolepis imbricata har rigtignok ogsaa temmelig smaa Skiveskjæl
og Radialskjolde, men Skjællene ere dog en Deel større end hos de foregaaende Arter, og
de større Randskjæl mangle. Sidemundskjoldene ligge indenfor Mundskjoldene; Tæn-
derne ere ogsaa her temmelig smalle. Der er to Fodpapiller, og Armrygpladerne ere
opløste i talrige, større og mindre Skjæl.

Hos Asterias filiformis O.F. Müller er der næsten ligesaa tydelige Indbugtninger
af Skiven ved Armenes Udspring som hos den til første Hovedrække af skjælklædte
Slangestjerner henforte Slægt Ophiocten. Skivens Skjæl ere smaa, men Radialskjoldene
meget tydelige. Armene ere overmaade lange, tynde og traadagtige. Under de temmelig
smalle Tænder sidder en Mundpapil paa hver Side, længst ude i Mundvigen endnu en;
men den tredie, der skulde sidde mellem dem, er rykket hoiere op i Mundvigen og synes
derfor at mangle. Sidemundskjoldene ligge indenfor Mundskjoldene. De samme Forhold
gjenfindes hos Amphiura Chiajei Forb. og hos A: Holbülli mihi, med Undtagelse af, at
den sidste kun har 1 Fodpapil, A. Chzajer derimod 2 og Ophiolepis filiformis slet ingen.
Hvorvidt O. brachiata, som jeg kun kjender af Forbes's Beskrivelse, kan stilles i Slægt
med de her nævnte 3 Arter, formaaer jeg ikke at afgjore. Fra Amerikas Vestkyst kjender
jeg 2 Arter (A. Orstedii og marginata), som ikke synes at frembyde nogen anden væsent-
lig Afvigelse fra de tre nordiske, end at den mellemste Mundpapil sidder i Række med
de to andre, saa at de have en sluttet Række af 3 Papiller paa hver Mundramme. Da
denne Forskjel neppe er betydelig nok til at fjerne dem fra Oph. filiformis og Holbülli,
maa endelig ogsaa Ophiolepis squamata Müll. Trosch. (neglecta Forb.) optages med, uagtet
sine forholdsvis korte Arme, og uagtet den hele Gruppe paa denne Maade bliver mindre

skarpt begrændset, end ønskeligt var. — For denne Gruppe har jeg antaget, at Navnet
Amphiura Forb. maatte beholdes. Forbes anvender det nemlig i sin Afhandling om

Ægæerhavets Slangestjerner paa »de langarmede, glatte og skjællede Ophiurer med glatte
Pigge og simple Fodder«, som han tidligere havde optaget i Slægten Ophiocoma, Müller
og Troschel ‘derimod i Slægten Ophiolepis. Det skulde heraf synes, som om Amphiura
skulde omfatte baade O. filiformis, brachiata, neglecta, Ball, punctata, Goodsirt og acu-
leata; den blev altsaa synonym med Ophiolepis M. Tr., med Fradrag af Ophiura
ciliata, og faldt sammen med, hvad jeg i denne Afhandling har betegnet som »den
anden Hovedrække af skjællede Ophiurer«. En saadan Opfattelse modsiges dog af Ud-
trykket i Diagnosen »ossicula oralia ad latera nuda«, som er den eneste væsentlige
Charakteer, der indeholdes i Diagnosen. Thi da det strax efter gjentages om Slægten

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 4

ae

Ophiothriz, kan det kun betyde, at Mundrandene ere uden Papiller, og da dette nu strængt
taget ikke er Tilfældet med nogen skjælklædt Slangestjerne, maa Forbes, som dengang
ikke lagde tilborlig Vægt paa de Munden omgivende Dele, formodentlig have tænkt paa et
Forhold som det hos O. filiformis eller hos A.Chiajei. Hvorledes det i denne Henseende
forholder sig med A. forifera, kan jeg ikke afgjøre; men paa A. neglecta (O. squamata)
passer Forbes's Diagnose ikke. Desuagtet vil man maaskee netop i den Omstændighed,
at den sidstnævnte Art vedbliver at være en Amphiura, naar dette Navn anvendes paa
den foreslaaede Maade, see en Bestyrkelse af Rigtigheden heri. Men maaskee havde
det været rigtigere at iagttage mindre Pietet mod Forbes og opgive hans Slægtsnavn,
deels som identisk med Ophiolepis, deels som utilfredsstillende charakteriseret, saameget
mere som denne Forfatter i et senere Arbeide bruger Ophiolepis isteden derfor.

Skjøndt der hidtil ikke kjendes nogen anden Slangestjerne, som viser nærmere
Overeensstemmelse med Asterias aculeata O.F. Müll., frembyder denne dog Eiendommelig-
heder nok til at begrunde Opstillingen af en egen Slægt, for hvilken Navnet Ophiopholis
M. Tr., der oprindelig") blev anvendt paa den alene, maa beholdes. Skjællene og Radial-
skjoldene ere fuldstændigt dækkede af en overfladisk Beklædning, bestaaende deels af Korn
og korte Pigge, deels af Pletter, der kunne betragtes som dannede ved en Sammensmelt-
ning af mange smaa Korn. Sidemundskjoldene og Mundskjoldene frembyde ikke noget
mærkeligt. Der er 3 Mundpapiller paa hver Mundramme, men ingen over de brede Tæn-
der. Armrygpladerne omgives udadtil og paa Siderne af en Halvkreds af Smaaplader.
Armpiggene ere rue, og den underste er i Armens yderste Stykke omdannet til en Hage;
der er 1 Fodpapil.

Jeg slutter denne Sonderdeling af Begrebet Qphzolepis med at foreslaae Navnet
Ophiactis for en Gruppe, der danner Overgangen mellem Ophiopholis og Amphiura og
for største Delen bestaaer af smaa exotiske Arter, blandt hvilke Ophiura Ballii dog ogsaa
maa have Plads. Skivens Beklædning er omtrent som hos Amphiura, men paa Skjællene
findes der, især mod Skivens Rand, en Deel korte Pigge, skjøndt aldrig saa mange,
at de skjule Skjællene. Armene ere temmelig korte og tykke, 5 eller 6 i Tallet. Tænderne
ere brede; paa hver Mundramme sidder der kun 1 eller 2 Mundpapiller. Sidemundskjoldene
kile sig ind mellem den første og anden Armbugplade og komme derved i Berøring med
hinanden, saa at de paa en Maade danne en Ring omkring Munden. Der er 1 Fodpapil
og 3-6 korte rue Armpigge, af hvilke den underste i Armens yderste Deel ofte antager Form
af en Hage ligesom hos Ophiopholis. Denne Gruppe tæller allerede 7 Arter.

1) Archiv für Naturgeschichte VI, 1840.

27

Andet Afsnit.

Monographic af Grønlands Ophiurer samt af enkelte med dem
beslægtede nordeuropæiske Årter.

Efterhaanden som der samles mere Materiale til Kundskab om Havdyrenes Udbred-
ning i den nordlige Deel af Atlanterhavet, og som den Tid rykker nærmere,' da man vil
kunne forsøge at opstille Love for de nordiske Havdyrs Udbredning, faaer et nøiere Kjend-
skab til den lavere Dyreverden ved Grönlands Vestkyst en stigende Interesse formedelst de
Sammenligninger, som ville kunne anstilles mellem det nordlige Atlanterhavs Dyreverden i
Øst og Vest og under forskjellig Brede. At tilveiebringe de fornødne Oplysninger om
Grønlands Havfauna vil være de danske Zoologers Sag. Tildeels have de ogsaa løst denne
Opgave eller ere ivrigt beskjæftigede dermed; som en Begyndelse til en Bearbeidelse af
de grønlandske Echinodermer slutter dette Forsøg paa en Beskrivelse af Grønlands Slange-
stjerner sig til de øvrige i det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrifter optagne
Bidrag til Grønlands Fauna.

Indtil jeg i »Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening for Aaret
1854« meddelte en »Forelobig Oversigt over Grønlandshavets Ophiurer» !), var der kun
kjendt 3 Arter af denne Orden fra Grønland, nemlig: 1) Asterias Ophiura Fabricius (Fauna
grönlandica Nr. 366), eller, som den nu bør hedde, Ophropholis aculeata Müll. (Ophiolepis
scolopendrica Müll. Trosch.); 2) Asterias caput Medusæ Fabricius (Fauna grönlandica Nr. 367),
nu kaldet Asterophyton eucnemis Müll. Trosch.; 3) Ophiacantha grönlandica Müll. Trosch.,

1) Allerede 1852 havde imidlertid Prof. Edvard Forbes i et Anhang til Dr. Sutherlands »Journal
of a voyage in Baffinsbay and Barrow Straits« Vol. II, p. GCIV, givet en kort Meddelelse om de paa
Capt. Pennys Expedition 1850-51 i Assistancebay mellem 74 og 75° N. B. og under c. 94° V. L.
indsamlede 8 Arter af Ophiurer. Paa dette Arbeide er jeg først meget senere bleven opmaærk-
som. Af hine 8 Arter henføres 4 til Slægten Ophiura og 3 til Ophiolepis. Den 8de henføres til
Slægten Ophiocoma, men er en Ophiacantha. I det Følgende skal jeg oftere have Leilighed til at
komme tilbage til dette i al sin Ufuldstændighed dog vigtige Bidrag til Kundskaben om den arktiske
Fauna. Hvis Forbes ikke har opstillet for mange Arter af sit Materiale, synes der at være Arter
imellem, som endnu ikke ere kjendte fra Grønland.

28

beskreven i »Wiegmanns Archiv für Naturgeschichte« 1844, S. 183, men, som jeg senere
skal vise, ikke forskjellig fra den af de samme Forfattere tidligere beskrevne Ophiacantha
spinulosa. Endelig nævnes i Zoologia Danica III, p.:28, Asterias fragilis Abildgd., nu
Ophiothrix fragilis, som forekommende ved Grønland. Men denne Art er aldrig senere
bleven nedsendt til de kjøbenhavnske Museer, og dens Udbredning naaer andetsteds ikke op
i den arktiske Zone; der er altsaa god Grund til at tvivle om Rigtigheden af hiin Angivelse
og til foreløbigen at stryge denne Art af den grønlandske Liste.') Med de tre ovenfor
nævnte Arter og de nedenfor beskrevne 6 nye, er Antallet af grønlandske Ophiurer 9,
nemlig følgende:

1. Ophiura Sarsil Ltk.

3. Ophiura squamosa Ltk.

2. Ophiura Stuwitzit Ltk.

4. Ophiura nodosa Ltk.

5. Ophiocten Kröyeri Ltk.

6. Amphiura Holbolli Ltk., muligvis identisk med Ophiolepis Sundevalli M. Tr.

7. Ophiopholis aculeata Müll. (scolopendrica M. Tr.).

8. Ophiacantha spinulosa M. Tr.

9. Asterophyton eucnemis M. Tr.

Hertil kommer dog endnu en nogen blodhudet Ophiur med lange, tynde
Arme — sandsynligvis en Ophioscolex, men neppe nogen af de tidligere kjendte Arter —
hvoraf Universitetets zoologiske Museum har erholdt et Exemplar fra Umanak, men i en
Tilstand, der ikke tilsteder nærmere Bestemmelse, og maaskee endnu en ellevte Art, hvis
den Form, som jeg tidligere har opstillet som en særegen Art under Navn af Ophiura
arctica, men i det Følgende blot agter at omtale i en Anmerkning lil Ophiura Sarsu,
skulde vise sig at vere en constant Art og ikke en Varietet af den sidstnevnte, temmelig
variable Art. ?)

Det vil ikke være uden Interesse at undersøge, hvor stor en Udbredning de gran-
landske Ophiurer have, og hvilken Lighed eller Ulighed der i denne Green af Dyreriget
vil vise sig at være mellem de forskjellige nordiske Fauner. Desværre kan en saadan
Undersøgelse for Øieblikket ikke give fuldkommen sikkre Resultater, navnlig savnes en

1) Rigtignok nævnes den af Sabine i Supplementet til Parrys første Reise (Journal of a voyage for a
discovery of a northwest passage, London 1821) som forekommende i Davis Strædet, og af J. Ross
i Tillegget til sammes tredie Reise (London 1826) fra Port Bowen i prince regents inlet (73°15 N.B.
29° 5 V.L., omtrent) og fremdeles i fjerde Reise fra »de 7 Øer« Nord for Spitzbergen (80° 50), men
jeg antager, at der her har fundet en Forvexling Sted med Ophiacantha spinulosa.

2) Til Sammenligning med denne Fortegnelse over Grønlands Slangestjerner kan en Oversigt over de
hidtil ved Finmarken og Spitzbergen fundne Arter vere af Interesse. De med * betegnede —

29

umiddelbar Sammenligning mellem Nord-Amerikas og Nord-Europas Ophiurer!), og det
kunde derfor let hænde sig, at de Arter, der for Tiden kun kjendes fra Grønland, gaae
betydelig længere mod Syd ved den amerikanske Kyst. Men under Forudsætning af, at
Amphiura Sundevallt og Holbålli ere identiske, og at det samme gjælder om Asterophyton
eucnemis og A. Agassizü Stimpson?), er denne Deel af den grønlandske Echinodermfauna
sammensat af:

1) 2 Arter (Ophiocten Kröyeri og Amphiura Sundevalli), som forekomme baade
ved Grønland og Spitzbergen, men ere indskrænkede til den arktiske Zone;

2) 3 Arter (Ophiura nodosa, O. Stuwitzii og Asterophyton eucnemis), som ikke fore-
komme ved Atlanterhavets østlige Kyst, men derimod baade ved Grønland og Newfound-
land, den sidste sandsynligvis ogsaa ved de nordlige forenede Stater;

3) 2 Arter (Ophiura Sarsit og Ophiacantha spinulosa), som ikke alene forekomme
i den arktiske Zone ved Spitzbergen og ved den europæiske og amerikanske Ishavskyst,
men ogsaa i den nordligste Deel af det tempererede Havbælte. De ere imidlertid endnu
at betragte som vesentligen arktiske Arter;

4) 1 Art (Ophiopholis aculeata), som er lige hyppig ved begge Atlanterhavets Kyst-
strækninger og gjennem hele det arktiske og kold-tempererede Havbelte. En lignende
Udbredning har maaskee ogsaa Ophiura squamosa.

altsaa over Halvdelen — forekomme riméligvis ogsaa i Grønland. (Smlgn. min Afhandling: »Over-
sigt over Grønlands Echinodermata samt over denne Dyreklasses geographiske og bathymetriske Ud-
bredningsforhold i de nordiske Have. Kbhvn. 1857.) (Dissertation for Doktorgraden.)

"Ophiura Sarsii Ltk. ..... SIZE ae eee Finm.
*Opluura squamosa Ltk 2... 5. nur... Finm.
”Ophiocten Kröyeri Ltk. . . . Spitzbg.

"Amphiura Sundevalli M. Tr. Spitzbg.

"Ophiopholis aculeata.... . Spitzbg. . . . . . Finm.
"Ophiacantha spinulosa M. Tr. Spitzbg.... . . Finm.
JAVA ES LOO WW Goto EE 6 Oo Oe Finm.
Asterophyton Lamarckii M. Tr. Spitzbg.?. . . . . Finm.

Ophioscolex glacialis M. Tr. . Spitzbg.
Ved den skandinayiske Kyst fra Kullen til Lofoten leve 19 Arter af Ophiurer; ved Finmarken er der
hidtil fundet 6 Arter, ved de brittiske Kyster 13.

1) Sammenlign William Stimpson: Synopsis of the invertebrata of Grand Manan (Smithsonian con-
tributions to knowledge.) p. 13. For en Deel er iøvrigt dette Savn blevet afhjulpet. derved, at jeg
under det skandinaviske Naturforskermode i Christiania 1856 havde Leilighed til at gjennemgaae,
hvad Stuwitz havde indsamlet ved Newfoundland af Ophiurer. Af grønlandske Arter fandtes
deriblandt: Ophiura squamosa, O. nodosa, O. Stuwitzii, Asterophyton eucnemis, Ophiopholis aculeata
og Ophiacantha spinulosa,

=) JE Ge jae ae

30

De ved den skandinaviske og brittiske Kyst levende Slangestjerner, som der ikke
overskride Grændsen mellem det kold-tempererede og arktiske Havbælte (den 69° N. Br.),
f. Ex. Amphiura filiformis, Ophiura texturata og albida, Ophiothrix fragilis, Ophiocoma
nigra 0. fl. a., forekomme heller ikke i Grønland. Middelhavet og Baffins-Bugten have ikke
en eneste Art af Slangestjerner tilfælles.

Der foreligger endnu ikke tilstrækkelige Oplysninger til at kunne angive Grænd-
serne for de grønlandske Ophiurers Udbredning indenfor Grønlands eget Omraade. Imid-
lertid vides de fleste Arter at forekomme baade i Syd- og i Nord-Grønland, og der er
neppe nogen Grund til at forudsætte en faunistisk Modsætning mellem disse 2 Distrikter.

Den Dybde, hvori de grønlandske Ophiurer leve, synes at ligge mellem 3 og 60
Favne og er altsaa den samme, hvori Ophiurerne forekomme baade ved den norske Kyst
og i Middelhavet"). Kun Asterophyton eucnemis lever dybere.

Om de grønlandske Ophiurers Farve i levende Live, om deres Levemaade, om
hvilken Føde og hvilke Opholdssteder de fortrinsvis ynde, have kun faa Oplysninger staaet
til min Raadighed. Jeg maa imidlertid her udtale min Tak til Hr. Barret, som i forrige
Aar besøgte Sydgrønland for at indsamle Bløddyr og Straaldyr, for de mig venskabeligt
meddelte og i det Følgende benyttede Oplysninger i disse Henseender.

Materialet til de følgende Beskrivelser er afgivet af Universitetets zoologiske Mu-
seum og det kongelige naturhistoriske Museum og skyldes den Iver, hvormed afdøde Biblio-
thekar Vahl og Inspecteurerne Møller, Olrik og Holbøll samt Distriktslæge Rudolph
og flere Andre have gjennemsøgt det grønlandske Hav til Bedste for vore Museer.

Nærværende Afhandling berigtiger og fuldstændiggjør i mange Maader den korte
Oversigt over Grønlands Ophiurer, som jeg tidligere har offentliggjort i » Videnskabelige
Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn«. I min Dissertation om Grøn-
lands Echinodermer og om de nordiske Echinodermers Udbredningsforhold maatte ogsaa
dens vigtigste Resultater optages.

1) See herom min ovenanførte Dissertation, sidste Afsnit

31

1. Ophiura (Lmk. Agass.) Forb. (p.p.).
(Ophiolepis Mill. Trosch. p. p-)

Denne Slægts Berettigelse og Begrændsning er afhandlet S. 23. Den tages her i
samme Betydning som i Forbes's Arbeider over de brittiske og middelhavske Ophiurer, kun
med Udelukkelse af O. abyssicola Forb., der antages at henhore til Slægten Ophiocten.
Imidlertid maa det bemærkes, at Navnet Ophiura strængt taget ikke tilkommer denne Slægt,
men Slægten Ophioderma Mill. Trosch. Slægtsnavnet Ophiwra benyttedes nemlig først af
Lamarck i »Systéme des animaux sans vertebres« (1801) for alle Slangestjerner, i Mod-
sætning til de egentlige Sostjerner; Slægtens Typus er der Ophiura lacertosa (Ophioderma
longicauda Müll. Trosch.), som Lamarck antog for at være Asterias ophiura Linn. — I
»Histoire des animaux sans vertebres« deler han Slægten i to Grupper, af hvilke den første,
der omfatter O. texturata og O. lacertosa, svarer til Agassiz’s Slægt Ophiura, den anden
til Ophiocoma Agass. I »History of british starfishes« begrendsede Forbes igjen den Agassiz’ske
Slægt Ophiura snævrere og tog til dens Typus O. texturata, enten maaskee fordi der blandt de
engelske Slangestjerner ikke er nogen med ©. lacertosa beslægtet Form, eller fordi O. texturatq
stod først i »hist. d. anim. s. vert.« Det er imidlertid aabenbart, at det er O.lacertosa, der bør
vere Typus for Slægten Ophiura i indskrænket Betydning, og at Navnet Ophioderma bor
vige derfor, saameget mere som dette Navn allerede tidligere af Blume i Enumeratio
plantarum Javæ (1827-28) er anvendt paa en Ophioglossé.

Skiven er paa begge Sider belagt med større eller mindre, glatte, taglagte Skjæl,
blandt hvilke to temmelig store Radialskjolde træde mere eller mindre tydeligt frem;
disse Skjæl ere ikke dækkede af nogen overfladisk Beklædning. Ved Udspringet af hver
Arm er der et af tvende Buer begrændset Indsnit i Skivens Ryg, som udfyldes af 3-4
ufuldstændige Armrygplader; langs begge Indsnittets Rande er der en tæt Kam af fra
henved 10 indtil henimod 30 Papiller, hvilke Papilkamme dog i Regelen ikke naae
sammen inderst i Indsnittets Vinkel, men ere afbrudte der, hvorimod de fortsætte sig
langs med Randen af de 10 Genitalspalter lige til Mundskjoldene som en Række af
lave Papiller eller Korn. Tæt under hver af hine Papilkamme, parallelt med Skiveindsnittets
Rande og ofte skjult af dem, findes endnu en mindre tydelig Papilrække langs med Randen
af nogle smalle Skjæl, der ligge skraat hen over de inderste Armrygplader. Mund-
skjoldene ere meget store, i Regelen længere, end de ere brede, og lyre- eller skjoldfor-
mige, d.v.s. de have en spids Vinkel vendende indad og to mere eller mindre fremtrædende
Sidevinkler, hvorimod de to ydre Vinkler og den mellem dem liggende Side, der danner
Skjoldets Basis, ere afrundede. De strække sig langt ud i Armmellemrummene og adskille

derved Genitalspalternes convergerende Ender fra hinanden. Ingen af dem røber sig som
Madreporplade ved at afvige fra den sædvanlige Form. Indenfor dem, langs med deres indre
Vinkelbeen, ligge to smalle Sidemundskjolde, der med den ene Ende berøre hinanden
indenfor Mundskjoldenes Spids, med den anden adskille Mundskjoldene fra de inderste Arm-
plader. Indenfor dem komme igjen Mundrammerne, langs hvilke sidde flere Mundpapil-
ler, og Kjæberne med deres smalle og spidse, spydbladdannede Tænder tilsyne. Det
inderste Par Armfødder sidder indenfor den inderste Armbugplade, som altid er
større end de andre og af en afvigende Form, og dets tvende Porer, med 2—4 Fod-
papiller paa hver Side, aabne sig i Mundvigen, enten i dens yderste Ende'eller tæt der-
ved, og give den derved Form af et Y. — Armene ere kegledannede og spidse, hos
nogle Arter korte, hos andre af Middellengde; Rygpladerne ere mere eller mindre
brede, Bugpladerne derimod smaa og næsten eller aldeles uden Berøring med hinan-
den; Fodpapillernes Antal vexler fra 1 til 4; der er i Regelen 3 Rækker af korte

2

og glatte Pigge, som sidde langs med Sidepladens ydre Rand, men ikke paa nogen Kjol,
og derfor have Tilboielighed til at trykke sig ind mod Armens Sider. De vigtigste af
Slægtens Kjendemerker kunne sammenfattes i folgende Diagnose:

Genus Ophiura diagnoseitur disco squamis imbricatis et scutellis radialibus nudis
obtecto; scutis oralibus maximis, scutiformibus vel lyratis, in spatia interbrachialia prolon-
gatis; pedibus ambulacralibus intimis rimis oris proximis; brachiis ineisuris papilliferis
dorsi insertis, papillarum serie medio interrupta; spinis ternis, margini scutellorum latera-
lium insertis.

Begrendset paa denne Maade er Slægten overmaade naturlig og omfatter foruden
de i det Folgende beskrevne nye grønlandske og norske Arter og den fossile O. Wetherelli
Forbes fra London-Clay samt to fossile Arter fra Kridtet, de tvende af Forbes son-
drede, men af senere Forfattere med Urette forenede Arter, Ophiura texturata Lmk.
(ciliata Müll. Tr.) og albida Forb. Slægtens Udbredning strækker sig altsaa fra det høie
Norden til dybt ind i Middelhavet, men naaer neppe det varme Havbelte. Hvad de
enkelte Arters Udbredning angaaer, da gaae de to sidstnævnte fra Ægæerhavet til
Norges Vestkyst, men ikke ind i det arktiske Havbælte; af de hidtil ubeskrevne, mere
nordlige Arter findes den ene (O. Sarsi) baade ved Grønland, Spitzbergen og den norske Kyst,
i det Mindste indtil Bergen, hvor den mødes med de to ovennævnte sydligere; to Arter (0.
nodosa og Stuwitzii) ere kun kjendte fra Grønland og fra Newfoundland; een Art (O. carnea)
kjendes kun fra Norges Kyst, O. affinis baade fra de danske og fra de norske; een
(0. squamosa) baade fra Grønland, Newfoundland, det nordlige Norge og Øresundet.
At Slægtens Centrum er at søge i det høie Norden, er saaledes tydeligt nok. —

Med Hensyn til Levemaaden høre vi af Forbes, at det er langsomme og trege

33

Dyr uden megen Bevægelighed i deres Arme, og at de opholde sig paa Sandbund og paa
Ostersbanker; hvad jeg selv har havt Leilighed til at erfare, strider ikke mod disse Angi-
velser. Med Hensyn til Slægtens bathymetriske Grændser vide vi, at

Ophiura texturata (ciliata) lever ved Triest paa 20-35 Favne, Dyndbund (Sars), ,
i Ægæerhavet paa 28 Favne, Tangbund (Forbes),
ved Skotland paa 5-40 Favne og meget forskjellig Havbund (Forbes),
ved den norske Kyst paa 20-50 Favne (Sars),
i Sundet (Hellebæk) og Kattegattet (Aarhuus) paa 8-12 Favne.
Ophiura albida lever i Ægæerhavet paa 5-50 Favne og paa Sand- eller Tangbund (Forb.),
ved Skotland paa 4-90 Favne og meget forskjellig Havbund (Forb.),
i Christiania Fjord paa 8-10 Favne (Sars),
i Store Belt paa 14-18 Favne, Leer- og Steenbund (Fiedler),
i Sundet påa 10-18 Favne, Leerbund.
Ophiura carnea i Bergens Stift paa 50-80 Favne (Sars og Koren).
Ophiura squamosa er taget ved Grønland paa 50-60 Favnes Dybde (Holbøll) og
paa 8-25 Favne (Barrett), samt
i Sundet paa 10-18 Favne og Leerbund.
Ophiura affinis i Christiania Fjord paa 20 Favnes Dybde (Sars),
i Sundet paa 10-18 Favne, Leerbund.
Ophiura Sarsii ved Grønland paa 20 Favne (Olrik) og paa 8-25 Favne (Barrett),
ved Finmarken paa 20-30 Fayne (Sars),
i Storsund (Hardanger) paa 60-80 Fayne (Asbjørnsen),

saa at 4 og 90 Favnes Dybde kan antages at vere Grændserne for Slægtens verticale Ud-
bredning; da den er tagen baade paa Dyndbund, Sandbund, Steenbund og Tangbund, vil
den sandsynligvis kunne findes representeret paa alle Localiteter, der falde indenfor de
angivne Grendser i Dybden og mellem den 30te og 80de Grad nordlig Bredde, i det
mindste i det vestlige (atlantiske) Ocean. I Henseende til Størrelsen er der stor Forskjel
paa Arterne; de folge i denne Henseende saaledes efter hinanden:

Ophiura affinis, carnea og Stuwitzii synes kun at naae et Skivetvermaal af 6m",

DAT TOGO 0 0.0 à 2 0 6. Doro ¢ Fh Boo Do 60 8 a te ee or Stun!
(disse Arter, især de 3 sidstnævnte, have desuden meget korte Arme),
Ophiura squamosa kan have et Skivetvertmaal af ..----------- 10mm,
Oskar kal beder pe Oel mod an lie) CE TC 0 a ce Oba 14mm,
OP uk TES Ars Wan a NE TA NES ER Rs 27mm
(VOTE, KARUN 61e Rue ta koe HE Dobe ooo eo Demo EKS 30mm,

E
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. ©)

34

De mindre Arter høre altsaa til de meget smaa Ophiurer, medens de to største i Hen-
seende til Skivens Omfang ikke staae tilbage for nogen mig bekjendt nordisk eller tropisk
Slangestjerne.

Paa Grund af den store Lighed mellem flere af de nordiske Arter og den ikke
ubetydelige Forskjel, som ofte viser sig hos Exemplarer af samme Art, men af for-
skjellig Alder og Størrelse, og altid hos det samme Individ mellem den yderste og den
inderste Deel af Armene, ere Ophiura-Arterne ikke lette at udrede eller at diagnosticere,
saaledes at Diagnosen paa een Gang er skarp og udtryksfuld og tillige passer paa alle
Individer af Arten. Den Diagnose, der passer paa unge Exemplarer af een Art, f. Ex. af
O. Sarsii, passer maaskee ligesaa godt paa de udvoxne Individer af en anden Art, f. Ex. af
O. albida, som paa de udvoxne Dyr af dens egen Art. Det er derfor ikke at undre over,
at kun de engelske Zoologer have fulgt Forbes’s Exempel og skjelnet mellem O. texturata
og albida, hvorimod de skandinaviske have fulgt »System der Asteriden« og forenet dem
og maaskee flere Arter under Navn af Ophiolepis ciliata M. Tr. Erkjendelsen af de to i
det Folgende under Navnene O. nodosa og squamosa beskrevne, saa hoist eiendommelige For-
mers Artsselvstendighed samt af Slægtskabet mellem O. abyssicola — som ogsaa af Müller
og Troschel blev forenet med O. céliata — og en fra O. ciliata vidt forskjellig arktisk Art
(Ophiocten Kröyeri mihi) ledte mig først til at betvivle det Rigtige i at forene de oftnevnte
2 Arter, og en Sammenligning mellem talrige Individer af forskjellig Alder og fra forskjel-
lige Localiteter overbeviste mig snart om de gjennemgaaende Forskjelligheder mellem de
to af Forbes beskrevne Arter og en tredie, som jeg har opkaldt efter Prof. Sars. Opda-
gelsen af 2 nye Arter i Prof. Sars’s Samling — af hvilke dog den ene allerede af denne
Naturforsker var erkjendt som en ny Art, og den anden senere ogsaa af mig er funden ved
vore Kyster — var mig naturligvis et meget kjærkomment Bidrag til Kundskab om denne
nordiske Slegtsform. — Til Sammenligning med de gronlandske Arter meddeles i det Fol-
gende udforlige Beskrivelser af de ved Gronland ikke forekommende fire nordiske Arter,
samt for at lette Bestemmelsen nedenstaaende Oversigt over de 8 beskreyne Arters
vigtigste Kjendemerker:

Efter Mundskjoldenes Form kunne Ophiura-Arterne fordeles i 3 Grupper:

A. Mundskjoldene ere skjold- eller lyreformige og af storre Lengde
end Brede. Armene ere i Regelen lange og glatte, Bugpladerne brede, udadtil begrænd-
sede af en Bue, indadtil af en Spids, med hvilken de ofte berøre hinanden, men ere
forresten adskilte ved Sidepladerne.

a. Der er omtrent 30 fine Papiller paa hver Side af Indsnittet i
Skiven, og midt under Armenes inderste Stykke en Rekke Fordybninger
eller Riorer:

Asa }

1. Oph. texturata (Lmk.) Forb. har 3 korte Pigge, 2-4 Fodpapiller; Mundskjoldenes
Længde er større end deres Afstand fra Skiveranden; Sidemundskjoldene ere buede og
smallere indadtil end udadtil.

b. Der er omtrent 10 (9-15) brede og korte Papiller paa hver Side af Ind-
snittene i Skiven og ingen Porer under Armens inderste Deel.

a) Med 3 meget korte Pigge (ikke halvt saa lange som Sidepladerne):

2. Oph.albida Forb. Den i Skiveindsnittets Vinkel liggende inderste lille Armrygplade
er ikke tvedelt; Mundskjoldene ere kortere end deres Afstand fra Skiveranden. I Armens
inderste Deel ere Armbugpladerne nærved at berøre hinanden. 1, undertiden 2 Fod-
papiller.

3. Oph. carnea Sars. Den i Skiveindsnittets Vinkel liggende inderste lodrette lille
Armrygplade er tvedelt. Mundskjoldene ere lengere end deres Afstand fra Skivens Rand.
Armbugpladerne ere vidt adskilte fra hinanden. 1 Fodpapil.

B) Med 2 længere Pigge (omtrent saa lange som Sidepladerne eller længere) :

4. Oph. Sarsii Ltk. har 2 Fodpapiller og brede Armbugplader.

5. Oph. affinis Ltk. har 1 Fodpapil, og Armbugpladerne ere rudimentære.

B. Mundskjoldene ere skjoldformige, men lige lange og brede eller
endogsaa mere brede end lange. Armene ere temmelig lange, tynde og glatte,
d. v.s. uden dybe Indsnoringer mellem Leddene.

6. Oph. squamosa Lik. Skiven er regelmesig beklædt med ligestore Skjæl; Arm-
bugpladerne ere hjerteformige med en indadvendt Spids, Armpiggene af middelmaadig
Lengde; 1 Fodpapil.

C. Mundskjoldene ere enten store og nærmest ægformige (mere spidse
indadtil, mere butte udadtil) eller smalle og skjoldformige, men altid mere lange
end brede. Armene ere meget korte og knudrede paa Grund af de dybe Ind-
snøringer mellem Leddene. De rudimentære Armpigge ere ikke større end de tal-
rige Fodpapiller, der ligesom Armpiggene sidde langs med Fodporerne, der her
optræde som skraa Spalter.

7. Oph. nodosa Ltk. Skivens Skjæl ere store og kantede, Armbugpladerne smalle,
firkantede og berøre hinanden; der er 3-5 Fodpapiller og 2-3 aldeles rudimentære Arm-
pigge. Mundskjoldene ere næsten ægformige, deres Længde større end Afstanden fra Skive-
randen.

8. Oph. Stuwitzii Ltk. Skivens Skjæl ere temmelig smaa; de inderste Armbug-
plader smaa, aflange, stærkt ophoiede, men berøre ikke hinanden; Fodpapillerne og Arm-
piggene ere tilsammen 7 i Tallet paa hver Side af hvert Led, men lade sig ikke skjelne
fra hinanden. Mundskjoldene ere skjoldformige, men meget smalle, deres Længde omtrent

lig med Afstanden fra Skiveranden.
52

36

I det Følgende er der fulgt en mere naturlig Inddelig i 3 Grupper. Allernaturligst
vilde det iøvrigt være kun at antage 2 Grupper, af hvilke den ene omfattede de to mere
abnorme Arter, O. nodosa og Stuwitzü, den anden de øvrige indbyrdes meget beslægtede
Arter.

A. Arter med glatte Arme og med en Række af Porer midt under Armens
inderste Deel.

Ophiura texturata (Lmk.) Forbes.
(Tab. I, fig. 1a— 1e.)

Diagnoscitur scutis oralibus mazximis lyratis, longioribus ac latioribus, distantiam a
margine disci superantibus, papilis ad latera incisuræ gracilibus circiter triginta, papillis
ambulacralibus quaternis vel ternis et serie pororum subtus in media et intima brachiorum
parte.

De vigtigste Synonymer ere:

Ophiura texturata (Lmk.)1) Forbes, british Starfishes and other Echinodermata, p. 22

og »on the Radiata of the eastern mediterranean« (l. ec.) p. 146.

Ophiura bracteata Johnston, Magaz. of Natur. history VIII p. 465 f. 41.

Asterias cordifera Grube, Aktinien, Echinodermen und Würmer o.s.v. S. 18.

Ophiolepis ciliata Müller u. Troschel, System der Asteriden S. 91, (Beskrivelsen,
med Udelukkelse af nogle af Synonymerne).

Asterias ciliata Retz., Vetensk. Akad. Nya Handl., IV Bd., 1783, er vistnok en
Ophiura, men Angivelsen, at den er almindelig ved Skaanes Vestkyst, lige ned til Sundet,
gjør det rimeligere, at det er ©. albida Forbes; hans »dissertatio« har jeg ikke kunnet
raadsporge. Jeg har derfor ikke troet at kunne beholde cw/zata som Artsnavn for den.

Beskrivelse. Skivens Rygside er beklædt med talrige, større og mindre
Skjel og med 10 Radialskjolde, der vende den brede og afrundede Ende ud mod
Armene, den spidse ind mod Skivens Midte; deres Længde, der omtrent er en Fjerdedeel
af Skivens Tvermaal, forholder sig til deres Brede som 5:3. De ere adskilte ved en
Kile af 2-3 store Skjæl og enten uden al Berøring med hinanden eller berøre hinanden
kun paa det Punkt, hvor de ere bredest, tet ved Skiveindsnittet. De øvrige Skjæl ordne
sig deels rosetformig om et noget større Skjæl i Midten, deels ligge de mindre langs med

1) At Lamarcks O. texturata (syst. d. an. s. vert. t. 2 p. 542, 1816) virkelig er samme Art som Forbes’s, og
ikke f. Ex. O. albida, bliver især sandsynligt ved, at der anføres en Varietet af den (»eadem minor
albida«), som kan antages for at være Ophiura albida.

37

Radialskjoldenes Sider, medens de større indtage Midten af Radialbælterne. Indsnittene
ved Armenes Grund ere dybe og spidse og begrændsede af to store buede Skjæl, der bære
hver sin Kam af omtrent 30 fine og tynde, skjøndt nedadtil i Brede tiltagende Papil-
er, der hvile paa de i Indsnittet optagne inderste 4 Armrygplader; tæt udenfor og under
dem ligger paa hver Side endnu et smalt Skjæl parallelt med de store buede Randskjæl,
og langs med dets Rand sidder en lignende Kam af endnu finere Papiller, der dog ofte
ere skjulte under den øverste Papilkam og derfor ikke komme tilsyne; en umiddelbar Fort-
sættelse af den øverste Papilkam er den Række af smaa Papiller, som følger med Genital-
spalternes frie Rand lige til Mundskjoldene. Disses Længde er større end deres
største Brede (Forholdet er = 9:7) og næsten dobbelt saa stor som Afstanden fra dem
til Skivens Rand; de have Form af et Vaabenskjold med afrundet Basis, udstaaende Side-
hjørner og spids Top. Sidemundskjoldene ere smalle, nogenlunde trekantede og i
Regelen svagt S-formigt boiede; deres bredere Ender adskille Mundskjoldenes Sidehjørner
fra de inderste Armplader, hvorimod de smalle Ender nærme sig hinanden eller støde
sammen indenfor Mundskjoldets Spids. Der er 4-6 spidse Mundpapiller.

Armene ere omtrent 4 Gange saa lange, som Skiven er bred; nærmest ved Skiven
er deres Ryg hvælvet som et Tag. Rygpladerne ere inderst ved Skiven 4-5 Gange saa
brede som lange; deres Berøringslinier ere parallele og lige Linier, hos meget store Dyr
i Midten boiede lidt indad; deres Sider dannes af en Vinkel, som griber ind mellem 2
Sideplader. Længere ude paa Armen forandre Rygpladerne betydeligt Form, og yderst paa
samme ere de mere lange end brede og begrændsede udadtil af en stærk Bue, indadtil af
2 convergerende Linier. Bugpladerne ere dobbelt saa brede som lange, udadtil
begrændsede af en Bue, indadtil af en stump Vinkel; de berøre ikke hinanden, da de
adskilles af Sidepladerne i en Strækning, der ofte er lig med eller kun lidet mindre end
deres egen Længde. Mod Spidsen af Armene blive de ganske smaa og antage Form af
Cirkeludsnit; paa den i Skiven optagne Deel af Armene faae de en særegen kort og bred,
til begge Sider tilspidset Spoleform med en lille indadvendt Spids. Paa Armens inderste
Stykke er der midt paa Bugsiden en mere eller mindre tydelig Rende, der*paa det aller-
inderste Stykke viser sig som en Fordybning eller Pore mellem hvert Par Bugplader; der
er i det Mindste 5 saadanne Porer paa den i Skiven optagne Deel af Armen og paa dens
nærmest tilstødende frie Deel, og paa meget store Exemplarer iagttages" de ogsaa paa hele
det inderste frie Stykke af Armen, men blive efterhaanden utydeligere, jo mere de fjerne sig
fra Skiven. — Fodpapillernes Antal er paa det inderste frie Stykke af Armen 3-4,
længere ude 2, yderst 1, men ved de allerinderste Fodporer umiddelbart ved Mundvigene
4-7 paa hver Side af Poren. Af de tre Armpigge er den underste paa Armens inderste Stykke
stillet saa tæt op til Fodpapillerne og saa lidet længere end disse, at man snarere vilde
henregne den til dem end til Armpiggene; af de to andre, der sidde i nogen Afstand fra

38

hinanden og fra den underste, er den øverste lidt korlere end den mellemste; med Und-
tagelse af de allerinderste, der næsten ere ligesaa lange som de tilhørende Sideplader,
naae de, naar de trykkes ind til Siderne af Armen, kun halvt hen til den næste Række.
Yderst paa Armene ere de alle 3 lige lange og halvt saa lange som de tilhørende

Sideplader.

Ovenstaaende Beskrivelse er udkastet efter Exemplarer med en Brede af 20-30mm
tvers over Skiven. Yngre Exemplarer med c. 10mm Skivetvermaal — altsaa omtrent
af den Størrelse, som Ophiura albida naaer som udvoxen, — have rigtignok større

og forholdsvis mere ligestore Rygskjæl, hvorfor Radialskjoldene her falde mindre i Øinene,
mindre brede Armrygplader , mindre charakteristisk uddannede Armbugplader og tilsyne-
ladende kun to Armpigge, da den underste i det inderste Stykke af Armen optræder som
Fodpapil, færre og mere butte Mundpapiller, lige Sidemundskjolde 0. s.v., men de tal-

rige (3-4) Fodpapiller — hvortil nemlig som anført den underste lille Armpig her maa
regnes — og de eiendommelige Fordybninger paa Undersiden af den i Skiven

optagne Deel af Armene findes ligesaavel hos Ungerne som hos de Voxne og afgive derfor
sikkre Kjendemærker for Arten. Herved er altsaa den Anskuelse, at Ophiura albida er
Ungen til O. texturata, tilstrækkelig gjendreven.

Ophiura texturata opnaaer en betydelig Størrelse; det største hele Individ i
Universitetets Samling har et Skivetvermaal af 20mm og en Armlængde af c. 70"®, men der
opbevares ogsaa en større Skive, tagen paa »de sorte Banker» i Nordsøen, der har et
Tvermaal af 3Omm, og hvis Arme derfor maae have været c. 5 Tommer lange. Farven er
ifølge Forbes!) »rodlig, marmoreret med purpurbrunt paa Skiven, Undersiden bleggul eller
hvid«. Ved Hellebæk har jeg erhoidt 2 Exemplarer af denne Art; Farven var lys brun-
grønlig og forandredes ved Tørring kun lidt til det mere rødlige.

Denne Arts Udbredning kan angives temmelig noiagtigt, uagtet de engelske For-
fattere ere de eneste, der hidtil have skjelnet mellem den og dens Slægtninge. Den findes
i Middelhavet, i hvis østlige Deel den dog skal være sjelden, ved de brittiske Kyster, ved
Jyllands Vestkyst (Svineklev)”), i Kattegattet (Aarhuus)?) og ved det sydlige Norge; den er
der funden i Christiania-Fjorden af Ørsted”) og af Sars, af den sidstnævnte ved Florø
i Bergens Stift samt af Professor Rasch paa Storegen. Fra Færøerne er den derimod
aldrig bleven nedsendt. I den nordlige Deel af Sundet findes den endnu, men er
vistnok meget sjelden, da ved Hellebæk flere hundrede Exemplarer af Oph. albida ere

1) British Starfishes p. 25.

2, Ifølge Exemplarer i Universitetets Museum, der bære dette Mærke.

3) Conservator Conradsen har i dette Efteraar faaet den i Aarhuus Bugt paa 8 Favne Vand
4) Ifølge Ørsted, Naturhistorisk Tidsskrift, 2. Række, 1. Bd., S. 423.

39

gaaede gjennem mine Hænder, uden at jeg dog trods al min Sögen erholdt mere end de
2 ovenfor omtalte Exemplarer af O. texturata. Senere har Hr. J. Koch meddeelt mig et
Exemplar fra Sundet i Nærheden af Taarbæk. Hr. Capitain Suenson har fra et Togt
til Vestindien hjembragt nogle unge og kortarmede Exemplarer af denne Art; jeg antager
imidlertid ikke, at de hidrøre fra Vestindien, men fra et eller andet Sted paa Overreisen,
muligvis fra Madera. Om Artens Udbredning i Dybden see ovenfor S. 33.

B. Arter med glatte Arme og uden Porer midt under Armens inderste Stykke.

Ophiura albida Forbes.
(Tab. I, fig. 2a — b.)

Diagnoscitur seutis oralibus scutiformibus, nonnihil longioribus quam latioribus, distan-
liam a margine disci haud æquantibus, papillis ad latera incisure brevibus circiter decem,
ambulacralibus singulis vel binis, spinis brevibus, poris infrabrachialibus nullis, scutellis
ventralibus intervallo brevi sejunctis.

Beskrivelse. Skiven er belagt med temmelig store, rundagtige Skjæl, mellem
hvilke der ikke er saa stor Forskjel paa Storrelsen som hos foregaaende Art; Radial-
skjoldenes Længde er i af Skivens Brede og 4 større end deres egen største Brede; de
ere parallele indbyrdes, af samme Pæreform som hos O. texturata, men berøre i Regelen
hinanden der, hvor de ere bredest. Indsnittene ere kantede med 10-12 korte og brede
Papiller paa hver Side, der sædvanligen fortsættes umiddelbart af en tet Række min-
dre Papiller langs med Genitalspalterne, og ligesom hos andre Arter er der udenfor
hver af de egentlige Papilkamme endnu en fiin Række af ganske smaa runde Papiller.
Mundskjoldene have i Regelen en simpel Skjoldform, men faae undertiden, naar Side-
hjørnerne træde mere frem, næsten samme Lyreform som hos den foregaaende Art;
deres Længde forholder sig i Regelen til deres Brede som 5:3 og er mindre eller i alt
Fald ikke større end Afstanden fra Skivens Rand; men deres Form viser iøvrigt en Deel
Afvigelser, naar en storre Rekke Exemplarer sammenlignes. Sidemundskjoldene ere
smalle, lige eller svagt buede, lige brede i begge Ender og berore hinanden indenfor
Spidsen af Mundskjoldene. — Armrygpladerne ere inderst ved Skiven brede,
lidt lengere ude regelmessige Sexkanter med lige stor Lengde og Bredde; i den yderste
Deel af Armen have de Form af Cirkeludsnit og adskilles fra hinanden af Sidepladerne.
Bugpladerne ere ved Grunden af Armene næsten rudeformige , udadtil lidt afrundede, og
adskilles netop af Sidepladerne; længere ude bliver Afstanden mellem dem stedse større,
og de antage Form af Cirkeludsnit, hvorimod de paa den i Skiven optagne Deel af

40

Armen ofte fuldstændigt berore hinanden og nærme sig til at være trekantede, hvilket især
er Tilfældet med den inderste, der ogsaa udmærker sig ved en større Længde end de
andre. lovrigt er der netop i Henseende til Afstanden mellem Bugpladerne i Armenes
inderste Deel en ikke ringe Forskjel, "uafhængig af, at den med Alderen bestandig
bliver mindre. Jeg finder hos fuldkommen udyoxne Exemplarer fra samme Localitet
Afstanden mellem Bugpladerne paa den inderste frie Deel af Armen snart =0, saa at de
støde umiddelbart sammen, snart derimod af en ret anseelig Størrelse. 1 Fodpapil maa
ansees for at være det Normale, men der er ogsaa ofte 2 ved Siden af hinanden paa de
4-8 inderste frie Armled, ved den allerinderste Fodpore endogsaa 3-4 paa hver Side.
Armpiggene ere næsten lige lange, omtrent 3 Gange saa lange som Fodpapillerne, men
ikke halv saa lange som Sidepladerne.

Unge Exemplarer paa c. 4m Skivetvermaal udmærke sig ved færre og forholdsvis
større Rygskjel, forholdsvis større Mundskjolde, ved at selv de inderste Armrygplader
ere længere, end de ere brede, og af en langstrakt sexkantet Skikkelse, og derved, at Bug-
pladerne ere overmaade smaa og adskilte indbyrdes i en Strækning, der er betydelig større
end deres egen Længde. Hos såa smaa Exemplarer findes aldrig mere end 1 Fodpapil.

I Henseende til Størrelsen staaer Oph. albida betydeligt tilbage for den
foregaaende Art; det største af Universitetsmuseets talrige Exemplarer har 14mm Skive-
tvermaal. Dens Arme ere i Regelen ligesaa lange og smækkre som hos O. textu-
turata og hos O. Sarsil, hvorfra rigtignok Museets færøske Exemplarer, der have paafal-
dende korte og tykke Arme, gjøre en Undtagelse. Det er et saadant Exemplar, der ligger
til Grund for min Afbildning fig. 2a—b, som derfor ikke gjengiver Artens sædvanlige
Udseende. Farven er paa tørrede Exemplarer sædvanligvis kridhvid; men det levende
Dyr er paa Ryggen af Skiven og Armen rodgraat, snart faldende mere i det Røde, snart
mere i det Graae. Papilskjællenes lysere Farve frembringer de 2 lyse Pletter ved Grunden
af hver Arm, som Forbes ogsaa omtaler. I den yderste Deel af Armen viser sig Spor
til de hos Slangestjernerne saa sædvanlige lysere og mørkere Farvebælter.

Udbredningen er som foregaaende Arts, maaskee lidt større baade i vertical og
horizontal Reming. O. albida findes baade i den østlige og vestlige Deel af Middelhavet,
ved alle brittiske Kyster og ved Færøerne; ved Norge er den fundet ved Manger og Florø i
Bergens Stift og ved Bollærene i Christianiafjorden (Sars), og den er almindelig i Katte-
gattet, Sundet og Bælterne; om den gaaer ind i Østersøen, er mig ubekjendt. Ved Helle-
bæk i den nordlige Deel af Sundet har jeg havt rig Leilighed til at indsamle denne Art.
Den er der overordentlig hyppig fra 10-18 Favnes Dybde paa en med Skaller eller Skal-
stykker opfyldt Bund af Leer eller sandblandet Leer. De stive, brækkelige Arme bevæges
meget lidt, paa en eiendommelig stiv og afmaalt Maade.

Al

Ophiura carnea Sars. (msc.)
(Tab. I, fig. 6 a-b.)

Dignoseitur disco crasso, brachiis brevibus crassis, scutis oralibus seutiformibus,
longioribus ac latioribus, distantiam a margine disci superantibus, dnedsurds disci squamis
binis werticalibus, papillis ad latera marginatis, tectis, spinis brevissimis, papillis ambula-
eralibus singulis, scutellis ventralibus minutis valde sejunctis, poris infrabrachialibus nullis.

Denne Art har temmelig korte Arme og en tyk Skive, der paa Ryggen er
beklædt med temmelig store, rundagtige, kantede Skjæl, imellem hvilke Radialskjoldene,
der ere omtrent lige lange og brede, udadtil brede og afrundede, indadtil spidse og tildeels adskilte
ved et rundagtigt Skjæl, ikke falde meget i Oinene. Skiveindsnittets Rande staae
næsten lodret og have paa hver Side en Række af c. 12 brede og flade Papiller, som
derefter fortsætte sig videre langs med Genitalspalterne i en finere Skikkelse. Foruden
den inderste Armrygplade, som tildeels er optaget mellem de 2 lodrette Papilkamme, er
der endnu i hvert af hine Indsnit 2 smalle lodrette Smaaplader ved Siden af hinanden
med en Række fine Papiller paa hver Side. Mundskjoldenes Længde er større end
deres Brede og end deres Afstand fra Skiveranden. Armbugpladerne have Form af
Cirkeludsnit og ere lige til den inderste, som danner den udvendige Grændse for
Mundvigen, adskilte i en Strækning, som er lig med deres egen Længde, af
Sidepladerne; længere ude blive de aldeles rudimentære. Af Armrygpladerne ere kun
de inderste i umiddelbar Berøring med hinanden; de øvrige have Form af Cirkeludsnit
eller Trekanter og ere adskilte fra hinanden af Sidepladerne. Sidepladernes ydre Rand
træder temmelig stærkt frem og bærer 3 tynde, svage, omtrent lige lange, næsten rudimen-
tære Armpigge; imellem de to øverste er der i Armens inderste Deel en større Afstand
end mellem de to underste, men længere ude sidde de omtrent lige langt fra hinanden.
Der findes kun 1 Fodpapil.

Ophiura carnea har et Skivetvermaal af 6"m;-Armene ere i det hoieste doppelt
saa lange. Farven var, efter hvad Professor Sars har meddelt mig, smuk morgenrod
paa Rygsiden af Skiven. Den er hidtil kun fundet i Bergens Stift paa store Dybder,
saasom i Kongestrommen (50 Favne), Biskopshaynen og ved Manger (50-60 Favne). Hr.
Koren ansætter, ifølge skriftlig Meddelelse til mig, dens Forekomst ved Bergen til 60-80 Favne.

Anm. Det vil af ovenstaaende Beskrivelse fremgaae, at de meest charakteristiske For-
skjelligheder mellem denne nye Art og O. albida, som er den, den kommer nærmest, ere fol-
gende: 1) Skiven er meget tykkere, Armene kortere og førere hos O. carnea; 2) den i
Skiveindsnittets Vinkel liggende inderste lille lodrette Armrygplade er tvedelt hos ©. carnea;
3) de øvrige Armrygplader blive tidligere adskilte fra hinanden og antage Form af Cirkel-
udsnit hos ©. carnea end hos ©. albida; 4) Mundskjoldene ere forholdsvis større hos
O. carnea end hos ©. albida. Af disse Forskjelligheder har især den anden stor Betyd-
ning som Artskjendemerke.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 6

42

Ophiura Sarsii Ltk.
(Tab. I, fig. 3-4.)

Dignoscitur scutis oralibus seutiformibus longioribus quam latioribus, distantiam a
margine disci haud æquantibus, papillis ad latera incisure latiusculis circiter quindecim, am-
bulacralibus binis, spinis longiusculis, scutella lateralia æquantibus, poris infrabrachialibus
nullis, scutellis ventralibus datis sejunctis.

I Storrelse og Udseende har denne arktiske Art megen Lighed med dens Repre-
sentant i Syden, O. texturata.

Beskrivelse. Skjælbeklædningen paa Ryggen af Skiven varierer en Deel
ligesom hos de nærstaaende Arter. Radialskjoldene ere pære- eller ægformige, brede
og afrundede i den Ende, der vender udad, smalle og mere spidse i den modsatte; deres
Længde er {/5-1% af Skivens Tvermaal og forholder sig til deres Brede = 4:3; hos nogle
divergere de kun svagt, hos andre stærkere. Den øvrige Skjælbeklædning kan være tem-
melig eensformig, idet alle Skjællene ere smaa og omtrent af samme Størrelse og Form;
eller der er midt paa Skiven et større Skjæl og uden om det 1 eller 2 Kredse af lignende
større Skjæl, hvortil endnu kommer eet midt i hvert Radialbælte; ved deres Størrelse,
rundagtige og hvælvede Form falde de let i Oinene imellem de mindre Skjæl, hvoraf de
ere omgivne; i Kanten mellem Ryg- og Bugsiden er der næsten altid eet paafaldende
stort Skjæl. Bugskjellene aftage i Størrelse indad mod Mundskjoldene. Skiveindsnit-
tene ere saa dybe, at 4 Rygplader optages i hvert af dem; paa hver Side af dem er der
en Kam af 10—15 Papiller af lignende Form som hos O. albida, men mere brede og korte
end hos ©. texturata; de øverste ere mindre end de andre og sidde ikke paa de egenlige
Papilskjæl, men i Kanten af selve Radialskjoldene ; udenfor dem er der en med dem paral-
lel, men ofte ogsaa af dem skjult Række af meget smaa runde Papiller; endelig er der en Række
lignende Korn langs med Genitalspalterne. Mundskjoldene ere af lignende Form som hos
Ophiura texturata, skjøndt i Regelen med mindre fremtrædende Sidehjorner; Længden for-
holder sig til Breden, der er størst mellem Sidehjørnerne, som 7:5, men er altid mindre
end Mundskjoldenes Afstand fra Skiveranden. Sidemundskjoldene ere smalle og lige
brede i begge Ender, hvilken Form dog stundom modificeres lidt ved en Udvidelse af den
Ende, der adskiller Mundskjoldenes Sidehjørner fra de inderste Armplader, og ved den Ind-
knibning paa Midten, som foraarsages af de inderste Fodporer. Ved hver af disse er der
5—6 Papiller paa hver Side, og der er 4—6 Mundpapiller mellem dem og Tænderne.

Armrygpladerne ere inderst paa Armene tagformige, begrændsede af lige og
parallele Tverlinier og 4—5 Gange saa brede som lange, men længere ude omtrent lige lange
og brede og begrændsede udadtil af en Bue, paa Siderne af Linier, der convergere indad-
til; heelt ude i Spidsen af Armene ere de nærmest pæreformige, længere end de ere brede
og adskilte et lille Stykke af Sidepladerne. Bugpladerne ere i det inderste frie Stykke

AS

af Armen mere end doppelt saa brede som lange, udadtil begrendsede af en svag Bue
eller af en nesten lige Tverlinie, indadtil af to i en meget stump Vinkel sammenstodende,
ofte svagt Sformigt krummede Linier; de adskilles indbyrdes af Sidepladerne, der berøre
hinanden med en Linie, hvis Længde er lig med Bugpladernes; længere ude tiltage som
sedvanligt Sidepladerne i Omfang, og Bugpladerne tage af, saa at de i Spidsen af Armen
næsten ere forsvindende smaa. Paa den Deel af Armen, der er optagen i Skiven, ere
de mere trekantede og bugede end paa den frie Deel af Armen og ofte meget ner ved
at berore hinanden; den allerinderste Armbugplade er sterkt buget og trapezoidal. Der
er i Regelen to Fodpapiller, af hyilke den ene dog som oftest bliver meget lille eller
forsvinder i kort Afstand fra Skiven; undertiden er der tvertimod en tredie lille Fodpapil
ved Siden af de to normale. Den underste og korteste af Armpiggene er ikke saa lang
som Sidepladen, hvorimod de to andre i tiltrykt Tilstand naae lidt ind paa den efterfol-
gende Pigrekke; i Spidsen af Armene ere de netop af Længde med Sidepladerne, men paa
de inderste frie Armled næsten doppelt saa lange som disse.

Ophiura Sarsii opnaaer et Skivetvermaal af 27%" og en Armlengde af c. 100mm,

Paa de tørrede er Farven en Mellemting mellem Grønt, Gult og Graat, undertiden
med lyse Pletter (Bælter) paa Armene, og Hr. Barrett har meddelt mig, at den ikke for-
andres meget ved at Dyret tørres. Jeg antager derfor, at ©. Sarsiz ogsaa i denne Hen-
seende ligner O. texturata. Ved Mundskjoldenes og Armpiggenes forskjellige Størrelse, ved
Fodpapillernes og Skiveindsnittenes Randpapillers forskjellige Antal, ved de sidstes
og ved Armbugpladernes forskjellige Form, endelig ved Mangelen af ©. teæturata's eien-
dommelige Fordybninger midt under Årmene vil man imidlertid altid let være i Stand til
at skjelne disse to Arter fra hinanden. Maaskee er det denne Art, som Dewhurst*) an-
fører under Navn af Asterias ophiura og beskriver som blaa, men tørret som askefarvet.

Unge Exemplarer med 4-6™" Skivetvermaal afvige fra de voxne ved mindre
dybe Indsnit i Skiven, i hvilke kun 2-3 Armled ere optagne, ved at Rygskjællene ere færre,
men forholdsvis større og mere bugede, hvoraf følger, at de mindre Rygskjæl, der hos de voxne
omgive de større, først efterhaanden kile sig ind mellem disse; Radialskjoldene ere
kortere og bredere og berøre ofte hinanden, da det mellem dem indkilede Skjælparti er
mindre udviklet; Armrygpladerne ere smallere, og der er ofte kun 1 Fodpapil. Ungerne
af Ophiura Sarsit ligne derfor meget de udvoxne eller næsten udvoxne O. albida, der i
visse Henseender kan siges at blive staaende paa et Trin, ud over hvilket O. Sarsw fort-
sætter sin Uddannelse, men de kortere Pigge og mindre brede Armbugplader hos
O. albida gjøre det dog altid let at trække Grændsen mellem begge Arter.

1) H. W.Dewhurst, the natural history of the order Cetacea and the oceanic inhabitants of the arctic

regions. London 1834. p. 283.
6*

Artens Udbredning kan allerede angives med temmelig Vished. Inspektør Olrik
har nedsendt et stort Antal Exemplarer fra Godthaab, Egedesminde og Ritenbænk, og fra
Omenak har Hr. Fleischer nedsendt den ligesom Captain Holbøll fra Syd-Grønland.
Ved Arksut har Hr. Barrett taget den paa Steenbund. Rimeligvis er ogsaa den med
Oph. texturata beslægtede Form, men med længere og tyndere Armpigge, som Forbes
anfører som taget i Assistancebay paa Capitain Pennys Expedition, netop den her be-
skrevne Art. Der er altsaa ingen Tvivl om, at den findes ved hele den grønlandske
Kyst. At den gaaer længere mod Syd, kan heller ikke betvivles, da det rimeligvis er den,
som Stimpson omtaler under Navn af Ophiolepis ciliata som levende ved Grand-Manan i
Fundybugten. I Prof. Sars's Samling |jhar jeg seet Exemplarer fra Spitzbergen, fra
Tromsø i Finmarken og fra Florøen (12 Mile Nord for Bergen), samt i Universitetsmu-
seet i Christiania fra Storsund (Hardanger). Det er ogsaa denne Art og ikke O. teæturata,
som er meent med Ophiolepis ciliata M. Tr. i Sars's Reise i Lofoten og Finmarken.
Oph. Sarsi er saaledes vel en arktisk Art, men overskrider dog det arktiske Havbæltes
Grændser noget mod Syd. Om dens Udbredning i Dybden see S. 33.

Anm. Inden jeg ved at faae Leilighed til at undersøge et større Antal Exem-
plarer af Ophiura Sarsii havde overbevist mig om denne Arts ikke ringe Variabilitet, ansaae
jeg to af Hr. Fleischer fra Omenak nedsendte Exemplarer for at repræsentere en egen
Art, som jeg i min ,,foreløbige Oversigt” betegnede som O. coriacea. De udmærke sig
ved, at Skivens Skjæl i det Hele ere overmaade smaa paa nogle større runde Skjæl ner,
og ved kun at have een Fodpapil, uagtet de efter Størrelsen at domme (20 Skivetver-
maal) ere udvoxne. Jeg har imidlertid nu ingen Tvivl om deres Identitet med O. Sarsü.
De ovenfor omtalte spitzbergenske Exemplarer frembøde en lignende Beklædning af
Skivens Rygside.

Lidt anderledes stiller Sagen sig med Hensyn til 2 Ophiurer, ligeledes fra Ome-
nak og nedsendte af Hr. Olrik, der ligne den nysomtalte Varietet i Henseende til Skjællenes
Lidenhed, men afvige fra den og fra de typiske O. Sars ved, at Papillerne i Skivens Ind-
snit mangle, ved at Armpiggene ere betydelig kortere (forholdsvis kun halv saa lange) og ved en
særegen lodden eller filtet Overflade af hele Hudskelettet; ellers ligne de ganske O. Sarsi
og have 2 Fodpapiller ligesom disse. Muligvis er dog denne Form (Oph. arctica mihi |. c.)
ogsaa kun en Varietet af Oph. Sarsü, men derom maa jeg opsætte at fælde nogen endelig
Dom, indtil et større Antal. Exemplarer er blevet nedsendt. — Det vil ogsaa her være
Stedet til at minde om den af Forbes beskrevne O. glacialis'); visse Træk i Beskrivelsen
minde om unge Individer af O. Sarsit, andre derimod om ©. sguamosa.

1) Ophiura glacialis F. Skiven er rund med et tydeligt Indsnit ved Grunden af hver Arm og bedæk-
ket med glatte, ikke meget forskjellige eller iøinefaldende, rosetformigt anordnede Skjæl. Ved Grun-

45

Ophiura affinis Ltk.
(Tab. II, fig. 10 a-b.)

Dignoseitur disco erasso, brachiis tenuibus, scutis oralibus seutiformibus, longioribus
quam latioribus, distantiam a margine disci fere wquantibus, disco squamis minutis et
majoribus in rose formam positis tecto, papillis ad latera incisure brevibus eireiter novem,
ambulaeralibus singulis, spinis scutella lateralia fere æquantibus, poris infrabrachialibus nullis,
scutellis ventralibus minutis sejunctis.

Ved Artsnavnet har jeg villet betegne, at det er den Ophiura-Art, som meest
nærmer sig til Slægten Ophiocten. Den udmærker sig ved sin tykke Skive, sine tynde Arme
og sin ringe Storrelse.

Beskrivelse. Paa Ryggen er Skivens Bekledning i Regelen følgende:

Der findes deels nogle større runde Skjæl — hvoraf 5 ligge i en Kreds omkring et i
Midten og 10, 2 og 2, i Radialbælterne — deels Smaaskjæl, som udfylde Mellem-

rummene mellem de større og paa den midterste Deel af Skiven danne en Krands omkring
hvert af de større Skjæl. I Nærheden af Skiveranden gaaer denne Beklædning uden
nogen skarp Grændse over i Bugfladens, som bestaaer af afrundede taglagte Smaaskjæl.
Radialskjoldene ere korte og brede og fuldkommen adskilte ved en kileformig Gruppe
af ganske smaa Skjæl, men ikke meget større end de større runde Rygskjæl. Paa et af
de foreliggende større Exemplarer, ere Radialskjoldene og de større Skjæl forholdsvis meget
store, men af de sidstnævnte ere kun de 6 midt paa Skiven udviklede; de mindre Skjæl danne
Kredse om dem, smalle Kiler mellem de to sammenhörende Radialskjolde og bredere Bælter
mellem hvert Par. Et andet Exemplar havde Smaaskjællene næsten ikke udviklede, og
Ryggen frembød derfor et lignende Udseende som hos unge Exemplarer af Oph. Sarsti. —
Mundskjoldene have omtrent samme Form som hos Ophiura Sarsii, d. v. s., de ere mere
lange end brede, ofte lidt indknebne ved Sidehjornerne, og deres Længde er omtrent lig
med deres Afstand fra Skivens Rand. Langs med hver Side af Skiveindsnittene er der
7—9 Papiller, som tiltage i Styrke opadtil; de overste ere brede og flade; indenfor
dem sees dog ofte endnu et Par mindre Papiller. I de omtalte Indsnit sees endvidere de
secundere fine Papilkamme, der modes i Indsnittets Vinkel. Genitalpapiller har jeg
ikke iagttaget. Armrygpladerne ere i Armens indre Deel brede, stærkt tagformige og regel-
mæssigt trapezoidale ligesom hos Slægtens øvrige Arter og berøre hinanden i deres fulde Brede;

den af hver Arm er der to nogenlunde trekantede Plader, som ligge tæt ved hinanden, men dog
divergere, og som skjule de Skjæl, der bære Papilkammene; Papillerne ere 9 i Tallet,
korte og tykke (stout). Rygpladerne ere nærmest sexkantede; af de 3 Armpigge er den øverste stærk,
kegledannet, saa lang som en af Rygpladerne og næsten lige saa lang som Armen er bred. Bug-
pladerne ere vifteformige. Genitalspalterne ere kantede med regelmæssige smaa Papiller.
Mundskjoldene ere meget bredt skjoldformige og temmelig korte. Den inderste
Armbugplade er mærkelig stor. Skivetvermaal 1/4“, Armene 3 Gange saa lange,

46

lengere ude ere de derimod langagtige og smalle. Der er tre tynde Armpigge, af hvilke de 2
længste omtrent ere af Længde med Sidepladerne, og 1 Fodpapil; endogsaa ved de aller-
inderste Porer, der stode op til Munden, synes der ikke at vere mere end I Papil paa
hver Side. Selv de inderste Armbugplader berøre ikke hinanden, men ere adskilte fra
hinanden i en Strækning, der er lig med deres egen Længde, af Sidepladerne; de ere som Følge
heraf smaa og begrændses indadtil af en stump Vinkel, udadtil af en Bue. I en kort Af-
stand fra Skiven ere de næsten halvkredsformede og rudimentære (ikke større end Fodpa-
pillerne) og adskilte fra hinanden i en Strækning, der langt overgaaer deres egen Længde.

Denne Art har Prof. Sars taget ved Manger samt ved Bollærene og ved Asgaard-
strand i Christiania Fjord paa 20-30 Favnes Dybde"). Ved Hellebæk har jeg selv havt
Leilighed til at indsamle denne vor mindste Slangestjerne i betydeligt Antal; jeg traf den
der fra c. 10 til 18 Favne sammen med O. albida og O. squamosa. Den er mere brækkelig
end den sidstnævnte Art; Farven er meget lys, en Mellemting af gulagtig og graalig
med de sædvanlige Nyanceringer i Form af Pletter paa Skiven og Bælter paa Armene.
Den synes kun at naae et Skivetvermaal af 5-6"", og Armlengden overstiger ikke det
tredoppelte deraf,

Ophiura squamosa Ltk.
(Tab. I, fig. 7 a-b,
(An O. fasciculata Forbes i Sutherlands journal of a journey etc.?)

Dignoscitur scutis oralibus mediocribus scutiformibus, latioribus quam longioribus vel
æque longis ac latis, distantiam a margine disci minime equantibus; papillis incisuræ bre-
vissimis, crassis, sæpe fasciculatis, ambulacralibus singulis; disco regulariter squamis planis
eadem fere magnitudine obtecto; scutellis ventralibus brachiorum cordiformibus.

Det er fornemmelig ved Skivens éensartede, regelmæssige og flade Skjæl-
beklædning, ved de brede og korte Mundskjolde og ved de hjerteformige
Armbugplader, at denne lille Art udmerker sig blandt sine Slegtninge og er saa let
kjendelig.

Beskrivelse. Skjællene ere flade, omtrent ligestore, paa Ryggen rundagtige,
paa Bugen mere langagtige; de smaa korte og brede Radialskjolde kunne vel be-
røre hinanden, men ere dog adskilte ved 1 eller 2 Skjæl og træde kun ved deres
lysere Farve tydeligt frem mellem den øvrige Skjælbeklædning, der har et for denne
Art eiendommeligt, eensartet Præg. Indsnittene i Skiven ere paa hver Side kantede
med korte og tykke Papiller; i Forbindelse med de secundære Papiller, der ere lige-
saa udviklede som de primære, danne de ofte en tæt Gruppe paa hver Side. Genital-

1) Hr. Professor Sars, der har havt den Godhed at tilstille mig til Afbenyttelse hele sit Materiale af
denne Art, tillader jeg mig ved denne Leilighed at aflægge min Taksigelse for denne Velvillie.

47

spalterne kantes af lignende, men mindre Korn. Mundskjoldene ere forholdsvis smaa,
kun 3-4 Gange saa store som den inderste Armbugplade, der er bred og aflang paa tvers;
deres Længde er i Regelen mindre end deres Brede eller i det Hoieste lig med den og
langtfra saa stor som Afstanden mellem dem og Skivens Rand; de have iøvrigt en regel-
mæssig Skjoldform uden udstaaende Sidehjørner. Sidemundskjoldene ere lange og
smalle, i Almindelighed lige brede udadtil og indadtil. Paa hver Side af de inderste Fod-
porer er der 4-5 butte og runde Papiller. Armene ere tynde og temmelig lange; deres
Rygplader ere bredt sexkantede, omtrent som hos Oph. albida og hos unge Exemplarer
af Oph. Sarsü, og noget hvælvede. Bugpladerne ere bredt hjerteformige, d. v.s., de ere
udadtil begrændsede af en Bue med en mere eller mindre tydelig Indbugtning i Midten,
paa Siderne af et afrundet eller afstumpet Hjørne og indadtil af en Spids; hos alle de
danske Exemplarer, som jeg har havt Leilighed til at undersøge, berøre de ikke hin-
anden, men hos flere store grønlandske Exemplarer er dette derimod Tilfældet og
Sidepladerne altsaa adskilte paa den inderste Deel af Armen; andre Exemplarer, der ikke
give dem noget efter i Størrelse, forholde sig imidlertid i denne Henseende ligesom vore
fra Sundet. Der er altid kun 1 Fodpapil; af de 2 Armpigge er den underste og kor-
teste ofte halv saa lang, den øverste og meest udviklede fuldt saa lang som et af Arm-
leddene og hos de store grønlandske Exemplarer ofte paafaldende tyk og but samt noget
flad. — Unge Exemplarer med 3Yomm Skivetvermaal udmærke sig ved særdeles tynde
Arme og smalle Armrygplader, men afvige ellers ikke i nogen Henseende mærkeligt fra
de voxne.

10mm Skivetvetvermaal og 30™™ Armlængde er den Størrelse, som Arten synes
at naae ved Grønland; her i Sundet havde de største Exemplarer, jeg har truffet, 7mm
Skivetvermaal og 21™™Armlengde. Jeg fandt den ved Hellebæk — hvorfra Adjunkt Lo-
rentzen allerede tidligere havde bragt Museet et Exemplar — næsten ligesaa almindelig
som Ophiura albida paa en med Skaller og Skalstykker opfyldt Leerbund fra c. 10-18
Favnes Dybde. Den er mindre brækkelig og mere boielig i Armene end ©. albida. Far-
ven er i Regelen morkegraa paa Ryggen af Skiven, Armene lysere olivengraae med smallere
mørkebrune Bælter i nogen Afstand fra hinanden; underneden er Skiven askegraa. Ofte
falder Dyrets Farve i det*Violette, ikke sjeldent i det Rødlige, eller Skiven er endog ganske
broget af Rødt og Graat. Radialskjoldenes 2 lyse Pletter ved Grunden af hver Arm og en
violet Plet paa hvert Mundskjold ere, om ikke ligefrem charakteristiske for Arten, saa dog
meget hyppige. En af afdøde Insp. Møller efterladt Skizze af et grønlandsk Individ af
denne Art stemmer fuldkommen hermed.

Denne interessante Art er hidtil næsten bleven ganske overseet. Den er dog, som
sagt, langtfra sjelden i den nordlige Deel af Sundet, ja jeg veed endog med Vished, at
den findes. Syd for Kronborg, da Hr. cand. phil. J. Koch har faaet den af et Fiskergarn

i Torbæk. Mellem en Suite af færoiske Exemplarer af O. albida har jeg ogsaa fundet een
O. squamosa. I Prof. Sars's Samling har jeg seet Exemplarer fra Tromso, Støtø og
Florø, i Christianiamuseet fra Newfoundland ved Stuwitz. Fra Grønland er den nedsendt
fra Godhavn og Godthaab, og Hr. Barrett fandt den ved Arksut; den forekommer der
sammen med ©. Sarsi ligesom hos os med ©. albida. Maaskee er den identisk med ©.
fasciculata Forb.*), i hvilket Tilfælde den altsaa ogsaa er truffen i Wellington Kanalen.

C. Arter med korte, knudrede Arme, med spalteformige Fodporer, dybe Ind-
snøringer mellem Armleddene, talrige Fodpapiller og rudimentære Arm-
pigge af samme Størrelse som Fodpapillerne.

Ophiura nodosa Ltk.
(Tab. Il, fig. 9 a-b.)

Dignoseitur scutis oralibus mediocribus, ovato-lanceolatis, distantiam a margine
disci valde superantibus, squamis disci magnis, papillis incisure brevibus, latis, circiter
decem, ambulacralibus ternis vel quinis, spinis rudimentariis, brachüs brevibus, crassis, no-
dosis, scutellis ventralibus rectangularibus.

Denne og den efterfolgende Art frembyde saa mange Eiendommeligheder, at de nesten
staae som abnorme Former mellem de andre Ophiura-Arter; de korte og tykke, knudrede Arme, de
mange Fodpapiller, de næsten ukjendelige Armpigge, Mundskjoldenes og Armbugpladernes sær-
egne Former frembringe en eiendommeligt Habitus og afgive en Rekke af fortrinlige Artskjende-
merker. i

Beskrivelse. Skivens Rygside er dækket med en Deel større og mindre, men
dog i det Hele store, lidt hvælvede, kantede Skjæl, der ere ordnede regelmæssigt som i en
Roset om Midtpunktet; Radialskjoldene ere lige brede i begge Ender og berøre hinanden
næsten i hele deres Længde, men udmærke sig hverken ved Form eller Størrelse mellem
de øvrige Skjæl. Indsnittene ere kantede af en halv Snees korte og brede Papiller i en

*) Til Sammenligning meddeles Forbes's Charakteristik af hans Oph. fasciculata. Skiven er næsten
femkantet og bedækket med nögne Skjæl, som ikke ere meget forskjellige og ikke danne nogen
tydelig Roset i Midten. Ved Armenes Udspring er der tæt ved hinanden 2 brede, næsten tre-
kantede, men divergerende Plader. De kambærende Skjæl, som omfatte Armene ved deres Grund,
ere bedækkede med korte, tykke , kegledannede, uregelmæssigt grupperede Papiller. Rygpladerne
ere meget tykke, bredt viftedannede med afstumpet Basis. Sidepladerne bære 3 stærke og 1 lille
Pig, den øverste er den største, tyk, kegledannet, glat, længere end et af Armleddene, men
ikke saa lang, som Armen er bred. Bugpladerne ere bredt syvkantede med en Bugt paa
den udvendige Side. Genitalspalternes Rande ere vortede. Mundskjoldene have en bred
og regelmæssig Skjoldform. Skivetvermaal 4/10, Armlængde 3 Gange saa stor. — Hvad der
gjør mig noget tvivlsom, om denne Art virkelig falder sammen med O. squamosa, er, at flere Udtryk
i Beskrivelsen af Oph. glacialis Forb. ogsaa synes kun at kunne passe paa O. sguamosa. Indtil Sa-
gen ved Undersøgelse af Forbes's Originalexemplarer kan blive nærmere oplyst, foretrækker jeg derfor at
beholde de Navne, hvorunder jeg havde publiceret disse Arter, inden Forbes's Notits blev mig bekjendt.

49

tæt Række. Mundskjoldene ere doppelt saa lange som brede, næsten ægformige, ind-
adtil tilspidsede, udadtil afrunded@; de ligge heelt udenfor Mundvigenes Kreds og strække
sig langt ud i Armmellemrummene. Sidemundskjoldene ere bredere indadtil og
smallere udadtil og berøre hinanden i en længere Strækning end hos de andre Arter.
De inderste Fodporer støde op til selve Enden af Mundvigene; den samme skjæve
Retning, som de, have ogsaa de øvrige Fodporer, fornemmelig paa den i Skiven optagne
Deel af Armen, medens hos de i det Foregaaende omtalte Arter det inderste Par har
en fra de andres afvigende Retning. Armene ere korte, tykke og spidse, ofte kun 2 Gange
saa lange, som Skiven er bred, eller ikke engang det; ved alle Armpladernes stærke Hvælv-
ning faae de et eiendommeligt knudret Udseende. Rygpladerne ere inderst ved Skiven
næsten regelmæsigt sexkantede, men have i Spidsen af Armene Form af Cirkeludsnit.
Bugpladerne ere meget smalle, de inderste nogenlunde firkantede eller sexkantede og i
fuldkommen Berøring med hinanden, de yderste derimod meget smaa og adskilte af Side-
pladerne. Langs med de skraae, spalteformige Fodporer sidde 3 smaa Fodpapiller,
yderst paa Armen dog kun 2 eller I, længst inde 4 eller 5; paa den modsatte Side af
Fodporerne er der paa den inderste Deel af Armen ogsaa Papiller, først 1, derefter 2, paa
de i Skiven optagne Led endogsaa 4-5; paa Armpiggenes Plads findes kun 2, inderst
3 smaa Papiller af Størrelse som Fodpapillerne.
Størrelse: hos et Exemplar var Skivetvermaalet 84o™™, Armlengden 17™™;
hos et andet — — 64mm | — NODE
Af Farven er intet Spor tilbage paa de talrige fra Grønland uden nærmere An-
givelse af Findestedet nedsendte Exemplarer. I Universitetsmuseet i Christiania opbevares et
meget defekt Exemplar fra Newfoundland ved Stuwitz, hvilket jeg trods nogen For-
skjel i Ryggens Beklædning ikke kan ansee for andet end en stor Ophrura nodosa,

Ophiura Stuwitzii Ltk.
(Tab. I, fig. 8 a-d.)

Dignoscitur seutis oralibus angustis lyratis, distantiam a margine disci haud su-
perantibus, papillis incisuræ cum papillis ambulacralibus et spinis lateralibus rudimentariis,
que unacum papillis ambulacralibus numero septene sunt, conformibus, brachiis brevibus, basi
crassis, ad latera profunde articulatis, scutellis ventralibus minutis oblongis prominentibus.

Beskrivelse. Skiven er tyk, hoi og femkantet. Armene ere korte, spidse, kegledan-
nede, tykke ved Grunden og tagformigt hvælvede paa Ryggen, men aftage hurtigt i Forlighed og
ere tynde i Spidsen. Skivens Ryg er beklædt med rundagtige, noget kantede Skjæl, der
aftage i Størrelse fra Midten ud til Omkredsen, saaledes at det midterste og de det nærmest
omgivende ere de største, hvorimod de, som danne Skivens Rand mellem Armene
og i femdoppelt Rad beklæde de brede Bælter mellem Radialskjoldene, ere mindre. Radial-

7

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd.

skjoldene ere omtrent lige lange og brede og af en uregelmæsig Form, udadtil brede,
men indadtil smallere; i deres yderste Deel berøre de Hinanden med en ret Linie, i den
inderste ere de adskilte ved et rundt Skjel. Indsnittene i Skiven ved Armenes Grund ere
ikke dybe, men brede; to smalle Rygplader ere dog optagne i hvert af dem. Papilskjællene
ere store og trekantede, dog saaledes, at den udadvendte Side er buet, og ligge temmelig
langt fra hinanden paa Siden af Armene, saa at de og deres Papiller ganske ligge i
Flugt med Armpladerne og Armpiggene og ved løselig Betragtning kunde antages for at
være det inderste Sæt af disse. Der er paa hver Side 8 flade Papiller, stillede i en ringe
Afstand fra hinanden og tiltagende i Styrke opadtil; i Størrelse og Form stemme de ganske
med de inderste Armpapiller; ogsaa langs med Genitalspalterne er der Spor til Papiller.
Armmellemrummene paa Bugsiden ere regelmæssigt beklædte med mindre Skjel. Mund-
skjoldene ere smalle, doppelt saa lange som brede, indadtil spidse, udadtil
afrundede, ikke sjeldent indknebne paa Midten mellem Enderne af Genitalspalterne; de
ligge i Kreds med de to inderste Armbugplader, og deres Afstand fra Skivens Rand er
omtrent lig med deres egen Længde. Indenfor dem ligge de smalle Sidemundskjolde og
de hvælvede Mundrammer; de Mundpapiller, som sidde langs med selve Mundvigenes
Rande, ere meget smaa, derimod sidder der inderst paa hver af de fremspringende Mund-
dele en Gruppe af temmelig store og spidse Mundpapiller.

Paa den inderste Deel af Armene ere Armbugpladerne aflange og ophøiede,
adskilte fra hinanden ved Fordybninger og ved en Kende paa hver Side fra de andre til-
stødende Dele. Men allerede fra den anden frie Trediedeel af Armen ligge de i Flade
med Sidepladerne, idet hine Fordybninger ere forsvundne, og have Form af smaa Fem- eller
Sexkanter, hvis Længde er lig med den Linie, hvormed Sidepladerne berøre hinanden mel-
lem dem. I Armenes yderste Deel blive de forholdsvis endnu mindre. Ligesom hos Ophiura
nodosa antage Fodspalterne, jo nærmere. de komme Dyrets Midtpunkt, stedse en mere
skraa Retning. Mundføddernes Porer eller Spalter faae derved samme Retning som de andre
Fodporer og udmærke sig kun fra disse ved at ligge hinanden nærmere; de have flere Papil-
ler paa hver Side. Paa den frie Deel af Armen er der langsmed hver Sideplades udven-
dige Rand (og altsaa tillige langsmed Fodporens indvendige Side) en tæt og uafbrudt Række
af 7 brede og flade Papiller, der begynder paa Bugsiden og strækker sig lige til Ryg-
pladerne; de øverste og underste ere lidt kortere end de midterste, der dog ikke ere
halvt saa lange som de tilhørende Sideplader. Det er her ikke muligt at
skjelne mellem Armpigge og Fodpapiller, skjøndt man efter Analogien maa an-
tage, at der er 3 Armpigge. Ogsaa paa den udvendige Side af Fodporerne er der i Armens
inderste Deel nogle store Papiller. 1 den yderste Deel af Armen er der kun 1 Fodpapil
og à rudimentære papilagtige Armpigge. Rygpladerne have i Armens inderste Deel den
sædvanlige trapezoidale Tagform, men blive længere ude trekantede og rudimentære.

51

Skivetvermaal 6%", Armlengde 10mm,

Denne mærkelige lille Art er enkelte Gange bleven nedsendt fra Grønland , uvist
fra hvilket Punkt. Saaledes fandtes flere Exemplarer af den i et Glas med O. nodosa fra
Grønland, hvoraf Universitetets zoologiske Museum gjennem det zootomisk-physiologiske Mu-
seum er kommet i Besiddelse. Desuden har Stu witz bragt flere Exemplarer fra New-
foundland; tre af disse havde Prof. Esmark den Godhed at overlade Universitetsmuseet.

2. Ophiocten Lik.

(al dqus og zreis, ad modum Amphicten).
i (Ophiura Forb.? p. p.)

Hos denne Slægt er Skiven paa begge Sider belagt med runde Skjæl, blandt
hvilke der er 10 Radialskjolde; en temmelig skarp Kant adskiller Ryg- og Bugsiden,
af hvilke den sidste er nøgen, men den første dækket af en overfladisk Beklædning
af flade Korn og større og mindre runde Pletter. Ved Armenes Udspring danner den
skarpe Skiverand en lille Indbugtning, men denne er ikke dyb nok til at optage
Armene, som derfor udgaae fra Skivens Bugside alene. De 5 Bugter ere kantede med
en Række Papiller, der ikke er -afbrudt i Midten, og lignende men finere Papilkamme
findes langs med de to eller tre inderste Armrygpladers ydre Rande'). Mundskjoldene
have samme Størrelse, Form og Beliggenhed som hos Slægten Ophiura; de smalle Side-
mundskjolde ligge ligeledes her indenfor Mundskjoldene. Mundvigene ere kantede med
Papiller og Kjæberne væbnede med smalle Tænder. Det inderste Par Fodporer sidder
indenfor den inderste Armbuglade tæt op til Mundvigen, men aabner sig ikke egentlig ud i
denne. Armene ere af samme Form og Bygning som hos de typiske Ophiura-Arter og beklædte
med Plader, af hvilke Rygpladerne ere brede og Bugpladerne uden Berøring med hinanden.
3 korte, glatte og spidse Armpigge ere befæstede til Sidepladernes ydre Rand; der er 1
Fodpapil.

Dignoscitur genus Ophiocten disco squamis imbricatis, integumentum superficiale
granorum et macularum gerentibus, obtecto; margine acuto faciem dorsalem et ventralem
disci sejungente; sinibus haud profundis, papillarum serie continua marginatis, supra
insertionem brachiorum; scutis oralibus maximis, scutiformibus, in spatia interbrachialia
prolongatis; pedibus ambulacralibus intimis rimis oris proximis; spinis brachialibus ternis,
margini scutellorum lateralium insertis.

Det vil af ovenstaaende Slegtscharakteristik og Diagnose sees, at denne Slægt staaer
meget ner ved Ophiura, men afviger saameget fra denne, at den vilde. gjore en skarp og

naturlig Begrændsning af den umulig og derfor bor udsondres derfra, skjondt det paa en

1) Hos O. abyssicolum Forb. (Linn. Transact. Le. t. 13. f. 9) fremstilles disse Papilkamme som siddende

paa samme Maade som hos den foregaaende Slægt.

Maade kun er en abnorm Underafdeling eller en Slags Sideudvikling fra denne Slægt. Af-
vigelserne bestaae deri, at Skjælklædningen paa Skivens Rygside ikke er nøgen, men dæk-
ket af en overfladisk Beklædning, som forholder sig paa lignende Maade som hos Ophio-
pholis, men horer op med den skarpe Linie, der danner Grændsen mellem Skivens to Fla-
der; at Armene ikke som hos Ophiura kunne siges at udgaae fra begge Skivens Sider,
men kun fra Bugsiden, uagtet Indbugtningerne i Skiveranden ved Armenes Udspring aabenbart
svare til de dybere Indsnit hos den foregaaende Slægt; selve disse Indsnit, Papilkammene
ved Armenes Grund og de inderste Fodporers Stilling frembyde vel Afvigelser fra, hvad
der er Tilfældet hos Slægten Ophiura, men vidne paa samme Tid om det noie Slægtskab
mellem begge. Mundskjoldene, Sidemundskjoldene, Mundpapillerne, Tænderne, Armene
samt disses Beklædning og Bevæbning forholde sig eens hos dem begge.

Foruden den nedenfor beskrevne arktiske Art henfører jeg til denne Slægt Ophiura
abyssicola Forb. (Linn. Transact. |. c. p. 146 t. 13. fig. 8-14). Som Forskjelligheder mel-
lem dem kan anføres, at Armbugpladerne hos Middelhavs-Arten have en noget anden Form,
og at Radialskjoldene (d. v. s. den af Granulation ubedækkede, synlige Deel af samme) diver-
gere stærkere. indadtil. Ophiocten abyssicolum er et Dybvandsdyr, der lever paa 150-200
Faynes Dybde paa en blød og hvid, paa Foraminiferer rig Havbund.

Ophiocten Krøyeri Ltk.
(Tab. I, fig. 5 a-5 d.)
(Synonym? Ophiura sericea Forbes i Sutherlands journal ete. Vol. II. appendix.,)

f Beskrivelse. Den flade Skive er ved en tydelig, næsten skarp Kant deelt i to
ved deres Beklædning meget forskjellige Partier, Ryg- og Bugsiden. Paa Bugsiden er
Skjælbeklædningen nøgen, hvorimod den paa Ryggen, hvor den bestaaer af
runde Skjæl og af 10 ægformige, kun ved en ganske smal Skjælstribe adskilte Radial-
skjolde, er dækket af en overfladisk Beklædning, saa at kun Noget af Radialskjol-
dene kommer tilsyne. Der sees nemlig ved Grunden af hver Arm 2 vidt adskilte, næsten
parallele, aflange Plader, der vende deres lige og ved et bredt Bælte af talrige flade Korn
adskilte Rande mod hinanden og deres buede Rande fra hinanden. Den øvrige Deel af
Ryggen er dækket af flade, runde Korn, blandt hvilke der hist og her sees nogle
mindre og større runde Smaapletter; det Hele ligner en regelmæssig Brolægning af
større og mindre Stene. Af større Pletter er der i Almindelighed een midt paa Skiven,
5 udenom den og en Række ud i hvert Mellemrum mellem Radialskjoldene, men de ere
stedse omgivne og adskilte af de omtalte flade Korn. Armmellemrummene paa Bugsiden
ere derimod beklædte med rundagtige, taglagte Skjæl. De svage Indbugtninger
i Skiveranden over Armenes Udspring, som svare til Indsnittene i Skiveryggen hos den
foregaaende Slægt, ere kantede af en Række Papiller, der ikke er afbrudt i Midten, men

on \

58

fortsætter sig tvers over Armenes Grund; de midterste og yderste Papiller i denne bugtede
Papilkam ere mindre end de mellemliggende paa begge Sider. Paa de 2-3 inderste Arm-
rygpladers udadvendende Rande findes lignende, men finere Papilkamme. Mundskjol-
dene ere kun ubetydeligt længere end brede og kun halvt saa lange som Afstanden mel-
lem dem og Skivens Rand; de have samme regelmæssige Skjoldform som hos Ophiura
squamosa og O. albida. Sidemundskjolden eere smalle, Mundrammerne derimod forholds-
vis store og adskilte ved en lille Fordybning. — Armene ere temmelig lange og tynde og
have Ryggen svagt tagformigt hvælvet; Rygpladerne ere brede og begrandsede af lige Tver-
linier, Bugpladerne smaa, men forholdsvis brede og udadtil begrendsede af en Bue,
indadtil af en meget stump, næsten lige Vinkel; paa den i Skiven optagne Deel af Armen
have de en Spids paa den Side, der vender indad; den inderste Armbugplade er stor
og trapezoidal. Ved deres hvide Farve stikke Armbugpladerne mærkeligt af mod det øvrige
gulladne Hudskelet; de adskilles af Sidepladerne, hvis indbyrdes Berøringslinie er større
end Bugpladernes Længde. Piggene ere 3 i Tallet, i nogen Afstand fra Skiven af
Længde med Armleddene, inderst ved samme noget længere. Der er kun 1 Fodpapil;
kun det inderste Par Fødder har 2 Papiller paa hver Side; deres Porer aabne sig
ikke egentlig ud i Mundvigene, skjondt de sidde tæt op til disse. Mundpapillerne
ere 4-5, Tænderne smalle og spidse som hos en Ophiura.

Et Exemplar, der har et Skivetvermaal af 15mm, er taget i Belsund ved Spitz-
bergen af Hr. Prof. Kroyer og opbevares i det kgl. naturhistoriske Museum. Universi-
tetet besidder en Suite af noget mindre Exemplarer ({0™ Skivetvermaal, 35"" Armlængde)
uden Localitetsangivelse; at Arten imidlertid lever ved de grønlandske Kyster fremgaaer
deraf, at Hr. Barrett ved Arksut i Sydgrønland (mellem 15 og 50 Favnes Dybde, paa
Dyndbund) har taget 3 Exemplarer, hvoraf han overlod Universitetet det ene. De havde
endnu Spor af en smuk Purpurfarve. — Jeg anseer det for meget sandsynligt, at min
Ophiocten Kroyeri er den af Forbes beskrevne Oph. sericea'), men har ikke villet optage
dette Navn, skjøndt ældre, inden der foreligger fuld Vished derfor. I saa Fald maatte den
antages at forekomme langs med hele den grønlandske Kyst.

1) Til Sammenligning gjengives her Forbes's Beskrivelse af Ophiura sericea.

Skiven er fuldkommen rund, blød og uden Indsnit ved Armenes Grund; naar den er vaad, seer
det ud, som om den var nøgen, men den er bedækket med meget smaa glatte Skjæl, blandt hvilke
nogle store, der danne en Roset i Midten, ere regelmæssigt anbragte. Ved Grunden af hver Arm er der
to adskilte, aflange, temmelig skjulte Plader [o: Radialskjoldene]. Papilkammene over Arme-
nes Grund flyde sammen og kante Skivens Rand; der er omtrent 9 stærke og korte Pa-
piller i hver Kam. Rygpladerne ere bredt tagformige (tileshaped) og næsten forsynede med Kjøl; Bug-
pladerne ere næsten skjulte- af Sidepladerne. Der er 4 Armpigge |»: Armpigge og Fodpapiller| af
hvilke den øverste og længste er tynd og 149 Gang saa lang som et af Armleddene. Mund-
skjoldene ere regelmæssigt skjoldformige, Genitalspalterne kantede med Papiller. Skivens
Tvermaal Ye"; Armlengden forholder sig til Skivetvermaalet som 5:2.

54

3. Amphiura Forb. (p. p.).
(Ophiolepis Müll. Trosch. p. p.)

Ophiurer med lille Skive og tynde, traadagtige Arme. Skiven er belagt
med mange smaa taglagte Skjæl og med 10 meget tydelige Radialskjolde; der er intet
egentligt Indsnit i Skiveranden, men ofte Indbugtninger i samme ved Armenes Udspring.
Mundskjoldene ere smaa og forlænge sig ikke ud mellem Armene; Sidemundskjol-
dene ligge indenfor dem. Hos nogle er der langs med hver Mundvig 3 Mundpapiller,
af hvilke den inderste sidder under de brede, firkantede Tænder, men hos andre af-
brydes Papilrækken paa Midten derved, at den midterste Papil rykker hoiere op i Mundvigen
og lukker denne foroven (Dyret tænkt liggende paa Bugsiden); derved blive Mundvigene til-
syneladende nøgne og usædvanlig brede, næsten rudeformige. Armrygpladerne ere ovale paa
tvers, Bugpladerne 4- eller 5-kantede; paaSidepladernes svagt fremstaaende Kjole sid-
der en Række af korte og svage Pigge. De fleste have 2 Fodpapiller, nogle kun 1,
andre slet ingen.

Dignoscitur genus Amphiura disco squamis minimis et scutellis radialibus di-
stinctis vulgo nudis obtecto, brachiis tenuibus, scutellis lateralibus carinatis, spinas
breves gerentibus, scutisque oralibus in spatia interbrachialia haud prolongatis.

Anvendelsen af Navnet Amphiura paa denne Gruppe er afhandlet i Indledningen
S. 25. Det kunde synes rigtigere at indskrænke Slægten til de Arter, der som Amphiura
filiformis Müll., A. Holbölli Ltk. og A. Chiajei Forb. baade have overmade lange Arme
og tilsyneladende kun 2 Mundpapiller, da den tredie, som ovenfor er anfort, er rykket ud
af Rækken, hvilket Forhold giver deres Mund et særeget, let kjendeligt Udseende, og at ude-
lukke derfra Amphiura neglecta Forb. (sguamata M. Tr.), der har meget kortere Arme og
Mundvigene fuldstændigt besatte af 3 Mundpapiller paa hver Side. Paa denne Maade op-
fattede jeg ogsaa tidligere Slægtens Begrendsning, men efterat have lært en Række exo-
tiske Arter at kjende, der med det samme Udseende, lignende lange Arme o.s.v. som
Amphiura filiformis forene Besiddelsen af 3 Mundpapiller i en uafbrudt Række ligesom
A. neglecta, maa jeg optage alle disse Arter i een og samme Slægt, der rigtignok er let-
tere at opfatte gjennem Øiet end at begrændse ved positive og skarpe Kjendemerker.

De Arter, der foreløbig ville blive at optage i denne Slægt, ere foruden de oven=
nævnte Arter sandsynligvis Asterias brachiata Montagu og Amphiura florifera Forb. samt
7 nye Arter fra Vestindien og Amerikas Vestkyst, som ville blive beskrevne i det folgende
Afsnit af dette Arbeide. Om A. brachiata og florifera virkelig hore herhid, lader sig imid-
lertid ikke afgjøre, inden fuldstændigere Oplysninger om, hvorledes de Munden omgivende Dele
forholde sig, blive offentliggjorte. Hvad Levemaade og Opholdssted angaaer, da veed man,
at Amphiura filiformis, Chiajei og Holbolli især træffes i blødt Mudder eller paa Leerbund

55

i større Dybder. Under lignende Forhold traf jeg A. squamata i den nordlige Deel af Sun-
det, hvorimod andre Forfattere ”) angive, at den træffes i selve Vandbrynet.

Amphiura Holbelli Ltk.
(Tab. II, fig. 13 a-b.)
(Synonym: Ophiolepis Sundevalli Müll. Trosch.?)

Dignoscitur disco lobato utrinque squamis minutis tecto, dorsalibus majores medias
eingentibus, scutis radialibus cuneolo squamarum sejunctis, scutis oralibus rotundatis, ad-
oralibus latis, papillis oralibus prominentibus binis, tertiain summo sinu orali collocata, ossi-
enla oralia medio nuda simulante, papdllis ambulacralibus singulis, scutellis ventralibus
pentangulis, dorsalibus late ovalibus, spinis quaternis vel quinis, brevibus.

Beskrivelse. Skivens Tvermaal indeholdes 6-7 Gange i de tynde, noget flade
Armes Længde. Den er flad, og en temmelig tydelig Kant adskiller Ryg- og Bugfladen fra
hinanden; Indbugtningen af Skiveranden ved Grunden af Armene fremkommer derved, at
Skiven mellem hvert Par Arme danner en Opsvulning med en Bugt i Midten. Skivens Bug-
skjæl ere overmaade fine, Rygskjællene smaa med Undtagelse af nogle større runde Skjæl
midt paa Skiven; Radialskjoldene ere smaa i Forhold til Skiven, men store i Sam-
menligning med de andre Skjæl; de ere aflange, doppelt saa lange som brede, spidsere og
smallere indadtil end udadtil; de divergere lidt og adskilles ved en smal Kile af 3-5 Skjæl.
Mundskjoldene ere smaa og rundagtige, lidt kantede, kun ubetydeligt længere end
brede; en af dem (Madreporpladen) er større end de andre, af en lidt afvigende Form og
porøs i Kanten. De to brede hjerteformige Sidemundskjolde berøre hinånden indenfor
Mundskjoldene og adskilles for Enden af Mundvigene kun af den aldeles rudimen-
tære inderste Armbugplade. Under de temmelig brede firkantede Tandplader sidder et
Par butte Mundpapiller; et mindre Par sidder yderst i hver af de brede Mundvige, men
det tredie Par er rykket hoiere op i Mundvigen og kunde derfor synes at mangle. Armrygpla-
derne ere doppelt saa brede som lange, ovale paa tvers, men dog med lidt tilskjærpede
Linier indadtil. Bugpladerne ere lige lange og brede, femkantede med en spids Vin-
kel vendende indad og en lille Indbugtning paa den udvendige Side, men ikke hule paa
Siderne. De berøre hinanden og adskilles ikke af Sidepladerne; det samme er ogsaa Til-
fældet med Rygpladerne. Der er kun 1 lille Fodpapil, som hos unge Exemplarer ofte
er aldeles rudimentær, og 4-5 korte og tynde Pigge, der under Mikroskopet sees at være
lidt rue, af Længde med Armleddene.

A, Holbolli er nedsendt af Hr. Rudolph fra Jakobshavn og af Hr. Olrik fra God-
havn; Hr. Barrett fandt den paa 15-50 Favne ved Arksut, paa Dyndbund.

*) Koren og Düben, Vetensk. Akad. Handl. 1844. S. 234, Forbes Transactions Linn. Soc. |. c.

#

56

Farven er ifølge velvillig Meddelelse af Hr. Barrett i levende Live hvidlig. — Et
Exemplar har 5"" Skivetvermaal og 35"" lange Arme, men efter andre mindre fuldstændige
Exemplarer at dømme bliver den næsten doppelt saa stor.

Jeg er meget tilboielig til at troe, at A. Holbolli ikke er forskjellig fra Ophrolepis
Sundevalli. Da jeg for nogle Aar siden opstillede A. Holbolli, herskede der en stor For-
virring med Hensyn til, hvad ©. Sundevalli var, og jeg havde al Grund til at troe, at den
ikke faldt sammen med den grønlandske Form. Jeg fandt nemlig, at Navnet O. Sundevalli
af selve Joh. Müller og af norske Zoologer anvendtes paa en Amphiura-Form med parvis
stillede Fodpapiller, der forekom ved de norske Kyster og i Middelhavet, hvilken Form
ogsaa var mig bekjendt, men som O. filiformis, under hvilket Navn den i sin Tid var
meddelt Universitetsmuseet af Prof. Sars. Den ægte A. fiiformis blev mig først bekjendt
længe efter i Prof. Sars's Samling, og samtidig klarede det sig, at den norske og middel-
havske O. Sundevalli sandsynligvis var Amphiura Chiajei Forb. Naar jeg her beholder
Navnet A. Holbölli, er det for ikke, da det nu engang er bleven bragt i Anvendelse, at
volde yderligere Forvirring, hvis en umiddelbar Sammenligning skulde vise nogen Forskjel
mellem den gronlandske og spitzbergenske Form. Til Sammenligning meddeles her ud-
forlige Beskrivelser af de 2 europæiske, ikke grønlandske Arter.

Forbes anfører paa det oftomtalte Sted som forekommende i Assistancebay 3
»Ophiolepis”-Arter, der angives som nærmest beslægtede med O. fliformis, punctata og
Ballii. Den første er maaskee netop min A. Holbölli, og det samme gjælder formodent-
lig om den af J. Ross i Tillegget til Parrys tredie Reise omtalte Ophiura filiformis.

Amphiura filiformis O. Fr. Müll. (Forbes, Koren og Düben.)
(Tab. II, fig. 11 a-b.)

Dignoseitur disco lobato, subtus nudo, supra squamis minutis imbricatis tecto,
majoribus nullis mediis, scutis radialibus angustis, fere parallelis, oralibus rotundatis, ad-
oralibus latis, papillis oralibus binis prominentibus, exteriore acuta, tertia media in summo
sinu orali collocata, ossicula oralia medio nuda simulante, papillis ambulacralibus nullis,
spinis quinis vel septenis, subinfima robusta scabra, apice aculeata.

Beskrivelse. Skiven er ligesom hos den folgende Art tyk med 5 store Indbugt-
ninger midt imellem Armene og 5 smaa over Armenes Udspring; den er beklædt med en over-
maade tyndHud, som paaBugsiden er aldeles nøgen, medensRygsiden er be-
klædt med mangfoldige fine taglagte Skjæl, mellem hvilke derikke skjelnes
nogen Gruppe af større Skjæl midt paa Skiven saaledes som hos de to andre
nordiske Arter. Mod Bugsiden hører Skjælbeklædningen op med en aldeles skarp Grændse.
Langs med Genitalspalterne er der yderst de 2 sædvanlige lange smalle Skjæl, et paa hver
Side af Spalten (Genitalpladen og Bigenitalpladen, s. S. 12), og som Fortsættelse af

57

dem, en Række Smaaskjæl lige hen til Mundskjoldene. Radialskjoldene ere længere
og smallere og divergere ikke saa stærkt som hos A. Chiajei Mundskjoldene
ere meget smaa og afrundet rudeformige, men dog gjerne mere brede indadtil end
udadtil, og Sidemundskjoldene ere meget mere korte, brede og trekantede end hos A.
Chiajei. Madreporpladen er meget større end de andre Mundskjolde og har et mere eller mindre
tydeligt Indtryk. Mellem Bases af Mundrammerne er der altid en lille Fordybning lige-
som en Pore. Den yderste Mundpapil er høi og spids, hvorimod den inderste, som
sidder under Tænderne, har den sædvanlige Form. Armrygpladerne ere ovale paa
tvers, Bugpladerne langagtige og femkantede med en tydelig Indbugtning udadtil. Fod-

papiller mangle. Der er 5, inderst dog ogsaa ofte 6-7 Armpigge; den næstnederste af dem
er ru og større end de andre og har en eiendommelig Udvæxt i Spidsen, parallel med
Armens Axe, hvorimod de andre ere glatte.

Farven af det levende Dyr stemmer ret vel med Afbildningen i Zoologia Danica;
Skivens Ryghud er svagt teglrod, dog skinner Dyrets graablaa Indre gjennem den tynde
Hud; adskillige af dennes runde Smaaskjæl have en stærk rød Farve, der viser sig
som røde Prikker paa en graablaa Bund. Undersiden faaer en stærk orangerød Farve ved
Generationsorganerne, der sees tydeligt gjennem den tynde Hud; meget ofte er denne ved
den Medfart, Dyret har lidt i Skraben, sønderrevet, og Æggestokkene hænge da frit ud.
Mellemrummet mellem dem og den Linie, hvor Ryggens Skjælbeklædning begynder, har
en mat graablaa Skiferfarve.

A. filiformis er kjendt fra forskjellige Punkter af den engelske og norske Kyst,
— hvor den f. Ex. ifølge Meddelelse af Prof. Sars er sjeldnere ved Bergen (20 Favne), men
hyppigere ved Bollærene i Christiania Fjord (8-10 Favne) — og fra Middelhavet. Dens
bathymetriske Bælte gaaer fra 5 til 100 Favne. Ved Hellebæk fandt jeg den ofte paa en Leer-
bund fuld af Skalstykker fra 10 til 18 Favnes Dybde. Den bevæger sine lange Arme bølgeformigt,
men kun i deres fælleds Plan. Armene ere omtrent 8 Gange saa lange som Skiven er bred
(8™™ Skivetvermaal, c. 64™" Armlengde).

Amphiura Chiajei Forb.
(Tab. II, fig. 12 a-b.)

Synonyma:

Amphiura Chiajet Forbes, Trans. Linn. Soc. 1. c.

Ophiocoma Chiagii Forbes, report of the british association for 1850.

Ophiolepis Sundevalli J. Müller, über die Ophiurenlarven des adriatisch. Meeres,
S. 24. og uber den allgemeinen Plan in der Entwickelung der Echino-
dermen, S. 34.

Ophiolepis Sundevalli Koren, Nyt Magasin for Naturvidenskaberne, IX Bd.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 5

58

Dignoseitur disco lobato, utrinque squamis minutis imbricatis tecto, dorsalibus
sex majores rotundatas medias eingentibus, scutis radialibus divergentibus, cuneolo squa-
marum sejunctis, scutis oralibus ruteformibus, adoralibus angustis, papillis oralibus binis,
prominentibus, obtusis, media tertia in summo sinu orali collocata, ossicula oralia medio
nuda simulante, papillis ambulacralibus binis geminatis, scutellis ventralibus pentagonis,
dorsalibus late oblongis, spinis quaternis, quinis vel senis, brevibus, glabris, æqualibus.

Skiven har ligesom hos A. jiliformis 10 Indsnit eller Indbugtninger, 5 større
(dybere) midt imellem Armene og 5 mindre over disses Udspring. Den temmelig faste
Hud er paa Undersiden beklædt med fine Skjæl, paa Ryggen med mange smaa
rundagtige taglagte Skjæl, mellem hvilke en Gruppe af 5 noget større runde Skjæl
omkring et i Midten let falder i Oinene. Radialskjoldene ere fuldstændigt adskilte
ved en Kile af Smaaskjæl; de divergere nemlig indadtil, men berøre næsten hinanden ved
Armenes Udspring. Den Side, som de vende mod hinanden, er lige, den modsatte stærkt
buet. Mundskjoldene ere i Regelen rudeformige, skjøndt med en ikke ringe Variation
indenfor Arten, da de snart ere temmelig regelmæssigt rudeformige, snart mere skjævt,
idet Rudens 2 indvendige Sider ere kortere end de 2 udvendige, snart blive usædvanlig
brede eller faae lidt bugtede Sider og afrundede Hjørner; desuden ere de i Regelen for-
dybede i Midten. Madreporpladen er større end de andre samt af en noget afvigende
Form og har ofte et Indtryk som en Dup. Sidemundskjoldene ere smalle og lidt
buede; de støde vel i Regelen sammen indenfor Mundskjoldene, men adskilles paa den
anden Side ved den inderste rudimentære Armbugplade, i Forbindelse med hvilken de alt-
saa danne en bugtet Ring om Munden; kun paa et af 13 nordiske Exemplarer støde de ikke
sammen indenfor Mundskjoldene. Armene ere lange og tynde, i det mindste 7 Gange saa
lange, som Skiven er bred, og fine som Traadei deres yderste Deel. Armrygpladerne ere aflange
paa tvers, lidt kantede. Bugpladerne ere femkantede med en mere eller mindre tydelig
Indbugtning paa Siderne og udadtil. Paa hver Side have de 2 Fodpapiller, som ere
stillede paa en eiendommelig Maade under en ret Vinkel mod hinanden, saa
at de omgive Foden paa de to Sider, indad mod Skiven og indad mod Bugpladen. Der
er 4, inderst 5-6 korte, omtrent lige lange, spidse, strittende Armpigge.

Et af de største Exemplarer har et Skivetvermaal af 11™™ og en Armlengde af
e.us2um:

I Farven liener den en Deel den foregaaende Art; Armene ere rodlige uden
Farvebælter, Undersiden af Skiven graa og Rygsiden graa med røde Pletter, som hidrøre
fra, at en Deel af de runde Rygskjæl har denne Farve. '

I min lille Afhandling om Danmarks Echinodermer i ,,Videnskabelige Meddelelser fra
den naturhistoriske Forening for 1856” har jeg oplyst denne Arts Historie, og hvorledes den
deels er bleven forvexlet med A. Sundevalli, deels med A. jfiliformis. Havde jeg ikke

59

Prof. Sars's Autoritet for, at den nordiske og middelhavske Form ere identiske, vilde jeg
endnu have nogen Tvivl derom; thi paa et af de Exemplarer fra Triest, som ligge til Grund
for det citerede Sted i Joh. Millers bekjendte Afhandling, og som Museet i Berlin har
havt den store Godhed at overlade mig til Undersøgelse, finder jeg Mundskjoldene meget
store og bladformige eller næsten korsformige og Sidemundskjoldene derfor meget smaa
og vidt adskilte fra hinanden. Dog tør jeg ikke benægte Muligheden af, at disse Forhold
kunne falde indenfor Variationerne af A. Chzagert”).

A. Chiajei er, ifølge Meddelelse af Prof. Sars, hyppig ved Florø og Manger paa
40-50-100 Favne og fandtes ved Bollærene i Christiania Fjord paa 20 til 30 Favne. I de
herværende Museer er der desuden Exemplarer fra Nordsøen, fra Læssø og fra Hellebæk,
hvor Adj. Lorentzen og jeg have fundet den paa 15-16 Favnes Dybde i Leret. Den
kjendes fremdeles fra Skotland og fra Middelhavet, hist fra meget forskjellig Havbund og
fra 5 til 100 Favne, her fra 10 til 120 Favne paa blød Dyndbund (Forbes).

(Den fjerde nordiske Art: À. neglecta (Johnst.) Forb. (A. squamata M. Tr.), vil blive be-
skrevet i et folgende Afsnit af denne Afhandling i Anledning af Slægtens centralameri-

kanske Arter.)

4. Ophiopholis M. Tr.

(Subgenus generis Ophiolepidis M. Tr., Syst. d. Asterid.)

Skiven er belagt med 10 store Radialskjolde og med mange runde Smaaskjæl, men
denne Deel af Hudskelettet er aldeles skjult af en overfladisk Beklædning, som paa
Bugen bestaaer af korte Pigge, paa Ryggen derimod af tætstillede, toppede Korn eller
korte Pigge samt af runde, i 10 Straalerader ordnede Smaapletter. Der er ingen Indsnit
i Skiven ved Grunden af Armene. Mundskjoldene ere smaa og forlænge sig ikke ud
i Armmellemrummene; Madreporpladen afviger ikke betydeligt fra de andre. Indenfor hvert af
dem ligge 2 Sidemundskjolde, der ikke berøre hinanden ved Mundvigenes Ender. Kjæberne
bære megrt brede Tænder, og Mundpapillerne ere tre paa hver Side, men under
Tænderne er der ingen. Det inderste Par Fødder sidder udenfor de inderste Armbugplader
ligesom hos de fleste andre Ophiurer. Armene ere middellange og tykke, Bugpladerne
firkantede, Sidepladerne kjølformige med en tæt Kam af flere korte, lidt rue Pigge, af
hvilke den underste i Spidsen af Armen antager Form af en doppelt Krog; Rygpladerne
omgives udadtil af en Halvkreds af Smaaskjæl; der er kun 1 Fodpapil.

Af denne Slægt kjendes hidtil kun en eneste Art; det er derfor vel muligt, at oven-
staaende Slægtscharakteristik vil blive at modificere en Deel, hvis der opdages flere. Hver-

*) Smlgn. Prof. Sars's Bidrag til Kundskaben om Middelhavets Littoralfauna, Reisebemærkninger fra
Italien, I. p. 84—90, hvilken Afhandling under Trykningen af dette Ark er kommet mig ihænde.
st

60

ken „Ophiolepis” brachiata eller O. Ballii kunne finde en naturlig Plads i Slægten Ophiopholis,
skjondt Slægten Ophiactis, hvortil O. Ball vil blive at henføre, unægtelig er ner beslæg-
tet med den, hvilket nærmere vil blive afhandlet i et følgende Afsnit af denne Afhandling
i Anledning af de vestindiske Arter af denne Slægt.

Ophiopholis aculeata O. Fr. Müll.
(Tab. II, fig. 15 a-b,16 a-b.)
Synonyma:
Asterias ophiura Fauna Gronlandica p. 371.
Asterias aculeata Zoologia Danica t. XCIX.
Ophiura eller Ophiocoma Bellis Johnston, Mag. nat. hist. 1835 p. 595 og Forbes,
British Starfishes p. 53.
Ophiolepis scolopendrica. Müll. Trosch., System der Asteriden og Düben og Korén,
Skandinaviens Echinodermer.
Ophiopholis scolopendrica Stimpson 1. c.
Anmerkning. Her vil maaskee vere det meest passende Sted til at oplyse, hvad
Linné, O. Fr. Miller og A. J. Retzius forstode ved de af dem i deres Skrifter opførte
Slangestjerner. Hos Linné optræde disse Dyr forst i 10de Udgave af Systema nature (1758)
som Asterias ophiura; det er en meget collectiy Art, der maa siges at repræsentere, hvad
vi nu betegne som Ophiurer i Almindelighed. I Fauna suecica, 2den Udg. (1761),
er Begrebet vistnok nærmere fastsat, ved at Findestedet indskrænkes til det norske Hay,
og ved at Citaterne indskrenkes til to af Martens og Plancus meddelte Figurer; den forste
af disse er Ophiopholis aculeata nob., den anden sandsynligvis en Art af Ophiura Forb.
eller af Ophioderma, i alt Fald af de kortpiggede, glatarmede Slangestjerner. I Museum
Ludovicæ Ulricæ (1764) nævnes atter Ast. ophiura; de citerede Figurer af Sloane,
Linck og Seba henhore til meget forskjellige Arter, men Beskrivelsen lader neppe nogen
Tvivl om, atLinné har havt Ophiura texturata eller en lignende Art for sig. I 12te Ud-
gave af Syst. nature (1767) ere de Linné bekjendte Fremstillinger af Slangestjerner
henforte til 3 Arter: Astertas ophiura, aculeata og ciliaris. Den første af disse optræder omtrent
med samme Diagnose som tidligere og som levende „in oceano”; af de tidligere Synonymer
mangle nogle, men andre ere komne til. Det er ligesaa umuligt som i 10de Udgave at
fore Ast. ophiura tilbage til en enkelt Art eller endog til en bestemt Gruppe af Arter;
der findes baade glatarmede og langpiggede Arter henforte til denne formentlige Art. Asé.
aculeata synes efter Beskrivelsen: „stelle corpus muricatum, areis à depressis bifidis,
radii undique aculeis scabri”, ikke at kunne vere andet end Ophiothrix fragilis Müll.
Trosch.; af de citerede Linckske Figurer hører en ogsaa herhen (Tab. 37, fig. 65), men en
anden (Tab. 26, fig. 43) er sikkert Ophiocoma nigra Müll., en tredie (Tab. 40, fig. 71) Ophio-

61

pholis scolopendrica Müll. Trosch, (O. aculeata nob). Ast. ciliaris vedkommer os ikke
her, da der tilføjes „habitat in oceano australiori et indico,” men Forvirringen forøges der-
ved, at samtlige under denne Art citerede Linckske Afbildninger af Slangestjerner allerede ere
citerede under de to foregaaende.

I Prodromus zoologiæ danicæ (1776) opføres 4 Arter: først Ast. ophiura, hvorunder efter
Diagnosen og Henvisningen til Eg. Olafsens og Bj. Povelsens islandske Reise S. 900 c.
vistnok maa forstaaes en Art af Slægten Ophiura Forb.; men det er umuligt at sige, hvilken af de
herhenhørende Arter. Hvad hans Ast. aculeata var, vide vi bedst af Afbildningen i Zoologia da-
nica, skjondt denne er udgivet af Abildgaard. Det samme gjælder om Ast. filiformis. Derimod have
vi for Ast. céliata kun at holde os til Diagnosen, der passer paa Ast. fragilis Abildgaard. —
A. J. Retzius, der erkjendte den Forvirring, som fandt Sted i disse Dyrs Artsadskillelse,
forsøgte at raade Bod paa den i en Afhandling: ,,Anmårkningar vid Åsteriæ genus” i Veten-
skaps Akademiens nya handlingar, IV Bd. (1783), ,,såsom han fattat riddaren v. Linnés mening”,
hvilket dog vel ikke saa ganske lykkedes ham. Hans Asterias aculeata stemmer med O.
Fr. Müllers Art af samme Navn. Kun et af Citaterne af Linck hører ikke herhen.
Hans Ast. Ophiura er derimod baade efter Beskrivelsen og ifølge den citerede Figur Ophioderma
longicauda M. Tr. fra Middelhavet; hans Ast. ciliata er vistnok en Art af Ophiwra Forb., men om
det just er ©. texturata (Lamck.) Forb., er vel mere end uvist, da den angives at findes
„vid västra kusten af Skåne, anda til Sundet”; det er maaskee snarere O. albida Forbes.

Det fremgaaer heraf, at Ophiothrix fragilis Müll. Tr. bedst kunde gjøre Fordring
paa Navnet aculeata L., i alt Fald paa at kaldes céliata Müll.; at Ophiura ciliata ikke tor
anvendes paa den Art, som Lamarck senere døbte Ophiura texturata, og som Forbes skarpere
definerede ved at udsondre fra den Lamarcks „var. minor albida” som egen Art; og at Lincks
„seolopendrica”, Typus for Slægten Ophiopholis, staaer uden Artsnavn, hvis man ikke for
den vil beholde acudeata (Müll.), under hvilken Benævnelse den første Gang blev tilfreds-
stillende beskrevet og afbildet. Det synes nemlig lige urigtigt at anvende de Linckske Udtryk Bel-
lis og scolopendrica for den — saaledes som nyere Forfattere have gjort —, da Lincks Be-
nævnelser ikke ere linneiske Binomialbenævnelser, men korte Diagnoser, hvormed Arten
betegnedes.

Hvad den foreliggende Art angaaer, da fremgaaer det af Fabricii efterladte Ma-
nuscripter: ,,Zoologiske Samlinger eller Dyrbeskrivelser, Tid efter anden forfattede efter
egen Betragtning ved Otto Fabricius fra Aar 1786 og her bragte i Samling fra 1808”
(8 Manuscripthefter i 4to, der opbevares paa det kongelige Bibliothek i den nye kongelige Samling
under Nr. 322 c), 2det Hefte pag. 365 under Nr. 343 ,,Braadstjernen, Asterias aculeata”, at Fa-
bricius erkjendte denne grønlandske Slangestjernes Identitet med O. Fr. Müllers Ast.
aculeata, hvorhos han dog tillige udhæver, at hvad der i hans Fauna er sagt om „Juniores

squamulis minoribus inter majores vie donate” og om „var. minuta candida”, ikke hører til

len

denne Art, men til en anden, som han ansaae for at være den rette Ast. Ophiura Linn.,
„Slangehalestjernen, den firbenhalede Korstrold”, og som virkelig synes at have været en
Art af Slægten Ophiura nob. — Det grønlandske Navn Nerpiksoursok betyder „en Kors-
- troldligning” af Nerpiksout ,,Korstrold” eller Sostjerne.

Beskrivelse. Denne Art staaer ved sine plumpere Former og navnlig ved sine
kraftige Arme i en vis Modsetning til Amphiura-Arternes elegante Former og smækkre Arme.
Armenes Længde er omtrent 4 Gange saa stor som Skivens Tvermaal. Skivens Hud-
skelet dannes som sædvanligt af smaa, taglagte Skjæl og af 10 Radialskjolde, men af
hele denne Skjælbeklædning kommer Intet tilsyne udvendig; man seer den kun ved at be-
tragte Skivehuden fra den indvendige Side. Radialskjoldene ere store og have en
ganske eiendommelig Form; de ere brede i den Ende, der vender mod Armenes Grund,
smallere i den, der vender ind mod Midtpunktet af Skiven, men tillige buede. fra
hinanden, saaledes at de to Sider, der hos samme Par vende mod hinanden, ere
meget hule, de 2 andre stærkt buede. I den yderste Halvdeel af denne krumme Side
er der en Række Indsnit, som fortsætte sig som fine Furer, der convergere vifteformigt
mod det modsatte Hjorne, det nemlig, der vender mod Armene og mod det andet
Radialskjold af samme Par. Den udvendige Beklædning paa dette Hudskelet bestaaer
deels af toppede Korn, som hist og her, navnlig mod Randen af Skiven mellem Armene
forlænge sig til korte Pigge, deels af runde Pletter, der under Lupen vise sig at være
fint nuprede, og som paa alle Sider ere omgivne af og adskilte ved den omtalte Korn-
beklædning; de ere ordnede i 10 Rækker, 2-4 i hver; de 5 af disse Rækker løbe fra
Midten ud i Retningen mod Armene, de 5 midt imellem hine; ofte komme. nogle flere til
nærmest mod Skivens Rand, og hele Skiven kan da være ligesom brolagt med disse Plet-
ter, der kun adskilles ved smalle Linier af de omtalte Korn. Undertiden er der 10 større
Pletter, der repræsentere Radialskjoldene, hvis Plads de indtage, men det er ingenlunde
almindeligt. Armmellemrummene paa Skivens Bugside ere. tæt beklædte med lave Pigge.
Mundskjoldne ere smaa, i det Hele bredt ovale, men temmelig foranderlige i Formen;
Madreporpladen udmærker sig kun ved at være lidt større, ikke ved Indtryk, Porer eller
deslige. Sidemundskjoldene ere temmelig brede og lige brede overalt; de støde
sammen indenfor Mundskjoldene, men adskilles ved den inderste rudimentære Armbugplade
fra de andre Sæt. Udenfor hvert Mundskjold er der to smaa Skjæl, stødende op til
hinanden og til Mundskjoldet, ved Enden af Genitalspalterne. Ved hver Mundvig er der tre
flade Mundpapiller; de inderste sidde ikke under Tænderne, som udmærke sig ved deres
særdeles Brede, der dog aftager noget i begge Tandrækkens Ender; de underste ere
ofte, men ikke altid, delte i flere Tandpapiller. — Armene ere paa Ryggen deels dæk-
kede af større ovale Plader, der næsten ere doppelt saa brede som lange, deels af min-
dre, kantede Tavler, som udfylde Pladsen mellem Rygpladerne og Armenes Sider og tillige

63

danne smalle Tyerbælter mellem Rygpladerne, som de altsaa omgive udadtil med en Halv-
kreds. I Spidsen af Armene blive Rygpladerne langagtige og sexkantede, og Tavlerne erstat-
tes af en Krands af Korn. Bugpladerne ere firkantede, skjøndt lidt mere brede end lange,
med afrundede Hjørner samt med Antydning til en Spids indadtil og til en Indbugtning paa
den udvendige Side. De berøre ikke hinanden, men adskilles deels af en ikke for-
benet Hud, deels af Sidepladerne. Ogsaa Sidepladerne erstattes tildeels af Hud og
ere egentlig indskrænkede til lodrette Lister, der staae frem som stærke Kjole, som hvile
paa det indre Skelets skiveformige Led og bære en tæt Kam af 5-6, inderst indtil 7, butte,
sammentrykte Armpigge; i Spidsen af Armene ere de kun 3 i Tallet, mere tynde og
spidse, og under Lupen vise de sig lidt rue. Den underste er den mindste og ikke
større end Fodpapillen; den næstunderste er doppelt saa lang, de andre omtrent saa
lange, som Rygpladerne ere brede; den stærkt sammentrykte, næsten bladagtige Form
er kun tydeligt udpræget paa udvoxne Exemplarer og i Armens inderste Deel. I Armens
yderste Deel optræder den underste Pig som en doppelt Hage med 2 mod Armens Axe
vendende Kroge. Der er 1 flad Fodpapil.

Professor Krøyer har i ,,Naturhistorisk Tidsskrift” 3die Bind S. 543 beskrevet de
ganske smaa Unger af denne Art. De havde et Gjennemsnit af 8'”; Skiven var beklædt
med 6 ,,Skjolde” (1 i Midten og 5 deromkring), omgivne af en Mængde Smaapigge, hver
i Enden kløvet i tre fine Spidser. Armene talte 21-22 Led, af hvilke de 14 yderste bare
rue Pigge og 1 Doppeltkrog, de andre 4-5 rue, i Enden fint delte Pigge. Hermed stem-
me de mindste Exemplarer i Universitetets zoologiske Museum meget godt (smlgn. Fig. 16
a-b); et af disse har et Skivetvermaal af 2™™, Arme af c. 6mm Længde og med c. 20 Led. Paa
Skiveryggen sees 6 runde Pletter, 1 i Midten og 5 omkring den, adskilte ved Kredse
af smaa Torne med 2-3 fine Spidser; den ydre Deel af Skiven og sammes Bugside er
temmelig tæt besat med lignende Torne; Armene ere temmelig tynde, deres fleste Led
lange og indknebne, kun de inderste lige lange og brede; paa disse ere ogsaa Armkjolene
tydelige, længere ude erstattes de af Sidepladernes ydre Rand. Rygpladerne ere — selv
påa de inderste Led — længere end brede, men kun paa de yderste adskilte fra hinanden.
I Armenes inderste Deel omgives Rygpladernes udadvendte Buerand af en Kreds af smaa
Torne af samme Slags som paa Skiven; udadtil aftage de i Antal, indtil der kun er 3, 2
eller 1, og paa de yderste 12 Led omtrent er der ikke Spor til dem. Ogsaa Bugpladerne
ere dobbelt saa lange som brede, selv påa de inderste Led. Paa de inderste Led er der
4 tynde, stærkt takkede Pigge, af hvilke de længste ere saa lange, som Armen er bred;
den underste og korteste har 2 stærke Tverspidser; paa de folgende Led uddannes disse
stærkere, og paa de 15 yderste Led er denne Pig en fuldkommen Doppelthage; paa disse
Led er der desuden 2, yderst kun 1 Pig, der kun er lidet længere end den store Hage.
Fodpapillen er meget tydelig. Kun 2 Led ere optagne i Skiven. I Stedet for Mundpapiller
er der et Par Torne yderst i hver Mundvig. Tænderne ere meget tydelige, Mundskjoldene

64
og Sidemundskjoldene normale. Ved 3mm Skivetvermal har den unge Ophiopholis ikke
forandret sig meget; Armleddenes Antal er dog næsten fordobblet; omtrent de 28 yderste
have Hager, og paa flere af de følgende Led er Hagens Form endnu meget tydelig paa den
underste Pig. Ogsaa her ere Piggene takkede, skjøndt forholdsvis ikke saa stærkt som
hos de yngre. Ogsaa her omgives Rygpladerne af Tornekredse, der først forsvinde alde-
‘ les paa de yderste Led; de inderste Rygplader ere rundagtige, ikke meget længere end
brede. Der er nu to Mundpapiller, men endnu ere kun to Led optagne i Skiven. Skivens
Rygbeklædning er som hos de yngre, skjøndt flere Pletter begynde at komme tilsyne. —
Exemplarer med 4mm Skivetvermaal ere endnu ikke habituelt forskjellige fra de forrige,
men Tornene paa Skiven ere lavere, deres Spidser mindre, altsaa paa Overgangen til
Korn. Tilvæxten i Armled er ikke stor; paa en Arm med 45 Led have de alle fuldkom-
men udviklede Hager, paa de 11 inderste ner; Rygpladerne ere omgivne af rue Korn, der
først forsvinde med det 25de Led. — Exemplarer med et Skivetvermal af 5"" ere kun
ved de tynde Pigge forskjellige fra de udvoxne, saaledes som de ovenfor ere beskrevne.
Tornene paa Skiven ere afloste af Korn, Kornene omkring Armrygpladerne ere flade og
nærme sig til at være smaa Plader, selve Rygpladerne ere mere brede end lange. Der
er 3 Mundpapiller, og 3 Led ere optagne i Skiven.

Ophiopholis aculeata opnaaer en Armlængde af 75™™ med et Skivetvermaal af 25mm,

Ved Hellebæk traf jeg denne Art meget hyppigt; de ganske smaa lyserøde Unger
sad bestandig paa Spongier, de udvoxne holdt sig skjulte f. Ex. i en tom Buccinum-Skal,
i tomme Balaner, eller sad halvt skjulte mellem de paa Skallerne af Buccinum og Modiola
saa hyppige Grupper af Serpula. De føre vistnok paa denne Maade et temmelig roligt Liv.
I Henseende til Farven variere de ikke lidet; i Regelen have Årmene afvexlende smallere
lyse og bredere brune Bælter, og Skiven er da mørk brunrød med lysere Tegninger, som
enten afbryde den mørke Bund uregelmæssigt eller danne en mere regelmæssig Plet midt
paa denne. Jeg har ogsaa liggende for mig et Exemplar med en meget regelmæssig mørk
Stjerne midt paa Skiven, omgiven af en lysere Bræmme, der atter indfattes af en mørkere.
Stundom erstattes det Lysebrune af Gult, og man finder da f. Ex. Skiven paa Midten og i
Kanten mørkebrun-violet med et mellemliggende bredt Bælte af Brandgult, eller Skiven har
store regelmæssige eller uregelmæssige Pletter af begge Farver, medens Armbelterne ere
skiftevis gulladne eller brun-violette. Undertiden løber der langs ud ad hver Arm et bredt
næsten hvidt Bælte, indfattet af Rødt paa hver Side, enten lige til Armspidsen, eller det
hører op midt paa Armen og gaaer over i de sædvanlige lyse Armbælter. I saa Fald har
ogsaa den gulhvide Farve meget Omraade paa Skiven. Undersiden af Armene er altid lys

Ingen anden nordisk Slangestjerne har saa stor en Udbredning som denne Årt,
og overalt hvor den forekommer er den hyppig. Den lever ved de brittiske Kyster, i Kat-
tegattet og Sundet, langs med hele den norske Kyst, ved Færøerne og Island, ved Spitz-
bergen — ifølge Fr. Martens's „Spitzbergische oder Grönländische Reisebeschreibung”, Taf. P,

65

dd (copieret hos Adelung,*) Tab. 17, f. 1-2) og ifølge et Exemplar taget af Prof. Krøyer i
Belsund — og paa den modsatte Side af Atlanterhavet ved Newfoundland, Massachusetts og Grand-
Manan; fraGronlani er den nedsendt i stor Mængde fra flere Steder mellem Jakobshavn
og Godthaab. Da det er den eneste Art, som omtales i Fauna Grønlandica, er den vistnok
den almindeligste i Grønland som i hele Norden; den omtales af Fabricius som hyp-
pig paa Bunden af Bugterne mellem Stene og Tangrodder. Andre Steder her i Norden
er den taget paa 10-20 Favnes Dybde; Capitain Hollbøll har nedsendt unge Exemplarer,
som vare tagne paa en Dybde af 50-60 Favne. Ved Arksut fandt Hr. Barrett den paa
Klippebund i 3-15 Favnes Dybde.

5. Ophiacantha Müll. Trosch.

Skivens Hudskelet bestaaer enten blot af Genitalpladerne og Radialskjoldene,
der ere smalle og liniedannede ligesom hine, eller tillige af runde Skjæl; i første Til-
fælde bære kun Radialskjoldene en Række af Korn, i sidste Tilfælde er hele Skivens Ryg
besat med rue toppede Korn eller korte Pigge. Armene udgaae ikke fra Indsnit i Ski-
vens Ryg; Mundskjoldene ere smaa og forlænge sig ikke ud i Armmellemrummene.
Sidemundskjoldene ligge indenfor Mundskjoldene; Mundvigene ere kantede med Papiller; Kjæ-
berne bære Tænder, men ikke Tandpapiller. Det første Par Fødder har sin sædvanlige
Plads udenfor den inderste Armbugplade. Armenes Sideplader ere saa store, at de
forhindre de øvrige Plader i at berøre hinanden og støde sammen indbyrdes baade for oven
og underneden; de have en tydelig Kjøl, paa hvilken der sidder 6-9 lange og tynde, rue
Pigge. Der er 1 Fodpapil.

Det kunde synes naturligt at legge den ovenfor anførte Forskjellighed i Skivens
Bevæbning til Grund for en Deling-i 2 Slægter, hvis ikke det bekjendte Antal af Arter var
saa lidet, og hvis ikke en ny Årt fra Middelhavet (O. scabra Sars), som jeg har seet hos
Prof. Sars, syntes at staae midt imellem Oph. spinulosa og O. setosa i denne Henseende.

Ophiacantha spinulosa Müll. Trosch.
(Tab. II, fig. 14 a—b.)
Synonyma:
Ophiacantha spinulosa Müll. Trosch., System der Asteriden.
Ophiacantha grönlandica Müll. Trosch., Archiv für Naturgesch. 1844 S. 183.
Ophiocoma arctica Müll. Trosch., System der Asteriden.

Ophiocoma echinulata Forbes i Sutherlands journal of a journey ete., appendix.

*) Geschichte der Schiffarten und Versuche, welche zur Entdeckung des nordöstlichen Weges nach Japan
und China von verschiedenen Nationen unternommen worden, Halle 1768.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 9

I „System der Asteriden” beskrives kun to Arter af Ophiacantha, nemlig O. setosa
Retz. fra Middelhavet og ©. spinulosa fra Lofoten, hvilke let kjendes fra hinanden der-
ved, at hos den forste kun de 10 Radialribber, hos den sidste hele Skiven er besat med
korte Pigge. Senere beskreve Forfatterne til det citerede Værk endnu en tredie Art,
O. grönlandica, men, som det synes, uden at have havt Leilighed til at anstille en umid-
delbar Sammenligning mellem denne og den skandinaviske Art. Sammenholdes Beskrivel-
serne, vil man kun finde en og anden uvæsentlig Forskjel, saasom at Skiven hos ©. spinulosa er
besat med smaa ,,takkede Legemer”, hos ©. grönlandica med smaa ,,simple Pigge”, at hos den
første ere Tænderne ,,platt” afrundede, hos den sidste spidst afrundede; hos O. grönlandica
kaldes Armrygpladerne trekantede og Bugpladerne syvkantede, medens hos 0. spinulosa
begge Sæt Plader betegnes som ovale; der tillægges den skandinaviske Art 6, den grøn
landske 5 Armpigge o.s.y. Allerede ved at sammenholde disse Beskrivelser med Exem-
plarer af den grønlandske Ophiacantha faaer man en stærk Mistanke om, at disse
Forskjelligheder deels kun ere verbale, deels individuelle; det synes, som Tid og Leilighed
og maaskee ogsaa Exemplarernes Tilstand have tilladt en noiagtigere Undersøgelse af den
grønlandske Form end af den skandinaviske; dertil kommer, at begge Former ere beskrevne
efter yngre Exemplarer med 13-14” Skivetvermaal, hvorved Beskrivelserne end mere tabe i
Betydning som Indlæg i denne Sag. Af Beskrivelserne alene vil altsaa Artsforskjelligheden
ikke være indlysende, og det vil komme an påa en umiddelbar Sammenligning mellem
skandinaviske og grønlandske Individer. Af de sidste foreligger en temmelig talrig Suite,
og af de første har jeg havt Leilighed til at undersøge saa mange Exemplarer, at jeg
med fuldkommen Sikkerhed tør paastaae disse Formers Identitet. Der er ingen væsent-
lig Forskjel i Armpladernes Form, de „takkede Legemer” ere kun et Udviklingstrin af de
korte rue „Pigge”, de underste Tender ere mere spidse, de øverste mere brede 0.s.v. —
De samme Forfattere synes endelig under et tredie Navn at have beskrevet den samme Årt
efter Exemplarer fra Spitzbergen, nemlig som Ophiocoma arctica, der allerede ved Mangelen
af Tandpapiller viser, at den ikke kan være en ægte Ophiocoma. Under Forudsætning af, at
Piggene ere rue og ikke glatte som hos en Ophiocoma, indeholder Beskrivelsen med Und-
tagelse af Mundskjoldenes Form (,,kaum breiter als lang”) Intet, som jo gjenfindes hos Ophia-
cantha spinulosa. 1 Prof. Sars’s Samling har jeg havt Leilighed til at see et Exemplar af
„Ophiocoma arctica” fra Spitzbergen, hidrorende fra samme Kilde som de af DHrr. Müller og
Troschel beskrevne, nemlig fra Museet i Stokholm (Prof. Loven); det var ikke andet end en
stor og smuk Ophiacantha spinulosa.

Et fjerde Navn fik denne Art af Forbes. Hvor lidet rimeligt det end skulde synes,
at en saa grundig Kjender af Echinodermerne skulde have miskjendt denne Form, synes det
dog utvivlsomt, at hans Ophiocoma echinulata er vor Ophiacantha spinulosa. Endelig synes
det rimeligt, at den Slangestjerne, som i Tillæggene til Ross's Iste og til Parrys Iste, 3die og

ey

4de Reise er kaldt Ophiura fragilis, ikke er denne i de arktiske Have ubekjendte Art,
men Ophiacantha spinulosa.

Beskrivelse. Skiven er femkantet og temmelig tæt besat med rue toppede Korn
eller rettere med korte og butte, med fine Spidser besatte Pigge; hos yngre Individer ere
Spidserne mere udviklede end selve Piggene. Under denne Bevæbning ligge mange runde
Skjæl og 10 smalle linieformige Radialskjolde eller rettere Radialribber, der fra Enden
af Genitalpladerne, paa hvilke de ere indleddede, og med hvilke de nogenlunde stemme i
Form, strække sig ind under Skivehuden indtil henimod Midten af Ryggen. Mund-
skjoldenes Form er noget forskjellig; de ere doppelt saa brede som lange, aflange paa
tvers med en Spids midt paa den indvendige Side; naar denne Spids er meget udviklet,
faae de Form af en heraldisk Halymaane. Madreporpladen udmærker sig kun ved en noget
afvigende, i Almindelighed mere rundagtig Form. Sidemundskjoldene ere smalle, buede,
halvmaaneformige, ligge inden for Mundskjoldene og træde der i Berøring med hinanden. Der
er tre flade og rue Mundpapiller ved hver Mundrand; de aftage lidt i Brede fra den
yderste til den inderste. Desuden er der under de yderste to smaa, som sidde paa den
inderste lille Armbugplade. De underste Tænder ere smalle og af samme Form som de
inderste Mundpapiller, de øverste noget bredere og afrundede. Udenfor Mundskjoldene
sees et lille Genitalskjæl ved hver af de ti Genitalspalter ligesom hos Ophiopholis aculeata.

Armene ere omtrent 5 Gange saa lange, som Skiven er bred. Rygpladerne
ere trekantede eller udadtil begrændsede af en svag Bue, indadtil af to convergerende Linier ;
kun påa Armens allerinderste Deel berøre de hinanden; allerede i kort Afstand fra Skiven
adskilles de fra hinanden ved Sidepladerne, hvis indbyrdes Berøringslinie dog først i Armens
yderste Deel bliver lige saa lang, som Rygpladerne ere paa den samme Deel af Armen.
Bugpladerne ere lige lange og brede og nærmest sexkantede, dog saaledes at de ere
afrundede udadtil og vende en Spids ind mod Skiven; inderst ved denne adskilles de i
en kort Strækning af Sidepladerne, og allerede i kort Afstand fra Skiven er disses Berø-
ringslinie ligesaa lang som Bugpladerne selv. Sidepladerne have en meget tydelig Kjøl, paa
hvilken der sidder 8-9, længere ude 6, tynde, kegledannede, spidse Pigge, besatte med fine
i Længderader stillede Spidser, der paa de yderste Pigge blive forholdsvis færre, men tyde-
ligere. Piggene tiltage i Længde fra den underste til den øverste eller næstøverste, som
inderst ved Armen er saa lang som halvfjerde Armled, medens den underste kun er saa
lang som eet. Der er 1 bred Fodpapil.

Yngre Exemplarer med et Skivetvermaal af 3mm udmærke sig ved, at Skivens
Pigge endnu kun ere tilstede som Torne, ved Armrygpladernes mindre Udvikling, hvorved Side-
pladerne i hele Armens Længde komme til at naae sammen fra begge Sider mellem Ryg-
pladerne og Pigrækkerne til at støde tæt op til hinanden, saa at de paa de inderste Led

endogsaa naae sammen og kun udgjøre et Tværbelte, samt ved at Armpiggene ere færre.
9”

— 68

De fra Naboslegterne, Ophiothrix og Ophiopholis, bekjendte Hager har jeg ikke fundet hos
denne Slægt.

Størrelse. De største Individer have et Skivetvermaal af 12mm; andre have 9™™
Skivetvermaal og 40mm Armlængde.

Farven omtaler Sars!) som lysere eller mørkere brun paa Skiven, og Armene som
lysebrune med mørkebrune Ringe, hvilket ganske stemmer med Farvefordelingen hos de
grønlandske Individer.

Ophiacantha spinulosa lever sandsynligvis langs med hele den grønlandske Vest-
kyst, da den er nedsendt af Dr. Rudolph og Insp. Olrik fra Nordgrønland og af Captain
Hollbøll fra Godthaab; den er desuden taget ved Spitzbergen, i Åssistance-harbour og
af Stuwitz ved Newfoundland. Da Stimpson anfører den som forekommende i Mundingen
af'Fundy Bugten, findes den ved den nordamerikanske Kyst i det Mindste indtil de for-
enede Staters Nordgrændse. Paa den modsatte Side af Atlanterhavet findes den fra Nordkap
til Tromsø temmelig hyppigt paa 20-30 Favnes Dybde paa ,,Nulliporer”, Koraller og Ascidier?”)
og ved Lofoten, men, saa vidt vides, ikke længere mod Syd. Ved Grønland er den taget
paa 20 til 50-60 Favnes Dybde.

6. Asterophyton Lmk.

Ligesom hos de andre Slægter af Gruppen Euryale fremviser Skivens Rygside
10 Radialribber, der begynde lidt fra dens Midtpunkt og ende med en skarpt af-
skaaret Flade ovenover Armenes Udspring; disse Ribber understottes af Forbeninger, som
svare til Radialskjoldene hos de ægte Ophiurer. Armene ere strax ved deres Udspring fra
Skiven delte i to lige store Stammer, som i kort Afstand atter dele sig gjentagne Gange;
nærmest ved Skiven skeer Delingen gaffelformigt i to lige stærke Grene, men længere ude
udgaae svagere Grene skiftevis til begge Sider fra en stærkere Hovedstamme; de yderste
Grene ere fine og traadagtige. Armenes Ryg og Sider ere hvælvede, Bugsiden flad; tæt ved
Kanten mellem Siderne og Bugfladen sidder paa hver Side af denne en Række Fodporer,
og indenfor hver af disse 2-5 korte rue Pigge, som paa de tyndere Grene antage Form af
Hager med flere Kroge under hinanden. Hos nogle Arter naae Fodporerne og Piggene
lige til Munden, hos andre kun til Skiven eller høre allerede op i nogen Afstand fra denne.
Mundrandene ere besatte med kegleformige Pigge, der ogsaa indtage Tændernes Plads,
men sjeldent vise en Tilnærmelse til den for Ophiur-Tænderne charakteristiske Form. I hver

1) Reise i Lofoten og Finmarken, S. 40.
2) Sars 1. c. S. 39.

Mundvig er der et Par Mundfødder. Armmellemrummene ere ikke trekantede som hos
Ophiurerne, men indadtil begrændsede af en Bue, som dannes af de saakaldte ,,Armsømme”,
der strække sig langs med begge Sider af den Deel af Armen, der er optagen i Skiven,
hvilken Deel her ikke, som hos Ophiurerne, er ophoiet over Armmellemrummene. Nogle
Arter have een, andre 5 ,,Madreporplader”, d.v.s., hos nogle ligger der inderst i et
af Armmellemrummene tæt op til Armsømmen een porøs Knude, hos andre er der i hvert
Armmellemrum paa samme Sted en lille Vorte af samme Beskaffenhed. De 10 Genital-
spalter ligge yderst i Armmellemrummene ved Armens Udspring.

Det System af faste Dele, som i Indledningen til dette Arbeide er betegnet som Over-
fladesystemet eller Overfladedannelserne, er meget udviklet hos Asterophyterne. Ofte
er rigtignok Huden paa Bugsiden af Skiven og Armene nøgen eller næsten nøgen, men den er
ogsaa ofte beklædt paa samme Maade som Rygsiden. Skive, Ribber og Arme ere nemlig der i
Regelen tæt besatte med smaa Korn, som undertiden ere blandede med eller deelvis for-
trængte af større Pigge eller Knuder. ' I Armenes yderste Deel, paa de tyndere Grene,
stundom i hele Armens Længde, afpræges Leddelingen i det indre Skelet ogsaa i den over-
fladiske Beklædning, idet den Deel af Kornbeklædningen, som sidder paa de bredere Hud-

,

bælter, der svare til Mellemrummene mellem ,,Ambulacralhvirvlerne”, ved en skarp Grændse
er adskilt fra to ophoiede Tverrækker af Korn, der sidde paa den Deel af Huden, som be-
klæder selve Randene af hine skiveformige Ledstykker, der udgjore Armenes indre Skelet.
Det er især paa disse smalle Tverbælter eller Ringe, at de mange smaa Hager med enkelt
Krog sidde, som gjore Asterophyternes finere Grene ganske rue. De ere især tydelige paa
Siderne af Armene i Nærheden af de storre Hager paa Bugsiden, til hvilke de gjore Over-
gangen fra den almindelige Overfladebeklædning. Derimod er det egentlige Hudskelet
kun lidet udviklet. Det indskrænker sig til de Rudimenter af Armplader, navnlig af Bug-
plader, som undertiden ere synlige, og til de ovenfor omtalte Armsomme, der ledsage Armene
fra Skiveranden indtil henimod Munden, hvor de gaae bueformigt over i hinanden, to og to.
Mundskjolde sees ikke, derimod undertiden Spor til Sidemundskjolde. Den meest udviklede
Deel af Hudskelettet ere de dybere liggende Forbeninger, der hos Ophiurerne fik Navn af Geni-
talpladerne og Radialskjoldene eller Radialribberne, hvilke Stykker her ligesom hos
Ophiurerne ere indledede paa Enderne af hinanden, saaledes at de lodrette Flader, hvormed
Ribberne, som ovenfor er nævnt, ende ved Armenes Udspring, dannes halvt af Radialribberne,
halvt af Genitalpladerne; der er ogsaa en mindre Bi-Genitalplade ligesom hos Ophiurerne.
Radialribberne have paa Undersiden i deres inderste Halvdeel en Række Hakker, der indad
mod Midten stedse blive tættere og svare til de Lameller, hvoraf de ere sammensatte.
Saaledes er Forholdet idetmindste hos A. eucnemis. Det indre Skelet er ikke væsentlig
forskjelligt fra Ophiurernes.

Medusehovederne eller Asterophyterne forekomme, som det synes, i alle Have

70

uden just at være fremherskende i Tropehavene, men kun paa større Dybder (fra 100-200
Favne eller endnu dybere) og efter al Rimelighed kun paa Koraldyr eller lignende Gjen-
stande, til hvilke de ikke alene holde sig fast ved at slynge deres Armgrene om dem,
men ogsaa ved Hjælp af de større og mindre Hager, hvormed den yderste Deel af Armene
er bevæbnet. Paa disse Koraller leve de formodentlig som et Slags Snyltedyr. Det er dog ikke
alene Slægten Asterophyton, men, som det synes, alle Euryalæ, der have denne Levemaade ;
det gjælder ifølge Sars om de to skandinaviske Arter og, som Universitetsmuseets Exemplarer
udvise, om to vestindiske Asterophyton-Arter, der sidde hver paa sin Gorgonie; en lille Aste-
rophyton-Unge sammestedsfra sidder paa en Æunicea, og unge Exemplarer af A. eucne-
mis fandtes paa Nephthya florida (?); et tørret Exemplar af Asteronyx Loveni omfattede en
Virgularia juncea med sine Arme, og Asterias oligactes Pallas eller Ophiura cirrosa Say
blev ifølge begge Forfattere taget paa Gorgonier; Krøyer fik sine Asterophyton-Unger af en
voxen Asterophyton, der havde snoet sine Arme om en Muricea Placomus, som atter sad
paa en meget stor Spongia.!)

De Omdannelser, som Asterophyterne undergaae efter tilendebragt Metamorphose,
inden de opnaae det udvoxne Dyrs endelige Skikkelse, ere, som Prof. Krøyer paa nysan-
førte Sted har vist, meget betydelige. Ungerne ligne mere en Trichaster end en Astero-
phyton; de have nemlig 5 tynde Arme, som i Spidsen dele sig i nogle faa Grene, men
iøvrigt ere udelte,

Asterophyton euenemis M. Tr.
(Tab. Il. fig. 17-19.)
Synonyma:
Asterias caput Meduse Fabricius, Fauna Gronlandica Nr. 367.
Asterias caput Medusæ or the magellanic starfish, Dewhurst: the natural history
of the order Cetacea and the oceanic inhabitants of the arctic regions. London. 1834. (med
Afbildning i Tresnit).

Dignoseitur corpore madreporiformi singulo, poris ambulacralibus usque ad os
extensis, costis disci et zona marginali granis magnis et crassis, brachiis granulis minutis
obsitis, disco ceterum et brachiis subtus nudis, scutellis ventralibus tamen distinctis.

Beskrivelse. Radialribberne ere brede, flade og lave og ende med en brat
afskaaren nøgen Flade ovenover Armenes Udspring; forresten ere de tæt beklædte med
store runde Korn, hvilken Beklædning ved en skarp, hos ældre Exemplarer undertiden
noget ujevn Linie er adskilt fra de tyndhudede Mellemrum mellem Ribberne, der ere næsten

1) Naturhist. Tidskr. III. S. 544.

ae

nøgne, kun tyndt bestroede med enkelte fine Korn hist og her, hvilken Granulation dog
hos yngre Exemplarer er temmelig tet. Grændsen mellem Skivens Ryg- og Bugside dan-
nes af en Randbremme af samme Slags grove Korn som paa Ribberne, der forbinder
Armene med hinanden. Ved Grunden af Armene ere disses Ryg og Sider tæt og eens-
formigt beklædte med Korn; længere ude blive Armene noget ujevne paa Siderne derved,
at den Deel af Kornbeklædningen, der svarer til ,,Ambulacralhvirvlerne” træder mere frem
end den øvrige, og paa de finere Grene indtræder en tydelig Modsætning mellem de bredere,
noget fordybede og med mindre og tættere Korn beklædte Bælter og de smallere, noget
ophoiede, med to Rækker af smalle Korn beklædte Ringe, som skifte med hinanden.
Paa disse smallere Ringe bære Kornene desuden smaa bevægelige Kroge især paa Siderne
af Armene, nedad mod de større Kroge ved Fodporerne; disse Smaakroge ere dog ikke
indskrænkede til de fineste Grene, men kunne forfølges, om end kun enkeltvis, heelt ned
paa de større Stammer. Armenes Underside er ikke aldeles nøgen, men hist og her
besat med enkelte smaa Korn; det Samme gjælder om den i Skiven optagne Deel af Armene
og om Årmmellemrummene; jo yngre Exemplaret er, desto tættere er ogsaa Skivens Granu-
lation. Armsommene ere smalle og Armmellemrummene derfor store; inderst i et af disse
ligger en stor porøs Madreporknude. Mundpiggene ere kegledannede. Omkring Mun-
den er paa tørrede Exemplarer Indtrykket af Mundrammerne og udenfor dem af 10 brede
triangulaire Stykker kjendeligt; hvilke sidste vel kunne antages at svare til Ophiurernes Side-
mundskjolde. Ved Enden af hver Mundvig sees en lille kantet inderste Armbugplade, udenfor
den en bredere, tvedelt Plade, og fra nu afvexle Indtrykkene af de tynde ,,Ambulacralhvirvler”
med smaa Armbugplader, der ere aflange paa tvers og mere end doppelt'saa brede som
lange; længere ude paa Armene blive de mindre, opløse sig hver i to smaa Plader og
forsvinde tilsidst. Paa de fineste Armgrene findes indenfor hver Fodpore 2 Hager med flere
Kroge under hinanden, længere inde 3, 4, undertiden 5 rue Papiller eller korte Pigge,
som sidde tæt sammen og ere af samme Størrelse, nemlig halv saa lange som Afstanden
mellem to af disse Tverrækker. Paa Skiven synker deres Antal igjen til 8 og 2, ja ved
de allerinderste Fødder mangle de endogsaa ganske.

Paa unge Exemplarer ere Ribberne ikke synlige og hele Huden eensformig gra-
nuleret, Ved 6™™ Skivetvermaal ere Ribberne endnu antydede, men hele Skiven eens-
formig beklædt med temmelig store Korn; de 5 Årme dele sig 3 Gange, første Gang i nogen
Afstand fra Skiven. Ved 4Yomm Skivetvm. (Fig. 19) forgrene Armene sig kun to Gange,
og Ribberne ere forsvundne. Ved 3™™ Skivetvermaal (Fig. 19) forgrene Armene sig
kun 1 Gang.

Asterophyton eucnemis naaer en Skivebrede af 4. Tommer. Den er nedsendt fra
Sydgrønland ved Captain Hollboll. Fabricius havde ikke selv fundet den i Gron-
land, men seet et Exemplar i Egedes Samling, saavidt han erindrede, fra Jakobshavn.

Unger af denne Art har Museet modtaget fra Inspecteur Olrik i Godhavn. Dr. Rudolph
har meddelt mig, at han har taget den paa den betydelige Dybde af 450 Favne. Ja
Dewhurst citerer endogsaa en Artikel i United service journal for Juli 1833, hvori der i
Anledning af Captain Ross’s Reise til Polarlandene fortælles, at en saadan Form kom op
fra 1000 Favnes Dybde i Nærheden af Indseilingen til Lancaster-Sund. Den Art af Medusa-
hoved, som Fr. Martens beskriver og afbilder i sin ,,spitzbergische oder grönlandische
Reisebeschreibung”, Pag. 88 og Tab. P fig. ee (copieret hos Adelung, Pag. 381, Taf.
XVII f. 3-4) synes snarere at være denne Art end Ast. Lamarcki, hvortil „System der
Asteriden” henfører den. Rimeligvis er det ogsaa den, som Scoresby fik op med en
Hvalline ved Traill-Island paa Gronlands Ostkyst, under 72° 16 NBr. og 22° V.L. Müller
og Troschel beskreve den i „System der Asteriden” uden at vide, at det var den gron-
landske Art. Den er ikke funden paa den ostlige Side af Atlanterhavet; derimod findes der
sydligere ved Nord-Amerikas Kyst en Form, som af Stimpson er benævnet Ast.
Agassizü. Skjondt Opstilleren har kunnet sammenligne Exemplarerne fra Fundy Bugten
med gronlandske og derved er kommet til det Resultat, at disse Arter ikke ere identiske,
indeholder hans Beskrivelse dog intet væsentligt Skjelnemerke fra Ast. euenemis, med hvil-
ken jeg derfor indtil videre maa ansee A. Agassizi for identisk, saameget mere, som À.
eucnemis forekommer ved Newfoundland. Den findes nemlig i Christiania Universitets
Museum blandt de af Stuwitz hjembragte Gjenstande.

Det vil ikke være overflødigt at anstille en Sammenligning mellem den ovenfor be-
skrevne grønlandske Art og de to nordeuropæiske Arter, A. Linckii (neppe Ast.scutatum Linck,
de stellis marinis tab. XXIX n° 48 og XXX n° 49) og A. Lamarckii M. Tr. Disse 3 Arter ligne
nemlig hinanden overmaade meget i Henseende til Armenes Beklædning, Piggene o.s.v.; de
have alle smalle Armsømme, Madreporpladen liggende inderst i Armmellemrummene (og
ikke som hos A. arborescens midt paa de brede Armsomme) og ambulacra strækkende sig
lige til Munden; i Henseende til Skiveryggens Beklædning kan A. euenemis siges at staae
midt imellem A. Linckü og A. Lamarckii, men den udmærker sig fra dem begge ved de oven-
for beskrevne meget tydelige, om end rudimentære, Armbugplader, der altid iagttages selv
paa temmelig unge Exemplarer, naar disse ere tørrede. At skjelne meget unge Exemplarer af A.
eucnemis og A. Lamarck fra hinanden, turde imidlertid være temmelig vanskeligt; hos de voxne
(d.v.s. med et Skivetvermaal af c. 50mm) A. Zamarckir er hele Skiveryggen — baade Ribberne,
Mellemrummene mellem disse og Bremmen langs med Skivens Rand — eensformigt og
tet besat med cylindrisk-spidse Korn eiler yderst fine Pigge, hvis man vil foretrække at
kalde dem saaledes; den samme Beklædning har Armenes Rygside. Armmellemrummene
have væsentlig samme Beklædning, men Kornene (Piggene) ere her mindre. Paa Armenes
Bugflade findes en tynd Besætning af fine lave Korn. Det inderste Par Fodporer er uden
Pigge, de folgende have 2, 3 eller 4 Pigge, og allerede paa de inderste Armdelinger er

73

der 5. Hos 4. Linckii ere Ribberne tæt besatte med korte, tykke, spidse, kegledannede
Pigge, nogenlunde af samme Størrelse, 3-4 ved Siden af hinanden paa samme Ribbe; paa
den midterste Deel af Skiven mellem Ribbernes Ender ere de mindre og sidde tættere sam-
men; i Mellemrummene mellem Ribberne ere de ogsaa mindre, men sidde mere tyndt
end paa Ribberne, og mellem dem er Huden nøgen. Ogsaa Bræmmen, der forbinder Arme-
nes Udspring med hinanden, er besat med deslige Pigge. Der er ogsaa Exemplarer, hvor
hele Skiveryggen er eensformigt beklædt paa denne Maade, uden Forskjel paa Ribber,
Bræmme o.s.v. Armmellemrummene ere besatte deels med ganske smaa, deels med lidt
større runde Korn; de største eré tillige spidse og gjengive saaledes i det mindre Ryg-
piggenes Form. Armenes Bugside er tæt beklædt med lave Korn, især den Deel af dem,
der er optagen i Skiven. Det inderste Par Fodporer er uden Pigge, de andre forsynede med
2-3, paa Armene med indtil 4 Pigge; her ere de kun halv saa lange som deres indbyrdes
Afstand, hvorimod denne paa Skiven er lig med Piggenes Længde.

Forklaring over Afbildningerne.

Afbildningerne tilsigte nærmest at meddele noiagtige Analyser af de beskrevne Arter.
Der er derfor ikke lagt an paa at fremstille dem i naturlige eller charakteristiske Stillinger. Brok-
tallene ved Siden af Figurerne angive, hvor mange Gange Afbildningen er større end den afbildede
Gjenstand; 4/1 betyder altsaa, at Dyret er afbildet i naturlig Størrelse.

Første Tavle.

1. Ophiura texturata (Lmk.), Forbes, 1a og 1b efter et meget stort Exemplar fra
„de sorte Banker”; la en Deel af Skiven og af en af Armene seet fra Rygsiden, 1b de samme
Dele sete fra Bugsiden, le den inderste Deel af en af Armene seet fra Siden, 1d en Deel af
Armens yderste Deel fra Bugsiden, le fra Rygsiden. 1c, 1d og le ere afbildede efter et norsk
Exemplar af normal Storrelse.

2. Ophiura albida Forb., efter et Exemplar fra Ferg, 2a fra Rygsiden, 2b fra Bug-
siden. Museets norske og danske Exemplarer have længere og tyndere Arme.

3. 4. Ophiura Sarsii Ltk., efter grønlandske Exemplarer, 3 som yngre, 4 som udvoxen.
3 a og 4a fra Rygsiden, 3b og 4b fra Bugsiden. 4c et Stykke af Armens yderste Deel fra
Rygsiden, 4d samme fra Bugsiden, 4e en Deel af Skiven og af en af Armene af et andet Exem-
plar, fra Bugsiden.

5. Ophiocten Kröyeri Ltk., efter et Exemplar, som rimeligvis er fra Grønland. 5a fra
Rygsiden, 5b fra Bugsiden, 5e et Stykke af Skiven mellem dens Midtpunkt og en af Armenes
Udspring. 5d Skiven seet fra Siden for at vise Armenes Insertion og Grændsen mellem Ryg- og
Bugsiden.

Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 10

.

6. Ophiura carnea Sars, efter et Exemplar fra Omegnen af Bergen, 6 a fra Rygsiden,
6b fra Bugsiden.

7. Ophiura squamosa Ltk., efter et grønlandsk Exemplar, 7a fra Rygsiden, 7b fra
Bugsiden.

8. Ophiura Stuwitzii Ltk., efter et grønlandsk Exemplar, 8a fra Rygsiden, 8b fra
Bugsiden, 8c Skiven og en Deel af Armene sete fra Siden, 8 d en Arm seet fra Siden tillige-
med den tilstødende Deel af Skiven.

Anden Tavle.

9. Ophiura nodosa Ltk., efter et Exemplar fra Grønland, 9a fra Rygsiden, 9b fra
Bugsiden.

10. Ophiura affinis Ltk., efter Exemplarer fra Christiania Fjord. 10a den normale Form
fra Rygsiden. 10a‘ et Exemplar med afvigende Beklædning af Rygsiden, seet fra denne. 10 a”
Delene ved Armenes Udspring, forstørrede. 10b samme Individ fra Bugsiden. 10 b’ det yderste
Stykke af Armen, seet fra Bugsiden og stærkere forstørret.

Il. Amphiura filiformis Miill., efter et norsk Exemplar, 11a fra Rygsiden, 11b fra
Bugsiden.

12. Amphiura Chiajei Forb., efter et norsk Exemplar, 12a fra Rygsiden, 12b fra
Bugsiden.

13. Amphiura Holbelli Ltk. (Sundevalli Müll. Trosch.?) efter et grønlandsk Exemplar, 13a
fra Rygsiden, 13 b fra Bugsiden, 13 b’ en af Mundvigene med de den omgivende Dele i stærkere
Forstgrrelse.

144. Ophiacantha spinulosa Mill. Trosch., efter et grønlandsk Exemplar, 14a fra Ryg-
siden, 14 a‘ noget af Ryggens ru Kornbekledning forstørret, 14 a“ 2 af Armpiggene forstørrede,
14b fra Bugsiden, 14b’ et Stykke Arm uden Pigge seet fra Siden for at vise Ledknuderne,
hvorpaa Piggene ere indleddede.

15. 16. Ophiopholis aculeata Müll., efter grønlandske Exemplarer, 15 som udvoxen, 16
som sped Unge (med et Skivetvermaal af kun 119"); 15a og 16a fra Rygsiden, 15b og 16b
fra Bugsiden, 15 a‘ og 16 b‘ lidt af Armens yderste Deel forstørret, seet respective fra Ryg- og
Bugsiden.

17, 18 og 19. Asterophyton eucnemis Müll. Trosch., efter Exemplarer fra Grønland, 17
som halvvoxen, 18 og 19 som Unger, respektive med enkelt og doppelt Deling af Armene, 17a
fra Rygsiden, 17b fra Bugsiden, 17 b’ et Stykke af Armens Skivedeel forstørret, 17 ¢ et Stykke
af Armens yderste Deel, stærkt forstørret, fra Rygsiden, 17d samme fra Bugsiden.

Rettelse.

S. 32, 36 og 39: diagnoscitur, les: dignoscitur.

Vid. Selsk Skrifter VRekke næturv. og mathem: Ml. VBind . Liitken-: Grønlands Ophiurer

— = = - —

Tab I

| ZG

|
|
|

Vliitken: del ; re i ze TI Petersen sc

4

1 Ophiura texturata Iimk. 2 0. albida Forb. 3.4.0. Sars Ltk. 5 Onhiocten kréyerc: Lik 6 Ophiura carnea Jars. 7 O.squamosa lth 8.0. Stuwitert Ltk

SE

sø

si

=
Piatt a
A

Munde
en
re

ay,

=

=

er

2

AE oe Sen 06,

+,

+ ale

Hd Selsk. Skrifter VRække nature og mathem: Mth. V Bind. Lütken Grönlands Opkiurer Tab IL

= 4

LM Petersen sc

Vlüätken del 7 — -

9 Onhiura’ nodosa Ltk. 10.0 affınıs Ith n Anyhiura tilitormis Mill 12 A Chiazee Forb. 13 A Holbéllé Ith. 1 Onhiacantha spanulosa MTr
15 26. Onhionhe les aculeata’ Hill 27: 15.29 Asteronhyton cucnemis M Tr

Centralamericas Gesneraceer,

et systematisk, plantegeographisk Bidrag til

Centralamerikas Flora

ved

A. S. Orsted.

. ~

hir, ah PRN LEI UT ET datienisible 3%
; à ty

D = fr ‚er 7 p
eu) ce À ° ;
Rg

De É EU

vs,
“ur ei
ua

I.

Indledende Bemærkninger.

Sydamerikas og Mexicos metalrige Hoiplateauer — Sædet for Incaernes og Montezumas
mægtige Riger — vare allerede længe blevne gjorte til Gjenstand for omfattende Under-

søgelser, førend den forholdsmæssig smalle Landstrækning, som forener de to store Fast-
landsmasser, begyndte at tiltrække sig Naturforskernes Opmærksomhed, og dog frembyder
Centralamerika ligesaa stor Vexel i Klima og Jordbund, ligesaa stor Rigdom paa eiendom-
melige og mærkelige Naturfrembringelser som noget andet Land i denne Verdensdeel.

Før 1846 indskrænkede alle vore Kundskaber om Vegetationen i Centralamerika
sig til nogle faa Punkter, fornemmelig i Nærheden af Kysterne.t) Ingen Naturforsker havde
foretaget nogen større Reise i det Indre af Landet, og det ringe Antal Planter, som var
bleven bekjendt ved Henkes, Hartwegs og Friedrichsthals Reiser og ved Sulphurs Expedi-
tion langs med Vestkysten, var ikke istand til at give nogen rigtig Forestilling om Plante-
væxten i denne Deel af Amerika, ja lod ikke engang formode en saa stor Rigdom paa
eiendommelige Planteformer, som senere Undersøgelser have lært os at kjende. Fra Juni
1846"til Februar 1848 har jeg undersøgt en stor Deel af Staterne Nicaragua og Costa
Rica mellem den 10° og 13° n. Br.?) Fremdeles ere vore Kundskaber til den central-
americanske Flora blevne forøgede ved Samlinger af Warscewicz, der som Gartner og
Plantesamler var engageret ved det. uheldige belgiske Colonisationsforsog ved St. Thomas
paa Ostsiden af Guatemala, af Seemann, der efter Thomas Edmonstons Død blev udnævnt
til at ledsage Fregatten Herald paa dens Verdensomseiling, og som opholdt sig ved

1) See: Videnskabelige Meddelelser fra den naturh. Forening i Kjebh. 1852, p. 24.
9 à 95
) Pc: p. 25.

Panama fra September 1846 til Januar 18471), og endelig af Duchassaing, der i nogen
Tid var bosat i Panama som practiserende Lege. ?)

Uagtet vi saaledes i det sidste Decennium have faaet vigtige Bidrag til den cen-
tralamerikanske Flora, maae vore Kundskaber til denne dog endnu kun betragtes som
meget ufuldstændige, hvilket ogsaa tydeligt nok fremgaaer deraf, at mine Samlinger, som
dog kun omfatte en mindre Deel af Landet, og som ogsaa for dennes Vedkommende
langtfra ere udtømmende — og saa meget desto mindre kunde blive det, som jeg i lang
Tid opholdt mig ved Kysterne for at gjøre Indsamlinger af Havdyr — dog i Gjennemsnit af
alle Familier indeholde idetmindste dobbelt saa mange Arter, som alle de andre tilsam-
men, og at heraf omtrent Halvdelen er ny for Videnskaben.

Medens saaledes den centralamerikanske Flora i det Hele neppe endnu er saa vel
kjendt som Mexicos og Sydamerikas, er der dog nogle Familier, som gjøre en Undtagelse
herfra, nemlig saadanne, som fortrinsviis indeholde Ziirplanter, hvilket især gjælder om
Gesneraceerne, Orchideerne, Begoniaceerne o. fl. a., da Warscewiez, en begeistret Plante-
samler, som med et skarpt Øie forener en sjelden Udholdenhed, efterat den belgiske
Colonie i Løbet af faa Maaneder var gaaet tilgrunde, har opholdt sig i 3 Aar i Central-
amerika (1845-48), gjennemreist hele Landet og udelukkende havt sin Opmærksomhed
henvendt paa Planter af disse Familier.*) Der er saaledes ingen Tvivl om, at Central-
amerika med Hensyn til Gesneraceerne idetmindste er ligesaa noie undersøgt og kjendt
som noget andet Land.

Foruden de af mig selv indsamlede Planter af denne Familie har jeg her ogsaa
kunnet optage de endnu ubeskrevne Arter, som ere opdagede af Warscewicz i Central-
amerika, og hvoraf Exemplarer findes opbevarede i det Kgl. Herbarium i Berlin, af hvilke
Dr. Hanstein velvillig har meddeelt mig Beskrivelser til Brug for denne Afhandling.
Ligeledes har Prof. Liebmann overladt mig de af ham i Mexico samlede Gesneraceer, som
endnu ere ubeskrevne, til Afbenyttelse, og jeg har af disse her troet at burde optage saa-
danne nye Arter og Slægter, som kunne tjene til at kaste Lys over nærstaaende central-
amerikanske Former.

Da Gesneraceerne ere blandt de Planter, som navnlig i de senere Aar i hei Grad
have tiltrukket sig Blomsterelskernes Opmærksomhed, og mange Arter henhore til de mest
yndede Ziirplanter i wore Drivhuse, da de fleste centralamerikanske endnu ere ubeskrevne,
og da Beskrivelserne af dem, som ikke ere nye, oftest ere vanskelig tilgængelige eller lidet

1) De af Seemann ved Panama indsamlede Planter ere beskrevne i The Botany of the voyage of
H. M. S. Herald.

?) Kun meget faa af de af Duchassaing samlede Planter ere beskrevne af Walpers i Linnaea Vol. 23.

3) Warscewicz skal under sit Ophold i Centralamerika have sendt 256 Kister med levende Planter til
Europa (Bonplandia 1854, p. 25).

79

fyldestgjørende, har jeg søgt at afhjælpe denne Mangel ved her at give Beskrivelser af alle
til denne Flora henhørende Slægter og Arter. *)

Det gjelder her som véd de fleste Floraer, at deres Omfang ikke er betegnet
ved skarpt afstukne Grændser; det vil derfor ikke være overflødigt at angive, i hvilken

Udstrækning jeg har taget den centralamerikanske Flora. Jeg har troet — hvad der
vel ogsaa er almindelig antaget — at man her maatte tage mere Hensyn til de af

' Naturen end til de ved den politiske Inddeling angivne Grændser. Mod Nord danner
saaledes Indsnevringen ved Tehuantepeque, hvor Cordilleren sænker sig til en for-
holdsmessig ringe Hoide, og hvor den centralamerikanske Vulkankjæde ender (noget
sydligere i Soconusco), en naturlig Grændse mellem den mexikanske Flora med sin
store Rigdom paa Cactusplanter paa Høisletterne og fremherskende Fyrre- og Ege-Arter i
Bjergregionerne og den centralamerikanske, hvor disse Planteformer spille en meget mere
underordnet Rolle og tilsidst enten ganske (Fyrren) eller forstørstedelen (Ege og Cactus-
planter) forsvinde. En ligesaa naturlig Grændse dannes mod Syd ved den smalleste Deel
af Tangen ved Panama, hvor en Sænkning af faa hundrede Fod vilde være tilstrækkelig
til at adskille de to store Fastlandsmasser og danne en Forbindelse mellem det Atlantiske
og Stille Hav, og som ikke overskrides af mange sydamerikanske Arter. Den central-
amerikanske Flora indbefatter saaledes foruden de egentlige centralamerikanske Stater tillige
Guatemala, St. Salvador, Honduras, Nicaragua og Costa Rica, den nylig oprettede Stat
Panama og mod Nord den omtvistede Landstrekning Soconusco°) og ligeledes Chiapas og
Yucatan. Plantevæxten i denne Deel af Amerika har vel nærmest Charakteren af en Over-
gangsflora; dog findes her saa mange eiendommelige Slægter, at Centralamerika maa
betragtes som et eget naturligt Floragebet. Dette falder atter i tre Partier, af hvilke det
nordligste danner Overgangen til den mexicanske Flora og navnlig slutter sig til denne
ved Repræsentanter af Naaletræernes, Egenes og Cacteernes Familier (dog næsten uden
Undtagelse egne Arter), det midterste, som omfatter den sydlige Deel af Nicaragua, hele
Costa Rica og en Deel af Veragua, og som udmærker sig ved fuldkommen Mangel af
Naaletræer og en større Rigdom paa eiendommelige Slægter af alle Familier, og endelig
det sydligste, som indbefatter den sydlige Deel af Veragua og Panama, hvor Floraen i det
Hele har et mere sydamerikansk Præg, og hvor flere sydamerikanske Arter (t. Ex. Elfen-
beenstræet, Phytelephas) have den nordligste Grændse for deres Udbredning.

1) En længe savnet monographisk Bearbeidelse af denne Familie er i den senere Tid tildeels bleven
afhjulpet ved tvende Afhandlinger af Hanstein (Linnaea 26de og 27de Bind), som i Kritik og Grun-
dighed neppe lade noget tilbage at ønske; men de omfatte endnu foruden den almindelige Oversigt
kun en lille Deel af Artsbeskrivelserne (Niphaeeae og Achimeneae).

2) Soconusco udgjorde indtil 1843 en Deel af Guatemala, men blev da taget i Besiddelse af Mexico;
nogen tractatmæssig Afstaaelse har ikke fundet Sted, og Guatemala gjør endnu Fordring paa Besid-
delsen af denne Provinds.

80

I.

Til Belysning af Gesneraceernes Systematik i Almindelighed.

Gesneraceerne udmærke sig blandt de tokiimbladede Planter med uregelmæssig sambladet
Krone og en (oftest) kapselagtig Frugt (Klassen Personatae i Ændlichers System) navnlig
derved, at denne er eenrummet, og slutte sig saaledes nermest til Cyrtandraceae, Peda-
lineae, Orobancheae og Crescentiaceae; dog er det især den førstnævnte af disse Familier,
med hvilken Gesneraceerne have det neieste Slegtskab. Den væsentligste Forskjel bestaaer
i Frøhviden, som mangler hos Cyrtandraceerne, der desuden som oftest kun have to fuld-
komment udviklede Stovdragere (den bageste, som ogsaa ofte ganske mangler, og de to
sidestillede ere golde), og hvis Frøstole ere forlængede, saa at de danne falske Skillevægge.
Hertil kommer endnu, at denne Familie tilhører den gamle Verden"), medens Gesnera-
ceerne alle have hjemme i Amerika.

Gesneraceerne have desuden en eiendommelig Habitus, saa at de let ved første
Oiekast skjelnes fra alle andre Planter. Stengelen er oftest saftig, hyppig nedliggende,
rodskydende og sjelden meget forgrenet. Bladene ere enkelte, udeelte, sjelden heelran-
dede, mest aflange og mere eller mindre skjeve ved Grunden, modsatte (af de to lige-
overfor hinanden staaende er ofte det ene mindre) og sjelden ganske glatte, men oftest
forsynede med en tæt og blød Beklædning og ikke sjelden med Farvepletter. Her findes
ingen Axelblade. Blomsterne, der sidde eenlige eller faa sammen i Bladhjornerne eller i
en endestillet klaseformig Blomsterstand, ere næsten altid store og prunke med de skjön-
neste røde, violette eller blaa Farver. Dækbladene ere kun lidet udviklede og sjeldent
farvede. Det Saftige og Friske i Stengel og Blade, det Bløde og Ziirlige i Formen og det
Rene i Farverne, give Gesneraceerne en eiendommelig Ynde, hvorfor de ogsaa indtage en
hei Rang blandt de Planter, som pryde vore Drivhuse.

1) Klugia azurea Schlecht., der voxer i Mexico, gjør en mærkelig Undtagelse fra denne Regel.

81

Som ved alle naturlige Familier savne vi her i de forskjellige systematiske Led
indenfor Familiens eget Omraade, eller indadtil, den skarpe Sondring, som i saa høi Grad
viser sig udadtil, og som gjør det saa let at drage en skarp Grændse i Forhold til andre
Familier. Overgangene ere her saa mangfoldige og gradvise, her findes en saa mangesidig
Krydsning i Charaktererne, at det er meget vanskeligt paa een Gang at afstikke faste
Grændser for de større og mindre Afdelinger (tribus, subtribus, genera, subgenera) og
tillige tilfredstille det naturlige Systems Fordringer. Uagtet der i den seneste Tid af Dr.
Hanstein er leveret meget værdifulde Bidrag til en heldig Løsning af denne Opgave, saa
er der endnu meget tilbage at ønske, hvad ogsaa denne ligesaa grundige som beskedne
Forfatter selv tilstaaer. De Candolle har efter Bægerets Forhold til Frugtknuden, som vist-
nok her afgiver en af de væsentligste Charakterer, inddeelt Gesneraceerne i to Afdelinger:
Gesnerieae, hvis Bægerrør er meer eller mindre sammenvoxet med Frugtknuden, og Bes-
lerieae, som have et frit Beger. Ændlicher har 3 Hovedafdelinger (tribus), nemlig foruden
Gesnerieae: Episcieae med frit Bæger og kapselagtig Frugt, og Beslerieae med frit Bæger
og bæragtig Frugt. Hanstein har med Rette forkastet denne sidste Inddeling, da Over-
gangene fra »capsula« gjennem »capsula baccata« til »bacca« ere altfor gradvise til at
Frugten kan benyttes som væsentligt Skjelnemærke, og denne Inddeling desuden viser
sig at være konstig (uden Forbindelse med andre Charakterer). Hanstein stemmer
derfor i de to Hovedafdelinger overeens med De Candolle, men han har tillige viist, at den
meget betydelige Tilvæxt af nye Slægter, som denne Familie har faaet i den senere Tid,
frembyder saa betydelige Forskjelligheder, navnlig i Bægerets og Kronens Form, at det vil
være nødvendigt at danne flere Underafdelinger, hvorfor han foreslaaer 6 subtribus for hver
af de 2 ovennævnte tribus.1) Disse Underafdelinger ere vistnok alle i det Hele berettigede
og naturlige, og navnlig fortjener det Anerkjendelse, at H. er den første, som har benyttet
den væsentlige Forbindelse , der i Gesneraceernes Gruppe er imellem de Charakterer, som
hentes fra de vegetative og de reproductive Organsystemer, til en skarpere systematisk
Sondring og udhævet den vigtige Rolle, som den perigyne Kirtelring eller de saakaldte
perigyne Kirtler spille i denne Henseende; ligeledes har han vistnok ogsaa i Slægternes
Begrændsring truffet det Rette. Derimod synes der ikke at vere den tilborlige Eenhed i
Charakterernes Værdi i alle Underafdelinger. Det er i denne Henseende, jeg skal tillade
mig at foreslaae nogle Forandringer.

Det er en nødvendig Fordring til enhver systematisk Inddeling, at alle de Afde-
linger, der ere betegnede som sideordnede, ogsaa i Virkeligheden ere det, eller med andre
Ord, at de Charakterer, som lægges til Grund for disse Afdelinger, maae saavidt muligt
have samme Værdi. Men de af Hanstein opstillede 6 sideordnede Led (subtribus) tilfreds-

LC Absa 1p 199:
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 11

82

stille ikke denne Fordring; de systematiske Afstande ere her ikke, som de burde være, lige
store, men meget forskjellige. See vi saaledes først hen til Gesnereae, da viser det sig,
at Rytidophylleae i de Charakterer, der hentes fra Stængelen, eller som Buske ‘og Halvbuske
uden Rodstok, ere ligesaa meget fjernede fra alle de andre subtribus som hele den anden
Hovedafdeling (Beslerieae), og det samme gjælder for en stor Deel om de Egenheder,
Blomsten frembyder. Vistnok er Begeret her ligesom hos de andre Gesnerieer mere
eller mindre sammenvoxet med Frugtknuden, men saavel i Bægeret og Kronen som i de
perigyne Kirtler gjennemløbe de en ligesaa stor Formforskjellighed som alle de andre sub-
tribus tilsammen. Rytidophylleae kunne saaledes ikke sættes som sideordnet Led til en
enkelt af de andre subtribus, men maa stilles ved Siden af dem alle som Helhed; de
knnne ikke betragtes som en subtribus, men som en tribus. Gesneraceerne bestaae
ifølge dette af 3 Hovedafdelinger: Gesnerieae, Rytidophylleae og Beslerieae.

Jo mere naturlig en Inddeling er, desto mere bestemt og klart er ogsaa Analogien
udtalt i de sideordnede Afdelingers underordnede Led. Hanstein har saaledes gjort op-
mærksom paa, at de samme Grundformer i Kronen gjentage sig i de to Hovedafdelinger
(Gesnerieae og Beslerieae), saa at der i denne Henseende lader sig paavise en tydelig
Parallelisme i Udviklingen"). Men det samme gjælder nu ogsaa med Hensyn til Rytido-

phylleae, saa at Slægterne — da Kronen i alle tre Hovedafdelinger afgive de væsentligste
Charakterer for disse — kunne ordnes i parallele Udviklingsrækker, saaledes som følgende

schematiske Oversigt viser.

Gesnereae. Rytidophylleae. Beslerieae.

Rechsteineria. Houttea. Codonanthe.
Kronen rordannet (næsten regelmæssig) . . <Brachyloma. Moussonia. Besleria.
Kohleria.
Kronenslebedanneti. EEE irs cee Dincacas Pentaraphia (restr.). Columnea.
Kronen rerdannet-klokkedannet. ...... eas Rytidophyllum. Paradrymgnme
Sinningia. Alsobia.
Kronen mere el. mindre skjevt-klokkedannet en CADRES Dal
Gloxinia. Codonoraphia n. Tapina.
Kronen mere el. mindre S-formigkrummet Dicyrta. Conradia. Cyrtanthemum 1.
Locheria. Solenophora. Nematanthus.
Kronen skjævt-tragtdannet ......... Scheeria. Codonophora. Nautilocalyx.
Plectopoma.

1) Den analoge Udvikling i Kronens Form i de forskjellige Hovedafdelinger er her endog saa stærkt
afpreget, at den har kunnet bringe Forfatterne til at forvexle Analogie med Slægtskab og fore
Arter, som tilhørte to analoge Slægter af forskjellige Hovedafdelinger, sammen i een Slægt (Achi-
menes cupreata Hook = Cyrtodeira cupreata).

83

Rytidophylleerne falde i tre vel sondrede Underafdelinger, som nærmere ville blive
charakteriserede i det Følgende. Af disse svare Eurytidophylleae ved Tilstedeværelse af
en Kirtelring til de ægte Achimineer, Solenophoreae (navnlig Arctocalyx) ved to sammen-
voxne Kirtler til Dolichodeira, og Moussonieae ved 5 frie Kirtler til Ligerieae. Den første
af disse Underafdelinger har hjemme paa Antillerne, den anden i Mexico og den tredie
fortrinsviis i Sydamerika.

Vi finde saaledes ved Analogien i hele den systematiske Ledbygning og i den
geographiske Udbredning en Bestyrkelse for denne Betragtning af Rytidophylleerne som en
med Gesnerieerne og Beslerieerne sideordnet Hovedafdeling. Der staaer nu tilbage at under-
søge, hvorvidt der findes den fornødne Eenhed i de andre af Hanstein opstillede 5 sub-
tribus i Gesnerieernes tribus. Blandt disse er paa den ene Side Ligerieae meget nøie
forenede med Eugesnereae ved Bægerets Forhold til Frugtknuden, ved frie Kirtler og ved
en knollet Rodstok, og paa den anden Side Achimeneae med Brachylomateae ved en Kir-
telring og ved Mangelen af knollet Rodstok, i hvis Sted de have Udløbere med Bladknoller.
Niphaeeae slutte sig vel i det Hele nærmest til Achimeneae, men ere dog navnlig i Kro-
nens Form meget afvigende saavel fra disse som fra de andre subtribus. Den rette syste-
matiske Afstand vil altsaa her blive udtrykt ved: (Eugesnereae + Ligerieae) = (Achimeneae
-+ Brachylomateae) = Niphaeeae, saa at Gesnereae ifølge dette kun indbefatte tre side-
ordnede Underafdelinger (subtribus).

Heller ikke i Beslerieernes tribus findes den nødvendige Overeensstemmelse i
Charakterernes Værdi hos de af Hanstein opstillede 6 sideordnede subtribus. Columneerne
ere saaledes i Kronens Form meget mere afvigende fra alle de andre end disse indbyrdes,
medens Sarmienteae og Mitrarieae slutte sig neie sammen ved Tilstedeverelsen af to Dæk-
blade i Nærheden af Bægeret, som navnlig hos de Sidstnævnte antage Charakteren af et
Yderbæger. Den rette systematiske Afstand vil saaledes her blive udtrykt ved: Columneae
= (Drymonieae + Nematantheae + Hypocyrteae) = (Mitrarieae + Sarmienteae), saa at vi
ogsaa her faae 3 (istedetfor 6) sideordnede Underafdelinger. Ogsaa for denne Inddeling
finde vi en Bestyrkelse i den geograpiske Fordeling; thi Columneae have. fortrinsviis hjemme
i Centralamerika, de ægte Beslerieer i Sydamerikas tropiske og Mitrarieae tilligemed Sar-
mienteae i sammes extratropiske Deel.

Følgende tabellariske Oversigt vil tjene til nærmere at belyse de her foreslaaede
Forandringer i Hansteins Inddeling.

Gesneriaceae.

Tribus 1. Gesnerieae.
Herbae (rarius suffrutices) propagulis squamoso-amentaceis v. rhizomate tuberoso
perennes. Ovarium calyci adnatum,
112

Subtribus 1. Niphaeeae.

Herbae propagulis squamoso-
“amentaceis perennes. Corolla
rotata. Annulus tenuissimus,
paene nullus. Ovarium basi ad-
natum.

Subtribus 2. Achimeneae.

Herbae propagulis squamoso-
amentaceis perennes. Corolla
forma varia sed nunquam rotata.
Annulus distinctus, rarius glan-
dulae distinctae. Ovarium sae-
pius totum adnatum.

Subtribus 3. Gesnereae.

Herbae v. suffrutices rhizo-
mate tuberoso perennes. Corolla
forma varia sed nunquam rotata.
Glandulae distinctae. Ovarium
basi adnatum.

84

Divisio 1. Euachimeneae.
Corolla hypocraterimorpha,
infundibularis, subcampanulata,
limbo lato expanso.
Divisio 2. Brachylomateae.
Corolla tubulosa v. subcam-
\panulata, limbo angusto.
Divisio 1. Eugesnereae.
Corolla anguste tubulosa, lim-
bo plerumque angusto.
Divisio 2. Ligerieae.
Corolla campanulata, infundi-
bularis, hypocraterimorpha, lim-
bo lato patente.

Tribus 2. Rytidophylleae.

Frutices v. suffrutices absque rhizomate.
(Calyx saepius 10-costatus et capsula lignosa.)

sum.

Subtribus 1. Moussonteae.
Calycis laciniae latiores. Co-
rolla tubulosa v. campanulata,
limbo subaequali. Glandulae 5,
Ovarium connatum.
Subtr.2. Eurytidophylleae.
Calycis laciniae angustiores.
Corolla tubulosa v. subcampa-
nulata, limbo obliquo v. bila-
biato. Annulus glandulosus.
Ovarium saepius totum calyci
submersum.
Subtr. 3. Solenophoreae.
Calyx amplus tubuloso-cam-
panulatus v. obconicus. Corolla
infundibularis. Ovarium totum
calyci submersum. Annulus et
glandulae duae connatae.

Genera.

Köllikeria, Eucodonia,
Achimenes,Locheria,Guth-
nichia, Dicyrta, Scheeria,
Plectopoma, Mandirola,
Gloxinia, Diastema Tydaea.

Naegelia, Heppiella, Sci-
verrais Koh-
leria.

Rechsteineria, Gesnera,
Dircaea.

Dolichodeira, Stenoga-
stra, Sinningia, Ligeria.

Ovarium plerumque calyci plane immer-

| Houttea, Moussonia, Co-
Ba Capanea.

| Rytidophyllum , Codo-
]noraphia, Duchartrea, Pen-
taraphia, Ophianthe, Con-
radia, Corisanthera.

Arctocalyx, Solenophora.

85 ;

Tribus 3. Beslerieae.

Frutices v. suffrutices absque rhizomate. Ovarium liberum.

Subtribus 1. Mitrarieae. Divisio 1. Eumitrarieae. re
Calyx duplex (bracteolis duabus }Antherae 4 fertiles. Mitraria.
approximatis calycem exteriorem VEUX ,
2
referentibus). Corolla tubulosa. ) Divisio 2. Sarmienteae. SANNA
Antherae 2 v. 4 fertiles. \Antherae 2 fertiles. SR RG

Divisio 1. Drymonieae.

Corolla oblique infundibularis
v. subcampanulata; faux ampla;
limbus amplitudine ventrem plus
duplo superans.

Episcia, Cyrtodeira, Phy-
sodeira, Skiophila, Heint-
zia, Paradrymonia, Nauti-
localyx, Alsobia, Drymonia.

Subtribus 2. Eubeslerieae.

Calyx simplex. Corolla forma
varia sed nunquam exacte et
longe hiato-bilabiata. Antherae
4 fertiles.

Subtribus 3. Columneae.

Calyx simplex. Corolla exacte
et longe hiato-bilabiata. An-
therae 4 fertiles,

Divisio 1. Nematantheae.
Corolla oblique infundibulari-
obconica y. ventricosa; basis
angustissima; faux ampla; lim-
bus angustus.

Divisio 3. Hypocyrteae.

Corolla tubulosa v. urceolata;
faux angusta; limbus tubo an-
gustior v. certe haud duplo la-
tior.

Tapina, Nematanthus,
Glossoloma.

Erythranthus, Collandra,
Calanthus, Stenanthus,
Polythysania, Ortholonia,
Stygnanthe, Gasteranthus ;
Hypocyrta, Codonanthe,
Beslcria, Hygea.
Asteranthera, Pterygo-

loma, Pentadenia, Colum-
nea.

| Tussacia, Alloplectus,

86

I.

Beskrivelser.')

Tribus 4. Gesnerieae.

Gesnerieerne indbefatte ifølge den Begrendsning, som ovenfor er fastsat for denne
Afdeling, kun urteagtige (sjelden halvbuskagtige) Planter, som enten ere forsynede med
en knolleformet Rodstok eller Udlebere af en eiendommelig Beskaffenhed. Knopperne
ere nemlig paa disse lange, tynde, underjordiske Grene omdannede til rakleformede Blad-
knoller (de saakaldte propagula) og bestaae af tykke, kjodede, rhombiske Skjæl, som ere
tet samlede omkring en tynd Axe, saa at de have nogen Lighed med smaa Rakler. Bæge-
rets Ror er altid sammenvoxet med en storre eller mindre Deel af Frugtknuden, og Fligene
frembyde langt ringere Afvexling i deres Form end hos Beslerieerne, saa at de sjelden
afgive nogen væsentlig Charakteer for Slægterne. Det Samme gjelder om Stovdragerne,
som næsten hos alle Slægter udgaae fra den nederste Deel af Kronreret; ligeledes vise
Kirtelringen eller de sondrede Kirtler en større Eensformighed i deres Udvikling paa den
forreste og bageste Side af Frugtknuden. Det er saaledes navnlig Kronen, som her frem-
byder den største Formvexel. Under det forskjelligste gjensidige Forhold af Roret, Svelget,
Kraven, af Overleben og Underleben, gjennemlober den alle Former, som ligge mellem den
nesten regelmessige hjuldannede Krone gjennem den tragtdannede og krukkedannede til
den rerdannede og den uregelmæssig læbedannede. At de samme Grundformer i Kronen
gjentage sig i begge de andre Hovedafdelinger, er allerede viist i det Foregaaende, hvor
der ligeledes er gjort opmærksom paa dette Forholds systematiske Betydning.

1) Det maa her bemærkes, at jeg i det Følgende altid har beholdt den Forfatters Navn ved Arten, af
hvilken denne først er beskreven, om ogsaa Slægtsnavnet senere er blevet forandret, og at jeg i dette
Tilfælde ved at sætte Autornavnet i Klammer har tilkjendegivet, at dette kun gjælder Arten; ikke
Slægten. Denne Fremgangsmaade staaer vistnok i Strid med den, som er almindelig blandt Botani-
kerne, der næsten alle uden Undtagelse omdøbe Arten, naar Slægtsnavnet forandres, men jeg er
overbeviist om, at det er den ene rigtige, og at den sikkert ogsaa i Tiden vil blive den almindelig
gjældende.

si

Subtribus 1. Niphaeeae.

Denne Undergruppe slutter sig saa nær til Achimeneerne, med hvilke den ogsaa
stemmer overeens i de rakleformede Knoller, at det maaskee var rigtigst at forene dem til
een subtribus. Den eneste herhen hørende Slægt adskiller sig fra alle andre Planter af
denne Familie ved en hjuldannet Krone, som næsten ganske mangler Rør.

Niphaea Indi.
Bot. Reg. 1841. misc. 172. Hanstein, Die Gesner. 2 Abschn. p. 6.

Calyx tubo cum basi ovarii connatus, 5partitus, subaequalis. Corolla rotata, sub-
aequalis, 5loba, lobis 2 dorsalibus paulo minoribus. Stamina 4 brevia subaequalia, quinto
sterili, imae corollae basi inserta, antheris brevibus liberis vel coronatim connexis. Annulus
glandulosus tenuissimus vel vix ullus. Ovarium semiadnatum, villosulum, attenuatum in
stylum staminibus longiorem, curvatum. Stigma capitato-stomatomorphum. Fructus capsu-
laris; placentarum laminae basi connatae aspermae, dein discretae divergentes undique
seminibus onustae. — Herbae humiles molles, decumbentes v. adscendentes, foliis rugosis

sepe approximatis, floribus plerumque corymbosis.

Niphæerne stemme vel i deres Habitus overeens med Achimeneerne, men ere
dog let kjendelige ved Bladene, som ere krandsformig sammentrengte i Spidsen af Steng-
lerne, hvorved de fra Bladhjornerne udgaaende Blomster faae Udseende af at danne en
Skjerm, og ved de sneehvide og næsten regelmæssige Kroner. Foruden de to Arter, som
have hjemme i Centralamerika, er der endnu to kjendte fra den nordlige Deel af Syd-
amerika, nemlig N. albo-lineata Hook., som blev opdaget af Purdie i Ny Granada 1845, og
N. caripensis Kl. et Hanst., en meget lille saftig Plante, opdaget af Moritz ved Caripe i
Venezuela i 1843. En tredie Art, N. rubida Ch. Lem., er i 1846 indført fra England i de
belgiske Haver, men dens Fodeland er ikke bekjendt.

Niphaea oblonga Indl. 1. c. (Achimenes alba Hort. Hanst. |. c. p. 12):
cauli purpurascente villoso, foliis approæiamatis petiolatis ovatis acutiusculis cordatis grosse
serratis hirsutis viridibus, pedunculis in axillis summis subcorymbosis folio brevioribus,
calycis laciniis lanceolatis acutis, corolla nivea.

Caulis semipedalis. Folia 3-4“ longa, 2-21," lata.

Denne Art blev opdaget af Hartweg i Guatemala 1841 og sendt til Haveselskabet i
London, hvorfra den er bleven almindelig udbredt som en yndet Ziirplante. Den adskilles
let fra N. albo-lineata ved Mangel af hvide Pletter paa Bladene, ved meget smallere
Begerflige og en dobbelt saa stor Krone.

88
RARE RTS Er La

Niphaea parviflora Al. Br. et Bché (Cat. H. Ber. 1851, 3. Hanstein |. c. p. 12):
cauli viridi albido villoso, foliis petiolatis elliptieis utrinque acutiusculis duplicato- dentatis
rugosis flavo-virentibus villosis, pedunculis in axillis superioribus nonnullis e ramulo
abbreviato bifolio prodeuntibus folium subaequantibus, calycis laciniis acuminatis ovatis,
corolla nivea.

Caulis semipedalis. Folia 2-29" longa, 1-1'4" lata.

En lille bleggron, hvidhaaret Plante med meget, smaa omtrent 4/4“ brede Blomster,
som sidde faa sammen i Rladhjornerne paa Stilke, omtrent af samme Længde som de
dobbelt saugtakkede Blade. Den er samlet af Warscewicz i Guatemala. Nærmere Sted-
angivelse savnes.

Subtribus 2. Achimeneae.

Calyx parvus. Corolla hypocraterimorpha, infundibularis, subcampanulata, limbo
lato expanso, v. tubulosa limbo angusto. Annulus glandulosus, rarius glandulae distinctae.
Ovarium saepius totum, rarius basi adnatum. Herbae propagulis squamoso-amentaceis
perennes.

Divisio I. Euachimeneae.
Corolla hypocraterimorpha, infundibularis, subcampanulata, limbo lato expanso.

De næsten altid ægdannede, saugtakkede, haarede Blade, de enlige Blomster i
Bladhjornerne med store fladkravede, klokke- eller tragtdannede, lyseblaa, violette eller
hvidlige Kroner give disse Planter et eget letkjendeligt Preg. De mest typiske Slægter
ere Achimenes, Locheria, Scheeria, Plectopoma og Mandirola, medens Diastema og Dicyrta
danne Overgangen til Niphæerne, og Köllikeria med sin store topformede Blomstertand af
meget smaa Blomster, Eucodonia og Gloxinia med deres klokkedannede Blomster og navn-
lig Tydaea ere mere afvigende Former. Denne sidste og Diastema, de eneste Slegter
med sondrede Kirtler omkring Frugtknuden, danne ved deres Habitus og navnlig ved
Blomsternes røde Farve den nærmeste Overgang til Brachylomateae.

Hôllikeria fd.
Flora 31. 241.

Calyx tubo cum das? ovari connatus, 5partitus, laciniis subaequalibus lineari-
lanceolatis. Corolla minima in calyce erecta, breviter cylindrica, basi postice gibba, limbo
5lobo exacte bilabiato, labio superiore breviore erecto, inferiore porrecto. Stamina 4 inclusa
imae corollae basi inserta, 5to sterili, antheris quadratim connexis. Annulus glandulosus
membranaceus subinteger. Ovarium basi adnatum, in stylum attenuatum, pilosum. Stigma

89

stomatomorphum. — Herbae humiles foliorum paribus paucis et inflorescentiis elatis race-
mosis vel subpaniculatis distinctae.

höllikeria argyrostigma (Hook):
caule abbreviato, racemis breviore pubescenti-piloso, foliis elliptieis acutiusculis crenatis
basi obtusis, albo-maculatis, racemis subterminalibus multifloris bracteolatis piloso-glandu-
losis, pedicellis flores aequantibus, corolla nivea, fauce lutea, dorso roseo-picta, lobis labii
superioris subintegris, inferioris imprimis medio concaviusculo serrato.

Caulis vix Yo’ longus. Folia 3-4" longa, 1%” lata. Racemi ‘L-1pedales.

Achimenes argyrostigma Hook. Bot. Mag. 4175. Flore des serr. et jard. 2. Avril
1846 VII. — Köllikeria argyrostigma Rgl. I. c. — Wlprs. Ann. 2. 1069. — Seemann Bot.
of Her. 185. — Hanstein Il. c. 14.

Köllikeria argyrostigma var. ovalifolia:
caule brevissimo petiolisque vellosis, foliis ovalıbus crenatis supra saturate viridibus hirsu-

tiusculis subtus pallidioribus pubescenti-tomentosis, racemo terminali longe pedunculato.

Denne Art, der anbefaler sig som Ziirplante ved sine talrige rodplettede Blomster
og smukke floielshaarede Blade, besatte med hvide solvglindsende Pletter ligesom hos
Begonia argyrostigma, blev først bekjendt ved Exemplarer, samlede af Purdie i Sancta
Marthas Sneebjerge i Ny Granada 1845. Den er funden af Moritz i Caracas paa Veien
til Venta grande, af Humboldt og Bonpland i Nærheden af Cumana ved Caripe, af Otto i
Venezuela og af Seemann paa Bjergene ved Santiago de Veragua; jeg fandt den paa den lille
Ø San Lucas i Nærheden af Puntarenas paa Vestsiden af Costa Rica under 10° n. Br. i de
torre Catingaskove i Havets Niveau. Den synes saaledes at have en almindelig Udbred-
ning i den nordlige Deel af Sydamerika og den sydlige Deel af Centralamerika; men
de indsamlede Exemplarer vise dog saa store Forskjelligheder, at man vistnok tør antage,
at et rigere Materiale i Tiden vil vise, at de tilhore flere Arter.

Achimenes P. Br.

Jam. 271 t. 30. — Cyrilla L’Her. Stirpes novae (Paris 1784) 147 t. 71. — Trevirana
Wild. Enum. 638.

Calyx tubo cum ovario toto y. dimidio connatus, obconicus, aequaliter 5partitus,
laciniis angustis. Corolla oblique hypocraterimorpha; tubus basi aequalis vel saccatus vel
calcaratus, in calyce rectus y. oblique insertus, cylindricus y. compresso-cylindricus vario
modo curvatus, plus minus faucem versus ampliatus v. in eam abrupte transiens; limbus
planus, lobis 5 subaequalibus rotundatis. Stamina 4 inclusa, corollae basi inserta, oto

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidersk. og matbem. Afd. 5 Bd. 12

90

sterili, basi calloso-incrassata, filamentis post anthesin spiraliter tortis v. apice tantum in-
curvatis, antheris quadratim connexis, loculis mutieis v. in corniculum productis. Annulus
glandulosus membranaceus integer v. leviter crenulatus. Stigma bifidum, raro quadrifidum
(Achimenes coccinea). Placentarum laminae basi connatae, dein liberae subtrilobae. — Her-
bae erectae, hirsutae, graciles, foliosae, foliis sepe ternis, floribus axillaribus pedicellatis
solitariis y. binis.

Den oftest meget store fladkravede Krone afgiver et væsentligt Serkjende for denne
Slegt. Medens Kravens Form holder sig meget constant, viser der sig derimod betydelige
Forskjelligheder i Roret, som er krummet paa meget forskjellig Maade og snart staaer lige
paa Begeret, snart er meget skjævt tilheftet. Sporen har forskjellig Længde eller
mangler ganske. Alle Arter udmærke sig ved de skjonneste rene, især violette og blaa,
Farver og henhore til de mest yndede Ziirplanter. Med Hensyn til Begrændsningen af
Arterne kan jeg ikke stemme ganske overeens med Hanstein, der efter min Formening
har trukket flere Arter sammen, som ere vel sondrede. Samtlige Arter kunne navnlig efter
Kronens Form henfores til 3 Sectioner.

Sectio 1. Flores longe peduneulati. Calyx tubo cum ovario dimidio connatus,
Corollae mediocris coccineae y. roseae tubus in calyce obliquus, basi subaequalis, leviter
deorsum curvatus. Filamenta post anthesin spiraliter torta.

Achimenes rosea Indl. Bot. Reg. i841. 65:
foliis oblongo-ovatis oppositis v. ternato-verticillatis utrinque acutis grosse serratis basi
integerrimis subaequalibus Airsutis subtus ad nervos véolaceis, pedunculis axillaribus
1 v. paucifloris petiolo longioribus, corolla rosea, fauce flavescente brunneo-maculata, limbi
lobis subintegris, filamentis post anthesin spiraliter tortis, stigmate lobo. Caulis gracilis,
foliosus, 1-1.‘ longus. Folia 1%/o-3” longa, 8-13’ lata.

Hartweg fandt denne Art i Guatemala og sendte Exemplarer til Haveselskabet i
London, hvor den blomstrede i September 1841 og blev beskreven af Lindley som en fra
A. coccinea forskjellig Art. Hanstein fører begge sammen til een Art. Efter min Forme-
ning ere disse Arter meget distincte og tilhøre ogsaa to forskjellige, i det Hele vel sondrede,
Floragebeter (A. coccinea er ikke funden udenfor Jamaica). A. rosea adskiller sig fra A.
coccinea ved Bladene, som ere meget bredere, violette paa Underfladen langs med Aarerne
og beklædte med meget større, stivere og mere fjerntstaaende Haar, ved Kronen, hvis
Ror er tyndere, Kraven mere heelrandet, de brune Pletter i Svelget storre, ved Griffelen,
som er ret og har et tolappet Art), og Kirtelen, som er svagt rundtakket. Den er i det

Hele en mere robust Form og morkere af Farve.

1) Navnlig paa denne Charakteer, troer jeg, man ber legge Vægt, da jeg hos A. coccinea altid har fundet
Arret ålappet (hvad hidtil er blevet overseet).

HM _

Achimenes rosea var. pyropaea Hanst. 1. e. 2 Abs. p. 14 (A. pyropaea Lndl. Lond.
Journ. Hort. 2. 263. t. 4):

foliis crassioribus, pedicellis 2-3nis, corolla saturate coccinea, lobis denticulatis.
Sendt af Skinner fra Guatemala til Haveselskabet i London.

Achimenes autumnalis Hort. (Hanstein 1. c. 32):

foliis late ovatis aculis serratis basi rotundatis v. fere subcordatis, mollissimis subtus pur-
purascentibus, saepius ternis, peduneulis superioribus unifloris , inferioribus saepe trifloris
et flores foliaque summa bracteiformia superantibus, in caulis apice paniculatim congrega-
tis, corolla minore basi subobliqua roseo-carnea.

Caulis robustus aeque ac petioli adultiores purpureus, apice viridis, cum foliis
floribusque mollissimus, pedalis v. altior. Folia inferiora 2-24 poll. longa, apicem
versus sensim usque ad bracteolarum formam decrescentia. Inflorescentia ramoso-panicu-
lata. Calyces laete virides, laciniis erectis acutis. Corollae glabrae, basi gibbula instructae,
sursum parum ampliatae, ventre flavescentes, fauce luteae coccineo-pictae, pollice minores.
Filamenta apice tantum torta (magis quam in A. grandiflora sed minus quam in A. coccinea).
Annulus perigynus membranaceus paullulo crassior quam in A. coccinea.

Denne Art er kun kjendt af Exemplarer fremkomne af Fro i Mathieu's Have i
Berlin; men da disse vare hjembragte af Warscewiez, er der ingen Tvivl om, at den jo
har hjemme i Centralamerika. Den er mig ikke bekjendt uden af den her meddeelte
Beskrivelse af Hanstein (Catal. sem. hort. bot. Berol. 1855 App. p. 18). Denne grundige
Kjender af Gesneraceernes Familie mener, at den maaskee er en Bastard af A. coccinea
og A. grandiflora, hvilket bestyrkes derved, at Pollenkornene aldrig ere fuldkomment ud-
viklede. Den staaer ogsaa paa Overgangen mellem denne og den 3die Section.

Sectio 2. Flores brevissime pedunculati. Calyx tubo cum ovario toto connatus.
Corollae maximae (violaceae v. albae) tubus longus cylindricus in calyce obliquus, basi sub-
aequali, deorsum curvatus, fauce sursum versa. Filamenta post anthesin spiraliter torta.

Achimenes pauciflora sp. n.:

hirsuta, foliis membranaceis oblongis serratis basi integris acutis valde inaequalibus floribus
1-2 terminalibus v. subterminalibus ferme sessilibus, calycis laciniis Zineari-lanceolans,

corolla violacea, antherarum loculis cornutis.

Caulis vix pedalis, gracilis, parum ramosus v. subsimplex. Folia 2-2!” longa, 9-10”

lata, subtus pallidiora; rami costales utrinsecus quatuor alterni. — Affinis A. longiflorae,
12”

a qua differt foliis tenuioribus basi valde inaequalibus, ramificatione nervorum diversa,
calycis laciniis angustioribus, antheris cornutis.

Jeg fandt den paa Bjerget Aguacate paa Vestsiden af Costa Rica i Udkanten af
Skoven paa en Hoide af c. 1200 Fod med Blomst i November.

Achimenes longiflora Benth. Pl. Hartw. 89 n. 604:

hirsuta, foliis ovali-elliptieis crassiusculis wtringue acutis serratis basi cuneatis integris
oppositis v. ternis subtus purpurascentibus v. pallidioribus, pedunculis unifloris calyce brevi-
oribus, calycis laciniis oblongo-lanceolatis, corolla plerumque lilacina, antherarum loculis
muticis.

DC. Prod. 7, 536. — Bot. Reg. 28. 19. — Bot. Mag. 8. 151. — Flor. de serr. 5. 536.

Haec species ab antecedente facile distinguitur forma foliorum et ramificatione ner-
vorum; rami enim costales tres majores suboppositi omnes e parte dimidia inferiore
costae mediae oriuntur, praeterea antherarum loculi mutici.

Denne herlige Plante blev først opdaget af Hartweg 1841 paa Bjergene i Nærheden
af Guatemala (4-6000°% og blev snart udbredt som en af de mest yndede Ziirplanter i alle
Haver i Europa. Jeg har fundet den i Nærheden af Granada i Nicaragua i stenede Bjerg-
kløfter i en Hoide af 3-400 Fod over Havet. Warscewiez, som paa sine vidtløftige Reiser
i Centralamerika har helliget denne Slægt megen Opmærksomhed, har beriget vore Haver
med mange nærstaaende Former, af hvilke flere af ham selv betragtes som særegne Årter,
men af Hanstein (l. c. Abschn. 2 p. 14) som Varieteter. Af disse er der navnlig tre"),
som jeg formoder ere distincte Arter, men af Mangel paa Materiale tør jeg ikke herom
have nogen afgjørende Mening. Ogsaa den geographiske Udbredning taler til Fordeel for
Artsforskjelligheden, da det ikke er rimeligt, at den samme Art skulde forekomme i Havets
Niveau og i en Hoide af henved 8000 Fod. Ifølge dette er det flere nærstaaende Arter,

1) Disse tre ere:

A. Il. Jauregiana: foliis oppositis subtus purpurascentibus, corolla candida.
Fra Omegnen af Guatemala.

A. I. ilieifolia: foliis saepe quaternis, anguste lanceolatis, dentato-serratis, subtus purpuraseentibus,
corolla lilacino-violacea.
Fra Omegnen af Guatemala.

A. 1. Margaritae: foliis ovatis oppositis subtus pallidis, corolla dilutissime lilacina, fauce lineis
roseis picta.
Paa Vulkanen Chiriqui (7500‘), hvor den bedækker store Strækninger med sine næsten hvide
Blomster.

3

som i Centralamerika have en stor Udbredning (især imellem 2000 og 4000 Fod) og her

spille samme Rolle som A. erandiflora i Mexico. !)

Sectio 3. Flores longe peduneulati. Calyx tubo cum ovario toto connatus. Co-
rollae magnae (violaceo-purpureae), tubus in calyce fere horizontalis, basi calcaratus, sursum

curvatus, faucem versus ampliatus. Filamenta post anthesin apice tantum incurvata.

Achimenes grandiflora DC. 7. 536:
hirsuta foliis ovatis acuminatis serratis basi acutis v. rotundatis subtus purpurascentibus
v. violaceo-purpureis, pedunculis unifloris florem aequantibus v. superantibus , calyce hirsuto,
corolla violaceo-purpurea, tubo das? brevicalcarato, fauce plus minus punctata, limbo inte-
ero v. crenato-dentato.

Trevirania grandiflora Schiede, Linnaea 8. 247. — Bot. Reg. 1842 misc. 59. 31. 11.
— Bot. Mag. 69. 4012. — Paxt. Mag. 10. 145. — Salutiaea grandiflora. Al. Colla Mem.
Ac. Tor. S. IT. 10. 203. Achimenes Liebmanni, A. Giesbrechtiana, A. cordata Hort. —
Hanstein |. c. Abs. 2. 16. 49.

Denne Art, som nu i flere Varieteter har en stor Udbredning som Ziirplante, blev
først opdaget af Schiede og Deppe paa Klipperne i Barranca de Tioselos ved Hacienda de
Laguna i Mexico, hvor den senere af Ehrenberg, Galeotti, Liebmann o. fl. a. er bleven
fundet paa mange forskjellige Steder. I Centralamerika er den kun kjendt fra den aller-
nordligste Deel, hvor Warscewicz fandt den i Mengde ved Soconusco.

Achimenes incisa Kl. in Herb. Ber.:
foliis late ovatis énciso-serratis basi inaequalibus rotundatis breviter et acute acuminatis,
supra sparse hirsutis subtus pallidioribus pubescentibus, pedunculis unifloris forem superan-
tibus, calycis villosi laciniis angustis, corollae pollicaris tubo basi breviter saccato-calcarato,
limbo crenulato.

Achimenes grandiflora à incisa Hanstein |. c. Abs. 2. 18.

Af denne Plante forefindes Exemplarer i det kongl. Herbarium i Berlin, samlede
af Warscewicz i Veragua. Jeg kan ikke samstemme med Hanstein, der betragter den
som en Varietet af A. grandiflora; thi den frembyder saa vesentlige Forskjelligheder, navnlig
i Bladene og Bægeret, at der neppe kan vere nogen Tvivl om, at den er en vel sondret
Art, hvilket ogsaa bestyrkes ved den geographiske Udbredning, da A. grandiflora ikke fore-
kommer uden i den allernordligste Deel af Centralamerika lige paa Grendsen af Mexico,
medens denne Art kun er kjendt fra den sydligste Deel.

1) Det er neppe rigtigt, naar Hanstein anfører A. longiflora fra Mexico (l. c. p. 15 og p.49). I alle Til-
felde er den ikke funden der af Warscewicz, som ikke har reist i Mexico.

94

Achimenes patens Bnth. Pl. Hartw. 47. n. 352:

foliis ovatis serratis wtringue acutis hirsuto-pubescentibus subtus pallidioribus v. purpura-
scentibus, pedunculis unifloris florem et petiolum superantibus, corolla rubro-violacea, tubo
leviter curvato basi in calcar longum apicem versus oblique attenuatum producto, limbo
crenulato.

Paxt. Mag. 13. 197. — Flor. d. serr. 3. 245. — Lond. Journ. hort. 1. 238. 557.
t. 7. — Hanstein |. c. Abs. 2. 18. 51.

Opdagedes 1838 af Hartweg i Mexico og blev kort efter indfort i de engelske
Haver. Er ligesom den foregaaende Art kun kjendt fra den allernordligste Deel af Central-
amerika, hvor den er funden af Warscewicz ved Soconusco.

Locheria fg.

Calycis tubus obconicus, cum ovario toto connatus; limbi laciniae subaequales,
triangulari-lanceolatae, patulae. Corolla oblique infundibularis in calyce obliqua; tubus
basi oblique tumidus v. gibbus, sursum sensim ampliatus; faux ampla; limbus 5lobus
subringens, lobis subaequalibus (duobus superioribus paulo minoribus) brevibus plerwmque
recurvis. Stamina 4 subaequalia, inclusa, basi inserta, 5to sterili; filamentis inferne curvatis
membranaceo - dilatatis, antheris brevissimis quadratim connexis. Annulus glandulosus
calloso-incrassatus, subinteger, pentagonus, ovarium omnino obtegens. Stigma bifidum. —
Herbae erectae, graciles, foliosae. Flores longe pedunculati axillares y. subpaniculati.

Locheria adskiller sig fra Achimenes ved langstilkede Blomster i en mere udspær-
ret Blomstertand, ved Kronens Ror, som gradviis udvider sig foroven, saa at Svelget er
stort og aabent, ved Kravens Lapper, som ere korte og tilbageboiede, og ved den tykke
Kirtelring, som ganske skjuler Frugtknudens Top.

Locheria pedunculata (Benth):

foliis tenuibus oblongo-ovatis acuminatis serratis oblique subeordatis, supra laete viridibus
piloso-hirsutis, subtus pallidis v. rubentibus setulis minutissimis punctis elevatis insiden-
tibus lentis ope conspicuis dense obtectis, pedunculis in axillis superioribus folio sublongio-
ribus 1 v. paucifloris medio fasciculis 1-2 florum abortivorum onustis calycibusque pube brevi
densa subtomentosis, corolla latericia pulveraceo-puberula, fauce aurea radiatim atro-
purpureo-striata, limbo subintegro, staminibus styloque aeque longis, stigmate incluso, lobis
angustis. |

Achimenes pedunculata Benth. Pl. Hartw. 78. n. 546. — Bot. Reg. 28. 31. —
Bot. Mag. 4077. — Paxt. Mag. 10. 271. — Locheria pedunculata Rgl. Flora 31. 241. —
Hanstein 1. ec. Ab. 2. 19. 55.

6

Caulis gracilis, rubescens, 1-2’ altus, adscendenti-erectus. Petioli 1“ longi, lamina
3-4“ longa, 1'x" lata. Corolla 16-18’ longa.

Opdaget af Hartweg 1842 i Guatemala ved Sta Maria og sendt til Haveselskabet i
London, hvor den blomstrede. 1843 og hvorfra den snart blev udbredt til andre Haver.
Jeg fandt den paa Bjerget Aguacate i Costa Rica (1500) i Udkanten af Skove med Blomst
i November. Valentini og Warscewicz have fundet den yed en lille Flod i Nerheden af
San José i Costa Rica. Den er saaledes udbredt i Centralamerika mellem 10-15° n. Br. i
en Heide af 1500-4000 Fod.

Locheria hirsuta (Lndl.):

foliis late ovatis oblique cordatis acute serratis, supra obscure viridibus hirsutis subtus
pallidioribus setulis minutissimis pulverulento-pubescentibus, pedunculis erecto-patentibus
strictis fold’s longioribus, unifloris medio in axillis bracteolarum bulbiferis v. 4-5floris, flori-
bus subcorymbosis, corolla purpurea v. violaceo-purpurea, tubo leviter recurvato, fauce
aurea purpureo-punctata, limbo crenulato, stigmate incluso, lobis angustis.

Achimenes hirsuta Lndl. Bot. Reg. misc. 29. 103. t. 55, nec DC. 7. 536. — Bot.
Mag. 71. 4144. — Paxt. Mag. 12. 7. — Locheria hirsula Rgl. |. c. 31. 241. — Hanstein
I. c. Abs. 2. 19. 54.

Caulis robustus 2-3’ altus, erectus. Petioli 1-1Ye“ longi, lamina 2-3“ longa,
2-214 lata. — A. L. pedunculata facile distinguitur caule robustiore, foliis multo latioribus
crassioribusque et distinctius cordatis, colore corollae et limbo crenulato.

Opkom tilfældig 1843 i Haveselskabet i London blandt Orchideer fra Consul
Skinner i Guatemala. Senere er den sendt til Europa i forskjellige Varieteter af Warscewicz
fra Guatemala og Costa Rica, hvor han fandt den paa samme Sted som den foregaaende.
Jeg fandt den (var. corymbosa) ligeledes sammen med denne paa Bjerget Aguacate. Begge
disse Arter synes saaledes at have ganske samme Udbredning og Forekomst. Foruden de
af Hanstein angivne Varieteter (l. c. p. 18) kan jeg endnu hertil foie:

L. hirsuta var. corymbosa, forma rubustior, foliis majoribus, floribus 5-6 sub-
corymbosis.

Kun denne Varietet, som jeg forst antog for en egen Art, har jeg truffet i
Costa Rica.

Locheria heterophylla (Mart.):

pilosa, foliis oblongis acuminatis recurvis basi acutiusculis grosse et trregulariter serratis,
peduneulis unifloris folio multo brevioribus (petiolum paulo superantibus), corolla miniata v.
cardinali, tubo fere cylindrico nec curvato basi gibbo, fauce aequaliter fulva nec picta, limbo
brevissimo subintegro, stigmate date. bilobo saepius exserto.

96

Trevirania heterophylla Mart. Nov. gen. 3. 65. — Achimenes hi terophylla DC. Prod.
7. 536. — Benth. Pl. Hartw. 47. — Hook. Bot. Mag, 4871. — Achimenes ignescens Le-
maire Flor. de serr. 3. 248. — Achim. Giesbrechti Hort. Angl. in Lond. Journ. 5. 193. —
Locheria ignescens Rgl. Cat. Hort. Zur. 1854. — Locheria heterophylla Kl. in herb. reg.
Berol. — Hanstein |. c. Abs. 2. 21. 56.

Caulis basi procumbens dein erectus, 1’ longus, purpurascens. Propagula graci-
liora, cylindrica, viridia, squamulis obtusangulis subacutis fere glabris. Folia 3“ longa,
1/0" lata, opposita, altero minore, v. terna. — A ceteris speciebus foliis basi acutis nec
cordatis, pedunculis brevibus, corolla fere cylindrica et sursum minus ampliata aeque ac
stigmate exserto valde recedit.

Denne Art blev først opdaget af Karwinski i Mexico og beskreven af Martius 1829
under Navn af Trevirania heterophylla. 1838 blev den indført af Hartweg i de engelske
Haver og udbredt under de blandt Synonymerne anførte Navne. Medens L. pedunculata
og L. hirsuta, der i det Hele slutte sig ner til hinanden, udelukkende tilhøre den central-
amerikanske Flora — da L. pedunculata f gracilis (L. gracilis Ord. mser.) Hanstein 1. c.
p. 20 dog, saavidt jeg skjonner, er en egen Art, — saa er L. heterophylla, der i mange
Punkter er væsentlig afvigende fra begge de foregaaende, at betragte som Repræsentant
for denne Slægt i Mexico; den er nemlig der almindelig, hvorimod den kun er kjendt fra
den nordligste Grendse af Centralamerika (Soconusco).- En fjerde Art (L. magnifica Planch.
et Lind. Flor. de serr. 10. 117. t. 1013), som har hjemme i Ny Granada, stemmer nermere

overeens med de centralamerikanske.

Gulhnickia Kyl.

Calyx tubo cum ovario toto connatus, hemisphaericus, subaequaliter quinquepartitus,
laciniis lanceolatis patulis. Corolla ringens in calyce fere horizontalis; tubus cylindricus,
longiusculus, rectus, basi breviter calcaratus, faucem versus parum ampliatus ; limbus quen-
quelobo-bilabiatus, recurvus. Stamina quatuor inclusa, corollae tubo supra basin adnata,
antheris brevissimis quadratim connexis. Annulus calloso-incrassatus subinteger. Stigma
stomatomorphum. — Herbae graciles, foliosae, hirsutae, Mimuli facie. Folia petiolata, sub-
oblique cordata, serrata. Flores solitarii, axillares. — A. Locheria floribus breviter pedun-

culatis, corolla bilabiata, stigmate indiviso distingvitur.

Guthnickia mimuliflora Rgl. Flor. 32. 179:
caule dilute viridi sparsim hirsuto, foliis late ovatis breviter acuminatis suboblique cordatis
grosse serratis sparsim hirsutis, petiolis inferioribus laminam dimidiam superantibus,

peduneulis axillaribus v. in apice caulis fere corymbosis unifloris bracteolatis florem subae-

97
quantibus, corollae tubo flavo leviter curvato, calcare longiore, limbo miniato angustiore, labio
superiore porrecto, annulo glanduloso tenuiore.
Achimenes amoena V. Houtte. Cat. 1853. — Gut. mimul. Hanstein 1. c. Abs. 2. 21. 58.
Caulis 1'longus. Propagula elongato-strobuliformia, viridia v, leviter rubescentia, squamulis
rectangulis acutis pubescentibus. Folia 3-4” longa, 212-353" lata. Corolla 1-144" longa.
Voxer i den sydligste Deel af Mexico og den nordligste Deel af Centralamerika,

hvor den er samlet af Warscewicz ved Soconusco.

Guthnickia foliosa (Morren):
caule saturate viridi hirsuto, foliis late ovatis breviter acuminatis suboblique cordatis serratis
hirsulis, petiolis inferioribus dimidia lamina brevioribus, pedunculis axillaribus v. in apice
caulis fere corymbosis unifloris bracteolatis flore brevioribus, corollae cinnabarinae tubo sub-
recto, sacco brevi, limbo latiore praesertim intus saturatius cinnabarino, labio superiore

recurvato, annulo glanduloso crassiore.

Guthnickia atrosangvinea Rgl. Cat. Hort. Zür. 1851. — Achimenes foliosa Morren.
Ann. Soc. Gand. 2. 403. t. 91. — A. atrosanguinea Lndl. Lond. Journ. Hort. Soc. 3. 318.
— A. cardinalis Hort. Ber. — Guthnickia foliosa Hanstein |. c. Abs. 2, 20. — Species

antecedenti simillima, sed omnibus partibus robustior, densius hirsuta et colore obscuriore.

Funden af Warscewicz paa samme Sted som den foregaaende.

Dicyrta fg.

Calycis tubus brevissimus, hemisphaericus, cum ovario toto connatus; laciniae mag-
nae, oblongo-lanceolatae v. lanceolatae, subaequales, patulae. Corolla parva (calyce vix
duplo v. triplo longior), tenera; tubus das? rectus, dein decurvatus, faucem versus amplia-
tus, sursum spectans, inferne plicis duabus instructus vel hisce destitutus; limbus breviter
ac subaequaliter 5-lobus, patulus. Stamina quatuor imae corollae basi inserta, Sto sterili,
antheris quadratim connexis. Annulus calloso-incrassatus, elatus, styli basin alte circum-
vallans, subinteger, pentagonus. — Herbae humiles, tenerae, gracillimae, hirsutae, dense
foliosae. Folia longe petiolata ovata serrata. Flores parvi, teneri, axillares, solitarii,

breviter pedunculati; corollae albae.

Dicyrta Warscewicziana (Ed. Otto):

pilis glanduliferis véscoso-mollis, caule pallescenti-viridi, foliis late ovatis acuminatis saepius
basi inaequalibus acute serratis, pedunculis folio dimidio brevioribus flore longioribus,
fructiferis nutantibus, corolla oblique tubuloso-infundibulari, tubo calycis laciniis oblongo-

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 13

98

lanceolatis vix longiore, inferne plicis duabus instructo, fauce et ventre rubro-punctatis,
limbo patulo,

Achimenes urticifolia Warsc. mser. — A. Warscewicziana Ed. Otto. — A. misera
Lond. Journ. Hort. soc. 3. 319? — Dicyrta Warscewicziana Rgl. |. c. 32. 181. — Hanst.
Ms AN 22057 x

Den er funden af Warscewiez i den nordligste Deel af Centralamerika paa sandede
Bjerge mellem Guatemala og Zacapa.

Dicyrta candida (Lndl.):
hirsuta, caule gracili laete viridi v. purpurascente, foliis angustius ovatis basi plerumque
inaequalibus acute serratis, pedunculis {-multifloris folio brevioribus flore longioribus aeque
ac styli basi purpurascentibus, corolla oblique infundibulari, tubo calycis laciniis anguste
lanceolatis 2-3plo longiore sursum ampliato, fauce lutea roseo-punctata, limbo patente.

Diastema gracile Rgl. Flor. 32. 179. — Achimenes candida Lndl. Journ. Hot. Soc.
3. 317. — Achimenes gracilis Rgl. olim. — A. Knightii Cat. Knight et Perry. — Treve-
rania candida Desne. — Dicyrta candida Hanst. |. c. Abs. 2. 23. 62. Ab antecedente omni-

bus partibus majoribus et sparsim hirsutis nee viscosis, caule pedunculisque rubescentibus,
floribus plerumque ternis duplo majoribus, calycis laciniis angustioribus, annulo glanduloso
tenuiore facile distinguitur, praeterea gracilior et saturatius viridis est.

Warscewicz har fundet den paa samme Sted som den foregaaende, hvor den voxer
i tette Tuer.

Scheeria Seem.
Bot. Mag. 4743.

Denne Slegt staaer med Hensyn til Kronens Form midt imellem de egte Achime-
neer og Ligeria. Kronens Ror er nemlig opad krummet og stærkt udvidet, næsten klokke-
dannet og gaaer over i en vidt udbredt Krave med næsten eensdannede Lapper. En stor
udeelt Kirtelring skjuler Spidsen af Frugtknuden, og Arret er mundformet. To Arter ere
kjendte fra Mexico (S. mexicana og S. lanata). En tredie Art anføres af Seemann fra
Panama (Bot. Voyage of Herald 185), dog anseer han det for tvivlsomt, om den henhører
til denne Slægt.

Scheeria? panamensis Scem.:
hirsuta, caule adscendente basi radicante, foliis ovatis acuminatis serratis 3-4pollicaribus,
peduneulis axillaribus solitariis v. geminis, calycis laciniis ovato-lanceolatis acuminatis hinc
inde denticulatis tubo corollae 4plo brevioribus, corolla subhirsuta alba, ovario villoso.
Funden af Seemann ved Flekken Gorgona i Staten Panama.

ay

Gloxinia LH.

Stirp. noy. p. 149.

Denne Slægt blev allerede grundet af L’Heritier 1784 paa en Art (G. maculata) fra
Ny Granada. Den slutter sig ved sine rakleformede Bladknoller, ved sin oprette slanke
Stengel og klaseformigt samlede Blomster til de ægte Achimeneer. I Kronens Form har
den nogen Lighed med Ligeria, hvorfor ogsaa flere Arter af denne Slægt tidligere urigtigen
henfortes til Gloxinia. Decaisne har først givet Gloxinia sin rette Begrændsning (Revue
horticole 1848 p. 467) og er heri bleven fulgt af Hanstein. Den har et næsten cylindrisk
eller femkantet Bægerror, som er sammenvoxet med den største Deel af Frugtknuden og
store, noget ulige Flige. Kronen er klokkedannet ligefra Grunden, fortil sækformig opblæst,
Kraven opret, Kirtelringen hindeagtig femdeelt, Arret mundformet.

De 4 herhenhörende Arter have hjemme i Sydamerika, kun I af disse forekommer

tillige i den sydligste Deel af Centralamerika.

Gloxinia pallidiflora Hook:

Bot. Mag. 4213. — Flor. de serr. 2. 66. — Glox. fragrans et Calypsoa grandiflora Hort.
Berl. — Hanst. IL. c. Abs. 2. 25. 71.

Den staaer i det Hele ner G. maculata, den tidligst bekjendte Art, som allerede
siden 1739 har været almindelig dyrket i vore Haver, men den har en mindre kraftig
Væxt, svagere Behaaring, mangler Pletter og har skjævt ægdannede, svagt saugtakkede, paa
Underfladen bleggronne Blade. Begerfligene ere mere tilbageboiede, og Kronen har en
meget lysere Farve, Lapperne ere kortere og alle concave (hos G. maculata er kun Bug-
lappen concay). Den blev fundet af Purdie ved Sta Martha og blomstrede første Gang
i England 1845. Moritz har samlet den ved Valencia i Venezuela ved skyggefulde Bjerg-
strømme, og Seemann i Savanner ved Flækken San Juan i Panama.

Diastemella n. 5.
Tab. IX f. 3-8.

Calyx tubo cum das? ovarii connatus, aequaliter quinquepartitus; lacineae lanceo-
latae. Corolla tenerrima, parum obliqua, infundibulari-tubulosa, ringens; tubus subcylin-
dricus, basi subaequalis, in calyce rectus; faux aperta; limbus bilabiatus, labio superiore

7 q ) J 7 1 7 i
bilobo, inferiore multo breviore 3fido. Stamina inclusa, corollae basi inserta, Sto sterili;
? 2 bi ”)
13"

100

antherae brevissimae, quadratim connexae, connectivo lineari, loculis subrotundis. Glan-
dulae 5 perigynae, longissimae, cylindricae, subclavatae. Fructus capsularis, membrana-
ceus. Stigma bilamellatum. Herba gracilis, humilis, tenerrima, hirsuta. Folia petiolata,

ovata, serrata. Flores axillares racemosi, rachis inferne bracteolis sterilibus oppositis

instructa.
Genus nostrum Diastemati valde affine imprimis corolla exacte bilabiata distinguitur ;

praeterea habitu diversum, foliis non rosulatis et racemis axillaribus inferne bracteolis steri-

libus munitis.

Diastemella bracteosa sp. n.

Herba tenerrima, 4-5 pollicaris. Caulis erectus, teres, hirsuto-pilosus. Folia cum petiolis
6linearibus 2-2* poll. longa, oblique cordata, acutiuscula, grosse subduplicato - serrata,
membranacea, supra hirsuto-pilosa, subtus pallidiora setulis raris subappressis adspersa.
Racemi axillares foliis breviores, glabriusculi, graciles. Bracteolae oppositae, bilineares, lan-
ceolatae, in dimidia inferiore racheos parte steriles. Flores 6-8ni, oppositi, longe pedicel-
lati. Pedicelli 3-4 lin. longi. Calycis laciniae bracteolis subsimiles, lineari-lanceolatae,
Corolla 4-5 lin. longa, alba(?); labii inferioris trifidi lacinia

trinerviae, pilis adspersae.
Stylus saepe flexuosus. — Habitu Diastemati urticaefolio

media paulo longior et acutior.
Poep. et Endl. et D. inciso Benth. simile.
Jeg fandt den paa Bjerget Aguacate i Costa Rica (1200‘) ved Bredden af en lille

Aa, nesten afblomstret i November.

Divisio 2. Brachylomateae.

Corolla tubulosa v. subcampanulata, limbo brevi. Ovarium saepius basi tanlum

adnatum.
Denne lille Gruppe danner navnlig gjennem Slægterne Brachyloma og Kohleria

med rordannet Krone og 5 adskilte Kirtler den noieste Overgang til Gesnereerne; men
Tilstedeverelsen af Bladknoller, der, som Hanstein har viist, i denne Familie afgive et af
de sikkreste Skjelnemærker, bestemmer deres Plads indenfor Achimeneernes Subtribus.

Hohleria fg.
Flora (B. Z.) 21. 250. Bot. Zeit. 1851. 893.
Calyeis tubus cum ovario dimidio connatus; limbus quinquepartitus aequalis lacindis

reflexo-subfornicatis. Corolla tubulosa, in calyce obliqua, bast inaequalis, supra basin in-

Jracta circumtumida, ventre paulo inflato, limbi subobliqué laciniis brevibus rotundatis

38

patulis subaequalibus -v. duobus paulo minoribus. Stamina quatuor didynama cum rudi-
mento quinti, filamentis immae corollae basi insertis arcuatis complanatis e basi latiore sensim
angustatis. Stigma bifidum. Glandulae quinque subaequales, complanatae. — Herbae ple-
rumque sullruticosae, erectae, foliis oppositis v. ternalo-verticillatis crassiusculis carnosulis
supra dense pilosis subtus tomentosis. Flores axillares fasciculati v. in axillis foliorum

floralium subverticillati, racemum terminalem formantes.

Kohleria spicata (H. B. K.):
dense et subappresse villoso-hirsuta, caule erecto tereti simplici v. tricolomo-ramoso, foliis
oppositis v. ternato-verticillatis petiolatis subobliquis carnosulis Zanceolato-oblongis v. sub-
Jfalcato-lanceolatis bast obtusis v. acutiusculis apice acuminatis leviter erenulatis, in plerisque
infra medium subintegris, supra obscure viridibus scabris strigoso-pilosis y. verruculosis,
verrucis minulis apice setiferis, subtus fuscescentibus v. purpurascentibus lanato-tomentosis,
racemo terminali verticillato, verticillis foliolatis multifloris, superioribus approximatis infe-
rioribus remolis, pedicellis calyce 1-2plo longioribus adrectis rigidiusculis, calycis laciniis
ovatis obtusis intus basi glabris patentibus reflexo-subfornicatis, filamentis complanatis e
basi latiore sensim angustatis apice curvatis, rudimento staminis quinti apice parum incras-
sato, stylo staminibus multo breviore e basi crassiore sensim attenuato appresse hirsutius-
culo, ovario imprimis basi hirsutissimo.

Gesneria spicata H. B. K. Nov. gen. et spec. 2. 393. t. 188. — Isoloma spicatum
Benth. — Kohleria spicata Rgl. I. c.

Almindelig i Costa Ricas Hoiland mellem 3000 og 5000 Fod paa fugtige og skygge-
fulde Steder. Jeg fandt den med Blomst og Frugt i Februar—Mai ved Aguacaliente, Ujaras
og Naranjo. Den er ogsaa funden ved Nicoya (Bot. of Sulph. 131). Opdaget af Humboldt
og Bonpland paa Bjerget Quindiu i Ny Granada i en Hoide af 11000’.

Kohleria tetragona sp. n. (Tab. IX fig. 25-29):

subappresse villoso-hirsuta, caule erecto simplici tetragono purpurascente, foliis ternato-
verticillatis petiolatis oblongo-ellipticis bast acutiusculis subinaequalibus apice acuminatis,
acumine obtuso, leviter crenulatis, supra scrabris subbullatis subtus fuscescentibus lanato-
tomentosis, racemo terminali abbreviato, verticillis Zfloris, pedicellis calycibus 2-3plo longio-
ribus adrectis rigidiusculis, calyeis laciniis oblongis obtusis patentibus reflexo-subfornicatis
intus basi glabris, filamentis basi complanato-dilatatis apice implexis, rudimento staminis
quinti apice uncinato, stylo longitudine staminum e basi tenuiore sensim incrassato pilis
brevibus divaricatis adsperso, ovario imprimis apice hirsutissimo.

Caulis 1-1 ped. altus; folia 3-34. poll. longa, 14 lin. lata cum petiolo in inferio-

ribus fere pollicem in superioribus vix 2 lin. longo; pedicelli 6-7 lin., corolla 6 lin. longa

102

purpurea, hirsuta, paulo magis inflata quam in K. spicata; capsula 5 lin. longa rostro
incurvo.

Jeg fandt enkelte Exemplarer af denne Art sammen med den foregaaende ved
Aguacaliente med Blomst og Frugt i Februar.

Kohleria Seemanni (Hook.):

hirsuta, caule herbaceo elato, foliis oppositis v. ternato-verticillatis sublonge petiolatis Zate
ovatis obovatisve acutis grosse serratis, superioribus multo minoribus magis acuminatis,
omnibus basi obtusis, racemo terminali longo, fasciculis multifloris, pedicellis corolla sub-
longioribus, corolla lateritia villosissima, /zmbr glanduloso-hirsuti lobis subaequalibus paten-
tibus subrotundatis, stylo staminum longitudine pubescente, ovario hirsutissimo, glandulis

4-5 complanatis.

perigynis
Gesneria Seemanni Hook. Bot. Mag. t. 4504. — Gesneria spicata H. B. K. in See-
mann voyage of Herald p. 184.

Seemann fandt den paa Klipper paa Vestkysten af Darien.

Kohleria Linkiana (Knth et Bouché):

sericeo-pubescens, caule erecto herbaceo carnoso petiolisque purpurascentibus, foliis ternato-
verticillatis longiuscule petiolatis subinaequilatero-oblongis subaeuminatis in petiolum angu-
statis grosse et acute crenatis subtus pallidioribus, floribus awillaribus geminis ternisve
pedicellatis petiolum paulo superantibus, calycis laciniis abbreviato-ovatis acuminatis, corolla
tubuloso-campanulata sanguineo-zinnabarina, limbo brevi conyexiusculo patentissimo, laciniis
abbreviato-ovatis obtusis aequalibus immaculatis pilis glanduliferis obsitis, fauce sanguineo-
maculata.

Gesneria Linkiana Knth. et Bouché Index sem. in hort. bot. Berol. an. 1848 coll.
p. 13. — Walp. Ann. 2. 1064. Teste cl. Hansteinii (l. c. Abs. 1. 160) ad genus Kohleriae
pertinet.

Har hjemme i Guatemala.

Brachyloma Hanstein |. c. 160.

Gesneria sect. Isoloma Benth. — Isoloma Regel.

Calycis tubus campanulatus cum ovario dimidio v. ultra connatus; limbus quinque-
partitus aequalis, /acznis triangularibus v. lineari-lanceolatis. Corolla tubulosa in calyce
recta, bast aequalis, tubo recto medio leviter inflato, limbi plerumque exacte aequalis lobis
brevibus rotundatis. Stamina quatuor didynama cum rudimento quinti, filamentis imae co-

rollae basi insertis complanat s. Stigma bifidum. Glandulae quinque subaequales complanatae.

103

Herbae plerumque suffruticosae foliis obliquis oppositis v. ternato-verticillatis dense vestitis.
Flores axillares solitarii v. subfasciculati v. ad axillas foliorum supremorum verticillati in
racemum terminalem dispositi.

Brachyloma pilosum sp. n. (Tab. IX fig. 19-24):

pilosum, caule herbaceo carnoso tenui simpliei fuscescente tetragono, foliis oppositis, altero
minore, longe petiolatis tenuibus oblique elliptieis subrhombeis, basi acutis subintegris,
grosse crenato-serratis apice breviter acuminatis, supra laete viridibus pdlosis subtus fusce-
scentibus leviter tomentosis, floribus aæillaribus solitari’s pedicellatis, pedicellis petiolis
brevioribus, calyce fusco tomentoso, laciniis ovato-triangularibus, corolla elongato-tubulosa
calyce multoties longiore medio leviter inflata sericeo-villosa, limbi lobis duobus majoribus,
stylo staminum longitudine puberulo, glandulis guingue aequalibus ovatis truncatis.

Caulis 1-1%e ped. longus; folia cum petiolo bipollicari 6 poll. longa, 2 poll. lata.
Corolla purpurea pollicem longa. Habitu ad B. Hondense H. B. K. accedit, a quo tamen primo
intuitu petiolis multo longioribus pedicellisque brevioribus recedens ceterum valde differt.

Jeg fandt den i Skove paa Bjerget Aguacate i Costa Rica (1500 med Blomst i
November.

Bachyloma strictum sp. n. (Tab. IX fig. 9-18):

villosum caule suflruticoso simplici erecto stricto teret? fusco piloso-villoso, foliis ternato-
verticillatis petiolatis crassiusculis ovalibus basi obtusis apice acutis crenatis supra obscure
viridibus scabriusculis subvillosis subtus fuscescentibus molliter tomentoso-villosis, petiolis
pedicellisque subaequalibus dense villosis, floribus axillaribus ternis verticillato-racemosis,
calyce tomentoso-villoso, laciniis triangularibus, corolla elongato-tubulosa sericeo-villosissima
imma basi glabra, lobis minutis aegualibus, filamentis membranaceis complanatis, stylo
compresso fere staminum longitudine puberulo, glandulis quinque, tribus duplo majori-
bus subrectangularibus, duobus quadratis.

Caulis 1-2pedalis; folia cum petiolo 6lineari 3 poll. longa, I poll. 8 lin. lata.
Corolla purpurea 8 lin. longa. Capsula ultra medium cum calyce concreta, 5 lin. longa,
rostro incuryo.

Jeg fandt den i skyggefulde Skove paa Bjerget Aguacate (1500) i Costa Rica med
Blomst og Frugt i November.

Brachyloma rhynchocarpum (Benth):

caule herbaceo tomentoso-hirsuto, foliis ternato-yerticillatis oppositisve breviter petiolatis
ovatis acuminatis basi inaequatiter rotundatis cuneatisve, supra hirsutis subtus tomentosis,

superioribus floralibus sensim decrescentibus, summis vix calyces superantibus, fforibus

104

subverticillatis (vertieillis 6floris) in quoque axilla geminis, pedunculo communi paene nullo,
pedicellis tomentoso-hirsutis petiolo longioribus, calycis laciniis triangularibus acutis, corolla
tubulosa parum incurva subventricosa villosissima, limbi lobis brevissimis latis retusis sub-
patentibus, duobus superioribus paulo longioribus et altius connatis, glandulis quinque ovato-
lanceolatis obtusis y. truncatis, capsulae rostro incurvo truncato.

Folio inferiora 3-4 poll. longa, 1*/-2 poll. lata crassiuscula, leviter crenata, petiolo
3-4 lin. longo. Corolla 10-11 lin. longa. i
Gesneria rhynchocarpa Benth. Bot. of Sulph. 131. — Isoloma rhynchocarpum Rgl.

Funden i den sydlige Deel af Centralamerika ved Panama og ligeledes i Columbien.

Brachyloma petiolare (Benth):

caule herbaceo erecto tomentoso, foliis oppositis v. ternato-verticillatis, inferioribus longe
petiolatis ovali-oblongis apice acutiusculis v. vix obtusis bas? cuneatis v. angustatis crassis
crenatis supra viridibus via tomentosis, subtus densius tomentosis saepe rubentibus, florali-
bus parvis, floribus in racemum terminalem verticillatum dispositis subsecundis, verticillis
nunc 1-2-nunc 6-10floris remotis vel supremis approximatis, pedicellis inaequalibus, lon-
gioribus semipollicaribus, calyeis lobis triangularibus acutis, corolla tubulosa villosa basi
constricta supra medium ventricosa ad faucem parum contracta, limbi lobis ovatis patenti-
bus, capsulae rostro incurvo curvato. :

Folia caulina inferiora 3-4 pollicaria, petiolo 1-2 poll. longo. Corolla 9-10 lin.
longa.

Gesneria petiolaris Benth. 1. c. 131. — Isoloma petiolare Rel.

Den er funden paa en lille Ø ved Vestkysten af Veragua.

Brachyloma longifolium (Lndl.):

caule herbaceo crasso tereti tomentoso, foliis oppositis v. ternato-verticillatis petiolatis lan-
ceolatis utringue angustatis supra medium crenato-serratis, superioribus floralibus sensim
decrescentibus, floribus in racemum terminalem verticillatum dispositis, 3-4 in quaque axilla,
pedicellis petiolo paulo longioribus, corolla tubulosa leviter ventricosa villosa, limbi Zobis
aequalibus, glandulis quinque Linearibus.

Caulis bipedalis; folia 8-9 poll. longa, pollicem lata. — Gesneria longifolia Lndl.
Bot. Reg. New Ser. XV t. 40.

Funden af Harweg i den nordlige Deel af Centralamerika i Nærheden af Guatemala.

Brachyloma pictum (Hook):

totum velutino-hirsutissimum, caule erecto elongato, foliis-crassis crenatis supra laete viri-
dibus suptus sangvineis, inferioribus Zongepetiolatis ovatis acuminatis basi hine resectis,

105

superioribus sensim in floralia decrescentibus brevipetiolatis ovato-oblongis, floribus axilla-
ribus 1-3 nis subverticillatis, verticillis approximatis racemum terminalem elongatum mentientibus,
pedicellis flore brevioribus, calycis laciniis #réangularibus, corollae ad faucem coarctatae lobis
aequalibus Zatis rotundatis patulis.

Gesneria picta Hook. Bot. Mag. t. 4431.

Folia inferiora cum petiolo 2-3pollicari 9” longa, 21%" lata. Corolla 15“ Ig. hir-
suta, coccinea limbo dorsoque flavis.

Voxer i Omegnen af Panama, hvorfra den af Seemann og Lobb er bleven indfört
i de engelske Haver.

Brachyloma incurvum (Benth):

caule herbaceo erecto hirsuto, foliis subfaleato-ovatis oblongisve acuminatis crenatis basi valde
inaequaliter angustatis supra hirsutis, subtus dense tomentosis, pedicellis I-3nis folio florali
parum brevioribus, calycis laciniis /anceolatis acutis, corollae incurvae vix ampliatae lobis
aequalibus latis rotundatis.

Gesneria incurva Benth. Bot. Sulph. 131.

Voxer paa Øen Gorgona i Nærheden af Panama. Den adskiller sig fra den fore-
gaaende ved Bladene, som ere seglformigt krummede og smallere ved Grunden, ved
smallere Bægerflige og et mindre udvidet, krummet Kronror.

Brachyloma tubiflorum (Cav.):

tomentoso-hirsutum, caule herbaceo erecto tetragono, foliis breviter petiolatis ovalis acutis
crenulatis, floribus axillaribus 2-3nis corymbum terminalem mentientibus, pedicellis petiolo
longioribus, calycis laciniis /anceolatis, corolla tubulosa subventricosa recta tomentosa, limbi
aequalis lobis acutis.

Gesneria tubiflora Cav. Ic. 6. 61. t. 584. — DC. Prod. 7, 527.

Voxer i Omegnen af Panama.

Naegelia zebrina Rgl. (Bot. Mag. 3440) skal vere sendt fra Guatemala til det Van
Houtte’ske Etablissement (Van Houtte Flore des serr. et jard. 1846, April f. 4). Dog maa
den endnu ansees for en tvivlsom Borger af den centralamerikanske Flora.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kekke, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 14

Tribus 2. Rytidophylleae.

Frutices v. suffrutices absque rhizomate. Calyx tubo saepe 5-10costato plerumque cum
ovario toto connatus; laciniae saepe magnae, lineares v. oblongo-lanceolatae. Corolla
tubulosa, infundibularis, subcampanulata, limbo subaequali, rarius subringente. Stamina
corollae interdum alte adnata et longe exserta. Annulus integer y. glandulae 5 v. annulus
cum glandulis 2 dorsalibus connatae. Capsula saepe lignosa.

Rytidophylleerne maae, som i det Foregaaende er viist, betragtes som en Hoved-
afdeling, der staaer midt imellem Gesnerieerne og Beslerieerne. Med de første stemme
de overeens i een væsentlig Charakteer, nemlig Begerets Sammenvoxning med Frugtknuden,
men slutte sig ellers i andre Henseender nermere til de sidste. De have ligesom disse
en mere eller mindre træagtig Stengel uden Rodstok eller Bladknoller og voxe især som
Halvparasiter paa Treernes Grene; ligesom disse udmærke de sig ved stor Afvexling i Bege-
rets Form (det er næsten klokkedannet, med meget smaa Flige hos Arctocalyx, det har store
bladagtige Flige hos Capanea og Solenophora og meget lange liniedannede Flige hos Codonora-
phia). I Kronen findes ikke noget væsentligt Serkjende for de 3 Hovedafdelinger, da den i dem
alle gjennemlober de samme Grundformer. Hvorledes dette Forhold tjener som Støtte for
Rytidophylleernes Stilling i Systemet som egen Tribus, er allerede viist i det Foregaaende.
Med Hensyn til Kirtlerne slutte Solenophoreerne sig nermest til Beslerieerne, medens de

andre Underafdelinger heri mest stemme overeens med Gesnerieerne.

Subtribus 1. Moussonieae.

Calycis laciniae latiores. Corolla tubulosa v. campanülata, limbo subaequali, Glan-

dulae 5. Ovarium ad medium calyci connatum.

Moussonia Regel.
Flora (B. Z.) 31. 248.
Calycis tubus campanulatus cum ovario ad medium connatus, laciniis aequalibus

brevibus triangularibus v. lineari-lanceolatis. Corolla tubulosa, in calyce recta, basi aequalis

x

107

o

circumtumida, tubo leviter curvato supra medium inflato superne constricto, lmbo subrin-
gente Slobo, lobis obtusis denticulatis subaequalibus, duobus superioribus altius connatis.
Stamina didynama imae corollae basi inserta, vix exserta, antherae quadratim connexae. Stigma
capitatum, indivisum. Annulus perigynus dglandulosus, glandulis parvis. — Herbae Americae
centralis et regionis Andinae, basi semilignosae, molliter v. strigoso-villosae, radieibus fibrosis,
foliis oppositis v. ternato-v. quaternato-verticillatis. Flores in peduneulo axillari abbreviato

v. elongato umbellato-congesti.

Moussonia costaricensis Kl. mse.:

caule suffruticoso apice tomentoso, foliis oblongis v. oblongo-lanceolatis breviter petiolatis
subinaequilateris breviter acuminatis serratis basi acutis v. obtusiusculis utrinque tomentosis,
pedunculis elongatis folio brevioribus umbellato-3-4floris, pedicellis corolla brevioribus,
calyce tomentoso quartam corollae partem aequante, lacintis ex lata bast subulatis, corolla
leviter tomentosa subpollicari, filamentis hirsutis, ovario tomentoso subattenuato, stylo hir-

suto, annulo perigyno (in pl. sicca) atrato.

Opdaget af Warscewicz i Veragua.

Moussonia elegans Dene in: Van Houtte Flore des serres V. t. 489:

dense molliterque villoso-tomentosa, saepius rubescens, foliis oppositis petiolatis ovato-
oblongis acuminatis crenato-dentatis, pedunculis folio brevioribus umbellato-3-4floris, pedi-
cellis corolla brevioribus, calycis lacınds subulatis, corollae sesquipollicaris leviter incurvae

purpureae fauce limboque intus lutescentibus purpureo-maculatis, lobis eroso-crenulatis.

I Habitus og i Blomsternes Farve har denne Art megen Lighed med Locheria
heterophylla. Den har hjemme i Guatemalas varm-tempererte Bjergegne; nærmere Sted-
angivelse er ikke bekjendt.

Capanea Dene.

in: Van Houtte Flore des serres V. t. 499-500.

Calyx tubo campanulato cum ovario dimidio connatus, laciniis aequalibus amplis
herbaceis trinervibus ovato-acuminatis v. lanceolatis. Corollae irregulariter campanulatae
tubo vix curvato parum ventricoso, limbi leviter obliqui v. subringentis lobis brevibus latis
subaequalibus. Stamina quatuor didynama subexserta, filamentis imae corollae basi insertis
apice curvatis v. flexuosis, quinti sterilis rudimento nullo. Antherae cordiformes in discum
octolobum inter se conglutinatae, connectivo lato cordato. Stylus subexsertus; stigma stomato-

14

108

ñ
morphum v. bilobum.*) Glandulae perigynae quinque, complanatae, latae, obtusae v. retusae,
v. annulus 5glandulosus. Capsula lignosa apice bivalvis. Placentarum laminae basi vix con-
natae, liberae, divergentes, subbifidae, seminibus minutissimis scobiformibus undique onustae.

Suffrutices super arborum truncos pseudo-parasitici, ramis subscandentibus. Folia
petiolata, opposita, dense vestita, subobliqua, altero majore. Corymbi axillares v. terminales
longe pedunculati.

Capanea Oerstedii (Klotzsch). (Tab. 1-2):

tota pilis fuscis vestita, caule erecto ramoso tereti ramisque scandentibus petiolisque dense
hirsuto - villosis v. sublanatis, foliis inter se inaequalibus swbobliquis ellipticis v. oblongo-
ellipticis serratis longe acuminatis past éntegris acutis, supra pilis brevibus punctis elevatis
insidentibus sparsis scabris, subtus pallidioribus imprimis ad costam ramosque velloso-
tomentosis, corymbis in apice ramulorum axillaribus folio subduplo longioribus 3-6floris,
pedunculis pedicellisque nunc simplicibus nunc dichotomis complanatis pubescentibus, tubo
calycis inferne 10costato laciniisque lanceolatis acutis trinervüs utrinque ovarioque sub-
villosis, filamentis superne flexuosis pilosis, stylo subexserto sparse et brevissime piloso,
stigmate incrassato.

Rhytidophyllum Oerstedii Klotzsch in Otto et Dietrich Allg. Gartenz. 1852. 17. —
Folia 3-7 poll. longa, 1-2% poll. lata; petiolus Ye-1 poll. longus. Corymbi pedales, pedi-
celli 2 poll. longi. Corolla virescens fusco-villosa {12 poll. longa, lobis subglabris rotun-
datis leviter erenulatis nigrescenti-maculatis, duobus paululo majoribus et altius connatis.
Capsula subpyramidata 7 lin. longa, parte inferiore cum calyce concreta 10costata.

Jeg fandt den i de fugtige, skyggefulde Skove mellem Cartago og Candelaria i
Costa Rica, i en Hoide af 6-7000°, med Blomst og Frugt i Februar. Ved Warscewicz er
den bleven bragt i Cultur og blomstrede i Januar 1852 i Hofgartner Nietners Have i
Schönhausen ved Berlin.

Capanea Humboldtii (Warscew.):

caule suffructicoso erecto ramoso vélloso, foliis oblique oblongis membranaceis inter se
inaequalibus grosse serratis acuminatis bas? subattenuatis supra dense pubescentibus subtus
petiolisque vellosis; corymbis in apice ramulorum axillaribus longe pedunculatis 2-3floris
foliosis; calycis laciniis ovato-lanceolatis acuminatis dnervits utrinque ovarioque villosis tubum
corollae hirsutissimum subaequantibus, corollae lobis patentibus rotundatis extus evanide

1) Da to af Endlicher og Poeppig beskrevne peruanske Arter (Rytidophyllum purpureum og R. Mela-
stoma) ikke vise anden væsentlig Forskjel fra Capanea end at Arret er tolappet, er det vistnok rig-
tigst at give Charakterne for Slægten en saadan Udvidelse, at disse to Arter kunne indlemmes deri.

109
pubescentibus, intus glabris virescentibus purpureo-maculatis, filamentis superne sparsim
glanduloso-pilosis, stylo scabro, stigmate incrassato, annulo perigyno 5glanduloso.

Gesneria Humboldti Warscew. msc. Rytidophyllum Humboldtii Kl. in Otto et
Dietrich Allg. Gartenz. 1852. 18. — Suffrutex 3pedalis; folia cum petiolo pollicari 10 poll.
longa, 3 poll. lata.

Funden af Warscewiez i Veragua.

Subtribus 2. Eurytidophylleae.

Calycis laciniae angustiores. Corolla tubulosa v. subcampanulata, limbo obliquo v.
bilabiato. Annulus glandulosus. Ovarium saepius totum calyei submersum.

Chortsanthera Don.

Gen. syst. 4. 650. — Gesneriae spec. Plum. — Conradiae spec. Mart.

Calyx tubo obconico decemcostato cum ovario dimidio connatus, limbi aequalis laci-
niis oblongo-lanceolatis. Corolla infundibuliformi - campanulata, limbi subaequalis lobis
ovatis crenato-ciliatis, superioribus 2 erectis, inferioribus 3 patentibus. Stamina quatuor
imo tubo inserta, subaequalia, antheris globosis liberis subexsertis. Stigma globosum.
Capsula obtuse pentagona. — Herbae subacaules foliis brevissime petiolatis obovato-cuneatis
y. ovalibus crenatis rosulato-congestis, pedunculis 1-2floris strictis axillaribus subradica-
libus.

Chorisanthera tenera sp. n.:

Herba pusilla tenerrima. Caulis tenuis, vix pollicaris. Folia brevissime petiolata, pauca
rosulato-conferta, oblongo-ovalia, membranacea, subpellucida, basi acutiuscula, apice rotundata,
grosse crenata, supra laete viridia pubescenti-scabriuscula, subtus pallidiora subtilissime
puberula, 2“ longa. Peduneuli fere pollicares, rigidiuseuli. Calycis tubus turbinatus decem-
costatus, 1%2"” longa; laciniae oblongae, obtusae, trinerviae, glabriusculae. Corolla’ et
genitalia desunt.

Jeg fandt den paa Bjerget Aguacate i CostaRica paa Klipper, i en Hoide af 1200
Fod, afblomstret i November. Den stemmer i det Hele saa noie overeens med C. pumila,
at jeg uden at kjende Kronen og Kjonsdelene troer at kunne anvise den en Plads i
samme Slægt.

110

Tribus 3 Beslerieae.

Frutices v. suffrutices absque rhizomate bulboso. Calyx persistens, liber, pentaphyllus;
foliola saepius ampla, colorata, obliqua, subinaequalia, corollam alte involucrantia, plerumque
dentata, crenata v. incisa, rarius integerrima, rarissime bracteolis duabus approximatis du-
blicata. Corolla in calyce obliqua, basi inaequalis, gibba v. calcarata; tubus ex angusta basi
vario modo ampliatus, tubulosus, infundibularis v. subcampanulatus; limbus subringens v.
bilabiatus, rarius subaequalis. Stamina didynama, inclusa v. subexserta; filamenta saepe basi
et inter se et cum corolla, interdum etiam alte, connata. Glandulae dorsales duae in
unam connatae, rarius duae oppositae, dorsalis et ventralis, v. quinque y. annulus glandu-
losus. Fructus capsularis v. baccatus.

Denne Afdeling indbefatter udelukkende Planter med en mere eller mindre treagtig
Stengel uden Rodstok eller Bladknoller. De fleste ere Halvparasiter og bidrage som saa-
danne til at give Skovene deres eiendommelige Preg i de varme og fugtige Bjergegne. De
adskille sig fra begge de foregaaende Afdelinger især ved Bægeret, som ikke er sammen-
voxet med Frugtknuden. Bægerfligene ere som oftest store og af meget forskjellig Form,
saa at de her, ligesom hos Rytidophylleerne, afgive vigtige Charakterer for Slægterne.
Kronens Form frembyder ikke noget væsentligt Serkjende; dog er Læbeformen her stærkere
udpræget end i nogen af de to andre Hovedafdelinger. Stovtraadene ere undertiden indtil
deres halve Længde sammenvoxne og danne et Ror, som er mere eller mindre sam-
menvoxet med Kronen. Hos de fleste Slægter findes kun to sammenyoxne Kirtler paa den
bageste Side af Frugtknuden. Frugten vakler ofte saa meget mellem Ber og Kapsel, at
det er vanskeligt at afgjore, til hvilken af disse man snarest skal henregne den.

Subtribus 1. Eubeslerieae.
Calyx simplex. Corolla forma varia sed nunquam exacte bilabiata. Antherae
4 fertiles.
Divisio I. Drymonieae.

Corolla oblique infundibularis v. subcampanulata basi saepius gibba, saccata vel
etiam calcarata. Faux ampla. Limbus amplitudine ventrem plus duplo superans.

111

En skjæv tragtdannet eller næsten klokkedannet, ved Grunden mere eller mindre
puklet eller sporeformig udvidet og med et stort aabent Svælg og en stor Krave forsynet

Krone udgjør denne Afdelings vigtigste Særkjende.

Drymonia Mart.

Nov. gen. et spec. 3. 57.
fo)

Calycis foliola ampla, ovata, oblique subcordata, serrulata, subcolorata, submembra-
nacea, reticulato-venosa, inaegualia, imprimis postico (scilicet gibbo corollae represso) minore
y. saltem angustiore. Corolla oblique ventricoso-campanulata, basi postice gibba v. saccata,
ventre dorsoque inflata; faux ampla in limbum quinquelobum subringentem transiens,
lobis rotundatis subaequalibus. Stamina quatuor didynama immo tubo inserta absque rudi-
mento quinti, filamentis basi triangulari dilatatis et ovarium amplectentibus, antheris oblon-
gis sagittatis conniventibus nec conglutinatis. Stigma ddlobum. Annulus hypogynus postice
fissus, glandulam dorsalem postice amplectens. Capsula lentieulari-compressa. — Sullrutices
pseudoparasitici in arboribus scandentes. Folia opposita, petiolata, basi obliqua, crassiuscula,
serrata v. dentata. Flores axillares, solitarit, breviter pedunculati, ebracteati.

Drymonia spectabilis (H. B. K.):

foliis elliptieo-oblongis subcarnosis acutis das? acutiusculis et subinaequalibus obsolete den-
tatis wtringue appresse pilosis supra obscure viridibus, subtus pallidis, calycis laciniis ovato-
oblongis acutiusculis absolete denticulatis basi subcordatis inaequalibus, corollae lobis
crenulato-incisis, capsula subrotunda.

Suffrutex 2-3pedalis ramosissimus, ramis glabris. Folia 2¥/-3 poll. longa, 15-18
lin. lata, petiolis teretibus pilosis basi biglandulosis 4-6 lin. longis. Pedunculi semipollicares
pilosi. Corolla alba pubescenti-pilosa, limbo rubescente, labio superiore revoluto, inferiore
erecto.

Besleria spectabilis H. B. K. in nov. gen. et spec. 2. 400. — Drymonia spectabilis
Mart. Nov. gen. et spec. 3. 59. — Hanstein |. c. Abs. 1. 179.

Den er funden af Warscewicz i Veragua. Humboldt og Bonpland fandt den i Ny
Granada i en Hoide af 3-4000 Fod.

Drymonia mollis sp. n. (Tab. IX 41-43):

caule subtetragono glabriusculo ramisque dense hirtello-pubescentibus ad nodos tumidis,
foliis oblique oblongis breviter acuminatis obsolete dentatis bast rotundatis, carnosulis mol-

liusculis, supra obscure viridibus brevissime et dense hirtello-subtomentosis subtus pallidis

(ae

pube brevissima dense obtectis, calycis laciniis ovato-oblongis acutis subobliquis leviter ser-
ratis subcoloratis extus puberulis intus subsericeo-pubescentibus, postica vix obliqua duplo
angustiore ex ovata basi lanceolata, capsula oblique rotundato-ovata puberula margine
carinata. i

Frutex bipedalis trichotomo-ramosus, cortice fusco rugoso rimoso delabente. Folia
cum petiolo 10? lineari 5 poll. longa, 2 poll. lata, venis 7nis brevi spatio a margine arcu-
atim unitis. Peduneuli solitarii petiolo paulo breviores. Calycis laciniae 15 lineas longae.
Corolla ignota.

Jeg fandt den paa Treer i den til alle Sider indesluttede Dal ved Ujaras i Costa
Rica, i en Hoide af c. 4000 Fod, i Nærheden af Floden Reventazon.

Drymonia? delphinoides Seem. Bot. of Herald 186.

Hvorvidt denne Art, som udmærker sig ved en meget lang Spore, hører herhen, tor jeg

ikke afgjore. Den er funden af Seemann i tette Skove ved Cap Corrientes i Darien.

Mrichodrymonia g. x.

Calyx pentaphyllus obliquus; sepala tenuissime linearia subulato-attenuata, aequalia.
Corolla oblique tubuloso-infundibularis; tubus basi postice saccatus sursum sensim amplia-
tus, vix curvatus; limbi subaequalis lobi rotundati integri. Stamina quatuor didynama tubo
infra medium inserta absque rudimento quinti; filamenta basi Zriangulari-dilatata nec in
tubum connata; antherae cordatae, per paria connexae, loculis oblongis, connectivo postico
obtuse triangulari. Annulus wie conspicuus, glandula dorsalis magna, indivisa. Stigma
subbilobum. Capsula ovata subcompressa. Folia ampla basi longe attenuata, in apice
caulis congesta. Flores longe pedicellati in racemos breves subcorymbosos axillares aggre-
gati, bracteis longis linearibus instructi. — Genus nostrum Paradrymoniae proximum, a qua
absentia glandulae ventralis, staminum fabrica, inflorescentia et bracteis differt.

Trichodrymonia congesta sp. n.

Caulis lignosus, scandens, radicans, tetragonus (2-3“’ diametro), apice aeque ac petioli et
inflorescentia pilis nitidis dense tomentoso-villosus, internodiis brevibus. Folia in apice
caulis congesta, spathulato-oblonga, apice, in acumen tenue producta, infra medium angustata
et longissime attenuata, a medio ad apicem irregulariter serrato-crenata, fusca, pilis nitidis
subappressis adspersa, supra obscura, subtus ad costam ramosque breviter hirsuta;
10-11" longa, 3“ lata; petiolus Ye“ longus. Racemi subeorymbosi, 4-5flori, bracteosi; axis

filiformis 4/-1" longus; bracteae lineari-filiformes pedicellos aequantes y. etiam superantes.

113

Pedicelli filiformes fere pollicem longi. Sepala 8-9 longa, intus glabra, integra v. hinc
inde dentieulo instructa. Corolla 1%2” longa, extus brevissime tomentosa, inferne glabra.

Liebmann fandt den ved Chinantla i Dep. Oajaca med Blomst og umoden Frugt i
October.

Mussacia Reichenb.

Hort. bot. t. 41. — Besleriae spec. Mart. — Skiophilae spec. Hanstein.

Calyx amplus, quinguanguları-campanulatus, membranaceus, coccineus, breviter guin-
quefidus, lobis latis serrulatis v. dentatis. Corolla tubulosa recta supra basin paulo ampliata,
fauce vix constricta, Limb? subaequalis lobis rotundatis, superioribus duobus paulo altius
connatis. Stamina quatuor didynama absque rudimento quinti, tubo basi inserta. Antherae
oblongae, loculis linearibus contiguis, connectivo lineari. Glandulae duae posticae in unam
connatae. Stigma 67/obum. — Herbae v. suffrutices erectae. Folia supra medium caulem
approximata, opposita. Pedunculi axillares umbellatim pluriflori, floribus erectis bracteatis.

Reichenbach har med. god Grund sondret Besleria pulchella som en egen Slægt,
der dog ikke er bleven anerkjendt af de fleste Forfattere. De Candolle og Endlicher hen-
føre saaledes denne Art igjen til Besleria, Martius til Episcia og Hanstein til Skiophila.
Bentham derimod har atter optaget den og forøget den med to Arter fra Guiana’). Den
adskiller sig vesentlig fra Skiophila baade ved Begerets, Kronens og Arrets Form og ligeledes
ved Stovdragerne, som ere frie. Besleria staaer den endnu fjernere.

Tussacia pulchella (Donn.) (Tab. X 14-19):

caule suffruticoso-succulento puberulo, foliis oblongo-ovatis crenatis in petiolum attenuatis
supra appresse pubescentibus subtus puberulis, pedunculis erectis puberulis petiolis longio-
ribus 5-6floris, bracteis lanceolatis hine inde serratis, pedicellis calycem aequantibus v.
etiam superantibus, calycis lobis triangularibus serrulatis, corolla aurantiaca calyce vix
dimidio longiore, limbo tomentoso rubro-striato.

Besleria pulchella Donn. Bot. Mag. t. 1146. — Tussacia pulchella Reichenb. I. c. —
Besleria pulchella DC. Prod. 7. 539. — Episcia pulchella Mart. Nov. Gen. 3, 45.

Seemann fandt den ved Cap Corrientes i Darien (Bot. of Herald p. 187).

1) Tussacia villosa og T. rupestris Hook. Lond. Journ. of Bot. 5, 363. — Det er urigtigt, naar Walpers
(Rep. 6. 740) anfører Bentham som Auctor til Slægten.

Vidensk, Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 15

Alsobia Hanstein.
IMeMADS 15 AAU

Sepala oblongo-lanceolata acuta serrata, quatuor subaequalia, quinto dorsali multo
minore. Corolla oblique infundibularis in calyce horizontalis; tubus subcylindricus basi
postice saccatus superne sensim in faucem ampliatus; limbi subringentis lobi patuli, rotun-
dati, dentieulato-fimbriati, duobus minoribus. Stamina quatuor didynama cum rudimento
quinti; filamenta basi inter se et cum corolla connata. Stigma stomatomorphum. Glandulae
duae posticae connatae. — Suflrutex caule carnoso super arborum truncos repente et
scandente. Folia carnosula, opposita, petiolata, serrata. Flores solitarii, axillares, brevissime

pedunculati. Pedunculi superne incrassati, bracteis duabus minutis suffulti.

Alsobia punctata (Lndl.)

Folia ovalia serrata leviter pubescentia cum petiolo pollicari 4 poll. longa, 15 lin. lata.
Flores subsessiles. Calycis laciniae pubescentes, pollicem longae, maculatae. Corolla 11%
poll. longa albo-flavescens, limbo rubro-punctato.

Drynomia punctata Lndl. Bot. Reg. New Ser. XV. Mise. 77. Hooker Bot. Mag.
t. 4089. — Alsobia punctata Hanstein 1. c.

Voxer i Guatemala, hvorfra den blev sendt i 1843 af Hartweg til den botaniske
Have i Kew, hvor den har blomstret.

Alsobia? antirrhina (DC.).

Gloxinia ant. DC. Prod. 7. 534. — Drymonia? ant. Seemann |. c. 186.
Den er funden i skyggefulde Skove ved Aiahualta i Guatemala.

Divisio 2. Nematantheae.
Corolla oblique infundibulari-obconica v. ventricosa; basis angustissima; faux
ampla; limbus angustus.
Denne Afdeling danner Overgangen mellem Drymonieae og Hypocyrteae; i Kronens
Form og det brede Svælg staaer den i det Hele nærmest de første, men stemmer i den

smalle Krave overeens med de sidste.

Glossolomea Hanstein
tc. ADS 1282007

Calycis foliola ampla, ovata, acuta, basi subcordata, membranacea, colorata, reticulato-

venosa, subaequalia. Corolla oblique tubuloso-clavata, in calyce subrecta; tubus cylindricus

RS.

angustus superne sensim ampliatus; faux ampla; limbus integerrimus antice in linguae formam
productus. Stamina? Stigma stomatomorphum? Ovarium compresso-tetragonum. Placentae
mediante lamina ex angulis porrectae undique seminiferae. Glandulae duae posticae con-
natae. — Suffrutex super arborum truncos pseudoparasiticus, caule tetragono lignoso, foliis

amplis oppositis longe petiolatis. Flores speciosi pedicellati ad axillas foliorum fasciculaté.

Glossoloma tetragonum sp. n. (Tab. VII):

caule erecto tetragono flavescente porphyreo-maculato piloso superne flavescenti-villoso,
foliis longe petiolatis oppositis aequalibus ovali-ellipticis breviter et acute acuminatis serratis
basi acutiusculis, supra obscure viridibus sparse et appresse pilosis, subtus pallidis pilis
minutis appressis pubescentibus, floribus axillaribus subternis, pedunculis aeque ac calyce et
corolla sangvineis imprimis superne pilis flavescentibus nitidis dense villosis petiolo 2-4plo
brevioribus, calycis foliolis ovatis basi undulatis subcordatis serrato-dentatis, dentibus apice
breviter subulatis subpenicillatis, extus imprimis medio villosis, intus medio dense villosis
ceterum glabris, corolla calyce 2-3plo longiore, ovario dense villoso.

Caulis bipedalis. Folia cum petiolo tripollicari dense piloso 9-10 poll. longa,
3-4 poll. lata. Corolla 2 poll. longa.

Jeg fandt den med Blomst i Mai i den yppige Skov, som beklæder Bjergene ved
Turrialva paa Ostsiden af Costa Rica, i en Hoide af 3000 Fod.

Divisio 3. Hypocyrteae.

Corolla tubulosa v. urceolata. Faux angusta. Limbus tubo angustior v. certe haud
duplo latior.

Denne Afdeling adskiller sig fra begge de foregaaende ved nesten samme
Vidde af Kronen foroven og forneden, saa at denne i det Hele er at betragte som ror-
dannet. Svælget er som oftest snævrere end Bugen og Kraven er smal, idetmindste aldrig
dobbelt saa bred som Roret paa Midten. Ved denne Charakteer sondre de Slegter, som
have et bredere Svælg og en næsten tragtdannet Krone (t. Ex. Hygea), sig fra Drymonieerne,
hos hvilke Kravens Vidde idetmindste er dobbelt saa stor som Rorets paa Midten.

Alloplectus Mart.

Noy. gen. et spec. 3. 53.

Martius grundede denne Slegt paa to af ham i Brasilien opdagede Arter, som
navnlig udmærke sig ved et stort farvet, Kronen lost omsluttende Bæger, og troede des-
uden hertil at kunne henføre nogle ældre til Besleria regnede Arter (B. cristata L., B. hi-

15"

116

spida Knth, B. coccinea Aubl., B. sanguinea Pers., B. bicolor Schott.). Hertil er senere
foiet en Deel nyere Arter, der alle ligesom de foregaaende have en vis habituel Overeens-
stemmelse i Bægeret, men forresten ere meget forskjellige ikke blot i Bægerbladenes og
Kronens Form, men ogsaa i deres hele Habitus, saa at denne Slægt, saaledes som den
hidtil er bleven opfattet, indeholder Arter med næsten eensdannede, flade og heelrandede
eller meget ueensdannede, indskaarne eller stærkt hvælvede, næsten hjelmdannede Bæger-
blade, med en regelmæssig rørdannet og lige eller en meget skjæv og krummet Krone, og
med meget forskjellig Slags Blomsterstand. Hanstein har ikke destomindre i sit fortrinlige
Arbeide over denne Familie troet at burde beholde denne Slægt uforandret, fordi de mange
Former af Kronen gaae saa gradviis over i hinanden, at det vil være vanskeligt fra denne at
hente skarpt sondrende Charakterer (l. c. Abs. 1. 182). Det er nu vistnok rigtigt, at man
her ikke, som ved de fleste Slægter, kan hente de væsentligste Charakterer fra Kronen;
men her synes Bægeret i denne Henseende at have overtaget Kronens Rolle, og en bety-
delig Forskjel i Bægerets Form er altid ledsaget af et andet Præg af den»hele Plante, saa
at Alloplectus vil kunne opløses i flere Slægter, der ere ligesaa naturlige og vel adskilte
som alle andre i denne Afdeling, hvor der vistnok i det Hele frembyder sig større Van-
skeligheder for den systematiske Afgrændsning end i de fleste andre Familier.

De Arter, hvorpaa Martius har grundet denne Slægt (A. circinnatus og sparsiflorus),
have store farvede Dækblade, Blomsterne i Klase eller sammenhobede i Bladhjørnerne,
flade, helrandede, næsten eensdannede Bægerblade, en skjæv, rørdannet, forneden puklet,
foroven lidt udvidet Krone, aflange Støvknapper med liniedannet Knapbaand, baade en Kirtel-
ring og en Kirtel bagtil og mundformet Ar. Ved disse Charakterer begrændses altsaa
Slægten Alloplectus i den mere indskrænkede Forstand, hvori vi her troe at burde opfatte
den. Til disse slutter sig nærmest A. pendulus Poep., navnlig ved Kronens Form, Støv-
knapperne, Kirtelringen i Forening med Kirtel og Tilstedeværelsen af store farvede Dæk-
blade; men Bægerbladene ere meget forskjellige, nemlig takkede, og det bageste meget
mindre og tilbageboiet, Arret er hovedformet, og Blomsterne sidde halvskjærmformigt paa
Enden af en meget lang nedhængende Axe. Den maa saaledes, hvis vi ikke her skulle
komme i Strid med den snevre Begrændsning, som ellers er givet Slægterne i denne
Familie, og som vistnok er den rigtige, danne Typus for en egen Slægt, hvilken jeg paa
Grund af Bægerets Form foreslaaer at kalde Anisoplectus. Herpaa følge nogle Arter (A.
coccineus (Aubl. guian. t. 255), A. speciosus Poep. Noy. et gen. spec. 3. 6., A.? dimidiatus
Benth. Plant. Hartw. 235, A.? lanatus Seemann Flor. pan.), som stemme overeens med den
foregaaende i Dækbladene og tildeels i Bægerbladene, (der dog alle ere næsten eensdan-
nede) og heller ikke ere meget forskjellige i Blomsterstanden, kun at dennes Axe er meget
kortere. Da jeg ikke har havt Leilighed til at undersøge Exemplarer af disse Arter, og de
kun ere ufuldstændig kjendte, tør jeg ikke afgjøre, hvorvidt de rettest bør henføres til en

Bi

egen Slægt eller forenes med den foregaaende. En ny Art fra Centralamerika med aflange,
hindeagtige, sylformigt tandede Bægerblade og eenlige Blomster i Bladhjornerne (som det
synes, uden Dækblade) beskrives i det Folgende som Caloplectus macrophyllus. Ved Mangel
paa Dækblade slutter denne Slægt sig sammen med de 4 folgende, som ogsaa synes at
stemme overeens i Kirtelen, der er uden Kirtelring, og i Stovknappernes Form, men for-
resten ere meget forskjellige, navnlig i Bægeret. A. cristatus (Lin.), A. hispidus (Knth.)
og en tredie ubeskreven Art udmærke sig ved store røde indskaaren-saugtakkede Bæger-
blade, en rørdannet skjæv, forneden puklet, oventil lidt udvidet Krone, næsten firkantede
Støvknapper med bredt ægdannet Knapbaand, en stor smal Kirtel, mundformet År og eenlige
Blomster i Bladhjornerne. De danne Slægten Prionoplectus. En ubeskreven Art fra Mexico
stemmer næsten overeens i Kronens Form med disse, men har et dybt deelt Bæger med
meget store eensdannede, i Midten indboiede, ved Grunden puklede Bægerflige, en fem-
kantet-vinget Blomsterstilk, Støvknaprummene forneden adskilte, et bredt rectangulært Knap-
baand og en meget lille Kirtel. Den lægges til Grund for Slægten Isoplectus, medens
Alloplectus capitatus med afrundede, hjelmdannede Bægerblade og en ret rørdannet Krone
og A. dichrous og A. Pineleamus med spidse Bægerblade, hvis Rande ere slaaede tilbage,
og med en S-formig krummet Krone, danne Typerne for to andre Slægter: Calycoplectus
og Corytoplectus.

Følgende Oversigt over de Slægter, som gruppere sig omkring Alloplectus, viser
de store Forskjelligheder i Regerets Form, som er lagt til Grund for ovenstaaende
Inddeling.

1. Calyx profunde quinquepartitus, laciniis basi in saccum productis . Saccoplectus.
2. Calyx pentaphyllus nec basi saccatus:

A. Calyx subaequalis, sepalo postico ceteris non multo minore.

D, ÉCHAE Mie, WRN. ooo cena 0 40 8 onan oo odo 0 Aiding
b. Sepala serrata, incisa v. plicata,
Sepala subcordata inciso-serrata. . . . . . . . . . . . . . Prionoplectus.
Sepala oblongo-ovata subulato-dentata . . . . . . . . . . Caloplectus.
Sepala rotundata reflexo-fornicata . . . . . ........ Corytoplectus.
Sepala acuta, lateribus mutuo applicatis . . . . . . . . . Calycoplectus.
B. Calyx obliquus, sepalo postico ceteris multo minore.
Corolla tubulosa limbo quinquelobo . .............. Anisoplectus.
Corolla tubulosa limbo bilabiato . ................ Erythranthus.

Saccoplectus n. 9.

Calyx amplus profunde quinquepartitus; laciniae aequales ovato-cordatae, membra-
naceae, reticulato-venosae, sanguineae, ferme integrae, lateribus mutuo applicatae, basi in

118

saccum productae. Corolla tubulosa, basi gibba, dein paulo constricta, leviter sigmoideo-
curvata sursum ampliata, limbo subaequali quinquelobo. Stamina 4 tubo corollae paulo
supra basin inserta; filamenta inferne dilatata; antherae rectangulari-oblongae, loculis fere
ad apicem conjunctis basi discretis, connectivo dorsali subrectangulari. Glandulus dorsalis
parvus. Stylus apice clavatus, stigma obliquum, stomatomorphum. Flores axillares solitarii
pedunculati. Pedunculus apice incrassatus quinquangulari-alatus.

Soccoplectus strigosus n. sp.

Rami suffruticosi, crassi, subflexuosi, subtetragoni, fusco-cinerascentes, demum glabri, lon-
gitudinaliter rugosi, medulla ampla farcti, apice hirsuto-tomentosi. Internodia 1-11%* longa.
Folia cujusve paris inaequalia, altero 2-4-ies minore, oblique elliptico-oblonga, subrhom-
boidea, leviter falcata, subintegra, acuminata, basi in petiolum angustata v. decurrentia,
supra obscure viridia, puberula; laminain maximis 8-9” longa, 3” lata, costa aeque ac ramis
alterni 7-8nis, curvatis transverse rugulosis; petioli 1-1/2 longi, crassi rugosi, hirsuto-
tomentosi. Pedunculi apicem versus incrassati, quinquanculari-alati, pubescentes, semipol-
licares. Calycis laciniae acuminatae, levissime et remote serratae, pilis minutis adspersae,
sangnineae, pollicares. Corolla 15-16" longa, extus puberula; limbi vix patuli lobi rotun-
dati, crenulati, duobus superioribus paulo minorihus. Glandula a basi lata fere triangularis,
apice retusa, 12“ longa. Ovarium oblongum, puberulum. Capsula baccata, ovalis, com-
pressa, valvulis membranaceis. Semina lineari-oblonga, fusca, Ye“ longa.

Liebmann fandt den i Mexico i Dep. Oajaca, Distr. Chinantla, ved Tepinapa, Tin-
talcingo, Lacoba og Lobani med Blomst og Frugt i Juni.

Alloplectus Mart. restr.

Sepala subaequalia plana, integra, colorata. Corolla tubulosa obligua, basi gibba,
sursum sensim ampliata, limbus subaequalis quinquelobus v. quinquedentatus. Antherae
oblongae, connectivo dorsali lineari. Annulus glandula instructus. Stigma stomatomorphum.
Flores axillares aggregati v. racemosi. Bracteae magnae integrae.

Species typicae: Alloplectus circinnatus Mart., A. sparsiflorus Mart. (I. c. 3. t. 223)
e Brasilia, A. Patricii DC.(Prod. 7. 545) e Guiana og A. semicordatus Poep. (Nov. gen. et
spec. 3. 5) e Peruvia.

Prionoplectus n.g.

Alloplecti spec. auct.

Sepala oblique subcordata v. ovata, subaequalia, membranacea, reticulata, colorata, inciso-
serrata. Corolla tubulosa, obliqua, basi postice gibba, sursum sensim ampliata, limbo sub-

119

aequali quinquelobo. Antherae rotundato-quadratae, connectivo dorsali ovali. Glandula
annulo carens. Stigma stormatomorphum. Flores axillares, solitarii, longepedunculati, pen-
duli, bracteis destituti.

Species typicae: Alloplectus eristatus (Linn.), A. hispidus (Knth). Accedit tertia species
nova in herbario Vahliano sub Besleria cristata asservata, cujus descriptio brevis hic adsertur.

Prionoplectus Forseithii n. sp. (Tab. IX f. 30-35):

Caulis teres, radicans, fuscus, villosus, apice villosissimus. Folia parva, petiolata, oblique
elliptica, crassiuscula, serrata, basin versus integra, supra obscure viridia, asperula, sub-
appresse hirta, subtus pallidiora fusco-pubescentia; lamina 1”, petiolus 4 longus. Pedunculi
folium aequantes, subvillosi. Sepala late ovata, obtusa, irregulariter inciso crenata, undulata,
sangvinea, pilosa, ciliata, 5‘” longa. Corolla ignota. Glandula lanceolata, inferne ovarium
amplectens.

Specimen unicum a cl. Forseithio missum. Patria ignota.

Calopleclus xn. g.

Sepala ampla, subaequalia, oblongo-ovata, membranacea, sanguinea, pinninervia,
subulato-dentata. Corolla et genitalia ignota. Glandulae duae latae, postice connatae,
antice evanescentes, ferme annuli modo ovarii basin amplectentes. Capsula ovalis com-
pressa. — Flores axillares solitarii brevissime pedunculati.

Caloplectus macrophyllus n. sp. (Tab. IX f. 44-46)

Caulis tetragonus, fuscescens, glabriusculus, apice tomentosus. Folia ampla brevissime
petiolata, oblonga, acuminata, serrato-dentata, basi inaequalia acutiuscula, supra obscure
viridia, appresso-pubescentia, subtus pallidiora brevissime et molliter puberula; lamina
10-11" longa, 4” lata; rami costales 7-8ni, alterni, prominuli, intra marginem arcuatim
uniti; petiolus 5-6’ longus, crassus, utrinque canaliculatus, subtomentosus. Sepala acumine
subulato terminata, utrinque puberula, 9° longa; costa media ramos oppositos utrinsecus
circiter quinque emittens. Capsula puberula.

Jeg fandt den i tætte, fugtige Skove ved Naranjo paa Östsiden af Costa Rica i en
Hoide af 4-5000”, med Frugt i Mai.

Corytoplectus ». 5.
Alloplecti spec. auct.

Sepala aequalia, rotundata, denticulata, concava, reflexo-tornicata. Corolla tubulosa, recta,

120

medio ampliata, limbo aequali brevissime quinquelobo. Glandula dorsalis magna. Stigma
bilobum. Flores umbellato-cymosi, bracteis destituti.
Species typica: Alloplectus capilatus Hook. Bot. Mag. 4452 e Columbia.

Catycoplectus x. 9.

Alloplecti spec. auct.
Sepala fere triangularia, acuta, integra v. levissime erenulata, lateribus mutuo applicata.
Corolla in calyce obliqua, tubulosa, sigmoideo-curvata, sursum dilatata, limbi obliqui lobi
brevissimi aequales. Antherae rotundato-quadratae. Glandulae dorsales duae. Stigma
bilobo-capitatum. — Flores axillares, brevissime pedunculati, solitarii v. pauci aggregati,
bracteis destituti.

Species typicae: Alloplectus dichrous DC. (Flor. de serr. 1846 Pl. IX), A. concolor
Hook. Bot. Mag. 4371, Pinelianus Lemaire Flor. de serr. 11. livr. 8. t. 5, omnes e Brasilia.

Anisoplectus n.9.

Alloplecti spec. auct.
Calyx obliquus, sepala oblonga, obtusa, crenata, sanguinea, quatuor aequalia, quinto postico
multo minore et inferiore. Corolla longe tubulosa, basi postice gibba; limbi brevissimi
lobi aequales obtusi. Antherae lineari-oblongae, dorso medio affixae, connectivo dorsali
lineari. Annulus postice in glandulam bilobam productus. Stigma capitatum. — Flores in
apice pedunculi longissimi penduli subeymosi, bracteis amplis serrulatis sangvineis instructi.

Species typica: Allopleetus pendulus (Poep. |. c. 3. 6. t. 206.) e Peruvia.

Erythranthus Ord.
Hanst. I. c. Abs. J. 209.

Calyx pentaphyllus amplus, laxus, coloratus, valde obliquus, corollam alte amplec-
tens; sepala ovalia, erenulata, quatuor aequalia, quinto postico minore. Corolla tubu-
losa bilabiata in calyce obliqua; tubus basi postice saccatus subcompressus superne
ampliatus, labio superiore multo minore erecto integro acuto, inferiore subgaleato apice
quadrifido. Stamina quatuor subaequalia absque rudimento quinti. Filamenta e basi lata
complanata sensim attenuata, inferne per paria vix connata. Antherae oblongae basi cor-
datae, connectivo angusto. Stigma stomatomorphum. Glandula lata abbreviata. Capsula
rotunda lenticulari-compressa. — Frutex glaber, Alloplecti facie, in arboribus scandens, caule
tetragono, foliis breviter petiolatis, floribus axillaribus aggregatis brevissime pedicellatis
bracteis amplis coloratis instructis.

121

Erythranthus coriaceus n. sp. (Tab. Ill):

Frutex bi-tripedalis, vix ramosus, glaber. Caulis tetragonus cortice fusco tenui rimoso superne
leproso-delabente tectus, lateribus excavatis, transverse sectus quadrilocularis et ita caules
quatuor fistulosos inter se connatos mentiens. Folia opposita, aequalia, breviter petiolata
carnosula, subcoriacea, rubescentia, glabra, juniora pilis minutis adspersa et margine scabri-
uscula, lanceolata-oblonga, apice acute acuminata, basi inaequalia acuta, subtus costis ramis-
que prominentibus, 8 poll. longa, 2%2 poll. lata, petiolo 1-1" poll. longo crasso lignoso
rugoso supra canaliculato. Flores 4-5ni axillares, aggregati, petiolum superantes. Bracteae
oblique ovales v. ovatae, apice obtusae v. rotundatae, obsolete crenulatae, subtilissime puberulae,
pollicem longae, sicut floris omnes partes sanguineae. Pedicelli 2-3 lin. longi calycisque
laciniae appresse puberulae. Corolla 12-14 lin. longa, villosa, parte inferiore calyce tecta
glabra. Lobi labii superioris duo exteriores angusti curvati acuminati, duo interiores bre-
viores lati truncati. Stylus curvatus, staminum longitudine. Capsula 3-4 lin. longa,
glabriuscula.

Jeg fandt den med Blomst og Frugt i Mai i den yppige Skov, som beklæder Dalen
ved Turrialva paa Ostkysten af Costa Rica.

Calanthus Ord.
Hanstein |. c. Abs. 1. 208.

Calyx amplus, pentaphyllus, corollam alte amplectens; sepalis subaequalibus ovatis
acuminatis regulariter dentatis membranaceis coloratis. Corolla tubulosa, in calyce recta,
tubo basi aequalı cylindrico, limbi brevis patuli subaequalis lobis rotundatis denticu-
latis, inferioribus imprimis medio majoribus. Stamina quatuor subaequalia tubo infra
medium inserta; filamenta basi dilatata per paria leviter connata. Antherae oblongae dorso
paulo infra medium affixae, loculis linearibus basi liberis. Stigma stomatomorphum? Ova-
rium oblongum, subtetragonum, obsolete 8coslatum. Annulus hypogynus minutissimus cum
glandula dorsali. — Frutex ramosus in arboribus scandens pseudoparasiticus, ramis oppo-
sitis elongatis flexuosis, foliis brevipetiolatis. Flores axillares, pedicellati, solitarii v. 3-4ni

aggregati.

Calanthus multiflorus n. sp. (Tab. IV):

Frutex 3-4pedalis ramosus. Caulis super arborum truncos repens, ad nodos tumidos radi-
cans; rami elongati, flexuosi, subglabri, cortice tenui fuscoflavescente delabente tecti. Folia
parva, opposita, brevipetiolata, aequalia v. inaequalia, 2 poll. longa, 7-8 lin. lala, lanceolata
apice in acumen obtusiusculam attenuata, basi subaequalia acuta, supra glabra v. pilis raris

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd, 16

122
adspersa, subtus pallidiora pilis minulis appressis et punetis subtilissimis lentis ope con-
spicuis obsita; rami costales 3-4ni alterni brevi a margine distantia arcuatim uniti; petiolus
1-2 lin. longus puberulus. Flores in caule ad nodos tumidos demum aphyllos fasciculati
3-4ni, in ramis solitarii. Pedicelli pollicem longi pentagoni superne incrassati flavescentes
appresse pilosuli. Sepala 5-6 longa ovata acuminata membranacea flavescenti-rosea pilis
minutis subappressis adspersa, dentibus utrinque 7-8. Corolla 10 lin. longa flavescens;
limbi lobi tres majores basi lineolis tribus rubris notati. Stylus fere staminum longitudine.
Ovarii costae appresse puberulae.

é Jeg fandt den med Blomst i Mai i den yppige skyggefulde Skov, som beklæder

3
Bjergene ved Naranjo paa Østsiden af Costa-Rica i en Hoide af 4000 Fod.

Stenanthus Ord.
Hanstein |. c. Abs. |. 208.

Calyx amplus patulus pentaphyllus corollam alte amplectens; sepala Zneari-lanceo-
lata, acuminata, regulariter longissime subulato-dentata. Corolla longe tubulosa, tubo e basi
angusta infracta in calyce reclinata sensim et leviter ampliato erecto vix incurvo, fauce
parum constricto, limbo brevi obliquo patulo subringente, labii superioris bifidi lobis paulo
majoribus et altius connatis suberectis, inferioris trifidi subrecurvis. Stamina quatuor didy-
nama absque rudimento quinti; filamenta hast dilatata et inter se connata immo tubo
inserta; antherae rectangulares dorso paulo infra medium affixae quadratim cohaerentes.
Stigma capitato-bilobum. Glandula postica magna, rectangularis. Capsula ovoidea baccata,
valvulis membranaceis. Placentae laminae omnino liberae divergentes facie interiore undi-,
que seminibns fusiformibus e funiculis longis porrectis onustae. — Frutices in arboribus
scandentes; folia opposita cujusve paris inaequalia; flores axillares solitarii longe y. brevius
pedunculati.

Denne Slegt staaer meget ner Ortholoma Benth., men er fornemmelig ved Beger-

bladenes Form forskjellig fra denne.

Stenanthus heterophyllus n. sp. (Tab. V):

caule ramoso ramisque elongatis pendulis subteretibus cinereis v. piloso-pubescentibus superne
angulatis subvillosis, foliis valde inaequiparibus brevissime petiolatis oblongis acuminatis in-
tegris v. apicem versus obsolete serratis bast inaequalibus obtustusculis supra obscure viridibus
glabriusculis, subtus pallidioribus margine saepe sanguineis appresse piloso-pubescentibus,
pedunculis folüs longioribus pendulis pubescentibus superne villosis, sepalis lineart-lanceo-
latis subulato-acuminatis pubescentibus pélosis intus glabris, dentibus subulatis longissimis

(latiditudinem sepali subaequantibus) ciliatis.

123

Folium cujusve paris alterum majus 34” longum, 1-11%“ latum, alterum minimum
J sum, )

5-10“ longum. Peduneuli 4-5" longi. Corolla sanguinea leviter villosa 1%“ longa, lobis
rotundatis. Stamina stylusque corollam subaequantia, illa post anthesin flexuoso-contracta.
Glandula complanata, obsolete quadriloba, marginibus inflexis. Capsula subtomentosa.
Denne smukke Plante pryder Træerne i den yppige, ved sine talrige, sjeldne Plante
former udmærkede Skov paa Bjergene ved Naranjo paa Ostsiden af Costa Rica, hvor jeg

fandt den med Blomst og Frugt i Mai i en Hoide af 4-5000 Fod.

Stenanthus serratus Kl. mscr.:
caule hirto apice villosissimo, foliis brevissime petiolatis inaequiparibus obovatis anguste
acuminatis serratis basi acutis (altero minore basi obtuso) hirtis, pedunculis corollam
aequantibus villosis, sepalis subaequalibus Znearibus ex lata bast sensim in longum acumen
abeuntibus corollam dimidiam superantibus extus vilosissimis cristato-fimbriatis, fimbriis
longis villosis, corolla pilosa purpurea, ovario piloso attenuato.

Folia majora 3“ longa, minora duplo breyiora. Corolla pollice longior, tubo basi
postice gibbo.

Exemplarer, samlede af Warscewicz i Veragua, forefindes i det kongelige Herba-

rium i Berlin.

Stenanthus sanguinolentus Kl. mscr.:

caule apice piloso, foliis brevissime petiolatis inaequiparibus oblongis v. oblongo-lanceolatis
acuminatis subintegerrimis y. apicem yersus obsolete crenulatis basi obtusis, supra glabris,
subtus pubescentibus maculis sanguineis hie illic tinctis, pedunculis calyces subaequantibus
villosis, sepalis linearibus subaequalibus longe acuminatis corollam dimidiam vix superan-
tibus sanguineis extus rubro-villosissimis cristato-fimbriatis, corolla in calyce reclinata pur-
purea inprimis superne pilosa.

Folia 3-4 poll. longa. Corolla sesquipollicaris. Glandula lata truncata.

Samme Sted som den foregaaende.

Stenanthus squarrosus Kl. mscr.:

foliis oblongo-lanceolatis obsolete denticulatis basi subinaequalibus subtus haud tinctis,
pedunculis flores vie aequantibus, sepalis anguste linearibus acuminatis corollam dimidiam
aequantibus extus flavo-villosissimis, corolla sesquipollicari pilosa, tubo inflato, limbi lobis

acutiusculis, glandula postica emarginata, ovario piloso.

Denne Art staaer meget ner den foregaaende, fra hvilken den fornemmelig adskiller

sig ved Mangel af Pletter paa Bladenes Underside, ved Bægerbladene, som ere smallere
16°

124

ved Grunden, Kronen, som er mere udvidet paa Midten, og ved gule (ikke røde) Haar paa
Bægerfligene. Maaskee den kun er en Varietet af den foregaaende.

Den har ligesom de to foregaaende Arter hjemme i Veragua, hvorfra den er bragt
af Warscewicz til det kongelige Herbarium i Berlin.

Polythysania Hanst.
l. c. Abs. 1. 209.

Calyx amplus patulus pentaphyllus, sepala lanceolata, inaequalia, incisa, lacintis in
fimbrias longas ciliolatas divaricatas abeuntibus. Corolla in calyce horizontalis, tubo basi
in saccum retracto, dein angustato sursum inflato; fauce constricta, limbo quinquelobo, lobis
brevibus rotundatis. Stamina quatuor didynama absque rudimento quinti. Filamenta
corollae bast alte adnata inferne dilatata. Antherae longae, sagittatae. Stigma stomato-
morphum. Glandula postica. — Suffrutex foliis oppositis brevipetiolatis. Flores axillares
solitarii, brevipedunculati.

Polythysania parviflora Hanst. mscr.:

Caulis apice villosus. Folia brevissime petiolata, inaequiparia, obovata, apice subito in acu-

p i ) )

men angustum producta, serrata, pubescentia, ciliata, cujusque paris folio majore 3-4” longo

basi cuneato-attenuato, minore basi acutiusculo duplo breviore. Pedunculi hirsuti. Sepala
7

pubescentia. Corolla pollicaris. Ovario rubro-hirtum.

Jeg fandt den i Skove paa Bjergene ved Naranjo i en Høide sf 4-5000",

Orthotoma Benth.

Plant. Hartw. p. 312.

Calyx parvus pentaphyllus; sepala lanceolata integra. Corolla elongato-tubulosa,
leviter inflata, basi subaequalis v. gibba plerumque recurvata; fauce contracta; limbi sub-
obligui labio superiore erecto emarginato v. bilobo, inferioris lobis tribus patentibus. Stamina
quatuor didynama absque rudimento quinti. Filamenta basi brevr spatio connata. Stigma
stomatomorphum. Glandula dorsales duae connatae. — Frutices Columneae facie super
arborum truncos scandentes. Folia opposita subsessilia v. breviter petiolata, cujusve paris
saepe inaequalia et basi obliqua. Flores axillares solitarii v. gemini breviter longius v.
longissime peduneulati,

125

Ortholoma vestitum Kl. mser.:

caule rubescenti-villoso, foliis sessilibus lanceolatis acuminatis bast inaequalibus subattenua-
tis imprimis apicem versus serrulatis supra hirsuto-tomentosis subtus piloso-tomentosis,
cujusque paris altero bies minore; floribus solitariis v. geminis longe pedunculatis, pedun-
culis flore brevioribus villosis, calyce in pedunculo recto quintam corollae partem aequante
villoso subaequali, sepalis danceolatis longe acuminatis sparsim fimbriato-dentatis, corolla in
calycem reclinata pilosa staminibus subexsertis, glandula dorsali apice marginato-biloba.

Folia majora 3-4 poll. longa. Corolla bipollicaris, tubo inflato postice ventricoso,
basi angustato gibbo curvato; fauce paulo angustiore, limbi lobis latis rotundatis inte-
gerrimis.

Funden af Warscewicz i Veragua.

Ortholoma ochroleucum Kl. mser.:

caule gracili villosissimo, foliis Zanceolatis utrinque attenuatis apice longe acuminatis bası
obtusis serrulatis supra pilis bulbosis hirtis subtus tomentosis, floribus breviter peduncula-
tis, pedunculis villosissimis, calyce subrecto villoso quartam corollae partem aequante v.
superante, sepalis Zinearibus longe et tenuiter acuminatis basi latioribus dente longo subuli-
formi hie illic instructis inaequalibus, corolla in calycem reclinata pilosa, antheris exserlis,
glandula dorsali oblonga apice bidentata.

Folia cujusque paris majora 2-3 poll. longa, minora quinquies breviora. Corolla
saequipollicaris, tubo inflato basi fauce vix angustiore, limbo quam tertia corollae pars
breviore, labio superiore recto oblongo apice bifido, lobis obtusis, lateralibus lanceolatis.
Filamentorum tubulus brevis.

Samme Sted som den foregaaende.

Orthôloma Warscewicziana Kl. mser.:

caule rubro-villoso, foliis lanceolatis breviter acuminatis denticulatis obsolete nervosis inae
qualibus basi late subrotundatis, supra hirsutis, subtus villoso-tomentosis, floribus solitariis v.
geminis pedunculatis, pedunculis florem aequantibus, calyce in pedunculo recto quintam
corollae partem aequante inaequali, sepalis lanceolatis longe acuminatis integerrimis villosis
inferioribus longioribus, corolla in calyce reclinata, glandula postica magna scutelliformi
apice subbiloba.

Folium cujusvis paris majus 3-4 poll. longum, 1 poll. latum, altero minore sexies
breviore. Corolla fere 2 poll. longa, tubo inflato -postice ventricoso subeurvato, basi angusto

gibbo; fauce paulo angustiore, limbo erecto subcrenulato, labio superiore subrotundo apice

126
bilobo, labii inferioris lobis lateralibus subrotundis obtusis, medio rotundato. Filamenta
demum irregulariter convoluta.

Samme Sted som den foregaaende.

Ortholoma pendulum Kl. mser.:

caule apicem versus piloso, foliis sessilibus lanceolatis acuminatis bast rotundatis subinte-
gerrimis, pinnato-nervosis supra appresse strigoso-hirtis subtus pubescentibus, floribus longis-
sime pedunculatis pendulis, calyce in pedunculo reclinato tertiam corollae partem aequante
inaequali, sepalis lineari-lanceolatis longe acuminatis subintegerrimis pubescentibus, duabus
ventralibus majoribus, corolla recta glabra, glandula dorsali annulo hypogyno inserta, ovario
piloso.

Corolla bipollicaris, tubo basi postice gibbo angusto ample et imprimis antice ven-
tricoso, fauce contracta, labio superiore brevi bifido recto, lobis rotundatis, labii inferioris
lobis tribus subaequalibus rotundatis subreetis. Filamentorum tubus longior.

Samme Sted som den foregaaende.

Ortholoma acuminatum Benth.:

pilis longis hispidum, foliis subsessilibus oppositis altero elongato oblique oblongo acuminato
serrato bast dimidiato hine auriculato utrinque longe piloso, altero ejusdem paris 8-20ies
minore lanceolato, pedunculo filiformi folio breviore, sepalis Zineari-lanceolatis. hispidis sub
serratis, glandula postica magna emarginata.

Columnea (Ortholoma) acuminata Benth. Plant. Hartw. 312. — Folium cujusve paris
maximum semipedale y. longius, altero 1-10 lin. longo. Corolla bipollicaris coccinea basi
rectiuscula subaequalis, medio valde ventricosa ad faucem contracta, labio superiore erecto
galeato emarginato, lobis labii inferioris tribus latis rotundatis patentibus.

Jeg har fundet den i de skyggefulde Skove paa Bjerget Pantasmo i den nordlige
Deel af Nicaragua i en Hoide af 4000’, uden Blomst i Januar.

Parabesleria Ord.

Calyx campanulatus profunde quinquepartitus, laciniis rotundatis v. oblongis. Corolla
in calyce obliqua, tubulosa, basin versus defracta et postice subgibba, fauce vix constricta,
limbi subobliqui lobis subaequalibus, duobus posticis paulo minoribus. Stamina quatuor,
tubo paulo infra medium inserta cum rudimento quinti. Filamenta basi per paria leviter
connata, complanata. Antherae rotundatae, loculis reniformibus utrinque conniventibus,
connectivo obtuse triangulart. Annulus brevissimus. Stigma bilobum. — Flores axil-

lares longe pedicellati in pedunculo brevi subumbellati v. pedunculo communi evanescente

A
[Lea
(u
127 G
Ås
in axillis aggregati. — A Besleria, ut hocce genus ad speciem typicam (B. lutea L.) et

affines reductum in sequenti pagina circumscribitur, genus nostrum imprimis calyce pro-

funde partito et laciniarum multo diversa forma et corolla defracta distinguitur.

Parabesleria triflora n. sp. (Tab. VI f. 1-8):
caule tetragono virescente glabriusculo apice sicut petiolis pedunculisque pubescenti-subto-
mentosis, foliis petiolatis oblongo-elliptieis breviter acuminatis integerrimis basi acutis sub-
carnoso-coriaceis supra pallide viridibus glabris subtus pallidioribus imprimis ad nervos
puberulis et ad marginem leviter elevato-inerassatum villoso-pubescentibus, pedunculis
petiolis duplo brevioribus érifloris, pedicellis peduneulis subduplo longioribus, calycis pube-
scenti-subtomentosi lacınüs rotundatis margine subscariosis subcrenulatis, corolla calyce
2-3plo longiore crassiuscula miniata extus puberula basi glabra paulo supra basin defracta
postice vix gibba, lobis posticis et inferioribus lateralibus obtusis, medio acutiusculo, ovario
villoso, stylo staminibusque glabris, stigmatis lobis brevibus acutis.

Folia cum petiolo pollicari 5-6 poll. longa, 2 poll. lata, nervis subtus prominulis
arcuatis 6-7nis. Peduneuli 4-5, pedicelli 8-9 lin. longi. Corolla 6 lin. longa.

Jeg fandt den i de yppige fugtige Skove, som beklæde Bjergene ved Naranjo paa
Østsiden af Costa Rica i en Hoide af 4-5000 Fod med Blomst i Mai.

Parabesleria costaricensis n. sp. (Tab. VI f. 9-13):
caule subtetragono fuscescente glabriusculo longitudinaliter rugoso apice hirsuto-pubescente,
foliis petiolatis lanceolatis acuminatis in petiolum attenuatis integerrimis supra obscure viri-
dibus breviter nitenti-hirsutis, subtus pallidioribus ad nervos pubescentibus ceterum fere
glabris, floribus 4-5nis in axillis foliorum aggregatis, pedicellis petiolis brevioribus caly-
eisque laciniis ovatis acutiusculis scariosis pubescentibus, corolla calyce 3-4plo longiore
coceinea prope basin defracta postice gibba infra faucem leviter inflata, lobis obtusis, duo-
bus posterioribus paulo minoribus, ovario glabro, stigmatis lobis brevissimis obtusis.

Folia cum petiolo vix pollicari 7 poll. longa, 20 lin. lata, nervis primariis subtus
prominulis utrinseeus 10. Corolla 5 lin. longa.

Jeg fandt den i skyggefulde Skove ved Turrialva i en Hoide af 3000 Fod med
Blomst i Mai.

Af de under Besleria beskrevne Arter vil maaskee B. acutifolia Benth. (Pl. Hartw. p.
237) blive at henføre til denne Slægt.

Hanstein anfører i sin ofte citerede fortrinlige Oversigt over Gesneraceernes Slægter
Besleria umbrosa Mart. som Typus for Slægten Besleria, hvorunder han dog ogsaa indbefatter
B. lutea L.; men disse Arter vil det neppe være rigtigt at henføre til samme Slægt. Den sidst-
nævnte Art har nemlig et krukkedannet Bæger, hvis Flige fra en bred Grund pludselig gaae over i

128
en sylformet Spids, og stærkt krummede, nyreformede Støvknaprum, som støde sammen baade
foroven og forneden, medens den første har et dybtdeelt Bæger og aflange Støvknaprum,
som ikke ere krummede og kun støde sammen foroven, men divergere forneden. Da nu
B. lutea er den Art, som oprindelig har ligget til Grund for den Plumierske Slægt Besleria,
vil det være nødvendigt at beholde dette Slægtsnavn for denne og de med samme beslæg-
tede Arter. B. umbrosa Mart. maa derimod danne Typus for en egen Slægt, for hvilken
jeg foreslaaer Navnet Pseudobesleria. Der bliver altsaa fire Slægter, som staae hinanden
meget nær og alle have en kort rørdannet Krone og Kirtelring, nemlig Besleria, Pseudobes-
leria, Parabesleria og Codonanthe. For Sammenligningens Skyld meddeles her en kort
Charakteristik af disse, og tillige optages her Beskrivelsen af to nye mexicanske Slægter,
som slutte sig nærmest til Gasteranthus.

Besleria Plum. restr. Tab. XI 1-10.

Calyx urceolatus ventricosus quinquefidus, lacintis e basi lata subulatis. Corolla tubulosa
in calyce recta basi vix gibba, fauce lata vix constricta, limbo brevi patulo, laciniis obtusis
subaequalibus duobus superioribus paulo minoribus. Stamina quatuor didynama cum rudi-
mento quinti paulo infra medium tubo inserta; antherae subreniformes loculis reniformibus
utrinque conniventibus, connectivo lato dorso subreniformi. Annulus membranaceus parvus.
Stylus complanatus. Stigma stomatomorpho-bilobum. Flores axillares aggregati, pedunculo
communi nullo v. obsoleto.
Spec. typicae: Besleria lutea L. et B. guadelupensis DC.

Pseudobesleria n. — Besleriae spec. auctor.

Calyx profunde quinquepartitus, laciniis aequalibus oblongis. Corolla urceolata subrecta
basi postice leviter gibbosa, limbo brevi patulo subaequali, laciniis duabus superioribus
paulo minoribus. Stamina quatuor didynama cum rudimento quinti paulo infra medium
tubo inserta, antherae subreniformes, loculis oblongis basi divergentibus, connectivo trian-
gulari. Annulus membranaceus parvus. Stigma 6wobum. — Flores in pedunculo axillari
umbellato-congesti.

Spec. typicae: Besleria umbrosa Mart. (l. c. t. 218). Praeterea Besleria divaricata
Poep. (I. c. 3. 2), B. lucida Poep., B. capitata Poep., omnes e Peruvia, B. flavo-virens Nees
et Mart., B. elegans H. B. K. et B. salanoides H. B. K. hic referendae esse videntur.

Codonanthe Mart.

Calyx profunde quinquepartitus, laciniis subaequalibus lanceolatis v. oblongis. Corolla obli-
qua, inflato-tubulosa, basi postice vix gibbosa dein defracta, limbo subaequali patulo. Sta-

mina quatuor didynama tubo paulo supra basin inserta, antherae subglobosae, Zoculis

129

ovalibus, connectivo oblongo. Annulus carnosus in glandulam dorsalem dilatatus. Stigma
stomatomorphum. Flores axillares pauci conferti.

Spec. typica.: Codonanthe gracilis Mart.

Gasteranthopsis x. 9.

Calyx profunde quinquepartitus, laciniis aequalibus ovalibus. Corolla longius tubu-
losa, in calyce obliqua, fere horizontalis, basi postice via gibba, supra basin leviter con-
stricta, faucem versus ventricosa, fauce constricta, limbo brevi patulo subobliquo, laciniis
rotundatis duobus superioribus paulo minoribus et altius connatis. Stamina quatuor didy-
nama cum rudimento quinti tubo corollae supra basin inserta; antheris earumque loculis
reniformibus, connectivo triangulari. Annull pars dimidia antica membranacea obsoleta,
postica carnosa incrassata hippocrepica. Stylus complanatus, obliquus, corollam subaequans.
Stigma stomatomorphum. — Flores axillares aggregati. — A Gasterantho, cui valde affinis
est, calycis laciniis rotundatis nec serratis, corolla vix calcarata, stigmate stomatomorpho
et pedunculo communi nullo differt.

Gasteranthopsis glabra n. sp. (Tab. X, f. 1-8):

caule fruticoso subtetragono glabro fusco, foliis petiolatis amplis fuscescentibus oblique
elliptico-oblongis subfalcatis, margine subrevolutis basi acutis, supra pilis minutissimis
appressis conspersis demum glabris, subtus pallidioribus glaberrimis, pedicellis petiolis
brevioribus angulatis subglabris, calycis laciniis ovalibus enervi’s puberulis margine scario-
sis, corolla tenera glabra calyce 5-6plo longiore,~ stylo staminibusque corollam subaequan-
tibus glabris, capsula globosa glabra.

Folia cum petiolis 1-14» poll. longis 8-10 poll. longa, 3-4 poll. lata. Nervi 8-10ni
fusei allerni curvati cum minoribus interjectis anastomosantes. Pedicelli fere pollicares.
Corolla 9 lin. longa.

Funden af Liebmann i Mexico i Departementet Oajaca ved Lacoba og Chinantla, i
Juli med Blomst og Frugt.

Gasteranthopsis hirsuta n. sp. (Tab. X, f. 9-13):

caule fruticoso apice hirsutissimo, foliis sublonge petiolatis elongato-oblongis acuminatis
obsolete serratis basi altenuatis subinaequalibus supra fusco-viridibus hirsutis, subtus pal-
lidioribus pubescentibus ad nervos longius et appresse hirsutis, pedicellis petiolis multo
brevioribus teretibus hirsutiusculis, calycis laciniis ovalibus nervosis pubescentibus scariosis,
corolla tenera glabra calyce 6-7plo longiore, stylo staminibusque corollam subaequantibus
et capsula subglobosa glabris.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 17

130

Folia cum petiolo bipollicari 10 poll. longa, 2% poll. lata. Nervi {{ni, prominuli
subalterni arcuati. — Quoad flores antecedenti similis, corolla tamen paulo magis ventricosa
et fauce magis constricta.

Et enkelt Exemplar fandtes i Liebmanns Herbarium fra Pedro Tepinapa og Chinantla

i Dep. Oajaca.

Cyrtanthemum n. 9.
(Tab. X, f. 20-39)

Calyx amplus patulus pentaphyllus foliaceus, sepala lineari-lanceolata v. linearia
valde inaequalia, antico maximo corollam aequante vel etiam superante, lateralibus minoribus
basi inaequilateris, postico minima. Corolla valde obliqua infundibulari-tubulosa paulo supra
basin aequalem defracta, dein sensim ampliata, ventricosa, fauce parum constricta, limbo
brevi patulo quinquelobo, lobis duobus superioribus minoribus et altius connatis. Stamina
qualuor didynama cum rudimento quinti, tubo paulo supra basin inserta. Antherae earum-
que loculi et connectivum reniformia. Glandula hippocrepica dimidium fere ovarium cin-

gens. Stigma stomatomorphum. — Flores axillares aggregati.

Cyrtanthemum hirsutum n. sp. (Tab. X, f. 20-31):

caule subtetragono imprimis apice hirsutissimo subtomentoso, foliis longe petiolatis amplis
submembranaceis oblique oblongo-elliptieis subfalcatis acumine acuto brevi curvato terminatis
obsolete serralis margine subrevolutis basi acutatis, supra obscure viridibus pélosis, subtus
pallidis pelosud’s ad nervos appresse hirsutis, floribus breviter petiolatis, pedicellis calyce
hirsuto breviore, corolla glabra.

Folia cum petiolo hirsuto 2-3pollicari 10-11 poll. longa, 3-3 poll. lata, nervis
10-12nis prominulis arcuatis. Sepalum maximum fere pollicare, corollam paulo superans.
Capsula globosa glabra.

Liebmann fandt den ved St. Jago Amatlan, Lacoba og Chinantla i Dep. Oajaca

med Blomst og Frugt i Juni og Juli.

Cyrtanthemum deflexwm n. sp. (Tab. X, f. 32-39):
caule fruticoso tetragono apice hirsuto, foliis longepetiolatis elongato-oblongis y. subfalcato-
ellipticis acumine brevi acuto curvato terminatis integris basi subobliquis breviter attenuatis
submembranaceis supra obscure viridibus pelis minutis appressis conspersis subtus pallidis
glabriusculis, floribus brevissime pedicellatis, calyce subappresse pubescente, sepalo maximo

corollam glabram superante, stylo apice incurvo.

131

Folia cum petiolis bipollicaribus hirsutiusculis 9-12 poll. longa, 3-4 poll. lata.
Pedicelli 2-4 lin. longi. Corolla minus ventricosa, magis deflexa et faux angustior quam
in antecedente specie.

Liebmann fandt den ved Tintaleingo og Lobani i Distr. Chinantla (Dep. Oajaca) med

Blomst i Juni.

Subtribus 3. Columneae.

Calyx simplex. Corolla tubulosa, limbo exacte et longe hiato-bilabiato. | Antherae

quatuor fertiles.

Pentadenia Planchon.

Sepala herbacea, ovato-lanceolata v. lanceolata, acuminata, serrata v. serrato-, v. den=
tato-incisa. Corollae tubus subcampanulato-inflatus sigmotdeo-curvatus bast gibbus; limbi
laciniae dorsales in galeam usque ad apicem connatae. Stamina in tubulum postice fissum
connata absque rudimento quinti; antherae quadratim connexae. Glandulae quinque, dor-
sales duae in unam connatae. Stylus apice incurvus. Stigma infundibuliformi - dilatatum.

Flores axillares solitarii, saepius longe pedunculati.

Pentadenia nervosa Kl. mscr.:

caule apice tomentoso, foliis ovatis acutis basi rotundatis denticulatis crassinerviis, nervis
e costa parallelis intra marginem unitis, pedunculis flore brevioribus hirsutis, calyce in
pedunculo reclinato tertiam fere corollae partem aequante, sepalis lanceolatis longe acumi-
natis dentato-incisis pubescentibus, corolla in calyce recta pilosa subpollicari, tubo basi
postice gibbo angusto curvato media parte inflato-ventricoso, fauce constricta, limbo ringente
quinquelobo denticulato, labio superiore erecto apice latiore emarginato, lobis lateralibus
erectis breviter ovatis obtusis, lobo ventrali lanceolato-ovato obtuso porrecto, filamentorum
curyatorum tubulo longiore, antheris longe exsertis glandulis dorsalibus in unam emargina-
tam connatis, ovario villoso.

Folia 11-2 poll. longa.

Funden af Warscewicz i Veragua.

Columnea Plum.

Sepala ovata v. ovalia v. oblonga v. lanceolata v. linearia, saepe colorata, integra v.

serrata v. dentata. Corolla tubulosa, tubo saepius angusto et basi postice gibbo leviter curvato

VIE

132

faucem versus ampliato; limbus amplus hiato-bilabiatus, laciniis dorsalibus duabus in
galeam longissimam erectam saepius usque ad apicem connatis, lateralibus duabus galeae
altius adnatis, lacinia ventrali elongata saepius reflexa. Stamina basi in tubum postice
fissum connata absque rudimento quinti. Antherae quadratim connexae subexsertae rarius
inclusae. Glandulae dorsales duae in unam connatae. Stigma bilobum rarius globosum.
Bacca funiculis longis demum deliquescentibus. — Frutices super arborum truncos
scandentes, foliis oppositis brevipetiolatis v. subsessilibus saepius integris et subcarnosis.
Flores axillares, solitarii v. bini, corollis plerumque coccineis.

Uagtet Hanstein har begrændsel denne Slægt saaledes, at den kun indbefatter de
Arter, som have et næsten cylindrisk, svagt krummet Kronror med laterale Kronflige,
som ere sammenyoxede med de to dorsale, der danne Hjelmen, og med to sammenyoxede
dorsale Kirtler, saa findes der dog blandt de herhen horende Arter saa store Forskjellig-
heder ikke blot i Begerbladenes, Kronens og Arrets Form, men ogsaa i den hele Habitus,
at det vil vere nødvendigt at danne flere Underslegter. Til den første af disse (Para-
columnea) henforer jeg alle de Arter, som haye et stort farvet Beger, et kort vidt Kron-
rer, en meget lang, tilbageboiet Bugflig, et kugleformigt Ar, en tretandet Kirtel, hvis Stæn-
gel bestaaer af meget korte, ved tydelige Knæ adskilte Ledstykker, og som have tetstillede
Blade, hvis Længde mange Gange overgaae Ledstykkernes. Den anden Underslægt (Euco-
lumnea) indbefatter de Arter, som have et i Forhold til Kronen mindre, ikke altid farvet
Beger, dertil et langt tyndt Kronror, et tolappet Ar og en afstumpet eller udrandet’
Kirtel. Stængelen har hos disse som oftest længere Ledstykker og mindre udvikklede Knæ.
Den tredie Underslegt (Leptocolumnea) er let kjendelig ved en hoist eiendommeligt Habitus,
idet Stengelen er traadformig tynd og Bladene meget smaa, hindeagtige, men Blomsterne
meget store. Desuden ere Bægerbladene meget smaa, Kronens Rør meget tyndt, Hjelmen
meget stor, Sidefligene meget smaa og Arrets Lapper store. Ligeledes synes C. hirsuta
Swartz at maatte danne Typus for en egen Underslægt (Isocolumnea); den adskiller sig nem-
lig fra de andre Arter ved hindeagtige, linie-lancetdannede Bægerblade, ved en tolappet
Hjelm og ved Bug- og Sidefligene, som ere næsten eensdannede (lancetdannede). Herhen
hører maaskee ogsaa C. rutilans og C. hispida.

Subgenus 1. Paracolumnea.

Caulis foliosus, internodiis brevissimis, nodis pulvinisque distinctis. Folia inter-
nodiis multoties longiora. Calyx amplus, coloratus, villosus saepius corollam dimidiam
aequans. Corollae tubus brevis ampliatus. Galea magna subtruncata, laciniae laterales brevi-
triangulares, reflexae, ventralis linearis tubum aequans y. paulo brevior. Stigma globosum.
Glandula 3dentata v. subtriloba.

133

©. (Paracolumnea) erythrocalyæ (Kl. mser.):

»aule hirsuto densifolio, foliis subsessilibus oblongis v. oblongo-lanceolatis acutis integerrimis
crassinerviis subtus pubescentibus, floribus sessilibus in apice caulis in spicae formam con-
fertis, calyce corollam dimidiam aequante, sepalis lanceolatis acutiusculis bast angustatis
integerrimis villosis apice pubescentibus, corolla recta extus villosissima, tubo basi vix gibbo
ampliato tertiam tantum limbi partem aequante, galea recta oblonga truncata, laciniis latera-
libus longe triangularibus patentibus supra dimidium galeae adnats obtusiusculis, lacinia
ventrali angustissime lineari, glandula dorsali tricuspide annulo hypogyno imposita.

Exemplarer, samlede af Warscewicz, opbevares i det kongl. Herbarium i Berlin.

©. (Paracolumnea) quercetin. sp. (Tab. XI 11-15):

caule suffructicoso subtetragono fuscescente superne hirsutiusculo squamuloso folioso, foliis
subsessilibus carnosis oblongis breviter acuminatis basi inaequalibus oblusis supra glabris
subtus subappresse piloso-pubescentibus, floribus subsessilibus, sepalis rubris ovato-oblongis
acuminatis obsolete serratis basi angustatis appresse pubescentibus basi utrinque villosis,
corolla calyce duplo longiore rubra extus villosissima, tubo basi glabro postice valde gibboso
dein constricto, galea tubum aequante v. etiam superante rectiuscula apice obtusa, laciniis
lateralibus triangulari-linearibus obtusis patenti-reflexis galeae paulo ultra medium adnatis,
lacinia ventrali lineari longissima tubum subaequante, glandula subtriloba ovarium amplec-
tente, ovario villoso, stylo puberulo, stigmate bilobo-globoso.

Folia 24% poll. longa, fere pollicem lata. Corolla sesquipollicaris.

Jeg fandt den paa Egetreer i en Hoide af 6-7000 Fod i Costa Rica.

€. (Paracolumnea) linearis n. sp :

caule subcarnoso glabro fusco apice ramisque pilis raris conspersis, internodiis brevissimis,
foliis brevissime petiolatis /Zneartbus carnosis apice attenuatis obtusiusculis basi obtusis
supra glabris subtus pilis minutis canescentibus appressis conspersis, floribus axillaribus
solitariis breviter pedicellatis, pedicellis petiolo 2-3plo longioribus hirsutis, sepalis ovato-
oblongis acuminatis rubescentibus integris extus pilis minutissimis appressis conspersis intus
basi villosis, corolla calyce 3-4plo longiore rubra extus sericeo-villosa intus puberula, tubo
basi glabro postice valde gibboso dein constricto leviter curvato et faucem versus parum
ampliato, galea erecta tubum aequante v. etiam superante obtusa, laciniis lateralibus longe
triangularibus patenti-reflexis galeae ad medium adnatis obtusiusculis, lacinia ventrali lineari
tubum subaequante, staminibus styloque puberulis, glandula subtriloba.

Folia 2-3 poll. longa, 3 lin. lata. Petiolus 1-2linearis, hirsutiusculus. Sepala
5-6 lin., corolla 20 lin. longa.

Jeg fandt den paa samme Sted som de foregaaende.

134

Subgenus 2. Eucolumnea.

Caulis crassus subcarnosus foliosus internodiis brevissimis, v. tenuior lignosus
internodiis longioribus. Calyx viridis v. plus minus coloratus, corolla 4-6plo brevior. Co-
rollae tubus longus tenuis, galea tubum aequans v. brevior, truncata v. emarginata, lacinia
ventralis saepius late lanceolata, tubo 3-4plo brevior. Stigma bilobum. Glandula truncata

v. emarginata.

©. (Eucolumnea) magnifica (Kl. mser.):
caule imprimis apice tomentoso folioso, foliis brevissime petiolatis ovato-lanceolatis acutis
apicem versus serrulatis subinaequalibus appresse hirsutis subtus rubescentibus, floribus
breviter pedunculatis, calyce quintam corollae partem aequante tomentoso, sepalis lanceo-
latis acuminatis serratis, corolla rubra extus rubro-pilosa intus puberula, tubo basi glabro
leviter gibbo dein ampliato; galea erecta ovata fornicata apice integra tubum aequante, labii
inferioris laciniis lineari-lanceolatis, Jateralibus galeae parum affixis patentibus obtusis, ven-
trali profunde soluta acuta porrecta, staminibus galea brevioribus, filamentis dense puberulis,
glandula submembranacea emarginata, ovario villoso, stylo crasso rubro puberulo apice
incrassato.

Folia 2-3 poll. longa. Corolla 2'/ poll. longa. — Corollae tubo ampliato et galea
tubum aequante ad Paracolumneam transitum facit, sed differt glandula et stigmate,

Den er funden af Warscewicz i Veragua.

©. (Eucolumnea) crassifolia (Ad. Brong.):
caule suffruticoso carnoso stricto parum ramoso cylindrico squamuloso-punctato pubescente
folioso , foliis brevissime petiolatis adrectis carnosis Zineari-lanceolatis apice attenuatis acu-
minatis, margine integerrimo subrevoluto, basi acutis, supra atroviridibus glabris nitidis
subtus pallidioribus flavescentibus costa purpurascentibus pilosiuseulis, floribus solitariis
brevissime pedunculatis, calyce virescente quintam corollae partem aequante, sepalis sub-
aequalibus Zanceolatis acuminatis obsolete dentatis pubescentibus, corolla coccinea extus vil-
losa, tubo longo subeylindrico basi postice gibbo leviter curvato faucem versus parum
ampliato, galea brevi tubum dimidium paulo superante subfornicata quadrato-rotundata
emarginata, laciniis lateralibus obliquis triangularibus obtusis galeae ad medium adnatis,
lacinia ventrali lanceolata obtusa porrecta tertiam tubi partem aequante, glandula ovato-
conica.

Columnea crassifolia A. Brong. in Hort. Paris. — Bot. Mag. t. 4330. — Flores des
serres t. 286.

Denne smukke storblomstrede Art er kun kjendt af dyrkede Exemplarer, men
stammer rimeligviis fra Centralamerika.

135

©. (Eucolumnea?) flaccida (Seemann) :

caule fruticoso , ramis elongatis flaccidis demum glabris, foliis ovato-lanceolatis acutis denti-
culatis hirsutis demum glabris, floribus solitariis pedunculis calycibusque villosis sepalis
lanceolato-linearibus bast inciso-fissis, corolla coccinea extus hirsuta intus glabra, laciniis
acutis, staminibus galeam aequantibus, ovario villoso, stylo pubescente.
Columnea flaccida Sem. Bot. of Herald. p. 186. — Corolla 3 poll. longa.
Seemann fandt den i Skovene ved Gualaca i Provindsen Veragua.

C. (Eucolumnea) hirsuta (Kl. mser.):

caule fruticoso fusco-hirsutissimo, foliis breviter petiolatis elliptico-ovatis acutis basi obtusis
subintegerrimis ‘tomentoso-hirtis, floribus brevissime pedunculatis solitariis v. geminis, calyce
quartam corollae partem aequante villosissimo, sepalis Zneari-lanceolatis acuminatis basi
angustatis sparsim dentatis, corolla hirta, tubo subrecto limbum superante basi gibbo tenui
faucem versus sensim ampliato, galea late oblonga angulato-truncata fornicata, labii inferio-
ris laciniis subaequalibus longo-lanceolatis obtusis, lateralibus galeae parum adnatis paten-
tibus, filamentis galeam haud aequantibus, glandula truncata y. emarginata.

Folia 2 poll. longa. Corolla 2-2/2 poll. longa.

Funden af Warscewicz i Veragua.

C. (Eucolumnea) Oerstediana (Kl. mscr.) (Tab. Vill):

caule lignoso subtetragono fuscesceute glabro nitidulo ramoso nec radicante, ramis
elongatis strictis patenti-adreclis indivisis apice hirto-pubescentibus , internodiis folia super-
antibus, foliis parvis carnosis brevissime petiolatis ovatis acutis bast rotundatis supra glabris
subtus pilis minutis canescentibus appressis conspersis, floribus solitariis pedunculatis,
pedunculis folia subaequantibus et calyce corolla 5plo breviore appresse hirto-pubescenti-
bus, sepalis ovatis apice attenuatis bast subcordatis infra medium crenato-dentatis virescen-
tibus inprimis medio et margine leviter rubescentibus intus glabris, corolla magna parum
curvata supra extus pilosa intus glabra, tubo tenui basi glabro postice gibbo faucem versus
sensim ampliato, galea tubum dimidium aequante y. paulo superante apice angulato-truncata
laciniis lateralibus obliquis triangularibus obtusis galeae ad medium adnatis, ventrali lineari-
lanceolata, staminibus glabris, glandula emarginata, stylo pubescente apice curvato, stig-
mate bilobo.

Folia semipollicaria. Petiolus linearis hirto-pubescens. Corolla 2/'s poll. longa.

Jeg fandt den i de yppige Skove, som beklede Bjergene ved Naranjo paa Ostsiden
af Costa Rica, i en Hoide af 4-5000 Fod, med Blomst og Frugt i Mai.

136

©. (Eucolumnea) nicaraguensis n. sp.:
caule lignoso crasso subtetragono fuscescente demum g/abro apice appresse villoso sub-
fractiflexo folioso, internodiis foliis suis 3-4plo brevioribus, foliis brevissime petiolatis /an-
ceolato-oblongis carnoso-coriaceis acuminatis obsolete crenatis bast dimidiato-cordatis fusco
viridibus supra sub lente alutaceis pilis minutis canescentibus appressis conspersis subtus
inprimis ad nervos sericeo-pubescentibus, Noribus solitariis brevissime peduneulatis, pedun-
culo petiolum aequante villosissimo, calyce tertiam corollae partem aequante, sepalis inae-
qualibus oblongo v. lineari-lanceolatis coloratis integris utrinque sericeo-pubescentibus, corolla
coceinea extus sericeo-villosa intus puberula, tubo tenui cylindrico rectiusculo basi glabro
postice gibbo, galea ampla tubum aequante apice emarginata subrecta vix fornicata, laciniis
lateralibus late triangularibus obliquis galeae ad medium adnatis obtusis patentibus, lacinia
ventrali lineari reflexa tubum subaequante, staminibus pubescentibus basi glabris paulo
ultra mediam galeam attingentibus, glandula emarginata, ovario villoso, stylo pubescente
basi glabro stamina superante, stigmatis lobis divaricatis.

Folia 3 poll. longa, pollicem lata. Rami costales numerosi juxta marginem arcua-
tim uniti. Pedicelli 3-4 lin. longi crassi villosi cauli appressi. Corolla 2/2 poll. longa.
Transitum facit haec species inter Paracolumneam, cui facie et tubo brevi similis est, et
Isocolumneam, quam corollae forma et imprimis galea subbiloba accedit.

Jeg fandt den i den tætte Urskov ved Floden San Juan i Nicaragua med Blomst
i Juni.

Ti
dens L., C. speciosa Prsl., C. flava Mart. et Gal.

I denne Underslegt hore desuden: Columnea Schiedeana Schlecht., C. scan-

©. (Eucolumnea?) glabra n. sp. (Vab. Xl, f. 18-23):

caule fruticoso basi ramoso subtereti fusco-maculato glabro, internodiis folia subaequanti-
bus, ramis elongatis apice hirtis, foliis parvis brevissime petiolatis /anceolatis apice obtusis
bast acutis margine revolutis carnosis glabris pailide viridibus, nervo medio subtus basi
prominente pilis adpressis consperso ceterum explanato evanescente, floribus solitariis bre-
vissime pedunculatis, calyce vix tertiam corollae partem aequante, sepalis Ænearibus mem-
branaceis apice obtusis extus imprimis basi pilis appressis conspersis ciliatis, corolla coc-
cinea extus pubescente intus glabriuscula, tubo infundibulari-tubuloso recto basi glabro vix
gibbo, limbo tubo triplo breviore, laciniis conniventibus, galea fornicata apice truncata,
laciniis lateralibus obliquis brevi-triangularibus et ventrali lanceolata galea duplo breviore
obtusiuseulis margine subundulatis, staminibus inelusis, filamentis glabris eorumque tubulo
brevissimo, glandula biloba, ovario tomentoso, stylo glabro, stigmate subgloboso.

Folia vix pollicem longa, 3 lin. lata. Petiolus Ye-1 lin. longus, hirtulus. Corolla

[Yo poll. longa. Pedicelli lineam longi, hirti.

137
Da Kronen paa de af mig samlede Exemplarer ikke synes at være fuldstændig ud-
viklet, er det endnu tvivlsomt, hvorvidt denne Art hører til Underslægten Eucolumnea.
Jeg fandt den paa Bjergene mellem Cartago og Candelaria i Costa Ricas Hoiland,

i Egeregionen (6-7000°% med Blomst i Februar.

Subgenus 3. Leptocolumnea.

Caulis fruticosus tenuissimus fibrillis tenuissimis radicans; internodia foliis longiora
nodis indistinctis. Folia minutissima tenera membranacea. Flores axillares, solitarii, breviter
pedunculati, maximi. Calyx parvus quintam v. decimam corollae partem aequans, sepalis
lanceolatis v. ovalibus viridibus teneris. Corolla tenuis gracilis, tubo tenui erecto subeylin-
drico basi postice gibbo, ZZmbo maximo, galea truncata fornicata, laciniis lateralibus brevis-
simis triangularibus , ventrali lineari porrecta. Stamina exserta. Glandulae dorsales duae

in unam bilobam connatae annulo hypogyno insertae. Stigma bilobum.

©. (Leptocolumnea) microphylla (Kl. & Hanst. mser.) (Tab. XI 24):

caule tenuissimo stricto tereti fusco hertulo, foliis minutissimis brevissime petiolatis mem-
branaceis ovatis v. ovalibus obtusis bast truncatis integris v. obsolete crenatis utrinque
subappresse pilosis subtus pallidioribus, pedunculis folium aequantibus pilosis, calyce
decimam corollae partem aequante, sepalis ovalibus, membranaceis viridibus foliis similibus
sed sparsim serratis utrinque pilosis, corolla tenerrima coccinea extus pubescente intus
glabra, galea tubum aequante lata truncata, laciniis lateralibus brevissimis triangularibus
obtusis, lacinia ventrali lineari tubum dimidium aequante, staminibus galeam aequantibus
v. etiam superantibus, filamentis tenuissimis glabris, tubulo eorum brevissimo, stylo pube-
scente. Folia 3 lin. longa. Petiolus {+ lin. longus, pubescens. Corolla 2Ys-3 poll. longa.
Funden af Warscewicz i Costa Rica.

©. (Leptocolumnea) tenuis Kl. mser.:

caule tenuissimo pzloso, foliis subsessilibus parvis teneris ovalibus acutis bast rotundatis
subintegerrimis subtus inprimis ad nervos püosis, floribus solitariis breviter pedunculatis,
pedunculis calycem vix aequantibus, calyce quintam v. sextam corollae partem aequante,
sepalis danceolatis basi dilatatis rotundatis grosse dentatis apice longe acuminatis integerri-
mis, corolla tenui gracili pilosa, tubo postice gibbo faucem versus vix paululum dilatato,
limbo tubum dimidium aequante, galea ovata fornicata erecta, laciniis lateralibus brevibus
patentibus, ventrali lineari porrecta, staminibus styloque longe exsertis galeam superantibus,
tubulo eorum brevi. — Folia 8-9 lin. longa. Corolla 2-32 poll. longa.
Funden af Warscewicz i Veragua.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 5 Bd, IS

138

Columnea bilabiata Seem. (l. c. 186), funden af Seemann ved Cap Corrientes i
Darien, har en udeelt Over- og Underlæbe og 5 Kirtler og maa rimeligviis henføres til en
egen Slægt.

Columnea umbellata (Bertol. Flor. Guatem. 25. — Walp. Rep. 2. 714), som
angives at voxe i Guatemala, synes ikke at henhøre til denne Slægt.

Der findes blandt de af mig i Centralamerika samlede Gesneraceer Exemplarer af
en Årt, som uden al Tvivl er ubeskreven, men hvis Plads i Systemet det ikke er muligt
at bestemme, da den allerede er afblomstret. Bægerets Form er saa eiendommelig, at
den rimeligviis vil danne Typus for en egen Slægt i Columneernes Subtribus. Jeg skal
foreløbig beskrive den under nedenstaaende Navn.

Columnea? tomentosa n.sp. (Tab. XI f. 25-29):

Tota canescenti-tomentosa. Caulis fruticosus, subteres, fuscescens, scandens, radicans,
subramosus. Internodia foliis suis breviora, pulvinis distinetis. Folia cum petiolo bi-
trilineari pollicem longa, 5-6“ lata, crassiuscula, subcarnosa, oblongo-ovalia, subaequalia,
fusco-viridia, supra subfoveolata scabriuscula, subtus densius tomentosa. Pedunculi axillares
solitarii petiolos vix superantes. Calyx pentaphyllus; sepala oblonga pinnatifida in acumen
longum attenuata, crassiuscula, subcoriacea, coccinea, intus subglabra. Corolla et genitalia
ignota. Glandula tridentata. Capsula rotundata, lenticulari-compressa, subglabra.
Jeg fandt den i den tette Urskov ved Floden San Juan i Nicaragua.

Til Belysning af Gesneraceernes geographiske Forhold i Almindelighed.
(Hertil et Kort.)

Man vil forgjæves i botaniske Skrifter søge Oplysning om Gesneraceernes geographiske
Forhold, og dog spille disse Planter en ikke ubetydelig Rolle gjennem den største Deel af
det tropiske Amerika og bidrage endog paa mange Steder, navnlig i en vis Region, til at
give Plantevæxten et eiendommeligt Preg. Jeg har derfor anseet det for rigtigst i neden-
staaende Betragtninger over denne Families geographiske Forhold ikke at indskrænke mig
til Centralamerika, men ogsaa at tage Hensyn til de andre Lande, saa meget mere, som
det Charakteristiske for en vis Flora træder klarere frem ved Sammenligning med andre,
og det først er ved saadanne plantegeographiske Oversigter over de forskjellige Familier,
at man efterhaanden kan opnaae en skarpere Begrændsning og fuldstændigere Charakteristik
af de naturlige Floragebeter. Her frembyder sig vel den Vanskelighed, at man ikke har
nogen fuldstændig Fortegnelse over alle Arter fra den senere Tid"), og at der ofte hersker
stor Forvirring i Synonymien af de talrige Arter og Slægter, hvormed denne Familie i de
sidste Decennier er bleven forøget, og hvoraf Beskrivelser findes spredte i botaniske Tids-
skrifter og Havetidender. Hertil kommer endnu en anden Ulempe. Da de fleste Ges-
neraceer ere yndede Zirplanter, ere adskillige Arter blevne indførte i Haver, uden at man
har nogen Oplysning om deres Hjem eller nogen Kundskab om deres Forekomst og

1) Den seneste monographiske Bearbeidelse af hele Gesneraceernes Familie findes i De Candolles Pro-
dromus, 7de Deel, som udkom 1839. Siden Ovenstaaende nedskreves er 2det Afsnit af Hansteins
Afhandling: »Die Gesneraceen des Königlichen Herbariums und der Gärten zu Berlin nebst mono-
graphischer Uebersicht der Familie im Ganzen« udkommet, hvor der findes en fuldstændig Forteg-
nelse over alle Slægter og Arter af Niphaeerne og Achimeneerne. For disse to Afdelinger af Fami-
lien gjælder altsaa ikke længere den ovenfor antydede Vanskelighed. Det behøver neppe at bemær-
kes, at jeg i min tidligere nedskrevne Oversigt over Gesneraceernes geographiske Forhold har gjort
saadanne Tillæg og Rettelser, som ansaaes fornødne, efterat Hansteins Afhandling var bleven mig
bekjendt.

18”

140

Udbredning, og da der ved Dyrkningen er opstaaet mange Varieteter og Baslarder, der ikke
sjelden ere beskrevne som Arter, er det ofte vanskeligt at komme paa det Rene med
Arternes rette Begrændsning og Antal. De Angivelser af Arternes Antal i de forskjellige
Floragebeter, som meddeles i det Følgende, kunne derfor ikke gjøre Fordring paa stor Nøi-
agtighed; men de absolute Talforhold ere ogsaa her af underordnet Betydning i Sammenlig-
ning med de relative, og med Hensyn til disse tør det vistnok antages, at senere Under-

søgelser ikke ville fremkalde noget væsentlig forskjelligt Resultat.

Gesneraceerne ere blandt de faa Familier, som udelukkende tilhøre en enkelt
Verdensdeel. De forekomme ikke udenfor Amerika og have her deres Maximum under
Æquator, hvorfra de gradvis aftage mod begge Polerne. I den nordlige Hemisphere gaae
de ikke udenfor Vendekredsen, hvorimod de i den sydlige Hemisphære ligesom såa mange
andre Familier, begunstigede af de klimatiske Forhold, fjerne sig meget længere fra Æquator.
Brasilien har saaledes i Nærheden af Vendekredsen dobbelt saa mange Arter som Mexico
i samme Afstand fra Æquator, ja en enkelt Art (Dolichodeira tubiflora) gaaer her ned til
c.30°s.Br., og paa Vestsiden finde vi endog to Arter paa 43°, nemlig Mitraria coccinea og
Asteranthera chiloensis påa Øen Chiloe. Det er imidlertid ikke, som man almindelig synes
at antage, i den tropiske, men derimod i den subtropiske og varmtempererte Region eller
i en Hoide af 2-6000 Fod, at Gesneraceerne forekomme i størst Mængde, hvilket Forhold
jeg har søgt at anskueliggjøre paa det medfølgende Kort.

Hvad disse Planters Fordelingsmaade angaaer, da vil man af nedenstaaende schema-
tiske Oversigt over Arternes Antal i de forskjellige Floragebeter see, at de 9 Subtribus i
denne Henseende forholde sig meget forskjelligt.

En nr I m m nn ERE

Subtribus. Vestindien Mexico Central- Columbien

a None Guiana Brasilien | Chili.

Niphaeeae. .. . 3 3
Åchimeneae. . . 1 90) 39 nj 43 Be 1 3
Gesnereae. . . . 1 4 2 37
Moussonieae | 3 \ 7 SE
Eurytidophylleae 98 2 1 5
Solenophoreae . 6 då
Mitrarieae. . . . 5 104 =
Eubeslerieae ..| 3 8 29 33 13 37 i
Columneae . .. 4 3 16 5 1 wa

Summa... 36 43 18 95 17 19 i

1/4

Af samtlige Subtribus er der to, som ere indskrænkede til et enkelt Floragebet,
nemlig Solenophorerne, der udelukkende tilhøre Mexico, og Mitrarieae, som ikke forekomme
udenfor Chili. De Sidstnævnte, der i geographisk Henseende ere mest fjernede fra det
egentlige Centrum for denne Families Uddredning, ere ogsaa de, som i deres systematiske
Forhold ere mest afvigende og gjennem Slægten Sarmienta danne Overgangen til Cyrtan-
draceerne, Gesneraceernes Repræsentanter i Asien og paa de indiske Øer. Tre Tribus fore-
komme med et meget overvejende Antal Arter i et enkelt Floragebet, nemlig Gesnereerne
i Brasilien, Eurytidophylleerne i Vestindien og Columneerne i Centralamerika. — Niphaeeae
ere indskrænkede til Centralamerika og Columbien, og de andre Tribus, som have en større
Udbredning, tilhøre dog navnlig saadanne Floragebeter, som grændse op til hinanden. Achi-
meneerne, der optræde med et stort Antal Slægter og Arter i Peru, Columbien, Central-
amerika og tildeels i Mexico, mangle saaledes næsten ganske i de andre Lande; det samme
gjælder om Moussonieerne, som have deres Maximum i Columbien og Centralamerika, og
Eubeslerieerne, der synes at forekomme i størst Mængde syd for Æquator, men kun have et
ringe Antal Arter i Mexico og Vestindien. Det er meget mærkeligt, at Guiana, der dog
efter Brødrene Schomburgks Reiser maa antages at være ligesaa noie undersøgt som de
andre Dele af det tropiske Amerika, tæller et saa ringe Antal Arter og neppe har en
eneste eiendommelig Slægt.

Efter de Tribus af Gesneraceerne, som ere fremherskende i de forskjellige Lande,
kunne disse inddeles i 7 Gebeter, som skuile gjøres til Gjenstand for nærmere Betragtning
i det Følgende, hvor der tillige gives en kort Fremstilling af disse Planters Forekomst og
ligeledes af Slægternes og Arternes Udbredning og Fordelingsmaade.

Eurytidophylleernes Gebet

indbefatter de vestindiske Øer med Undtagelse af Trinidad, som baade i Klima og Vegeta-
tion stemmer overeens med det tilgrændsende Fastland. Da den fugtige Bjergregion, som
især er gunstig for Gesneraceernes Forekomst, er meget mindre udviklet paa de vestindiske
Øer end paa Fastlandet, kunne vi ikke her vente noget stort Antal Arter. Man kjender
herfra kun 36 Arter, som næsten udelukkende tilhøre de større Øer, ja paa flere af de
mindre (blandt disse de danske), som kun have lave Bjerge, mangle de ganske. Foruden
den Fattigdom paa Arter, hvori Vestindien stemmer overeens med de fleste Øer, gjenfinde
vi ogsaa her et andet for disse charakteristisk Forhold, nemlig en skarpere Begrændsning
og mindre Overeensstemmelse med de tilgrændsende Fastlandsfloraer, end den disse vise
indbyrdes. Eurytidophylleerne, eller den Afdeling af Rytidophylleerne, som have et 5-10kantet
med hele Frugtknuden sammenvoxet Bægerrør, smalle Bægerflige og en Kirtelring ved

142

Grunden af Frugtknuden, tilhøre saaledes næsten udelukkende dette Gebet*), og her findes
kun meget faa Repræsentanter for de andre Afdelinger. De mest fremherskende Slægter
ere: Pentaraphia (8 sp.) med læbedannet Krone, Codonoraphia n.°)(6 sp.) med klokkedannet
Krone, begge med meget smalle Bægerflige og langt fremragende Kjonsdele, Rytidophyllum
(6 sp.) med næsten regelmæssig klokkedannet Krone og korte Bægerflige. 5 Subtribus, som
forekomme paa Fastlandet, have aldeles ingen Repræsentanter her, medens Columneae have
4, Eubeslerieae 3 og Achimeneae 1.

Paa Jamaica og de andre større Øer forekomme enkelte Arter i det varme Lavland,
saasom Chorisanthera hispida Benth., Conradia? scabra med tørre rue Blade og nogle Arter
af Pentaraphia og Codonoraphia, smaa Buske med et harpixagtigt glindsende Overtræk, der
voxe paa lave Kalkbjerge med en temmelig tør og fattig Plantevæxt. Først i en Høide af
3-5000 Fod i den fugtige Skovregion, hvor der næsten ikke hengaaer en Dag uden at der
falder Regn, hvor Bregnetræerne udgjore en væsentlig Bestanddeel af Skovene, som kun paa
enkelte Steder have maattet vige Pladsen for Kaffeplantager — have Gesneraceernae ligesom
Melastomerne, Begonierne og Scitamineerne deres egentlige Hjem. Her voxe især paa steile
Skrænter Rytidophyllum tomentosum, der ligesom de fleste Arter i denne Region er for-
synet med en stærk Haarbekledning, R. grande og R. Plumerianum med fodlange smalle
Blade, medens Columneerne (C. hirsuta og rutilam) i Selskab med Orchideer, Bregner og
Bromelier pryde Træernes Grene.

Ligesom det hele vestindiske Gebet har en egen Afdeling af denne Familie, som
næsten ganske mangler påa Fastlandet, saaledes have ogsaa de enkelte Øer deres egne
Slægter og Arter. Cuba har to egne Slægter: Duchartrea (D. viridiflora Ann. des scien.
nat. 1846 v. 6 p. 109 T. 8), en 3° hoi Busk af en eiendommelig Habitus, med vortede, har-
pixholdige Grene, læderagtige, tandede Blade, et tykt, kirtel-vortet Bæger og en klokkedannet
grøn Krone med fryndsede Flige, og Ophianthe Hanst. (Gesneria Libanensis Morr. Bot. Mag.
t. 4380) med en meget lang rordannet Krone. Pentaraphia verrucosa, cubensis og Rytido-
phyllum erenulatum tilhøre fremdeles denne Ø, medens Pent. Lindleyana, exserta, Ryt.
grande, tomentosum, Codonoraphia calycosa, catalpaeflora, parviflora kun forekomme paa
Jamaica, Ryt. Plumerianum, Berteroanum, petiolare, Cod. Craniolaria kun paa St. Domingo,
C. albiflora paa Portorico og P. montana, florida og Herminieri paa Guadeloup. Det vestin-
diske Gebet har neppe mere end een Art fælles med Fastlandet (Besleria lutea), som maaskee

endda er overfort.

1) Herfra gjore dog Pentaraphia peduneulosa Dene og Conradia cuneifolia DG., som voxe i Mexico, en
Undtagelse.

2) Til Codonoraphia n. (Calycis laeiniae longissimae, rarius bıeviores (C. parviflora), corolla plus minus
campanulata, genitalia longe exserta) henføres: Pentaraphia calycosa, Craniolaria, catalpaeflora, Les-
sertiana, albiflora og parviflora.

143

Solenophorernes Gebet

indbefatter den Deel af Mexico, som ligger indenfor Vendekredsen. 43 Arter") ere kjendte
herfra, og af den ovenfor meddeelte schematiske Oversigt vil det sees, at Euachimeneerne
og dernæst Eubeslerieerne og Solenophoreerne ere fremherskende, medens de andre Subtri-
bus kun tælle faa Arter, og Mitrarieae ganske mangle. — Mexico har vel meget færre Arter
end de fleste andre Lande indenfor Vendekredsene, men neppe mindre eiendommelige
Former. Af Achimeneerne tilhøre saaledes Æucodonia med klokkedannet og Plectopoma
med en stor, skjæv, tragt-klokkedannet Krone udelukkende denne Flora. Alle de mexicanske
og centralamerikanske Achimeneer have en udeelt eller næsten udeelt Kirtelring og burde
maaskee derfor rettest sondres som en egen lille Gruppe (Euachimeneae verae) fra de syd-
amerikanske, som enten have en femdeelt Kirtelring eller 5 sondrede Kirtler. Soleno-
phoreerne eller den Afdeling af Rytidophylleerne, som udmærker sig ved en eiendommelig
Form af Bægeret, og som foruden en Kirtelring ogsaa have to sammenvoxne Kirtler, til-
hører udelukkende den mexicanske Flora. De faa Arter af Beslerieernes Tribus, som findes
i Mexico, tilhøre, med Undtagelse af Columnea, alle egne Slægter, nemlig Gasteranthop-
sis, Cyrtanthemum, Saccoplectus og Trichodrymonia.

See vi hen til Gesneraceernes Udbredning i de forskjellige Regioner, da er der
neppe nogen Art kjendt fra det vestlige Lavland med de torre Catingaskove; ogsaa det
heelt tropiske Urskovbelte paa Ostsiden er næsten blottet for Arter af denne Familie.
Columnea Schiedeana (ved Tlapacayo) og Naegelia sp. n. i den dybe Baranca de Coscoma-
tepec, som fra Orizaba løber ud imod Havet, ere maaskee de Arter, som stige lavest ned.
Gesneraceerne ere her saaledes fornemmelig indskrenkede til den fugtige Skovregion paa
den østlige Heldning med et subtropisk eller næsten tropisk og et varmere temperert Klima
mellem 1500’ og henved 5000’. Orizaba i Omegnen af af Mirador — hvor den altid grønne
Skov, fornemmelig bestaaende af Ege, Laurbærtræer, Myrter, Sapindaceer, Terebinthaceer,
Ingaer, Figentræer, Cecropier, med talrige Chamaedoreer, Bregnetreer, Scitamineer, Slyng-
planter og parasitiske Orchideer — og især Chinantlas vilde Bjergland, hvor Skovene hele Aaret
dryppe af Fugtighed — frembyde de gunstigste Betingelser for Gesneraceerne. Her voxe
Arctocalyæ obscurus sp.n. og A. Liebmanni sp. n., udmærket ved sin store orangefarvede
Krone med rede Striber, Cyrtanthemum hirsutum, C. deflexum, Saccoplectus strigillosus,
Trichodrymonia congesta, Gasteranthopsis hirsuta, G. glabra o. fl. a. — Moussonia? sp. n.?
synes at vere den Art, som gaaer hoiest op paa Bjergene; den er en af de alminde-
ligste Buskvæxter i den lyse Egeskov ved St. Bartolomé paa Orizaba,

1) I dette Tal indbefattes ogsaa de Arter, som ere samlede i Mexico af Liebmann, men som ikke
endnu alle ere beskrevne.

144

Columneernes Gebet

eller Centralamerika overgaaer i Gesneraceernes Antal Mexico langt mere end ellers er
Tilfældet med de fleste andre Familier, som have deres Maximum under Æquator. Ikke
mindre end 78 Arter ere kjendte fra dette Gebet. Medens Mexico viser størst Tilnærmelse
til Vestindien ved et forholdsmæssig stort Antal Rytidophylleer og stor Fattigdom paa Arter af de
i Sydamerika stærkest repræsenterede Grupper, gjør i Centralamerika det omvendte Forhold
siggjældende. Rytidophylleerne tælle her kun et ringe Antal Arter, medens Hypocyrteae og
Brachylomateae, som have deres Maximum i Columbien, ogsaa i Centralamerika ere stærkt
repræsenterede, hvorimod Eugesnerieae og Ligerieae, som ere fremherskende i Brasilien,
ganske mangle. Columneerne maae betragtes som den for Centralamerika mest
charakteristiske Tribus, da de her ere talrige, men i de andre Gebeter kun have
enkelte Repræsentanter. — De fleste Arter ere eiendommelige for Centralamerika; kun
4 eller maaskee 5!) Arter voxe tillige i Mexico og 6 Arter i Columbien*). Endog et
stort Antal (12) Slægter og Underslegter tilhøre udelukkende dette Gebet*); næsten det
samme Antal (13-14) er fælles med Columbien'), medens kun 5 eller maaskee 7 ere fælles
med Mexico alene%) og 3 baade med Mexico og Columbien®). Foruden Columneae er
det iser Hypocyrteae, som optrede i Centralamerika med et stort Antal eiendommelige
Slegter.

I Urskoven, som er fremherskende paa Ostsiden af Cordilleren, voxe Columnea?
tomentosa, C. nicaraguensis, og fra Omegnen af St. Thomas paa Ostsiden af Guatemala
nævner Warscewicz 6 Arter af denne Slægt. I Lavlandet paa Vestsiden (fra 0-1500‘) fore-
komme i Skove: Köllikeria argyrostigma, Achimenes longiflora, Scheeria panamensis,
Kohleria Seemanni, K. rhynchocarpa, K. petiolaris, Tussacia pulchella, Alloplectus lanatus,
A.? dariensis, Drymonia delphinioides; i Savanner: Gloxinia pallidiflora, og paa Tomter:
Brachyloma tubiflorum. I den subtropiske Region, hvor Skovene fornemmelig bestaae af
Laurineer, Myrter, Melastomer, Ingaer, Cedreler, Urticaceer, tiltage Gesneraceernes Antal.
Her voxe i Selskab med Lamourouxier, Aphelandrer, Cyrtantherer og Thyrsacanther foruden
Achimenes longiflora fra den foregaaende Region den lille Diastemella, de stærkt haarede

Achimenes grandiflora, A. patens, Locheria heterophylla, Brachyloma longifolium og Naegelia zebrina (?).
2) Köllikeria argyrostigma, Gloxinia pallidiflora, Kohleria spieata, R. rhynchocarpa, Drymonia spectabilis,
Ortholoma acuminatum.

3) Dicyrta, Diastemella, Alsobia, Glossoloma, Erythranthus, Calanthus, Caloplectus, Stenanthus, Poly-
thysania, Parabesleria, Leptocolumnea, Paracolumnea

Niphaea, Köllikeria, Gloxinia, Kohleria, Brachyloma, Capanea, Moussonia, Drymonia, Alloplectus, Ortho-
loma, Parabesleria? Tussacia, Pentadenia, Columnea.

5) Achimenes, Locheria, Naegelia?. Scheerix?, Kohleria, Moussonia, Columnea.

6) Kohleria, Moussonia, Columnea,

145

Brachylomer, og Træernes Grene prydes af talrige halvparasitiske Beslerier af Slægterne
Stenanthus og Ortholoma. Dog er det især i den fugtige Bjergregion paa den østlige
Heldning af Cordilleren i en Hoide af 3-5000 at denne Familie optræder med det
største Antal Arter. Skovene have her endnu tildeels en tropisk Charakteer og ud-
mærke sig ved talrige Bregnetræer, Palmer (Chamaedorea, Bactris, Geonoma), Pandaneer
(Garludovica), Scitamineer og Aroideer. Det er især de halvparasitiske Beslerieer, som her
have deres Hjem, saasom: Glossoloma tetragonum, Erythranthus coriaceus, Calanthus multi-
florus, Polythysania parviflora, Parabesleria triflora, P. hirsuta og flere Arter Stenanthus og
Ortholoma. Gesneraceerne have i Centralamerika deres øvre Grændse i den laveste Deel
af Egeregionen mellen 6000° og 7500’. I denne Høide findes i Costa Rica de skjonneste
og yppigste Skove med en mærkelig Blanding af tropiske og nordiske Planteformer. Ege
(Qvercus costaricensis Liebm. og Q. retusa Liebm.) voxe her sammen med Bregnetræer,
Bambuser, Eugenier, Laurineer, og Brombærbuske i Selskab med Piperaceer og Melastomer.
En altid fugtig Atmosphere begunstiger i hoi Grad de halvparasitiske Planters Vext, og
alle Treernes Grene ere tet besatte med Orchideer, Piperomier, Tillandsier, Halvmosser og
Bregner. Her ere Columneerne almindelige og bidrage til at give Skovene et eiendom-
meligt Preg. Columnea erythrocalyx, foliosa, Querceti og linearis voxe her tilligemed
Capanea Oerstedii. Den hoie Vulkankjede, som i Costa Rica gaaer tvers igjennem Landet,
danner en skarp Grændselinie for mange Gesneraceers Udbredning, saaledes at de Slægter
og Arter, som nerme sig mest til den mexicanske Flora, sjelden gaae sydfor samme, og
de, som mere stemme overeens med den columbiske Flora; have deres Nordgrendse her.

Diastemeernes Gebet

indbefatter Columbien, Peru og Guiana. De for dette Gebet charakteristiske Achimeneer
(Diastema og Tydaea) adskille sig væsentlig fra de mexicanske, der have en Kirtelring,
ved 5 lange smalle Kirtler omkring Frugtknuden. Ligeledes have de her forekommende
Rytidophylleer (Moussonieae) à adskilte Kirtler, og afvige heri saavel fra de mexicanske
(Solenophoreae) som fra de vestindiske (Eurytidophylleae). Drymonieae tilhore fortrinsviis
dette Gebet, men udmerke sig mere ved Slegternes end Arternes Antal. Herhen hore:
Cyrtodeira (Achimenes cupreata), Physodeira (Episcia bicolor Hook.), der minder om Niphaea
og ligesom den foregaaende har smalle Bægerblade, Heintzia med store, ægdannede, rode
Begerblade, Paradrymonia med smalle liniedannede Begerblade og en stor, skjæv, ved
Grunden puklet Krone, Nawtilocalyx, der har en eiendommelig Habitus ved den hövedfor-
mede Blomsterstand, som er omsluttet af to store concave Bracteer. Blandt Brachylomateae
er foruden Kohleria og Brachyloma, som ogsaa forekomme i de andre Gebeter, Sctadocalyx
med store horizontalt udstaaende Bægerflige. Blandt Hypocyrteae ere Alloplectus, Aniso-

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd, 5 Bd. 19

146

plectus, Ortholoma, Parabesleria, Hypocyrta, Codonanthe fælles med Centralamerika eller
Brasilien, medens Collandra med store dybt indskaarne Bægerblade, Stygnanthe med linie-
dannede Bægerblade og en lang rørdannet Krone, Trichantha med en traadformig Forlæn-
'gelse mellem hver af Kronfligene, og Gasteranthus med smaa aflange Bægerblade og en for-
neden bagtil og foroven fortil puklet Krone ere egne for dette Gebet. Columneerne, som
ere saa talrige i Centralamerika og ganske mangle i Brasilien, have her nogle faa
Arter af Pentadenia med meget langstilkede nedhængende Blomster og en næsten klokke-
dannet Sformigkrummet Krone og af Pterygoloma, hvis laterale Kronflige ikke ere sammen-
voxne med Hjelmen saaledes som hos Columnea. I Peru paa den vestlige Side af Cordil-
leren, hvor der kun findes en meget ringe Skovvæxt, hvor graa støtteformede Cereer ere
de mest fremherskende Planteformer fra Havets Niveau til den alpine Region, synes Gesne-
raceerne ganske at mangle. I det store Urskovbælte, som indtager den største Deel af
dette Gebet, øst for Cordilleren fra Havets Niveau til 4000’, spiller denne Familie kun en
underordnet ‚Rolle. Moussonia sylvatica, Brachyloma hirsutum, B. hondènse, Gesneria
guianensis, Desleria lutea, B. violacea, B. laxiflora, Addoplectus Patricii, coceineus,
cristatus, Tussacia villosa, rupestris, Skdophila mellitifolia, mimuloides, Paradrymia glabra
og |pieta here hjemme i denne Region. Over %4 af alle Gesneraceer, som ere kjendte
fra dette Gebet, voxe i den fugtige Skovregion imellem 4000‘ og 7000’ i Columbiens
Hoiland og paa den østlige Skraaning af Cordilleren. Her ligger imellem den storm-
fulde golde Puna-Region og den østlige subalpine Region paa den ene Side og Urskov-
bæltet paa den anden Side, et af de vildeste og mest utilgængelige Bjerglande, som findes
paa Jorden. Det bestaaer af talrige Kjæder, der krydse hinanden, som oftest med
meget skarpe Kamme (hvoraf de have Benævnelsen cuchillas) og adskilte fra hverandre
ved dybe Dale. Regnmengden er her overordentlig stor, og Regntiden afbrydes kun ufuld-
stendig fra Mai til September. Fugtigheden er i dette Bjergland saa stor, at det næsten
er ubeboeligt. En umaadelig sammenhængende Skov bedækker Bjerge og Dale og har kun
paa enkelte Steder maattet vige Pladsen for Plantningen af den amerikanske Opiumsplante
(Cocaen, Erythroxylon Coca). Kun nogle vilde Indianerstammer og Cascarilleros, der ind-
samle den kostbare Chinabark, gjennemstreife disse umaadelige Skove. I denne Region
med et eensformigt varmt og fugtigt Clima udvikler Plantevexten en ligesaa stor Yppighed
som i Urskoven. Laurineer, Araliaceer, Gutiferer, Urticaceer, Cinchoner, Myrtaceer, Chry-
sophyller danne Hoiskoven; Bregnetræer, Melastomer, Psychotrier, Cestrum, Citrosmer, Bego-
nier, Scilamineer, Piperaceer, Marcgravier 0. m. a. ere fremherskende i Underskoven; hertil
komme utallige Slyngplanter og Halvparasiter. Saaledes er Naturen i den Region, hvor mange
af de skjonneste Gesneraceer, som pryde vore Væxthuse, have deres Hjem. Vi kjende fra
Omegnen af Cuchero og Pampayaco: de ziirlige smaa fiinbladede Diastemer (D. maculatum,

urticaefolium, tenerrimum, molle, quinquevulnerum), som voxe paa Klipper ved Floder,

147

Anisoplectus pendulus med en 20' lang klattrende Stængel, hvorfra Qvaste af smukke røde
Blomster hænge ned paa 1%-2" lange, tynde Blomsterstilke, .A//oplectus semicordatus med
en lignende Stengel, men med gule Blomster 2-3 sammen i Bladhjornerne, Drymonia lon-
gifolia med en 10° lang klattrende Stengel og 2” lange røde Kroner, Besleria divaricata,
B. lucida, B. capitata, Hypocyrta gibbosa, barbata, epidendra, ferruginea, Capanea purpurea,
melastoma, Stygnanthe moesta, S.? guttata, S.? inaequilatera, som alle voxe paa Træer i
den mørke Skov. Paa Bjergene i Venezuela i en Hoide af 5000’, hvor der hersker en
altid varm og fugtig Atmosphere, i de skyggefulde Skove af Cedreler, Palmer (Iriartea,
Oenocarpus, Geonoma) og Bregnetræer fandt Karsten den pragtfulde Heintzia tigrina, hvis
rosenrøde Bracteer og Bægerblade og store rødplettede Krone træde i en smuk Modsæt-
ning til de lysegrønne fodlange Blade.

Under lignende Forhold voxe: Tydaea picta, lige udmærket ved sine floielsagtige
plettede Blade og sine store pragtfulde Blomster, Corytoplectus capitatus med en stor
hovedformet Blomsterstand, hvor de lysegule Kroner træde frem mellem de blodrøde
Bægere; Capanea grandiflora med en stor klokkedannet, hvid og rødspraglet Krone,
0. m.a. Enkelte Arter stige her op i den tempererte Region til en Hoide af 9-10,000°,
saasom Kohleria spicata, Pentadenia aurantiaca med store orangefarvede, paa lange
Blomsterstilke nedhængende Blomster; ja Pentadenia strigosa er endog fundet paa en
Hoide af 11,000° ved Foden af Tunguragua.

Gesnereernes Gebet

indbefatter Brasilien, hvor de to Afdelinger af Gesnerieerne (Eugesnereae og Ligerieae), som
ovenfor ere forenede i een Subtribus (Gesnereae), og som adskille sig fra alle de andre
Planter af denne Tribus ved en knolleagtig Rodstok, næsten udelukkende høre hjemme.
Blandt Eugesnereerne er Gesnera med en næsten læbedannet Krone meget riig paa Arter,
medens Rechtsteineria med en lille næsten regelmæssig Krone og Dircaea med en stor
Krone, som har en meget stor hjelmdannet Overlæbe og næsten ingen Underlebe, kun
tælle faa Arter. Blandt Ligerieerne, der have en klokke- eller tragtdannet Krone med en
stor Krave, henhore flere Arter af Zigeria (med en skjæv, tragt-klokkedannet, buget Krone)
til de mest yndede Ziirplanter. Sinningia har et klokkedannet femyinget Beger og en
tragtdannet Krone, Stenogastra (Gloxinia hirsuta Lodd.) et skjævt Klokkedannet Beger og
rordannet Krone, Dolichodeira (Gloxinia tubiflora Hook.) udstaaende Begerflige og et meget
langt Kronror. Achimeneerne, som have deres Maximum i Mexico, og Rytidophylleerne,
som især tilhøre Vestindien, optræde i Brasilien kun i et ringe Antal Arter, men med egne

Slægter; af den førstnævnte Afdeling findes her saaledes Mandirola Dene (Achimenes
192

BL. AL

multiflora Gard.) og af de sidste Houwttea Dene (Gesnera pardina Hook. B, M. t. 4348) og
Codonophora Lindl. (Gesnera prasinata Ker.).

Blandt Beslerieae tilhøre fornemmelig Nematantheae (Tapina, Nematanthus), der ud-
mærke sig ved en skjev, omvendt kegledannet Krone med et meget stort Svælg og en
meget lille Krave, den brasilianske Flora. Hypocyrteae og Drymonieae tælle et ikke ringe
Antal Arter, men disse here i det Hele til samme Slægter, som ere fremherskeude i det
foregaaende Gebet. Columneerne mangle ganske. :

I Brasiliens indre Hoiland; i det store Campos-Gebet med et tort Klima og næsten
blottet for Skovvæxt, hore Gesneraceerne til de Familier, som spille en underordnet Rolle.
Kun faa Arter voxe paa solrige Steder i de egentlige Campos, som Gesnera (Corytoloma)
rupicola, G. (Gorytoloma) Sceptrum, Zechtsteineria allagophylla, G. (Cryptocaula) tuberosa;
hyppigere forekomme de i de smaa Skovpartier, som findes deels i Dalene og deels paa Bjer-
gene, der gjennemskjære Camposterrainet, saaledes: Codonophora prasinata, Hhjpocyrta hir-
suta, H. strigilosa, Dércaea Houttii, Gesnera latifolia, Mandirola multiflora og Ichthyostoma sp.
De fleste Arter hore hjemme i de yppige, fugtige Skove, som beklæde hele den sydøstlige
bjergige Skraaning af Landet, fra Kysten til det indre Hoiland, dog fornemmelig i en Hoide
af 2-5000°, færre i den egentlige Urskov. Orgelbjerget (Serra dos Orgaos), den yderste af
de Bjergkjæder, som begrændse Brasiliens Hoiland mod Sydost, c. 15 Mile nord for Rio
Janeiro, som i Plantevæxtens Yppighed maaskee overgaaer alle andre Egne paa Jorden, og
hvis botaniske Skatte, uagtet det er bleven gjennemsogt af alle de Naturforskere og Plante-
samlere, som have besøgt Brasilien, endnu langtfra "ere udtømte, synes ogsaa at vere det
Punkt i Brasilien, hvor Gesneraceerne forekomme i størst Mængde. Den flade moradsige
Slette ved Mage nord for Rio Janeiro begrændses mod Nord af steile Bjerge. En sma
Bjergsti fører her igjennem en gigantisk Urskov af kneisende Palmer (Euterpe edulis),
Figentræer, som nedsende deres Luftrodder i Jorden, Laurbærtræer, hvis smaa hvide Blom-
ster opfylde Luften med Vellugt, Chorisia speciosa med en tykt, lige, tornet Stamme og
store rosenrøde Blomster, gulblomstrede Cassier, rødblomstrede Melastomer og med talrige
Slyngplanter, blandt hvilke Solandra grandiflora og Fuchsia integrifolia, som hæver sig til
en Hoide af 50-100 Fod. Paa 2000’ begynde Bregnetræer og 80-100' høie Bambuser (B.
Tegoara Mart.) at danne en væsentlig Bestanddeel af Skoven. Disse ere fremherskende
indtil 5-6000" tilligemed Copaivabalsamtræet, Laurineer, Myrter, en storblomstret Pleroma,
Clusia frograns med store hvide vellugtende Blomster, i Skyggen af hvilke talrige Rubiaceer,
Melastomer, Begonier, Luxenburgia ciliosa, en Busk af Violfamilien med store citrongule
Blsnister i Skjærme, og en utallig Hær af halvparasitiske Planter: Tillandsier, Bregner og
Orchideer (især Sophronites grandiflora). I denne Region med et varmt temperert og
fugtigt Klima, hvor de fleste europæiske Frugter og Haveurter opnaae stor Fuldkommenhéd,
ere ogsaa de gunstigste Betingelser tilstede for Gesneraceernes Udvikling. Her voxe Dir-

149

caea bulbosa, der undertiden findes i saadan Mængde paa Træernes Grene, at den ved sine
talrige, store, smukke, røde Blomster danner ligesom et heelt Lovtag!), Gesnera rutila,
canescens, Alloplectus sparsiflorus, circinnatus, Drymonia calcarata, Tapina barbata, pusilla,
Physodeira gracilis, Sinnigia guttata, Houttea pardina, Ligeria speciosa, der med sine
smukke blaae Klokker pryde de steile skovklædte Klipper, som omgive den maleriske lille
Bjergso Camorin ved Foden af Serra dos Orgaos.*) I Urskoven voxe Gesnera Douglasii,
aggregata, Æpiscia reptans, decumbens, Pseudobesleria umbrosa, Nematanthus heterophyllus
Prsl. (Orobanche fluminensis Vell.), N. calycinus Prsl. (Orobanche brasiliensis Vell.), Codo-
nanthe aggregata, Drymonia ochroleuca. — Ligesom det her overhovedet er vanskeligt
at drage nogen skarp Grændse mellem disse Regioner, saaledes er der ogsaa mange
Årter af denne Familie, som gaae over fra den ene Region i den anden, — I en Høide
af 6000" til 7500° antager Vegetationen paa disse Bjerge tildeels en alpinsk Charakteer.
Buskagtige Vaccinier, Gualtherier, Fuchsier, Melastomer tilligemed Escallonia organensis,
Prepusa Hookeriana, Alstroemerier ere fremherskende. I denne Hoide forekomme endnu
ifølge Gardner (l. c.) paa store lose Granitblokke Gesneraceer sammen med Orchideer.

Mitrarieernes Gebet

indbefatter den Deel af Chili, som ligger syd for 35° s.Br. Medens Gesneraceerne ganske
mangle i den nordlige varmere Deel af Chili, finde vi Repræsentanter for denne Familie,
som ellers holder sig indenfor Vendekredsene, i Syd-Chili paa en Bredegrad, der i den nord-
lige Hemisphære svarer til Philadelphia og det nordlige Spanien. Dette Forhold kunde synes
saa meget mere paafaldende, da denne Deel af Chili langtfra har såa varmt et Klima som
de tilsvarende Lande i den nordlige Hemisphære; men det staaer i den nøieste Overeens-
stemmelse baade med de hoist eiendommelige Forhold i Klima og Vegetation, som
udmærker denne Deel af Amerika, og med Gesneraceernes Forkjærlighed for et meget fug-
tigt og eensformigt Klima, som ogsaa med enkelte Arters Forekomst i de hoiere Regioner
af Anderne (indtil 11000‘). Hele den Deel af Sydamerika, som ligger vest for Cordilleren
fra Cap Blanco noget syd for Guayaquil (4° s. Br.) til noget nord for Concepcion (c. 35?
s. Br.), har et meget tort orkenagtigt Klima og kan kun dyrkes ved kunstig Vanding. Den
torre Atmosphere er her saa lidet gunstig for Gesneraceerne, at de ganske mangle, medens
de omtrent paa samme Bredegrad ost for Cordilleren have deres Maximum. Noget nord
for Concepcion antager Klimaet ganske pludselig den modsatte Charakteer, og den Deel af
Sydamerikas Vestkyst, som ligger syd for 35° s. Br., har et i den Grad fugtigt og regnfuldt

1) Gardner: Reisen im Innern Brasiliens, B. 1, p. 44, B. 2, p. 338.
2) Martius; Reise in Brasilien I T. p. 145.

Klima, at der paa Chiloe siges at være hele Aaret igjennem 6 Dage af Ugen Regn og den
7de overtrukken Himmel. Klimaet har her ganske den samme eensformige Charakteer som
paa Sydhavsøerne: ringe Sommervarme, men ogsaa ringe Vinterkulde, saa at vi her paa
en Bredegrad, der svarer til Kjøbenhavns, kunne see Colibrier omflagre Blomsterne og
”apagøier søge deres Næring i Trætoppene. Ligesom man paa Ny-Zeeland forbauses over
at finde Bregnetræer, som have over 6' i Omfang, paa en Bredegrad, der svarer til Syd-
Frankrigs, saaledes troer man sig paa Chiloe hensat i Brasiliens Urskove.!) Bjerge og Dale
ere ikdhyllede i en mørk Urskov, som især er dannet af hoistammede Myrter, Bøge
Podocarpus, Libocerdrus o. fl., tæt bedækkede med halvparasitiske Planter og uforandrede
hele Aaret uden at afkaste deres Blade. En tæt Underskov, som især bestaaer af 20-30"
høie bambuslignende Gresser, og omstyrtede forraadnede Træstammer gjøre Skovene uigjen-
nemtrængelige. Her, hvor de klimatiske Forhold paa den ene Side fremkalde en Plantevæxt
med næsten tropisk Charakteer, men hvor paa den anden Side Sommervarmen er saa ringe,
at Ferskenen og undertiden endog de europæiske Kornsorter neppe kunne modnes, gjen-
finde vi atter Gesneraceerne efter at have savnet dem paa mange Bredegrader. Her findes
vel ikke mere end 4 Arter, men disse ere Repræsentanter for ligesaa mange eiendomme-
lige Slægter, af hvilke de to (Sarmienta og Mitraria) endog maae henføres til en egen Sub-
tribus (Mitrarieae), der udmærker sig ved 2 Dækblade, som sidde saa tæt op under Bæge-
ret, at de faae nogen Lighed med et Yderbæger. Det fortjener fremdeles at udhæves, at
Sarmienta er den eneste af alle Gesneraceer, som kun har to fuldkomment udviklede
Støvdragere, såa meget mere, da den heri stemmer overeens med de fleste Cyrtandraceer —
Gesneraceernes Repræsentanter i Asien —, og da denne Deel af den sydamerikanske Flora
ogsaa i andre plantegeographiske Forhold viser en Tilnærmelse til den gamle Verden.?). —
Foruden disse findes her Hygea Hanst. af Hypocyrteernes og Asteranthera af Columneernes
Subtribus.

1) Darwin: Naturw. Reisen, 1 p. 265.
*) See: Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenh. 1855, p. 25.

sue.

Explicatio tabularum. *)

Tabula I-II.

1 Capanea Oerstedii, pars superior caulis, 2 flos corolla dempta, 3 corolla longitudinaliter fissa,
4 ealyeis lacinia, 5 pilus ex eadem, 6 capsulae sectio tranversa, 7 glandula perigyna, $ anthera antice con-
specta, 9 semen, 10 capsula.

Tabula 1.

1 Erythranthus coriaceus, caulis pars superior, 2 inflorescentiae pars, 3 flos a latere conspectus, 4

calyx, 5 sepalum, 6 bractea, 7 corolla, $ eadem longitudinaliter secta, 9 stamen, 10 pistillum, 11 capsula
pedicello insidens, 12 ejusdem sectio transversa , 13 caulis sectio transversa.

Tabula IV.

1 Calanthus multiflorus, pars caulis florifera ad nodos radicans cum ramo subyolubili, 2 sepalum,
3 corolla longitudinaliter fissa (secundum examinationem ulteriorem floris melius asservati stamina basi magis
dilatata et per paria magis approximata quam figura nostra ostendit), 4 anthera postice, 5 eadem antice con-
specta, 6 ovarium antice, 7 ejusdem pars inferior cum annulo hypogyno et glandula a latere, S idem a
dorso conspectum, 9 ovarii sectio transversa.

Tabula Y.

Stenanthus heterophyllus, 1 pars rami superior, 2 sepalum, 3 corolla, 4 eadem longitudinaliter aperta,
5 antherae binae cohaerentes antice, 6 eaedem postice conspectae, 7 filamentorum pars inferior (in tubulum
connata) aperta, 8 ovarium cum glandula dorsali a Jatere conspectum, 9 styli pars superior, 10 glandula hypo-
gyna a dorso, 11 eadem a ventre conspecta, 12 capsula baccata, 13 semen, 14 capsulae sectio transversa, 15
placentae lamina seminibus onusta.

Tabula VI.

1-8 Parabesleria triflora, 1 pars caulis floriferi cum folio, 2 calycis pars, 3 corolla, 4 eadem aperta,
5 anthera postice, 6 eadem antice conspecta, 7 pistillum, 8 oVarii sectio transversa. 9-13 Parabesleria costa-
ricensis, 9 caulis pars florifera cum folio, 10 flos corolla dempta, 11 calyeis pars, 12 corolla, 13 ovarii pars
inferior cum annulo hypogyno.

Tabula VIL

Glossoloma tetragonum, 1 caulis floriferi pars, 2 sepalum, 3 pistillum,
5 glandulae duae hypogynae, 6 ovulum.

4 ovarii sectio transversa,

Tabula VIE ,

Columnea Oerstediana, 1 pars caulis superior, 2 sepalum, 3 corolla, 4 ejusdem pars inferior aperta
(ut insertio staminum eonspiei possit), 5 galea et laciniae laterales labii inferioris, 6 anthera antice, 7 eadem
postice conspecta, $ ovarium cum glandula, 9 styli pars superior, 10 ovarii sectio transversa, 11 glandula,
12 bacca, 13 ejusdem sectio transversa, 14 semen, 15 embryo, 16 cellulae e testa seminis, materia fusca
repletae, 16 cellulae ex epidermide seminis, striis transversis subtilissimis notatae.

#) Figurae omnes secundum specimina sieca delineatae sunt. Gradus amplificationis ex descriptione, ubi magnitudo naturalis indicata est,
8 F p 3 €

facile intelligitur,

152

Tabula IX.

1-2 Achimenes pauciflora, anthera antice, 2 eadem postice conspecta. — 3-8 Diastemella bracteosa,
3 lacinia ealyeis, 4 limbus corollae, 5 anthera antice, 6 eadem postice conspecta, 7 glandula, 8 pistillum cum
glandulis perigynis. — 9-18 Brachyloma strietum, 9 flos, 10 lacinia calycis, 11 filamentum, 12 anthera antice,
13 eadem a dorso conspecta, 14-15 glandulae perigynae, 16 pistillum cum glandulis, 17 ejusdem sectio
transversa, 18 capsula. — 19-24 Brachyloma pilosum, 19 flos, 20 lacinia calyeis, 21 limbus corollae, 22 an-
thera antice, 23 eadem a dorso conspecta, 24 glandula perigyna. — 25-29 Kohleria tetragona, 25 corolla, 26
stamen, 27 stamen quintum rudimentarium, 28 anthera a dorso conspecta, 29 pistillum cum glandulis peri-
gynis. — 30-35 Prionoplectus Forseithii, 30-31 sepala, 32 anthera a dorso, 33 eadem antice conspecta, 34 glandula

hypogyna, 35 folium. — 36-40 Prionoplectus cristatus, 36 sepalum, 37 anthera a dorso conspecta, 38 glandula
hypogyna, 39 capsula cum glandula, 40 capsulae sectio transversa. — 41-43 Drymonia mollis, 41-42 sepala,
43 capsula cum annulo hypogyno et glandula. — 44-46 Caloplectus macrophyllus, 44 sepalum, 45 capsula
cum glandulis hypogynis, 45 glandulae hypogynae.

Tabula X.

1-8 Gasteranthopsis hirsuta, 1 flos, 2 lacinia calyeis, 3 pars inferior corollae, 3a lobus corollae, 3b
pars inferior corollae aperta (ut insertio staminum conspici possit), 4 anthera antice, 5 eadem postice con-
specta, 6 pistillum cum annulo hypogyno, 7 styli pars superior, 8 annulus hypogynus. — 9-13 Gasteranthop-
sis glabra, 9 lacinia calyeis, 10 corolla, 11 anthera a dorso conspecta, 12 pars inferior pistilli, 13 pars supe-
rior styli. — 14-19 Tussacia pulchella, 14 flos, 15 anthera a dorso, 16 eadem antice conspecta, 17 glandulae
hypogynae, 18 pars superior styli, 19 pars inferior corollae. — 20-31 Cyrtanthemum hirsutum, 20 flos, 21
sepalum posticum, 22 sepalum laterale, 23 sepalum anticum, 24 corolla, 25 eadem aperta, 25 anthera antice,
27 eadem a dorso conspecta, 28 pistillum cum glandula, 28a pars superior styli, 29 glandula hypogyna,
30 capsula altero latere calyce eineta, altero hoc discisso, 31 semen. — 32-39 Cyrtanthemum deflexum, 32
flos, 33 pars inferior corollae, 34 anthera a dorso, 35 eadem antice conspeeta, 36 sepalum posticum, 37
sepalum laterale, 38 sepalum anticum, 39 pars superior styli.

Tabula XI.

1-10 Besleria lutea, 1 calyx, 2 lacinia ejusdem a latere, 3 eadem antice conspecta, 4 corolla, 5 lobus ex
eadem, 6 anthera a dorso, 7 eadem antice conspecta, $ pistillum cum annulo hypogyno, 9 pars superior styli
antice, 9a eadem a dorso conspecta, 10 semen. — 11-15 Paracolumnea Querceti, 11 flos, 12-13 sepala, 14
ovarium cum glandula hypogyna, 15 glandula. — 16-17 Paracolumnea erythrocalyx, 16 sepalum, 17 glandula.
— 18-23 Eucolumnea? glabra, 18 corolla aperta, 19 sepalum, 20 anthera antice, 21 eadem a dorso conspecta,
22 glandula, 23 pistillum. — 24 Leptocolumnea microphylla. — 25-29 Columnea? tomentosa, 25-26 sepala, 27
capsula, 28 glandula hypogyna, 29 folium.

Vid Selsk. Skr 5” Række naturv. og math Afd. 5B. Ørsted - Centralamenkas Gesneraccer

KORT

over

Gesneraceernes Udbredning.

i

Kohleriav spicata’

==

Brachrlomateae
ee

Sel Brasilien A Peru og@lumbien Centralamerika | Mexico Vestindien —

er VEL IR ‘ | k x rd peg .

“tes Byles se LS LA 2) ir MER x

tab ARE

LA i
É bl at ri
fi

5 NN
shee

rn uk fr i

JE LNH

4

Samy vpenbinge

UTA TALE

Dons spin) pdf GORI vu Go amp HAE 5.0 HS TEL PU

Vid Selsk Skr. 5 Række naturo. og math MLB. Ørsted: Centralamertkas Gesneraceer

ø

Vid:Selsk. Skr. 5€ Række naturo. og math. Ad: 5.B. Ørsted: Centralamerikas Gesneraceer.

ven | "al 4 a 7: = + er à

Vid. Selsk: Skr. 5% Række nalurv. og math: Akt. 5B Ørsted: Centralamerikas Gesneräbeer

den In N
\ a AG
Q \ RUE

My
lV
Pr

Vid: Selsk Skr. 5€ Række naturo. og math: Afd. 5 B. Ørsted: Centralamerikas besneraceer. ;
— Tab. VI.

en og »

Vid. Selsk. Skr. 5% Række naturv. og math: Afd: 5B. Ørsled: Centralamerikas Gesneraceer.

PERS. 2

eee

Vid. Selsk: Skr. 5% Række naturv. og math. Afd: 5 B. Ørsted: Centralamerikas Cesneraceer

Tab. VII.

KONES)

N ee 8)
Mar }

Wars,

AA
ops N
À

iM

WA

Å
[

h FN A
RSD i f in Ar |

Vid. Selsk: Skr. 5% Række naturv. og math. Afil. 5.B. Ørsted: Centralamerikas Cesneraccer. Tab. IX.
q 1

saree de 90 EN pren # à he
a) Dr ‘
i i

{

ad 9 I
IT! x Ra
vn BELA LE
ATEN A CORNE.
MR væ
VTS TD:
7

J Ul
1) M
'
'
jou
ht
i
2
i °
" LA
it rh
i i
' N (AURA)
rs 23 { x
ET LE
'
j 2
4
>)
'
‘
os W
s i
i
SONG HA
1
U
IN
i n i* ew
Se N
wae
‘
=
4
| tra
Je
IG. ERE
| FRU ug
ai =
i }
3
Peal |
nn a
i 94
57
A
YA
> i
‘ LA
\
i rer
ne i
eu a
NT
Pr, i
if

UR Tt WGA) AU a!
if a ae Gy

i fi

AL Jin ve
TON te) Sue

i |

“i

hi my Mr DAT EU
Mis AG me MORE a
Hua mae rn

Bi AR

sd ”

a Fed. Selsk: Skr. 5€ Række naturo. og math. Aid: 5B. Ørsted: Centralamerikas Cesneraccer. Tab. X.

|
|
|

RAT Ter —

NEE BE

| it ER là Å

Vid: Selsk. Skr. 5€ Række naturv. og math. Afd. 5B. Ørsted: Codrelnakes Gesneraceer

Den electromotoriske Kraft

udtrykt 1 Varmeeenheder

ved

Julius Thomsen.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd,

u A PEN, os + ap, Må 4 re Pi 0
| aaa
a i fr
ws, | [ous
| ft 4 À iF i TL Ar $ TS
MR TA 0) EI DEREN

N 34 À i . È . SÅ CA
ee li ee Lee ee

+ .
x
4 +

x
‘
7; , <
*
i
x
1 u
uy
x
‘
-
*
14
1
i
. P £
id = mø
x |
»
ci be
a

Om den electromotoriske Krafts Maalning i Varmeeenheder. ”)

I nogle tidligere Afhandlinger har jeg søgt at anvende Theoremet om den constante Kraft-
mængde paa de chemiske Phænomener og givet Grundtrækkene af Chemiens dynamiske
Deel; jeg har efterviist, hvorledes Dynamikens almindelige Love ogsaa finde Anvendelse
paa de chemiske Processer, og hvorledes disses Indtræden eller Ikkeindtræden under for-
øvrigt lige Omstændigheder er betinget af Tilstedeværelsen af en tilstrækkelig Kraftmængde
til at udrette det Arbeide, som en bestemt Proces repræsenterer; jeg har viist, hvorledes
man ved at forfølge denne Tanke kommer til at bestemme Muligheden af, at visse
chemiske Processer kunne foregaae, og jeg har saaledes ad Beregningens Vei forudbestemt
hidtil ukjendte chemiske Phenomeners Mulighed og ladet Forsøget bekræfte Calculens
Resultat.

Det var min Agt at bygge videre paa dette Grundlag, navnlig at bestemme Stør-
relsen af den de forskjellige Stoffer iboende chemiske Kraft, for derved at erholde det
fornødne Materiale til videre at udføre et System, der vilde lade de talrige chemiske
Phænomener fremtræde som beregnelige Virkninger af de Stofferne iboende Kræfter.
Omstændighederne have imidlertid forhindret mig i at følge den Vei, som jeg først havde
betraadt, og jeg maatte derfor søge nye Methoder til Bestemmelsen af disse Størrelser.
Derved blev min Opmærksomhed henledet paa den electriske Strom og navnlig paa de
galvaniske Apparaters chemiske Virkninger; kunde man først bestemme, hvormegen Electri-
citet der udfordredes til at frembringe den electriske Strøms chemiske Virkninger, vilde
derved et nyt Middel være tilveiebragt til Bestemmelse af de chemiske Kræfters Størrelse.
For at opnaae dette maatte den electromotoriske Krafts Betydning først fastsættes.

1) Foreliggende Arbeide er udført i 1855-56 og Hovedresultaterne meddeelte paa Naturforskermodet
i Christiania 1856.
20"

156

Det ligger i Sagens Natur, at den chemiske Virksomhed, som foregaaer i det gai-
vaniske Apparat, ér den Kilde, fra hvilken Kraften har sit Udspring, uden at det derfor
er nogen umiddelbar Følge, at den i Apparatet udviklede Electricitetsmængde i qvantitativ
Henseende er et Æqvivalent for den Kraft, som den chemiske Proces har frigjort. Tvert-
imod er det bekjendt, at den electromotoriske Kraft, der er Udtrykket for Electricitets-
mængden, kan vere hoist forskjellig i tvende Apparater, i hvilke den samme chemiske
Proces foregaaer, saaledes som Tilfældet er med de Apparater, der dannes af en Syre og
to Metaller. Er Syren og det positive Metal fælles for flere Apparater, da er ogsaa den i
disse foregaaende chemiske Proces den samme, og ikke destomindre varierer deres elec-
tromotoriske Krafts Størrelse væsentlig efter det negative Metals Natur.

Saaledes er det da indlysende, at den electromotoriske Kraft ikke umiddelbart kan
sættes:proportional med den Kraftudvikling, som er en Folge af den chemiske Virkning,
og at den udviklede Electricitetsmengde ikke i alle Tilfælde i qvantitativ Henseende er et
Æqvivalent for den udviklede Kraft.

Hvorledes end Sagen vilde stille sig, var det af Vigtighed at bestemme, hvor stor
en Kraftmengde den udviklede Electricitet eller med andre Ord den electromotoriske Kraft
repræsenterer i et bestemt Tilfælde, da man da med Lethed vilde kunne beregne Forholdet
for alle andre Tilfælde.

Den Opgave, der saaledes ventede sin Løsning, var: at bestemme den hele à en given
Tid af et givet Apparat udviklede Electricitetsmængde. Nogle almindelige Betragtninger
føre let til Løsningen af Opgavens theoretiske Side.

Naar man lader Zink indvirke paa fortyndet Svovlsyre, opløses Metallet som bekjendt
under Brintudvikling, og samtidig stiger Vædskens Varmegrad meget betydelig. Bestemmer
man den saaledes udviklede Varmemængde, da vil man finde, at den er proportional med
Mængden af den udviklede Brint eller med Vægten af den opløste Zink; med andre Ord,
Varmeudviklingen er et Maal for den chemiske Proces.

Bringer man Kobber i Berøring med Zinken, som dækkes af Syren og fra hvis
Overflade Brintudviklingen foregaaer, da vil man, som bekjendt, iagttage, at denne pludselig
kaster sig fra Zinken til Kobberet; tilsyneladende er det da dette Metal, der adskiller Vandet,
men i Virkeligheden er den chemiske Proces den samme som tidligere: Zinken opløses
og frigjør en tilsvarende Brintmængde. Vædskens Varmegrad stiger ligesom i foregaaende
Tilfælde, og den udviklede Varmemængde er uforandret den samme. Ikke destomindre er
Phænomenet et andet; der er opstaaet en electrisk Strøm i Vædsken; men den faaer ingen
Indflydelse paa Slutningsresultatet.

Anderledes er derimod Forholdet, naar Metallernes Berøringssted ikke er i Væd-
sken selv, men deres Forbindelse tilveiebringes ved en Metaltraad, som befinder sig uden-

for Vædsken. Saalenge Metaltraaden ikke er bragt i Berøring med begge Metaller, er

157

Forholdet det samme som i det første Tilfælde: Brintudvikling påa Zinken og Varmeudvikling
proportional med den opløste Zinkmængde. Saasnart derimod Beroringen finder Sted, op-
staaer en electrisk, Strom, og Brintudviklingen fremtræder paa Kobberet. Vædskens Varme-
grad stiger ligesom tidligere, men den i Vædsken udviklede Varmemængde er i Forhold
til den opløste Zinkmængde mindre end i foregaaende Tilfælde, og desto mindre, jo
nærmere Pladerne komme hinanden.

Men den Varmemængde, som mangler i Vædsken, gjenfindes i Metaltraåden, hvor
den fremtræder som en Virkning af den electriske Strom. Jo større Ledningsmodstand
Metaltraaden yder i Sammenligning med Vædsken, desto mindre bliver den Varmemængde,
som fremtræder i denne i Sammenligning med den Mængde Zink, som i samme Tid
opløses, men Summen af Varmeudvikling i Traad og Vædske forbliver den samme.

Disse Forhold, som ere en ligefrem Følge af Theoremet om den constante Kraft-
mængde, og som jeg alt har fremhævet i mine tidligere Arbeider’), ere senere blevne
bekræftede ad Forsøgets Vei ved Favre”), idet han bestemte Varmeudviklingen særskilt i
Traad og Vædske og fandt, at der alt efter Traadens Længde udvikledes for hvert Æqvi-
valent opløst Zink:

i Traaden. i Vædsken. Tilsammen.
621 1641 2262 Varmeeenheder
820 1461 2281
968 1305 2273
1129 1124 2253
1016 1244 2260
1210 1048 2258

I alle Forsøgene er Summen af den udviklede Varmemengde ligestor, men f. Ex.
i det sidste Forsøg var Varmeudviklingen i Vædsken ikke engang halv saa stor som den
vilde have været, hvis ingen electrisk Strøm, men kun en ligefrem Opløsning af Zinken
havde fundet Sted.

I disse Tilfælde er det nu klart, at den hele Kraftmængde, der som Varme frem-
træder i Slutningslederen, Metaltraaden, først har antaget Characteren Electricitet, forinden
den blev til Varme; thi i modsat Tilfælde var den ei trængt udenfor Vædskens Omraade.
Derimod kan det af Forsøgene ei sees, hvor stor en Mængde af den i Vædsken som Varme
fremtrædende Kraftmængde der har gjennemløbet Tilstanden Electricitet.

Fra Theoriens Standpunct fremtræder der nu ingen Vanskelighed ved Bestemmelsen

af den Electricitetsmængde, som i given Tid udvikles af et Apparat; man maaler Electrici-

1) Vidensk. Selsk. Skrifter, dte Række, 3die Bind. — Pogg. Annal. LXXXVIII, 350.
2) Ann. de Ch. & Ph. [3] 40 p. 293.

158

teten ved den eneste Virkning, som den i disse Tilfælde frembringer, nemlig en Opvarm-
ning af Apparatets enkelte Dele i Forhold til deres relative Ledningsmodstand.

Opgavens Løsning fordrer Bestemmelsen af trende Størrelser:

1) Varmeudviklingen, som en electrisk Strom af vilkaarlig Styrke, à, frembringer
i given Tid, f. Ex. 1 Secund, à en Metaltraad af vilkaarlige Dimensioner,

2) den samlede Ledningsmodstand + det galvaniske Apparat, der er Gjenstand for
Undersøgelsen, naar det giver Stromstyrken ©, maalt ved den i (1) valgte
Metaltraads Ledningsmodstand som Eenhed, og

3) den ved Stromstyrken à i hvert Secund af Apparatet forbrugte Zinkmengde.

Lad os antage, at det galvaniske Apparats søgte Ledningsmodstand ved Strom-
styrken 2 er Z og ved Stromstyrken © derimod 2’, og at Stromstyrken © aftager til 2”, naar
Ledningsmodstanden stiger fra Z’ til 2’+1, det vil sige, naar den forøges med Lednings-
modstanden i den til Bestemmelsen af Varmeudviklingen valgte Metaltraad, da er ifolge
den Ohmske Lov

Naar der nu i den valgte Eenhed, Metaltraaden, i hvert Secund udvikles g Varme-
eenheder ved Stromstyrken 7, da er selvfølgelig Varmeudviklingen i Apparatets samtlige
Dele
GORE

7 “113

À À —Àù

D] =
thi Varmeudviklingen forholder sig som Ledningsmodstanden, og Apparatets Modstand er
netop 2 Gange Traadens.

Lad der i eet Secund være opløst z Vegtdele Zink i Apparatet, og lad Zinkens
a: 2 i , & awe? oe
Aqvivalent vere Z, da vil der i = Secunder netop opløses et Æqvivalent Zink, og altsaa

vil den i denne Tid udviklede Electricitet, udtrykt i Varmeeenheder, være:

Zi SG DE
a;

Ved at sammenligne V med den Varmemængde, som ifølge den chemiske Proces’s
Natur skulde udvikles for hvert Æqvivalent opløst Zink, kommer man altsaa til Kundskab
om, hvor stor en Deel af den frigjorte chemiske Kraft der har antaget Characteren Elec-
tricitet, forinden den indtraadte paa Kraftens sidste Stadium og antog Characteren Varme.

159

I Formel (2) er Undersøgelsens Grundtanke fremstillet. Fra Theoriens Side frem-
træder der altsaa ingen Vanskeligheder ved den qvantitative Bestemmelse af Electricitets-
mængden, som et bestemt galvanisk Apparat udvikler, men desto større ere Vanskelig-

hederne, som fremtræde ved den techniske Udførelse, og de paa efterfålgende Blade

r

anforte Talstorrelser ere saaledes Resultatet af et langvarigt og moisommeligt Arbeide.
Fig. 1. Maaden, paa hvilken Forsogene bleve
anstillede, fremgaaer bedst ved en Beskrivelse
af Apparatets væsentligste Dele. En Platin-
traad — i de fleste Forsog af omtrent 2 Meters
Længde og Yar Tykkelse — var viklet spiral-
formig om et Skelet af fine Glasror aa Fig. 1,
som vare fæstede til Laaget 6 af et lille
Calorimeter A Fig. 2. De enkelte Vindinger
af Spiralen vare ikke i gjensidig Beroring, og

begge Ender af Traaden fortes isolerede

igjennem Laaget 6, hiinsides hvilket de ved

Klemmer ce forbandtes med de respective
Fig. 2. Ledningstraade. Calorimetret, hvis Dele vare
forarbeidede af tyndt Messingblik, havde et
Indhold af 120° og var ved Forsøgene fyldt
med en vis Mængde (omtrent 100 Gr.) Vand.
Varmen, som den electriske Strøm udviklede
i Spiralen, meddeelte sig altsaa til Vandet,
hvis Varmestigning afgav et Maal for Varme-
udviklingen. Til at frembringe en eensfor-
mig Varmegrad i Vandet, var Calorimetret
forsynet med en Rorer dd Fig. 2, dannet
af et U-formigt udskaaret Metalblik, hvis
Grene vare boiede efter en Skruelinie, saa
at Rorene ved Omdreining om en lodret
Axe, e, forte Vædsken fra neden op efter
og ud imod Siderne og saaledes frembragte
en meget hurtig Blanding.

Varmestigningen blev maalt ved et
Thermometer, som jeg alt ved mine tidligere
Arbeider med Held havde benyttet mig af, og

som var inddeelt i Yıo Grader C; ved Hjælp

160

af Kikkert paa fast Stativ kunde 4/100 Grad med stor Bestemthed aflæses. Da det samlede
Calorimeters Vandværdi udgjorde 110—115 Gram og Varmestigningen imellem 1—2,5 Gr.,
svarer altsaa 4/100 Grad til 1—1}» Procent; en Usikkerhed af dette Beløb for de enkelte
Forsøg formindskes naturligviis for Hovedresultatet ved Forsøgenes Mangfoldighed.

For at undgaae Zndflydelsen af den omgivende Lufts Varme blev Calorimetret A
anbragt i en af poleret Messingblik dannet Kapsel med Laag, saaledes som antydet er i

Fig. 3. Rørerens Axe havde en saadan Forlængelse e, at den naaede ned under Bunden

Fig. 3.

af den nederste Kapsel, og Roreren kunde altsaa let sættes i omdreiende Bevægelse. I
Rummet imellem Calorimetret og Kapslen var et Thermometer anbragt for at bestemme
Luftens Varmegrad.

Det egentlige Calorimeter blev, som alt anført, fyldt med Vand. Man vil maaskee
betvivle, at Zsolationen i dette Tilfælde har været fuldstændig; men foreløbige Forsøg viste,
at Isolationen var lige fuldstændig ved Anvendelsen af Vand eller Viinaand; idetmindste
viste Afledningen sig i begge Tilfælde at være ringere end der kunde aflæses' paa den til
Forsøgene afbenyttede Oertlingske Sinusboussole, som var inddeelt til Aflæsning af halve

Minuter, og hvis Stromeenhed (s = sin. 90?) svarer lil omtrent 1° Knaldluft i Minu-

161

tet. Da tilmed Anvendelsen af Viinaand, saaledes som forelobige Forsog viste, gav Anled-
ning til langt større Usikkerhed i Resultaterne, deels som en Folge af Varmefyldens store
Forandring med Viinaandens Styrke, deels ved den langt større Flygtighed, foretrak jeg
ubetinget at anvende Vand.

VA ; M à
Qvotienten — eller Stromstyrkens absolute Størrelse blev bestemt ved Analdluft-

voltametret; thi, som bekjendt, ere de chemiske Virkninger æqvivalente i alle Dele af Strom-
men, såa at den i Cellen opløste Zinkmængde er proportional med den af Strømmen i
Voltametret udviklede Knaldluft, saa at
Z A
i; 2 a

idet A er Vandets Æqvivalent og a den i Tidseenheden udviklede Knaldluft. Platinpladerne
i Voltametret havde en Overflade af omtrent 50 Qvadratcentimeter; Luftarterne bleve op-
samlede blandede i et Ror, som var inddeelt i 4/5 Cubikcentimeter, hvilken Størrelse sjelden
udgjorde 4/00 af den hele udviklede Luftmængde. Temperaturen blev særskilt bestemt i
Luften og i Vandet, som Luften passerede, og dettes Varmegrad blev holdt saa nær ved
Luftens som muligt.

Strømstyrkens relative Størrelse blev maalt ved Sinusboussolen, hvis væsentligste
"Tjeneste ved Forsøgene bestod i at controllere Strømmen, saalenge det enkelte Forsøg
varede, i hvilken Tid Strømmen naturligviis maatte holdes constant, da i modsat Tilfælde
den udviklede Knaldluftmengde ikke vilde være proportional med Tiden eller med Qvadrat-
roden af Varmeudviklingen, paa hvilket Forhold Beregningen maatte støttes. For at op-
naae dette, var der i Strømmen indleddet en Regulator, der var construeret særligt til dette
og lignende Øiemed, og som var dannet af tynde, udspændte og isolerede Platintraade, af
hvilke en større eller mindre Længde kunne indføres i Strømmen, og hvorved saaledes
Strømmen kunne svækkes eller forstærkes, alt eftersom Modstanden i det samlede Apparat
og navnlig i Voltametret forandredes. Beroringsstederne vare overalt Platin mod Platin;
Bevægelsen frembragtes ved en Skrue, og saaledes kunde man ved at dreie denne, imedens
man samtidig holdt Øie med Naalen i Boussolen, med Sikkerhed holde Strømmen imellem
de bestemte Grændser.

Boussolen var ei indrettet til at maale saa stærke Strømme, som bleve anvendte
ved Forsøgene, og derfor blev Strømmen efterat have passeret Regulatoren deelt saaledes,
at kun en Deel gik igjennem Boussolen. Afledningen var ikke ligestor i alle Forsøgs-
rækker, hvilket var ligegyldigt, da Strømmens absolnte Størrelse bestemtes ved Knaldluft-
Voltametret. I Almindelighed gav Strømmen 6—12° Knaldluft i Minutet.

Forsøgets Varighed, der i Almindelighed var 3—7 Minuter, blev med Nøiagtighed
noteret af selve Apparatet. Da navnlig Tilsynet med de alt nævnte Dele af Apparatet:

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 21

Boussolen, Regulatoren, Voltametret og Calorimetret, lagde Beslag paa Experimentators
hele Opmærksomhed, havde jeg indrettet mig saaledes, at Tidsmaalningen skete af selve
Apparatet ved Hjælp af et electrisk Uhr, saaledes forbundet med Apparatet, at det talte

Secunderne fra Forsøgets Begyndelse til dets Slutning. Ifølge Formel (2) udgaaer Tids-

g Uhret behøvede saaledes ikke at

maalingen af den endelige Beregning af Forsøgene, ©
angive nogen absolut Varighed for Forsøgene.
Nøglen, med hvilken de enkelte Dele af Apparatet bleve aabnede eller lukkede for

Strømmen, er skizzeret i Fig. 4 i Forbindelse med Apparatets øvrige Dele. Strømmen, der

Fig. 4.

2

yee

NØ

|

M
|

traadte ind i Nøglen ved d, førtes, alt eftersom Grebet oa havde Stillingen ob eller oc,
videre igjennem 5’ eller c. I det første Tilfælde gik Strømmen igjennem Calorimetret, i
det andet Tilfælde udenom dette videre til f, hvorfra Veien atter var fælles i begge Til-
fælde. Da det var nødvendigt, at Strømmens Intensitet ikke forandredes derved, at Spira-
len i Calorimetret indlemmedes i Strømmen, var der imellem f og c' anbragt en Rheostat,
som forinden Forsogenes Begyndelse blev indstillet saaledes, at Ledningsmodstanden fra 6"
til f netop var ligesaa stor som fra €’ til f, saa at altsaa Strømstyrken forblev den samme,
hvad enten Strømmen gik igjennem eller udenom Calorimetret. Paa denne Maade blev
det muligt at anstille Forsøgene noiagtigt ved samme Strømstyrke, idet man ved Regula-
toren før hvert Forsøgs Begyndelse og uden at lade Strømmen passere Calorimetret kunde
bringe Naalen i Boussolen til at indtage den bestemte Stilling, som den da ved Omskift-

ning af Rheostaten med Calorimetret uforandret bibeholdt.

163

.

Det galvaniske Apparat, der tjente som Electromotor, kom saaledes inden hvert
Forsogs Begyndelse til i nogen Tid at virke med samme Styrke som under Forsøget, hvilket
var af en væsentlig Indflydelse paa Strømmens constante Characteer under Forsøget.

Den electriske Tidsmaaler sattes i Bevægelse ved en særskilt Strøm, som maatte
passere den samme Nøgle, saa at denne aabnede for Strømmen og derved indledede Tids-
maalerens Gang i samme Øieblik, som Arbeidsstrømmen lededes igjennem Calorimetret, og
lod den virke til Forsogets Slutning, da begge Stromme samtidig bleve afbrudte; idet
nemlig Grebet a berørte Fjedren 6, var Ledning tilvejebragt imellem Traaden g og h, og
samtidig fortes Arbeidsstrømmen fra d over 6’ igjennem Calorimetret.

I Stillingen oc aabnede altsaa Nøglen for Arbeidsstrommen til alle Dele af Appa-
ratet undtagen Calorimetret, og denne Stilling indtog Noglen for Forsoget; i Stillingen od
gik Arbeidsstrommen - igjennem Calorimetret og alle andre Dele af Apparatet undtagen
Rheostaten, og samtidig var Ledning tilveiebragt for den anden Strom til Tidsmaaleren;
denne Stilling havde Nøglen under Forsøget. I Stillingen oa vare begge Stromme afbrudte,
og det var Nøglens Stilling efter Forsøget.

For at komme den sande Varmeudvikling saa nær som muligt, maatte Vandets
Varmegrad i Calorimetret ved Forsøgets Begyndelse og Slutning omtrent falde lige langt
påa begge Sider af Luftens Varmegrad. Dette kunde let opnaaes derved, at man af foreløbige
eller tidligere Forsøg forudbestemte, hvormeget Vandets Varmegrad vilde stige ifølge For-
søgets Varighed og den Strømstyrke, med hvilken der skulde arbeides. Halvdelen af denne
Størrelse maatte da være Forskjellen imellem Vandets og Luftens Varmegrad. I Alminde-
lighed overskred Varmestigningen ikke 2 Grader, saa at Forskjellen imellem Luft og Vand
sjelden var over 1 Grad. For at komme den rette Varmegrad ved Forsøgets Begyndelse saa nær
som muligt, blev Vandet taget noget koldere end fornødent, og efterat Apparatet var samlet,
bragtes Vandets Varmegrad op til den passende Størrelse ved at lade den electriske Strøm
passere Calorimetret saalenge, indtil Varmegraden blev den forlangte. Dernæst lededes
Strømmen udenom Calorimetret, forat Thermometret kunde blive stationairt. Imidlertid
blev Strømmen ved Regulatoren bragt til den bestemte Styrke og Voltametret sat i Orden,
hvorefter Alt var færdigt til Forsøgets Begyndelse. Ved Bevægelsen af Nøglen blev Strøm-
men ført ind i Calorimetret, Uhret begyndte at gaae, og samtidig begyndte Opsamlingen af
den udviklede Knaldluft i Voltametret, der før Forsøget havde været i stadig Virksomhed, uden
at den udviklede Luft dog var traadt ind i det for Maalningen bestemte Rør. Forholdene
vare altsaa før og under Forsøget de samme, kun at Modstanden i Rheostaten var ombyttet
med Modstanden i Calorimetrets Spiral. Naar dernæst Forsøget havde varet den bestemte
Tid, afbrødes samtidig begge Stromme ved en Bevægelse af Nøglen. Uhret blev da
staaende paa det sidste Secund, Knaldluftudviklingen standsede, og Vandet i Calorimetret
antog ved Blanding med Roreren e Fig. 3 en eensartet Varmegrad, som oftest inden For-

21°

164

løbet af 1 Minut. Luftens og Vandets forandrede Varmegrad, Uhrets og Voltametrets
Angivelser bleve noterede, og dermed var Forsøget sluttet.

For at bestemme Spiralens Modstandsevne i Sammenligning med Modstanden à det
daniellske Apparat ved bestemt Strømstyrke, blev Rheostaten udtaget af Ledningen. Mod-
standen fra d til f var da lig den fra d til & Ved altsaa nu vexelviis at lede Strømmen
igjennem def og db’kf, i hvilket sidste Tilfælde Ledningsmodstanden netop blev forøget med
Spiralens Modstand, og samtidig paa Boussolen at aflæse de tilsvarende Strømstyrker, er-

holdt man Størrelserne 2’ og 2”, som ifølge (1) udfordres til Bestemmelsen af Størrelsen J.

I Slutningen af foreliggende Afhandling har jeg nu givet Detaillen af ialt 104 Forsøg,
der ere udførte til Bestemmelse af en, for Electrodynamiken vigtig Grundstørrelse, nemlig
Qvantiteten af Electricitet, som udvikles i det daniellske Apparat for hvert Æqyvivalent Zink,
som opløses. Forsøgene dele sig i 3 Grupper, og det opnaaede Resultat er

3310°
V = 13337:
BRIE

eller som Middeltal
V = 3329°

det vil sige, at Qvantiteten af Electricitet, som ¢ det daniellske Apparat udvikles for hvert
Eqvivalent!) Zink, som opløses, er saa stor, at den ved at antage Characteren Varme vil
vere istand til at opvarme 3329 Gram Vand 1° C.
Der bliver nu Spørgsmaal om, i hvilket Forhold denne Kraftmængde staaer til den,
som ifolge de stedfindende chemiske Processer bliver frigjort.
Til Besvarelsen af dette Spørgsmaal have yi to Undersøgelser af den Varmemengde,
som udvikles, naar 1 Æqvivalent Kobber fældes af et Æqvivalent Zink;
ifølge Andrews?) er den 3437°
» Favre & Silb.?). . 2600¢.
Den ovenfor angivne Størrelse 3329° falder imellem disse Grendser og nærmer sig den
første paa 3 Procent. Jeg har allerede i mine tidligere Arbeider over dette Thema yttret
mig over Unøiagtigheden af Favre og Silbermanns Tal, hvortil Aarsagen ligger i deres Calo-

rimeters Construction, og jeg er meget tilbøielig til at antage, at Andrews Bestemmelse

1) Ligesom i mine tidligere Arbeider sættes et Æqvivalent Ilt lig 1 Gram.

2) Pogg. Ann. LXXXI.
3) Compt. rend. XXV p. 596.

165

meget mere nærmer sig Sandheden. Min Tid har endnu ikke tilladt mig selv at bestemme
denne Størrelse.

Ved den Række Forsøg, som ere vedlagte, har jeg altsaa ved at maale Varme-
udviklingen, som en electrisk Strøm frembringer i en Metaltraad, bestemt Electricitets-
udviklingens Qvantitet i det samlede Apparat, og derved opnaaet et Resultat, der ingen
Tvivl lader tilbage om, at den hele Kraftmængde, som under almindelige Forhold udvikles
som Varme, naar Zink fælder Kobber af dets Oplosninger, à det daniellske Apparat først
gjennemlober Tilstanden Electricitet; og jeg har under denne Forudsætning bestemt den
chemiske Proces's qvantitative Betydning ad denne vistnok aldeles nye Vei.

En væsentlig Støtte i min Paastand, at i det nævnte Apparat den hele Kraft først
antager Characteren Electricitet, forinden den fremtræder i en anden Form, har jeg fundet
i følgende Betragtning og Undersøgelse.

Naar man ved et electrisk Batterie, hvis electromotoriske Kraft er ne, adskiller en
chemisk Forbindelse, da bindes endeel af Kraften; lad den saaledes bundne Kraftmængde
pr. /Eqvivalent vere &', da vil Apparatet med sin Decompositionscelle give en Strom
ne — €

l

Naar man nu i en Række af (» + m) daniellske Elementer, hvis Bestanddele ere
Zink, svovlsuurt Zinkilte, svovlsuurt Kobberilte og Kobber, vender de m Elementer om, da
vil, naar m <n, den resulterende Strøm frembringe i disse m Elementer netop den’ mod-
satte chemiske Proces af den, der foregaaer i de andre m Elementer; der vil nemlig i
hvert af hine udfældes et /Eqvivalent Zink og opløses et Æqvivalent Kobber i samme Tid,
i hvilken der i hvert af disse opløses et Æqvivalent Zink og udfældes et Æqvivalent Kobber.
Electricitetsmængden, som udvikles ved den chemiske Proces |(Zn, O, S Ag) — (Cu, O, SAq)|
i hvert af de » Elementer, kan som Maximum være lig den til denne Proces svarende
Varmeudvikling; er denne v, da er

NI

I de andre m Elementer foregaaer altsaa netop den modsatte chemiske Virkning,
den til denne knyttede Kraftabsorption er altsaa som Minimum v; den electromotoriske
Modkraft bliver altsaa
a > a

I det specielle Tilfælde, hvor &= €, hvor altsaa Electricitetsudviklingen pr. Ædqvi-
valent i hver af de n Elementer er lig Kraftabsorptionen i hver af de m Elementer, bliver
Formlen for Strømmen

,_ (n—m)es

l

Naar man altsaa for en Samling af daniellske Apparater af ovennævnte Sammen-
sætning finder den electromotoriske Kraft
BEN) ER NAME CE Sne oe (4)
hvor & betyder det enkelte Elements Kraft, da er dermed Beviset givet, at der i den ene
Celle udvikles ligesaa megen Etectricitet, som der bindes i den anden, i hvilken den mod-
satte chemiske Virksomhed finder Sted, og at altsaa den hele Kraftmængde udvikles af
Apparatet som Electricitet.

De anførte Forsøg, hvis Detail er vedlagt, have nu givet følgende Resultater:

Antallet af Electromotorisk Kraft
Daniellske Elementer. i arbitraire Eenheder.
BY 5 >< 304
5 5 x 300
k EX 2, Middel 299.
il 299
1 296
1 300
4 mod 1 3 >< 305
6 mod 2 4 >< 297 Middel 297.
3 med 1 DER 2810)

hvilket altsaa beviser, at i det daniellske Apparat den hele Kraftmængde først antager Cha-
racteren Electricitet, forinden den indtræder i nogen anden Virkningsform.

Efterat denne Sætning er beviist vil man indsee Vigtigheden af den ovenbestemte
Grundstørrelse, som jeg vil kalde ¢; thi ved at sammenligne andre Apparaters electromo-
toriske Kraft med det daniellske Apparats, vid man ogsaa kunne udtrykke disse à absolute
Krafteenheder. Naar f. Ex. Kulzink-Apparatets electromotoriske Kraft er 1,8 Gange det
daniellske Apparats, da er hiin Krafts absolute Størrelse

1,8 s = 53992;
det vil sige, at Mængden af Electricitet, som udvikles for hvert Ægvivalent opløst Zink,
svarer til 5992 Varmeeenheder. Det er den Sum af Kraft, som man kan disponere over
til Frembringelse af chemiske Decompositioner, mechaniske Bevægelser 0. s.v. Da den
Kraftmengde, som udvikles, naar et Æqvivalent Zink indgaaer Forbindelsen ZnS Ag!), er
(Zn, O, 8 Ag) = 6873,
bliver altsaa Resultatet det, at 581° af denne Kraftmengde ikke fremtræder som Electrici-

1) Pogg. Ann. XCII. p. 43.

tet; af de 881° medgaae efter al Sandsynlighed 578°!) til den øvrige chemiske Proces i
Cellen, og 303° antage strax Characteren Varme som en Folge af Apparatets Ufuldkom-
menhed.

Anvendelsen af denne Undersogelses-Methode paa andre Apparater, navnlig de
inconstante Apparater, kaster et klart Lys over disses hele Natur, og jeg skal senere finde
Leilighed til at meddele de Resultater, jeg i denne Retning alt har opnaaet, hvilke, som
jeg haaber, ville faae en afgjørende Indflydelse i Striden imellem Contacttheorien og den

chemiske Theorie.

Forsögenes Detail og Beregning.

Ifølge Formel (2) dreier den experimentale Deel af Undersøgelsen sig om Bestem-

melsen af 3 Størrelser, idet

a A vr

Z A £ :
hvor Forholdet — er erstattet ved — overeensstemmende med Formel (3). Som man vil
a

q

erindre, betegner g Varmeudviklingen i given Tid og ved Stromstyrken ¢= sins i en vil-
2 : A ;
kaarlig valgt Eenhed for Ledningsmodstanden (Spiralen); — betegner Forholdet imellem et
a

/Egvivalent Knaldluft og den i nævnte Tid og ved nævnte Stromstyrke udviklede Knaldlufts

ory

; oe
Mengde, og endelig ——;-

tft —1)

Ledningsmodstanden i det daniellske Apparat ved Strom-

styrken 7.
g bestemmes ved Calorimetret,

a » » Voltametret,
row

2 4 =
l'eller —;.; findes paa ovenanforte Maade.

a(u —ı)
De enkelte Forsog, anstillede ved vilkaarlig Stromstyrke, reduceres til Stromstyrken 1 (90°
paa Sinusboussolen), hvorved altsaa © bliver 1, og da 1 Æqvivalent Knaldluft er 2097,6
Cubikcentimeter, bliver Formlen
2097,6

a

VS Th ira Fer eee oh) oe coal ert tae 0))

') Pogg. Ann. XCIT, p. 46.

168

I Tabellerne betegner

t Luftens Varmegrad for Forsoget.

i » » efter»

T Vandets » for »
Calorimetret, | | à ener

ß Forsogets Varighed i Minuter.

sin s Stromstyrken.

Q den reducerede Varmeudvikling for s= 90° og ß=1.

© Calorimetrets Vandverdi.

B Lufttrykket i Millimeter.

T Luftens Varmegrad.

4 Vandets Varmegrad i Voltametret.
Voltametret. b Forsogets Varighed i Minuter.

@ den maalte Knaldluftmengde.
æ den for Varme, Lufttryk, Fugtighed, Stromstyrke og Tid reducerede
Knaldluftmengde.

sins en vilkaarlig Stromstyrke, som aftager til
Det daniellske

Apparat.

sins”, naar det daniellske Apparats Ledningsmodstand foroges med Spi-
ralens Modstand.

: s Stromstyrken.

l den deraf resulterende Ledningsmodstand for Apparatet.
Forsøgene dele sig i 3 Rækker, der ere forskjellige ved Spiralens Ledningsm od-
stand, Calorimetrets Vandmængde og Storrelse af Stromafledningen.
Beregningen af Q skeer efter Formlen
Gy.
vB. sins?

haves for flere Forsog samme Stromstyrke, da er

_2(t—1)

0 Sins Sp
Beregningen af & skeer efter Formlen
ØE 1 a,
760 * Er "B.sins
idet m er Luftens Udvidelsescoefficient og p Dampspændingen ved (2).

Beregningen af 2 er, som tidligere udviklet,
sin s' sin 8”

sin s — sms"

169

Første Forsogsrække,

a. Calorimetret,

1 | 12,5 | 12,00 | 13,06 | 12,6 | 3 | 0,353
| o ” o
2 | 12,3 | 11,55 | 13,30 | 12,6) 5 | 0,850 |} 15 32 | 4,887
3 | 12,2 | 12,17 | 13,04 | 12,3 | 2,5 | 0,348 |
4 | 12,2 | 11,87 | 12,86 | 12,4 | 3 0,330 |)
| i a) lt 15 5 | 4,898
12,4 | 12,02 | 13,02 | 12,6 | 3 | 0,833 |)

5

6 | 13,1 | 12,35 | 14,11 | 13,5 | 4 | 0,440
7 | 13,6 | 12,49 | 14,89 { 0,436
8
g

_
An

Ÿ ©
o
on

13,9 | 12,60 | 15,25 0,442
| 13,14 | 15,12 | 14,5 | 4,5 | 0,441
10 | 14,3 | 14,18 | 15,03 | 14,5 | 2 | 0,450
| 13,55 | 15,00 | 14,6 | 5,5
12 | 14,4 | 13,59 | 15,02 | 14,7
13 | 14,1 | 12,85 | 15,00 | 14,4

14,2 | 13,26 | 15,43 | 14,5 | 4,5 | 0,482
15 | 14,3 | 13,31 | 15,41 | 14,5 | 3,5 | 0,486
16 | 14,3 | 13,24 | 14,92 | 14,5 | 3,5 | 0,480
17 | 14,4 | 13,58 | 15,31 | 14,6 |, 4 | 0,432
18 | 14,7 | 13,64 | 16,01 | 15,0 | 5,5 | 0,431 |

=

CS

w
—
>
w
a

_
m
‘Ss
w
Ss;

5,5 | 0,260
4,5 | 0,478
i
3

1016 | 4,899

0,263
; | 13 25 | 4,863

Middel af disse 6 Grupper af Forsøg er

Q

C

det vil sige, at ved en Stromstyrke = 1 (sin 90°) stiger Varmegraden i Calorimetret -
for hvert Minut.

Calorimetrets Vandverdi, C, er i alle disse Forsøg

= 4° 868,

Vand — 100,0 Gram Vand
Messing = 10,57 » ”
Therm. = . 0,72 » »
Spiral = 00 » »

C = 111,4 Gram Vand.

Den udviklede Varmemængde er altsaa
Q = 4°868 >< 111874.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. =

ws

b. Voltametret.

Nr | B | T | AN cé b | s | Con el
i | | | |

19 | | 10,6 | 10,6 | 126,0 | 12,5 | 93°50" 24,19

20 msg) 10,6 | 10,6 | 120,0 | 12,5 | 22 44 | 24,09 | Bren

21 | | 11,7) 11,7 | 114,0 | 14,0 | 18 59 | 24,18

29 | | 12,7 | 12,5 | 121,5 | 11,03) 25 55 | 23,92

DER 12,7 | 12,5 | 125,0 | 11,5 | 25 44 | 23,91 | 23 91

24 |164,8(| 14,0 | 13,5 | 124,2 | 10,6 | |

25 | 14,0 | 13,5 | 122,5 | 10,5 (ei 34 | 93 84

26 | [14,0 | 13,5 | 116,8 | 10,0 | |

Zul | | 13,5 | 13,5 | 125,0 | 9,4 |; Å

281. 13,5 | 1357| 119,611 9,0 Neate | 24 00

ag | 166.6) 140 | 14,0 | 119,6 | 9,5 | bs | 94.92

30 | 14,0 | 14,0 | 1194 | 6,5 29 21 | o4 18 i 75,22

Middel af disse 5 Grupper er
a = 24°02.
Der udvikles altsaa 24°02 Knaldluft i samme Tid, i hvilken Varmegraden i Calorimetret
stiger 47868 ved Stromstyrken 1.

c. Det daniellske Apparat.

a | Elementernes ? 7 Middel 2
Nr: | Antal 3 | > | 5 | så i
STER (12250 HER: | 22; n| 90 rg
€ 2250 2 ),06324
D. th eas ar ADE Toots = hs
5 57 N. i
so 0 PA ® f 555 |.2 15 | 0,06338
» 94 &
6 17 3 59 er i
33 3 ( Be 617 | 359 | 0,0684

Middel af disse Forsog er
U’ = 0,0633.

Denne Størrelse fordrer i denne Forsogsrekke en Correction; nemlig hele Platintraadens
Længde var 1™982, og i Forhold hertil er 2’ bestemt; men af Traaden befandt sig kun 1m794
i Calorimetret, Resten udenfor; altsaa. bliver

1,982 „,
l= —
1,794
i = 0,0699.
Ifølge Formel (5) haves nu
> é 2097,6 : 5
V == 47868 x 11154 x re 0,0699 = 33108"

V = 3310°.

60
61

12,8

j
|
|

11,80
11,20
11,61
11,61
11,79
10,24
10,30
10,62
10,80
11,25
10,94
10,95
10,60
11,05
11,50
12,74
12,84
12,68
12,60
12,73

11,20°

11,37
11,80
11,77
11,80
11,97
12,24

12,30

Middel af disse 5 Grupper Forsøg er

Anden Forsøgsrække.
a. Calorimetret.
me
; ; | ; | Q
7 t | I—T B | 8 =
| | | U
ne ——
13,98 | 128 | 218 | 6
13,61 12,8 2,41 6,5
13,98 NPS |, Er 655 DELTE 49282
13,80 12,5 2 19 6 |
13,80 12,6 2,01 5,5
12,36 11,5 2,12 7 |
12,41 I |} en 7 |
Eee | ek ern ONE
13,04 12,005 MPa ME OBS |
13,30 12,3 | 2,05 7
Pe 15 4 445
13,15 12,1 2,21 1,5 |
13,02 12,0 2,07 7
12,70 11,8 2,10 ‘4 (M)
13,13 12,4 2,08 LOU)
13,56 12,8 2,06 7 |
14,59 13,8 1,85 5 |
14,69 13,8 1,85 5} 00)
14,52 13,7 1,84 5 17 4 324
14,45 13,5 1,85 5 |
14,58 13,8 1,85 5
13,06 12,2 1,86 5
iP eer: 12,6 1,86 5
13,64 12,8 1,84 5 17 4 310
13,60 12,8 1,83 Sl |
13,62 12,9 1,82 5 |
13,45 12,7 1,48 5 |
13,74 12,8 1,50 5 15 | 4419
13,76 12,9 1,46 a | |
Q
G — 49856

Vandmengden i Caliometret var 104 Gram, altsaa

C=

C= 11554
19356 >< 115574,

12
©

en ONS DE SEE erregen
INT an B | T A | [CA | b s
62 | Dos RØN AG |
63 127 | 128 | 48, | 6,5 |
64 | 746,14| 12,7 | 128 | 48,0 | 65 | 17° | 230037
65 12,6 12,8 le NA 16
66 12,6 12,8 40,6 | 5,5
67 | fl. 11,6 11,5 15,0 i |
68 11,6 | 11,5 | 44,7 | 7
69 Ira ER POS Eg |
70 11,6 | 11 | 482 | 7,5 |
71 137 8 11,5 iV |) 707 | D; ge ce
122 mS 11,5 18,0 | 7,5 |
ma | ELLE HEER RT |
T4 Ms A ST Aer alt kT
15 | 11,7 1985 14,9 7
76 XP Hip 11,5 14,8 7 |
au | 13,4 13,8 35,5 5 |
78 0 18,200 Sad 35,5.
N BY 1558 35,7 5 17 23 18
80 | | 12,8 13,1 35, 5 |
81 (1236 13,0 5,5 5 |
82 1220 12,0 35,9 5 |
83 120401200350 fan | |
Sarcelles 17 | 23 32
85 | sed TIR Se | "5 |
86 | aa | om Res s ARE |
87 UD SIMS 31,8 5 |
88 Re Er, 5 | 15 | 23 2
89 | | 123 | 123 | 317 | 5

Forsøgene bleve anstillede samtidig med Forsøgene Nr. 34—61.

173

c. Det daniellske Apparat.

må Elementernes v ” © Middel
Nr. ie = | . ER SE Oe i
| 14956” |
| | | 52295 o
90 1 | 14 55 I ar 5°22” | 0,0734
| (eos We |
3 11
1 1 49 ;
91 1 3 11 3 11 1 49 | 0,0739
1 49 |
3 11
en |
SEE 3
92 2 Dies ACT SEN 3 11 | 0,0736
BR SEE
Hs
Middel af disse 3 Bestemmelser
1 = 0,0736.
Altsaa er ifelge Formel (5)
mane 2097,6 SR
V = 49356. 11584 . — . 0,0736 = 33378.
23,26
V = 3337¢

Tredie Forsogsrække.

a. Calorimetret.

Nr t T T LA TG ß s a
93 15-9-| 14,92 | 1675 | 16,0 | 1,8 SE 0°787
94 15,8 15,24 | 16,86 | 16,0 1,62. 1 675 34
95 | a | Tene ee er 1,36 5,5 | 34 0,793
96 15,6 | 15,25 | 16,36 15,8 1,11 4,5 | 34
Middeltal af disse Forsøg er

Q

= 0°791.

C

C= 11554.

Q = 09791. 115874.

Nr B T | d | [A b s | «
97 | ea es 44,2 6,5 | 40° | 906933
98 ' /63 | I) || aes | MS | 9 867
55) | MOTTE 15,6 16,2 6 45 22”) 9. 944
100 | vs] 15,6 15,6 46,1. | 6 | 45 22 | 9 928
101 | 15361 156 | aan 910 ET SUNG son
Middel af disse Forsog er
a = 9°°894.

c. Det daniellske Apparat.

| |

An Elementernes + m Middel

Nr. | Antal S i | se 3” i
| | 29°14” | | | |

102 | 1 ff 5 | 718’ | 29°14"s| 7918s | om
| 295115 |

an] 11269 ih I
103 | 1 | 1 HOMO Gy) Ais 01725
12 10 |

| | 20") à |

104 2 | Be 720 |412 | 0,709
| 177205] | |

Middel af disse Bestemmelser er
201721

Altsaa er
2097.6

“9,894
V = 3331°.

V = 0°791. 11584 . . 0,1721 = 3331810.

Forsøgene, som bevise Gyldigheden af Formel (4), anstilles paa folgende Maade.
I Apparatet, som giver en Stromstyrke sin s, indflettes en Modstand Z, og den derved

resulterende Stromstyrke sin s’ bestemmes. Er Elementernes Antal x, da haves

NE l sins sins’

b NE -
sins— — SMS, = —— = es
L É: +/ n° sms—sins

175

| |
Nr n | l s 3 F a F | i
i 12°49” | a
108 | 1000 4/15 6 | 9 |(15° 5”) 12°50" | 303
| 252

106 5 | 1000 15 3|12475| 300

| |
J
LAON ea |
107 A 800 | 15 0 7 WAG e Ont? 44 | 997
12 44 |
115 0 | |
We el D] 8 |
108 1 100 À | ya 4911937 | 299
| 14 45 | 12 35 |
ia D] 4° | |
109 | 4°] 100 | ae In 57 12 41,5| 296
| 14 55 | 12 37 | |
la 38250 | |
dor ben io | 15 3 | 8 49 Ke 2, 849,5) 300
15 O0 | 8 49 |

Ved Omvending af x af Elementerne beregnes efter Formlen

; lsins sins’

sins — sins’
og man finder da

€ = (n — Qn’) «.

Nr. n nm! l | s s' Middel | & |
8 | s |
| 51" | 19949” | | |
111 | 5 1 | 600 | | esse 906 |= 3 02
| | 60 14 58 12 45 14°56 | 43 906 | >83
19435 | |
112 8 2 800 | 15 0 12 47 SONIA 1159 4 >< 297
| ce SE |
| „om >| Gy TV || |
fe | 4 | 1 1.200 | ee | 14 28 | 12 19 | 584 | 2> 292
| | | 14 29 12 19 | |

Middeltallet af de første Forsøg er, som ovenfor anført, 299; Middeltallet af de 3
sidste Forsøg 297, hvorved Formel (4) finder sin Stadfæstelse.

wo

|
i à Ti
v x
= (eier = =
go aero eS nt on
| i

=
Pr ARS ri

’# f P i | 4
er 23 un UL SØG FARER 4 ad
NÆ US OT ze

N er Bert | i N
FR ‘ h vw PÅ ir 4 ied
N ' Zu HA t, A If ' V4 k
D
2 7
| eft! Ka il Lie
D +}, à
ur # 56 i
7 à
6 i À k À = ¢
um FRAME NE ae
; NT 24
å | i An 90
f (ie ad 09 ( "2
h nn VISES mp A ©
VER
Le ‘
2 . | à
1 a oer om {4 pe | + À på
- j ‘ + i i É"
ae = - NAT bi mite. yee i
: | 5 IR à i i
72 i i oe
r A i
‘ y
I ur
N :
TD So a
| * 13
em ss #Z u + >
re hen u ren nun aon
' Se
Le u Ne + ;
— lh nr — i no
- ré rr
au A Er. Å Ni {
4
{
È 5
DEN CON We tt = im
td L = - we
' i VAL
Bd va Ir NE Pr ur Så
A eo, 4 Il
L fal i i L > A
aL? eM « Va
g ile el: Ouf Funk Pad Aa) ot
omg un ee) 4 Atay
> , ea

zZ

‘ = 7 u
KANTEN Tree i ‘

Additamenta ad historiam Ophiuridarum.

Beskrivelser af nye eller hidtil kun ufuldstændigt kjendte

Arter af Slangestjerner.
At

Chr. Fr. Litken,

Dr, phil., Assistent ved Universitetets zoologiske Museum.

Anden Afdeling.

Med 5 Tavler.

Vidensk, Selsk. Skr., 5 Rek<e, naturvidensk. og mathem, Afd, 5 Bd

; ‘ENT, geet A

a: ae

ey MOR RER FAN a
Be A gsi ina voleieh LT anes ib)

J . i gr
À 3

A +

wet ales dix (Ltr a i cn trill

je eo min we vw tå a

4 mo Abad: nt ee Mu

Feil ah omnia a Bin La bic AE MET!

Tredie Afsnit.

Beskrivelse af de fra Vestindien og Central-Amerikas Vestkyst hidtil bekjendte
Slangestjerner.

Den lavere vestindiske Havdyrverden er endnu langt fra at være godt kjendt i alle sine
Grene; den er maaskee ikke engang saa godt kjendt som den ostindiske. Gjelder dette
Ubekjendtskab end ikke alle lavere Afdelinger af Dyreriget i lige hei Grad, saa gjelder det
i det mindste i fuldt Maal om flere Afdelinger af Echinodermerne. Der synes at være en
Opfordring for de danske Zoologer til at forsøge at afhjelpe dette Savn deri, at der fra de
den danske Krone tilhørende vestindiske Øer er indkommet mangt et Bidrag til Kundskab
om det rige Dyreliv i dette Archipel til de danske Museer. Imidlertid er Vestindien ikke
bleven gjort til Gjenstand for en saa regelmæssig, næsten planmæssig Indsamling som
Grønland, og navnlig ere de Dyreformer, som beboe det dybere Vand, i Regelen kun til-
fældigviis og enkeltviis tilflydte vore Samlinger. Det vil derfor vistnok vare længere Tid,
inden der er samlet Materiale nok til en Bearbeidelse af de danske Antillers Havfauna,
der tilnærmelsesviis kan gjøre Fordring paa Fuldstændighed, og inden den Tid vil der
maaskee fra andre Sider være gjort heldige Bestræbelser i samme Retning; men at samle
de for enkelte Afdelinger tilveiebragte Bidrag dertil, vil allerede have sin Interesse.

I »System der Asteriden« nævnes kun en eneste Slangestjerne som havende
hjemme i Vestindien, nemlig Ophiocoma serpentaria Valenc. (M. Tr.) eller, som den bør
hedde, Ophiocoma erassispina (Say). Fra Brasiliens Kyst nævnes der ligeledes een Art,
nemlig Ophiothrix violacea M.Tr., som, ifølge senere Meddelelse af de samme Forfattere,
lever ved Carolina, og derfor med god Grund kunde antages tillige at leve i Vest-
indien, hvilket ogsaa er Tilfældet. Dertil kunde imidlertid være foiet Asterophyton murica-
tum Lmk., der opføres uden Hjemstavn, uagtet Say havde paaviist, at den levede ved
Florida, og Asterias oligactes Pallas, som er identisk med Ophiura cirrosa Say og repræ-
senterer en ny Slægt af de greenløse Euryaler; som dens Findested anfører Pallas Cu-
raçao, Say blot Vestindien i Almindelighed. Antallet af vestindiske Slangestjerner steeg
altsaa kun til 4, 2 ægte Ophiurer og 2 Euryaler.

23"

180

Det var derfor meget rimeligt, at der ved nærmere Undersøgelse vilde blive paa-
viist et betydeligt Antal nye eller dog som vestindiske for Videnskaben nye Arter blandt
det i de kjøbenhavnske Museer efterhaanden samlede ikke ubetydelige Antal af vestindiske
Ophiurer. Man maatte tillige vente mellem disse at finde en Deel af de Arter, som Say!)
i sin Tid beskrev fra den Deel af Nordamerikas Kyst, som ligger nærmest ved Vestindien,
nemlig fra Florida, især fra det allersydligste Punkt af denne Stat, Florida Keys. Desværre
ere Says Beskrivelser, skjøndt for deres Tid meget gode, ikke altid omstændelige nok, og
navnlig legge de ikke tilstrækkelig Vægt paa de Forhold, der nu have anerkjendt Betydning
som Slægts- og Artsmerker. Man kan derfor ikke altid være fuldkommen vis paa, at man
virkelig har en af Says Arter for sig, selv om Beskrivelsen passer saa godt, som man
kunde forlange det, i Betragtning af, at den er 34 Aar gammel; ja man har under-
tiden ingen Sikkerhed for, at Says Art ikke desuagtet hører til, en anden Slægt.
Kun Ihændehaveren af Says Originalexemplarer eller af Exemplarer fra de selvsamme
Localiteter, hvorfra denne Forfatter havde sine, vil kunne afgjøre, om nogle af de i det
Følgende som nye beskrevne Arter skulde falde sammen med nogle af Says, og dennes
Navne derfor være at restituere. Af de Sayske Arter har jeg kun med Sikkerhed gjen-
kjendt 6, nemlig Ophiura crassispina, paucispina, reticulata, flaccida og cirrosa samt
Asterophyton muricatum, som alle ere opdagede ved vore Antiller; med den sjette, O. elon-
gata, der hidtil ikke er funden i Vestindien, har jeg havt Leilighed til at blive bekjendt
ad anden Vei. Men der er andre, f. Ex. O. appressa, tsocantha og brevispina, hvis Forhold
til de af mig beskrevne Former endnu maa henstaae som uafgjort. — Den af Bosc?) tem-
melig ufuldkomment beskrevne og afbildede Asterias cordifera har jeg troet at gjenkjende
i den i det Følgende beskrevne Amphiura cordifera; derimod har jeg ikke med Sikkerhed
gjenkjendt nogen af de af Ayres og Stimpson‘) i 4de Bind af »Proceedings of the Boston
Society of natural history« (for 1851-54) beskrevne Arter fra de Forenede Staters Kyster,
fornemmelig fra Charleston. Af de 11 Arter af Slangestjerner, som opføres i »System der

1) Say beskrev nemlig 1825 i Journal of the academy of natural science of Philadelphia, Vol. V, part I,
p. 145 & seq. i en Artikel betitlet »on the species of the Linnean genus Asterias inhabiting the
coast of the united states« 9 Arter af Ophiurer foruden O. cirrosa. Af disse er Ophiura angulata
vistnok en Ophiothrix, men ikke Ungen af ©. fragilis, som det antages i »System der Asteriden«,
men snarere af ©. violacea M. Tr. O.crassispina er uden al Tvivl Ophiocoma serpentaria Val.; O.
elongata beskrives i det Følgende som Amphiura elongata. O. brevispina og appressa kunne med
stor Sandsynlighed søges blandt de i det Følgende beskevne Ophioderma-Arter. O. isocantha hen-
fores af Miller og Troschel til Slegten Ophiocoma, men kunde, i Betragtning af de korte Pigge,
ogsaa ansees for en Ophiostigma.

?) Bosc, Histoire naturelle des vers, t. II, p. 113, t. 16, f. 3.

3) Disse Arter ere: Ophioderma olivaceum Ayı:, Ophiolepis gracillima SL, Ophiolepis atra S., Ophiolepis
uncinata Ayr. og Ophiothrix hispida Ayr. De ville blive omtalte i det Følgende.

181

Asteriden« uden at deres Hjemstavn er angivet, er der kun 2, nemlig Ophioderma cinereum
og Ophiocoma Wendtii, som maaskee kunne vise sig at være identiske med 2 af de her
som nye beskrevne Arter; hvad der er bekjendt om dem, er imidlertid for ufuldstændigt,

til at jeg kan have nogen bestemt Mening derom.

De vestindiske Slangestjerner, som beskrives i det Følgende, ere:

1. Ophioderma squamosissima Ltk. 19. Ophiactis Krebsti Ltk.

2 — guttata Ltk. 19205 — Miillert Ltk.

3 — Antillarum Ord. Ltk. 21. Ophiostigma moniliforme Ltk.
4. — rubicunda Ltk. 22. Ophiopsila Rüisei Ltk.

ô. — brevicauda Ltk. 23. Ophioblenna antillensis Ltk.

6 — serpens Ltk. 24. Ophiocoma crassispina (Say).
7 — virescens Ørd. Ltk. 259 _ Rüsei Ltk.

8 — Elaps Ltk. 26, — pumila Ltk.

9. Ophiomyxa flaccida (Say). | 27. Ophiothrix Suensonii Lik.
10. Ophiolepis impressa Ltk. 28. — Orstedii Ltk.
11. — paueispina (Say). 29. — violacea M. Tr.

12. — elegans Ltk. | 30. Asteroschema oligactes (Pallas).
13. Ophionerets reticulata (Say). | 31. Asteroporpa annulata Ørd. Ltk.
14. Amphiura cordifera (Bosc). 32 — affinis Lik.
15. — scabriuscula Ltk. 33. Asterophyton muricatum Ltk.
16. — septa Lik. 34. — Krebsii Ord. Ltk.
17: — Stimpsonid Ltk. 35% — Cecilia Ltk.

18. — tenera Ltk.

Foruden disse 35 Arter optager jeg i dette Afsnit endnu Beskrivelsen af 4 Arter;
den ene af disse, Amphiura elongata (Say), er fra Kysterne af de sydlige Forenede Stater
og vil rimeligviis ogsaa blive opdaget i Vestindien; af de andre savnes Kundskab om Loca-
liteten for Ophiopeza Yoldü Lik., og der er ingen bestemt Grund til at søge den i Vestindien.
Ophioderma Januarii Ltk. og Ophiolepis Januari Ltk. ere fra Brasilien. Foruden disse kjendes
endnu 8 Slangestjerner fra Brasilien, nemlig Ophiothriæ violacea M. Tr. (fra Rio Janeiro),
Ophioderma virescens Ltk. (fra Bahia) og Ophiolepis (Amphiura?) limbata Grube (fra Rio
Janeiro). Med et rundt Tal kan altsaa Antallet af de fra det tropiske Amerikas Østkyst
hidtil kjendte Arter af Slangestjerner ansættes til c. 40.

Skjondt dette Antal ikke er ringe og i al Fald overgaaer det fra Middelhavet kjendte
betydeligt, maa det dog erindres, at vi endnu kun kjende Beboerne af de hoiere Vandlag, naar
vi undtage enkelte Former, navnlig af Ewryalæ, der ere komne op fra større Dybder, og

at vi endnu kun have faaet Bidrag fra enkelte Øer. Skjøndt det derfor maaskee er vel
tidligt at gjøre ovenstaaende Artsliste til Gjenstand for Betragtninger over Sammensætnin-
gen af denne Deel af Antillerhavets Fauna eller over Ophiurslegternes Udbredning — i
hvilken Henseende vi desuden savne næsten enhver Kundskab om de Former, der leve ved
Nord- og Sydamerikas mere tempererede østlige Kyster eller ved den ligeoverfor liggende
vestafrikanske Kyst — vil jeg dog ikke undlade her kortelig at gjøre opmærksom paa, hvilke
Stadfæstelser eller Berigtigelser vore Forestillinger om Ophiurslegternes Udbredning have
faaet ved dette mit Arbeide.

At Vestindien ikke har nogen Art tilfælles med det stille Ocean eller med Middel-
havet, kan ligesaalidt vække Forundring som, at Slægterne for en stor Deel ere de
samme, selv om de, saasom Ophiopsila, Ophiostigma og Ophiomyxa, kun ere kjendte i faa
Arter., af hvilke een er vestindisk og een ostindisk eller middelhavsk. Heller ikke er det
andet end hvad man kunde vente, at Slægterne Ophiactis, Ophiothrix og Ophiocoma, der
ere væsentlig tropiske Slægter, som kun sende en enkelt Repræsentant op mod Norden,
og Slægten Asterophyton, der synes at være saa cosmopolitisk, at den ikke er synderlig
talrigere repræsenteret i de tropiske end i de nordiske Have, i Vestindien optræde med
2-3 Arter. De hoinordiske Former: Ophiura, Ophiocten, Ophiopholis, Ophiopeltis, Ophio-
scolex, Ophiacantha og Asteronyx mangle selvfølgelig ganske i Vestindien. Da der findes
Amphiura-Arter i de nordiske Have, i Middelhavet og ved Central-Amerikas Vestkyst, var
det næsten at forudsee, at der ogsaa i Vestindien vilde blive opdaget flere Arter af denne
Slægt. Omtrent det Samme gjælder om Slægten Ophiolepis (s. str.), af hvilken man kjender
2 Arter fra det indiske Hav og 2 fra Amerikas Vestkyst. Ophioderma-Gruppen synes at
vere udbredt over alle varme Have, men dog ikke at gaae nordligere end til Middelhavet,
hvor Slægterne Ophioderma og Ophiarachna hver have en Art; den sidstnævnte Slægt har
sine øvrige Arter i det indiske Hav, hvorimod den førstnævnte ved den betydelige Tilvæxt
af Arter, som den faaer ved nerverende Arbeide, erholder sit Centrum i Vestindien, blandt
hvis charakteristiske Slægter den bør nævnes førend nogen anden. Ogsaa de i det Fol-
gende beskrevne Asterophyter med flere Madreporplader og de tre merkelige
Arter af ugrenede Euryaler kunne nævnes som særdeles betegnende for den vestin-
diske Fauna. i

Det er Universitetets zoologiske Museum og det kongelige naturhistoriske Mu-
seum, hvis Bestyrelser have sat mig i Stand til at levere denne Oversigt over Vestindiens
Slangestjerner ved at indrømme mig Tilladelse til at bearbeide, hvad de nævnte Museer
indeholdt i denne Retning. Det er mig en kjær Pligt herfor at aflægge dem min Tak.
Mit Materiale har fornemmelig bestaaet i, hvad Dr. Ørsted, Comandeurcapitain
Suenson, Professor Krøyer, Apotheker Riise, Consul Krebs, Assessor Benzon,
Apotheker Alfred Benzon, Capitain Hygom og Lektor Prosch have indsamlet til vore

Museer. Iserdeleshed har Hr. Riise ved rigelige Sendinger af vestindiske Ophiurider
— i flere hundrede Individer — forøget mit Materiale meget betydeligt. Det er mig
en Glæde her offentlig at kunne udtale min taknemmelige Anerkjendelse af hans uaf-
brudte og uegennyttige Anstrængelser, hvorved mit Arbeide fik en ganske anden Basis,
end de fleste Arbeider af lignende Natur kunne have. Kun ved 9 af de nævnte Arter,
nemlig ved Ophioderma guttata, O. Elaps og O. squamosissima, ved Amphiura septa og
A. Stimpsond, ved Ophiolepis elegans, Asterophyton Krebsti, Asteroporpa annulata og Astero-
schema oligactes, har jeg været nødt til at indskrænke min Undersøgelse til et enkelt
Exemplar. For nogle af disse Arter har Savnet af flere Exemplarer været mindre foleligt,
men ved andre vilde det unægtelig have været meget ønskeligt at kunne prove Beskrivel-
sens Paalidelighed paa et storre Antal Exemplarer.

Det har viist sig, at Ophiurernes Unger ofte ere saa forskjellige fra ‘de voxne,
at man, naar man ikke kjendte Mellemformerne, let vilde kunne ansee dem for at tihore
forskjellige Arter eller endog søge dem i forskjellige Slægter. Ungerne af Ophiocoma Rüsei
f. Ex. ere meget store, inden deres Skivehud faaer Ophiocomernes charakteristiske Korn-
beklædning, og map vilde derfor snarere søge dem i Slægten Ophiolepis (s. lat.) eller Ophi-
opsila (paa Grund af Tandpapillerne) end i Ophiocoma-Gruppen. Jeg har derfor altid, hvor
jeg havde Materiale dertil, udvidet mine Undersogelser og Beskrivelser til Ungerne. Ved
meget nærstaaende Arter, f. Ex. Ophiodermerne, bliver Bestemmelsen af meget unge Exem-
plarer rigtignok temmelig usikker.

Hvad jeg har kunnet meddele om de vestindiske Ophiuriders Farver, Valg af
Opholdssted o.s.v. skylder jeg især Dhrr. Riise og Ørsted. Med Undtagelse af Huryale,
der ere tagne paa 20-50 Favnes Dybde, gaae Dybdeangivelserne sjeldent under 5 Favne.

Tidligere kjendte man kun faa Arter af Slangestjerner fra Amerikas Vestkyst.
I et Tillæg til »System der Asteriden« optoges Ophiolepis chilensis M. Tr. fra Chile"), og
senere har le Conte beskrevet 4 Ophiolepis-Arter og en Ophiothriæ fra Panama.*) Det
er derfor en ikke ringe Forogelse af vore Kundskaber om Dyrelivet ved Central-Amerikas
Vestkyst, at Dr. Orsted paa 2 Localiteter (Realejo og Puntarenas) har indsamlet 15
Arter af Slangestjerner®). Jeg anseer dem alle for at vere nye paa een Art ner. Hertil
kommer endelig en Art, som Professor Kroyer har taget ved Callao, og 2 Arter fra

1) Archiv fiir Naturgeschichte IX, I. p. 120.

Proceedings of the society of natural history of Philadelphia. V. p. 317.

3) De af Ørsted indsamlede Arter ere paa nedenstaaende Fortegnelse mærkede med en Stjerne. De
af samme Naturforsker indsamlede yestindiske Arter belobe sig til 13.

184

Panama, som Apotheker Riise har skaffet Museet gjennem det Smithsonianske Institut.
Vi kjende derfor nu følgende Slangestjerner fra Amerikas Vestkyst:
1. *Ophioderma variegata Ørd.Ltk. Realejo.

2. — DANGERS Wen SN MESSEN ENE Panama.
3. *Ophiolepis pacifica Ord.Ltk. . ...... Puntarenas.
AN variegata Ltk.. . . . . Realejo.
5. *Ophionereis triloba Lik. . . . . . . . ... Puntarenas.
6wOpliolepistannulatatelGonte ME. tr. fol ee. 2 Ba Panama.
Ti hOphiacten Drstedie: Like . RA u ave Puntarenas.
* — virescens Ord. Ltk. . Realejo. Puntarenas.
‘ — arenosa MK nn: Realejo. Puntarenas.
10. — Kroyent kt isaer IR Callao.
dd: Ophiolepia simplemiile Conte sie nso lee a eee Panama.
12. * Amphiura Puntarene Ord. Ltk. . . . . .. Puntarenas.
1388 microdiscus Ord. Ltk. ..... Puntarenas.
14 * — violacea Ord.Ltk.. . Realejo.
15. * — Orstedii Ltk. . . . . Realejo? Puntarenas.
16. * — marginata Ltk. . . . Realejo? Puntarenas.
17 MOp hole pisk spider Conte EME ae CITE Panama.
18: Ophaolepis geminata le Conte . sr SUR: Panama.
19508. Ophiolepisvehilensts (MOTT ME Nias.) es NE EAN Chile.
20. *Ophiostigma tenue Ltk. . . . . Realejo.
21. *Ophiothrix spieulata le Conte. Realejo. Puntarenas. Panama.
BPR «(OV eT LARS PE RER TR 6-6 Oe Puntarenas. i
DS Ophvoconancethvops NE RE EE CCR Panama. 4)

Men ikke engang for Central-Amerikas Vedkommende tor vi betragte denne For-
tegnelse som nogenlunde udtommende. Derom yidner allerbedst den ringe Overeensstem-
melse, som ovenstaaende Fortegnelse udviser mellem 2 saa nerliggende og eensartede
Localiteter som Realejo og Puntarenas og som synes at tyde paa, at intet af de
nævnte Steder har ydet den omhyggelige og kyndige Samler hele det Udbytte, som de
under andre Omstendigheder vilde have kunnet give. Det er paa flade sandede Kyster og
paa ringe Dybde, at Dr. Orsted har samlet; man maa formode, at fortsatte Undersogelser
anstillede paa storre Dybder vilde have bragt flere og maaskee ogsaa storre Former for
Dagens Lys; thi de af Dr. Orsted indsamlede Ophiurer fra Amerikas Vestkyst ere alle
smaa eller dog kun af Middelstorrelse. Naturligviis er det ikke min Hensigt med disse

1) Medens dette Ark trykkes, forøges denne Liste med 2 Arter fra Chile: Ophiolepis (Ophiactis?)
asperula og Asterophyton chilense Philippi. (Archiv f. Naturg. XXIV, p. 267.)

185

Bemærkninger i mindste Maade at ville nedsætte min hoitærede Ven Dr. Ørsteds Fortjene-
ster af denne Sag — tvertimod skylder jeg ham den største Taknemmelighed for hans Tilbud
at bearbeide hans Samlinger af vestindiske og vestamerikanske Echinodermer, og disse
Blade skulle, haaber jeg, bidrage deres til at aflægge Vidnesbyrd om, hvad Dr. Ørsteds
Reise har udrettet for Videnskaben — men blot at vise, at det kun er med en vis Var-
somhed, at man tør forsøge paa at indordne de her tilveiebragte zoogeografiske Erfaringer
under almindeligere Sætninger, og for Ophiurernes. Vedkommende drøfte det Spørgsmaal:
Med hvilken anden bekjendt Fauna har Central-Amerikas Vestkysts mest Lighed, og af
hvilket zoogeografisk Rige bliver denne Kyststrekning en Provinds? — De zoologiske
Provindser, med hvilke det vil være naturligst at anstille en Sammenligning, ere deels
Vestindien, deels Kysterne af det store indiske Ocean, hvis Dyreverden synes
at være udbredt med en temmelig eensartet Charakteer fra den ene Kyststrækning og
Ørække til den anden, fra Mozambik og det røde Hav indtil temmelig langt ind i det stille
Ocean. Hvad enten vi nu sammenligne Ophiurfaunaen ved Gentral-Amerikas Vestkyst med den
ene eller med den anden af disse 2 zoologiske Provindser, vil der vise sig saavel Ligheder
som Forskjelligheder. Saavidt hidtil er bekjendt, har den ikke en eneste Art tilfælles med
nogen af dem. Størst er imidlertid Overeensstemmelsen mellem den vestindiske og den
vestamerikanske (panamanske) Fauna; der er en gjennemgaaende Lighed for Slægternes
Vedkommende. Alle de hidtil ved Vestkysten opdagede Slægter findes ogsaa i Vestin-
dien, og af dettes Ophiurslægter savnes hist — foruden Huryale — kun Ophiopsila og
Ophioblenna. Vi vide jo ogsaa, at den panamanske Bløddyrfauna er meget nærmere
beslægtet med den vestindiske end med den ostindiske. Overeensstemmelsen mellem den
vest- og østamerikanske Ophiurfauna vil tydeligen fremgaae af følgende Oversigt over de
Arter, der kunne siges at repræsentere hinanden i Vestindien, Middelhavet, det indiske
Ocean og ved Amerikas Vestkyst. (Hvor et Artsnavn er sat i Parenthes, har jeg villet
antyde, at Analogien kun er fjernere.)

I. ll. III. Ie
Vestindiske Arter. Middelhayske. Fra Afrikas Ostkystog Fra Central-Amerikas
det indiske Ocean. Vestkyst.
Ophioderma Antillarum. . . O. lacertosa . . . . . . . . . . . . .. O. panamensis.
— serpens ;
p nn N ee he bt Dit yr! O. variegata.
— Januarii
Ophjiolepiskele ANSE ER ON Coca cr Omvaniegala.
— impressa ;
P at 0 oo 7 Oyannulosas = = =. O. pacilica.
— paucispina
Ophionereis reticulata...... RE RS a O. triloba.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og malhcm. Afd. 5 Bd. 24

186

le Il. I. IV.

Amphiuraliscanriusculae 2 REMPORTER SAN" A. hispida.

= SUS OR OMA Obs ond GMO SE ARMERET SOS ØGES A. marginata.

— vener AAA Asaa ate „ui 6 olin NAME NE (A. Puntarenæ).
Ophiactis Krebsii. . . . . . O.virens Sars. O. Reinhardtiit) . . . O. virescens.
Ophiopsila Riisei. . . . . . O.annulosa . . (Ophiarthrum elegans).
Ophiomyxastlaceidase 20: pentason a ENONCE O. sp.
Ophiostiania moni lifonme NES SEE N Eee. O. tenue.
Ophiocoma crassispina . . . . . . . . . .. O. scolopendrina | NME

— RSC a, Aa: LME O. erinaceus

— Una no: O. Valenciæ.
Ophiothnix viol ce ef ERAHNEN ER BE O. spiculata.

I adskillige af de her anførte Tilfælde er Analogien meget slaaende, f. Ex. mellem
Ophiolepis elegans og O.variegata, O. pacifica og impressa, mellem Ophionereis triloba og
reticulata, mellem Amphiura septa og marginata, Ophiostigma tenue og moniliforme og
mellem Ophiothrix spiculata og violacea. Ligheden mellem den vestindiske og vestameri-
kanske Ophiurfauna bestaaer altsaa ikke alene i Slægternes Identitet, men ogsaa ofte i en
noie gjensidig Representation af Arterne. Paa den anden Side er der ogsaa
enkelte Tilknytningspunkter med den middelhavske og med den ostafrikanske og indiske
Fauna. Det maa vere forbeholdt fremtidige Opdagelser i andre Verdensdele at afgjore,
om disse Analogier have nogen dybere Betydning. Fra det Oieblik af, at der f. Ex. ved
Afrikas og Amerikas Vestkyst opdages Repræsentanter for Ophiocoma crassispina og scolo-
pendrina, kunne disse Arter ikke længere anføres som Beviis paa en nærmere (vyereens-
stemmelse mellem Vest- og Ostindiens Havfauna, istedenfor hvilken der vil træde en for
alle tropiske Have fælles Lighed. Slige Sammenstillinger bor derfor kun betragtes som
forelobige og benyttes med en vis Forsigtighed.

Jeg vil endnu tilføje, at af de fleste af de i dette Afsnit beskrevne 56 Arter af
Ophiurer have korte Diagnoser veret indrykkede i »Videnskabelige Meddelelser fra den
naturhistoriske Forening for 1856. Kun i enkelte Tilfælde, hvor en Berigtigelse var for-
noden, har jeg anseet det for nedvendigt at citere dette kortfattede forelobige Udtog.

1) En ny Art fra Nikobar-@erne, der vil blive beskrevet i et følgende Afsnit.

187

l. Ophioderma Müll. Trosch.
(Ophiura Lmk. See første Afdeling p. 31.)

Hos denne Slægt er Skivens Skjælklædning baade paa Ryg- og Bugsiden skjult af en tæt
og lav Kornbeklædning; de eneste nøgne Dele er et smalt Skjælparti mellem de ydre
Genitalspalter og Armene og nogle Skjæl i Spidsen af de trekantede Forlengelser af Skivehuden,
som omfatte Armenes Grund, samt Mundskjoldene og hos nogle Arter Sidemundskjoldene og en
Deel af Radialskjoldene. Mundskjoldene ere i det Hele smaa og afrundede, skjondt af
noget forskjellig Form og Størrelse hos de forskjellige Arter; Madreporpladen afviger lidt fra de
andre ved sin Form og ved et navleagtigt Indtryk. De ere enten paa alle Sider omgivne
af Kornbekledningen og derved adskilte fra enhver Berøring med Mundpapillerne og med
den inderste lille, i Regelen rudeformige eller bredt sexkantede Armbugplade, som
begrendser Mundvigen for Enden, eller der er mellem Mundskjoldet og den inderste
Armbugplade paa hver Side indskudt et lille nøgent, tre- eller firkantet Sidemundskjold.
Mundrandene ere kantede med en Rekke af temmelig talrige (indtil 10) flade Mund-
papiller, der tiltage i Brede fra den inderste til den næstyderste; umiddelbart under de
inderste begynde Tænderne som smalle afrundede Plader. Udenfor den inderste Armbug-
plade sees 2 fine Porer tæt ved hinanden; ogsaa udenfor den næstinderste gjentager dette
sig ofte. Der er 20 Genitalspalter, to og to i samme Linie indenfor hinanden. De
smaa og smalle Radialskjolde ere enten aldeles skjulte af de øvrige Skjæl og Korn-
beklædningen, eller de vise sig kun som to smaa nøgne, aflange Pletter ved Grunden af
hver Arm. Armene cre trinde, 3—6 Gange saa lange som Skiven er bred, og aftage
jevnt i Tykkelse mod Enden; ved Grunden omfattes de af 2 trekantede Spidser, der fra
Skiven forlænge sig ud paa Siden af dem; mellem disse Forlængelser er der igjen et
spidst Indsnit i Skiven, som udfyldes af 2—4 smaa Armrygplader. Disse ere ellers i
i det Hele stærkt hvælvede, ofte aldeles tagformige, nærmest ved Skiven 3—5 Gange såa
brede som lange, og begrændsede af Tverlinier, som enten ere lige eller svagt buede
indad. De ere i Regelen udeelte, men kunne ogsaa være deelte i 2, 3, 4 eller 5 Smaa-
plader eller endog opløste i en mere eller mindre regelmæssig Beklædning af 7—20 Skjæl,
ordnede i een eller flere Tverrækker. Bugpladerne ere i det Hele omtrent lige lange og
brede, ottekantede, lidt hule paa Siderne, hvor de støde op til Fodpapillerne. Paa Side-
pladernes ydre Rand sidder en tæt Kam af 7—10 korte, flade og glatte, tiltrykte Pigge;
som Middelforhold kan man vel angive deres Længde til det Halve af Sidepladernes, men
hos enkelte Arter ere de næsten lige saa lange som disse; hos nogle ere de omtrent lige
lange, hos andre tiltage de i Længde fra den øverste til den underste. I Armens yderste
Deel blive Bugpladerne til smaa femkantede Skjolde, Rygpladerne til Trapezier, og Pig-

94*
24

188

genes Antal indskrænkes. Af de 2 Fodpapiller er den, som sidder nærmest ved Bug-
pladen, den største.

Slægten Ophioderma udgjør med Ophiarachna M. Tr. og Ophiopeza Peters — af
hvilke den første afviger ved at have tvedeelte Mundskjolde, begge ved kun at have 10
Genitalspalter — en saa naturlig Gruppe, at det maaskee var rigtigere kun at betragte dem
som subgenera af eet og samme genus. Deres nærmeste Slegtninge ere Ophiura Forbes
og Ophiolepis (s. str.), fra hvilke de afvige ved den kornkledte Skive, de talrige Armpigge
og de korte, rundagtige Mundskjolde. Denne Gruppe tilhører, saavidt man hidtil veed,
kun de varme eller varmt-tempererte Have.

I »System der Asteriden« er der beskrevet 3 Arter af Slægten Ophioderma, nemlig
O. lacertosa Lmk. (O. longicauda M. Tr.) fra Middelhavet (tillige kjendt fra de kanariske
Øer), ©. Wahlbergü fra Port-Natal i Syd-Afrika og O. cinereum, hvis Localitet er ubekjendt.
Af de af Say (I. c.) beskrevne Ophiurer fra Florida synes Ophiura appressa og brevispina
at vere Ophiodermer, men jeg formaaer ikke at henfore dem til nogen af de i det Fol-
vende beskrevne Arter; det samme gjælder om Ophioderma olivaceum Ayres’) fra Long-
Island. Ved de i det Følgende beskrevne 8 vestindiske Arter, hvortil endnu kommer en
9de fra Brasilien og 2 fra Central-Amerikas Vestkyst, stiger Antallet af de bekjendte Arter
i det mindste til 13, og Slægtens Centrum bliver Vestindien. Fra det ostindiske Hav
kjendes endnu ikke en eneste Art; de erstattes maaskee der af Ophiarachna. Ophioder-
merne synes at leve paa ringe Dybde. De af Hr. Riise samlede Arter leve selskabeligt,
talrige Individer af flere Arter mellem hinanden, »paa Siden af Stene, under storre Stene
og i Huller af Koraller« paa en Dybde af fra 1 Fod til 4 Favne.

Flere af de foreliggende Arter ligne hinanden saa meget, at det undertiden er for-
bundet med nogen Vanskelighed at udrede og charakterisere dem tilfredsstillende; i Regelen
have Hr. Riises Sendinger af talrige Exemplarer af hver Art dog hjulpet mig ud over
denne Vanskelighed. For at forebygge Gjentagelser vil jeg sammentrekke Diagnoserne i
Form af en

Conspectus specierum generis Ophiodermatis Americe hue usque cognitarum.

A. Spine brachiales æguales, usque ad summam decrescentes, infima ceteras superans.
a. Seutella radialia nuda conspicua.
1. O. Antillarum dignoscitur seutis radialibus sat magnis, scutis oralibus parvis,

latioribus quam longioribus, rotundato-trigonis, zona granulata latiuscula a papillis oralibus

1) Proceedings of the Boston Society, of natural history t. IV p. 134. Den har ingen synlige Radial-
skjolde, ægdannede Mundskjolde og 6—8 korte butte Armpigge. Olivengrøn. Skivetyermaal 79”,
Armene 4 Gange saa lange. Paa lavt Vand, Sandbund med Bendeltang.

189

sejunctis, scutellis dorsalibus bifidis vel irregulariter 3-4-5-fidis, spinis 9-10nis, quarum
nulla scutellum spiniferum longitudine æquat, colore griseo vel ex albo et griseo variegato.
Hab. Indiam occidentalem.

2. O. rubicunda differt a precedente scutis radialibus minoribus, oralibus majo-
ribus, papillas orales fere tangentibus, scutellis dorsalibus indivisis, colore rubicundo varie-
gato. Hab. cum precedente.

3. O. panamensis differt ab ©. Antillarum scutellis dorsalibus indivisis, spina
brachiali inferiore paullo minore, colore olivaceo-viridescente. Had. ad Panamam.

4. O. squamosissima dignoseitur scutis radialibus minimis, oralibus majoribus,
latioribus quam longioribus, zona granulata angustissima vel evanescente a papillis oralibus
sejunctis, scutellis dorsalibus brachiorum regulariter in squamas septenas imbricatas divisis,
spinis septenis, quarum infima scutellum spiniferum longitudine equat. Hab. Indiam

occidentalem.

b. Scutella radialia granulis obtecta, haud conspicua. Scutella dorsalia semper

indivisa.

5. ©. virescens dignoscilur scutis oralibus æque longis ac latis, triangularibus,
angulis rotundatis, scutellis adoralibus parvis nudis vel plus minus granulis obtectis, brachiis
gracilibus, spinis 8-9nis, brevibus complanatis, scutella spinifera haud æquantibus, incisuris
disci parum profundis, scutella dorsalia singula vel bina recipientibus. Had. Indiam occi-
dentalem et Brasiliam septentrionalem.

6. O. Elaps ‚differt a precedente spinis 7-8nis, dense collocatis, complanatis,
superioribus scutella lateralia dimidie æquantibus, inferioribus illa superantibus, incisuris
disci scutella dorsalia terna recipientibus. Hab. Indiam occidentalem.

B. Spine laterales equales, infima ceteras haud superans. Scuta radialia semper

obtecta.

a. Scutella adoralia granulis obtecta, zonam graniferam latiusculam inter scuta
oralia et papillas crales formantibus.

7. O. brevicauda dign. disco crassiusculo, granulis majuseulis, rotundatis, seutis

oralibus latioribus quam longioribus rotundato-trigonis, brachiis brevioribus, rugosis, scu-
tellis dorsalibus indivisis, spinis 8-10nis, brevissimis, complanatis, scutella lateralia dimidie
modo æquantibus. Had. Indiam occidentalem.

8. O. guttata dign. granulis depressis, scutis oralibus parvis, æque longis ac latis,
rotundato -trigonis, brachiis levibus, scutellis dorsalibus in squamulas numerosas (c. 20)
irregulariter divisis, spinis 9-10nis, tenuibus, acutis, scutella spinifera fere æquantibus.
Hab. cum præcedente.

,

190

b. Scutella adoralia nuda conspicua. Scutella dorsalia indivisa.

9. O. serpens dign. scutis oralibus longioribus quam latioribus, ovatis, extus latio-
ribus, scutellis adoralibus elongatis trigonis, squamis in apice productionum disci, bases
bracbiorum amplexarum, conspicuis paucis, scutellis dorsalibus binis vel ternis incisuris
disci receptis, spinis brachialibus 7-8nis, rarius collocatis, scutella lateralia dimidia supe-
rantibus. Had. Indiam occidentalem.

10. O. Januari dign. scutis oralibus et scutellis adoralibus præcedentis, squamis
ad latera baseos brachiorum conspicuis pluribus, incisuris disci profundioribus, scutella dor-
salia quaterna vel quina recipientibus, spinis brachialibus 8nis tenuibus, dense collocatis,
scutella lateralia fere æquantibus. Had. oras Brasiliæ.

11. O. variegata dign. scutis oralibus, scutellis adoralibus et incisuris disci ut in
O. serpente, spinis lateralibus longioribus quam in hac specie, brevioribus quam in O. Janu-
arti. Hab. oras Americæ centralis occidentales.

Ophioderma Antillarum Ord. Ltk. 7).
(Tab. I, fig. 1.)

Synonym: Ophioderma cinereum Mull.Tr.?

Beskrivelse. Med Undtagelse af de skjællede Forlængelser af Skivehuden, der i
Form af Trekanter omfatte Armenes Grund paa hver Side, og mellem hvilke de 2—3
nderste ufuldstændige Armrygplader kile sig ind, og med Undtagelse af de aflange
Radialskjolde, som hos yngre Individer ere forholdsvis større og stillede nærmere ved
hinanden end hos ældre, er Skiven paa begge Sider beklædt med fine Korn; dog er der
næsten altid tillige en lille Tverrekke af 3-4 smaa nøgne Pletter mellem Radialskjoldene
og Skjælpartierne ved Armenes Grund. Mundskjoldene have i Regelen Form af Tre-
kanter, hvis Høide forholder sig til deres Brede som 2:3, og hvis indadvendte Vinkel er
temmelig spids, medens Sidevinklerne ere afrundede og Grundlinien svagt buet; ved et
bredt Bælte af den samme Slags Korn, som beklæder den øvrige Deel af Skiven, ere de
adskilte fra Mundvigene, der paa hver Side have en tæt Række af 8-10 Mundpapiller
af den sædvanlige Form. Armene ere omtrent 5 Gange saa lange som Skiven er bred.
Deres. Bugplader have den sædvanlige Form, men kunne enten være mere lange end
brede eller næsten lige lange og brede; derved at den ydre Rand er lidt ophöiet over den
næste Bugplade, faaer den hele Række ofte Udseende af at være »taglagt«. De 9-10

1) Denne Betegnelse antyder, at jeg har beholdt det Artsnavn, hvormed Dr. Ørsted havde betegnet de
af ham samlede Exemplarer.

Armpigge aftage i Længde fra den underste — der er tydelig større end de andre og i
tiltrykt Tilstand naaer ind paa den næste Rækkes Fodpapiller, men dog ikke er saa lang
som Sidepladen, — til den øverste, som er den korteste; i Gjennemsnit ere de omtrent halv
saa lange som Sidepladen. Hos de udvoxne ere de flade og butte. Kun paa ganske unge
Exemplarer ere Rygpladerne udeelte; paa de voxne ere de i det mindste tvedeelte eller
endog deelte uregelmæssigt i 3, 4 eller 5 Smaaplader af forskjellig Størrelse og Form,
med Undtagelse af Armens yderste åde eller 5te Deel, hvis Rygplader altid ere udeelte.
Hos nogle Exemplarer er, uden Hensyn til Alderen, Rygpladernes Tendents til at dele sig
stærkere end hos andre. Hos de Voxne forholder Længden sig til Breden som 1:4 ved
Grunden af Armene. — Størrelsen kan ansættes til et Skivetvermaal af 25-27"", med Arme
af c.135"" Længde. Det mindste Exemplar, som jeg har undersøgt, har kun et Skivetver-
maal af 9™™; dets Radialskjolde ere forholdsvis meget store, Armrygpladerne mindre brede
(kun dobbelt saa brede som lange) og alle udeelte, Piggene forholdsvis faa (5-6) og spidse.
Allerede hos Exemplarer med et Skivetvermaal af {1"" er en Deel af Armrygpladerne
tvedeelte.

Farven er i Regelen graa med fine sorte Stank paa Skiven og med smalle sorte
Kanter omkring Radialskjoldene. Paa Armene vexle mørke Farvebelter, omfattende et Par
Ringe, med lysere paa 3 eller 4; hine ere næsten sorte med en Rækkefine lyse Pletter langs med
Kanten, disse graae med hvide Pletter. Undersiden er lysegraa, men har dog ogsaa Spor til
hine Farvebælter. Iøvrigt synes Farven at være underkastet nogen Variation, idet nogle
Individer ere lysegraae, andre meget mørke. — Om en ved sin røde Farve udmærket Mel-
lemform mellem O. Antillarum og ©, rubicunda henviser jeg til sidstnævnte Art.

Den her beskrevne Art er fundet ved St. Thomas og St. Jan, fra 1 Fod til 4
Favnes Dybde, ved Riise, Ørsted og Prosch.

O. Antillarum staaer meget nær ved O. lacertosa Lmk. (/ongicauda M. T.); af denne
Art har jeg kunnet undersøge 4 Exemplarer og desuden kunnet raadspørge d’Orbignys
meget gode Afbildning"). Allerede ved Farven troer jeg, at disse 2 Arter lade sig sondre;
thi O. Zacertosa er i Almindelighed sortebrun med enkelte gule Stænk, som især blive
hyppige i den yderste Deel af Armene; undertiden er den lysebrun med mørkere Bælter
paa Årmene.”) Desuden ere Radialskjoldene i Regelen aldeles usynlige; naar de hos
et enkelt Exemplar ligge blottede, ere de i al Fald overordentlig smaa, ikke mere end
Imm Jange, medens de hos ligestore Individer af O. Antillarum ere 3-4mm lange. Heller ikke
seer man her noget til de smaa nøgne Pletter, som hos O. Antillarum ere saa hyppige

1) Mollusques, Echinodermes etc. recueillis aux iles Canaries par Mrs. Webb et Berthelot et deerits
par Aleide d'Orbigny. Echinodermes pl. 3, f. 1-13

°) Smign. Grube: Aktinien, Echinodermen und Würmer, p. 16-17.

192

ved Grunden af Armene. Bugpladerne ere hos den vestindiske Art i Regelen mere lange og
smalle, hos den middelhavske mere brede og korte, men derved alene vil det dog ikke altid vere
muligt at bestemme Arten. Det samme gjælder om Mundskjoldene, hvis Form kan være
næsten den samme hos enkelte Exemplarer af begge Arter, men dog hos ©. lacertosa i
Regelen udviser en stærkere Boining af den udvendige Grundlinie end hos O. ‘Antillarum,
undertiden endog i den Grad, at Hoide og Brede blive ligestore. Endelig synes Piggene
hos QO. lacertosa at være noget mindre forskjellige i Størrelse og derfor at aftage noget
mindre stærkt fra den øverste til den underste, der kun er ganske lidt større end den
næstunderste og kun naaer hen til det næste Par Fodpapiller.

Muligvis er O. cinereum Müll. Tr. opstillet paa et yngre Exemplar af denne Art;
Udtrykket »die Papillen sind conisch spitz« vilde i saa Fald kunne forsvares. Hvorvidt de
ældre Figurer hos Seba, Linck, i Encyclopédie méthodique, eller hos Bronn
(System der urweltlichen Pflanzenthiere) gjælde den middelhavske eller den vestindiske Art,
vil ikke vere let at afgjore, men er ogsaa temmelig ligegyldigt. Fig. 1-2 paa dte Tavle
hos Seba minde meest om O. brevicauda; Localitetsangivelsen: »ad oram maris meridio-
nalis belgici«, »sur la côte du Zuider-See«, vilde vere ret interessant, hvis man turde

stole paa den.

Ophioderma rubicunda Ltk.
(Tab. 1, fig. 2.)

Denne Art slutter sig saa noie til den foregaaende, at det vil vere tilstrækkeligt at
anføre, hvori den afviger fra den. Armrygpladerne ere aldeles udeelte, uagtet de
undersøgte Exemplarer ikke staae tilbage for O, Antillarum i Størrelse. Mundskjoldene
ere saa store, at det Kornbelte, som hos den foregaaende Art adskiller dem fra Mund-
papillerne, her forsvinder; de støde derfor næsten umiddelbart op til disse Papiller, forsaa-
vidt der ikke er et Mellemrum, som udfyldes af et yderst lille Rudiment af et Sidemund-
skjold. Desuden have Mnndskjoldene en noget anden Form, idet den ydre Grundlinie
som hos O. Antillarum nesten er en ret Linie, her er forvandlet til en meget sterk Bue;
en ret Linie, der tænkes at forbinde Enderne af 2 Mundvige med hinanden, vilde derfor
her dele Mundskjoldet i 2 næsten ligestore Halvdele, medens den hos ©. Antillarum omtrent
vilde falde sammen med dets Grundlinie. Farven er paa Skiven smuk karminred med
mørkere Pletter og lysere Tegninger; paa Ryggen af Armene afløses Bælter af en mørkere
karminrød Farve, med enkelte hvide (hos det levende Dyr gule) Stænk, af hvidlige (gule)
Bælter med rød Marmorering; de lyse Bælter omfatte 1-3, de mørke 3 eller 4 Armringe. Andre
Exemplarer ere næsten ganske mørkerøde uden synderlig Aftegning. Undersiden er bleg,
kun i Spidsen af Armene vise sig utydelige Farvebælter. — Størrelse: Skivetvermaal

193

19™™, Armlengde c. 120mm, — Denne Art er taget ved St. Jan (af Ørsted) og ved St.
Thomas (af Riise) sammen med de andre, men synes at være mindre hyppig.

Det yngste Exemplar, som jeg har undersøgt, har kun et Skivetvermaal af 5™™.
Dets Kornbeklædning er forholdsvis grov og skjuler ganske Radialskjol-
dene; Armpiggene ere korte, spidse og 5 i Tallet.

Ovenstaaende Charakteristik er udkastet efter en Række af 10 Exemplarer.
Foruden dem har jeg havt Leilighed til at undersøge 5 Exemplarer af en Form, som i nogle
Henseender slutter sig til O.rubicunda, i andre til O. Antillarum. Farven er kobberrod paa
Skiven, brunrød paa Armene med svage mørkere Bælter, men uden finere Aftegning. Ved
de udeelte Rygplader og de smaa Radialskjolde ligner den O. rubrcunda; derimod forholde
Mundskjoldene og de dem omgivende Dele sig som hos ©. Antillarum. Jeg er lige util-
bøielig til at ansee denne Form for en selvstændig Art og til at forene den med en af de
nævnte, hvilket sidste Alternativ, jeg mener, igjen maatte medføre begge disses Forening til

een. I Betragtning af, at de nævnte Arter — efter hvad Hr. Riise udtrykkelig har med-
deelt mig — leve mellem hinanden ved St. Thomas, synes en Bastarddannelse ikke

umulig, og det er derfor faldet mig ind, at man maaskee kunde ansee denne Mellem-
form for en virkelig Mellemart (Bastardform) mellem O. Antillarum og O. rubicunda.!)

Ophioderma panamensis Ltk.

Beskrivelse. Skiven er beklædt med temmelig store Korn; kun Radial-
skjoldene, der i Henseende til Størrelse og Form forholde sig som hos ©. Antillarum,
og de skjælklædte Forlengelser af Skiven, der optage de 4 eller 5 inderste Armbugplader
mellem sig, ere nogne. Disse nogne Skjæl kunne forfolges som en tynd Stribe langs med
Indsnittenes Rande til disses inderste Spidse; derimod sees der ikke, saaledes som hos
O. Antillarum, andre nøgne Smaapletter ved Armenes Grund end Radialskjoldene. Mund-
skjoldene have omtrent samme Form som hos ©. Antillarum; de ere lidt mere brede
end lange, og deres, 3 Hjørner ere fuldkommen afrundede; Sidemundskjoldene ere ogsaa
her skjulte af et temmelig bredt Kornbelte. Armene have en anseelig Længde; Ryg-
pladerne ere udeelte; kun nogle enkelte ere — vistnok ganske tilfældigt — deelte i 2
ulige store Stykker. Piggene forholde sig nærmest som hos O.lacertosa; de tiltage lang-
somt i Størrelse fra den øverste, der er halv saa lang som den følgende Sideplade, til
den underste, 9de eller.10de, der kun er ubetydeligt større end de andre og naaer til den
næste Rækkes Fodpapiller. Farven forholder sig ganske som hos O. Januari (see S. 199).
Det beskrevne Exemplar har et Skivetvermaal af 20™ og Arme af c. 115"" Længde. Det

er fra Panama og skyldes Hr. Riise, der har tilbyttet sig det fra Smithsonian Institution.

') Det forholdsvis store Antal Exemplarer af Mellemformen (5 af 15) har upaatvivlelig sin Grund i, at
Hr. Riise paa min Opfordring særligt har eftersøgt denne Form.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Hd. 25

194

Ophioderma squamosissima Lik.

(Tab. I, fig. 7.)

Beskrivelse. Skivens Korn ere grovere og fladere end hos nogen af de
foregaaende Arter; de danne snarere en Mosaik end en Granulation. Radialskjoldene
ere smaa, aflange og adskilte ved et Mellemrum, der er lige saa bredt som Armen.
De Forlængelser af Skiven, som omfatte Armens Grund, beklædes af Skjæl, som i Hen-
seende til Størrelse og Form danne en Overgang mellem Skivens og Armenes Beklædning.
Mundskjoldene ere temmelig store, mere brede end lange, med afrundede Hjørner og
med et Omrids, der er stærkest bugtet paa den Side, der vender indad mod Munden; de
støde næsten op til Mundpapillerne, da .Sidemundskjoldene ikke ere synlige, og da der
mellem Mundskjoldene og Mundpapillerne kun er et ganske smalt Kornbælte, som under-
tiden endogsaa forsvinder aldeles. Armene ere lange, kraftige og trinde, mere end 5
Gange saa lange som Skiven er bred. Bugpladerne ere lige lange og brede og af den
sædvanlige Form; af de 7 Armpigge (i Spidsen af Armene er der dog kun 5), som til-
tage jevnt i Lengde fra den overste til den underste, er denne sidste saa lang som Side-
pladen og naaer derfor i tillrykt Tilstand hen til den næste Række, hvorimod den øverste
kun er halv saa lang. Rygpladerne ere aldeles regelmæssigt deelte hver i 7 tag-
lagte ligestore trapezoidale Skjæl, hvilket Forhold fortsætter sig lige til Armenes Spidse, kun med
den Forskjel, at nærmest ved Skiven begrændses de af disse 7 Skjæl sammensatte Ryg-
plader af lige Tverlinier, længere ude derimod af 2 brudte Linier, der danne en Vinkel,
hvis Spids vender mod Skiven og dannes af det midterste Skjæl, som har Form af et Trapezium
med en spids og et but Vinkel; Vinkelbenene dannes hvert af 3 rhombiske Skjæl. Universitetets
eneste Exemplar af denne mærkelige Art skyldes Assessor Benzon. Farven er aldeles
afbleget. Det har et Skivetvermaal af 28mm og Arme af c. 150mm Længde.

Ophioderma virescens Örd. Ltk.

(Tab. 1, fig. 4.)

Beskrivelse. Skiven er fiint kornet uden synlige Radialskjolde; de smaa Tre-
kanter, der omfatte Grunden af Armene, og mellem hvilke 2 Rygplader og undertiden en
Antydning til en tredie kile sig ind, ere beklædte med Skjel. Mundskjoldene ere i
Regelen ligesidede Trekanter med afrundede Vinkler; sjeldent ere de kjendeligen længere end
de ere brede eller omvendt; som oftest ere de adskilte fra Mundpapillerne ved et smalt Korn-
bælte med Undtagelse af et lille Stykke, der optages af et trapezoidalt eller trekantet Side-
mundskjold, som forbinder Mundskjoldet med den inderste rudeformige eller halvkreds-

195

formige Armbugplade og med den yderste Mundpapil; ikke sjeldent ere disse Sidemund-
skjolde imidlertid ganske dækkede af Kornbeklædningen. Armene ere temmelig tynde og
omtrent 5 Gange saa lange som Skivens Brede. Rygpladerne ere udeelte og Bug-
pladerne omtrent lige lange og brede eller lidt længere end de ere brede; deres ydre Be-
grændsningslinie er som oftest mere lige end hos de andre Arter. Armpiggene ere
8 eller 9, korte, flade, tætstillede og i Gjennemsnit kun halv saa lange som Sidepladerne,
men tiltage i Længde fra den øverste til den underste, som i det hoieste berører den
næste Rækkes Fodpapiller.

O. virescens er taget ved St. Croix (af Ørsted) og ved St. Thomas sammen
med de andre Arter paa 2 Fods indtil A Favnes Dybde under Stene og paa Koraller. Ogsaa
fra Florida og Bahia besidder Museet denne Art. Et af de største Exemplarer er 20""
i Skivetvermaal. Farven er i Regelen graa med sorte Prikker; paa Armene vexle graae
Bælter paa c. 4 Ringe med smalle lysere Bælter paa c. 2 Ringe; paa dem begge er der
lysere og mørkere Stænk langs med Rygpladernes ydre Rand. En af Dr. Ørsted med-
deelt Skizze fremstiller Farven som grøn med mørkere Schatteringer paa Skiven og Ryg-
pladerne; Armpiggene have hver en rød Ring, og paa Skivens Bugside findes 3 røde
Pletter i hvert Armmellemrum, den inderste paa Mundskjoldet. Rigtignok bemærker Riise
i den Anledning, at af over tusinde levende Exemplarer, som han har havt mellem Hæn-
derne, har ikke et eneste frembudt disse røde Pletter og Ringe, og jeg vilde derfor have
antaget, at hin Skizze hørte til en anden Art, hvis jeg ikke havde havt Leilighed til at
overbevise mig om, at hine Pletter og Ringe endnu ere til at kjende påa enkelte Exem-
plarer. — 2 af de af Hr. Riise indsendte Exemplarer afvige meget betydeligt fra det Sæd-
vanlige i Henseende til Farven. Hos det ene er Skiven sort med en stor hvid Plet ved
Grunden af hver Arm; Armene have hvide Bælter bestaaende af 2, og mørke af 4 eller 5 Ryg-
plader, af hvilke da den første og sidste ere aldeles sorte, de 2 eller 3 midterste sorte med hvide
Stænk; paa Undersiden vise Armene den samme Farvefordeling, men svagere, og Årm-
mellemrummene ere sortegraae med 1-3 hvide Pletter. Det andet har en lignende Farve-
fordeling paa Armene, men Skiven er mørkegraa med smalle, bugtede, hvidgule Baand.
(Tab. I, Fig. 4d.) Et tredie er aldeles eensfarvet graat over det Hele.

Ophioderma Elaps Ltk.

Beskrivelse. Skiven er fiint kornet, uden synlige Radialskjolde; de smaa
Trekanter, der omfatte Armenes Grund, ere kornede, men enkelte Skjæl komme dog til
Syne i Spidsen. Mundskjoldene ere temmelig store og lige lange og brede; de have
3 afrundede Vinkler og en stærkt buet ydre Grundlinie; Sidemundskjoldene ere over-
maade smaa, ikke større end en af de yderste Mundpapiller, og adskille derfor kun Mund-

gr *
25

196

skjoldet fra den yderste Mundpapil, saa at allerede den næstyderste berører Mundskjoldet.
Indsnittene i Skiven ere ikke meget dybe og optage kun de 2 eller 3 inderste ufuldstendige
Armrygplader. Armene ere 6 eller 7 Gange saa lange som Skiven er bred; Leddenes Antal
er omtrent 160. Rygpladerne ere udeelte, have den sædvanlige Tagform og ere inderst
ved Skiven 4 Gange saa brede som lange. Bugpladerne ere kun ubetydeligt mere brede
end lange, af den sædvanlige ottekantede Figur, indbuede paa Siderne, lidt bredere udadtil
end indadtil og lidt overgribende, saaledes at den ydre Rand ligesom hos ©. Antillarum hæver
sig lidt over den næste Bugplades Niveau. Armpiggene ere 7 eller 8, flade, tætstillede og
forholdsvis lange; de tiltage i Længde fra den øverste, der er halv saa lang som Sidepladen,
til den underste, der er kjendelig længere og bredere end sin nærmeste Nabo og særdeles
bred, flad og but, og som i tiltrykt Tilstand naaer til Spidsen af den mindre Fodpapil i
næste Række. Paa Armenes yderste Deel er der derimod kun 4 Pigge, af hvilke de 3 ere
ligestore og kortere end den fjerde og underste, der forholdsvis har samme Længde som
længere inde paa Armen. — Universitetsmuseets eneste Exemplar af denne Art har et
Skivetvermaal af 31"m og en Armlængde af c. 205™; det skyldes Hr. Apotheker Alfred
Benzon, som har erholdt det fra Vestindien og med sin sædvanlige forekommende Vel-
villie overladt Museet det. Farven er nu temmelig afbleget, paa Armenes Rygside afvexle
som sædvanligt lysere Bælter paa c. 5 Led med mørkere paa 3 eller 4, som begge vise
Spor til de sædvanlige lysere og mørkere Pletter langs med Pladernes Rand.

Sammenlignes denne Art med den foregaaende, viser der sig især den Forskjel, at
O. Elaps har længere og færre Armpigge; uagtet det- foreliggende Exemplar
er meget større end det største Exemplar af O. vörescens, har det dog kun 7 Pigge, hvor
dette har 8, og 8, hvor dette har 9. Der kan derfor ikke være Tvivl om dens Selv-
stendighed som Art.

Ophioderma brevicauda Lik.

(Tab. I, fig. 3.)

Beskrivelse. Skiven er temmelig tyk og Armene korte, kun lidt over
3 Gange saa lange som Skivens Tvermaal. Kornbeklædningen er grovere end hos
de fleste andre Arter, og Radialskjoidene ikke synlige; derimod findes de sædvanlige tre-
kantede Skjælpartier ved Armenes Grund, hvor 2 eller i det hoieste 3 Rygplader ere optagne i
Skivens Indsnit. Mundskjoldenes Form synes at være noget variabel; hos nogle ere
de næsten regelmæssigt aflange paa tvers, hos andre ere de tre Sider omtrent lige store;
Forholdet mellem Breden og Længden varierer derfor fra 2:1 til 1:1. Et smalt, men
tydeligt Bælte af Korn adskiller dem fra Mundpapillerne. Bugpladerne ere omtrent lige lange og
brede, Armpiggene korte og flade, indbyrdes lige lange, 8-10 i Tallet, tætsiddende og omtrent

BIP

halv saa lange som Sidepladerne; den underste er ikke større end de andre, og hvor
Armen er strakt lige ud, naaer den ikke hen til Fodpapillerne i næste Række. Rygpla-
derne ere stærkt hvælvede og noget bugede, saaïat de med deres ydre Rand hæve sig
op over hinanden, hvilket giver Armene et mere knudret Udseende end hos de andre
Arter; de ere desuden korte og ved Grunden af Armene 3 eller 4 Gange saa brede som lange.
Kun aldeles undtagelsesvis ere de deelte. Størrelse: Skivetvermaal 20"=, Armlengde
c. TOmm, Arten er indsamlet ved St. Croix (Ørsted) og St. Thomas, hvor den synes at
være ligesaa almindelig som O. Antillarum, O. virescens og O. serpens, med hvilke den lever
sammen. Farven synes at variere endeel; de fleste ere brogede af Rødt og Grønt,
nogle overveiende røde eller grønne. Nogle have saaledes en grønbrun Skive med rød-
brune Pletter og Armene prydede med afvexlende grønne og røde Baand; den samme
Tegning gjentager sig paa Undersiden, kun ere de røde Baand her smallere; i Armmellem-
rummene er der røde Pletter og navnlig en rød Plet paa hvert Mundskjold. Hos andre er
det Røde erstattet af Mørkegrønt eller omvendt det Røde blevet eneherskende, saa at
Tegningen indskrænkes til mørkere og lysere Pletter af den samme Farve. De fine mørke og
lyse Pletter, som hos de fleste andre Arter folge Rygpladernes Rande, ere her i Regelen
meget lidt udviklede.

Ophioderma guttata Ltk.
(Tab. 1, fig. 8.)

Beskrivelse. Skiven er tæt beklædt med flade Korn, som ogsaa skjule
Radialskjoldene og Sidemundskjoldene; ikke engang i de fremspringende Partier, der om-
fatte Armenes Grund, men kun synes at optage en enkelt Armrygplade, komme Skjællene
tilsyne. Mundskjoldene ere smaa, afrundede, næsten ligesidede Trekanter og adskilte
fra Mundpapillerne ved et temmelig bredt Kornbælte. Armene ere særdeles glatte paa
Grund af, at Rygpladerne ere overordentlig tynde ug mindre hvælvede end sædvanlig,
og at deres Rande — som ere noget buede indadtil — kun træde meget lidt frem over hin-
anden. De ere dernæst ved fine Linier deelte i mange (c. 20) kantede Smaaskjæl
af forskjellig Størrelse; paa de inderste Rygplader kan man tælle omtrent 3 Tverrekker,
men længere ude blive Skjællene færre og deres Anordning mere regelmæssig. Især
er et trekantet Skjæl, som paa denne Deel af Armen indtager Rygpladens midterste
Deel, temmelig iøinefaldende; det kan ogsaa forfølges længere indad mod Skiven,
men er -der deelt i flere mindre. Selv de alleryderste meget smaa trekantede Ryg-
plader ere deelte i 3 Stykker. Armens yderste Deel er iøvrigt temmelig flad. Bug-
pladerne have den sædvanlige Form, men ere noget mere brede end lange. Der er

198

9 eller 10 lange, tynde og spidse, omtrent lige lange Armpigge, der i tiltrykt Tilstand
naae næsten lige til den næste Pigrække.

Jeg har kun havt Leilighed til at undersøge et tørret Exemplar af denne meget
charakteristiske Art; det tilhører Hr. Riise, som har taget det ved St. Thomas paa 3
Favne Vand. Det har et Skivetvermaal af c. 12™ og en Armlengde af c. 45™. Ogsaa
Farvetegningen er her meget betegnende. Rygsiden af Skiven og Armene ere lyse-
graae med sorte Punkter tyndt stroede over det Hele; samme Tegning have ogsaa Arm-
mellemrummene og Mundens Omgivelser. Armenes Underside er derimod gul med 2-3
røde Pletter paa hver Bugplade.

Ophioderma serpens Ltk.

(Tab. J, fig. 6.)

Beskrivelse. Skiven er beklædt med fine Korn; Radialskjoldene ere usyn-
lige, og de fremspringende Partier, der begrendse Skiveindsnittene ved Armenes Grund,
ere ligeledes beklædte med Korn, saa at kun nogle faa Skjæl komme tilsyne i Spidsen og
langs med Genitalspalterne. Mundskjoldene ere mere lange end brede, egformige og
bredere udadtil end indadtil. Pladsen mellem dem og Mundpapillerne udfyldes af de for-
holdsvis store Sidemundskjolde, der ligeledes ere bredere udadtil end indadtil og
strække sig langs med største Delen af Mundskjoldenes Sider. Bugpladerne ere omtrent
lige lange og brede. Armrygpladerne ere udeelte og af den sædvanlige Form; de 2 eller 3
inderste ere optagne i Skivens Indsnit. Armpiggene ere Teller 8, lige lange og kun lidt
mere end halv saa lange som Sidepladerne. — Det største af de foreliggende Exemplarer
har et Skivetvermaal af 16%" og Arme af c. 64"m Længde. Farven varierer ogsaa her
endeel. Nogle ere aldeles grønne, andre mørkebrune, atter andre fiint tegnede af Grønt
og Rødt. Et af de største foreliggende Exemplarer har en stor uregelmæssig mørkebrun
Plet midt paa Skiven og smalle mørkebrune Bælter paa 2 Armrygplader afvexlende med
bredere lysegrønne paa 6 Plader med fine lyse Prikker langs med deres ydre Rand. Arm-
mellemrummene og de Munden omgivende Dele ere fiint marmorerede af Lyserødt paa en
grønlig Bund.

Hr. Riise har taget denne Art sammen med de andre almindelige vestindiske
Arter ved St. Thomas og desuden forskaffet Museet et Exemplar fra Virginien. Min
oprindelige Diagnose af denne Art i »Videnskabelige Meddelelser for 1856« er kun udkastet
efter et ganske ungt Exemplar, som Capt. Hygom havde taget i Havannas Havn paa
Dyndbund mellem Ascidier. Hos dette vare Piggene kortere og i det hoieste 7 i Tallet,
og de Skjæl, der begrændse Skiveindsnittene, aldeles dækkede af Korn.

Ophioderma Januarii Ltk.
(Tab I, fig. 5.)

Beskrivelse. Skiven er fuldstændig beklædt med Korn, med Undtagelse af
Spidsen af de trekantede Stykker, der omfatte Armenes Grund, hvor Skjællene ere nøgne ;
ogsaa Radialskjoldene ere dækkede. Mundskjoldene og Sidemundskjoldene forholde sig
aldeles som hos den foregaaende Art. Indsnittene i Skiven ere begrændsede af buede
Linier og saa dybe, at 4 eller 5 Rygplader ere optagne i dem. Armene ere mere end 5
Gange saa lange som Skiven er bred; deres Rygplader ere glatte, udeelte og tagformige.
De 8 Armpigge ere indbyrdes lige lange, men tynde, sidde i en tæt Række og ere
næsten lige saa lange som Sidepladerne. Bugpladerne have i Armens inderste Deel
halvanden Gang saa stor Brede som Længde; længere ude overgaaer Længden Breden, og
de antage Form af langstrakte Firkanter med afstumpede Hjørner. Den allerinderste er
bredt sexkantet.

Ved Rio Janeiro har Prof. Krøyer taget 2 Exemplarer, og fra CotinguibaiBrasilien
har Capt. Hygom hjembragt en stor Mængde; hine have 18™™ i Skivetvermaal og Arme af
c. 100mm Længde; disse ere noget større. Farven synes at være meget constant; paa
Skiven er den mørkegrøn, marmoreret, paa Armene vexle lyse- og mørkegrønne Bælter.
Rygpladernes ydre Rand er altid tegnet med smaa lyse Pletter eller Stænk, som fremhæves
ved en med dem afvexlende Række af mørke Prikker. — Fra O. serpens skjelnes denne Art
ved de længere Armpigge og de dybere Indsnit i Skiven, hvoryed dog er at mærke, at naar
mindre Exemplarer af O. Januari sammenlignes med ligestore Exemplarer af ©. serpens,
findes denne Forskjel ikke; de kunne da begge have 3 Rygplader mellem Skiveindsnittenes
buede Rande.

Ophioderma variegata Ltk.

Beskrivelse. Den fine Kornbekledning skjuler baade Radialskjoldene og —
med Undtagelse af de alleryderste Skjæl — de smaa Skjælpartier ved Armenes Grund, mellem
hvilke de 3 inderste Rygplader kile sig ind. Mundskjoldene have samme Form som
hos de to foregaaende Arter; et skjævt firkantet Sidemundskjold forener dem med den
inderste Armbugplade, der er bredere end de efterfølgende, men kort og sexkantet.
Armene ere temmelig tynde og 6 eller 7 Gange saa lange som Skivens Tvermaal, Rygpla-
derne udeelte og af den sædvanlige brede sexkantede Form, ved Grunden af Armene 3
eller A Gange saa brede som lange. Armbugpladerne ere lidt mere brede end lange og
ottekantede uden nogen ioinefaldende Indbuning paa Siderne; heller ikke dække de hinanden

_200

med deres ydre Rand, saaledes som det f. Ex. er Tilfældet hos O. Antillarum. Der er 8
tynde og lige lange Armpigge, som i tiltrykt Tilstand ikke naae hen til den næste Række, da
de ikke ere saa lange som Sidepladerne. — Det største af de foreliggende 2 Exemplarer har
et Skivetvermaal af 14™™ og Arme af ce. 90mm Længde; Dr. Ørsted har taget dem ved
Realejo paa 5 Favnes Dybde. Farvetegningen er egentlig ganske den samme som
hos O. Januarii. Skiven er gronagtig med mørkere og lysere Afskygninger. Armene ere
prydede med morke- og lysegrønne Baand, disse i Almindelighed sammensatte af 2, hine
af 5 Plader, af hvilke den første og den sidste ere særdeles mørke. Rygpladernes ydre
Rand er desuden tegnet med mørkere Prikker, indenfor hvilke der midt paa Pladen er en
Tverrække af lysere Pletter. Undersiden er ligesom hos O. Januari? hvid uden Afteg-
ning. Fra denne Art afviger den ved de noget kortere Armpigge og de mindre dybe
Skiveindsnit; dog kan det være tvivlsomt, om det sidstnævnte Forhold vil vise sig constant,
hvis O. variegata bliver større end ovenfor er angivet.

2. Ophiopeza Peters.

Denne Slægt, af hvilken der hidtil kun var een Art bekjendt fra Mozambik, er, som
Opstilleren ogsaa bemærker, en fuldkommen Mellemform mellem Slægterne Ophioderma og
Ophiarachna, som man hidti® med Urette har stillet saa langt fra hinanden. Habitus og de
fleste Charakterer deler den med dem begge; fra Ophioderma afviger den ved kun at have
10 Genitalspalter, fra Ophiarachna ved de udeelte Mundskjolde. Det forekommer mig
imidlertid tvivlsomt, om det er rigtigt af denne Grund at skille den fra Ophiarachna.

Ophiopeza Yoldii Ltk.

Dignoscitur papillis oralibus 7nis, scutellis dorsalibus latis, hexagonis, spinis
6—-Tnis.

(O. fallax Peters!) dign. papillis oralibus 10nis, scutellis dorsalibus cordiformibus,
spinis 12-13nis.)

Beskrivelse. Skiven er flad og femkantet og Armene middellange, men tem-
melig tynde og aftage jevnt i Forlighed; deres Ryg er tagformig hvælvet. Grændsen
mellem Skiven og Armene er skarp; de 2 inderste Armrygplader kile sig ind i det spidse

1) Dr. Peters: »Neue Ophiuren aus Mozambik”, i Archiv für Naturgeschichte. 1852 p. 84.

201

Skiveindsnit, som dannes af de 2 kornklædte spidse Forlængelser af Skivehuden, der ligesom
hos Ophioderma og Ophiarachna omfatte Armenes Udspring. Skiven er paa begge Sider
fuldstændig dækket af en grov Kornbeklædning; ikke engang Radialskjoldene komme tilsyne.
Mundskjoldene ere temmelig brede, udadtil begrændsede af en svag Bue, indadtil der-
imod af 2 skraa Linier, som danne en stærkt fremspringende, afrundet Vinkel. Ved et lille
trapezoidalt Sidemundskjold paa hver Side ere de adskilte fra den inderste Armbugplade,
der er bred og aflang paatvers; det øvrige Rum mellem Mundskjoldene og Mundpapillerne
er grovt kornet. Langs med hver Mundrand sidde 7 brede og flade Mundpapiller i en
tæt Række; den inderste sidder under Tænderne; den næstyderste er saa bred som 2
andre. Armbugpladerne ere ottekantede, lidt mere brede end lange og berøre kun
hiuanden i 4 af deres Brede; forresten adskilles de af Sidepladerne, langs med hvis Rand
der sidder en tæt Række af 2 (længere ude kun I) Fodpapiller og 6 eller 7 kegledannede,
noget flade Armpigge, af hvilke de midterste ere de længste og i tiltrykt Tilstand naae
næsten hen til den følgende Række, hvorimod de øverste og underste ere kortere. Ryg-
pladerne have samme Form som hos Ophioderma, nemlig af Sexkanter, som ved Grunden
af Årmene ere 6 Gange saa brede som lange

Størrelse: Skivetvermaal c. 12™, Armlengde c. 50mm, Farven er nu graa' med
fine lyse og mørke Pletter paa Skiven og Armene.

De foreliggende 3 Exemplarer ere af Hr. 0. Mørch i »Catalogus Conchyliorum, que
reliquit comes de Yoldi« opførte under Nr. 849 som »Ophiarachna cordifera Bosc (Asterie
cordiforme Bosc tab. 16 f. 13?), Antillerne?« Denne hypothetiske Localitetsangivelse beroer
dog kun paa Formodningen om Identiteten med Boscs Asterias cordifera, der, som vi
skulle faae at see, er en Amphiura, altsaa en ganske forskjellig Form. Der er derfor i
Virkeligheden ingen positiv Grund til at antage Vestindien for denne Arts Hjemstavn; men
jeg har troet at kunne benytte denne Leilighed til at meddele Beskrivelse af et Dyr, der

har nogen Interesse ved at vere den anden kjendte Art — men, som det synes, dog en
temmelig afvigende Form — af en kun lidet bekjendt Slægt, og at denne Beskrivelse vilde

finde en passende Plads i et Arbeide, der omhandler et saa betydeligt Antal af dens nære
Slægtninge, Ophiodermerne.

Vidensk. Selsk, Skr, 5 Række, naturvidensk. og mathem Afd. 5 Bd. 26

202

3. Ophiolepis (Müll. Tr.) (s. str.).
(Smlgn. første Afdeling p. 24.)

Den Afdeling af de skjælklædte Slangestjerner med nøgne Skjæl, for hvilken oven-
staaende Navn vil blive at beholde, kan charakteriseres saaledes: Skiven er paa Rygsiden
beklædt med nøgne Skjæl, som igjen ere omgivne med Kredse af Smaaskjæl; Bugsiden har
enten den samme Beklædning, eller større og mindre Skjæl ere der blandede med hinanden,
Radialskjoldene ere hverken store eller meget iøinefaldende. Ved Grunden af Armene
er der svage Indsnit i Skivens Rygside, i hvilke nogle af de inderste Armrygplader ere
optagne. Mundskjoldene ere skjoldformige, men ikke meget store og ligge for største
Delen heelt ude i Armmellemrummene, hvorved de skille Genitalspalternes inderste Ender
fra hinanden. De indenfor dem liggende smalle buede Sidemundskjolde støde sammen
indenfor hines Spids. Mundrammerne bære hver 4 eller 5Mundpapiller. Tænderne ere
temmelig spidse. Armpiggene ere korte og svage, undertiden endog aldeles rudimentære,
og sidde langs med Sidepladernes udvendige, ikke synderligt ophøiede eller fremtrædende
Rand; deres Antal varierer fra 2 til 7. Der findes altid 2Fodpapiller, som sidde skjævt
ved Siden af hinanden.

Genus Ophiolepis (sensu strictiori) dignoscitur disco supra squamis, squamulis cinctis,
et scutellis radialibus parvis nudis obtecto; scutis oralibus haud magnis, scutiformibus vel
lyratis, in spatia interbrachialia prolongatis; brachiis incisuris dorsi insertis; spinis brevibus,
parvis, glabris, margini scutellorum lateralium lævium insertis, papillis ambulacralibus binis,
oblique collocatis, oralibus paucis.

De hidtil kjendte Arter ere deels fra Vestindien, deels fra det indiske Hav og det
stille Ocean, men alle fra det hede Havbælte. De kunne let adskilles ved følgende

Conspectus specierum huc usque cognitarum generis Ophiolepidis (sensu strictiori).

A. Squame disci dorsales minute, rotundatæ, excavate vel gibbosæ, haud plane.

1. ©. annulosa (Blainy.) Müll. Tr. dignoscitur scutellis dorsalibus brachiorum late-
ovalibus, squamis binis minutis inter illa et scutella lateralia intercalatis, spinis lateralibus
Tnis dense collocatis, sat magnis. Had. Africam orientalem et Indiam orientalem.

2. O.impressa Ltk. dignoscitur scutellis dorsalibus brachiorum angulatis, squamula
nulla vel minutissima inter illa et scutella lateralia intercalata, spinis lateralibus 4-5nis, sat
magnis. Hab. Indiam oceidentalem.

3. O. paucispina (Say) differt a precedente statura minore, brachiis brevibus, squa-
mula intercalata per tota brachia admodum conspicua, spinis lateralibus binis omnino rudi-
mentariis. Hab. cum precedente.

4. O. pacifica Ord. Ltk. differt ab O,ömpressa squamulis nullis inter scutella dor-

203

salia et lateralia intercalatis, spinis lateralibus brevissimis 5nis. Hab. Americæ centralis
oras occidentales.
B. Squamæ disci dorsales perpauce, magne, plane.

5. O.cincta M. Tr. dignoscitur squamis dorsalibus et ventralibus, nec non scutellis
dorsalibus brachiorum oralibusque cireulis squamularum einetis, squamulis binis supra inter
seutella dorsalia et lateralia intercalatis, itemque squamula infra juxta papillas ambulacrales.
Hab. Africam occidentalem et Indiam orientalem.

6. O. elegans Lik. dignoscitur seutellis dorsalibus et oralibus squamisque disci

ventralibus squamulis haud cinctis; squamis disci dorsalibus magnis numero triginta sex,

_ ventralibus majoribus minoribusque commixtis; squamula indivisa supra inter seutella bra-
chiorum lateralia intercalata, infra nulla; scutellis oralibus angustioribus, adoralibus latiori-
bus, arcuatis, trigonis, spinis quinis vel quaternis brevibus, Had. Indiam oceidentalem.

7. O. variegata Lik. differt a precedente præcipue squamulis binis supra inter
scutella dorsalia et lateralia intercalatis, spinis ternis vel quaternis brevissimis. Hab. oras
occidentales Americe centralis.

Ophiolepis impressa Ltk.

Beskrivelse. Skivens midterste Deel og de fra denne udgaaende brede Radial-
bælter ere beklædte med talrige, afrundede, taglagte, lidt hule Skjæl, som adskilles, skjondt
ikke fuldstændigt, ved Halvkredse af bugede Smaaskjæl; af hine større Skjæl er der saaledes flere

Kredse omkring et rundt Skjæl midt paa Skiven og 5 parallele Rækker — hvoraf de 3 dog
ere meest ioinefaldende — i hvert Radialbælte. De med disse Bælter afvexlende Dele af

Skiven, som ligge mellem Midtpunktet og Armenes Udspring, udfyldes tildeels af de flade,
noget dybere liggende eller ligesom indtrykte Radialskjolde, der have Form af Trekanter
og vende 2 næsten parallele Sider mod hinanden, 2 kortere mod Armene og 2 længere
mod de brede skjællede Radialbælter; de adskilles indbyrdes ved et smallere Bælte af 2 eller 3
større Skjæl, mellem hvilke flere smaa ere indskudte, og langs med deres ydre (mod Ar-
mene vendende) Rand er der endnu paa hver Side, som Fortsættelse af det Radialskjoldene
adskillende Skjælbælte, en Gruppe af større og mindre Skjæl og Skjælplader, hvilke tilsam-
men begrændse de kun lidet dybe Indsnit, hvori der er optaget 4 lignende smalle Skjæl-
plader, som uden Tvivl repræsentere fire Armrygplader. Paa Bugsiden ere Armmellemrum-
mene beklædte med flade eller bugede, taglagte, rundagtige Smaaskjæl, mellem hvilke nogle
endnu mindre Skjæl undertiden hist og her danne adskillende Halvkredse, hvilket dog er
saa langt fra at kunne kaldes Regel, at det meget mere maa betegnes som en Undtagelse,
men dog bevirker, at begge Siders Beklædninger gaae jevnt over i hinanden. Langs med
hver Genitalspalte er der 4 lange og smalle Skjæl, af hvilke det yderste er det største.
Mundskjoldene ere skjoldformige som hos de andre nærstaaende Arter og hos Ophiura-
26"

204

Arterne, men meget mindre end hos de sidstnævnte, og strække sig omtrent med deres
halve Deel ud i Armmellemrummene; deres største Brede er 2 af deres Længde; et af dem
har et mere eller mindre tydeligt navleformigt Indtryk. Sidemundskjoldene ere tre-
kantede, buede, meget bredere udadtil end indadtil, hvor de støde sammen indenfor Mund-
skjoldene; de ere hver for sig næsten ligesaa brede som Mundskjoldene og omgives af
Mundrammerne, de 2 yderste- Mundpapiller, den inderste bredt rudeformige Armbugplade,
den inderste Armsideplade, Genitalspalten og Mundskjoldene. Af de 5 eller 6 Mundpapiller
er den næstyderste den bredeste. Armene er noget over 4 Gange saa lange, som Skiven
er bred, og flade i deres yderste Deel. Rygpladerne ere brede og tagformige, udadtil
begrændsede af en svag Bue, paa Siderne af Skraalinier, der convergere indadtil; i Armens
yderste Deel have de Form af afstumpede Trekanter. De suppleres som oftest mellem
Sidepladernes øverste Ender af en meget lille trekantet Plade, der imidlertid forsvinder
længe førend Spidsen af Armene og hos mange Individer næsten ikke er udviklet. Hos
meget gamle Dyr ere Armene mere ujevne end hos de yngre, da Ryg- og Sidepladernes
Rande med Alderen træde stærkere frem. Bugpladerne ere mere brede end lange, paa
Skiven endog dobbelt saa brede; deres Sider ere indbuede, og deres ydre Begrændsnings-
linie noget buet. I Spidsen af Armene antage de Form af meget smalle Skjolde. De 4 eller à
trinde og svage Armpigge ere omtrent lige lange, nemlig som 2 af Armleddene; i Spid-
sen af Armene er der kun 3.

Farven er paa de tørrede Exemplarer rodgraa med smalle mørkere Ringe paa Ar-
menes Rygside. Et af de største Exemplarer har et Skivetvermaal af 14% og Arme af 65mm
Længde. Hr. Riise har taget dem ved St. Thomas paa 1 Fod Vand paa grovt Sand og
paa 3-4 Fod paa Koraller tilligemed Ophiodermer og Arter af Slægterne Ophionereis, Ophio-

coma, Ophiothrix, Ophiomyxa, Ophiactis 0. s. v.
» 4 >. UP yxa, Up

Ophiolepis paucispina (Say.)
(Tab. II, fig. 2.)

Synonym: Ophiura paucispina Say |. ¢.

Beskrivelse. Den flade femkantede Skive er paa Rygsiden beklædt med Skjæl
af forskjellig Størrelse, nemlig deels med større runde Skjæl, deels med smaa, som omgive
hine kredsformig, men saaledes, at der aldrig er mere end een Rekke af de smaa mellem
2 Skjæl af de større. Den Deel af Skivebeklædningen, som har den her skildrede Beskaffenhed,
danner deels et stort femkantet Skjelparti midt paa Skiven, deels 5 brede Radialbelter, som
gaae fra de 5 Sider af denne Femkant til Skivens Periferi; de tilbageværende 5 Trekanter eller
Cirkeludsnit ved Armenes Grund ere beklædte af Radialskjoldene og nogle dem omgivende

Skjælgrupper. Femkanten i Midten bestaaer af c. 10 større, runde, lidt hule Skjæl foruden

205

de dem omgivende Smaaskjæl. I hvert Radialbælte kan man skjelne en"Række af 3 større
Skjæl i Midten og paa hver Side af denne en Række af ligesaa mange noget mindre, alle
som sædvanligt omgivne af kantede Smaaskjæl. De trekantede Rum indenfor Armenes Ud-
spring udfyldes inderst i Vinkelen af et lignende hult rundt Skjæl med en ydre Kreds af
Smaaskjæl som de føromtalte; dernæst af 2 flade Radialskjolde, der danne en meget
stump Vinkel med hinanden, idet de vende den butte Ende mod hinanden, den spidsere
fra hinanden. De adskilles ved en langagtig Gruppe af Smaaskjæl med et større i Midten;
en Fortsættelse af denne Skjælgruppe kiler sig ogsaa ind mellem de 2 med Radialskjoldene
parallele, men udenfor dem liggende, aflange Skjæl, som begrændse de ubetydelige Indsnit
i Skiven, hvorfra Armene udspringe, hvilke Skjæl igjen adskilles fra Armene ved en smal
Tverrekke af mindre Skjæl. Bugsidens Armmellemrum udfyldes af en Deel forholdsvis
temmelig store, deels kantede, deels udadtil afrundede, lidt bugede Skjæl. Langs med hver
Genitalspalte er der inderst tæt ved Mundskjoldet 1 eller 2 smaa Skjæl, som langs med Spaltens
øvrige Rand fortsættes af et langt og smalt. Mundskjoldene have den sædvanlige Skjold-
form og ere næsten doppelt saa lange som brede, men af lidt forskjellig Form, idet den
største Brede snart falder mellem de indre Hjørner, snart over Skjoldets ydre Deel. Side-
mundskjoldene ere buede Trekanter, som berøre hinanden med deres smallere Ender
indenfor Mundskjoldene og derfra fortsætte sig skraat udad, forbi Mundskjoldenes indre
Hjørner og forbi Enden af Genitalspalterne, saaledes at deres brede Ender berøre den in-
derste bredt sexkantede Armbugplade og den til andet Armled hørende inderste Sideplade.
Af de 5Mundpapiller er den næstyderste den bredeste. — Armene ere korte (kun lidt
over 2 Gange saa lange som Skiven er bred), Rygpladerne bugede, bredt sexkantede, læn-
gere ude trekantede; mellem dem og Sidepladernes øverste Deel er der indskudt en lille
trekantet Plade, der kan forfølges næsten lige til Armenes Spids. Bugpladerne ere sex-
kantede, saaledes at en Vinkel vender udad og en af den foregaaende Plade dækket, af-
stumpet Vinkel indad; mellem de 2 ydre Sidevinkler ere de bredere end mellem de 2
indre; Siderne ere dybt udhulede. Længere ude blive de smallere og længere, men be-
røre dog hinanden; kun i den alleryderste Deel ere de adskilte. Paa hver af de bugede
Sideplader sidde 2 yderst smaa, aldeles rudimentære Armpigge. — Af denne Art har Hr:
Riise ligeledes indsendt en Deel Exemplarer fra St. Thomas. Farven er rødlig, gulagtig
eller graalig med mørkere, hos de levende gronagtige Armbelter. Skivetvermaal 5™™,
Årmlængde c. 11™™,

Den Formodning kunde let opstaae, at den her beskrevne Form, som ganske synes
at svare til Says Ophiura paucispina, kun er Ungen til den foregaaende Art. En stor Deel
af de fremhævede Forskjelligheder finde unægtelig en ret naturlig Forklaring i den forskjel-
lige Størrelse, der atter kunde være en Folge af forskjellig Alder. Herved er dog at erin-

dre, at de mindre Arter ofte netop beholde meget af det, der er eiendommeligt for nær-

staaende større Arters yngre Tilstande (Smlgn. f. Ex. Ophiura Sarsil og O. albida, visse
Cyamus-Arter). Desuden synes følgende Omstændigheder bestemt at tale mod de beskrevne
Formers Identitet. Hos O. paucispina er den complementære Sideplade meget mere udviklet,
selv i Armens yderste Deel, end hos O. impressa; hvis hin var Ungen til denne, maatte
man derfor antage, at disse Smaaplader vel dannedes efter de andre og til en vis Tid
voxede stadigt, men senere forsvandt igjen i den indre Deel af Armen, og at fra det samme
Tidspunkt af ingen nye dannedes i Armens ydre Deel; det blev da kun en forbigaaende
Dannelse, der savnedes påa meget unge og meget gamle Led, men fandtes paa de mid-
aldrende. Dette synes unægtelig mindre rimeligt, og dertil kommer, at Armpiggene ere
meget mere udviklede paa de yderste Led af O. émpressa end paa de inderste Led af ©.
paucispina, som dog, under Forudsætning af, at disse 2 Former kun udgjorde to Udviklings-
stadier af een Art, maatte antages for meget ældre end hine. Endelig kunde man henpege paa
den følgende Art, der vel allerede paa Grund af sin geografiske Forekomst maa antages for en fra
O. impressa distinkt Art og dog kommer denne meget nærmere end O. paucispina. Af disse
Grunde har jeg troet at burde holde disse 2 Former adskilte, uagtet jeg maa indrømme, at
saalenge man ikke kjender Ungerne af ©. impressa, er Sagen endnu tvivlsom. Forskjellen
mellem unge og udvoxne Ophiurider af samme Art er ofte saa stor og Overgangen saa
pludselig, at det er voveligt a priori at nægte dens Mulighed for dette Tilfælde.

Ophiolepis pacifica Ørd. Ltk.
(Tab. II, fig. 4.)

Beskrivelse. Skiven er flad, femkantet og ujevn ai de mange smaa bugede Skjæl,
hvormed den er beklædt; disse ere ordnede regelmæssigt (rosetformigt) omkring Skivens
Midtpunkt, samt omgivne af og adskilte ved ganske smaa Skjæl, som ere indskudte mellem
de større. Til hvert Mellemrum mellem 2 Arme udgaaer der fra Skivens Midte 3 Skjæl-
rækker, nemlig en noget bredere med en lidt smallere paa hver Side; den øvrige Deel af
Skiven, d. v. s. de 5 trekantede Partier, der vende ud imod Armene, optages deels af de
trekantede, stærkt divergerende Radialskjolde, som kun udmærke sig blandt de øvrige
Skjæl ved at være noget fladere og større, deels af en kort Skjælrække, som adskiller Ra-
dialskjoldene, og af et lille Skjælparti udenfor disse ved Grunden af Armene. Skivens Under-
side mellem Armene er tæt beklædt med større og mindre Skjæl. Langs med Genitalspal-
terne sees et langt smalt Genitalskjæl. Mundskjoldene have samme Form som hos de
foregaaende; deres Længde er større end deres Brede, og de kunne betragtes som sam-
mensatte af et inderste Stykke med en indadvendt spids Vinkel og 2 spidse Sidevinkler og
et smallere afrundet yderste Stykke. Indenfor dem ligge 2 trekantede Sidemundskjolde,
som med deres smalle Ender boie sig mod hinanden, uden dog at berøre hinanden fuld-
stændig, og med de brede Ender støde op til den yderste Mundpapil samt til de 2 inderste

207

Armled, ja endogsaa fortsætte sig lidt forbi Mundskjoldene og langs med det inderste Stykke af
Genitalspallerne. Armene ere 3 til 4 Gange saa lange som Skivens Brede og aftage jevnt i
Forlighed; paa Ryggen ere de hvælvede, paa Bugen flade. De til samme Led hørende 4 Plader
alternere ikke, men ligge — ligesom ogsaa tildeels hos de 2 foregaaende Arter — i Linie
med hinanden, og da desuden hvert Leds Plader træde lidt frem over det følgendes, giver
dette Armene et knudret Udseende, som Piggene ere for korte til at skjule; hvert Led er
ligesom indsnøret og omfattet af det foregaaende ved sin Grund. Rygpladerne ere Tra-
pezier, som udvendig og indvendig begrændses af lige Tverlinier, paa Siderne af Skraalinier,
som convergere indadtil; de 3 Sider ere omtrent lige lange, men kortere end den udven-
dige Rand, der er det doppelte af Pladens Længde. Mod Spidsen af Armene blive de tre-
kantede og adskilles ved de hinanden berorende Sideplader. Bugpladerne ere omtrent
lige lange og brede, naar Breden maales tversover deres udvendige buede Rand, der er
kjendelig længere end den indvendige; Siderne ere stærkt indbuede for at give Plads for
Fodpapillerne. Mod Spidsen af Armene tilspidses de indadtil og adskilles tilsidst fra hin-
anden ligesom Rygpladerne. Langs med Sidepladernes ydre Rand sidde 5 meget korte
Armpigge. — Det beskrevne Exemplar, som er laget af Ørsted ved Puntarenas paa 4
Favnes Dybde, har et Skivetvermaal af 10mm; Armene ere 30-40™ lange. Farven er
graabrun med lyse og mørke Bælter paa Armene og synes, efter en af Dr. Ørsted med-
delt Skizze, ikke at have været meget anderledes paa det friske Dyr.

Disse 3 Arter kunne betragtes som Amerikas østlige og vestlige Repræsentanter
for Ophiolepis annulosa (Blainy.) (Tab. II, f. 5), der gjengiver den samme Typus i Ostindien
og ved Afrikas Østkyst, fra det røde Hav til Mozambik. O. annulosa opnaaer imidlertid en
betydeligere Størrelse og har en særegen Farvetegning, bestaaende i nogle faa, men stærke,
mørkebrune Baand paa Armene, en Stjerne af samme Farve paa Rygsiden og 5 store
Pletter paa Mundskjoldene og disses nærmeste Omgivelser. Alle Skjællene ere desuden
mere bugede, og deres Rande træde stærkere frem; Armrygpladerne ere ovale og afrundede
paa Siderne, Sidepladerne ligeledes afrundede foroven istedetfor tilspidsede, og der er øverst
mellem hvert Par indskudt en Trekant, dannet af en ganske lille Plade og en noget større
ovenover den. Endelig har den indiske Art 7 Armpigge, som sidde tættere og tillige læn-
gere nede paa Bugsiden end hos de amerikanske.

Ophiolepis elegans Lik.
Beskrivelse. Skiven er femkantet, temmelig tyk, flad og glat; Armene ere
forholdsvis korte, glatte og spidse og aftage hurtigt i Tykkelse. Skivens Rygbeklædning
bestaaer fornemmelig af 36 større Skjæl!), som ere ordnede paa følgende Maade: Midt

1) Vistnok et sjeldent Tilfælde, at Rygskjællenes Antal kan angives saa bestemt.

paa Skiven findes 6 Skjæl, 5 udenom et i Midten, alle flade, temmelig store og adskilte
fra hinanden ved en enkelt Bræmme af Smaaskjæl. Fra dette Parti udstraale 5 Rækker af
lignende' flade, firkantede, ligeledes af Smaaskjæl omgivne Skjæl, 3 i hver Række, til Ski-
vens Omkreds og til Mellemrummene mellem Armene. De øvrige Dele af Skivens Rygside
ere hjerteformige og beklædes inderst af et lignende Skjæl som de ovenfor beskrevne,
hvilket ogsaa udadtil er omgivet af en Bremme af Smaaskjæl; dernæst af 2 store, fuld-
kommen adskilte, ikke fordybede, spatelformige Radialskjolde, hvis spidse Ender vende
indad. De adskilles ved et Bælte' af Smaaskjæl, som danne 2 eller 3 Rækker, af hvilke den
midterste dog ofte er noget større end de andre. Nogle middelstore, lidt bugede Skjæl til-
veiebringe en Forbindelse mellem dette Skjælbælte og Bugsidens Beklædning og begrændse
tillige Armenes Insertion. I Armmellemrummene paa Bu gsiden har Beklædningen derimod
en heel anden Charakteer; Skjællene ere her mindre end paa Rygsiden og mere bugede,
og mellem deres Hjørner findes kun hist og her et ganske lille Skjæl. Langs med hver
Genitalspalte ligger en lang smal Plade, der igjen ved 2 smalle Smaaskjæl staaer i Forbin-
delse med Mundskjoldene, der ere smaa og smalle og have den sædvanlige lyreagtige
Skjoldform. Sidemundskjoldene ere hver for sig lige saa store som Mundskjoldene
og have Form af buede Trekanter, der vende Spidsen mod Munden og Grundlinien mod
Armene og berøre hinanden med en Linie, der er ligesaa lang som deres Berøringslinie
med Mundskjoldet. Der er 4 eller 5 Mundpapiller, af hvilke den næstyderste er den bredeste.
Armrygpladerne ere inderst ved Skiven Sexkanter, hvis Brede i det Hoieste er det
Doppelte af deres Længde; men deres Brede aftager snart, og Formen gaaer da gjennem
den regelmæssige Sexkant over til at blive smallere og mindre regelmæssig. De suppleres
paa hver Side af en temmelig stor udelt trekantet Plade, der kiler sig ind imellem Side-
pladernes øverste Deel og kan forfølges lige til Spidsen af Armene. Piggenes Antal er
inderst 5, men aftager snart til 4 og er allerede i kort Afstand fra Skiven kun 3; deres
Længde er omtrent det halve af Sidepladernes. Bugpladerne ere ved Armenes Udspring
lige lange og brede, paa Skiven derimod bredere, og aftage i Brede med Armene, saa at
de midt paa disse allerede ere temmelig smalle; de ere iøvrigt smallere indadtil end udadtil,
hvor de begrændses af en Bue, medens de paa hver Side have en Indhuling for at give
Plads for Fodpapillerne. — Det eneste Exemplar af denne Art, som jeg har havt Leilighed til
at undersøge, tilhører Hr. Riise og er taget ved St. Thomas paa 2 Favne Vand; det har
et Skivetvermaal af 9% og en Armlængde af c. 25. Farvetegningen, der paa Skiven op-
træder som større Pletter, paa Armene som Bælter, bestaaer af Grønt, Graat og Rødgult.

Ophiolepis variegata Ltk.

Beskrivelse. Skiven er femkantet, flad og glat, Armene middellange, tynde og

glatte. Skivens Beklædning har ganske den samme Charakteer som hos den foregaaende

au

Art og dannes ligesom hos denne af 36 større Skjæl, der ere flade, kantede og omgivne
af Smaaskjel. Midt paa Skiven er der en Kreds af 5 af disse Skjæl omkring et
sjette i Midten, og fra dem udgaae igjen 5 Rækker af lignende brede Skjæl, 3 i hver
Række; forresten udfyldes Pladsen af Radialskjoldene, der ere aflange, temmelig store,
parallele, indadtil spidse, udadtil afrundede, og adskilte fra hinanden ved en Række af 3
Skjæl, af hvilke det inderste stemmer i Form og Størrelse med Skivens øvrige store Skjæl
og ligesom disse er omgivet udadtil af en Skjælbræmme; paa den samme Maade ere ogsaa
de 2 andre adskilte fra hinanden og fra Radialskjoldene. Fra Armene adskilles hvert af
‘disse ved en Tverrække af 2 middelstore Skje. Armmellemrummene ere deels dæk-
kede af de temmelig brede Genitalskjæl, deels af en halv Snees større og mindre kantede
Skjæl, som ikke ere omgivne af Kredse af Smaaskjel. Mundskjoldene, Sidemund-
skjoldene og Mundpapillerne vise ingen væsenlig Afvigelse fra de foregaaende Arter.
Armenes inderste Rygplader ere bredt sexkantede, d. v. s., udadtil og indadtil begrænd-
sede af lige og parallele Linier, paa Siderne af brudte. I Spidsen af Armene fortrænges
de af Sidepladerne og forvandles til smaa Trekanter. Bugpladerne ere omtrent lige
lange og brede, indadtil noget smallere, og ottekantede med stærkt indbuede Sider. Mod
Spidsen af Armene blive de smallere samt mere spidse indadtil og berøre ikke hinanden.
Der hvor Sidepladerne støde til Rygpladerne, suppleres de af en lille trekantet Plade, som
i Armenes inderste Deel igjen er deelt i 2, af hvilke den øverste og større er uregelmæs-
sig fiirkantet, den underste og mindre trekantet. Der er 3, inderst 4, aldeles rudimentære
Armpigge. — Dr. Ørsted har samlet to Exemplarer af denne Art ved Realejo paa 2
Favnes Dybde; det største af dem har et Skivetvermaal af 8"" og en Armlængde af 25™™.
Farven er underneden hvid, ovenpaa grøn med hvide Tegninger, Pletter og Bælter; hos
det ene Exemplar er der saaledes en smuk hvid Stjerne midt paa Ryggen. Fra O. elegans
afviger O. variegata især derved, at de complementære Sideplader her ere tvedeelte, og ved
at Armpiggene ere noget talrigere og noget mere udviklede.

Ligesom de 3 først beskrevne Arter kunne siges at repræsentere QO. annulosa,
gruppere de 2 sidste sig om O. cincta, der synes at have en ganske lignende Udbredning
som ©. annulosa. Rygskjellene ere imidlertid hos O. céncta (Tab. Il, fig. 6) langt talrigere
og derfor forholdsviis mindre, og Bugskjællene ere ikke forskjellige fra dem og ligesom
de umgivne af Halvkredse af Smaaskjæl, hvilket ogsaa er Tilfældet med Mundskjoldenes
og Armrygpladernes ydre Rande; den de sidstnævnte omgivende Halvkreds fortsætter sig
som en lille Kile ned imellem Sidepladerne. Endelig ere Sidemundskjoldene smallere og
Mundskjoldene mere korte og brede end hos O. elegans og O.variegata, og der er mellem
hvert Par Fodpapiller og Sidepladerne indskudt et lille Skjæl, hvortil der hos de andre
Arter ikke er Spor.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd. 5 Bd. 27

210

Den brasilianske Slangestjerne, til hvis Beskrivelse jeg nu gaaer over, kan ikke
gaae ind under Slægten Ophiolepis, saaledes som denne i det Foregaaende er fastsat
og paaviist i en Række af 7 hinanden meget nærstaaende Arter; ligesaalidt kan den finde
Plads i Amphiura, Ophiura, Ophiactis eller i nogen af de andre Slægter, hvori jeg har
troet at maatte opløse den gamle Slægt Ophzolepis. Alligevel nærmer den sig i flere
Henseender til de i det Foregaaende beskrevne Ophiolepis-Arter; der er endnu Spor til
Indsnit ved Grunden af Armene, Radialskjoldene forholde sig paa en meget lignende Maade,
Armbugpladerne og Fodpapillerne ere aldeles som hos en Ophiolepis (s. str.), og Mund-
skjoldene vise i det mindste endnu en Antydning til den for hine Former saa charakteri-
stiske Forlængelse ud i Armmellemrummene o.s.v. Den kan altsaa opfattes som en Mel-
lemform mellem Ophiolepis eller Ophiura og Ophionereis eller Amphiura. Hvis der skulde
opdages en nærstaaende Art, der deelte dens væsenligste Eiendommeligheder, vilde man
vistnok være berettiget til for dem at oprette en ny Slægt, i hvis Charakteristik de brede
Tender, Tandpapillerne og de tvedeelte Rygplader vilde spille en Hovedrolle.
Saalænge der kun kjendes en Årt, anseer jeg det for usikkert, hvilke Forhold der fremfor
de andre have Værd som Slægtscharakterer, og jeg foretrækker derfor indtil videre at op-
føre den som en Art af den gamle Slægt Ophiolepis M. Tr. (sensu latiore) med folgende

Diagnose :

Ophiolepis (?) Januarii Ltk.
(Tab. II, fig. 1.)

Dignoscitur inter ceteras Ophiuridas squamis nudis obteetas squamis disci imbri-
catis, varie magnitudinis, haud magnis; scutis radialibus parvis, intus convergentibus, nec
magnitudine eximiis nec admodum conspicuis, late sejunctis; ineisuris disci obsoletis; scutis
oralibus minutis, rotundatis, intus acuminatis, extus subpetiolatis, adoralibus sejunctis,
papillis ‘oralibus paucis (5), dentalibus binis planis, dentibus latis concavis; scutellis dorsa-
libus brachiorum latis bifidis, ventralibus extus et intus lineis arcuatis circumscriptis, lateri-
bus concavis; papillis ambulacralibus binis, oblique collocatis, spinis ternis vel quaternis
mediocribus, longioribus latitudinem brachiorum fere æquantibus.

Beskrivelse. Skiven er temmelig tyk; ved Grunden af Armene er der Spor
til en Indbugtning i Skivens Ryghud; men der lader sig dog ikke trække nogen skarp
Grændse mellem Skiven og Armene, eftersom de inderste Armrygplader og Skjællene paa
den tilstødende Deel af Skiven have omtrent samme Form og Størrelse og gaae jevnt over
i hinanden. Paa Ryggen er Skiven beklædt med en stor Mængde større og mindre
Skjæl, af hvilke dog intet kan siges at være mere end middelstort; de ere taglagte og
ordnede rosetformig, d.v.s., de midterste større Skjæl gruppere sig om et rundagtigt Skjæl

211
midt paa Ryggen; de øvrige danne 10 mod Skiveranden udstraalende smalle Striber eller
Rækker, adskilte ved brede Bælter af noget mindre Skjel. Radialskjoldene ere lidt
fordybede, afrundede indadtil, tilspidsede udadtil og halvt saa brede som lange, men kun
lidet ioinefaldende, da de ikke ere større end de største af Skivens øvrige Skjæl; de con-
vergere indadtil, men ere adskilte fra hinanden ved en bred Skjælgruppe, og fra Armene
ved et Skjælbælte. Paa Bugsiden ere Armmellemrummene dækkede af meget smaa, tag-
lagte, eensartede Skjæl. Mundskjoldene maae kaldes smaa, da de ikke ere meget større
end en af Armbugpladerne; de ere lige lange og brede, forsaavidt man i deres Længde vil
medregne deres lille indadvendte Spids og den korte Forlængelse udadtil, hvorved de adskille
Genitalspalterne fra hinanden"). Madreporpladen har en fra de andre Mundskjolde afvigende
Form; den har et Indtryk som en Navle og er næsten kredsrund. Sidemundskjoldene
ere smalle og ligge for største Delen indenfor Mundskjoldene, men støde dog ikke sammen
indenfor disse. Langs med hver Mundrand er der 4 brede og flade Mundpapiller for-
uden en femte, der sidder paa den inderste lille Armbugplade. Tænderne ere overmaade
brede og deres Rand indbuet, saa at den hele Tandrække ikke danner en plan, men en
huul Flade; underst, mellem den inderste Mundpapil paa hver Side, fortrænges de af 2
trekantede, flade Tandpapiller, mellem hvilke der endnu er en tredie ganske lille. Armene
ere temmelig tykke ved Grunden, men aftage hurtigt i Styrke, saa at deres yderste Stykke
er temmelig smækkert; de ere over 5 Gange saa lange som Skiven er bred, flade paa
Bugen, men "hvælvede paa Ryggen og Siderne, saa at Gjennemsnittet nogenlunde har Form
af en Halvkreds. I Armens inderste Stykke ere Bugpladerne mere brede end lange;
baade deres udvendige længere og deres indvendige noget kortere Rand dannes af en svag Bue,
hvorimod Siderne erc hule for at give Plads for 2 Fodpapiller, som ere stillede skraat
ved Siden af hinanden ligesom hos de i det Foregaaende beskrevne (egentlige) Ophzolepis-
Arter; paa det inderste af Skivens Led kan der endog være 3 Fodpapiller; ogsaa paa Fod-
dernes udvendige Side er der ofte Spor til Papiller. De 3 eller 4 kegledannede, glatte, noget
flade Armpigge sidde i Armens inderste Deel lidt indenfor Sidepladens Rand paa en tydelig,
men ikke meget ophoiet Kjol; de 2 underste og længste ere ikke fuldt saa lange som
Armen er bred; den tredie er en Trediedeel mindre; den fjerde, naar den findes, endnu
kortere. Rygpladerne ere brede og tagformige, men ved en Linie i Midten deelte i 2
femkantede Stykker, der ere c. 21 Gange saa brede som lange; kun undlagelsesviis ere de
deelte i 3 eller 4 uregelmæssige Stykker. I Spidsen af Armene blive Rygpladerne trekan-
tede, Bugpladerne længere og smallere, Kjølene forsvinde, og de 3 tiltrykte Armpigge blive
lige lange indbyrdes og med Sidepladerne, paa hvis ydre Rand de ere indleddede. Far-
ven er bruun med mørkere og lysere Ringe paa Armene. Skivetvermaal 18"", Armenes

1) De have saaledes næsten Form af »Spader« paa Spillekort.

97"

nr

Længde c. 95™". Prof. Kroyer har hjembragt nogle Exemplarer af denne anseelige Art

fra Rio Janeiro.

4. Ophionereis Lik.

Under dette Navn forener jeg nu de 2 Arter, som jeg i min foreløbige Oversigt
over Vestindiens og Central-Amerikas Slangestjerner havde givet Navn af Ophiolepis Nereis
og Ophiolepis triloba. De stemme saa noie overeens, at man maaskee endogsaa kunde
betvivle deres Artsforskjellighed, og slutte sig tillige temmelig nær til Amphiura, fra hvilken
de dog afvige ved de tredeelte Armrygplader og ved de talrigere Mundpapiller. En tredie
herhenhorende Art er Ophiolepis Schayeri M. Tr. fra Nyholland.

Dignoscitur genus Ophionereis inter ceteras Ophiuridas squamatas papillis denta-
libus carentes, squamis disci minutissimis, scutis radialibus -fere absconditis, oralibus
medioeribus, ovatis, papillis oralibus quinis, intimis infradentalibus, brachiis longis, latiusculis,
ad insertionem angustioribus, scutellis dorsalibus tripartitis, media parte irregulariter hexa-

gona, spinis ternis glabris mediocribus.

Ophionereis reticulata (Say).
(Tab. III, fig. 6.)
Synonymer: Ophiwra reticulata Say 1. c. p. 148.
Ophiolepis Nereis Ltk. 1. c.

Beskrivelse. Skiven er ovenpaa beklædt med meget fine Skjæl; kun hos yngre
Exemplarer viser der sig nogle lidt større Skjæl midt paa Skiven. De eneste Skjæl, som
hos de Voxne udmærke sig lidt ved deres Størrelse, ere de iøvrigt meget smaa, aflange, kilefor-
mige, vidt adskilte Radialskjolde og nogle Smaaskjæl paa hver Side af dem i Skive-
randen ved Armenes Udspring. Bugsiden er beklædt med endnu finere Skjel. Mund-
skjoldene ere ægformige, 9: aflange og lidt bredere udadtil end indadtil; et af dem,
Madreporpladen, har nogle fine Porer langs med sin ydre Rand. De trekantede Sidemund-
skjolde ligge mere paa Siderne af dem end indenfor dem og støde ikke sammen indbyrdes.
Foruden de paa den inderste Bugplade siddende Mundpapiller er der 4 paa hver Mundramme,

” af hvilke den inderste sidder under de middelbrede firkantede Tandplader, og den yderste
er den bredeste. Genitalskjellene kunne forfølges langs med Genitalspalterne lige til
Mundskjoldene; paa deres inderste Deel er der en Række af fine Korn. Armene ere
temmelig lange (indtil 6 Gange saa lange som Skivens Tvermaal), noget flade og brede,
men tyndere umiddelbart ved Skiven — hvor de ere særdeles bevægelige, da deres Sider

213

der i en kort Strækning ere nøgne og Ryggen kun dækket af nogle smalle Sınaaplader — end
i nogen Afstand derfra, og atter tyndere i Spidsen. Rygpladerne begrændses af parallele
Bølgelinier og ere afdeelte hver i 2 trekantede Sidestykker og et midterste Stykke, der
kan opfattes som en bred uligesidet Sexkant eller som en næsten halvkredsformig Figur
med brudte Sider. Bugpladerne ere omtrent lige og brede, skjoldformige og femkan-
tede, saaledes at Skjoldets øvre, lige eller meget svagt indbuede Rand vender udad, Spid-
sen, hvormed det berører den foregaaende Bugplade, indad, og de noget hule Sider mod
den store og brede Fodpapil. Armpiggene ere 3 i Tallet og indleddede paa en tydelig
Kjøl; den midterste og længste, der er saa lang som 2 Led eller som Armen er bred,
vender lige ud til Siden, den underste skraat nedad og den øverste og korteste skraat
opad, saa at de danne 3 meget tydelige Rækker; de ere tynde, glatte og lidt sammen-
trykte. Grundfarven er ganske lys, faldende lidt i det Graa eller Grønlige; paa denne
Bund er Skiven tegnet med et grovere eller finere Net af mørke Linier, der frembringe
en meget smuk Tegning. Paa Armene er der gjerne afvexlende en mørk Rygplade og
omtrent fire lyse, hvorved altsaa dannes mørke Ringe paa lys Grund. Paa Bugsiden gjen-
tager den samme Farve sig, men svagere. Undertiden tager den mørke Farve Overhaand
over den lyse; enkelte Exemplarer ere graae over det Hele med lyse Afskygninger, især
med lyse Rande omkring Armpladerne. Hos yngre Exemplarer kan man finde en ganske
hvid Skive, blot med en mørk Plet ved Grunden af hver Arm mellem Radialskjoldene. —
Et af de større Exemplarer har 15™" i Skivetvermaal og c. 90mm i Armlængde.

Unger med et Skivetvermaal af 2"" ere saa forskjellige fra de Voxne, at de
- kunne fortjene en særlig Beskrivelse. Skiven er beklædt med meget færre og derfor
ogsaa-forholdsviis større Skjæl, navnlig ”sees der flere runde Skjæl midt paa Skiven. Ved
Armenes Grund sees 2 korte og smalle, lidt fordybede, adskilte Radialskjolde. Ogsaa
Undersiden er beklædt med forholdsviis større Skjæl end hos de Voxne. Mundskjoldene
ere omtrent lige lange og brede, udadtil afrundede, indadtil tilspidsede, Sidemundskjoldene
ere lange og smalle, ligge langs med Mundskjoldenes indadvendte Sider og støde sammen
indenfor disses Spids. Der er 4 Mundpapiller, af hvilke dog ingen har Plads under Tæn-

derne. Armene ere meget tynde, men ikke meget lange (8mm), Rygpladerne — d.v.s.
det Stykke, der svarer til Rygpladernes midterste Stykke hos de Voxne — ere som hos

de fleste andre unge Slangestjerner hjerte- eller kileformige, udadtil afrundede, ind-
adtil begrændsede af 2 convergerende Skraalinier; allerede indenfor Midten af Armenes
Længde adskilles de af Sidepladerne. Bugpladerne ere smalle, dobbelt saa lange som
brede, skjoldformige og dybt udhulede paa Siderne for at give Plads for Fodpapillen. De
3 Armpigge have samme Længde som Armleddene og vise sig rue under Mikroskopet.
I Armens yderste Deel ere Leddene meget lange og Piggene meget smaa, — Skiven er
aldeles hvid, hver fjerde Armrygplade mørk.

214

Da jeg udgav min første Oversigt over Vestindiens Ophiurer, besad Museet kun et
eneste Exemplar af denne Art, og da det var aldeles sort, uden Spor til den af Say frem-
hævede charakteristiske Tegning, vovede jeg ikke at henføre det til Says Ophiura reticu-
lata, saameget mere som Says Beskrivelse kun er meget kort og derfor godt kunde have
passet paa en anden Art. Ved at faae et større Materiale — deels fra St. Thomas, hvor
Hr. Riise har taget denne Art paa 2 Fods og paa 3 Favnes Dybde, deels fra Bermudas-
Øerne, hvor Consul Krebs forefandt den i Mængde — viste det sig, at den sorte Farve
skyldtes en eller anden Tilfeeldighed.*) Jeg har oftere seet den hos Ophiurer, som vare
opbevarede i Spiritus; Hr. Riise mener, at den hidrører fra Decompositionen af Spon-
gier eller af svampbeboende Dyr.

Ophionereis triloba (Ltk.).
Synonym: Ophiolepis triloba 1. c.

Beskrivelse. Skivens Rygside er beklædt med overordentlig fine Skjæl, mel-
lem hvilke de meget smaa Radialskjolde kun meget lidt falde i Oinene; langs med Skivens
Rand er der ogsaa her nogle tydeligere Skjæl. Mundskjoldene, Sidemundskjoldene, Mund-
papillerne og Kornene langs med Genitalspalterne forholde sig ligesom hos den foregaaende
Art. Om Armenes Form og Beklædning gjælder det samme; hver Rygplade er ved
to mod Armenes Spidse convergerende Skraalinier deelt i 3 Stykker, et midterste, der er
bredere indadtil end udadtil og skjævt sexkantet, og 2 trekantede Sidestykker. Af de 3
glatte, kegledannede, afstumpede Pigge er den midterste og længste saa lang som 2 Arm-
led. Bugpladerne ere lidt mere brede end lange, lidt indbuede udadtil, forresten af samme
Form som hos ©. reticulata. Ogsaa her er der een bred Fodpapil. — Naar man ikke vil
tage Hensyn til Farven, synes ©. triloba at gjengive sin ostamerikanske Slegtning saa noie,
at det er mig umuligt at angive nogen fuldkommen skarp Forskjel imellem dem; dog fore-
kommer det mig, at Bugpladerne hos ©. ¢riloba ere noget bredere og have en tydeligere
Bugt udadtil end hos ligestore Exemplarer af ©. reticulata, og at de Rygpladerne adskil-
lende Tverlinier hos denne sidste danne mindre stærke Buer indadtil end hos ©, ériloba,
hvorfor Rygpladernes midterste Stykke hos denne er mere sexkantet, hos O. reticulata
mere halvkredsformigt. Imidlertid ere disse Forskjelligheder ikke meget betydelige, og selv
Farven viser en ikke ringe Overeensstemmelse. Den er nemlig paa Skiven mørkegrøn
med fine lyse Pletter, der frembringe en fiin netformig Tegning; paa Armenes Rygside
vexle mørkegrønne Ringe paa c. 3 Led med lysere paa 2 eller 4, men paa dem begge er

,

1) Endnu i første Afdeling af dette Arbeide, p. 24, har jeg nævnt Ophiolepis Nereis og reticulate som
forskjellige Arter, hvilket herved berigtiges.

w

215

der mørkere Tegninger paa lys Grund. Undersiden, er hvid, hist og her med grønne Bæl-
ter paa 1 eller 2 Led. Skivetvermaal 9"", Armlengde c. 6åmm, Dr. Ørsted har hjembragt

flere Exemplarer fra Puntarenas, tagne paa en Favns Dybde. ')

5. Amphiura Forb.

I første Afdeling af dette Arbeide (p. 25 og 54) har jeg antydet denne Slægts Om-
fang og angivet dens Kjendemerker. Den er talrigt repræsenteret ved begge Sider af det
tropiske Amerika. Med Undtagelse af A. elongata og Stimpsonit have alle de amerikanske
Amphiurer, som jeg har havt Leilighed til at undersøge, en fuldstændig Række af 3 Mund-
papiller, saa at Mundrandene ikke synes deelvis nøgne som hos A. Chiajei, Holbölli og
filiformis, om hvilke de fleste af disse Arter ellers minde meget stærkt ved den randbugtede
fiintskjællede Skive, ved Armenes Længde, kort sagt ved hele deres Bygning og Udseende.
Dog er der ogsaa mellem dem Repræsentanter for vor A. squamata.

I den folgende Oversigt har jeg deels sammendraget Diagnoserne for de vestin-
diske og centralamerikanske Arter, deels saavidt muligt indordnet de af andre Forfattere
beskrevne Arter, som jeg ikke selv har havt Leilighed til at undersøge.

Conspectus Amphiurarum.

A. Papilla oralt singula, externa, infradentali nulla.

A. elongata (Say) dignoseitur disco subtus nudo, scutis radialibus latissimis discre-

tis, oralibus latis transverse oblongis vel angulatis, adoralibus contingentibus, cérculum

1) Ved Panama har Le Conte fundet en Slangestjerne, Ophiolepis annulata, der synes at staae ner
ved O. triloba. Dens Skive er beklædt med meget smaa taglagte Skjæl og med 10 Radialskjolde,
der ikke ere meget større end hine og vidt adskilte fra hinanden. Mundskjoldene ere omtrent lige
lange og brede og have noget afrundede Sidevinkler; Madreporpladen har et navleagtigt Indtryk og
8- Porer langs med Kanten. Fra Spidsen af hvert Mundskjold udgaaer der 2 Rækker af smaa Papil-
ler, som folge Skivens indboiede Rand [5: »langs med hver Genitalspalte er der en opstaaende

Række af smaa Korn«|. Der er 4 Mundpapiller. Armene ere 7 Gange saa lange som Skiven er

bred. Rygpladerne [deres midterste Stykke?] ere sexkantede, en halv Gang saa brede som lange,

udadtil smallere, Bugpladerne omtrent femkantede, med en svag Indbugtning udvendig. Der er 2

Fodpapiller og 3 Armpigge af Længde med Armenes Tvermaal. Farven er graaguul, hver fjerde

Rygplade mørk, Skiven bruun med tætte lyse, Pletter. Størrelsen 4 eller 5”. Hvis der ikke ud-

trykkelig angaves 2 Fodpapiller, vilde denne Charakteristik kunne. passe paa O. triloba

216
completum formantibus ut in genere sequente (Ophiactis), scutellis ventralibus et dorsalibus
brachiorum latissimis, papillis ambulacralibus séngulis, spinis ternis brevibus. Hab. oras
meridionales Americe borealis atlanticas.

B. Papillis oralibus prominentibus binis, externa scilicet et infradentali interna, tertia in
summo sinu orali collocata, ossicula oralia medio nuda simulante. |
aa. Squamis disci marginalibus et ventralibus spinis brevissimis obtectis.

A. neapolitana Sars. dign. scutis radialibus brevibus discretis divergentibus trigo-
nis, papillis ambulacralibus binis, spinis duodenis brevibus. Hab. mare mediterraneum.!)

A. brachiata (Mont.) dign. scutis radialibus longis angustis, spinis octonis vel nonis.
Hab. oras Magne Brittanniæ.?)

bb. Sguamis disci nudis.

A, filiformis (Müll.), Chiajei Forb. et Holbölli Ltk.*)

A. Stimpsonü Ltk. dign. disco utrinque squamis minutis imbricatis tecto, scutis
radialibus angustis elongatis divergentibus, cuneolo squamarum plus minus sejunctis, bra-
chiis mediocribus, papillis ambulacralibus singulis, spinis quaternis vel quinis obtusis
asperis. Forma parva; an juvenis? Hab. Indiam occidentalem.

2 A. gracillima Stimps. (Vide notam p. 219).

C. Papillis oralibus ternis, serie continua dispositis.
aa. Squamis disci spinis dense obtectis.

A, scabriuscula Ltk. dign. scutis radialibus angustis elongatis divergentibus se-
junctis, nudis, oralibus spathulatis vel rhomboideis, papillis ambulacralibus binis, spinis
brachialibus ternis brevibus, scutellis dorsalibus latissimis ovalibus, ventralibus latis penta-
gonis vel rectangularibus. Had. Indiam occidentalem.

À. hispida (Le Conte) (vide notam p. 221). Hab. ad Panamam.

bb. Disco circulo papillarum erectarum circumscripto.

A. marginata Ltk. dign. scutis radialibus duplo longioribus quam latis, plane contingen-
tibus, oralibus extus rotundatis, intus acuminatis, scutellis ventralibus pentagonis, dorsalibus
latissimis, papillis ambulacralibus binis, spinis ternis. Hab. oras occidentales Americæ
centralis.

A. septa Ltk. dign. scutis radialibus contingentibus, oralibus rhomboideis, papillis
ambulacralibus singulis, intimis binis, spinis ternis brevibus. An juvenis? Hab. Indiam
occidentalem.

1) Sars: Nyt Magazin for Naturvidenskaberne 10de Bind p. 35, tab. I, fig. 11-15.
2) Forbes: History of british Starfishes p. 45.
3) Forste Afdeling af dette Arbeide, p. 55 ete.

217

cc. Disco omnino nudo.

A. cordifera (Bosc.) dign. scutis radialibus latissimis contingentibus, oralibus an-
gustis rhomboideis, scutellis ventralibus et dorsalibus lalissimis, papillis ambulacralibus
binis, spinis ternis brevissimis. Hab. Indiam occidentalem.

A. Örstedii Lik. dign. scutis radialibus elongatis semisejunctis, oralibus elongato
rhomboideis, angulis lateralibus productis, scutellis dorsalibus late ovalibus, ventralibus late
pentagonis, papillis ambulacralibus binis, spinis guznis brevibus. Hab. oras occidentales
Americæ centralis.

Huc etiam pertinere videntur: A. chilensis Müll. Tr. et A. geminata Le Conte.
(Vide p. 224).

A. squamata (D. Ch.). (Vide notam p. 226).

A, tenera Ltk. dign. disco minuto haud lobato, brachiis brevibus tenuissimis, sculis
radialibus contingentibus, scutellis dorsalibus et ventralibus pentagonis sejunctis, spinis
ternis brevibus, papillis ambulacralibus binis. Hab. Indiam occidentalem.

A. Puntarene, violacea et microdiscus conveniunt inter se scutis radialibus contin-
gentibus, oralibus elongato rhomboideis, scutellis dorsalibus transverse ovalibus, ventralibus
pentagonis, spinis ternis, papillis ambulacralibus binis; dégnoscuntur: A. Puntarene scutis
oralibus crucis formam fere adoptantibus, scutellis ventralibus longioribus quam latis, extus
retusis, dorsalibus haud latis, brachiis tenuibus longis; A. violacea scutis oralibus parvis
hastatis, adoralibus magnis, scutellis ventralibus æque longis ac latis, his et scutellis dor-
salibus, minus latis, inter se sejunctis; A. mderodiscus scutis dorsalibus latis, ventralibus
æque longis ac latis, disco minuto, brachiis basi tenuioribus.

Species incerte sedis: A. florifera Forb., Ophiocoma punctata, Forb. (hist. Brit. Starf.
p. 37), Ophiolepis Tenorü Müll. Tr., Ophiolepis atra Stimpson, Oph. limbata Grube ete.

Amphiura elongata (Say).
(Tab. II, fig. 1.)

Synonym: Ophiura elongata Say |. ce. p. 146.

Beskrivelse. Skiven har ligesom hos vore 3 nordiske Arter en lille, men
tydelig Indbugtning ved Grunden af hver Arm. De Skjæl, som beklæde dens Rygside, ere
i det Hele meget smaa; eftersom de dække hinanden mere eller mindre, vise de sig snart
smallere, snart mere rundagtige. Af saadanne rundagtige Skjæl danne nogle en Roset
midt paa Skiven; de andre kunne ligesom hos Ophiolepis Januarti forfølges i 10
radierende Rækker, en i Midten af hvert af de brede Radialbælter og 5 med dem af-
vexlende, der fortsætte sig i de Kiler af c. 3 smalle Skjel, som adskille Radial-
skjoldene, I de brede Radialbælter danne Skjællene 7-10 Rækker. Fra Skiveranden af

Vidensk. Selsk. Skr , 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd. 5 Bd 28

212

vende Skjællene opad, men lidt nedenfor denne ophøre de pludselig med en skarp Linie,
og den øvrige Deel af Skivens Armmellemrum er kun dækket af en blød nøgen Hud.
Genitalspalter har jeg ikke kunnet opdage. Radialskjoldene ere fuldkommen adskilte
ved den ovennævnte Skjælkile; tilsammen vilde de have Form af et Hjerte, hvis brede
Ende vendte mod Armenes Grund, og hvis største Brede var lig med dets Længde.
Udenfor hvert af dem er der 2 eller 3 smaa Pigge ligeover Armenes Udspring. Mund-
skjoldene ere ikke lidet mere brede end lange, enten ovale eller afrundede paa Siderne
med en svag Spids indadtil, eller de antage en mere kantet, bred Skjoldform; især er
denne Form tydelig hos Madreporpladen, der overgaaer de andre betydeligt i Størrelse.
Sidemundskjoldene ere næsten V-formige og danne ligesom hos Ophiactis og Ophio-
stigma en fuldstændig Ring omkring Munden. Den inderste Armbugplade, som derved
udelukkes fra al Berøring med den efterfølgende, er meget lille og udstyret med en Spids,
der rager lidt ind i Mundvigen. I Regelen iagttages: kun 1 Mundpapil, som sidder
yderst i Mundvigen, tæt ved Sidemundskjoldet, men under Tænderne kun undtagelsesviis een
meget lille (ikke, som det skulde formodes, 2); Tændernes frie Rand er indbuet. Armene
ere lange og tynde og af samme Form som hos de nordiske Arter, i det mindste 10 Gange
saa lange som Skivens Tvermaal; Rygpladerne ere temmelig stærkt hvælvede og 3 eller
4 Gange saa brede som lange , udadtil begrændsede af en næsten lige, i Midten svagt
indbuet Linie, og tilspidsede til begge Sider. De 3 tynde og spidse Armpigge ere
omtrent saa lange som Leddene og halyt saa lange som disses Brede; derimod er der kun
1 Fodpapil. Bugpladerne ere dobbelt saa brede som lange, rektangulere med afrun-
dede Hjorner og undertiden med en svag Indbugtning i Midten.

Say fandt denne Art i Charlestons Havn paa Gorgonier. Endnu er- den ikke
fundet i Vestindien; derimod har Hr. Riise fra »Smithsonian Institution« forskaffet
Museet 5 Exemplarer fra Charleston. Det største af dem har 7™™ i Skivetvermaal. Far-
ven er graagronlig; enkelte Skjel have en mørkere Farve, og det Samme er i Armens
ydre Deel Tilfældet med hver fjerde Rygplade.

Amphiura Stimpsonii Ltk.

Beskrivelse. Skiven, der har et svagt Indsnit ved Grunden af hver Årm,
er ligesom hos Slægtens andre Arter beklædt med meget smaa og fine Skjæl; midt paa
Skiven sees, der undertiden en lille Gruppe af større Skjæl ligesom hos andre Arter.
Radialskjoldene ere lange og smalle, 3 Gange saa lange som brede, udadtil afstum-
pede, indadtil afrundede, lidt divergerende og adskilte mere eller mindre fuldstændigt ved
en Kile af 3 smalle Skjæl. Ogsaa Undersiden er beklædt med fine Skjæl. Mundskjol-
dene ere afrundede udadtil og tilspidsede indadtil; Sidemundskjoldene ere ubetydelige og

_ 219

berøre hverken hinanden til den ene eller til den ånden Side. Under hver Tandrække
sidde 2 Mundpapiller og længst ude i Mundvigen endnu en spidsere paa hver Side;
den tredie sidder derimod hoiere oppe i Mundvigen ; Forholdet er altsaa som hos vore tre
nordiske langarmede Arter, med hvilke denne derfor vil være at stille i Gruppe. Armene
ere imidlertid temmelig korte; Rygpladerne ere ovale, skjøndt ikke meget mere brede end
lange, og indadtil begrændsede af en stærkere Bue end udadtil. Bugpladerne ere smalle
og skjoldformige med afstumpede Hjørner. 1 Fodpapil. Der er 4 eller 5 korte,
omtrent lige lange, Armpigge, som ere omtrent saa lange som Armen er bred, men for-
holdsviis tykke, butte og meget rue; navnlig ere deres yderste Takker meget store og rettede
lige ud. til Siden, kvilket netop giver dem deres butte Form. I Armens yderste tyndere Deel
er der kun 3 tynde Pigge og ingen Fodpapiller; heller ikke her adskilles hverken Ryg- eller
Bugpladerne indbyrdes af Sidepladerne. Farven er hos de større Exemplarer hvid, med
enkelte sorte Baand i den yderste Deel af Armen.

Der foreligger endnu kun 3 Exemplarert) fra St. Thomas (ved Riise); det største
har et Skivetvermaal af 34"" og Arme af 16™™ Længde, men er formodentlig kun en Unge.
Imidlertid kan det hverken være Ungen af den foregaaende eller af nogen af de i det
Følgende beskrevne Arter. Hvorvidt det derimod kunde være Ungen af Ophiolepis gracil-
lima Stimpson?), kan jeg ikke afgjore, da Mundpapillernes og Fodpapillernes Forhold ikke
er angivet for denne Art; men det er mindre rimeligt, at en Art, som, naar den har
opnaaet et Skivetvermaal af c. 1”, har Arme, hvis Længde er 24 Gange saa stor, skulde
i en Alder, hvor dens Skivetvermaal dog er næsten 4 af den Udvoxnes, have saa korte
Arme, at de forholdsviis kun vilde være 1 af deres senere Længde.

1) Da denne Art ovenfor er nevnt som en af dem, hvoraf kun et enkelt Exemplar forelaae til Under-
søgelse, maa jeg bemærke, at de 2 andre ere indkomne under Afhandlingens Trykning.

*) Af denne i Proceedings of the Boston Society of natural history vol. IV beskrevne Art fra Charles-
ton vil det være rigtigst her at meddele : timpsons Beskrivelse.

Ophiolepis gracillima St. Armene ere meget lange og tynde og Skiven meget blød og boie-
lig, ved Armenes Udspring lidt fremstaaende og forsynet med Indsnit, bedækket foroven og paa
Siderne af fine Skjæl, med Undtagelse af indenfor Armenes Grund, hvor der er 2 fremtrædende,
smalle, langstrakte, nogenlunde aflange Skjæl (Radialskjoldene), som ere afstumpede i deres ydre
Ende og berøre hinanden i største Delen af deres Længde, men dog afsmalne indadtil og derfor
divergere i den samme Retning. De naae omtrent halvveis fra Skivens Omkreds til dens Midt-
punkt, og rundt omkring dem ere de tæt sammenpakkede Skjæl større end ellers." Mundvigene ere
korte og brede. Mundskjoldene ere uregelmæssigt ægdannede. Armene ere 24 Gange saa lange
som Skivens Tvermaal og blive kun tyndere i Spidsen; oventil ved Grunden ere de lidt kjøl-

dannede. Rygpladerne ere næsten rudeformige. Ved Armenes Grund er der à Armpigge, i den
2 yderste Deel af Armen færre; de midterste ere de største og saa lange som 3 af Armens Brede.
Armleddenes Antal kan være indtil 330. — Størrelse: Skivens Tvermaal 0,23“, Armenes Længde
5,5”. Et andet Exemplar havde et Tvermaal af en Fod, men Skiven kun af 4%. — Farven:

Skiven er morkegraa foroven med en mørk »fawn-coloured« Plet paa Midten og sorte Radial-
28"

Amphiura scabriuscula Ltk.
(Tab. III, fig. 4.)

Beskrivelse. Skiven har den sædvanlige Form med en skarp Indbugtning
over hver Årm og en bredere, mere eller mindre tydelig, midt imellem hvert Armpar; den
er paa begge Sider bedækket med fine Smaaskjæl, blandt hvilke de lange og smalle Ra-
dialskjolde udmærke sig ved deres betydelige Størrelse; deres Længde forholder sig til
Skivens Tvermaal som 1:4 eller 5, og deres Brede og Længde forholde sig omtrent som
1:3. De divergere lidt indadtil, og ere fuldstændigt adskilte ved et, rigtignok meget smalt,
kileformigt Skjælparti. Den Side, som de vende mod hinanden, er næsten lige, den mod-
satte svagt buet. Med Undtagelse af Radialskjoldene og 2 smaa nøgne Skjæl mellem hvert
Par af dem og Armene er hele Skivens Rygside tæt beklædt med smaa lave Pigge;
det samme er ogsaa Tilfældet med Bugsiden lige til Armene. Mundskjoldene ere
enten smalle Ruder, saaledes at Længden overgaaer Breden, eller rundagtige med
en kort Forlængelse udadtil, til hvilken Genitalskjællene støtte sig fra begge Sider.
Madreporpladen er betydelig større end de andre, mere rundagtig og udstyret med
Porer i Randen. Sidemundskjoldene ere trekantede og ligge mere paa Siderne af Mund-
skjoldene end indenfor dem; de berøre. hverken hinanden indenfor Armene eller indenfor
Mundskjoldene, hvor de adskilles ved en lille blødhudet Plet, der paa tørrede Exemplarer
viser sig som en Pore. Der er 2 butte Mundpapiller paa hver Side foruden de 2 brede,
der sidde under de afrundede Tender, altsaa en fuldstændig Besætning af 3 Papiller.

skjolde; de første 3 Led af hver Arm ere kantede med Sort, de øvrige skifteviis lysegraa, morke-
graa eller sorte, Midt paa hvert Led var der en hvid Plet, saa at Armene syntes at have en
hvid Midtlinie. Den lever paa lavt Vand, nedgravet 6-8” i det bløde Dynd og strækkende 1 eller 2
af sine Arme op mod Overfladen.

Sammesteds beskrives en anden Slangestjerne fra det samme Sted, hvis rette Plads ikke er
mig ganske klar, nemlig Ophiolepis atra Stimps. Skiven er stor, hvælvet, kredsrund, meget blød
og fliget, med et Indsnit ved Grunden af hver Arm. Radialskjoldene ere ægdannede, korte og brede
og ligge tæt op til hinanden, blot adskilte indadtil ved 3 eller 4 smaa Skjæl. Fra den ydre Ende
af hvert af disse Radialskjolde udgaaer i skraa Retning en Række meget smaa, paa tvers aflange
Skjæl til Skivens Sider, hvorved den kommer til at see udi, som om den var kantet. Den øvrige
Deel af Skivens Rygside er bedækket med smaa tætpakkede Skjæl, som ere mindst omkring Midt-
punktet. Skivens Sider og Underflade synes glatte for det ubevæbnede Øie paa Grund af de dem
bedækkende Smaakorns Fiinhed. Mundvigene ere brede udadtil og have blot 3 eller 4 Papiller paa
hver Side. Mundskjoldene ere rudeformige, Madreporpladen meget fremtrædende, opsvulmet og
hvid. Armene ere brede ved deres Udspring og afsmalne mod Enderne, som ere meget tynde.
Der er 3 Armpigge. Skivens Tvermaal 7%”, Armenes Længde 4%. Farven er morkegraa, næsten
sort, med Undtagelse af de hvide Mundskjolde. Armene ere kulsorte paa Rygsiden med Undtagelse
af deres yderste Deel. — Denne Art — i hvilken man ogsaa kan formode en Amphiura — lever
sammen med À. gracillima (St.) og elongata (Say).

221
Armene ere temmeiig lange og tynde; Rygpladerne ere ved deres Grund meget bredt ovale,
saa at Breden overgaaer Længden 3 eller 4 Gange; deres indvendige Rand dækkes tildeels af
den foregaaende Plades lidt indbuede udvendige Rand. Bugpladerne ere enten næsten rektan-
gulære eller femkantede, eftersom deres indvendige Side er mere eller mindre buet, og næsten
dobbelt saa brede som lange. De 2 Fodpapiller ere smaa og stillede paa den sædvan-
lige Maade, den ene ved Siden af, den anden indenfor Fodporen. De 3 butte sammen-
trykte Armpigge ere lige lange og omtrent halvt saa lange som Armen er bred. — Arten
er indsendt i enkelte Exemplarer fra St. Thomas ved Hr. Riise; den synes at naae et
Skivetvermaal af 10™™, medens Armene ere i det mindste 8 Gange saa lange. Farven
er bleggul, ofte med smalle grønne Ringe, især i den yderste Deel af Armene,")

Amphiura marginata Ørd. Ltk.

(Tab. III, fig. 3.)

Beskrivelse. Radialskjoldene ere omtrent dobbelt saa lange som brede,
indadtil smallere, men udadtil bredere, og berøre hinanden næsten fuldstændigt med deres
mod hinanden vendende lige Sider. De øvrige Skjæl ere runde og taglagte; de større
ligge midt paa Skiven og midt ud ad de fem Radialbælter, som straale ud mod Armmel-
lemrummene. Langs med Skivens Kant er der en opstaaende Række af Papiller,
som adskiller Rygsidens Beklædning fra den meget finere paa Undersiden; indenfor
hver Arm afbrydes denne Række og boier sig ned mod Armenes Basis. Mundskjoldene
ere smaa, lige brede og lange og have 3 skarpe Vinkler, en indadtil og en paa hver Side,
men ere afrundede udadtil. De indenfor dem liggende og der op til hinanden stødende
Sidemundskjolde ere smalle og trekantede; med deres udvendige Ende støde de op til den
inderste Armbugplade. Af de 3 Mundpapiller, der danne en sammenhængende Række,
er den inderste, der sidder under Tænderne, den største, hvorimod den yderste ikke er
større end den mellemste. Armene ere meget lange, af den for Slægten typiske Form og
aftage kun meget langsomt i Tykkelse. Rygpladerne ere mellem 2 og 3 Gange saa brede

1) En lignende Art beskrives af Le Conte (l.c.) fra Panama under Navn af Ophiolepis hispida Le C.
Skiven er beklædt med smaa taglagte Skjæl, men ganske ru af de korte Torne (spiculæ), hvormed
den er tæt besat. Radialskjoldene ere langagtige og ligge tæt op til hinanden. Mundskjoldene ere
rudeformige; et af dem har en Pore i Spidsen. Der er 3 eller 4 Mundpapiller. Armene ere 10 Gange
saa lange som Skiven er bred. Rygpladerne ere 3 Gange saa brede som lange og afrundede udad-
til, Bugpladerne ere femkantede, lidt mere brede end lange (transversæ), med afrundede Hjørner.
Der er 2 Fodpapiller og 3 Armpigge, hvis Længde er lig med Armens halve Brede. Farven er
hvidagtig, ovenpaa bestroet med sorte Smaapletter. Størrelse 6“.

222

som lange; deres udvendige og indvendige Rand dannes af 2 lige og parallele Tverlinier,
medens Siderne ere afrundede, men saaledes, at Rundingen ved en mere skraa Linie
gaaer over i den indvendige end i den udvendige Rand. Bugpladerne ere dob-
belt saa brede som lange og firkantede med afrundede Hjørner. De to Fodpapiller ere
stillede paa samme Maade som hos den foregaaende Art. Armpiggene ere 3 i Tallet,
korte og kegledannede. Dr. Ørsted har ved Puntarenas taget et Exemplar paa 5 Favnes
Dybde; det har et Skivetvermaal af 6™; Armlængden er betydelig, men kan ikke angives
nøjagtigt paa Grund af Armenes mange Krumninger. Grundfarven er graaviolet med lyse
Bælter paa den yderste Deel af Armene. — Et andet Exemplar af en Amphiura, som
Dr. Orsted har taget ved Realejo paa 6 Favnes Dybde, synes at stemme ganske med

hint, men kan ikke bestemmes noiagtigt, da det — hvilket ikke sjeldent hendes Amphiu-
rerne i Skraben — har mistet hele Ryghuden.

Amphiura septa Lik.

Beskrivelse. Skiven er beklædt med rundagtige Skjæl; Radialskjoldene
berøre hinanden næsten i hele deres Længde og adskilles kun i Spidsen af et enkelt Skjæl.
Langs med Kanten af Skiven, hvor Bugsidens Skjæl mødes med Rygsidens, er der en
opstaaende Række af Smaapigge; ogsaa længere inde paa Skiven sees nogle enkelte.
Mundskjoldene ere rudeformige, Sidemundskjoldene trekantede. Der er 3 Mund-
papiller ligesom hos de nærmest fortgaaende og efterfølgende Arter; Armene ere lange
og tynde, Bugpladerne regelmæssigt femkantede, Rygpladerne ovale paa tvers. Der er 3
korte Pigge og i Armens inderste Deel 2 Fodpapiller, længere ude kun 1. Det eneste
undersøgte Exemplar, som tilhører Apotheker Riise, er taget ved St. Thomas paa tem-
melig dybt Vand; det synes at vere en Unge og har kun et Skivetvermaal af 3"", medens

Armene synes at have været mere end 10 Gange saa lange.

Amphiura cordifera (Bosc).
(Tab. III, fig. 2.)

Synonym; Asterias cordifera Bose, histoire naturelle des Vers, t. II p. 113, tab. 16 f. 3.

Beskrivelse. Skiven er temmelig tyk og beklædt med taglagte rundagtige
eller kantede Skjæl af en, i Sammenligning med andre Arters, just ikke ringe Størrelse.
Rygsidens Skjæl vende nedad, Bugens opad, og der er derfor en Linie langs med Skivens
Rand, hvor disse 2 Skjælsystemer mødes, hvilken Linie netop ligger i Flugt med Radial-
skjoldenes ydre Grændselinie. Radialskjoldene ere store og især meget brede; de

vende hver en lige Side saavel mod Årmene som mod hinanden, en afrundet Deel mod Skivens
Midtpunkt og en Bue mod de skjælklædte Radialbælter. De adskilles kun i Spidsen ved
en lille Kile af 1 eller 2 Smaaskjæl, men berøre hinanden forresten og danne derved til-
sammen en noget fordybet Flade af Form som en buet Dobbeltport, hvis Brede er bety-
deligt større end Hoiden; under Radialskjoldene og over Armenes Grund er der ofte et
Par fremstaaende Smaaskjel. Mundskjoldene ere rudeformige, men smalle, saa at
Breden er mindre end Længden; deres ydre Vinkel er meget spidsere end den indre og
de 2 ydre Sider længere end de indre ; Madreporpladen er bredere og mere skjoldformig
og udstyret med adskillige Porer. Sidemundskjoldene ere trekantede og buede og
ligge langs med Mundskjoldenes indre Sider. Hver Mundramme bærer 3 Mundpapiller,
af hvilke den ydre er bredere end de andre. Armene synes ikke at være fuldt saa lange
som hos andre Amphiura-Arter; de ere i det Hele flade og bredest ved Grunden, men
aftage langsomt i Tykkelse mod Spidsen. Rygpladerne ere meget brede og korte,
inderst tagformige, længere ude svagt hvælvede; de -begrendses af næsten parallele Tver-
linier, men tilspidses. dog noget paa Siderne for at give Plads for Sidepladernes øvre Ender,
og faae i Armenes inderste Deel en Boining indad paa Midten, baade udvendig og indven-
dig; sjeldent tvedeles de her; deres Brede er her mere end det Firdobbelte af deres
Længde. Bugpladerne ere inderst paa Armen dobbelt saa brede som lange, omtrent
rektangulære, men deres Begrændsningslinier gjøre dog en svag Bugt indadtil; de berøre
hinanden fuldstændigt. I Armenes ydre Deel ere de skjoldformige, afrundede indadtil og
lige lange og brede, men adskilles heller ikke her af Sidepladerne. Som hos de fleste
andre Arter findes der 2 i en ret Vinkel mod hinanden stillede Fodpapiller og 3
meget korte, butte, lidt rue Pigge, hvis Længde neppe er 4 af Armenes Brede; begge
Fodpapiller findes endnu i Armens yderste Deel. Farvetegningen bestaaer kun i graae
Pletter (paa Skiven) og Bælter (paa Armene) paa lys Grund. Jeg har kun havt Leilighed
til at undersøge 2 Exemplarer, som Hr. Riise har taget i St. Thomas's Havn paa 4 Favnes
Dybde. Det største af dem har et Skivetvermaal af 8"", og Armenes Længde har neppe
oversteget 50", men at domme efter Boscs Figur, som skal være udført i naturlig Stor-
relse, bliver Arten noget større. Ifålge Bosc er den meget almindelig ved Carolina.

Amphiura Orstedii Lik.

Beskrivelse. Skjællene paa Skivens Rygside ere meget smaa og taglagte;
Radialskjoldene ere aflange af Form, spidse indadtil, butte udadtil og flere Gange saa
lange som brede; deres Længde er omtrent det Halve af Skivens Radius; udadtil berøre
de hinanden omtrent i deres halve Lengde, men indadtil divergere de saa meget, at der

bliver Plads til et kileformigt Skjælparti imellem dem. Skivens Underside er ogsaa beklædt

224

med fine Skjæl. Mundskjoldene nærme sig til Kors- eller Spaderformen, d. v. s.,
de ere mere lange end brede og have 4 i Korsform stillede afrundede Flige, af
hvilke den indadvendende er den største. Langs med denne ligge de smalle, trekantede,
noget buede Sidemundskjolde, hvis smalle Ender nærme sig til hinanden, medens de
brede støde op til de inderste Armbugplader. Madreporpladen er bredere end de andre
Mundskjolde og afrundet rudeformig. Mundvigene ere videre udadtil end indadtil; langs
med hver Mundrand sidde 3 Mundpapiller, af hvilke de 2 inderste ere mindre end den
yderste. Armene have den for Slægten typiske Form og en anseelig Længde. Ryg-
pladerne ere dobbelt saa brede som lange, aflange paatvers, men stærkere buede paa
deres indvendige end paa den udvendige Side. Bugpladerne ere noget mere brede end
lange og femkantede med en kort Spids indadtil og med en svag Bugt udvendig; Siderne
convergere tillige lidt indadtil De 2 Fodpapiller sidde ligesom hos de foregaaende
Arter. Der er 4, inderst 5, korte, kegledannede, noget fladtrykte og under Lupen noget
rue Pigge, som omtrent ere af samme Længde som Armens Led. — Dr. Ørsted har
taget et Exemplar af denne Art ved Puntarenas paa 3 Favnes Dybde; det har et Skive-
tvermaal af 5-6™. Et andet Exemplar, som er taget ved Realejo paa 6 Favne, synes at
tilhøre den samme Art, men kan ikke bestemmes nøiagtigt, da det har mistet Skivens
Ryghud.')

1) Det synes hensigtsmæssigt her at indskyde en kort Charakteristik af 2 af andre Forfattere beskrevne
vestamerikanske Arter.

Ophiolepis geminata Le Conte fra Panama beskrives saaledes: Skiven er bedækket med
meget smaa taglagte Skjæl og med 10 store, aflange, parviis tæt sammenstillede Radialskjolde.
Mundskjoldene ere rudeformige, de 3 Vinkler spidse, den udvendige afstumpet; Madreporpladen
er uden Navle, men har en Pore nærved Randen; der er 3 store Mundpapiller. Armene ere 7-8
Gange saa lange som Skiven er bred. Rygpladerne ere dobbelt saa brede som lange, indadtil lidt
kantede. Bugpladerne ere nærmest femkantede, lidt meer brede end lange (transversæ). Der er 2
Fodpapiller og 3 Armpigge, af hvilke den midterste er noget ru og halv saa lang som Armen er
bred. Farven er bleggraa med spredte brune Pletter paa Armene. Størrelse 3-4”.

Ophiolepis chilensis Müll. Trosch. fra Chile. Skiven er dækket af taglagte Skjæl; Radial-
skjoldene divergere indadtil og adskilles ved en Række af 3 smaa Skjæl, af hvilke det midterste
har Form af en Kile. Mundskjoldene ere smaa og firkantede; ved hver Mundrand er der 2
Mundpapiller foruden 2, der udmærke sig ved deres Tykkelse og sidde under Tænderne. Armene
cre meget lange og tynde (7-8 Gange saa lange som Skiven er bred) og sammensatte af 170 Led;
Rygpladerne ere ovale paa tvers, mere end dobbelt saa brede som lange, Bugpladerne firkantede,
kun lidt mere brede end lange. Der er 1 Fodpapil og 3 næsten lige lange, trinde, butte Pigge,
hvis Længde er lig med Bugpladernes Brede. Farven er mørk med 5 Par gule Pletter i Nærheden
af Radialskjoldene og med gule Pletter paa Armene, hvilke Pletter ogsaa findes paa Armenes Bug-
side imod Spidsen.

Amphiura Puntarenæ, violacea og microdiseus Ord. Ltk.

Disse 3 smaa Arter staae hinanden saa nær, at de bekvemmest behandles under
Wet. De have alle 3 korte Armpigge og 2 Fodpapiller, der sidde paa samme Maade som
hos A. Chiajei etc., femkantede Armbugplader med en indadvendt Spids og Rygplader, som
ere aflange paatvers; de have fremdeles en uafbrudt Række af 3 Mundpapiller, af hvilke

den yderste er meget bred, og rudeformige Mundskjolde — hvis Form dog modificeres
noget hos de enkelte Arter — samt indenfor dem trekantede Sidemundskjolde, som berore

hinanden med deres spidse Ende, men med den brede stode op til den inderste lille Arm-
bugplade. Skivens Ryg er beklædt med middelstore eller med større og mindre Skjæl;
Radialskjoldene berøre hinanden fuldstændigt og danne tilsammen en Figur som et
afstumpet Æg, saaledes at den afstumpede Ende vender udad. Forskjellighederne mellem
disse Arter, deels i Habitus, deels i Detaillerne, ville fremgaae af folgende nærmere
Beskrivelser.

A. Puntarenæ. Skivens Skjæl ere rundagtige, nogle større, andre mindre, navnlig
er der en Deel større Skjæl midt paa Skiven. Mundskjoldene ere lidt mere lange end
brede og have Sidevinklerne noget fremtrædende, men dog afrundede, såa at de næsten
faae Form af et Kors.. Armene ere lange og tynde, omtrent 10 Gange saa lange som
Skiven er bred. Bugpladerne berøre hinanden, ere mere lange end brede og have en
svag Antydning til en Indbugtning paa den Side, som vender mod Spidsen af Armene.
Rygpladerne ere regelmæssigt ovale, ikke meget mere brede end lange; under nogén For-
størrelse vise Armpiggene sig lidt rue. Skivetvermaal 2"", Armlengde 20mm, Ved Pun-
renas paa 3 Favnes Dybde.

A. violacea. Skivens Skjæl ere kantede; de største danne en Roset midt paa
Skiven; Grendsen mellem Rygsidens og Bugsidens Skjælbeklædning er udtrykt ved en
bestemt Linie ligesom hos A. sguamata. Mundskjoldene have Form som et Spydjern,
men ere smaa og mindre end Sidemundskjoldene. Armrygpladerne ere udadtil begrend-
sede af en svag Bue, indadtil af en stærkere, men ikke meget mere brede end lange;
lidt ude paa Armene nærme de sig til at være femkantede og adskilles af Sidepladerne,
hvilket ogsaa er Tilfældet med Bugpladerne, der ere lige lange og brede, lidt afrundede
udadtil og lidt hule paa Siderne. Skivetvermaal mm; Armene have neppe havt nogen
meget betydelig Længde; efter en af Dr. Ørsted meddeelt Skizze er deres Længde 5-6
Gange saa stor som Skivens Brede; af den seer man ogsaa, at Skiven har været violet
og rødlig paa Midten, Radialskjoldene og de større Skjæl brunlige. Realejo ved Dr.
Ørsted.

A. microdiscus udmærker sig ved sin meget lille Skive og ved sine i Forhold
til den tykke Arme, der dog ingenlunde ere saa brede ved Grunden som paa Midten. Skiven

Vidensk. Selsk. Skr, 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd 29

226
er beklædt med kantede Smaaskjæl og brede Radialskjolde; Mundskjoldene ere lang-
strakt rudeformige, mere lange end brede. Armrygpladerne ere ovale, dobbelt saa
brede som lange, udadtil begrændsede af en svagere, indadtil af en stærkere Bue og af-
rundede paa Siderne. Bugpladerne ere lige lange og brede, uden Indbugtninger, og berøre
hinanden. Skivetvermaal 1™™; Armenes Længde synes forholdsviis ikke at have været ringe.
Ved Puntarenas paa 10 Favne, ved Ørsted.

Amphiura tenera Ltk.
(Tab. III, fig. 5.)

Beskrivelse. Skiven er lille, men temmelig tyk og hvælvet paa Ryggen.
Begge Sider ere beklædte med rundagtige, taglagte, forholdsviis temmelig store Skjæl;
mellem 2 Par Radialskjolde er der omtrent 4 Skjælrækker. Rygsidens Skjælklædning er
ligesom hos A. sguamata ved en skarp Grændselinie adskilt fra Bugsidens, hvis Skjæl
vende den modsatte Vei. Radialskjoldene berøre hinanden fuldstændigt med deres
mod hinanden vendende lige Sider og danne tilsammen en, udadtil afstumpet, Oval.
Mundskjoldene ere rudeformige, og Sidemundskjoldene ligge indenfor dem som lange
smalle Skraastykker. Der er 3 Mundpapiller i slultet Række; den yderste er meget
bred, og den inderste sidder under Tænderne. Armene ere temmelig korte, meget tynde

og indknebne ved Grunden af hvert Led; hverken Ryg- eller Bugpladerne — som begge
kunne beskrives som femkantede — berøre hinanden indbyrdes, men adskilles af Side-

pladerne, selv paa de allerinderste Led. Der er 3 korte, spidse Pigge og paa den inderste
Halvdeel af Armen 2 smaa Fodpapiller. De yderste Armled ere meget langstrakte og tynde;
Bug- og Rygpladerne ere der overmaade smaa og de 2 Pigge meget korte i Forhold til
Leddene. Skiven har kun 2™ i Diameter og Armene en Længde af c. 8"". — Af denne
lille Art har jeg havt Leilighed til at undersøge 2 Exemplarer, som Hr. Riise har taget
ved St. Thomas paa 4 Favnes Dybde.t)

1) Til Sammenligning med A. violacea og A.tenera vil jeg meddele en noget udforligere Beskrivelse af

* A. squamata M. Tr. (neglecta Forb.) end de hidtil existerende, efter Exemplarer fra Triest (meddelte

af Joh. Müller selv) og efter 4 med dem fuldkommen overeensstemmende, som jeg har erholdt i
Skraben paa en Dybde af 12-14 Fayne ved Hellebæk, sammen med A. filiformis.

A, squamata har en lille rund Skive med fem tynde, men ikke lange Arme; dens Rygside
er beklædt med taglagte, rundagtige Skjel, som ere ordnede rosetformig omkring et rundt Skjæl
midt paa Skiven og derfra fortsætte sig ud imod Skiveranden i fem Bælter, som dannes hvert af
c. 5 Skjælrækker. Radialskjoldene ere smalle, parallele og ikke adskilte af andre Skjæl, men
berøre hinanden fuldstændigt og danne tilsammen en Figur som et afstumpet Æg. Skiveranden
antydes bestemt ved en Linie, som fremkommer derved, at Undersidens finere Skjældække vender
den modsatte Vei af Rygsidens. Mellem hvert Par Arme gaaer denne Grændselinie den korteste
Vei og afskjærer derved som en Chorde et Segment af den kredsrunde Skives Rygside. Mund-

6. Ophiactis Lik.

Under dette Slægtsnavn har jeg troet at kunne omfatte en Gruppe af forholdsviis
smaa Slangestjerner, hvis Skive er beklædt med smaa Skjæl, som udfylde Mellemrummene
mellem 10 temmelig store Radialskjolde. Udenpaa dette Skjældække sidder der, især hen-
imod Skivens Rand, en Deel (hos nogle færre, hos andre flere) korte Pigge. Indenfor de
korte Mundskjolde ligge to buede Sidemundskjolde, som med deres ydre Ende kile sig
noget ind imellem første og anden Armbugplade, saa at de danne en mere eller mindre
fuldstændig Ring omkring Munden. Der er kun I eller 2 (sjelden ved en eller anden af
Mundvigene 3) Mundpapiller paa hver Side af Mundvigene, men aldrig nogen under
de middelbrede, firkantede Tender. Armene ere i Sammenligning med Amphiurernes
temmelig korte og tykke, skjondt i forskjellig Grad (mindre f. Ex. hos O. Ballü), hos
nogle 5, men hos adskillige Arter 6 i Tallet, tyndere i Spidsen og lidt indknebne ved Grunden,
og beklædte med ovale, temmelig brede Rygplader, ottekantede Bugplader og kjølede Side-
plader med 3-7 korte, butte, i Regelen fladtrykte (i Retningen parallelt med Armens Axe),
rue Pigge, der i Spidsen af Armene mere eller mindre tydeligt antage Form af Hager
med flere Spidser. Alle hidtil bekjendte Arter have 1 Fod papil.

Dignoscitur genus Ophiactis disco haud inciso nee lobato, squamis minutis et scutis
radialibus distinctis vel maximis obtecto, spinulis plus minusve numerosis in dorso et ad
marginem disci sparsis, brachiis 5-6 vulgo brevibus et crassis, scutellis lateralibus cari-
natis, spinas breves obtusas complanatas scabras gerentibus, scutis oralibus in spatia inter-
brachialia haud prolongatis, adoralibus invicem se tangentibus, circuli forma os cingentibus,
papillis oralibus singulis vel binis, infradentali nulla, ambulacrali singula.

I Regelen erkjendes denne Slægt allerede med Lethed ved sin Habitus. Prof. Sars
har imidlertid") udtalt sig for at forene den med Amphiura. Saaledes som Sporgsmaalet
stillede sig, da jeg for nogle Aar siden foreslog en Adskillelse af » Ophiolepis«-Arterne i
flere Slægter, var det ikke vanskeligt at holde Ophiactis- og Amphiura - Arterne ude

skjoldene ere lige lange og brede og skjævt rudeformige; Sidemundskjoldene ere lange og smalle
og berøre hinanden indenfor Mundskjoldenes Spids, men støtte sig med den modsatte Ende til den
inderste lille Armbugplade. De 3 Mundpapiller, af hvilke den yderste er meget bred, danne en
fuldstændig Papilbesætning langsmed Mundvigenes Rand. Armbugpladerne ere mere lange end
brede og femkantede med en indadvendt Spids; kun paa de inderste Led naae de sammen, ellers
»adskilles de af Sidepladerne; paa samme Maade forholder det sig med Rygpladerne, der ere lige
lange og brede, udadtil begrændsede af en Bue, indadtil af to convergerende Skraalinier. Der er 3
— inderst 4 — korte kegledannede Armpigge og 1 Fodpapil (kun paa de allerinderste i Skiven
optagne Led 2). Skivetvermaal 4mm, Armene 10-12mm, Farven lys rødlig.
1) Nyt Magasin for Naturvidenskaberne X Bd. p. 37.

228
fra hinanden. Nu stiller Sagen sig rigtignok en Deel anderledes; vi kjende nemlig nu flere
Amphiurer med mere eller mindre rue Pigge og andre, hvor Skivens Skjæl dækkes af en tæt
Korn- eller Pigbeklædning; A.elongata har kun 1 Mundpapil og ligesom Ophiactis ingen under
Tænderne; ja hos den nævnte Amphiura-Art kile Sidemundskjoldene sig ogsaa ind mellem
de 2 inderste Bugplader og danne ligesaa fuldstendig en Ring omkring Munden som hos
nogen Ophiactis. Saaledes synes en Begrændsning af de 2 Slægter stedse at blive van-
skeligere, og dog synes det nødvendigt at opretholde den; thi ellers vil Consekventsen
byde ogsaa at forene Ophionereis og Ophiopholis dermed, og Ophiura, Ophiolepis (s. str.)
og Ophiostigma ville folge efter. En saadan Restitution eller endog Udvidelse af den
gamle Slægt Ophiolepis vilde imidlertid — som jeg har udviklet i første Afsnit af dette
Arbeide — være ligesaa unaturlig, som det vilde være umuligt at afgrendse den saa-

ledes udvidede Slægt ved positive Charakterer.
I ingen Ophiurslægt ere Arterne vanskeligere at diagnosticere end i denne; jeg
indskrænker mig derfor til at stille dem sammen i 4 Grupper efter Armenes og Mund-

papillernes Antal.

Med 2 Mundpapiller. Med 1 Mundpapil.
O. virescens Ltk. (Central-Amerika). O. Müller‘ Ltk. (Vestindien).
O. Krebsii Ltk. (Vestindien). O. virens (Sars)**) (Middelhavet).

Med 6 Ar ‘
i in 20. sexradia (Grube) (Honolulu).

O. Reinhardtii Ltk. (Nikobar).*)

»

O. Orstedii Lik. (Central-Amerika).
O. Ballit(Thomps.) (det skandinavisk-brittiske O. arenosa Ltk. (ligeledes)
i ik. (lig :

Med 5 Arme.
Havbælte). O. Krüyeri Lik. (Peru).

Ophiactis Krebsii Ltk.

Beskrivelse. Radialskjoldene naae saa langt ind paa Skiven, at deres
Længde er 3 af dennes Radius; udadtil ere de brede og afrundede, indadtil smalle og
spidse; de adskilles mere eller mindre ved en kileformig Skjælrække. De øvrige Skjæl
ere deels rundagtige, deels mere smalle; paa de udvoxne Exemplarer ere Radialbelternes
Skjælrækker temmelig talrige. Der sees ikke faa korte Pigge henimod Skivens Rand,
men ogsaa nogle midt paa den. Mundskjoldene ere mere lange end brede, blad- eller
rudeformige, saaledes at en skarp Vinkel vender ind imod Munden. Sidemundskjoldene

*) See næste Afsnit.
”) Da jeg allerede tidligere har kaldt en Art virescens, maa Sarses virens erholde et nyt Navn. Med
Hensyn til denne Art og O. Ballii henvises til det anførte Sted i Nyt Magazin for Naturvidenskaberne.

ere buede, saa at de næsten faae Form af et V, og berøre hinanden saavel indenfor Mundskjol-
dene som mellem Armbugpladerne. Der er 2 Mundpapiller paa hver Mundramme. At der
er 6 Arme, synes at være aldeles constant; ofte ere de 3 paa den ene Side mindre end
de andre; stundom mangle de, eller de og den tilstødende Deel af Skiven bære paa det
bestemteste Præget af at være reproducerede.. Rygpladerne ere i Armens inderste Deel
regelmæssigt ovale paa tvers uden nogen Spids udadtil og mere end dobbelt saa brede som
lange; de ere dernæst stærkt bugede og hist og her tvedelte; men i Armens ydre Deel
vise de Spor til den lille Fremstaaenhed i Midten, der ogsaa gjenfindes hos andre Arter;
under Lupen vise de ligesom hos andre Arter og hos Ophiocomerne en tydelig kornet
Overflade. Bugpladerne ere ottekantede. Der ere 5 eller 6 meget korte, flade, butte og rue
Armpigge, der tiltage i Udvikling fra de underste til de øverste, saaledes at de 3 øverste
ere de største. I Spidsen af Armene blive Ledene smallere, Piggene spidsere, deres
Antal synker ned til 3, som mere eller mindre tydeligt antage Form af Hager med flere
Spidser, og Ryg- og Bugpladerne adskilles indbyrdes af Sidepladerne. Farven er grøn med
lyse Ringe paa Armene og med en lys Rand om hvert Par Radialskjolde, hvorved der frem-
kommer en Stjerne med 6 smalle Straaler påa mørk Grund. Paa Museets største Exemplar
var Skiven 7mm og Armene mellem 3 og 4 Gange saa lange. Den lever paa Svampe og
Koraller; Ørsted har taget den ved St. Croix paa 3 Favnes Dybde, Krebs og Riise
(i mange Exemplarer) ved St. Thomas.

Ophiactis Mülleri Ltk.

Beskrivelse. Skivens Skjæl ere runde og temmelig store; kun langs med
Radialskjoldene, som ere brede udadtil og spidse indadtil og enten beråre hinanden
eller ere mere eller mindre adskilte ved en kileformig Skjælstribe, ere Skjællene smallere.
Ved Skivens Rand sees enkelte Pigge; paa smaa Exemplarer kunne de mangle. Mund-
skjoldene ere rudeformige; der er kun 1 Mundpapil. Armenes Antal er i Regelen
6; deres Rygplader ere ovale og dobbelt såa brede som lange, Bugpladerne bredt otte-
kantede. Der er 4, inderst undertiden 5, korte rue Armpigge. I Spidsen af Armene blive
Leddene ligesom hos andre Arter stærkt indknebne ved Grunden, Ryg- og Bugpladerne
fortrænges deelvis af Sidepladerne, og Piggene antage tildeels Form af Hager med flere
Takker. Denne lille Art — de største Exemplarer have kun 3"" i Skivetvermaal — er
i sin Tid først meddeelt Museet af Professor Joh. Miller, efter hvem jeg har
benævnet den; Etiketten angav »Antillerne« som dens Hjemstavn. Senere har Riise
indsamlet en Deel Exemplarer paa Koraller og Svampe. Nogle have 5, enkelte endogsaa
kun 4 Arme; hos de sexarmede ere i Regelen de 3 større end de 3 andre paa den modsatte
Side af Skiven, undertiden mangle disse aldeles, og Arten optræder da kun med 3 Arme,

230

men Skiven bærer da ogsaa Spor af Beskadigelse eller Deling. Farven er blaagrøn med
mørke og lyse Afskygninger (paa Skiven) og Bælter (paa Armene).

Det kunde synes tvivlsomt for Læseren, hvorvidt ©. Mülleri og Krebsii virkelig
ere forskjellige, og hvorvidt Mundpapillernes Antal afgiver en fuldkommen sikker Artscharak-
teer. Efterat have undersøgt en stor Mængde Exemplarer troer jeg dog bestemt at kunne
paastaae deres Forskjellighed. Sammenlignes 2 Exemplarer af samme Størrelse, f. Ex. af
24mm Skivetvermaal, vil Oph. Krebsit være kjendelig paa de talrigere Armpigge og Smaa-
pigge paa Skiven samt ved Armrygpladernes Tilbøielighed til at kløve sig og til at udvikle
en fremtrædende Spids paa deres udvendige Rand.

Til en tredie Art høre maaskee nogle af en vestindisk Svamp udpillede Slange-
stjerner, der imidlertid ere i saa slet en Tilstand, at de ikke kunne bestemmes eller-
beskrives med Sikkerhed. Jeg skal derfor indskrænke mig til at anføre, at der synes at
være 2 Mundpapiller og 6 eller 7 Armpigge ligesom hos ©. Krebsiü, men at de afvige fra
ligestore Exemplarer af denne Art ved kun at have 5 Arme, ved at de øverste Armpigge
ere tyndere, samt ved at Rygpladerne ere over 3 Gange saa brede som lange, regelmæssigt
ovale uden Bugning og uden Tendens til at kløve sig eller til at udvikle en fremtrædende
Spids paa deres ydre Rand. Der er mange Smaapigge paa Skivens Ryg. Armene ere
temmelig lange og Radialskjoldene saa store, at de næsten støde sammen midt paa Skiven;
de 2, der høre sammen, ere lige til deres Basis adskilte ved en meget smal Skjelstribe.
Uagtet jeg antager denne Form for at være en egen Art, vil jeg dog ikke undlade at antyde
Muligheden af, at ©. Müller! kun var Ungen til denne Form.

Ophiactis virescens Ord. Ltk.

Beskrivelse. Ligesom hos de foregaaende Arter er Skiven temmelig fyldig
og Armene korte og tykke. Radialskjoldene ere store og aflange, udadtil brede og
afrundede, indadtil spidse og adskilte fra hinanden ved en smal, mere eller mindre fuld-
stendig Skjælrække. Ud imod Skivens Rand findes en Deel korte Pigge; ogsaa midt paa
den er der enkelte; Undersiden er derimod nogen. Mundskjoldene ere smaa og rund-
agtige, Sidemundskjoldene smalle og V-formige. Paa hver Side af de korte og brede Mund-
vige er der 2 Mundpapiller. Armrygpladerne ere dobbelt saa brede som lange, ovale
paa tvers med en svag Spids paa deres udvendige Side. Bugpladerne er lige lange og
brede og ottekantede. De 5, inderst 6, korte, brede, butte og rue Armpigge tiltage lang-
somt i Udvikling franeden af, dog saaledes at de 3 øverste ere lige store. Dr. Ørsted har
taget denne Art ved Realejo paa 3 Favne og ved Puntarenas »ner ved Land«. De
største have et Skivetvermaal af c. 5"=. Farven er grøn med en stor mørk Plet paa hvert
Par Radialskjolde, omgiven af en lysere Rand, og med lyse Ringe paa Armene, afvexlende

med lidt bredere grønne. Det er netop den samme Farvetegning, som udmærker ©. Krebsit
og O. Rewnhardtii. Af de foreliggende 10 Exemplarer har det ene 5 Arme, men de andre 6,

og paa 2 af disse ere de 3 Arme kjendelig mindre end de 3 paa den modsatte Side
af Skiven.

Ophiactis Örstedii Lik.

Beskrivelse. Skiven er tyk og beklædt med runde Skjæl, af hvilke de
største ligge midt paa Skiven og midt i Radialbælterne; mod Randen af Skiven bære de
en Deel korte Pigge. Radialskjoldene ere forholdsvis smaa, smalle, næsten parallele,
tilspidsede indadtil og adskilte ved en smal Skjælstribe. Ogsaa paa Skivens Underside er
der mange smaa Pigge. Mundskjoldene ere mere brede end lange, af noget forskjellig
Form, men i det Hele mere eller mindre rudeformige ; Madreporpladen er større og mere
rundagtig, Sidemundskjoldene temmelig brede og V-formige. Der er kun 1
Mundpapil. De fem Arme ere temmelig tykke og korte; Rygpladerne ere mere end
dobbelt saa brede som lange, begrændsede af lige Tverlinier og afrundede paa Siderne,
nist og her tvedeelte; i Spidsen af Armene blive de smallere og nærme sig i Formen til
Cirkeludsnit. Bugpladerne ere lidt mere brede end lange og ottekantede eller firkantede
med afrundede Hjørner. Af de fem korte, kegledannede, men sammentrykte Armpigge
ere de 3 midterste de længste og omtrent saa lange som Armleddene, den øverste og
underste lidt kortere; de vise sig kun rue under stærk Forstørrelse. Farven er grønlig
med lysere, i det Brune faldende Pletter (paa Skiven) og Ringe (paa Armene). Skivetvermaal
Am, Armlengde e. 16mm, Et Exemplar fra Puntarenas (ved Ørsted).

Ophiactis arenosa Lik.

Beskrivelse. Skiven er beklædt med runde Skjæl, blandt hvilke de smaa
Radialskljolde ikke let falde i Oinene; de ere aflange og adskilte ved 2 eller 3 Skjæl; ogsaa
Undersiden er skjællet, men kun ganske enkelte Pigge ere hos denne Art til at opdage paa
Skiven. Mundskjoldene ere rundagtige, Sidemundskjoldene buede, lidt indknebne i Midten
og lige brede i begge Ender. Der er 1 Mundpapil og 5 Arme, hvis Rygplader for-
holde sig omtrent som hos O. Orstedii; Bugpladerne ere lige brede og lange samt afrun-
det firkantede. Af de fire korte, noget sammentrykte, kegledannede Armpigge ere de 2
midterste de længste, den underste den korteste. Skivetvermaal 5™, Armlengde 20"".
Farven synes ogsaa her at have været grøn med lysere Bælter paa Armene. Ved Rea-
lejo og Puntarenas (Ørsted).

232

Da der kun foreligger nogle faa mindre vel bevarede Exemplarer af denne Form
og kun eet af O. Orstedii, er disse Arters Forskjellighed maaskee ikke hævet over enhver
Tvivl. 1)

Ophiactis Kröyeri Ltk.
(Tab. I, fig. 8.)

Beskrivelse. Skiven er deels beklædt med 10 temmelig store, udadtil brede
og afrundede, indadlil spidse Radialskjolde, som i deres to Trediedele ere adskilte ved
et kileformigt Skjelparti, deels med mindre Skjæl, af hvilke de større ligge midt paa Skiven
og midt paa Radialbælterne. Mod Randen af Skiven findes enkelte korte Pigge; ogsaa
Skivens Underside er skjælklædt. Mundskjoldene kunne beskrives som bredt spader-
formige, d. v. s., de ere dobbelt saa brede som lange og have en Spids baade udvendig
og indvendig. Sidemundskjoldene støde ikke fuldkommen sammen indenfor Mundskjoldenes
Spids, men efterlade der ligesom en Pore imellem sig; med den modsatte Ende kile de

sig ind mellem de 2 første Armbugplader — af hvilke den inderste er meget lille og tre-
kantet — uden dog altid at naae sammen. Mundrammerne vise sig som Buer, der

berøre hinanden paa Midten, men vige fra hinanden i begge Ender, saa at der bliver en
lille Grube mellem dem og Mundskjoldene og en mellem dem og Kjæberne. De bære
hver 1 Mundpapil, under hvilken der sees en Pore for en Mundfod. Armene ere altid
5 i Tallet og omtrent 4 Gange saa lange som Skiven er bred. Rygpladerne ere ovale, 1% Gang
saa brede som lange, uden Spids. Bugpladerne ere ottekantede og lidt mere brede
end lange. Af de fem butte og trinde Armpigge er den midterste og længste
saa lang som 2-Armled-eller som Armen er bred, men dog længere end Rygpladernes
Brede; de andre aftage i Længde opad og nedadtil, men stærkest nedefter, saa at den
underste er meget kort. I Spidsen af Armene ere de kjendelig rue, og enkelte af dem
nærme sig endog til at have Form af Hager med flere Takker under hinanden. Farven
er brunlig. Skivetvermaal åmm, I Callao har Prof. Krøyer taget nogle Exemplarer af
denne Art, som især synes at udmærke sig ved sine længere Armpigge og sine brede
Mundskjolde.

1) Da Ophiolepis simplex Le Conte muligviis kunde vise sig at hore til denne Gruppe, anseer jeg det
for rigtigst ogsaa at indskyde Opdagerens Charakteristisk af dette Dyr. Skivens Skjæl ere middelstore
og alle fint kornede (?). Mundskjoldene ere mere brede end. lange og rundagtige; et af dem er
forsynet med en Pore. 1 Mundpapil. Armene ere 7 Gange saa lange som Skiven er bred,
Rygpladerne dobbelt saa brede som lange og afrundede paa' Siderne, Bugpladerne firkantede med
afrundede Hjørner. 1 Fodpapil og 5 Armpigge, af hvilke den længste neppe er saa lang som
Armene ere brede. Farven er sortebrun med nogle faa lysere Baand paaArmene. Størrelsen 4“.
Ved Panama. — Med Hensyn til Ophiolepis asperula Philippi, som maaskee ogsaa er en Ophiactis,
henvises til Archiv für Naturgeschichte Bd. XXIV (1858) p. 267.

233

7. Ophiostigma Lik.

Denne Slægt har jeg troet at maatte opstille for de Ophiurer, hvis Skiveskjæl og
Radialskjolde ere dækkede med Korn ligesom hos en Ophiocoma, og som ligesom de fleste
andre Ophiurer have 10 Genitalspalter, papilbesatte Mundvige og pladeklædte Arme, men
som savne Tandpapiller, og hvis brede Sidemundskjolde, som hver for sig næsten ere lige-
saa store som Mundskjoldene, ligge indenfor disse,og danne en fuldstændig Ring omkring
Munden, idet de baade berøre hinanden indenfor Mundskjoldenes Spids og tillige støde
sammen mellem den første og anden Armbugplade ligesom hos Ophiactis. Den inderste
af de 3 brede Mundpapiller sidder under Tænderne. Armene ere tynde og udrustede med
3 korte Pigge og to Fodpapiller paa hver Side.

Dignoscitur genus Ophiostigma') squamis dorsi scutisque radialibus granulis ab-
seonditis, seutellis adoralibus latis, sese tangentibus, circuli forma os eingentibus, papillis
oralibus ternis, interna infradentali, dentalibus nullis, rimis genitalibus decem, brachiis
tenuibus, scutellatis, spinis ternis brevibus gracilibus.

Der vilde rigtignok Intet være til Hinder for at optage denne Form i Slægten Ophiocoma,
naar man holder sig til den i »System der Asteriden« givne Definition; men ved de tynde
Arme, de korte Pigge, ved Mangelen af Tandpapiller, ved Sidemundskjoldenes Forhold og
ved sin hele Habitus afviger den fra alle ægte Ophiocoma-Arter. Den er langt mere be-
slægtet med Ophiolepis-Gruppen. Man tænke sig en Amphiura tenera med Sidemund-
skjoldene af en Ophiactis og beklædt paa hele den øvrige Deel af Skiven (Radialskjoldene
derunder indbefattede) med Korn; den vil da i alt Vesenligt være en Ophiostigma. —
Muligviis maa Ophiura isocantha Say ogsaa henføres til denne Gruppe; om det er min her
beskrevne Uphiostigma moniliforme, maa jeg imidlertid endnu lade uafgjort.

Ophiostigma tenue Ltk.

(Tab. III, fig. 9.)

Beskrivelse. Skiven er paa begge Sider beklædt med smaa kegledannede
Korn; ved Grunden af Armene kommer dog lidt af Radialskjoldene tilsyne som to nøgne
Smaapletter. Mundskjoldene ere regelmæssigt sexkantede, saaledes at en af Vinklerne vender
indad mod Munden; Sidemundskjoldene er brede, halvmaaneformige og næsten af samme
Størrelse som selve Mundskjoldene; indenfor disse berøre de hinanden med en lige Linie,
og udenfor hver Munding vende de de afrundede Ender imod hinanden. Den inderste

1) Navnet er hentet fra Ligheden mellem Omridset af det af Mundskjoldene og Sidemundskjoldene
dannede Parti og Arret f. Ex. af en Papaver.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem, Afd. 5 Bd. 30

Armbugplade, som ved dem adskilles fra den næste, er overmaade lille og trekantet. Ved
hver Mundrand er der en fuldstændig Papilbesætning af 3 Papiller, af hvilke den yderste
er meget bred, den anden mindre og den inderste, som sidder under Tænderne, firkantet.
Da Mundrammerne ikke ere meget udviklede, ere Mundvigene meget vide, men de lukkes
dog af Mundpapillerne, naar disse ligge horizontal. Armene ere tynde og c. 5 Gange saa
lange som Skiven er bred. Rygpladerne ere ovale paa tvers og begrændses udadtil af en
svag Bue med en fremstaaende Spids i Midten, indadtil af en stærkere Bue eller af 2
convergerende Linier. Bugpladerne ere bredt firkantede eller rettere ottekantede, da
Hjørnerne ere afstumpede; længere ude ere de femkantede og mere langstrakte. Der er
2 Fodpapiller ved Siden af hinanden og 3 korte og glatte Pigge, hvis Længde omtrent
er det halve af Armens Brede. — Ved Realejo, paa 5 Favnes Dybde, har Dr. Ørsted
taget 1 Exemplar, som har et Skivetvermaal af 43"m og Arme af c. 25™™ Længde. Farven
er graabrun; paa Armene vexle smalle lysere og mørkere Bælter.

Ophiostigma moniliforme Ltk. ”)
Synonym: Ophiura isocantha Say |. e. p. 150.

Beskrivelse. Skiven er tyndt beklædt med grove Korn (smaa kegledannede
Legemer). Mundskjoldene ere spidse indadtil og afrundede udadtil, men have iøvrigt samme
Form som hos den foregaaende Art. Armenes Rygplader ere dobbelt saa brede som lange
og begrændses udadtil af en svag Bue, indadtil af 2 convergerende, noget krumme Linier;
Bugpladerne ere skjoldformige , udadtil afrundede , indadtil tilspidsede. Ogsaa her er
der 2, meget smaa og fine Fodpapiller og 3 korte Pigge paa hver Side af hvert Led.
Af denne Art har jeg havt Leilighed til at undersøge et sexarmet Exemplar, til-
hørende Apotheker Riise og taget ved St. Thomas paa 4 Favnes Dybde; Museets Exem-
plarer have kun 5 Arme; et af dem er taget i Coralbay ved St. Jan af Prof. Prosch.
Det har et Skivetvermaal af 3"" og Armene en Længde af c. 20mm, Dets kulsorte Farve
skyldes vistnok et blot Tilfælde, da de andre ere lyst brunlige med svage Tegninger.

Forinden et større Antal Exemplarer af begge disse Arter er kjendt, vil det neppe
være muligt at give en fuldkommen paalidelig og skarp Diagnose for dem. Maaskee vil
Formen af Bugpladerne bedst kunne afgive et Skjelnemærke.

1) Min første Charakteristik af denne Art er efter et eneste meget slet conserveret Exemplar. Arts-
navnet maa derfor ikke opfattes som antydende et Forhold, der er mere udpræget her end hos
mange andre Arter af Slangestjerner.

8. Ophiopsila Forbes.
(Ophianoplus Sars.)

Under Navn af Ophiopsila aranea beskrev Forbes i sin Afhandling om Ægæer-
havets Slangestjerner!) en Ophiuride med nøgen Skive og lange, tynde, pladeklædte Arme.
De lange og smalle Radialskjolde ere dog synlige; der synes at være 5 ikke meget lange
Armpigge foruden en sjette Pig eller Papil, der lægger sig skraat over Armens Bugflade,
saa at Spidsen mødes med den tilsvarende fra den modsatte Side. Mundrandene synes at
være nøgne, men Afbildningen antyder dog en Gruppe af Tandpapiller under Tænderne.
Forbes’s Exemplar havde en Skivebrede af 4%” og en Armlengde af 31”.

En meget lignende Form beskrev Sars i sine »Bidrag til Kundskab om Middel-

o

havets Littoral-Fauna« ”) under Navn af Ophianoplus annulosus. Sars henfører den ikke til
Ophiopsila, »fordi den afviger væsenligen ved Mangelen af Radialskjolde og Tilstedeværelsen
af Mundpapiller«. Jeg betvivler meget, at en saa væsenlig Bestanddeel af Skelettet som
Radialskjoldene virkelig skulde mangle hos nogen Ophiuride; de ere uden Tvivl her
beklædte af den bløde Hud og forsaavidt usynlige; var Huden tyndere, vilde de komme til-
syne ved Indtérring. Hvad angaaer Tilstedeværelsen af Mundpapiller, da er det ikke
umuligt, at Opliopsila kan have. havt disse Dele; thi Udtrykket »ossiculis oralibus ad
latera nudis« bruger Forbes jo ogsaa om Slægten Amphiura, af hvis Arter f. Ex. den i
samme Afhandling beskrevne A. Chiajei frembyder et meget lignende Forhold af Mundpa-
pillerne som det, der efter Sarses Undersøgelser findes hos Ophranoplus. At Forbes's Art
har meget tynde Arme, Sarses derimod kortere og tykkere, kan der heller ikke lægges
megen Vægt paa, og der synes saaledes at vere al Grund til at antage Ophianoplus og
Ophiopsila som synonyme Benævnelser for en og samme Slægt; ja man kunde endog
opstille den Formodning, at Ophianoplus marmoreus Sars maaskee netop var Ophiopsila
aranea Forbes. — Sars bemærker iøvrigt meget træffende, at »med Hensyn til Mundpartiet
staaer denne Slægt nærmest ved Amphiura Forb., fra hvilken den dog væsenlig adskiller
sig ved sin nøgne Skive og pigformige Fodpapiller.« Det vil derfor have sin Interesse at
blive bekjendt med en ny vestindisk Art, der supplerer de tidligere bekjendte, saaledes at
Analogien imellem Ophiopsila og Amphiura bliver endnu mere ioinefaldende. Den har
nemlig ligesom Amphiura scabriuscula, marginata etc. en fuldstændig Besætning af Mund-
papiller, medens O. annulosa og marmorea efter Sarses Beskrivelse i denne Henseende
stemme med A. Chiajei, filiformis etc.

1) Transactions of the Linnean Society Vol. XIX pt. 2d. p. 149 tab. 14 f. 1-7.
*) Nyt Magazin for Naturvidenskaberne, 10de Bind p. 23, tab. I, fig. 2-7.

30"

236

Forat fastsætte denne Slægts Grændser og udkaste dens Charakteristisk vil det
imidlertid være nødvendigt at udstrække Sammenligningen til andre Slangestjerner med
nøgen Skive. Der fremstiller sig da først det Spørgsmaal, om Ophiarthrum elegans Peters?)
bør sondres generisk fra Ophiopsila. Hos denne Slangestjerne, hvoraf Museet besidder et
tørret Originalexemplar, finder jeg en Skive, som vel kan kaldes nøgen, og hvor Radial-
skjoldene dækkes af den bløde Hud, men paa hvis Rygside jeg dog under Lupen opdager
nogle fine rudimentære Skjæl; desuden er der, paa lignende Maade som hos Ophromywxa,
en tydelig Skjælrække mellem Armene langs med Kanten mellem Ryg- og Bugsiden. Men
paa det friske Dyr have Skjællene uden Tvivl ikke været til at see, da den bløde Hud maa
have dækket dem. Mundskjoldene ere ægformige; Sidemundskjoldene ligge mere paa Siden
af dem end indenfor dem og støde ikke sammen. Der er -en tredobbelt Række af Tand-
papiller, og fra dem til Enden af Mundvigene en fuldstændig Besætning af 4 Mundpapiller.
Armbugpladerne ere ottekantede, Rygpladerne sexkantede eller afstumpet rudeformige og
dække tildeels hinanden. Af de 3 Armpigge er den øverste den tykkeste og længste og
omtrent saa lang som to Armled eller som Armen er bred; under Lupen vise de sig
noget rue ligesom hos Ophiopsila, Ophiopholis, Ophiactis, tildeels Amphiura 0.s.v. Arme-
nes Rygside er tæt besaaet med fine sorte Prikker, og da disse ogsaa forekomme paa
Piggene, hvor de dog sidde mindre tæt og ere større, have disse vistnok ogsaa været be-
klædte med en blød Hud.

Man faaer heraf det Indtryk, at Ophiarthrum og Ophiopsila maae staae hinanden
meget nær. Om Skjællene i Huden ere lidt mere. eller mindre tydelige, om Piggene ere
mindre og talrigere eller større og færre, om den øverste eller underste er den største,
om de ere mere eller mindre echinulerede, kan man i det Hele ikke tillægge nogen gene-
risk Betydning. Der maa herved lægges Mærke til, at man endnu ikke har Vished for, at
Skjællene ganske mangle hos de middelhayske Arter; de findes baade hos Ophiarthrum og
Ophioscolex, hvor de ikke tidligere ere blevne bemærkede, og fuldkommen glatte ere Pig-
gene vistnok aldrig hos Ophiurerne. Jeg finder de mindre Pigge i Armenes ydre Deel
echinulerede hos Ophionereis reticulata, hos Ophiolepis impressa, ja selv hos Ophiodermerne,
og disse Former vilde man dog aldrig tage i Betænkning at beskrive som glatpiggede.
Det gjælder her kun om et lidt Meer eller Mindre, som, naar Echinuleringen ikke er saa
stærk som hos Ophiomyxa, Ophiothrix eller Ophiacantha, kan opfattes forskjelligt af de for-
skjellige Undersøgere og derfor ikke afgiver noget rigtigt Holdepunkt for Systematiken.
Selv Fodpapillernes Antal og den eiendommelige Uddannelse af den indre Fodpapil, som
findes hos de 2 eller 3 hidtil undersøgte Ophiopsila (Ophianoplus) Arter, er det tvivlsomt,
om man kan tillægge generisk Værdi.

1) Neue Ophiuren aus Mozambik, Archiv für Naturgeschichte, XVII (1852), p. 82.

ae

Meget ner ved Ophiarthrum staaer igjen Ophiomastix M. Tr. Af denne Slægt har
jeg kunnet undersøge 1 Exemplar af O. venosa Peters fra Mozambik. Paa Rygsiden af
Skiven ere Skjællene ikke meget tydelige, og Radialskjoldene ere ikke synlige, hvad de dog
efter Peters’s Beskrivelse skulle kunne vere. Derimod ere Skjællene meget tydelige paa
Bugsiden. Paa den i Skiven optagne Deel af Armen er der 2 normale Fodpapiller. Arm-

A

piggene, hvis Antal er 3, sjelden 2 eller 4, ere større end hos Ophiarthrum og spatelfor-
migt udvidede i Enden; paa hvert tredie eller fjerde Led er den øverste meget stor og
kolledannet, omtrent af Form som en Kryddernellike; under Lupen vise de sig rue. Enkelte

storre Pigge staae paa R

d

ygsiden tæt ved Skiveranden, men de skulle, ifølge Peters, ogsaa
kunne mangle. Hos ©. annulosa M.Tr.!) (fra Java) synes Skjællene at vere temmelig tyde-
lige og at bere en Mengde Smaapigge. Imidlertid er disses Nærværelse jo ikke constant
hos O. venosa, og man kan altsaa ikke ved dem afgrendse Ophiomastix fra Ophiarthrum.
Hvorvidt dette vilde kunne lade sig gjøre ved at benytte de øverste Armpigges Form og
Udvikling, synes tvivlsomt, da lignende Forskjelligheder ikke ere ualmindelige indenfor
Slægten Ophiocoma, og denne Analogi er saameget mere berettiget, som Udviklingen af en
Kornbeklædning paa en Ophiomastix vilde forvandle den aldeles til en Ophiocoma.

Foruden det tykke Huddække paa Skiven, Armene og Piggene, der medfører
en meer eller mindre fuldstændig Forsvinden af Skivens Skjæl og Tilsløring af Radialskjol-
dene, besidde alle de her omtalte Former et fælles positivt Kjendemærke af systematisk
Værdi, nemlig den Gruppe af Tandpapiller, som de have tilfælleds med Ophriocoma.
Man kunde derfor komme til det Resultat, at alle nøgne Slangestjerner med Tandpapiller
burde forenes til een Slægt, fra hvilken Ophiomyxa vilde blive udelukket ved sine stærkt
takkede Mundpapiller, Tænder og Pigge samt ved Mangelen af Fodpapiller og Armryg-
plader, Ophioscolex og Ophiopeltis i alt Fald ved Mangelen af Tandpapiller. Imidlertid kan
det ikke nægtes, at det synes inconseqvent at forene Ophiopsila, Ophiarthrum ag Ophio-
mastiæ, naar man adskiller Amphiura, Ophiactis og Ophiopholis, og jeg troer derfor, at
man indtil Videre bor begrændse Slægten Ophiopsila til de Arter, af hvis 5-12 korte
Armpigge den underste er den korteste, og hvis inderste Fodpapil er forlænget som en
Pig og krydser den tilsvarende fra den modsatte Side.

Dignoscitur genus Ophiopsila Forbes (vel Ophianoplus Sars) disco squamulis rudi-
mentariis tenuissimis instructo, brachiis scutellatis, squamis, scutellis spinisque brachialibus
tamen cute molli obtectis, ita ut squamule disci et scuta radialia modo exsiccatione appa-
reant, rimis genitalibus decem, scutis oralibus rotundatis, scutellis adoralibus papillis

oralibus armatis, cohorte papillarum dentalium infra dentes, spinis brachialibus 5-12nis,

1) System der Asteriden p. 107, tab. VII, fig. 3.

238

brevibus, scabriusculis, inferiore majore, papillis ambulacralibus binis, interna elongata
spiniformi, oppositam apice tangente.

Conspectus specierum cognitarum.

a. Serie papillarum oralium medio interrupta.

O. annulosa (Sars), marmorata, spinis brachialibus 12,

O. marmorea (Sars), marmorata, spinis 7nis (an ©. aranea Forb.? an junior præce-
dentis? Ex mare mediterraneo, ut species prior).

b. Serie papillarum oralium haud interrupta.

O. Rüsei Ltk. spinis 5-6nis, scutellis dorsalibus ex parte bifidis, disco brachiisque
nigropunctatis.

Differunt genera Ophiarthrum et Ophiomastix spinis brachialibus majoribus ternis
vel quaternis, summa majore, papillis ambulacralibus haud spiniformibus.

Ophiopsila Riisei Ltk.
(Tab. V, fig. 2.)

Beskrivelse. Denne Slangestjernes Udseende minder noget om de langarmede
Amphiura-Arters, men Skiven er paa begge Sider beklædt med en blød nøgen Hud; ved
Indtorring komme dog de tynde, svagt udviklede Skjæl tydeligt frem; ogsaa er der inden-
for hver Arm 2 lange og smalle, parallele Radialskjolde eller Radialribber, der vel ere
dækkede af Huden, men dog ogsaa komme tilsyne ved Indtørring. Mundskjoldene ere
rundagtige; paa det ene af de undersøgte Exemplarer have flere af dem Porer i Kanten,
men paa de andre har jeg ikke kunnet finde dem. Under Tænderne er der en Gruppe af

A

Tandpapiller og paa hver Mundramme 3 eller 4 Mundpapiller i en uafbrudt Række.
Armene ere temmelig lange, men ikke meget tynde; Rygpladerne ere næsten firkantede,
med afrundede Hjørner; adskillige af dem, undertiden det større Antal, ere ved en Linie
i Midten deelte i 2; under Lupen vise de sig fiint kornede. Piggene ere 5 eller 6; de
ere butte, lidt flade og aftage i Brede, men tiltage i Længde fra den øverste til den
underste, hvis Længde kan sættes lig med Armens Brede; ved Forstørrelse vise de sig
lidt rue af fine Spidser. Af de 2 Fodpapiller er den ydre lille, den indre derimod
næsten ligesaa lang som Piggene; den ligger desuden skraat hen under Bugpladen, saa
at Spidsen krydses med dens Gjenbo fra den modsatte Side. Bugpladerne ere aflange
Firkanter med afstumpede Hjørner. Farven er paa de i Spiritus opbevarede Exemplarer
graalig eller brunlig med Spor til mørkere og lys2re Bælter paa Armene og med fine
sorte Prikker stroede over begge Sider baade af Skiven og Armen. Skivetvermaal 6",

Armlængde ce. 40"m, Skjondt jeg kun har undersøgt nogle faa hele Exemplarer, hidrørende
fra eller tilbørende Hr. Riise, har jeg oftere truffet Dyr af denne Art siddende i Huller
paa store Koraller fra St. Thomas, men de ere i Regelen gaaede itu ved Forsøget paa at
udtage dem.

9. Ophioblenna Lik.’

De nordiske Slangestjerner af Slægten Ophioscolex M. Tr.”) have en nøgen Skive,
hvis bløde Hud ogsaa bedækker de brede rudeformige Mundskjolde og de indenfor dem,
paa lignende Maade som hos Ophiacantha, liggende Sidemundskjolde; hin bløde Hud over-
klæder ogsaa de smalle Armbugplader og de tynde rudimentære Armrygplader. . Ved ind-
tørring komme dog tynde Skjæl tilsyne paa Skivens Rygside. Der findes Mundpapiller,
men hverken Fod- eller Tandpapiller. Armpiggene (3, inderst 4) vise sig ved Forstorrelse
rue. I Spidsen af Armene antage de tildeels Form af Hager.

Den i det Folgende beskrevne nye vestindiske Slangestjerne, som Museet ogsaa
skylder Hr. Riise, afviger fra den ovenfor givne Charakteristik af Ophioscolexæ, deels ved
at den har Fodpapiller, deels ved at dens Armpigge ere længere, tyndere, stærkere takkede
og talrigere, i hvilke Henseender den minder stærkt om Ophiothrix-Slægten. Jeg har
derfor troet at maatte gjøre den til Typus for en ny Slægt.

Dignoscitur genus Ophioblenna disco nudo, squamulis destituto, cum scutellis bra-
chialibus tenuibus cute molli, scuta radialia etiam tegente, obducto, spinis brachialibus
pluribus (7) gracilibus nudis scaberrimis, rimis genitalibus decem. Papillæ orales et ambu-
lacrales adsunt, dentales desunt.

Ophioblenna antillensis Ltk.
(Tab. IV, fig. 4.)
Beskrivelse. Den bløde Skivehud viser ikke Spor til Skjel. Mundskjol-
dene, som ogsaa dækkes af den bløde Hud, ere temmelig store og brede; indadtil have

1) Af Bhévve, ad modum: Ophiomyxa.

2) Denne Slægt charakteriseres ikke ganske rigtigt i »System der Asteriden«. Jeg har kun kunnet
undersøge et Exemplar af O. purpurea D.K. Det kunde fortjene en nærmere Undersøgelse, hvorvidt
O. purpurea og glacialis virkelig ere forskjellige Arter. De af Düben og Koren (Öfversigt af
Skandinaviens Echinodermer, Vetensk. Akad. Handl. 1844 p. 235) anførte Forskjelligheder fore-
komme mig ikke at sætte Sagen udenfor enhver Tvivl. I Analogi med andre arktiske Arter, f. Ex.
Pteraster militaris, kunde man antage, at O. glacialis var den større, typiske, hoinordiske Form, O.
purpurea den mindre og sydligere Afændring af den samme Art.

210

de en spids Forlængelse, udadtil og paa Siderne ere de afrundede. Der er omtrent 7
Mundpapiller; de yderste ere smaa; efter dem følger et Par bredere; de inderste ere igjen
mere spidse. Derimod er der ingen Tandpapiller, og Tænderne ere temmelig smalle. Naar
Armene ikke have været afbrudte, for hvilket de imidlertid synes at være meget udsatte,
ere de mindst 5 Gange saa lange som Skivens Tvermaal; de beklædes overalt af en blød
Hud, saa at Ryg- og Bugpladerne først komme tilsyne ved Indtorring; de sidstnævnte have
Form af Skjolde med en indadvendt Spids; kun paa det største af de foreliggende Exemplarer
berøre de netop hinanden. Rygpladerne ere hos de yngre Exemplarer ovale paa tvers; hos det
ældre ere de bredere, mere hvælvede, begrændsede af lige Tverlinier, men dog afrundede paa
Siderne, og for en stor Deel deelte i 2 eller flere Stykker. Armpiggene ere 7 i Tallet,
aldeles nøgne, spidse, tynde, stærkt takkede som hos en Ophiothrix og glasklare ligesom
hos denne Slægt; de ere omtrent lige lange og naae i tiltrykt Tilstand altid lidt ind paa den
næste Række. Den underste er ofte længere end de andre og bred og flad i Enden; dog er
dette langtfra Tilfældet paa hvert Led, men kun paa hvert tredie eller fjerde, og kun rigtig
tydeligt paa de største Exemplarer. — Farven er bruun med lyse Bælter paa Armene og
med fine hvidgule Prikker eller linieformige Tegninger paa Skiven. Det største: Exemplar
har et Skivetvermaal af 20™™; hos det, der bedst har bevaret sine Arme, ere disse 90mm
eller omtrent det Femdobbelte af Skivens Tvermaal. De ere tagne paa »Vater Islands«
Koralrev i Vestindien paa 5-6 Fods Vand.

10. Ophiomyxa M. Tr.

Denne Slægt omfatter som bekjendt de Slangestjerner, hvis Skive og Arme ere
overtrukne med en blød Hud, hvis faa og temmelig korte Armpigge ere rue, og hvis Mund-
papiller og Tænder ere takkede. Hidtil kjendtes kun 1 Art fra Middelhavet.

Ophiomyxa flaccida (Say).
(Tab. V, fig. 1.)

Synonymer: Ophiura flaccida Say 1. ec. p. 151.

Ophiomyxa caribea Ord. Ltk. 1. c.
Beskrivelse. Skivens Tvermaal indeholdes 4-5 Gange i Armenes Længde,
dens Hud er nøgen uden Spor til Skjæl. Paa tørrede Exemplarer seer man dog Mund-
skjoldene, der ere afrundede udadtil og tilspidsede indadtil, og Sidemundskjoldene, der

241

ligge langs med hines indvendige Sider, men ikke støde sammen indenfor dem. Langs
med Genitalspalterne er der en Række . smalle Skjæl, der dække hinanden ligesom
Tagstene; det inderste slutter sig til Mundskjoldet, det yderste til Genitalpladerne, som
paa sædvanlig Maade omfatte Genitalspalterne og artikulere med Radialskjoldene,
der ere aflange, næsten parallele, vidt adskilte, og hvis Længde omtrent er 4% af Skivens
Tvermaal. Der er dernæst udviklet en Skjelbremme i Kanten mellem Skivens Ryg- og
Bugflade, bestaaende mellem hvert Armpar af 7 eller 9 smalle Skjæl, af hvilke det midterste
tildeels dækker de to tilstødende, medens de andre ligge tagsteenformigt over hinanden,
det yderste paa hver Side hvilende paa Radialskjoldet. To større Skjæl, som lige-
ledes hvile paa Radialskjoldene og dække Armenes Udspring, fuldstændiggjore denne
Skjælbræmme, som finder sit Tilsvarende i Asterophyternes Randbremme og i den større
Skjælrække, som mange Ophiurer have paa det samme Sted. Der er 3 Mundpapiller
paa hver Side af Mundvigene; de ere flade, brede og bladagtige, og deres Rand er udtakket
i 3-5 skarpe Spidser; samme Beskaffenhed og Form have ogsaa Tænderne, hvoraf der er 5 over
hinanden i hver Række. Armenes Rygside er hvælvet, deres Bugside flad og smal, og
Siderne convergere derfor nedadtil. Uagtet de ere aldeles overtrukne med en blød Hud,
kan man dog gjennem denne forfølge deels de indre Armled, der foroven have et Indtryk
i Midten og ere tykkere der end nedad mod Bugfladen, deels de adskilte, bredt hjertefor-
mige Bugplader. Der er 4 eller 5 (paa meget store Exemplarer inderst undertiden 6) korte
Armpigge, hvis Længde omtrent er lig med Armleddenes, men som tiltage i Tykkelse
fra den nederste til den øverste og ere fæstede til kjølformige Sideplåder, der slutte sig
til de indre Ledstykkers Siderande; ved Grunden ere de forenede ved en blød Hud, der
ogsaa beklæder hver enkelt Pig lige til Spidsen. Hvor den mangler eller er indtørret, seer
man, at Piggene ere rue af smaa Spidser, der vende lige ud til alle Sider; længere ude paa
Armene blive disse Takker stærkere, og Piggene forvandles derved til et Slags Hager.
Fodpapiller mangle. — Farven er paa det levende Dyr purpurrød, undertiden med lyse
Smaapletter paa Armenes yderste Deel; nogle Exemplarer ere mere eensfarvede, andre
mere brogede af Purpurrødt og Rødgraat. De største have et Skivetvermaal af 25rm og
Arme af 110™ Længde. Dr. Ørsted har taget denne Art ved St. Croix paa 5 Favne
Vand, og Riise ved St. Thomas i de af Boremuslinger dannede Huller i Koraller paa
3-4 Favnes Dybde.

Fra ©. pentagona Lam. afviger denne Art deels ved en anden Farve (Middelhavs-
Arten er bruun med gulbrune "Tegninger paa Skiven og med Bælter af. de samme Farver

paa Armene eller graa med lysere Tegning),’) deels ved at Armenes Gjennemsnit hos

1) Smign.: Grube, Aktinien, Echinodermen und Würmer p. 17.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd, 5 Bd. 31

242

O. pentagona er mere bredt og fladt, hos O. flaccida mere høit hvælvet, og endelig ved
at Mundpapillerne og Tænderne høs hiin ere deelte i flere og finere, hos denne i færre
og grovere Takker”).

Fra Puntarenas har Dr. Ørsted ogsaa medbragt et tørret Exemplar af en
Ophiomyxa, som imidlertid ikke er i saa god Tilstand, at det egner sig til en udførlig
Beskrivelse. Det stemmer i Alt væsenligt med ©. flaccida. Ogsaa her er der langs med
Skiveranden en Række haarde skjælagtige Dannelser, og Bugpladerne ere hjerteformige med
et dybt Indsnit paa den udvendige Side; der er 4 Armpigge, af hvilke den øverste er såa
lang som dens Afstand fra den næste Række, hvorimod de andre aftage i Længde, eftersom
de fjerne sig fra den; Mundpapillerne have hver 6 eller 7 Takker. Hvis Localitetsangi-
velsen er sikker, kan der dog vel ikke være Tvivl om, at den som Årt er forskjellig fra
den vestindiske.

Il. Ophiocoma Agass. (M. Tr.).

Saaledes som denne Slægt efterhaanden er bleven begrændset, omfatter den de
Slangestjerner, hvis Skives fine Skjæl idetmindste paa Rygsiden ere skjulte under en
Beklædning af runde Korn ligesom hos Ophioderma; endog hadialskjoldene ere aldeles skjulte
af dem; men paa Undersiden af Skiven er idetmindste den Deel af Skjælbeklædningen, som
ligger nærmest ved de 10 Genitalspalter, i Almindelighed nøgen; ofte forlænger Kornbe-
klædningen sig ogsaa et ganske kort Stykke ud paa Armene ved deres Grund. Mundskjol-
dene, der meer eller mindre holde sig til den aflange Form, ere ved smaa trekantede
Sidemundskjolde adskilte fra Mundpapillerne, hvoraf der ere 3 eller 4 paa hver Mundramme;
mellem den underste paa hver Side er der en større eller mindre Gruppe af bulte Tand-
papiller, som indtage det nederste Stykke af Kjæben under de brede og haarde Tænder.
Armene ere kraftige og i Almindelighed af Middellængde; Bugpladernes Grundfigur er:
den firkantede, i Regelen med afrundede Hjørner; Rygpladerne ere brede Ovaler, hvis
Form modificeres af Armpiggenes forskjellige Udvikling. Disse ere 3-6 i Tallet, i
Regelen over Middellængde, undertiden udmærkede ved særdeles Tykkelse eller Længde,
men altid glatte og indleddede paa de forresten tynde Sidepladers stærke Kjøl. Nogle Arter
have een, andre 2 eller undtagelsesviis 3 Fodpapiller.

1) Da jeg udarbeidede min første Oversigt af Vestindiens Slangestjerner, stode kun nogle faa Exem-
plarer til min Raadighed, og jeg erkjendte da ikke, at den foreliggende Art, som ved at tørres for-
andrer sit Udseende temmelig meget, var Says Ophiura flaceida.

Ophiocoma er i overveiende Grad en tropisk Slægt; udenfor Vendekredsene
kjendes kun 2 Arter, O. tumida fra Middelhavet og O. nigra fra Nordhavet, og mod Nord

overskrider Slægten ikke Grændsen fra det tempereerte Haybelte.*)

Conspectus specierum mihi cognitarum.

A. Papillis ambulacralibus singulis.

Ophiocoma Valenciæ M. Tr. dignoseitur scutis oralibus fere orbieularibus, scutellis
ventralibus brachiorum æque longis et latis, spinis quinis brevibus, media longiore articulos
duos superante. Had. oras orientales Africæ.

O. pumila Ltk. dign. scutis oralibus orbieularibus, spinis quaternis, duabus supe-
rioribus articulos tres fere longitudine æquantibus, scutellis ventralibus fere æque longis ac
latis. Hab. Indiam occidentalem.

O. Ritsed Lik. dign. scutis oralibus angulato-ovatis, extus latioribus, longioribus
quam latis, spinis gracilibus ternis vel quaternis, superiore longiore, scutella ventralia
admodum latiora quam longiora quater vel sexties superante. Hab. cum precedente.

O. aethiops Ltk. dign. scutis oralibus elongatis, fere rectangulis, intus rotundatis,
spinis sepius quaternis (nonnunquam ternis vel quinis), fere æque longis, mediocribus, duos
vel tres articulos æquantibus, inferioribus compressis, superioribus cylindricis, brachiis
latiuseulis, dorso planis, scutellis dorsalibus latissimis, lateribus acuminatis, medio extus

retusis, ventralibus fere æque longis ac latis. Hab. ad Panamam.

B. Papillis ambulacralibus binis.
*) Spinis brachialibus tenwbus ægue longis.

O. nigra (Müll.) dign. seutis oralibus latis, intus acuminalis, adoralibus forme litteræ
Y, papillis ambulacralibus inæqualibus. — Had. oras Norvegiæ et Angliæ.

##) Spinis brachialibus superioribus brevioribus.

O. dentata M. Tr. dign. scutis oralibus ovatis, papillis dentalibus paucis, duas modo
series transversales formantibus, scutellis dorsalibus regulariter ovalibus, spinis ternis vel
quaternis, superioribus brevioribus et latioribus, inferioribus duos articulos æquantibus.
Hab. insulas Nicobaricas.

##) Spinis superioribus majoribus.
O. erinaceus M. Tr. dign. scutis oralibus fere rectangulis, intus truncatis, extus

angulatis, spinis quaternis (interdum ternis vel quinis), inferioribus compressis, apice sæpe

1) Om Ophiocoma arctica M. Tr. see første Afdeling p. 65 og 66.
31"

24k

dilatatis, brevioribus, superioribus cylindricis, gracilibus, articulos 4 v. 5 æquantibus. Hab.
mare pacifico-indicum et Africam orientalem.

O. scolopendrina Agass. dign. scutis oralibus longioribus ‘quam latis, extus latioribus,
rotundatis, intus angustioribus, truncatis, spinis quaternis, interdum alternatim quaternis vel
ternis vel in intimis brachiis quinis, inferioribus compressis, superioribus crassioribus,
obtusis, articulos duos vel tres æquantibus. Hab. cum precedente.

O. crassispina Say dign. scutis oralibus rectangulis, utrinque fere æque latis, spinis
ternis vel quaternis, inferioribus compressis brevioribus, superioribus crassisimis, sepe
fusiformibus. Had. Indiam occidentalem.

Ophiocoma crassispina Say.
(Tab. TV. fig. 7.)
Synonymer: Ophiura crassispina Say 1. c. p. 147.
Ophiocoma serpentaria (Valenc.) M. Tr.

Beskrivelse. Skivens Kornbekledning er grovere mod Randen end paa
Midten og fortsætter sig om paa Bugsiden i Armmellemrummene, saaledes at der langs
med Genitalspalterne er et nøgent Bælte, hvor den underliggende fine Skjelbekledning
kommer tilsyne. Allerinderst er der dog en smal Stribe af Korn ved Genitalspalterne og
Mundskjoldene. Ofte forlenger Kornbekledningen sig ogsaa lidt ud paa Grunden af Armene
enten som et lille sammenhængende Kornparti eller som adskilte Tverrækker af Korn.
Mundskjoldene ere store i Sammenligning med de øvrige Munddele, lidt længere end
brede og lige» brede i begge Ender, rectangulære med svagt buede Sider og afrundede
Hjørner; påa hver Side ligger et lille trekantet Sidemundskjold, og indenfor Mund-
skjoldet kommer lidt af Mundrammerne tilsyne. Af de 4 Mundpapiller er den yderste den
bredeste; hos udvoxne Exemplarer er der gjerne c. 15 Tandpapiller, ordnede i 3 Rækker.
Armene ere over 5 Gange saa lange som Skiven er bred. Bugpladerne ere omtrent
lige lange og brede — i Spidsen åf Armene længere end brede — ottekantede og lidt
hule paa Siderne, forat give Plads for de to skjælformige Fodpapiller. Rygpladernes
Form er temmelig variabel; egentlig ere de ovale paa tvers, men eftersom den øverste
Armpig rykker ind paa dem eller bort fra dem, afstumpes eller tilspidses de paa den ene
eller paa begge Sider, og deres Form bliver derfor uregelmæssig, sjelden eller aldrig fuld-
kommen eens paa 2 efter hinanden følgende Led; paa Armens inderste Deel ere de stærkt
bugede og hæve sig med den ydre Rand op over den næste Plades Niveau. I Spidsen af
Armene antage de den mere regelmæssige Form af Cirkeludsnit, som udadtil begrændses
af en Bue, indadtil af to sammenstodende Skraalinier. Sidepladerne bestaae egentlig
kun af en tynd Hud og en stærk Kjøl, paa hvilken der sidder 3 eller 4 Armpigge; de 2
underste Rækker ere constante, men om der over dem sidder 1 eller 2, er ubestemt, og det

245

,

er netop denne Ubestemthed, der paavirker Rygpladernes Form; naar der kun er 3, sidder
den øverste naturligviis længere nede, end naar der er 4. Det samme Led kan enten have
3 eller 4 Pigge paa begge Sider eller 3 paa den ene og 4 paa den anden. De 2 underste
ere kegledannede, noget sammentrykte og saa lange som 14 Bugplade; hvis der er 4, gjør
den tredie Overgangen til den øverste, som er saa lang som halvtredie Bugplade og over-
maade tyk, næsten tøndeformig. Hvor betegnende end denne særdeles tykke Pig
er for det inderste Stykke af Armen hos Ophiocoma crassispina, er den dog ikke altid
udviklet i lige høj Grad, og man træffer temmelig store Exemplarer, hvis øverste Pig vel
er længere og tykkere end de andre, men dog af en regelmæsig Kegleform. I Spidsen
af Armene ere Piggene forholdsviis længere, tyndere og mere eens; den øverste er
ikke i Formen, men kun ved Længden forskjellig fra de 2 andre, som ere saa lange som
to af de tilsvarende Bugplader, medens hiin er saa lang som 3 eller 4. I det Hele har
Armenes ydre Deel et eensartet regelmæssigt Præg, der er saameget forskjelligere fra
deres indre Deel, jo mere eiendommeligt denne er uddannet. Et af de største Exem-
plarer har et Skivetvermaal af 30mm og Arme af c. 160mm Længde. Nogle ere sorte paa
Rygsiden og lyse paa Bugsiden med fine Tegninger paa Sidepladerne, undertiden ogsaa
paa Bugpladerne, eller Piggenes Underside er lys; andre ere lysere, f. Ex. graae med
grovere eller finere, undertiden meget regelmæssige, mørkere Tegninger paa Skiven, med
afvexlende mørke og lyse Bælter paa Armene og med fine marmorerede Tegninger paa alle
Armpladerne og Piggene. Say beskriver O. crassispina som mørk purpurfarvet, mere eller
mindre tegnet med Gulagtigt paa Armene og Undersiden, og med gulagtige Pigge. — Denne
Art er hyppig i Vestindien, hvor den repræsenterer samme Typus som ©. scolopendrina
i Ostindien. Riise har taget den ved St. Thomas (f. Ex. paa Koraller i 3-4 Fods Dybde),
Ørsted ved St. Croix (2 Favne), Say ved Florida, hvorfra Museet ogsaa besidder et
Exemplar.

Naar Ungerne kun have et Skivetvermaal af 5"m, er Skiven allerede beklædt med
Korn; Mundskjoldene ere kredsrunde, Armrygpladerne lige lange og brede og af Form som
Ruder eller Cirkeludsnit; der er ogsaa allerede 2 Eodpapiller og 3 eller 4 korte Armpigge, af
hvilke den overste er tyk og but og saa lang som 2 Armled. Farven er sort med nogle
hvide Pletter i Randen af Skiven og med talrige hvide Bælter i Armenes yderste Deel.

Ophiocoma Riisei Ltk.
(Tab. IV, fig. 6.)
Synonym? ©. Wendtü M. Tr.

Beskrivelse. Skivebekledningen frembyder intet Mærkeligt. Mundskjoldene
ere en Deel længere end brede, kantet-ægformige og bredere udadtil end indadtil; Tand-

246

papillerne ere ordnede i tre eller fire Rækker. Armene cre 6 til 7 Gange saa lange som
Skiven er bred; Bugpladerne ere meget mere brede end lange, ottekantede, men lidt
bredere udadtil end indadtil, eftersom deres Sider convergere lidt indefter. I Spidsen af
Armene blive de endnu spidsere i denne Retning, og Længden tiltager paa Bredens Bekost-
ning. Rygpladerne ere udadtil begrændsede af en Bue, indadtil af 2 Skraalinier, hvis
Skjæringspunkt skjules af den foregaaende Plade. Forresten varierer deres Form endeel
og bliver ved en ringe Modifikation til en bred regelmæssig Sexkant, hvis Brede er det
dobbelte af dens Længde. I Spidsen af Armene antage de Form af Cirkeludsnit og adskil-
les fuldkommen fra hinanden ved Sidepladerne. Der er 1 Fodpapil, kun paa de i
Skiven optagne Led 2, og 3 eller 4 tynde, trinde, i det hoieste i Spidsen lidt sammentrykte
Årmpigge, der tiltage jevnt i Længde og Styrke fra den underste, der er saa lang som
2 Armled eller lidt derover, til den øverste, der er saa lang som 4 eller 6. Men disse
meget store Pigge findes kun med 1, 2 eller 3 Leds Mellemrum og sjeldent paa begge
Sider af det samme Led. I Spidsen af Armene ere Piggene tynde og saa lange som 3
Armled. Under Lupen vise de sig svagt rue, som om de vare belagte med yderst fine
Skjæl, og Armpladerne gjøre ligesom hos andre Arter Indtrykket af at være kornede. —
Farven er enten mørkebruun eller sort uden Aftegning, saa at der kun i Spidsen af Armene
er Spor til fine lyse Tverlinier, eller disse vise sig i største Delen af Armenes Længde,
og Skiven viser da tillige mørkere Radiallinier paa en bruun Grund. Skivetvermaal 24mm,
Armlengde 160mm, Årten er indsendt af Hr. Riise, der har taget den sammen med
den foregaaende.

Ungerne udmærke sig ved at mangle Korn paa Skiven, uagtet de allerede have et
Skivetvermaal af 5-6mm, Skivens Beklædning minder ganske om Ophionereis; Rygsiden er
bedækket med en Mængde Smaaskjæl; Randskjællene ere lidt større og tydeligere end de
andre, og kun lidt af Radialskjoldene kommer tilsyne. Mundskjoldene ere aflange, bredere
udadtil end indadtil, med lige Siderande. Der er 4 Mundpapiller og en Gruppe af Tand-
papiller under Tænderne. Sidemundskjoldene ere fuldkommen adskilte fra hinanden og
ligge hvert paa sin Side af Mundskjoldene. Armbugpladerne ere ved Grunden af Armene
temmelig brede og af den sædvanlige Form; der er 1 Fodpapil og inderst 3 eller 4 lange
og tynde, rue Armpigge; den øverste og længste er saa lang som 3 Armled. Rygpladerne
ere rudeformige eller have Form af Cirkeludsnit; i Armenes inderste Deel berøre de hin-
anden, men fra Midten af ere de adskilte af Sidepladerne. — Exemplarer med 8mm Skive-
tvermaal ere endnu skjællede uden Kornbedækning; deres Rygplader ere sexkantede og
omtrent lige lange og brede.

Jeg har troet at burde meddele en udførlig Beskrivelse af Ungen paa dette Sta-
dium, da man let kunde miskjende den og enten ville henføre den til Ophiopsila eller
opstille den som en heel ny Slægt paa Grund af, at Kornbeklædningen mangler.

UE

Uagtet O. erinaceus ved Fodpapillernes Antal hører til en anden Gruppe, forekom-
mer det mig dog, at denne Art og ©. Rüsei kunne siges at repræsentere hinanden, om

end ikke fuldt saa noie som O. crassispina og O. scolopendrina.

Ophiocoma æthiops Ltk.

Beskrivelse. Denne anseelige Art — den eneste, som hidtil er bekjendt
fra Amerikas Vestkyst — har en fin Kornbeklædning og særdeles brede og flade Arme.

Ligesom det ogsaa ofte er Tilfældet hos andre Ophiocoma-Arter, gaaer Kornbeklædningen
lidt ud paa de inderste Armled. Paa Undersiden mangler den ganske paa et temmelig
bredt A-formigt Parti langs med Genitalspalterne; Formen af et A fremkommer derved, at
Kornene dog midt i hvert Armmellemrum fortsætte sig næsten lige til Mundskjoldene.
Disse kunne være dobbelt saa lange som brede; deres Sider kunne næsten betragtes som
parallele; indadtil ere de afrundede, udadtil afstumpede. Tandpapillerne, henved 20 i
Alt, sidde i en firdobbelt Række; foruden dem er der 4 eller 5 Mundpapiller ved hver Mund-
rand. Armrygpladerne ere mere ligebrede og mere eensdannede end hos de andre
store Ophiocoma- Arter, og Armenes Rygflade gjør derfor et langt mere regelmæssigt Ind-
tryk end hos de 2 foregaaende Arter. Dette har sin naturlige Grund deri, at ingen af de
øverste Armpigge her optræder med nogen overordenlig stærk Udvikling og derved for-
mindsker den tilstødende Rygplades Brede og forandrer dens Form. Rygpladerne ere 3
Gange saa brede som lange og tilspidsede paa begge Sider, saa at de kun berøre hinanden
i en kortere Strekning; deres ydre Rand er i Regelen tydelig indtrykt. I Armenes
yderste Deel modificeres denne Form som sædvanligt meget betydeligt; den gaaer der
gjennem en Øxeform over i Cirkeludsnittets. Bugpladerne ere væsenlig af den sædvan-
lige Form; de ere ottekantede, saaledes at de 3 indre Linier tilsammen danne en Bue,
hule paa Siderne og smallere indadtil end udadtil, hvor deres Brede er lidt større end
deres Længde. I Regelen er der kun 1 Fodpapil; hist og her er der dog 2, og paa Årme-
nes inderste, i Skiven optagne Deel er dette Regelen. Allerinderst ved Armenes Udspring
er der 5 eller 4 tynde og sammentrykte, omtrent lige lange Pigge; deres Længde er lig
med Længden af 2 Armled, og de øverste ere kun ubetydeligt tykkere end de andre. I den
øvrige, kraftigt udviklede, Deel af Armen er der 4, sjeldnere 3 Armpigge, af hvilke de 2
underste have den nysanførte Form og Længde, medens den øverste eller de 2 øverste ere
lidt længere — skjondt sjeldent saa lange som 3 Armled — og tykkere samt trinde og
butte. I Henseende til Armpiggenes Længde og Tykkelse kan denne Art siges at staae
imellem O. Rüsel og crassispina eller mellem O. erinaceus og scolopendrina. Farven er

aldeles sort, kun paa Armenes alleryderste Deel optræde nogle fine lyse Tegninger ligesom hos

248

O. Rriisei. Det foreliggende Exemplar har et Skivetvermaal af 30mm, og Armene ere c. 150mm
lange; det er fra Panama og gjennem Hr. Riise erhvervet fra Smithsonian Institution.

Ophiocoma pumila Ltk.
(Tab. IV, fig. 5).

Beskrivelse. Mundskjoldene ere næsten kredsformige og Sidemundskjol-
dene mindre end hos de andre vestindiske Arter. Tandpapillerne danne 3 Rækker.
Størstedelen af Armmellemrummene ere kornbeklædte. Armene, hvis Antal hos de Voxne altid
er 5,ere lange og flade. Rygpladerne ere dobbelt saa brede som lange, ovale paa tvers,
men dog begrændsede udadtil af en svagere Bue end indadtil. Bugpladerne ere
omtrent lige lange og brede og af den sædvanlige ottekantede Form; i Spidsen af Armene
blive de ovale (paa langs), og Rygpladerne blive der næsten hjerteformige, skjondt uden
Indbugtning. Der er I Fodpapil og 4 (inderst undertiden 5) tynde, lidt sammentrykte
Armpigge, af hvilke den underste og korteste er saa lang som halvandet Armled; de 2
øverste ere enten lige lange, eller den næstøverste er lidt længere, som 3 Armled. —
Skiven er lysebruun eller graa med mørkere Afskygninger; paa Armene vexle Bælter af hine
Farver med lysere, tegnede af hvidt og lysebruunt. De mørkere Partier blive i Spidsen af
Armene næsten sorte. — Skivetvermaal 157m og Armlængde ce. 135™. St. Thomas,
St. Croix (Ørsted, Riise).

Tidligere kjendte jeg kun Ungerne af denne Art, som jeg beskrev under Navn af
O. pumila, hvilket Navn nu vistnok ikke er meget passende, men som jeg dog troer mig
forpligtet til at beholde. Til Sammenligning med de andre Arter, hvis Unger ere beskrevne
i det Foregaaende, og som Exempel paa de Forandringer, Ophiurerne undergaae med Alde-
ren, vil jeg meddele en udførlig Beskrivelse af Arten i denne Tilstand. Af 12 Exem-
plarer have de 8 6 Arme, af hvilke da de 2 eller 3 gjerne ere mindre (baade
kortere og tyndere) end de andre 4 eller 5 Arme. Jeg skal lade uafgjort, hvorvidt man
heraf kan slutte, at Arten oprindelig optræder med 5 Arme, men saa deler sig og repro-
ducerer de 2, hvorved det normale Femtal kommer ud. Skiven er tyndt beklædt med
Korn, hvoraf der ogsaa sees enkelte paa Undersiden. Mundskjoldene ere ægformige,
Sidemundskjoldene trekantede. Nogle have 2, andre 3 Rækker af Tandpapiller. Armryg-
pladerne ere næsten kredsrunde eller lige lange og brede, udadtil begrændsede af en stærk
Bue, indadtil af 2 convergerende Linier, som dog ikke mødes, da Vinkelen. er afstumpet.
Bugpladerne ere mere lange end brede og tidt bredere udadtil end indadtil, hvor de
begrændses af skarpere Linier. De have 1 Fodpapil og 4 korte kegledannede Armpigge,
af hvilke de underste ere de korteste, de øverste de længste, men knap saa lange som 2

249
Armled. Farven lysebrun med mørkere og lyse Bælter paa Armene. Skivetvermaal 5",
Årmlængde 25mm,
Af mig bekjendte Arter er O. pumila" nærmest beslægtet med O. Valenciæ M. Tr.

12. Ophiothrix M. Tr.

Hos de Arter, som jeg har havt Leilighed til at undersøge, ere Radialskjol-
dene saa store, at de optage den største Deel af Skivens Rygside og have Form af ret-
vinklede Trekanter, hvis Stilling er saadan, at de to, der høre sammen, vende Hypo-
tenuserne mod hinanden, de lange Catheter mod deres Naboer og de korte mod Armene
og Skiveranden. Den øvrige Deel af Skivens Rygside indskrænkes derved til 10 Radial-
bælter, nemlig 5 smalle, som ligge i Retning med Armene, og 5 brede, som ere ret-
tede mod Midten af Armmellemrummene, men alle 10 stødende sammen midt paa Skiven.
Radialbælterne og Skivens Underside ere formodenlig altid beklædte med Skjæl, men disse
skjules mere eller mindre af en Bevæbning, bestaaende enten af rue Torne, eller af
lange takkede Pigge eller af Dannelser, som staae paa Overgangen mellem begge; Radial-
skjoldene kunne være nøgne eller mere eller mindre besatte med Torne eller Pigge. Og-
saa paa Undersiden fortsætter denne Beklædning sig; kun den ved de 10 Genitalspalter
nærmeste Deel af Armmellemrummene er altid nøgen. Ved hver Spalte er der et større
ydre og et mindre indre Genitalskjæl; de to indre i samme Armmellemrum slutte sig tæt
til hinanden og til Mundskjoldet. Mundskjoldene ere smaa, en Deel mere brede end
lange, og have en spids Vinkel paa den indvendige Side og to afrundede Sidevinkler; Madre-
porpladen er større og mere rundagtig end de andre. Sidemundskjoldene ere nogen-
lunde trekantede og ligge indenfor Mundskjoldene, saaledes at de med deres smallere
Ender naae sammen indenfor Mundskjoldets Spids og med de bredere støde op til de
inderste Armled. Mundrammerne efterlade mellem sig et lille trekantet Rum, men støde
sammen i Spidsen, hvor Kjæben støtter sig til dem; da der ingen Mundpapiller er, vise
Mundvigene sig med deres fulde Brede; den Deel af Mundrammen, som boier sig op og
ind i Mundvigene, indeholder en Pore for en Mundfod; mellem hvert Par Mundrammer er
der i Mundvigens Loft en Spalte af Form som en Landsespids. Størstedelen af Kjæberne
optages af Tandpapillerne, som danne en Række paa hver Side samt et kileformigt Parti i
Midten og strække sig høit op i Munden. Armene ere i det mindste 6 Gange saa lange
som Skiven er bred. Bugpladerne ere næsten firkantede og berøre hinanden i hele

1) Det er maaskee ikke overflødigt at bemærke, at denne Art i sin Tid er tilstillet enkelte Museer
under Navn af O. placentigera, inden Identiteten af de Voxne og Ungerne var anerkjendt.

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem Afd. 5 Bd. De

250

deres Brede; Rygpladerne have enten Form af en skjæv afstumpet Rude, eller denne
gaaer over til en øxeagtig Figur, som udadtil begrændses af en Bue, indadtil og paa
Siderne af hule Linier. Hver Sideplade har en stærkt fremstaaende Kjøl med Ledgruber
for 6-9 tynde, glasklare, skjøre, sammentrykte og langs med de skarpe Kanter stærkt
takkede Armpigge; de underste ere korte, næsten rudimentære, hvorimod Længden af de
øverste ofte er $ af Skivens Tvermaal. I Armenes yderste Deel erstattes den underste
korte Pig af en Hage med 3 eller flere Takker. Enten mangler Fodpapillen eller den er
aldeles rudimentær.

Slægten er væsenlig tropisk; fra den tempereerte Zone kjendes kun O. fragilis)
fra Middelhavet og den skandinavisk - brittiske Region. De fleste Arter synes at tilhøre
det store østlige Ocean. Da de have saa mange Slegtseiendommeligheder tilfælles, ere
de vanskelige at diagnosticere, hvilken Vanskelighed forøges ved den Foranderlighed i
Skivens Beklædning, som ofte viser sig hos samme Art, tildeels som Aldersforskjel; den af
Müller og Troschel forsøgte Deling af Slægten i 3 Grupper efter Ryggens Beklædning

vil derfor ikke kunne gjennemføres.

Ophiothrix Suensonii Ltk.
(Tab. IV, fig. 2.)

Dignoscitur squamis disci distinctis, scutis radialibus nudis, zonis radialibus angu-
stis, spinis longis tenuibus sparsim obtectis, spinis brachiorum vulgo quinis, 10-15ties den-
tatis, in intima brachiorum parte pluribus, utrinque approximatis, series transversas haud
interruptas fere formantibus, linea nigra vel saturate purpurea dorsum brachiorum et disci
usque ad centrum percurrente.

Beskrivelse. Radialskjoldene ere meget store og nøgne; Radialbelterne
imellem dem ere derfor meget smalle og ikke meget bredere end de, der adskille de sam-
menhorende Radialskjolde; de ere ligesom Armmellemrummene beklædte med Skjæl, som
paa Skivens Underside ere ordnede, mere eller mindre tydeligt, i Tverrækker, parallelt med
Skivens Rand. Radialbælterne bere nogle Pigge, som hos udvoxne Individer alle ere
lange og tynde og indleddede med et virkeligt Ledhoved paa Skiven ligesom Armpiggene,
dem de fuldkommen ligne, naar det undtages, at de kun have ganske enkelte Takker og
ere meget mindre. Hos de udvoxne Individer er deres Antal meget større end hos de
yngre. Paa hvert af de smalle Radialbælter er der en Række af 2 eller 3 saadanne Pigge,
paa de brede derimod danne de et Par Rækker. Mundskjoldene ere dobbelt saa brede

1) Ifølge Forbes er Delle Chiajes Asterias tricolor, Ferrusacii og quinquemaculata kun Varieteter
J eS ERAN
af Ophiothrix fragilis. Johnstons Ophiura granulata er en Ophiocoma, og »Systemets» Ophiothrix
granulata bortfalder derfor.

251

som lange og have den sædvanlige Form som en bred Oval med en indvendig Spids.
Armene ere temmelig lange og tynde. Rygpladerne ere mere lange end brede og
antage derfor Form af en langagtig Sexkant, hvis Sider er lidt hule eller buede. Bug-
pladerne ere ogsaa mere lange end brede; de ere dernæst lidt bredere udadtil end ind-
adtil og have hule Sider og afstumpede Hjørner, ofte ogsaa en Indbugtning udvendig.
Armpiggene ere i Regelen kun 4-5; de underste ere som sædvanlig butte og korte
og kun udstyrede med 4-6 Takker paa hver Side, hvorimod de øverste ere over-
maade lange, tynde og spidse og forsynede med 10-15 Takker paa hver Side; de længste
ere næsten saa lange som 8 Armled; inderst, nærmest ved Skiven, er deres Antal større,
og de rykke her hinanden saa nær fra begge Sider, at de næsten støde sammen og ikke
ere langt fra at danne uafbrudte Rækker tvers over denne Deel af Armen, ligesom hos
Ophiacantha spinulosa. De tretakkede Hager, der erstatte den underste Fodpapil, kunne
hos yngre Exemplarer forfølges næsten lige til Skiven. Exemplarer med Arme af c. 60mm
have et Skivetvermaal af 6™ og Armpigge af A"m Længde; paa Exemplarer med et Skive-
tvermaal af 9™™, ere de 6mm Jange. Museet største Exemplar har over 4" i Skivetvermaal
og Arme af mere end 5" Længde. Farven har udentvivl været rosenrod med en morke-
rod Linie langs ud ad Ryggen af hver Arm; disse 5 Linier fortsætte sig ind paa Skiven
og modes midt paa denne, saa at de danne en mork Stjerne paa lys Grund. En lignende,
men meget svagere Linie løber langs ad Armenes Bugside lige til Munden. Paa Skivens
Bugside mellem Armene vexle lyse- og mørkerøde Tverstriber, som lobe parallelt med
Skiveranden. Ogsaa Piggene have et svagt Rosenskjær. — Denne Art synes at vere
mindre almindelig; Universitetsmuseet besidder kun nogle faa Fxemplarer, som det skylder
Suenson og Riise. Sidstnævnte har taget den paa 24-3 Favnes Dybde paa Gorgonier
og Svampe.

Et af de foreliggende Exemplarer frembyder den Merkelighed, at det mellem 2 af
sine » Arme har en sjette mindre; der er imidlertid ikke dannet nogen tilsvarende sjette
Mundvig, uagtet Tilstedekomsten af den sjette Arm har forstyrret de Munden omgivende

Deles Form.

Ophiothrix Orstedii Ltk.

(Tab. IV., flg. 3.)

Dignoseitur zonis radialibus squamatis, spinis nonnullis tenuibus levibus obsilis,
spinis brachiorum 6-9nis, quater vel sexties dentatis, lineis transversalibus undulatis albis
in dorso brachiorum, longitudinali nulla.

Beskrivelse. Radialbælterne ere tydelig skjælklædte ligesom hos O. Suen-
sonit; paa de smalle er der en Række af 4-5 Pigge, paa de brede flere; de ere lange,

wo
nm
*

292

tynde og uden tydelige Takker, undtagen i Spidsen. Ogsaa paa Radialskjoldene sees
undertiden enkelte Pigge, og paa Undersiden af Skiven er der en Gruppe af korte Pigge
mellem hvert Par Arme. Armpiggene ere 5-6, inderst indtil 9 i Tallet; de underste
ere korte, de fleste bredt afstumpede og fint takkede i Enden. De have kun faa Takker,

6, 4 eller endog kun 2 paa hver Side. Endnu i temmelig kort Afstand fra Skiven
viser den underste Pig Spor til Hagedannelse. — I Habitus ligner denne Art ganske den

folgende, men den vil altid let kunne skjelnes fra denne ved Arm- og Skivepiggenes færre
Takker og ved det aldeles forskjellige System for Farvetegningen. Denne er nemlig paa
Skiven grøn eller blaagrøn med lyse og mørke Punkter; paa Armenes Rygside indfattes
Leddene af fine hvide, noget bugtede Tverlinier, som endmere udhæves ved at ledsages af
mørke Linier. Nogen lys eller mørk Længdelinie findes derimod ikke. Denne Farvetegning
erkjendes allerede hos Unger med et Skivetvermaal af 3"": deres Arme ere meget tynde,
og deres Armpigge faa, korte, tynde og svagt takkede; Skiven er allerede besat med
adskillige Pigge. Udvoxne Exemplarer have et Skivetvermaal af 9"", en Armlængde af
60mm, Armpigge af Amm og Skivepigge af 11mm Længde. De ere tagne af Ørsted og

Riise ved St. Croix og St. Thomas sammen med O. violacea.

Ophiothrix violacea Müll. Tr.
(Tab. V. fie. 1).

Synonymer: Ophiothrix violacea M. Tr. System der Asteriden p. 115 (Rio Janeiro) og Archiv f. Naturgesch. XI.
(1843) p. 113 (Syd-Carolina).
— caribea Ord. Ltk. I. c. (Vestindien).
= Kröyeri Ltk. 1. c. (Rio Janeiro).
2 Ophiura angulata Say 1. e.

@Ophiothri hispida Ayres Proc. Bost. Soc. IV, p. 249. f Formodenlig Ungerne af denne Art.

Dignoscitur scutis et zonis radialibus spinulis brevibus vel spinis longis tenuibus
dentatis obtectis, spinis brachiorum 6-8nis, 10-20ies dentatis, linea alba obscure marginata
dorsum brachiorum percurrente. N

Beskrivelse. Skivens Beklædning varierer en Deel. Radialbælterne — af
hvilke de bredere her ere temmelig brede, da Radialskjoldene ikke ere meget store, — ere
tæt bedækkede med smaa Torne eller lave Pigge, som ende med 3 eller 4 Spidser; de
findes ogsaa paa Radialskjoldene, men her dog i Regelen mere tyndt, og ligeledes paa den
yderste Deel af Skivens Bugflade; meget ofte er der desuden paa de brede Radialbælter
udviklet et større eller mindre Antal takkede Pigge af samme Beskaffenhed som Armpig-
gene, men mindre og med 4-7 Takker paa hver Side. [os udvoxne Exemplarér synes det
at være Regel, at der i det mindste er nogle saadanne Pigge blandede med Skivens
øvrige Torne. Mundskjoldene ere aflange paa tvers med en mere eller mindre frem-

trædende Spids vendende ind imod Munden. Armrygpladerne ere omtrent lige lange

253

og brede; de variere noget i Formen, men ere i Almindelighed rudeformige eller oxedan-
nede; midt ad Armryggen løber en svag Kjøl, fra hvilken de skraane lidt ned til begge
Sider. Bugpladerne ere meget mere brede end lange, -sexkantede, saaledes at de
udadtil og indadtil begrændses af en længere, paa hver Side af 2 kortere Linier; deres
ydre Rand er ofte indbuet paa Midten. Piggene ere 6-8 i Tallet, de 3 øverste meget
lange, hvorimod de andre aftage i Længde ned imod den tredobbelte Hage eller den yderst
lille Pig og den rudimentære Fodpapil, som afslutter Rækken forneden; de længste ere saa
lange som 5 Armled og længere end 4 af Skivens Tvermaal; nogle ende spidst, andre som
afstumpede og fint takkede; langs ad hver Side kunne de have 10-15 eller endog henved
20 skarpe Takker. Hager sees hos udvoxne Exemplarer kun i Armens ydre Halvdeel. —
Et Skivetvermaal af 10"m og Arme af 60-80mm Længde kan ansees for Artens Maximum.
Piggene ere da 4"" lange. Grundfarven er Blaat eller Violet, Undersiden hvid med blaa-
lige Tegninger; ogsaa Piggene have et Anstrog af Grundfarven; undertiden ere de og
Skiven stærkt orangerøde og kun Armene morkeblaae. En hvid eller gul, med Morkeblaat
indfattet Linie, som løber langs ad Armryggens Kjøl, er særdeles betegnende for denne
Art. Paa Rygpladerne er der desuden ofte nogle lyse Pletter, og paa enkelte er det Lyse
saa overveiende, at de maae beskrives som havende gule Arme med fine blaae Tegninger.
Unge Exemplare ere meget blege og have kun Radialbelterne beklædte med Torne
med 2 eller 3 Spidser; Radialskjoldene ere nøgne, Armpiggene faa i Tal og udstyrede med
faa Takker.

O. violacea er meget almindelig i Vestindien, hvor den især lever paa Gorgonier
og Svampe paa ringe Dybde. — Jeg har tidligere troet, at de vestindiske Exemplarer
(O, caribæa mihi) ikke kunde være samme Art, som de, Prof. Krøyer havde taget ved
Rio Janeiro (O. Kroyeri); men ved at erholde et fuldstændigere Materiale, deels fra
Vestindien ved Hr. Riise, deels fra Prof. Kroyer, som havde den Godhed at overlade
Museet, hvad han endnu besad deraf, er jeg kommet til den Erkjendelse, at de angivne
Skjelnemerker ere utilstekkelige. Derved bortfalder igjen Hovedgrunden til at betvivle
Identiteten med ©. violacea M. Tr., som netop angives at være erholdt baade fra Rio og
fra Syd-Carolina, men som iøvrigt er beskrevet meget ufuldstændigt og kun efter unge
Exemplarer. Fra Florida har Museet gjennem Smithsonian-Institution erholdt 2 Ophzo-
thrie-Individer, som jeg ogsaa antager for at hore til den samme Art. At de af Say og
Ayres under ovenanforte Navne beskrevne Arter repræsentere den spæde Alder af O, voo-

lacea, er i det mindste rimeligt.

Ophiothrix spiculata Le Conte.

Beskrivelse. Denne Art staaer meget ner ved O. violacea. Skivens Radial-
bælter ere tæt beklædte med smaa tvetakkede Torne, af hvilke der ogsaa er enkelte paa

254

Radialskjoldene og paa Undersiden midt imellem Armene. Mundskjoldene ere rudeformige,
men deres indvendige Sider ere dog noget hule og Vinkelen derfor meget spids. Armene
ere middellange, Rygpladerne som sædvanligt begrændsede af en convex Yderbue og to
concave Sider, Bugpladerne sexkantede, mere brede end lange. Der er 6-7 Armpigge,
af hvilke de underste ere meget "korte, de øverste derimod næsten 3 Gange saa lange som
Armen er bred; de ende but, men dog med flere Spidser og have nedad hver Side 10
korte, udstaaende, tætstillede Takker. — Dr. Ørsted har taget denne Art ved Puntare-
nas (1-5 Favne) og Realejo. Le Conte har beskrevet den fra Panama. Det bedst beva-
rede Exemplar har 5"" Skivetvermaal og Arme af over 20™ Længde. Dets Grundfarve
svæver mellem det Blaalige og Violette; langs ud ad Armene er der baade en mørkere
Linie og lysere og mørkere Tverbælter, som hos de fleste andre Slangestjerner. Desuden
er der mørkere Pletter paa Radialskjoldene. En af Dr. Ørsted meddelt Skizze angiver
snarere Grundfarven som grønlig, Rygpladerne som violette og hvert fjerde Armled som

rødt underneden og paa Siderne; ogsaa Skivens Rygtorne synes at være røde.

Af ugrenede Euryaler kjendtes hidtil kun een Slægt (Asteronyx); de 2 nye Slæg-

ter af denne Gruppe, som Dr. Ørsted har hjembragt, høre derfor til det interessanteste

Udbytte af denne Naturforskers Reise.

13. Asteroporpa Ord.

Dignoscitur inter ceteras Euryalas disco radiato, gibboso, brachiis longissimis sim-
plieibus, apice filiformibus, profunde annulatis, annulis dorsi disci et brachiorum verrucis
asperis, in brachiis et parte disci hamulas gerentibus, obtectis, rimis genitalibus decem,
loco solito, spinis oralibus conicis, brachialibus brevibus asperis subtus in annulis collo-

catis, corpore madreporiformi singulo.

Asteroporpa annulata Ord. Ltk.
(Tab. V, fig. 4.)

Dignoscitur costarum parte intima verrucis conicis obsita, radios decem verrucosos
formantibus, parte centrali disci granulata minima.

Beskrivelse. Skiven er forholdsviis hei (tyk); den Deel af den, som støttes
af Ribberne, er nemlig sterkt opsvulmet og danner ligesom 5 Pukler, der mellem sig
begrendse et midterste, lille, femkantet, noget indfaldet Stykke, som dog tildeels ogsaa
udfyldes af Fortsættelser af Ribberne. Seet ovenfra er Skiven saa stærkt indtrykt i Arm-

vinklerne, at den har Form af en Stjerne med fem korte og tykke Straaler (de omtalte
Pukler), som efter en temmelig pludselig Sænkning fortsætte sig i Armene; paa Bugsiden
gaae Armene og Skiven mere umiddelbart over i hinanden. Armene ere flade paa Bug-
siden og hvælvede paa Rygsiden, men uden nogen bestemt Grændse mellem disse, og i
det mindste ligesaa høie som brede; de ere dernæst overmaade lange og tynde og aftage
stærkt i Tykkelse fra Grunden til Spidsen, saa at deres yderste Stykke er fint som en
Traad. De ere afdeelte i korte, tæt paa hinanden følgende Ringe, som adskilles ved For-
dybninger eller Indsnøringer omtrent af samme Længde; tydeligst er denne Leddeling paa
Ryggen og Siderne, mindre paa Bugsiden, og i den yderste Deel af Armen udvidskes den
ogsaa noget, saa at de tynde Armender blot ere knudrede eller moniliforme. De ophoiede
Ringe ere besatte med smaa takkede Vorter, som bære fine Hager, hvilke iagttages
tydeligst paa Armenes midterste Stykke; paa Bugsiden er denne Beklædning udviklet til
korte, trinde, rue, i Enden med 3-4 smaa udstaaende Spidser udrustede Pigge; paa de
inderste Armringe er der 5-6 saadanne Pigge i hver Række og paa hver Side af Armenes
Midtlinie; længere ude ere de færre, og paa de traadfine Armspidser blive alle disse Dannelser
utydelige eller forsvinde ganske. I hver Indsnøring mellem 2 Armringe er der paa Under-
siden af Armen en Fodpore paa hver Side, men ingen Fodpapiller. Indsnoringerne ere
ligesom Skivens Bugside dækkede med runde Korn, som snart staae mere tæt, snart mere tyndt.
Armvinklerne ere ligeledes kornede og skarpt afgrændsede fra Skivepuklernes Halvringe
og fra den til Bugsiden hørende, i Skiven optagne Deel af Armene. I hver Armvinkel
er der 2 Genitalspalter, een paa hver Side af hver Arm; i den ene Armvinkel ligger en
lille porøs Madreporvorte. Mundvigene ere besatte med spidse Mundpigge, som
ogsaa fortsætte sig op i Munden paa Tændernes sædvanlige Plads. Hver »Skivepukkel«
har 6 Tverringe af større Vorter eller Pigge; de 3 yderste Ringe ere smallere, følge
tættere paa hinanden og bære hver kun een Tverrække af Vorter; den fjerde ledsages lige-
som de 2 inderste af en mindre Kornrække paa hver Side, men bærer ligesom de 3 ydre
og Armringene fine Hager. De 2 inderste ere de bredeste og bære hver 3 Rækker af
Vorter, een hoiere mellem to lavere; den inderste er den korteste, men bærer de største Vorter.
Disse Dannelser tiltage nemiig i Størrelse i hele dette Afsnit fra Periferien mod Centrum.
Den midterste Række Vorter paa de to inderste Ringe fortjener maaskee snarere Navn af
korte, tykke, i Enden deelte og spidse Pigge end af Vorter. Det af de 5 »Puklers«
inderste Ring begrændsede lille femkantede Centralparti har 10 korte Ribber som Fortsæt-
telse af dem, der støtte Puklerne, og besatte med kegledannede eller næsten pæreformige,
med udstaaende Spidser forsynede Vorter eller Pigge af selvsamme Beskaffenhed som de
nys beskrevne, der beklæde de inderste Ringe. Disse Ribber naae dog ikke sammen i
Midten, hvilket Punkt antydes af en lille Gruppe af lignende Vorter. Mellemrummene
mellem Ringene og Ribberne ere ligesom Indsnøringerne paa Armene beklædte med Korn.

Kun eet Exemplar af denne mærkelige Form er hidtil bekjendt. Det skyldes Dr.
Ørsted og er opfisket ved St. Jan paa 50 Favnes Dybde. Dets Arme ere omtrent 110mm
lange og Skiven maaler 1{™™ fra det yderste Punkt af Armvinklerne til det inderste af den
modsatte Indbugtning. Om Farven hos det friske Dyr er Intet bekjendt.

Asteroporpa affinis Ltk.
(Tab. V. fig. 5).

Dignoscitur vadiis, verrucis conicis obsitis, in parte centrali disci granulata
majore nullis.

Paa en pragtfuld, hidtil, saavidt jeg veed, ubeskreven Gorgoniacee!), som tilhørte
afdøde Kong Christian VIIIs zoologiske Cabinet, fandtes foruden flere Exemplarer af Astero-
phyton Cecilia en Asteroporpa, som afviger saameget fra A. annulata ved Beklædningen af
Skivens midterste Deel, at jeg ikke tør henføre den til denne Art. Med dette Exemplar
stemmer ogsaa i det Væsenlige et noget større, som Prof. Steenstrup forefandt i Herlufs-
holms Stiftelses naturhistoriske Samling. Det mindre Exemplar har 4-5, det større indtil
8 Tverringe paa Skivens »Pukler«, og disse Ringe fortsætte sig fra den ene af de to sam-
menhørende Ribber over paa den anden; paa begge Exemplarer erstattes de hagebærende
Vorter ligesom hos A. annulata af større kegledannede Knuder paa de inderste af disse
Ringe. Men begge mangle de 10 radierende Rækker af lignende Vorter, som hos den
foregaaende Art beklæde Ribbernes allerinderste Deel. Et større kornklædt Rum indtager
her Midten af Skiven. Det større Exemplar har et Skivetvermaal af 20mm, — At denne
Form ogsaa har hjemnie i Vestindien, kan neppe betvivles.

Førend flere Exemplarer blive undersøgte, er det neppe muligt at have nogen
bestemt Mening om den anførte Forskjel er constant eller ikke. At afgjøre Spørgsmaalet
ved Analogier, hentede f. Ex. fra Asterophyton Lincki, hvor Skivens Beklædning ofte viser
ligesaa store Forskjelligheder hos forskjellige Individer, synes ikke tilraadeligt, da man
neppe i denne Henseende kan slutte fra den ene Slægt til den anden.

14. Asteroschema Ord.

Dignoseitur genus Asteroschema, Asterophyton simplex fere referens, inter ceteras
Euryalas disco minuto granulato, costis dorsalibus 10, brachiis longissimis, indivisis, fili-
formibus, granulatis, haud distincte annulatis, ore nudo spinis destituto (?), rimis genitalibus

10, loco solito, spinis binis brevibus utrinque in facie inferiore brachiorum.

1) Fortiden opstillet i Universitetets zoologiske Museum under Navn af Herophile regia Stp. At denne
Koral virkelig tilhører det vestindiske Hav, har jeg senere erholdt Vished for ved et i disse Dage af
Hr. Riise indsendt mindre Exemplar

Asteroschema er egenlig at opfatte som en ugrenet Asterophyton, naar det undtages,
at den synes at mangle Mundpigge og Madreporplade; jeg vil imidlertid ikke aldeles
benægte Muligheden af, at jeg trods min Søgen kan have overseet Madreporpladen, eller

at Mundpiggene jo maaskee nok kunde findes paa andre Exemplarer.

Asteroschema oligactes (Pallas).
(Tab. V, fig. 3.)

Synonymer: Asterias oligactes Pallas, Nova Acta Academiæ Petropolitanæ, t. 11. p. 239, tab. V. f. 33.
Ophiura cirrosa Say, Journal of the Academy of Philadelphia €. V. p. 152.

Beskrivelse. Paa Rygsiden af den meget lille Skive sees 10 korte og tykke
Ribber; Armene ere trinde, lidt flade paa Bugsiden og kun utydeligt leddede af svage Ind-
snøringer, samt overmaade lange og tynde, hvorfor de i en meget lang Strækning ikke
aftage synderligt i Styrke. Baade Skiven og Armene ere overalt beklædte eensformigt med
grove Korn uden nogen Forskjel mellem de mere ophoiede og de mere fordybede Steder
og uden Vorter eller Hager. Der sees hverken Mundpigge eller Madreporvorter, og Arm-
vinklernes Beklædning er ikke forskjellig fra den øvrige Huds. I hver Armvinkel er der 2
Genitalspalter ligesom hos den foregaaende Slægt; paa Armenes Bugside er der paa hver
Side af Leddene 2 smaa Pigge, af hvilke den, der er nærmest ved Midtlinien, er ubetydeligt
større end den anden. Det foreliggende Exemplar, som Dr. Ørsted har hjembragt fra
St. Jan (paa 20 Favnes Dybde), har et Skivetvermaal af 6™ og Arme af c. 120mm Længde.
Det har nu Euryalernes sædvanlige lysgule Farve; ifølge en af Dr. Ørsted meddeelt Skizze
har det havt rødlige Armpigge. É

Says Exemplar var ligeledes fra Vestindien og Pallas's fra Curacao. Det
sidstnævnte har længere Arme end det Ørstedske; men hos saa langarmede Former er

der intet Paafaldende i, at et Exemplar kan gaae videre i denne Retning end et andet.

15. Asterophyton Linck.

(Smlgn. {ste Afdeling S. 68.)

De 3 vestindiske Arter kunne adskilles saaledes:

a. Verruca madreporacea majore unica.

A. muricatum Lam. dignoscitur costis disci spinis conicis 6-10 præditis, brachiorum
ramulis solis annulatis, truncis glabris, brachiis et disco simplieiter granulatis, spinis
ambulacralibus nee in disco nec in intima brachiorum parte ullis, in ramis 1-5.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 33

258

b. Verrucis madreporaceis quinque minutis.

A. Cecilia Lik. costis disci et brachiis usque ad basin distincte annulatis, granulis
nequalibus obtectis, spinis ambulacralibus in brachiis nec non in disco usque ad os fere.

A. Krebsü Ord. Lik. costis disci et brachiis indistincte annulatis, granulis æqualibus
obtectis, spinis in brachiis usque ad basin, in disco nullis.

Der findes ikke i Orsteds Samling nogen Art fra Amerikas Vestkyst; Philippis
Asterophyton chilense er det første Vidnesbyrd om Slægtens Forekomst ved denne Kyst-

strekning.
Asterophyton muricatum Lmk, M. Tr.

Beskrivelse. Ribberne ende med en brat afskaaren nogen Flade, men ere
forresten beklædte med Korn ligesom den øvrige Hud, hvorhos de tillige bære en Række
af 5-10 korte, men stærke, kegledannede Pigge, af hvilke de inderste ere de korteste,
og de yderste, som ofte vise Spor til en Kløvning i 4-5 Spidser og sidde mere spredt,
de længste. Armsommene ere meget brede og Armmellemrummene derfor smaa og
næsten indskrænkede til Siderne af den tykke Skive. Genitalspalterne ere forholdsviis tem-
melig smaa. Inderst i en af Armvinklerne ligger en temmelig stor Madreporvorte. Arm-
pigge findes hverken paa Skiven eller paa det inderste Stykke af Armen; de optræde hos
nogle ved den anden eller tredie Forgrening, hos andre først ved Sde eller 10de. Forst
viser der sig Fodporer uden Pigge, saa 1, 2 eller 3 korte Pigge, ja paa de korte og
stærke Sidegrene, som udgaae fra Armens indre Deel, endog 4-5; paa de tyndere Grene
aftager deres Antal igjen, og de antage Form af simple Hager. Baade paa Rygsiden og
paa Bugsiden ere Armene beklædte med den samme tætte og flade Kornbekledning som
paa Skiven; kun paa de yderste Grene vise sig de smalle Ringe, der ogsaa hos andre Arter
ere saa tydelige; disse Ringe ere beklædte med 2 Tverrekker af Korn, paa hver af hvilke
der atter sidder en overmaade lille Hage. — A. muricatum naaer et Skivetvermaal af c. 3"
og er vistnok meget almindelig i Vestindien, da baade Ørsted, Riise, Suenson og
Benzon have meddeelt Exemplarer af den. Ifølge Say forekommer den ogsaa ved
Florida.

Professor Prosch har fra Øen Mona imellem Puertorico og Hayti, fra en
Dybde af 12 Favne, hjembragt en mærkelig lille Asterophyton-Unge siddende paa en
Eunice. Dens Skive er kun 2™ bred; den har 7 i Enden tvedelte Arme og 7 med Pigge
besatte Mundvige. Skivens Ryg er tæt kornet, men uden Pigge, og Armryggene skarpt
afdelte i bredere Bælter paa c. 5 Rækker Korn og smalle Ringe paa 2 Rækker, men
Kornene ere paa dem begge af samme Størrelse; de paa de smalle Ringe bære smaa
Hager. Skivens og Armenes Bugside er tyndt beklædt med Korn. Paa Armenes inderste
Stykke er der 2 Pigge paa hver Side af hvert Led, men de antage snart Form af Hager,

og i den yderste Deel af Armene er kun een paa hver Side. — Om denne mærkelige lille
Form repræsenterer en fjerde Art, maa for Tiden henstaae uafgjort.

Asterophyton Cæcilia Ltk.
(Tab. V, fig. 6.)

Af denne Art findes i Universitetsmuseet eet Exemplar, hjembragt fra Vestindien af
Commandeurcapitain Suenson; det sidder sammenrullet paa en Gorgonia. Paa den
ovenfor omtalte nye Gorgoniacee i Christian VIII's Cabinet sad 4 Exemplarer, af hvilke jeg
har kunnet underkaste det ene en noiere Undersøgelse.!)

Beskrivelse. Skivens Ribber ere afrundede paa Siderne; undertiden have
de Udvæxter til Siden eller ere sammenvoxne med hinanden paa Midten, hvilket dog for-
modenlig kun er individuelle Uregelmæssigheder. Ribberne bære hverken Knuder eller
Pigge, men ere beklædte paa lignende Maade som Armene, nemlig med afvexlende bredere
(og mørkere) Bælter af mindre Korn og smallere (lysere) Tverringe af grovere Korn. I
Nærheden af Skivens Midtpunkt blive Ringene uregelmæssige og afbrudte. Meget skarp er
Grændsen mellem »Ringene« og »Bælterne« kun i Ribbernes ydre Deel, hvor »Ringene«
dannes af en Række store Korn, begrændset paa hver Side af en Række mindre,
som dog ere større og .tydeligere end de til de noget fordybede »Bælter« hørende
Korn; »Ringene« fortsætte sig ofte over fra den ene af de 2 Ribber, der høre sammen,
til den anden. Den øvrige Deel af Skivehuden, saavel paa Ryggen mellem Ribberne som
paa Bugsiden mellem Armene, er fint kornet (og mørk af Farve), hvilken Beklædning dog
er blandet med enkelte smaa (lyse) Striber og Pletter, hvor Kornene ere lidt større.
Armsommene ere smalle, men tydelige, Genitalspalterne store, Mundpiggene korte og tæt-
stillede. Inderst i hver Armvinkel ligger en lille Madreporvorte. Armenes Bugside er
ogsaa beklædt med fine Korn. Fodporerne og de dem ledsagende 2-4 smaa Pigge fort-
sætte sig indenfor Armenes første Deling og næsten lige til Munden. Armenes Ryg og
Sider ere, ligesom Skivens Ribber, ligefra deres Grund til Spidsen af de fineste Greue
beklædte med afvexlende bredere fintkornede (morkere) Bælter og smallere (lysere) Ringe
med 2 Rækker grovere Korn; mellem disse 2 Beklædningssystemer er der en fuldkommen
skarp Grendse. De større Korn bære hver en lille Hage, ikke alene i den yderste Deel
af Årmene, som er ganske ru deraf, men ogsaa i Nærheden af Skiven, hvor de dog synes
efterhaanden for en Deel at falde eller slides af. I Armenes indre Deel ere, ligesom paa den
tilstødende Deel af Skivens Ribber, de Korn, der støde nærmest op til de grovkornede

1) Paa en under Trykningen af dette Ark til Universitetsmuscet fra Hr. Riise indsendt Bebryce (Ver-
rucella) findes 2 Individer af Asterophyton Cecilia og 1 Asteroschema.

260

Ringe, større end »Bælternes« andre Korn og danne en mere eller mindre tydelig Indfat-
ning om hine Ringe. — Det Suensonske Exemplar har et Skivetvermaal af c. 30mm
(mellem Enden af en af Ribberne til Midten af den modstaaende Indbugtning) og den i
Beskrivelsen antydede Farvefordeling, der minder om Ormpadderne (Cæcilierne), og hvoraf
Motivet til Artsnavnet er taget.

Asterophyton Krebsii Ord. Ltk.

Beskrivelse. Skivens Ribber vise Spor til lignende smalle ophoiede Tverringe
som hos A. Cecilia, men Kornbeklædningen paa disse »Ringe« er ikke synderlig forskjellig
fra den paa de med dem afvexlende »Bælter«. Det samme gjælder om Armenes Ryg og
Sider; kun paa de yderste og tyndeste Grene træder Forskjellen som sædvanligt tydeligere
frem. Paa Bugsiden af Armene og Skiven og paa Rygsiden af Armene mellem Ribberne
er Huden fint kornet. Paa den i Skiven optagne Deel af Armene er der vel Fodporer,
men ingen Pigge; disse begynde som 1 eller 2 ved Armenes anden Deling i selve
Skivens Omkreds; ellers er der 2 eller 3 i hver Tverrække, og dem af dem, som sidder
nærmest ved Armens Midtlinie er den største, den yderste den mindste. Inderst i hvert
Armmellemrum er der en lille Madreporvorte. Det beskrevne Exemplar er taget ved
St. Jan paa 50 Favnes Dybde og hjembragt af Dr. Ørsted; det sidder ogsaa paa en
Gorgoniacee.

261

Fjerde Afsnit.

Galathea-Expeditionens Udbytte af Ophiurer.

Uanyttet af Corvetten Galatheas Jordomseiling indskrenker sig, for Ophiurernes Ved-
kommende, til syv Arter, af hvilke kun to synes at vere nye for Videnskaben. Expeditio-
nens Zoologer have med stor Redebonhed imødekommet mit Ønske ogsaa at kunne optage
de af dem indsamlede Slangestjerner i mit Arbeide; navnlig skylder jeg Hr. Prof. Behn
min bedste Tak, fordi han saa yelvilligen har overladt mig de af ham indsamlede Slange-
stjerner til Undersogelse.

Af de 6 Arter ere de 5 indsamlede ved Nikobar-Oerne, nemlig:

Ophiolepis imbricata M. Tr. (ved Prof. Behn),

Ophiactis Reinhardt’ Lik. (ved Prof. Reinhardt), ogsaa taget ved Tahiti af Prof.
Behn.

Ophiocoma scolopendrina (Lmk.) (ved Prof. Behn, Overlærer Kjellerup og
Dr. Rink),

Ophiocoma dentata M. Tr. (ved Prof. Behn) og

Ophiothrix longipeda (Lmk.) (ligeledes ved Prof. Behn). Den sjette, nemlig

Ophiocoma erinaceus M.'Tr., er indsamlet ved Tahiti af Prof. Reinhardt, og den

syvende, .en Amphiura-Art, ved Tahiti af Prof. Behn.

Uagtet Fortegnelsen kun er kort, er den dog ikke uden Interesse i zoologisk-
geographisk Henseende. Medens af de i det Foregaaende beskrevne 56 amerikanske
Slangestjerner kun 3 forefandtes i de europæiske Museer, hvis Materiale stod til Müllers
og Troschels Disposition, da de udarbeidede »System der Asteriden«, ere af de 7° oven-
nævnte Arter allerede de 5 optagne i hiint Arbeide, og de to andre høre til Grupper,
som hidtil næsten ganske ere blevne oversete. Dette Forhold synes at bekræfte, at det
indiske Havs Dyreverden maa være langt bedre repræsenteret i Europas Museer end Ame-
rikas, uagtet dettes Kyster i Aarhundreder have været koloniserede af Europæere. Dernæst
er det interessant at lægge Mærke til den store Udbredning fra Øst til Vest, som mange
ostindiske Ophiurer have. Saaledes er

Ostindiske
Røde Hav. Mozambik. Archipel. Oceanien.
Ophiolepis annulosa kjendt fra . . . + + +
Ophiolepie' cmadar. 2 MN + + +
Eee See Es Timor).

Ophiolepis imbricata. ........ + I.deFrance. + in
Ophiocoma erinaceus......... + + + + (Sandwich-

2 : 2 Øerne, Tahiti).
Ophiocoma scolopendrina ...... + + —+-(Nikobar).

. 5 i: ((Timor).
Ophiothrix longipeda ........ I. de France. ++) (Nikobar)
Oniacnsphemhar die ee a a eo 0 eme +-(Nikobar). + (Tahiti).

Ophiolepis imbricata M. Tr.

Af denne Art har Prof. Behn taget et yngre Exemplar ved Nikobar-Øerne.
Skivens Rygside er tæt belagt med smaa runde taglagte Skjæl; kun langs med Skive-
randen ere de lidt større, men Undersidens ere igjen noget finere end Rygsidens.
Radialskjoldene ere overmaade smaa, næsten blot som fordybede Pletter, adskilte ved
et bredt Skjælparti, dobbelt saa lange som brede, indadtil noget tilspidsede, udadtil afrun-
dede. Mundskjoldene ere vel ikke ganske eens, men dog alle mere brede end lange
og afrundede udadtil, medens deres indadvendte Sider danne en stump Vinkel; de strække
sig ikke ud i Armmellemrummene. Madreporpladen er lidt større end de andre og har
nogle Porer i Randen. Sidemundskjoldene ere forholdsvis temmelig store og ligge
heelt indenfor Mundskjoldene; de ere begrændsede af 2 med Mundskjoldenes indre Rand
parallele Skraalinier; med den ene Ende berøre de hinanden i en Linie, hvis Længde
er lig med Mundskjoldets, med den anden støde de op til den inderste Armbugplade.
Der er 5 Mundpapiller foruden en umage, der sidder under Tænderne; den næstyderste
er den bredeste. Genitalspalternes Rande ere kornede. Armbugpladerne ere nærmest
ved Skiven ubetydeligt mere brede end lange; deres ydre Begrændsningslinie er lidt buet,
Siderne noget hule. Paa hver Side af dem sidder der 2 Fodpapiller i en noget skraa
Stilling for hinanden og 3 korte, glatte og butte Pigge, af hvilke den underste og
længste kun er meget lidt længere end et af Armleddene. Rygpladerne ere paa
Armens inderste Stykke delte i c. 8 Skjæl foruden nogle ganske smaa, der udfylde Mel-
lemrummene mellem de større; paa hver Side danne de kun en enkelt Tverrække,
men midt udad Armene 2. Allerede i en temmelig kort Afstand fra Skiven ordne de sig
imidlertid saaledes, at der er et større Hjørneskjæl paa hver Side, hvorimod de øvrige
danne 2 Tverrækker. Ogsaa i Armenes yderste Deel skjelner man et Skjæl paa hver Side
og en Gruppe af 6 i Midten. — Paa Skivens Underside er der endnu Spor til nogle mør-
kere Pletter.

263

Jeg har kunnet sammenligne det her beskrevne nikobariske Exemplar med 2
fra. Mozambik og fra det indiske Ocean, som J. Miller i sin Tid har overladt
Museet, uden at kunne finde andre Forskjelligheder end saadanne, som med Lethed
forklares som individuelle eller Aldersforskjelligheder. Radialskjoldene ere hos de
ældre Exemplarer fra Mozambik i Regelen mere afrundede, Mundskjoldene tildeels
mere regelmæssigt bredt ovale, Madreporpladen større og udstyret med flere Porer, Pig-
gene lidt tykkere og kortere, men ogsaa mere slidte. I Armenes inderste Stykke træde
det ene af de 2 Skjæl midt paa Rygpladerne tilbage i Udvikling, og der dannes derved
kun een regelmæssig Tverrække af 7 afrundede Skjæl, hvis Mellemrum udadtil udfyldes af
nogle indskudte Smaaskjæl. — Farven er bruun med mørkere Pletter paa begge Sider af
Skiven og med mørkere Baand paa Armene, hvilke Baand blot omfatte een Rygplade, men
adskilles ved ce. 4 lysere. Skivetvermaal 19%", Armlængde c. 60%". Arten er kjendt fra
Timor, Nikobar, Isle de France og Mozambik.

Ophiolepis imbricata falder ikke ind under nogen af de Slægter, hvori jeg har
deelt den gamle Ophiolepis-Slegt. Der gjælder altsaa her omtrent det Samme, som om
Ophiolepis (?) Januarii, at fremtidige Opdagelser maae vise, hvor den nærmest hører hen,
og om man for den kan opstille en særegen Slægt.

Ophiactis Reinhardtii Ltk.
(Tab. II, fig. 7.)
Synonym: Ophiolepis sexradia Grube?

Beskrivelse. Skiven er tyk, lidt bugtet, saaledes at dens Omrids danner en
Udbugtning mellem hvert Armpar; derimod kan der ikke siges at være nogen Indbugtning
ved Grunden af Armene ud for Radialskjoldene. Disse ere meget store og strække sig
ligefra Armenes Basis indtil henimod Skivens Midtpunkt; indadtil ere de stærkt tilspidsede,
udadtil saa brede, at deres Brede, naar de tages under Eet, er næsten ligesaa stor som
deres Længde; de to lige Sider, som de vende imod hinanden, adskilles fuldstændigt af
en meget smal Skjælkile. De øvrige Skjæl danne deels et Parti midt paa Skiven, deels 6
brede Radialbælter af flere Rækker Skjæl ved Siden af hinanden. Midt paa Skiven og paa
Radialbælterne er der enkelte smaa Pigge, men flere i Skivens Omkreds. Armmellemrum-
mene paa Undersiden ere nøgne, d.v.s., uden andre Skjæl end Genitalskjællene. Mund-
skjoldene ere smalle og rudeformige, mere lange end brede; uagtet de bredt-trekantede
Sidemundskjolde kile sig noget ind mellem den inderste meget lille halvmaaneformige
Armbugplade og den efterfølgende, kommer det dog hverken der eller indenfor Mundskjol-
denes Spids til noget fuldstændigt Sammenstød af Sidemundskjoldene. Der er 2 eller
undertiden 3 Mundpapiller, men ingen under de firkantede Tandplader. De 6 Arme ere

kraftige, kun tynde i Spidsen. Bugpladerne ere regelmæssigt ottekantede, saaledes at af

264

deres 8 Sider berøre de 2 de tilsvarende af Nabopladerne. Der er een bred Fodpapil og
en tæt Række af 5-6, i Retningen parallelt med Armenes Axe fladtrykte, korte og meget
rue Pigge; de Sidekjøle, paa hvilke de ere indleddede, ere meget tydelige. Den underste
og korteste er ikke meget større end Fodpapillen ved Siden af den; derfra tiltage de andre
noget i Længde indtil de 2 øverste, som desuden ere mere spidse end de andre 5, som ere mere
butte. Det er imidlertid kun i Armenes allerinderste Stykke, at disse 2 øverste Pigge
findes; i kort Afstand derfra forsvinder den øverste og omtrent med det 13de Led ogsaa
den næstøverste. Her, hvor der altsaa kun er 5 Pigge, ere Rygpladerne bredest; de ere
her nemlig bredt ovale, 3 Gange saa brede som lange, temmelig tykke og derfor
meget bugede, med en svag Antydning til en Spids midt paa deres ydre Rand. Længere
inde aftage de i Brede forat give Plads for den 6te og 7de Armpig, saa at Breden der kun
bliver det Dobbelte af Længden eller endnu mindre; ogsaa længere ude aftager Breden
igjen, og Spidsen i Midten bliver tydeligere. I Armens alleryderste tyndere Deel er Plader-
nes Form naturligviis aldeles forandret, og der er her kun 3 korte og tynde rue Pigg

med Tilnærmelse til Krogdannelse, uden at de dog egenlig antage denne Form. ,

Det største af de 11 Exemplarer, somBehnogReinhardt have tagetvedNikobar og
Tahiti!) og hvorefter den ovenstaaende Beskrivelse især er udkastet, har et Skivetvermaal af 6™™

99

og Arme af c. 33mm Længde. Farven er grøn med lysere Ringe paa Armene ; omkring
hvert Par af de mørkegrønne Radialskjolde er der en lysere Ring; man kunde derfor
ogsaa beskrive Skiven som lys med et morkegront Hjul med 6 Radier og med Sektorerne
mellem disse udfyldte med store mørkegrønne Pletter. Hos de yngre Exemplarer er der

kun 6 Armpigge og Rygpladerne ere mindre brede (bredt ovale eller sexkantede).

O. Reinhardtit hører til den samme Gruppe af Arter som O.virens (Sars), virescens
og Krebsi, hvilke Arter alle staae hinanden meget nær, ja endog have den selvsamme
Farvetegning. Det Samme synes at være Tilfældet med den af Grube fornyligt beskrevne
Ophiolepis sexradia fra Honolulu. Da Grubes Exemplar ikke er mindre end det storste
af Reinhardts og dog kun har 6 Pigge, maa jeg indtil videre ansee dem for at tilhore
forskjellige Arter.

1) Det er først under Trykningen af dette Ark, at jeg har faaet Prof. Behns’Exemplarer af denne Art
til Undersogelse, da Prof. B. forst senere ved at gjennemgaae et Glas med Annelider fra Tahiti er
bleven opmærksom paa dem. Det forekommer mig, at Artens Forekomst ved Selskabs-Oerne, som
næsten have geographisk Længde tilfælles med Sandwich-Øerne, bestyrke Formodningen om de af
Grube og mig opstillede Arters Identitet — en Formodning, der havde mindre for sig, saalænge
Arternes Localiteter laae over 100 Længdegrader fra hinanden,

ae.

Ophiocoma scolopendrina (Lmk.). ')

Beskrivelse. Kornene paa Skivens Rygside ere temmelig grove; paa Bug-
siden er der et bredt Bælte langsmed hver Genitalspalte, hvor der ingen Korn er, og hvor
den fine Skjælklædning derfor ligger blottet; men mellem disse to Bælter forlænger Korn-
beklædningen sig dog ind som en med finere Korn beklædt Trekant, og enkelte Korn
komme atter tilsyne heelt inde ved Mundskjoldene. Disse ere mere lange end brede
e ikke lidet bredere udadtil end indadtil, hvor de ere lige afskaarne, medens de udadtil
begrændses af en Bue eller af en i 3 Stykker brudt Linie. Der er omtrent 15 Tandpa-
piller; underst, hvor Gruppen er smallest og indkneben mellem de 2 inderste Mundpapiller,
er der gjerne 2, hoiere oppe 3 eller 4 ved Siden af hinanden i samme Tverrække. Af de 4
Mundpapiller er den, der sidder tæt op til Tandpapillerne, den mindste; de øvrige til-
tage i Brede til den yderste. Armenes Længde er omtrent det Femdobbelte af Skivens
Brede. Rygpladernes Form varierer noget; deres Brede kan være mere end det dobbelte
af deres Længde; udadtil begrændses de af en buet Rand, der hæver sig lidt op over den
følgende Plades Niveau; deres Sidehjorner ere stærkt tilspidsede, og indadtil begrændses
de og adskilles fra Sidepladerne ved 2 meget skraa Linier, som dog i Regelen ikke støde
sammen, men først vilde mødes under den foregaaende Rygplade. De Uregelmæssigheder
i deres Form, som de ere underkastede, hidrøre ligesom hos andre Ophiocoma - Arter
vesenligen fra Armpiggenes Antal; hvor der er 4 paa begge Sider, er Rygpladen smal
og afrundet, hvor der er 3, er den bred og tilspidset paa Siderne, og den kan meget ofte
paa denne Maade blive afrundet paa den ene Side og tilspidset paa den anden. Inderst
ved Skiven er der 4 (undertiden 5) middelstore Pigge, men i kort Afstand derfra begynde
i Regelen 3 og 4 at afvexle med hinanden; dog kunne gjerne 2 paa hinanden folgende
Led have enten begge, 3 eller begge 4 Pigge, ja man træffer ogsaa Exemplarer, hvor der
i hele Armens inderste Parti stadigen er 4 Pigge. Den underste og korteste er sammen-
trykt og smækker, længere end 14 Bugplade; den næste er igjen lidt længere og stærkere
og noget mindre sammentrykt; den tredie er endnu mere udviklet i samme Retning og
saa lang som 2 Rygplader eller næsten som 3; den fjerde er ikke længere, men tykkere
og bredere. Jo ældre Dyret er, desto mere udviklet er denne Pig, men såa tyk som hos
O. crassispina bliver den aldrig. Bugpladerne ere ottekantede, lidt hule paa Siderne;
maalt paa dette Sted er Breden lig med Længden; deres ydre Rand er undertiden noget
indbuet. Der er 2 Fodpapiller. I Armens yderste Deel modificeres Pladernes og Piggenes

Form o.s.v. paa lignende Maade som hos O. crassispina. — Skivetvermaal 25"™.

1) Diagnoser af de 3 her beskrevne Ophiocoma-Arter ere meddeelte i foregaaende Afsnit p. 243 og 244.

Vidensk, Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd. 5 Bd. 34

Der foreligger en anseelig Suite af Exemplarer fra Nikobar-Oerne, med hvilke jeg
har kunnet sammenligne et Exemplar fra Mozambik, meddeelt af Berliner-Museet. Des-
uden er Arten kjendt fra det rode Hav og fra det indiske Archipel. Farven viser
lignende Variationer som hos ©. crassispina. Nogle Exemplarer ere næsten sorte, men Bælter med
lysere Tegninger tage mere og mere Overhaand mod Spidsen af Armene, andre blegere,
især de yngre, et enkelt gulbrunt, med fine Tegninger paa Armene, som hist og her
danne mørkere Ringe og en Række smukke Øiepletter langs henad Armenes Rygflade.

Piggene ere altid prydede med smalle lysere og mørkere Ringe.

Ophiocoma erinaceus M. Tr.

Beskrivelse. Skivens Underside er enten aldeles uden Korn, eller disse ere
i alt Fald indskrænkede til et meget lille Parti Mundskjoldene ere mere lange end
brede, men næsten ligesaa brede indvendig som udvendig; her ere de afrundede, indadtil
ere de afstumpede med afrundede Hjørner. Udenfor deres ydre Rand sidde nogle enkelte
Korn, hvilket ogsaa kan være Tilfældet langs med Genitalspalterne. Der er 4 Mundpa-
piller, af hvilke den yderste er den bredeste, den inderste den spidseste; mellem disse
begynde Tandpapillerne, som fortsætte sig i tredobbelt Række høit op ad Kjæberne.
Armenes Længde er omtrent det Femdobbelte af Skivens Tvermaal. Rygpladerne ere
bugede og bredt sexkantede, men dog saaledes, at den spidse Sidevinkel afstumpes eller
afrundes overalt, hvor der er 4 Pigge. Inderst er der 5, saa afvexle 4 og 5 en kort
Strekning; derefter bliver 4 det hyppigste med Indskydning af stedse flere og flere Led,
hvor der kun er 3, indtil endelig — men endnu i Armens kraftigt udviklede Deel — Tre-
tallet faaer Overmagten. De 2 underste ere sammentrykte, flade, ofte endog spatelformigt
udvidede i Enden, de øverste mere trinde og føre, men ligeledes afstumpede; desuden
tiltage de i Længde, saa at de underste ere saa lange som 1% Bugplade, de øverste som
4 eller 5 Rygplader. Der er 2 Fodpapiller. Bugpladerne ere noget mere brede end
lange, men iøvrigt af den sædvanlige Form. Farven er kulsort overalt. Skivetvermaal 23™™,
Yngre Exemplarer (11"" Skivetvermaal) udmærke sig ved at have kortere Pigge, de længste
som 3 Rygplader; ogsaa de ere kulsorte.

Der foreligger en Suite af Exemplarer fra Tahiti (ved Prof. Reinhardt), fra
Sandwich-Øerne (i det kongelige Museum), med hvilke jeg har kunnet sammenligne et
fra Mozambik fra Berliner Museet. Ogsaa fra det indiske Archipel og fra det
røde Hav er Arten kjendt. Fra Woahu (Sandwich-Øerne) har Grube fornylig beskrevet
en anden Ophiocoma-Art (O. variabilis Gr.).

267

Ophiocoma dentata M. Tr.

Beskrivelse. Den fine Kornbeklædning synes at bedække Armmellemrummene
fuldstændigt. Mundskjoldene ere ægformige; der er 5 Mundpapiller, af hvilke den
yderste er bred. Mellem de inderste sidder 1 eller 2 aldeles lignende, som dog maae betragtes
som de øverste Tandpapiller, men under dem kun een Tverrække af c. 3 Tandpa-
piller. Udenfor de underste Tandpapiller, mellem dem og Mundskjoldene, er der en
Gruppe af 3-5 smaa Papiller. Armrygpladerne ere aldeles eens og af en meget regel-
mæssig Form, tynde, ovale, men begrændsede af en stærkere Bue indadtil, omtrent dobbelt
saa brede som lange, skjøndt hos det ene af de 2 foreliggende Exemplarer noget bredere
end hos det andet. I Spidsen af Armene forvandles deres Form til Cirkeludsnit. Bug-
pladerne have den sædvanlige Form, men Breden er ikke større end Længden. Der er
2 Fodpapiller og 4 Armpigge, sjeldnere 3 paa Armenes inderste Stykke (undertiden
endog 5 paa nogle af de inderste Led), men fra Midten af rigtignok constant kun 3,
som tiltage i Længde og aftage i Brede fra den øverste til den nederste; de
øverste ere kun saa lange som 1 eller hoist som 14 Rygplade, de underste som 2 eller
lidt derover. Hos det ene Exemplar er Modsætningen mellem de øverste korte og butte
og de underste smækkrere og noget længere Pigge dog større end hos det andet. I
Spidsen af Armene er der 3 tynde ligelange Pigge, der overgaae Leddene i Længde.
Skivetvermaal 13"", Armenes Længde det Fiirdobbelte.

Prof. Behn har taget 2 Exemplarer ved Nikobar-Oerne. Farven er paa Skiven
gulbruun med fine mørke Tegninger i Form af et tæt Net, omtrent som hos Ophionereis
reticulata. Ogsaa paa Rygpladerne er der paa samme Grund fine mørke Tegninger, som
navnligen danne en mørk Linie langs ad hver Arm; hist og her frembringes der en mørk
Ring ved, at en af Rygpladerne antager en morkere Tone.

Efter Beskrivelserne synes O. squamata (Lmk.) og O.brevipes Peters at være de

Arter, der staae den her beskrevne nærmest.

Ophiothrix longipeda (Lmk.).

Prof. Behn har ogsaa fra Nikobar-Øerne hjembragt en Ophiothrix, som vi ere
enige om at henføre til den ovennævnte Art. For at begrunde denne Henførelse vil en
kort Charakteristik ikke være overflødig; til en udførlig Beskrivelse egner Exemplarets
Tilstand sig just ikke.

Skiven er tæt besat med lave, eensdannede, cylindriske, i Spidsen takkede Smaa-
torne; Radialskjoldene ere tæt beklædte med lignende, men mindre Dannelser (Korn).

34"

Undersiden er næsten nøgen, kun bestroet med enkelte meget fine Smaapigge. Mund-
skjoldene ere bredt ovale; Tandpapillerne sidde i fiirdobbelt Række. Bugpladerne ere
sexkantede, noget mere brede end lange, Rygpladerne bredt sexkantede, dobbelt saa brede
som lange. Der er 5 eller 6 Armpigge; den underste er aldeles rudimentær, den anden endnu
meget kort, den tredie såa lang som Bugpladen er bred. De 2 næste ere saa lange som
3 eller 4 Rygplader, bredere i Enden end ved Grunden, meget butte, stærkt takkede, med
indtil 20 spidse- Takker i hver Række. Naar en sjette Pig findes, er den gjerne kortere og
spidsere. Der findes tillige en aldeles rudimentær Fodpapil. I Armenes yderste Deel ere
Piggene tyndere. Armene ere af en overordentlig Længde og meget flade. Skivetvermaal
c. 20™, Armenes Længde maa have været adskilligt over det tidobbelte. Rygpladerne
have fine violette Tegninger; hist og her er en af dem mere blaalig og frembringer derved
en mørkere Ring.

Det, hvorved det foreliggende Exemplar meest afviger fra den i »System der
Asteriden« givne Charakteristik, bestaaer deri, at Mundskjoldene ikke ere fiirkantede og lige
saa lange som brede, ikke ved en Sutur deelte i en adoral og en aboral Deel og denne
sidste ikke beklædt med Smaapigge ligesom Skiven. Jeg antager imidlertid ikke, at denne
Uovereensstemmelse beroer paa en Artsforskjellighed, men enten paa ufuldkommen Under-
søgelse eller individuelle Afvigelser. Jeg er saa meget mere tilboielig til at antage noget
saadant, som jeg har fundet en lignende Afvigelse fra »Systemets« Diagnose hos 2 Exem-
plarer af den nærstaaende O. nereidina (Lmk.), om hvilket det hos Müller og Troschel
hedder, at »Mundskjoldene og den forste Armbugplade ere sammenvoxne med hinanden«,
hvilket dog ikke var Tilfældet med de nævnte 2 Exemplarer.

Ved Tahiti har Prof. Behn endnu opdaget en lille Amphiura-Art, men kun i eet
Exemplar, som ikke egner sig til derpaa at begrunde Artens Indforelse i Videnskaben, da
det har mistet hele Skivehuden. Jeg skal derfor indskrænke mig til at bemærke, at det
kun har 4 Arme og følgelig kun 4 Mundvige, Mundskjolde o.s.v.; at disse Arme i For-
men meget ligne dem hos A. Holbölli; at Rygpladerne ere regelmæssigt ovale, dobbelt saa
brede som lange, Bugpladerne bredt fiirkantede, Fodpapillerne dobbelte, de korte Armpigge
3 (inderst paa den tyndere Deel af Armen 4), den midterste større, noget fladtrykt, but og
ru, samt at der er en fuldstændig Besætning af Mundpapiller, 3 ved hver Side af hver
Mundvig, brede, trekantede, Sidemundskjolde og afrundede, indadtil noget tilspidsede Mund-
skjolde. — Opdagelsen af en polynesisk Amphiura har i al Fald zoogeographisk Interesse ;
snart ville de for faa Aar siden næsten ukjendte Ophiactis- og Amphiura-Former sandsyn-
ligviis være bekjendte fra de allerfleste af Verdenshavets zoogeographiske Provindser.

PAP

Forklaring over Afbildningerne.

(Det maa erindres, at Afbildningerne kun tilsigte at meddele noiagtige Analyser af de
beskrevne Arter. Broktallene angive, hvor mange Gange Afbildningen er større end den afbil-
dede Gjenstand; Yı betyder altsaa, at Dyret er afbildet i naturlig Størrelse.)

Første Tavle.

Fig. I. Ophioderma Antillarum Ørd. Ltk. 1a fra Rygsiden, 1b fra Bugsiden, 1 ¢ Armens
inderste Stykke seet fra Siden. - (Vestindien.)

Fig. 2. Ophioderma rubicunda Ltk. 2a fra Rygsiden, 2b fra Bugsiden, 2c Armens
inderste Stykke seet fra Siden. (Vestindien.)

Fig. 3. Ophioderma brevicauda Ltk. 3a fra Rygsiden, 3b fra Bugsiden, 3 c Armens
inderste Stykke seet fra Siden. (Vestindien.) 5

Fig 4. Ophioderma virescens Ørd. Ltk. 4a fra Rygsiden, 4b fra Bugsiden, 4 c Armens
inderste Stykke seet fra Siden, 4 d en usædvanlig Farvevarietet, seet fra Ryggen. (Vestindien.)

Fig. 5. Ophioderma Januarii Ltk. 5a fra Rygsiden, 5b fra Bugsiden, 5 c Armens
inderste Stykke seet fra Siden, (Brasilien.)

Fig. 6. Ophioderma serpens Ltk. 6a fra Rygsiden, 6 b fra Bugsiden, 6c Armens
inderste Stykke seet fra Siden. (Vestindien.)

Fig. 7. Ophioderma squamosissima Ltk. 7a Armens inderste Stykke, 7b dens yderste
Deel, begge sete fra Rygsiden. (Vestindien.)

Fig. 8. Ophioderma guttata Ltk. 8a en Arm fra Rygsiden, 8b et Stykke af samme
seet fra Siden. (Vestindien.)

Fig. 9. Ophiopeza Yoldii Ltk. Et Stykke af Skiven seet fra Bugsiden.

Anden Tavle.

Fig. 1. Ophiolepis Januarii Ltk. 1a fra Rygsiden, 1b fra Bugsiden; 1e viser de eien-
dommelige Tandpapiller. (Brasilien.)

Fig. 2. Ophiolepis paucispina (Say). 2 a fra Rygsiden, 2b fra Bugsiden. (Vestindien.)

Fig. 3. Ophiolepis impressa Ltk. 3a fra Rygsiden, 3b fra Bugsiden. (Vestindien.)

270

Fig. 4. Ophiolepis pacifica Ørd.Lik. 4b et Stykke af Bugsiden, 4 c det inderste Stykke
af Armen fra Rygsiden, 4 d et Stykke af Armen seet fra Siden. (Puntarenas.)

Fig. 5. Ophiolepis annulosa Blainv. til Sammenligning med de 3 foregaaende Arter. 5a fra
Rygsiden, 5b fra Bugsiden. (Mozambik.)
Fig. 6. Ophiolepis eineta M. Tr. til Sammenligning med folgende Art. 6a fra Rygsiden,

6b fra Bugsiden. (Mozambik.)

Fig. 7. Ophiolepis variegata Ltk. 7a fra Rygsiden, 7b fra Bugsiden, 7b‘ et Stykke af
samme, stærkere forstørret, 7e det inderste Stykke af Armen seet fra Rygsiden, stærkere for-
storret, 7d et Stykke af en Arm seet fra Siden. (Realejo.)

Tredie Tavle.

Fig. 1. Amphiura elongata (Say). 1a fra Rygsiden, 1b fra Bugsiden, 1e det inderste
Stykke af Armen seet fra Siden. (Carolina.)

Fig.2. Amphiura cordifera (Bosc). 2a fra Rygsiden, 2 b fra Bugsiden, 2 c det inderste
Stykke af Armen seet fra Siden. (Vestindien.)

Fig. 3. Amphiura marginata @rd. Ltk. 3a fra Rygsiden, 3b fra Bugsiden, 3 c Skiven
og noget af det inderste af Armene, seet halvt fra Siden. (Puntarenas.)

Fig. 4. Amphiura scabriuseula Ltk. 4a fra Rygsiden, 4b fra Bugsiden, 4e et Stykke
af Armen seet fra Siden. (Vestindien.)

Fig. 5. Amphiura tenera Ltk. 5a fra Rygsiden, 5b fra Bugsiden. (Vestindien.)
Fig. 6. Ophionereis reticulata (Say). 6a fra Rygsiden, 6b fra Bugsiden, 6 c det inderste

Stykke af Armen seet fra Siden. (Vestindien.)

Fig. 7. Ophiactis Reinhardtii Ltk. Ta fra Rygsiden, 7 a’ et Stykke af Armens ydre
Deel, ligeledes fra Rygsiden, 7b fra Bugsiden. (Nicobar-Werne.)

Fig. $. Ophiactis Kröyeri Ltk. Sa fra Rygsiden, 8 b fra Bugsiden, 8c det inderste
Stykke af Armen seet fra Siden. (Callao.)

Fig.9. Ophiostigma tenue Ltk. 9a fra Rygsiden, 9b fra Bugsiden. (Realejo.)

Fjerde Tavle.

Fig. 1. Ophiothrix violacea M. Tr. 1a fra Rygsiden, 1b fra Bugsiden, 1¢ 2 Armpigge,
forstørrede, 1d en Armpig af en lille Unge, le Pigge af Skiven, 1f Torne af Skiven af en
Unge, 1g Hager af Armens ydre Deel. (Vestindien.)

Fig. 2. Ophiothrix Suensonii Ltk. 2a fra Rygsiden, 2b fra Bugsiden, 2c en af de
øverste Armpigge, 2 d den næstunderste, 2 e en Hage af Armens Underside. (Vestindien.)

Fig. 3. Ophiothrix Orstedii Ltk. 3a fra Rygsiden, 3 b fra Bugsiden, 3 c 2 Armpigge,
3 d en af Skivens Pigge, 3 e en af Armens Hager.

Fig. 4. Ophioblenna antillensis Ltk. 4a fra Rygsiden, 4b fra Bugsiden, 4 c Armens
inderste Deel fra Siden, 4d Armpigge forstørrede; den underste fremstiller den eiendommelige
Form, hvormed den underste Armpig optræder paa enkelte Led hos udvoxne Exemplarer.
(Vestindien.)

bo
“I
—

Fig. 5. Ophiocoma pumila Ltk. 5a fra Rygsiden, 5b fra Bugsiden, 5 e Armens inderste
Stykke seet fra Siden, 5d Ungen med 6 ulige store Arme. (Vestindien.)

Pig. 6. Ophiocoma Riisei Ltk. 6a fra Rygsiden, 6b fra Bugsiden, 6¢ Armens inderste
Stykke seet fra Siden, 6d Ungen (Kornbeklædningen paa Skiven mangler endnu). (Vestindien.)

Fig. 7. Ophiocoma crassispina (Say). 7a fra Rygsiden, 7b fra Bugsiden, 7e Armens
inderste Stykke seet fra Siden, 7 d Ungen. (Vestindien.)

Femte Tavle.

Fig. J. Ophiomyxa flaccida (Say). 1a fra Rygsiden, 1b fra Bugsiden, 1b‘ et Parti af
samme forstørret, 1 e Armens inderste Stykke seet fra Siden, 1 d Skiven seet halvt fra Siden for
at vise Randskjællene. (Vestindien.)

Fig. 2. Ophiopsila Riisei Ltk. 2a fra Rygsiden, 2b fra Bugsiden, 2 c Armens inderste
Stykke seet fra Siden.

Fig. 3. Asteroschema oligactes (Pallas). 3 a fra Rygsiden, 3b og 3 forstørrede Frem-
stillinger af Skiven og lidt af Armene, hiin fra Rygsiden, denne fra Bugsiden. (Vestindien.)

Fig. 4. Asteroporpa annulata Ørd. Ltk. 4a fra Rygsiden, 4b fra Bugsiden, 4 c et Parti
af Skivens Rygside, stærkere forstørret, 4d det inderste Stykke af en af Armene og det tilsto-
dende Stykke af Skiven seet fra Siden. (Vestindien.)

Fig. 5a og Sb. Asteroporpa affinis Ltk., 2 Individer, afvigende indbyrdes ved Antallet
af de vortebærende Tverringe paa Skivens Pukler. (Vestindien.)

Fig. 6. Asterophyton Ceeilia. Ltk. Ga fra Rygsiden, 6b fra Bugsiden. (Vestindien.)

JER
KG II à

OL n i 4

4 +
tee eh tye r }
A AR A a!

LA
} + 1 1
Kr , ee) ria i
4 É 4 x
<8 hee er
"alu 4
a
-
ad:
à
ls A th
.
% x
"ad HED A “ii
I . =
i
p 3
u 2 v
g }
i
ry
.
= nt
# = oe
On -
+ e
PU i
€ i
Es MARE
>
1 \
"
i
+
+
‘
i:
VA
”
‘
f ,
i
’
be 2 y =
P '
4 1
als
'
.
.
'
1

U N 24
= à D à
LES LOTUS LOTTE irrt mi
f À.
sh. re vs ar sm i
F7 j i - 4
SE TAN À g i FÆTRE VAL:
SÅ VER
& / co (RE i ES
fr tt 4

J 7 | ze
2 s \ a
rei WAS! all lang meer. pit
f Zul »< ‘ 4 A a r CRT ' f

(| ( 7 mangelen KE CENTS 7 van |

F

ee iz
kun‘, Eu |
oan

i 5

sd heh u 2.478
' cle A oth. À

dey ety j % |
:

f \ aby sal sr itteld 40 A,

: DDR CCR ©
7 tal an

u © 2

oe à i}
n-
E €
+1? 5 i Pr iy ie
(å +
i “peut À iv 6 af
f U U
* he + id] } "1 4 é
yf
= = » i
’
on
A i |
LS 5 3
i
a À ty 3-58.
å |
'
„in
£
— A Å mn
, = 4,
y r i
: ' G É i
i 1 5 Là
LL ' ( u
‘ »
r i Le y 4 Wy f
Sy
Ca Le
Ta
i rs
== '
‘ = ÿ
U
x i
' a
f
i
«
eo) i ni
iu ! 4

Tab 1

Vid Selsk. Skrifter V Række, nature. og mathem. Hh. V Bind. Litken: Vestindiens og Central Amerikas Ophiurer

>

3

I
Zum

JM Petersen del x «x

Lik 4 0 virescens Ith 5 O Januar Ith 6 0 serpens Lk

2 0 rubicunda It: 3 0. brevicauda
9 Opluopeza Yoldii Lith

1 Opluoderma Antillarum th
7 0 squamosıssıma Itk & O guttata VAT

i HEN
Ø SM Wa i

4 vin

a
Apte
FALL à

4
j
Te
|:

i
ASA |
14
LAS

Vid. Selsk. Skrifter V Række naturv. og mathem. Afh. V Bind. Lütken, Vestindiens og Central Amerikas Ophiurer Tab II

IM Petersen

1 Önhiolepıs Januarit LU 2 O paucispina Say 3 © impressa [th 40 pacilica Sth 5 © annulosa M Tr
6 0 cineta’ Tr 7 [4 vartegala lth

Ved Selsk. Skrifter V Række nature og mathem Ath V Bind Lütken: Vestindtens og Central Amerikas Onhwrer Tab HI

TMPetersen del se

1 Amphiura elongata | Say 2 A. cordifera | Bose) 3 À marginata Ord Sth 44 scabriuscula Sth 5 A tenera Ith

0 Onhionerers reticulata | Say) 7 Onlaacts Reinhardt Stk 80 Kröyerw tk 9 Ophiostigma terme Lil

EN

À | SK
Å NRA :
NT

. eter sii 14 f
Fa NE
N i 5 Wi ite aa eats, 70 a area Gs J
Gol Viren te

i
4 5
4 i
er
no
h .
W"
i
er
M: ;
i; i
4 >
Que A
wi ¥
'
2
‘
i
SAG i ti : M: 4
Wat Så
arte i
ir ”
N Pore NI i Na?

We 4022. Skrifter VRække natur. og mathen. AV Bind: Lücken’. Vostindiens og Cntral Amerikas Onhiurer Tab. WV

EM Tetersen del se

2 Onhiothrix violacea MIr 2 0. Suensontt Ith 3 0. Orstedii Lth 4 Ophioblenna antiltensis Ith
3 Opkiocoma pumila Ith 6 O Rüsei Lth 7 0. crassispina | Say

Vid. Selsk. Skrifter V Række, naturv. og mater Ahr Bind. Fiitkens Vartindienr og Central Amerikas Opduurer Tab .V

Ti Petersen deli & we

1 Onhiomyxa Macca (.

iy). 2 Ophiopsila Reser 1th 3 Asteroschema oligactes (Fallas) 4 Asteroporpa annulata Ord. Ith
3 Asteroporpa allınıs Lth 6 Asterophyton Cecilia Lith

I

“Mare
tN

YA W

>
hie

(SNS aa de ap À J un

Bidrag

til

de danske Myrers Naturhistorie

Fr. Meinert.

Med tre kobberstukne Tavler.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd. 5 Bd. 35

+

EN Ws À
REA HL. |

‘

hes
i ata Ve A

OVEN

Hand
iy ‘oes

I.

Anatomisk Bidrag.

L Munddeiene,

Det vesentligste Serkjende for Piezaternes Orden ligger i andet og tredie Par Munddeles
indbyrdes Forhold, idet andet Par med sine Flige skedeformigt omslutter tredie Par, og der-
hos saavel i Længde som i Form retter sig efter Tungen”).

Hos Myrernes Familie er Tungen kort, hvorfor ogsaa Kjæbernes Flige ere korte
og butte; men da Myrerne, ialfald deres talrigste Former, nemlig de vingelose, ere kraftige
Arbeidsdyr, bliver det hos dem det første Par Munddele eller Kindbakkerne, Hovedvægten
kommer til at hvile paa, og som atter for en stor Deel betinger Hovedets og dermed hele
Dyrets Form.

‘Overleben (T. 2. F. 8) ligger skjult under Mundskjoldet; den er kort, bred, svagt
hvælvet paatvers, dybt kløftet, de to Halvdele enten rundede hver for sig (T. 2. F. 8.; T. 1.
F. 1: Formica rufa; T.1. PF. 2: Myrmica ruginodis 3), eller indentil retlinede (T.2F. 13:
Ponera contracta®). Den kan betragtes som en stærkt chitiniseret Hudfold, eller som to
Chitinplader, der fortil og paa Siderne ere sammenvoxede i betydelig Udstrækning, dog saa-
ledes, at der efterlades kegleformige, hudede Pletter, gjennem hvilke de enkelte Borster,
der i Række ere indplantede langs Lebens Rande, staae i Forbindelse med den indvendige
cellulose Masse. Bagtil er den aaben og staaer med sin øverste Plade i Forbindelse med
Undersiden af Mundskjoldet, medens den nederste Plade, der er noget kortere, er forbun-
den med eller gaaer over i den overste og bageste Deel af Mundklappen. Den nederste
Plade udmerker sig ved et Par smaa, spidse, kegleformige Takker, der ere stillede ved
Baghjornerne, saaledes at kun en Deel af dem sees, naar Leben betragtes fraoven. Be-
tydningen af disse Hjornetakker er sandsynligviis at holde Overleben og den underliggende
Mundklap frie fra hinanden. Paa Afbildningen af Overleben hos Ponera contracta (T. 2.
F. 13) ere disse Takker betegnede med a.

Kindbakkerne (T. 2. F. 5). Medens de øvrige Munddele i det Væsentlige ere eens

”) Navnet PiezataF. og endnu mere Ordenens tilsvarende danske Navn, Skedekjæbede (Schiodte Danm.
Eleuth. S. 22), udtrykker netop dette Forhold, og synes derfor at burde foretrækkes for det ældre
Linneïske Navn Hymenoptera, der betegner et mere underordnet og ikke gjennemgaaende Forhold
(jfr. Schiodte I. c. S. 23 Anm.).

Doi

276

hos en og samme Årts forskjellige Former, er det Modsatte Tilfældet med Kindbakkerne,
hvorfor det maa bemærkes, at, hvor en anden Form ikke udtrykkeligt nævnes eller menes ifølge
Sammenhængen, gjælde mine Angivelser kun Arbeiderne, navnlig af Formica rufa, som især
har været Gjenstand for mine Undersøgelser.

Kindbakkerne ere anseelige, ved Roden trekantede, men forefter udfladede og i Spid-
sen udvidede Redskaber, der ende med en bred, noget skraa Skjærerand, som er deelt i sex
lil otte Tænder. De ere noget buede paalangs og krydse hinanden i Spidsen, naar de
lukkes; deres Underkanter, der have en vis Tykkelse, og ere lige afskaarne, ligge i samme
Plan, hvorimod Overkanterne tilsammen danne en dyb Bugt, i hvis Midte Skjærerandenes
øverste Hjørner danne en stærk, fremspringende Tak. De ere kraftige og haarde, men lige-
saalidt som Kindbakker i Almindelighed massive, idet deres største Deel, navnlig ved Roden,
optages af det for Munddelene fælles klare celluløse Indhold. Paa deres ydre Side ere de
desuden temmelig stærkt riflede, med korte Børster i Fordybningerne, medens lange Bør-
ster ere indplantede i en Række paa Ydersiden langs Skjæreranden og paa Indersiden langs
Underkanten. Foruden disse Børster findes en Samling af korte, klare Hudvorter paa Ro-
dens Overside lidt over den Indskjæring, hvori Kindbakkekjertlerne udmunde.

Som hos Arbeiderne ere Kindbakkerne ogsaa hos Dronningerne, om end i Reglen
noget mindre. Hos Hannerne derimod ere de som oftest betydeligt afvigende, baade min-
dre og smallere, og uden den brede Skjærerand (T. 2.F. 15: Formica rufa). Dog er For-
skjellen mellem Hannens og Hunnens Kindbakker undertiden langt ringere, saaledes hos
Formica sangvinea, hvor de ligne hinanden betydeligt hos de to Kjøn, skjøndt denne Art
staaer meget nær ved Formica rufa. Paa den anden Side kunne Hannens Kindbakker un-
dertiden synke ned til en næsten forsvindende Størrelse, der blandt andet har bragt Curtis
(Brit. Ent. VI. p. 265) til at oversee dem hos Myrmecina.

Kindbakkernes Bygning er endvidere stærkt varieret i de forskjellige Slægtsgrup-
per; men jeg skal paa dette Sted kun henvise til mine Afbildninger af disse Organer hos
Form. rufa (T. 2. F. 5), Myrm. ruginodis (T. 2. F. 10), Ponera contracta (T. 2. F. 12) og
Myrm. sublevis (T. 2. F. 14), alle af Arbeidere. Hvor stor Forskjellen allerede her er,
sees strax, men langt større bliver den, naar man tager udenlandske, navnlig tropiske For-
mer med i Betragtning, og f. Ex. sammenligner Myrm. sublevis med de forskjellige Arter
af Slægten Odontomachus.

Kjæberne (T. 2. F.60g7) slutte sig, ligesom i hele denne Orden, noie til tredie
Par, og lægge sig med deres Flige henover Tungeklappen og Tungen, saaledes at de for
en Deel krydse hinanden.

Hængslet er ved Roden stærkt udvidet, men indsnævres snart og bliver mere valtse-
formigt, dog kun for snart efter atter at udflades og udvides endnu mere; Roden er stær-
kere chitiniseret, hvorimod den øverste Deel, hvor Befæstningen til Stammen finder Sted, i

277

Midten”) er hudet og paa den udvendige Side besat med ikke faa, korte Børster. Hængs-
let har sit Leie over Strubepladerne, d. e. de to langagtige, trekantede Plader, som findes
foran Strubens Rand (T. 1. F. 11 b), og i hvis Forrande Strubekjertlerne udmunde. Naar
begge Hængsler ved deres Muskler drages sammen, indefter og forefter, blive ogsaa Kjæ-
berne skudte fremad.**)

Stammen, Kjebens Hovedparti, bestaaer af et udeelt, langstrakt, stærkt chitiniseret
Stykke, der ved en lille, fra Indersiden udgaaende Tak eller Tap er indleddet i Hængslet, og som
paa sin Forende bærer de to Flige samt den temmelig lange Palpe. Noget eget Palpe-
stykke lader sig ikke udskille fra Stammen; thi seet franeden eller, om man vil, fra den
udvendige Side, viser den en sammenhængende, temmelig jevn, med kun faa Børster besat
Flade, i hvis øverste Hjørne, dog ofte bag en Flig, Palpen er indleddet. Oversiden eller
den indvendige Side derimod er ikke saa jevn; thi først udgaaer fra denne den allerede
omtalte Tap, Rodtappen, dernæst findes ogsaa her Aabningen for Kjæbens Tracheer og Ner-
ver, saavel til selve Stammen som til Fligene og Palpen, ligesom ogsaa Stammens Muskler
her ere befæstede. Endelig er paa denne Side saavel Inderfligen som Yderfligen indleddede
eller befæstede.

Fligene ere altsaa indleddede paa Stammens Inderside, og af dem er atter den indre
Flig den mindste og simplest byggede. Da den er befæstet til Stammen omtrent i dennes
Midtlinie, og da den fortil med en Flig lægger sig henover Yderfligen, saa følger heraf, at,
naar man seer Kjæben fra den modsatte Side, nemlig franeden eller udvendig fra, vil Inder-
fligen for en stor Deel blive skjult af Stammen og Yderfligen. Saaledes skeer det, at, me-
dens de to Flige, naar de sees fraoven, forholde sig omtrent som fire til fem, ville de
derimod, naar de sees franeden, staae i et Forhold som een til tre (jfr. T. 2. F. 6 med
F. 7). Inderfligen udgaaer umiddelbart fra Stammen, uden nogen egentlig Hængselforbin-
delse, og dannes af en Hudfold, der ved Roden vel har en ringe Tykkelse, men. som ind-
efter udflades saaledes, at Foldens to Plader nesten smelte sammen paa et stort Stykke
henimod dens frie Rand, hvor den bærer en kort og spredt Række af længere, stive Bør-
ster. Fligen er i det Hele taget temmelig blød og som Følge deraf farveløs; kun ved Ro-
den forekommer en svag Chitinisering.

Anseeligere og langt mere sammensat end denne er Yderfligen, hvis Hoveddeel kan
betragtes som opstaaet ved Sammensmeltning af tre ovenpaa hverandre lagte Plader. Forst

”) Paa Afbildningerne af Kjæben hos Form. rufa (T. 2. F. 6 og 7) er Hængslet begge Gange blevet
noget dreiet, saaledes at dets forreste Ende er blevet seet fra Siden, hvorfor Endens betydelige Ud-
videlse ikke træder frem.

”) Hos Bierne (Apis mellifica) derimod vil Fremskydningen af Hængslerne tillige bevirke hele Tungens
Fremskydning, idet Hagen ved sin Støtte er befæstet til den Chitinliste (de sammenvoxne Strubepla-
der?), som her forbinder begge Hængslers Forende.

278

have vi ogsaa her en Grunddeel (hypodactyle Audouin, LadentrågerGerstfeld), der er en lang-
strakt Plade, som udgaaer fra Stammen nedenfor Inderfligen; bagtil ere dens Sider temmelig pa-
rallele, men fortil udvides den stærkt, og ender lidt over Palpens Indledningssted med en
lige Afskjæring. Til denne Grunddelens Forende slutter Yderfligen og navnlig dennes in-
derste Plade sig med sin hele Rodende. Denne indre Plade, der er den mindste af de tre,
som danne Fligens Hoveddeel, gaaer for en Deel snart over i den øvrige Flig, nemlig paa
den Side, der er udefter ad Palpen til; men paa den Side, der vender indefter og forefter,
afgrændses den ved en bestemt Linie, der løber omtrent parallel med hele Fligens Inder-
rand. I denne Begrændsningslinie eller Kant findes en Række af lange, kraftige, skarpe,
men flade Tænder, som bagtil og indtil over Midten ere indkilede den ene umiddelbart ved
Siden af den anden, men som fortil staae mere spredte og efterhaanden blive mindre. Den
mellemste Plade er den største, idet den endogsaa rager lidt ud over den ydres Inder- og
Yderrand; den bærer forefter, parallelt med Yderranden og lige udenfor den imaginære Linie,
som begrændser Spidserne af Tænderne i den forrige Plade, paa sin Inderside en Række
af korte, men temmelig stærke Chitinrør. Disse Rør ere omtrent en halv Snees i Antal,
men, medens de fire til fem første berøre hverandre, staae de følgende i en mere spredt Række;
igjennem hvert af dem sees en kort Hudvorte at stikke frem, og at denne er modtagelig
for et eller andet særligt Sandseindtryk (Smag?), er hoist sandsynligt; thi ikke blot seer
man lettelig, hvorledes en klar Streng fortsætter sig fra hver Vorte nedad mod Fligens Rod,
men jeg troer ogsaa, idetmindste eengang, sikkert at have iagttaget, at disse Strenge ud-
videde sig og indesluttede Celler (Ganglieceller?), samt tilsidst forenede sig henimod Fligens
Rod. Hvad der her vanskeliggjor Undersøgelsen, er Fligens ringe Tykkelse i Forbindelse
med den ydre Plades deelvise stærke Chitinisering og deraf følgende Uigjennemsigtighed.
Den ydre Plade endelig er, som berørt, noget mindre end den mellemste; dens stærke
Chitinisering aftager betydeligt i Styrke indefter, og saaledes skinner da den indre Plades
Tandrække igjennem begge de ydre Plader, hvorfor det ved gjennemfaldende Lys ikke strax
kan afgjøres, hvor hiin Tandrække egentlig er indplantet. Den ydre Plades chitiniserede
Deel bærer adskillige Børster, som henimod Forranden tiltage i Tæthed og Størrelse; iøv-
rigt er det forreste, stærkest med Børster besatte Hjørne ved en svag Tverfure adskilt fra
den større, bageste Deel.

Palperne eré indleddede i Stammens ydre Forhjørne, nærmest paa dens Under-
side; de ere temmelig lange, tynde, traad- eller børsteformige, og bestaae af sex Led, der
med Undtagelse af det noget korte første Led omtrent ere lige lange, men derimod jevnt
aftage forefter i Førhed. Især de sidste Led ere stærkt haarede, og foruden de korte
Børster, der danne den egentlige Behaaring, findes ogsaa adskillige betydeligt længere, i
Spidsen boiede Børster, navnlig paa Leddenes Yderside. Nogen Sandseflade (Palparium),
saaledes som den træffes hos Eleutherater og Ulonater, findes her ikke Spor af, idet Chi-

279

tinroret, der danner det sidste Led, er heelt, fortil noget tilspidset, uden nogen Hudflade,
som kunde være Sæde for Foleborster eller Smagsvorter. Manglen af Palparium erstattes
muligen ved Mundklappens og Tungens Foleborster (?) og Hudvorterne paa Kjæbens Yder-
flig og Tungens Rod.

Kjæbernes Bygning hos Myrerne minder stærkt om samme hos Hvepserne (Vespa, Ody-
nerus), hvor dog Yderfligens enkelte Dele ere langt mere adskilte, og navnlig Fligens yder-
ste Hjørne tydeligt er afsondret, en Afsondring, som den ovenfor omtalte Tverfure eller
Fordybning i den yderste Plades Chitinlag kun svagt antyder hos Myrerne.

Kjæberne ere eens byggede saavel hos de forskjellige Arter som hos de forskjellige
Former af samme Årt, idetmindste hos dem, jeg har havt Leilighed til at undersøge,
saavel af Gruppen Formica som Myrmica (jfr. T. 2. F. 6,7: F. rufa med F. 9: Myrm. ru-
ginodis). 1 det Hele spille Kjæberne langtfra samme Rolle for disse Dyrs Systematik som
for de fleste Eleutheraters, og heller ikke kan man fra Palpernes relative Længde (to saa
nærstaaende Arter som Form. pressilabris og exsecta variere jo betydeligt i denne Hen-
seende) eller Leddenes Antal hente afgjørende systematiske Characterer.

Betydeligst afvigende fra Form. rufa med Hensyn til Kjæberne har jeg fundet Ponera
contracta; men idet jeg helst vil henvise til min Afbildning (T.2. F. 11), skal jeg blot gjøre
opmærksom paa det store Hængsel, den indre Fligs fremspringende og store Tænder, den
ydre Fligs afvigende Udseende paa Grund af den mellemste Plades fremspringende Tak, og
endelig paa den tilsyneladende manglende Palpe, hvis eneste tilbageblevne, rudimentære Led
endogsaa er skjult af en fremspringende Flig paa Stammen.

Underlæben (T. 2. F. 16—18) er foroven og paa Siderne omsluttet af Kjæberne, men
rager dog med Tungen en Deel frem foran disse. Den falder i tre Hovedafdelinger, nem-
lig Hagepartiet, Tungen med sine Bitunger og Palperne.

Fra Hagepartiet lader sig først adskille en lille Deel, Hagestøtten (F. 16 og 18 d)
(Kinnstütze Burmeister), der er en stærkt buet Chitinplade, bagtil afrundet, men fortil stærkt
indbugtet; kun med sine Forhjorner nærmer den sig dette Parties Hoveddeel, med hvilken
den forresten er forbunden ved en stærk, pergamentagtig Hinde. Selve Hoveddelen (F. 16
og 18 e) er ligeledes en buet, baade bagtil og fortil lige afskaaren Chitinplade, hvis Midte
dannes af den egentlige Hage, medens der paa Siderne iagttages kjendelige Spor af frem-
mede Partiers Sammenvoxen; og da Palperne tydeligt sees at slutte sig til disse sammen-
voxne Dele, antager jeg dem med Sikkerhed for at være tredie Pars Munddeles Stammer.
Bagtil ere disse rudimentære Stammer udvidede til begge Sider, og derved kommer deres
ydre Baghjørne til at staae i umiddelbar Forbindelse med den boiede Chitinplade (F. 18 h),
som støtter Tungeklappen, og som jeg paa Grund af dens Leie antager for det tilsvarende
Hængsel. Navnlig dén midterste Deel af dette Hovedparti er af en ikke ringe Tykkelse,
meget stærkt chitiniseret, og bærer nogle faa, større Børster. F

280

Underlæbens anden Hoveddeel dannes af Tungen med Bitungerne, som efter min
Anskuelse kunne betragtes som tredie Par Munddeles sammenvoxne Flige*), saaledes at Bi-
tungerne svare til de indre og Tungen til de ydre, men her næsten fuldkomment sammen-
voxne Flige. Tungen er en noget aflang, stærkt hvælvet Hinde, der fortil er bøjet nedad
og lidt tilbage, paa Siderne nedad og indefter, saaledes at den faaer Form af en omvendt
Skaal, hvis Kanter ere boiede lidt indefter (F. 16 og 17). Tungens Hinde er paa sin ud-
vendige Side, altsaa foroven, besat med meget tæt stillede, paatvers løbende, parallelle
Rækker af i Spidsen boiede Chitinnaale, hvorved den faaer Udseende af en Karte; desuden
findes ved de bratte Ombøininger paa Undersiden en Krands af længere, tæt stillede Bør-
ster. Ved Tungens Rod, paa den nedadvendte Side, findes Tungestøtten (Os hyoideum, Zun-
genbeinkårper Burmeister), der er en kort, trekantet, i Midten nedbuet Chitinplade, som med
sin brede Rodende støder op til Hagens Forrand. Denne Plade (F. 16 og 17 f) er des-
uden besat med nogle faa, men lange og stive Børster, men bliver ofte vanskelig at see i
sin Heelhed, da dens Spidse gjerne slaaes tilbage, og derved skjules af Rodenden (saaledes
F. 17). Sluttende sig til Tungestotten findes ligeledes ved Tungens Rod, men foroven og:
paa Siderne, en temmelig bred, men tynd Chitinhalvring (F. 18 a), som med sine to Ender
(F. 16 og 17 a) nærmer sig Tungestøtten. Denne Halvring eller buede Plade bærer
ingen Børster, men er derimod foroven, dog ei lige i Midten, gjennemboret af en Deel næsten
i Række stillede Huller (F. 18 å), gjennem hvilke smaa Vorter sees at stikke frem, hvilke
muligen, ligesom Vorterne paa de ydre Kjæbeflige, kunne ansees for at være Smagsvorter.
Desuden findes paa Spidsen af hver af Tungens to Endeflige en aflang, svagt chitiniseret
Plade”), Tungepladerne (F. 16—18b), der sædvanlig ere slaaede tilbage over Fligene, og
derfor, paa deres børstebærende Rodende nær, skjules af disse, naar Tungen sees franeden.
Paa Tungens Underside, hvor de to smaa Flige udgaae, findes nogle faa større, cirkel-
runde Huller, i hvilke meget smaa Børster ere indplantede, der aldeles ligne Mundklappens,
og vel ogsaa have samme Betydning (Følebørster? cf. p. 279).

Bitungerne (F. 16 og 17 c) ere hudagtige, bagtil brede, fortil tilspidsede, og strække
sig fra Tungeklappen nedefter og forefter, saaledes at de for største Delen dækkes foroven
af Tungen. Ved deres Rod bære de en Samling af lange, stive, brede, men flade Børster,
hvis Ender tilsammen danne en buet Linie (T. 18 1), og som rimeligviis tjener til Rens-
ning af Antenner o.s.v. Bitungernes Spidse, der ellers, ligesom den største Deel af deres

*) Man kunde maaskee ogsaa betragte Tungen som fremstaaet derved, at den forlængede Hypopha-
rynx havde lagt sig henover og omsluttet Fligene.

") Disse Plader svare fuldkomment til de to inderste af de fire Plader, som Hvepserne bære paa Tun-
gens og Bitungernes Spidser; atter her fremtræder den før omtalte Lighed mellem Myrernes og Hvep-
sernes Mund, idet disses (Vespa crabro) Tunge ogsaa er hvælvet noget nedefter og lidt spaltet i
Spidsen.

281

Overflade, er besat med de almindelige korte Hudtorne, er noget udtrukket, og bærer i Enden
en anseelig, tydeligt fremtrædende Følebørste.

Hagens Forhjørner ere indskaarne i en dyb Bugt, og i disse to Bugter, men støt-
tede af og ligesom udgaaende fra de rudimentære, til Hagen fastvoxne Stammer, ere Læbe-
palperne indleddede (F. 16 og 18 g). De ligne i Bygning aldeles Kjæbepalperne, ere
altsaa uden Spor til Palparium, og bestaae af fire Led, af hvilke det første er betydeligt
længere og førere end noget af de andre.

Tungen viser kun ringe Forskjel i de forskjellige Slægter; kun Palperne variere noget i
Længde og Leddenes Antal. Hos Myrmica synes Hagen dog at være mere spidst tillø-
bende bagtil, ligesom ogsaa de rudimentære Stammer ere tydeligere, navnlig stærkere frem-
trædende bagtil; Tungestøtten er dertil mindre, men spidsere, og Bitungerne baade smallere
og spidsere (hos Myrm. cæspitum tillige længere) 0. s. v.

Hos Ponera, der baade i anatomisk og systematisk Henseende danner en mærkelig Over-
gang mellem Formica og Myrmica (jfr. Tarmrør, Giftkjertel), ere Bitungerne byggede som
hos Formica, Hagen derimod som hos Myrmica; men hvad der meest udmærker Tungen
hos Ponera, er Tungestøttens lange, dolkagtige Form (T.2.F. 19). Jeg maa dog her, lige-
som ellers, hvor der er Anledning til at omtale denne interessante Myreform, meget beklage,
at jeg kun har havt Leilighed til anatomisk at undersøge den ene Art, Ponera contracta, og
kun Arbeidere af denne.

Forresten maa man vel vogte sig for, fra Tungens tilsyneladende forskjellige Ud-
seende at slutte til en virkelig forskjellig Form; thi ved sin store Bevægelighed er den van-
skelig at faae at see to Gange fuldkomment i samme Stilling (jfr. F. 16 med F. 17); den
kan snart være mere fremskudt, snart mere tilbagetrukken; snart kan Spidsen boie sig mere
lilbage og nærme sig Støtten, snart kan den være mere fremstaaende; snart er Tungestøt-
tens Spidse mere lige udstrakt, snart mere slaaet tilbage o.s.v. Det bliver derfor mindre
hensigtsmæssigt at hente Slægtscharacterer fra Tungens Form.

De tidligere Afbildninger af Myrernes Munddele, idetmiudste de, jeg har seet, gaae
i Reglen ikke ud paa at fremstille Bygningen af de enkelte Dele, men tilsigte fordetmeste
kun at give en Hjælp til at skjelne mellem Slægter og Underafdelinger. Dette gjælder saa-
lades om Guerin og Percheron’s (Gen. des Ins. Hym. Pl. 4) Fremstilling af Munddelene
hos Polyergus rufescens, og Curtis's (Brit. Ent.) af Form. rufa (725) og Myrmecina La-
treillii (265), som snart udelader Tungen, snart tager den med, snart afbilder den fraoven,
snart franeden; fremdeles om Fr. Smith's Fremstillinger baade i hans Monographi af Sleg-
ten Cryptocerus (Trans. of the Ent. Soc. n. S. Vol. II) og i Catal. of Hym. Ins. Part. VI.
Form. Stort bedre er heller ikke den Afbildning, som findes i Brandt og Ratzeburg’s
Med. Zool., ligesom de Savigny’ske Figurer i Carus's Icones zootom. (T. XIV. F. 33—36)
langtfra kunne ansees for tilfredsstillende.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natur vidensk. og mathem, Afd. 5 Bd, 36

282

2. Tarmreret.

Mundhulen, der danner Indgangen til Tarmroret, begrendses foroven af Mund-
klappen (Epipharynx). Denne er en noget buet Hudfold, hvis Overside gaaer ud fra Bag-
randen af Overlæbens nederste Plade, og hvis Underside er en Fortsættelse af eller gaaer
over i Svælgets Loft. Med sin Forrand rager den lidt udover Toppunctet af Overlæbens
Indskjæringsvinkel, men skjondt den hefter sig til dennes Underside, holdes den dog ved
Hjornetakkerne ud fra den. Mundklappens Underside er, ligesom de frie Hinder i Almin-
delighed, paa sin forreste Deel besat med talrige Børster; bagtil afløses disse af smaa Torne,
der efterhaanden, som de aftage i Størrelse, ordne sig mere og mere i Rækker, og samle
sig i stedse længere Kamme. Foruden disse Torne findes henimod Forranden nogle korte,
tynde Børster, der ere indleddede midt i en forholdsviis stor Aabning; til hver af disse Bør-
ster synes at løbe en Nerve, saa at de rimeligviis ere Følebørster.

Mundklappen staaer med sin underste Flade paa begge Sider af Svælgets Aabning
i Forbindelse med Hypopharynx, der maa ansees som en Fortsættelse af Svælgets Un-
derside, ligesom Mundklappen eller Epipharynx af dettes Overside. Med en flad Bue stiger
Hypopharynx nedefter indtil Mundingen af Mundsækken, og efter at have dannet denne,
gaaer den videre i horizontal Retning og begrændser Mundhulen forneden, idet den lægger
sig henover tredie Par Munddeles Hængsler; tilsidst bliver den en fri Klap, Tungeklap-
pen, som nærmer sig Tungens Bagrand og dækker Aabningen af de betydelige Brystspytte-
kjertler. Iøvrigt kan man enten betragte Hypopharynx som endende sig med Bagranden af
Tungeklappens Underside, eller som fortsættende sig derfra i Tungen. Tungeklappen bliver
i sidste Tilfælde ikke Enden, men kun en Fold af Hypopharynx; og vil man i Tungen søge Dele,
der kunne ansees for at svare til Kjæbernes Flige, kan man enten antage, at Tungen dannes
af tredie Par Munddeles Flige, omsluttede af Hypopharynx, eller at Tungen er en Fortsæt-
telse af Hypopharynx med Levninger af indesluttede Flige. Den øverste Deel af Hypopha-
rynx er noget fastere end Epipharynx, og er ved sin Begyndelse gjennemløbet paatvers af
tæt stillede, parallele Chitinlister eller Kjøle, som ere udskaarne i ganske tynde, men lange
Tænder; disse Lister aftage i Tykkelse og Tændernes Længde forefter og nedefter, og efter
at være begyndt at deles i flere Stykker erstattes de snart ved en Mangfoldighed af smaa,
ligeledes tandede Chitinplader, der skjælformigt, dog uden at dække hverandre, beklæde
den nedadstigende Deel af Hypopharynx, indtil ogsaa deane Skjælklædning henimod Mund-
sækkens Aabning afløses af en kornet, chagrinagtig Structur.

Mundsækken kan betragtes som en indadslaaet Fold af Hypopharynx, der meer
eller mindre kugleformig lægger sig op til Bagsiden af dennes nedadstigende Deel og Un-
dersiden af Pharynx. Den findes som oftest fyldt med en mørk, bruun, formlos Masse, og
falder da ved sit Indholds Farve let i Oinene, hvorimod den, naar den er tom, synker sam-

283

men, og da er vanskelig at skjelne fra Hypopharynx. Dens Hud er klar, uden nogen
tydelig Structur, og heller ikke iagttager man Spor til Musculatur, der kunde tjene til Aab-
ning og Lukning af denne Sek eller til Modtagelse og Udstødelse af Indholdet. Nogen
særegen Musculatur er vist heller ikke her nødvendig, da Bevægelser af den øvrige Deel af
Hypopharynx ogsaa maae indvirke paa Mundsækken; saaledes vil Aabning og Lukning kunne
bevirkes alene derved, at den nedadstigende Deel af Hypopharynx hæves og sænkes. Des-
uden er hele Mundsækkens Væg omgiven af en Flig af det Cellelag, der videre fortsættes
ind i de øvrige Dele, som begrændse Mundhulen (Overlæben, Mundklappen, Kjæberne o. s. v.).
Dette Gellelag*) danner her en klar, farveløs Hinde, og bestaaer af store, uregelmæssige,
tydeligt begrændsede Celler, der have flere eller færre Kjerner med faa Kjernelegemer; men
idet Gellerne paa den Side, der vender bort fra Mundsækkens Væg, ere meer eller mindre
convexe, faaer derved ogsaa den hele Hinde paa samme Side et meer eller mindre morbær-
dannet Udseende. ' Det er ikke rimeligt, at denne Cellehinde skulde uskille nogen særegen
Afsondring til Mundsækken, deels fordi dennes Væg er for tyk og stiv, deels fordi Hinden, som
allerede bemærket, kun er en Deel af et større Cellelag, der i sin øvrige Udstrækning
i Munddelene ikke vel kan antages at have en saadan Bestemmelse til Afsondring.

Den folgende horizontale Deel af Hypopharynx er ved Roden af chagrinagtig Struc-
tur, som dog snart gaaer over til et Maskenæt af Chitinlister, der i Maskernes Skjærings-
punkter udsender spidse, borstedannede Torne. Denne Structur fortsætter sig paa Midten
til Tungeklappens Spidse, men afløses derimod paa Siderne af smaa Skjæl, som paa For-
hjornernes Underside blive til en Tagsteenslægning af lange, smalle, i Randen tandede Chi-
tinplader (i Lighed med Tungens Beklædning hos Hvepserne).

Den her givne Fremstilling af Mundhulen hos Form. rufa $ gjælder i det Vesent-
lige for alle de af mig undersøgte Myreformer, ikke blot Arbeidere, men ogsaa Dronninger
og Hanner.

Min Opfattelse og Beskrivelse af Mundhulen hos Myrerne svarer forresten fuldkom-
ment til den, som Brants (v. d. Hoeven en de Vriese: Tijdschr. v. nat. Geschied. en
Phys. 8 D. p. 71 ff. Pl. 1) giver af Hvepsernes Mundhule (Vespa crabro), og blandt hans
Figurer henviser jeg navnlig til F. II, som giver et Længdesnit af Hvepsens Hoved,
hvorved Mundklappen, Mundsekken o. s. v. tydeligt sees i deres naturlige Leie. Mund-
sækken, som Brants, som første Opdager, beskriver under Navn af »lijmholte«,
er altsaa fælles for Hvepser og Myrer; men at den ogsaa hos disse, saaledes som Brants

”) Det ligger ganske løst uden nogen Forbindelse med Mundsækkens Væg, og naar denne falder sam-
men faaer det ofte Udseende af en særegen Kjertel med stor indre Beholder, omtrent som Stinke-
kjertlerne bos Forficula og de tilsvarende Kjertler paa Oversiden af Bagkroppen hos Cimex, navnlig

hos Larveformerne.
36"

284

mener, at det er Tilfældet hos Hvepserne, skulde være et Tilberedningssted for Kit til
Myrernes Redebygning, er ikke rimeligt, da alle vore indenlandske Myrer, med Undtagelse
af Form, fuliginosa, bygge saa lidt. Deres Arbeide i denne Retning bestaaer væsenligt i
en Udhulen og Bortskaffen af allerede forhaandenværende Materiale, hvorved der kun sjel-
dent bliver Brug for nogen egentlig Opbyggen og noget dertil nødvendigt Kit; heller
ikke har Form. fuliginosa, hvis Redebygning*) nærmest ligner adskillige Termiters, nogen
stærkere Udvikling af denne Mundsæk end de øvrige indenlandske Arter. Vel værd at lægge
Mærke til er det, at Bierne, der ogsaa have en fra Myrerne og Hvepserne forskjellig Maade
at opklække deres Yngel paa, fattes en saadan Mundsæk, hvis Betydning i begge Familier,
ialfald tildeels, om ikke væsentligst, kan antages at være en Slags Kro, hvori Arbeiderne
gjemme og tilberede Føden for Larverne og de i Reden hjemmeblivende Individer.**) Den
Indvending, at alle tre Former af hver Art have denne Mundsæk, medens kun den ene af
dem, nemlig Arbeiderne, mader Larverne og de Individer, der blive hjemme, er lige-
saa gyldig ligeoverfor Brants's Forklaring af Hvepsernes »lijmholte«, idet ialfald Hannerne
her aldrig tage Deel i Redebygningen; dog som en Slags Formave maa den altid kunne
have Betydning baade for Hanner, Dronninger og Arbeidere. Ogsaa den Cellehinde, jeg
har omtalt som omgivende Mundsækken, har Brants fundet hos Hvepserne, og han tillægger
den en vis Muskelkraft, saameget mere, som han heller ikke vil have fundet nogen særegen
Muskel for dette Organ: »Althans spieren, uitsluitend voor de lijmholte bestemd, heb ik
niet gevonden; wel zag ik, dat dezelve geheel omgeven words door een stevig wit gekleurd vlies,
zie fig. V., dat hoewel het geen dwars gestreepte, in bundels vereenigte spiervezels vertoont,
echter een eigenaardig, vermoedelijk spierachtig maaksel bezit« (I. c. p. 94); men selv om den
havde en saadan Muskelkraft, vilde dog den lose Forbindelse med Mundsekken vere bety-
deligt til Hinder for, om end ikke ganske tilintetgjore, dens Nytte i saa Henseende.
Svelget (T.1.F.10g2c) aabner sig med en bred Tverspalte bag Overlæbens og
Mundklappens Rod; det dannes af Fortsættelsen af Epipharynx og Hypopharynx, og udgjør
den brede, bagtil tilsmalnede, noget nedtrykte Overgang til Spiserøret. Dets Overside dan-
nes af en klar Hinde, der er dækket af et Lag Muskler (constrictor pharyngis Straus-

*) Reder, som Crematogaster Montezumia i Mexico og Polyrachis textor paa Malacca efter Smith
(Catal. of Hymen. Ins. Part. VI. Form. pl. 1) bygge, hore ialfald til Undtagelserne.

”) Holder man en Colonie af Myrer i Fangenskab, faaer man ikke sjeldent at see, hvorledes en Myre
lober om fra en til en anden, og sagte berorer dem med Antennerne, ligesom for at tilvende sig
deres Opmærksomhed og Gunst. Naar nu en svarer paa Opfordringen, stille begge Myrer sig lige-
overfor hinanden, og under en heftig Vibreren af Antenner vg Forbeen stikker den ene sin Tunge
hen mod den andens; idet de nu vexelviis skyde denne ud og ind, aabne de med det Samme rime-
ligviis Mundsækken, og udstøde og modtage Føden. Med Hensyn til denne forresten gamle Iagtta-
gelse sammenligne man P. Huber. Rech. sur les moeurs des fourm. indig. p. 178.

285

Durckheim, Brants); paa Siderne begrændses det af et Par Chitinlister, Svælglisterne
(stevige graten Brants, apophyses glosso-pharyngiennes Straus-Durckheim), og forneden
af de sammenvoxne Lister og, hvor disse slippe, af en Hinde med betydelige Muskellag
(mm. palatini profundi og m. pharyngo-oesoghageus Brants). Disse Svælglister ere for-
holdsviis korte i denne Familie, men hos Formica forenede i deres største Udstrækning ved
en temmelig tynd Chitinplade, Svælgpla'den; desuden slutter der sig til dem to andre Li-
ster, Bilisterne, som krydse Hovedlisterne paa disses Overside, og som i Spidsen, hvor
de dække Issekjertlernes Udmundinger, ere flade, svagere chitiniserede, men betydeligt ud-
videde (T. 3. F. 9). Betydningen af Svælglisterne er vel navnlig at tjene til Befæstning for
de forkjellige Muskler, saasom mm. levatores pharyngis og mm. protractores pharyngis
Straus-Durckheim, Brants, ved hvilke Svælget bevæges i de forskjellige Retninger.
Svælgpladen er paa begge Sider gjennemboret af adskillige cirkelrunde Huller, hvori Udfø-
ringsgangene fra Svælgkjertlerne udmunde”). Desuden udmunde Læbekjertlerne i Svælgets
Forhjerner og Issekjertlerne under Bilisternes vingeformede Udvidelser, saaledes som det
allerede er omtalt ved disse.

Hos Myrmica er Svelgpladen mindre, bagtil stærkere indskaaren, men Svelglisterne
anseeligere og forholdsviis længere; desuden findes paa Svælgets Overside ved Roden en lille
trekantet Chitinplade med afrundede Hjørner, som omtrent udfylder Mellemrummet mellem
Listernes Rod.

Hos Ponera contracta $ ere Svælglisterne ved Roden ikke forenede ved nogen Plade,
men kun noget udvidede. 2

Spiseroret (T.1.F. I og 2e) løber som et temmelig lige,**) cylindrisk Rør gjen-
nem største Delen af Hovedet og hele Brystet samt Bagkroppens afsnørede Deel, indtil det,
efter at være traadt ud af denne, gaaer over i Maven. Dets indre Hinde er stærkt længde-
stribet og foldet, hvorved det bliver istand til betydeligt at udvides. Epithelcellerne mellem
Tunica intima og propria ere klare, men oftest ere de enkelte Cellers Vægge og Kjerner
vanskelige at skjelne med Bestemthed; dog blive Randene af et Længdesnit gjennem Spise-
røret bølgede ved Foreningen af de enkelte Cellers ydre Contourer. Musculaturen er paa
denne Afdeling af Tarmrøret meget svag.

Ved Spiserørets Rod findes tvende runde, af kun faa, men større Celler bestaaende
Legemer,”) liggende op til Rorets Sider under Tunica propria; dog har det hidtil ikke

*) Hos de nærstaaende Familier, Hvepser og Bier, sees derimod klare Vorter at stikke frem gjennem
tilsvarende Huller i Svælgpladen; og hos Bierne naae disse Vorter en ikke ubetydelig Størrelse.

”) Paa Afbildningerne er Spiserøret for Pladsens Skyld lagt i et Par Bugter.

Hos Odynerus har jeg fundet tre eller fire saadanne kugleformige Legemer.

286

været mig muligt at opdage nogen Udforingsgang eller anden Forbindelse med tilgrænd-
sende Dele.

Hos Myrmica fremtræder Tverrynkningen af Spiserøret langt tydeligere end hos
Formica. ;

Maven (T. 1. F. 1 og 2 f) er kegleformig og dannes ved en ‚simpel Udvidelse af
Spiseroret til den ene Side. Saavel Tunica propria som navnlig Tunica intima ere særdeles
stærkt og uregelmæssigt rynkede, og Epitheliet af samme Beskaffenhed som Spiserorets.
Noget Spor til Musculatur har jeg ikke her kunnet opdage, selv ved meget betydelig For-
størrelse.

Hos Myrmica er Maven stærkere afsondret, saa at den endogsaa er ikke langt fra
at kunne kaldes afsnøret,”) og den er tillige forholdsviis større, ja kan selv overgaae Duo-
denum i Rumfang; tillige har den gjerne et meer eller mindre fiirkantet Omrids. Hos
Myrm. cæspitum (å) har jeg navnlig stedse fundet Maven særdeles stor, fiirkantet og op-
fyldt af en klar guulbruun Vædske, medens Indholdet hos Form. rufa oftest var langt ube-
tydeligere, men seigere og af en mørkere bruun Farve.

Jeg har altid fundet Maven liggende heelt, eller ialfald kun med Undtagelse af For-
enden, bag Bagkroppens Stilk, hvorimod Léon Dufour paastaaer, at den ligger heelt foran
Stilken i Bagbrystet, og undrer sig over, at Ramdohr (Abhandl. üb. d. Verdauungsw. d.
Ins. p. 140) kan angive dens Leie som værende bag Stilken. Angaaende Mavens Leie siger
Léon Dufour (Mém. pres. p. div. sav. T. VII p. 479): »Je puis assurer que, dans les
nombreux individus de la Formica rufa Latr. soumis å mon scalpel, le jabot (Maven) était con-
stamment renfermé dans le thorax«, og han støtter denne Paastand ved at angive, at den

forreste Deel af Pylorus i Reglen ligger i Stilken: »La premiere partie (du gésier)... ordinaire-
ment engagée dant le court et étroit pédicule....«. Som en mulig Forklaring af Uover-

eensstemmelsen med Ramdohr anfører Leon Dufour, at de maaskee have havt forskjel-
lige Arter under Navn af Form. rufa for sig, men denne Omstændighed vilde dog vistnok
være aldeles uden Betydning for dette Spørgsmaals Vedkommende.

Pylorus (T. 1. F. 1 og 2. g—g’) danner Mellemleddet mellem Maven og Duode-
num; dens Betydning synes at bestaae i en Regulering af Næringsgrødens Fremrykning,
hvorimod den ifølge sit Leie og hele Bygning ikke kan antages at foretage nogen yderligere
Sønderdeling af Føden, hvorved den kunde fortjene Navn af Tyggemave (Kaumagen
v. Siebold).

Den forreste Deel af Pylorus opnaaer hos Formica en betydelig Størrelse og sær-
egen Udvikling, saa at Léon Dufour endog kalder den »le trait anatomique le plus sail-

") Paa Afbildningen (T. 1 F. 2 f) ligger Maven under Spiserorets Ende og Begyndelsen af Pylorus,
hvorfor Afsnøringen her falder mindre i @inene.

287

lant de la famille*); den er af en melonagtig Form, og støder med sin Forende op til
Maven, der oftest falder lidt ned over den (F. 1g). Den er fast, pergamentagtig, og inde-
slutter fire, i deres forreste Deel udfladede, noget kjøldannede og her stærkt chitiniserede
Lister. Disse Lister, der oftere findes afbildede (Ramdohr |. c. T. XIV F. 6 og Léon
Dufour I. c. pl. 7. F. 87), ligne nærmest Grenene af en Sukkertang eller Knibtang, og
ere stillede saaledes korsformigt, at Halvbuernes to Ender næsten berøre hinanden, medens
Skafterne divergere forefter. Hver Liste støttes desuden udvendigt af en secundær, i sin
hele Udstrækning pergamentagtig Liste, som begynder lidt under Halvbuernes Midte med
en opsvulmet Rod, og følger Hovedlistens Midtlinie, idet den tillige med talrige Smaabaand
er forbunden med denne.

Den mellemste rørformige Deel af Pylorus er kort, lige og af samme Bygning som
Spiserøret. Den sænker sig ind i Duodenum, hvor den svulmer noget op, og danner nu
den tredie Afdeling (F. 1 g’), der er af samme pergamentagtige Bygning som det første
Afsnit, dog uden Spor til indre Chitinlister.

Medens alle de forskjellige Arter og Former af Formica, jeg har undersøgt, have
havt et tydeligt udpræget melonformigt første Afsnit, fattes dette ganske hos Myrmica og
Ponera (contracta $); men til Gjengjæld har hos dem det bageste Afsnit opnaaet en bety-
delig Udvikling (T. 1. F. 2 g)).

Duodenum (T. 1. F. 1 og 2 h) er kort, men stærkt opsvulmet, af en melonagtig
eller svagt pæreformig Skikkelse, og udgjor sædvanligt Tarmrorets betydeligste Afdeling.
Den er glat, og selv Musculaturen er hoist ringe og vanskelig at iagttage. Hos Formica
faaer den oftest et marmoreret Udseende derved, at dens Epithelium indeholder en Deel
Fedt, som med sin hvide Farve stikker af mod den mørke Grund, som skyldes Indholdet
i Duodenum.”) Epitheliet bestaaer af meget flade, uregelmæssige Celler med særdeles store
Kjerner, hver med tydeligt Kjernelegeme (T. 1. F. 10: Form. fuliginosa). I sin nederste,
ofte svagt afsnørede Deel optager Duodenum de malpighiske Kar (F. 1 og 2 i); med
Hensyn til disses Bygning, Virksomhed og Antal henvises til det Følgende.

Krumtarmen (T. 1. F. 1 og 2 k) udgaaer fra den nederste Ende af Duodenum,
og efter at have beskrevet en mindre eller større Bue, overeensstemmende med Mavens og
Tyktarmens forskjellige Grad af Udvidelse, sænker den sig med et kort Stykke ind i Tyk-
tarmen. Den følger efter Spiserøret i Henseende til Længde, men i Modsætning til dette
ere dens Sider glatte, Epitheliet meget tykt, af en svag guul Farve, og de enkelle Geller

*) Dog er Udtrykket »famille« uheldigt; thi strax efter erklærer han, at han hos Formica ikke har
kunnet finde nogen »spherule«, der er den meest characteristiske Deel af denne Afdeling af Pylorus

) Det er dette mørke Indhold, som hos de lysegule Myrmica-Arbeidere frembringer den sorte Plet paa
Bagkroppens Underside, der gaaer igjennem Artsbeskrivelserne fra Linné til Nylander.

288

runde og fladtrykte. Cellernes Kjerner udmærke sig ved Mængden af Kjernelegemer, som
i Antal af sædvanligt fem, men ogsaa talrigere, indtil ti, næsten udfylde Kjernen.

Hos Formica er Krumtarmen glat. og det tverstribede Udseende, som den allige-
vel ofte faaer, skyldes de fine Tracheeforgreninger, som udbrede sig paa Tarmens Over-
flade. Hos Myrmica derimod, hvor den forholdsviis er kortere, men tillige tykkere, begyn-
der der at vise sig tydelig Tverrynkning, frembragt ved Musculatur, men ligesom hos Po-
nera, hvor den bliver endnu mere iøinefaldende, er den stærkest fremtrædende ved Roden
af Krumtarmen.

Tyktarmen (T. 1. F. 1 og 2 1) er ikke nogen ligefrem Fortsættelse eller Udvidelse
af Krumtarmen, da denne ikke udmunder lige i Spidsen af den, men indsænker sig i den
lidt nede paa Siden, uden dog at dens øverste Spidse fremtræder som nogen særegen Af-
deling, der kunde fortjene Navn af Blindtarm. Den er en stærk, muskuløs Sæk, paa hvil-
ken de paatversløbende, stribede Muskelfibre især ere tydeligt fremtrædende, saalænge den
er tom og sammenfalden; men naar den, hvad der sædvanligt er Tilfældet, er udspilet, bli-
ver Musculaturen mindre fremtrædende, ja kan tilsyneladende næsten aldeles forsvinde. Tyk-
tarmens Rumfang er dog i Reglen mindre end Duodenums, men kan blive selv ikke saa
lidt større end dennes, og disse to Afdelinger af Tarmrøret nærme sig da tillige hinanden,
idet den mellemliggende Krumtarm næsten boies sammen. Dens Indhold er gjerne en klar,
guulagtig Vædske, som indholder enkelte smaa, flade, brikkeformige Legemer, foruden nogle
større, sammensatte, der ligne Blodlegemer, og undertiden tillige Urin (?)-Chrystaller. Imel-
lem dens Tunica intima og propria findes hos Formica sex Vorter (F. 11’) af en stærkt af-
stumpet Kegleform, som bestaae af en ydre, klar, pergamentagtig Skal, der indeslutter faa,
smaa, runde Celler, som fuldkomment ligne dem i Krumtarmens Epithelium, kun at Kjerne-
legemerne i de enkelte Kjerner ofte ere endnu lidt talrigere, oftest sex, men ogsaa ofte indtil
tolv. Disse Vorter synes at være Levningerne af et Epithelium, og Skallens Betydning kunde
da være at skjærme for Cellerne, naar ved Tyktarmens stærke Udspiling dennes to Tuni-
caer trykke mod hinanden. At disse Vorter, Tarmvorterne (Rectaldrüsen, boutons char-
nus), hos Myrerne have Betydning som Secretionsorganer”), synes mig meget rimeligt; jeg
troer ogsaa engang at have seet en klar, guul Vædske mellem Tunica intima og Vortens
Rod, uden at jeg derfor tør antage, at Betydningen hos andre Insecter er den samme, da
disse Tarmvorter som bekjendt i Antal, Form og Størrelse vise mange Forskjelligheder.
At de, idetmindste hos Myrerne, ikke kunne være Respirationsorganer, synes mig allerede
tydeligt deraf, at de hos disse ikke ere indsænkede i Tyktarmen, og at de Tracheer, som udbrede
sig i disse Vorter, ere af en ringe Størrelse, navnlig i Sammenligning med de særdeles

7”) Det er ogsaa sandsynligt, at Krumtarmens Epithelium kan, ialfald tildeels, udøve en afsondrende
Virksomhed i Fordoielsens Tjeneste.

EE

store Tracheestammer, som have deres Spirakler i Nærheden i Bagkroppens sidste, rudimen-
tære Led. Hertil kommer, at Tarmvorternes Tracheestammer udspringe fra den fælles, korte
Hovedstamme, og lobe lige hen til Vorterne; men hvis de havde været Respirationsorganer,
maatte Tracheerne være komne til dem inde fra Legemet af og ikke fra et nærliggende Aandehul.
Hvad der ogsaa væsentligt synes mig at tale imod en saadan Forklaring i Almindelighed, er at
Tyktarmen jo ikke altid er opfyldt af Vædske, og selv om den er fuld, fornyes Vædsken dog
ikke ideligt, saaledes som Vandet i Libellarvernes Masttarm.

Hos Myrmica ere Tarmvorterne større, men deres Antal kun tre, hos Ponera findes
derimod atter sex.

Masttarmen (T. 1 F. og 2 m) danner en umiddelbar Fortsættelse af Tyktarmen,
naar denne er sammenfalden; den er stærkt muskuløs, rynket, med tydelige, stribede Muskel-
fibre, og munder efter et kort, lige Løb ud i Cloaken, der er meget stor, rundagtig, med
særdeles tykke og muskuløse Vægge.

Hos Hannen, der fattes Cloak, forandrer den temmelig lange Masttarm tilsidst sin
valseformige Skikkelse, bliver fladtrykt, og udvider sig til Siderne, hvorpaa den udmunder
med en bred, vandret Spalte over Parringsredskabets Rod. Paa begge Sider af denne Spalte
findes et frit, kort, næsten spadedannet Blad (Stylus), der er stærkt chitiniseret og i Ran-

dene besat med temmelig lange og stive Børter.

3. Kjertlerne.

De her afhandlede Kjertler ere deels saadanne, som udmunde i Tarmrøret, nemlig
Spyttekjertlerne, der atter ere Brystspyttekjertler, Læbekjertler, Svælgkjertler og Isse-
kjertler, og dernæst de malpighiske Kar; deels saadanne, som ikke staae i Forbindelse
med Fordøielsesredskaberne, nemlig Strubekjertlerne, Kindbakkekjertlerne, Bag-
brystkjertlerne og Giftkjertlerne.

Brystkjertlerne (T. 3. F. 1) ere de betydeligste af Myrernes Kjertler, Kjønskjert-
lerne fraregnede. De udmunde i Hovedet, men have deres Leie i Forbrystet, og bestaae af
fire Hobe Belge, som efterhaanden samle sig omkring fire Udforingsgange. Efterat disse

\

atter have forenet sig, to og to, svulme de derved fremkomne to større Gange betydeligt
op, og danne paa hver Side af Brystets Midilinie en Beholder, men forene sig kort efter,
omtrent ved Forbindelsen mellem Hoved og Bryst, til et fælles Ror. Dette, der altsaa
danner den for hele Kjertlen fælles Udforingsgang, gjennemlober dernæst hele Hovedets Under-
side, og idet det lægger sig langs hen ad Hagens Overside, under Hypopharynx, aabner det

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 37

290

sig under Tungeklappen bag Tungens Rod; dets Munding er omgiven med en aflang, per-
gamentagtig Ring.

Undersøgelsen af disse Kjerlers histologiske Bygning vanskeliggjøres derved, at Bæl-
gene ved Dissectionen strax tabe deres naturlige Udseende, idet deres indre større Deel da
bliver optagen af store, tilsyneladende tomme Rum, og alt Indhold trænges ud imod Siderne.
Ved Hjælp af fortyndet Chromsyre lykkedes det mig dog nogenlunde at bevare deres op-
rindelige Skikkelse, uden at det dog blev muligt, tydeligt at skjelne de enkelte Cellers Vægge,
hvis Tilstedeværelse dog allerede sandsynliggjøres ved de Afdelinger, som under den sæd-
vanlige Alteration af Bælgenes Indhold vise sig i det indre tomme Rum. Kjernerne vare
derimod meget tydelige, med mange Kjernelegemer, og Udføringsgangene saaes tydeligt
at dele sig i Spidsen af Bælgene, og ende med aabne Rør, der vare fiint tverstribede (T.
3. F. 2). Denne Tverstribning af Udforingsgangene, der giver dem et tracheeagtigt Udseende,
vedligeholdes ogsaa efter deres Forening heelt ud til Mundingen, og findes tillige paa Be-
holderne, der kun ere simple Udvidelser af Gangene. Cellestructuren findes iøvrigt udpræ-
get ikke blot i Bælgene, men ogsaa i Udføringsgangenes Beklædning og selv paa Beholderne,
hvor dog Cellerne ere meget flade, men have (ved Anvendelse af Chromsyre) tydelige Skil-
levægge og Kjerner.

Medens denne Bygning af disse Spyttekjertler i det Væsentlige er fælles for alle
Arter af Formica, baade Hunner og Hanner, afviger Myrmica deri, at Beholderne fattes,
ligesom ogsaa de enkelte Bælge ere ordnede paa en noget anden Maade. Ponera har vel
forholdsviis mindre Beholdere, men disse ere omgivne af et langt tykkere Cellelag end hos
Formica.

Det er disse Spyttekjertler, som Léon Dufour har fremstillet under Navn af »or-
gane sålivaire« paa sin Afbildning af Myrernes Tarmrør (l. c. Pl. 7 F. 86), og som derfra ere
optagne i Carus's Icones zootomicæ T. XV. F. 4; men, som Léon Dufour vel selv for-
modede (»je ne saurais me défendre de la crainte, qu'une partie de cet appareil n'ait éludé
mes recherches«), har han kun fremstillet Kjertlernes Beholdere og disses Udforingsgange.
H. Meckel (Müllers Arch. f. Anat. und Phys. 1846: Microgr. einig. Drüsenapp. d. nied.
Th.) har vel fundet den fælles Udforingsgang i Hovedet, men henfører den til Issekjertlerne.
Brystet med dets Kjertelparti har han ikke undersøgt.

Lebekjertlerne (T. 1. F. 1 og 2 b og F. 5—8) ligge tæt op til Undersiden
af Mundskjoldet, og bestaae af en stor Mængde enkelte Kjertelceller, hver med sin egen
Udføringsgang; disse Gange aabne sig i en fælles, kort, kølleformig Beholder (F. 5), som
med en kort Hals udmunder tæt bag Mundklappens Rod, een i hvert af Svelgets Forhjorner.
Beholderen, hvis Væg bestaaer af en tyk, guulagtig, eensartet Masse, faaer ved de Huller,
gjennem hvilke de enkelte Cellers Udføringsgange aabne sig, Udseende af Brusen paa en

Vandkande. Gangene, der ere meget lynde og lange, gaae, som sagt, hver til sin Celle;

291

men naar der til samme Celle gaaer to Gange, kan man ogsaa see, kvorledes en saadan
Celle er opstaaet ved Sammensmeltning af to enkelte. Gangene gjennembryde forresten
Gellernes Vægge og tabe sig inde i Cellemassen. De enkelte Celler udmærke sig ved deres
temmelig kugledannede Form, ved deres klare Farve og meget store Kjerne. En ganske
tynd, simpel Hinde omgiver endelig samtlige Celler i hver af de to Læbekjertler.

Efter den Beskrivelse og Afbildfing, som Meckel I. c. giver af Læbekjertlerne hos
Form. rufa, skulde Udføringsgangene være tragtformige Fortsættelser af Cellernes Vægge;
dette Udseende kunne de let faae, naar Cellerne presses ved Dækglassets Tryk, hvorved
deres Vægge ofte faae en tragtformig Fremspringning, til hvis Ende Gangen da noie slutter sig.

Svælgkjertlerne (T.3. F. 10). Som allerede forhen berørt, findes paa hver Side af
Svælgpladen omtrent en Snees cirkelrunde Huller, der ere bedækkede med en tynd Hinde.
I Midten af denne Hinde aabner et tyndt Rør sig, der er Udføringsgang for en enkelt, fri
Kjertelcelle. Disse Geller som ligge paa Undersiden af Svælgpladen, tildeels i Rummet mel-
lem de to Par Lister, ere af en noget aflang, uregelmæssig Form; de have tre til fem Kjer-
ner, der atter have ligesaa mange Kjernelegemer. Paa Grund af den rigelige Musculatur
paa Svælgets Underside ere de vanskelige at blive vaer, og jeg veed heller ikke, at de før
ere iagttagne.

Issekjertlerne (T. 1. F. 1 n og 2 d) ere Hovedets anseeligste Kjertler; hver
af dem bestaaer af en Busk af omtrent tredive rørformige, lidet forgrenede Kjertelbælge, og ud-
munder under de vingeformede Udvidelser paa Svælgets Bilister. Bælgene bestaae af to Hinder,
den ene stukken ind i den anden, med mellemliggende Epithelium af flade Celler med store
Kjerner, der indeholde en stor Mængde Kjernelegemer (T. 1. F. 9). Kjertlernes sædvanligt
stærkt saffrangule Farve hidrører sandsynligviis fra Bristningen af Cellernes og Kjernernes
Vægge, hvorved de gule Kjernelegemer blive frie og i uregelmæssige Smaahobe lægge sig
op til Tunica propria. Hvor Kjertlerne derimod beholde et klart, ufarvet Udseende, hvilket
i Almindelighed kun er Tilfældet med korte Strækninger af enkelte Rør, sees Kjerner og
Celleinddeling tydeligt. Ved Brugen af en svag Chromsyreopløsning har jeg dog altid kun-
net iagttage deres histologiske Bygning.

Antallet afBælge vexler noget hos de forskjellige Individer af Form. rufa, men endnu
større er Forskjellen hos andre Arter; Form, fuliginosa har saaledes knap halvt saamange
Rør, men de ere da ogsaa større, navnlig betydeligt videre. Hos Myrmica er Rorenes An-
tal ringere, ligesom de ogsaa ere smækkrere og mindre forgrenede.

At det er disse Kjertler, H. Meckel (l. c.) mener med sine »untere oder hintere
Speicheldrisen«, sees let af hans Beskrivelse med tilsvarende, noget raa Tegning (ESSEN)
At han derimod ikke har kunnet følge dem til deres Mundinger i Svælget, forklares ved
disses skjulte Leie, og til at henføre Brystspyttekjertlernes fælles Udføringsgang til dem, er
han maaskee bleven ledet derved, at disse Kjertlers histologiske Bygning i visse Henseender

SDN
37

292

ligner de nederste Spyttekjertlers (Brystspyttekjertlerne) hos Honningbien, hvis Udforingsgang
jo ogsaa aabner sig under Tungeklappen.

De malpighiske Kar (T. 1. F. 1 og 2 i) aabne sig i den nederste Ende af
Duodenum; hos Formica, som hos Piezaterne i Almindelighed, er deres Antal ikke ubety-
ligt, og deres Længde er her omtrent lig Krumtarmens og Tyktarmens tilsammen. De be-
staae af en Tunica propria, som paa sin indvendige Side er beklædt med et Epithelium af
meget store, klare Geller med tydelige Kjerner, men som oftest kun eet Kjernelegeme;
nogen Tunica intima, der som en fælles indre Væg skulde begrandse Epitheliet, har heller
ikke jeg*) kunnetiagttage. Mod en saadan Hindes Tilstedeverelse taler ogsaa den Omsten-
dighed, at Epitheliets indre Begrendsningslinie ved et Lengdesnit faaer et bølget Udseende ;
derimod yise de enkelte Celler en eensartet, svagt guulladen, smallere eller bredere Zone,
en Cuticula, som omgiver hele Cellens frie indre Side (T. 1. F. 3 og 4).

Vesentlig Bygningsforskjel mellem de forskjellige Ror eller mellem de enkelte Rors
Ende og Rod har jeg ikke ‘undet i denne Familie (jfr. F. 3 med 4); kun forekom Cellerne
ved Roden mig større, men dette skyldes sandsynligviis Rorets større Vidde forneden.
Derimod ere de som oftest alle stærkt safrangule fra Roden et godt Stykke udefter, men
denne Farve, der forresten snart taber sig, naar Tarmroret har ligget lidt i Vand, skyldes
nærmest de talrige, i Cellernes Masse indleirede, gule Elementarkugler. Desuden findes
ofte, dog kun i Rodenden, større, kugleformige, gule Legemer (indtil % af Rørets Vidde),
af hvilke de største synes at bestaae af talrige, straaleformigt stillede Smaastave, som maa-
skee kunne ansees for vordende Urinchrystaller, af hvilke sidste man da ogsaa seer en Deel i
samme Ende af Roret.

Antallet af de malpighiske Kar er hos Formica særdeles afvexlende, ei blot efter Arter,
men ogsaa efter Kjon og Individer. Hvad Kjonnene angaaer, da findes det største Antal hos Hun-
nerne (Form. mixta 2 33—34; rufa $ 18—25, ¥17—19; nigra 9 23; flava 2 17—24; fuligi-
nosa§ 16—25; fusca 9 og herculanea ¥ 16); færre have Hannerne (Form. exsecta og nigra
14; flava 6—16); dog have Arbeidere af Arter med forholdsviis meget lille Bagkrop ofte
endnu færre (Form. flava i Reglen 7— 8).

Hos Myrmica ere Rorene længere og smækkrere, men Antallet er hos begge Kjon
ogsaa kun sex, og kun hos smaa Arbeidere (Myrm. cespitum) forekomme der endnu færre,
saaledes hos den anførte Art kun fire; dog kan ogsaa hos de større Former (Myrm. cespi-
tum 2) undertiden et af Rorene mangle, maaskee paa Grund af Sygelighed; idetmindsle saae

*

) H. Meckel negter ogsaa (I. c.), i Modsetning til den ældre Meckel, Tilstedeværelsen af nogen egent-
lig Tunica intima; ligesaa lidt har Leydig (Lehrb. d. Histol. 2 426 og 431) fundet nogen anden in-
dre Begrændsning end en »Zona pellucida« eller »Cuticulas.

293

jeg i et saadant Tilfælde, hvorledes et af de fem tilbageblevne Rør var særdeles kort og i
Spidsen stærkt kugleformigt opsvulmet.

Hos Ponera fandtes Antallet at være otte, og oftere saaes i flere eller færre af Rø-
rene henimod Rodenden aflange Conglomerater med ujevnt Omrids, af en mælkehvid Farve
(jfr. Leydig L c. 2 431 F. 232 A); den modsatte Ende af Roret kunde nu være heelt fuld
af smaa, runde, hvide Legemer, der, efterhaanden som de gled ned mod Rodenden, sam-
lede sig i disse Conglomerater, hvoraf flere saaes i uforandret Skikkelse at ligge i Krum-
tarmen og Tyktarmen.

Ramdohr (Abhandl. ub. d. Verdauungsw. d. Ins.) angiver Antallet af de malpighi-
ske Kar hos Form. rufa til 12—16; paa Afbildningen (T. 14. F. 3) findes der 14, og stot-
tende sig til denne er det sandsynligviis, at H. Frey og R. Leuckart (R. Wagner Lehrb.
d. Zoot. II p. 101) sige, at Formica har 14 »Harngefåsse«.

Léon Dufour (l. c. p. 481) har hos Form. pubescens fundet 25—30 malpighiske
Kar, hos Myrmica »une douzaine au plus«, medens jeg aldrig har fundet fiere end sex hos
denne Afdeling af Myrernes Familie.

Strubekjertlerne (T. 1. F. 11—13). I Kanten af Strubepladerne (F. 11 b) fin-
des paa den nedadvendte Side en Mængde Smaahuller, stillede i flere Rækker bag hveran-
dre, i hvilke Udforingsgangene fra en Deel frie Kjertelceller udmunde. Disse Celler, som
tilsammen, dog, ligesom ved Lebekjertlerne, hver Kjertel for sig, ere indesluttede i en fælles,
tynd, simpel Hinde, ligne ogsaa i de fleste andre Henseender Lebekjertlernes, saaledes
baade i den næsten kuglerunde Form og i deres Udforingsganges Længde og Indsenkning i
Væggen, samt deri, at de hver have deres egen Udforingsgang; forskjellige fra dem ere de
derimod ved deres mørkere Farve, ringere Størrelse, nåvnlig med Hensyn til Kjernerne,
hvorved de ere lelte at skjelne fra hverandre, selv naar de ved Hovedskallens Aabning
og den sædvanlige Bristning af begge Kjertlers tynde, omsluttende Hinder komme til at ligge
sammenblandede. Ogsaa her kunne to Kjertler voxe sammen (F. 13).

Kindbakkekjertlerne (T. 2. F. 5, 10 og T. 3. F. 3—5) udmunde med en kort
Udføringsgang i den Indskjæring i Chitinmassen, som findes ved Kindbakkernes Rod paa
den øvre Halvdeel af disses ydre Flade. Kjertlernes afsondrende Deel bestaaer i Almin-
delighed af een større og flere mindre Cellemasser med talrige Kjerner, der atter have sær-
deles talrige Kjernelegemer (indtil tredive), men hvor de oprindelige Cellers Vægge knap
ere til at skjelne; tilsammen ere disse Kjertelmasser omgivne af en fælles, tynd Hinde.
Fra dem udgaae, men kun til den ene Side, der vender mod Beholderen, mange korte,
lynde, i Hobe samlede Udføringsgange, som aabne sig i den tilsvarende Side af Beholderen.
Denne er forholdsviis meget stor, stærkt rynket og omgiven af en tynd, klar Beklædning,
uden tydelige Kjerner eller Celleinddeling; det gjennemskinnende Indhold giver den en guul
Farve. Kjertelmassen selv er endnu mørkere, og bliver ved sin rodgule Farve, som skyldes

294

de Elementarkugler, som findes i Cellemassen, let kjendelig, naar Kindbakken rives ud af
sit Leie, og Kjertlen da, som det i Reglen skeer, følger med.

Mellem de enkelte Arter og Slægter findes kun nogen Forskjel med Hensyn til Be-
holderens og Kjertlens Størrelsesforhold”), deels indbyrdes, deels i Sammenligning med Kind-
bakkerne; saaledes har Form. flava 2 (T. 3. F. 5) en meget lille, kolleformig Beholder.
Hos Myrmica bestaaer Kjertelmassen af flere Portioner, idet Celleinddelingen her er
tydeligere.

Fra denne almindelige Typus danne Kindbakkekjertlerne hos Form. fuliginosa en
mærkelig Undtagelse, idet baade Beholderen her opnaaer en forbausende Størrelse, og Kjer-
telmassen derhos ikke lengere er samlet paa samme Side af Beholderen, men Kjertelcellerne
spredte i smaa Hobe over dens hele Overflade”) (T. 3. F. 3). Kjernerne have desuden
kun ganske faa Kjernelegemer (F. 4), Bekledningen paa Beholderens Vægge er forholdsviis
endnu tyndere, og endelig er Kjertelmassen her ganske vandklar. PaaF. 4 sees ogsaa tyde-
ligt, hvorledes Udforingsgangene, i Modsætning til hvad der er Tilfældet ved Læbe- og Strube-
kjertlerne, kun ere tragtformige Forlængelser af Cellernes Vægge.

Bagbrystkjertlerne (T. 3. F. 6—8). Disse Kjertler opnaae deres høieste Udvik-
ling hos Arbeideren af Form. fuliginosa, som jeg derfor vil foretrække at begynde med.
Paa Bagbrystets Sider altsaa, lige ovenover Hofterne, ved Foreningen med Segmentum me-
diale””), findes en bred Fordybning, hvis ydre Halvdeel kun er af ringe Dybde, men stærkt
haaret, hvorimod dens indre Deel pludseligt stiger med en brat Indsænkning op i Bagbry-
stet. Denne Indsænkning (F. 7) er paa alle Sider fri og indvendigt i Midten besat med
lange Børster, der rage op i den, uden dog at naae ud over Mundingen; men idet deres
Spidser nærme sig hverandre, danne de en omvendt Ruse, som spærrer Adgangen til Ind-
sænkningens Bund for fremmede Legemer. Denne Bund er meget ujevn, idet mørke, stær-
kere chitiniserede, flade Partier afvexle med lysere, mere hindede og mere buede, i hvilke
sidste de lange, tynde Udføringsgange fra Kjertelcellerne udmunde. Cellerne ere frie, en-
kelle eller dobbelte, og ligge, hver Kjertel for sig, sandsynligviis indesluttede i en fælles,
tynd Hinde, lidt bag Indsænkningens Bund. Kjernerne ere kun smaa, hver med et Kjerne-
legeme, og Udføringsgangene ere, ligesom ved Kindbakkerne, simple tragtformige Fortsæt-
telser af Cellernes Vægge.

) Paa Afbildningen af Kindbakken hos Ponera (T. 2. F. 12) er kun Beholderen fremstillet, da det ikke

er lykkedes mig under Præparationen, at bevare Kjertelmassen i sit naturlige Leie og Sammenhæng.
”) | Herved kommer denne Arts Kindbakkekjertel mere til at ligne Honningbiens, hos hvis Arbeider dens
Rumfang omtrent udgjør to Trediedele af Kindbakkernes, og hvor .den er af en mælkehvid Farve,
som skyldes Cellemassen, der i et sammenhængende Lag omgiver Beholderen.

"") Angaaende denne Betegnelse af Brystets bageste Deel henvises til Indledningen til det faunistiske
Afsnit.

295

Disse Kjertler findes hos de fleste baade indenlandske og udenlandske Myreformer,
men med Forskjel i Henseende til Udvikling og Størrelse; de kunne endogsaa rent forsvinde,
saaledes som det, mærkeligt nok, er Tilfældet saavel hos Dronningen som Hanne naf selve
Form. fuliginosa, hos hvilke der hverken er Spor til Kjertel eller ydre Aabning. Hos an-
dre Arter derimod, Form. flava f. Ex., findes en temmelig stor, fiirkantet Aabning paa hver
Side af Bagbrystet (den flade Fordybning har kun Form. fuliginosa $) ikke blot hos Arbeideren
og Dronningen, men ogsaa, skjøndt noget mindre, hos Hannen. Hos vore større Formica-
Arter ere Aabningerne oftest kun Tverspalter, som selv ved svag Forstørrelse blive kjende-
lige ved tættere Behaaring og længere Børster paa deres Forrand. Hos Myrmica findes oven-
for Spalten en lille Bule; Indsænkningen er her ikke fri, som hos de fleste Formica-Arter,
men dens Ydervæg dannes af det fælles Hudskelet.

Disse Kjertler ere sandsynligviis ikke særegne for Myrerne, skjøndt jeg ikke paa de
mange forskjellige Piezatformer, jeg i denne Anledning har undersøgt, har fundet lignende
Aabninger i Bagbrystets Sider. Forresten svare disse Kjertler maaskee til de Stinkekjertler,
som findes hos Tægerne i Brystet.

Jeg veed ikke, at de tre sidste Par Kjertler før ere iagttagne og beskrevne. Kun
ved en enkelt tropisk Art har jeg fundet en Afsondring omtalt, som maa hidrøre fra Bag-
brystkjertlerne; men det nævnes som noget Særeget for hiin Art, og da disse Kjertler her
maae have en ejendommelig Udvikling og Betydning, vil jeg afskrive vedkommende Sted,
som det findes hos Fr. Smith (Catal. of Hym. Ins. Part. VI. Form. p. 200): »The Crema-
togaster inflatus (fra Sincapur og Borneo) of this Catalogue, page 136, is a species which
probably has workers that perform a similar operation (Tilberedning af Honning), but in
this case it is rendered even more remarkable from the receptacle or laboratory being a swol-
len bladder-like formation on the metathorax (vort Segmentum mediale) of the insect: this
singular apparatus is furnished with a small circular orifice at the posterior lateral angles,
from which the saccharine fluid doubtless exudes; portions of crystallized particles are vi-
sible within the orifices, and frequently are also scattered over the whole surface of the
inflation; we may therefore reasonably conclude, that this insect elaborates a suitable and
necessary aliment for the nourishment of the young brood (?).«

Giftkjertlen (T. 3. F. 11—22) bestaaer af to lange, frie Kjertelror, der, strax
efter at have forenet sig, som et felles Ror gjennembryde Giftbeholderens ydre Hinde eller
Tunica propria; indesluttet mellem Bebolderens to Hinder, slynger nu Roret sig i mange
Bugtninger, der samlede ligge som en Pude paa den ene Side af Beholderen, i hvis indre
Hinde Roret omsider indmunder. Beholderen, der ved en kort Hals eller Udforingsgang
udgyder sit Indhold i Cloaken, staaer endelig ved Foden af Udforingsgangen i Forbindelse
med en i Spidsen dybt spaltet Kjertelsæk (F. 11 c*)). Gaae vi dernæst over til en nærmere

*) F. 11 er tagen af Form. cunicularia OF

Beskrivelse, komme vi først til de frie Kjertelrør (F. 11 a), der altsaa ere tvende udeelte
(kun meget sjeldent udsende de en lille Sidegreen, eller ere spaltede i Spidsen), vandklare
Rør, som i Midten gjennemløbes af den tynde Udføringsgang, der optager Giften fra de
store, uregelmæssige Celler med deres store Kjerner og talrige Kjernelegemer (F. 12 frem-
stiller Enden af et saadant Ror hos Form. fuliginosa $). Efter at de have forenet sig,
træder det fælles Rør indenfor Tunica propria paa Beholderen, lidt ovenfor dennes Hals, og
stiger da, uden at gjennembryde Tunica intima, først opad langs Beholderens Væg mod
dennes Spidse, boier sig derpaa nedad mod sit Udgangspunk, stiger saa atter i Veiret, og
bliver saaledes mange Gange ved, indtil det tilsidst indmunder i Tunica intima. I Begyn-
delsen er Røret simpelt, men snart begynder det at udsende Siderør, først kortere, senere
længere; først med lange Mellemrum, senere det ene næsten umiddelbart efter det andet.
Baade Hovedrøret og Siderørene, de sidste overeensstemmende med den Deel af Hoved-
røret, hvorfra de gaae ud, variere betydeligt, efterhaanden som de nærme sig Indmundingen
i Tunica intima. Forst ere de uden kjendeligt Epithelium, og der sees kun under-
tiden smaa, utydelige, klare Legemer med talrige Elementarkugler (F. 14), som med deres
Spidse staae i Forbindelse med Røret, og maaskee kunne ansees for en Levning af eller
en Tilnærmelse til et virkeligt Epithelium. Senere hen, efterhaanden som Siderørene blive
tættere (F. 15), bliver ogsaa Epitheliet baade paa dem og Hovedrøret kjendeligere, men op-
naaer dog aldrig nogen synderlig Tykkelse. Cellernes Vægge ere dog meget vanskelige at
iagttage, men Kjernerne træde tydeligt frem som vorteformige Ujevnheder paa Rørenes Yder-
side; selve Væggene af Kjernerne ere særdeles tynde og klare, og Kjernelegemerne,
der ere tilstede i et Antal af fire til syv i hver Kjerne, faae da Udseende af Smaahobe af
frie Elementarkugler (F. 16). Forresten kunne Siderørene atter udsende Smaagrene, eller
spalte sig lavere eller heiere oppe.

Det er yderst vanskeligt at faae Beholderen hos Form. rufa $ at see fyldt med
Gift; thi selv om det lykkes pludseligt at dræbe Dyret eller afklippe Bagkroppen, uden at
det faaer Tid til at udsprøite Giften, vil dog Beholderen næsten altid tømmes ved Aabningen
af Bagkroppen; lykkes det imidlertid at see den udspilet af Giften, da vil man ogsaa see,
hvorledes alle mellem de to Hinder indesluttede Rør ligge sammen som en Pude paa den
ene Side af Beholderen, sædvanligt knap indtagende en tredie Deel af Overfladens Omfang.
Beholderen selv er af en ægformig Skikkelse, og omgives af en dobbelt Tunica; men Mu-
sculaturen er hos Form. rufa $ meget svag; dog sees oftest en større eller mindre Deel
af den omgiven af flade, smalle, paatvers løbende, parallele Muskelfibre. Paa Grund af
denne ringe Uvikling af Musculatur maa vel Udsprøitningen af Giften nærmest bevirkes ved
Tryk af Cloakens tykke, muskuløse Vægge. Beholderens Udføringsgang er kort, men meget
lyk og stærkt tverrynket, dog uden Spor til Muskler.

I Forbindelse med Udforingsgangen og indsenket lige ved dennes Overgang i

— 297

Cloaken, staaer en egen Kjertel eller Kjertelsæk, der er af betydelig Størrelse og stærkt ind-
skaaren eller spaltet i Spidsen. Sin gule Farve skylder den til talrige, smaa, uregelmæs-
sige, gule Legemer (Elementarkugler), som ligge strøede om mellem Epitheliets Geller.
Epitheliet selv er kun tyndt og uden tydelig Celleinddeling, men med kjendelige Kjerner
med faa Kjernelegemer. Musculatur har jeg ikke iagttaget hos Form. rufa, derimod har jeg
hos Form. fusca $ tydeligt seet et Net af ganske fine Muskelfibre. Kjertelsækken, der til-
lige maa tjene til sin egen Beholder, findes, ligesaa lidt som den egentlige Giftbeholder,
hos denne Årt i Reglen fyldt af sit Secret, som forresten er af en guulagtig Farve og en
seig, olieagtig Consistents, der gjør, at det ikke blander sig med Vand, men heri samler sig
i større Draaber. Ved Udsprøitningen af Giften blander nu sandsynligviis denne Bikjer-
tels Secret sig med Hovedbeholderens Indhold, og paa en saadan Sammensætning af to
forskjellige Stoffer tyder ogsaa den rigtignok noget tarvelige Oplysning, som Will (Schlei-
den und Froriep's Not. 1848 Sept. p. 17) giver om Giftens Sammensætning hos Myrerne.

De andre Formica-Arters, baade Arbeideres og Dronningers, Giftapparat ligner det
her beskrevne, men kan naturligviis variere meer eller mindre i det Enkelte; saaledes
er hos Form fuliginosa 9 og cunicularia 9 de frie Kjertelror forholdsviis kortere; hos
Form. fuliginosa $ er Hovedbeholderen omgiven af et langt tættere og tykkere Muskellag ;
hos Form. fuliginosa $ er Bikjertlen mere cylindrisk, kun boiet eller lidt spaltet i Spidsen
(F. 17); hos Form. flava 2 lille, pereformig; hos den nærstaaende Form. mixta derimod stor og
næsten kugleformig; hos Form. rufa Q endelig er Bikjertlen spaltet næsten fra Begyndelsen
og betydeligt længere end den tomme Hovedbeholder.

Hos Myrmica og Ponera er Giftkjertlen meget forskjellig fra Bygningen hos For-
mica. Hos Myrmica (F. 18—20, 22) forene de frie Kjertelror, der ligesom hos Ponera udgjore
Kjertlens betydeligste Deel, sig mellem Beholderens Tunica propria og intima, og fortsætte sig
derpaa som et langt, slynget Kjertelror inde i Beholderen, hvor det ender med en Opsvulmning.
Beholderens eller Giftblerens Udforingsgang er lengere og tyndere end hos Formica, men op-
tager ligeledes for sin Udmunding Bikjertlens Udforingsgang. De frie Kjertelror (F. 18 a)
ere ikke lange, men anseelige og tykke; de ere dertil klare med tydeligt gjennemskinnende
Kjerner (F. 19). De smelte sammen i Spidsen af Beholderen, som det synes indenfor Tu-
nica propria, og gjennembryde strax Tunica intima, hvorpaa det fælles Ror inde i Beholderen
i dennes overste Ende danner en storre Knude eller Slynge; det er her omgivet af meget store,
klare Celler med forsvindende Kjerner*), og ender tilsidst i en Opsvulmning med tydelige,
talrige Kjerner, men utydelig Celleinddeling. Giftbeholderens Veg er stærkt rynket eller
krollet uden Spor til Musculatur eller omgivende Cellelag; Udforingsgangen er lang, tynd,

*) Denne Deel af Roret kommer da paafaldende til at ligne den Afbildning, som Leydig (Lehrb. d. Hi-
stol. p. 393 F. 394 A) giver af et Stykke af den saakaldte Vandkanal hos en Igle (Hæmopis).

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd 35

298

stærkt tverrynket, men ligeledes uden kjendelig Museulatur*). Bikjertlen (F. 18 c) er mere
kugleformig med tykkere Epithelium og længere Udføringsgang end hos Formica. Naturlig-
viis kunne ogsaa hos Myrmica de enkelte Arter variere med Hensyn til Giftkjertlen, og saa-
ledes er hos Myrm. cæspitum 9 Bikjertlen mere cylindrisk, af Form omtrent som hos Form.
Fuliginosa.

Hos Ponera munde de forenede Ror ind i Giftblæren nedenfor dennes Midte (om-
trent som hos Formica); Blæren er omgiven med faa, men svære Muskelbaand, men det
indre Kjertelrør er bygget som hos Myrmica, og ender ogsaa her i en betydelig Opsvulm-
ning (F. 21). Léon Dufour (Mém. pres. par div. sav. Tom. VII pl. 7 Fig. 86 a) frem-
stiller paa sin Afbildning kun Kjertlens ydre Contour, men han har kun eet frit Kjertelrør
og ingen Bikjertel. Ved Optagelsen" af denne Figur i Carus's Icones zootomice T. XV
F. 4 er denne unøiagtige Fremstilling bleven endnu mere udbredt, og støttende sig til Léon
Dufour siger ogsaa v. Siebold i sin Lehrb. d. vergl. Anat. p. 629: »Derselbe (Giftkjertlen)
ist jedoch unpaarig und besteht in einem einzigen Saftbehålter, von dessen Halse nur ein
einfacher Drüsenschlauch abgeht«.

Leon Dufour, der ikke berører Myrernes Giftkjertel under den specielle Beskri-
velse af denne Familie, men kun i Indledningen til hele Ordenen (1. c. p. 413), omtaler deri-
mod (p. 482) ved Æggestokken hos Form. pubescens et Biorgan, om hvilket han siger: »La
glande sébifique de cette fourmi est peut-être un organe sérifique, s’il faut en juger par sa
forme. C'est un petit boyau très-simple, cylindroide, d’un jaune verdätre, inseré sur la paroi
supérieure de l’oviducte.« Paa Grund af Henforingen af dette Organ til Æggestokkene og
Benævnelsen »glande sébifique«, hvormed Léon Dufour i Almindelighed betegner Sedgjem-
met, var det rimeligt, at han ogsaa her havde havt dette Organ for Øie, saameget mere som
det vanskeligt kan oversees hos Dronningen. Men Ordene: »un boyau cylindroide, d'un
jaune verdätre« passe ikke paa den ovale, rimeligviis i Midten indsnorede (jeg kjender nem-
lig ikke Form. pubescens, saa at jeg ikke kan sige noget bestemtere), mælkehvide Sædkap-
sel. Dertil kommer, at det ogsaa af andre Grunde er rimeligt, at Léon Dufour kun har
havt Arbeideren af Form. pubescens for sig, hos hvilken Sædgjemmet maa antages at mangle.
Derimod passer Angivelsen af Farve og muligt ogsaa af Form godt nok paa Bikjertlen,
som ogsaa forresten er saa kjendelig, at det ikke er rimeligt, at den kan være undgaaet
Léon Dufour.

Ratzeburg (Brandt und Ratzeburg Med. Zool. II T. XXV F. 50) giver en mindre
god Fremstilling af Giftbeholderen uden de frie Kjertelrør, men med Bikjertlen, som han

*) Hos Honningbien (8) er Giftblæren glat, uden Musculatur, men omgiven af samme Slags Kjertelmasse,
som findes i Rorene, kun at Beklædningen her er af en ganske ringe Tykkelse; Giftbleren er kun
ligesom en Opsvulmning af det fælles Giftrer.

29

dog anseer for Arbeiderens rudimentære Æggestokke, en Tydning, der kun lader sig for-
klare derved, at han uheldigviis har undersøgt Exemplarer, hvor de virkelige, rudimentære
Æggestokke have været usædvanligt stærkt hæmmede. Denne Anskuelse gjentager han for-
resten i Nov. Act. phys. med. Acad. C. L. C. Tom. XVI Pars post. p. 643, hvor han finder det
næsten utroligt, at Treviranus ikke har fundet rudimentære Æggestokke hos Humlearbei-
derne, og saa med Henviisning til Med. Zool. tilføjer: »Ich habe diese Rudimente übrigens
bei viel kleineren Thieren, den Ameisen $ gefunden.»

H. Meckel (Miiller’s Arch. f. Anat. und Phys. 1846 p. 48) omtaler heller ikke de
frie Kjertelror, men selv med Hensyn til de af ham først beskrevne indre Rør, er det urig-
tigt, naar han antager, at der er to Hovedror, medens vi have søgt at godtgjore, at der kun
kan være eet. Heller ikke ere Rorene eens overalt, ligesaa lidt som Siderorene stedse ud-
gaae fra samme Side; at det første ikke er rigtigt, er viist ovenfor, men ogsaa den sidste
Paastand, troer jeg ikke, er ganske rigtig; (hi om de endog i større eller længere Udstræk-
ning (F. 15) udgaae fra samme Side, har jeg, ialfald ved de første Rors Udgang, seet dem
udgaae fra forskjellige Sider af Hovedrøret. I Wagner's Lehrb. d. Zoot. (II p. 104) synes
H. Frey og R. Leuckart snarest at have støttet sig til H. Meckel, naar de sige: »Die
Ameisen haben.... eine grosse, zusammengeballte, unpaare Drüse, die aus vielfach ver-
schlungenen Schläuchen zu bestehen scheint.«

Alle vore indenlandske Formica-Arter savne aldeles Braad, og Giften sproites da
umiddelbart ved Hjælp af Cloakens tykke, muskuløse Vægge ud i det Saar, som de have
frembragt iforveien ved deres Kindbakkers Bid. Myrmica og Ponera have derimod, som næsten
alle Hunner af denne Orden, en Braad, hvis Beskrivelse altsaa her vil være paa sin rette
Plads. |

Braadden (T. 3. F. 22, hvor dog kun den ene Side af den er fremstillet), der,
hvor den forekommer hos Myrerne, er Værge- eller Stikkebraad, bestaaer ligesaavel som
Terebrantiernes Læggebraad af tre Par Blade. Det inderste Par eller Naalene (a) ere,
saaledes som Navnet antyder, langstrakte og spidse; de have ikke, som Biernes f. Ex.,
Gjenhager ude mod Enden, men ere omtrent paa Midten forsynede med en lille, halveirkel-
formig Plade, der sandsynligviis tjener de Muskler, der bevæge de enkelte Naale, til Tilknyt-
ningssted. Ved Roden ere de noget buede og her fæstede til en lille, dybt indskaaren
Plade (b), Bipladen, som atter med sin bageste Ende staaer i Forbindelse med en lang, tynd, i
begge Ender krogformigt udvidet Chitinplade (c), paa hvilken Hovedmassen af de Muskler, som
bevæge hele Braadden, ere befæstede. De to midterste Blade eller Listerne (d) ere som
sædvanligt sammenvoxne i Ryggen, og tjene derved til Skede for Naalene. Forneden ere
de i deres længste Udstrækning stærkt chitiniserede, men have foroven henimod Roden en
stor hindet Plet, der kun paa Siderne og bagtil er omgiven af en tynd Chitinrand, hvis

øverste Deel er stærkt indbugtet, men uden Spor i Midtlinien til nogen Søm, som kunde
38"

betegne Sammenføiningen af de to oprindelige Lister. I Forbindelse med denne Skede
staaer en smal, i Midten spidsvinklet boiet Chitinliste (e), hvis to Ender slutte sig til Skedens
Forbjørner. Denne Liste minder om, og har rimeligviis samme Betydning for Skeden, som
Hagestøtten for Hagen. Det tredie og yderste. Par Blade, Sideklapperne (f), bestaae hver af
to Stykker, hvoraf det indre, kortere og smallere Stykke staaer i Forbiudelse med Naalenes
Biplade (b), og bestaaer af en smallere, men stærkere chitiniseret Rygliste og en bredere,
pergamentagtig Sideplade. Det ydre Stykke udvider sig bladformigt, men løber spidst til
mod Enden; det er ogsaa paa sin Rygside stærkere chitiniseret, og bærer her nogle læn-
gere Børster. I den hindede Spidse findes ogsaa et Par større Børster, der sandsynligviis
ere Følebørster.

4. Forplantningsredskaberne.

Piezaternes Hanner udmærke sig i Almindelighed ved meget smaa Kjønskjertler ;
hos Myrerne derimod ere disse af meget betydelig Størrelse, ligesom ogsaa de ydre Kjønsdele
ere store og meer eller mindre stærkt fremtrædende.

Sædkjertlerne (T. 2. F. 1 a) bestaae af to Duske af tykke, langstrakte Bælge,
(omtrent en Snees i hver), som tilsammen ere indesluttede i en fælles, tynd Hinde (scrotum
Léon Dufour), og ligge i Bughulens Midte ovenover Tarmroret. Bælgene udmunde en-
keltviis i Spidsen af de to Sædledere, der tilsammentagne som en Ring omgive Tarm-
røret, saa al deres nederste Deel kommer til at ligge under dette. De ere korte, tykke, af
en særdeles fast Bygning, og Tykkelsen af deres Væg er omtrent lig Tvermaalet af deres
Lysning; sandsynligviis afsondre de, hvorpaa ogsaa deres tydelige Cellebygning tyder,
en eller anden Vædske, medens den modne Sæd gaaer igjennem dem. Den nederste tre-
die Deel af Sædlederne (b'), der er stærkt afsnøret og lige udstrakt, svarer til den ellers
saa ofte forekommende Udvidelse (renflement épididymique Léon Dufour; Samenblase,
Vesicula seminalis v. Siebold og Burmeister). De indmunde dernæst paa den indven-
dige Side af de to ovale Sædblærer (Schiödte, vésicules séminales Leon Dufour),
der have en lignende, men endnu fastere Bygning,.med tydelig og tæt, om end kun svag
Musculatur (Form. exsecta). Ligesom Sædlederne udmærke Sædblærerne sig ved deres korte,
lykke Form, hvorved de snarere faae Udseende af Udvidelser paa hine end af selvstændige
Organer (Glandulæ mucosæ v. Siebold), saaledes som det ellers pleier at være Tilfældet
i denne Orden. Forresten har jeg fundet (Form. flava) baade Sædledernes nederste Deel
og Sædblærerne paa samme Tid fulde af betydelige Masser af moden Sed. Sædblærerne

oF

forene sig i Spidsen, og gaae over i den tykke Sædgang, som efter el kort Lob udmunder
mellem de ydre Kjonsdele.

De ydre mandlige Kjonsdele eller Parringsredskaberne (T. 2. F. 2 e: Myrm.
ruginodis) bestaae, ligesom Hunnens Braad, af tre Par Blade, som parviis dække hverandre.
Bladene af det yderste Par ere de storste, af en nogenlunde ligesidet trekantet Form; deres
større, plumpe, indre Deel er stærkt chitiniseret, men Spidsen, der bærer enkelte Børster,
er betydeligt tyndere, og navnlig er en større Plet paa den indre Side næsten hindet. Det
mellemste Par Blade, der næsten kunne lægges heelt ind i en Fordybning paa de inderste
Blades Yderside, ere de mindste af dem alle; de ere trapeziedannede og i Spidsen bevæb-
nede med en plump, bred Krog; de ere ligesom de yderste Blade besatte hist og her med
Børster, og desuden findes der, saavel som paa Krogen, spredte Grupper af talrige, men
korte, klare Vorter. Det inderste Par Blade endeligt ere noget krogformige, og udmærke
sig ved at Midten af deres Inderrand er udskaaren i skarpe, fine Takker.

Sædkjertlernes Bælge afvexle ikke lidet hos de forskjellige Arter af Formica saavel
i Antal som Størrelse og Form; medens saaledes Form. rufa, som allerede anført, har om-
trent en Snees Bælge i hver Dusk, har Form. eæsecta kun fjorten; hos Form. nigra har jeg stedse
fundet endnu færre, i Reglen kun syv i hver, og de vare tilmed baade kortere og uregel-
messigere*). Ogsaa Parringsredskaberne vexle betydeligt hos de forskjellige Arter af samme
Slægt i Størrelse og Fremtræden (man sammenligne saaledes Form. cunicularia med fuli-
ginosa).

Hos Myrmica ere Sædkjertelbælgene plumpere end hos Formica og deres Antal tillige
ringere (T. 2. F. 2 a); endvidere ere Sædlederne (b) baade kortere og smækkrere, og Sædblærerne
kortere og tykkere, men dog mere spidst tilløbende, ligesom de ogsaa forefter vige langt stær-
kere ud fra hinanden end hos Formica; endelig er ogsaa Sædgangen (d) tykkere. Hos Myrm.
nitidula**) ere Sædblærerne særdeles stærkt sammenløbende, idet deres Længdeaxer næsten
ligge i samme relte Linie, ligesom de ogsaa ere mere ovale end hos Slægtens andre Årter.

Hos Myrmica udmærke Parringsredskaberne sig ved de yderste Blades betyde-
lige Størrelse i Modsætning til de indres, og ved det mellemste Pars store Kroge, der
snart kunne være plumpere (Myrm. ruginodis), snart smækkrere (Myrm. nitidula).

Léon Dufour, der klager over de store Vanskeligheder (incroyables difficultés) ved
Sædkjertlernes Undersøgelse, antager at de ligge adskilte, een paa hver Side af Bughulen

*) Den største Deel af det ingenlunde ringe Antal Hanner af Form. nigra, jeg har undersøgt, havde en aldeles
uregelmæssig og usymmetrisk Bygning af de indre Kjønsdele, idet Bælgene i den ene Dusk kunde af-
tage i Antal, ja reent forsvinde, ligesom da ogsaa Sædlederne kunde være ganske krogede og uregel-
mæssigt opsvulmede.

”) Det eneste Exemplar med mandlige Kjonsdele, jeg af denne Art har havt til Undersøgelse, var en
Gynandromorph. Bagkroppen var en Hans, men Hoved og Bryststykke en Arbeiders.

302

(l. c. p. 481), og har ikke fundet nogen »tunique accessoire;« derimod siger han i Mod-
sætning til min Fremstilling: »les testicules de la Formica pubescens et de la Myrmica re-
diana... sont unicapsulaires, et consistent, par conséquent, chacun en un seul sachet
oval-oblong. «

Myrernes Hunner falde som bekjendt, ligesom de ovrige colonidannende Piezaters,
i to Former, nemlig de frugtbare, Dronningerne, som have fuldstændigt udviklede Kjonsdele
og efter foregaaende Parring legge Æg, og de ufrugtbare, Arbeiderne, som, her tillige vinge-
lose, have meer eller mindre hemmede Kjonsdele og ikke blive befrugtede eller i Reglen
legge Æg. Dronningens Kjonsdele bestaae af Æggestokkene med deres Udforingsgange og
Sedgjemmet med dets Bikjertler.

Æggestokkene (T. 2. F. 3: Form. fusca) dannes af et stort Antal af Rør, som,
idet de samles i to Hobe eller Knipper, med henved halvtreds i hver, faae Form af to spidse
Kegler, der fortil ere stærkt udtrukne og med fine Baand befæstede til Thorax. Hyer af disse
Hobe er omgiven af en tynd, simpel Hinde, som man dog vanskeligt faaer at see, naar Æg-
gene ere paa et mere fremrykket Udviklingstrin, da Hinden, udspilet af de opsvulmede Ror,
da let brister. Forneden udmunde Æggestokkene (a) i de to Æggeledere (b), der atter snart
forene sig til den fælles Æggegang (c), som strax efter svulmer op (c’), og efter et kort Lob
udmunder i Cloaken.

Rorene eller Fingrene, der blive tyndere, efterhaaden som de fjerne sig fra Ægge-
stokkene, faae et perlesnoragtigt Udseende, derved at baade de enkelte umodne Æg og de til
disse svarende Hobe af blommedannende (?) Celler ere afsnorede hver for sig. Længden af
Rorene afvexler fra Bagkroppens halve til dens tredobbelte Længde, dette Sidste nemlig
naar Æglægningen er paa sit Hoieste, navnlig om Foraaret, og de maae i saa Tilfælde legge
sig dobbelt, for at faae Plads i Bagkroppen. Saavel Rerene som navnlig Æggelederne og
Æggegangen ere omspundne af et Muskelnet, og desuden overordentligt stærkt forsynede
med Tracheer, hvilke Forhold især træde frem, naar Æggestokkene ere lidet udviklede.
Æggegangen udvider sig, snart efter at de to Æggeledere have forenet sig til dens Dannelse,
og er paa sit bredeste Sted dobbelt saa bred som de samlede Ledere. Betydningen af denne
Udvidelse er sandsynligviis at erstatte den her, ligesom ellers i Piezaternes Orden, manglende
Parringssæk.

Sedgjemmet er stort og falder stærkt i Oinene. Dets væsentligste og betyde-
ligste Deel er en forholdsviis meget stor, oval, i Midten ofte meer eller mindre indsnøret
Sæk, Sædkapslen (d), hvis Væg dannes af en meget stærk, simpel Hinde, paa hvilken
der hos Formica ikke findes Spor til noget ydre Celle- eller Muskellag; derimod findes
hele Sædgjemmet stedse indhyllet i et tykt Lag af Fedt, Tracheer og Nerver, ligesom og-
saa det sidste, store, dobbelte Nerveganglie paa Bugstrængen neie slutter sig til det. Sæd-
kapslen munder ud i Æggegangens udvidede Deel med en lang, tynd Udføringsgang, som

303

udgaaer fra Sædkapslens Midte, og som, hvis denne er indsneret, er indfoiet i Bunden af
Fordybningen eller Furen. Udføringsgangen har strax i Begyndelsen en lille kugleformig Udvi-
delse, i hvilken Udføringsgangene fra et Par langstrakte Bikjertler udmunde. Disse Kjerler (e)
ere forholdsviis korte, kun svagt forgrenede, af et aldeles vandklart Udseende, og gjennemløbes
i Midten af det smækkre Udføringsrør, der udsender fine Sidegrene i alle Retninger, indtil
det tilsidst selv opløses i mindre Rør. Ved deres store Klarhed træde de enkelte Cellers
smaa Kjerner tydeligt frem, hvorimod det næsten har været mig umuligt, selv ved betydelig
Forstørrelse, tydeligt at skjelne Cellernes indbyrdes Afgrændsning.

Antallet af Æggestokkenes Fingre vexler betydeligt; medens jeg hos Form. rufa
har fundet 45 i hver Hob, har jeg hos Form. cunicularia og fusca kun fundet mellem 21 og
24. Ogsaa Formen af Sædkapslen er ikke lidet forskjellig; hos Form. fusca (s. Afbildn.)
er den saaledes jevn, uden Indsnøring, hos Form. rufa derimod indsnøret i Midten, og
hos Form. mixta saa stærkt indbugtet, at den faaer Udseende af et Par Briller.

Hos Myrmica er Antallet af Æggestokkenes Fingre endnu ringere; jeg har saaledes
hos Myrm. ruginodis kun fundet 12—14 i hver Hob. Med Hensyn til Sædkapslen er der
den væsentlige Forskjel, at den, ligesom ellers hos Piezaterne med stilket Bagkrop (jfr. v.
Siebold i Germ. Zeitschr. f. d. Entom. IV B. p. 362 ff.), ikke er nøgen, saaledes som
hos Formica, men omgiven af et tykt Cellelag (T. 2. F. 4), der forresten er meget lost for-
bundet med Sædkapslens Væg, saa at det ofte losrives, naar man vil befrie Sædgjemmet fra
det Væv af Tracheer og Nerver, som indhyller det.

Léon Dufour angiver Antallet af Æggestokkenes Fingre hos Formica til kun 6—7
i hver Hob, medens han anslaaer deres Antal hos Myrmica til 20 i hver (I. c. p. 408 og 482).

Hos Leuckart (Moleschott Unters. z. Naturl. d. M. und Th. IV B. Zur Kenntn. d.
Generat. und d. Parth. b. d. Ins.) hedder det om Dronningerne af Form. rufa: »Wåhrend
letztere jederseits vielleicht 100-120 Eierröhren erkennen lassen«; men jeg har aldrig kunnet
finde et saadant Antal.

Hos Arbeiderne aftager ikke blot Antallet af Æggestokkenes Fingre, men Sædgjem-
met fattes ogsaa altid, saavidt som jeg har kunnet iagttage. Fingrenes Antal vexler nu ikke
blot efter Arterne, men tillige betydeligt efter Individer; talrigst har jeg fundet dem hos
Form. rufa, nemlig i Almindelighed 3 i den ene og 4 i den anden Hob, eller 2 og 3,
men ogsaa langt talrigere, indtil 9 og 7 (?). Hos Form. fuliginosa (ligesom hos Myrm.
ruginodis) har jeg, uagtet jeg har undersøgt særdeles mange Individer, kun truffet eet Rør
i hver Afdeling. Længden af Rørene var gjerne noget mindre end Bagkroppens, og en
saadan overordentlig, midlertidlig Forlængelse, som man iagttager hos Dronningerne, seer
man naturligviis ikke hos Arbeiderne. Forresten er baade den histologiske og den ydre Byg-
ning omtrent den samme hos Arbeiderne som hos Dronningerne. Hos begge Former finder man
stadigt hine gule Legemer, som Stein (Vergl. Anat. und Phys. d. Ins.) beskriver under

304

Navn af Corpora lutea, hvis Forekomst hos Arbeiderne bliver noget besynderlig, saafremt
man med Stein antager dem for at være Levninger af Cellelaget paa de nederste Ægge-
stokkamres Vægge (p. 52: »Der Theil der Zellenschicht im untern Fach der Eierröhre, der
nicht zur Bildung des Chorions verwendet wurde, bleibt im Grunde der Eierröhre zurück,
die einzelnen Zellen sterben ab und erleiden eine höchst eigenthümliche Zersetzung. Sie -
verwandeln sich nähmlich in eine krümliche, orangenfarbene oder hochrothe Masse, in der
immer noch Reste der ursprünglichen Zellen oder ihre Kerne zu erkennen sind... Da dieser
Fleck das untrügliche Zeichen ist, dass das unterste Ei in der Eierröhre nicht das erste
ist...«). Heraf skulde man da slutte, at Arbeiderne stadigt aflagde idetmindste nogle
Æg, hvilket, selv om man vil antage, at det undertiden skeer, dog neppe kan betragtes som
det Almindelige, omend Muligheden deraf kunde bestyrkes ved de senere Aars -lagtlagelser
over det ubefrugtede, men modne Ægs Løsrivning fra Æggestokken hos Pattedyrene. Men
om man end vil antage, at Arbeiderne saaledes stadigt aflægge Æg (modne Æg finder man
stadigt, ofte eet i næsten hvert af Rorene i Arbeidernes Æggestokke), behøver man ikke at
betragte disse Corpora lutea som Levninger fra de nederste Æggestokkamres Vægge, men
kan efter min Formening snarere tilskrive deres Forekomt hine alternerende Hobe af Celler,
som Stein tolker som blommedannende, idet disses Indhold opsuges, og Cellernes og Kjer-
nernes Vægge nu skrumpe sammen om Kjernelegemerne. Hertil kommer ogsaa, at jeg of-
tere har seet saadanne gule Legemer høit oppe i Rørene, og Forekomsten af Corpora lutea
paa dette Sted omstøder jo aldeles Stein's Theori”), hvorimod den let lader sig forene med
vor Anskuelse og forklare ved en sygelig Sammenskrumpning af de allerede tidligt forekommende,
ja i Begyndelsen i Forhold til Æggespirerne overveiende Hobe af blommedannende Celler.**)

At Léon Dufour (l.c.p. 482) kun har havt Arbeidere af Form. pubescens for sig,
har allerede Leuckart (l. c. p. 427) formodet, idet han derved navnlig støtter sig paa,
at Léon Dufour angiver et saa ringe Antal af Æggestoksrør, nemlig 6—7 i hver Hob;
hertil kommer endnu den lidet udviklede Tilstand, Léon Dufour fandt dem i: »qui (les gaines)
ne m'ont semblé étre que biloculaires.« Forresten maa jeg, især med Hensyn til den af
mig antagne Forbigaaen af Sædgjemmet og Forvexling af dette med Giftapparatets Bikjertel,
henvise til det Foregaaende.

Naar Leuckart (I. c.) angiver, at han undertiden har fundet en klar, udspilet Blere
af 0, 08 Mm.s Gjennemsnit udmundende i Æggegangen, og naar han antager denne Blære

*) Denne Stein's Theori staaer tildeels i Forbindelse dermed, at han antager, at Ægget hidtil har mang-
let en egen Æggehinde, hvilken Hinde dog Leuckart (Miller's Arch. f. Anat. und Phys. 1855) har
paaviist som allerede tidligere forekommende.

") For at tage et Exempel udenfor Piezaternes Orden, skal jeg blot anføre, at jeg oftere hos Forficula
har fundet disse gule Legemer i den bageste Deel af Æggestokkene, naar disse sidste vare sygeligt
ufuldstændigt udviklede.

305

for at være den rudimentære Sædkapsel, saa maa jeg hertil bemærke, at det aldrig er lyk-
kedes mig at see en saadan Blære, uagtet jeg har undersøgt mange Hundrede Arbeidere af
de forskjelligste Arter, end ikke efter at jeg ved Leuckart's Afhandling var gjort opmærk-
som herpaa, og stræbte at finde denne Blære. Endelig kan jeg ikke negte, at det fore-
kommer mig noget besynderligt, at, medens Sædkapslen paa Formica-Dronningens fuldt ud-
viklede Sædgjemme aldeles mangler et ydre Cellelag — det har ialfald ligesaa lidt været
mig som v. Siebold (Germ. Zeitschr. f. d. Entom. IV B. p. 370) muligt at opdage noget
Lag Celler eller Muskler om Kapslen — skulde et saadant forekomme, naar Redskabet har
den rudimentære Skikkelse, som ogsaa Leuckart angiver og afbilder det med (F. 19).
Ratzeburg's Forvexling af Giftapparatets Bikjertel med Arbeiderens rudimentære Ægge-
stokke er allerede ovenfor omtalt.

Il.

Faunistisk Bidrag.

I. Formic.

Tungen kort, hvælvet, omvendt skeeformig.
Bagkroppens første Led afsnoret.
Benene Løbe- eller Gangbeen.

Foruden ovennævnte Forhold gives der endnu adskillige andre, der kunne betegnes
som meer eller mindre eiendommelige for Myrernes Familie. Gjennemgaaende er det, at
alle Arter danne Selskaber med Hanner, Dronninger og Arbeidere (og undertiden Soldater).
Af disse er Hannen stedse vinget, men efter at den, kort efter at være udklækket, har for-
ladt Reden for Sværmningens og Parringens Skyld, vender den ikke mere tilbage, men van-
ker omkring og doer snart. Dronningen er vinget, indtil Svermningen og Parringen ere
tilendebragte; efter at være befrugtet vender den enten tilbage til sin gamle Rede eller an-
lægger et nyt Samfund, og mister nu Vingerne, tildeels ved sin egen eller ved Arbeidernes
Medvirkning; efter at have fuldendt Æglægningen forlader ogsaa den ofte Reden, hvilket

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bil, 39

306

dog i Reglen først skeer henad den folgende Sommer. Arbeideren, har, overeensstemmende
med Brystets Bygning, aldrig Vinger, men paa den hviler Omsorgen for Reden og Yngelen.

Antennerne ere i Almindelighed brækkede, og Skaftet længere end den halve Svøbe.
Dette er Tilfældet hos alle mig bekjendte Hunformer; derimod have Hannernes Antenner ofte
langt kortere Skaft, og naar dette, som det undertiden finder Sted, ikke er længere end et
af Svøbens Led, saa tabe Antennerne deres brækkede Form. Ogsaa Mangel paa tættere og
længere Behaaring er et almindeligt Særkjende for Myrerne, og er i Regelen tilstrækkeligt
til at skjelne dem fra de dem i visse Henseender lignende Mutiller, men gjennemgaaende
er dette Forhold ikke.

Medens den ydre Forskjel mellem Hun og Han af samme Art i de øvrige Insect-
ordener i Regelen er temmelig ubetydelig, og sædvanligt indskrænket til de Afvigelser, som
Hunnens Æglægningsredskaber medføre, eller til større Førlighed hos denne, eller til eien-
dommelige Prydelser hos Hannen og særegne Udvidelser, navnlig af dens Forfødder, gives
der store Afdelinger af Piezaterne, i hvilke Hun og Han ere af en saa forskjellig Bygning,
at de synes at tilhøre vidt forskjellige Slægtsformer. Hos Myrerne er en saadan Afvigelse
mellem Kjønnene gjennemgaaende. Hannen staaer skarpt udpræget overfor Hunnens for-
skjellige Former, og med sit lille Hoved, store Oine og smækkre Antenner, samt langstrakte,
kegleformige Bagkrop faaer den stor Ulighed ikke blot med den vingeløse Arbeider og Sol-
dat, men ogsaa med den vingede Dronning.

Hos Bierne og Hvepserne ligner Arbeideren, hvor den forekommer, meget Dron-
ningen, og er ligesom denne vinget; hos Myrerne derimod er Arbeideren let, i Reglen ved
første Øiekast, at skjelne fra Dronningen, selv efterat denne har mistet Vingerne; thi da
den aldrig skal have Vinger, ere Bryststykkets tre bageste Afsnit”) sammensmeltede og be-
tydeligt indskrænkede i Omfang, idet der ikke behøves Plads til de svære Flyvemuskler, som
hos de vingede Former optage den største Deel**) af Brystet, navnlig Mesothorax.

*) Jeg betragter altsaa Bryststykket som bestaaende af fire Segmenter, i Overeensstemmelse med den gamle
Latreille'ske Theori om segment médiaire, idet jeg støtter mig paa de Undersøgelser over Byg-
ningen af Thorax (jfr. Overs. ov. d. K. Danske Vid. Selsk. Forh. 1856 p. 135), som ere anstillede af
Hr. Prof. Schiödte, til hvis Elever jeg vilde ansee det for en Ære at turde regnes. Forresten ven-
ter Videnskaben endnu med Længsel paa Offentliggjørelsen af disse Undersøgelser i deres Heelhed.
For de paafølgende Beskrivelsers Skyld skal jeg blot bemærke, at Segmentum mediale (Schiödte)
svarer til, hvad der sædvanligt kaldes Metanotum, og mit Metanotum til de Andres Postscutellum
eller Frenum. Ved Notum forstader jeg Oversiden af Brystets tre første Ringe tilsammen (jfr. ogsaa
Schiödte's Cryptus-Beskrivelser i Rink's Værk over Grønland II p. 60).

*) At det er Mesothorax med sine Flyvemuskler, der udgjør Hovedmassen af de Vingedes Thorax, sees
let, naar man aabner et Dyr, helst et, der har ligget længere Tid i Spiritus; man vil da see, hvor-
ledes Mesonotum, der tilligemed sin bageste Deel, Scutellum, allerede udentil udgjør den største
Deel af Rygfladen, fremdeles udsender Fortsættelser saavel under Pronotum som under Metanotum
og en Deel af Segmentum mediale. Midten af Mesonotum og Scutellum med deres Fortsættelser vil

307

Ligesom der, ifølge Huber's Iagttagelser over Honningbien, gives to Slags Arbeidere,
saaledes er det ogsaa rimeligt, at det Samme er Tilfældet hos Myrerne, kun at de to Former
her undertiden træde tydeligere frem, idet’der gives Slægter, hvor der findes en skarp") Adskil-
lelse mellem Arbeidere med smaa Hoveder og andre med særdeles store (f. Ex. Oecophthora),
hvilke sidste man da ogsaa har kaldt Soldater.

Myrernes Samfund er ligesom Honningbiens perennerende, og Staten opløses ikke
om Vinteren; de boe ofte mangfoldige Aar i samme Tue, og kun i de nordlige Lande ind-
træder der om Vinteren en Dvale, under hvilken Arbeiderne og de tiloversblevne, men nu
vingeløse Dronninger trække sig tilbage i Tuens Indre, hvor de bedøvede ligge sammen i
Hobe.. Varigheden af Dvalen beroer paa Veirets Beskaffenhed, og i milde Vintre kan man
derfor see dem arbeide næsten hele Tiden. Ifjor saae jeg Arbeidere af Form. rufa løbe
ivrigt omkring paa Tuen den 14de Febr., uagtet det den Dag var Graaveir.

Ligesom Termiterne (jfr. Schiödte: Corotoca og Spirachtha), hvis Stat overhovedet
i langt hoiere Grad end noget andet Insects ligner Myrernes, huse ogsaa disse i deres Reder
forskjellige andre Leddedyr, navnlig Eleutherater, af hvilke nogle kun kunne leve under
saadanne beskyttende Forhold (ligesom hos Termiterne hine to Staphylinslegter, saaledes
hos Myrerne Slægterne Claviger og Paussus), idet deres Værter sørge for dem, men vel
ogsaa drage Nytte af dem. Andre findes i Reglen ikke udenfor Rederne, uden dog
at være bundne til dem med saa stærke Baand, og andre endelig træffes saavel i Rederne
som udenfor dem. Blandt vore Myrer er det Form. rufa og fuliginosa, som, vel nærmest
formedelst deres Reders Ælde og Størrelse, huse det største Antal af disse saakaldte Myrme-
cophiler, men ogsaa hos andre Formica-Arter findes disse Gjæster i Mængde, hvorimod Myrmica-
Arterne kun huse et ringere Antal af Arter og Individer. Den Formodning er oftere bleven frem-
sat (Förster: Hym. Stud. H. 1. Form. og Mayr: Form. Austr.), at de forskjellige, selv nær-
staaende Arter af Formica skulde have deres særegne Arter af Myrmecophiler, men jeg
tvivler paa dens Rigtighed. Foruden den almindeligt bekjendte Forekomst af samme Arter,
især af Myrmedonia, hos Form. rufa og fuliginosa, skal jeg blot som Exempler anføre
Dinarda Mérkelii hos Form. rufa og eæsecta, Claviger foveolatus hos Form. flava og nigra,

Heterius quadratus hos Form. exsecta og fusca, Lomechusa emarginata hos Form, fusca

man da see opfyldt af en eneste, vandret Muskel, medens der tæt ved den paa hver Side stiger en
meget tyk Muskel lodret nedad. Hovedsageligt ved disse tre Muskler bevæges Mesothorax og der-
ved baade For- og Bagvinger; thi disse sidste ere rigtignok befæstede paa de nederste Ender af Me-
tanotum, men dettes Muskler ere næsten forsvindende, og derved, at den bageste Fortsætning af Me-
sonotum lægger sig tæt op til største Delen af det, bliver der heller ikke synderlig Plads til Anbrin-
gelse af Muskler.

) Hos andre Slægter, f. Ex. Atta, er Overgangen mellem storhovedede og smaahovedede Individer aldeles
gradeviis. d

39*

og Myrm. ruginodis; Lomechusa strumosa, som Sahlberg angiver at have fundet hos
Form. rubra (sandsynligviis Myrm. levinodis eller ruginodis), har jeg taget hos Form.
sangvinea 0. S. V.

Da selv de nyeste Arbeider*) over disse Dyrs Systematik paa Grund af Samlingernes
Utilstrækkelighed, især for de exotiske Formers Vedkommende, ikke ere eller kunne være
tilfredsstillende, har jeg foretrukket, fremfor at opstille eller optage Slægtsbegreber paa det
Uvisse, at samle de danske Myrer under de tre ældre Slægtsgrupper Formica, Ponera og
Myrmica. Mange af de Kjendetegn, jeg har opstillet for Artsgrupperne, ville dog vistnok
engang i Tiden faae Betydning som Slægtscharacterer, ligesom ogsaa disse Grupper, navn-
lig af Myrmica-Arterne, omtrent falde sammen med de allerede foreslaaede Slægter.

1. Stilken**) dannes kun af eet Led.
a) Bagkroppen er ikke afsnoret mellem første og andet Led. I. Formica.
b) Baghroppen er afsnøret mellem første og andet Led. II. Ponera.
2. Stilken dannes af to Led. III. Myrmica.

L Formica.

Stilken dannes kun af eet Led.
bagkroppen er ikke afsnoret mellem første og andet Led.

Puppen er indspunden i en Cocon**’).
Alle danske Arter af denne Gruppe henhøre til Slægten Formica i snevrere For-
stand, og som fælles Characterer for dem kunne anføres:

*) Jeg antager saaledes, at Fr. Smith's Catal. of Hym. Ins. Part VI Form. i systematisk Henseende
maa bruges med stor Varsomhed, og at det i Reglen ikke kan gjøre Fordring paa at betragtes som
Andet, end Navnet lyder paa, nemlig en Fortegnelse over Forraadet af Individer af denne Familie i
det Britiske Museums Samling.

**) Stilken regnes her og ved Beskrivelserne ikke med til Bagkroppen, da dette kun vilde give Anled-
ning til Forvirring, saameget mere som det bliver et Spørgsmaal, hvorvidt man skal kalde Stilken,
eller, hvor den er deelt, dennes første Led, første eller andet Bagkropsled, idet nemlig Segmentum
mediale ifølge sin Oprindelse maa henføres til Bagkroppen, fra hvilken det dog hos Piezate:ne med
stilket Bagkrop fuldkomment har løsrevet sig.

**) Undtagelsesviis indtræffer det hos flere Arter, at flere eller færre Pupper i samme Rede kunne være
uden Cocon Jeg har truffet dette Forhold hos Form. fusca og cinerea.

Hunnens Kindbakker brede, med tandet Skjærerand.
Kjæbepalperne sexleddede.

Læbepalperne fireleddede.

Segmentum mediale uden Torne.

Stilkens Skjæl lodret, fladtrykt forfra bagtil.

Braad fattes.

Hvorvidt alle disse Forhold ville beholde Betydning som Slægtscharacterer, er et
stort Spørgsmaal; navnlig mener jeg saaledes, at Skjællets Form kun er af ringe Betydning,
og Slægten Tapinoma, som Förster (Hym. Stud. H. 1. p. 43) begrunder alene derpaa,
troer jeg neppe, vil kunne holde sig. Hypoclinea (Mayr Form. Austr. p. 105), som vi lige-
saavel som Tapinoma kunne vente at finde her i Landet, forekommer mig derimod at være
bedre begrundet, men først naar et langt større Antal Former, navnlig ogsaa tropiske, blive
nøiere kjendte, kan man danne sig nogen sikker Forestilling herom.

De indenlandske Arter falde i tre Hovedgrupper:

1. Forbenenes Kam slank.
De to hageste Par Been uden Sporer.
Dronning
faa | uden lukket Discoidalcelle à Forvingen.
Arbeider: Notum uden Indsænkning.

Dronningerne have lange, spidse Vinger; Arbeiderne have ofte et uhyre stort Hoved,

uden Bioine ; Hannerne, der forholdsviis ere smaa, have lange Vinger og smaa Parringsredskaber.

{. Formica herculanea*)
Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 894.

Dronning: Sort, glindsende; Brystets Sider, Segmentum mediale, Stilken, en lille Plet
ved Bagkroppens Rod og Benene bruunrede; Skinnebenene og Fodderne
mørkere. Bagkroppen uden synderlig Glands. Vingerne mørke, Spidsen
lysere. L. 5t—6#,

Årbeider: Sort; Brystet, Stilken, en lille Plet ved Bagkroppens Rod og Benene bruun-
rode. Bagkroppen uden Glands, med tæt Behaaring. L. 4— 5“.

Han: »Ater**), sparse pilosus, apices mandibularum, articulationes antennarum

*) Formen »hereuleana« bruger Linné stadigt og efter ham næsten alle Andre; først Latreille ind-
forte i sine Skrifter fra Hist. nat. d. Fourm. af »Aherculanea«, men kun Faa have brugt denne Form.
Hos Plinius findes »hereulanea« brugt netop om en stor Myre (formica), hvorimod »hereuleana«
ikke findes i ældre latinske Skrifter.

“) Adjectivet burde vistnok i Kjon rette sig efter, Slægtsnavnet, altsaa her være Fem., uagtet Talen er
om Hanformen.

atque pedum tarsique castanei; squama per totam latitudinem obtuse emar-

ginata, abdomen subopacum. Long.:9—11rr,« (Mayr: Form. Austr. p. 36).

Den bygger oftest i gamle Stubbe, uden at danne nogen Tue; saaledes har jeg

seet den i nogle Granstubbe i Aldershvile Skov ved Frederiksdal. Tæt udenfor Helsingør

er den taget af Hr. stud. mag. P. Heiberg; en enkelt vingeles Dronning har jeg modtaget

af Hr. Gericke, der har fundet den paa Østerbro; desuden er den for allerede nogle og tyve
Aar siden taget paa Vesterbro ved Foden af et Plankeværk af Prof. Schiddte”)

2. Formica ligniperda.
Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 398.

Dronning: Sort, glindsende; Brystet, undtagen den største Deel af Notum, Stilken,
over Halvdelen af Bagkroppens første Led og Benene bruunrøde; Skinne-
benene og Fødderne mørkere. Bagkroppen glindsende. Vingerne stærkt
farvede, bruungraae. L. 7.

Arbeider: Sort; Brystet, Stilken, Halvdelen af Bagkroppens forste Led og Benene
bruunrode, Skinnebenene og Fødderne mørkere. Bagkroppen med ringe
Glands og sparsom Behaaring. L. 4—5‘”.

Han: »Ater, sparse pilosus; apices mandibularum, articulationes antennarum et
pedum tarsique castanei; squama obtuse emarginata; abdomen nitidum.
Long.: 10--12™™.« (Mayr: Form. Austr. p. 32).

Denne Art ligner den foregaaende til Forvexling, og navnlig kunne enkelte Arbei-
dere, især naar man kun har den ene Art for sig, være vanskelige at bestemme. Hvorvidt
de ere gode Arter, bliver derfor et Spørgsmaal.

Form. ligniperda er den eneste danske Myre, jeg ikke selv har havt Leilighed til
at iagttage. Den er funden paa Bornholm, paa Klipperne ved Rostad af Hr. stud. mag.
V. Bergsøe, og paa samme © af Hr. Ipsen. Endelig er en vinget Dronning funden paa
Dillet paa Falster (mellem Bøtø og Havet) af Prof. Schiödte.

2. Forbenenes Kam slank (T. 2. F. 20).
De to bageste Par Been have Sporer.
Dronning
Han
Arbeider: Notum bagtil indsenket.

| med lukket Discordalcelle ¢ Forvingen**).

*) Jeg har ikke selv seet disse Exemplarer, da de senere ved et Tilfælde gik tabt i Prof. Schiødte's Sam-
ling, men nogle af dem, som vare givne til Hr. Chr. Drewsen, og af ham senere bleve sendte til
Maÿr, ere af denne bestemte som Form. herculanea, og Arten er optaget som dansk paa Hr.
Drewsens Autoritet i Form. Austr. ;

”) Kun hos meget smaa Individer af de smaa Arter kan denne Celle være aaben hos Hannen.

nn

Dronningerne have kortere og bredere Vinger; Arbeiderne have altid lille Hoved, oftest
med Bioine; Hannerne, der deels kunne være smaa, deels store, have korlere, bredere Vinger
og store Parringsredskaber.

Denne Gruppe kan alter deles i to Afdelinger:

a. Dronning: Pandeegnen tydeligt afsat.
Arbeider: Bioinene tydelige.
Han: Pronotum hoiere end Issen.

Denne Afdeling bestaaer af større Arter. Dronningerne ere vel større end Arbeiderne,
dog ikke i samme Forhold som i næste Afdeling. Hannerne ere meget store og ofte læn-
gere end Dronningerne, men smækkrere. Parringsredskaberne opnaae her deres Maximum.

At sondre Arterne efter Farven gaaer ikke godt an, da den hos flere Arter er
ubestandig, ikke at tale om, at alle Hanner ere af samme sorte Farve; desuden vilde der-
ved beslægtede Arter skilles ad. Derimod kunne to Arter udsondres fra de andre ved Ho-
vedets Form.

«. Baghovedet er slet ikke eller kun lidt indbugtet.

3. Formica rufa.
Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 902.

Dronning: Rustred, nøgen; Antennerne, Panden og Issen, en Plet paa Mundskjoldet,
samt Notum og Bagkroppen, undtagen Roden, Spidsen og Undersidens Midte,
sorte; Skinnebenene og Fødderne oftest mørkere. Scutellum og Bagkrop-
pen fra stærkt glindsende til matte. Øinene nøgne eller svagt behaarede.
Pandeegnen nøgen. Vingerne mørke. L. 33/4—4'",

Arbeider: Bruunred, nøgen; Panden, Issen, Bagkroppen og Benene, navnlig Laarene
og Skinnebenene sorte. Notum fra bruunrod uden mork Plet til heel sort,
Roden af Segmentum mediale undertiden sort. Oinene nøgne eller svagt
behaarede. L. 21}—31//#,

Han: Sort; Parringsredskaberne og ofte Benene meer eller mindre rødlige. Be-
haaring sparsommere eller rigeligere. @inene nøgne eller behaarede.
Kindbakkerne 1—2-tandede, sortebrune. Vingerne mørkere eller lysere.
L. 3170—3%4'”,

Efter Latreille*), der af den gamle Linne'iske Art, eller rettere Artsbegreb, Form.

rufa (Syst. nat. ed X. p. 580. 2), udskilte Form. sangvinea og cunicularia, eller maaskee

”) Allerede i Ess. sur I'hist. d. Fourm. opstillede Latreille Arterne Form. sangvinea (p. 37) og cuni-
eularia (p. 40), og optog foruden Form. rufa (p. 37) endnu Form. obsoleta (p. 38). Senere (Hist.
nat. d. Fourm.) forenede han den sidste, i hvilken han havde troet at gjenfinde den Linne’iske Art af
samme Navn (Syst. nat. ed. x. p. 580. 5), med sin Form. cunicularia.

312

snarere kun den sidste, hvilede denne Families Systematik for længere Tid. Først Nylan-
der (Adn. in Mon. Form. bor. Eur. i Act. soc. scient. Fenn. 1846 og Add. alt. 1847) bragte
den et godt Stykke videre, men idet han deelte de gamle collective Arter, undgik han vist-
nok ikke den anden Yderlighed, at gjøre for mange Arter. Dette, mener jeg, har været Tilfældet
med hans Form. congerens (p. 906), som han tilmed dengang kun kjendte af Arbeidere, skjøndt
man heller ikke kan negte, at morke Exemplarer af denne af mig som Varietet betragtede
Form have et fra den sædvanlige Form. rufa aldeles afvigende Udseende. Senere har Mayr
(Form. Austr. p. 60) opstillet tilsvarende Former for Dronningen og Hannen, der skulle ud-
mærke sig ved stærkere Behaaring og mattere Farve, to Forhold, som staae i ner indbyr-
des Forbindelse. Men for det første er der Overgang imellem disse to Former, og dernæst,
hvad der vel er værd at lægge Mærke til, ere de opstillede Characterer Indbegrebet af al
iagttagelig Forskjel mellem dem; der er ikke engang Forskjel i Habitus, som ellers adskiller
to nok saa nær staaende Arter. Af den Nylanderske Form. rufa have senere Förster
(Hym. Stud. H. 1. Form. p. 13, 15, 21) og Schenck (Beschr. nass. Ameis. p. 23, 25, 28)
udskilt, den Første Form. polyctena og truncicola, den Anden Form polyctena og piniphila,
men disse Arters Mangel paa Berettigelse, som forresten selve Beskrivelsen”) gjør tydelig,
har allerede Mayr overbeviist sig om ved Sammenligning med Originalexemplarer.

Det er naturligt, at en saa udbredt og i saa stor Mængde forekommende Årt vexler
betydeligt ikke blot i Størrelse og Farve men ogsaa noget i Form. Angaaende Størrelse
og Farve henviser jeg til Diagnoserne; i Henseende til Form er det navnlig Skjællet, der
er betydelig Afvexling underkastet baade hos Hun og Han, idet Indsænkningen i dets Rand
snart kan reent forsvinde, snart blive særdeles dyb og skarp.

Denne Myre er den almindeligste i vore Naaleskove, hvor den opfører sine indtil
fem Fod over Jorden ophøiede, kegleformige Tuer, med meer eller mindre dybe Fortsættelser
under Jorden. Tuen har oftest som Kjerne et Træstød, der, ligesom den hele underjordiske
Deel af Reden, er gjennemgnavet med indbyrdes forbundne, uregelmæssige Gange, og be-
staaer desuden af sammenslæbte Smaagrene, Gran- og Fyrre-Naale, Knopskjæl o.s.v. Re-
den anlægges i Almindelighed fra først af under Mos paa Foden af et Træ eller endnu of-
tere af en Stub, hvilken sidste da efter kortere eller længere Tid bliver heelt tildækket af
de hidforte Smaagrene o.s.v.; dog kunne Tuerne ogsaa anlægges paa den bare Jord, men
blive da sjeldent videre høie. Undtagelsesviis finder man ogsaa denne Myre under Stene
eller byggende i lave Brinker. Den har navnlig hjemme i Naaleskove, og, hvor der er blan-
det Bestand, søger den helst Naaletræ-Partierne; men ogsaa i Skove med reen Løvtræ-

")- Dette gjælder ialfald for Förster's Vedkommende; Schenck's Arbeide, der tildeels støtter sig paa Für-
sters, har jeg ikke kunnet overkomme,

313

Bestand er den mange Steder almindelig, om end oftest Form. nigra her er den overlegen
i Hyppighed og Antal. Den er udbredt over hele Landet fra Sjællands Østkyst til Jyllands
Vestkyst, hvor jeg har truffet den fra Ribe til Holstebro. Den findes baade paa tørre og
paa fugtige Steder, og anlægger helst sine Tuer ved Veie eller paa Skraaninger ved aabne
Steder med Fald mod Syd. Den sværmer fra Slutningen af Mai til Begyndelsen af Juli; dog
har jeg ogsaa truffet Hanner i Slutningen af August og i Begyndelsen af Mai. Den 9de
Mai fandt jeg en stor Mængde Hanner løbende i den brændende Solhede op ad Græsstraaene
ved en-meget stor, over fem Fod høi Tue, medens Arbeiderne forgjæves søgte at hindre dem
i at flyve bort. I deres Ilterhed søgte Hannerne at parre sig indbyrdes, men ikke med
Arbeiderne, saaledes som P. Huber (Rech. sur I. moeurs d. fourm, indig. p. 88) oftere
vil have iagttaget, hvad da rigtignok altid skulde have havt de Sidstes Dod tilfolge. Ellers

foregaaer Sværmningen paa varme Eftermiddage eller Aftener samtidigt af Dronninger og
Hanner.

4. Formica sangvinea.
Latreille: Hist. nat. d. Fourm. p. 150°).

Dronning: Lyst rustrod, sparsomt behaaret; Antennernes Svobe, Panden, Issen, Bag-
randen af Scutellum, ofte tre Længdepletter paa Mesonotum og hele Bag-
kroppen, undtagen en Plet ved Roden, sorte. Skinnebenene og Fødderne
bruunlige. Mundskjoldet indbugtet i Forrandens Midte. Pandeegnen mat.
Vingerne mørke. L. 3%.

Arbeider: Lyst rustrod, sparsomt behaaret; Antennernes Svøbe, Panden, Issen, Skin-
nebenene og Fødderne, disse svagere eller stærkere, bruunlige; Bagkroppen,
undtagen en Plet ved Roden, sort, silkeglindsende. Mundskjoldet indbug-
tet i Forrandens Midte. Pandeegnen mat. L. 3—31"".

Han: Sort, Hoved og Notum næsten uden Børster; Antennernes Svobe ofte rød-
lig i Spidsen; Parringsredskaberne og Benene, de sidste klart, rodgule, Hof-
terne og Fodderne ofte morkere. Mundskjoldet indbugtet i Forrandens Midte.
Kindbakkerne brede, 3—-5-tandede, Forranden rod. Vingerne mørke. L.
3—3h/o",

Til de ovrige Kjendetegn kan foies, at man stadigt i dens Tuer finder flere eller
færre Stykker af Form. fusca $; (kun denne og ikke tillige Form. cunicularia, som ogsaa

*) Hverken Latreille’s eller Lepelletier de St. Fargeau’s (Hist. nat. d. ins. Hym. 1. p. 203)
Beskrivelser ere tilstrækkelige til at skjelne denne Art fra Form. truncicola, om det end ved de ved-
føjede Bemærkninger om Artens Levemaade bliver rimeligt, at de have havt vor Form. sangvinea,
ialfald tildeels, for Øie. Strengt taget bliver det da Nylander (l. c. p. 905), som, under Navn af
Form. dominula, først har opstillet denne Art. :

Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd, 5 Bd. 40

314

angives som tjenende Form. sangvinea, har jeg hos os fundet i dens Reder). Dette Forhold
til fremmede Arbeidere, der har gjort Polyergus rufescens saa berømt, og som hos denne
staaer i Forbindelse med Bygningen af Kindbakkerne, er ellers ubekjendt hos Arterne af
Slægten Formica, og selv hos Form. sangvinea er Antallet af de fremmede Arbeidere altfor
ringe, til at de kunne antages at yde nogen væsenlig Tjeneste. ‘

Den hører til vore mindre udbredte Arter. Den forekommer fortrinsviis i det nord-
lige Sjællands Naaleskove, i Bromme Naaleskov ved Sorø og i Midten af Norre-Jylland i
Egnen ved Himmelbjerget. Jeg har aldrig fundet den i store Tuer, men enten byggede
den i Stubbe (helst under den lose Bark paa gamle Naaletre-Stubbe) eller i flade Lyng-
tuer (i Nørreskov ved Rye). Arbeidere har jeg ofte kætset paa Skjærmplanter i Rye Skove.
Vingede har jeg taget i Slutningen af Juni og Begyndelsen af Juli.

5. Formica truncicola.
Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 907.

Dronning: Lyst rustrod, Kroppen og Benene med tætte guulladne eller hvidagtige
Børster; undertiden en Isseplet, sædvanligt tre Længdepletter paa Mesono-
tum og altid Bagkroppen, undtagen første Leds og undertiden tillige andets
forreste Deel samt Undersidens Midte, sorte. Mundskjoldets Forrand heel”).
Pandeegnen blank. Vingerne mørke. L. 334.

Årbeider: Lyst rustrød, Kroppen og Benene med tætte guulladne eller hvidagtige Bør-
ster; undertiden en Pandeplet, altid Bagkroppen (undtagen Roden og ofte
Undersidens Midte), Skinnebenene og Fødderne mørkebrune. Mundskjoldets
Forrand heel. Pandeegnen blank. L. 2%/4—37'"",

Han: Sort, rigeligt behaaret; Parringsredskaberne og Benene klart rodgule. Mund-
skjoldets Forrand heel. Kindbakkerne smalle, 1—2-tandede, Forranden red-
guul. Vingerne mørke. L. 31‘.
Udenfor Sjælland med Smaaoerne, veed jeg ikke, at den er funden. Kun eengang
i Midten af Juli har jeg truffet Vingede.

6. Formica cunicularia.
Latreille:. Hist. nat. d. Fourm. p. 151.
Dronning: Sort og rustrod, silkeglindsende, sparsomt behaaret; Pandeegnen mat. Vin-

gerne klare. LL. 334“,

*) . Forranden er ogsaa heel hos de andre Formica-Arter med Undtagelse af Form. sangvinea, men her
udhæves det udtrykkeligt paa Grund af disse to Arters Lighed.

ice

Arbeider: Slank, sort og rustrod, svagt silkeglindsende, sparsomt behaaret; Kinderne
og Pronotums Rande rødlige. Pandeegnen mat. L. 2—2%4,

Han: Slank, sort, sparsomt behaaret; Parringsredskaberne og Benene, de sidste
klart, rodgule, ofte Hofterne og Pletter paa Laarene, altid Fodderne mor-
kere. Kindbakkerne smalle, 1—2-tandede, Spidsen rødlig. Vingerne klare.
L. 4,

Dronningens og Arbeiderens Farve vexler betydeligt. Hos den første ere vel An-
tennernes Svøbe, Panden, Issen, tre Længdepletter paa Mesonotum, Scutellum, Metanotum
og Bagkroppens Overside, undtagen indtil største Delen af første Led, altid sorte, og An-
tennernes Skaft, Kindbakkerne, Kinderne, Randene af Pronotum, Segmentum mediale, Stil-
ken og Benene altid rustrøde; men de øvrige Dele af Kroppen ere snart sorte, snart rust-
røde. Arbeiderens Pande, Isse og Bagkrop ere altid sorte, dens Kinder og Randene af
Pronotum altid rødlige; paa de øvrige Partier af Kroppen. vexle disse to Farver, dog har
den rustrøde oftest Overhaand.

Denne Årt lever især paa aabne og sandede Steder; den bygger gjerne under større
Stene, kun sjeldent i lave Iordtuer. Den findes over he'e Landet. Vingede har jeg taget
i Juli.

7. Formica cinerea.
Mayr: Form. Austr. p. 72”).

Dronning: Sort, silkeglindsende, rigeligt behaaret; Antennerne, undtagen Svobens
Spidse, Kindbakkerne og Benene rødbrune; Hofterne og Laarene ofte mor-
kere. Pandeegnen mat. Vingerne svagt bruunlige. L. 4
Arbeider: Sort, graa- eller hvidagtigt silkeglindsende, rigeligt behaaret; Antennerne,

Kindbakkerne og Benene rødlige; Svobens Spidse, Hofterne og Laarene

ddd

ofte mørkere. Pandeegnen mat. L. 2!/.—3”,
Han: Sort, tæt behaaret; Antennernes Svøbe og Parringsredskaberne bruunlige,
Skaftet ofte og Benene altid gule. Kindbakkerne 2—4-tandede, tildeels
rødbrune. Vingerne meget svagt bruunlige. L. 4.
Den findes i Nørre-Jyllands Heder og Sandegne; den er saaledes tagen midt paa
Heden ved Steendalgaards Plantage af Prof. Schiödte; selv har jeg fundet den paa hele
Vestkysten. Den bygger i lave Lyng- og Jordtuer. Vingede har jeg kun seet eengang i
Midten af Juli.

*) Mayr: Beschr. ein. neuer Ameis. kjender jeg ikke, saa at jeg ikke her kan citere denne Afhandling.

40*

316

8. Formica fusca.
Latreille: Hist. nat. d. Fourm. p. 159.

Dronning: Mørkt broncefarvet, -glindsende, sparsomt behaaret; Antennernes Skaft og
Benene rodlige; Hofterne og Laarene ofte morkere. Pandeegnen mat. Vin-
gerne meget svagt bruunlige. L. 314—3%/4/.
Arbeider: Morkt broncefarvet, mat, svagt behaaret; Antennerne, Kindbakkerne og Be-
nene rodlige, undertiden klart gule; Hofterne og Laarene ofte morkere.
Pandeegnen mat. L. 21% —3‘%.
Han: Slank, sort, sparsomt behaaret; Antennernes Skaft guulagtigt, Parringsred-
skaberne og Benene klart gule. Kindbakkerne {—2-tandede, Spidsen guul.
Vingerne næsten klare. L. 4,
Temmelig almindelig og udbredt; den bygger sædvanligt under Stene, ofte paa Grof-
tevolde eller Steengjærder; dog findes den ogsaa i Stubbe under Bark. Vingede træffes
fra Begyndelsen af Juli til ind i August.

9. Formica gagates.
Latreille: Hist. nat. d, Fourm. p. 139.

Dronning: Begsort; Antennerne og Benene begbrune. Pandeegnen svagt, Bagkroppen
stærkt glindsende. Siderne af Pronotum og Brystet, undtagen Mesothorax-
Epimererne, tydeligt og skarpt rynkede. »Alæ parum fuscescentes« (Mayr.
Form. Austr. p. 75). L. 3%,

Arbeider: »Piceo-nigra, mandibulæ, antenne ac pedes picei; area frontalis nitida; ab-
domen pilosulum, nitidissimum. Long.: 4—7™™.« (Mayr).

Han: »Fusco-niger, sparsissime pilosulus ac cinereo-micans, apices mandibula-
rum, genitalia ac pedes, sæpe etiam scapus antennarum rufo-testacea; man-
dibulæ 1—2 dentate; oculinudi; ale angustæ, fuscescentes. Long.: 10™™«.
(Mayr).

Uagtet Skjællets udmærkede Form paa mit Exemplar, der fuldkomment svarer til
Latreille’s Beskrivelse, har jeg ikke benyttet denne i Diagnosen, da jeg kun har havt eet
Exemplar til nærmere Undersøgelse, og jeg ikke tvivler paa, hvad ogsaa Mayr angiver ved
denne Art (l. c. p. 77), at Skjællet her, ligesom næsten overalt i denne Slægt, er underka-
stet saa stor Afvexling, at det bliver uskikket til Artsmerke. Jeg har kun fundet en en-
kelt vingelos Dronning i Omegnen af Kjøbenhavn, men desværre er den et af de faa Styk-
ker af de flere Tusinde Myrer, jeg har benyttet ved mine Undersøgelser, om hvis nærmere
Forekomst og Findested jeg ikke har Optegnelser. Dette er saa meget uheldigere, som
denne Arts Levemaade i det Hele er ukjendt. Desuden har jeg seet en enkelt, ligeledes

au

uvinget Dronning, der for mange Aar siden er funden ved Rye i Norre-Jylland af Prof.

Schiddle.

Dronning:

Arbeider:

Han:

B. Baghovedet dybt indskaaret.

10. Formica exsecta.

Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 909.

Guulred; Antennernes Svobe, Mundskjoldet, Panden, Issen, Notum og Bag-
kroppen, undtagen Spidsen og en Plet ved Roden, sorte. Mundskjoldet
uden Tverfure. Palperne af sædvanlig Længde. Undersiden af Bagkrop-
pen med Rækker af lange, gule Børster. Vingerne betydeligt længere end
Bagkroppen, bruunlige. L. 3— 31‘.

Rustrod; Spidsen af Antennernes Svobe, Panden, Issen, ofte en Plet paa
Mesonotum og altid Bagkroppen, undtagen Spidsen og en Plet ved Roden,
sorte; Benene bruunlige. Mundskjoldet uden Tverfure. Palperne af sæd-
vanlig Længde. Undersiden af Bagkroppen med Rækker af gule Børster.
L. 21/0—3'",

Sort, rigeligt behaaret; Parringsredskaberne guulbrune; Benene meer eller
mindre gule. Palperne af sædvanlig Længde. Vingerne betydeligt længere
end Bagkroppen, svagt bruunlige. L. 3—39"”,

Den lever i Skove, meest dog i Naaleskove, hvor den bygger som Form. rufa, men
kun smaa, ofte tæt stillede Tuer. Den er temmelig udbredt, uden dog at være almindelig.
Vingede har jeg truffet fra Midten af Juli til Slutningen af August.

Dronning:

Arbeider:

Han:

11. Formica pressilabris.
Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 911.

Sort, glindsende; Munden, Randene af Pronotum, den bageste Deel af Seg-
mentum mediale, Stilken, undtagen Skjællets øverste Deel, og Bagkroppens
Spidse rødlige; Benene bruunlige. Mundskjoldet med en Tverfure. Pal-
perne meget korte. Undersiden af Bagkroppen uden Børster. »Alæ hyaline,
costis et stigmate fuscescentibus« (Mayr: Form. Austr. p. 68). L. 2%“.
Rustrod; Antennernes Svobe og ofte Skinnebenene bruunlige; Panden, Issen,
ofte en Plet paa Pronotum og altid Bagkroppen sorte. Mundskjoldet med
en Tverfure. Palperne meget korte. Undersiden af Bagkroppen uden Bor-
ster, 1.2 — 21404

Sort, sparsomt behaaret; Parringsredskaberne guulbrune, Benene tildeels
brune. Palperne meget korte. Vingerne lidt længere end Bagkroppen,
næsten klare. L. 214—2234'"",

318

Denne, som det synes, særdeles sjeldne Art har jeg kun fundet ved Rye i Nørre-
Jylland paa de saakaldte Galgebakker i nogle lave Jordtuer i Slutningen af Juli.

b. Dronning: Pandeegnen utydeligt afsat.
Arbeider: Bioinene meget utydelige eller forsvundne.
Han: Pronotum lavere end Issen.

Til denne. Afdeling hører kun mindre Arter; navnlig ere Arbeiderne af en ringe
Størrelse og saavel som Hannerne betydeligt mindre end Dronningerne. Hannens Parrings-
redskaber ere mindre end hos Årterne af den foregaaende Afdeling.

12. Formica nigra.
Latreille: Hist. nat. d. Fourm. p. 156.

Dronning: Morkebruun, temmelig. tæt behaaret; Antennerne, Metanotum og Benene
guulagtige; Svøbens Spidse, Laarene og Skinnebenene ofte mørkere. Kind-
bakkerne rødlige. Antennernes Skaft og Skinnebenene med skraat stillede
Børster. Hovedet smallere end Thorax. Vingerne klare, Aarerne blegt
gule. L. 344-4.

Arbeider: Morke- eller sortebruun, ofte silkeglindsende, temmelig tæt behaaret; An-
tennerne, Benenes Leddemodde og Fødderne blegt gule; Kindbakkerne rod-
lige; Thorax ofte bruunt. Antennernes Skaft og Skinnebenene med skraat
stillede Børster. L. 1!/3—2/”. -

Han: Sort, sparsomt behaaret; Antennernes Svobe, Kindbakkerne ofte, Metano-
tum, Benenes Leddemodde og Fodderne gule. Antennernes Skaft og Skinne-
benene hist og her med skraat stillede Børster. Pandefuren dyb. Kind-
bakkerne smalle, 1—2-tandede. Vingerne klare, Aarerne blegt gule.
L. 194 — 22‘,

Da der gives flere nerstaaende Arter, hvis Forekomst her i Landet imidlertid er
mig ubekjendt, men som dog med Sandsynlighed kunne antages at forekomme hos os, er
der i Diagonosen optaget flere Charakterer, end de her anførte Arter af denne Afdeling ellers
gjorde nødvendigt. Hvorvidt dog alle disse nærstaaende Arter kunne fastholdes, synes mig
tvivlsomt; navnlig turde Form. brunnea (Mayr: Form. Austr. p. 86) være en lys Varietet
af Form. nigra. Skal den holdes som Art, maae ialfald andre og bedre Characterer udfin-
des for den.

Denne Myre er vor almindeligste Art baade paa fri Mark og i Løvskove, og tillige
den, som hyppigst forekommer inde i Husene. Den bygger paa mange forskjellige Maader,
saaledes under Stene, i Stubbe under Bark, i Jordtuer, ligefrem under Jordskorpen, f. Ex.
i Havegange, uden overjordisk Tue. Den bygger ofte lave hvælvede Gange i Jordskorpen,
og forbinder saaledes de forskjellige Afdelinger i Boet. I Kjøbenhavn forekommer den oftere

… 819

i Huse, og holder sig undertiden i mange Aar efter hverandre paa eet Sted. Vingede fin-

des fra Begyndelsen af Juli til midt i September.

Dronning:

Arbeider:

Han:

13. Formica flava.

Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 922.
Bruun, sparsomt behaaret; Antennerne, Kindbakkerne, Kinderne, Benene og
oftest Bagkroppens Underside rodgule. Antennernes Skaft og Skinnebenene
med liggende Børster. Hovedet smallere end Thorax. Vingerne bruunlige
ved Roden. L. 314— 3170”,
Guul, sparsomt behaaret; Hovedet og Bagkroppen undertiden mørkere.
Notum og Bagkroppen med længere, tæt stillede Børster. Antennernes
Skaft og Skinnebenene med liggende Børster. L. 1—2"”,
Sort, sparsomt behaaret; Antennerne og Benene blegt gule; Skaftet, Laa-
rene og Skinnebenene ofte mørkere. Antennernes Skaft og Skinnebenene
med liggende Børster. Øinene behaarede. Pandefuren utydelig. Kindbak-
kerne brede, 1—2-tandede. Vingerne næsten klare. L. 1179—1%4'”,

Denne Art, der i Levemaade ligner den foregaaende, er ogsaa udbredt over hele

Landet, men i Reglen langtfra i saa stor Mengde. Fugtige Felleder, især i Nærheden af

Stranden, undertiden ogsaa aabne Skovsletter bedækker den ofte med tætstillede Tuer, der

efterhaanden groe til med Mos og Græs; saaledes langs Kallebodstrand paa Amager, ved

Roeskildefjord og paa flere Steder i Dyrehaven ved Kjøbenhavn. Vingede træffes fra Be-

gyndelsen af Juli til Slutningen af September.

Dronning:

Arbeider:

Han:

14. Formica mixta.
Nylander: Add. adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 1050.

Bruun, meget sparsomt behaaret; Antennerne, Hovedets Underside, Stilken,
undtagen Skjællets øverste Deel, Bagkroppens Rod og Benene rodgule. An-
tennernes Skaft og Skinnebenene med liggende Børster. Hovedet lidt bre-
dere end Thorax. Vingerne brune indtil Midten. L. 314.

Guul. Notum og Bagkroppens Overside med korte, lodrette Borster. Anten-
nernes Skaft og Skinnebenene med liggende Børster. L. 11/2—2.
Sortebruun, meget svagt behaaret; Spidsen af Antennernes Svobe, Parrings-
redskaberne og Foddernes sidste Led gule. Antennernes Skaft og Skinne-
benene med liggende Børster. Oinene sparsomt behaarede. Pandefuren
utydelig. Kindbakkerne brede, 2—5-tandede, Randen guul. Vingerne
brune til Midten. L. 19/4 -2'%.

320

Den er langt sjeldnere end de to foregaaende Arter; den forekommer i Rude-Hegn,
Gjelte-Skov, langs Strandveien og i Flødstrup ved Kjerteminde. Vingede træffes i August.

15. Formica umbrata.
Nylander: Add. adn. in Mon. Form. bor Eur. p. 1048.

Dronning: Bruun, med tætte, men korte Børster; Kindbakkerne rødlige; Hovedet, und-
tagen Panden og Issen, største Delen af Stilken, Bagkroppens Rod og Be-
nene guulladne. Antennernes Skaft og Skinnebenene med næsten lodrette
Børster. Hovedet bredere end Thorax. Vingerne brune til Midten.
L. 31/4.

Arbeider: Guul, med tætte, temmelig lange Børster. Antennernes Skaft og Skinne-
benene med næsten lodrette Børster. L. 2.

Han: Sort, sparsomt behaaret; Antennerne, Parringsredskaberne og Benene brune;
Svøben og Fødderne lysere. Antennernes Skaft og Skinnebenene hist og
her med lodrette Børster. Oinene tæt behaarede. Pandefuren tydelig.
Kindbakkerne brede, mangetandede. Vingerne brune til Midten. L. 1%74—2"”,
Form. umbrata forekommer ikke almindeligt; den findes i Nærheden af Kjøbenhavn
og ved Kjerteminde. Vingede træffes i Slutningen af August og i September.
3. Forbenenes Kam temmelig bred.
De to bageste Par Been uden Sporer.
Dronning
nan | med lukket Discoidalcelle ¢ Forvingen.
Arbeider: Notum bagtil indsenket.
Dronningen har temmelig brede Vinger, Arbeideren et stort Hoved, som ofte er
større end Bagkroppen; Hannen er lille, har temmelig brede Vinger og smaa Parringsredskaber.
Af denne Gruppe kjender man kun en eneste Art, som ved Udseende, Levemaade
og flere Træk i dens Bygning (som i denne Afhandlings første Afsnit nærmere ere omtalte)
betydeligt afviger fra de øvrige Arter af Slægten Formica.

16. Formica fuliginosa.
Latreille: Ess. sur. hist. nat. d. Fourm. d. Fr. p. 36.

Dronning: Begsort, glindsende; Antennerne, Kindbakkerne og Benene rødlige; Hof-
terne og Laarene ofte mørkere, Fødderne lysere. Baghovedet indbugtet.
Vingerne brune til Midten, L. 24°.

Arbeider: Begsort, glindsende; Antennernes Svøbe og Kindbakkerne rødbrune; Skaf-
tet, Laarene og Skinnebenene begbrune; Fødderne rødlige. Baghovedet
indbugtet. L. 2—2Y4”,

_ 824

Han: Begsort, mat; Antennernes Svøbe, Benenes Leddemode og Fødderne, de
sidste iser i Spidsen, guulladne. Baghovedet indbugtet. Vingerne bruun-
lige til Midten. L. 2%4/.

Reden bestaaer for største Delen af en Samling af uregelmæssige, indbyrdes
forbundne Celler, der især ere byggede af sonderbidte Plantedele, som med Kind-
bakkekjertlernes (?) Vedske sammenlimes til en fast, sort Masse, der er uopløselig i
Vand, eller dog i længere Tid kan ligge uopløst deri. Sin Rede anlægger den oftest ved
Foden af Træer, i og under Stammen, men ogsaa i Stubbe, som den gjennemgnaver saa-
ledes, at der efterlades tynde Blade, imellem hvilke Cellerne anbringes. En udmærket Prøve
paa dens Redebygning afgiver et Stykke, omtr. 11‘ langt, 1' bredt og 3” tykt, af en saa-
dan Rede, der er fundet under Taget af et Lysthuus paa Lindegaard i Odsherred, og nu
opbevares i Universitetets zoologiske Samling. Arten er udbredt over en stor Deel af Lan-
det, ofte paa temmelig fugtige Steder, aldrig i Sandegne. Vingede træffes i Juli og Be-
gyndelsen af August. Latreille (Hist. nat. d. Fourm. p. 142) siger, at den bider slemt,
hvad der ikke stemmer med mine Iagttagelser, da den, naar jeg har angrebet dens Bo, ikke
har forulempet mig synderligt, navnlig langtfra i den Grad som Form. rufa eller exsecta,
der ofte med største Voldsomhed forsvare deres Rede og Yngel.

Il. Ponera.

Stilken dannes kun af eet Led.
bagkroppen er afsnoret mellem første og andet Led.

Hunnen har Braad. Puppen er indspunden i en Cocon.

Da vi hos os kun have fundet een Art af denne Slægt, og da der ikke er Sandsyn-
lighed for at finde flere, vilde de for Slægten angivne Mærker strengt taget vere tilstræk-
kelige til at skjelne denne Art fra vore øvrige Myrer. For Arbeideren, som jeg desværre
alene har havt Leilighed til at undersoge, kunde dog endnu anfores som Kjendetegn:

Hovedet langstrakt, fiirkantet.
Antennerne korte, indfoiede ner hinanden, Svoben stærkt kolleformig.
Oinene ofte forsvindende”), ingen Bioine. É

*

De sammensatte Øine, som altid findes langt fremme paa Hovedet, afvexle betydeligt i Henseende
til Størrelse og Facetternes Antal, som jeg har fundet svævende mellem 1 og 30.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. AL

322

Kindbakkernes Skjærerand meget skraa og lang, fiint tandet.
Kjæbepalperne med eet rudimentairt Led").

Læbepalperne treleddede (første Led rudimentert). ,
Forbenenes Kam bred (T. 2 F. 21).

De to bageste Par Beens Sporer kamdannede.

17. Ponera contracta*).
Latreille: Hist. nat. d. Fourm. p. 197.

Dronning: »Fusca, pube cinerascenti subdepressa; mandibulæ, clypei pars inferior,

antenne pedesque rufo-testacei; ale hyaline. Long.: 3ye—4""«. (Mayr:
Form. Austr. p. 116).

Arbeider: Rodbruun***), med graalig, liggende Behaaring; Antennerne og Benene ly-

sere; Hovedet og Bagkroppen ofte mørkere. L. 1774—1%2"",
Han: »Niger, nitidulus, mandibule testaceæ, pedes fusei tibiis tarsisque dilutiori-
bus; ale hyaline. Long.: 234—3™™«. (Mayr).
Denne Art har jeg kun fundet i Vexthusene (Orchideehusel) i botanisk Have i

Kjøbenhavn. Den angives i Almindelighed som forekommende i ganske ubetydelige Selska-
ber (Latreille 1. c. p. 197 siger, at det hoieste Antal, han har fundet sammen, har været

7)

*)

me)

Förster (L e.) angiver for denne Slægt: »Palpi maxillares biarticulati, labiales artieulis quattuor«;
Fr, Smith (l. e.) derimod: »Maxillary palpi 2-jointed (in the European species): 4-jointed (in most
exotic ones); the labial palpi 2-jointed«; Mayr (l. e.) siger om Hunnen (han har ligesom För-
ster kun Arten contracta): »Die Unterkiefer haben zweigliedrige Taster... Die Lippentaster sind
ebenfals zweigliedrig.« Nylander (Ann. d. se. S. 4 Tom. 5 Zool. pl. 3 Fig. 23 b oge) og Fr. Smith (Catal,
of brit. foss. Hym. etc. 1858 pl. 1 Fig. 21 og 22) afbilde endogsaa en Kjæbe- og en Tungepalpe, men lige-
som den Anden synes at have copieret den Forste, saaledes er der heller ikke nogen egentlig Forskjel mellem
den saakaldte Kjæbepalpe og Lebepalpen. Jeg har, som angivet i Diagnosen, kun fundet eet, rudimentært
Led i Kjæbepalpen, som endogsaa i Almindelighed (T. 2 F. 19) skjules af en Kant af Stammens Underside
eller, seet fra modsat Side, af Yderfligen. Mayr angiver dernæst for Hannen fireleddede Kjæbepal-
per og treleddede Læbepalper, en Uovereensstemmelse med Hunnen, som wilde være meget paafal-
dende, men jeg antager ogsaa at han har seet feil, og henfort den ene Læbepalpe til Kjæben og her
regnet en tilfældig Indsnoring med som Leddeling (han har kun undersøgt eet Exemplar og siger
selv om Kjæbepalperne, at de ere »undeutlich viergliedrig«).

Uagtet Latreille, som han selv siger, allerede tidligere, nemlig i Bull. d.1. Soc. Phil. 57, havde opstillet
denne Årt under Navn af Form. coarctata, forandrede han dog senere dette til Form. contracta, fordi
han vilde bruge »coarctata» til at betegne den Familie eller Gruppe (Form. coarctatæ), hvorunder han
henførte Arten. Det vilde saaledes strengt taget være rigtigt, skjøndt i dette Tilfælde ikke heldigt,
om man atter forandrede Artens Navn til Ponera coarctata.

De indenlandske Exemplarer, jeg har seet, have alle havt denne Farve; Syd paa lader den til ofte
at blive mørkere, og saaledes kan det forklares, at Latreille og Mayr kalde den »fusco-brunnea»,
medens Fabricius (Syst. Piez. p. 410) endogsaa angiver dens Farve som »nigra, pedibus rufis.«

en

syv lil ti); jeg har dog truffet den en Deel talrigere, løbende omkring paa Jorden i enkelte
Urtepotter midt paa Dagen, medens den ellers siges kun at skulle komme frem om Natten.

Il, Myrmica.
Stilken dannes af to Led.

Hunnen har Braad; Arbeideren mangler i Reglen Bieine. Puppen er ikke indspun-
den i en Cocon.
A. Panden uden Lengdegruber til at optage Antennerne.
a. Bagkroppens Rod hvelvet.

a. Dronning
Han
Arbeider: Notum bagtil indsenket.

Gruppen & falder omtrent sammen med Mayr’s Slægt Myrmica; som fælles for
dens Arter kunne endnu tilfoies folgende Mærker:

Hunnens Kindbakker brede, Skjæreranden lang.

Kjæbepalperne sexleddede.

Læbepalperne fireleddede.

Forbenenes Kam bred, med Tand paa Indersiden (T. 2 F. 22).

De to bageste Par Beens Sporer tydelige; hos Hunnen svagt, hos Hannen
stærkt kamformige.

} Den indre Cubitalcelle ufuldstændigt eller fuldstændigt deelt.

Hunnens Hoved, Thorax og Stilk have grov Sculptur med sparsomme, men tydelige
gule Børster; deres Segmentum mediale løber foroven paa hver Side ud i en spids Torn
og forneden i en fladtrykt, skarp Tand. Hannen er mere glat.

1. Den indre Cubitalcelle ufuldstændigt deelt.

18. Myrmica lævinodis.
Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 927.
Dronning: Rodguul, sortplettet. Antennernes Skaft kun lidt boiet. Pandefligene svage.
Tornene paa Segmentum mediale meget korte. Stilkens Knuder næsten
glatte. Vingerne guulladne til over Midten. L. 3—314"”,
Arbeider: Rodguul; Hovedet og Midten af første Led af Bagkroppen brune. Anten-
nernes Skaft kun lidt boiet. Pandefligene svage. Pandeegnen glat. Ho-

41"

Ian:

vedet gittret, svagt grynet. Tornene paa Segmentum mediale temmelig
korte. Stilkens Knuder næsten glatte. L. 2— 21/4“.

Sort; Antennerne, navnlig Svoben, Bagkroppens Spidse, Skinnebenene og
Fødderne, navnlig de sidste Led, lysebrune. Antennernes Skaft af mere
end Svobens halve Lengde. Antennerne, Laarene og Skinnebenene med
lange, næsten lodrette Børster. Stilkens første Knude glat. Vingerne guul-
ladne til over Midten. L. 21797”,

Den er en af vore almindeligste Myrer, og bygger gjerne under mindre eller større
Stene. August er her, saavelsom for de fleste andre Arter af Myrmica, den egentlige Tid
for Sværmningen og Parringen; men i hele Tiden fra Midten af Juli til Midten af Septem-
ber findes dog hyppigt Vingede.

Dronning:

Arbeider:

Han:

19. Myrmica ruginodis.
Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 929.

Rodguul, sortplettet. Antennernes Skaft kun lidt boiet. Pandefligene svage.
Tornene paa Segmentum mediale lange, krumme. Stilkens Knuder tydeligt
rynkede. Vingerne svagt guulladne til over Midten. L. 3—314/”,
Rodguul; Midten af Bagkroppens Overside mørkere. Antennernes Skaft
kun lidt boiet. Pangefligene temmelig svage. Pandeegnen glat. Hovedet
lengderynket, svagt grynet. Tornene paa Segmentum mediale lange. Stil-
kens Knuder tydeligt lengderynkede. L. 211 —21.‘”.

Morkebruun; Antennerne, Kindbakkerne, Bagkroppens Spidse og Benene
lysere. Antennernes Skaft knap af Svøbens halve Længde. Antennerne,
Laarene og Skinnebenene med kortere, mere liggende Borster. Stilkens
første Knude glat. Vingerne svagt gule til over Midten. L. 294.

Denne Art ligner særdeles meget den foregaaende; dog har Hunnen stærkere Sculp-

tur og tydeligere Tverrynkning mellem Tornene paa Segmentum mediale. Tornene ere

desuden længere, især hos Dronningen.
D ) 5

Den findes ligesaa hyppigt som den foregaaende Art og ligesom denne baade i Skov

og paa fri Mark; den bygger baade under Stene og Grestory og under Bark paa Stubbe. De

Vingede komme frem paa samme Tid som den foregaaende Arts.

Dronning:

20. Myrmica rugulosa.
Nylander: Add..alt. adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 32.
Rodguul, sortplettet. Antennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel.
Pandefligene svage. Tornene paa Segmentum mediale temmelig lange.

Stilkens Knuder temmelig rynkede. Vingerne bruunlige til over Midten.
L. 23),—3/",

Arbeider: Rodguul; Midten af Bagkroppens Overside mørkere. Antennernes Skaft
boiet i en næsten ret Vinkel. Pandefligene svage. Pandeegnen meer eller
mindre rynket. Hovedet gittret, tydeligt grynet. Tornene paa Segmentum
mediale lange. Stilkens Knuder svagt længderynkede. L. 1Y9—2"”,

Han: Sortebruun; Antennerne, Bagkroppens Spidse meer eller mindre, Benene
heelt bleggule. Kindbakkerne gule. Antennernes Skaft rigeligt en fjerde
Deel af Svobens Længde. Antennerne, Laarene og Skinnebene med spar-
somme, temmelig korte, skraat stillede Borster. Stilkens forste Knude glat.
Vingerne svagt bruunlige til Midten. L. 24‘.
Den lader til at være temmelig sjelden. Jeg har fundet den ved Ribe, paa Fanø,
ved Norre-Vosborg (2% Miil Vest for Holstebro) og Korsør. Vingede har jeg taget i

September.

21. Myrmica suleinodis.

Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 934.

Dronning: Bruunred, sortplettet; Antennernes Svobe, Kindbakkerne og Fødderne bruun-
gule; Bagkroppen næsten heelt sort. Antennernes Skaft boiet i en næsten
ret Vinkel. Pandefligene svage. Pandeegnen rynket. Hovedet, Thorax og
Stilkens Knuder rynkede. Tornene paa Segmentum mediale temmelig lange.
»Die Flügel sind fast wasserhell« (Mayr: Form. Austr. p. 136). L. 2%4—31/4'”,

Arbeider: Bruunrod; Fødderne lysere; Bagkroppen sort. Antennernes Skaft boiet i
en nesten ret Vinkel. Pandefligene meget svage. Pandeegnen rynket.
Hovedet, Thorax og Stilkens Knuder grovt rynkede. L. 2a — 21’.
Han: Sort; Antennerne tildeels, Kindbakkerne, Bagkroppens Spidse og Benene,
de sidste tildeels, gule. Antennernes Skaft knap af Svobens halve Længde.
Antennerne, Laarene og Skinnebenene med liggende Borster. Stilkens
første Knude tydeligt rynket. Vingerne svagt bruunlige. L. 2%4—2'/”.
Ogsaa Myrm. sulcinodis lader til at være meget sjelden; jeg har kun fundet den i
Norre-Jyllands Sandegne under Stene, saaledes ved Rye, Breining (2 Miil Øst for Ring-
kjøbing) og Norre-Vosborg. Vingede har jeg taget i luli og August, men kun Hanner.

22. Myrmica scabrinodis.
Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 930.

Dronning: Rodguul, morkplettet; Antennerne, Kindbakkerne og Benene gule. Anten-

Arbeider:

Han:

326

nernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel, ofte med en lille Flig eller Tand
paa Knæet, Rodenden fladtrykt med svagt fremspringende Tand. Pande-
fligene store, øreformige. Pandeegnen glat. Hovedet, Thorax og Stilkens
Knuder stærkt rynkede. Tornene paa Segmentum mediale lange. Vingerne
bruunlige til Midten. L. 3°.

Rodguul; Midten af Hovedet og Bagkroppens Overside oftest mørkere. An-
tennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel, ofte med en lille Flig eller
Tand paa Knæet, Rodenden fladtrykt, med svagt fremspringende Tand.
Pandefligene store, oreformige. Pandeegnen glat. Stilkens Knuder stærkt
rynkede. L. 11a — 214‘,

Sortebruun; Antennernes Svobe, Kindbakkernes og Bagkroppens Spidse,
Benenes Leddemode og Fødderne gule. Antennernes Skaft en fjerde
Deel af Svobens Længde. Antennerne og Benene med tætte, lange, lod-
rette Børster. Stilkens første Knude glat. Vingerne stærkt guulbrune til
over Midten. L. 2%/—2%/4/’.

Efter Myrm. lævinodis og ruginodis er den vor almindeligste Myrmica, og findes

baade i Skove og paa fri Mark, baade paa tør, sandet og paa fugtig Bund. Vingede tref-

fes i August og Seplember.

Dronning:

Arbeider:

Han:

23. Myrmica lobicornis.
Nylander: Adn. in Mon. Form. bor, Eur. p. 932.

Bruunrod, sortplettet; Bagkroppen næsten heelt sort; Skinnebenene og Fod-
derne bruungule. Antennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel, med en
Tverflig paa Kneet, Rodenden fladtrykt, med fremspringende Tand. Pande-
fligene store, oreformige. Pandeegnen glat. Hovedets Sider gittrede, gry-
nede, Midten, Thorax og Stilkens Knuder lengderynkede. Tornene paa Seg-
mentum mediale lange. Vingerne bruunlige til Midten. L. 3”.

Bruunrod; Hovedets og Bagkroppens Overside mørkere, Kindbakkerne ly-
sere, Benene gule. Antennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel, med
en Tverflig paa Knæet og en lille Tand ved Roden. Pandefligene store,
ereformige. Pandeegnen meest glat. Hovedets Sider gittrede og grynede.
Stilkens Knuder grovt rynkede. L. 2—2!/e‘*.

Sortebruun; Spidsen af Antennernes Syobe, Kindbakkerne, Bagkroppens
Spidse, Benenes Leddemode og Fødder gule. Antennerne Skaft knap af
Svobens halve Længde. Antennerne, Laarene og Skinnebenene med skraat
stillede Børster. Stilkens første Knude næsten glat. Vingerne graabrune
til over Midten. L. 219‘,

Mayr (Form. Austr. p. 140) maa have henført Hannen af en anden Art (Myrm.
scabrinodis?) "til Hunnen af Myrm. lobicornis; thi istedetfor at ligne Myrm. scabrinodis &,
ligner lobicornis & snarere suleinodis & (saaledes med Hensyn til Længden af Antennernes
Skaft o.s. v.). Jeg har taget mine Exemplarer, henved en halvhundrede Stykker, i Parring,
saa at jeg ikke kan have taget Feil. Myrm. denticornis (Curtis Transact. of the Linn.
soc. XXI p. 215) skal være lobicornis Nyl., saaledes som Smith (Catal. of Hym. ins. Part.
VI. Form. p. 116) paastaaer at have overbeviist sig om ved Undersogelse af Originalexem-
plarer. Men ifølge Afbildningen hos Curtis (T. XXII F. 18) har Hannen langt Antenneskaft,
hvilket strider mod Mayr’s Angivelse (»antennarum scapus longitudine quadrantis funiculi«),
men stemmer overeens med vor.

Denne Art hører til vore sjeldnere; den lever paa tørre, udyrkede Steder, saaledes
ved Villingebæk nær Hornbek, paa Amagerfælled, og i Buurkrat nær Norre-Vosborg. IBe-
gyndelsen af August har jeg engang truffet den midt om Dagen, svermende i stor Mengde;
og ved samme Leilighed tog jeg en ret mærkelig Gynandromorph, som havde Dronningens
Førlighed og hele Hoved, men Hannens Farve, Sculptur af Brystet og Parringsredskaber;
dens Vinger stode i Størrelse midt imellem begges.

2. Den indre Cubitalcelle fuldstændigt deelt.”)

24. Myrmica sabuleti. n. sp.

Dronning: Ubekjendt.

Arbeider: Rodguul; Bagkroppens Overside mørkere. Antennernes Skaft boiet i en
næsten ret Vinkel, Roden med en Tand og paa Oversiden med en hoi,
skarp Lengdekjol. Pandefligene store, oreformige. Pandeegnen heelt eller
tildeels rynket. Hovedets Sider med uregelmessig Sculptur, Midten, Thorax
og Stilkens Knuder, de sidste stærkt, lengderynkede. L. 21/4.

Han: Sort; Antennerne for storte Delen, Bagkroppens Spidse, Benenes Ledde-
mode og Fødderne gule. Antennernes Skaft en tredie Deel af Svobens
Længde, det sidste Led længere end de to foregaaende tilsammen, ofte
boiet eller deelt i Midten. Antennerne næsten nøgne; Benene med lange

*) Hvorvidt denne Deling af Cubitalcellen vil vise sig constant, kan endnu ikke afgjores; paa de sex
Exemparer af Hannen, som jeg har for mig, er denne Celle altid deelt paa samme Maade, idet dens
nederste, udvendige Hjørne er afsondret til en mindre Celle. Men selv om det skulde vise sig, at
en saadan særegen Gruppering af denne Art er umulig, antager jeg dog, at de øvrige af mig an-
givne Kjendetegn ere tilstrækkelige til at bestemme den. Forresten anfører ogsaa Jurine (Nouy.
méth. d. class. 1. Hym. et Il. Dipt. p. 277), at han har seet en Dronning af hans Slægt Munica
(Myrmica), hvor den indre Gubitalcelle var deelt, men Sporgsmaalet bliver da, hvilken Art denne hørte
til, eller om Cellen var deelt paa samme Maade.

328

skraat stillede, tildeels næsten lodrette Børster. Stilkens første Knude stærkt
længderynket. Vingerne graabrune til over Midten. L. 2a — 24“.
Jeg har kun eengang fundet den under Stene i Buurkrat ved Nørre-Vosborg i Be-
gyndelsen af August.

B. RE | Den indre Cubitalcelle heel, fortil spidst tilløbende.
an:

Arbeider: Notum hoist med en Fure bagtil.

1. Dronning: De to bageste Par Beens Sporer utydelige.

Inderkanten af Antennernes Rodgruber ikke forlænget bagtil.

Arbeider: Hovedet mindre end Bagkroppen.
Inderkanten af Antennernes Rodgruber ikke forlænget bagtil.

Han: Antennerne mindst tolvleddede.)

Bagbenenes Sporer meget smaa, simple.

* Dronning
Arbe ider
Han: Segmentum mediale med temmelig sterke, opretstaaende Torne (Mayr).

} Stilkens anden Knude med en Tand paa Undersiden.

For Dronning og Arbeider kan tilfoies (Hannen kjender jeg ikke):
Kindbakkerne temmelig brede, Skjæreranden temmelig lang.
Kjæbepalperne fireleddede.

Læbepalperne treleddede.
Bioinene ofte tilstede hos Arbeideren.

25. Myrmica nitidula.
Nylander: Add adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 1058.

Dronning: Rodguul, glindsende, glat; Issen og Notum ofte, Bagkroppens Overside al-
tid mørkere, indtil sort. Tornene paa Segmentum mediale korte, lige. »Alæ
hyaline« (Mayr: Form. Austr. p. 146). L. 1770— 1°‘.

Arbeider: Rodguul, glindsende, glat, lysere eller mørkere; Bagkroppens Overside
næsten sort. Tornene paa Segmentum mediale korte, lige. L. 11/4—11%"#,

Han: »Nigro-fuscus, sparse pilosus, mandibulæ, antenne pedesque pallescentes;
metanotum (Segmentum mediale) dentibus duobus validiusculis, erectis, bre-
vibus; alæ parum infuscatæ. Long.: 3'/o™™« (Mayr).

Arbeideren af denne Art kan staae Dronningen meer eller mindre ner i Form, Bry-
stets Bygning o.s.v.; Bioinene, der altid er tilstede hos Dronningen, kunne snart fore-
komme og snart fattes hos Arbeideren.

Mayr har opstillet denne Art under en egen Slægt Formicowenus. At lade dette

*) De fleste Hanner af Slægten Zeptothorax have tretten Led i deres Antenner, og de tilsvarende Hun-
ner tolv Led.

ae

Navn vige for Westwood’s noget ældre Stenamma,*) der kun er grundet paa den mindre

characteristiske Han og indbefatter Arter, som ikke kunne henføres til Mayr’s Formicoxenus,

kan neppe forsvares ved Prioritets-Hensyn. Men paa den anden Side er Formicoxenus bar-

barisk, og jeg troer ikke, at Mayr har Ret, naar han (senest i Stett. entom. Zeit.) ligeover-

for Nylander forsvarer det ved at henvise til, at det er dannet af et ældre Slegtsnayn; thi

denne Maade at danne nye Slegtsnavne paa er vistnok forkastelig.

Denne Art boer i Tuen hos Form. rufa. Den ansees for at vere en sjelden euro-

pæisk Art; dog synes den hertillands at forekomme hyppigere. Den er funden i Ravneholmene,
Ruderhegn, Boserup ved Roskilde, ved Antvorskov ved Slagelse, ved Rye i Norre-Jylland,
oftere i større Antal, og forekommer sandsynligviis de fleste Steder, hvor Form. rufa byg-

5

ger. Vingede har jeg aldrig fundet, men ofte uvingede Dronninger.

* Dronning:
Arbeider:
Han: Segmentum mediale uden Torne.

| Stilkens anden Knude uden Tand påa Undersiden.

Til disse Mærker kan endnu foies:

Hunnens Kindbakker temmelig brede, Skjæreranden temmelig lang.
Kjæbepalperne femleddede.
Læbepalperne treleddede.

26. Myrmica acervorum.
Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 936.

Dronning: Rodguul, bruunplettet. Antennerne elleveleddede. Benene med skraat stil-

lede Børster. Tornene paa Segmentum mediale korte, lige. Vingerne lyse.
L. 11709—1%4'”,

Arbeider: Rødguul; Hovedets og Bagkroppens Overside sortebruun. Antennerne elleve-

leddede. Mundskjoldet med glat Længdefure. Benene med skraat stillede
Børster. Tornene paa Segmentum mediale korte, lige. L. 1%2—13/4/”,
Han: Sort; Benenes Leddemode og Fødderne blege. Antennerne tolvleddede ;
Skaftet meget kort. Segmentum mediale med stumpvinklede Knuder. Vin-
gerne lyse. L. 13%4—2'”,
Denne Art hører til en Afdeling (Leptothorax Mayr), der indbefatter et stort Antal

Arter, af hvilke dog kun denne ene hidtil er fundet hertillands; imidlertid er der ved dens
Characteristik taget Hensyn til Muligheden af at finde nogle af de beslægtede Arter hos os.

Den er udbredt over hele Landet og findes navnlig i Skove, saavel under Bark paa

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk, og mathem. Afd. 5 Bd

Stenamma Westwoodii Steph. See Westw. Intr. Glass. Ins. I. 226 F. 11 (8); men paa
Grund af den utilstrækkelige Characteristik af Slægt og Art anseer jeg det for urigtigt at ville, støttende
sig paa Originalexemplarer, optage det gamle Artsnavn, saaledes som Smith (Catal. of foss. Hym.
etc. 1858 p. 32) har gjort.

42

Stubbe af Løv- og Naaletræer som under Stene. Vingede har jeg fundet fra Slutningen af

Juni til Midten af September.

2. Dronning: De to bageste Par Beens Sporer tydelige, kamdannede.

Inderkanten af Antennernes Rodgruber ikke forlænget bagtil.

Arbeider: Hovedet større end Bagkroppen.

Inderkanten af Antennernes Rodgruber ikke forlænget bagtil.
Han: Antennerne tileddede.
Bagbenenes Sporer smaa, kamdannede.

Til disse Mærker kan endnu foies:

Hunnens Kindbakker temmelig brede, Skjæreranden temmelig lang.

Kjæbepalperne fireleddede.

Læbepalperne treleddede.

Dronningen og Hannen minde ved deres uforholdsmæssige Størrelse ligeoverfor Ar-

beideren ligesom ved deres store Vinger og Aarerne i disse om Slægten Formica. Det

ringe Antal Led i Hannens Antennesvøbe hidrører fra en Sammensmeltning af de første Led.

Dronning:

Arbeider:

Han:

27. Myrmica cæspitum.

Latreille: Hist. nat d. Fourm. p. 251.

Sort; Antennerne, Kindbakkernes og Bagkroppens Spidse samt Benene meer
eller mindre brune. Tornene paa Segmentum mediale meget korte. Bag-
kroppen meer end dobbelt saa lang som Hovedet. Vingerne lyse, Rand-
pladen blegt guul. L. 21-31.

Farven fra bruunsort med lysere Pletter til bruunguul med mørkere Isse og
Overside af Bagkroppen. Tornene paa Segmentum mediale meget korte.
L. 1—1%4.

Sort; Antennerne, Kindbakkerne og Benene brune; Bagkroppen sortebruun.
Bagkroppen tre Gange saa lang som Hovedet. Vingerne lyse, Randpladen

guul. L. 21 — 314‘.

Denne Art hører til Mayr’s Slægt Tetramorium (Form. Austr. p. 151).

Den er udbredt paa sandede Steder hele Landet over, og bygger oftest under Stene

eller, naar den lever i Skove, under Barken paa Stubbe. Den sværmer allerede i Juli.

3. Dronning: De to bageste Par Beens Sporer utydelige, simple.

Inderkanten afAntennernesRodgruber bagtil kjølformigt forlænget.

Arbeider: Hovedet større end Bagkroppen.

I yderkanten afAntennernesRodgruber bagtil kjolformigt forlænget.
Han: Antennerne tileddede
Bagbenenes Sporer forsvindende.

Til disse Mærker kan endnu foies:

me

Kindbakkerne temmelig brede, Skjæreranden temmelig lang.
Kjæbepalperne treleddede.
Læbepalperne toleddede.

Denne Afdeling slutter sig nær til de to foregaaende og nærmest til den sidste af
disse”). Panden gjennemløbes af to skarpe Længdekjøle, som ere Fortsættelser af Inderkan-
ten af Antennernes Rodgruber, men nogen egentlig Grube til at lægge Antennerne i fremkommer
der ikke, saaledes som hos den sidste af vore Arter af Myrmica, Myrm. sublævis.

28. Myrmica caldaria.

Roger: Berl. Entom. Zeitschr. 1 Jahrg. 1857 p. 10.

Dronning: Rodguul; Midten af Bagkroppens Overside sort; en Isseplet mellem Biøinene
og tre til fire Pletter paa Notum mørkere, ofte næsten sorte. Vingerne lyse.
(ENTER
Arbeider: Rodguul; Midten af Bagkroppens Overside sortebruuu. L. 114“,
Han: Bruun; Hovedet og forste Led af Bagkroppen sortebrune; Kindbakkerne,
Antennerne og Benene blegt gule. Vingerne lyse. L. 11‘.

En Gynandromorph, som jeg har taget af denne Art, har Hannens Hoved og Dron-
ningens Bagkrop og Bryststykke med Undtagelse af hoire Side af Notum, som ligner Han-
nens Notum i Farve og Sculptur.

Myrm. caldaria er uden Tvivl indført her i Landet; jeg har fundet den i et Driv-
huus i Rosenborgs Slotshave i Kjøbenhavn. Vingede traf jeg i Midten af Mai.

b. Bagkroppens Rod indhulet.
Jeg kjender kun een Art af denne Afdeling, og tilmed kun Arbeideren, men som
Characterer, der kunne antages at have større Betydning end som blotte Artsmærker, kunne

anføres:
Kindbakkerne korte, kegleformige, med fire store og spidse Tender.

Kjæbepalperne toleddede.

Læbepalperne toleddede.

Segmentum mediale med Torne.

De to bageste Par Beens Sporer utydelige.

*) Roger (Berl. Entom. Zeitsehr. 1 Jahrg. 1857 p. 10) danner af denne Art en egen Slægt (Tetrogmus)
som han stiller nærmest ved Zeptothorar Mayr; men det forekommer mig, at navnlig Hannen,
som Roger ikke har kjendt fuldstændigt, ligner mere Myrm. cæspitum, med hvilken den, i Modsæt-
ning til Myrm. (Leptothorax) acervorum, har flere Kjendemærker tilfælles, saaledes de tileddede
Antenner, de meget smaa, næsten skjulte Parringsredskaber og Manglen af Torne eller Knuder paa
Segmentum mediale.

42°

332

29. Myrmica molesta.
Say: Bost. Journ. Nat. Hist. 1. 293. 6.

Dronning: »Length 1%4 line. Pale fulvous, eyes and ocelli black; a short elongate
line on the prothorax, a similar one on each side; the scutellum, a stain
on the pectus, and sides of the breast brown; a transverse dark brown fascia
on the basal segment of the abdomen not quite reaching the apical mar-
gin, the remaining segments dark brown, their margins piceous«. (Smith*).

Arbeider: Lyst rodguul; Bagkroppen og Benene gule; Bagkroppens bageste Halvdeel
morkebruun. L. 1—11/7.

Han: »Length 1 line. Head black, thorax and abdomen nigro-piceous, the legs
and antenne pale testaceous, the femora tinged with brown; the wings
hyaline, the nervures and stigma very pale testaceous; the abdomen is
heart-shaped, rather palest at the base: the metathorax (Segmentum me-
diale) and peduncle of the abdomen beneath without spines in both sexes. «
(Smith).

At denne Myre er Linné’s Form. omnivora (Syst. nat. ed. XII. p. 964. 12) er
muligt, idetmindste passer den af Linné angivne Levemaade paa den. Erichson (Ber. 1838
p. 77) antager Linné’s Art for at falde sammen med Myrm. domestica Shuck., der
atter er synonym med det noget ældre molesta Say; men til at optage Linne’s Navn synes
dennes Diagnose mig for vag.

Den angives at nedstamme fra Sydamerika, men nu at være udbredt over den største
Deel af Jorden (Rio de Janeiro, Boston, London, Paris, Kasan, Ægypten). Ogsaa i Kjoben-
havn findes den flere Steder i Byens gamle Deel, navnlig i eller i Nærheden af Bagergaarde*”).
Vingede har jeg ikke kunnet skaffet mig, men Arbeiderne forekomme undertiden i utrolig
Mængde, og blive ikke lidet besværlige ved deres Angreb paa alle Slags Fødevarer.

B. Panden med to dybe og brede Lengdeyruber, i hvilke
Antennerne kunne optages.
Ogsaa af denne Gruppe kjender jeg kun Arbeideren til een, men meget mærkelig
Art, der afviger fra alle vore andre Arter afMyrmica, idet den danner en fuldkommen Overgang
til den sydamerikanske Slægt Cryptocerus Latr.
- Til ovenstaaende Mærke for Arbeideren kan desuden foies :

‘) Fr. Smith: List of the specimens of british animals in the collection of the british Museum. Part.
VI. Hymenoptera aculeata p. 119.

”) Efter Curtis (Transact. of the Linn. soe. XXI) optræder den ogsaa i London fortrinsviis i Bager-
gaarde.

Hovedet stort og fladt.

Antennerne korte, kølleformige.

Bieine.

Kindbakkerne korte, plumpe, uden egentlig Tand.
Kjæbepalperne femleddede.

Lebepalperne treleddede.

Stilkens Knuder begge med Tand paa Undersiden.

De to bageste Par Beens Sporer smaa, to paa hvert Been.

30. Myrmica sublevis.

Nylander: Add. alt. adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 33.

Dronning: Ubekjendt.
Arbeider: Rodbruun, med tætte strittende gule Børster; Laarene med enkelte Børster ;
Bagkroppens Overside sortebruun. L. 2—2!4'”,
Han: Ubekjendt.
Denne Myre, som lader til at vere meget sjelden overalt i Europa, er kun truffen
i Reden hos Myrm. acervorum; ogsaa jeg har fundet den hos denne Myrmica i en omslyr-
tet, trosket Birk i Rye Nørreskov i Norre-Jylland.

Mayr har i Form. Austr. p. 14 givet en Fortegnelse over de ham bekjendte eu-
ropæiske Myrer og deres Udbredelse. Til denne Fortegnelse har Hr. Chr. Drewsen leveret
Bidrag ved at sende Forfatteren en Deel danske Exemplarer til Undersøgelse og Bestemmelse,
og Mayr har saaledes kunnet opføre femten Arter som forekommende i Danmark. Disse
Arter ere: Formica herculanea, rufa, truncicola, cunicularia, fusca, pressilabris, nigra, flava,
umbrata og fuliginosa, samt Myrmica levinodis, lobicornis, nitidula og cæspitum.

Foruden denne Fortegnelse have vi fra sidste Halvdeel af forrige Aarhundrede fire
faunistiske Arbeider, som omhandle Myrerne, nemlig af Kramer (Diss. inaug. sist. spec.
Insectol. Dan.), Brünnich (Prodr. Insectol. Sjælland.) og ©. F. Müller (Pn. Fridr. og Zool.
Dan." Prodr.*). Af disse ere de to første kun Navnelister, det tredie i Grunden ikke mere,
idet de vedfoiede Diagnoser ligesom selve Artsnavnene ere Linné's, og det fjerde udmær-
ker sig kun fra det foregaaende ved selvstændig Opfattelse af en af de opførte Arter, ved

*) Prodr. indskrænker sig ikke til Danmarks Fauna, opfattet saaledes som vi for nærværende Tid be-
grændse den.

334

en Deel Trivialnavne og et Par Citater. Men da det er umuligt at henføre Linné’s collec-
tive Arter til Nutidens"), blive hine Fortegnelser ogsaa usikkre, forsaavidt de ikke indeholde
Andet. Der staaer da kun tilbage at undersøge, om Millers egen Diagnose, hans Trivial-
navne og Citater i Prodr. frembyde sikkrere Holdningspunkter. Hvad hans Diagnose angaaer,
da omfatter den (No. 1933 Form, rufa: »ferruginea, capite supra: abdomine toto nigro) lige-
saavel som Linné’s Diagnose for samme Art de fleste af vore røde Formica-Arter, Trivial-
navnene, der, idetmindste tildeels, synes at være optagne efter Linn. Fn. sv. ed. II, kunne, som
det næsten altid er Tilfældet, her ingen Veiledning give. Af Citaterne henvise de to
(Aph. 5. 492 og P. D. All. t. 30) til Skrifter, som ikke her kunne gjøre Fordring paa selv-
stendig, videnskabelig Betydning, hvorimod det tredie Citat (Act. Havn. 10, 1. t. 1. f. 1, 2, 3)
fortjener nogen nærmere Omtale, idet der paa det citerede Sted gives en saa god Beskrivelse
og saa kjendelige Afbildninger af en Myrmica-Art**), at vi med temmelig Sikkerhed kunne
bestemme den, men deraf følger ikke, at Müller kun kan have havt denne Art for sig, thi
overeensstemmende med hans og hele Datidens Opfattelse af Arter, maae vi antage, at han
ogsaa ved hvilkensomhelst anden af de nærstaaende Arter vilde have citeret dette Sted.

Tillægs-Bemærkning til Afsnittet om Kjertlerne.

Under Trykningen af sidste Ark af denne Afhandling er jeg bleven gjort opmærk-
som paa et Arbeide af Leydig: Zur Anatomie der Insecten (Müller’s Arch. f. Anat. und
Phys. 1859 p. 33 ff.), hvori ogsaa Giftkjertlen og Spyttekjertlerne hos Myrerne kortelig om-
handles. Med Hensyn til Giftkjertlen synes Leydig af denne kun at have seet et af de ydre frie
Kjertelrör, men hverken det indre slyngede Rør med dets Sideror eller Bikjertlen; han siger
nemlig (l. ©. p. 59): »und sehe, dass der Gift-Canal eine einfache Gestalt hat, dabei lang, ge-
wunden und frisch ziemlich hell ist, obschon die Secretionszellen eine Körnchenmasse ent-
halten«. Det bliver derfor ganske naturligt, at hans Fremstilling ikke kan passe med Me-
ckel’s, som (jfr. min foregaaende Fremstilling) kun har seet de indre Kjertelror. »Wenn

") Det er Overbeviisningen om denne Umulighed, som har bevæget de fleste af de nyere Systematikere
til, selv om de bibeholde Linné's Artsnavne, dog ikke at betragte ham som den, der har opstillet
vedkommende Art efter dens nuværende Opfattelse.

“) Afbildningerne vise, at den paagjældende Myre ialfald staaer vor Myrm. lævinodis særdeles nær, og
i Beskrivelsen tyder Udtrykket om Dronningens Torne, at de ere vefter Proportion kortere«, netop
paa denne Art.

nicht irgend eine Verwechslung im Spiele ist, so beziehen sich jedenfalls diese Angaben
auf ein anderes Thier«. É

Af Spyttekjertler har Leydig tre Par, de to Par i Hovedet, det tredie i Brystet. Med
Hensyn til det første Par, vore Læbekjertler, (jfr. hans Fig. 20) gjør han ligeoverfor Meckel
samme Rettelse, som vi have troet at kunne gjøre, nemlig at de. enkelte Kjertelcellers Ud-
føringsgange udspringe inde fra Cellemassen af, og ikke ere blotte Fortsættelser af Cellernes
Vægge; han siger saaledes (I. c. p. 68): »wåhrend ich sehe, dass der chitinisirte Gang (b)
aus dem Inneren der Zelle kommt, und von einer zarten Hülle, die aber unmittelbare Fort-
selzung der Zellenmembran ist, begleitet wird.«

Det andet Par Spyttekjertler, vore Issekjertler, antager han, at Meckel har beskrevet
rigtigt, men han gaaer let hen over dem uden at omtale deres Udmundinger, medens vi
dog just med Hensyn til disse have viist, at Meckel har overseet de rette Udmundingssteder i
Svælget, og ladet disse Kjertler udmunde gjennem Brystspyttekjertlernes fælles Udforingsgang.
Heller ikke synes Leydig at have iagttaget disse Kjertlers sande histologiske Bygning, men
kun seet dem saaledes, som de iReglen forandre sig ved at ligge i Vand; idetmindste passe
hans Ord: »den Inhalt der Secretionszellen bilden gelbe Kügelchen, die stark an Fetttro-
phen erinnern« godt paa disse Kjertlers Udseende, naar deres naturlige Bygning paa denne
Maade er bleven forstyrret (jfr. min Fremstilling).

Af Brystspyttekjertlerne giver Leydig en kort Fremstilling, uden dog at omtale deres
fælles Udforingsgang i Hovedet, og, ligesom jeg, antager han ogsaa, at Léon Dufour hos
Form. pubescens kun har seet Beholderne, men ikke tillige den egentligt afsondrende Deel
af disse Kjertler.

Explicatio tabularum.
I.

Forklaring over Kobbertavlerne.
I.

Fig. 1. — Tractusintestinalis*) Formicæ rufæ ; | Fig. 1. — Tarmroret‘) hos Formica rufa $;

a. labrum; b. glandulæ labri; c. pha-
rynx; d. corpora incerta; e. oeso-
phagus; f. ventriculus; g. pars an-
terior pylori;
lori; h. duodenum; i. vasa Malpi-
ghii; k. int. ileum; ]. int. crassum;

l. verruca int. crassi; m. int. rec-
tum; n. glandulæ vertieis. (1°).

g. pars posterior py- |

2. — Tractus intestinalis*) Myrmice ru-

ginodis $;
d. glandulæ verticis; (literæ cetera
idem ac in fig. 1 significant). (#41).

3. — Apex vasis Malpighii Formicæ rufa §.
(130/,).

4. —— Basis ejusdem vasis.

5. — Receptaculum glandulæ labri For-
mice rufe %. (9h).

- 6. — Cellula secernens ejusdem glandulæ.

(500/1).

7. — Glandula labri Formice fuliginosæ $.
(1903).

8. — Cellula secernens ejusdem glandule.
(Sr):

- 9.— Lobus glandulæ verticis ÆFormicæ

rufe Ÿ. (104).

10. — Cellulæ epitheliales duodeni For- |

mice fuliginosæ %. (On).
11.—Glandule gule Formicæ rufe $;

a. pars gulæ; b. laminæ gulæ. (7/1).

12. — Cellula secernens simplex ejusdem

glandulæ. (903).
13.— Cellula secernens duplex ejusdem |
glandulæ. (29%).

1. — Genitalia masculina Formicæ rufa ;

*) In figura oesophagus, spatio deficiente, curvatus

est

à)

a. Overlæben; b. Læbekjertlerne ; c.
Svælget; d. gaadefulde Legemer; e.
Spiseroret; f. Maven; g. forreste
Deel af Pylorus; g’. bageste Deel
af Pylorus ; h. Duodenum; i. de mal-
pighiske Kar; k. Krumtarmen ; I. Tyk-
tarmen; l. Tarmvorte; m. Masttar-
men; n. Issekjertlerne. (1A).

.— Tarmroret*) hos Myrmica rugino-
dis 8);
d. Issekjertlerne; (de øvrige Bogsta-

ver have samme Betydning som i
„Fig. 1). (Sn):

.— Spidsen af et malpighisk Kar hos
Formica rufa $. (10h).

. — Rodenden af samme Kar.

. — Læbekjertlens Beholder hos Formica
rufa. (N).

6. — Kjertelcelle. (%ı).

7. — Lebekjertlen hos Formica fuligi-
nosa 8. (10%).
8. — Kjertelcelle. ” (524).

9.— Belg af Issekjertlen hos Formica

rufa ®.

10. — Epithelial-Celler fra Duodenum hos
Formica fuliginosa 3. (°°).

11. —Strubekjertlerne hos Formica rufa¥ ;

a. en Deel af Struben; b. Strube-

(1304).

pladerne. (254).
12.— Enkelt Kjertelcelle. ($9/;).
13.— Dobbelt Kjertelcelle. (°°).

IL.
1.—Mandlige Kjonsdele hos Formica
rufa;
Paa Afbildningen er Spiseroret lagt i Bugter for

Pladsens Skyld.

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd,

337

a. testiculi (scroto omisso); b. vasa
deferentia; b’. pars petiolata vaso-
rum deferentium; c. vesiculæ semi-
nales; d. ductus ejaculatorius. ('%1).

‘ig. 2.—Genitalia masculina Myrmicæ rugi-

nodis ;

e. instrumenta copulationis; (liters
cetere idem ac in fig. 1 signifi-
cant). (2%).

3. — Genitalia feminea Formica fusce 2;

a. ovaria; b. tube; c. oviductus;
c’. pars tumida oviductus ; d. capsula
seminalis; e. glandule appendicu-
lares. (7%).

4.— Receptaculum seminis Myrmicæ ru-
ginodis ;
a. capsula seminalis; b. glandule
appendiculares. (554).

5. — Mandibula sinistra Formice rufe Ÿ ;

(Sn).
6. — Maxilla sinistra ejusdem, infra visa;

a. glandula mandibule.

a. cardo; b. stipes; c. processus
stipitis articularis; d. mala interior;
f. pars apicalis male exterioris; g.
palpus maxillaris. (254).

7.—Maxilla eadem, supra visa.
e. pars basalis mal exterioris; (li-
tere cetere idem ac in fig. 6 signi-
ficant).

8.—Labrum Formice rufe $, infra vi-
sum. (1).

9.— Maxilla sinistra Myrmice ruginodis,
Y infra visa;
(literæ idem ac in fig. 6 significant).
(55/4).

10.—Mandibula dextra ejusdem;
a. glandula mandibulæ ; b. recepta-
culum. (4).

Fig.

2.

. — Qvindelige

a. Sædkjertlerne (uden den dem in-
desluttende Hinde); b. Sedlederne;

b’. deres indsnorede Deel; c. Sæd-
blererne; d. Sedgangen. (1%).
—Mandlige Kjonsdele hos Myrmica

ruginodis ;

e. Parringsredskaberne; (de øvrige
Bogstaver have samme Betydning
som i Fig. 1). (°%).

Kjonsdele hos Formica
fusca 2;

a. Æggestokkene; b. Aggelederne ;
c. Aggegangen; c’. dennes opsvul-
mede Deel; d. Szdkapsien; e. Bi-
kjertlerne. (#4).

. — Sædgjemmet hos Myrmica rugino-

dis;

a. Sædkapslen; b. Bikjertlerne. (°°).
— Venstre Kindbakke hos Formica

rufa $;

a. Kindbakkekjertlen. (154)

.— Venstre Kjæbe hos samme, seet

fra neden;

a. Hængslet; b. Stammen; c. Rod-
tappen; d. Inderfligen; f. Yderfli-
gens Hoveddeel; g. Kjæbepalpen.

(5/1).

.— Samme Kjæbe, fra oven.

e. Yderfligens Grundstykke; (de ov-
rige Bogstaver have samme Betyd-
ning som i Fig. 6).

.— Overlæben hos Formica rufa 9, seet

franeden. (46).

.— Venstre Kjæbe hos Myrmica rugi-

nodis %, seet franeden;
(Bogstaverne have samme Betyd-
ning som i Fig. 6). (4).

— 10.—Hoire Kindbakke hos samme;

5 Bd.

a. Kindbakkekjertlen; b. dens Be-
holder. (PA).

43

or

11.— Maxilla sinistra Ponere contracte§, | Fig
intra visa ; |
(liter idem ac in fig. 6 significant). |
(391).

12.— Mandibula sinistra ejusdem;

a. receplaculum glandulæ. (4).

13.— Labrum ejusdem, supra visum;

a. dentes angulares. (54).

a.— Mandibula dextra Myrmice sub-

levis Ÿ, a latere interiore visa. |

Fig.

|

14.

(29/4). |
— 14.b.—Eadem, a latere exteriore visa. hie
— 15.— Mandibula sinistra Formice rufe à. | —
(PA).
— 16.—Labium Formice rufe 8, infra vi- | —
sum; |

a. apices arcus basalis lingvæ; b.
laminæ lingvales; c. paraglosse;
d. stipes menti; e. mentum; f. ful-
crum; g. palpi labiales. (35/1).
—Lingva ejusdem, infra visa; (litere
idem ac in fig. 16 significant). (12%). |

ire

18. —Labium ejusdem, a latere visum;
a. arcus basalis lingve; a’ foramina
ejusdem; h. cardo maxillarum ter-
tii paris; k. lingva; |. series seta-
rum in basi paraglossarum; (cetere
literæ idem ac in fig. 16 significant).
(51).
19.—Labium Poneræ contracte $, infra
visum;
(literæ idem ac in fig. 16 significant).
(SEN

20. — Apex tibiæ anterioris Formice ru-
je ?;
a. calcar; b. basis tarsi. (7%).

— 21.— Apex tibiæ anterioris Ponere con

tracte 3;

a. calcar; b. basis tarsi.

(23%).

.11.— Venstre Kjebe hos Ponera con-
tracta §, seet fra neden;
(Bogstaverne have samme Betydning
som i Fig. 6). (04).

12. — Venstre Kindbakke hos samme;
a. Kindbakkekjertlens Beholder. (5).

13.—Overleben hos samme, seet fra
oven; a. Hjornetakkerne. (551).
14.a.— Hoire Kindbakke hos Myrmica

sublevis Ÿ,seet fraden indvendige
Side. (91).
.b.— Samme, seet fra den udvendige
Side.
— Venstre
rufa å.
— Underleben hos Formica rufa §,
seet fra neden;
a. Enderne af Chitinhalvringen; b.
Tungepladerne; c. Bitungerne; d.
Hagestotten; e. Hagen; f. Tunge-
støtten; g. Læbepalperne. (FA).
— Tungen hos samme, seet fra neden;
(Bogstaverne have samme Betydning
som Fig. 16). (19h).
.—Underleben hos samme,
Siden;
Chitinhalvringen; a Hullerne i
samme; h. tredie Par Munddeles
Hængsler; k. Tungen; |. Børsteræk-
ken paa Bitungernes Rod; (de øvrige

Kindbakke

(25)

15. hos Formica

1).
16.

172

seet fra

a.

Bogstaver have samme Betydning
som i Fig. 16). (#4).

19.— Underlæben hos Ponera contracta 8,
seet fra neden ;
(Bogstaverne have samme Betydning
som i Fig. 16). (1)

20.— Spidsen af et forreste Skinnebeen
hos Formica rufa 9;
a. Sporen; b. Fodens Rodende. (#4).

21.— Spidsen af et forreste Skinnebeen
hos Ponera contracta %;

a. Sporen; b. Fodens Rodende. (1

1).

Fig. 22. — Apex tibiæ anterioris Myrmice ru-

ginodis $;

a. calcar; b. basis tarsi. (T9).

II.

1.— Glandulæ pectorales Formicærufæ ;

a. receptaculum; b. vas efferens.
(354).
2.— Lobus ejusdem glandule. (94).
3.— Glandula mandibulæ Formice fuli-

ginose %. (151).
4.— Acervus cellularum secernentium
ejudem glandulæ. (°%ı).

5.— Glandula mandibule Formic® fla-
væ®. (9).

6.— Glandula metathoracis Formicæ fu-
liginosæ Ÿ. (Ph).

7.—Fovea metathoracica ejusdem glan-
dulæ. (191).

8.— Cellula secernens duplex ejusdem
glandulæ. (99/4).

9.—Lamina pharyngis Formice rufe 3;
a. apophyses pharyngis; b. apophy-

ses secundariæ. (35/1).
10.—Glandule pharyngis ejusdem;
a. cellule secernentes; b. vasa ef-
ferentia; c. horum aperture in la-
mina pharyngis. (00).
11.—-Glandula venefica Formicæ cuni-
culariæ 2;
a. vasa secernentia libera; c. re-
ceptaculum; b. glandula appendicu-
laris. (444).
12.— Apex vasis secernentis liberi Formicæ
Fuliginose %. (00).
13.—Particula vasis secernentis intra
tunicam receptaculi propriam et

intimam inclusi Formicæ rufe %, a
parte priore capta. (4).

14.— Particula altera, ab eadem parte
ac in fig. 13 capta. (%ı).

8.22. — Spidsen af et forreste

Skinnebeen
hos Myrmica ruginodis Ÿ ;
a.Sporen; b. Fodens Rodende. (774).

IM.
1.—Brystspyttekjertlerne hos Formica
rufa Ÿ;
a. Beholderen; b. Udforingsgangen.
(75/4).

2.—Flig af samme Kjertler.

.— Kindbakkekjertlen hos Formica fu-
liginosa 3. (A).

4.— En Hob af Kjertelceller fra samme

ws

Kjertel. (5004).

5. — Kindbakkekjertlen hos Formica fla-
va 2. (191).

6. — Bagbrystkjertlen hos Formica fuli-
ginosa $. (Ph).

7.— Indsænkningen i Bagbrystet til sam-
me Kjertel. (194).
8. — Dobbelt Kjertelcelle af samme Kjer-
tel. (004).
9.— Svælgpladen hos Formica rufa Ÿ;
a. Svælglisterne; b. Bilisterne. (4).
10. — Svelgkjertlerue hos samme;
a. Kjertelceller; b. Udforingsgange ;
c. deres Aabninger i Svælgpladen.
(59074).
.— Giftkjertlen
laria 9;
a. de frie Kjertelror; c.
ren; b. Bikjertlen. (YA).

hos Formica cunicu-

1

i

Beholde-

12.—Spidsen af et af de frie Kjertelrør
hos Formica fuliginosa %. (°%/).

13.—Et Stykke af det mellem Beholde-
rens to Hinder indesluttede Kjertel-
rer hos Formica rufa Ÿ, taget fra
dets første Deel. (1).

14.— Et andet Stykke, taget af samme
Deel som i Fig. 13. (5%4).

43%

Fig.

15.—Particula ejusdem, a parte poste-
riore capta. (WA).
16. — Particula ab eadem parte ac in fig.

15 capta, magis aucta. (79%).
17.— Glandula appendicularis venefica
Formice fuliginosæ Ÿ. (Ph).

18. — Glandula venefica Myrmicæ rugi-

nodis Y;
a. vasa secernentia libera; a’. ansa
vasis secernentis tunica receptaculi
intima inclusi; b. receptaculum; c.
glandula appendicularis; d. vagina
aculei. (4).

19.— Apex vasis secernentis liberi ejus-
dem speciei. (#4).

20.— Particula vasis secernentis tunica
receptaculi intima inclusi ejusdem
speciei. (%ı).

21.— Finis vasis secernentis tunica recep-
taculi intima inclusi Poneræ con-
traclæ 3. (10h).

22/— Aculeus Myrmicæ ruginodis Ÿ;

a. acus; b. lamina media; c. stipes
acuum; d. vagina acuum; e. stipes
vaginæ; f. vaginæ exleriores. (4).

.15.— Et Stykke af samme, taget af dets
senere Deel. (5/1).

16.—Et Stykke taget af samme Deel som
i Fig. 15, stærkere forstørret. (29%).

— 17.—Bikjertlen hos Formica fuliginosa ¥.
(354).

18.— Giftkjertlen hos Myrmica rugino-
dis 8;
a. de frie Kjertelror; a’. Slyngen af
det indenfor Beholderens indre Hinde
liggende Kjertelrer; b. Beholderen;
c. Bikjertlen; d. Braaddens Skede.
(554).

19.— Spidsen af et af de frie Kjertelror hos
samme Art. (74%).

20.— Et Stykke af det indenfor Beholde-
rens indre Hinde liggende Kjertelror,
hos samme Art. (59974),

21.—Enden af det indenfor Beholderens
indre Hinde liggende Kjertelror hos
Ponera contracta $. (19%).

22. — Braadden hos Myrmica ruginodis §.
a. Naalene; b. Bipladen; c. bage-
ste Liste; d. Skeden; e. Skedens
Stotteliste; f. Sideklapperne. (9/1).

Rettelser.

Side 289 L. 8 f.
— 295 L.
— — L.
— 296 L. 6
==

2

— 309 L. % Ose) plese)

n. Brystkjertlerne læs: Brystspyttekjertlerne

3 f. o. Hanne naf les: Hannen af

n. (E. 11 ce) les: (F. 11 br)

5 f. o. Tunica propria paa Beholderen, læs: Beholderens Tunica propria,
. n. den ene Side les: den ene Halvdeel

Fidensk . Selsk. Skr. VR.

nature og math. Aid VB. Meinert Bide td. danske Myrers Naturk

TAFetersen re

Fudensk

Jedck

Act ded

Skr. V

R nature, og math. All VB. Memert Bude tide danske Myrers Naturh

IM Petersen sw

Ur

‘

danske Myrers Naturh-. Ju.

Bidrag til Kundskab

om

det aabne Havs Snyltekrebs og Lernæer

samt om

nogle andre nye eller hidtil kun ufuldstendigt kjendte

parasitiske Copepoder.

J. Jap. Sm. Steenstrup, os Chr. Fred. Lütken,

Professor. Dr. philos.

seer
mi:
; SAN: ’ Ar ve keep iy
i vr i I i
N | Lu j i i À ; ie b Ad
{ A REE Be Fas € i i 2 ik y i 4 am
de rn got
W if ve ' | ' ' À ; t à i :
k x M4 in;
| DA i) an ae aachen
Kr IN ee ar re: ART
Tie CE ANORG A
| ay sot AR HAPs SÅ i
L PU en i x RON ;
i ee
vi, i i
. a. ab mel nd) he noel dé qui sl
i Sd es sak TY, ed: ee
NUE

u iv

,
ce. ~ i f

eo

"|
.
'
-
=

tae), aT i | PSA
ch 7 «
i i i ål i
SA DE UNE 3m
i tan JS a I
"RER ay 4 2 Ls
PARLE ARC ' dl 1

i= ra

Indledende Bemærkninger om Copepodernes Morphologi og Systematik.

sen vi gaae over til det, som er vor egentlige Opgave, nemlig at beskrive nogle nye eller
hidtil kun ufuldstændigt kjendle Arter af Snyltekrebsenes (Siphonostomernes) og Lerneer-
nes Grupper, vil det vere hensigtsmæssigt at forudskikke nogle kortfattede Bemærkninger
om de almindelige morphologiske Forhold hos Copepoderne. Erkjendelsen af, at alle Cope-
poder, saavel fritlevende som parasitiske, ere byggede efter, eet og samme Schema eller
Grundplan, i samme Forhold som dette f. Ex. er Tilfældet med alle hedriophthalme ellér med
alle podophthalme Krebsdyr, synes nemlig ikke at staae saa klart for de fleste af de Zoolo-
ger, som have beskjæftiget sig med disse Dyregrupper,. som nødvendigt er, naar der skal
opnaaes en tilfredsstillende videnskabelig Opfattelse af dem. Vel har Dana, der ogsaa
besad et mere udstrakt Kjendskab til de fritlevende Copepoders formrige Gruppe end nogen
før ham, paa en i det Hele ret tilfredsstillende Maade udredt disse Dyrs Morphologi, men
hans Årbeider ere neppe saa almindelig udbredte, at man med Fordeel kunde indskrænke
sig til at henvise til dem, selv om man i enhver Henseende kunde skjænke hans Termi-
nologi Bifald. Ved vore efterfølgende Bemærkninger om Copepodernes Morphologi
have vi iøvrigt ogsaa tilsigtet at give den nødvendige Forklaring af den i det Følgende an-
vendte Terminologi, forsaavidt den maatte afvige fra tidligere Forfatteres.

Efter vor Opfattelse bestaaer Legemet hos alle Copepoder, fritlevende og snyltende,
af 3 Hovedstykker: Forkroppen, Bagkroppen og Halen.

Forkroppen /cephalothorax) er sædvanligen udeelt, kun hos Pontella og nogle
nærstaaende Former er den deelt i 2 Afsnit; den bærer typisk følgende Dele: Øinene,
2 Par Følere (Antenner), et Par Kindbakker (Mandibler) (hos Snyltekrebsene forvandlede til
Stikkeredskaber og omsluttede af en Snabel eller et Næb), et Par Kjæber (Maxiller) og
2 Par Kjæbefødder. Den kan altsaa ligesom Isopodernes og Amphipodernes »Hoved« opfattes
som sammensat af 7 Ringe; i Beskrivelser af Lernæformer omtales den som oftest, om
end mindre rigtigt, som »Hovedet«.

344

Bagkroppen /abdomen) er sammensat af 5 Ringe, som hos de typiske Former
hver bære sit Par Been eller Fødder; et saadant Been eller »Fod« bestaaer af et toleddet
Grundstykke og to, typisk treleddede, Grene med talrige Fjerborster. Hos Slægten Cyclops
(s. str.) og hos mangfoldige, om ikke hos alle, Snyltekrebs er dog den første Bagkropsring
optagen i Forkroppen (hos Saphirinerne synes Forholdet i denne Henseende at variere
fra Art til Art), og det forste Fodpar er da anbragt under den bageste Deel af Cephalo-
thorax. I de følgende Formbeskrivelser forstaaes derfor ved »Bagkroppen« kun den
Deel af samme, der er adskilt fra cephalothorax, og den af Bagkroppens Ringe, som bærer
det andet egentlige Fodpar, betegnes som »förste Bagkropsring«, uagtet det egenlig
er den anden, og saa fremdeles. Hos mange fritlevende Copepoder er det 5te Fodpar
omdannet paa forskjellig Maade for at træde i Forplantningens Tjeneste; hos andre er det
rudimentert f. Ex. hos Cyclops (s. str.), og hos de fleste parasitiske Former forsvinder
det ganske og med det den tilsvarende Bagkropsring, rimeligviis fordi den er sammen-
smeltet med eller ligesom optaget i den hos disse Former saa stærkt udviklede første Hale-
ring eller »Kjønsringen«; for denne Tolkning taler maaskee ogsaa, at man hos mange
Caliginer og Pandariner netop paa denne Kjønsring finder et, om end kun mikroskopisk,
Rudiment af et femte Fodpar. Hos Snyltekrebsene er Antallet af tydelige, frie Bagkrops-
ringe saaledes aldrig flere end tre, hver bærende sit (andet til fjerde) Fodpar. At hos
mange af de snyltende, mere omdannede eller abnorme Former Grændsen mellem Bagkrops-
ringene er utydelig eller ukjendelig, og at saavel Forkroppens som Bagkroppens Lemmer,
forfulgte gjennem den hele Række af Snyltekrebs og Lernæer, undergaae en tilbageskridende
Omdannelse, indtil fuldkommen Forsvinden, er saa bekjendt, at det kun behøver at antydes.
Er det end saa, at der hos Former, som man tidligere har frakjendt ethvert Spor til Lem-
mer, dog findes meget tydelige Antenner, Mundfødder og virkelige Fødder m. m., — saaledes
som Prof. Brühl*) har viist det for Lernæocerernes Vedkommende og som vi skulle vise det
i det folgende for Pennellernes og Lernæernes — er det dog derfor ikke mindre vist, at
der gives herhenhorende Former, som mangle ethvert Spor til alle disse Dele, som f.Ex. den
i det folgende beskrevne paa Annelider levende ved sin simple Sækform saa eiendom-

melige Slægt (Herpyllobius).

Halen (cauda, postabdomen) er typisk sammensat af fem Ringe, af hvilke den
sidste bærer Halebladene (foliola caudalia s. appendices caudales), to uleddede Blade, hver
med (4) Fjerbørster; de kunne vistnok sammenstilles med Isopodernes saakaldte »Hale-
vedhæng« og altsaa antages at forestille et Par Halefødder. Kun sjelden findes der rudi-

*) Mittheilungen aus dem k. k. zoologischen Institute der Universität Pest. Nr. I.

845

mentære Fødder under de forreste Haleringe, saafremt ikke det før omtalte rudimentære
Fodpar paa Kjønsringen skal tydes som et saadant. Paa den første Halering aabne For-
plantningsredskaberne sig hos begge Kjøn, og fra den nedhænge de ydre Æggesække eller
Æggetraade. Hos de fritlevende Former, hvor denne Ring kun har et ringe Omfang, kan
der ikke være nogen Tvivl om, at den virkelig hører til Halen; men hos mange af de snyl-
tende frembyder denne saakalte Kjonsring (annulus genitalis), i Overeensstemmelse med
Forplantningsevnens betydelige Udvikling, et meget stort Omfang, og det er da bekvemmere
og lettere for Oversigten, i Beskrivelserne at opfalte den som et eget selvstændigt Afsnit
af Legemet. Som Halen ville vi derfor i det følgende særligt benævne de øvrige fire
Haleringe tilsammen, som ligge bagved Kjønsringen og bagved Æggesækkenes Udspring;
deres Antal reduceres ofte ved Sammensmeltning, og hos mange mere afvigende Former
er Halen uleddet, uden Haleblade eller endog aldeles indsvunden og kun i et yderst ringe
Spor erkjendelig.

Hos alle ægte Copepoder bestaaer Legemet altsaa typisk af sytten Ringe
(7 + 5 + 5), og naar man gaaer ud fra de hoiere Krebsdyr, vil man altsaa kunne sige, at
af disses 21 Led ere to Bagkropsled og to Haleled altid aldeles forsvundne, forsaavidt ikke
ganske enkelte Copepoder have et større Antal (indtil 7) Haleled. Da vi iøvrigt ikke her
ville give en omstændelig Fremstilling af Copepodernes Morphologi eller forfølge de enkelte
Fod- og Følerpars Udvikling gjennem den hele Formrække; vil det i denne Henseende
være tilstrækkeligt til foreløbig Orientering, at henvise til Tab. 71,72 og 92 af Danas store
Krebsdyrværk. Derimod maae vi bede erindret, at det her opstillede Schema for Copepo-
dernes Bygning naturligvis ikke passer paa alle Æntomostraca, hverken paa Limulus, Trilo-
biterne, Phyllopoderne, Cladocererne eller Ostracoderne eller paa Slægten Argulus, hvilken
sidstnævnte Form vi med Zenker aldeles ikke kunne ansee for en Copepod, men snarere
vilde henføre til Phyllopoderne som Snyltelivets Repræsentant indenfor denne Gruppe”)
Om det vii lade sig anvende paa Cirripedierne er endnu mere end tvivlsomt.

De snyltende Copepoders Systematik forekommer os heller ikke at befinde
sig paa et aldeles tilfredsstillende Standpunkt, hvad enten man vil holde sig til den af
Milne Edwards eller til den af Dana givne Inddeling. Dette er ogsaa folt af enkelte
Forfaltere, som i den senere Tid leilighedsvis have beskjæftiget sig med disse Dyrs syste-
matiske Sammenstilling og udtalt sig om de forskjellige Familiers Grændser og indbyrdes

*) Hermed bortfalder tillige den eneste hidtil bekjendte snyltende Copepod uden ydre Æggesække eller
Æggetraade; thi Saceulinerne og Peltogastriderne ere, som Lilljeborg har vist, ikke Copepoder
(s. str.), men uden Tvivl Cirripedier.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Kd.

346

Slægtskab. Vi troe derfor allerede her at burde gjøre opmærksom paa et hidtil mindre
paaagtet Forhold, som forekommer os at kunne tjene som Ledetraad i den Labyrinth af
Former, som bliver tilbage, naar man seer sig nødt til at opgive de bestaaende Gruppe-
ringsforsøg. Der er nemlig en Række af Former, hos hvilke Æggesækkene have Form af
Traade, i hvilke de flade, skiveformige Æg da ere anbragte i en enkelt Rad eller
Stabel over hverandre ligesom Dalerne i en Pengerulle, hvorimod de i den anden Række
af Former ere virkelige Sække, i hvilke de mere kugleformige Æg ligge uden Orden og,
ligesom hos de fritlevende Saphiriner og Cycloper, ikke i en enkelt Række, men flere ved
Siden af hinanden”). — At de her saakaldte »Traade« undertiden ere temmelig korte og
tykke og »Sækkene« derimod undertiden meget lange og tynde (f. Ex. hos Chondracanthus
Lophü), ophæver naturligvis ikke det Væsentlige i denne Adskillelse.

Anvendes dette Skjælnemærke nu paa de af Milne Edwards opstillede Familier af
snyltende Copepoder, vil det vise sig, at samtlige hans Caliginer, Pandariner og
Dichelestiner have to Æggetraade af den ovenfor omtalte Beskaffenhed, samtlige
Ergasiliner derimod to Æggesække ligesom Cycloperne og Saphirinernes Lernæo-
podernes meget naturlige Gruppe slutter sig i denne Henseende til Ergasilinerne, frem-
deles Slegterne Chondracanthus, Selius og Tucca samt Lerneocera, der hidtil indtog en
meget unaturlig Plads i Pennellernes Gruppe. Derimod vil man finde, at denne sidst-
nævnte, der ved Udstodelsen af de ægte Lerneocerer faaer et meget naturligt Indhold, har
den selvsamme Form og Bygning af Æggetraadene som Caliginerne, Pandarinerne og Di-
chelestinerne (til hvilke sidste Slegter Lernanthropus vil vere at henfore) og som Slegterne
Clavella, Peniculus og Cycnus, i hvilke Prof. Claus allerede meget rigtig har erkjendt det
naturlige Bindeled mellem Pennellinerne og Dichelestinerne**). Det vil endelig ved at an-
vende denne Charakteer paa de enkelte Arter indenfor flere af de hidtil beskrevne
Slegter vise sig tydeligere, at der i visse Slegter har veret optaget fremmede Elementer,
som paa denne Maade kunne og maae udsondres; medens saaledes de ægte Clavella- og
Lerneonema-Arter have Æggetraade, har Clavella Scart Kroyer og Lerneonema Musteli
van Beneden derimod Æggesække. Men istedenfor at tale imod vor nys udtalte Anskuelse
om Æggesækkenes Brugbarhed som Kjendemerke for større Grupper af snyltende Cope-
poder, tjene disse tilsyneladende Undtagelser netop til at stadfæste den; thi de to nævnte

‘) Dana har allerede anvendt denne Charakteer forat skjelne mellem » Zrgasiloidea« og »Caligoidea«
indenfor hans »Poecilopoda«, men lader den aldeles falde for den anden Afdeling, »Lernæader-
nes,« Vedkommende, hvor det hedder »eggs sometimes in baggs or sacs as in the Zrgasiloidea and
sometimes in slender tubes as in the Caligoidea«!

”) Man vil heraf see, at de fleste Momenter til den af os foreslaaede systematiske Omgruppering i
Grunden allerede foreligge stykkevis, men de vare deels ikke offentliggjorte, deels endnu ikke komne
til vor Kundskab, da vi allerede havde naaet det her fremsatte Resultat.

347

Former afvige i Virkeligheden saameget fra de typiske Claveller og Lernæonemer, at de,
selv afseet fra Æggesækkenes Beskaffenhed, burde udsondres af de Slægter, hvis Navne
de fortiden bære. Resultatet heraf er da, at de to gamle Grupper Stphonostomata og
Lernæadæ maae opløses og de snyltende Copepodslægter omordnes i 2 parallele Rækker,
som begge begynde med Former, der staae de fritlevende typiske Copepoder temmelig
ner, men ende med Slægter, der paa Grund af deres Tilbageskriden og lavtstaaende Byg-
ning paa et tidligere Trin af Zoologiens Udvikling endog maatte finde deres Plads blandt
Ormene. Tildels vil der derfor kunne paavises analoge Slægter i begge Rækker.

A. Med 2 Æggetraade; herhen høre:

1) Milne Edwards Peltocephaler med de to Grupper Caligini*) og Pandarini**), hvis

Begrændsning vil blive afhandlet i det følgende.

2) Sammes Dichelestiner (Pachycephali p. p.)***).
3) Clavella-Gruppen (Clavella, Peniculus, Cyenus), til hvilken
4) Pennella-Gruppen (Lernea, Lernæonema, Lernæonicus og Pennella, muligvis ogsaa

Sphyrion og Lophura) slutter sig ganske naturligt.

(Ogsaa Staurosoma synes at høre til denne Række, den analoge Antheacheres der-
imod til den næste; dog trænger dette for den førstes Vedkommende unægtelig til Stad-
fæstelse.)

B. Med 2 Æggesække. De herhen hørende Former lade sig, idetmindste
endnu, let sondre i mindre Grupper.

1) Ergasilinerne (Ergasilus, Bomolochus, Doridicola og Nicothoë.)
2) Lernæopoderne (Tracheliastes, Basanistes, Achtheres, Brachiella, Lernæopoda og

Anchorella).

3) Chondracanthinerne (Chondracanthus, Antheacheres, Selius, Tucca, Æthon [Ægge-
sækkene ubekjendte] samt »Clavella Scart Kr.« og »Lernea gobina Fabr.«)
4) Lernæocererne: (Lernæocera, »Lernæonema Musteli v. B.« +) samt Herpyllobius arc-

ticus nob.)

Caligus, Synestius nob., Parapetalus nob , Calistes, Trebius, Dysgamus nob., Gloiopotes nob., Cali-
geria, Elytrophora og Buryphorus.
Pandarus, Nogagus, Dinematura, Behthrogaleus nob., Phyllophorus, Gangliopus, Perissopus nob.,
Cecrops 08 Lemargus.
Kröyeria (Lonchidium), Pagodina, Eudactylina, Congericola, Ergasilina (Æggesækkene ubekjendte),
Lernanthropus, Dichelestium, Nemesis, Lamproglena og Anthosoma
Den store Lighed, som der er mellem Hannerne af denne Form, af Lernæopoda-Gruppen og al Chon-
dracanthus-Slegten synes ogsaa at tale for, at disse 3 Grupper here naturligt sammen. Om den
hidtil ukjendte mandlige Pennella see det folgende.

For at forebygge Misforstaaelse ville vi ikke undlade at bemærke, at vi ingenlunde ansee de
her for Oversigtens Skyld opregnede Smaagrupper, f. Ex. Ergasilinerne og Chondracanthinerne

—

44"

348 |

Dog herved vil man vel ikke engang kunne blive staaende; man maa dog vel nu
erkjende, at der hverken ved Levemaaden eller ved den ydre eller indre Bygning kan
trækkes nogen naturlig Grændse mellem de fritlevende og de parasitiske Copepoder. Prof.
Claus har allerede gjort opmærksom paa, at Saphirinerne, hvis Hunner leve i Salper,
medens Hannerne leve frit, udvidske Grændsen mellem begge Grupper. Men er dette saa,
bør denne Erkjendelse ogsaa komme til Udtalelse i den zoologiske Gruppering, og man
maa derfor i vor anden Række (B), bestaaende af Copepoder med Æggesække, foruden
de ovenfor antydede fire Grupper af parasitiske Former endnu optage de tildels eller
aldeles fritlevende Former, som have den samme Charakteer, altsaa Slægten Cyclops
(s. str.) og Saphirinernes Gruppe. Derimod er det tvivlsomt, om Monstrillerne og
Thaumaleus-Gruppen høre herhen, da de endnu ikke ere iagttagne med Æggesække. Ogsaa
Notodelphys-Gruppen vil her faae sin Plads, hvis Indholdet af dens eiendommelige Ægge-
pose kan antages at svare til Cyklopernes to Æggesække og ikke til f. Ex. Pontellernes
uparrede Æggesæk. '

En derfra forskjellig Række vil sandsynligvis dannes af de fritlevende Cope-
poder, som kun have een ydre Æggesæk, eller af de talrige Slægter, der gruppere sig om
Calanus*), Pontella, Harpacticus og Setella. Denne Række, der egentlig burde stilles først,
indeholder altsaa for @ieblikket kun fritlevende Former, Rækken A, egentlig den tredie,
kun parasiliske Former, hvorimod Formerne i Rækken B gjennemlebe den hele Omdan-
nelsesscala fra Cyclops til Lernæocera.

Følgende Oversigtstabel vil maaskee lette Opfattelsen af hvad her er udviklet.

Een Æggesæk. To Æggesække. To Æggetraade.
Calanus Cyclops (s. str.)
= Pontella
Fritlevende N :
Harpacticus ? Monstrilla
Former. TRES
Setella ? Thaumaleus

Saph rind.

? Notodelphys Caligus,
Snyltende Ergasilus Pandarus
Be Lernæopoda Dichelestium

Chondracanthus Clavella

Lerneocera. Pennella.

eller overhoved Grupperingens Enkeltheder for videnskabeligt begrundede, men tvertimod
nære den Anskuelse, at der endnu kjendes for faa Former, til at man tor opstille meer end aldeles
provisoriske Familier.

*) Kjender man end ikke ægté Galaner med Æggesæk, saa kjender man i alt Fald meget nærstaaende
Slægter af selve Calan- Gruppen med enkelt uparret Æggesæk.

349

Materialet til den foreliggende Afhandling bestaaer fornemmelig i pelagiske Snylte-
krebs fra Atlanterhavet og skyldes for største Delen Hr. Skibscapitain Dbmd. V.
Hygoms i en lang Aarrække fortsatte Indsamlinger til Museet; den er saaledes et Bidrag til
en Bearbeidelse af det paa denne Maade tilveiebragte meget betydelige Materiale til Kund-
skab om den pelagiske Fauna, som findes opbevaret i Universitetsmuseet; men tillige have
vi troet at burde drage ind med i vor Undersøgelse adskillige andre nye eller ufuldstændigt
kjendte Former, som kunde tjene til at kaste yderligere Lys over det her behandlede
Æmne. Et kort Udtog af denne Afhandling blev indrykket i Oversigterne af Videnska-
bernes Selskabs Forhandlinger for 1860 og et endnu kortere Referat af vor Opfattelse
af Copepodernes naturligere Gruppering findes i Beretningen om det skandinaviske Natur-
forskermode i Kjøbenhavn 1860.

Første Række af parasitiske Copepoder: med Æggetraade, indeholdende en
enkelt Række af flade skiveformige Æg.

Den første større Hoved-Afdeling af denne Række (Caligide Dana, Pelto-
cephali M. Edw.) kan charakteriseres ved Skjoldets Form og Antennernes Byg-
ning. Skjoldet er nemlig næsten altid halvmaane- eller hesteskodannet, hvilken Form
fremkommer derved, at dets Sidestykker fortsætte sig længere tilbage end Midtstykket,
saa at dets Bagrand altid er mere eller mindre indhulet; det er næsten altid deelt i to
Sidestykker og et Midtstykke, og besidder i Reglen særegne Pandeplader og Randbræmme”).
Første Par Antenner er næsten altid”) sammensat af blot to Led, et bredere Grund-
led, der bærer en Række Børster eller Torne langs med sin øvre Rand, og et smækkert
Endeled, i Spidsen udstyret med nogle Børster; andet Par er altid krogdannet og danner
saaledes et Fastholdningsredskab. Denne Afdeling omfatter igjen Grupperne Caligini og
Pandarini. Den anden Hovedafdeling (Dichelestide Dana, Pachycephali M. Edv. p. p), der
omfatter Dichelestint og Lernanthropodini, har altid det første Folerpar traaddannet og
flerleddet [5—10leddet], men det andet danner enten en Tang eller en Haand, eller
det er krogdannet ligesom i den første Afdeling. Skjoldet er her aldrig halvmaanedannet
og savner altid Randbræmme, Pandeplader og Suturer.

") Kun hos Pandarus 4) savnes denne Bremme saavelsom Skjoldets Suturer, men Pandepladerne fin-
des dog, og selv hos P. bicolor er Skjoldets Bagrand endnu concay. Derimod danner Perissopus (Le-
pidopus) armatus (2) en Undtagelse, hvis den ellers er fremstillet rigtig hos Dana; dens Skjold er
nemlig ikke halymaanedannet.

‘*) Vi kjende ikke nogen anden Undtagelse fra denne Regel end Lemargus muricatus, hvor det er
treleddet.

350

Allerede Milne Edwards opstillede en Adskillelse mellem Caligini og Pandarini,
og Dana beholdt den, skjøndt med en anden Begrændsning og med andre Charakterer.
Milne Edwards charakteriserede den førstnævnte Gruppe ved at den mangler de for
den sidstnævnte betegnende Rygblade (elytra), og henferte til den Slægterne Caligus
(samt Chalimus), Trebius og Nogagus; til Pandarinerne Dinemura, Pandarus, Phyllo-
phorus, Cecrops og Læmargus. Dana adskilte disse 2 Grupper rigtigere ved det Mærke,
at Snabelen (Næbet) hos Ca/lzgint er kort og afstumpet (»subovatus, obtusus«) hos Pandarint
derimod lang, tynd og spids; men det dertil føjede Skjælnemærke, som laantes af Kjæber-
nes (Maxillernes) Form og Stilling, synes at beroe paa en Feiltagelse”). De af Dana til
Caliginerne henforte Slægter (Caligus, Lepeophtheirus, Chalimus, Caligeria, Calistes og Tre-
brus), høre virkelig meget naturligt sammen, men det er ikke heldigt, naar Edwards
og Dana have henført. den med dem saa nær beslægtede Euryphorus — som Dana
uden Tvivl ikke har kjendt af Autopsi — til Pandarinerne, fra hvilke det ogsaa synes
mindre naturligt at adskille Cecropiderne. Men Caliginerne og Pandarinerne kunne foruden
ved Snabelens Form — der vistnok staaer i Forbindelse med en Modifikation af Levemaa-
den eller et Snylteliv paa andre Fiskeformer — adskilles ved Formen af første Fodpar,
der hos Caliginerne altid har den fra Slægterne Caligus og Trebius bekjendte Form og
Bygning, som væsentlig er den samme, hvad enten den indre mindre Gren er tilstede eller
mangler, hvorimod dets 2 Grene hos alle Pandariner ere ligeligt udviklede, Endelig
ere hos alle Caliginer med Undtagelse af Trebius de to forreste Bagkropsringe optagne i
Skjoldet og den sidste alene fri, hvorimod hos alle Pandariner de tre Bagkropsringe ere
frie og uafhængige af Skjoldet.

Med denne Begrændsning omfatter Gruppen Caligènè de nedenfor anførte 9 Slægter,
hvis væsentligste Eiendommeligheder ville træde frem ved følgende Oversigt:

”) Det er nemlig efter vor Mening ikke den samme Del, som Dana benævner saaledes paa begge
Steder; hvad han hos Caligini betegner som »maxillæ«, savnes vistnok hos adskillige Pandarini,
men gjenfindes ogsaa ofte hos dem i en mere eller mindre udviklet Skikkelse, og altid paa samme
Sted som hos Caliginerne; efter vor Opfattelse er denne Deel et Appendix til Grunddelen af andet
Par Kjæbefodder, ligesom »hamuli« til andet Folerpar, og ikke noget omdannet selvstændigt Lemmepar.

”) Herunder indbefattet Underslegten Lepeophtheirus (Caligi »lunulis« nullis) og Chalimus-Formerne
(Caligi appendice frontali affixi); sely om det virkelig skulde vise sig, at der var Caligus-Former, hvis
Hunner gjennem hele Livet sad fast ved en Pandetraad, vilde de dog i det hoieste kunne danne
et subgenus af Caligus. Alle os bekjendte Caligini have den saakaldte »furca«; men om »lunule«
og Antennernes Hjelpekroge (»hamuli adventitii«) ere tilstede, synes ikke at have generisk Betydning.
Vi have derfor ikke optaget disse Forhold i Slægtskjendemærkerne, men væsenlig holdt os til Fod-
dernes forskjellige Bygning. Scienophilus van Bened. med meget forlænget Kjonsring og Hale
opfatte vi derfor endnu indtil videre som en noget afvigende Caligus-Form, der maaskee kan danne
et eget subgenus.

A. Fjerde Fodpar er enkelt.

(Kun den ydre Gren er udviklet og

dennes Børster ere aldrig fjerede.)

lo

2.

Sail

B. Fjerde Fodpar er tvegrenet.
(Kun hos Elytrophora (?) og Caligeria

ere dets Borster ikke fjerede.)

Uden Rygblade.

Caligus Mill. (2. &.).

Forste Fodpars indre Gren mangler
eller er aldeles rudimenter; andet Fod-
pars Grene ere treleddede; trediesGrund-
led danne en stor Plade, dets Grene ere
temmelig smaae og toleddede; de to
første Bagkropsringe, som bære andet og
tredie Fodpar, ere optagne i Forkroppens

Skjold.

Synestius nob. (2).

Kjønsringen forlænger sig bagtil i Form
af’ 4
iøvrigt har den Charaktererne af.Slægten

lange kolleformige Forlængelser;

Caligus.

3. Parapetalus nob. (2).

Kjonsringen er udstyret med en bred
Randbremme og Halen med en vinge-
agtig Forlængelse paa hver Side. lovrigt

har den Charaktererne af Slægten Caligus.

5. Calistes Dana (2).

—ı

Forste Fodpar har idetmindste Spor til en

indre Gren; tredie og fjerde Fodpars

Grene ere treleddede. løvrigt har den

Charaktererne af Slægten Caligus.
Trebius Kröyer (2. 3)*).

Forste Fodpar har en mindre, toleddet,
indre Gren;

anden Bagkropsring, som

bærer tredie Fodpar, er fri. lovrigt som

hos Calistes.

Dysgamus nob. (6).

Første Fodpar som hos Trebius; andet,
tredie og fjerde Fodpars Grene toleddede;
de to forste Bagkropsringe ere optagne i
Skjoldet som hos Caligus.

Med to Rygblade (idetmindste hos Hunnerne) udgaaende fra den frie Bagkropsring; de
to foregaaende Bagkropsringe ere hos alle hidtil kjendte herhen hørende Former ligesom

4.

hos Caligus optagne i Forkroppens Skjold.

Gloiopotes nob. (2).

Forste Fodpar har ikke nogen indre Gren;
andet, tredie og fjerde viesentlig som hos

8. Caligeria Dana (2).

(Forste Fodpar ubekjendt); fjerde Fodpars
ydre Gren er treleddet, den indre mindre

*) Smlen. Baird history of British Entomostraca tab. 38 f. 3—4.

352

Caligus; to store pladeformige Ryg- og toleddet; deres Borster ere ikke fjerede;
blade dække største Delen af Kjonsringen, de to Rygblade ere smaae.

der forlænger sig bagud i Form af to 9. Ehytrophora Gerstäzker (©

lange spidse Forlengelser.
Forste Fodpar omtrent som hos Trebius,
andet og tredie som hos Caligus, men
tredie har treleddede Grene; fjerde som
hos Caligeria (2). Foruden to smaa Ryg-
blade, som findes hos begge Kjon, har
Hunnen et Par smaa Blade ved Grunden
af Kjønsringen.

10.

Euryphorus Nordmann (9. é.).

Alle fire Fodpar forholde sig i det Væsent-
lige som hos den foregaaende Slegt, men
fjerde Fodpars Børster ere fjerede; lige-
som hos Elytrophora har Hunnen for-
uden de smaa Rygblade, der findes hos
begge Kjon, et Par smaa Blade ved Grun-
den af Kjonsringen, der hos Hunnen for-
holder sig omtrent som hos Parapetalus;
hos Hannen har Halen en vingeagtig For-
længelse paa hver Side, og hos Hunnen er
denne uddannet til en stor Vingebremme.

Medens Pandarinerne for den allerstorste Del maae henregnes til den pelagiske
Fauna og fornemmelig ere Beboere af Haifiske*), hører det større Antal af Caliginer til
Littoralfaunaens »Piskelus«. Som pelagiske Caliginer maae vi dog nævne Caligus Thynni
og C. productus Dana (af en Bonito), den nedenfor beskrevne ©. Coryphænæ nod. (af en Dolfin),
Caligeria bella Dana (af en Albicore eller Thunfisk), Dysgamus atlanticus nob. og Gloiopotes
Hygomianus nob. (ubekjendt, af hvilke Fiske) samt Zuryphorus nympha nob. (af en Bonito).
Af de Data, som vi hidtil besidde, synes det altsaa, som om i den pelagiske Fauna For-
holdet mellem de store Fiskeformer af Haiernes og Makrelernes Familier og deres Para-
siter af Copepodernes Gruppe er dette, at Haierne fortrinsvis plages af talrige Panda-
riner, Makrelformerne derimod af et mindre Antal Caliginer. Foruden de ovenfor

'

”) Kun Cecrops og Læmargus, der leve paa Maanefiske (Orthagoriseus, sensu latiore), danne i denne
Henseende en Undtagelse.

353

nævnte, i strængere Forstand pelagiske Caliginer fra Atlanterhavet beskrive vi ved denne
Leilighed to nye Slægter (Parapetalus og Synestius) fra det indiske Hay (vgsaa af Scom-
beroider) og et Par exotiske Caligus-Arter, samt endnu et Par hidtil ubekjendte eller kun
ufuldstændigt bekjendte Arter, hvoriblandt en den danske Fauna tilhørende Ferskvands-
Art af den samme Slægt.

I. Caligus mu.

De i det Folgende beskrevne Arter af denne Slægt have alle en Gaffel (furca)
med udelte Grene og med Undtagelse af ©. branchialis alle Panderanden udstyret med
»lunule«. Foruden de Kjendemerker, som yore Forgængere have draget frem i Forgrunden,
have vi fundet, at tvende Forhold, nemlig Formen af de ved Grunden af tredie Fodpars
ydre Grene anbragte Torne eller Kroge*), og om der foruden fjerde Fodpars tre Endeborster
endnu findes to eller blot een lignende Borste paa dets ydre Rand, egne sig særligt til at
anvendes som Artsmærker, da der i Henseende til disse Forhold aldrig er nogen Forskjel
mellem de to Kjøn af samme Art.

Af de Arter, som vi selv have havt Leilighed til at undersøge, have vi udarbeidet
følgende Oversigtstabel:

Conspectus specierum generis Caligi nobis cognitarum.
A. Lunulæ adsunt; palpi simplices.

a. Foliolis caudalibus anum superantibus.

*) Pedes abdominales quarti paris quatuor modo setis instructi, cauda brevis, haud articulata.

1. ©. curtus Müll. Kr. (2 é) (©. Müller! Leach, Nordmann, Baird. C. tricuspidatus Nordm. ;
C. elegans v. Beneden**); CO. diaphanus Baird?***) ©. americanus Dana). Annulus genitalis
femine rectangularis angulis rotundatis, margine postico concayo, maris latior brevior, postice
pluries incisus; cauda brevissima; seta ultima pedum quarti paris longissima, serrata.

*) Prof. Kroyer kalder dem »det andet Par Hjelpekroge«, hvilken Benævnelse maaskee er mindre heldig, da
de ikke altid have Form af Kroge. De findes iovrigt hos de fleste Caliginer og Pandariner.
Om vi end for de fleste af disse Formers Vedkommende kunde være enige med Kroyer i at betragte
dette Redskab som henhorende til tredie Fodpars Grunddel eller Pladedel, har det dog ogsaa i
mange Tilfælde og navnlig hos Caligus-Arterne været os temmelig tydeligt, at det egentlig udgaaer fra
et den ydre Fodgren tilhørende inderste (tredie) Led. — Naar der i det Folgende er Tale om »Hjelpe-
kroge«, menes stedse de forreste, til andet Folerpar hørende.

”) Annales des sciences naturelles, 3me serie, Zool. t. 16 p. 91.

*™) History of British Entomostraca p. 269 t. 32 f. 1.
+) Herrik & Dana, Sillimans Journal, vol. 34 (1838) p. 225, tab. 3—5; Exploring Expedition tab. 93.
Vidensk, Selsk, Skr., 5 Række, nalurvidensk og mathem. Afd. 5 Bd. 45

for)

354

C. lacustris nob. (2). |

Annulus genitalis fæminæ brevior et latior, margine postico recto; cauda longior, gra-
cilior; seta ultima pedum quarti paris longisssima, haud serrata.

C, Balistæ nov. (4 9).

Annulus genitalis femine forma fere præcedentis, margine postico tamen profunde
concavo, maris semilunaris, margine posteriore valde concavo et inciso, angulis externis
acutis; cauda brevis, lata; sete pedum quarti paris omnes eadem fere longitudine,

raciles, longissime.
7

**) Pedes abdominales quarti paris quinque setis instructi, cauda plus minus elongata,
biarticulata vel unarticulata.

C. productus Dana (9.)

Annulus genitalis lageniformis, margine posteriore profunde inciso; cauda elongata,

biarticulata; pedes quarti paris ramo biarticulato, setæ ejusdem leniter curvatæ,

longitudine sensim crescentes, ultima ceteris vix longior. Sete plumosæ in pedibus

primi paris nullæ!

©. isonyæ nob. (Q.)

Annulus genitalis lageniformis, margine posteriore recto; cauda brevior, haud articulata ;
pedes quarti paris ramo triarticulato, sete leniter curvatæ, prima ceteris, longitudine
sensim crescentibus, paulum inæqualibus nonnihil major.

C. rapax M. Edw., Baird. (9 à.)

Annulus genitalis feminæ lageniformis, margine posteriore recto, maris ovalis; cauda
femine brevior haud articulata, maris longior, biarticulata, articulo primo breviore;
seta prima pedum quarti paris fere recta, cetere leniter curvate, ultima ceteras vulgo

plus duplo superans.

b. Foliolis caudalibus anum haud superantibus,

C. Coryphene nob. (9 à).

Hamuli accessorii antennarum desunt; spina ad basin rami externi pedum tertii paris
plane recta; annulus genitalis femine elongatus, supra figura scutiformi dorsuali
notatus, angulis posterioribus in lobos sat magnos productis, maris latus, brevis, angulis
posticis prominentibus; cauda femine elongata, quadriarliculata, maris brevis biarticulata ;
sete caudales latissimæ; sete plumosæ filiformes, longissimæ in apice antennarum primi
paris nec non in angulis posterioribus annuli genitalis in utroque sexu; pedes quarti

paris ramo triarticulato, sete quinque leniter curvatæ, pectinate.

355

B. Lunulæ null», palpi divisi. (Lepeophtheirus Nordm.)

a. Furca ramis simplicibus; pedes abdominales quarti paris quatuor modo setis

instructi vel quinque, suprema (quinta) rudimentaria.

+) Cauda elongata, in fæminis saltem, hand articulata vel biarticulata, segmento
anali distincto.

8. C. sturionis Kr.*) (2.)

10.

11.

Annulus genitalis femine lageniformis, postice truncatus; annulus abdominis ultimus
minus distinctus; pedes quarti paris sat magni, ramo gracili, setæ ullimæ duæ fere æquales,
ceteras longitudine pluries superantes.

C. salmonis Kr. (C. vespa M. Edw., Lepeophtheirus Strémit Baird) (à 9).

Annulus genitalis femine elongatus, rectangularis, angulis rotundatis, margine posteriore
profunde concavo, maris parvus ovalis; cauda femine elongata, angusta, maris brevis,
lata; seta ultima pedum quarti paris ceteris duplo haud longior.

©. branchialis Mim. (C. gracilis v. Beneden) (9.)

Annulus genitalis femine lageniformis, margine postico parum modo concavo, fere
recto; pedes quarli paris minuti, seta ultima ceteras tres brevissimas longitudine pluries
superans.

“) Cauda brevissima in utroque sexu.

C. pectoralis Müll. (2 à).

Annulus genitalis fæminæ maximus, latus, lageniformis, postice truncatus, maris parvus,
orbicularis; cauda minuta; pedes quarti paris minuti, seta ultima ceteras nonnihil
longitudine superans.

Furca ramis divisis, pedes abdominales quarti paris setis quinque instructi.

. C. hippoglossi Kr. (9 à).

Annulus genitalis fæminæ mediocris, ovalis, postice bilobus, maris ejusdem forma,
sed minor; cauda brevissima; pedes quarti paris sat magni, ramo gracili, seta ultima
ceteris fere duplo longior.

1. Caligus lacustris. Stp. & Ltk. (9).
(Tab. I, fig. 2).

Det er os ikke bekjendt, at man tidligere har angivet nogen Caligus-Art som levende i

det ferske Vand; det var derfor en interessant Berigelse for Slegten og for vor Fauna, da Hr.

*) Gaffelens Grene vise intet Spor til Klovning hos flere os af Hr. Intendant Malm meddelte Individer,
om hvilke det vel ikke er oplyst, af hvilken Fisk de ere tagne, da de fandtes i Goteborgs Museum
førend Hr. Malms Tid, men som i alle andre Henseender ganske stemme med Krøyers Beskrivelse ,
af C.Sturionis. Arten har derfor ifølge disse Individer faaet sin Plads her og ikke ved Siden af ©. hippoglossi.

45"

356

R. Conradsen, Conservator ved Universitetets zoologiske Museum, meddelte det nogle
Individer af denne lille Art, alle Hunner, men af noget forskjellig Størrelse, nogle (6™™ lange)
af en Gedde fra Fuur-Søen, andre (4™™) tagne af Skaller og Aborrer i Tiustrup So, lige-
ledes her i Sjælland.

C. lacustris staaer nærmest ved C. curtus Mill., men er allerede ved Stor-
relsen saa forskjellig fra denne, at en Forvexling ikke ret vel er mulig; Formen af hele
Legemet, af »Palperne«, af »Gaffelen« og af den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren sid-
dende, kun svagt krummede Pig er væsentlig den samme. Som Forskjelligheder anføre
vi, at Kjønsringen hos C. lacustris (9) er forholdsvis noget mere kort og bred og Halen
lidt længere end hos C. curtus (9); at første Kjæbefodpar hos C. curtus har en meget længere
og spinklere »Underarm«; at den frie Kropring er temmelig utydelig hos C. /acustris, medens
den tvertimod hos C. curtus er skarpt afgrændset, og at fjerde Fodpar hos C. lacustris er
forholdsvis længere og smækkrere og dets toleddede Endegrens lange Endebørste uden Sav-
takker. Iøvrigt henvise vi til Afbildningerne. Æggetraadenes Længde kan være temmelig
betydelig, men retter sig noget efter Individets Størrelse. Museet besidder ogsaa et Par
Unger paa Chalimus-Stadiet, hæftede ved deres Pandetraad til Halefinnen af en spæd
Cyprinoid; Kjønsringen er her forholdsvis meget smal og Lemmerne, f. Ex. første Kjæbe-
fodpar og fjerde Fodpar, kun plumpt og ufuldkomment uddannede; Hjælpekrogene ere tilstede,
men Gaffelen lykkedes det os ikke at iagttage”).

2. Caligus Balistæ Stp. & Ltk. (2 å).
(Tab. I, fig. 1).

Af denne Art have vi fundet en Del Exemplarer paa Kroppen og Finnerne af en
vestindisk Dalistes.

Hannen bliver 4™™ lang, Hunnen 4Yomm; Hannens Skjold er som sædvanligt større
end Hunnens, dens Kjonsring derimod mindre udviklet; den kan hos Hannen beskrives som
halvmaaneformig med skarpe og spidse bagudrettede Horn, endende med et Par ganske
korte Børster; en lignende Børstegruppe er anbragt paa en lille Vorte paa hver Side af
dens hule Bagrand, tæt ved den brede og temmelig korte, uleddede Hales Udspring.

") Antallet af Fierborsterne og Krogene paa hvert enkelt Led af de tre første Fodpar synes at vere
temmelig konstant hos Caligus-Arterne, nemlig:
første Fodpar har 3 Fjerbørster og 4 kortere Endebørster eller Kroge;
andet Fodpars ydre Gren har 4 Pigge og 6 + I + 1 = 8 Fjerbørster;

sammes indre Gren har . ........ c6+2+1=9 — ;
tredie Fodpars ydre Gren 4 Pigge (foruden den store ved dens Grund) og 4 + 1 = 5 Fierborster;
SAMMESFINUTEAGTENMEN tee ee le ee Ce Ce HANE GENE —

Af Undtagelser fra denne Regel kunne vi anmærke, at vi hos C. lacustris og C. isonyæ kun fandt
5 Fjerborster paa Endeleddet af andet Fodpars ydre Gren og hos sidstnævnte kun 4 paa samme
Led af samme Fodpars indre Gren.

357

Hos Hunnen er Kjønsringen større og tykkere; den har ligesom hos Hannen afrundede
Siderande og en indbuet Bagrand, fra hvis Midte Halen udgaaer, men dens Baghjørner erc
tykke og afrundede, ikke skarpe og spidse som hos Hannen, og vise tæt ved deres Rand,
under Mikroskopet, Spor til nogle Smaapigge. Halebladene ere fæstede til Halens Bag-
rand; hos Hannen ere de lidt mere langagtige, hos Hunnen forholdsvis kortere og bredere;
hos dem begge ere de udstyrede med 3 tynde Fjerbørster (foruden en mindre paa hver
Side), men disse ere hos Hunnen kun halvt saa lange som hos Hannen. Tvertimod hvad der
er Tilfældet hos andre Arter, er den frie Kropring her lidt mere udviklet hos Hunnen end
hos Hannen, fordi det fjerde Fodpar er noget kraftigere hos hin end hos denne. Første
Følerpars Endeled er mere langt og smækkert end sædvanligt, men dets Børster ikke af
nogen særdeles Længde. Andet Følerpar og dets vel udviklede Hjælpekroge vise den paa
Afbildningerne antydede Forskjel hos de to Kjøn. Første Kjæbefodpar har Tornen paa
»Underarmens« øvre (indre) Side siddende temmelig tæt ved den saakaldte »Haand«; andet
Kjæbefodpar viser her en tydelig Kjønsforskjel, idet Grundleddet er kortere og bredere hos
Hannen og paa sin øvre Rand udstyret med en fremspringende Knude, der møder Ende-
krogens Spidse, men ikke er udviklet hos Hunnen. »Palperne« ere smækkre, krumme og
spidse, Gaffelens Grene ligeledes temmelig smækkre. Den ved Grunden af tredie Fodpars ydre
Gren anbragte Pig er kroget. Fjerde Fodpar er her mere smækkert og langstrakt hos
Hannen end hos Hunnen, dets Endegren toleddet og kun udstyret med fire tynde og
lange, svagt buede Børster, af hvilke den sidste kun er ubetydeligt længere end de andre.
Æggetraadene ere ikke meget længere end Dyrets egen Totallængde. — Adskillige Individer
sidde endnu fast ved en Pandetraad af temmelig forskjellig Form, og blandt disse Chalimus-
agtige Individer er der endogsaa Hanner af 3"m Lengde, som vel endnu ikke have Kjøns-
ringen af fuld Størrelse, men i andre Henseender ere fuldt udviklede, f. Ex. forsynede
baade med lunule, furca, hamuli o. s. v.

I »Histoire naturelle des Crustacés« t. IM. p. 452 (no. 4) beskrives en C. Kroyeri
Edw., 2 Linier lang af en Diodon, men hvor kortfattet Beskrivelsen end er, synes dog Ud-
trykket »tronqué posterieurement« om Kjonsringen at udelukke den Mulighed, at det kunde
være den her beskrevne Form.

3. Caligus productus Dana. ($).
(Tab. III, fig. 6.)
United States Exploring Expedition, Crustacea t. If p. 1354 tab. 94 fig. 4.

Af denne Art have vi fundet nogle Exemplarer paa den indvendige Side af Gjelle-
laaget af en »Barracuda« *), som Capitain Hygom havde fanget paa 30° NBr. og 76° VL.”)

*) »Barracuda« kalde de Søfarende en større Makrelfisk af Thynnus-Gruppen.
”) At alle Længdeangivelser i denne Afhandling ere regnede fra Greenwich, vil det ikke være over-
fladigt at bemærke.

358

(Danas vare fra 27° NBr. og 19° 30 VL.), og hvoraf enkelte Dele vare blevne opbevarede.
De ere alle Hunner (Dana kjender heller ikke Hannen) og have kun en Længde af 4—
5mm, Børsterne i Spidsen af første Folerpar ere korte; andet Par har den sædvanlige
smækkre Form. »Palperne« ved Grunden af første Kjæbefodpar ere smækkre og udelte;
andet Kjæbefodpar er temmelig spinkelt, Gaffelens Grene lange, smækkre og udelte. Første
Fodpar har, som Dana allerede bemærker, slet ingen Fjerbørster; derimod har det
tre Krogbørster, aftagende i Længde fra den øverste til den underste, og en noget længere
og mere lige Børste. Den ved Basis af tredie Fodpar anbragte stærke Pig er krum. Fjerde
Fodpars Endegren er kun toleddet, men dog udstyret med fem glatte Krogbørster, af hvilke den
yderste ikke er meget længere end de andre; den Kropring, til hvilken det er fæstet, er
lille, men tydelig. Kjønsringen er af Middelstørrelse, elliptisk, bagtil dybt indskaaren eller
forlænget i to Lapper, mellem hvilke Halen udspringer, fortil afsmalnende. Borstegrupper
have vi forgjæves søgt, uagtet Dana afbilder et saadant i Spidsen af hver af Kjønsringens

Lapper. Halen er lang — omtrent saa lang som Kjonsringen — meer eller mindre
tydeligt toleddet, saaledes at Artikulationen falder omtrent i Midten, bredere bagtil end ved
sit Udspring. Halebladene — mellem hvilke Anus ikke forlænger sig ud — bære hver

3 Fjerbørster foruden nogle mindre Børster. Nogle Individer have korte Æggetraade,
omtrent af Halens Længde, andre have dem omtrent af den dobbelte Længde; Dana af-
bilder dem endnu længere. Æggene ere meget tykke og derfor forholdsvis faa.

De Afvigelser, som man vil kunne paavise mellem Danas Fremstilling af denne
Art og vor, forekomme os at være altfor ubetydelige til at kunne vække Tvivl om Identiteten
af vore og hans Former. Navnet er mindre heldigt, da det kan give Anledning til Forvexling
med O. F. Müllers Caligus productus, uagtet denne nu er en Dinematura, men vi have
dog ikke villet ændre det, da dette sandsynligvis vilde avle endnu større Forvirring.

4. Caligus isonyx Sip. & Ltk. (9).
(Tab. III, fig. 5.)

Der foreligger desværre kun eet Exemplar af denne Art; det er 4'j."m langt, og uden
Tvivl en Hun, uagtet det mangler Æggetraade; det er taget af en Sphyrena barracuda
fra Vestindien.

Panderanden danner ikke, som hos de fleste andre Arter, en jevn Bue med et
lille Udsnit i Midten, men en indadgaaende stump Vinkel mellem »lunule«. Kjensringen er
temmelig stor, næsten omvendt hjerteformig eller flaskeformig, bredere bagtil, hvor den har en
næsten lige (kun yderst svagt indbuet) Bagrand og afrundede Hjørner, og afsmalner derefter med
regelmæssig buede Omrids, indtil den naaer den frie Bagkropsring. Halen er temmelig lang og
uleddet. Første Følerpars Endeled er smækkert, andet Par udstyret med Bikrog; Palperne synes
at have en lille Torn eller Spids paa deres indre Side ved Grunden; andet Kjæbefodpar er

359

temmelig smækkert. Piggen ved Grunden af tredie Fodpar er kroget; fjerde Fodpar er
kort og kraftigt, Endegrenen treleddet og udstyret med fem lidt krumme Børster, alle temmelig
korte og omtrent lige lange, den øverste lidt større end de andre. Et femte Fodpar
antydes maaskee ved de i Kjønsringens Siderand ikke langt fra Baghjørnerne og i selve
disse anbragte Grupper af to eller tre smaae Børster. Hæftede til sin Bagrand bærer Halen
to smaa brede Haleblade, hvert med tre længere Fjerbørster og en mindre, der er anbragt i
nogen Afstand fra de andre paa Siden af Bladet.

5. Caligus rapax M. Edw. (2 3)
(Tab II, fig. 4.)

?C. elongatus Nordmann, Mikrographische Beiträge, II p. 24.

C. rapax M. Edwards, Histoire des Crustacés III p. 453 t. 38 f. 9-12.

C. rapax Baird, History of British Entomostraca p. 270 t. 32 f. 2-3.

? C. leptochilus Leuckart i Frey und Leuckart, Beiträge zur Kenntniss wirbelloser

Thiere p. 165.

Hr. Lieutenant Koch i Søetaten har meddelt Museet 6 Exemplarer — 2 Hanner og
4 Hunner — af denne Art, som han har tagel af en i Atlanterhavet, paa en Reise til Sydamerika
og Vestindien, fanget Hai. Hr. Capitain Hygom har ogsaa samlet til Museet ende] Exemplarer,
men alle Hunner, iagne af en Torsk under 57° NBr. og 7° VL., altsaa tet ved Hebriderne,
og Hr. Intendant Malm har meddelt os nogle Exemplarer (Hunner), tagne af Munden af en
Torsk (Gadus morhua) i Bohuslän. Til samme Art maae vi endelig ogsaa henføre nogle
smaa (4'e—6™" lange) Individer, tagne af Huden af en Cyclopterus lumpus*), som ogsaa
ere os meddelte af Hr. Malm, og nogle ligeledes temmelig smaa Individer, som
ere tagne af Knurhaner i Christianiafjorden, og som vi skylde Hr. Adjunkt Koch. Der
kan neppe vere nogen Tvivl om, at det er den samme Art, som Baird har havt for sig,
og som efter hans Angivelse ogsaa træffes paa meget forskjellige Fiskearter; den Omstæn-
dighed, at nogle af vore Individer ligesom Milne Edwards’s ere tagne af en Hai, synes
ogsaa at tale for, at det virkelig er denne Forfatters ©. rapaw; de Afvigelser, som man
vil finde mellem vor Fremstilling og Milne Edwards's, forklares vistnok tilstrækkelig ved
at den sidstnævnte aabenbart er ufuldstændig og temmelig overfladisk.. Om de citerede
Arter hos Leuckart og Nordmann hore herhen, hvilket i det mindste forekommer os
meget sandsynligt for den førstes Vedkommende, maae vi lade henstaae uafgjort.

Hunnerne naae en Længde af 6'™™; de variere ikke saa lidt — endogsaa Indi-
vider, der ere tagne samtidigt paa samme Fisk — i Henseende til, om Skjoldet er mere

*) Kroyer omtaler (Danmarks Fiske 2 Bd. p. 517) en lille ravgul Caligus-Art (»C. lumpi Kr.«) som snyltende
paa denne Fisk, hyilken derfor muligvis vil vise sig at vere den her omtalte Art. De af Knurhaner
tagne Individer have vi ikke kunnet henfore til C. diaphanus Nordm., saafremt Kroyers Beskrivelse,
hvad vi forudsætte, i alle Maader er rigtig. O. diaphanus maai al Fald vere en meget nærstaaende Art,
men vil dog afvige ved en kortere og plumpere Form af fjerde Fodpar samt ved at dettes Endegren er
treleddet og udstyret med fem Børster, af hvilke ingen er synderlig længere end de andre.

360

eller mindre langstrakt, og om den frie Kropring og Kjønsringen ere mere eller mindre
udviklede, men hos de fleste gjør Legemsformen dog Indtrykket af at være temmelig lang-
strakt. Kjønsringen er temmelig stor, næsten lige bred fortil og bagtil, fortil afrundet, bagtil
lige afskaaren eller lidt indbuet med afrundede Baghjørner; de paa vor Afbildning antydede
Smaabørster i dens Rand synes ikke altid at være tilstede. Halen er temmelig bred, uled-
det, kortere end Kjønsringen, omtrent doppelt saa lang som bred eller noget længere.
Halebladenes Fjerbørster ere temmelig lange. Antenner, Kjæbefødder og Fodpar frembyde ikke
meget eiendommeligt; der er en tydelig Torn indvendig ved Grunden af andet Følerpar ;
»Palperne« og »Gaffelen« ere udelte. Den ved Grunden af tredie Fodpar anbragte Krog
eller Pig er kun svagt krummet. Fjerde Fodpar er lidet, dets Endegren toleddet og ud-
styret med fem Børster, af hvilke den øverste er næsten lige og kegledannet, de tre næste lidt
krumme, men omtrent af samme Længde, den femte længere, i Reglen mere end dobbelt
saa lang, ingen af dem savtakkede. Æggetraadene kunne vere lige saa lange som selve
Dyrets Krop, men ere ogsaa ofte forholdsvis korte. De indeholde talrige, meget flade Æg.

Hannen naaer en Længde af 9mm; ogsaa hos den synes der, efter de faa forelig-
gende Exemplarer at dømme, at være en ikke ringe Forskjel i Henseende til Skjoldets
Brede og Kjønsringens Udvikling. Fra Hunnen afviger den paafaldende ved den meget
mindre, ovale Kjønsring, ved den forholdsvis længere, toleddede Hale”), hvis andet Led er
betydelig længere end det første, ved de smallere Haleblade og disses længere Fjerbørster
samt ved den massivere Udvikling af andet Par Kjæbefødders Grundled eller Skaft.

6. Caligus Coryphænæ Sip. & Ltk. (8,9).
(Tab. IV, fig. 7.)

Under 27° NBr. og 19° 30 VL. fandt Dana en Caligus-Art (C, Thynni D.) paa Lege-
met af den samme »Bonito«, under hvis Gjællelaag han fandt den nys omtalte C. productus ;
paa en beslægtet Fiskeform, nemlig en saakaldet »Dolfin« (Coryphena) har Captain Hygom i
de samme Farvande (30° NBr. og 38 VL.) taget et Par Exemplarer af en Art, som unægtelig
staaer meget ner ved Danas C. Thynni, men som det dog efter vor Mening ikke kan gaae
an at henfore til denne Art, da der viser sig enkelte Uoverensstemmelser, som det vilde
være vanskeligt at bortforklare. Senere har Hr. Skibslege Stybe meddelt Museet 3 Hanner
af samme Art, fangne paa 23° 31‘ NBr. og 22° 4" VL.

Hannen, af hvilken vi have havt Leilighed til at undersøge 5 Exemplarer, har en
Længde af 7™™, hvoraf Skjoldet udgjør de 4, med en Brede af c. 3%@™™. Den frie Krop-
ring er temmelig stor og bred; dens Omrids beskriver Gjennemsnittet af en Lindse.
Kjønsringen er kort og bred og bredest mellem de temmelig skarpt fremtrædende Bag-
hjørner”), fra hvilke der udgaaer to lange tynde Fjerbørster og en meget kort Børste;

”) At Halen er toleddet, er ikke antydet paa Bairds Afbildning, men omtales i Beskrivelsen.
”) At Kjønsringen iøvrigt kan variere noget i Formen, sees af Figurerne 7 å og 7 d g. paa Tab. IV.

361

indenfor denne Børstegruppe, omtrent midtveis mellem den og det første Haleled, sees paa
hver Side en lignende Gruppe af svagere Fjerbørster”). Halen er omtrent saa lang som
Kjønsringen og tydelig toleddet. Halebladene ere ikke som ellers anbragte frit i det sidste
Haleleds Bagrand, men udfylde Udsnit i dets Baghjorner, saaledes at Analpartiet forlænger
sig ud mellem begge Halebladene; de bære hver 3 meget brede, men ikke paafaldende
lange, tæt ved Siden af hinanden stillede Fjerbørster og paa begge Sider af disse nogle faa
(høist 4) mindre, hvis Tilstedeværelse og Antal ikke synes at være constant. Første Følerpars
korte Endeled er dels udstyret med nogle krogede, kortere og længere, Børster dels med
nogle lange traadformede Fjerbørster, og enkelte saadanne optræde ogsaa blandt Grund-
leddets øvrige Besætning af korte Fjerbørster. Andet Følerpars Endekrog har en stærk
kegledannet Tand midt paa sin indvendige Rand; de saakaldte Hjælpekroge synes at mangle ;
»Palperne« **) mellem Snabelen og første Kjæbefodpar ere brede og spidse. Andet Kjæbe-
fodpar har et kraftigt Grundled og en middelmaadig Endekrog, men iøvrigt den sædvanlige,
regelmæssige Figur. Første Fodpar har tre brede, lidt krumme Endebørster, af hvilke
den yderste er savtakket paa sin indre Rand, de andre fjerede; den fjerde, der sidder
mellem dem og de egentlige Fjerbørster, er ganske spinkel. De følgende to Fodpar frem-
byde det sædvanlige Antal af Fjerborster***); den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren
anbragte Pig er lige og omgiven af en flad Bræmme, hvorved dens Form bliver but.
Fjerde Fodpar er temmelig stort og kraftigt; ved Enden af Grundleddet sees en fin Fjer-
børste; Fodgrenen er tydelig treleddet; de to øvre Led bære i Spidsen af deres ydre Rand
en i Spidsen noget kroget, langs med begge sine Rande kamtakket Pig, der er lidt længere
end det tilhørende Led; Endeleddet har tre saadanne Pigge, af hvilke den anden er længere
end den første og den tredie igjen en Del længere end den anden, skjøndt ikke dobbelt
saa lang.

Hunnen, af hvilken vi kun have kunnet undersøge eet Exemplar, bliver 8°" lang,
hvoraf Skjoldet udgjør de 3,5mm, med en Brede af 3™™; uagtet den altsaa er absolut større
end Hannen, er dens Forkropsskjold baade absolut mindre og relativt smallere. (Under-
søgelsen af en større Suite af Exemplarer af andre Arter har forresten lært os, at dette
Forhold, om Skjoldet er mere bredt eller mere langstrakt, kan variere ikke alene efter
Kjønnet, men ogsaa indenfor dette, og det bør derfor aldrig optages i en Artsdiagnose ;

*) Disse Borstegrupper, hvortil vi ogsaa finde Spor hos andre Arter, ere uden Tvivl Rudimenter af et
femte Fodpar. (Smlgn. S. 344.)

**) Uagtet vi have beholdt denne Benævnelse af Mangel paa bedre, troe vi dog, at, naar man forfølger
dette Organ ud over Caligus- Gruppen hos Pandarinerne, vil man finde, at det egenlig kun er et
appendix, en Udvæxt fra Grunden af andet Kjæbefodpar. (Smlgn. S. 350 første Anm.).

"” Med Hensyn til disse Detailler henvise vi forresten til Figurerne; vi maae dog bemærke, at, uagtet
tredie Fodpars indre Gren sædvanlig beskrives som uleddet, have vi dog navnlig her troet at kunne
forvisse os om, at den oyersle Fjerborste udgaaer fra et kort øverste Led.

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 bd. 46

362

ogsaa Formen af Kjønsringen kan variere endel hos samme Kjøn af samme Art.) Den
frie Kropring og dens Fodpar ere noget mindre end hos Hannen, Kjønsringen derimod
tykkere og meget længere, og den løber bagtil ud i to tykke, noget udadvendte Lapper
eller Forlængelser, i hvis ydre Rand vi have iagttaget en lille Gruppe af to kortere og to

længere Fjerbørster. Halen er længere end hos Hannen — ogsaa her omtrent saa lang
som Kjønsringen — og efter vor Opfattelse tydelig firleddet. I alle andre Detailler —
selv i Formen af andet Kjæbefodpar — have vi ingen Forskjelligheder formaaet at udfinde

mellem Han og Hun, naar undtages, at andet Følerpar hos Hunnen mangler den indre
Tand paa Endekrogen, men har en fremstaaende Kant eller Pig udvendig ved sin Basis,
hvilken dog ikke kan betragtes som svarende til den ellers altid forekommende Hjælpekrog.

Sammenligne vi denne Form med Danas Beskrivelse og Afbildning af C. Thynnr,

af hvilken ogsaa begge Kjøn ere bekjendte, ville vi finde — foruden nogle Forskjelligheder
i Halens og Kjønsringens Form hos begge Kjøn — at C. Thynni har meget længere og

tyndere Halebørster, men savner de lange Fjerbørster paa Kjønsringen og Antennerne. I
flere andre vigtigere Forhold vil man derimod finde en temmelig neie Overensstemmelse,
og maaskee vil Fremtiden vise, at vi ikke burde have adskilt dem. Vor C. Coryphænæ
synes ogsaa at staae nær ved C. scutatus M. Edw. (hist. d. Crust. t. III p. 453 no. 7), men
da denne er fra de indiske Have, synes det os ikke rimeligt, at det kan være den
samme Årt.

7. Caligus branchialis Malm (mscr.) (9).
(Tab. II, fig. 3.)
C. gracilis van Beneden, Annales des sciences naturelles t. XVI. (1851) p. 90 tab. 2.

Under ovenstaaende Navn har Hr. Intendant Malm meddelt os nogle Individer (alle
Hunner), tagne paa Gjællerne af en Rhombus maximus fra Bohuslän. Det er uden Tvivl van
Benedens ©. gracilis, der ligeledes er taget af Flynder- Arter, men Navnet kan neppe
beholdes, saafremt Danas ligelydende Benævnelse for en anden Art, som vi antage”), har
Prioriteten. Det er rimeligvis ogsaa denne Form, som Krøyer har truffet paa Gjællerne af
Rhombus maximus og hvilken han omtaler som en endnu ubestemt Form”), der har nogen
Lighed med C. pectoralis Müll.

De foreliggende Individer naae en Længde af 8" =, ere altsaa lidt større end van
Benedens; I Habitus, i Henseende til Formen af Skjoldet, Storrelsen af fjerde Fodpar og
Formen af Kjonsringen, komme de meget ner til ©. pectoralis Mill.; ligesom denne savne de

*) Danas Art synes at være publiceret i 1850, van Benedens i 1851.
*) Danmarks Fiske 2det Bind p. 444.

363

lunulæ, og besidde tvedelte »Palper« samt en simpel furca, men Halen, der er smækker
og langstrakt, adskiller dem strax ved, første Øiekast fra den Müllerske Art. Halebladene
ere smaa og deres Fjerbørster temmelig lange; fjerde Fodpars Endegren er treleddet, men
kun udstyret med 4 Pigge, de 3 korte og næsten lige, den fjerde 3—4 Gange saa lang.
Æggetraadene ere lange og indeholde talrige flade Æg. Den ved Basis af tredie Fodpar
anbragte Pig er ganske lige — i alt Fald i sin ydre Del — ligesom hos C. pectoralis.
Forresten henvise vi til vor detaillerede Fremstilling paa Tab. II, som vi ikke have troet
det overflødigt at meddele, da van Benedens Figurer ere meget mangelfulde.

II. Gloiopotes Stp. & Ltk. (9)

Gloiopotes nod. dignoscitur (fæmina) a genere Caligo, quocum forma cephalothoracis,
annulos abdominis duos primos amplexi, et forma pedum maxillarium abdominaliumque
convenit, foliis dorsualibus (elytris) duobus maximis, fere rectangularibus, annulum genitalem
usque ad originem caude obtegentibus, annulo genitali postice in processus duos graciles,
caudam longitudine zquanles, excurrente, foliolisque caudalibus cylindricis, stylo uno haud
plumoso instructis.

Sp. typica: G. Hygomianus nob. Hab. mare Atlanticum æquinoctiale.

8. Gloiopotes Hygomianus Stp. & Ltk. (9).
(Tab. V, fig. 9.)

Af denne anseelige og merkelige Form har Capt. Hygom fra en af sine Reiser
over Atlanterhavet medbragt et Exemplar, men vi kunne desværre ikke oplyse, af hvilken
Fisk det er taget.

Det er 14™™ langt, temmelig bredt og fladt; en skarp Tverlinie deler det omtrent
paa Midten i to Halvdele, af hvilke den ene bestaaer af Forkropsskjoldet, den anden af
Rygbladene, Kjonsringen og Halen. Skjoldet er ovalt og temmelig fladt; Pandepladerne ere
adskilte ved et svagt Indsnit i Midten; Skjoldets Sidestykker ere adskilte fra Midtstykket
og igjen ved buede Tverlinier delte hvert i tre Stykker; den forreste af disse Tverlinier
fortsætter sig tvers over Midtstykket og passerer derved en mørk Dobbeltplet, Øiets Pig-

mentmasse*); bagtil har Skjoldet — der ligesom hos Caligus har optaget de 2 første Bag-
kropsringe i sig — som sædvanlig to dybe, men snevre Indskjeringer. Kjonsringen er

betydelig smallere end Skjoldet og ikke meget fyldig; den forlenger sig bagtil i Porm af
to noget flade, afsmalnende, i Enden afrundede Forlengelser, der ere ligesaa lange som

*) Hvorledes det egentlig forholder sig med @inene, er ikke blevet os ganske klart; men det synes
næsten, som om de frembyde en lignende Udvikling og Bygning som hos Saphirinerne.

16"

364

den mellem dem liggende, smalle, uleddede Hale, som igjen fortsættes af to (lidt conver-
gerende), næsten cylindriske Haleblade, der hvert ende med en temmelig lang og stærk
Børste uden Haar; langs med den ydre Side af Kjønsringens Forlængelser bemærkes under
Mikroskopet en Række fine Pigge, hvilken Række afsluttes af et stort og eiendommeligt
knivdannet Redskab; det er bladagtigt, med en tykkere, lige Rand, der vender udad og fortil, og
en tynd, skarp, takket og buet Rand, der vender bagtil. Kjønsringen dækkes iøvrigt næsten
fuldstændigt — naar hine Forlængelser ikke medregnes — af to store flade Rygblade, hvis
Form nærmer sig til Rektanglens; dog afsmalne de noget bagtil og begrændses paa Siderne
af buede Linier; da de divergere lidt og rage noget ud over Kjønsringens Sider, faaer Legemet
her næsten samme Brede som Skjoldet. Følerne og Kjæbefødderne frembyde intet mærke-
ligt; andet Kjæbefodpar er ikke meget stort og temmelig smækkert, »Palperne« smalle og
spidse. Hjælpekroge og lunulæ mangle, men en Gaffel er tilstede. Bagkropsfodderne
frembyde i Hovedsagen en lignende Bygning som hos Caligus-Arterne; tredie Fodpars Grene ere
smaa i Forhold til Dyrets. Størrelse; i Enden af første Fodpar findes 1 enkelt og 2 kløftede
ganske korte Pigge; Piggen ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren er kort, tyk og
krum”). Fjerde Fodpar har en flad, treleddet Endegren, som foruden med de sædvanlige
fem Børster, der dog her ere særdeles korte, brede og butte, er væbnet med en tæt Række
af kun halv saa store butte Smaapigge.

Uagtet Æggetraadene mangle, ansee vi det for afgjort, at det foreliggende Exemplar
er en Hun.

III. Synestius Sip. & Ltk. (2.

Synestius nod. differt (femina) a Caligis, quibuscum eisdem notis convenit ac Glotopotes,
annulo genitali postice in processus quatuor subclavatos, caudam elongatam longitudine fere
æquantes, producto.

Sp. typica: S. caliginus nob. Hab. in branchiis Stromatei paru (Bl.), piscis Indici.

9. Synestius caliginus Sip. & Ltk. (9).
(Tab. VI, fig 11.)

Af denne Form have vi fundet nogle Exemplarer, alle Hunner, paa Gjællerne af
en af Dr. Konig i Trankebar i sin Tid indsendt Stromateus paru (Bl.).

Dyrets Totallengde er kun 4Ysmm- Skjoldet er næsten kredsrundt, stærkt hvælvet
og fremviser den sædvanlige H-Figur. Pandepladerne ere udstyrede med lunulæ; Kjønsringen
er tyk, i Omfang noget større end Skjoldet, og udsender bagtil fire noget kølleformede For-

*) Fjerborsternes Antal: andet Fodpars ydre Gren 8, dets indre 9;
tredie Fodpars = 6, = 5.

365

længelser, to længere og to kortere; mellem de to længere udspringer Halen, der i
Henseende til Længde og Form saa temmelig stemmer med dem, men er mere flad og
mere indkneben ved Grunden; dens allerbageste Del synes at være afsondret som et
særeget lille Led. Halebladene bære hvert 4 ulige lange og temmelig korte Fjerborster.
Hjelpekroge og Gaffel ere tilstede. Folerne, Kjæbefodderne og Fødderne”) ere uddannede som
hos Caligus-Slegten; den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren anbragte Pig er stærk
og krum; fjerde Fodpars Endegren er treleddet og udstyret med fem ligelange, svagt krummede,
ikke meget lange Børster. Af Æggetraadene rager omtrent en Trediedel ud over Halespidsen.

IV. Parapetalus Stp. & Lik. (9.

Parapetalus nod. differt (fæmina) a Caligis, quibuscum iisdem notis ac genera
precedentia convenit, annulo genitali ala membranacea cincto et cauda alis duabus elongatis
retroversis, lunam fere simulantibus, instructa.

Sp. typica: P. orientalis nob. Hab. in branchiis Menes maculatæ, piscis Indici.

10. Parapetalus orientalis Stp. & Ltk. (9).
(Tab. V, fig. 10.)

Af denne lille, kun 3" lange Form fandtes nogle Hunner paa Gjællerne af en,
ligeledes af Dr. Konig i sin Tid hjemsendt Mene maculata fra Ostindien.

Den er ligesom mange Caligus-Arter udstyret med lunulæ og furca; Folerne,
Kjæbefodderne og Bagkropsfodderne ere aldeles Caligus-agtige; den ved tredie Fodpars
ydre Gren anbragte Pig er sterk og krum; fjerde Fodpars Endegren er treleddet og ud-
styret med fem næsten lige Børster, der tiltage i Længde fra den øverste til den nederste.
Kjonsringen er nesten kredsrund og udstyret med en tynd, bagtil meget bred Rand-
bremme. Fra Halens forreste Del udgaaer paa hver Side en bagud rettet, bagtil afrundet
og bredere, flad Bremme eller Vinge; tilsammen danne disse to Vinger en Figur omtrent
som en Halvmaane med brede afrundede Horn, som rage ud forbi selve Halen, der bærer
to med fire Fjerborster udstyrede Haleblade.

V. Euryphorus Nordmann (2 à).
(Tab. VI, fig: 12.)

Af Slægten Huryphorus kjendtes indtil for kort Tid siden kun Hunnen, der er kortelig
beskreven og afbildet — dette sidste dog ikke aldeles heldigt — i Milne Edwards Histoire des

") Fjerborsternes Antal er hos Synestius caliginus: hos Parapetalus orientalis
andet Fodpars ydre Gren: 5 + 1, den indre 7 + 2 + 1; 6+1+1084+ 1 + 1;
tredie — 4 + 1 — 6 + 1; 3+1 og 6 + 1.

366

Crustacés (t. III p. 462, tab. 39 fig. 1.). Da Parisermuseets Exemplarer vare fra »de asiatiske
Have« og da Afbildningen maa fremkalde den Forestilling, at 2. Nordmanni har et mere udviklet
første Folerpar end den Art, som Capt. Hygom gjentagne Gange har taget i stor Mængde i
Gjællehulen af »Dolfiner« (f. Ex. paa Lampugus punctulatus Cuv. Val.) mellem Ækvator og
30° NBr. og 24° og 40° VL.*), ansaae vi denne for en ny Art, hvilken vi gave Navn af Z. nympha.
Senere ere vi blevne meget uvisse i denne Henseende ved at gjøre Bekjendtskab med en Af-
handling af Prof. Kner »Ueber Männchen und Weibchen von Zuryphorus Nordmanni Edw.« (af
Wiener Akademiets »Sitzungsberichte« for 1859), hvori Forfatteren giver Oplysning om
Slægten efter 5 Exemplarer fra Zanzibar; thi uagtet der er overmaade meget i Prof. Kners
Gjengivelse af denne Dyreforms Eiendommeligheder, der er forskjelligt fra hvad vi have
fundet, have vi dog en Fornemmelse af, at han har havt den samme Art for sig, som vi; og
da Wienermuseets Exemplarer vare fra det indiske Hav ligesom Parisermuseets, bliver det os
"temmelig sandsynligt, at det er den samme Art, som er truffet i begge Have”). Desværre har
Prof. Kners Materiale ikke været stort nok til at tillade ham en udtømmende Undersøgelse;
han har ganske vist ikke havt Lykken med sig, men synes heller ikke at have havt det
nødvendige forudgaaende Bekjendtskab til de nærmest beslægtede Former. Hans Analyse af
de forskjellige Fodpars Bygning er uheldig for begge Kjøn. Det er derfor ingenlunde over-
flødigt at meddele en ny Beskrivelse og Afbildning af Dyret; det vil deraf fremgaae tydelig
nok — uden at nogen yderligere Bevisførelse er nødvendig — at Slægten hører hjemme i
Caliginernes og ikke i Pandarinernes Gruppe. Den faaer sin Plads ved Siden af Caligeria
og Elytrophora.

Hunnen er 11—12mm Jang.” Forkroppens Skjold er næsten kredsrundt, svagt
hvælvet, iøvrigt af den hos Caliginerne sædvanlige Form og Bygning, og navnlig har det i
sig optaget de 2 første Bagkropsringe ligesom hos Caligus-Slægten. Øinenes Beliggenhed er os
ikke ganske klar, da der sees forskjellige Dannelser paa Skjoldets Rygflade, som kunde
antages derfor; sandsynligvis er det dog to runde Pletter, der ligge tæt ved hinanden lidt foran
Hets Tverstreg***). Den frie Bagkropsring bærer to smaa bagtil afrundede Rygblade.
Kjønsringen er kredsrund, skiveformet og har et lignende Omfang som Forkroppens Skjold,

") De enkelte Lokaliteter er: 30° NBr. og 38° VL.; 0° Br. og 24° VL.; 13° NBr. og 30° VL.; 21° NBr.
og 40° VL.

“) Der mangler desværre endnu næsten alle præcedentia for at bedømme, hvorvidt man bør forkaste
en Forms Henførelse til en i Litteraturen optagen Art, blot fordi hin er fra Atlanterhavet og denne
fra det indisk-stille Ocean, eller omvendt. Ere de større pelagiske Fiskeformer i det hele fælles for disse
to store Havbækkener, eller have de hvert sine charakteristiske Arter? Der vides saalidt derom, at den ene
Antagelse for Tiden synes at være ligesaa berettiget som den anden. Vi hælde mest til den sidste
og ere derfor heller ikke tilbeielige til at antage, at samme Art af Snyltekrebs forekommer i begge
Have, saalænge dette ikke ved umiddelbar Sammenligning er godtgjort. 1 dette bestemte Tilfælde er
rigtignok Milne Edwards Udtryk: »des mérs d'Asie« noget ubestemt og vel skikket til at vække
adskillige Betænkeligheder.

””) Jalfald antage vi for afgjort, at, hvad Prof. Kner anseer for Øinene, ikke er det.

367

men skylder sin store Udbredning til en ringformig Hudbræmme, som paa hver Side af
Halens Udspring tillige danner et lille fremspringende Blad; Halen er næsten saa lang som
hele den øvrige Krop, tynd, men i største Delen af sin Længde udstyret med en særdeles
bred, flad Hudbræmme, der som et nedhængende Gevandt forlænger sig ud forbi den
bageste frie Del af Halen, men forresten kan frembyde nogen individuel Variation i Hen-
seende til Form og Størrelse. Halens allersidste Stykke er afsondret som et eget Led og
bærer to smaa Haleblade med fire Fjerborster. Æggetraadene kunne være noget længere
end Dyrets Totallængde.

Hannen er kun 6—7™™ lang; Skjoldet og Rygbladene vise ingen væsentlig For-
skjel fra Hunnens, men Kjønsringen er smal og langstrakt og mangler baade Bræmmen og
de bageste Smaablade; Halen er kort og bred og kan beskrives som dannet af tre Led, af
hvilke det første ligesom hos Hunnen har en bred Bræmme, men denne er tillige saa kort,
at det hele faaer en lignende Halvmaaneform som hos Parapetalus (2). — Følerne, Snabelen og
Munddelene forholde sig som hos Caliginerne; lunulæ og hamuli mangle, derimod er der
en Gaffel; »Palperne« ere brede. Første Fodpar minder ganske om Slægten Trebius og
har foruden den ydre Caligusagtige Gren en indre mindre med tre smaa Fjerborster;
andet og tredie Fodpar have to vel udviklede treleddede Fodgrene med talrige Fjerborster*);
af fjerde Fodpar er den ydre Gren treleddet og udstyret med fem Pigge og adskillige Fjer-
børster, den indre derimod kun toleddet, men ogsaa udstyret med Fjerbørster. Det for-
bindende Midtstykke er som sædvanligt stærkest udviklet paa tredie Fodpar, svagere paa
andet og mangler saagodt som ganske paa fjerde. Alle disse Dele ere eens hos
begge Kjøn. Adskillige Hanner holde endnu Hunnerne omfattede ved Kjonsringen, idet

de vende Bugsiden mod hinanden, og en Spermatofor — af den hos denne Slægt som og
hos Caligeria og Elytrophora**) bekjendte Form — er da ofte anbragt mellem første Fodpar
og andet Kjebefodpar paa hver Side. =

Euryphorus Nordm. differt a genere Caligo foliolis dorsualibus (elytris) duobus minutis
in annulo abdominali tertio, pedumque abdominalium primo pari biramoso, ramis biarticulatis,
secundo ac tertio ramis triarticulatis, quarto biramoso natatorio, setis plumosis instructo,
ramo interno biarticulato, externo triarticulato.

Femina dignoscitur annulo genitali disciformi, ala membranacea cincto, posticeque

*) Første Fodpars ydre Gren har 4,..... dets indre 3 Fjerborster;
andet = — 6+1-+ 1, dets eA APY ae eli
tredie — — SAD SER AL st RL
AK at er pi Metal
fjerde 4+1,...dets indre A aa

”) See Milne Edwards |. ec. p. 462, Dana I. c. p. 1361 tab. 94 f. 8h, Gerstäcker, Archiv für
Naturgeschichte XIX, I (1853) p. 60. tab. III f. 13.

368

foliola duo minuta emittente, cauda longissima, maximam partem ala latissima membranacea
instructa.
Mas annulo genitali fere rectangulari, nec alam nec foliola emittente, cauda brevi,
lata, annuloque ejusdem primo ala brevi, lata, lune formam fere simulante, instructo. —
Species a nobis observata habitat in cavitate branchiali Lampugi punctulati et forsan
etiamñ aliarum specierum Coryphænidarum maris Atlantici æquinoctialis, semper parieti clavi-
culari hujus cavitatis adherens *).

VI. Dysgamus Sp. & Ltk. (3).

Dysgamus nod. differt (mas) a genere Caligo modo pedibus abdominalibus omnibus
biramosis, ramis biarticulatis, natatoriis, setis plumosis instructis.

Sp. typica: D. atlanticus nob. hab. mare Atlanticum æquinoctiale.
12. Dysgamus atlanticus Sip. & Ltk. (à).
F (Tab. IV, fig. 8.)

Der foreligger af denne lille Art en halv Snees Exemplarer, som Prof. Reinhardt
og Captain Hygom have taget paa forskjellige Steder mellem 8? NBr. og 28? NBr. øg mellem
21° og 36° V.L.**), sandsynligvis frit svømmende i Vandet. De ere alle omtrent af samme
Størrelse, nemlig c. 3,5" lange (Haleborsterne ikke medregnede) og 2"" brede over Skjol-
dets bredeste Del. Formen er temmelig plump, tyk og noget hvælvet, Bagkrop og Hale
kun lidet udviklede i Sammenligning med Skjoldet, der har den hos Caliginerne sædvanlige
Form. Den frie Bagkropsring er oval. Kjonsringen er lidet udviklet, af en afrundet
sexkantet, noget langagtig Form; den første Halering er lille og kort, den anden sexkantet,
saaledes at de to brede Haleblade, der ere udstyrede med fire lange Fjerbørster, ere
fæstede til de 2 Sider, der vende udad og bagtil. Pandepladerne ere store, men uden
lunulæ; første Folerpar er langs med dets Grundleds øvre Rand udstyret med c. 6 temmelig
lange Fjerbørster og dets korte Endeled bærer yderst foruden nogle korte c. 4 ligeledes
ret anselige Fjerborster. Hjælpekroge mangle. Snabelen er afstumpet og kort som hos
en Caligus; andet Kjæbefodpar har et tykt Grundled med en fremspringende Knude eller
saakaldet »Tommel«. En Gaffel er ogsaa tilstede. Første Fodpar forholder sig som hos
Euryphorus og Trebius; de tre følgende ere alle udstyrede med 2 veludviklede, toleddede,
med talrige Fjerborster***) forsynede Grene, den ydre Gren tillige som sædvanligt med en

*) Artens Fasthæftelse i lange og tætstillede Rader til Gjællehulens Bagvæg lader os formode, at denne
Form af »Monoculus« allerede af Isert blev iagttaget paa en »Bonite«, fanget paa Reisen til Guinea.
Isert: Reise nach Guinea S. 14—15. (1788).

De enkelte Lokaliteter ere: 8° 44' NBr.; 27° 53! NBr. og 25° 3'VL.; 22° 4'NBr. og 249240! VL.;
23° 47! NBr. og 24° 31'VL.; 10° 22' NBr. og 21° 16' VL.;:20° NBr. og 36° VL.; 28° NBr. og 21° VL.
Første Fodpar har paa den ydre Gren 4, paa den indre 3 Borster;

andet — — 6+1, — 8+1—

tredie — — 5 +1, — 5 +1 —

fjerde — — 5—+t1, — 5 +1 —

x

=)

369

Række afPigge i Randen; i Henseende til Midtstykkets Udvikling paa de forskjellige Fodpar
er ogsaa den sædvanlige Regel, der gjælder for alle Caligini og Pandarini, overholdt. Et
Rudiment af et femte Fodpar sees omtrent midt paa Kjønsringens Siderande.

I Modsætning til den foregaaende udmærker Pandarinernes Gruppe sig ved sit
lange og spidse Næb eller Snabel og derved, at første Fodpars Grene ere ligeligt udvik-
lede — idetmindste hos alle os bekjendte Former. Der finder her aldrig nogen Sammen-
voxning Sted mellem Skjoldet og de to første Bagkropsringe, der bære andet og tredie
Fodpar; disse Ringe ere altsaa forsaavidt altid frie, selv om de underliden ere sammenvoxne
indbyrdes. Hunnerne have altid fra 1 til 3 Par Rygblade, som udgaae fra Bagkroppens Ringe ;
Hannerne kunne derimod mangle dem, og dette Forhold kan derfor ikke benyttes til at
charakterisere Gruppen i Almindelighed. Desuden kunne Hunnerne have mindre Rygblade
udgaaende fra Halepartiet. Gjennem den hele Gruppe — men saavidt hidtil vides. kun
hos Hunnerne, naar man seer bort fra de to Slægter Cecrops og Læmargus (Cecropidæ
Dana) — gaaer der en vis Tilbøielighed til at omdanne Fødderne, saaledes at dé enten
blive aldeles rudimentære eller omdannes til bladagtige, bløde, børsteløse Plader, der
maaskee træde direkte i Aandedrættets Tjeneste; undertiden er dette dog ikke Tilfældet
med noget af Fodparrene (f. Ex. hos Hunnen af Nogagus paradoxus), oftere kun med det
sidste (Dinematura-Hunnerne), men hos andre Former mere eller mindre med dem alle.
Kjønsringen har hos de fleste Hunner et meget betydeligt Omfang og Æggetraadene ofte
en langt større Længde end hos Caliginerne. Med Undtagelse af Cecropiderne ere alle
Pandariner hidtil fundne paa Haier, forsaavidt det overhovedet er bleven optegnet, paa
hvilke Fiske de ere fundne, og forsaavidt som de ikke ere fundne svømmende frit i Vandet,
hvilket rimeligvis er Tilfældet med flere af Hanformerne.

Et meget beklageligt Hul i Kundskaben om denne Gruppe er det, at man — naar vi
ikke medtage Cecropiderne, — kun kjender begge Kjøn af en eneste Art, nemlig af den

saakaldte Nogagus paradoxus (Otto). Af alle de andre beskrevne Artsformer kjender man
enten kun Hannen eller kun Hunnen”), og Forholdet stiller sig saaledes, at af de i Milne
Edwards »Histoire des Crustacés« opførte Slægter omfatte de 3, nemlig Dinemura, Phyllophorus
og Pandarus, hvortil dog endnu komme de senere opstillede Slægter Gangliopus og Lepidopus,
kun Hunner, Nogagus samt Specilligus Dana kun Hanner, naar undtages N. paradoæus,
som kun hypothetisk henføres til Slægten. Vi see os desværre ikke i Stand til at udfylde
dette Hul, men kunne dog ikke undlade at opkaste og drøfte det Spørgsmaal: mon ikke

*) Vi skulle i det følgende gjøre Rede for de Tilfælde, hvor det Modsatte angives, og vise, at de neppe
kunne bestaae en Kritik.
Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem, Afd. 5 Bd. 47

370

de i Nogagus-Slægten sammenstillede Former skulde være Hannerne netop til de Hunformer,
der henføres til de ovennævnte 5 Slægter? Man vil nemlig finde, at alle saakaldte Nogager —
selvfølgelig med Fradrag af N. paradoxus (9) — ere regelmæssigt udviklede Former med fire
vel udviklede Par Svømmefødder, hvorimod Hunformerne faae deres særlige charakteristiske
Præg ved Udvikling af Rygblade, ved en stærk og abnorm Udvikling af Kjønsringen og ved
Føddernes mere eller mindre fuldstændige Omdannelse. Og fastholder man, at der gjennem
de parasitiske Copepoders Formrække i Almindelighed gaaer en lignende, om end ikke
altid saa stærkt udpræget, Kjønsforskjel, saaledes at Hunnerne ere de mere ubevægelige og
stillesiddende, Hannerne de mere livlige og frit bevægelige, synes der virkelig ikke fra
denne Side at kunne indvendes noget imod at betragte Nogagus- Arterne som Hannerne
ikke alene til Dyr, der ligne N. parodoæus (2), men ogsaa til Hunnerne i Dinematura-,
Pandarus- og de andre ovennævnte Slægter. Imidlertid skulle vi ikke nægte, at der ellers
endnu pleier at være en vis habituel Lighed mellem Han og Hun, selv hos Former, hvor
de to Kjøn i andre Henseender ere meget forskjellige, som f. Ex. hos Euryphorus, Cecrops,
Læmargus, Lernanthropus, —en Lighed, der maaskee nærmest skyldes en vis Overensstemmelse
i Hudskelettets Uddannelse, men som her i de fleste Tilfælde vilde savnes. Naar man f. Ex.
gjentagne Gange har fundet Pandarus Cranchi (2) sammen med Nogagus Latreilü (6),
og dog endnu er ude af Stand til at paavise andre mere tilsvarende Kjønsformer til disse
to formentlige Arter, ligger det nær at see den samme Art i dem begge, hvor forskjellige de
end maatte være forresten; men skjøndt dette ikke er det eneste Tilfælde, hvor Overens-
stemmelsen i de respektive Formers Forekomst kunde synes at tale for deres specifiske
Identitet, maa man dog paa Sagens nuværende Standpunkt indskrænke sig til at henstille
dette Punkt til nærmere Undersøgelse. Endnu maa man opføre alle Hanformer som Arter af
Nogagus, Hunformerne som Arter af Dinematura, Pandarus 0. s. v., saalenge ikke direkt
lagttagelse bringer Spørgsmaalet til Afgjorelse.

VII. Om Caligus productus 0. Fr. Müller og Slægten
Dinematura Latreille.

Som bekjendt beskrev ©. Fr. Müller i sit Værk »Entomostraca seu Insecta testacea,
qua ete.« (1785), 2 Arter af snyltende Copepoder, den »korte« og den”»lange Fiskelus«,
Caligus curtus og C. productus. Denne sidste, der senere blev Typus for den afLatreille‘)
opstillede Slægt Dinemura (eller Dinematura, hvortil Burmeister vistnok med Rette har
ændret det), er uheldigvis aldrig senere bleven -gjenkjendt af nogen Zoolog, og derved er

*) I 2den Udg. afCuviers vrègne animale t.4 p. 197. Med Hensyn til det Historiske, Slægten vedkom-
mende, henvise vi iøvrigt til Burmeisters (paa nedenanforte Sted) og Krøyers (Naturhist. Tidsskr.
2det Bind p. 45 og følg.) Bemærkninger derom.

der opkommet en Usikkerhed og en Forvirring, der truer med at blive saa indviklet og
haardnakket, at vi maatte ansee det for vor Pligt at bidrage vort til at løse Knuden, da
Tilfældet havde sat os istand til, som vi mene, at erkjende den Müllerske Art og til at

udrede dens Synonymi.

Dinematura producta er allerede beskreven og afbildet ikke mindre end fem Gange;
første Gang 1780 af Herbst i »Schriften der Berlinischen Gesellschaft naturforschender
Freunde«, første Bind, i en Afhandling »Beschreibung einer sehr sonderbaren Seelaus vom
Hemorfische« p. 56—67; Kobbertavlen (Tab. Ill) giver en efter Tidens Leilighed ikke
daarlig og temmelig detailleret Fremstilling af Dyret. Herbst havde sine Individer fra
Pastor Chemnitz her i Kjøbenhavn, og denne havde dem atter fra Færøerne med den
Oplysning, at de havde siddet paa Halen af et Individ, »tre Alen langt og tykt som en
Sæk, afFisken Hemor«, hvilken beskrives som »en meget stor Rovfisk med meget skarpe
Tænder, som kun sjelden bliver fanget, fordi den bider Snorene over«. Det færøiske
»Hæmar« er aabenbart det bekjendte nordiske »Haamær«, hvormed flere Hai-Arter betegnes,
men som dog, efter hvad Hr. Sysselmand Muller i Thorshavn har meddelt os, paa Færøerne
ikke bruges om Havkalen (Haaskjerdingen), men om en mindre Hai- Art, hvori han med
Sikkerhed troede at gjenkjende vor Sildehai (Zamna cornubica). Universitetets zoologiske
Museum har nu ogsaa virkelig faaet flere Exemplarer (Hunner) af denne Fiskelus netop
fra Færøerne, og Indsenderen af disse, Hr. Sysselmand Müller, har paa senere
Forespørgsel bestemt erklæret, at han var overbevist om, at de netop vare tagne af den
saakalte »Hæmar« eller »Haamær« og ikke af Havkalen. Universitetets physiologiske Museum
besidder endvidere en særdeles smuk Gruppe af Hunner af Dinematura producta, siddende
tæt sammen paa et Stykke Skind af en Hai; dette angives vel paa Etiketten at være af
Scymnus glacialis, altsaa af Havkalen eller Haaskjærdingen, men Skjællenes Form viser,
at dette er urigtigt, Da en Zamna cornubica, som var fanget i Øresundet, for kort Tid
siden blev forevist her i Byen og kjøbt til Universitetets zoologiske Museum, fik vi Leilighed
til at overbevise os om, at det omtalte Stykke Haiskind virkelig har tilhørt just denne Art
og paa hvilken Del af Kroppen det er taget. Fisken bar talrige Spor af Fiskelus, men dengang
den blev forevist her i Byen, var der kun eet Individ paa den, og dette var netop en Dine-
matura producta*). Af denne Art have vi endelig ogsaa havt Leilighed til at undersoge et
Stykke, som Hr. Intendant Malm selv har taget paa en Lamna cornubica.

O. F. Muller angiver ikke, hvorfra han havde sit Exemplar, men da hans
Bog kun er 5 Aar yngre end Herbsts Afhandling, forekommer det os meget rimeligt,
at det hidrorte fra den samme færoiske Sending. Müllers Afbildninger og hele Frem-
stilling er mindre tilfredsstillende end Herbsts; han angiver kun, at Arten først var

”) Vi skylde Hr. Justitsraad Olrik, der havde Leilighed til at undersøge Fisken førend nogen af os,
at Museet kom i Besiddelse af dette Individ. i
47°

372

fundet paa en Hai, »hvoraf Navnet Femorlaus«, og senere paa Laxen, hvilken sidste
urigtige Angivelse hidrører derfra, at Müller til sin Caligus productus ogsaa henforte
Binoculus salmoneus Fabr. (Caligus salmonis Kr.) paa Grund af Fabricii Udtryk: cauda

tretraphylla.

Under Navn af Pandarus Lamnæ træder den os igjen imøde i en Række af Be-
skrivelser af brittiske Dyr (Illustrations in British Zoology), som Johnston meddelte 1835
i Loudons »Magazine af natural history« (vol. VIII p. 203). Johnstons Exemplarer vare
tagne af en »Beaumaris Shark« (»Lamna monensis«*) i Berwick Bay. Under Navn af Dine-
moura Lamnæ har Baird optaget den i sin »Natural history of the British Entomostraca«
(Ray Society 1850) p. 286, tab. 33 f. 6—7. Han har erkjendt, at det var Herbsts »Seelaus
vom Hemorfische«, men uden at dette, mærkeligt nok, har ledet ham til at erkjende, al
det var Müllers Ca/igus productus, som han havde for sig. Baird anfører ikke noget
andet Fund af denne Snyltekrebs end det Johnstonske, og det lader ikke til, at han har
havt Leilighed til at undersøge denne Forfatters Exemplarer; han synes blot at have ost
af Johnstons Beskrivelse og at have indskrenket sig til at give en forbedret Copi af

hans Tresnitsfigur.

Endelig har van Beneden i 1857 beskrevet og afbildet det samme Dyr under et
tredie Navn, nemlig som Dinemoura elongata, i en lille Afhandling »sur un nouveau
Dinemoure provenant du Scymnus glacialis« i »Bulletin de l'académie royale de Belgique
1857« p. 226 c. tab: Forsaavidt man skulde være tilboielig til at troe, at han havde
havt en anden Art for sig, er det af Vigtighed at vide, at van Beneden havde faaet sine
Exemplarer af Etatsraad Eschricht og at de ere tagne af det ovenfor omtalte færøiske Hud-
stykke, fra hvis urigtige Etikettering, som værende af Scymnus glacialis, den anførte
urigtige Angivelse i Afhandlingens Overskrift hidrører””).

*) Saavel engelske som skandinaviske Ichthyologer antage, at Lamna monensis og cornubica ikke ere
forskjellige Arter, og der foreligger neppe gyldige Grunde til at forfægte en modsat Mening.
™) Det lønner sig ikke at indlade sig paa en speciel Kritik af Herbsts og Müllers Fremstillinger af
dette Dyr, men da de begge stemme overens deri, at de lade Skjoldets Underside være inddelt ved
Tverlinier i 3 Felter og afbilde en Knap eller Knude foran Snabelens Grund, tæt ved Skjoldets
Rand, maae vi dog udtrykkelig bemærke, at vi intet saadant have forefundet. Halens Underflade er
ufuldkomment fremstillet hos dem begge, og Mullers Fremstilling af Svømmefødderne er endnu
mere forvirret end Herbsts. Vi finde Professor Krøyers Formodning (Naturh. Tidsskr. 2det Bd.
p. 47 i Noten), at Müller har havt et tørret Exemplar i en kjebenhavnsk Insektsamling for sig,
meget rimelig, men begribe ikke ret, hvorledes Krøyer er kommet til det Resultat, »at det er
fordi Müller har misforstaaet Fabricius, at han henregner dette Dyr til den nordiske Faunas,
da jo Herbstes Exemplar udtrykkeligt var angivet at være fra Færøerne.
Vi ville heller ikke opholde os ved Johnstons Fremstilling, uagtet den i enkelte Punkter
(navnlig i hvad der angaaer Skjoldets Bygning og de i dets bageste Indsnit optagne Kropringe) er
unoiagtig, da vi dog ikke nære nogen Tvivl om Identiteten med den foreliggende Form. Van

373

Hvad der noget kan tale til Undskyldning for van Beneden, naar han har troet
at erkjende en ny Art i de ham af Etatsraad Eschricht overladte Dyr, er en forudgaaende
Feiltagelse af Dr. Gerstäcker, som i en Afhandling: »Ueber eine neue und eine weniger

gekannte Siphonostomen-Gattung« i »Archiv für Naturgeschichte XIX Jahrg.« p. 63 tab. 4

beskrev og afbildede under Navn af Nogagus productus — fordi han nemlig deri troede at
gjenkjende Müllers Caligus productus — den Art og sandsynligvis endogsaa de selv

samme Exemplarer af denne, som i sin Tid have afgivet Materiale til Opstillingen af Ottos
Caligus heptapus*), senere af samme Forfatter omdøbt til Caligus paradoxus”), og af
Nordmanns Binoculus sexsetaceus***). Hildet i denne Feiltagelse troer Dr. Gerstäcker
derfor at kunne bebreide Milne Edwards, at han har optaget Caligus productus i Slægten
Dinematura, »med hvilken den kun har en fjern Lighed.« Hr. Gerstäcker har her ikke
været ret heldig; hans Nogagus productus er ikke den Müllerske Caligus productus og
maa altsaa beholde Navnet Nogagus+) paradowus (Otto), hvis man ikke vil gaae tilbage til
det Artsnavn, hvorunder den oprindelig er opstillet; og skjøndt den ærede Forfatter paa
flere Steder udtaler sig med megen Bestemthed om Identiteten af de omhandlede Former,
burde dog Millers Fremstilling af det sidste Fodpar have overbevist ham om det Mod-
satte. En anden Sag er det, at Caligus productus Mill. heller ikke godt kan blive staaende
i Slægt med de Edwardske Dinemurer (Zehthrogaleus nod.), hvorom mere siden; men da
Latreille, som har opstillet Slægten Dinemura, netop har opstillet den paa Caligus productus,
er det dog virkelig ubilligt at bebreide Milne Edwards, at han undte denne Art Plads
indenfor Slægten. Ligesaalidt har Prof. Krøyer havt Uret i — hvilket Gerstäcker ogsaa
yttrer — at henføre den af ham opdagede nye Art (D. ferox) til Slægten Dinematura, da
D. ferox Kr. netop er den eneste af de andre hidtil beskrevne, saakaldte Dinematurer, der

Benedens er i mange Henseender mangelfuld, og dens Overfladiskhed røber sig strax, naar han
fortæller, at Caligus productus tjente som Typus for Rafinesques Slægt Dinemurus, der, som
bekjendt, Intet har med Latreilles at gjøre. Ufuldkomnest er hans Fremstilling af Skjoldet og de
frie Bagkropsringe, om hvis virkelige Forhold hans Figur ikke giver den fjerneste Forestilling. Det
underste af de tre Haledækblade omtales ikke i Beskrivelsen, skjøndt det afbildes; Fremstillingen af
Haleleddenes Sidevinger er meget uklar og »at Kjønsringen (»abdomen«) ikke er videre skarpt adskilt
fra den Ring, der bærer Rygbladene«, er en meget feilagtig Angivelse.

*) Conspectus animalium quorundam maritimorum nondum editorum etc. pars I. (1821) p. 15 (Citeret
efter Burmeister 1. c.)

”) Beschreibung einiger neuen in den Jahren 1818 und 1819 im mittellåndischen Meere gefundenen
Krustaceen. Nova Acta Acad. Gas. Leop. Carol. Nat. Cur. vol. XIV p. 352, tab. XXII f. 5—6.

””) Mikrographische Beiträge zur Naturgeschichte der wirbellosen Thiere, 2tes Heft (1832) p. 32.

+) Herved er dog at bemærke, at Typus for Slægten Nogagus er N. Latreillii, af hvilken kun Hannen
er bekjendt, og saalænge dennes Hunform er ubekjendt, har man ingen Vished for, at ©. paradorus
kan faae Plads i samme Slægt som den, ja dette er ikke engang sandsynligt. Selv om Slægtsnavnet
Nogagus blev ledigt ved at alle Arterne som Hanformer fordeltes til de andre paa Hunnerne op-
stillede Slægter, vilde det være urigtigt, at overføre det paa Caligus paradozus Otto (d 2); det
rigtigste vil være at danne en ny Slægt for denne Form.

374

virkelig staaer Slægtens typiske Art /D. producta) saa nær, at der kan siges at være et
sandt Slægtsfælledsskab imellem dem.

Dinematura producta (%i/.), Tab. ‘VII fig. 13, har altsaa følgende Synonymer:

1780. Ein sehr sonderbarer Seelaus vom Hemorfisch: Herbst, Schriften d. Berlin. Ge-
sellsch. nat. Fr. I p. 56 tab. 3.

1785. Caligus productus Miller: Entomostraca, p. 132 tab. XXI fig. 3—4.

1835. Pandarus Lamnæ Johnston: Magaz. nat. hist. VIII p. 203 (med Træsnit).

1850. Dinemoura Lamne Baird: British Entomostraca p. 286 tab. 33 f. 7.

1857. Dinemoura elongata van Beneden: Bulletin de Brux. 1857, p. 226 c. tab.

Opholdssted: Den er iagttaget to eller tre Gange ved Færøerne, et Par Gange i
Kattegattet samt en Gang ved Storbrittaniens Kyst (Berwick Bay), altid paa Huden af
Lamna cornubica. Paa det af os undersøgte Exemplar af denne Fisk fandtes Mærkerne af
den i et Bælte midt ned ad Ryggen fra den bageste Rygfinne til Halefinnen.

Størrelse: c.21™™ lang, naar de overordentlig lange Æggetraade ikke medregnes.

Hannen er ubekjendt.

Beskrivelse af Hunnen. Forkroppens Skjold er tyndt, hvælvet og halvmaane-
dannet; fortil og bagtil begrændses det af næsten lige Linier; dog er Pandepladernes
Adskillelse antydet ved et lille Indsnit i Midten, og Bagranden viser sig ved nærmere
Eftersyn at være svagt bugtet. Ved 2 noget uregelmæssige Lengdelinier deles Skjoldet i
3 Felter: et midterste, hvis forreste Del indtil Pandepladerne indtages af en stor, mørke-
brun, nogenlunde firkantet, men dog i sit Omrids noget uregelmæssig Plet”), og to Side-
stykker, der forlænge sig bagud, saa at de næsten give Skjoldet Form af en Halvmaane eller
Hestesko, og naae næsten helt hen til de store Rygblade paa den sidste Bagkropsring.
Disse Forlængelser begrændse mellem sig et nogenlunde firkantet Rum, som optages af
de to frie, hverken indbyrdes eller med Skjoldet sammenvoxne Bagkropsringe, som bære
det andet og tredie Par Svømmefødder. Fra den forreste Del af de samme Forlængelsers
indre Rand hæver sig en ganske lille tynd øreformig Plade, og en lignende sidder tæt
derved paa Skjoldets Bagrand. Skjoldets Længde, maalt fra Pandepladernes forreste Rand
til den Linie, der vilde forbinde Spidserne af dets Sideforlængelser, er omtrent lig med
dets Brede; det omgives, naar Bagranden undtages, af en tynd hindeagtig Bremme, der

*) I denne mørke Plet kan man undertiden igjen skjelne 2 mørkere Pletter, der have den paa vor
Afbildning antydede Plads, og foran dem 2 smaa hvide Pletter. Det er temmelig vilkaarligt, at van
Beneden beskriver denne Plet, der for ham har vist sig som en Doppeltplet, som Øinene, men
det er nok muligt, at den er det sidste Spor af de sandsynligvis paa dette Livsstadium forsvundne
Øine.

375
fortil erstattes af Pandepladerne. Af de frie Bagkropsringe har den forreste to skraat
bagudgaaende, korte Sideforlengelser, der bagtil ere kantede med en temmelig bred
Bremmehinde*); den Del af deres Siderande, som vender mod Bugsiden, er opsvulmet,
mørkebrun og glat**) Den anden er kun ved en tynd Stilk forbunden med den tredie,
som bærer de to Rygblade og det fjerde, temmelig store, men ikke til Svømning uddannede
Fodpar. Rygbladene ere læderagtige, fortil lige afskaarne, bagtil afrundede, men kunne
forresten variere noget i Formen. De dække omtrent en Fjerdedel af Kjønsringen, hvis
Brede omtrent er en Trediedel af dens Længde og omtrent lig med Skjoldets midterste
Felts; den er tyk og viser saavel foroven som forneden to Længdefurer, der ligesom dele
den i tre Partier, og den ender bagtil med to afrundede Forlængelser, som mellem sig
begrændse et Indsnit, hvori Halen er fæstet; ovenfra seer man tre smaa aflange Hale-
dækblade, af hvilke de to dække det tredie, rage halvt udenfor Kjønsringens Indsnit; vendes
Dyret om, seer man, at Halen desuden har to Par vingeagtige Sideforlængelser, af hvilke
det første Par er langt og bladformigt***), det andet derimod kort, samt to kjødfulde Hale-
blade, udstyrede med fire temmelig korte Børster, den ene anbragt lidt foran de andre;
under stærk Forstørrelse vise de sig delvis haarede (fjerformede). Der findes altsaa ikke
mindre end syv bladagtige Dele paa denne Dinematura-Arts Hale, foruden det andet Par
korte Sidevinger, der ikke egentlig kunne kaldes bladagtige. Æggetraadene udgaae som
sædvanlig fra Grændsen mellem Halen og Kjønsringen og have en meget betydelig Længde,
der overgaaer Kroppens flere Gange.

Skjoldets Underflade fremviser mellem det korte, paa sædvanlig Maade med
haarede Pigge besatte første Følerpar og det andet anseelige krogformede Følerpar to ovale
mørkebrune og glatte Knuder paa hver Side), og et tredie mindre Par har sin Plads paa
selve andet Følerpars Grundled. Det syldannede Næb og det ved dets Sider stillede
treleddede Palpe- eller Kjæbepar forekomme os iøvrigt ikke at frembyde noget særdeles
mærkeligt; et andet og finere Palpepar have vi ikke iagttaget. Første Kjæbefodpar er
som sædvanligt spinkelt og kroget og ender med en lang, krum, ru, næsten krogformig
Finger, ved hvis Grund der omtrent under en ret Vinkel udgaaer en kortere og svagere
krummet, med fine Fremstaaenheder besat Forlængelse; mellem begge disse »Fingre«
sidder en Haardusk paa en lille Vorte. Andet Kjæbefodpars Grunddel er udviklet paa
lignende Maade som hos Pandarus; dets Endedel danner en lille Haand, der forsaavidt

*) I denne Bremmehinde maa man udentvivl see et Analogon til det hos andre Pandariner forekom-
mende første Par Rygblade.

En ganske lignende Dannelse som hos Pandarus (See det Følgende).

Det svarer til de store og brede Halevinger hos Lemargus muricatus 2 og hos Huryphorus.
Mærkeligt nok finder man ikke alene i ældre, men ogsaa i nyere Beskrivelser af den her omhandlede
Art saavelsom af D. ferox og Nogagus paradoxus disse Knuder med større eller mindre Bestemthed
betragtede som Oine.

376

er fuldkomnere og mere Caligus-aglig, som Griberedskabet dannes af en indleddet Klo,
der modsættes en flad Forlængelse, Fra Grunddelens øverste Ende, indenfor første Kjæbe-
fodpars Grund, udspringer der en mørkebrun, lancetdannet Proces”), der vistnok er analog
med den Dannelse, som vi hos Caliginerne af Mangel paa bedre Navn have betegnet som
Palpen. Første Fodpar er ikke stort og noget uregelmæssigt udviklet, men minder om
Pandarus-Slægtens; det er togrenet og toleddet og har paa Grundleddet og den indre Gren
tre Knuder paa hver Fod; en lignende Knude findes paa Grundleddet af andet Fodpar, der er
stort og vel udviklet og har to treleddede, rigeligt med Fjerborster**) udstyrede Grene; samme
Bygning har ogsaa det tredie Par, og som sædvanligt er Midtstykket og Grundstykkerñe
stærkest udviklede paa dette Fodpar. Mellem første og andet Fodpar er der en stor
Fremstaaenhed eller Dobbeltknude””) i Midtlinien. Fjerde Fodpar er meget stort, men
af en fra de andre meget afvigende Form; det er tykt og blødt ligesom Halebladene og
bestaaer af et Grundstykke, der paa begge Sider udvider sig i en rund Lap, af hvilke
den ydre er foldet sammen paa langs, samt af to Blade, der naae omtrent Halvveien ned
til Halens Udspring, og af hvilke det ydre endnu viser Spor til enkelte meget korte Pigge
i Randen.

Vi have allerede anført, at Dinematura ferox Kr. (Tab. VII fig. 14) er den eneste
hidtil bekjendte Art, med hvilken D. producta kan sammenstilles; deres almindelige Over-
ensstemmelse i Bygning og Udseende vil fremgaae af de dette Arbeide ledsagende Afbild-
ninger, og vi kunne derfor indskrænke os til at udhæve, at 1) D. ferox er meget større
(c. 36mm) og at 2) dens fjerde Fodpar er forholdsvis meget større og naaer næsten til
Halens Udspring, hvorimod 3) dens første Par Halevinger er mindre udviklet og ikke
forlænger sig i Form af et Par store Blade, og 4) at de tre Haledækblade ere kortere end
hos D. producta og kun rage lidt udenfor Kjønsringens Indsnit. I det Hele findes de
samme Knuder paa Underfladen af Skjoldet og paa Bagkropsfødderne, som vi have beskrevet
hos D. producta, naar undtages det paa dennes andet Følerpars Grundled forekommende og det
mellemste af første Fodpars tre Knudepar. Andet Kjæbefodpar har hos D. ferox en lignende
Bygning som hos D. producta, men med mere udviklede Knuder og en større Endekrog. Dobbelt-
knuden mellem første og andet Fodpar danner her ligesom en lav Piedestal, saa stærkt træder
den frem. Skjoldet og de efter detle folgende Bagkropsringe frembyde neppe nogen væsentlig
Forskjel, naar undtages, at de to smaae »Ører« i hvert af Skjoldets Inderhjørner hos 2. ferox

*) I Beskrivelsen af D. ferox betegner Krøyer den som det andet Par Famlere.

") Første Fodpars ydre Gren har 3 Fjerbørster, den indre 3;
andet = = 5+1-++ 1, den indre 6 +2-+1;
tredie = = 5+1-+1, den indre 4 + 2.

"") Da Caligineines Gaffel sidder foran første Fodpar , gaaer det ikke an dermed at parallelisere denne
ligeledes hos Pandarus antydede Dannelse. Den er paa Figurerne betegnet med f'.

ere forenede til et Dobbeltøre. Til Øine have vi ikke fundet noget Spor. Hygbladenes
Størrelse og Form er den samme, forsaavidt de ikke undtagelsesvis ere rudimentært udvik-
lede. Forresten skulle vi til Prof. Krøyers omhyggelige Beskrivelse af D. ferow*) kun
foie, at han urigtigen har anseet sit Exemplar for en Han, og at han har miskjendt Ægge-
traadenes Betydning. Arten er fra Grønland”) og lever paa Havkalen (Scymnus microcepha-
lus), hvilken Underretning vi skylde Hr. Kolonibestyrer Rudolph, der ligesom Hr. Han-
delsbestyrer Einar Hansen har nedsendt Exemplarer til Universitetsmuseet.

Den store Lighed, som der er mellem disse to Dinematura-Arter og Nogagus
paradoxus (Otto), kunde fremkalde den Formodning, at Æggetraadene ogsaa hos hine have været
ophængte i en tredobbelt Løkke; vel vise de foreliggende Exemplarer nu ikke Spor dertil,
men vi troe at mindes, at det var Tilfældet med nogle af Museets Exemplarer af D. ferox
i den første Tid efter deres Ankomst hertil; desværre forsømte vi dengang at undersøge
Forholdet nærmere, og det er ikke umuligt, at Spirtussen senere kan have opløst det
Æggetraadene oprindelig forbindende Stof. Det er i det Hele ikke uvigtigt at sammenholde
vore Dinematurer med Hunnen af Nogagus paradoxus; de stemme overeens, synes det, i
alle vesenlige Forhold, med Undtagelse af, at det fjerde Fodpar hos N. paradoxus ikke
har den for Dinematurerne charakteristiske Form, men er et regelmæssigt Svømmefodpar
ligesom de foregaaende, og at Halen mangler det første Led samt dettes Side-
vinger; at alle Svømmefodpar baade af Gerståcker og Otto fremstilles med toleddede
Grene***), tor vi ikke tillægge saamegen Vægt, da Artikulationerne ogsaa hos D. feroæ ofte
ere meget utydelige, og en af dem derfor let kunde forsvinde aldeles hos en nærstaaende
Form. Da man nu heldigvis kjender Hannen af Ottos Caligus paradoæus, maatte det synes
muligt at slutte tilbage fra denne og saaledes at konstruere sig Dinematura-Hannens
almindelige Bygning og Udseende; den vil sandsynligvis afvige fra Hunnerne ved en ringere
Størrelse, ved en svagere Udvikling af Kjønsringen og ved at mangle saavel Haledækbladene
og Halevingerné som de egentlige Rygblade; Halebladene ville sandsynligvis være mere
normalt uddannede end hos Hunnen, og det fjerde Fodpar vil rimeligvis) være et normalt
Svømmefodpar som de foregaaende, men det vil maaskee kun have uleddede Grene, saaledes
som Tilfældet er med flere Nogagus-Arter, hvorimod de hos Nogagus paradoxus å ere

*) Naturh. Tidsskrift Bd. II S. 40 fig.

") Ogsaa nævnt i de naturhistoriske Tillæg til Rinks Beskrivelse af Grønland.

”) Gerstäckers Afbildninger ere aabenbart ikke udtømmende, men de og Ottos supplere dog nogen-
lunde hinanden.

+) Som et mere livligt, mere fritsvømmende Væsen behøver Hannen uden Tvivl ligesaalidt denne
Omdannelse af et Fodpar til »Respirationsblade«, som den behøver hinc Udviklinger af Hudblade paa
Ryggen, der vel tildels have samme fysiologiske Formaal. Maaskee kan den heller ikke godt und-
være et Fodpar til sin Stedbevægelse. Vist er det, at man, naar Cecropiderne undtages, ikke kjender
nogen Pandarin-Han, som har det fjerde eller noget andet Fodpar omdannet til »Respirations-
blade«.

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem, Afd. 5 Bd. 48

378

toleddede; kort sagt, den vil formodenligt kunne gaae aldeles ind under Slægten Nogagus,
saaledes som denne f. Ex. er defineret hos Milne Edwards. Vi skulle siden undersøge,
om der blandt de i det følgende beskrevne Nogagus- Årter (Hanner) er nogen, der kunde
ansees for at høre til Slægten Dinematura, og have her endnu kun at fjerne en tilsyne-
ladende Indvending mod vor Gisning om Dinematura-Hannens sandsynlige Bygning og
Udseende, nemlig den, at man jo af »Dinematura alata M. Edv.« kjender baade Hannen
og Hunnen, og at de ikke frembyde Forskjelligheder af saa gjennemgribende Betydning,
som her blev forudsat, men kun afvige i meget underordnede Forhold. Men dette beroer
vistnok paa en Feiltagelse; vi kunne aldeles ikke antage, at de Former, som Milne Ed-
wards*) betegner som Han og Hun af D. alata, virkelig staae i det angivne Forhold til
hinanden; det vilde stride mod al Analogi at antage, at Kjonsforskjellen hos nogen Art af
Pandarinernes Gruppe skulde vere indskrænket til saa uvæsentlige Forhold som de af M.
Edwards anførte. De ere udentvivl begge Hunner, hvad enten de nu have tilhørt for-
skjellige Arter, eller Arten frembyder smaa individuelle Variationer i Henseende til Ryg-
bladenes og Halebladenes Form, i Henseende til Dybden af Kjonsringens Indsnit o. s. v.
Dertil kommer endnu, at D. alata, som vi ret strax skulle vise, i Virkeligheden ikke er
nogen Dinematura, men horer til en Slegt, der i Grunden staaer de typiske Dinematurer
fjernere end disse staae Nog. paradoxus (2).

14. Dinematura latifolia Sip. & Ltk. (9).
(Tab. VIII fig. 16.)

Efterat det foranstaaende Afsnit af denne Afhandling var udarbeidet, var Museet
saa heldigt fra Hr. Captain Hygom at modtage en Oxyrhina glauca Mill. Henl, (eller i
alt Fald en denne Hai overmaade nerstaaende Art), taget paa 27° NB. og 23° VL., samt en
paa denne siddende ny, virkelig Dinematura-Art, der vel stemmer med Slægtens to ældre
Arter i alle Hovedforhold, men har en forholdsvis bredere og kortere Legemsform end
nogen af disse, hvormed det da synes at folge ganske naturligt, at ogsaa adskillige andre
Dele antage en bredere Form.

Dyret har en Længde af 12mm, hvoraf Kjonsringen samt tredie Bagkropsring ikke
udgjore meget over Halvdelen; Skjoldet har en Brede af 7™™, og er saaledes ikke lidet bredere
end langt; lidt foran Midten af dets Midtfelt sees to ovale sorte Øine; den indre Rand
af Sidestykkernes Forlengelser er lidt ophoiet. Forste og anden Bagkropsring forholde
sig som hos de to andre Arter; den bageste af dem har to fremtredende Spidser paa sin
Bagrand. Rygbladene ere meget brede og rage paa Siderne langt ud over Kjonsringen;

*) Annales des sciences naturelles, t. 28 p. 80—86, pl. 8 fig. 1 (2), 2 (à), hist. d. Crust. III p. 465.
De »hornagtige Vedhænge, som Milne Edwards fandt paa Kjonsringens Underside, vare uden Tvivl
Spermatoforerne. See Ottos, Nordmanns og Gerstäckers Beskrivelser af Nogagus paradoxus
og vore Bemærkninger om Æchthrogaleus coleoptratus i det Følgende.

379

deres Bagrand beskriver en skjæv Bugt, da de inde ved Dyrets Midtlinie ere endel
længere end udadtil ved Siderne. Kjønsringen er langstrakt, men forholdsvis mindre lang
end hos D. ferox og D. producta, og indskaaren bagtil; et bredt Halerygblad og to smalle,
som tilsammen ikke ere bredere end hint, der dækkes af dem, ei heller længere, rage halvt ud
af dette Indsnit. Bagved første Følerpar sees en lille og en stor Pude eller Knude paa hver Side,
og ved Grunden af andet Følerpar en tredie; en meget stor aflang Pude indtager Rummet
mellem første og andet Fodpars Midtstykker; den brede omboiede Rand af første Bagkrops-
ring danner endnu et fjerde Par, og andet Kjæbefodpars Grunddel er endelig fortil udstyret
med en lignende bred Pude”). Tredie Fodpars Grene ere meget smaa; hver Fod af fjerde
Par bestaaer af fire Blade, af hvilke de to tilhøre Grundstykket, medens de to andre, som
endnu vise Spor til korte Pigge, repræsentere Grenene. Halens første Vingepar er lidt
kortere end hos D. producta og Halebladene brede; de have et dybt Indsnit i deres ydre
Rand og fire korte Fjerborster foruden tre mindre Børster. Æggetraadene ere knap to Gange
saa lange som selve Dyret og ikke ophængte tredobbelt som hos Nogagus paradoxus.
Hudskelettet har samme halvbløde Beskaffenhed som hos de andre Dinematurer.

Naar man begrændser Slægten Dinematura til Arterne D. producta, D. ferox og
D. latifolia, kan man tildele den og dens Arter følgende Diagnoser:

Dinematura Zatr. (& Kröyer, non M. Edwards, nec Dana) dignoscitur (fæmina) cepha-
lothorace diviso; annulis abdominalibus liberis, elytris in duobus primis nullis, foliis dorsua-
libus annuli abdominalis tertii duobus mediocribus; annulo genitali elongato, postice inciso;
cauda brevi, biartieulata, articulis alatis, folia dorsualia tria gerente; foliolis caudalibus
haud tectis, mollibus, setis brevibus; pedibus abdominalibus primi paris ramis biarticulatis,
secundi tertiique ramis triarticulatis, setis plumosis copiose instructis, quarti maximis,
mollibus, foliaceis, haud articulatis, setis plumosis nullis. (Fila ovigera longa vel longissima).
(Mas ignotus, anne Nogagus?) Habitant in cute squalorum generum Scymni, Lamne et
Oxyrhine. Hue pertinent D. producta (Müll), D. ferox Kr. et species nostra nova, D. latifolia.

a) Corpore, elytris, ramis pedum quarti paris, foliisque caudalibus elongatis. Filis
ovigeris longissimis.

1. D. producta (Mill.), foliolis pedum quarti paris abdominis annulum genitalem dimidium
haud æquantibus, dorsualibus caude incisuram annuli genitalis dimidia parte superantibus,
alis caudalibus anterioribus longissimis foliaceis. In Lamna cornubica.

2. D. ferox Kr., foliolis pedum quarti paris annulum genitalem fere æquantibus, dorsua-
libus caudæ incisuram annuli genitalis parum superantibus, alis caudalibus anterioribus
minutis. Jn Scymno microcephalo.

*) Denne svarer saaledes til den Dannelse, som i det Foregaaende er bleven benævnet »Palpe« eller »Proces«.
En lignende Form har den hos Pandarus Oranchü,

48"

380

b) Corpore, elytris, ramis pedum quarti paris, foliisque caudalibus latioribus, minus
elongatis. Filis ovigeris minus longis.
3. D. latifolia nob., foliolis pedum quarti paris abdominis annulum genitalem dimidium
haud æquantibus, dorsualibus caudæ incisuram annuli genitalis dimidia parte superantibus,
alis caudalibus anterioribus elongatis, foliaceis. In Oxyrhina glauca.

VII. Slægten Echthrogaleus Sip. & Lik.og B. coleoptratus (Guerin.) 9)

Foruden de to nysomhandlede Arter omfattede Slægten Dinematura hidtil endnu
fire Arter, nemlig 1) D. alata Edw,, fra de indiske Have, afbildet i 28de Bd. af Annales des
sciences naturelles; 2) D. affinis Edw., fra Havet omkring Nyzeeland, afbildet i Atlasset til
histoire des Crustacés, tab. 38 f. 15—18; 3) D. coleoptrata Guerin, afbildet i denne Forfatters
Iconographie, men, saavidt os bekjendt, hidtil ikke beskrevet; 4) D. braccata Dana, Exploring
Expedition, p. 1370, tab. 95 f. 4, fra det stille Hav. Disse Arter staae hinanden meget ner og
fortjente at underkastes en comparativ Undersøgelse. Fra de ægte Dinematurer afvige de ved
følgende Forhold: 1) de to første frie Bagkropsringe ere indbyrdes sammenvoxne ; 2) Kjonsringen
er bred og flad, ikke lang og smal, og dybt indskaaren bagtil; 3) Rygbladene ere storre
og dække Kjonsringens halve Del; 4) Halen er uleddet, bærer kun eet Rygblad og er skjult
under Kjonsringen; 5) fjerde Fodpar er mindre og dets Grundled ikke vingeformigt udvik-
lede; 6) de tre første Fodpar fortjene ikke egenulig Navn af Svommefodder; dertil ere
Fjerborsterne for svagt udviklede.

Paa Grund af disse Forskjelligheder opstille vi Slægten Æchthrogaleus for disse
Arter; den er forsaavidt synonym med Dinematura, som den afMilne Edwards og Dana
givne Slegtscharakteristik kun passer paa Hehthrogaleus-Arterne og ikke paa de ægte Dine-
maturer. Ogsaa af denne Slegt kjendes kun Hunnerne.

Vi have kun havt Leilighed til at undersoge:

15. Echthrogaleus coleoptratus (Guerin). (9)
(Tab. VIII fig. 15.)
Synonymie:

Dinematura coleoptrata Guerin: Iconographie du règne animal, t. III tab. 35 fig. 6.

Pandarus alatus (»Milne Edwards«) Johnston, i Loudons Magazine of natural history
VII p. 202 (med Træsnit.)

Dinemoura alata Baird: British Entomostraca p. 285 tab. 33 f. 8.

Guerins Afbildninger af denne Art indeholde ogsaa detaillerede Fremstillinger af
dens enkelte Dele, der stemme saa noie med hvad vi have forefundet, som det efter Om-
stendighederne kan ventes. Det er os ubekjendt, hvorfra Guerins Exemplarer vare;
Johnstons vare tagne af samme Lamna cornubica (Beaumaris Shark), der gav ham de omtalte
Exemplarer af Dinematura producta, Naar Johnston anseer den for en Han, støtter han sig

381

uden Tvivl til Milne Edwards ovenfor berørte Distinktion mellem de to formentlige Kjøn af
den Art (Dinematura alata Edw.), med hvilken Johnston ansaae sin for identisk, men fra
hvilken den efter vor Mening maa ansees for forskjellig. Baird har laant sin Figur og en Del
af sin Beskrivelse hos Johnston, men har tillige i Forudsætning af Identiteten med den
indiske Æ. alatus overført nogle af de om denne anførte Forhold paa den nordatlantiske Art.

De os foreliggende Exemplarer ere tagne af Captain Hygom paa en Hai i Atlanter-
havet under 38° NBr. og 34°VL.

Hunnen af Echthrogaleus coleoptratus er c. 12mm lang, hvoraf Forkropsskjoldet ud-
gjør de fem, den tredie Bagkropsring og Kjensringen de syv. Skjoldet er næsten kredsrundt,
naar man ikke tager Pandepladerne med og ikke tager Hensyn til Indsnittet, der udfyldes
af de to forreste Bagkropsringe. I dette Indsnits Sidehjorner sees ligesom hos Dinema-
turerne en lille Hudlap, der er adskilt fra den Skjoldet forresten omgivende Hudbremme.
Midtstykket er adskilt fra Sidestykkerne og disse igjen tvedelte ved en Tverlinie; største
Delen af Midtstykket har en mørkebrun, glindsende Farve, og Sidestykkernes forreste
Halvdel er ligeledes endnu nogenlunde mørkebrun; forresten er Skjoldet Iysebrunt, men
man træffer ogsaa Exemplarer, hvor de ovennævnte mørkere Partier ikke ere meget mørkere
end de lyse. De to efter Skjoldet folgende Bagkropsringe forholde sig omtrent som hos
Dinematurerne, og navnlig ere Sideforlængelserne af den første forsynede med en Hudbræmme
langs med deres Bagrand ligesom hos hine, men de ere sammenvoxne paa Midten, ikke
frie som hos Dinematurerne. Rygbladene ere forholdsvis store, haarde og glatte, i
Reglen mørkebrune med lys Rand; de dække næsten Halvdelen af Kjønsringen og rage lidt
udenfor den paa hver Side; bagtil ere de lidt bredere end fortil, og deres indre Hjørner
(saavel de forreste som de bageste) ere afrundede, hvorimod de ydre ere spidse og slaae
skarpt frem. En eiendommelig Punktering, bestaaende af fine Prikker, ordnede i Rækker, ud-
mærker Rygbladene hos denne Art; de iagttages dels langs med deres Bagrand, dels paa
selve deres Rygflade; om deres Anordning er aldeles konstant, have vi ikke ganske kunnet
forvisse os, men vi have gjengivet den saaledes, som den viste sig hos det Exemplar, hvor
den var tydeligst. Kjønsringen er noget fladtrykt, bredest paa Midten og altsaa næsten
sexkantet, med en dyb Indskjæring bagtil, der deler den i to runde Lapper. Halen sees
ikke fra Rygsiden; fra Bugsiden seer man, at den er flad ligesom det sidste Haleled hos
Dinematurerne, og at den bærer to temmelig store Haleblade af lignende Beskaffenhed som
hos disse; den bærer ogsaa eet næsten rundt Rygblad*), som dog kun bliver synligt, naar
man løfter Halen op og boier den fortil. Folernes, Snabelens, Kjæbernes og Kjæbeføddernes
Uddannelse er væsentlig som hos Dinematurerne; andet Kjæbefodpars Grunddel er udstyret
med Knuder og Pigge og bærer øverst, mellem Udspringet af første Kjæbefodpar, en

”) Guerin (l. e. f. 6 E) cr den eneste, der afbilder dette Rygblad, som dog formodentlig ogsaa findes
hos de andre Arter.

382

lancetdannet Proces eller saakaldet Palpe. Første Par Bagkropsfødder har toleddede Grene;
andet har en treleddet kortere ydre Gren og en længere toleddet indre; tredie har to smaa,
utydeligt leddede Grene; alle tre Par ere udstyrede med Fjerbørster, som dog baade i
Henseende til deres Størrelse og til Haarenes Længde maae betegnes som rudimentære,
navnlig tredie Pars; derimod er den pladeformige Grunddel med tilhørende Midtstykke
særdeles udviklet paa andet, men især paa tredie Fodpar. Paa hvert Grundstykke af andet
og tredie Par sees fem Knuder, paa første Fodpar fire, anbragte paa den i Afbildningerne
antydede Maade. Ligeledes findes der i det Væsentlige de samme Knuder eller Puder paa
Skjoldet ved Grunden af Antennerne, mellem første og andet Fodpar og paa de frie Bag-
kropsringes ombeiede Rand som hos Dinematurerne. Fjerde Fodpar forholder sig ogsaa
væsentligen som hos ”disse, men er mindre, og Grunddelen mangler de vingeaglige For-
længelser; dets Grene eller Blade ere bløde, ovale, lidt kantede, den indre lidt kortere,
og begge udstyrede med enkelte korte Randpigge; de ere betydelig kortere end Rygbladene.
— Ovenfor Halens Grund ere Spermatoforerne anbragte som to brune, buede Smaalegemer.
Æggeledernes Leie kan i Reglen tydeligt forfølges gjennem Kjønsringens tynde Hud, og
Æggetraadene have en ganske overordentlig Længde, der overgaaer Kroppens flere Gange.
Hos enkelte Exemplarer have andet Følerpar og andet Kjæbefodpar tildels endnu en rødlig Farve.

Hr. Sysselmand Miller har nedsendt til Museet et Exemplar af en meget lignende
Echthrogaleus-Form, efter Opgivende taget af en »Spirhai« ved Færøerne; imidlertid afviger
den i enkelte Forhold, f. Ex. at Rygbladene ikke dække Kjønsringen fuldstændig i dens
hele Brede og ikke vise nogen Punktur, og ved at Dyret er lysegult overalt. Størrelsen er
derimod omtrent den samme som hos E. coleoptratus, og saalænge kun et enkelt Exemplar
staaer til Raadighed, er der neppe tilstrækkelig Grund til at ansee det for en derfra for-
skjellig Art. Da Eehthrogaleus coleoptratus jo desuden er fundet ved den engelske Kyst paa
Lamna cornubica, vil den sikkert ogsaa forekomme ved Færøerne, og der er derfor en vis
Sandsynlighed for, at det omhandlede færøiske Exemplar blot er et noget yngre ikke fuldt
udviklet Individ af den nævnte Art.

Slægten vil kunne charakteriseres saaledes:

Echthrogaleus nod. (Dinematura DM. Edw., Dana, non Latr. nec Kroyer) dignoscitur
(femina) cephalothorace diviso; annulis abdominalibus duobus primis inter se coalitis, elytris
veris nullis, foliis dorsualibus (elytris) annuli abdominalis tertii duobus maæimis, annuli
genilalis latissimi, postice profunde ineisi, dimidiam partem tegentibus; cauda brevissima
obtecta, haud articulata, folium dorsuale obtectum gerente; foliolis caudalibus mollibus,
selis brevissimis; pedibus abdominalibus trium parium anteriorum ramis bi-triarticulatis,
setis plumosis rudimentarüs instructis, quarti mollibus, foliaceis, haud articulatis, setis
plumosis destitutis. (Fila ovigera longissima). (Mas ignotus, anne Nogagus?). Huc perti-
nent D. coleoptrata Guerin, D. alata M. Edw., D. affinis M. Edw. et D. braccata Dana.

383

IX. Om Slægten Nogagus og dens Årter.

Til Slægten Nogagus — opfattet saaledes som den charakteriseres og begrændses
hos Milne Edwards — vil foruden de tidligere bekjendte Arter, nemlig 1) Nogagus
Latreillit Leach, 2) N. gracilis Burmeister (|. c.), 3) N. paradoxus Otto, 4) N. longicaudatus
Edw, (der dog maa siges at være saa godt som ubekjendt, da den mere er antydet end
beskrevet), 5) N. validus Dana og 6) N. angustulus Gerstäcker, endnu blive at henføre fire
hidtil ukjendte Former, som vi have benævnt: 7) N. borealis, 8) N. tenax, 9) N. grandıs
og 10) N. lunatus; hertil kommer rimeligvis endnu som 1ite Art N. curticaudus (Dana),
Typen for Slægten Specilligus Dana, der efter vor Mening ikke vil kunne skjelnes generisk
fra Nogagus. Naar vi undtage N. paradoæus, af hvilken man, som anført, kjender begge
Kjøn, ere alle de andre Hanner, og det er, som ovenfor antydet, ikke urimeligt, at Hannerne
til de under Slægterne Æchthrogaleus og Dinematura opførte Hunformer kunde være at søge
blandt dem, ja det er end ikke usandsynligt, at samtlige ægte Pandariners Hanformer have
Nogagernes Bygning og øvrige Eiendommeligheder, at Slægten Nogagus altsaa kun er et
provisorisk Begreb, der, naar vor Kundskab om Pandarin-Gruppen kommer et Skridt videre
frem, vil hjemfalde til Opløsning.

De Forhold, hvori disse Arter stemme overens, ere 1) Forkropsskjoldets almindelige
Form og Bygning; 2) alle tre Bagkropsringe ere frie og vel udviklede; 3) Følerne, Snabelen og
Kjæbefødderne ere byggede efter samme Plan; 4) alle fire Par Svømmefødder — af hvilke
det første er lidet, det fjerde frit, de to andre forenede ved et Midtstykke, der forbinder
Fodparrets pladeformige Grundled, — ere rigeligt udstyrede med Fjerbørster og uddannede
til Svømning, og de tre første Par have altid toleddede Fodgrene; 5) Halebladene ere altid
udstyrede med. veludviklede Fjerbørster. Derimod afvige de indbyrdes fornemmelig i føl-
gende Forhold: 1) nogle Arter savne aldeles Rygblade, andre have saadanne Dannelser
udgaaende enten fra Skjoldets Bagrand eller fra en af Bagkropsringene; 2) nogle have
fjerde Fodpars Grene uleddede, hos andre ere de toleddede; 3) Kjønsringen kan have
forskjellig Størrelse og Form; 4) Halen kan bestaae af een eller af to Ringe; 5) Halebladenes
Form varierer ligeledes. Ogsaa Oinenes Stilling og Udvikling og første Følerpar kunne
afgive gode Artsmerker.

Vi kunne opstille følgende

Conspectus specierum generis Nogagi (masculini) in hoc opere
deseriptarum.
A. Pedes natatorii quarti paris biramosi, ramis biarticulatis. Cauda biarticulata.

1. N Latreilliü Leach. dignoscitur figura brevi, lata, plana, cephalothoracis margine
posteriori appendicibus duobus lamineformibus, magnis, apice rotundatis instructo, annulo

384

abdominali primo ad latera marginis posterioris membrana lata instructo, genitali lato, plano,
utrinque in processus vel aculeos duos, lateralem et terminalem, producto, foliolis caudalibus
semiellipticis acuminatis. Long. 117",

2. N. grandis nob. dign. figura robusta, sat plana, margine posteriori cephalothoracis
appendicibus minutissimis modo instructo, annnulis abdominalibus fololis nullis, genitali
fere rectangulari angulis anticis prominulis, posticis rotundatis, foliolis caudalibus maximis,
ovalibus, postice truncatis. Long. 164/o™™.

B. Pedes natatorii quarti paris biramosi, ramis haud articulatis.
Cauda haud articulata.

3. N. borealis nob. dign. figura elongata, convexa, robusta, appendicibus dorsualibus
nullis, annulo genitali elongato, rectangulari, annulo caudali fere triquetro, foliolis caudalibus
angustis, antennis primi paris setis plumosis longissimis instructis, oculis duobus maximis
in apice cephalothoracis. Long. 11™™.

4. N. tenax nob. dign. figura minus elongata, convexa, robusta, appendicibus dorsualibus
nullis, annulo genitali paullum modo longiore quam latiore, postice utrinque breviter
aculeato, articulo caudali triquetro, foliolis caudalibus latis, triquetris, brevibus, antennis
primi paris setis brevibus, oculis mediocribus ab apice cephalothoracis remotis. Long. 6m.

5. N.lunatus nob. dign. figura brevi, lata, plana, annulo abdominali primo ac tertio postice
in folia dorsualia bina rotundata, membranacea productis, genitali brevi, lato, postice bilobato,
lobis rotundatis, articulo caudali rotundato-hexagono, foliolis caudalibus ovalibus mediocri-
bus, antennis primi paris setis brevibus, oculis mediocribus, margini anteriori cephalothoracis
proximis. Long. 6™™.

16. Nogagus Latreillii Leach (6).
(Tab. IX fig. 18.)

Af denne Art, som er beskrevet af Milne Edwards i histoire des Crustacés og
afbildet i den illustrerede Udgave af Regne animal, pl. 78 f. 2, har Captain Hygom i Alt
faaet fire Exemplarer, det ene paa 31° NBr. og 76° VL., de andre paa 40°SBr. og
31° VL., og paa Haier. Da Arten hidtil hverken er fremstillet fuldstendigen eller aldeles
korrekt, have vi ogsaa draget den med ind under vor Bearbeidelse af de pelagiske parasi-
tiske Copepoder.

Det største Exemplar er 11™™ langt, naar Halens Fjerborster medregnes; Formen
er bred og flad; den største Brede er omtrent lig med den halve Længde. Skjoldet ud-
mærker sig maaskee mest derved, at dets Bagrand bærer paa hver Side, tæt op til Side-
stykkernes Forlengelser, en temmelig stor, fri, bagtil afrundet Plade; den svarer uden Tvivl

til den lille Hudlap eller »Øre«, som findes sammesteds hos de andre Nogagus-Arter, saavelsom
hos Echthrogaleus, Dinematura 0.s.v. 1 temmelig Afstand fra Skjoldets forreste Rand sees
utydeligt to Smaapletter (Øinene?). Sidedelene af den første Bagkropsring forlænge sig bagtil
ligesom hos Dinematura og hos de andre Nogagus- Arter, og disse Sideforlængelser
ere hver udstyrede med en temmelig bred, men tynd, afrundet Bræmme, der sandsynligvis
svarer til det første Par Rygblade hos Pandarus. De to folgende Ringe ere bredt ovale,
skarpt adskilte og uden Bræmme eller Rygblade. Kjonsringen er flad og noget langagtig
og løber paa hver Side ud i to charakteristiske Spidser, een paa hver Side og een i
Baghjørnerne; Sidespidserne vise sig ved nærmere Eftersyn at bestaae af en lille Pig
med to smaa Børster ved Siden, og indenfor hver af de to bageste Spidser sees
under Mikroskopet en lille Knude med to smaa Pigge*). Derefter følge endnu to
smaa Haleringe, af hvilke den sidste bærer hæftet til sin Bagrand to Haleblade, der
udadtil begrændses af en lige, indadtil af en buet Linie og bære hvert fire Fjerbør-
ster, af hvilke den inderste og forreste er betydelig kortere end de andre. Første
Folerpar er kun udstyret med korte Børster; andet Folerpars Krog er indvendig for-
synet med et Par Børster. Maxiller (Palper?) af sædvanlig Beskaffenhed ere tilstede ;
første Kjæbefodpar har en kortere, mere lige, og en længere, mere kroget Gren, hvis
fine Ujevnheder kun sees ved stærk Forstørrelse, men ingen mellemliggende Borste-
knude. Andet Kjæbefodpar”) har en lignende Bygning som Dinematurernes; det ender
med en stor Knude og en veludviklet Krog; derimod findes ingen Proces eller »Palpe«
udgaaende fra dets Grundstykkes øvre Ende. Bagved første Følerpar findes en Knude paa
hver Side; ogsaa mellem første og andet Fodpar findes der en Knude i Midtlinien, og
første Bagkropsrings omboiede Rand danner et tredie Set. Alle fire Fodpar have toleddede
Grene ””),

MilneEdwards Fremstilling er dels uklar, dels urigtig i to ikke uvigtige Punkter: de
frie Rygblade høre nemlig til Skjoldet og ikke til den første frie Bagkropsring, og den anden

Bagkropsring er ikke som hin udstyret med en Bræmme. Uagtet denne Uovereensstemmelse

*) Man maa vistnok i disse Dannelser, der have deres Tilsvarende hos mange Caliginer, og hvortil vi
ogsaa hos andre Nogagus-Arter ville finde Spor, see den sidste Antydning til et femte Fodpar.

”) Det er ikke let tilfulde at opfatte og endnu vanskeligere i en kort Beskrivelse at gjengive dette
Fodpars Eiendommeligheder hos de forskjellige Arter; vi henvise derfor til Figurerne, hvor vi saa
godt som muligt have søgt at gjengive dets Formforhold.

"") Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende:

Første Fodpars ydre Gren 3, dets indre 3. ,

Andet — — 6+t — 8+1.
Tredie — — 5+1 — 6-+1.
Fjerde — = ee N

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og malhem. Afd, 5 bd, 49

386

mene vi ikke at kunne tvivle om, at vi have for os den samme Leach'ske Art, som
Cranch tog ved Afrikas Kyst sammen med Pandarus Cranchi. Forholdet mellem disse
to Former er tildels berørt i det Foregaaende*); vi skulle her endnu kun tilføje, at uagtet der er
saa mange gjennemgaaende Forskjelligheder mellem disse to formentlige Arter, overraskes
man dog ved enkelte Overeensstemmelser, f. Ex. i Fordelingen af Knuderne paa Skjoldets
Underside og i Formen af andet Følerpar og første Kjæbefodpar.

17. Nogagus grandis Sip. & Ltk. (3).
(Tab. X fig. 19.)

Denne Art kommer ganske vist meget ner til Hannen af Nogagus paradoxus (Otto),
men den er lidt større — 16/2"" lang, medens Ottos kun var 12Ys"m efter Figuren — og
har, synes det, forholdsvis storre Haleblade end hin i Middelhavet fundne Form. Museets
to Exemplarer, der sikkert høre til dets værdifuldere Stykker, skyldes to af Soetatens
Officerer, Dhrr. Lieutenanter Koch og Mariboe, og ere tagne i den varmere Del af
Atlanterhavet.

N. grandis er ikke saa fladtrykt som N. Latreillü, tverlimod mere tyk og
robust, men gjør dog endnu Indtrykket af at være temmelig bred og flad. Skjoldet har i
sine indre Baghjerner de to sædvanlige smaa Lapper; Pandepladerne ere smalle. ine
have vi ikke iagttaget. Sideforlengelserne af den forste frie Bagkropsring naae ligesaalangt
tilbage som Skjoldels, men mangle Bremmehinde ligesom de folgende to Ringe, af hvilke
den anden er bred og kort, den tredie smallere bagtil end fortil, hvor Sidehjornerne springe
stærkt frem. Kjønsringen er saa lang som de tre foregaaende Ringe tilsammen, og kun
lidet bredere end den midterste af disse; Formen er næsten rektangulær, de to forreste
Sidehjørner fremspringende og spidse, de to bageste afrundede og butte. Den bageste af
de to brede Haleringe bærer to særdeles store og brede, ovale, bagtil afstumpede Hale-
blade, hvis Bagrand bærer fire lidet udviklede, ulige lange Fjerbørster. Første Følerpars
andet Led er lidt længere end sædvanligt, men ikke stærkt forsynet med Børster; Snabelen
(Næbet) sidder temmelig langt tilbage, støttet som sædvanlig af en Kjæbe (Palpe) paa hver
Side. Første Kjæbefodpar er ret kraftigt og udstyret med to krumme Endegrene, en kortere
og en længere; andet har en opsvulmet, knudedannet Del, mod hvilken Endekrogen eller
Kloen krummer sig, og allerforrest, tæt ved første Kjæbefodpar, en lille krum Proces eller
Palpe. Af Knuder iagttages een bagved det første Folerpar, tre paa første Fodpar, een
mellem første og andet, og een paa hvert af andet Fodpars Grundstykker samt een paa
Midtstykket; dog ere disse Knuder for en Del temmelig utydelige, og vi maae indrømme,

*) S. 370; smlgn. S. 392 første Anm.

387

at det er tvivlsomt, om det just er rigtigt at opføre dem alle som saadanne. Med Hensyn
til Bagkroppens Svømmefødder”) henvise vi iøvrigt til Afbildningerne.

Hvis Dinematura ferox og Nogagus grandis beboede eller i Fremtiden skulde vise
sig at beboe det samme Havbælte, vilde det ikke forekomme os urimeligt at antage dem
for at være Han og Hun af samme Art.

18. Nogagus borealis Stp. & Ltk. (à).
(Tab. XI fig. 21.)

Af denne Art foreligger der tre Exemplarer, af hvilke det ene skyldes Captain-
lieutenant Hedemann, som har taget det paa en Reise til Vestindien, men uden nærmere
Angivelse af, i hvilken Del af Atlanterhavet; de to andre ere derimod tagne i dettes nor d-
lige Del, nemlig paa 59? NBr. 8? VL. og 58? NBr. 199 VE., af Dhrr. Inspektør Olrik og
Captain Moberg paa Reiser til Grønland. Vi antage, at de ere fiskede i Havet med
Slæbenet.

Det er en ret anselig Snyltekrebs med et langstrakt, paa Ryggen hvælvet, kraftigt
bygget Legeme. Den naaer en Længde af c. 11™", hvoraf de fire komme paa Skjoldet,
og har en brunlig, mere eller mindre mørk Farve. Skjoldet er aflangt; Midtstykkets
forreste Del optages af de meget store, stærkt fremtrædende og tæt sammenstillede Øines
corneæ. De tre følgende Bagkropsringe ere vel udviklede, tilsammen ikke meget kortere
end Skjoldet og omtrent lige lange, men af meget forskjellig Brede; den første er den
bredeste, og den er lige bred fortil og bagtil, hvor den forlænger sig i Form af en Spids
paa hver Side; den anden er smallere end hin og smallere bagtil end fortil; dens Baghjørner træde
frem som en lille Spids paa hver Side; den tredie er sexkantet, ikke meget mere bred
end lang, med en lille fremtrædende Spids paa hver Side. Kjonsringen har omtrent samme
Brede som den tredie Bagkropsring og en temmelig regelmæssig rektangulær Figur; dens
Længde er større end de to foregaaende Ringes, men mindre end alle tre Bagkropsringes tilsam-
men; to Længdefurer dele saavel Rygfladen som Bugfladen i tre Partier. En skarp Kant adskiller
Bagkroppens flade Bugside fra dens hvælvede Rygside. Der er kun een Halering, og denne
er trekantet og bærer paa hver af sine bagtil convergerende Sider et smalt Haleblad, fra
hvis Rand der udgaaer en Vifte af fire anselige Fjerborster. Første Folerpar er mere ud-

viklet end hos de andre Nogager og udstyret med adskillige lange Fjerbørster, der navnlig

*) Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar ere folgende:
Første Fodpars ydre Gren 3, dets indre 3.

Andet — — 5+1 — 8+1.
Tredie — = +17 — 6+ 1.
Fjerde — — 5+1 — 5 + 1.

49°

388

udgaae fra Endeledet; mellem dem og de sædvanlige korte Fjerbørster er der desuden alle
Overgange. Første Kjæbefodpar har en kraftig Endekrog og en spinkel, næsten lige, under
en ret Vinkel fra Underarmen udgaaende indre Finger; begge ere velbesatte med fine
Børster, og mellem disse 2 Grene findes en star Borstegruppe. Andet Kjæbefodpar har den sæd-
vanlige kraftige, knudrede Bygning og udsender foroven ved sin Basis et Par lancetdannede
Processer. De tre første Fodpar have toleddede, det fjerde uleddede Grene"). Af Knuder
iagttages tydelig en bagved hver Føler af første Par.

Da Nogagus borealis er fanget i de samme Dele af Atlanterhavet, hvori Dinematura
producta maa antages at have hjemme,, ligger det nær at formode, at det kunde være
Hannen til denne; det maa være fremtidige Erfaringer forbeholdt at bekræfte eller forkaste

denne Formodning.

19. Nogagus tenax Stp. & Ltk. (8.)
(Tab. X fig. 20.)
Synonym: an N. brevicaudatus M. Edw?: hist. d. Crust. III p. 460.

Vort Materiale til denne Art bestaaer af sex Exemplarer, alle omtrent af samme
Størrelse; de skyldes Dhrr. Skibscaptainer Hygom og Petersen og ere tagne mellem
c. 15° NBr. og 33—36° NBr. *).

N. tenaw ligner i Udseende en Del N. borealis og er af en kraftig, langstrakt Bygning
og temmelig stærkt hvælvet paa Rygsiden ligesom denne, samt af en brunlig Farve med
mørke Rande***); men dels er den mindre (6™™), dels er den ogsaa mindre langstrakt.
I nogen Afstand fra Skjoldets Forrand sees Oinene tydeligt som to klare, skarpt begrend-
sede, runde Pletter, vendende hver til sin Side og forbundne ved en merk Pigmentmasse.
Den forste Bagkropsring er bredt firkantet og forlenger sig paa hver Side med en temmelig
bred Spids; den anden er smallere og forestiller nermest en bred Sexkant; den tredie og smalleste
en bred Ottekant ; de savne saavel fremspringende Spidser som Rygblade eller lignende Dannelser.
Kjonsringen er ikke meget lengere end den er bred; den har ogsaa her to Lengdelinier, og
dens fremstaaende Baghjerner vise sig under Mikroskopet udstyrede med en eller to
smaa Børster. Haleringen er trekantet og bærer to trekantede Haleblade, hvis lige Bagrand

*) Fjerborsternes Antal i Iste, andet og fjerde Fodpar er følgende:

Første Fodpars ydre Gren 4, indre 3.
Andet — == 6+1— 7+1.
Fjerde — — 4 — 4,

“) Eet Exemplar er taget tæt Ost for de capoverdiske Øer; de andre dels paa 31° NBr. og 76° VL. og
dels mellem 33° og 36? NBr.

***) Ligesom af andre Arter træffes der ogsaa lysere Individer, hvis Hudskelet rimeligvis ikke er fuld-
kommen uddannet.

389

bærer fire Fjerbørster. — Følerne frembyde intet mærkeligt; bagved første Par findes en
Knude. Andet Kjæbefodpar synes at vise en mærkelig Variation i sin Bygning; hos et
Exemplar iagttoge vi en tydelig Endekrog, men hos andre fandt vi en lignende Tang-
dannelse som hos Pandarus Cranchii; de lange Processer foroven ved dets Basis vare
idetmindste meget tydelige hos det førstnævnte Exemplar. Fjerde Fodpar har uleddede
Grene”).

N. tenax har vistnok megen Lighed med N. gracilis (Burm.), men der er dog to
Omstændigheder, som synes bestemt at tale for, at det er en anden Art, nemlig at Halen
hosBurmeisters Art maa antages at vere idetmindste toleddet**), og at dens fjerde Fodpar
fremstilles med toleddede Grene; Burmeister har uden Tvivl miskjendt Dyrets virkelige
Øine, der aabenbart have deres Plads paa samme Sted som hos N. tenax. Rime-
ligere er det, at, naar N. brevicaudatus bliver bedre bekjendt — thi nu vides ikke andet, end
at den staaer meget nær ved N. gracilis, men har en kortere Hale, blot bestaaende af
et trekantet Led, og at den er tåget ikke langt fra Teneriffa — vil den vise sig at være
identisk med N. tenaw. Dana henfører iøvrigt hypothetisk N. gracilis til sin Slægt
Specilliqus, som kun afviger fra Nogagus ved at have saakaldte »Briller« eller conspicilla
ligesom Saphirinerne. Efter hvad der senere er oplyst om disse Deles Bygning hos den
sidstnævnte Slægt, maae vi betvivle, at Danas Slægt kan holdes adskilt fra Nogagus. Saa
vidt vi skjønne, vil dog nok N. borealis nod. snarest besidde den Bygning af Øinene, som
Dana tillægger Slægten Specilligus.

Da N. tenax er mindre end N. borealis samt mindre langstrakt, og da den er taget
i et sydligere Bælte af Atlanterhavet, vilde det være rimeligt, at det er Hannen til en mindre,
mindre langstrakt og mere sydlig Dinematura-Art — forudsat at N. horealis, som vi ere
tilbøjelige til at antage, er Hannen til D. producta — og Tanken ledes da naturligt hen
til den i det foregaaende beskrevne Dinematura latifolia nob. Dog dette er heller ikke
mere end en Gisning. |

20. Nogagus lunatus Sp. & Ltk. à.
(Tab. IX fig. 17.)

Der foreligger kun to Individer af 6"" Længde, som ere tagne af Capt. Hygom
paa samme Reise og paa samme Længde og Brede som de ovenfor beskrevne Zchthrogaleus

“) Fjerborsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende:
Første Fodpars ydre Gren 3, indre 3.

Andet — — 5+1— 7+1.
Tredie — — 4 — 4-+1.
Fjerde — — 3 — À.

“) Smign. Leuckarts Bemærkninger til denne Art i Frey u. Leuckart, Beiträge zur Kenntniss
wirbelloser Thiere p. 166.

390

coleoptratus, altsaa formodentlig ogsaa sammen med dem; om de muligvis ere Ilannerne
til denne Form, derom vove vi ikke at udtale nogen bestemt Formodning”).

Ved sin korte, brede og flade Legemsform nærmer denne Art sig mere til N.
Latreillii end til de to nærmest foregaaende Arter. I Nærheden af Skjoldets Forrand synes
der at ligge to middelstore, tæt sammenstillede Øine. De to første Bagkropsringe forholde
sig vesentligen som hos N. Zatreillü, og den tredie forlænger sig bagtil i Form af to
smaa afrundéde Rygblade, der naae lidt ind paa Kjønsringen, som er bred og flad og
bagtil danner to korte Lapper, indenfor hvis Rand der paa Bugsiden sees en Vorte med
en lille Pig; Haleringen er lille og kantet, Halebladene ovale, temmelig brede og udstyrede
med fire Fjerbørster samt en mindre Torn. Andet Kjæbefodpar har den sædvanlige Bygning
og de sædvanlige lancetdannede Processer. Fjerde Fodpar er uleddet**); mellem første og
andet sees en Dobbeltknude i Legemets Midtlinie.

X. Om Slægten Pandarus Leach og om

21. Pandarus Cranchii Leach.
(Tab. XI fig. 22.)

(Synonym: Pandarus Carchariæ (Leach?) Burmeister.)

Der foreligger et rigeligt Antal Hunner af denne Form, som for største Delen ere
indsamlede af Captain Aygom ved forskjellige Leiligheder; deres Findesteder ligge mellem
38° NBr. og 4° SBr. og mellem 31° og 76° VL.***). Af Burmeisters bekjendte Arbeide +)
veed man, at dens Udbredning idetmindste gaaer til Helgoland.

Arten er i det Hele beskrevet og afbildet tilfredsstillende hos Burmeister (l. ec),
men da hans Fremstilling i enkelte Punkter, som vi dog ikke tillægge nogen særdeles Vægt, afviger
fra vor, levere vi en Afbildning af Dyret samt nogle Bemærkninger til denne. I Modsæt-
ning til andre Slægter af Pandarinernes Gruppe kan det bemærkes, at Skjoldet ikke viser
andre Somme, end dem, der saa skarpt adskille Pandepladerne fra Skjoldet. Forskjellen

*) Da vi her planmæssig have gjort Rede for, med hvilke andre Pandarinformer af Hunkjen de af os
beskrevne Nogagus-Arter ere fundne sammen, ville vi endnu tilfeie, åt N. angustulus Gerst. er taget
paa samme Hai som »Pandarus dentatus Edw.« og Gangliopus pyriformis, og at N. curticaudus
(Dana) og N. validus Dana ere begge tagne paa samme Dag og paa samme Sted (og vel rimeligvis
af samme Fisk) som Pandarus brevicaudus Dana.

Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende:

Første Fodpars ydre Gren 3, indre 3.

«

Andet — — 5+1— 7+1.
Tredie — — 4 — 4+1.
Fjerde — — 3 — 4.

1

De enkelte Lokaliteter ere: 31° NBr. 76° VL.; 38° NBr. 34° VL.; 4° SBr. 31° VL.
Burmeister, Beschreibung einiger neuen oder weniger bekannten Schmarotzerkrebse (Acta Acad.
C: L. G. N. C Vol. XVII p. I. (1833).

mellem Hudskelettets mørktfarvede og gulagtige Dele er, ligesom hos andre Pandariner,
ikke altid lige skarpt udpræget. De lyse Pletter af en temmelig konstant Pæreform, som
sees midt paa Skjoldet, ere uden Tvivl Spor af Øinene; hvad det er, som Burmeister
har beskrevet som Øine, vide vi ikke, men der kan ikke være nogen Tvivl om, at Øinene
her som hos andre Copepoder maae søges paa Rygsiden af Skjoldet”). Tornene paa Skjol-
dets Bagrand ere ikke altid tydelige, og deres Fraværelse vil derfor neppe afgive en brugbar
Arts-Charakteer. Det første Par Rygblade, der hører til den første frie Bagkropsring, gaaer
ikke i Eet med denne, saaledes som det i Reglen fremstilles hos denne og andre nær-
staaende Arter, men er ligesom indleddet paa det dem forbindende Mellemstykke, som
netop er en Del af første Bagkropsring. De to følgende i Midten indskaarne Rygblade ere
derimod umiddelbare Forlængelser af anden og tredie Bagkropsring, og det ovale Blad,
hvormed Legemet ender, er ikke selve Halen”), men et Halerygblad, analogt med Dinema-
turernes, der dækker og rager et Stykke ud over det korte og brede, sexkantede Haleled,
fra hvis Sider de saa ejendommeligt omdannede Haleblade udgaae; disse, der aldeles have
mistet Bladformen, ere haarde, spidse, bajonetformede og tresidede og variere noget i
Henseende til Længde og Krumning: deres to tynde Inderrande ere væbnede med enkelte
Torne, hvis Antal og Længde ogsaa er underkastet nogen Variation. Æggetraadene, der
ere lidt. længere end Dyrets Totallængde, udgaae mellem Haleleddet og dets Rygblad. Med
Hensyn til de egentlige Munddele have vi Intet at foie til Burmeisters Fremstilling. Andet
Kjæbefodpar — hvis Form og Bygning ikke er noiagtigt gjengivet hos denne Forfatter —
har en meget omfangsrig Grunddel, der ved en Indsnøring gaaer over i en mindre,
aflang Del, der maaskee nærmest kan sammenlignes med en Knivtang med to haarde
læbeformede Grene, af hvilke den ene undertiden er takket. Mellem første og andet
Følerpar findes de af Burmeister afbildede bløde Knuder eller Puder, det mellem første
Par Kjæbefødder liggende Sæt (1. c. fig. 13 D) er derimod ikke altid tydeligt og hører med til
andet Kjæbefodpars Grunddel. Et tredie Sæt Puder dannes ligesom hos adskillige andre
Pandariner paa hver Side af første og andet Fodpar af de to frie Bagkropringes omboiede
og opsvulmede Rand; mellem disse samme to Fodpar iagttages ogsaa en Dobbeltknude i
Midtlinien. Paa de tre sidste Fodpar findes de paa Figurerne antydede Knuder, som ogsaa
gjenfindes hos andre Pandariner.

Vi have ikke havt nogen Grund til at ansee den her omhandlede Form for for-
skjellig fra Burmeisters P. Carchariæ, men maae tillige udtale den Anskuelse, at der

*) Denne Sætning er det overhoved nødvendigt at fastholde ved Undersøgelser af parasitiske Copepoder .
selv i de nyeste Tider har man urigtigen beskrevet ganske andre Dele som Øine, f. Ex. hos Dinema-
turerne.

*) Om dette Forhold vil man ikke af Burmeisters Fremstilling faae nogen klar Forestilling.

392

ingen Grund er til at adskille Leach’s P. Cranchii*) derfra. Sammenholdes de Afbild-
ninger, som Milne Edwards har meddelt”) af P. Cranchi efter Originalexemplarerne i
British Museum, med hinanden og med de her meddelte, vil det vist indrømmes, at der
ingen Grund er til at antage dem for at forestille forskjellige Arter, Et andet Spørgsmaal
er det om Burmeisters og Leach's P. Carchariæ ere identiske; dette er det-umuligt
at besvare, saalenge ingen nærmere Oplysning haves om Leach's Art end de faae intet-
sigende Ord i hans Originalbeskrivelse***), Guerin+) har meddelt Afbildninger af de
to formentlige Kjønsformer af P, Oranchü; men sammenlignes de med hinanden og med
Milne Edwards nysanførte Figurer, vil man neppe betvivle, at hans Fig. 4 er feilagtig
deri, at det ene Rygblad er udeladt; derved forsvinder dens væsentligste Forskjel fra Fig. 3,
der skulde forestille Hannen, men uden Tvivl ligesaavel forestiller en Hun som Fig. 4.
Blandt de talrige Exempiarer, som vi have undersøgt, have vi Intet fundet, der kunde tydes
som en Kjønsforskjel, uagtet man vistnok er berettiget til at vente, at den ikke er ube-
tydelig, og vi ansee det for afgjort, at der endnu ikke kjendes nogen Han af Pandarus-
Slægten, — saafremt ikke denne skulde være at søge blandt Nogagerne ++)!

Uagtet P. Cranchi er den eneste Art af Pandarus-Slægten, som vi kjende af
Autopsi, maa vi dog udtale, at Slægten bør begrændses til denne Art og til dem, der
slutte sig nærmest til den+++); hvorimod dens anden Underafdeling, bestaaende af
P. bicolor og de til denne sig sluttende Arter (hvis saadanne findes, thi de hidtil op-
stillede forekomme os meget usikkre) bør danne en ny Slægt, af lignende Grunde
som dem, der have ledet os til at adskille Æchthrogaleus fra Dinematura. De ad-
skille sig nemlig fra de typiske Pandari 1) ved at de to første Bagkropsringe ere

”) Det fortjener at udhæves, at P, Cranchii og Nogagus Latreillii begge oprindelig hidrøre fra Cranch
og ere tagne paa samme Lokalitet (1° SBr. og 4° VL. f. Gweh). Dette Sammentref har to Gange
gjentaget sig for Captain Hygom; det synes derfor at være rimeligt, at disse to Former findes paa
samme Fiskeart; iøvrigt henvise vi til hvad ovenfor er anført S. 386.

) Regne animal, edition illustree, Crustacés pl. 78 fig. 2 og 2a.
) Dictionnaire des sciences naturelles t. XIV p. 535 (1819)

+) Iconographie du règne animal, Crustacés, pl. 35 f. 3—4

) I »Beiträge zur Kenutnisz wirbelloser Thiere« p. 166 bemærker Leuckart om Pandarus bicolor:

adie männlichen Individuen sind etwas kürzer und gedrungener als die weiblichen.« Denne Angivelse,

der vilde stride mod den Anskuelse, som vi ovenfor have udviklet, synes imidlertid ikke at beroe paa
nogen positiv Undersøgelse af Kjonsredskaberne; af det foregaaende Afsnit om disse Organer hos

Snyltekrebsene (p. 134—35) synes det nemlig at fremgaae, at Forfatteren ikke har undersøgt

Pandarus-Slegtens mandlige (men vel dens kvindelige) Kjonsredskaber; og naar det (p. 167) om Pandarus

lividus hedder »Weibliche Thiere mit Eischläuchen haben wir nieht aufgefunden«, synes man næsten

deraf at kunne slutte, at Forfatteren ogsaa hos P. bicolor har troet at kunne skjelne Kjennene efter

Æggetraadenes Tilstedeværelse eller Mangel.

HH Nemlig P.dentatus og P. vulgaris M. Edw, P. satyrus Dana, P. concinnus Dana, P. pallidus M. Edw.
og P. brevicaudus Dana. Vi antage rigtignok, at ved en noiagtig Sammenligning af disse Arter vil
deres Antal blive reduceret endel.

an

sammenvoxne med hinanden, og det i den Grad, at deres Rygblade danne et firdelt Blad.
2) Ved en noget forskjellig, mere langstrakt Form af Kjonsringen; 3) ved at Halebladene
ikke ere stiftformede, men bladagtige. Begrændset paa denne Maade vil Slægten Pandarus
kunne diagnosticeres saaledes:

Pandarus Leach, (P. bicolore et speciebus affinibus exelusis) dignoscitur (fæmina)
cephalothorace indiviso; annulis abdominalibus omnibus liberis, foliolis dorsualibus, in primo
sejunctis, in sequentibus medio coalitis, instructis; annulo genitali mediocri; cauda brevis-
sima, haud artieulata, folio dorsuali tecta, appendicibus duobus styliformibus divergentibus
instructa; pedibus abdominalibus omnibus setis plumosis destitutis, qvarto pari ramis haud
articulatis, ceteris ramis biarticulatis. (Fila ovigera mediocria). (Mas ignotus, anne Nogagus?)

XI. Om Slægten Perissopus Sip. & Ltk. (Lepidopus Dana?) samt om

22. Perissopus dentatus Stp. & Zik. (9).
(Tab. XII, fig. 25.)

Af den saaledes benævnte lille Art har Captain Hygom til forskjellige Tider fundet
to Exemplarer”) paa Haier, og af disse sad det ene paa Halefinnen af en ung Carcharias.
Generisk stemmer den sandsynligvis overens med Danas Lepidopus armatus, der var taget
af en Hai (Mustelus) i Rio Janeiros Havn. Da Navnet Lepidopus er anvendt som Slægts-
navn for Fiske af Makrelfamilien, have vi maattet ombytte det med et andet.

Dyrets Længde er 5""; dets største Brede (tvers over Bagenden) knap 3mm, For-
kroppens Skjold er uden Suturer; det forlænger sig fortil paa hver Side i Form af en lille
Pandeplade, der dækker det første Følerpars Grund; disse Pandeplader ere i Midten adskilte
ved en lille Bugt; Skjoldets Baghjørner forlænge sig halvmaaneformigt som hos de fleste
andre Pandariner; hvor disse Forlængelser støde til den dem forbindende Bagrand af Skjoldet
sees paa hver Side en lille tynd Hudlap, ligesom hos de fleste andre Former af Pandarinernes
Gruppe. De tre folgende Bagkropsringe synes at være frie; de bære idetmindste hver sit Par
Rygblade; det første Par er rykket ud til Siderne og anbragt bagved Skjoldets Forlengelser; det
andet Par udfylder tildels Mellemrummet mellem det første, og det tredie indtager hele Dyrets
Brede. Kjønsringen er idetmindste ligesaa stor som det hele øvrige Legeme tilsammen og ender
bagtil med en næsten lige Rand, der dog har et Indsnit i Midten og ender med en frem-
trædende Spids eller Tand paa hver Side. Første Følerpar er som sædvanlig toleddet, men
kort og kun udstyret med faa og korte Pigge; navnlig savnes de sædvanlige Børster
langs med Grundleddets øvre Rand. Andet Følerpar er leddet og krogformigt; Snabelen

Vi maae udtrykkelig bemærke, at ligesom vort Materiale har været lidet, har det heller ikke været
godt; det ene Exemplar var stærkt indtørret, det åndet noget abnormt udviklet (manglede f. Ex. et
af Rygbladene paa den ene Side og en Fod af sidste Par); alligevel haabe vi, at det er lykkedes os
at gjengive denne Forms Eiendommeligheder nogenlunde rigtigt.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 5 bd, 50

394
lang og spids. Første Kjæbefodpar er spinkelt og ender med en dobbelt Krog; andet har
derimod en meget eiendommelig Form; Spor til en bevægelig Klo eller overhovedet til en
Haand- eller Tangdannelse have vi ikke kunnet finde; derimod ender det med en stor oval
eller rettere noget nyredannet Flade, der har vendt mod Haifiskens Hud og er rifflet af
Linier, der løbe temmelig regelmæssigt paa langs og paa skraas og saaledes krydse hinanden
paa en bestemt Maade”). Til de hos andre Pandariner forekommende Knuder og Puder paa
Undersiden af Skjoldet og paa Fødderne see vi her næsten intet Spor””). Intet af de fire Fodpar
er uddannet til Svømning; alle fire have bladformede Grundled, som paa første Fodpar
ere smaa, paa tredie og fjerde derimod meget store; det forbindende Midtstykke er netop
kun antydet paa første Par, bredt og afrundet paa andet og springer frem i Form af en afrun-
det Trekant paa tredie. Første og andet Fodpar har paa hvert Grundled to smaa toleddede
Grene, af hvilke den ydre bærer 4—5 Børster uden Haar. Derimod ere de to sidste Fod-
pars Grene aldeles rudimentære og uleddede. Det korte Haleled og Halebladene ere skjulte
under Kjønsringen. Det ene Exemplar har rigtignok endnu Spor til Æggetraade, men vi
kunne ikke angive disses Længde.

Sammenholdes denne Art med den Danaske, vil man finde følgende Forskjellig-
heder: hos Danas er Skjoldet femkantet og uden Forlængelser bagtil; den har kun fire
Rygblade, og Kjønsringen ender med to afrundede Flige; andet Kjæbefodpar har en noget
forskjellig Form og Skulptur, og første Fodpar beskrives som ugrenet.

Slægten Perissopus og dens Arter ville kunne charakteriseres saaledes:

Perissopus nod. (Lepidopus Dana?) dignoscitur (fæmina) cephalothorace indiviso; annulis

abdominalibus liberis, foliola dorsualia 4 vel 6 gerentibus; annulo genitali sat magno, latius-

culo, caudam brevissimam et foliola caudalia tegente; pedibus abdominalibus setis plumosis
destilutis, primi et secundi paris ramis (in P. dentato sıltem) biarticulatis, ceteris ramis
haud articulatis, omnino rudimentariis. (Mas ignotus).

P. dentatus nob., cephalothorace postice in lobos duos laterales producto, foliis dor-
sualibus sex, annuli genitalis angulis posticis acuminatis.

P. armatus (Dana), cephalathorace pentagono, in lobos laterales haud producto, foliis
dorsualibus quatuor, annuli genitalis angulis posticis rotundatis.

Dichelestinernes eller Pachyeephalernes Gruppe synes ikke at indeholde ret mange pelagiske
Former, uagtet den faaer sin Plads mellem Peltocephalerne paa den ene Side og de ægte
Lernæer paa den anden, hvilke begge tælle saamange pelagiske Former. Af nye Bidrag
til Kundskaben om denne Dyregruppe levere vi derfor kun Beskrivelse af en ny Lernan-
thropus-Art fra det indiske Hav og af Anthosoma-Slegtens hidtil ubekjendte Han.

*) Skjælbeklædt som hos den Danaske Art fandt vi det derimod ikke
") Nemlig kun en lille Knude bagved første Folerpar.

395

XH. Lernanthropus Blainv.
23. Lernanthropus Kønigii nob. (2 9).

(Tab. XII, fig. 23.)

De samme Exemplarer af »Pampelfisken« (Stromateus paru Bl), som hidrøre fra
Dr. Konig i Trankebar og ere blevne beskrevne af Brünnich som afgivende Bolig i
sin Mundhule for Cymothoa eremita (Brünn.) (C. Stromatet Bleeker), skylde vi Bekjendtskabet
med denne paa dens Gjæller levende Snyltekrebs,

Hannen er fra Panderanden til Halespidsen knap 2mm lang; Forkroppen er
stærkt hvælvet og buget, fortil lige afskaaren, bagtil spidst afrundet; dens forreste Afsnit,
som bærer Følerne, er svagt sondret som et særeget lille Stykke. Bagkroppen er mere
smækker, dens Omrids lidt bugtede paa Siderne; den bærer paa hver Side to lange, smalle
og flade, kløftede eller tvegrenede Vedhæng (det omdannede tredie og fjerde Fodpar) og
ender med et særskilt lille Haleled, der bærer to smaa børsteløse Vedhæng eller Haleblade.
Af Bagkroppens ovennævnte Vedhæng er første Pars indre Gren kort i Sammenligning med
den ydre, der omtrent er saa lang. som andet Pars indre Gren, men kortere end dettes
ydre Gren.

Hunnen er c. 4"” lang. Forkroppen er stærkt sammentrykt, især fortil, men dog
bredere bagtil end fortil, hvor den ender med to fremspringende afrundede Knuder; den
er skarpt sondret fra Bagkroppen, som allerede ved sin Begyndelse er bredere end Forkroppen
og derfra tiltager i Brede bagtil; efterhaanden gaaer ogsaa Bagkroppens sammentrykte Form over
i den fladtrykte, saa at den ender med en stor, bred og flad Plade, der hænger ned som
et Skjørt”) eller et Skjød over Halen og over Æggetraadenes og det sidste Par Vedhængs
"Grund. Det første Par af Bagkroppens store Vedhæng {tredie Fodpar) har en ganske
særegen Form; det staaer lodret frem paa Bugfladen og er dannet af et efter Længden
sammenfoldet Blad, hvis ydre Lap er lidt længere end den indre. Andet Par Vedhæng
(fjerde Fodpar) bestaaer af to Par flade og spidse Flige, den ydre lidt længere end den
indre, der udgaae fra Bagranden af den egentiige Bagkrop og med deres Spidser rage
nedenfor Rygpladen**). Loftes disse fire Flige i Veiret, sees den korte Hale, der synes

”) Denne Forlængelse findes som bekjendt allerede hos Slægterne Cecrops og Lemargus af Pandari-
nernes Gruppe.

At Tydningen af disse Dele som tredie og fjerde Fodpar, uagtet de ved deres store Omfang staae i en
saa stærk Modsætning til første og andet Fodpar, er rigtig, trænger neppe til yderligere Bevis. I v.
Benedens Beskrivelse af Z. Krøyeri beskrives det fjerde Fodpar endnu som Æggesækkene! (Ann.
d. sc. natur. I. €. p. 103). De traadformede Æggesnore hos denne Slægt saavel som Hannen bleve først
bekjendte ved v. Benedens Beskrivelse af Z Gisleri (Bulletin de l'acad. de Bruxelles, XIX pl. 2
p. 101), og først derved fik man Vished for, at Slægten hører til Pachycephalernes eller Dichelestiner-
nes Gruppe og aldeles ikke har noget at gjøre med Chondracantherne.

50"

396

at bestaae af lo Led, af hvilke det forreste paa hver Side forlænger sig bagtil i Form af en
nedhængende Vinge eller Flig*), der rager langt ud over det bageste Led, som bærer
to rudimentære Haleblade. Fra det forreste Led (der altsaa egentlig er den her meget
ubetydelige »Kjønsring«) udgaae Æggetraadene, og til det er der ofte fæstet to runde,
rødbrune, stilkede Spermatoforer af lignende Form som de, der findes hos de ægte Caliginer.

De øvrige Lemmer ere næsten eens uddannede hos begge Kjøn, naar undtages
første Følerpar, der synes at mangle aldeles hos Hunnen, men hos Hannen er traad-
dannet, leddet og udstyret med enkelte korte Børster henimod Spidsen. Snabelen er spids;
ved dens Grund sees et Par smaa, to- eller treleddede Palper eller Kjæber (2). Andet Foler-
par har hos Hannen sin Plads saa tæt ved Forenden, at det rager frem foran denne; detle
er ikke Tilfældet hos Hunnen. Det har ligesom andet Kjæbefodpar Form af et stærkt
Fastholdningsredskab med opsvulmet Grundled og krogdannet Endeled; første Kjæbe-
fodpar er vel mindre og mere spinkelt, men har dog næsten samme Form. De to første
Fodpar ere aldeles rudimentere, blot antydede ved to Par meget smaa Blade paa hver Side
med Spor til enkelte Borster og Pigge.

Paa Gjellerne af en anden ostindisk Makrelfisk, Galeichthys major, have vi fundet
nogle Exemplarer i mindre god Tilstand af en Lernanthropus, som vi ansee for at vere
den samme Art som den her beskreyne.

Foruden de tre tidligere bekjendte Arter af Slægten Lernanthropus, nemlig L.
musca Blaine, L. pupa Burm. og L. paradoxus (Nordm.), har van Beneden i de senere
Aar meddelt Beskrivelser og Afbildninger af tre andre Arter, nemlig to europæiske: L. Kroyeri
v. B. (af Labrax lupus), L. Gisleri v. B. (af Sciæna aquila), og en fra det indiske Hav,
L. Petersi v. B. (af Serranus goliath fra Mozambik). Af de to sidstnævnte kjendes tillige
Hannerne, som tidligere vare ganske ubekjendte. Vor nye Art har mest tilfælles med
L. Gislert v. B., men vil let ved følgende Diagnose kunne skjelnes saavel fra den som fra
de andre ovennævnte Arter. =

Lernanthropus Konigii nob. Femina dignoscitur cephalothorace tectiformi, antice
compresso et bilobo, abdomine latissimo, convexo, postice in scutum maximum, planum,
rotundatum producto, antennis primi paris nullis (?), pedibus abdominalibus tertii paris
maximis, folium conduplicatum simulantibus, quarli paris foliaceis, biparlilis, acuminatis,
lacinia interiori paulo breviori, scutum abdominale superantibus, cauda brevi, obtecta, biarti-
eulata (2), articulo primo (genitali) alis duabus elongatis predito. Mas dimidio minor, cephalo-
thorace convexo, latiusculo, antice recto, postice rotundato-acuminato, abdomine angustiore,
cephalothoracis fere longitudine, in scutum baud producto, cauda porrecta, unarticulata, haud

”) En saadan Flig eller Vinge synes-ogsaa at findes hos Z. Gisleri (l. c. i"), men at være regnet
med til fjerde Fodpar.

397

alata, antennis primi paris setaceis, pedibus tertii quartique paris abdominis bipartitis, in
lacinias elongatas, acutas, graciles, inaequalis longitudinis, productis.
Hab. in branchiis Stromatei paru et Galeichtyis majoris, piscium Indicorum.

XI. Anthosoma Leach.

24. Om Hannen af Anthosoma crassum (Ad/gd).
(Caligus erassus Adgd., A. Smithii Leach.)
(Tab. XII, fig. 24.)

Alle os bekjendte Beskrivelser og Afbildninger af denne Snyltekrebs have kun
fremstillet Hunnen. Blandt nogle fra Universitetets physiologiske Museum hidrorende Exem-
plarer, som ifølge Etiketten ere tagne af Snuden og Gjællerne af en i Oresundet fangen
Lamna cornubica, fandtes imidlertid eet, som afviger paa en saadan Maade fra de andre,
at vi maae antage det for at vere den hidtil ukjendte Han. Det mangler nemlig begge
Rygbladene, og de tre Blad - Par, som repræsentere de tre Par Bagkropsfodder, ere
mindre og naae ikke sammen i Midtlinien; man kan derfor baade paa Ryg- og Bugsiden
let iagttage Legemets Inddeling i tre frie Bagkropsringe foruden Kjonsringen, der er mindre
end hos Hunnerne, og Halen, der synes at vere svagt toleddet. Ogsaa er hele Dyret
noget mindre end de andre (Hunnerne). I Henseende til Bygningen af Folerne, Munddelene
og Kjæbefødderne have vi ingen Forskjel iagttaget; paa de to første Fodpars indre Rand
seer man ganske svage Spor til Fodgrenene; hos Hunnerne, hvor Prof. Krøyer har fundet
noget lignende, finde vi i dets Sted kun et Hak").

Da vi Intet have at tilføje om Clavella- Gruppen, der, som allerede ovenfor er
bemærket, danner det naturlige Bindeled mellem Dichelestinernes Gruppe og de ægte

*) Skulde dette Forhold variere hos Hunnerne eller skulde Prof. Kroyers lagttagelse med Hensyn til
dette Punkt maaskee hidrøre fra en Han, uden at Forfatteren er bleven opmærksom paa Kjønsfor-
skjellen?

Den af Professor Kroyer i andet Bind af naturhistorisk Tidsskrift paa Tab. II fig. Sa
afbildede unge Dichelestium er rimeligvis en ung Han. Derpaa tyder fornemmelig Formen af tredie
(sidste) Par Bagkropsfødder, som har den for Hannerne charakteristiske Brede, Under denne Forud-
sætning synes det imidlertid, efter Sammenligning med en ung Han af c. 4Y9'"s Længde (det frem-
strakte andet Krogfølerpar medregnet), at Prof. Krøyers Tydning af de paa den omhandlede unge
Dichelestium forekommende Indsnøringer og Ringe ikke har været ganske heldig. Paa Fig. Sa ere
d og e uden Tvivl Kjønsringen, saa at f og g tilsammen ville svare til Halen hos det udvoxne Dyr;
tilsvarende Indtryk iagttages tydeligt paa Halen og Kjønsringen hos de foreliggende Hanner. Da
Prof. Krøyer ikke i 1838 kjendte den udvoxne Han, som først er beskreven og afbildet af Rathke
et Par Aar efter (Nova Acta A. C. L. N. C. t. XIX p. I p. 127 og folg., tab. XVII f. 1), var det ganske
naturligt, at han i Tydningen af sit unge Dyr gik ud fra den ham bekjendte Hun, som har en Bag-
kropsring mere og hos hvilken denne sidste (fjerde) Bagkropsring har paa Midten en mere eller
mindre tydelig Indsnøring.

Lernæer, ville vi nu’gaae lige over til disse eller til Penneila-Gruppen med sine tre

Hovedslægter: Lernæonema, Lernæa og Pennella.
to) ’ 5

XIV. Om Lernæonema Min. Edw. og Lernæenicus Les.

samt om to nye Arter af sidstnævnte Slægt.

Da Milne Edwards i Aaret 1840 i sit oftnævnte Værk, Ill. p. 524, opstillede
Slægten Lernwonema, fik denne allerede et Indhold af fire Arter, der efter Antallet af de
hornformede Forlængelser paa »Baghovedet« af Forfatteren selv ordnedes i to Grupper,
men som ikke alle lige godt passede til de givne Slegtsmerker. Til den første Gruppe,
med to Horn, henfortes:

1. Lerneonema Lesueurtd M. Edw, grundet paa en Figur af Lesueur i Journal of
the Academy of Philadelphia vol. Ul. pl. XI. fig. 3., hvilken Figur imidlertid bestemt
fremstiller det yngre Dyr af den paa samme Tavle gjengivne og af samme Fisk tagne
Pennella Blainvillei Les., og altsaa feilagtigen er bleven henfort til den her omhandlede
Slegt.

2. Lerneonema monilaris M. Edw., fundet paa Oiet af Clupea sprattus; baade i
Texten og ved Figuren fremstilles en Eiendommelighed, som skal udmærke den fra de
andre Arter, nemlig” »portion abdominale du corps courte«, medens Slegtscharakteren typisk
fordrer det Modsatte; thi i denne hedder det: »ils se distinguent de ces derniéres (des Pen-
nelles) par la conformation de la portion abdominale de leur corps, qui est assez devéloppée
mais n’offre pas de prolongemens dermoides en forme de cornes ou de tubes«. Denne
større Udvikling af Halepartiet findes derimod hos Forfatterens tredie Art, der hører til
hans anden Gruppe, med tre Horn, nemlig:

3. Lernæonema abdominalis M. Edw, Dens Vært er ikke nærmere angivet, men
den anføres at være taget ved Valparaiso af Naturforskeren Gay og udmærker sig paa-
faldende fra de andre derved, at Halen har næsten en lignende Længde som Brystpartiet og
at hele Kroppen er noget S-formig boiet*). Førstnævnte Eiendommelighed har Forfatteren
aabenbart ogsaa villet fremhæve ved det for Arten valgte Navn; alene paa Grund af et
.ringe Spor til det tredie Horn stiller han sammen med denne:

4. Lernæonema Surrirei Blainv. (Journal de Physique t. 95. p. 376, pl. fig. 2, og
Diction. des sciences naturell. XXVI. p. 117); men han fremhæver da ogsaa, at den netop i
Halens Forhold afviger fra den foregaaende, ligesom det ogsaa ifølge Blainvilles langtfra gode
Figur er umuligt andet end at antage den for en med Z. monilaris meget nærbeslægtet

”) »Portion abdominale du corps dont la limite est indiquée par la position des vulves, presque aussi

longue que la portion thoracique et obtuse au bout«. I. c. p. 525.

399

. DEN

Art, maaskee endog delvis for den samme. Dr. Surriray har nemlig taget den under
Brystfinnerne og paa Øiet af Smaafisk, der bleve fangede i Kanalen og som rimeligvis
have været mindre Sildeformer.

Den tredie af disse Arter (LZ. abdominalis), som ved dens større Udvikling af Hale-
partiet og ved dens noget S-formede Boining af Kroppen peger hen imod den egentlige
Lernæa-Slægt (med Lernæa branchialis Linn. til Typus), synes altsaa at være den, hvorefter
Lerneonema-Slegten er bleven opfattet af Slægtens Opstiller, medens derimod Z. monilaris
(der iøvrigt har vist sig identisk med en ældre, af Sowerby beskreven, men af Milne
Edwards ikke kjendt Art: Z. spratte*), i en meget ringere Grad svarer til det i Slægts-
charaktererne udtalte Slegtsbegreb**). Alligevel synes det, som om der netop om og til denne
Art vilde slutte sig et større Antal af Former, der dels siden den Tid ere blevne bekjendte,
dels allerede vare det, men ikke af Milne Edwards vare blevne rigtigen opfattede.
Saalanne ere: j

a) Lernæonema encrasicoli Baird (Brit. Entomostr. Tab. 35 fig. 11.), der ligesom
L. monilaris snylter paa Fisk af Sildefamilien, men hæfter sig paa Kroppen af disse Fisk.
Den mangler de talrige Ringe eller Indsnøringer, der findes paa den saakaldte Hals hos
L. monilaris Edw. (L. sprattæ (Sowb.)).

b) Lernæonema ocularis (Cu), der ifølge Règne animal III. p. 256 er tåget paa
Hornhuden af Sildens og andre beslægtede Fiskes Øine og saaledes ifølge dens Opholdssted
og dens almindelige Kropform turde formodes at blive identisk med L. sprattæ (Sowb.);
men Cuviers kortfattede Udtryk om den (l. c.) angive bestemt, at den har fire horn-
formede Forlængelser, to større og to mindre, hvilket ikke er iagttaget hos L. sprattæ

st)

”) Sowerby: British Miscellany t. 68. 1806; smlgn. Baird British Entomostraca p. 341 Tab. 35
f. 10.

"') Det er ved en Feiltagelse, at i Oversigterne over det kgl. danske Videnskabernes Selskabs Forhand-
linger for 1860 p. 189 Z. Surirei er nævnt, ved Siden af Z. abdominalis, som en typisk Lernæonema.
Lernæonema Bairdii Salter, Ann. of Nat. Hist. II Series. Vol. VI. (1850) p. 86—S7, pl. 7, fig. 1—5,
anføre vi aldeles ikke her, da vi ingen Tvivl have om, at Dyret ikke var fuldstændigt i sin Forende,
og at heraf netop de Forskjelligheder ere fremkomne, som skulde begrunde dens Artsselystendighed ;
efter enhver Sandsynlighed mangler hele »Hovedet«, og i alt Øvrigt er den saa overensstemmende
med L. sprattæ (monilaris M. Edw.), at den maa ansees identisk med denne Art, med hvilken den
ogsaa har Opholdssted tilfælleds (Sildens Øie).

Heller ikke kunne vi her opføre Zerneonema JJusteli v. Beneden (Annales des sciences natu-
relles, t. 16. 1851, p. 125 pl. VI fig. 11 og 12), som er fundet paa en Mustelus vulgaris ved den
belgiske Kyst; thi Ordene: »les oeufs sout régulièrement entassés dans les tubes oviféres au nombre
de trois ou quatre dans la largeur« vise tydeligt, at den slet ikke hører med til denne vor første
Rekke af parasitiske Copepoder med Æggetraade, men i vor anden Række med Æggesække
med flere Rækker af Æg, uagtet dette Forhold ikke er udtrykt paa Figuren. Den vil rimeligvis
danne en ny Slægt i Nærheden af Lernæocera, og de to eiendommelige Forlængelser fra Kjøns-
ringen ville maaskee kunne-benyttes til at charakterisere denne Slægt, som dog ikke kan betragtes
som fuldstændig kjendt, da v. Benedens Individer uden Tvivl — som denne Forfatter ogsaa udtaler
det — have manglet det saakaldte Hoved.

400

c) Lernewonema radiata (Lesueur), fremdeles funden paa en Fisk af Sildefamilien,
nemlig Alosa tyrannus (Latrobe) fra Nordamerikas Kyster; hvis den er rigtigen beskrevet
og afbildet (Journal of the Academy of Philadelphia III. p. 288—89; Tab. XI. fig. I a—d)
hvilket neppe kan betvivles, har den fem lange og meget tynde Horn. Milne Edwards
har opført den blandt sine Lernæocerer.

Ved Tilfoielsen af disse tre Arter vinder altsaa den Gruppe, hvortil Milne Ed-
wards’s Z. monilaris hørte, et større Omfang og taber dog intet i Enhed; thi alle de
anforte (fire) Arter synes virkeligen at slutte sig noie sammen, og Forskjellen i Hornenes
Antal bliver altid en Forskjel af særdeles underordnet Betydning”). Gruppen vinder tillige
ved denne Sammenstilling et eget ældre Slægtsnavn, der endog vilde have Prioritet som
Navn for den hele Slægt, hvis det maatte ansees for naturligt, at holde dens hele Indhold
samlet i den Milne - Edwardske Forstand, det vi dog ikke kunne indrømme. Idet
Lesueur nemlig beskrev den ovenfor opførte Art som Lernæa radiata, blev han fuld-
kommen vel vaer, at den kun med Tvang lod sig indbringe i de hidtil opstillede Lernæ-
slægter og navnligen ikke i Slægten Lernæocera, fordi »Hornene« ikke vare grendelte, men
enkelte; paa Grund af denne Særegenhed mente han derfor at burde foreslaae for Arten
L. radiata og for sin samtidig og sammesteds beskrevne Lernæa cruciata Dannelsen af
en egen Slægtsgruppe og foreslog at benævne den Lerneenicus. Imidlertid tilføjede han
dog umiddelbart derefter, at det maaskee var heldigere at ændre Slægtsmærkerne for
Lernæocera Blv. i dette enkelte Punkt, saaledes at ogsaa Former med ugrenede »Horn«
kunde optages i den. Dette vilde ogsaa aabenbart være det naturligere, naar Formerne i
alle øvrige Forhold stemmede overeens, og den ene af hans to Arter, ZL. cruciata, synes
ogsaa uden al Vanskelighed at kunne og at burde forenes med Lernæocera; men ander-
ledes forholder det sig med L. radiata, der afviger saa aldeles fra Lernæocererne, og for
denne maatte vi altsaa beholde det afLesueur givne Slægtsnavn: ZLernæenicus. Med det
samme Navn maa vi følgelig ogsaa betegne de tre eller fire ovenfor nævnte, saa nær staaende
Snyltekrebs fra Sildefiskene, medens vi forbeholde den senere givne Milne-Edwardske
Benævnelse Lernæonema for den af de Milne-Edwardske dertil henførte Arter, der bedst
svarer til de givne Slægtscharakterer, nemlig L. abdominalis, og for saadanne Former, som
heri maatte slutte sig nærmest til den.

Naar Grændsen stilles paa denne Maade mellem Lernæonema M. Edw. og Lernæe-
nicus Les., vil det fremdeles blive til sidstnævnte Slægt at vi have at henføre to nye Snylte-
krebs fra Atlanterhavet, hvilke vi begge skylde Hr. Skibscaptain V. Hygom og som vi

”) Hvorvidt Hornenes Antal ubetinget kan antages at have Betydning som Artsmærke, selv derom
faaer man ikke nogen ringe Tvivl ved de Kjendsgjerninger, der nedenfor anføres om Pennella og
som vise det Vaklende i denne Retning hos Arterne af denne nærstaaende Slægt. Tre Exemplarer
af L. sprattæ vise en hoiere eller lavere Rygtorn som L. Surriræi.

401
ligeoverfor de foranførte (fire) Arter, der snylte paa Fisk af Sildefamilien, korteligen kunne
diagnosticere saaledes:

25. Lerneænicus nodicornis Stp. Ztk. (Pl. XII. fig. 26) bicornis, cornibus brevibus,
validis, subcylindricis, obtusis, patentibus; pedunculo abdominis (»collo«) levi (haud annuloso
s. moniliformi), longissimo, partem clavatam bis »quante.

26. Lerneænicus inflexus Sp. Lix, (Pl. XII. fig. 27), bicornis, cornibus basi valde
crassis, retroflexis, apice altenuatis, inflexis; pedunculo abdominis haud annuloso, genu-
flexo (?), longo, partem clavatam ejusdem fere bis æqvante *).

Lerneenicus nodicornis forefandt Hr. Captain Hygom i Maven af en Delphin, som
han i Foraaret 1858 havde fanget under 41° NBr. og 29° VL., og den hidrører altsaa fra
en Fisk, som Delphinen har slugt, men uvist fra hvilken, ligesom det ogsaa er uvist, paa
hvilke Dele af denne den har snyltet Den er 49™ lang, den kolbeformede Del af Bag-
kroppen er 15"" og sammes tynde halsformede Del 29mm, Mellem deres Spidser maale
Hornene 4mm,

Lerneenicus inflexus besidder Museet i to Exemplarer, tagne af Captain Hygom
paa Gjællerne af en »Baracotta« (en større Makrelfisk?), fanget i Foraaret 1557 i Nærheden
af Æquator, nemlig under 2° NBr. og 28° VL.; de ere ialt 26™ lange; deres Bagkrops
kølleformede Del er 9™™ lang og sammes stilkformede Del 12—14mm; Breden over Hornene
ere 2,5mm; disse ere overordentlig tykke ved- Roden, stærkt tilbageboiede, med en tynd
Spids, der boier indad imod Kroppen. Da begge Individerne have en Knæbøining paa
Stilken, turde dette maaskee være mere end tilfældigt og hænge sammen med en bestemt
Maade, hvorpaa de ere hæftede til Værten.

Skjøndt disse Former allerede have megen Interesse derved, at de give Lerneænt-
cus-Slægten en større Fylde, idet de med andre relative Forhold i Kropdelene, med de
længere Kropstilke og massivere Horn stille sig ved Siden af de saa tæt til hinanden
sluttende Arter fra Sildene, og vistnok ogsaa begge snylte paa ganske andre Fiskeformer,
er der dog en anden Retning, hvori de have frembudt en langt større Interesse for os.
Vi have nemlig paa begge Arter, men især paa L. inflexus, hvis Individer neppe vare saa
gamle som det af LZ. nodicornis, ikke allene kunnet erkjende simple Rudimenter af Bag-
kropsfødder paa den Del af Bugfladen, der ligger mellem Hornenes Rod og lidt bag ved
denne, men have ogsaa kunnet overbevise os om, at disse Fodpar, hvis Antal er fire, ere
flerleddede og deres yderste Led borsteberende**), og fremdeles, at disse Fødder bæres af

*) Maaskee-vil det senere vise sig rigtigt at sondre disse Arter generisk fra Slægten Lerneænicus s. str.
Fortiden synes en saadan Sondring kun at kunne begrundes paa Forhold -af en mere habituel Værdi.

”) Da vi kun have to Individer, have vi ikke villet beskadige dem for at give specielle Tegninger af
Fodparrene, men kunne henvise til de senere givne Figurer af de tilsvarende Fodpar hos Lernæa,
der ville give et almindeligt Billede af dem.

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 51

402

smaa Hudplader, der ligge i to Rader og utvivlsomt ere Hælvter af Bagkroppens Bugringe.
Foran denne Dobbeltrække af mindre Plader ligger i Midtlinien en meget større, der turde
tilhøre Forkroppen. Sete fra Rygsiden have begge Arter ikke alene vist os Ryghælvterne
af et Par af de Ringe, der modsvare de fodbærende Hælvter paa Bugsiden, men ogsaa
et stort ovalt Cephalothorax med Kærvninger i Randen, der vistnok endnu antyde de op-
rindelige Partier, hvoraf denne Del af Kroppen er sammensat. — Fra Førenden af dette
Cephalothorax lægger der sig fremad paa det tynde og smale »Hoved« to treleddede med en
tydelig Gribeklo eller Sax forsynede ydre Antenner (smlg. Fig. 26 og 2”), og fra disses
Rod nedhænger der paa Siden, eller er der ligesom kittet til Siden af Hovedet, to meget
tynde, næsten traadfine indre Antenner. Paa Mundens Sider sees endeligen et Par
toleddede, knæboiede Redskaber, hvilke vi tolke som et Par Kjæbefodder (Fig. 27 mp,
i meget stærk Forstørrelse); den ydre krogformede Spids er meget tynd, eller fladtrykt med
noget tykkere Rande, som om den vilde tvedele sig. Munden danner et smalt Rør, der
ligesom kan udtrækkes noget af den ydre Cylinder, hvilken Mundrammen danner, og som
i visse Belysninger og navnlig hos det ene Individ synes ligesom at have svage Indsno-
ringer. Tet foran Munden sees paa Rygsiden en mørkere øielignende Plet, men denne
har sikkert nok ikke noget med et saadant Sandseredskab at gjøre.

Af alle disse Lemmer, Munddele og Antenner mene vi, at ingen tidligere have
været iagttagne hos de Lernæformer, vi have givet Plads i denne Slægt. Formen af visse
af disse Dele, de ydre Antenner f. Ex., synes os paa en vægtig Maade at tale for den
Plads, Gruppen Lernæadæ indtager i denne Afhandling, og tilsammentagne røbe de paa en
aldeles utvetydig Maade, at den Del af Dyret, vi ovenfor med de tidligere Beskrivere for
lettere Forstaaelses Skyld have kaldt »Kroppen«, væsentlig kun er Kjønsringen, og at baade
»Stilken« og den kølleformige, opsvulmede Del begge tilhøre denne alene. Kun Kjønsringen
med de nedhængende lange Æggetraade og den aldeles indsvundne Hale synes altsaa at
hænge frit ud af Fisken, medens netop den egentlige Krop tilligemed Hornene ligger ind- _
trængt i Fiskens blødere Dele. Dette giver os forud særdeles gode Vink til den rette
Opfattelse af de egentlige Lernæers og Pennellernes morphologiske Forhold. — Ganske
anderledes er derimod Forholdet hos Lernæocera, hvor, som Brühl*) har vist det, de fire
Par Bagkropsfødder ere fordelte over hele Længden af det opsvulmede, Kjønsstofferne
indeholdende Kropparti, der altsaa for den allerstørste Del er en egentlig Bagkrop (abdomen)
i den Betydning, hvori vi i denne Afhandling have anvendt dette Udtryk, hvorimod »Kjøns-
ringen« her er overmaade lille.

*) Mittheilungen aus d. K. K. zool. Institute der Universität Pest Nr. 1.

403

XV, Lernæa Linn. (sens. strict).

Arterne af den egentlige Lernea-Slegt ere langtfra at vere pelagiske Former; thi
de kjendte Arter holde sig til Kystens eller Havbundens Fisk; naar vi alligevel ligesom i
Forbigaaende her dvele korteligen ved denne Slegt, da er det for i Forbindelse med de
øvrige her beskrevne beslægtede Dyreformer at gjøre opmærksom paa en hidtil mindre
paaagtet Form fra det nordlige Atlanterhavs Kyster, men fornemmelig dog for at kunne be-
kræfte Tilstedeværelsen af Lemmer og Antenner selv hos disse i hoieste Grad uregelmæs-
sige Snyltekrebs og for at kunne give nogle nærmere Oplysninger om disse Deles Stilling
og Bygning.

27. Lernæa branchialis Zinn.
(Lernæa gadina 0. F. Miller (prodr. Zool. Dan)).

(Tab. XIII, fig. 28.)

Vi have vel ikke hidtil været heldige nok til at kunne inddrage i vore Undersøgelser
enten egentlig yngre Individer eller Unger af denne hos vore Arter af Torskeslægten saa
almindelige Lernæa; men vi have desuagtet kunnet erkjende lidt flere Spor af den op-
rindelige Krebsdyrbygning, end der hidtil ere blevne anførte. Selv paa de allerældste og
allermest uregelmæssige Individer have vi saaledes lettelig kunnet overbevise os om, at der
paa Bugfladen af Dyret, lige under det uparrede Ryghorn eller umiddelbart bag ved dette,
findes fire Par meget smaa Lemmer (Bagkropsfodder), der svare aldeles til de foranførte
hos Lerneænicerne, og da vi ikke have savnet dem hos nogetsomhelst Individ, vil
altsaa det Led i Slægtens Charakteristik hos Milne Edwards, der hedder: »depourvus de
pattes rudimentaires«, paa Grund heraf ikke længere være rigtigt. Men heller ikke
Antenner kan man sige, at de mangle, idetmindste ikke aldeles, da selv paa de ældste og
største Individer disses Tilstedeværelse kan paavises, om end i en meget tilbagetrængt
Tilstand. Paa Rygsiden af Cephalothorax, foran det uparrede Ryghorn og mellem de to
Sidehorn (altsaa paa Punkter, der svare til de lidt mere udviklede Antenners Udspring hos
Lerneenicus) udgaaer der tvende korte tveleddede, men aldeles rudimentære Lemmer, som
tildels rette sig lige iveiret og hvis øverste Led under en tilstrækkelig Forstørrelse tydeligen
viser sig at være en fordreiet eller vreden Klo eller Sax; at disse udgjøre det andet
Antennepar kan man aldeles ikke betvivle (fig. 288a?). Af det første Antennepar have vi
hidtil ikke kunnet finde noget Spor paa vore ældre Individer, men de have alle vist et Par
leddede Vedhæng, hæftede til den parrede Sidesvulst ved Mundranden, hvilke vi have tydet
som Kjæbefødderne (fig. 23«mp!). Det er imidlertid de selvsamme Redskaber, hvilke Prof.
Krøyer i sin ældre Afhandling (Nat. Tidskr. II. p. 294) omtaler som Hjælpekroge, ligesom de af

51"

404

samme Forfatter umiddelbart derefter omtalte: »to parallele Rækker af sorte Punkter, fire
Punkter i hver Række«, ere vore ovenfor anførte Bagkropsfødder.

Med Hensyn til denne Arts Fasthæftning til sin Vært skulle vi endnu tilfoie, at
den altid er forekommet os hæftet saaledes op i Gjællebuernes Kjødmasse og med sine
grendelte trende Hæftehorn saaledes ‚klamret op til de langs under Gjællebuen løbende
Blodkar, at vi maae formode, at den suger saagodtsom umiddelbart af disse; men vi have
paa levende Dyr ikke havt Leilighed til umiddelbart at overbevise os herom.

Som en egen Varietet af dette Krebsdyr maae vi fremhæve:

28. Lernæa branchialis var. sigmoidea Sip. & Ltk.
(Lernæa gadina O. Fabr. fn. gr. 336.)
(Tab. XIII, fig. 29.)

Der forekommer ved Færøerne paa Torskearter (formodentlig paa flere) og lige-
ledes ved Grønlands Kyster paa Ovaktorsken (Gadus ovak) en Lernæform, der hidtil er
bleven betragtet som identisk med Z. branchialis Lin., men som dog med Tiden turde vise
sig at være en egen Art, hvorfor vi her forelobigen have betegnet den med oven-
staaende Navn.

Idet vi henvise til Figuren (XIIL f. 29), som fremstiller den i naturlig Størrelse, og
bede denne sammenlignet med de gængse Figurer af L. branchialis (f. Ex. Strøm Søndmør. I.
f. 18, Baird brit. Entom. tab. XXXV f. 12), skulle vi her bemærke, at den adskiller sig fra denne
sydligere”) eller typiske Form derved, at den saakaldte »Hals«, den tynde stilkformede Del af
Bagkroppen, er meget kortere, i Reglen kun halv saa lang som hos Z. dranchialis, og at den
derhos er mere tynd og under en skarpere Vinkel bøiet tilbage imod den sækformig opsvulmede
Del af Bagkroppen, hvilken i det Hele er "tykkere og forholdsvis længere end hos Z.
branchialis. Hele Dyret er fuldstændigere S-boiet. Hornene eller Hæflearmene ere svagere
og synes mindre forgrenede, medens de Fremstaaenheder, der findes paa begge Sider af
Halens Udspring ere meget tydeligere. Selve Halen, der hos Z. branchialis holder sig
næsten cylindrisk, er her mere sækformig udvidet ved sin Grund, og Udrandingen i Bag-
enden viser sig tydeligere.

Æggetraadene synes os .opviklede paa selvsamme Maade, som hos den .ty-
piske Form.

De samme Spor af Lemmer og Antenner, som vi have omtalt hos Hovedformen,
have vi ogsaa fundet hos denne; men da vi her ved et gunstigt Tilfælde baade have havt

*) Ogsaa ved de danske Kyster forekommer der undertiden en noget lignende Form, men da Hale-
partiet ikke har den nedenfor nævnte Opsvulning, ere vi i Tvivl, om den bør ansees for aldeles
identisk med den nordligere Form.

405

rigeligere Materiale og ogsaa have havt idetmindste halvunge Individer til Undersøgelse,
have vi her bedre kunnet offre flere Individer til en speciellere Oplysning om Lem-
mernes Bygningsforhold. Disse ere, som Figurerne vise (see XIII. fig. 29), i alle fire Par
toleddede og forsynede med Børster, men kun de to forreste Par ere tvegrenede, de to

bageste eengrenede.

XVI. Om Slægten Hæmobaphes Sp. & Lik. samt om

29. Hæmobaphes cyclopterina (Fabr.) (Lernæa cyclopterina (Fabr.)
(Tab, XIII, fig. 30.)

Denne interessante Lerneform var hidtil kun funden paa Cyclopterus spinosus, men
foruden paa denne gronlandske Fisk have vi ogsaa fundet den paa gronlandske Individer
af Cottus gronlandicus, Gunnellus fasciatus og Sebastes norvegicus, samt paa færeiske
Exemplarer af Gadus Merlangus og Cottus bubalis, og den ene af os (Stp.) har tidligere
taget den i Reikiavik paa Exemplarer af den islandske Cottus scorpius. Det viser sig
altsaa, at Formen ikke tilhorer allene den arktiske Zones Kyster, men ogsaa gaaer meget
sydligere, og at den er langtfra at vere bunden til en enkelt Fiskeart eller enkelt Fiske-
slægt, som såa mange andre. Den er hidtil bleven staaende i Slægt med den foregaaende
Art, og det kan ikke nægtes, at den synes at staae denne saare nær, især naar man seer
hen til dens udenfor Værtens Gjæller fremragende Dele; alligevel forekommer det os, at
den ved nærmere Bekjendtskab frembyder saa mange og saa vigtige Afvigelser, at vi maae
ansee det for naturligst at stille den i en egen Slægt for sig.

Foruden Fabricius’s meget korte Beskrivelse i Fauna gronlandica (p. 337) have
vi af Professor Krøyer (Naturh. Tidsskr. I. p. 501. flg.) en udførligere og noiagtig af
tvende næsten udvoxne Individer, og af disse tillige Figurer, der for deres Tid ere meget
brugbare (l. c. Tab. V fig. 4. a—e); men af det fuldt udviklede Dyr med dets Æggesække
har man ikke nogen Afbildning, ligesaalidt som man har en Fremstilling af de Spor af
Lemmer, som Dyret endnu maatte have tilbage. Disse Savn er det, som vi ved vore
Figurer have søgt at afhjælpe, saavidt vort Materiale har villet tillade os det, idet vi tillige
ved disse have villet tydeliggjøre den meget mærkelige Maade, hvorpaa Dyret ifølge vore
Undersøgelser snylter paa sin Vært, hvilken af de ovennævnte Fiskearter denne end maatte
tilhøre.

Det er allerede antydet, at det ejendommelige Indtryk, som Dyret i dets natur-
lige Stilling mellem Gjællebladene gjør paa Betragteren, er det samme, som man faaer af
Lernæa branchialis; men tvende Afvigelser i Enkelthederne træde dog oieblikkeligen frem.
Først møde nemlig Øiet de to i en aldeles regelmæssig Spiral, lige tyk i dens

406

hele Længde, tæt oprullede Æggetraade, medens den nævnte Lerne altid har dem i
uregelmæssige Løkker, opviklede til langagtige Nøgler; dernæst træffes det af de to Par
Udvidelser, der ligesom Sække hænge ned fra den tykke stærkt S-boiede Krop,
og i Nærheden af hvilke der oftere sees andre mindre Udvidninger eller Bukler. — Det
forreste Par af disse Poser ligger foran Æggetraadenes Udspring og svarer nøiagtigen
til de mindre Fremspring af Kjønsringen, paa hvilke vi ovenfor ved Lernæerne have
gjort opmærksom; det bageste Par ligger bagved Æggetraadenes Udspring og er Ud-
vidninger af den øvre sækformige Del af Halen, der allerede hos var. sigmordea at
Lernæa branchialis var bleven saa stærkt udspilet og som altsaa her endog har faaet lige-
som Sidegrene. — Jo ældre Dyret er, jo stærkere ere alle disse Sideudvidninger og jo
mere ere de ledsagede af andre mindre, blot bukleformede; jo yngre Dyrene ere, jo færre
og utydeligere Spor er der af saadanne Bukler, jo kortere og uanseeligere ere de to
Par Sidesække.

Forfølger man nu Snyltegjæsten i dens Fortsættelse ind i Gjællepartiet, finder man
altid, paa hvilket Gjællepar, paa hvilket Sted af Gjællebuen og paa hvilken af de nævnte
Fisk den end er hæftet, at dens S-boiede opsvulmede Krop strax gaaer over i en lang,
tynd, trind »Hals«, der ufravigelig boier ned imod Tungepartiet, idet den følger langs med
de i Gjællebuens udhulede Bagrand liggende Blodstammer; ankommen til dette Sted
udskyder »Halsen« nogle smaa Sideforlængelser eller Horn, der snart ere enkelte, snart
kløvede, snart længere, snart kortere, og ved hvilke den ligesom ved Ankere holder sig
fastere til sin Omgivelse, og derpaa boier den sig i en meget skarp Vinkel tilbage og
følger Dyrets Midtlinie. Denne i en saadan tilbagebøiet Stilling liggende Forende af Dyret
fandt vi altid indsænket i Blodkarrenes store Midstamme og i bulbus arteriosus, og det end-
ogsaa saa dybt, at vi ikke have kunnet skjønne rettere, end at den laae i selve Aare-
stammens Hulhed, og ikke i Karrets Vægge. Selv hvor Fisken bar en saadan Gjæst
- i Gjællerne paa hver af Kroppens Sider, som Tilfældet var med den 5” lange Cottus
bubalis, hvoraf det fig. 30¢ aftegnede Exemplar udpræpareredes, indtoge dog begge
Snylterne samme Plads, den ene kommende fra den ene Side, den anden fra den anden
Side, og det største Exemplar naaede i denne lille Fisk ligeop til selve Hjertekammeret
med sin forreste Ende, medens det noget mindre, aftegnede Exemplar standsede nogle
Millimetre derfra. Paa større Fiskeindivider, som det undersøgte Exemplar af Cyclopterus
spinosus, naaede de ikke saa langt ned i Medianstammen, men deres Nedtrængen i denne
maa jo væsentlig være afhængig af, fra hvilket Gjællebuepar de komme.

Som en Følge af det beskrevne Forhold maa Dyret altsaa i dets forreste Del altid
være stærkt vinkelboiet, og fra denne Vinkelboining af begynder dets hidtil pergamentagtige
Beskaffenhed ligesom at ændre sig; dog vedligeholder denne sig endnu temmelig fast,
saalænge den trinde Hals fortsætter sig; men idet Halsen udbreder sig til den omtrent

407

dobbelt saa tykke Forende af Dyret, bliver Huden blødere og skjorere og mere lysfarvet,
og det bliver vanskeligere med Bestemthed at opfatte Formen af og Sammenhængen mellem
de enkelte Partier, hvori denne Forende ligesom udsvulmer. Vanskelighederne forøges
derved, at Dyrets indeklemte Stilling ofte har givet disse bløde Dele en mindre symme-
trisk Uddannelse og at sjelden to Individer ere nogenlunde eens*). Uagtet alt dette have
vi kunnet erkjende, at denne Forende falder i fire temmelig vel fra hinanden skilte Afsnit,
saaledes som Prof. Krøyer rigtigen har fremstillet det. Det bageste af disse udsender
til hver Side og noget bagud to hornlignende temmelig haarde Forlængelser, der oftest ere
gaffelgrenede, undertiden er endog hver af Grenene igjen kløvet i Spidsen, men paa den
anden Side kunne de ogsaa flyde sammen til een Masse. De to mellemste af disse
Afsnit ligne hinanden noget og, naar Dyret er mere regelmæssig udviklet, synes de
ligesom at danne to brede Halskraver om dette; Siderne af disse Kraveringe kløve sig
ialmindelighed i to noget nedhængende Lapper, men ulige stærkt hos de forskjellige Individer.
Imellem det forreste Afsnit og Forranden af den forreste Kravering sees der paa Bugfladen
henimod Midtlinien to Par yderst smaa bevægelige Redskaber, hvilke under en stærk
Forstørrelse vise sig at være to leddede Fodpar med Børster, der maae tolkes som
Bagkropslemmer (fig. 307) og altsaa lade os forstaae, at de to andre Bagkropsringe snarest
maa være at søge i de to kravedannende Ringe. Det forreste Afsnit danner ifølge
denne Betragtning den egentlige Cephalothorax; men af dennes sammensættende Dele
ere vi neppe istand til at kunne paapege nogen enkelt, da just dette Partie i Dyrets
udvoxne Tilstand poser sig ud i saa mange Retninger. Os forekommer det, at dette
Partie i det Hele viser en ikke ringe Lighed med hvad vore Figurer fremstille for Pen-
nellernes Vedkommende.

Som Opsummering af den her givne Fremstilling ville vi til Slutning anføre, at
Formen.: vigtigere Særkjender fra de egentlige Lernæer ville ligge i de i regelmæssig
Spiral oprullede Æggetraade, i Ueensartetheden af Hæftearmene eller Modhagerne, der her
findes langt tilbage paa Kjønsringens Hals, men hos Lernæerne foran Bagkropslemmerne, i
Bagkroppens helt forskjellige Leddeling, Form og Udrustning med Lemmer, samt i de stærke
Sekke eller Sideudvidelser paa Halen og paa Kjønsringen foran Halens Rod.

Afvigelserne ere altsaa saamange, at Slægten Hæmobaphes med Tiden vistnok bør
flyttes lidt bort fra den egentlige Lernæa-Slægt, henimod Clavellinerne og Dichelestinerne,
med hvilke den synes i mange Henseender at danne Paraleller. Indtil videce formaae vi
dog kun at give en Charakteristik af Slægten i Forhold til de egentlige Lernæer, og denne
kunde maaskee lyde saaledes:

Hæmobaphes Stp. Lik. a Lernæa Linn. s. str. (species typica: Z. branchialis

*) Dette lode allerede Prof. Krøyers to Figurer formode (I. c., fig. cit.)

408

Lin), cui qvoad partes extra branchias hospitis pendulas proximus est, distinguitur filis
ovigeris longissimis, in spiras regulares convolutis, abdomine caudaque sigmoideis, crassis,
in sacculos binos ulrinque dilatatis, »collo« abdominis longo, genuflexo, anchoris brevibus,
simplicibus vel divisis pluries munito, pedum abdominalium paribus modo duobus, rudi-
mentariis, minutissimis, vix microscopio conspicuis, cornibus, qvalia in Lernæa, in anteriore
corporis parte nullis.

Species typica H. cyclopterina (0. Fabr.) (Lernæa cyclopterina Fabr., Kroyer.)

XVII. Om Slægten Pennella Oken (Lernæopenna Biv.),

samt om flere nye Arter og Arternes tidligere Udviklingsformer.
(Tab. XIV.)

I Henseende til Pennella-Slægtens egen Begrendsning imod Naboslegterne finder man
stor Enighed iblandt Forfatterne, og af de i Histoire des Crustacés af Milne Edwards eller i
andre Arbeider af andre Forfattere til denne Slegt henforte Former vide vi heller ikke at ud-
pege uden en eneste tvivlsom, nemlig P. sultana Nordm.*). Men desto vanskeligere har det
været at afgrendse Arterne imod hinanden indenfor Slægten, og i denne Henseende vil
vistnok Nøden blive stor endnu i lang Tid. ‘Til de hidtil beskrevne Arter have vi ment at
kunne foie to Arter, hvoraf den ene turde have saamegen storre Interesse, som den snylter i
et varmblodigt Dyrs Kjod, medens den anden paa sin Vis ingenlunde staaer tilbage
for den i Interesse, idet den frembyder os en temmelig fuldstendig Udviklingsrekke, der
kaster Lys over disse Formers tidligere Udviklingstrin, hvilke hidtil vare aldeles ukjendte.
Ogsaa turde enkelte Individer af de nedenfor omtalte Arter give os nogle Vink om de hidtil
forgjeves søgte Hanner. i

Med Hensyn til Arternes Gruppering maae vi gjøre opmærksom paa, ai Milne
Edwards vel deler Arterne-i denne Slægt, ligesom i hans Lernæonema-Slægt, eftersom de
paa Forenden eller det saakaldte »Hoved« have kun to Horn eller have tre saadanne, idet
da et uparret Ryghorn træder til de parrede Sidehorn (1. tete garnie de deux cor-
nes ou prolongemens brachiformes libres: P, sagitta (Lin.) og P, filosa (Lin); 2. trois

”) Vi ere nemlig uvisse om, hvorvidt Pennella sultana v. Nordm. virkelig hører naturligen sammen
med de andre Arter; dens S-boiede Krop og dens grenede Hæfteredskaber synes os idetmindste
at fjerne den fra de øvrige og at stille den som Mellemled imellem Pennella og Lernea, som en
til det Blainvilleske Slægtsnavn Lernæopenna svarende virkelig Lernæa med »appendices penniformes
de l'abdomen rameux«. Hvis den af Milne Edwards og v. Nordmann maatte være hensat til
Slægten Pennella paa Grund af de rudimentære Fødder, der tillægges denne Slægt, men som nægtes
Lernæa, da maae vi erindre om, at vi foran have paavist, at ogsaa sidstnævnte Slægt har disse, paa
samme Sted og i samine Udviklingstilstand.

409

cornes oceipitales: P, Blainvillii (Les) og P. sultana (Nordm.), men at vi ikke have
kunnet bruge denne Grupperingsgrund, da vi idetmindste hos een Art have fundet dette
Forhold saa varierende, at vi antage, at det neppe bør anvendes som Artsmærke. Vi have
valgt at fremstille de Bemærkninger, vi have at gjøre om de ældre kjendte Arter, efter
disses Anciennetet og at knytte vore nye Arter til den af disse, hvilken de forekomme os
at staae nærmest.

30. Pennella sagitta (Linn.)
(Tab. XIV, fig. 31.)

Denne længst bekjendte Art af Pennellerne, der tillige synes at være den, som i
udvoxen og fuld kjønsudviklet Tilstand opnaaer den ringeste Størrelse, angav Linné 1754
som »Lophio tumido insertam« i hans Chinensia Lagerstroemiana (cf. Amoen. academice,
Vol. IV. p. 257, Tab. III fig. 13), og ved Lophius tumidus forstod han her vistnok snarest den
i Osbecks Reise S. 305 under dette Navn omtalte Fisk fra det atlantiske Sargassohav og
neppe den af ham i ovennævnte Dissertation nogle Blade forud beskrevne (indiske?) Lo-
phius histrio, til hvilken han iøvrigt henforte L. tumidus og som han forresten ogsaa til-
lagde Hovedophold i Sargassomasserne. Linnés Typus for Pennella sagitta tor altsaa for-
modes at være fra den Fisk, som i den nyere Systematik benævnes Chéronectes mormoratus
og er fra Sargassohavet. Under denne Forudsætning mene vi sikkert at have den linneiske
Art for os; thi vore Individer ere tagne af den selvsamme Fisk netop fra disse samme Egne af
Atlanterhavet; men er Forudsætningen ikke rigtig, da vil Linnés korte Beskrivelse og
simple Figur af et ufuldstændigt Exemplar ikke kunne føre os til nogen bestemt Erkjen-
delse. Iblandt de med Pennellerne plagede Individer af ovennævnte Fiskeart, hvilke Hr.
Captain Hygom har medbragt til Museet”), fandtes der enkelte, som havde fire ud-
voxne foruden flere meget yngre Exemplarer af saadanne Snyltere dybt indborede i Kroppen,
og alle vendte de med den fjerede Hale skraat bagtil, saa at det skuffende såa ud, som
om den lille Fisk havde været udsat for en Pileregn. Paa andre Individer have vi under
Huden og i Kjødet fundet et stort Antal af aldeles unge Penneller, hvilke tidligere Stadier
aabenbart hidtil allene have undgaaet Naturforskernes Opmærksomhed, fordi man ikke har
søgt efter dem indenfor Huden.

Da Pennella- Arterne paa den ene Side kun frembyde faa ydre Holdepunkter til
Arternes Adskillelse, og da paa den anden Side de individuelle Forskjelligheder i Forholdene
af flere Dele synes meget større, end man har forudsat, have vi gjort os Umage for at
kunne sammenligne indbyrdes mange Individer af samme Art og tillige, saavidt muligt,
flere Individer tagne fra selvsamme Vært, for derved at undgaae noget af den Usikkerhed i

*) De enkelte Lokaliteter vare: 29° NBr. og 789 VL,; 36° NBr. og 39° VL.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem, Afd. 5 bd. 52

410

Opfattelsen af Grendserne imellem de enkelte Former, der er en nødvendig Felge af de
nævnte Misligheder. Saa smukke Museumsstykker saadanne med flere Penneller gjennem-
skudte Chironectes end ere, saa have vi dog til et videnskabeligt Formaals Fremme fore-
trukket at udpreparere disse Snyltere af dem, dels til gjensidig Sammenligning, dels til
Sammenligning med en nærstaaende Art, som vi næstefter skulle omtale.

Ifølge vore Individer (smlgn. vore Figurer tab. XIV fig. 31) maae vi bekræfte, at den af
v. Nordmann (Mikrogr. Beiträge II. Tab. X. fig. 6) i femdobbelt Forstorrelse givne Afbild-
ning i det Hele rigtigen gjengiver vor Art og Linnés P. sagitta, og det aftegnede Individ
angives ogsaa, at være taget af den nævnte Lophioid. Det større Antal af vore paa denne
Chironectes-Art tagne Individer (10) stemme nemlig overens i, at Hornene eller Modhagerne
ere i Forhold til. de øvrige Kropdele meget lange, og ethvert Spor til et tredie eller
uparret Horn mangler paa dem alle. Disse Modhagers Længde (a), sammenlignet med
den tyndere Del af Bagkroppen eller den saakaldte »Hals« (b) og Bagkroppens mere op-
svulmede Del (c) samt Halepartiet (d) ville nedenstaaende Maal angive for tre Individer (2.
3. 4.), tagne af een og samme Fisk, og ligeledes for fire andre Individer (5. 6. 7. 8.),
tagne sammen af en anden Fisk, samt for et ottende Individ af en tredie (1). Til disse Lengde-
maal, angivne i Millimetre, have vi endvidere foiet Tvermaalet af det saakaldte »Hoved«

(e), hvis Længde og Brede iøvrigt var temmelig overensstemmende:

1. D. 3 4. 5. 6. ro 8.
a. mm, mm Tun, mm, 3mm, 3,9mm, gum mm,
Dodi sone DES N Br Se 2 KR lies 4 debe
ER Tate: CO RR ite Bre en ieee es
de AT oon eb DE ae Bo VÆRN ÅSE DE ya
PMR ME ORD ee Bes a GERE RE tee LES SE ERNE SE

Alle tre Individer paa den ene Chironectes (2. 3. 4.) havde Æggetraadene udvik-
lede til omtrent tre Gange saa stor en Længde som Halepartiet, medens de enten
vare tabte eller snarest slet ikke havde været udviklede hos Individet 4. Af de fire
udvoxne Penneller (5. 6. 7. 8.) paa den anden Chironectes vare de to (6 og %) i samme
Tilfælde, som udmærker 1, medens de to andre vel havde Æggetraade, men kun halvanden
(8) indtil to (5) Gange saa lange som Halepartiet. Da det saaledes synes, som om disse
fire sidste Individer i det Hele turde ansees for lidt mindre fremrykkede i Alder end de
tre næstførste, turde man maaskee ogsaa formode, at den gjennemgaaende kortere Længde af
Sidehornene, ved hvilke de ligesom ligge for Anker i Fiskens Muskulatur, kunde have sin
Grund heri, og at Hornene med Tiden vilde være blevne forholdsvis længere; skulde dette
ikke blive Tilfældet, da vilde den individuelle Variation i dette Forhold ikke være ubetydelig.
Æggetraadene endte altid i den allerede af v. Nordmann aftegnede og beskrevne klofor-

mede Spids og vare altid boiede i en Halvbue.

411

Næst efter »Hornenes» Forhold pleier man at benytte til Arternes Adskillelse de paa
Halen anbragte Fanetraades udelte eller grendelte Tilstand; allerede Linné angav (1754)
som Særkjende paa sin P. sagttta, at disse Fanetraade vare enkelte: »Summitas vero
radiata, brevior, levis, angustior, pinnata utrinque radiis patentibus, sémplicibus, filiformibus,
pluribus« (see Chinensia Lagerstroemiana i Amoen. Acad. IV. p. 257), og dette have
ogsaa senere Forfattere gjentaget (Milne Edwards |. c. 522.) Men denne Angivelse
er meget langt fra at have nogen almindelig Gyldighed, og vi maae ogsaa erindre,
at Linné ikke oprindeligt anførte den til Sammenligning med andre Penneller, men
kun til Sammenligning med de saa tydelig fjerede Straaler hos Sofjerene, (Penna-
tule), sammen med hvilke han dengang, ligesom senere, af Mangel paa bedre Kund-
skab stillede sin P. sagitta. Fanetraadene paa Halen, hvis Middeltal kan angives til
omtrent tyve paa hver Side, sjelden indtil to flere eller færre, have vist sig snart udelte
eller dog kun med enkelte tvedelte indskudte imellem sig (f. Ex. de ovennævnte Individer
1. 2. 4. 5., hos hvilke der hos 2 og > kun fandtes en gaffeldelt, hos 4 fire paa den ene
Side og een paa den anden Side), snart tvedelte næsten ligefra Roden af, eller dog kun
med enkelte ugrenede imellem sig; saaledes havde Individet % paa den ene Side en Fjerde-
del af Traadene tvekløvede, paa den anden Side omtrent Halvdelen, medens Individet 8 kun
havde en enkelt paa den ene Side, & slet ingen enkelte, men dem alle tvedelte med ligelange
Grene. Ved Tvedelingen fremkommer stedse den nye Gren paa et bestemt Sted, nemlig
tæt ved Roden og altid mod Underfladen, og efterhaanden forlænger den sig lidt buet i sit
Løb, indtil den faaer lige Længde med Hovedtraaden, og den hele Halefane erholder naturligvis
da et langt tættere Udseende. Naar man nu seer paa samme Fisk tvende Penneller, som
Individerne 8 og 4, sidde lige ved Siden af hinanden og i samme Udviklingsgrad og Alder,
men dog med saa forskjelligt Faneforhold, saa vil det være klart, at dette ikke kan bruges
til at adskille Arterne. Idet Grenen begynder at skyde frem som en lille Fremstaaenhed
paa den bagre og nedre Side af Traaden, faaer denne den »knieförmige Ausbiegung an
der Basis«, som v. Nordmann |. c. S. 122 omtaler og paa sin forstørrede Figur afbilder,
og som, efter vor Mening, er et Vidnesbyrd om, at ogsaa Fanetraadene paa hans Individ,
der angives at være kun »ausnahmsweise gespalten«, med Tiden alle vilde være blevne gaffeldelte.
Forresten maae vi endnu gjøre opmærksom paa, at mange af Traadene hyppigen blive
bortædte eller falde af og erstattes senere ved nye, der enten udskyde som Grene fra den gamle
Rod eller komme umiddelbart fra Halens Axe, og fremdeles at med en mere fremrykket
Alder udskyder der ogsaa lignende Traade fra det foranliggende Kropparti, saa at to, tre
eller flere Traade fortsætte sig op paa Siden af Kjønsaabningerne og forbi disse”). I saa-
danne Nydannelser har Antallets Vaklen for en Del sin Grund.

*) Forsaavidt man vil sammenstille Halens Fanetraade med de fra Hæmobaphes nedhængende større
Udvidninger eller Sække, kunde man altsaa ogsaa sammenstille de enkelte Par ved Kjønsaabningen
med de Udvidninger, som sammesteds findes hos denne Slægt og hos Lernæa.

412

Til v. Nordmanns lagttagelser over og Afbildning af de fire Par Bagkropsfodder
have vi at tilfoie, idet vi henvise til vore Figurer, at disse i Virkeligheden ere mere end
Rudimenter, idet de dels endnu vise Tvedeling og Leddeling i Grenene, naar de forsigtigen
udpensles af den dem omgivende Slim, dels endnu bære Fjerberster? Desuagtet kan man
ikke ville tillægge disse Lemmer, eller de aldeles tilsvarende hos Lernæa og Lerneænicus,
nogen Betydning som Bevægelsesredskaber, efterat de vedkommende Dyr ere naaede saa
langt hen i deres omdannede Tilstand; man fristes til at antage, at de kun kunne tjene til
at fjerne det sig i Dyrenes Gange ophobende Slim, eller at de maaskee hos alle disse saa
dybt indborede Former kun ere blevne tilbage, fordi.de sidde saa vel beskyttede, at ingen
ydre Vold kan komme til at fjerne dem.

Paa de udvoxne Dyrs Bugside have vi ikke kunnet finde Spor af flere Lemmepar
end de nævnte, og heller ikke have vi kunnet opdage Munddelene imellem de saa tætte og
saa grendelte Udvæxter paa Forkroppen eller » Hovedet«; men paa Rygsiden af dette snart
noget bredere, snart noget smallere, men dog i det Hele temmelig kredsrunde Parti, have
vi hos alle, selv de ældste, Individer erkjendt to meget tydelige Antenner, sammensatte af
to paa hinanden og paa Hovedet ubevægelige Led, der i Spidsen danne en undertiden
noget uformelig Klo eller Tang og minde om de Dannelser, vi foran have paavist hos
Lerneænicus og Lernæa, og som bedst vil kunne opfattes af vore Figurer (fig. 314). Fra
disse Antenners Rod gaaer der tilbage over Rygsiden af Dyret en ægformig-lancetformet
Figur af sorte Pigmentstænk, lidt takket i Randen og hist og her ligesom afdelt ved Tver-
linier. Denne Tegning, der tillige angiver Grændsen af en svagt hvælvet Rygning, faaer
sin Forklaring ved den senere hen givne Udviklingsgang.

Denne Pennella-Art findes i heist ulige Grad indsænket i Chironectens Krop; snart
staaer nemlig den opsvulmede Del af Bagkroppen næsten i hele dens Længde frem af Fiskens
Hud, snart er den derimod sænket helt ind i Fisken lige til Halefanen; undertiden for-
længer Huden sig ligesom-i et Rør ud over den. Vi have ikke bemærket anden Indfly-
delse af disse forskjellige Grader af Indboring, end at Snylternes mørkere eller lysere
Farve og Hudens Haarhed har rettet sig derefter.

Fra de samme Belter af Atlanterhavet (29° NBr. og 78° VL.) have vi ogsaa paa en Diodon
sexmaculatus fundet en yngre Pennella, som vi ved umiddelbar Sammenligning med samme
Udviklingstrin af den hos Chdronectes snyltende ikke have kunnet skjelne fra P. sagitta.
Derimod maae vi antage, at den af Blainville (Journal de Physique (1822) t. 95.
p. 446 Tab. fig. 4) kortelig beskrevne og i Omrids aftegnede P. brachiata (Bt) af en
Diodon fra Manillahavet paa Grund af sin Udbredningskreds vil vise sig forskjellig, naar
den noiere undersøges, og i det Indiske Hav træde istedenfor Atlanterhavets P. sagitta.
Et andet Spørgsmaal bliver det, om i bekræftende Tilfælde denne indiske Form da skal

haye det Linnéske Navn; thi dette maa naturligvis skee, saafremt man med Ellis, Blain-

413

ville (l. c. og Diction. des sc. natur. XXVI. p. 120) og Fl. vil lade Linnés Typus vere
fra det chinesiske Hav. |

Vi slutte de her gjorte Bemærkninger om Artens Formforhold med at berigtige en
Angivelse hos Milne Edwards; skjondt vor Art neppe bliver en Tomme lang, tillægger
denne Forfatter den dog (l. c.) en Længde af fire Tommer, en Feiltagelse, som formodentlig
har sin Grund i, at Forfatteren, om endog. tvivlende, henfører hertil som Synonym
Holtens P. exocoet’, hvilken vi senere skulle omtale og som rigtignok naaer en saa
anseelig Størrelse, eller ogsaa deri, at Forfatteren ikke har erindret, at den af ham citerede
Figur af v. Nordmann fremstiller Arten flere Gange forstørret.

31. Pennella varians Sip. & Ltk.
(Tab. XIV, fig. 32.)

Meget nær til Pennella sagitta Linn., saaledes som vi ovenfor have beskrevet den
fra den atlantiske CAtronectes marmoratus, synes os en Pennella at staae, som vi i et større
Antal have udprepareret af Finnerne af en »Dolphin«, hvilke Hr. Captain Hygom havde
skaaret af Fisken og hjembragt til Museet, (Dolphinen var taget paa 0? NB. og 28° VL.). Vi
vare endog en Tid lang meget uvisse, om vi ikke burde ansee den for at være aldeles
samme Art. Imidlertid tyder dog den for os liggende Række af Individer hen paa, at der
gjennemgaaende findes flere Forskjelligheder imellem dem; nærværende Form synes saaledes
at naae en større Længde, væsenligen betinget ved en længere Hals, og Modhagerne ere
kortere og i ubestemt Antal.

Vi have paa vor Tavle givet et større Antal af Figurer i naturlig Størrelse for at
vise den store Ubestemthed, som der er ikke allene i Hæftearmenes Antal, men ogsaa i deres
Form — en Vaklen, der er af saamegen større Betydning, som man hidtil havde troet at
kunne inddele Arterne i Grupper efter deres Modhagers Antal, saaledes som vi foran have
bemærket.

Af de nævnte Finner udskar vi, foruden flere yngre Stadier, til hvilke vi senere
komme tilbage, ni fuldstændige Exemplarer, som vi antage for fuldvoxne, omend intet af
dem bærer Æggetraade. Disse frembøde folgende Længdemaal af Modhagerne (a), Bag-
kroppens Halsdel (b), sammes opsvulmede Del (e) og Halen (d).

1. 2 3. 4. 3. 6. 4. 8. 9.

a. 3,5mm, 9,5mm, Qmm, mm, jmm, 4mm, 3 5mm, mm, — 3mm,
DCE PO en TN MO SON UT RCA GE
TE tee PAB ESN cent STN ARS ET TR
À ec AI “FLO Inn GNI Mg SE RE

Af disse have nu de fem sidste kun to Horn eller Modhager, hvilke sjelden ere
noiagtig af lige Længde, ligesom de ogsaa staae under ulige Vinkler ud fra Kroppen, dog

Een

ere de altid tilbageboiede; de fire andre have derimod i Midtlinien paa Rygsiden en
længere eller kortere tredie Modhage, der er mindst hos Individerne 3 og 4, hvilke ogsaa
forresten ere de korteste og smalleste; hos À er den af halv Længde med Sidehagerne
og hos 2 næsten af lige Længde med disse.

Til nærmere Sammenligning med dette Forhold maa her strax endnu tilfoies, at.
vi ogsaa af de samme Finner imellem Finnestraalerne have udskaaret flere Forender, nemlig
»Hovedet« og »Modhagerne«, af endel andre Individer, der forlængst vare bortdøde”), og
disse, der i Antallet vare 9, viste ligeledes noget meget Vaklende i Hornenes Længde, og
to af dem havde det tredie Horn i Frembrud; af atten Individer havde altsaa en Trediedel
tre saadanne Modhager.

»Halsen«, som ved foregaaende Art var saa kort og altid en mindre Brøkdel
af det opsvulmede Parti, vise Maalene her altid enten af lige Længde med eller endog
længere end dette Parti. Halepartiet turde i Forhold til Dyrets hele Længde være kjende-
ligen kortere; dets Fanetraade ere i Antal 21—-22; vi have ikke fundet under 21; Traadene
ere aldeles enkelte paa Individerne 2, 4, 8, 9, og med korte Bitraade eller Grene hos A,
5 og 4. Overgange frembøde 3 og 6; sidstnævnte havde fire grendelte mellem de enkelte.

Naar vi nu, uagtet de nævnte Forskjelligheder mellem disse formentlig udvoxne Dyr
og forrige Art, dog alligevel have været i Tvivl om denne Forms Ret til at udgjøre en selvstændig
Art, da behøve vi kun at erindre om dens særegne Forekomst, nemlig ved Finnernes
Rod og imellem Finnestraalerne; thi hvorvidt Snylterne af denne Slægt, hvis Arter ere saa
vanskelige at holde ude fra hinanden, virkelig betydeligen forandre deres Form, eftersom
Tilfældet fører dem over paa den ene eller anden Fisk, som Vært, og eftersom de komme
til at hæfte sig i bløde Kjøddele eller under saa lidet gunstige Forhold, som Finnerne synes
at byde, derom vides aldeles intet. I det foreliggende Tilfælde ere vi overtydede om, at
Fasthæftningen imellem Finnestraalerne idetmindste oftere havde fremkaldt den ulige Væxt
af Sidehornene og maaskee betinget Udvæxten af den tredie Modhage, saaledes som vi
hos Lernæa og Hæmobaphes oftere have bemærket en Sammenhæng imellem de ydre For-
hold og Grendelingen af Hornene eller Fremvexten af disse.

Baird har i Annals of natur. history Vol XIX p. 280 beskrevet en langt større Pen-
nella fra en »Dolphin« eller »Coryphenaw fra noget sydligere Dele af Atlanterhavet (11° 54" SB,
—27° VL.) og benævnt den P. pustulosa. Da »Hovedet« og Modhagerne have en ganske
anden Form, og Fanetraadene uagtet Dyrets Størrelse bestemt betegnes som ugrenede

”) Vi have nemlig bemærket saavel ved Lernæer som ved Penneller, at nogen Tid efter Døden brister
enten Kroppen i den tynde Halsdel og alle bagved liggende Dele af Dyret føres da naturligen bort ved
Fiskens Bevægelser, eller, naar en saadan Bristning ikke finder Sted, bortslides simpelhen hele Bag-
kroppen, medens Forkroppen og dens Modhager blive siddende og danne Kjærnen af forhærdede Knu-
der i Fiskens blødere Dele.

415

(»plumose appendages simple«), maae vi antage denne Art for at være uden nogen For-

bindelse med vort Art fra Coryphænen.

32. Pennella exocoeti (Holten.)
(Lernæa exocoeti Holten; Lernæopenna Holtent Blainv.)
(Tab. XIV, fig. 33.)

Den af Holten i Aaret 1802 i Naturhistorieselskabets Skrifter V. B. S. 136 Tab. III
f.3.a.b. beskrevne og aftegnede Lernæa exocoeti, hvilken Blainville paa denne Beskrivelse
og Afbildning igjen opførte som Lerneopenna Holteni, mene vi at have gjenfundet paa
tvende Exemplarer af en Ææocoetus, fangne af Hr. Captain Hygom i den varmere Del af
Atlanterhavet, det ene under 5° NB. og 35° VL. (1859), det andet under 21? NB. og
40° VL. Sidstnævnte havde to yngre Penneller fremragende af Skjælbedækningen, forst-
nævnte havde kun een, men denne var fuldvoxen og forsynet med Æggetraade, der dog i
deres ydre Dele vare aldeles afslidte. Uagtet Individernes forskjellige Udviklingstrin (smlgn.
Figurerne) kunde vi dog ikke tvivle om, baade at de alle hørte til een Art, og at denne
maatte være den Holtenske. Da imidlertid den ovenfor anførte Figur af denne angives at
fremstille Dyret i naturlig Størrelse, have Holtens Individer ikke været saalidt større end
vore tre, hvilke ligeledes i vore Figurer ere fremstillede i naturlig Størrelse; men For-
skjellen er dog ikke større, end at de meget vel derfor kunde hore til samme Art, idet-
mindste efter vor Mening. Skulde vi betegne det, hvorved denne Art, foruden ved noget vist
Habituelt, udmærkede sig fra de andre atlantiske, da maatte vi fremhæve det saakaldte
»Hoveds« større Brede og dets Sidedeles Opsvulning i to temmelig regelmæssige Halv-
kugler, idetmindste naar de sees fra Rygsiden, samt Modhagernes Tyndhed i Forhold til
Dyrets Størrelse og de c. 21 tre—firedelte Fanetraades større Tæthed paa Halepartiet.

De forstørrede Figurer af Dyrets Forkrop vise, hvorledes vi hos denne Art ligesom
hos de foregaaende fandt Bagkropsfødderne og det andet Antennepar stillede. Med Hensyn
til denne Snylters Fasthæftning paa og i Værter skulle vi anføre, at alle tre Individer vare
hæftede paa Værtens Forkrop, nærved eller dog ikke langtfra Gjællespalten, at de alle vare
borede dybt ind i Kjødet, og at det ene endog fandtes med »Hovedet« og Modhagerne
dybt inde i Leveren, hvis forreste Halvdel derved var gaaet over i en halvt opløst Tilstand.

Den afLesueur beskrevne P. Blarnvillir (Journal of the Academy of Natur. Science
of Philadelphia 1823. Vol. III P. 1. p. 291 pl. XI. fig. II. og IIL) var ogsaa tagen af en
Exocoetus (E. volitans), men afviger baade i de ældre og yngre Stadier saameget fra vore, al
vi maae ansee den for meget forskjellig. Derimod synes P. exocoet! at komme nærmest til
P. filosa (Linn.), hvilken vi mene at besidde fra Atlanterhavet i et Par Exemplarer, som Hr. Pro-
fessor Reinhardt fra sin sidste Reise over delte har givet til Museet og som han tillige-

med flere andre havde taget af en orthagoriscus-aglig Fisk. Forskjellen imellem begge Arter
synes os især at ligge i den stærkere Rynkning af den opsvulmede Del af Kroppen og
Halen hos P. filosa, samt i Haletraadenes endnu stærkere Forgrening og deri, at Mellem-
rummet mellem Rynkerne hos denne bærer ligesom en Tverrække af Smaavorter. Saafremt
iøvrigt flere nærstaaende Arter maatte vise sig forvexlede med hinanden under det gamle
Navn af P. filosa (Linn.), — hvilket let kan være muligt”) — da maae vi bemærke, at den
middelhavske Pennella fra Sværdfisken maatte ansees for Artens Typ, men denne have vi
ikke havt til Sammenligning med vore”).

33. Pennella erassicornis Sip. & Ltk.
(Tab. XIV, fig. 34.)

Det var, saavidt vi vide, først anden Gang at et lerneagtigt Snylledyr erkjendtes
at leve paa et varmblodigt Dyr, da Hr. Sysselmand H. Müller i Thorshavn. paa
Færøerne i Aaret 1855 sendte os et Glas fuldt med denne Pennella; alle de deri indeholdte
Individer vare tagne af een og samme Dogling, Hyperoodon rostratus (Müll), fanget samme
Aar ved Sudero**). Skjondt vi ikke senere have erholdt den fra disse Øer, have vi dog
al Grund til at antage, at den ikke sjelden forekommer paa dette Hvaldyr, thi paa en i
denne Vinter i Lille-Belt fanget Døgling, som senere forevistes her i Kjøbenhavn, gjenfandt
vi flere cylindriske Huller i Huden og Spækket, som aabenbart maatte hidrøre fra saa-
danne Gjæster, der vare blevne afrevne, og ved nærmere at udspørge Hvaldyrets Forevisere,
blev det ogsaa tydeligt nok, at flere saadanne Dyr havde været tilstede under de første Uger
af dettes Forevisning, nemlig inden det kom til Kjøbenhavn. Da det senere blev afspækket,

*) Saaledes have alle de store Individer, som vore Museer besidde fra orthagorisk-agtige Fisk, tre Horn,
medens Milne Edwards henfører Arten i dens Helhed til hans første Gruppe med to Horn; men
fra hvilke Fisk hans Individer vare, anføres ikke, heller ikke kan man see, af hvilken Fisk det hos
Guérin, Iconogr. Zooph. Tab. 9 fig. 3, afbildede Individ er taget; Figuren synes at fremstille Dyret
tohornet.
Det er os øvrigt ikke bekjendt, at man har noiere undersøgt Sværdfiskens Pennella. I det stille
Hav er en særdeles lignende Form idetmindste taget tvende Gange paa en orthagoriskagtig Fisk (see
Voyage de la Peyrouse. IV. pag. 51 Pl. 20 fig. 6 par Martiniére taget imellem Nootka og Mon-
terey i Californien; Ghamisso Act. Acad. Cæsar. Leopold. Carol. Natur. Curios, X. part 2.) Det er
Pennella diodontis Oken (Chamisso & Eysenhardt),. Pennella Bocconü Blainv. (Journal de Physique
95. pag. 378.) 2

Milne Edwards mener, at Arten P. Bocconii adskiller sig fra de øvrige »par la conformation
des appendices abdominaux«; (I. e. p. 523); vi skulde troe, at de to Fjer, der paa La Martinières
Figur staae paa Siden af Halen, blot ere tilsatte som Prover paa Fanetraadenes grenede Form, ellers
vilde den rigtignok fjerne sig mere end som blot Art fra de ovrige.
Ifølge en Bemærkning af Adjunkt v. Düben i Forhandlingerne ved de skandinaviske Naturforskeres
fjerde Møde i Christiania, 1849 p. 280, og skriftlig Meddelelse fra vore Venner i Norge vide vi, at
man der har erholdt en Art af samme Slægt af en Finnehval, og denne vil rimeligvis vise sig at
være en aldeles forskjellig Art.

417

for at præpareres til Skelet, lykkedes det ogsaa at finde enkelte Forender af disse Snylte-
dyr inderst i Spækket og i Kjødet.

Som Figurerne (Tab. XIV. fig. 34 og 34”) vise, — i naturlig Størrelse fremstille de nemlig
dels meget unge Individer, dels Forenden af et aldeles udvoxet, — udmærker Døglingens
Pennella sig fra de andre kjendte Arter ved en betydelig Størrelse, en stærk udviklet og
meget rynket Hud, en i Forhold kun lidt fremtrædende og kun svagt opsvulmet Hoved- eller
Mundregion, men usædvanlig tykke og stærke Sidehorn og et næsten ligesaa stærkt Ryg-
horn. Den mere opsvulmede Del af Kroppen sees idetmindste paa de halvvoxne Individer
(af 80— 100%" Længde) at være forholdsvis kort, og den saakaldte Hals derimod meget lang, to
til tre Gange saa lang som hin; den første fremstiller den Del af Dyret, der hænger frit
ud i Vandet, den anden derimod den Del, der er inde i Værten, og allerede dette røber,
at Dyret hæfter sig dybt og gaaer igjennem Spækket ind til Kjødet; disses Hale er da 15",
og bærer 23 Par mangegrenede, traadlignende Forlængelser (et Sæt af disse er fremstillet i
Fig. 34 y). Under Ryghornet sidde de sædvanlige fire Par yderst smaa Bagkropsfodder og paa
Rygsiden Antennerne; men vi maae bemærke, at paa Forenderne af de gamle Individer
vare kun Spor af Bagkropsfødderne at erkjende, som vi formode, fordi Døglingen i flere
Uger havde været stivfrossen og efter Optøningen allerede gaaet noget i Forraadnelse,
inden Pennellerne udskares.

Til de foranstaaende Bidrag til Erkjendelsen af de nævnte fire atlantiske Arter
kunne vi foie følgende med Hensyn til Pennellernes Udvikling i Almindelighed.
Af alle fire Arter have vi for det Første halvvoxne og noget yngre Individer, der, for-
uden at mangle Æggetraadene, kun have svage Spor af Halefanen eller aldeles ikke vise
Spor af denne, og hos hvilke samtidigen Halepartiet findes svagere udviklet og Bagkroppen
kun lidet eller slet ikke opsvulmet; de mangle altsaa i denne Tilstand en af Pennella-
slægtens væsenligste Charakterer, og svare da omtrent til saadanne Figurer, som den i
Cuvier Regne animal Zooph. pl. 31 fig. 2 af P. Blainvillei givne eller den af Lesueur
(I. c. Pl. fig. 3), af samme Art fremstillede, med hvilke man kan sammenligne vore
Figurer 33° og 33“. Den af Værten i dette Stadium udhængende Del er da kun traad-
dannet med en mere eller mindre tydelig Indsnoring paa det Punkt, hvor Halepartiet
begynder. Af de to mindre Arter, P. sagitta og P. varians, især af den sidste, have vi der-
næst en Række af meget yngre Former, lige indtil Unger eller Larver af kun faa Millimetres
Længde, og de væsentligere Trin af denne Rækkes Udvikling have vi søgt at fremstille i
Figurerne 32 |. m. n. 0.

Medens Forenden af de ovenfor omtalte, af Værten udhængende Individer med

simpel traadformet Krop i det Hele svarer til de udvoxne Pennellers og navnlig allerede
Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 5 Bd. 53

418

har Modhagerne i samme Form og Forhold som disse samt det opsvulmede »Hoved» ogsaa
væsentligen af samme Form, saa vil man see, at paa disse tidligere Trin, i hvilke Bag-
kroppen af hine indtrængte Gjæster endnu ikke har forlænget sig ud igjennem Værten, ere
»Hovedet» og Modhagerne endnu ikke uddannede til de stærke Hæfte- og Fastholdnings-
redskaber. Ved skridtvis gjennem vore Figurer 1, m, n, at forfølge Formen tilbage til det
yngste Trin, vi have fundet (0), vil man let see, hvorledes Modhagerne efterhaanden ud-
dannes og forme sig af en Udkrængning fra Underfladen af Ungens Cephalothorax, og lige-
ledes, at det med saa talrige Udvæxter besatte kugleformede »Hoved» væsentlig skyldes en
lignende Udbulning og Udkrængning fra Underfladen af den forreste Del af Cephalothorax,
hvorved det andet Antennepar (a°) efterhaanden skydes op paa Rygsiden af Dyret. Endelig
bliver man vaer, at netop det hvælvede langstrakt-ovale Parti, der findes paa Rygsiden
af »Hovedet», selv paa de gamle Penneller, og de Pigmentpartier og Stænk, der begrændse
eller gjennemskjære det, betegne ligefrem Dyrets oprindelige Thoracalparti og de Ringe,
der sammensætte det eller følge efter det. At det i de ældre Stadier ubevægelige andet
Antennepar i disse er aldeles bevægeligt og Svømmefødderne fuldt saa vel udviklede, er en
Selvfølge, ligesom vi ogsaa have kunnet overbevise os om, at de paa de seneste Stadier
ikke iagttagne indre Antenner samt Kjæbedele og Kjæbefødder ere tilstede (see Fig. 32 m. 8
og 32 0.ß).

Paa det af os iagttagne tidligste Udviklingstrin frembyder den spæde Pennella eller
Pennellalarven, som man vel tør kalde den, paa den ene Side en ikke ringe Analogi med
Lonchidiumslægten; men paa den anden Side, idet Pennellen paa dette Stadium ligesom
er bleven afklædt alle de Udvæxter og Udviklinger, der give det udvoxne Dyr sit eiendomme-
lige og abnorme Udseende, frembyder den ogsaa en næsten ren Krebsdyr- og specielt
Copepod-Form. Hvad vi her have iagttaget af Udviklingen af Hornene og de øvrige Udvæxter
fra Hovedet, har ledet os paa den Tanke, at disse Dannelser vistnok snarest maae sam-
menlignes med de hos Pandarinerne saa ofte forekommende Knuder eller Puder og andre
analoge Dannelser paa Undersiden af Skjoldet, paa hvilke vi i det Foregaaende oftere
have havt Leilighed til at henlede Opmærksomheden.

Hannerne til Pennellerne, ligesom til den hele Pennellagruppe, have hidtil und-
gaaet Naturforskernes Opmærksomhed”); hvad vi kunne bidrage til at oplyse dette dunkle

‘) Rigtignok hedder det hos Milne Edwards i histoire des Crustacés t. III p. 522: »le måle est très
petit, presque sphérique et porte å sa portion antérieure un sucoir conique garni de quelques
appendices styliformes et à sa face inférieure deux pairs de mains subcheliformes trés-grosses, à
l'aide des quelles il saceroche à la femelle»; men da denne Angivelse er saa aldeles enestaaende
og hverken knyttet til noget Citat af en anden Forfatter eller støttet ved en nærmere Paapegning af
den Art af Pennella, hos hvilken Hannen skulde være paavist, ere vi tilboielige til at troe, at den

419

Forhold er kun saare lidet; imidlertid have vi dog paa P. Exoceti lidt ovenfor Æggetraa-
denes Udspring iagttaget to næsten mikroskopiske Individer af et Krebsdyr, der saa meget
minde om andre Lernæformers Dverghanner, at vi have anlaget, at de vel kunde være Pennel-
lernes hidtil forgjæves søgte Hanner; de vare begge med Krogfødderne saa fast hæftede i
Hunnens Hud, at det ikke lykkedes at løsne dem derfra, uden at sønderrive dem. Figur 33 å.
viser Formen, saavidt denne kunde udredes igjennem en stærk Lupe.

Hos et meget ungt Individ af P. varians fandt vi ved Kjønsringens Bagrand op-
hængt to mikroskopiske Smaalegemer (32, sp.), hvilke vi antage at være Spermatoforer,
og noget lignende fandt vi ogsaa hos en ung P, crassicornis; men saadanne Spermatoforer
udelukke efter vor Mening (smlgn. S. 420 ) ikke Forekomsten af Dverghanner.

Anden Række af parasitiske Copepoder: med Æggesække, indeholdende flere
Rækker af kugleformede eller mangekantede Æg.

Af hele denne Række er os kun een pelagisk Form bekjendt fra Atlanterhavet,
nemlig Brachiella Thynni Cw., om hvilken vi nedenfor meddele nogle Bemærkninger.
Vi benytte imidlertid denne Leilighed til at beskrive en ny Drachiella fra det indiske Hav
og et Par nye arktiske Slægter, af hvilke den ene, der lever paa Annelider*), maaskee er
den ufuldkomneste af alle kjendte Lernæer; tillige meddele vi nogle Oplysninger om de

Formforandringer, som »Lern@a gobina« og Lerneopoda elongata undergaae med Alderen.

XVIIL Brachiella Cuv.

34. Brachiella appendiculata Sip. & Ltk. (9. à).
(Tab. XV, fig. 35.)
Vi fandt denne Art paa Gjællerne af Stromateus paru i Selskab med Lernanthropus
Konigü, Synestius caliginus og en Bomolochus.
Hunnen er c. 5™ Jang fra Forenden til Æggesækkenes Udspring. Legemet er
kolle- eller flaskeformigt, og Ryggen danner en Indbugtning ud for de tykke, korte og

kun grunder sig paa v. Nordmanns Figur af Hannen af en Anchorella, der findes paa samme
Tavle i Mikrographische Beyträge som Afbildningen af Pennella sagitta, hvilket vel kunde give An-
ledning til den Misforstaaelse, at den fremstillede Hannen af denne Pennella-Art. Det bor herved
erindres, at dette hele Afsnit af »histoire des Crustacés» mere har Charakteren af en ikke altid
heldig Sammenstilling af det Bekjendte, støttet paa andre Forfatteres Arbeider, end af en selvstændig
paa egne dybere Undersøgelser hvilende Bearbeidelse af Snyltekrebsenes Gruppe.

Det er jo ogsaa til denne Række af snyltende Copepoder med virkelige Æggesække, at de talrige
Slægter hore, som især i de sidste Aar ere opdagede hos hvirvelløse Dyr, f. Ex. Nicothoé, Selius,
Doridicola, Antheacheres, Notodelphys, de to af A. Boeck beskrevne Slægter Artotrogus og Astero-
cheres og de af Thorell opstillede Slægter Doropygus, Botachus, Ascidicola, Buprorus, Lichomolgus
og Ascomyzon samt Costas Notophterophorus.

53°

420

krumme, i Spidsen sammenvoxne og med en lille flad Hefteknap forsynede Armes Udspring.
Hvad der især udmærker denne Årt, er de talrige cylindriske eller svagt kølleformige, ned-
hængende Vedhæng, hvormed den er udstyret. Fra den ydre Halvdel af hver Arm hænger
der fire saadanne Vedhæng ned; det er sjeldent, at nogle af dem ere kortere end de andre;
undertiden synes de at høre sammen to og to eller ligesom at have et fælles Udspring.
Sex lignende Vedhæng ere anbragte i Legemets Bagende, over mod Bugsiden; de ere
ikke fuldkommen lige lange, og undertiden fandt vi kun fem eller fire. Æggesækkene
rage altid et større eller mindre Stykke ud forbi disse Forlængelser og overgaae dem be-
tydelig i Tykkelse. Hvad vi have iagttaget af Kjæbefødder, Følere og deslige, er fremstillet
paa Afbildningerne. — To af Hunnerne bare hver sin Han paa Ryggen, tæt ved Armenes
Udspring; den er kun 1™™ lang, noget krum, uleddet, udstyret med to Par korte og tykke
Krogbeen (Kjæbefødder) samt med to fremragende Pigge i Bagenden; ved Siden af den
fremstaaende Snude saaes ogsaa et lille krogbærende Følerpar”).

Af Brachiella-Slægten kjendes altsaa nu følgende Arter: B. Thynni Cw., B. im-
pudica Nordm, B. bispinosa Nordm., B. rostrata (Fabr.), B. Lophii M. Edw., B. Pastinacæ
v. Ben., B. appendiculata nob. og B. Dalmanni (Retz.)”).

B. appendiculata nob. dignoseitur (femina) appendieibus abdominalibus elongatis,
gracilibus, subclaviformibus sex, brachialibus ejusdem forme utrinque quatuor.

35. Brachiella Thynni (Cwv.) (2. 3).
(Tab. XV, fig. 36.)

Da de hidtil meddelte Afbildninger af denne Art ere temmelig maadelige, have vi
anseet det for rigtigst at optage den paa vore Tavler, skjendt den er beskreven med til-
strekkelig Fuldstendighed af Milne Edwards. Samme Forfatter beskriver ogsaa Hannen;
men da denne hidtil aldeles ikke er afbildet, have vi saameget storre Grund til at give en
Figur af den. — Losner man Hannen fra dens Plads mellem Æggesækkenes Grund, faaer
man i Reglen Øie paa nogle (2 eller 3), rigtignok meget smaa, rødbrune, runde og flade
Smaalegemer, som uden Tvivl ere Spermatoforer. Tilstedeværelsen af disse Dannelser hos
de parasitiske Copepoder bekræfter sig saaledes mere og mere; tidligere har man, såavidt
vi erindre, ikke paavist dem hos nogen Lernæ, hvis Hanform er aldeles dværgagtig og
snylter paa Hunnen. Hvad vi forresten have at tilfoie om B. Thynni, er kun nogle Bidrag

*) Efter Analogien med andre Former maa man antage, at der foruden dette findes endnu et Folerpar og et
Kjæbe- eller Palpepar, uagtet vi ikke have iagttaget dem; vi betvivle derfor ikke, at det vilde være
lykkedes os at finde deslige Dele, hvis vort Materiale af Hanner ikke havde været saa ubetydeligt.

”) Denne Form var af Prof. Krøyer tidligere mindre rigtigen bleven henfort til Slægten Lernæopoda,
men er senere ifølge en Anmerkning i »Danmarks Fiske« III. p. 995 af denne Carcinolog betragtet som
Typ for en egen, endnu ikke charakteriseret Slægt Charopinus. Lernea ineisa Blainv. (Journ. de
Phys. XCV. fig. 10) er jo vistnok ogsaa en Brachiella, som det synes identisk med B. Thynni.

til Kundskaben, om dette Snyltedyrs geographiske Udbredning og om det bestemte Sted,
hvorpaa det altid findes hos de store Fisk, paa hvilke det snylter.

Hr. Captain Hygom har gjentagne Gange bragt os denne Art fra de saakaldte Albe-
corer og Baracottaer eller Barracuder, store Thynnusagtige Makrelfisk”). I Atlanterhavet
strækker dens Udbredning sig idetmindste fra 13° SBr. til 22° NBr. og fra 28° VL. til
36° VL.**). Den findes derhos i Middelhavet og Adriaterhavet paa Thunfisken, og een af
af os (Stp.) har fundet den paa denne Fisk i Triest. — Alle af Captain Hygom bragte
og sete Exemplarer vare tagne i Axelhulen, og et stort Antal til Museet hjemforte Bryst-
finner af de nævnte Fisk vise, hvorledes Brachiellerne altid ere hæftede til dette Sted, eenlige eller
to, tre sammen; i Axelhulen bleve ligeledes Triestinerexemplarerne tagne. Den almindelige An-
givelse hos Cuvier (Règne animal II. p. 257), Milne Edwards (I. e. III. p. 512) og Andre, at
det er paa Thunfiskens Gjæller Arten findes, kan imod saa talrige Data ikke være rigtig, og denne
Feil er det os saa meget vigtigere at kunne berigtige, som den har givet Anledning til en
Miskjendelse af nogle af Aristoteles omtalte Forhold. Denne Naturforsker kjendte nemlig
meget godt Thunfiskens Brachiella og gav den ogsaa rigtigen den af os ovenfor paaviste
Stilling i Axelhulen; han kan nemlig ikke antages at have sigtet til noget andet Dyr ved
den noget skorpionlignende Snylteorm, der af en Edderkops Størrelse sidder ved Thunfiskens
(og Sværdfiskens) Brystfinner og foraarsager Fisken saa betydelige Smerter (Editio Imm.
Bekkeri, 8vo 1829, V. 31 p. 149. 10: »0 de ıwv Jvvv@v ouctgoc yivetar Ev TrEQi Ta
nrequyiæ, sot O'ouococ Toi Gxogmioic, xai tO uéysdoc mAlxog agayvns.« cfr. VIL 19. p. 240.
5: vob dE Yvvvor xaı of Epic oictowor rrepi xvvoc Eruroinv. &4801 yæg upOTEQOL Tyvixavtæ
Tape TA TteQuyua oiov CxwApxiov to xalgusvov olorgov, GuoLov Ev Oxoprıiw, méyedoc
Ö’nkizov agexvns); Bagkroppens Forlengelser og maaskee ogsaa Æggesækkene danne lige-
som Lemmerne af det »skorpionlignende« Dyr, og den lange boielige »Hals« ligesom sammes
Hale. Den græske Philosophs Oversættere og Udleggere have i Almindelighed troet, at
den her nævnte Piner var et Slags Fiskelus af Oskabjornenes (Cymothoernes) Familie,
medens Naturforskerne***) uden nogen Betænkelighed have antaget, at baade Aristoteles og
haus senere romerske Compilator (cfr. Plinius hist. natur. IX. 21: »Animal est parvum,

scorpionis effigie, aranei magnitudine. Hoc se et thynno et ei, qui gladius vocatur,

”) Ifølge v. Beneden skulde B. Thynni ogsaa forekomme paa Sciena Aguila (Bullet. de l’Acad.

de Belgique.)

De enkelte Localiteter ere: 13° SBr. 36° VL.; 0° NBr. 28° VL.; 2° NBr. 28° VL.; 4° NBr. 30° VL.;

22° NBr., 56° VL.

**) See Guviers Anmærkninger til Pankoucke’s Udgave af Plinius Hist. natur. 1830 Il. c. og
Cuvier og Valenciennes i Hist. des poiss. vol. VII. p. 187 (edit. 4to) 1831 [p. 255 edit.
8vo. 1830]; smlgn. Krøyer Danmarks Fiske. I. p. 251. Det bliver i det Hele et Spørgsmaal, om
Pennellaen virkelig er fundet hos Thunfisken i Middelhavet eller om Angivelsen af et saadant Dyrs
Forekomst paa denne Fisk støtter sig alene paa Tydningen af Aristoteles's ovennævnte Udtryk.

+

422

crebro delpbini magnitudinem excedenti, sub pinna, adfigit aculeo, tantoque infestat dolore,
ut etc.) have ment en Pennella, og navnlig den i det foregaaende omtalte P. filosa Linn.
Det er saameget mere besynderligt, at paa begge Sider en saadan Miskjendelse har kunnet
finde Sted for Thunfiskens Vedkommende, som vi see, at den fortræffelige Rondelet ikke
blot har truffet det Rigtige og beskrevet baade Dyret og Stedet saa charakteristisk, som
man for den Tid kunde ønske det, men ovenikjøbet har givet en meget erkjendelig Træsnits-
figur af Dyret, der paa een Gang viser, at dette hverken kan søges mellem Fiskenes sæd-
vanlige »Oestri» eller mellem Pennellerne. Naar vi efter disse Bemærkninger til Slutning
endnu her meddele Rondelets egne Udtryk, skeer dette ikke alene til Bestyrkelse af vor
Mening, men ogsaa for åt vise, hvilken autoptisk og objectiv Kjendskab Rondelet havde
til dette Forhold, fremfor hans Forgængere og Efterfølgere.

I G. Rondeletii De Insectis et Zoophytis liber, caput VIII, de Oestro sive Asilo
(marino) hedder det nemlig om det ovenfor givne Citat af Aristoteles V. cap. 31: »Qvæ
brevis est, et non satis explicata Asi notio, ex qua Asilum nunquam penitus nossem, nisi
sub Thynni pinna, que ad branchiarum est scissuram, affixum conspexissem æstuanle cani-
cula. Ergo ex ipsa avzowi« sic fusius depingi potest. Pro ore tubulum sive fistulam
habet, pro corporis ratione longam. Utrinque sitz sunt veluti manus due, que ad os flec-
tuntur; sequitur alvus cum incisuris, cui affixi sunt sex pedes, duo, qui in extrema alvo
sunt, crassiores et longiores, qui utrinque locali, paulo minores, reliqui duo, qui magis
in lateribus sunt, omnium minimi. Ore sive fistula, scorpionis terrestris caudæ, pedibus
ejusdem brachiis similis est, alvo et magnitudine, araneo. Ut Polypi acetabulis, ita hic
ore adhæret parti molliuscule et pingvi sub pinna ita tenaciter, ut avelli integer non possit.
... Cur sub pinna hæreat, in causa est partis mollitudo, pinguitudo et sangyinis copia«. (Edit.
Lugdun. Batav. MDLIINI p. 112., cfr. librum de Piscibus ejusd. edit. p. 576: »Sed de
Asilo alias, cujus veram effigiem in orcyno*) depinximus supra branchialem pinnam, qui
sub pinna videri non possit»). Rondelet har altsaa ligesaavel som Aristoteles holdt denne
Snyltegjest tydelig udenfor de snyltende Oskabjorne, hvilket ikke er Tilfældet med en anden
lagttager fra samme Tidsrum, nemlig Belon, der ikke af Autopsi har kjendt noget til
Thunfiskens Snyltere (cfr. Pet. Bellonii Cenomani De agvatilibus libri duo, Parisiis
MDLIII p. 442—43 f.)

XIX. Lernæopoda Blainv.

36. Lernæopoda elongata (Grant) (2 à).
(Tab. XV, fig. 37.)
Denne iøvrigt velbekjendte Art have vi ogsaa draget med ind i vore Undersøgelser,
da vi see os istand til at meddele nogle Oplysninger om dens Udvikling. Foruden nogle

*) Orcynus er Thunfisken, navnlig de meget store Individer af denne.

423

Exemplarer af kun 472—77m Længde, som Hr. Inspektor Olrik har nedsendt til Universitets-
museet tilligemed en heel Del udvoxne, og som kun afvige fra disse ved paafaldende For-
skjelligheder i Bagkroppens og Armenes Udvikling (see Fig. 37 8, y og d), er der endnu givet
os Leilighed til at undersøge et Par Exemplarer, meget unge Hunner”), af kun 1™™ Længde, som
den ene af os (Stp.) for en længere Aarrække siden (1838) har udpræpareret af Slimen paa
et Havkalsoie og som tilhøre det kongelige naturhistoriske Museums Samling af grønlandske
Krebsdyr. Paa dette Udviklingsstadium (Fig. 37 «) ere Bagkroppen og Halen endnu tydeligt
leddede og Antennerne af en noget afvigende Form, navnlig det ene Par, hvis sidste Led
viser en temmelig tydelig Tangdannelse; størst Forskjel vise de to Kjæbefodpar; det andet
af disse, de senere »Årme«, er i dette Stadium endogsaa lidt kortere end første, som er
langt, smækkert, trindt, uleddet og fremstrakt under en næsten ret Vinkel fra Kroppen;
begge Kjæbefødder af dette første Par ende med en krum Klo, men begge disse Kløer
ere indhyllede i den opsvulmede Grunddel af en lang tynd Chitintraad, ved hvis Hjælp
Dyret har været heftet til Øiets Overflade; denne Heftetraad (der maaskee til en vis Grad
kan sammenlignes med Caligus-\nglens Pandetraad) er saa lang, at den gaaer gjennem
hele Øiets Slimlag, saa at selve det unge Dyr har siddet udenfor dette. Det Mærkeligste er
maaskee, at denne Heftetraad ikke udgaaer fra andet Kjæbefodpar, som senere afgiver Hefte-
redskabet, men fra første.

Med Hensyn til de Individer, der allerede have naaet Lernæopodformen, vil det
heller ikke være overflødigt udtrykkeligt at gjøre opmærksom paa, at jo yngre Individerne
ere, desto kortere ere Bagkroppen og »Armene«; disse Dele voxe altsaa forholdsvis raskere
end Forkroppen. Det samme er Tilfældet med Brachzella Thynni**), som man vil see af
vore Figurer (Fig. 36), og forsaavidt som man altsaa vilde tage Charakterer for Arterne af
disse relative Maalforhold, maatte man tage tilbørligt Hensyn til de undersøgte Individers

Alder og Udviklingsgrad.

XX. Diocus Krøyer (in Museo Regio).

37. Diocus gobinus (Fabr.) (2 3).
(Tab. XV, fig. 39.)
Vi optage efter Prof. Krøyer Navnet Diocus for den Snyltekrebs, der hidtil har

*) Eller maaskee rettere Larver til Hunner.
") Til nærmere Oplysning herom kunne tjene folgende Maal af 3 Individer (a, b og c) af denne Art:

a. b. c.
»Halsen« 4mm 7mm 16mm
»Kroppen« 31/gmm 4- 6 -
De lange Vedheng 4 - 6 - 13 -
Armene 2 - 3 - 6 -

Totallængde 11Vg - 17 - 35 -

424

været bekjendt under Navnet Lernæa gobina Fabr., Müll. (prodrom. Zool. Dan. 2747 og Fn. Groen-
land. p. 389.) eller Chondracanthus gobinus Kroyer (Naturh. Tidsskrift 1 Bd. p, 280), der,
som bekjendt lever paa Phobetor tricuspis (Rhdt.) (Cottus gobio Fabr.). Prof. Kroyer har
nemlig allerede |. c. p. 284 antydet”), at den ikke kan blive staaende i Chondracanthus-Sleg-
ten, og senere i det kongelige Museum opstillet den under det foranforte Navn. Den er be-
skrevet saa omhyggeligt af den nysnævnte Zoolog, at der ikke vilde være nogen Anledning for
os til at omtale den, hvis der ikke blandt de talrige (over 20) Individer, hvoraf Universitetsmuseet
for Oieblikket er i Besiddelse og som det for Størstedelen skylder Hr. Justitsraad Olrik,
havde været adskillige yngre Individer, som kaste noget Lys over de Formforandringer, som
denne Art, efterat have tilendebragt sin egentlige Metamorphose, med Alderen undergaaer. Det
vil af de her givne Afbildninger sees, at de yngste foreliggende Individer (3"® Jange) ere meget
mere lange end brede, medens det omvendte, som bekjendt, er Tilfældet med de helt
udvoxne, og at de saakaldte »Arme« endnu kun vise Spor til de senere saa vel udviklede
Knuder, samt at det næstsidste Armpar sidder nærmere ved det sidste og fjernere fra det
første end paa senere Alderstrin, som en Følge af ati disse en stærkere Udvikling netop af denne
Region af Kroppen, formodentlig for Forplantningsredskabernes Skyld, driver de to bageste Arme
længere fra hinanden. Foruden det leddede første Følerpar er det andet krogformede Føler-
par, som udmærker sig ved Krogens i Afbildningen antydede eiendommelige Form, meget
tydeligt paa de yngre Stadier, men begge kunne dog ogsaa erkjendes selv hos de største,
8mm brede Individer. Forresten henvise vi til Afbildningerne, der ville give en rigtigere
Forestilling om Dyret ogsaa i dels udvoxne Skikkelse end den mindre heldige Figur,
som er meddelt i Krøyers Tidsskrift (Bd. I, tab. II fig. 8). Vi meddele ligeledes en Af-
bildning af Hannen, der kun er !™™ lang og hos hvilken vi have kunnet erkjende ad-
skillige Enkeltheder, som ikke ere optagne paa Prof. Krøyers Afbildning (I. ce. t. HI fig. 12),
men dog tildels omtalte i Sammes Beskrivelse af Hannen (l. c. p. 284). Vi have nemlig
iagttaget et første Følerpar, der er flerleddet og udstyret med adskillige Børster og for-
holdvis ikke saa ganske kort; et andet Følerpar, der er stærkt og krogdannet, men tillige
udstyret ligesom med et Sideblad eller en kort Bigren med nogle Børster i Enden; bagved
Munden sees en lille Knude med et Par Børster (muligvis Maxiller eller Palper) og to Par
Kjæbefødder, begge uddannede til Fasthæftning; det første bestaaer af en kort og tyk
Grunddel og en plump Endekrog eller Klo; det andet er forholdsvis smækkert og treleddet,
saaledes at den ikke meget krumme Endekrog eller Klo danner det tredie Led. Da Prof.

*) Denne Antydning gav os netop Anledning til den Formodning, at Prof. Krøyer maaskee senere
kunde have opstillet en egen Slægt paa denne Art, og til forinden dette Ark blev trykt at søge
denne Formodning stadfæstet ved det kongelige naturhistoriske Museums opstillede Krebsdyrsam-
ling. Med Prof. Krøyers Billigelse have vi her beholdt det Navn, under hvilket den er opstillet i
det nævnte Museum. \

425

Krøyer ikke har fundet sine Exemplarer i Gjællehulen, men paa Underkjæben, maae vi
tilføje, at vi stedse have fundet den i Gjællehulens nederste og forreste Del hos den om-
talte grønlandske Ulkeform, hvor den synes at være overmaade hyppig.

Da de to bageste, knudrede »Armpar« hos Diocus gobinus have deres Plads
saa tæt ved Æggesækkenes Udspring, vil det neppe være rigtigt at parallelisere dem med
Chondracanthernes fire kløftede Vedhæng, der rimeligvis ere første og andet Par af Bagkrop-
pens Fødder; om de derimod svare til fjerde og tredie Fodpar, og om de to Par Nakke-
horn repræsentere første og andet, eller om de ere blotte Udvexter fra Huden, maa for
Øieblikket, indtil endnu yngre Stadier erholdes, være uafgjort.

XXI. Tanypleurus Sip. € Lik.

38. Tanypleurus aleicornis Sip. & Ltk. (2)
(Tab. XV, fig. 38.)

Under dette Navn opstille vi en hidtil ubeskreven grønlandsk Parasit, hvoraf Dr. Rink
har taget et Par Exemplarer paa Gjællerne af Cyclopterus spinosus, og hvoraf Hr. Koloni-
bestyrer Fleischer senere har nedsendt endnu et Par, fundne i Maven af den store
grønlandske Hai (Scymnus microcephalus) og sandsynligvis ligeledes hidrørende fra for-
doiede Individer af Pig-Kvabsoen.

Endnu mere end hos Diocus gobinus er Legemet her betydelig udviklet i Breden,
der næsten er dobbelt saa stor som Dyrets Længde. Denne overordentlige Brede skyldes to
brede Sideudviklinger eller Arme, der baie sig om paa Bugsiden, hvor de ende med flere (c. 7),
butte Flige eller Fingre, der ere rettede dels indad mod Midtlinien, dels bagtil, saa at man
godt kunde beskrive disse Arme som havende en indre og en bageste Flig; disse Elsdyrhorn-
lignende »Armes« øverste Rand er tillige udstyret med flere eller færre knapformige Udvexter.
Mellem de omtalte Sideforlængelser eller Arme og Anus findes der bagtil paa hver Side to
forholdsvis meget smaa fligede Udvæxter med knapformede Ender. Huden er ellers i Reglen
blød, Legemet og dets Flige temmelig tykke. Tæt ved dets forreste Rand, ned mod Bug-
siden, udgaaer der et Hefteredskab, bestaaende af en uregelmæssig Kvast af talrige, men
korte, hornagtige Traade, som udspringe fra Enden af en temmelig tynd og ikke meget lang
hornagtig Stilk, der viser forskjellige Grader af Sammenvoxning; hos et Exemplar bestaaer
den saaledes af 2 fuldkommen adskilte, med Spidserne mod hinanden boiede Stammer, hos
andre ere disse vel sammenvoxne, men bære dog mere eller mindre tydelige Spor af at være
dannede ved Sammensmeltning af 2 oprindelig adskilte Stykker. Denne Stilk eller disse
Stilke udgaae igjen fra et fælleds eller hver fra sit noget opsvulmede, kjødagtige Parti,
udentvivl et forkortet, med Lernæopodernes eller Anchorellernes analogt Arm- eller Kjæbe-
fodpar. Umiddelbart foran dette Fasthæftningsredskab findes den noget fremspringende

Mund, paa hvis øverste Rand vi ved Hjelp af en stærk Lupe have iagttaget 2 Par overor-
Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd. 54

2.

denlig smaa hornagtige fremspringende Dele — rimeligvis det sidste svage Rudiment af
Antennerne. Til Lemmer og lignende Dele have vi forresten intet Spor seet.
Æggesækkene ere hos yngre Exemplarer blot krummede i en Halvbue, hos ældre snoede
i to eller tre Omvrid paa en ganske lignende Maade som hos foregaaende Art. Det
største Exemplar har en Brede af 14™™, uagtet Sideforlengelserne ere boiede ned mod
Bugen og Dyret altsaa egentlig ikke viser sin fulde Brede.

Foreløbigt vil Slægten Tanypleurus vel kunne charakteriseres kortelig saaledes:

Tanypleurus no. dignoscitur (fæmina) corpore depresso, latissimo, utrinque in pro-
cessum digitatum, cornu alcinum referentem, sub ventrem inflexum, producto, peduncu-
loque brevi, corneo, simplici vel duplici, scopum cirrhosum emittente et ex anteriore corporis
parte exeunte, hospiti affixo; sacculis ovigeris circinnatis. Pedes maxillares et abdomi-
nales, ut videtur, desunt. (Mas ignotus.)

T. alcicornis nob. In branchiis Cyclopteri spinosi Fabr. vitam degit.

XXII. Herpyllobius Sip. $ Lik.

39. Herpyllobius aretieus Sip. & Lik. (2).
(Tab. XV, fig. 40.)

Det er ved vore og Prof. Brühls Undersøgelser godtgjort, at der selv hos egentlige
Lernæer, Lerneæniker, Penneller og Lernæocerer, hvor gamle de end blive, findes tydelige
Spor saavel til Folere og Kjæbefødder, som til Bagkropsfodder; hos den foreliggende Form,
hvoraf vi fra Tid til anden have fundet flere Exemplarer paa gronlandske Annelider af
Slægterne Lepidonote og Terebellides, have vi derimod forgjeves søgt saadanne Dele, og
den gamle ved hine Undersøgelser ophævede Paastand, imod hvilken Prof. Brühl har polemi-
seret saa ivrigen, at de laveste Lernæformer savne ethvert Spor til Lemmer og lignende
Dele, synes derved igjen at finde en Bestyrkelse. Denne mærkelige Lernæ sidder paa
Rygsiden af Annelider, sædvanligen nær ved Roden af en Fod, og bestaaer af to meget
forskjellige Hovedpartier, der staae i Forbindelse med hinanden ved en yderst tynd Stilk,
omkring hvilken Annelidens Hud slutter sig saa fast og tæt, at det er vanskeligt at skjelne
imellem Gjæstens og Værtens Dele. Den udenfor Annelidens Ryghud liggende Hoved-
del, som man uden en nøiagtigere Undersøgelse let kunde antage for at være det hele Dyr,
opnaaer i det hoieste en Størrelse af 2mm (foruden Æggesækkene); den er snart næsten
kuglerund, snart lidt oval eller noget sammentrykt (især hos yngre Individer), undertiden
endog pæreformet. De to Æggesække, der som Afbildningerne vise, ere af meget for-
skjellig Form og Størrelse, udgaae fra to Forhøininger, som ved Grunden ere omgivne af
en fastere Ring, og mellem hvilke man endnu seer et lille fremragende Punkt (maaskee

Pe CARE

Gattet?) Denne ydre Hoveddel, hvis Hud hos nogle er aldeles glat, hos andre mere eller
mindre rynket paa langs — maaskee tildels som Folge af Spiritussens Indvirkning —, staaer
nu ved en tynd Hals i Forbindelse med en anden næsten ligesaa stor Hoveddel, som ligger
indenfor Annelidens Hud, og som i Formen synes væsentligen at rette sig efter den
Plads, som de nærmeste Omgivelser indrømme den; i det Hele kan den betegnes som et
stærkt opsvulmet, fortil og påa Siderne fliget Legeme af en temmelig blød Beskaffenhed, i
hvis forreste Flade en simpel Mundaabning findes. Det nærmere ville vore to Figurer vise.
Med Hensyn til »Halsen» skulle vi bemærke, at denne i Reglen er meget kort, men at den
paa enkelte Exemplarer er noget længere og da altid har en mere læderagtig, halvhaard
Hud. Hvorvidt den pyriforme Yderkrop hos det paa en Terebellides fundne Exemplar an-
tyder mere end en individuel Form, maae vi overlade senere Fund at afgjore*).

Forelobigen kunde man give denne Slægt folgende Charakteristik:

Herpyllobius nod. distinguitur (femina) corpore bipartito, partibus inter se isthmo tenuis-
simo conjunctis; parte anteriore intra hospitem occulta, tumefacta, molliuscula, irregulariter
lobata, lobis subdigitatis; parte posteriore seu externa globosa vel pyriformi, haud arti-
culata nec in regiones divisa, pedum vel membrorum cujuscunque generis rudimentis nullis ;
sacculis ovigeris duobus brevibus, crassis. (Mas ignotus.)

H. arcticus nob. habitat in dorso vermium Chetopodum arcticorum.

*) Vi skulle historisk her bemærke, at nærværende Art, som En af os allerede i 1838 havde iagttaget
paa en Polynoé er den i Prof. Krøyers Afhandling: Grønlands Amphipoder p. 93 under no. 58 efter
denne lagttagelse antydede nye Slegtform, og at Hr. Prof. Kroyer senere har beskrevet og afbil-
det den til det store franske Reiseværk (Voyage en Scandinavie, en Laponie etc., publié par Gai-
mard) under Navnet Sileniwm Polynoés, hvilket vi saameget mindre ville undlade at gjøre opmærk-
som paa, da det jo kunde vere muligt, at det nævnte Værk fortsattes og saaledes de forlængst med
hint Navn til Paris sendte Figurer publiceredes. Den velvillige mundtlige Meddelelse, vi skylde sidst-
nævnte Oplysning, erholdt vi desværre først lenge efter at Navnet Herpyllobius var trykt, da det
ellers havde været os kjært at have kunnet beholde den Krøyerske Benævnelse.

or
rs

428

Forklaring af Tavlerne.

Vi have i Reglen anseet det for tilstrækkeligt at meddele Konturfigurer af de i
Afhandlingen beskrevne Arter, i Lighed med hvad Dana i sit store Krebsdyrværk har gjort
for de lavere Krebsdyrs Vedkommende. Broktallet ved Siden af Hovedfigurerne angiver,
hvormange Gange disse ere forstørrede, og Stregen deres naturlige Størrelse”). Paa den
hele Række af Tavler betyder:

a Folerne (antennæ) og navnlig a! første Følerpar og a? andet Følerpar.

md Mandiblerne.

h andet Følerpars Hjelpekroge (hamuli).

r Snabelen eller Næbet (rostrum); pa den saakaldte »Palpe«, egentlig en Udvæxt
(Proces) fra Grunden af andet Kjæbefodpar; pa‘ (hos Pandarinerne og Dichelestinerne)
Mandibelpalpen eller Kjæben (maxilla?).

m Den saakaldte Kjæbe hos Lernæopoda og Brachiella.
mp Kjæbefødderne (pedes maxillares) og navnlig mp! første og mp? andet Kjæbefodpar.

f Gaffelen (furca) (hos Caliginerne); f’ en lignende Dannelse (en Dobbeltknude) hos
Pandarinerne, men anbragt længere tilbage, bagved første Fodpar, medens den
egentlige Gaffel hos Caliginerne altid er anbragt foran dette Fodpar.

p Bagkropsfødderne (pedes abdominales) eller de egentlige Fødder, og navnlig: p!
første, p? andet, p? tredie og p* fjerde Fodpar.

g Kjonsringen (annulus genitalis).

c Halen (cauda); ac Halebladene (appendices caudales s. foliola caudalia).

d Rygbladene (folia dorsualia s. elytra) hos Pandarinerne; d” Halens Rygblade eller

Haledækbladene hos visse Pandariner.

o Æggetraadene (fila ovigera) eller Æggesækkene (sacculi ovigeri).
sp Spermatoforer.

Ved de enkelte Detailfigurer er, hvor det var fornødent, angivet Artens Nummer
og det Kjøn (9 eller 3), hvortil den fremstillede Del hører; saaledes betyder f. Ex. 1 mp°@
andet Kjæbefodpar af Hunnen af den under fig. 1 fremstillede Art, Caligus Baliste. Ved at
holde sig til Tallene (1, 2, 3 0. s. v. indtil 40) vil man altid let kunne orientere sig i,
hvilke Detailfigurer der høre sammen og danne den Række af Analyser, hvorigjennem vi

have søgt at give en ikonografisk Fremstilling af Arten.

”) Naar Broktallet og Stregen ikke stemme ganske med hinanden, antyder Stregen Artens regulære
Størrelse, og Brøktallet det aftegnede Individs.

Tab. I.

Tab. I.

Tab. Il.

Tab Il.

Tab. Ill.

Tab. II.

Tab. IV.

Tab. IV.

Tab. V.

Tab. V.

Tab. VI.
Tab. VI.

Tab. VII.

Tab. VII.

fig.

fig.

fig.

ag

fig.

fig.

fig.

fig.

fig.

fig.

fig.
fig.

fig.

429

A. Copepoda parasita filis ovigeris, ovulis uniseriatis.

Caligini. S. 349—69.

1. Han og Hun af Galigus Balistæ nod S. 356—57; (354).

1 Qg' Et Parti af Hunnens Kjonsring med Borstegrupperne.

1° Pandetraade (Hefteredskabet) af yngre Individer af Caligus Baliste nob.

mp!" forstørret Fremstilling af den yderste Del af første Kjæbefodpar.

2. Hunnen af Caligus lacustris nod. S. 355—56; (354).

2° Pandetraaden hos et ungt Individ paa det saakaldte Chalimus-Stadium.

2g"c Kjensringen og Halen af samme.

*p? En Fod af fjerde Par af ©. curtus mudd. til Sammenligning med C. lacustris nob.

3. Hunnen af Caligus branchialis Mim. (C productus v. Beneden) S. 362—63; (355).

39" fremstiller Halen, Kjønsringen og Bagkroppen af et andet Individ for at vise Variationen i
Formen af Kjønsringen.

4. Han og Hun af Caligus rapax M. Edw. S. 359—60; (354).

” en stærkere forstørret Fremstilling af en af fjerde Fodpars kortere Endeborster.

4 ee Kjonsring, Hale og Bagkrop af et yngre Individ.

>. Hunnen af Caligus isonyx nos. S. 358—59; (354).

og” lidt af Kjonsringen med Borsteknipperne.

6. Hunnen af Caligus productus Dana. S. 357—58; (354).

6 où Bagkrop o. s. v. af et andet Individ, for at vise Variationen i Formen af Kjensringen og
Formen af den frie Bagkropsring.

6p** Fjerde Fodpars yderste Stykke stærkere forstørret end i Hovedfiguren.

*

. 7. Han og Hun af Caligus Coryphænæ nos. S. 360—62; (354).

7/ ds’ Kjensringen af et andet Individ (en Han), for at vise Variationen i Formen.

1 QE Et Stykke af Kjonsringen hos Hunnen for at vise Borstegrupperne.

* Et Stykke af en af fjerde Fodpars kamtakkede Endeborster stærkere forstørret.

8. Hannen af Dysgamus atlanticus nod. S. 368—69; (351).

8g* Et lille Stykke af Kjonsringen med Borstegrupperne.

8mp?” Andet Kjæbefodpar, seet fra forskjellige Sider.

9. Hunnen af Gloiopotes Hygomianus no6., S. 363—64; (351); seet fra Ryggen og fra Bugen
samt Analyser.

9” Øinene.

9** Et Stykke af Skjoldets Randbræmme, stærkere forstørret.

9*** Det eiendommelige Redskab, hvormed Kjonsringens Forlængelser ere udstyrede.

10. Hunnen af Parapetalus orientalis nos. S. 365, (351); seet fra Bugsiden; den forreste
Del af samme, seet paa samme Maade, stærkere forstørret.

11. Hunnen af Synestius caliginus nos. S. 364—65; (351).
12. Han og Hun af Euryphorus nympha nos. S. 365—68; (352).

Pandarini. S. 369—94.

13. Hunnen af Dinematura producta (Mil). S. 370—72; (379).

139° Kjonsringen og Halen af samme, sete nedenfra.

13d* Rygbladene af et andet Individ, for at vise Variationen i Formen.

13 mp? viser andet Kjæbefodpar samt dettes yderste gribende Del i forskjellige Stillinger.

. 14. Hunnen af Dinematura ferox Ar. S. 376—77; (379).

1105 Kjensringen og Halen af samme, sete nedenfra.

Tab.

Tab.

Tab.

Tab.

Tab. X. fig.
Tab. X. fig.

Tab.
Tab.

Tab.

Tab.

Tab.

Tab.

Tab.

Tab.

Tab.

VIII. fig.

VIII. fig.

IX. fig.

IX. fig.

XI. fig.
XI. fig.

XII. fig.

XII. fig.

XII fig.

XIII. fig.

XII. fig.

XIII. fig.

XIII. fig.

430

14d* Abnorm Form af Rygbladene.

14 mp!" Omrids af den indre Finger paa første Kjebefodpar hos et andet Individ.

14mp?* En Del af andet Kjæbefodpar, seet i en anden Stilling end 14 mp°.

15. Hunnen af Echthrogaleus coleoptratus (Guérin). S. 380—82.

159° Fjerde Fodpar, Kjonsringen og Halen af samme, sete nedenfra.

15*mp*? Det yderste Stykke af andet Kjæbefodpar, seet i en anden Stilling end 15 mp *.

15” viser Halen og et Stykke af Kjonsringen, men saaledes, at Halen er boiet fortil og opad, for
for at vise det af den (i Fig. 15 Pl skjulte Haledækblad (d 1).

16. Hunnen af Dinematura latifolia nos. S. 378—79; (380) og f 169". Samme seel
nedenfra.

17. Hannen af Nogagus lunatus nos. S. 389—90; (384).

(Andet Antennepar og andet Kjæbefodpar ere afbildede i forskjellige Stillinger).

17g*. Et Stykke af Kjønsringen med en af Borstegrupperne.

18. Hannen af Nogagus Latreillii Zeucr. S. 384—86; (383).

18mp?. Det yderste Stykke af andet Kjæbefodpar.

19. Hannen af Nogagus grandis nod. S. 386—87, (384), seet fra Ryggen og fra Bugen.

20. Hannen af Nogagus tenax nod. S. 388—89; (384).

20”. Noget af Forkropsskjoldet og de to første frie Bagkropsringe, sete fra Siden.

20 mp?". Endestykket af andet Kjæbefodpar af et andet Individ, for at vise den mærkelige Varia-
tion i Formen.

21. Hannen af Nogagus borealis nos. S. 387—88; (384).

22. Hunnen af Pandarus Cranchii Leach. S. 390—93. ;

22mp?*. Den takkede Rand af den af andet Kjæbefodpar dannede Knibtang, saaledes som den
sees hos enkelte Individer.

220”. Halepartiet seet nedenfra.

22ac* De omdannede styliforme Haleblade i forskjellige Stillinger.

25. Hunnen af Perissopus dentatus nod. S. 393—94.

Dichelestini. S. 394—97.

23. Han og Hun af Lernanthropus Konigii nos. S. 595—97. Hunnen er fremstillet fra
Ryggen, fra Bugen og fra Siderne (23 2’).
24. Hannen af Anthosma crassum (4dgd.) (A. Smithii Leach.), S. 397, seet fra Siden og

fra Bugen.
24p*Q. Et Stykke af forste Fodpar hos Hunnen af samme Art til Sammenligning.

Pennellini. S. 398—418.

26. Lerneænicus nodicornis nos. S. 401, naturlig Størrelse.

26a. Forkroppen af samme forstørret, fra Rygsiden.

27 og 27'. Lerneænicus inflexus nod. S. 401, fra Ryggen og Siden; naturlig Størrelse.
27 @ og 278. To Individer sete fra Rygsiden, forstørrede.

27 y. Individet 8 seet fra Bugsiden, forstørret.

27d. Samme seet fra Siden, ligeledes. 27° Kjæbefoden mp’ forstørret.

28a. Lernæa branchialis Lin, forma typica, S. 403, Dyrets forreste Del, seet forfra, og
28 8. Samme, seet ovenfra; begge forstørrede.

29. Lernæa branchialis, var. sigmoidea nod., S, 404, i naturlig Størrelse.

29 &. Dyrets forreste Del, seet ovenfra, forstørret.

298. Dets fire Bagkropsfødder, forstørrede.

Tab. XIII. fig.

Tab XIV. fig.

Tab. XIV. fig.

Tab. XIV. fig.

Tab. XIV. fig.

Tab. XV. fig.

Tab. XV. fig.

Tab. XV. fig.

Tab. XV. fig.

lu

300g 31. Hemobaphes cyclopterina (Fabr.), S. 405, seet fra to forskjellige Sider

30@ og 8. Dens forreste Del, stærkere forstørret, fra Ryg- og Bugsiden.

30y og Jd. Det samme Parti af et andet Individ fra Ryg- og Bugsiden.

308 Samme Lernæ in situ paa Gjællebuerne.

307. To Par Bagkropsfodder, stærkt forstørrede.

31. Pennella sagitta (Zm.) S. 409. Hun seet fra Bugsiden, og 31' et andet Individ fra
samme Side, nat. Storr.

31@ og 8. Første Individs »Hoved» eller Forkrop seete fra Ryg- og Bugsiden; 31'& og 8. andet
Individs.

316. Fanetraade af Individet 31; 31'¢ af Individet 31’, alle forstørrede.

32 og 32%. Pennella varians nos. S. 413. To Hunner uden Æggetraade og kun med to
Modhager; 32‘ og 32‘ to andre Individer i lige Udvikling, men med tre Modhager, alle i
naturlig Størrelse; 32«,ß, 32'«,ß 0. s. v. fremstille disse fire Individers Forender forstor-
rede fra Rygsiden og Bugsiden, og 32‘ &. 8 den samme Del af et femte Individ, paa hvilket
den tredie Modhage begynder at fremtræde.

321. En Unge af Samme; 32m, 32n og 320 tre mindre udviklede Stadier, der vise, hvorledes
Modhagerne begynde som flade Udbredninger og hvorledes Hovedets Udvæxter fremkomme ;
alle forstørrede, den første tillige i nat. Størr.

32. m. 8 og 320.8. Tvende lignende Stadier sete fra Bugsiden, for at vise noiere de iagttagne Fø-
lere og Kjæbefødder og Udvæxternes og Modhagernes Uafhængighed af disse.

32 p!, p®, på, pt. Bagkropsfodderne af Individet 32 m.

32.sp. Spermatoforer.

33. Pennella Exocoeti (Holten). S. 415. Hun i nat. Størrelse; 33 & og B forreste Del af Dyret,
forstørret, fra Bug- og Rygfladen; 33 y en Fanetraad.

33' og 33" to yngre Individer af samme Art, naturlig Størrelse.

33. Be Den formentlige Dverghan til Arten, fastheftet til Hunnens Side.

34. Pennella crassicornis nod. S. 416. En langtfra halvvoxen Hun fra Bugsiden, og
Rygsiden, i naturlig Størrelse; 34 8 sammes Forkrop forstørret, seet nedenfra.

34. Forkroppen af et udvoxet Individ, natur. Størr., seet nedenfra; 34 y en af de grenede Fane-
traade forstørret.

34.". Den stærkt grenede Fanetraad af P. filosa L? (NB. af en Orthogariskagtig Fisk.)

B. Copepoda parasita sacculis ovigeris, ovulis pluriseriatis.

35. Brachiella appendiculata nod. S 419. Hun og Han, førstnævnte seet fra Siden og
fra Bugen. 359". Forenden af Hunnen, stærkere forstørret, for at vise Munddelene, Fø-
lere 0. s. v. -

36. Brachiella Thynni cur. S. 420. Hun og Han. Af Hunnerne er der fremstillet et yngre
(35 SR) og et ældre Individ for at vise Forskjellen i »Halsens» og »Armenes» Længde. Sær-
skilte Analyser vise, hvad vi have iagttaget af Kjæber og andre Munddele.

37 «. B.y. ogd. Yngre Stadier af Hunnen af Lernæopoda elongata (Grant). S. 422. Det i

37 & afbildede Udviklingsstadium er det yngste, som hidtil er iagttaget, og Dyret kan endnu
her siges at befinde sig paa et Larvestadium. — Paa det ene af de afbildede halvunge Indi-
vider (37 y) er den ene Arm betydelig kortere end den anden. 1 37 y‘ sees Munddele, Fo-
lere o. s. v. af dette Individ stærkere forstørrede. 37. On Hannen af samme Art; ved Siden
er fremstillet den yderste Del af en af dens Mandibler (37 A md.).

38. Tanypleurus alcicornis nod. S. 424. Hunnen seet fra Rygsiden og fra Bugsiden

38*, 38° og 38° vise Hefteredskabet i forskjellig Grad af Sammenvoxning eller Adskillelse.

380 Æggesækkenes Form hos et større Individ.

432

Tab. XV. fig. 39. Diocus gobinus (Fubr.), S. 423. Hunnen som udvoxen, seet fra Ryggen og fra Bugen
(y og d) og i 2 yngre Stadier (a og ß); hos det i Fig. 39 y afbildede Individ vender den ene
af de to forreste Arme fortil, den anden bagtil. 39 Ø Hannen, stærkt forstørret. Særskilte
Figurer fremstille Følerne hos begge Kjøn.

Tab. XV. fig. 40. Herpyllobius articus nos. S. 426. Hunnen.

40a. EtIndivid, med korte næsten kugleformede Æggesække, in situ paa Ryggen af en Lepidonote.

40.8. Et Individ, med pæreformet Krop og langagtige Æggesække in situ, paa en Terebellides tæt
ved dennes Gjæller.

40y og d. To af Lepidonote udpræparerede Individer, visende den uregelmæssige Forkrop ‘og den
meer eller mindre glatte eller rynkede Bagkrop.

Rettelser og Tillæg.

S. 347. L.

S. 347. L. 15. Sphyrion kan, ifølge Originalfiguren i Freycinets Reise pl. 68 fig. 10. (cop. hos Guérin.
Iconogr. Zoophyt. pl. 9. fig. 4.) og en anden Figur efter Naturen i Cuvier Régn. anim. édit
illustr. Zooph. pl. 32. fig. 4, ikke høre til Pennellerne, men hører til Condracanthinerne; den
er ganske sikkert congenerisk med den mærkelige Parasit paa Finnen af Cyclopterus lumpus,
som Prof. Krøyer har kaldt Lestes lumpi (Danmarks Fiske. II S. 217.); begge synes os at
maatte nærmes til Condracanthus Trigle. — Om Lophura ogsaa vil slutte sig til de parasitiske
Copepoders anden Række, er endnu uafgjort.

må

4. »Lernæonicus» les: » Lernecenicus.

S. 380. L. 9. f. n. »Guerin» les: Guérin, og ligesaa S. 381, 2. L. f. n. og 392. L. 7.

S. 398. L. 3. »Lerneenicus» les: Lerneænicus og ligesaa S. 400 fl. St.

S. 406. L. 11. fra neden »fig. 308» les: fig 30 og 30".

S. 416. L. 4—8. At Sværdfiskens Pennella ikke er identisk med Pennellerne fra Orthagoriscus-Fiskene, deri

ere vi blevne bestyrkede i den allerseneste Tid ved en i en Sværdfisks Kjod fundet Forkrop
af dette Dyr.

Under Aftrykningen af dette Slutuingsark modtoge vi første Hæfte af Aargangen 1861 af » Würzburger
naturwissenschaftliche Zeitschrift», hvori (S. 10—22) findes en Afhandling af Prof. Claus »Ueber die Familien
der Lernæen». Af denne see vi, at Prof. Claus ogsaa har iagttaget flere af de Lemmepartier, som vi have an-
givet hos Lernæer og Penneller, men afviger noget fra os i Gjengivelsen af det Forefundne, og det, saavidt vi
kunne skjønne, paa Grund af hans ringe Materiale. 1 Anledning af denne Uoverensstemmelse maae vi her fast-
holde, at Forf. i det mindste har Uret i at betegne alle Bagkropsfedderne hos Pennella som »zweyästige
Ruderfüsse» (S. 16 og 21, og Tab. I. fig. IX); thi ved gjentagne Undersøgelser af mange Individer have altid kun
de to forreste Par vist sig at have to Grene; Kjæbefodderne (S. 19, fig. VII b, og vore Figurer mp? ere
heller ikke »messerförmig», og Udvæxterne paa Hovedet have vi ikke formaaet at opfatte som »muskulose»
eller som Griberedskaber. Ogsaa fremstiller Forf. en Asymmetrie hos Lernæa paa en Maade og med en Styrke,
som man ikke kan billige (S. 22); havde han havt flere end det ene undersøgte Exemplar, vilde naturligvis
Tilstedeværelsen af Bagkropsfodder (»Ruderfüsse») ikke have undgaaet ham.

Vid. Selsk. Skrifter V Række naturo. mathem. Ath V Bind Steenstrun og Zütken om Snyltekrebsene
N ad 5 2p
RAT —

Ff

ump? $

2. Caligus Batiste. SL [eg 8) 2. Catiqgus lacustris Sip th. (9) /m Caligus curtis Mill) Chr. Ihernam: se.

(PU un
a RR
2h TR f 14
i
il
Dik i
j
i
i)
X
'

uw
Ay
be
Me
|
Å |
4
|
(
i
i
då ||
| | j
1 4 " |
WAN + clin
4 MH
7 A b Hl
de [
Le \ |
in ) 5
hr 2
| K I L
| | 54 | i: | yi
4 A ws PÅ Maar)
; j 7 å || N i
å à à uva To
| à | SFR MI RUN
h i KUC oe
U å OM i
i | = LA

Å Å
ii 7
| #
; ; “4 5
>
A re
RER :
Pipe % |
JRR: i rs Br its a | x
er Mart ta WAL ge but ae Semen aie ss. TE
LM Que i (1 ANG
À ‚Aue! å ig « ry
TS: it hy iis ih |
i i a

} AUT N
m a ey

| Vid: Selsk: Skrifter V. Række nature. mathem. Ath. Vi Bind. Steenst og Li om Snyltekrebsene

# «
| 2D
à 7

fr
U

Vid. Selsk: Skrifter V Række nature. mathem« Afh. V Bind. Steenstrup og Lithen em Snyltekrcbsen Zub 7

3 POT I”

Chr Ihernam se.

3. Caligus rsonyx Su Ith fy / 6. Caligus productus. Dane fg /

a

ee? 0
Ava tae!
el? ae

Vid. Selsk. Skrifter V Række naturo. mathems Afh, V Bind: Steenstrup og Litken- om Snyltekrebsene

UI

7 Caligus Coryphænæ. Syn Ltk./g 3/6 Dysgamus atlanticus Sip. Lk. (0)
CLtk del.

Oe. The rname ses

om Snyltekrebsene

Vid. Selsk. Skrifter V Række nature. mathem: Ath. V Bind: Steenstrup og Lütken

Chr Thernam se

9. Glotopotes Hygomianus. Sip. Lth. (/g/ 10. Parapetalıs ortentalir Stu LE føj

CL the del.

Vid. Selsk. Skrifter V Række nature. mathem. Mth V Bind. Steenstrup og Lütken em Snyltekrebsene. Tab. VI.

CLthedel: U. Synestius caliginus. Sip lik (9) 12. Euryphorus nympha. Sip Lk (29) Chr Thornam se.

MÅ Ål:
j ie

L/ fl Un ni

a i å Œ
CRETE Sn mot a ANP) ss a
= i

1
ITR

Vid Selsk. Skrifter V Række naturv. mathem« Ath V Bind. Steonstrugu og Lütken om Snyltekrebsene. Tab VA.

Wiss .
nee lis

a

OLth. del: 73. Dinematura Jroducta. (Mall) p 14 Dinematura ferox Kr 12)

Chr. Thernam sc

Five of us Wien
TAN GE | J a

Vid: Selske Skrifter V Række nature. mathem« Ath: Vi Binds Steenstrup- og Lütken em Snyltekrebsone: Tab. VIL.
2 25? 16 gp

CLE del. 15. Echthragaleus coleoptratus | Guérin) 9 26. Dinematura latitoliac Syu Lik 15) D CET ro

ie

pi
i
fi
i
SS
|
Le ’
~
>
=

ÆG
3
à
st
\
RN!
a
y
,
'
u
Sg
; 4
2
Dur
i
[a
:

Vids Selsk: Skrifter. V Række naturv. mathem Ath. V Bind: Steenstrup og Lütken om Snyltekrebrene: Tab. IX.

17. Nogagus lunatus. Sin. Ick/6) 18. Nogagus Latreillii: Leach: (8/

Vid. Selsk. Skrifter V Række nature. mathem. Afh. V Bind: Steenstrup og Lütken em Snyltekrebsene. Tab X

A

NZ Å B
© Zik. del 29. Nogagus grandis. Sin: Lik jé) 20. Nogagus tenax. Sin. ik /6/ Chr Thernam sc.

Vid. Selsk: Skrifter. V Række nature. mathem« Afh: V Bind: Steenstrup og Lütken om Snyltekrebsene Tab XT.

od Low En SK re af u
4 : X,
4 x + = u \ - LEE SER
un B 4 € A |
4
i
j |]
LA
7 i TER x Fa
N EA A
f 4
7 is y == 3
i
' + ru y N à 2
aye © ;
. + d
- Fa
3 - f
ES -
U
———
Ne
os =
E à é
ICT:
5 ‘ 2
1
ÿ £
U i É Me
i .

Vid. Selsk Skrifter V Række naturv. mathem« Ath. V Bind: Steenstrup og Lütken om Snyltekrebsene Tab MI.
23.9

a

{ CV = P
25.ac ” ns
CL del. 2 / J\ Chr. Thornam sais.

23. Lernanthropus Aonigié- Sip Lik: /p d) 24 Anthosoma’ cerassum: Abgd. 4) 25. Perissonus dentatus. Sin Lik (9)

Vid. Selsk: Skrifter. Vi Række nature. mathem: Ath Vi Bind. Steenstrun og Lithen om Snyltekrebsene Tab AH

26. Lerneeniwus nodicornis. Su tk.

CThornam dein. I Sy dir

27.

L.inflexus.

Syr Lth

28. Lernea

branchialis. Im. 29. L. br. stgmotdea. Sin Ik
9 172

30. Hrrmobaphes cyelopterma: | Fabrice.)

€ Thernam se

Le .
LI
y
EL ON
i >
i A
A N
> Cd £.
=
nn :
* i ss à
i 2
N à
=
. A a
\

Vid: Selsk: Skrifter. V. Række naturv. mathem: Ath: V. Bind: Steenstrup’ og Luütken om Inyttekrebsene . Tab. XIV.

Sr.
7

(

Chr. Thernam del, I. Syn: dir. Chr. Thernam sep

31. Fernella’ sagitta: (Tim), 32. P. varians. SuIm; 33. P. Exocoet (Hetty, 34. P. crassieornıs. Sip. Lk,
33." P. filosa? (Linn)

»,

Val Selsk: Skrifter V Reh nature mathem: Afh. V Bind. Steenstrup og Lütken om Suylickrebsene. Tab, AV.

! un
’ ort

sa

—$Ù

€ Lt & C. Thern. del:

35. Prachiella appendiculata. Sin. Ik. [9 à) 36. Brachiella Thynnt. Cu. (g.d) 37. Lernxopoda eløngata: (Grant) (9 7)

38. Tanypleurus alcicornis. Sip, lth. (9) 39. Diocus gobinus. (Kar) (9.4) 40. Herpyllobius aretteus… Søn. tk [5]

|
|

Om Nordhvalen

(Balæna Mysticetus L.)
navnlig med Hensyn til dens Udbredning i Fortiden og Nutiden

og til dens ydre og indre Særkjender

af

D. F. Eschricht og J. Reinhardt.

Med 6 lithograpberede Tavler og adskillige i Texten indtrykte Afbildninger.

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 5 Bd. 55

i heer
7 "4
,
Fan P A 1 Al
a et PR CY se SES
AN deg it) Øg Let in h ‘ (5 4
i | Eu £ af i) i an
å 5 Qu delist} cr
RTE SAR
i ; A ay: 2 L ER, a rt
DIU ah TET ANG 1 coined ih NENS FREDEN HESTENE ala
buse ribose arb hit Le
ig N = +. 1 Fi
My 1
ou
espa? i
¥ 1
1 + | |
uy ee BT RETTEN Al

wer Jens Ly tev! Mie i Al Bros PM è i”

À 3
i
x 4
y we HM
mm så U
' a
wR
fe åd Pi Fi
| " : |
à i I
rs + 4
i 5 + 2 3 2 å ev
i Ga L å ‘ nae *
wad KA $ EA, er ee Man a ar A:
| Te - å g = | qu
‘

Forord.

Den ene af nærværende Afhandlings Forfattere, Eschricht, havde allerede for flere Aar
siden forelagt det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab Resultatet af nogle Undersøgelser
angaaende Nordhvalens eller Grønlandshvalens geographiske Udbredning og anatomiske Byg-
ning, men Offentliggjørelsen var dengang blevet udsat væsentlig i det Haab at indvinde nyt
og fuldstændigere Stof til Undersøgelsernes endelige Afslutning. Dette Haab er ogsaa gaaet i
Opfyldelse, skjøndt ad anden Vei, end han dengang ventede. Han regnede paa fortsat Hjælp af
den Mand, hvem han allerede skyldte allerstørste Delen af det Stof, der ligger til Grund baade
for disse hans første Undersøgelser angaaende Nordhvalen og for alle hans foregaaende Af-
handlinger om de nordiske Hvaldyr. Hans trofaste Ven Capitain Holbøll afreiste til Grønland
d. 25de Marts 1856 med de bedste Tilsagn, men hverken fra ham eller fra Skibet, der
skulde bringe ham og en af hans Sønner derover, er der indtil denne Dag kommet noget
Budskab !).

Fra denne Side blev saaledes hans Forhaabninger skuffede paa en sørgelig
Maade; men samtidigt frembød der sig en Leilighed til at tilvejebringe for Selskabet

en fuldstændigere Monographie af Grønlandshvalen, end hans første Arbeide kan siges

1) Carl Peter Holbøll, en Son af den fortjente Gartner ved den botaniske Have, Frederik Ludvig
Holbøll, var født den 31te Dec. 1795. De Omgivelser, mellem hvilke han voxede op, vakte tidlig
hans Sands og aabnede hans Øie for Naturen og dens Studium, først navnlig for Botaniken, snart
ikke mindre for Zoologien. Han bestemtes, men temmelig seent, til at blive Søofficeer og blev
Secondlieutenant i Aaret 1821. Dengang allerede anerkjendt som praktisk Zoolog blev han i 1822
med Kongelig Understøttelse udsendt paa en toaarig Reise til Grønland, deels for at gjøre sig be-
kjendt med Hvalfangsten deels for at gjøre Indsamlinger til det Kongelige naturhistoriske Museum af
Faunaen i dette høinordiske Land. Efter sin Hjemkomst blev han dernæst i 1825 ansat som In-
specteur for Kolonierne og Hvalfangsten samt Skifteforvalter i det nordre, i 1828 i det sydlige Grøn-
land. Allerede ved den førstnævnte Ansættelse afgik han fra Søetaten med Capitain - Lieutenants
Charakteer.

55°

436

at have været. Den anden af nærværende Afhandlings Forfattere havde nemlig ligeledes
allerede for flere Aar tilbage aldeles selvstændigt behandlet samme Emne og, ligesom
den førstnævnte, anstillet Undersøgelser over Nordhvalens geopraphiske Udbredning samt
over dens ydre og indre Bygning, hvortil Anledningen og Stoffet var givet i en i Saltlage
opbevaret, nyfødt Unge af denne Hval, som Hr. Major Fasting, dengang Inspecteur i Nord-
grønland"), havde medbragt fra Godhavn med betydelige personlige Opoffrelser og skjænket
til det Kongelige naturhistoriske Museum. Hans Resultater vare i alt Væsentligt de samme
som de, til hvilke den førstnævnte af Forfatterne var kommet, men da de tildeels vare
støttede paa andre Kjendsgjerninger, maatte de ialfald kaldes ikke uvigtige Supplementer
til de første.

Begge Forfatterne bleve snart enige om, at Videnskaben vilde være bedst tjent med,
at de forenede deres Undersøgelser i et fælles Arbeide, og som saadant er det nu, at de
hermed forelægges for Selskabet og Offentligheden. Undersøgelserne ere foretagne eller
dog paany gjennemgaaede i Fællesskab, og begge Forfattere ere derfor paa samme Maade
og i lige Grad ansvarlige for de vundne Resultater og de derpaa støttede Anskuelser; men
ved den endelige Redaction har den ene af dem, Eschricht, nærmest paataget sig Ud-
arbeidelsen af Afhandlingens andet Afsnit; den anden, Reinhardt, nærmest redigeret
det første.

1) De danske Kolonier i Grønland ere fordeelte i et nordre og et søndre Inspektorat, af hvilke det første
indbefatter alle Kolonier ned til Egedesminde, denne iberegnet, medens Holsteinsborg og alle de
endnu sydligere Kolonier udgjøre det søndre Inspectorat.

I.
Nordhvalens Udbredning

for og nu.

Sen efterat det var godtgjort, at Sydhavets Rethvaler ere aldeles forskjellige fra Nordhvalen
eller Gronlandshvalen, og der saaledes ikke længere kunde være Tale om at ansee denne
for et kosmopolitisk, gjennem alle Verdenshavene udbredt Dyr, troede man dog endnu
stedse, at den ialfald oprindelig havde udbredt sig meget længere Syd paa end i vore Dage,
at den tidligere navnlig havde været regelmæssigen jaget og fanget i det nordlige Atlanter-
havs tempererede Vande, og at den først ved Hvalfangernes Forfølgelser var bleven lidt
efter lidt trængt stedse hoiere op mod Nordpolen.

Nu har denne, engang af de største Autoriteter, støttede Mening maaskee for en
Deel tabt sin Credit; men den har dog endnu stedse sine Tilhængere, og dette er saa-
meget forklarligere, som de Kjendsgjerninger og Grunde, hvorpaa den i Særdeleshed støt-
tedes, neppe altid ere blevne behandlede med tilstrækkelig Opmærksomhed af Mod-
standerne.

Allerede denne Omstændighed indeholder en Opfordring til i det Bidrag til Kund-
skaben om Grønlandshvalen, hvilket vi hermed forelægge Selskabet, paany at optage det
allerede tidligere af den Ene af os!) drøftede Spørgsmaal om Hvalens oprindelige Udbredning,
og vi have saa megen større Foranledning til at gjøre det, som der i de senere Aar ere
komne ikke uvigtige Oplysninger tilstede, hvorved alle Tvivl og al Usikkerhed forhaabentlig
kunne tilfredsstillende løses.

1) Eschricht, D. F. Undersøgelser over Hvaldyrene. Første Afhandling. Bemærkninger over Ceto-
logiens tidligere og nærværende Skjæbne. (Kgl. D. Vidensk. Selsk. naturvid. Afhandl. 11 Deel S. 129).
— Samme. Om de nordiske Hvaldyrs geographiske Udbredelse i nærværende og i tidligere Tid

(i Forhandl. ved de skandinaviske Naturforskeres Møde i Kjøbenhavn i 1847, S. 103).

198

Hyormange fortræffelige Oplysninger om Nordhvalens Forekomst og Levemaade, der
endog til forskjellige Tider ere tilveiebragte af Hvalfangerne, og hvor overordenlig meget
Zoologien endog i den Henseende skylder Mend som Scoresby, Manby, Zorgdrager og
Martens, ligger det dog i Sagens Natur, at det Billede af Hvalens Ferden i dens hjemlige
Have, som vi skulle danne os alene‘efter de ad denne Vei erhvervede Efterretninger, maa
blive til en vis Grad ufuldstendigt, og at vi for at erholde Oplysning om Hvalen i den
større Deel af Aaret, i hvilken den ikke er udsat for Hvalfangernes Forfolgelser, maae tye
til saadanne Lande, ved hvis Kyster den forekommer, og hvor den med Lethed kan iagt-
tages Aar ud og Aar ind til enhver Aarstid. Men hertil egner neppe noget Sted sig bedre
end den Deel af Grønlands Vestkyst, langs hvilken de danske Kolonier ere beliggende.

Vel er Hvalfangsten, som fordum afgav en vigtig Erhveryskilde for Fleertallet af
disse Kolonier, lidt efter lidt ophørt ved dem alle med Undtagelse af en eneste, Holsteins-
borg; men Hvalen indfinder sig dog endnu stedse regelmessig ved Kysten, og medens den
saaledes endnu aarligen kan iagttages der, er der tillige ved den tidligere Fangst vundet en
Skat af Erfaringer om dens Forekomst netop langs den samme Kyst i ældre Tider. Hval-
fangsten blev nemlig fra de danske Kolonier ikke drevet med Skibe i rum Søe, men fra
saakaldte »Hvalfangerloger« eller »Hvalfangeranleg« paa det faste Land, der vare forsynede
med et til Stedets Befolkning svarende større eller mindre Antal fuldstændigt udrustede
Hvalfangerslupper og med de til Spækkets Udbrænding nødvendige Indretninger, og som
altsaa ganske vare at betrågte som fastliggende Hvalfangerskibe. Ligesom paa disse fra
Toppen af Masten, holdtes der ved Logerne stadigen Udkig efter Hvalerne fra et eller andet
af de omliggende Fjelde. Saasnart en Hval opdagedes, og Veirliget og Isen tillod
det, bleve de færdig liggende Slupper satte i Søen, og den dræbte Hval bugseredes
ind til Land, hvor Flensningen (Afspækningen) foretoges. Sluppernes Besætninger, Har-
punererne deri indbefattede, vare for største Delen Grønlændere; men selve Anlæggenes
Bestyrelse var stedse overdraget til danske Betjenter, som vare forpligtede til nøiagtig og
daglig at optegne, hvad der forefaldt ved Anlægget, og man finder derfor i deres Journaler,
som aarligen nedsendtes til Koloniernes Bestyrelse i Kjøbenhavn, ikke blot anført de Hvaler,
der bleve dræbte eller gik tabte (forliistes, som det kaldes) efter at være blevne harpunerede,
men i Reglen ogsåa dem, som kunde iagttages fra Udkigsfjeldene, selv om Veirliget ikke
tillod at udsætte Slupperne, og leilighedsviis er der endog optegnet forskjellige ikke
uvigtige Bemærkninger om de fangede eller seete Hvaler. Er det saaledes paa den ene

439

Side klart, at der fra de danske Etablissementer i Gronland overhovedet kan hentes
en Mængde Oplysninger, som vanskelig kunne tilveiebringes fra de andre, deels ode,
deels kun af vilde Stammer beboede Kyster, langs hvilke Hvalen regelmæssig viser sig,
vil det paa den anden Side ogsaa let indsees, at fremdeles Grønlands Beliggenhed er
saaledes, at Spørgsmaalet om en i Tidens Løb indtraadt Forandring i Hvalens Udbredning
synes netop der at kunne finde sin Besvarelse. Den Deel af Grønlands Vestkyst, langs hvilken
de danske Kolonier ere anlagte, naaer jo nemlig fra den 60de til den 73de Grad omtrent i
nordlig Retning. Den strækker sig saaledes i den betydelige Længde af henved 200 Miil næsten
fra Grændsen af den tempererede Zone heit op imod Nordpolen og beskylles i hele denne
Udstrækning af et Hav, hvor Hvalfangsten har havt et Hovedsæde, og i hvilket den i den
over hundrede Aar lange Periode, der er forløbet siden de første danske Koloniers Anlæg,
to Gange har taget et overordentligt Opsving og atter er sunket ned til dens nuværende
Ubetydelighed, saa at man altsaa maatte vente, at Hvalen netop der maatte have trukket sig
stedse hoiere mod Nord, hvis det overhovedet havde ligget i dens Natur at unddrage sig
Forfølgelsen påa denne Maade.

Vi ville derfor i vor Undersøgelse af Hvalens nuværende og tidligere Udbredning
i Almindelighed gaae ud fra dens Forekomst ved den tidtnævnte Kyst, som vi kjende
med en temmelig Grad af Nøiagtighed deels gjennem Beretninger fra Mænd, der have til-
bragt flere eller færre Aar i Grønland, og blandt hvilke vi navnlig med Erkjendtlighed nævne
den desværre for tidligt bortrevne Holbøll og Major Fasting, men fornemmelig af en
stor Mængde af de ved de forskjellige Hvalfangerloger førte Journaler over Hvalfangsten,
som Directionen for den Kongelige grønlandske Handel med udmærket Velvillie har tilladt
den ene af os at benytte.

Skjøndt Grønlandshvalen regelmæssig indfinder sig ved Grønlands Vestkyst, er det
dog kun et Stykke af denne lange Kyststrækning, som den besøger. Navnlig forekommer
den i Reglen ikke sønden for den mellem den 66de og 6åde Grad beliggende Deel af
Kysten, og allerede der eller nøiagtigere ved Kolonien Sukkertoppen (65° 25‘)!) viser den
sig ikke hvert Aar, men dog rigtignok saa ofte, at der ved det lidt nordligere Sted, hvor
denne Kolonie oprindelig laa (65° 38”), fandtes en Hvalfanger-Loge, den sydligste af dem
alle, som jo vel forlængst er nedlagt, men, saavidt vides, ikke just fordi Hvalerne udebleve
altfor tidt, men hovedsagelig fordi Harpunlinerne jevnlig skamfiledes paa de Skjær, hvormed
Havbunden ved dette Sted er opfyldt, og de harpunerede Hvaler saaledes forliistes. Syd

1) Vi folge de Bredeangivelser, som findes i Rinks Værk över Grønland (Grønland geographisk og sta-
tistisk beskrevet, Kjøb. 1857), og som afvige lidt fra de ældre i Graahs Undersøgelsesreise.

for denne Grændse træffes Hvalen kun ganske tilfældigt og meget sjeldent, og naar man
undtager et af David Crantz") opbevaret Exempel paa, at den engang, i Foraaret 1756,
har viist sig i Mængde udenfor Kolonien Godthaab, er det i alle de øvrige os bekjendte
Tilfælde stedse kun enkelte Individer og navnlig unge Dyr, der have forvildet sig længere
sydpaa. Saaledes blev der d. 2den December 1805 fanget en ung Grønlandshval ved
Kolonien Frederikshaab (62? 0”); i Aaret 1831 viste en Unge sig endnu lidt sydligere
ved Tiksaluk-Næs (61? 25”) og blev, skjøndt forgjæves, harpuneret; og endelig iagttoges
sammesteds atter det følgende Aar en Hvalunge, og det paa en, som vi senere ville faae
at see, aldeles usædvanlig Aarstid, nemlig den 23de Juli.

Langs hele den øvrige, norden for den angivne Grændse liggende Kyst indfinder
Hvalen sig derimod aarlig med stor Regelmæssighed og gaaer (om end ikke hvert Aar i
lige Mængde) ind i de større Fjorde, som skjære sig ind i Landet; men dens Ophold er
dog overalt kun periodisk, indskrænket til en vis bestemt Aarstid og af ulige Varighed paa
de forskjellige Steder. Naar Hvalen saaledes viser sig ved Sukkertoppen, er det i Maanederne
December, Januar og Februar, og, som det synes, kommer den desto talrigere, jo strengere
Vinteren er og jo mere Havet er opfyldt med Driviis. Omtrent halvanden Grad nordligere
ved Kolonien Holsteinsborg (66° 56‘) er Forholdet endnu nogenlunde det samme, skjøndt
Hvalen dog rigtignok allerede der opholder sig noget længere. Ifølge Angivelserne i de
ved denne Kolonie i et Tidsrum af 36 Aar førte Journaler ankomme Hvalerne nemlig i
Reglen i den første Halvdeel af December; i sjeldnere Tilfælde (og navnlig 5 Gange i de
omtalte 36 Aar) har man allerede iagttaget dem der i de sidste Dage af November, og
undertiden ere de først komne i Begyndelsen af Januar. De opholde sig da langs Kysten
og inde i de større Fjorde, saasom i Amertlok- og i Nepisene-Fjorden, indtil ind i
Marts, da de atter fjerne sig, og det hyppigere i den første end den sidste Halvdeel af
Maaneden. Undertiden ere de dog allerede forsvundne i Februar, hvad der er indtruffet 7
Gange i den Aarrække, for hvilken vi have kunnet skaffe os paalidelige Oplysninger; i meget
sjeldne Tilfælde endelig har man endnu i Begyndelsen af April bemærket Hvaler i Amertlok-
Fjorden, saaledes den 3die April 1805 og den Øde April 1820, og undertiden er en enkelt
Hval blevet tilbage selv længe efter at alle de øvrige vare forsvundne, hvad der f. Ex. var
Tilfældet i Aaret 1806, hvor en Hval saaes i Amertlokfjorden endnu den 14de April, mere
end 3 Uger efler at alle dens Kamerader vare dragne bort.

Efter denne almindelige Skildring af Hvalens Forekomst ved Holsteinsborg, skulle vi
endnu tilføje en af de ved Kolonien førte Journaler uddraget Tabel, som gjennem de 36

Handelsaar viser Datum, naar den første og sidste Gang bemærkedes.

1) Historie von Grönland II, 835.

Handelsaar !). Hvalens Ankomst. Hvalens Bortgang.
1780. 9 Jan. 1780. 2 Marts 1780.
1781. 6 — 1781. 4 — 1781.
1782. 21 Dec. 1781. 23 — 1782.
1783. 10 Jan. 1783. 4 — 178.
1784. 14 — 1784. 13 — 1784.
1785. 22 Nov. 1784. 6 — 1785.
1800. 29 — 1799. 1 — 1800.
1801. 22 Dec. 1800. 28 — 1801.
1804. 7 — 1803. {1 — 1804.
1805. 3 — 1804. 3 April 1805.
1806. 5 — 1805. 20 Marts 1806.
1807. 9 — 1806. 5 — 1807.
1808. 6 — 1807. 26 Febr. 1808.
1809. 28 Nov. 1808. 27 Marts 1809.
1810. 8 Dec. 1809. 18 Febr. 1810.
1811. 26 — 1810. 21 — 1811.
1812. 22 Jan. 1812. 7 Marts 1812.
1813. 25 Dec. 1812. 30 — 1813.
1814. 13 — 1813. 24 — 1814.
1815. 8 — 1814. 27 — 1815.
1818. 30 Nov. 1817. 28 Jan. 1818.
1819. 7 Dec. 1818. 29 Marts 1819.
1820. 7 — 1819. April 1820.
1821. 22 — 1820. 6 Marts 1821.
1822. 17 — 1821. — 1822.

AAI

1) Da Forbindelsen mellem de enkelte Kolonier og deres underliggende mindre Etablissementer er
yderst vanskelig, tildeels umulig om Vinteren, kunne Indberetninger og Regnskaber ikke afsluttes
med det sædvanlige Kirkeaar; man følger derfor i saa Henseende det saakaldte Handelsaar, som
regnes fra iste Juli til 30te Juni næste Sommer og er et Aar forud for den almindelige Tidsregning.
Det er saadanne Handelsaar, som menes i ovenstaaende Tabel; da det ikke er en uafbrudt Aar-
række, for hvilken vi have kunnet erholde Journalerne til Afbenyttelse, lod det sig ikke gjøre at
reducere dem til de sædvanlige Aar. Endnu maae vi tilfoie, at i de første 6 Handelsaar angive de
anførte Datumer igrunden ikke Hvalens Ankomst og Bortgang, men Dagene, da den første og sidste
Hval fangedes eller ialfald harpuneredes; vi have nemlig ikke havt selve Journalerne for disse Aar
til Afbenyttelse, men kun et Udtog af dem, som i sin Tid velvillig blev os laant af Selskabets
Medlem, senere afdøde Dr. Pingel; og dette Udtog, der er forfattet af den i disse Aar ved Kolo-
nien ansatte Kjøbmand Jørgen Frederik Egede, giver ikke yderligere Oplysning. ”

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og malhem, Afd., 5 Bd. 56

442

Handelsaar. | Hvalens Ankomst. | Hvalens Bortgang.
1823. | 30 Nov. 1822. | 16 Marts 1823.
1824. | 10 Dec. 1823. | 12 Febr. 1824.
1825. eh, 8 Marts 1825.
1826. | 30 Nov. 1825. 152°, 1826:
1827. Han 1627 9AKebr2,1327:
1828. (MOT ADec SE TI lee 1898:
1829. ILE NES 1828.7 | 4 Marts 1829.
1830. TE Jan: 1880: 7) 14) Jane 118302):
1831. | n » 2,
1832. | 10 Febr, 1832. 18 Febr. 1832.
1833. 7 Dec. 1832. 10 Marts 1833.
1839. IT SEE Glee — e308

Lengere nordpaa, i Disco-Bugten, altsaa omtrent paa 69 Graders Brede, indfinde
Hvalerne sig omtrent til samme Tid som ved Holsteinsborg, men deres Ophold varer endeel
længere. Efter de ved Godhavn (69° 14‘) gjorte Erfaringer kommer Hvalen nemlig der sæd-
vanlig i Begyndelsen af December, undertiden endog allerede i de sidste Uger af Novem-
ber, og forbliver sædvanlig indtil Midten af Juni. Imidlertid er der ogsaa Exempler paa, at
den allerede er gaaet bort i Slutningen af Mai, ja et enkelt Aar (1818), hvor Hvalerne til-
lige kun indfandt sig i ringe Mengde, forsvandt de allerede i Slutningen af April, saa at
den 26de i denne Maaned var den sidste Dag at nogen saaes. Paa den anden Side kan
man undtagelsesviis endnu see Hvalerne ved Godhavn indtil Slutningen af Juni, hvorimod
der ikke gives noget Exempel paa, at de skulde være forblevne der indtil ind i Juli i den
lange Periode af 35 Aar, for hvilken vi ere istand til noiagligt at angive deres Ankomst

og Bortgang:

Handelsaar. Hvalens Ankomst. | Hvalens Bortgang.
1780. | 13 Dec. 1779. 20 Mai 1780.
1787. 5 — 1786. | 29 — 1787.
1788. | 2a INOS ee) 20 — 1788.
1801. 2 Dec. 1800. 4 Juni 1801.
1802. 14 — 1801. 2 — 1802.
1803. | 8 — 802, | 12° Mai 1803:

1) Kun en eneste Hval blev dette Aar iagttaget.
*) Der synes dette Aar slet ingen Hyaler at have viist sig ved Holsteinsborg.

Handelsaar. Hvalens Ankomst. Hvalens Bortgang.
1804. 12 Dec. 1803. 25 Juni 1804.
1805. 17 Nov. 1804. 12 — 1805.
1806. 2 Dec. 1805. 28 Mai 1806.
1807. 2 — 1806. Or 807
1808. 19 Nov. 1807. 4 Juni 1808.
1809. | 15 Dec. 1808. 12211809;
1810. 11 — 1809. | 31 Mai 1810.
1812. 19 Nov. 1811. 15 Juni 1812.
1813. 14 Dec. 1812. | 12 — 1813.
1814. 2 — 1813. | 2 Mai 1814,
1818. | 12 Nov. 1817. | 26 April 1818.
1820. 12 Dec. 1819. | 17 Juni 1820.
1821. | 19 — 1820. 24 Mai 1821.
1822. | 12 — 1821. 9 Juni 1822.
1823. | 30 Nov. 1822. Bil Shores
1824. 6 Jan. 1824. 10 — 1824.
1825. | 7 Dec. 1824. 14 — 1825.
1826. 8 — 1825. 20 Mai 1826.
1827. 3 — 1826. 5 Juni 1827.
1828. 29 Nov. 1827. 12 — 1828.
1829. 7 Dec. 1828. 19 Mai 1829.
1830. 1 — 1829. 1 Juni 1830.
1831. 13 — 1830. 18 Mai 1831.
1832. 16 — 1831. 4 Juni 1832.
1833. 2 — 1832. 8 Mai 1833.
1834. 25 Nov. 1833. 8 Juni 1834.
1835. 26 Dec. 1834. 24 — 1835.
1836. 23 Nov. 1835. 20 — 1836.
1837. 19 — 1836. 9 — 1837.

Medens Hvalen saaledes sædvanligen allerede i Midten af Juni er forsvunden fra
Discobugten, seer man den i Omenaksfjorden paa den 71de Grads Brede ikke blot gjennem
hele Juni Maaned, men Journalerne fra den korte Periode, i hvilken der blev forsøgt Hval-
fangst i denne i den ene Halvdeel af Aaret næsten ganske tilfrosne Bugt, omtale endog, at
Hvaler ere seete lidt ind i Juli, øg, at der navnlig i Aaret 1803 fangedes en ung Hval den

56"

MAN

lite Juli ved de dybt inde i Bugten liggende Saitok-Oer. Mellem den 72de og 73de Grad
endelig ved Kolonien Upernavik og det 8 Miil syd for denne liggende Etablissement Proven
indfinde Hvalerne sig om Efteraaret ikke saa lidt tidligere end ved de sydligere Dele af
Kysten; de ere regelmæssig iagttagne der allerede i October Maaned, i flere Tilfælde endog i
Slutningen af September, og sees derpaa gjennem hele November og noget ind i December,
ligesom atter henad Foraaret fra April til ind i Juli. Om de i de mellemliggende Maaneder
forlade disse Breder for at gaae lengere sydpaa eller ikke, om de med andre Ord indfinde
sig til 2 forskjellige Tider af Aaret ved Upernavik, eller om deres Ophold der virkelig varer
fra September til Juni, er endnu uafgjort, men der er Grund til snarest at antage det første.

Upernavik (72° 48’) er den nordligste danske Kolonie og saaledes det nordligste af
Europæere beboede Punkt langs Grønlands Vestkyst; for at finde Oplysning om Hvalens
Forekomst i Baffinsbugten under endnu nordligere Breder, maae vi altsaa tye til Beretnin-
gerne hos de Reisende, som i ældre og nyere Tid have besøgt disse Egne, og af disse
fremgaaer det da, at Hvalen træffes i den nordligste Deel af Baffinsbugten i Sommermaa-
nederne Juli og August, i hvilke den er forsvunden fra en hvilkensomhelst Strækning af
den Deel af Kysten, langs hvilken de danske Besiddelser ligge. — Saaledes fortæller Baffin"),
at han paa sin Reise 1616 traf mange Hvaler i Begyndelsen af Juli i Whale Sound og
Sir Thomas Smith's Sound, altsaa omtrent paa 78°; og i et Brev til John Wosten-
holme, hvilket Purchas har opbevaret?), fremhæver han udtrykkelig, at der ingen Tvivl kan
være om, at de Hvaler, han havde truffet paa de ovenanførte Steder og inde i det lidt syd-
ligere Wostenholme Sound, jo vare den Slags, som Biscayerne kalde Grand-bay-Hvaler og
som fanges ved Spitzbergen eller i Datidens Sprog Grønland. I vore Dage traf John Ross?)
paa sin Reise i 1818 talrige Hvaler i Slutningen af Juli og i August (16de) mellem de 75de
og 76de Grads Brede.

Nordhvalen er altsaa ligesom Hvaldyrene i Almindelighed et Trækdyr; den skif-
ter, som det fremgaaer af ovenstaaende Skildring, med et saadants hele Regelmessig-
hed sit Standquarteer efter Aarstiden, og i enkelte Tilfælde har man endog iagttaget, at
det netop har været de samme Individer, som aarlig vendte tilbage til de samme Bug-
ter og Fjorde. Saaledes blev der til Exempel den Ade Januar 1814 i Amertlok-Fjorden
fanget en Hval, der oftere havde været jaget der det foregaaende Aar, og som var kjen-
delig ved, at den havde mistet et Stykke af Halefinnen, i hvis Sted der havde dannet sig
en stor Knude; og den 15de Mai 1837 fangede en engelsk Hvalfanger ved Kangar-
suk (en Miilsvei fra Godhavn) en Hval, i hvilken der endnu sad Stumpen af en Har-

1) Purchas, his pilgrimes, P. III, p. 846,

2) 1. c. p. 843.

3) A Voyage of discovery in His Majesty's ships Isabella and Alexander &e. 2 Edit. London 1819. Vol.
1 p. 88 & 154.

BADE

pun, som det viiste sig, at een af Harpunererne ved det danske Hvalfangeranlæg havde sat
i den den 26de Februar 1833. Ganske overeensstemmende med Lovene for. de polare
Dyrs Vandringer i Almindelighed, nærmer Hvalen sig Polen meest om Sommeren, og ind-
finder sig om Vinteren paa Breder, hvor den aldrig sees i den mindre strenge Aarstid. I
den korte Polarsommer har man truffet den saa høit oppe mod Nord i Baffinsbugten, som
det overhovedet er lykkedes Polarexpeditionerne at trænge frem, medens derimod dens Ud-
bredning sydpaa om Vinteren ikke” overskrider en endnu stedse temmelig nordlig Brede.
Der kan saaledes neppe være Tvivl om, at jo Hvalen kommer nord- eller nordvestfra til
sine Vinterstationer, og naar det etsteds er sagt, at den kommer sydfra til Amertlokfjor-
den ved Holsteinsborg, da er dette aabenbart en Feiltagelse, som vi end ikke skulde have
opholdt os ved, dersom denne Angivelse ikke hidrørte fra en Forfatter"), der paa Grund af
sit fleeraarige Ophold i Grønland forresten vistnok maa antages for at være velunderrettet.

Man har paa hoist forskjellige Steder af Jorden iagttaget, at visse store Hvaldyr
nærme sig Kysten og gaae ind i de derværende Bugter for at føde og opholde sig der,
saalænge Ungerne endnu ere ganske spæde. Delalande beretter saaledes, at den kapske
Rethval (Balena australis Desm.) af denne Grund aarlig indfinder sig i Bugterne paa Syd-
kysten af Kaplandet mellem den 10de og 20de Juni, og atter drager bort i Slutningen af
August eller Begyndelsen af September, men at det næsten kun er Hunnerne, som saaledes
nærme sig Kysten, saa at der kun var 2 Hanner mellem henved et halvhundrede Stykker,
som han saae”). En lignende Beretning har senere Gray modtaget fra en Hr. War-
vick, som en Tid lang havde under Hvalfangsten opholdt sig ved Falsebay og blandt 60
Hvaler kun truffet en eneste Han®). Om den Rethval, som forekommer,"(skjondt nu kun i
meget ringe Antal) ved Ny-Zeelands Kyster, Balena antipodarum Gray, fortælles noget lig-
nende, og navnligen skal det ogsaa der saagodt som kun være Hunner, der komme ind i
Bugterne®). Fremdeles synes det at have forholdt sig paa samme Maade med den Hvai,
som i forrige Aarhundrede var Gjenstand for en ivrig Fangst langs Østkysten af Nordamerika
fra Cape Cod til Hoiden af Bermudas Øerne). Det er endvidere ogsaa Tilfældet med

1) Glahn, Forsøg til en Afhandling om Grønlændernes Skikke ved Hvalfiskeriet i Nye Saml. af d.
Kong. Norske Vid. Selsk. Skr. I, Kbhvn. 1784, p. 276.

*) Dictionnaire classique d'histoire naturelle. T. 11. Paris 1822, p.159. — Cuvier, F. De l'histoire
naturelle des Cétacés. Paris 1836, p. 364.

3) Zoology of the Voy. of H. M. S. Erebus and Terror. Mammalia. Part. II—V. London 1846. p. 15.
— Catalogue of the Specim. of Mamm. in the Coll. of the Br, Museum. Part. I. Cetacea. London
1850, p. 16.

+) Dieffenbach, E. Travels in New Zealand Vol. 1, London 1843, p. 44 seqv.

5) Philos. Trans. Vol. 33 (1724—25) no. 387, Paul Dudley, An Essay upon the natural history of
Whales, p. 256.

146

visse Finhvaler, som aarlig med største Regelmæssighed søge ind i bestemte Bugter paa
Island, og det vilde ikke være vanskeligt at anføre endnu flere lignende Exempler").

Man kunde derfor let komme paa den Formodning, at ogsaa Nordhvalernes Be-
søg ved de danske Kolonier er Ynglevandringer. For at kunne afgjøre, hvorvidt en slig For-
modning maatte være begrundet eller ikke, er det først og fremmest nødvendigt at vide,
paa hvilken Aarstid Hvalen føder, og herom foreligger der en, dog ikke paa egen Erfaring
grundet Angivelse af Scoresby, der sætter Hvalens Parringstid til, Slutningen af Sommeren
og formoder, at den føder i Februar og Marts?).

Dette stemmer imidlertid ikke ganske med de Erfaringer, man har gjort i Grønland.
Efter disse skal navnlig Parringen foregaae paa en ganske anden Tid, nemlig i Januar og
Februar. Saaledes berettes i Aaret 1780 fra Kolonien Godhavn, at tvende Hvaler vare seete
i Parring d. 13de Februar; den daværende Bestyrer af Hvalfangeranlægget ved Holsteinsborg
anfører i sin Journal for Aaret 1819 under 3die Januars Dato, at det nu er Hvalernes Par-
ringstid, og at de ere saa vilde, at man ikke kan komme dem nær, og den 18de s. M.
gjentages det Samme; endelig har ogsaa forhenværende Koloniebestyrer Engholm meddeelt
os, at han oftere ved Holsteinsborg havde været Vidne til Hvalernes Parring i Januar og
Februar. Ogsaa Fødetiden synes at være ansat lidt vel tidligt af Scoresby. Den i Salt
nedlagte, øjensynlig kun faa Dage gamle Hvalunge, som Hr. Major Fasting i 1843 med
sjelden Uegennyttighed skjænkede til det Kongelige Museum, og hvorom der senere nær-
mere vil blive Tale, var nemlig fanget den 6te Mai i Nærheden af Godhavn, og den
29de April 1801 fangedes sammesteds en Hval, som "havde en 15 Fod lang, altsaa alde-
les fuldbaaren Unge i sig. Imidlertid er der dog ogsaa Exempler paa, at Hvalen har født
noget tidligere; saaledes saaes den 18de Marts 1807 en Hval med sin ganske spæde Unge
ved Hunde-Eiland i Mundingen af Discobugten; Ungen blev dræbt og befandtes at være ikke
større end »en Hvidfisk« (Delphinus Leucas Pall.), altsaa kun et Par Dage gammel. Efter
disse Erfaringer er man vel altsaa berettiget til at antage, at Hvalens Fødetid falder mellem
Slutningen af Marts og Begyndelsen af Mai og ikke, som Scoresby formoder, i Februar og
Marts; og dens Drægtighed synes snarere at vare 13 til 14 end 8 til 9 Maaneder?), saa at
den altsaa kun føder hvert andet Aar. Vende vi nu fra denne Betragtning af Hvalens Forplant-

ningstid tilbage til det Spørgsmaal, der fremkaldte den, vil det formeentlig allerede af den

1) Ifølge de Oplysninger, som Scoresby fik af en Sydhavshvalfanger-Capitain, skulde i de første Decen-
nier af dette Aarhundrede ogsaa Bugten ved Coquimbo i Chili aarlig besøges af Rethvalshunner,
som der vilde føde i Ro. (Acc. of the Arct. Reg. II, 530).

2) Acc. of the Arct« Reg. I, 470. »The sexual intercourse of Whales is often observed about the latter
end of summers , . . . »the time of their bringing forth, it is presumed, is in February or Marche.

3) F. Debell Bennett har troet af den kapske Rethyals aarlige Besøg i Bugterne paa Sydspidsen af
Africa at kunne slutte, at denne Art ikke gaaer mere end 12 Maaneder dregtig; men han anforer
intet Beviis for, at det er de samme Individer, der aarlig sees med Unger, og om Parringstiden gives
ingen Oplysning. See: Narrative of a Whaling Voyage round the Globe. London 1840. Vol 2, p.230.

gel

fremgaae, at Hvalens Besøg ved Grønlands Kyst og de derværende Fjorder og Bugter ikke
ret vel kunne være Ynglevandringer. Thi ligesom det under denne Forudsætning paa den
ene Side vilde være uforklarligt, hvorfor Hvalen da indfinder sig paa sine sydligste Stationer,
Sukkertoppen og Holsteinsborg, som den dog forlader, inden Yngletiden er tilende, maatte
man paa den anden Side vente, at dens Ophold isaafald vilde overalt være af lige Varig-
hed og samtidigt; men dette er jo, som vi have seet, ikke Tilfældet. Hertil kommer frem-
deles, at man i Grønland aldeles ikke har bemærket det Misforhold mellem Antallet af Han-
nerne og Hunnerne blandt de Kysten sig nærmende Hvaler, som vi ovenfor saae, fandt Sted
for den kapske og den ny-zeelandske Rethvals Vedkommende. Der er saaledes neppe til-
strækkelig Grund til at sætte Nordhvalens Vandringer i Baffinsbugten og navnlig langs Grøn-
lands - Kysten i Forbindelse med dens Ynglen. Ligesaalidt synes der at være Anledning
til at antage dens Træk langs Kysten for en Neringsvandring; thi man har ingen Er-
faring for, at de Mysis'er og andre smaa Krebsdyr, der tilligemed Limacinerne tjene
Hvalen til Føde, skulde findes i betydelig større Mengde i Gronlandshavet til een Aarstid
end til en anden. Derimod er det ikke vanskeligt at paavise en Forbindelse mellem Hva-
lens Vandringer og de climatiske Forhold og navnlig Isens Bevægelse og Drift i Baffins-
bugten. Alle Erfaringer vise os nemlig Grønlandshvalen som et Dyr, der er noie og uad-
skillelig bundet til Isen; ikke blot søger den, medens den opholder sig ved Kysten, med
Forkjærlighed det med lisflager og lisstykker overfyldte Hav, eller streifer langs Randen af
det faste fra Landet udgaaende lisdække eller flokkes inde i Huller og Aabninger i dette;
men dens Ankomst til Kysten falder tillige paa en mærkelig Maade sammen med Ankom-
sten af de mægtige Driviismasser, som komme fra Baffinsbugtens nordligste og nordvest-
ligste Deel og i Grønland bære Navn af Vestisen. Dette er en Mening, som man jevn-
ligen hører af Personer, der have havt Leilighed til i Grønland selv at iattage Hva-
lens Forhold, og hvis Rigtighed man fremdeles paa en slaaende Maade overbevises om
ved nærmere at gjennemgaae de ved Hvalfanger- Anlæggene i en længere Aarrekke forte
Journaler; thi i disse er der ikke sjeldent angivet Dagen, paa hvilken Vestisen kom til Ky-
sten, eller dog blev synlig fra denne, og i saa godt som alle slige Tilfælde vil man finde,
at faa Dage derpaa eller endog samtidig med Isens Ankomst blive de første Hvaler iagt-
tagne. Det er imidlertid kun den ringere Deel af Baffinsbugtens Driviis, som føres over
til Grønlands Kyst, medens Hovedmassen i sin Drift følger Bugtens modsatte Kyst, og selv
den Deel af Vestisen, som virkelig naaer Grønland, udbreder sig dog kun langs en Deel
af dette Lands Kyst. Men ogsaa i saa Henseende finde vi en mærkelig Overeensstemmelse
mellem dens og Hvalens Udbredning. Det er nemlig ved Indløbet til Discobugten og
Egedesmindes Distrikt at Vestisen meest nærmer sig Kysten, og den udbreder sig nu nedad
til Holsteinsborg og Sukkertoppen. Sydligere er Havet langs Kysten næsten iisfrit selv dybt
ind i Vinteren; thi den saakaldte Storiis, som i Februar eller Marts i uhyre Mængde kom-

AAS

mer sønden om Sydspidsen af Grønland asterfra ind i Davisstredet, følger vel Kysten op
til Hoiden af Kolonien Frederikshaab (62°), men spredes i Reglen og forsvinder, inden den
af Strommen kan fores lengere nordpaa, saa at det endog allerede er sjeldent at see
den ved Godthaab"). Man feiler vel neppe, naar man seer mere end et Tilfælde i denne
Overeensstemmelse mellem Vestisens og Gronlandshvalens Udbredning. Hvalens Forkjær-
lighed for Isen og de iisfyldte Vande synes fuldkommen at forklare, hvorfor den, naar den
henad Vinteren drager noget lengere sydpaa, dog ikke udstrekker sine Vandringer til den
Deel af Havet sønden for Sukkertoppen, som næsten altid er saa godt som iisfri. Paa
den anden Side er det heller ikke vanskeligt at paavise Grunden, hvorfor den overhovedet
ved Efteraarets Slutning forlader sine Sommerstationer i de meget hoie Bredder ner ved
Polen; thi om Vinteren vilde den oiensynligen der staae Fare for at qveles under det
umaadelige, sammenhængende lisdekke, som til denne Aarstid lægger sig over den største
Deel af Polarhavet og Baffinsbugtens nordligste Deel. Selv paa dens sydligere Vintersta-
tioner synes en saadan Skjæbne i enkelte Tilfælde at kunne træffe den; thi i en haand-
skreven Indberetning fra »Ober-Kjobmand« Geelmuyden om en Reise til Gronland, som
han foretog i 1750 paa Skibet »Jubelfesten«?), have vi fundet anført, at der dette Aar
havde været en aldeles usædvanlig Masse lis i Discobugten, som var bleven liggende langt
ud paa Aaret; at Fangsten derfor idethele havde været meget slet; men at Grønlænderne
havde havt det Held ved Hunde- og Hvalfisk-Qerne i Indlobet til Discobugten at finde ikke
færre end 14 Hvaler, »som af sig selv under Isen har maattet crepere«, ved
hvilke Ord der neppe kan forstaaes andet, end at disse Hvaler havde forvildet sig ind under
Bugtens faste lisdekke og vare qvalte, eller om man vil, druknede der.

Det er imidlertid ikke blot den lovbundne Regelmessighed, hvormed Hvalen i vore
Dage indfinder sig langs Grønlands Vestkyst, som fremgaaer af den ovenfor givne Frem-
stilling. (Ogsaa Spørgsmaalet, om dens Udbredning tidligere hår været anderledes, har der-
ved, ialfald tildeels, fundet sin Besvarelse. De to i det Foregaaende meddeelte Tabeller
over Hvalens Ankomst og Bortgang fed Holsteinsborg og Godhavn vise jo nemlig, at den
idetmindste for 80 Aar siden indfandt sig noiagtig paa de samme Steder og til de samme
Tider som endnu den Dag i Dag, at der altsaa forsaavidt ikke er indtraadt den allerringeste
Forandring i dens Forekomst. Søge vi Oplysning om Forholdet i en endnu ældre Tid, maa
det jo vistnok indrømmes, at man for dens Vedkommende ikke kan tilveiebringe lignende i
det Enkelte gaaende Efterretninger om Hvalen, som dem, man besidder for de sidste 80
Aar, men der foreligge dog ialfald Vidnesbyrd nok til at godtgjøre, at Hvalens Forekomst
langs Kysten fremdeles var den samme, som nu, i Aaret 1721, da det første danske Mis-

1) Rink, H. Grønland geogr. og statist. beskrevet. 2det Bind. Kbhvn. 1857, S. 122.
2) Det er afdøde Dr. phil. Pingel, som vi skylde Benyttelsen af dette saavelsom enkelte andre gamle
Papirer, Hvalfangsten i Grønland vedkommende.

449

sionsforsog anstilledes. Dette turde man nemlig ikke blot være berettiget til at slutte af den
Omstændighed, at man aldrig har prøvet påa at oprette Hvalfangerloger ved de sydlige
Kolonier; men det fremgaaer ogsaa klart af hvad Egede beretter om sine Bestræbelser for
at bringe en Hvalfangst i Gang, som kunde bidrage til at skadesløsholde det Bergenske
Handelscompagnie, af hvilket Missionen i Begyndelsen var afhængig, og derved sikkre dennes
Bestaaen. Han siger nemlig udtrykkelig, at Gronlandshvalen hverken forekommer i Nærhe-
den af den af ham paa en lille Øe tæt udenfor det nuværende Godthaab anlagte Kolonie
eller længere sydpaa’); og man seer desuden af et Sted af hans Dagbog, at Grønlænderne
fra Landets sydlige Deel dengang af og til foretog lange Reiser nordpaa for Hvalfangstens
Skyld, hvad de selvfølgelig ikke havde behøvet, hvis Hvalen havde været at finde ved den
Deel af Kysten, hvor de havde hjemme”). Paa sine Forespørgsler fik Egede rigtignok
engang det Svar, at der forekom Hvaler ved Pissubik-Øerne, omtrent 7 Miil nord for hans
Opholdssted; men de Folk, som han i den Anledning sendte derhen, bragte den Besked
tilbage, at det kun var Pukkelhvaler (Krepokaker, Megaptera boops (Fbr.)), som (dengang lige-
som endnu i vore Tider) holdt til ved disse Oer?); og da Egede ikke vilde troe denne
mistrostende Efterretning og derfor selv reiste op til Stedet d. 8de November 1723, maatte
han erkjende, at hans Folk havde havt Ret. Imidlertid var hans Reise dog ikke ganske
forgjæves; thi han fik ved denne Leilighed endelig sikker Underretning om, at Nordhvalen
eller, som han udtrykker sig, »de store Hvale af den rette Sort, som har store Barder,«
maatte søges omtrent 8 Dages Reise længere nordpaa ved en lille Øe Nepisene (2 til 3
Miil syd for Kolonien Holsteinsborg), hvor Grønlænderne pleiede at fange dem om Vinteren
i Maanederne Februar og Marts”), altsaa netop der, hvor senere en af de vigtigste og den
eneste endnu bestaaende Hvalfangerloge oprettedes, ved Nepisene- og Amertlok-Fjorden.

| Men er det først afgjort, at Hvalen heller ikke paa Egedes Tid fandtes sønden for
dens nuværende Sydgrændse, tør det sikkerlig tillige ansees for beviist, al den ligesaalidt
har overskredet denne Grendse i endnu fjernere Tider, og at dens Udbredning i Havet
langs Vestkysten af Grønland altsaa aldrig har været anderledes, end den er nu for Tiden.
Thi det var først i Aaret 1719, at de europæiske Nationer og navnlig Hollænderne begyndte
regelmæssig og aarligen at sende en Deel af deres Hvalfangere til Davisstredet®), og da
Grønlændernes egen Hvalfangst var altfor ubetydelig til paa nogen Maade al kunne komme
i Betragtning, havde Hvalen altsaa indtil Egedes Ankomst været saa godt som uforstyrret i

1) Egede, H. Relation om den grønlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse. Kbhvn 1738. Ato.
p. 48 og 95.
2) ]. c. p. 98.
3) 1. c. p. 121.
4) 1. c. p 122.
5) Scoresby, W. An Account of the Arctic Regions, Vol. II, p. 64.
Vidensk. Selsk. Skr,, 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 57

.

0

det Hav, hvorom Talen er. Selv om det altsaa virkelig var sandt, at den ved stadige For-
folgelser lod sig jage stedse længere nordpaa, havde dog en slig Indvirkning ikke fundet Sted
her, og dermed falder da den eneste Grund, hvorpaa man kunde ville støtte en Formodning
om en Forandring i dens Udbredning langs den paagjældende Kyst. Efterat Hvalfangsten -
imidlertid engang var bragt i regelmæssig Gang i dette Hav, er man blevet ved at drive
den med overordentlig Iver lige til den nyeste Tid. I en lang Aarrække var det især
Davisstrædet og Discobugten, der vare Skuepladsen for den, og i 59 Aar (fra 1719 til
1778) fangede alene Hollænderne der 6986 Hvaler"). Rigtignok gjorde de politiske Om-
væltninger, som den franske Revolution fremkaldte, i Slutningen af forrige Aarhundrede
Ende paa Hollændernes Hvalfangst; men omtrent samtidigt tiltog Englændernes stedse mere
og mere og udvidedes, efterat de gamle Fangepladser havde begyndt at give mindre Ud-
bytte, fra 1817 af ogsaa til den nordligste Deel af Baffinsbugten samt til Lancaster- og
Barrow-Strædet. Alene i de fire Aar fra 1827 til 1830 fangedes 3391 Hvaler?), og For-
følgelsen dreves overhovedet med stort Held og efter en meget stor Maalestok, indtil Ud-
byttet for noget over en Snees Aar siden begyndte at tage af, og Fangsten derpaa gradviis
indskrænkedes stedse mere, saa at den nu er næsten for Intet at regne. Hvalen er saa-
ledes blevet ikke mindre ivrigt efterstræbt i Davisstrædet og Baffinsbugten end i Havet
mellem Spitzbergen og Grønland, og spørge vi nu, hvorledes den da har forholdt sig over-
for denne voldsomme, i mere end et Aarhundrede fortsatte Udryddelseskrig, saa er Svaret
allerede givet i den foregaaende Fremstilling; thi vi have jo seet, at den selv nu den Dag
i Dag stadigen viser sig indenfor de selv samme Grændser, hvor den fandtes, da For-
folgelsen begyndte?), men rigtignok saa formindsket i Antal, at det neppe svarer Regning
at jage den, ialfald ikke paa den vante Maade med de hidtil brugte Hvalfangerskibe").

For endelig at slutte denne Skildring af Hvalens Forekomst langs Grønlands Vest-
kyst med en kort Sammenstilling af de væsentligste Resultater, der kunne udledes af den,
kan det vel ansees for afgjort, 1) at Grønlandshvalen er et Trækdyr, som om Vinteren søger
længst sydpaa, men end ikke paa denne Aarstid fjerner sig fra den Deel af Havet, der
er opfyldt med Driviis og mere eller mindre spærret af større lismasser; og 2) at Hval-

1) (De Jong, Kobel, Salieth). De Walvischvangst, met veele Byzonderheden daartoe betrekkelyk.
Tveede Deel p. 113 sequ.

2) Leslie, Jameson and Murray, Narrative of discovery and adventure on the Polar Seas and
Regions &c. 3 Ed. Edingb. 1832, p. 419.

Endnu i Aarene 1849 til 1851 fangedes der 6 Hvaler ved Holsteinsborg; i de neste 3 Aar fik man
ingen, men i Aarene 1855 og 1856 fangedes atter tre, og endelig i 1858 fire.

I de seneste Aar er der, som bekjendt, fra England gjort Forsog med at anvende Skruedampere til
Hvallangst i de nordlige polare Have og at forbinde denne Fangst med Robbeslag. Ogsaa i inde-
værende Aar ere adskillige saadanne Dampskibe blevne" udrustede, og de tidligere Forsøg maae vel
altsaa have betalt sig; men selv i det heldigste Tilfælde tør man dog vel neppe deraf vente sig
et nyt Opsving af Hvalfangsten efter nogen stor Maalestok i Baffinsbugten og Havet om Spitzbergen

=

>

and

fangsten naturligviis har formindsket Hvalernes Mængde langs den nævnte Kyst, men ikke
i mindste Maade forrykket Artens oprindelige Udbredning, om det end ikke
skal nægtes, at de stadige Forfølgelser have gjort den af Naturen frygtsomme Hval saa
sky, at den ikke længere tillader Baadene at komme sig nær, men søger Skjul under lis-
skotser eller det faste lisdække, saasnart den bemærker dem.

Fra.den øvrige Deel af Hvalens store Udbredningskreds lader der sig ikke tilveie-
bringe saa fuldstændige Oplysninger om dens Forekomst, som dem, vi have kunnet ind-
hente fra Grønland. Hvad hele dette saa langt større Omraade angaaer, ere vi, som vi
allerede tidligere have fremhævet, næsten ganske indskrænkede til de Efterretninger, der
kunne hentes fra Hvalfangerne og forskjellige Polarexpeditioner; men heldigviis ere disse
ogsaa, om just ikke udtømmende, dog tilstrækkelige til at vise, at væsentligen de samme
Love, som vi have seet gjøre sig gjældende med Hensyn til Hvalens Optræden i Baffins-
bugten langs Grønlands Vestkyst, ogsaa bestemme dens Forekomst og Bevægelser i den
øvrige Deel af dens hjemlige Have.

Imidlertid maa dette dog forstaaes med en Indskrenkning. Vi have allerede seet,
at det ligger dybt begrundet i Hvalens Natur at søge og holde sig til Isen, det være sig
nu den faste Haviis eller store Masser af Driviis og lisflager, og at den end ikke i den
koldeste Vintertid lader sig fordrive fra de iisfyldte Vande. Det kan derfor heller ikke
engang ventes, at dens Udbredning sydpaa overalt skulde begrændses af den selvsamme
Bredegrad; snarere maatte den naturlige Grændse for dens Vandringer søges i Isens For-
hold, og dens sydlige Udbredning altsaa snarest antages nogenlunde at rette sig efter og
følge den bugtede, med Aarstiderne vexlende Linie, som begrændser Polarisens Udbredning
mod Syden. Og saaledes forholder det sig ogsaa virkelig. Allerede i selve Davisstrædet
og Baffinsbugten er Grændsen for Hvalens Udbredning ikke ganske den samme langs den
amerikanske Kyst og langs Grønlandskysten. Medens nemlig Hvalen i Reglen ikke viser
sig langs den sidstnævnte Kyst sønden for Kolonien Sukkertoppen (65° 25‘), er det noksom
bekjendt, at den paa den modsatte Side af Davisstrædet tidlig om Foraaret er at finde
allerede paa en noget sydligere Brede langs den nordlige Deel af Labradorkysten og i Ind-
løbet til Hudsonsstrædet (61°—62°), hvor Englænderne under Hvalfangstens Blomstring dreve
den med saa store Farer og Moisommeligheder forbundne South - west - fishing, navnlig i
Havet østen for Resolution - Øen. Hvalen gaaer imidlertid langs denne Side af Davis-
strædet ikke blot noget længere ned mod Syd, men den synes ogsaa at dvæle paa denne
Station endnu nogen Tid efter, at den er forsvundet fra dens sydligste Stationer langs
Gronlandskysten; Hvalfangerne indfandt sig nemlig, medens Syd-Vest-Fangsten dreves,
allerede i Begyndelsen af April paa deres Fiskepladse i Nærheden af Resolution-Øen, og

57*

452
forlode dem i Reglen ikke førend i den første eller anden Uge af Juni). Scoresby siger
endog, at der selv endnu i Juli er fanget Hvaler paa denne Station”), og det var den
28de Juni, omtrent midtveis mellem Resolution-Øen og Kap Walsingham, at Parry saae den
første Grønlandshval, som han mødte paa sin første Reise i 1819°%). Men Scoresby feier
udtrykkelig til, at det kun var der, hvor Isen endnu laae, at man saaledes havde truffet
Hvaler, og det var ogsaa medens Parrys Skib kjæmpede med de store lismasser, der fylde
Midten af Davisstrædet, at han mødte den ovenomtalte Hval. Nordhvalen viser sig altsaa
ogsaa her sin Bestemmelse tro, kun at opholde sig mellem og ved Isen, og dens forskjel-
lige Udbredning sydpaa langs Davisstrædets modsatte Kyster synes naturligen at forklares
deraf, at den største Deel af Vestisen eller de uhyre Driviismasser, der fra den nordligste
og nordyestligste Deel af Baffinsbugten føres nedad Davisstredet, og med hvilke Hvalerne,
som vi have seet, sædvanligt ere i Følge, naar de komme til Grønlands-Kysten, ikke blot
holder sig nærmest til den vestlige Side af Strædet, men ogsaa udbreder sig betydeligt
længere sydpaa langs denne Kyst end paa den modsatte Side af Davisstrædet.

Ligesaa lidt som det er Tilfældet i den sydlige Deel af Davisstrædet, er i den nord-
lige Deel af dette Stræde og i Baffinsbugten Tidspunktet for Hvalens Ophold nøiagtigt det
samme langs begge Kyster. Allerede Parry fortæller i Beretningen om sin første Reise, at
han paa Hjemveien i de første Dage af September traf Hvalfangere, der fangede Hvaler påa om-
trent 71°, og at han navnlig d. Ste Sept. i Indlobet til River Clyde (c. 70° 30”) traf mere end
et Dusin store Hvaler og mødte en- Hvalfanger fra Hull, the Friendship, med en Fisk paa
Siden”). Han saae fremdeles atter d. 9de Sept. adskillige unge Hvaler paa henved 69° 24
Brede3); og saalenge Hvalfangsten var ret i Flor i den nordligste Deel af Baffinsbugten
pleiede overhovedet de engelske Hvalfangere paa Tilbageveien fra Barrowstrædet og Lancaster-
sundet at søge Hvalerne langs ned ad Kysten paa Vestsiden af Baffinsbugten, hvis de ikke
allerede havde faaet fuldt Skib i de hoiere Breder. Pondsbay (c. 73°), Agnes’ Monument
(c. 70° 30‘) og Homebay (mellem den 68de og 69de Grad) vare deres Hovedstationer, og
de fiskede her gjennem hele September, undertiden endog langt ind i October‘), altsaa til
en Tid, hvor der i den ligeoverfor liggende Discobugt og langs den tilsvarende grønlandske

1) Parry, W. E. Journal of a voyage for the discovery of a north-west passage &c. London 1821.
4to. p. 302. — Scoresby, W. An Account of the arctic regions II, 387,

*) An Account &e. II, 388.

3) Journal of a voyage &c. p. 9.

4) 1. c. p. 274—276.

Sleep 290!

% Leslie, Jameson and Murray, Narrative of discovery and adventure in the Polar Seas and Re-
gions &c. 3 Edit. Edingburgh 1832. p.413 sequ.

153

Kyst ikke er en Hval at see. Men ogsaa i alle disse Tilfælde have Hvalerne kun holdt sig
til Isen, der endnu paa den nævnte Aarstid findes i Mængde langs den omtalte Kyst,
medens den er fuldkommen forsvunden fra Discobugten. Udenfor selve Baffinsbugten
endelig, i Fury- og Hecla-Strædet mellem Melville-Halvoen og Cockburn's-Land paa 6919,
traf Parry paa sin anden Reise Hvalen i de første Dage af August og lod d. 5te August
en af dem fange"); men ogsaa disse Vande er endnu paa den angivne Tid fyldte med
lis; og medens det saaledes maa indrømmes, at man ikke ubetinget kan. slutte fra Hvalens
Forekomst langs den ene Side af Baffinsbugten til dens Optræden langs den modsatte Kyst,

finder man den ialfald overalt uadskillelig fra Isen.

Vi have ovenfor seet, at Hvalen langs Labrador-Siden af Davisstrædet gaaer ned
ialfald til Mundingen af Hudsonsstrædet, til den 62de og 61de Bredegrad (Resolution-Øen); men
er dette ogsaa den yderste Grændse for dens Udbredning i disse Egne, eller har den
ikke idetmindste i tidligere Tid udbredt sig endnu betydeligt længere sydpaa, heelt ned til
St. Lawrencebugten og Havet omkring Newfoundland? I Almindelighed antager man det, og
da Strømningen fører de uhyre Driviismasser ned langs hele Labradorkysten, da Isen ligger
omkring Newfoundlands nordlige Kyst endog indtil Begyndelsen af Mai, vilde det heller ikke
kunne siges at stride mod Hvalens Natur, om den paa sine Vintervandringer fulgte Labra-
dorkysten heelt ned til Canadas Brede og havde en Vinterstation ved Newfoundland. Til
Gunst for denne Mening har man sædvanlig uden videre paaberaabt sig den Hvalfangst,
som, længe førend Spitzbergen og Jan Måyen opdagedes, har været drevet i St. Lawrence-
bugten og ved Newfoundlands Kyster. Saa let er Afgjorelsen dog neppe, og om det
endog maaskee er rimeligt, at Hvalen virkelig har streifet saa langt ned, vil man dog ved
at efterforske de nærmere Omstændigheder ved Hvalfangsten i St. Lawrencebugten finde, at
det neppe gaaer an i alle Tilfælde at antage de der fangede Hvaler for Nordhvaler. Man
maa erindre, at, om endog Newfoundland allerede meget tidligt i det 16de Aarhundrede
aarlig besøgtes af Hundreder af franske, baskiske og engelske Skibe, som deels indfandt
sig for at fiske Kabliau paa Bankerne, men tildeels ogsaa for at slaae Robber og Hvalrosser
eller for Hvalfangstens Skyld”), saa var dog den hele Fart paa de saakaldte »Terres neuves«
eller »la Tierra de los Bacallaos« en Sommerfart. Skibene ankom ved den mildere Aarstids

1) Parry, W. E. Journal of a second voyage for the discovery of a north-west passage. London
1824. 4to. p. 301.

2) Anthony Parkhurst, som i den sidste Trediedeel af det 16de Aarhundrede gjorde flere Reiser til
Newfoundland, har i et Brev til den bekjendte R. Hakluyt, dateret »Briston den 13de November
15784, angivet den omtrentlige Mængde af de Skibe, som dengang aarlig beseilede denne Øe og de
nærliggende Banker. Der indfandt sig, efter hans Angivelser, henimod 50 engelske Skibe, omtrent
ligesaamange portugisiske, 150 franske og 100 spanske, foruden 20 til 30 biskayiske Hval-
fangere. Jvnf.Hakluyt, Voyages, Navigations, Traffiques and Discoveries of the English Nation.
London 1600. Vol. 3 p. 132.

454

Begyndelse og opholdt sig Sommeren over, og allerede heraf fremgaaer det, at Hvalerne
endnu maa have opholdt i sig St. Lawrencebugten til en Aarstid, da Isen forlængst var for-
svunden. Dette siges desuden udtrykkelig i de endnu opbevarede Beretninger om flere af
disse tidligere Reiser til Newfoundland og St. Lawrencebugtens Omgivelser. Saaledes læser
man i Beretningen om Jaques Cartier's anden Reise i Aaret 1555, at de Søfarende den 12te Au-
gust i Nærheden af Assumption- Øen (de senere Reisendes Anticosti) saae flere Hvaler, end
de kunde mindes. nogensinde før at have seet"). I John Jane's Beskrivelse af John Davis’s
tredie Reise i 1587 fortælles der, at Skibet paa Tilbageveien traf en stor Mængde Hvaler i
Midten af August paa henved 52° Brede tæt ved Labradorkysten, som endnu den i5de Au-
gust var i Sigte, og at de den 17de s. M. mødte et krydsende Skib, som de holdt for en
biskayisk Hvalfanger”). Endnu bestemtere ere Angivelserne i Skildringen af en Hvalfangst-
reise, paa hvilken Skibet »The Grace af Bristoll« udsendtes i Aaret 1594. Denne Hval-
fanger afgik fra Bristol den 4de April og kom den 20de Mai til Newfoundland, hvor den
havde det Held i St. Georgsbugten at finde Vragene af 2 store biscayiske Hvalfangere,
fra hvilke den medtog 7 til 800 Barder, men derimod ikke var synderligt heldig med
sin egen Fangst, idet Folkene atter forliste de harpunerede Hvaler. I Midten af Juni
gik de med Skibet over til @eu Natiscotec (Anticosti), fordi de havde hørt sige, at de
stukne Hvaler, som undslap Fangerne, pleiede efter at være døde at strande der; de søgte
imidlertid forgjæves efter de Hvaler, de havde havt fat i, og seilede atter hjem den
24de August?). Ville vi endelig søge et Vidnesbyrd fra en nyere Tid, kunne vi finde et
saadant hos Charlevoix, der baade fortæller, at man ved Mantanes Udløb i St. Lawrence-
floden kunde see indtil 50 Hvaler paa een Gang, samt at han selv, i August Maaned 1705
tilankers udenfor Tadousac, saae fire Hvaler svømme omkring Skibet og komme Baadene

saa nær, at de kunde naaes med Aarerne"), og tillige udtrykkelig fremhæver det som en

1) Marc Lescarbot, Histoire de la nouvelle France, 4me Ed. Paris 1624, p.285. Der læses paa
dette Sted hos Lescarbot «baillames« ; om det samme Ord findes i den os utilgængelige ældste franske
Text, om det isaafald skal ansees for en Provincialisme eller en simpel Feilskrift, derom skulle vi
ikke tillade os nogen Mening. Men der synes aldrig at have været nogen Tvivl om, at der derved
mentes Hvaler; thi i den italienske i Ramusio optagne Text af Cartiers anden Reise staaer der »ba-
lene«, og i den engelske Oversættelse hos Hakluyt læses »whales« ; cf. Ramusio, Delle Navigationi
et Viaggi, Volume terzo, p.377 (i den 1606 i Venedig trykte Udgave) og Hakluyt, Voyages,
Navigations, Traffiques and Discoveries of the English Nation. Vol. 3 (London 1600) p. 213.

2) Hakluyt, Voyages, Navigations, Traffiques and Discoueries of the English Nation. 3 Vol. (London
1600) p. 114.

3) The Voyage of the Grace of Bristol of M. Rice Jones, a Barke of thirty fiue Tunnes, vp into the

Bay of Saint Laurence to the Northwest of Newefoundland, as farre as the Isle of Assumption or Na-

tiscotee for the barbes or fynnes af Whales and traine Oyle, made by Siluester Wyet, shipmaster

of Bristoll, hos Hakluyt III, p. 194.

Charlevoix, Histoire et description générale de la nouvelle France, avec le journal historique

d'un voyage fait par ordre du Roi dans l'Amérique Septentrionale. Paris 1744. Vol. 1, p- 540.

55

Fordeel ved Hvalfangsten i St. Lawrencebugten, at den finder Sted om Sommeren og ikke
om Vinteren").

Men at antage en Hval, som tumlede sig i St. Lawrencebugten og langs Newfound-
lands og Acadiens Kyster i Hjertet af Sommeren, for Nordhvalen, er ialfald betænkeligt.
Vi have seet, at denne i Davisstredet inden denne Aarstid forlader selv langt nordligere
Vinterstationer for at trække sig længere nordpaa, og det vilde stride ganske mod Alt,
hvad vi vide om dens Natur og Levemaade, om den regelmessigt og stadigt opholdt sig
paa saa sydlige Breder til en Aarstid, da baade Luftens og Havets Temperatur er meget
højere end den, hvori den ellers pleier at leve. Under disse Omstændigheder bliver det
saameget vigtigere at samle enhver Oplysning om Newfoundlandshvalens Udseende for at see,
om det da ogsaa maa ansees for afgjort, at det har været den samme som Nordhvalen.
Desverre ere disse Oplysninger ikke mange, og navnlig ere de gamle Beretninger fra det
16de Aarhundrede ganske tause i den Henseende; men i den Skildring af de langs Nyeng-
lands Kyst forekommende Hvaler, som en Paul Dudley (maaskee den samme, som
til Charlevoix’s Tid var Ny-Englands Generalgouverneur) har meddeelt i 33te Bind af Philo-
sophical Transactions’) i et Brey til Udgiveren, have vi imidlertid en Beskrivelse ogsaa
af the Right- or Whalebone-Whale, hvori den skildres som en 60 til 70 Fod lang Hval
uden Rygfinne, hvis nyfødte Unger have en Længde af henimod 20 Fod. Den aarsgamle
Hval bærer Navn af »Shortheads«; som toaarig kaldes den »Stwnt« og senere »Scull-
Jish«, og dennes Alder, foier Dudley til, kan da ikke længer noie angives, men kun til
en vis Grad sluttes af Længden af Barderne, som undertiden kunne blive 6 til 7 Fod
lange. Denne vigtige Oplysning om Bardernes Lengde bekreftes ved en lignende, men
senere og af den første ganske uafhængig Meddelelse fra en anden Side. I en Skildring
af Øerne Nantucket og Martha's Wine-yard af en pennsylvanisk Landmand ved Navn Hector
St. John), findes nemlig en kort Angivelse af de Nantucket-Hvalfangerne bekjendte Hval-
dyr, og deri opregnes da ogsaa » The right whale« eller, som den ogsaa kaldes, »the seven
feet bone«, der skildres som en henved 60 Fod lang Hval med 7 Fods Barder og siges
at være hyppig langs Øens Kyster; og denne Hvals Barder synes ikke blot at have været
meget kortere end Nordhvalens, men ogsaa i andre Henseender forskjellige; thi det an-
gives fra en anden Side, at Barderne af de Hvaler, som i Slutningen af forrige Aarhun-
drede fangedes ved Nordamerikas Kyst, ansaaes for meget slettere end de fra lishavet
og sagdes at være skjøre og brækkelige i Sammenligning med disse").

1) 1. c. Vol. II, p. 394: . . . »la peche (des Baleines), qui est d'autant plus aisée en cet endroit, qu'elle
se fait pendant l'été et non pas en hyver.«

*) An Essay upon the natural History of Whales, i Philosophical Transactions Vol. 33 (1724—1725)
ne 387, p. 256.

3) Lettres from an American Farmer, $vo. London 1782, p. 169.

4) Anderson, A. An historical and chronological Deduction of the Origin of Commerce &c. A. D.

456

Vi have altsaa her i den Deel af Havet, hvorom Talen er, en Hval, der vel er en
Rethval, men en Rethval!) med forholdsviis korte Barder (hvoraf den endog havde sit Navn
seven-feet-bone)”) og allerede derved aldeles forskjellig fra Nordhvalen; og fordrer man et
yderligere Beviis for, at der gives en slig kortbardet Rethval i det nordlige Atlanterhav,
som endog undtagelsesviis kunde forvilde sig heelt op i Davisstrædet, saa kan et sligt
hentes fra gamle Optegnelser om de Danskes Hvalfangst i Grønland. I det allerede
Side 441 citerede Udtog af en haandskreven Journal”), som Jørgen Frederik Egede, en
Sønnesøn af Grønlands Apostel Hans Egede, har holdt i Aarene 1780 til 1785 over den
af ham ved Holsteinsborg paa europæisk Viis indrettede Ilvalfangst?), hedder det nemlig
om en den 23de Marts 1782 fanget Hval:

»Denne var en liden men dog gammel Fisk; Hovedet. forskjelligt fra andre Barde-
Hvalers, havde kun 5 Fods længste Barder og 16—20 Fade hvid Spæk. Grønlænderne
kaldte den en Østerboygds Fisk«.

Journalen giver kun den her anfårte korte Notits; en noget omstændeligere For-
tælling om dette Tilfælde haves imidlertid i nogle haandskrevne Optegnelser om en Række
just ikke heldige Forsøg, som den Danske Regjering i Aarene 1775 til 1783 gjorde paa
at drive Hvalfangst langs Vestkysten af Grønland tildeels ved Hjælp af overvintrende Skibe,
I nogle til disse Optegnelser tilføjede Anmærkninger, som ifølge afdøde Dr. Pingels i denne
Sag vistnok særdeles competente Mening skyldes den ovennævnte J. F. Egedes Onkel, Biskop
Paul Egede, og som isaafald jo vel ikke hidrøre fra et Oievidne®) saaledes som den allerede
anførte Notits, men dog fra En, der sikkert tør antages at have Beretningen fra en god
Kilde, siges der nemlig:

»Pontoppidan anfører udi hans Efterretninger om Hval- og Robbefangsten Pag. 56,
at der udi Strat Davids gives ligesaa vel smaae og ulige Hvaler, som udi Spidsbergen.
Det kan vel ikke nægtes, at der fanges smaae Hvaler i Strat Davids, men disse ere Un-
ger af den store Bardehval, og ikke en særskilt Sort for sig selv. Vel sandt, at der

1771. Vi citere paa anden Haand efter Scoresby, da de tvende sidste Udgaver af dette Værk ikke
have været os tilgængelige, men blot den første, der kun gaaer til Aar 1763.

1) Det er Forfatterne vel bekjendt, at der desforuden har været gjort Forsøg med at fange Pukkelhva-
ler (Megaptera) ved Bermudas-Øerne i det 17de Aarhundrede (jevnf. Philosophical Transactions Vol. I.
(1665-1666) nei, p.132); men den væsentlige Fangst var en Rethvalsfangst.

2) Hector St. John, Letters from an American Farmer, p. 169.

3) Som vi allerede (S.441, Anm.) have anført, skylde vi Selskabets afdøde Medlem Dr. phil. Pingel Med-
delelsen af denne Journal, og det Samme er Tilfældet med et andet ikke uvigtigt Document, der vil
blive omtalt strax nedenfor.

4) Tidligere havde man ved de Danske Kolonier brugt Grønlændernes nationale Fangemaade og an-
vendt Harpuner, til hvilke der med en Rem var fastgjort et som en Blære oppustet Sælskind, som
Hvalen maatte trække ned med sig i Dybet, naar den gik tilbunds, efter at være truffet.

5) Biskop Paul Egede kom nemlig allerede i Aaret 1740 fra Grønland ned til Danmark og levede
fra den Tid til sin Død (1789) i Kjøbenhavn.

457

om Vinteren. 1782 blev fanget en Hval paa en 10—12 Cordeler Spek og med 5 Fods
længste Barder, men denne var den anden, som i 70 Aar var bleven fanget i Strat
David og af Grønlænderne kaldtes en Østerboygds Hval; var og i Skabning forskjellig fra
den rette og almindelige Hval, da den havde som en Pukkel bag i Nakken; dens Skind
eller rettere Sværd, paa grønlandsk Mattak kaldet, var blaaeagtig, finere og tykkere end
de rette Hvalers, der ere ganske sorte og hvide under Bugen. Barderne vare efter
deres Længde langt tykkere end den almindelige Strat Davidske Bardehvals, og kunde
man af alle Dele see, at det var en gammel Hval, dog var dens Spæk finere og ei
saa senerigt som en almindelig fuldvoxen Bardehvals«.

Hvad Grønlænderne have meent med at kalde denne Hval en Østerbygds - Hval
kan vel vanskeligt afgjøres, da dette Navn jo kun er en mere eller mindre heldig
Gjengivelse af et grønlandsk Ord, som Fortællerne ikke anføre. Men herpaa ligger
der heller ingen videre Vægt; hvad det kommer an paa, er, at vi i det her meddeelte Tilfælde
have et nyt Beviis for, at der i det nordlige Atlanterhav gives en Rethval, der adskiller sig
fra Nordhvalen ved ringere Spækmængde, maaskee tillige ved en anden Farve, men især ved de
langt kortere Barder og den allerede heraf følgende Forskjel i Hovedets Form; og der kan neppe
være Tvivl om, at man er berettiget til at antage, at denne kun aldeles undtagelsesviis i
Davisstrædet trufne Hval netop har været den af Dudley og Hector St. John omtalte
»Rightwhale« fra Newfoundland og Ny-England. Vi skulle senere atter komme tilbage til
denne kortbardede Rethval og til de ikke faa Efterretninger om den, som kunne opledes
i den ældre og nyere Litteratur; paa dette Sted maa det være nok at have viist dens Til-
værelse, og vi vende derfor tilbage til det, der fremkaldte denne Sidebemærkning,
Spørgsmaalet om Nordhvalens Udbredning sydpaa.

Der har altsaa levet og lever formodentlig endnu stedse") i Havet langs Acadiens
og Ny- Englands og utvivlsomt ogsaa ved det nærliggende Newfoundlands Kyster en
Rethval, der er aldeles forskjellig fra Nordhvalen, og om hvilken man med Bestemthed
veed, at den til forskjellige Tider har været fanget af Ny-Englands indvandrede Befolkning.
Det er næsten ikke muligt andet, end at Baskerne maae have kjendt den og truffet den paa
deres Farter til Newfoundland i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, og det forekommer
os rimeligt, at det netop var denne kortbardede Hval, som de i Sommertiden fangede i
Havet omkring denne Øe. Thi ihvorvel Dudley siger, at den rette Tid til at fange den ved
Ny-Englands Kyster er fra Begyndelsen af Aaret til Slutningen af Mai?), er der dog neppe
meget vovet ved at antage, at den kunde have dvælet noget længere i St. Lawrencebugten

1) Paa Kortet no. 1 af Series F af det af J. Maury efter en stor Mængde Skibsjournaler udarbei-
dede Whale Chart of the World, der fremstiller Nordamerika med begge de tilstødende Verdenshave
til 20° N. B. og fra 1 til 180° V. L. Gr., ere Rethvaler angivne jevnlig at være trufne i Atlanter-
havet paa 35 til henimod 45° Br. i Maanederne Mai til October.

=) Philosophical Transactions vol. 33 (1724—25) no. 387, p. 263.

or

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd.

458

end lidt længere sydpaa, og det er ialfald antageligere, at denne et tempereret Hav tilhø-
rende Hval kan have opholdt sig i Sommermaanederne i St. Lawrencebugten, end at en
lishval som Nordhvalen skulde have gjort det. Herfor taler ogsaa den Omstændighed, at
man af Belons Beskrivelse af Hvalbarderne fristes til at antage, at man endnu i de første
2—3 Tiaar, efter at Farten paa Newfoundland var begyndt, ikke kjendte Gronlandshvalens
kolossale Barder, om endog andre Hvalbarder dengang allerede vare en almindelig og
velbekjendt Handelsvare. Thi denne Forfatter, som rigtignok endnu var hildet i de fra
Plinius nedarvede Vildfarelser med Hensyn til Bardernes Betydning"), men som dog ‚beskriver
deres Udseende meget godt, angiver deres Længde til otte og deres Brede til halvanden
Fod. Maa man nu ogsaa indrømme, at Belon saaledes gjør Barderne noget længere, end de
efter de andre Angivelser skulle være hos den kortbardede Rethval fra Ny-Englands
Kyster, saa er dog Forskjellen just ikke meget stor, og i ethvert Tilfælde tyde de Maal,
han opgiver, endnu mindre paa Nordhvalen. Det falder sjeldent en Forfatter ind at
gjøre det Overordentlige og Kjæmpemæssige, hvorom han beretter, mindre stort og mærkeligt,
end det virkeligt er, og hvis derfor Belon havde kjendt Nordhvalens 10 til 15 Fod lange
Barder, vilde han neppe have skildret dem som kun 8 Fod lange. Hertil kommer, al den
opgivne Brede ligesaa lidt passer paa Nordhvalens Barder som Længden, og al man altsaa
ikke kan fjerne Vanskeligheden ved at antage, at det muligviis har været Barder af ikke
udvoxne Hvaler, som han har seet; Nordhvalens Barder blive nemlig aldrig halvanden Fod
brede, og selv med en Længde af 11 til 12 Fod (altsaa 3 til 4 Fod længere end Belon
angiver dem at være) ere de kun 10 Tommer brede.

Tilværelsen af en forholdsviis kortbardet Rethval i Havet om Newfoundland udeluk-
er imidlertid naturligviis ikke, at jo ogsaa Nordhvalen kunde være forekommet der. Begge
Arters Udbredningsbelter kunde jo have berørt hinanden paa dette Sted, og der lader sig
virkelig anføre forskjellige Vidnesbyrd, af hvilke det rigtignok synes at fremgaae, at ogsaa
Grønlandshvalen maa være blevet fanget ved Newfoundland, skjøndt de tie om de nærmere
Omstændigheder ved denne Fangst.

1) I De aquatilibus (1553) lader han Barderne være en S'ags Redskaber, ved Hjælp af hvilke Hvalen føler
sig for eller finder sin Vei i Havet; han siger nemlig: »Prætenturas ante oculos habet (sc. balaena),
ob id appellatas, quod his sibi prætendat iter« (|. c. p. 5). I den franske Bearbeidelse af samme Skrift:
La nature et diversité des poissons (Paris 1555) anfører han vel endnu stedse denne Mening som almindelig
udbredt, men er selv tilboielig til at antage Barderne for Hvalens Øienbryn; hans Ord ere nemlig: »Ce qu'on
appelle la coste de Balene, dont les dames font aujourdhuy leur bustes, & arrondissent leurs verda-
gages; d que les bedeaux d’aucumes eglises portent en guises de baguettes, ce sont certaines pieces
coupees et tirees de ce qui sert de sowrcilz a la Balene, & lui couvre les yeulx, d est yarnie d'un
certain poil fort long aux extremitez; c'est ce que les Latins appellent Pretenturas, et qu'ilz disent
luy servir de mire & conduicte dedans l'eau « 1. c. p. 5. — Kilden til disse besynderlige Vildfarel-
ser (der ogsaa træffes hos Albertus Magnus i hans Opus de animalibus. Mantua 1479. Liber
XXIII, de natura natatilium, fol. CCLXXXVII er som sagt at finde hos Plinius (lib. IX, sect.
LXXXVII, Ajasson de Grandsagnes Udg. p. 204).

en

Den allerede forhen nævnte Hector St. John beretter saaledes, at Nantucket-Hvalfangerne
foruden den »egentlige Hvalfisk« ogsaa kjende en anden, større, med 12 Fods Barder, der
forekommer i St. Lawrencefloden. At det maa være Nordhvalen, som dermed menes,
er klart, og selv om man, hvis denne Angivelse stod alene, kunde formode en Feiltagelse med
Hensyn til Stedet, kan man neppe gjøre det nu, da den bestyrkes ved andre meget ældre
Angivelser, som foreligge i Purchas’s bekjendte Værk, his Pilgrimes, og som vi her nærmere
skulle omtale. Den første findes i den Instrux!), som det engelske Muscovy Company
medgav Thomas Edge, da det i 1611 udsendte ham paa den første Hvalfangst - Expedition,
som efter Spitzbergens Opdagelse afgik til denne Øe; der var i denne til hans Underretning
optaget en fra de bedste Kilder”) samlet Oversigt over alle de dengang bekjendte Hvaler;
og i de tvende første af disse, der benævnes the Bearded Whale og Sarda, gjenkjender
man lettelig 2 Rethvaler, og navnlig er den første, største og bedste, Nordhvalen, den anden
en mindre Art med ikkun 6 Fods Barder, altsaa sandsynligviis netop den, som vi i det
foregaaende have lert at kjende. Der angives noiagtigt, hvormegen Tran og hvormange
Barder man faaer af the Bearded Whale, og det er saaledes klart, at denne allerede førend
Spitzbergens Opdagelse maa have været et Hvalfangerne velbekjendt Dyr og Gjenstand for
Fangst ligesaa fuldt som Sarden, men hvor denne Fangst tidligere var blevet drevet, siges
der paa dette Sted Intet om. Herom faaer man imidlertid Oplysning i den af Edge selv
affattede og ligeledes hos Purchas trykte Beretning om de 10 Reiser, han foretog til Spitz-
bergen i det ovennævnte Compagnies Tjeneste; der forekommer nemlig deri ligeledes en
Beskrivelse af de forskjellige Hvaler, som rigtignok væsentligst er en Gjentagelse af den, der
var ham meddeelt i hans Instrux, men i hvilken han dog har foretaget et Par Forandringer
og deriblandt navnlig den, at den første Hval i Rækken ikke længere kaldes the bearded
Whale men the Grand Bay, og at der til den ældre Beskrivelse er foiet den Oplysning, at
den har faaet sit Navn af: »Grand Bay in Newfoundland as hauing there been first killed«%).
Det er rimeligt, at Edge har faaet denne Oplysning af de biskayiske Harpunerer, som han
havde med sig ialfald paa sin første Reise, og disse maa jo vistnok antages baade for
paalidelige Hjemmelsmend, hvad Oprindelsen til denne Benævnelse angaaer, og for at have
været fuldkommen istand til at afgjore, om det var den dem under Navn af the Grand Bay
bekjendte Hval, som de traf igjen ved Spitzbergen. Men det lader sig desuden ogsaa paa anden
Maade godtgjøre, baade at Biskayerne, førend de fandt Veien til Spitzbergen, foruden Sarden
kjendte ogsaa en anden Rethval, hvilken de gave Navn af Grand-Bay Hvalen, og at denne
var den samme som den, der senere fangedes ved denne Øe. Thi i det allerede forhen paa-
beraabte Brev, som Baffin efter sin Reise 1616 skrev til John Wostenholme, en af

1) Purchas, his Pilgrimes, Part III (London 1625), S. 709—710.
*) I. e.: vas we have gathered the same by information from men of excellencie in that business.«
SE wen AT

58"

460

de Mænd, paa hvis Bekostning Reisen var foretaget, siger han udtrykkelig, at de Hvaler,
som han fandt i saa stor Mængde i Whalesound, Wostenholmsound og andre Bugter, vare
af den Art, »som Biskayerne kalde Grand Bay Hvaler, og som fanges ved
Grønland« (9: Spitzbergen), og han tilføjer, at han er vis paa ikke at have taget Feil af,
hvilken Sort Hvaler det var, da han har været 2 Gange ved Spitzbergen og kjender den der
forekommende Hval meget godt"). Endelig skulle vi endnu med Hensyn til Spørgsmaalet
om Nordhvalens Forekomst ved Newfoundland her meddele en Oplysning, som den ene af
Forfatterne (Eschricht) har modtaget fra Hr. Professor Geffroy i Bourdeaux. I en i 1710
forfattet Afhandling om Opdagelsen af Newfoundland, der i Haandskrift gjemmes i Archivet i
Byen Pau, hedder det nemlig, at Baskerne fandt en Hval i Havet ved Newfoundlandsbanken,
som var forskjellig fra den, de kjendte fra deres egne Kyster (Sarden), og som de kaldte
Sardaco-Baleac, fordi den holdt sig i Flokke?). i

Efter hvad der nu saaledes er blevet oplyst, kan man vel neppe betvivle, at Grøn-
landshyalen tidligere har indfundet sig ved Kysten af Newfoundland; det er isaafald rimeligt,
at den endnu stedse kan forekomme der enkeltviis, skjøndt vi ikke have fundet nogen
sikker Angivelse derom”); men at den i vore Tider ialfald ikke har viist sig der i
nogen Mængde, derfor taler allerede den Omstendighed, at Hvalfangerne havde - deres
sydligste Fangeplads hele to Grader nordligere ved Resolution - Øen. Det fremgaaer

1) Purchas III, p. 843.

°) Det hele paagjældende Sted i den omtalte Afhandling lyder ifølge den velvillig tilsendte Af-
skrift saaledes: »Z’usage des compas de route et celui de la balestrille ne fut pas plutot connu,
que les Basques, excités par le lucre de cette pécherie, s'embarquèrent sur des navires, pour chercher
le repaire de ces animaux, et ayant connus par expérience qu'etant venus de chez eux fesant la route
a l'ouest et ayant trouvé de plus en plus de baleines à mesures qu'ils avancaient sur cette route, ils
la choisirent pour diriger leurs poursuites, et arrivèrent ainsi au bane de Terre-Neuve où ils en
trouvèrent par troupes, et comme l'espèce qu'ils y trouvèrent etait différente de celle qu'ils voyaient
sur leurs côtes, pour la distinguer ils la nommerent Sardaco Baléac, qui en leur langue signifie
Baleines de troupe.

Rigtignok fortæller Blasius i sin Naturgeschichte der Säugethiere Deutschlands S. 539, at der endnu
i October 1833 har viist sig en Gronlandshval i St. Lawrencefloden heelt.oppe ved Montreal; men
denne Angivelse (i hvilken Aaret iøvrigt urigtigt er angivet til 1833 istedenfor 1823) turde beroe paa
en Misforstaaelse. Den er nemlig laant hos Fr. Cuvier, der efter Edingburgh Philosophical Journal
for 1824 anfører dette Tilfælde som Beviis paa, at »les baleines« ligesaavel som »les dauphins ow

3

les marsouins« kunne leve i fersk Vand (efr. del’hist. nat. d. Cétacés, p. 391). Men at denne »baleine«
netop skulde have været en Gronsandshval eller selv blot en Rethval, siger Cuvier aldeles ikke, og det
fremgaaer heller ikke paa nogen Maade af den oprindelige Beretning i det ovennævnte engelske Tids-
skrift, der lyder saaledes: »Habits of the Whale. — In October last a whale appeared in the
rwer St. Lawrence, as high up as the city of Montreal. The animal was pursued by number of
boats, and was at last taken at Boucherville, a distance of 9 miles from town. It was exhibited at
Montreal, then towed for exhibition to Quebec. This animal must have come from the Whale Bank
off Newfoundland, which is the nearest place, where whales are generally found, and have wandered
at least 1000 miles in a straight line up the gulf and river before it was taken, 350 or 400 of which
must have been fresh water (Edingb. Phil. Journ. 1824 April--October p. 220).

ikke af hvad der foreligger, til hvilken Aarstid Grønlandshvalen saaledes var at finde
ved Newfoundland; men efter hvad vi ellers kjende til dens Natur og Levemaade,
nødes man ligefrem til at antage, at det kun kan have været til den Tid, da Newfoundlands
Kyster ere omgivne med lis, og at derimod de Rethvaler. som tumlede sig i Bugterne og
det omgivende Hav heelt ind i Sommeren og til denne Aarstid fangedes der af de gamle
Hvalfangere i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, vare af den kortbardede Art.

Under denne Forudsætning vilde det være let forklarligt, om Baskerne ikke vare
blevne bekjendte med Nordhvalen strax i de nærmeste Aar efter Opdagelsen af Tierra de
los Baccalaos, men først, efterat allerede Farten paa denne Øe og de omliggende Lande
havde udviklet sig mere, eller maaskee endog først, efterat Colonisationsforsøg allerede
havde fundet Sted, og at de i de første Decennier kun havde fanget den Hvalart, der
indfandt sig om Sommeren. Muligen har Nordhvalen end- ikke nogensinde gjort mere end
netop streife ned langs Labradorkysten til Nordsiden af Newfoundland og ind i Belle-Isle-
Strædet; ialfald kunde det Navn, som den ifølge Edge og Baffin havde faaet af Baskerne,
Grand-Bay-Hvalen, paa en vis Maade tyde paa noget saadant; thi ved Grand Bay forstod man
den sydvestlige noget bredere Deel af Belle-Isle-Strædet, og da Bugterne paa Sydsiden af
Newfoundland, og navnlig Placentia-Bugten, ligesaa vel som Belle-Isle-Strædet, og det ligefra
den første Tid, da Farten paa »les Terres neuves« overhovedet begyndte, afgave stærkt be-
søgte Fangepladser, synes det besynderligt nok, hvorfor Baskerne just skulde have givet
Hvalen Navn efter den ene Bugt, dersom de ikke netop med Navnet vilde antyde, at den ikke
fandtes overalt i Havet omkring Newfoundland, men kun viste sig langs Nordkysten og i
det nævnte Stræde.

Vende vi os nu fra Baffinsbugten og Davisstrædet til Havet mellem Grønland og
Spitzbergen, tør det vel ansees for afgjort, at de Rethvaler, som vare at finde her hver For-
sommer, de gamle hollandske Hvalfangeres eilandsche Walvissch eller Westys-Vissch, vare af
samme Årt som Davisstrædets Hval. Deres Levemaade var i Et og Alt den samme som dennes;
thi ogsaa Spitzbergen-Hvalen har stedse fra Fangstens Begyndelse tidligt i det 17de Aar-
hundrede viist ganske den samme Tilboielighed til at opholde sig ved og mellem Isen, det
samme fredelige og dorske Naturel og den samme Vandrelyst. De ældre Beskrivelser af
Spitzbergenhvalen passe fremdeles meget godt paa Hvalen fra Davisstrædet, og de Skeletdele,
navnlig af Hovedet, som haves af den, stemme ligeledes med de fra Vestkysten af Grønland
nedsendte Skeletter, som i det Følgende ville blive Gjenstand for vor Undersøgelse. Endelig
have vi et Beviis for, at det er den samme Hval, som forekommer i Baffinsbugten og ved
Spitzbergen, idegjentagne Tilfælde, i hvilke Hvaler, der forgjæves have været harpunerede i Davis-
strædet, ere blevne dræbte ved Spitzbergen eller omvendt. Foruden de Exempler herpaa, som

462

Scoresby nævner”), kunne endnu et Par andre slige Tilfælde fra Aaret 1805 anføres. I det ene
af dem blev en Hval først forgjæves harpuneret af en Capitain Franks i Davisstrædet, men noget
senere i samme Aar dræbt ved Spitzbergen af hans Søn, som endnu fandt Faderens Harpun i
den; i det andet fangede en Capitain Sadler paa det sidstnævnte Sted en Hval, i hvilken der
sad en eskimoisk Harpun?). Et tredie Tilfælde, der, naar man ellers tor stole paa det,
fortjener særlig at mindes, har Paul Egede anført, nemlig at en Hvalfanger-Commandeur
1787 i Strat Davis fandt en Drivhval med en Harpun i sig, hvilken han gjenkjendte som
sin Broders, og som han ved sin Hjemkomst fik at vide, var bleven sat i Hvalen ved Spitz-
bergen ikkun 2 Dage føren d han havde fundet den død i Davisstrædet?).

En anden Sag er det, om maaskee flere Arter kunde være sammenblandede under
Navn af Grønlandshval, og om der altsaa i Havet ved Spitzbergen foruden den ogsaa i
Davisstrædet og Baffinsbugten hjemmehørende Rethval endnu kunde forekomme en eller
endog flere meget lignende, men dog selvstændige Arter. En saadan Mening har, som be-
kjendt, oftere været fremsat. Scoresby har fremhævet, at det synes, som om forskjellige
Stammer eller Hval-Familier opholde sig paa forskjellige Stationer i Havet mellem Spitz-
bergen og Grønland og tage forskjellige Veie, naar de forlade den Egn, hvor de først
bleve iagttagne.

Dette er nu heller ikke andet, end hvad der var at vente; thi indenfor Artens store
Udbredningskreds ville selvfølgelig de enkelte Individer atter have deres snevrere Hjemstavn,
til hvilken de navnlig holde sig, men ikke iflæng flakke om paa et hvilketsomhelst Punkt
af Artens vidtstrakte Gebeet. Scoresby har imidlertid tillige meent at bemærke Forskjellig-
heder i Udseendet mellem disse paa forskjellige Stationer forekommende Hval-Stammer.
I visse Tilfælde betragter han disse Afvigelser som en Følge af ulige Alder; og virkelig vilde
det heller ikke være usandsynligt, om maaskee de unge Hvaler håldt sig skilte fra de
ældre; men i andre Tilfælde er han tilboielig til at betragte de paa forskjellige Steder sig
visende Flokke som forskjellige Arter eller Underarter. Som den væsentligste Forskjel frem-
hæver han den betydelige Forskjel i Forholdet mellem Hovedet og Kroppen, idet Hovedet
hos nogle Individer udgjør idetmindste en Trediedeel af Hvalens hele Længde, hos andre
derimod kun to Syvendedele?). Dette er nu vistnok en meget betydelig Forskjel, og den kunde
synes at faae saa meget større Vægt, som den unge Hvals Hoved forholdsviis neppe er synderligt
mindre end den voxnes, og en slig Forskjel derfor ikke kan skrives paa Alderens Regning;
men Scoresby synes derimod ikke at have lagt Mærke til, at Hannerne have et meget større
Hoved end Hunnerne (hvad der i denne Afhandlings anden Deel nærmere skal blive omtalt),

1) Account I, p. 10—11.

?) Quarterly Review, Vol. XVIII, London 1818, S. 212.

8) Paul Egede, Efterretninger om Grønland. Kbhvn. 1788, S. 122, Anmerkn.
4) Scoresby, Account II, 211— 212.

463
og herved taber den af ham fremhævede Forskjel særdeles meget af sin Betydning. —
Allerede længe førend Scoresby havde ogsaa den erfarne Zorgdrager troet at bemærke
Forskjel mellem de i Spitzbergen-Havet levende Rethvaler, og sondret mellem den egentlige
Westys-Vissch eller ewlandsche Walvissch og en Zuidys-Vissch'). Meget tydede paa, at disse
sidste Hvaler kom osterfra; deels indfandt de sig navnligen i de Aar, i hvilke der var
meget af den saakaldte Syd-lis, som kommer østerfra og sydom Spitzbergen; deels trak
de sig, naar de endelig igjen forsvandt, tilbage i denne Retning, og deels vare de oiensyn-
ligt fremmede Gjæster ved Spitzbergen og ligesaa tillidsfulde, som den egentlige Spitzber-
genhval havde været, da Fangsten begyndte i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede.
Zorgdrager vil fremdeles have bemerket, at disse Sydiis-Hvaler ikke havde saa tykt et
Spæklag som Vestiis-Hvalen, at deres Spæk desuden var gulere, blødere og morere, saa at
Harpunerne ikke ville holde saa godt i dem som i den anden, og endelig, at de skulle have
været fladere paa Ryggen end hiin. Af disse Eiendommeligheder viser nu rigtignok deres
Vandring østerpaa netop kun deres forskjellige Hjemstavn; deres frygtløse Troskyldighed
kun, at de i deres rette Hjem ikke pleiede at forfølges af Hvalfangere, og selv deres Spæk-
mængde, og Spækkets Beskaffenhed behøvede vel neppe at have sin Grund i en Artsfor-
skjellighed. Disse Særkjender bevise, hvor vigtige de end kunne være for Hvalfangeren,
Intet med Hensyn til Sydiis-Hvalens Ret til at gjælde som en særegen Art; og af Mærker,
der kunne have nogen Betydning for Zoologen, anfører Zorgdrager kun den ovennævnte just
ikke store Forskjel i Ryggens Form. Dette Særkjende er nu visselig meget langt fra at
være afgjørende; men paa den anden Side tør man vel heller ikke lade det ganske ude af
Betragtning, især da Muligheden af en med Gronlandshvalen nærbeslægtet, men selvstændig Arts
Tilværelse til en vis Grad bestyrkes ved en Blyantsteguing af et Brudstykke af et Hvalcranium,
som Statsraad Middendorffs Ledsager paa hans siberiske Reise havde fundet opkastet paa
Stranden ved det ochotske Hav; thi denne Tegning, hvoraf den berømte Reisende har havt
den Velvillie at sende os en Copie, synes at vise, at Craniet har tilhørt en Hval, som,
skjondt den rigtignok ganske vist er meget nærmere beslægtet med Gronlandshvalen end
med de sædvanlige i det stille Hav forekommende saakaldte Sydhavs-Rethvaler, dog maaskee
nok kunde være en ogsaa fra hiin forskjellig Art, hvis ellers Tegningen er tro,

Men hvad enten nu denne de gamle hollandske Hvalfangeres »Sydiis-Fisk« har
været forskjellig fra »Vestiis-Fisken« eller ikke, saa er det dog ialfald vist, at Hvalen allerede
ved Hvalfangstens Begyndelse ved Spitzbergen 4 Aar efter denne Oes Gjenopdagelse ved
Hudson har været ligesaa noie bunden til Polarhavets lis der, som ved Grønlands Vestkyst,
og at den ogsaa der forandrede sit Opholdssted efter Aarstiderne. De physiske Forhold tillode
ikke ret vel, at Hvalfangsten kunde begynde i Havet om Spitzbergen forend i Slutningen af

”) Zorgdrager, Bloeyende Opkomst der Aloude en Hedendaagsche Groenlandsche Visscherey &c. Am-
sterdam 1720, tveede Deel, V, XIII, XIV Hoofdtstuk og derde Deel, I Hoofdtstuk.

AGA
April eller Begyndelsen af Mai; men naar Hvalfangerne ved denne Tid naaede derop, fandt
de Hvalen i talrig Mængde, og saaledes varede det ved indtil ind i Juli, i hvilken Maaned
Hvalerne derpaa, ofte næsten pludseligt, ganske forsvandt; sikkerlig fordi Polarhavets mægtige
lisdække nu begyndte at bryde op, og Veien nord- og nordvestpaa derved blev aaben for
dem. Allerede de gamle Hvalfangere vidste meget godt, at de ikke turde vente at finde
Hvalen førend oppe paa de høie Breder. Det var derfor først, naar de kom op til Polar-
kredsen, at de gave sig til at fordele Mandskabet til de forskjellige Hvalbaade, at sætte
Harpunerne og Harpun-Linerne i brugbar Stand, at uddele Lændsere og Spækknive, kort sagt
at gjøre Skibet klart til snart at kunne begynde Fangsten!); og Zorgdrager fremhæver ikke
blot gjentagne Gange, at lishvalerne (hvad det Navn, han giver dem, da ogsaa allerede
antyder) aldrig forlade det iisfyldte Hav, men han søger tillige omstændeligt at gjøre Rede
for Grunden til denne Eiendommelighed hos disse Hvaler, i Modsætning til en anden,
Nordkaperen, der ligesaa lidt nogensinde yover sig op til lishavet, som hine fjerne
sig fra det. Spitzbergens og Jan Mayens Kyster og Bugter vare som bekjendt de Steder,
hvor Fangsten først kom igang, og senere, da Sædet for den flyttedes ud i selve lishavet,
var det ogsaa kun i de høie Breder mellem 70 og 80°, at den dreves. Selv den kun lidt
syd for Spitzbergen liggende Øe Båreneiland eller Cherie-Island synes Hvalerne ikke
at have besøgt, ialfald ikke i den Aarstid, da Hvalfangsten fandt Sted. Thi Stephen Bennet
og Jonas Poole havde fra 1603 indtil 1609 foretaget 7 Reiser til denne Øe for at slaae
Hvalrosser uden at der var Tale om at forsøge nogen Hvalfangst; ja Hvaler nævnes end
ikke i de hos Purchas opbevarede Beretninger om de 6 af disse Reiser”); medens paa den
anden Side den samme Jonas Poole ikke saa saare paa sin Polarexpedition 1610 havde
besøgt Spitzbergen og hjembragt Efterretningen om den Mængde Hvaler, som fandtes der,
førend Hvalfangsten allerede Aaret derpaa kom igang der, og derpaa uden Afbrydelse i faa
Aar naaede en stor Udvikling. At Hvalen heller ikke har indfundet sig ved Novaja-Semljas
Kyster, har allerede K. E. v. Baer oplyst*). I det hele har Grønlandshvalen i det Hav,
hvorom Talen er, holdt sig nordligere end længere vestpaa i Davisstrædet og Baffins-
bugten. Vi vide, at den undertiden viser sig ved Nordkysten af Island, altsaa omtrent paa
samme Brede, som den regelmæssigt naaer ned til langs Grønlands Vestkyst, men længere
østpaa have vi kun Jan Mayen og Spitzbergen at nævne som dens tidligere Hovedstationér.
Denne Omstændighed vil imidlertid ved en nærmere Betragtning langtfra have noget Paa-
faldende ved sig; den finder tvertimod sin fuldstændige Forklaring i den stærke Bugt,
som lislinien eller Foraars-Grændsen for den faste lis netop gjør nordpaa paa dette Sted,

1) Martens, F., Spitzbergische Reise Beschreibung gethan im Jahr 1671 (Hamburg 1675) p. 2.
Zorgdrager, C. G., Alte und neue Grönlandische Fischerei und Wallfischfang (Leipzig 1723) S. 411.
?) Pılgrimes, Part III p. 556— 567.

3) Wiegmänns Arch. für Naturgeschichte V. I, S. 168.

465

saa at denne Grendse omtrent lige sydfor Spitzbergen først er at finde omtrent paa
75° N.B.; det er saaledes her som i Davisstrædet ikke saameget Bredegraden som lisgrendsen,
der betegner Grændsen for Hvalens Udbredning, og dette Dyr viser sig her ganske,
som vi have lært det at kjende i det Hav, hvorom der forhen har været Tale. Denne
Erfaring udelukker naturligviis ikke, at jo enkelte Individer en sjelden Gang kunne
have forvildet sig langt ud over den sædvanlige Grændse og endog heelt ned til de
nordeuropæiske Landes Kyster. Det vilde forsaavidt ikke være mere paafaldende, om
en Grønlandshval engang imellem strandede paa de nordeuropæiske Kyster, end at det
fire eller fem Gange er skeet med Narhvalen, som dog er et ligesaa udelukkende Polar-
dyr som hiin. Imidlertid kjender man end ikke et eneste sikkert Exempel paa, at et
saadant Tilfælde skulde være indtruffet. Vel har Th. Bell paa Dr. J. Barclays Autoritet
anført, at udmagrede Grønlandshvaler undertiden ere strandede paa Zetland!); men disse
Angivelser ledsages ikke af nogensomhelst nærmere Oplysning, og der vides ikke at være
opbevaret nogen Deel af Skelettet af disse strandede formeentlige »Grønlandshvaler». Selv
om man derfor maaskee tør stole paa, at Barclay fuldstændig har forvisset sig om, at det
i de paagjeldende Tilfælde virkelig har været Rethvaler og ikke Finhvaler, som ere strandede,
er det dermed paa ingen Maade afgjort, at det skulde have været Nordhvalen eller Grøn-
landshvalen; vi have seet, at der ved Nordamerikas Kyster i det tempererede Atlanterhav
har levet og lever en fra denne forskjellig Rethval; der vil i det Følgende blive anført Be-
viser for en slig Hvals Tilværelse og Forekomst ogsaa i den øvrige Deel af det nordlige
Atlanterhav, og det er vistnok snarere at formode, at det har været den end Grønlands-
hvalen, som i de af Barclay omtalte Tilfælde er strandet ved Zetland’).

Men naar det saaledes ligger begrundet i Grønlandshvalens Natur kun at leve i de
allerkoldeste Have, aldrig ganske at fjerne sig fra Isen og kun at vige for den der, hvor
den som et uhyre sammenhængende Dække gjør den det umuligt at drage Aande, saa
maa den til alle Tider have været det samme Polardyr som i vore Dage, og til alle Tider
og i alle sine Individer, hvor talrige disse end kunne have været, have levet netop saaledes,
som den lever den Dag i Dag. Enhver Antagelse af, at den kun ved Menneskets Forføl-
gelser skulde være jaget op til disse ugjæstmilde Have, vil være urimelig, og enhver

1

o

Bell, Th. British Quadrupeds, p. 518.

I Zoology of the voyage of H. M. S. Erebus and Terror anfører Dr. Gray (Mammalia
p. 47), at en 41 Fod lang » Greenland whale» den 4de Mai 1846 skal være strandet i Caernarvon-Bug-
ten og derfra være blevet buxeret til Liverpool. Af den af Gray senere (1850) udgivne Catalog over
Cetaceerne i det Britiske Museum seer man imidlertid, at denne Efterretning har beroet paa en
Forvexling med en Finhval; thi her er den udeladt og derimod gives der en i det Enkelte gaaende
Beskrivelse af et 38 Fod langt Skelet af en » Physalus (Rorqualus) boops Gray», som var blevet
dræbt ved Kysten af Wales og buxeret til Liverpool i 1846; der kan saaledes, skjondt det ikke ud-
trykkelig siges, neppe være Tvivl om, at det er denne Hyal, som en unoiagtig Beretning først
havde udgivet for en Gronlandshyal.

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd. 59

466
Angivelse om Gronlandshvaler, der regelmæssig skulle have viist sig i det iisfrie tempererede
Atlanterhav, maa beroe paa Forvexlinger eller Feiltagelser. Gronlandshvalen maa antages
fra Arilds Tid at have levet, ligesom nu, Sommer og Vinter tet oppe ved Polarisen, og
de Rethvaler, som tidligere skulle have indfundet sig hver Vinter i den Biskayiske Bugt,
og som i en senere Tid i Mengde bleve fangede i Havet sydfor Island og mellem denne
Øe og det nordlige Norge, kunne ikke have været Gronlandshvaler. Den gradvise For-
svinden af Rethvaler i hele det nordlige iisfrie Atlanterhav vil ikke kunne forklares som
en Forjagelse af disse Dyr til lishavet; den kan end ikke forklares som en local Udryd-
delse af Gronlandshvalens sydligst levende Individer, men ene og alene som en mere eller
mindre fuldstændig Udryddelse af et fra Gronlandshvalen forskjelligt Hvaldyr.

Forholder det sig saaledes, maa Gronlandshvalen lige til ind i det 16de Aarhun-
drede have været ganske ubekjendt for alle de europæiske Folkeslag med Undtagelse netop
af de norske Nybyggere paa Island, til hvis nordlige Kyst Polarisen jevnligen strekker sig,
og i Grønland, hvor Hvalen vel neppe naaede den af dem coloniserede Oster- og Vester-
bygd, men hvor de gamle Nordmænd ialfald havde Leilighed til at lære den at kjende paa
deres talrige Sommerfarter, paa hvilke de naaede op til den allernordligste Deel af Baffins-
bugten og endog besøgte de i vore Dage saa beromtblevne Hvalfangerstationer, Lancaster-
sundet og Barrowstredet, hvilke man ialfald har meent at gjenkjende i de gamle Sagaers
Krogsfjordshede (Kroksfjardarheidi)t). Det er altsaa ikke hos Oldtidens eller Middelalde-
rens Forfattere, men snarere i de gamle oldnordiske Skrifter, at man skulde søge de ældste
Efterretninger om Grønlandshvalen, og et af de mærkeligste af disse, det berømte »Konge-
speil« fra det 12te Aarhundrede, yder dem ogsaa i rigeligt Maal. Rigtignok har man
almindeligviis ikke villet tillægge den Skildring af de mærkelige Dyr i Havet ved Island, der
findes i Kongespeilet, den samme Troværdighed, som man er saa villig til at indrømme den
øvrige Deel af dette mærkværdige Skrift; men det er visseligen meget med Urette, naar
man saaledes har villet frakjende denne Skildring Værdi og Betydning, og det er neppe
formeget at sige, at det først er paa Videnskabens nuværende Standpunkt, at man kan
bedømme den rigtigt.

Man har opholdt sig meget over det formeentlig urimelig store Antal af Hvaldyr,
som opregnes i Kongespeilet, og sandsynligviis forekomme ogsaa nogle Arter virkelig under
flere forskjellige Navne, og enkelte af de omtalte Væsener maae unægtelig betragtes som
Fostre af Indbildningskraften. Men ligesom der vistnok i dette Skrift findes færre Spor af
Overtro end i nogetsomhelst andet lignende fra samme Tid, saaledes er det i det Hele
taget let at skjelne de fabelagtige Dyr fra dem, hvis Skildring hviler paa virkelig lagttagele.
Og deri ligger netop Kongespeilets særegne Værdi, at det er det første Skrift efter Aristo-

1) Rafn, Antiquitates americanæ, S. 270 og S. 415—418.

an.

teles’s Dyrhistorie og det eneste af alle Middelalderens, hvori Hvaldyr beskrives efter egen
Erfaring. At der i Kongespeilets Liste over de hoinordiske Hvaldyr kunde opregnes langt
flere Arter end baade hos de gamle Classikere og hos Skribenterne i de folgende fem eller
sex Aarhundreder, var tildeels en ligefrem Folge af, at Kongespeilets Forfattere virkelig
kjendte langt flere end hine. Af de i det oftnævnte Skrifts Fortegnelse anførte Hvaldyr
var det nemlig ikke blot Gronlandshvalen, der forst flere Aarhundreder senere kunde
blive Zoologerne bekjendt; det samme gjælder fremdeles selv om saa eiendommelige Former
som Narhvalen, der først i det 17de, og Doglingen, der først i Slutningen af det 18de Aar-
hundrede optoges i den zoologiske Viden; det gjælder endelig endnu om Vaagehvalen,
Grinden og flere andre Delphiner, som først i vore Dage omsider ere blevne anerkjendte
af Zoologerne.

I Kongespeilet findes altsaa blandt de øvrige Hvaldyr et, der skildres paa føl-
gende Maade"):

»En Art af Hvale er endnu den, som hedder Nordhval, og er den Fisk stor;
den er 80 Alne lang eller 90, de som blive de største, og ligesaa tyk, som den er lang;
thi et Reeb, som trækkes lige langt med den, naaer netop omkring den, hvor den er
tykkest; den haver og saa stort et Hoved, at det udgjør næsten den tredie Deel af ham.
Ellers lever denne Fisk reenlig, thi man siger om den, at den nyder ingen anden Føde,
end Taage og Regn og det som falder af Luften ned paa Søen, og skjønt den bliver
fanget, og dens Indvolde aabnes, da findes intet Ureent i dens Mave, som i andre Fiskes,
der nyde Føde, thi dens Mave er reen og tom. Sin Mund kan den ikke vel aabne; thi
de Barder, der sidde i dens Mund, reise sig tvert for Munden, naar den lukker den
heit op, saa at den ofte faaer sin Død deraf, at den ikke kan lukke sin Mund igjen.
Den er ellers ikke grum mod Skibe, haver ingen Tænder, og er en feed Fisk, og meget
vel spiselig for Mennesker. «

Paa den Tid Kongespeilet blev skrevet og endnu længe efter maatte denne Beskri-
velse unægtelig betragtes af de Lærde med stor Mistro; thi om et 80 til 90 Alen langt
Dyr, der var ligesaa tykt i Omkreds, som det var langt, hvis Hoved udgjorde en Trediedeel
af dets hele Længde, der kun nærede sig af Taage og Regn, og ved sine lange Barder
var forhindret fra at lukke sin Mund høit op, stod der ikke et Ord hos Aristoteles eller
Plinius, og et saadant maatte virkelig næsten tage sig ud som en reen Fabel for Enhver,
der ikke endnu havde nogensomhelst Forestilling om Nordhvalen. Men denne er jo dog,
naar Alt kommer til Alt, ogsaa efter de Afbildninger Martens og Zorgdrager have givet, i lige
Gjennemsnit omtrent en Trediedeel af sin Længde, hvilket i Omkreds netop vil give samme
Maal, og det er ingenlunde afgjort, at dette Forhold er saameget urigtigt angivet paa de

1) Einersens Oversættelse S. 134.
59”

468

nævnte Afbildningert); Gronlandshvalens Hoved udgjor jo virkelig en Trediedeel af hele
Dyrets Længde, ja hos Hannen endog noget mere. Vel lever Gronlandshvalen ikke af
Taage og Regn, men denne Angivelse er da heller ikke andet end de gamle Nordmænds
mindre heldige Forklaring af deres aldeles rigtige lagttagelse, at Nordhvalens Mave ikke
indeholder de mere eller mindre fordoiede Levninger af større Dyr, som de fandt i de
andre Hvaldyrs Maver, og den viser altsaa, at de fuldkommen vel havde opfattet For-
skjellen mellem Rethvalernes og de øvrige Hvalers Næring. Og om Grønlandshvalen endog
kan aabne sit Gab meget vidt, aabner den det dog neppe mere, end at der kun lige fortil
er en Indgang til Mundhulen, medens til Siderne de uhyre lange Barder sikkerlig i Reglen
ikke blottes ligetil Spidsen, men stedse, selv naar Hvalen gaber stærkest, tildeels skjules
af den colossale Underlæbe. Skulde det engang skee, er det langtfra usandsynligt, at Dyret
staaer Fare for ikke igjen at kunne bringe Bardespidserne i deres rette Stilling indenfor
Underlæben og paa den Maade at beroves det Sieredskab, uden hvilket det ikke formaaer
at skaffe sig sin Føde. Derimod kan man neppe frikjende den gamle Forfatter for i hei
Grad at have overdrevet sin Nordhvals Størrelse; thi ved Scoresbys Udmaalinger maa det
ansees for hævet over al Tvivl, at Grønlandshvalen sjelden bliver over 60 og maaskee
aldrig over 70 Fod lang, og uden at tale om, at det i og for sig er i hoieste Grad
usandsynligt, at den tidligere skulde være blevet betydeligt større, have vi ogsaa den
gamle Hvalfanger Edges Angivelse for, at 65 Fod ogsaa til hans Tid var den sædvanlige
Grændse for Hvalens Væxt?). Rigtignok kunde man fristes til at formode, at Kongespeilets
Forfatter end ikke i dette Punkt fortjente nogen Bebreidelse, naar man gjennemgaaer
Længdeangivelserne ogsaa af de øvrige Hvaldyr, som han omtaler; thi ogsaa disse synes
at være angivne dobbelt saa store, som de virkelig ere%); Maalene blive først omtrentlig
rigtige, naar man sætter Fod istedetfor Alen, og det ligger altsaa nær at formode,
at den gamle islandske »alnå», som Einersen oversætter med »ulna» og »Alen», ikke har
været mere end en Fod af vort nuværende Maal. Den lærde Islænder, Selskabets afdøde
Medlem, Finn Magnussen, som den ene af Forfatterne, Eschricht, i sin Tid har raad-
spurgt i denne Anledning, har imidlertid yttret, at den gamle islandske Alen vel var noget,

1) Vi maae endog tilstaae, at vi, hvad dette Forhold angaaer, næsten have mere Tillid til disse Tegninger,
hvor raae de end ellers kunne være, end til Scoresby's, der sikkert fremstiller Grønlandshvalen smæk-
krere, end den virkelig er.

2) „The Whale is a Fish or Sea-beast of a huge bignesse, about sextie fiue foot long». Purchas Ill,
p- 470.

3) Saaledes siges i Kongespeilet »Hnidingerne» (Grindhyalen) at være 10 til 20 Alen lange; den lille
» Nise» (Marsvinet) at være ikke længere end 5 Alen, og »Leipter» (maaskee de nordiske La-
genorhyncher) ikke længere end 7», »Andhvalen » (Doglingen) ikke større end 25 Alen, Narhvalen
20 Alen; alle disse Maal angive ogsaa de paagjældende Hvaldyr omtrent dobbelt saa store, som de i
Virkeligheden ere.

SD:

dog langtfra saameget kortere end den nuværende"). Der bliver altsaa neppe nogen
anden Udvei end at erkjende, at Storrelse-Angivelsen i Kongespeilets Beskrivelse af Nord-
hvalen er en meget stor og haandgribelig Overdrivelse; men selv om saa er, er denne
ældgamle Beskrivelse dog i hoi Grad charakteristisk, saa at man ingen Tvivi kan nære om,
hvilken Hval der menes. Vel siger Kongespeilet intet om de nærmere Omstændigheder ved
dens Forekomst ved Islands Kyster; men i den Henseende tør man vel sige, at allerede
dens Navn giver den fornødne Oplysning; thi ved »Nordhval« maae de gamle Islændere
have forstaaet en Hval, som fremfor nogen anden tilhørte det hoie Norden, som nordfra
kom til deres Øes Kyster og fra dem atter gik nordhen.

_ Men naar Grønlandshvalen maa antages aldrig at være gaaet ned i det nordlige
Atlanterhavs mildere Vande, staaer det altsaa tilbage at oplyse, hvad det da har været for
en Hval, som gjennem Aarhundreder ligesaa fuldt har været Gjenstand for Fangst der, som
hiin i lishavet; og Svaret er heller ikke vanskeligt at give. Det var Biskayernes »Sarde«,
de gamle hollandske og nordtydske Hvalfangeres »Nordkaper«, og sandsynligviis den samme
Art som Anglo-Amerikanernes allerede omtalte »Right-Whale« fra Nantuckets og Ny-Eng-
lands Kyster. En saadan Sarde eller Nordkaper blev til alle Tider af alle de forskjellige Na-
tioners Hvalfangere skarpt adskilt fra Grønlandshvalen; de vidste meget godt, at de maatte
søge den i ganske andre Egne af Havet end denne, og de forskjellige Beretninger om den
stemme (hvor mangelfulde de forresten kunne være) i. det Væsentlige overeens og levne ingen
'Pvivl om, at den var et fra Nordhvalen aldeles forskjelligt Dyr. Endelig har den da ogsaa havt
sin Plads i det zoologiske System, indtil Cuviers i dette Tilfælde altfor skarpe Critik ud-
slettede den deraf*), men var rigtignok indført deri af Klein under det meget uheldige og
vildledende Navn Dalena glacialis, der langt hellere maatte have været fæstet til Nord-
hvalen, og optaget uden at man havde gjort sig Forskjellen i dens og Nordhvalens Udbred-
ning tilstrækkelig klar. ;

Det er os ikke bekjendt, om der gives baskiske Skrifter eller Manuscripter fra den
tidlige Middelalder, der allerede maatte indeholde saadanne Angivelser om denne Hval,
hvoraf man kunde danne sig en Slags Forestilling om den. Men i det samme gamle
nordiske Skrift, der indeholdt den ældste Beskrivelse af Nordhvalen, ville vi ialfald finde
den omtalt med følgende Ord:

»Videre kaldes endnu een Hvale-Art Sletbage; og er ingen Finde paa dens Ryg;

1) Ifølge hans skriftlige Angivelse til E. er det nemlig godtgjort i første Hefte af Laugmand Pål Jons-
son Vidalins Forklaringer over obsolete Ord i den islandske Lovbog (udkommen 1846 i Reykiavig,
paa det islandske litterære Selskabs Bekostning), at den gamle islandske Alen, som før brugtes her i
Norden men senere fortrængtes af den saakaldte Hamborger-Alen, der nu gjelder, har været en
Syvendedeel kortere end denne.

2) Recherches sur les ossemens fossiles. 4me Ed. T. VIII, p. 256. — Annales des Sc. natur. T. II p. 27:
Sur la determination des diverses espèces de baleines vivantes. Par M. Cuvier.

470

den er næsten saa stor af Vext, som hine, hvilke vi sidst talede om» (nemlig Bardhvale
9: Kaskelotter, hvis Størrelse sættes til 30—40 Alen). »Men de Folk, som fare paa Søen,
frygte den meget, thi dens Natur er at spøge meget med Skibe«').

Hvad der her siges om denne Sletbag er jo rigtignok kun meget lidet; men
Mangelen af Rygfinne gjør det dog ialfald rimeligt, at det er en Rethval, som opføres
under dette Navn; og ikke blot den store Forskjel i Storrelsen, men ogsaa Forskjellen i
Naturel eller Charakteer tyder paa, at den maa have været forskjellig fra Gronlandshvalen,
idet denne jo udtrykkelig skildres som fredelig, medens derimod Sletbagen var meget
frygtet. Imidlertid maa det indrømmes, at det, naar man var indskrænket til Kongespeilets
Beretning alene, kunde vere tvivlsomt nok, hvad der skulde forstaaes ved denne Sletbag;
men al Usikkerhed forsvinder, naar man hermed sammenligner Angivelserne om den i
en Fortegnelse paa de islandske Hvaldyr fra det 17de Aarhundrede, som en islandsk Præst
sendte til Ole Worm, og som Thomas Bartholin har aftrykt i sin fjerde Genturie?).
Vel er denne Liste vesentlig kun en Slags Bearbeidelse af Kongespeilets, men der er
dog tilføjet adskilligt, og navnlig findes Sletbagen her omtalt paa følgende Maade”):

»Decimum tertium Hoddunefur, ab incurvo rostro, seu Slettebackur minor
XXXV ulnas longus, omnium sepissime captus & inventus. Hujus generis, ut et
reliquos Sletbakos, qui esui apti sunt, venantur Hispani et Galli. Ipsorum lardum incor-
ruptum asservart non potest. GQuamprimum enim in frusta dissecatur, sive suspendatur
sive in solo collocetur, in oleum resolvitur. Unde fit ut hujusmodi carnis frustulum, quod
pondo islandicum majus pendet, 24 tantum aut circiter solidis veneat. Hic 500 in
rostro corneas laminas habet, omnes tenues, quinque cubitos longas, sed leviter velut glutine
coherentes, quibus sartores nostri utuntur in vestibus consuendis.

Man lærer tillige heraf ikke blot, at denne de gamle Islænderes Sletbag virkelig har
veret en Bardehval (og som barrygget Bardehval altsaa en Rethval); men vi faae af samtidige
Personer et bestemt Vidnesbyrd om, paa den ene Side, at det var denne Hval, som
dengang var den almindeligste ved Islands Kyster, og som hyppigst blev fanget navnlig af
de franske og spanske Hvalfangere, der i det 17de Aarhundrede og endnu lenge derefter
hver Sommer dreve en indbringende Hvalfangst i det islandske Hav, og paa den anden
Side, at denne Sletbag var et fra Nordhvalen endog meget forskjelligt Dyr. Worms Corre-
spondent har beholdt Kongespeilets Storrelses-Angivelse om Nordhvalen; ogsaa han lader
den vere »LXXX ulnas longus totidemque crassus«, men hertil foier han (hvad der ikke
staaer i Kongespeilet): »corneas laminas 13 ulnarum longas habet«. Nu er det vel sandt,

1) Kongespeilet, Einersens Oversættelse p. 128.
2) Th. Bartholini histor. anatom. rar. Centuria HII p. 272—289.
3) 1. c. p. 278—279.

25808 -

at alle disse Maal ere meget for høit angivne; men hvad der saa kan indvendes mod deres
absolute Gyldighed, saa beholder den store Forskjel i Angivelsen af Nordhvalens og Slet-
bagens Starrelse dog stedse sin Betydning, og naar den forstes Barder ansættes til 13 Alen
(ulne), den sidstes derimod siges at være 5 cubitos lange (hvormed maaskee endog skal
antydes et andet Maal end ulna), saa synes ogsaa dette at vise, at der var en gjennem-
gribende Forskjel mellem disse 2 Hvaler. Bartholin anfører"), at der fulgte Afbildninger
af alle de enkelte Hvaldyr med den islandske Præsts Beretninger. Disse synes at være
gaaede tabte. Derimod opbevares der i den herværende Veterinær- og Landbo-Høiskoles Biblio-
thek et islandsk Manuscript (No. 12) med dansk Oversættelse, betitlet »om det islandske
Hvalfiske Kjøn« og forsynet med Omrids af alle de deri opregnede Hvaldyr. Efter
Manuscriptets Udseende at dømme turde det være nedskrevet i Midten af det 18de Aar-
hnndrede; men i Grunden er det, ligesom den til Worm sendte Beretning, kun en fri
Bearbeidelse af Kongespeilets gamle Liste med enkelte Tilsætninger. Omridstegningerne
ere yderst slette og indeholde de haandgribeligste Feil; men alligevel lade de fleste Arter
sig dog ganske godt gjenkjende, og det fortjener derfor al Opmærksomhed, at Sletbagen i
Afbildningen (der muligviis kun er en Copie af den islandske Præsts ældre) tager sig lige-
saa forskjellig ud fra Nordhvalen, som den efter Beskrivelserne skulde være, og navnlig
skiller sig fra denne ved Legemets større Spinkelhed og ved Hovedets og især Gabets
langt ringere Omfang. Da ikke nogen af disse islandske Angivelser om de tvende paa-
gjeldende Hvaler synes at burde forbigaaes, meddeles her endnu deres Beskrivelse i dette
sidstnævnte Manuscript:

»Den 20de Art er Nord-Hval. Denne er den længste af alle de Hvalfiskesorter
man kjender, da den er 80 Alen lang, nogle sige at den kommer meget sjelden til Island;
den siges ikke at opholde sig af andet end Regn og Snevand, eller halvstorknet Snee.
Dens Mund har en lille Aabning og Bardterne sidde tvers over hans Hals eller Strube,
hvorfor den og ofte doer deraf, at den kan ikke lukke Munden, i særdeleshed da den
er tyrstig. Denne Fisk er meget feed og den største Deel af den er Hovedet, og den er
ligesaa tyk, som den er lang; Barderne ere 18 Alen lange og ere derfor meget for-
deelagtige, naar den driver paa Landet«.

»Den 17de Hvalfiske-Art er Sletbak eller Sletbag. Den er 25 Alen lang, naar
den er længst, den er og meget feed, hvorfor og dens Mængde formindskes meget ved
Hval-fangere, der ligge og krydse meget efter dens Fangst omkring Landet.«

Det fremgaaer af denne Beskrivelse ligesom af den af Bartholin hevarede, at Islæn-
dernes Kjendskab til Hvaldyrene igrunden ikke har gjort noget Fremskridt fra det 12de til
18de Aarhundrede; men tillige sees det dog, at det endnu dengang var Sletbagen, som de

ol) Gees ins Pee

472

fremmede Hvalfangere fangede i Havet ved Island. Heller ikke er det ganske uvigtigt at
erfare, at Nordhvalen ogsaa dengang var en sjelden Gjæst, og det har endog sin Interesse
at see dens Føde angivet til Sneevand eller halvstorknet Snee. Thi herved bestyrkes det,
at den ogsaa ved Islands Kyster kun levede i det iiskolde Vand og om Vinteren. Saameget
tor vel ialfald endelig ansees for godtgjort ved disse ældre og yngre Angivelser, at
man paa Island til alle Tider var enig i ved Sletbagen at forstaae et fra Nordhvalen eller
Gronlandshvalen aldeles forskjelligt Dyr, og navnlig en Rethval af mindre Størrelse og med
meget kortere Barder; ligesom det ogsaa er hævet over enhver Tvivl, at det netop var
denne Islændernes Sletbag, som Baskerne om Sommeren gjorde Jagt paa i Havet ved
Island gjennem den lange Tid af mindst tohundrede Aar.

Vende vi os nu til andre Kilder for at erholde yderligere Oplysning om en slig
mindre og livligere, det nordlige Atlanterhav tilhørende Rethval, saa have vi allerede sagt,
at vi ikke kjende nogen Beskrivelse af Baskernes Sarde, der i Ælde kan maale sig med
Kongespeilets af Islændernes Sletbag. Thi ihvorvel Hvalfangsten i Biskayerbugten gaaer
meget langt tilbage i Tiden, og forskjellige Lovbestemmelser den angaaende fra det 13de
og 14de Aarhundrede endnu ere opbevarede, er der dog i disse aldrig Tale om, hvor-
ledes Hvalen saae ud. Derimod finde vi meget vigtige Oplysninger om Sarden i den
allerede tidligere anførte Instrux, som det engelske Muscovy Company medgav Edge paa
hans første Hvalfangst- Expedition til Spitzbergen i Aaret 1611"), og i den Beretning om
denne og de nærmest .derpaa følgende Reiser, som Edge selv har forfattet”). Vel hidrøre
disse ikke umiddelbart fra Baskerne; men middelbart maa de dog henføres til dem; thi det
var disse, i hvis Hænder Hvalfangsten paa den Tid næsten udelukkende var, og ligesom
det engelske Compagnie var nødsaget til at hente alle de 6 til Expeditionen nødvendige
Harpunerere fra St. Jean de Luz, saaledes kan der ingen "Tvivl være om, at jo ogsaa den
Beskrivelse af de forskjellige Hvalsorter, som Compagniet skaffede tilveie til Edges Brug,
hidrører fra Baskerne. Allerede Hvalernes Navne vise det?), selv om de maaskee kunne
være blevne noget forvanskede ved at nedskrives paa engelsk, og den Omstændighed, at
Edge senere, efter paa sine Reiser at have havt saamegen Leilighed til at forskaffe sig
yderligere Underretning fra sine baskiske Harpunerere, gjentager den ældre ham meddeelte
Liste med et Par smaa Forandringer, synes at tyde paa, at den virkelig correct gjengav
Hoved-Summen af Hvalfangernes datidige Kjendskab til Hvalerne.

I den Edge 1611 medgivne Instrux omtales altsaa Sarden paa følgende Maade:
»The second sort of Whale is called Sarda, of the same colour and fashion as the former

1) Purchas, his Pilgrimes. P. III, London 1625, p. 709—710.

2) ]. c. p. 462—472.

3) Deres Navne ere nemlig: 1. The bearded Whale, 2. Sarda, 3. Trumpa, 4. Otta Sotta, 5. Gibarta,
6. Sedena, 7. Sedena negro, 8. Sewria.

(nemlig the bearded Whale 9: Gronlandshvalen), but somewhat lesser and the finnes not
above one fathom long, and yeeldeth in Oyle, according to his bignesse, sometimes eightie,
sometimes a hundred Hogsheads« 1), I Edges omtrent en halv Snees Aar senere nedskrevne
Beretning om de forskjellige Hvalsorter?) er denne Beskrivelse gjentaget med enkelte For-
andringer og lyder her saaledes: »The second sort of Whale is called Sarda, of the same
colour as the former, but somewhat lesser, and the Finnes likewise lesser, and yeelds in
Oyle according to his bignesse, sometimes seuentie hogsheads, or eigthie hogsheads. This
Whale hath naturally growing upon his backe white things like unto Barnacles«. Disse

n

tvende hinanden supplerende Skildringer ere af stor Betydning. Sarden var jo dengang
Hvalfangerne vel saa godt bekjendt som Gronlandshvalen; det var jo netop den, som hidtil
fortrinsviis havde været Gjenstand for deres Forfølgelser i det nordlige Atlanterhav; i et
for dem saa vigtigt Punkt som Bardernes Længde maa deres Vidnesbyrd sikkerlig ansees
for aldeles paalideligt, og naar altsaa Længden af Sardens Barder kun sættes til 6 Fod,
have vi heri ikke blot et yderligere Beviis for Arts-Forskjellen mellem den og Gronlands-
hvalen og en Bekræftigelse og noiere Bestemmelse af Islendernes i dette Punkt mindre
sikkre Angivelser; men det bliver derved tillige sandsynligt, at Sarden, eller, som Islænderne
kaldte den Sletbagen, netop var den samme Art som den Rethval, der paa Dudleys Tid
og endnu længe derefter indfandt sig og fangedes ved Ny-Englands Kyster. Ikke mindre
vigtig er Edges Angivelse, at Sarden havde »growing upon his backe white things like unto
Barnacles«, eller med andre Ord var besat med Cirripeder. Det var altsaa allerede dengang
Hvalfangerne velbekjendt, at denne Hval var plaget af disse Dyr, og paa Grund af den
Betydning, som den ene af Forfatterne allerede for en Række Aar siden har viist, at
der maa tillægges disse Snyltegjæster i zoodiagnostisk Henseende”), tage vi ikke i Betænk-
ning at udtale, at allerede den Omstændighed, at Sarden fremfor Grønlandshvalen var besat
med Cirripeder, beviser dens Selvstændighed som Art. Denne Særegenhed ved Sarden
bekræftes senere af Anderson, som i sine »Nachrichten von Island« (p. 219 2 40)
omtaler denne Hval under dens hollandske Navn: Nordkaper.

Anderson har muligviis sin Kundskab fra hamborgske Hvalfangere; men af den
islandske Præsts Hvalliste seer man, at fremdeles ogsaa Islænderne selv, ialfald i det
17de Aarhundrede, meget godt kjendte denne Eiendommelighed hos deres Sletbag, skjøndt

ePuincihvas; elec. ps oe

SEP reb as le pre

3) Eschricht, om Undersøgelsen af de nordiske Hvaldyr, i Forhandlingar ved de Skandinaviske Natur-
forskarnes tredje Mote i Stockholm 1842, S. 203. — Sammes Zoologisch-anatomische Untersuchun-
gen über die nordischen Wallthiere, S. 95. Tidligere havde iøvrigt allerede Brandt og Ratze-
burg fremhævet Tilstedeværelsen af balanagtige Dyr paa Sydhavets Rethval og deres Mangel paa
Gronlandshvalen som en vigtig Grund til at antage disse to Rethvaler for forskjellige Arter; clr.
Medizinische Zoologie, erster Band (Berlin 1829) p. 126 Note ‘3.

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 5 Bd. 60

ATA

den ikke berøres i Kongespeilet. I Skildringen af en anden med Cirripeder besat Hval
»Skjeljunger» (formodentlig den nordiske Pukkelhval, Megaptera longimana) hedder det
nemlig her: »Asperis testis non secus ac rosis aut stellis exterius ornatus est et depictus,
velut reliqua Sletbakorum, qui pinna in dorso carent, genera, que vulgo Ceti
aquatici nuncupantur, sed minus proprie, excepto Nordhval, qui solo rore vietitat«, og tor
man henføre Ordene »excepto Nordhval« til »velut reliqua &e.«, have vi endog i disse Ord
et Beviis paa, at Islenderne ikke blot havde lagt Mærke til disse Halvparasiters Forekomst
paa Sletbagen, men ogsaa til deres Mangel paa Nordhvalen!).

Hverken Anderson eller Edge tilføjer Noget, hvoraf man kunde slutte sig til, af
hvad Slags disse Balaner ere. Herom kan man imidlertid ad anden Vei faae Oplysning.
I Aarene 1778 og 1779 bleve nemlig 2 Skibe udsendte fra Kjøbenhavn for at fange Kaske-
lotter og Hvaler i det sydlige Atlanterhav. De havde Ordre til der at søge disse Dyr indtil
50? S.B. og senere paa Hjemreisen, hvis denne faldt paa en slig Aarstid, at der var Lei-
lighed dertil, da at forsøge »Nordkaper- og Hvalfiskefangsten« under Island og Norge®);
og virkelig lykkedes det det ene Skib (Christianshavn kaldet) paa en af Reiserne (formodent-
lig den i 1779) mellem Newfoundland og Island at fange en Nordkaper, hvis Hoved var besat
med en saadan Mængde Cirripeder, at det efter Kapitainens Sigende havde været ham let
at samle en heel Sek fuld af disse »hvide Skjønpletter«, som han kaldte dem. Ved Skibets
Hjemkomst til Kjøbenhavn erholdt den bekjendte Conchyliolog Chemnitz nogle Stykker,
som Capitainen havde medtaget, og erkjendte i dem den af Walch beskrevne Ba/anus
polythalamius complanatus, Typen for Lamarks Coronula-Slægt?). Da denne er anviist
paa at leve paa Rethvaler, nemlig paa den collective Art Balena antarctica, kan det
ikke overraske, at ogsaa Sardens eller Nordkaperens Cirriped er en Coronula, ja man
tor vel endog meget mere i den Omstændighed, at det var saadanne, der fandtes paa den
omtalte, mellem Newfoundland og Island fangede Hval, see et Beviis for, at denne virkelig
har været, hvad den udgaves for”).

1) Medens Nordhvalen aldrig er besat med Cirripeder, er den derimod, som bekjendt, plaget af en
Cyamus-Art, og naar Professor Krøyer i en lille Afhandling: »Om Cyamus cetis (i Naturhist. Tidsskr.
åde B. S. 474) har benægtet det, da er det saameget besynderligere, at han kan gjøre det, som han selv
sammesteds anfører, at den første Underretning om Cyamus ceti skyldes Martens, og denne jo
dog udtrykkelig siger at have fundet sin »Wallfischlaus« paa denne Hyal.

Pontoppidan, C. Hval- og Robbefangst udi Strat Davis, S. 79—81.

Schriften der Berliner Gesellsch. naturf. Freunde Ste Bd. S. 463.

Darwin, som i sit store Verk om Cirripederne ligesaa lidt som hans Forgjengere antager flere end
en eneste fladskallet Coronula-Art, ©. balenaris (Gm.), er tilbeielig til at indskrænke dennes Ud-
bredning til den sydlige Halvkugle og mener, at det ialfald kun kan være i det stille Hav, at den
udbreder sig ogsaa til den nordlige Halvkugle (cfr. A Monograph on the sub-class Cirripedia. The
Balanidæ, London 1854, p. 417). Da han ikke destomindre henfører Chemnitzs Nordkaper-Coronula
til denne Art og citerer denne Conchyliologs Beskrivelse og Figurer (Syst. Conch. Cab. Ster Bd.
p. 325, fig. 845—846) til C. balenaris, maa han altsaa have overseet, at Chemnitz netop havde sine

BG 10

Efterretninger om Sarden fra en nyere Tid ere at finde hos Duhamel de Monceau
i hans bekjendte Værk: Traité général des pêches; vel lader der sig ikke af dem udlede
lignende positive og skarpe Kjendetegn for denne Rethval, som af de tvende viglige hos
Purchas aftrykte Beretninger, men de have dog deres Betydning, og vi skulle derfor med-
dele dem her med hans egne Ord:

»Comme les pêcheurs qui vont chercher ces poissons vers le Nord seroient fréquem-
ment exposés à des dangers considérables, à cause des glaces qui rendent la pêche pénible
et incertaine, comme nous l'avons représenté (PI. VII, fig. 1), ceux qui pratiquent leur métier
dans ces parages ne font communément la pêche que dans le moi de Mai, Juin et Juillet,
saison où Von n'a point à craindre les gelées; même aujourd'hui (1169) on va communément
chercher les Baleines dans des parages moins froids, quoique celles qu'on y trouve, qu'on
nomme Sardes, et qui, par la description qu'en donnent les Auteurs, me paroissent être le
poisson qu'on a appellé Nord-Kaper, soient moins grosses, moins chargées de graisse, et
beaucoup plus vives et plus fuyardes que les grosses qu'on prend dans le Nord«. Fremde-
les: »Nons avons dit que nos Pécheurs distinguent principalement deux espèces de vraies
et franches Baleines: Les premieres sont les grosses du Nord; celles de la seconde espèce,
qui sont connues en quelques endroits sous le nom de Sarde ou Nord-Kaper, sont beau-
coup plus petites, puisque les plus grosses ne produisent, au plus, trente barrils d'huile; et
comme elles sont vives et farouches, elles sont bien difficiles à attraper; néanmoins, quand
la pêche des grosses Baleines na pas réussi, les Pécheurs essaient de s'en dedommager,
en allant pêcher les Sardes ou petites Baleines dont nous venons de parler«").

De hollandske og tydske Hvalfangere synes ikke at have efterstræbt Sarden eller,
‚som den blandt dem kaldtes, Nordkaperen, med lignende Iver, som Baskerne; det var
først efter at Spitzbergenfangsten var kommet igang, at de begyndte en regelmæssig Hval-
fangst, og de holdt sig da, om ikke udelukkende, saa dog fornemlig til Gronlandshvalen. Det

Exemplarer fra det nordlige Atlanterhav, og at Arten altsaa maa være cosmopolitisk, hvis ellers den
angivne Synonymie er rigtig. Men dette kan maaskee være Tvivl underkastet. De Afbildninger, som
Chemnitz har givet af Nordkaper-Coronulaen, ere neppe tilstrækkelige til at bevise dens Arts-Identitet
med den Coronula, der findes paa Sydhavets Rethvaler, og saalenge Sporgsmaalet ikke er blevet
afgjort ved en umiddelbar Sammenligning af selve Skallerne, tor man vel betvivle, at Former, der
leve i saa vidt adskilte Have og paa forskjellige Hvaler, virkelig skulde være samme Art. Heldigviis
kan al Usikkerhed i den Henseende vistnok endnu fjernes; thi en af de Coronulaer, som Chemnitz
ved den nævte Leilighed kom i Besiddelse af, meddeelte han Conchyliologen Spengler, og dette
vigtige Øriginal- Stykke findes endnu stedse (hvis vi ikke feile) tilligemed den Sidstnævntes øvrige
Samling opbevaret i det Kongelige naturhistoriske Museum.

Hvorvidt i det Tilfælde, at Forfatternes Coronula balenaris skulde vise sig at være en collectiv
Art, Chemnitz’s Nordkaper-Coronula virkelig er den samme som den af Walch beskrevne Balanus
polythalamius complanatus, eller om denne sidste snarere skulde være fra en af Sydhavets Rethvaler,
og maaskee isaafald snarest fra Kapshvalen, kan vel heller ikke afgjøres, med mindre det af Walch
beskrevne Original-Exemplar endnu er til og kan paany undersøges.

4) 1. c. Sec. Partie, T. IV (1769) Sect. X, p. 10.
60"

vilde derfor maaskee neppe være at undres over, hvis der fra den Side ikke lod sig frem-
føre Synderligt til Oplysning om hiin anden for dem mindre vigtige Rethval. Imidlertid om-
tales den dog baade af Martens og Zorgdrager, og begge omtale den som en fra Nord-
hvalen forskjellig Slags og som Gjenstand for Fangst. Den sidstnævnte anvender endog et
heelt Kapitel til paa sin brede og udtværede Maade at gjøre Rede for Nordkaperens Ud-
bredning og udtaler det deri som sin faste Overbeviisning, at hverken denne nogensinde
lader sig see indenfor Grønlandshvalens Enemærker i det høie Nord, eller omvendt Grøn-
landshvalen i hiins sydligere Farvande, ialfåld (lægger han til) har han hverken selv seet
eller nogensinde hørt Tale om Exempler paa det Modsatte"). Om han imidlertid har
havt Leilighed til af egen Erfaring at blive nærmere bekjendt med Nordkaperen, er vist
meget tvivlsomt; den Tvivl han yttrer, om Barderne hos denne kunne strække sig saa
langt bagtil i Svælget som paa Grønlandshvalen, gjør det sandsynligt, at han ikke
selv kan have seet den fanget og dræbt; og med Undtagelse af den Bemærkning,
at den kun giver 20 til 40 »Cordeler« Spæk (neppe Halvdelen af hvad Gronlandshvalen
efter ham skal yde), og at Spækket er fastere end dennes, anfører han heller ikke Noget
om dens øvrige Særkjender. Derimod finde vi hos ham den Angivelse, at Nordkaperen
skal leve af Fisk, og han mener endog af denne Omstendighed at kunne. forklare,
hvorfor den navnlig findes i Havet om Island og det nordlige Norge. Skjondt nu
Nordkaperen unægtelig isaafald vilde gjøre en Undtagelse fra de øvrige Rethvaler, vilde
man dog af den Grund alene neppe være berettiget til ganske at afvise Muligheden af, at den
kunde være fiskeædende; men Zorgdrager fremsætter det kun som en Formodning, og er
øjensynlig bragt paa den navnlig ved en Yttring af Martens, som han da ogsaa anfører,
nemlig at en ved Hetland fanget Nordkaper havde havt mere end en Tønde Sild i sig?).
Det er derfor egentlig Martens, man i den Henseende har at holde sig til; og da han
udtrykkelig siger, at han kun har den ovenfor anførte Beretning fra Andre, har man saale-
des ingen tilstrækkelig Borgen for dens Paalidelighed?) eller Sikkerhed for, at Ordet »Nord-
kaper« ikke i dette Tilfælde kan have været urigtig anvendt paa den ved Hetland fangede
Hval. Med Hensyn til hvad Martens iøvrigt beretter om Nordkaperen, forholder det sig
omtrent som med Zorgdragers Angivelser om den; det er klart, at han anseer det for en
afgjort Sag, at den er forskjellig fra Grønlandshvalen, og at han i den Henseende kun
gjentager den blandt Datidens Hvalfangere gængse Mening. Han fremhæver dens ringere
Størrelse, mindre Spækmængde og dens vilde Naturel, som gjør dens Fangst farligere end
Grønlandshvalens, men neppe uden efter Andres Fortælling. Rigtignok siger han paa Hjem-
reisen ved »Hetland« under en Storm at være blevet Vidne til en heftig Kamp mellem en

1) Zorgdrager, den tydske Oversættelse. Leipzig 1723, S. 141.

2 ec

3) Martens, Fr. Spitzbergische oder Groenländische Reise-Beschreibung gethan im Jahr 1671. Ham-
burg 1675, S. 107.

Nordkaper og nogle Sværdfisk (Schwerdfische); men selv om det i dette Tilfælde virkelig
har været en Nordkaper, han har seet, kan et sligt Møde neppe have gjort hans Dom om
den sikkrere. Man behøver kun selv fra hurtigtseilende Skibe jevnligen at have seet
Hvaler boltre sig i det oprørte Hav for at vide, at det kun er en temmelig ufuldstændig
Forestilling man derved faaer om deres Udseende; og hvorlidet Martens i det foreliggende
Tilfælde har havt Leilighed til at see noie til, seer man bedst deraf, at han gjør sig skyl-
dig i den iøvrigt baade dengang og senere almindelige Vildfarelse at forvexle Grønlands-
farernes Sværdfisk (Delphinus orca) med Saugfisken (Pristis), saa at han bilder sig ind, at
det er denne sidste, som han under Hetland har seet kjempe med Nordkaperen!

Kunde man endog, ved at overskue de ovenanforte fra saa forskjellige Kilder
hentede Efterretninger, ønske, at de historiske Vidnesbyrd om denne anden under Navn
af Sletbag, Sarde eller Nordkaper omtalte Hval havde indeholdt en fuldstændigere Skildring
af den, vil man dog vistnok indrømme, at de ere tilstrækkelige til at bevise vor ovenfor
fremsatte Paastand, at virkelig baade de gamle Islændere og de forskjellige Nationers Hval-
fangere lige indtil dette Aarhundrede have skjelnet skarpt mellem den og Grønlandshvalen,
og at denne Adskillelse i alle Maader er velbegrundet. Som sikkre Særkjender for Slet-
bagen lader der sig allerede nu fremhæve:

1. at den var meget livligere end Grønlandshvalen, meget hurtigere og voldsommere

i sine Bevægelser og derfor ogsaa baade vanskeligere og farligere at fange end

denne;

w

at den var mindre (uden at det dog er muligt nøiagtigt at angive dens Længde)
og havde meget mindre Spæk end denne;

3. at dens Hoved var kortere, og at dens Barder vare forholdsviis meget tykkere,
men derimod neppe mere end halv saa lange som Grønlandshvalens, medens de
dog endnu stedse vare langt længere end selv den allerstørste Finhvals, skjøndt
Sletbagen selv maaskee knap har havt Halvdelen af dennes Længde;

4. at den regelmæssig var besat med en til Coronula-Slægten henhørende Cirriped;
og endelig

5. at den tilhørte det tempererede nordlige Atlanterhav ligesaa udelukkende, som Nord-
hvalen det iisfyldte Polarhav, såa at det maa ansees for omtrent lige sjeldne Und-
tagelser, naar den ene eller den anden af disse 2 Arter forvildede sig ind paa den
andens Enemærker, og at den i sit hjemlige Hav var at finde længst Syd paa om
Vinteren (nemlig i Biskayerbugten og ved Nordamerikas Kyst ned til Kap Cod),
men om Sommeren tumlede sig i Havet om Island og mellem denne Øe og det
nordlige Norge.

Tilværelsen af en slig nordatlantisk Rethval tor vel endog siges at være saa
utvivisom, at det snarere maa vække Forundring, at den nogensinde er blevet udslettet

af det zoologiske System, end at den nu forhaabentlig gjenvinder sin Plads i det. Hvad
der navnlig bragte Scoresby og senere Cuvier”) til ikke at ville anerkjende den som selv-
stændig Art, var, foruden et mindre tilstrækkeligt Kjendskab til de historiske Vidnesbyrd
om den, deels den Omstændighed, at den Førstnævnte ikke havde seet noget til den paa
sine mange Hvalfangst-Reiser, men deels ogsaa den store Lighed med Grønlandshvalen,
som var umiskjendelig i den eneste Afbildning, der forelaa af Nordkaperen. Nærmere
beseet har imidlertid ingen af disse Grunde nogen synderlig Vægt. Det ligger i Sagens
Natur, at enhver Hval, der bliver saa utrættelig forfulgt, som Nordkaperen er blevet, lidt
efter lidt maa bringes sin Udryddelse nær; den Tid vil saaledes komme, da den bliver en
Sjeldenhed selv i de Have, hvor den tidligere var allertalrigst; og naar man dertil erindrer,
at det jo ikke var der, hvor Scoresby i Uger og Maaneder krydsede efter Grønlandshvalen, mellem
Spilzbergen og Grønland, at han overhovedet kunde have truffet Nordkaperen, men at det
hoist skulde været paa den temmelig korte Seilads fra England til lishavet, maatte det
maaskee snarere trods hans mange Reiser have været kaldt et mærkeligt Lykketræf, hvis
han havde mødt den, end det kan overraske, at han ikke har seet den. Ogsaa de oven-
"nævnte af Lacepede offentliggjorte Tegninger af Nordkaperen”) har man formeentlig ind-
rommet meget for meget, naar man har kaldt dem det eneste nogenlunde authentiske
Vidnesbyrd om denne Hval?), og naar man af den Omstændighed, at de neppe fremstille
andet end den ægte Gronlandshvalt), har draget den Slutning, at Nordkaperen altsaa
ikke kan have været forskjellig fra denne. For at kunne slutte saaledes maatte man
jo nemlig først og fremmest være vis paa, at disse Tegninger ogsaa virkelig ere ud-
kastede efler den ægte Nordkaper, og at dette saa ofte misbrugte Navn ikke ogsaa i
dette Tilfælde har været urigtigt anvendt; men en slig Sikkerhed har man langt fra. Lace-
pede siger, at han har faaet Tegningerne tilsendte af Sir Joseph Banks 3 Maaneder for
Udgivelsen af Histoire naturelle des Cétacés (1804) med den Underretning, at de vare tegnede i
Grønland af Bachstrom i Aaret 17795). Men i Baffinsbugten har Nordkaperen ligesaa lidt

1) I den første Udgave af Règne animal fra 1817 antog Cuvier, som bekjendt, endnu en Nordkaper,
Balena glacialis Kl. (l. c. Vol. 1, S. 286); det var først i Recherches sur les ossemens fossiles og i
Afhandlingen: Sur la détermination des diverses Bréces de Baleines vivantes (i Ann. d. Sc. nat.
T. II, 1824) at den blev opgivet, og det er umiskjendeligt, at denne Forandring i Guviers Anskuelser
for en ikke ringe Deel er fremkaldt ved Scoresbys Beretninger.

2) Lacepede, Hist. nat. des Cétacés, pl. 3.

3) »Le seul document muni de quelque authenticité que Von ait cru pouvoir y rapporter«, Cuvier, Re-
cherch. s. I. ossem. foss. 4me Ed. T, VIII p. 256.

4) Scoresby, Acc. Vol. I p. 448 Noten. Cuvier, l. c. p. 257.

5) Hist. nat. d. Cétacés p. 108: »Ce Cétacé (le Nordeaper) vit dans la partie de [Ocean atlantique
septentrional située entre le Spitzberg, la Norvège et l'Islande. Il habite aussi dans les mers du Groen-
land, ou un individu de cette espece a été dessiné, en 1779, par Mr. Bachstrom, dont le travail, remis
dans le temps à Sir Joseph Banks, n'a été envoyé, il y a trois mois, par cet illustre dc.«

hjemme, som i Havet ved Spitzbergen; efter hvad vi ovenfor have seet, have i det høiste
enkelte Individer med mange Aars Mellemrum forvildet sig derhen, og det er virkelig ikke
sandsynligt, at Bachstrom der skulde have havt Leilighed til at see dent).

Da Scoresby af mangeaarig Erfaring kjendte Grønlandshvalens Natur og Levemaade
altfor godt til at kunne troe, at denne for de iisfyldte Have skabte Hval nogensinde regel-
mæssigt skulde have viist sig langt nede i Atlanterhavet langs Frankrigs og Spaniens Kyster,
søgte han at forklare de gamle Beretninger om Biskayernes Hvalfangst, som om det havde
været Finhvaler, der dengang vare blevne fangede og dræbte i Biskayerbugten og det til-
grændsende Atlanterhav”), og beraabte sig i den Henseende paa det af de Jong, Kobel
og Salieth udgivne Værk om Hvalfangsten. I denne iøvrigt fortjenstlige Compilation er
imidlertid denne Mening fremsat uden at der er gjort det allerringeste Forsøg paa at be-
grunde den*), og uden at der siges, hvorledes Forfatterne ere komne’paa den; muligviis
er det kun en Gjentagelse af en lignende Yttring af Zorgdrager, og denne støtter sig (saa
utroligt det end kan lyde) kun paa at Martens paa nogle Reiser havde truffet Finhvaler i »den
spanske Soe« og i Gibraltarstrædet”). Men hvorledes det end forholder sig hermed, saa
er det noksom vist, at de historiske Kjendsgjerninger ikke tilstede at antage Baskernes Hval-
fangst for en Fangst af Finhvaler. Det vidste Cuvier ogsaa meget godt, og denne
Scoresbys Feiltagelse var det ham derfor let at undgaae; men da han fulgte ham i at
ansee Nordkaperen og Grønlandshvalen for et og samme Dyr, forlededes han derved til
at forkaste netop det, der var det Rigtige i hiins Opfatning, og atter at fremsætte den
ældre Theorie om Hvalens gradvise Tilbagevigen til lishavet i hele dens Krashed35).

1) Lacepéde siger ikke, hvem denne Bachstrom var; og vi have ikke kunnet finde Noget, som kunde
bringe os paa Spor i saa Henseende. Ved de danske Kolonier har han neppe været ansat, og i den
Fortegnelse paa de herrnhutiske Missionairer i Grønland, som Crantz har meddeelt, findes hans
Navn ikke; det har altsaa rimeligviis været en Person ombord i en Hvalfanger, hvad ogsaa Lacepédes
Ord maaskee nærmest tyde paa.

2) Account of the Arc. Reg. Vol. II p. 16, 162, 164.

3) De Walvischvangst met veele Byzonderheden daartoe betrekkelyk. Amsterdam 1784, p. 1 og 27.

4) Zorgdrager, tydske Oversættelse, Leipzig 1723 p 142 og 152.

5) Recherches sur les oss. foss. Ame Ed. T. VIII p. 252; »La plus célèbre des baleines proprement
dites, celle qui attire le plus les pêcheurs, est la grande baleine des mers du Nord, qui venait
autrefois jusque dans le golfe de Gastogne, où les Basques ont appris à la poursuivre et que Von
est obligé aujourd'hui Waller chercher jusque sur les côtes du Groënland, de l'Islande et du Spitzberg«.
fremdeles: Histoire des Sciences naturelles depuis leur origine jusqu’a nos jours chez tous les
peuples connus professée au college de France par G. Cuvier, publiée p.M.Magdeleine de Saint-
Agy, T. I. (Paris 1841) p. 269: »On voit, que de son (Plinius) temps ces animaux venaient dans le
golfe de Gascogne, et que les Basques paraissent être les premiers qui se soient livrés à leur pêche.
Lorsque les baleines, tourmentees par l'homme, se réfugièrent vers le nord, ce fut encore le même
peuple qui les y suivit; et les environs de Terre-Neuve portent presque tous des noms qui sont ceux
de differentes localités du pays de Basques, notamment des environs de Bayonne. L'histoire de la
science permet au reste de suivre de siècle en siècle les baleines fuyant devant les attaques des
pécheurs«.

480

Naar Nordkaperen altsaa er et fra Gronlandshvalen forskjelligt Dyr, frembyder der
sig det Spørgsmaal, hvilken af de bekjendte Rethval-Arter den nærmest slutter sig til i
hele sin Bygning?

Som bekjendt har man efter at det ved Cuviers Forskninger var godtgjort, at den
i det sydlige Atlanterhav og navnlig ved Kaplandets Kyster forekommende Rethval er en
fra Nordhvalen hoist forskjellig Art, været temmelig enig i til denne Balena australis
eller antarctica (som den ogsaa kaldtes) fremdeles at henføre alle Rethvalerne i det stille
Hav saavel Syd som Nord for Linien, og har saaledes ladet den samme Art udbrede
sig fra Kap til Australien, Ny-Zeeland og Sydamerikas Vestkyst, fra Japan til Nordamerika").
Heri er man sikkerlig gaaet forvidt; en saa umaadelig geographisk Udbredning af en eneste
Art vilde allerede i og for sig vere en mærkelig Undtagelse fra de sædvanlige Love, og den
bliver endnu mindre rimelig paa Grund af den Omstendighed, at der ingen Rethvaler
forekomme i den tropiske Deel af det stille Hav (ligesaalidt som i den tilsvarende Deel af
Atlanterhavet), saa at allsaa et bredt for dem uigjennemtrengeligt Belte skiller Sydhavets
Rethvaler fra dem i det nordlige stille Hav. Man burde desuden været saameget varsom-
mere med en slig Antagelse, som allerede Cuvier havde advaret imod den og udtrykkelig
havde udhævet, at der endog i Havet ved Afrikas Sydspidse foruden Balexa australis
forekom endnu en anden Rethval, som han med Vished turde erklære for en fra hiin for-
skjellig Art, skjondt de Skeletdele, han besad af den, ikke vare tilstrækkelige" til nærmere
at charakterisere den®). I den nyeste Tid har derfor ogsaa Dr. J. E. Gray forsøgt paa at
skjelne mellem flere Rethvalarter fra forskjellige Dele af Sydhavet og det stille Ocean, idet
han fortrinsyiis har støttet sig til Forskjelligheder i Bardernes Størrelse og Beskaffenhed?);
og selv om disse Arter endnu langtfra kunne siges at vere sikkre, og en egentlig
Charakteristik af dem endnu mangler, er det dog rimeligt, at fremtidige Forskninger mere
eller mindre ville bekræfte de Resultater, hvortil hans Undersøgelser have fort, og der til-
kommer ham unegtelig den Roes at have bidraget til at henlede Opmerksomheden paa det
Mislige i kun at antage en eneste saakaldet »Sydhavshval«, og at have paapeget den betyde-
lige Forskjel paa Barderne, som Hvalfangerne hjembringe fra de forskjellige Dele af de
ovennævnte Have, og som dog efter den blandt Zoologerne gængse Anskuelse skulle hid-

1) Schlegel, Abhandl. a. d. Gebiete d. Zoologie u. vergleich. Anatomie, Heft I, p. 37. — Schreber,
J. C. D. v., die Saugthiere in Abbild. nach der Natur mit Beschreib. Fortgesetzt von Dr J. A.
Wagner. Tter Theil (Erlangen 1846), p. 195. — V. d. Hoeven, Handbuch der Zoologie 2ter Th.
S. 660. — Giebel, Die Saugthiere &e. p. 81.

2) Rech. s. 1. oss. foss. 4me Ed. T. VIII, p. 268 og 292.

3) The Zoology of the Voyage of H. M. S. Erebus & Terror; Mammalia by J. E. Gray, Part III, IV,
V. London 1846, p. 47. — Catalogue of the specimens of Mammalia in the collection of the Bri-
tish Museum. Part 1. Cetacea. London 1850.

481

røre alle fra samme Art. Men selv om de nyere Systematikeres Dalena australis eller
antarctica er et collectivt Begreb, staae dog de forskjellige Arter, der hidtil ere sammen-
blandede under dette Navn, indbyrdes hinanden nærmere, end nogen af dem staaer Nord-
hvalen, og danne tilsammen en lille Gruppe, som træder i en vis Modsætning til denne
navnlig ved et kortere og noget anderledes dannet Hoved og ved en væsentlig Forskjel i
Barderne’). Det Særegne ved Hovedets Form viser sig i det Ydre navnlig deri, at Mund-
spalten ikke, som hos Nordhvalen, danner en fortil og bagtil omtrent lige jevn Bue, men
derimod tæt foran Øinene beier sig næsten pludseligt og meget steilt nedad og udad.
Dette Særkjende, som, hvis vi ikke feile, Professor H. Schlegel er den første, der har
udhævet, er i den Grad iøinefaldende, at det neppe vil forsømmes at gjengives paa nogen
Afbildning af disse Hvaler, hvor maadeligt den endog forresten maatte være udført, og
virkelig er det meget tydeligt selv paa den ene af de bekjendte Afbildninger, som Chamisso
har givet efter Aleuternes Træmodeller, saa at man allerede derved let gjenkjender en til
denne Gruppe hørende Art i disse Øeboeres Kuliomoch. Ikke mindre vigtige ere de
Mærker, Barderne frembyde, og de have i praktisk Henseende endog et Fortrin fremfor
det allerede omtalte Skjelnemærke; thi, medens det kun vil være yderst sjeldent, at en
Tegning af Hvalen eller charakteristiske Stykker af dens Skelet ville komme Zoologen til

1) Hermed skal det dog ikke være sagt, at der i de tempererede Verdenshave slet ikke kan gives
andre Rethvaler end disse, den Kapske Rethval nærstaaende Arter. Tvertimod synes de Barder,
der har givet J. E. Gray Anledning til at opstille en B. marginata, virkelig at antyde en fra den
collective Art australis forskjellig Form, der, idetmindste hvad Barderne angaaer, slutter sig
nærmere til Balena mysticetus, men som, naar man lærer den bedre at kjende, muligviis kan vise
sig at danne en tredie Typus af Rethvaler. Overhovedet turde der især i det stille Hav fore-
komme Rethvalformer, som endnu slet ikke ere Naturforskerne bekjendte. Paa Reisen med Verdens-
omseileren Galathea havde den ene af Forfatterne (Reinhardt) under Opholdet i Honolulu Havn paa
Sandwichsøerne i October 1846 Leilighed til at tale med ikke faa Hvalfangere, som dengang i
Mængde søgte ind til denne Plads. Det var en almindelig Mening blandt disse praktiske Hval-
* kjendere, at der i det nordlige stille Hav gaves flere Slags Rethvaler, som afvege fra hinanden deels
i Hovedets Længde, deels i Maaden at »blæse« paa, deels i deres Bevægelser og Manerer. Navnlig
bleve nogle fremhævede, der kaldtes »Scrags«, og som kun skulde have 4 Fods Barder, skjøndt
det dog var virkelige Rethvaler uden Finne eller Knold paa Ryggen; de skulde ligesaa lidt som den
egentlige Right- Whale nogensinde forekomme under Linien eller nærved denne, men navnlig være
hyppige ved Kysten af Californien. At der skulde ligge en Forvexling med de saakaldte » Hum p-
baks« (Megaptera-Arterne) til Grund for denne Fortælling er ikke antageligt; Pukkelhvalerne
kjende Hvalfangerne meget godt; en af dem, hvem de ovenanførte Meddelelser om disse Strakes
skyldes, havde endog selv fanget 7 Humpbacks ved Bonin-Øerne og paastod dog paa det bestemteste,
at hine vare aldeles forskjellige og ægte Rethvaler. Snarere kunde disse Scrags formodes at være
Unger af de sædvanlige Sydhavshvaler; thi ifølge Diefenbach skulle de ny-zeelandske Hvalfangere
netop kalde de toaarige Unger, som endnu følge Moderen, saaledes. De Personer hvem den oven-
anførte Underretning skyldes, talte imidlertid ikke om Unger, der vare i Følge med voxne Hvaler,
og Overeensstemmelsen i Navnet kan neppe være afgjørende, da Scrag og Scrag- Whale i mindst
150 Aar have været almindelige Benævnelser, der, ligesom selve Navnet Right-Whale, til forskjellige
Tider og paa forskjellige Steder have været brugte om ganske forskjellige Hvaldyr.

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd. 61

482

Hænde, hjembringes Barderne jo stedse som en vigtig Deel af Fangsten. Hos Nordhvalen ere
disse Dele, i den langt overveiende, forreste Deel af hvert Bardeset, sabelformigt krummede ;
deres Tykkelse er forholdsviis ikke betydelig og overskrider selv paa 10 til 11 Fods Barder
neppe 10 Millimetre, men paa den anden Side aftager Tykkelsen heller ikke synderlig meget fra
Roden til Spidsen; fremdeles ere de haarlignende Trevler langs Inderranden særdeles fine,
bløde og boielige; Overfladen af Barden antager, naar den gnides lidt med en Klud eller
endog blot med Fingeren, med Lethed en smuk Politur, og endelig er selve Hornsubstantsen
meget seig og boielig. I Modsætning hertil have Sydhavshvalerne næsten lige Barder, og
dette gjælder ikke blot om dem iblandt dem, hvis Barder ere kortere end Nordhvalens; men
selv de saakaldte Nordvestbarder, der faaes af Hvalerne paa Fiskegrundene langs Nordvest-
kysten af Nordamerika og kunne være vel saa lange som Grønlandsbarderne, ere næsten gan-
ske lige. Deres Barder ere dernæst mindre boielige og meget skjørere end Nordhvalens,
saa at de deraf skaarne Stokke let knækkes, navnlig i stærk Kulde; de ere fremdeles meget
tykkere ved Roden (Nordvestbarderne endog næsten dobbelt saa tykke), men denne betydelige
Tykkelse aftager meget udad mod Spidsen; Bardehaarene ere meget grovere og stridere!),
og alle Barderne have ligesom et ureent, graaligt og mat Yderlag, eller en graablakket,
ujevn Skorpe over sig, som ikke lader sig skrabe af uden at Noget af det indre Væv følger
med, og det lykkes aldrig blot ved Gnidning at gjøre Overfladen blank og glat. Med disse
Forskjelligheder i det Ydre forbinder sig endvidere en Forskjel i Bardens indre Textur.
Naar man gjennemskjærer en hvilkensomhelst Barde, vil man let skjelne et ydre, tættere,
mere eensartet Lag, som man med en i Histologien ofte analogt anvendt Benævnelse kan
kalde Barksubstantsen, og et indre, mere fibrøst, Marvsubstantsen, der bestaaer af fine
Rør og i Virkeligheden ikke er Andet end den af Yderlaget skjulte Deel af Barde-Haarene.
Paa Grønlandsbarderne er Barklaget forholdsviis tykt og navnlig meget tykkere end den
indre, af parallelt løbende Fibre bestaaende Marv; paa Sydhavsbarderne derimod er Bark-
laget forholdsviis meget tyndere, og disse Barders betydelige Tykkelse skyldes navnlig de
talrige og grove Bardehaars skjulte Deel, der udgjøre omtrent en Trediedeel af det hele
Gjennemsnit; fremdeles ere de enkelte Fibre i Marven ikke regelmæssigt parallelt ordnede,

”) I Grays ovenfor citerede Catalog over Cetaceerne i »British Museum« er Balena australis vel op-
ført i den Gruppe, som charakteriseres ved tykke Barder og grove Bardehaar, men i selve Beskri-
velsen af dens Barder siges Bardehaarene ikke destomindre at være meget finere end hos den
foregaaende Art, og denne er ikke nogen anden end B. marginata, som stilles i Gruppe med B.
mysticetus og netop charakteriseres ved tynde, seige Barder og fine bløde Bardehaar. Denne Selvmod-
sigelse har imidlertid kun sin Grund i, at Beskrivelsen af Kapshvalens Barder er ordret afskreven
af Grays tidligere Arbeide over Hvalerne i Zoologien til Erebus og Terrors Reise, i hvilket B.
australis er anført ikke (som i Catalogen) lige efter B. marginata, men derimod umiddelbart efter
B. japonica (med hvem den altsaa her sammenlignes), og at Gray har glemt, at, naar Arternes
Rækkefølge forandredes, maatte ogsaa den paagjældende Passus forandres. Dog af den Art Uopmærk-
somheder er der flere i den anførte Catalog, som i det hele bærer Præg af et Hastværksarbeide.

som hos Grønlandshvalen, men mere eller mindre flettede ind mellem hinanden, og det er
derfor ulige vanskeligere at splitte Sydhavsbarderne end Grønlandsbarderne i lange, overalt
lige tykke Strimler. Endelig er der endnu et Mærke, hvorpaa man let kan kjende Sydhavs-
barderne; der gaaer nemlig stedse en særegen Bølgekrumning igjennem dem, som gjentager
sig 6 til 7 Gange i deres hele Længde, og som især er tydelig paa de lange, tynde fiirkantede
Stokke, i hvilke Barderne fabrikmæssigen flækkes. Det falder vanskeligt, selv om man anvender
en stærk Presning, ganske at udglatte disse Bugtninger, og denne Ulempe i Forbindelse med
Skjørheden og Vanskeligheden ved at flække dem gjør Sydhavsbarderne til en betydelig ringere
Handelsvare end Grønlandsbarderne, selv om de have samme Længde som disse. Hvorvidt
der ogsaa, hvad Beenbygningen angaaer, viser sig en fælles Modsætning mellem Sydhavs-
hvalerne og Nordhvalen, lader sig for Tiden ikke afgjøre med Sikkerhed; thi Kapshvalen
er endnu stedse den eneste Sydhavshval, hvis Skelet har været gjort til Gjenstand for en
noiere Undersøgelse”); af Rethvalerne fra det nordlige stille Hav synes der endog aldrig
at være kommet noget Skelet eller nogen Deel af et saadant til Europa, og skjøndt der rig-
tignok nu i nogle Aar har været et Skelet af Ny-Zeelands-Hvalen i Parisermuseet”), er dette dog
neppe hidtil blevet nærmere undersøgt og beskrevet. De Afbildninger, man har af Ret-
hvalen fra det Japanske Hav og af den fra Ny-Zeelands Kyster, gjøre det imidlertid i høi
Grad sandsynligt, for ikke at sige mere, at disse Hvaler idetmindste maae dele med Kaps-
hvalen de Særegenheder i Craniet, hvorved denne saa skarpt adskiller sig fra Nordhvalen;
og dét er derfor vel ikke urimeligt at formode, at de ogsaa ville besidde de væsentligste
af de øvrige Særkjender i Beenbygningen, der, som vi senere skulle vise, charakterisere
deres nære Slegtning i Modsætning tillishavets Hval, og navnlig den vel udviklede toleddede
Tommelfinger og det hvert Spor til en Coracoid-Udvæxt manglende Skulderblad.

Var nu altsaa, for at vende tilbage til Nordkaperen, denne nordatlantiske Hval
snarest en Sydhavshval, eller sluttede den sig i sin Bygning nærmere til Nordhvalen? De
Fleste ville formodentlig helde til den første Antagelse; thi denne understøttes baade af
de ganske enkelte Angivelser, vi have om dens Udseende, og af dens Ophold i et middel-
varmt Hav; men hvad der navnlig taler for den og gjør den heist sandsynlig, er dog den
fra saa mange Sider stadfæstede Kjendsgjerning, at Nordkaperen var besat med Coronulaer.
Thi medens vi have alle Tiders Hvalfangeres eenstemmige Vidnesbyrd for, at der aldrig
findes nogensomhelst Halvparasit af Cirripedernes Orden paa Nordhvalen, er det ligesaa
uomtvisteligt godtgjort, at den nysnævnte Cirriped-Slægt netop er eiendommelig for Sydhavs-
hvalerne og uadskillelig fra dem, hvor de end leve, ved Kap ligesaavel som ved Ny-Zeeland,

1) Som bekjendt af Cuvier i Recherches sur les ossemens fossiles (4me Ed. T. 8 p. 278 seq.).
2) Catalogue of the specimens of Mamm. in the coll. of the Brit. Museum. Part 1 Cetacea p. 18.
61"

184

og der ligesaa godt som ved Japans Kyster, ganske paa samme Maade, som Diadema-
Slægten er bundet til Pukkelhvalerne (Megaptera) og findes paa disse Hvaler ligesaa godt i
Davisstrædet og Baffinsbugten som i det stille Hav. At Nordkaperen maa stilles i Gruppe med
Sydhavshvalerne er imidlertid vel ogsaa Alt, hvad der lader sig sige, saalænge man kun har
de historiske Vidnesbyrd at holde sig til; nærmere at oplyse, hvilken Plads der tilkommer
den mellem disse Hvaler, er ved Hjælp af dem alene neppe gjørligt. Det er ikke rimeligt,
at den skulde falde sammen med nogen af dem, og nærmest da med Kapshvalen; men naar
man anseer den for forskjellig fra denne, er det mere paa Grund af de almindelige Love
for Dyrenes geographiske Udbredelse, end fordi de ufuldstændige Beretninger om Nord-
kaperen indeholde noget, som bestemt taler mod den modsatte Antagelse.

Man er imidlertid heller ikke ene og alene henviist til disse historiske Vidnesbyrd ;
thi, skjøndt de rigtignok endnu for faa Aar siden vare de eneste, der forelaae, forholder
det sig nu anderledes.

Siden Slutningen af forrige Aarhundrede var der Intet hørt til Nordkaperen; men
dengang var den endnu, om just ikke meget talrig, saa dog heller ikke sjelden i det
nordlige Atlanterhav. Den var dengang jo Gjenstand for en regelmæssig Fangst ved
Nantuckets Kyster; vi have fremdeles hørt, at den ene af et Par danske Hvalfangere, som
i Aarene 1778 og 1779 vare udsendte paa Hvalfangst i det sydlige Atlanterhav, paa Hjem-
reisen fangede en Nordkaper mellem Newfoundland og Island. Den Omstændighed, at Capi-
tainernes Instrux lød paa under visse Forudsætninger netop at søge Nordkaperen i disse
nordlige Farvande, viser, at Fangsten af denne Nordkaper ikke maa ansees for et særligt
mærkeligt Tilfælde"), og til yderligere Bekræftelse herpaa kan det anføres, at selv amerikanske
Skibe endnu mellem 1770 og 1780 nu og da fangede Nordkapere i Bredefjord og Faxe-
bugten paa Isiand?). Naar nu hertil kommer, at Udrustningen af Hvalfangere udkræver
saa store Kapitaler, at en meget betydelig Formindskelse af Hvalerne allerede maa gjøre
deres Fangst til en altfor slet Speculation til at den kan fortsættes ret længe, og at derfor
en eller anden Hvalart vel kan (selv i kort Tid) bringes sin Undergang nær, men vanskelig
ganske og aldeles udryddes ved Hvalfangsten, kunde man vel med en vis Grad af Rime-
lighed haabe paa, at der endnu stedse kunde frembyde sig en Leilighed til at lære Nord-
kaperen noiere at kjende, og en saadan har ogsaa virkelig frembudt sig.

Den 17de Januar 1854 viste en af sin Unge ledsaget Rethval sig i Biskayerbugten
udenfor Havnen San Sebastian; da der blev gjort Jagt paa dem, undslap Moderdyret, men
Ungen blev fanget, og dens Skelet bragtes til Pampelona. Den udmærkede Lærde, Professor
Geffroy, hvis Interesse for vort Fædreland vi Danske have saa stor Anledning til at paa-

') Pontoppidan, C. Hval- og Robbefangst udi Strat-Davis S. 81.
CM c AS 76-18.

485

skjønne, havde den Godhed at give den ene af Forfatterne Underretning om denne mærke-
lige Begivenhed, og tillige at sende en lithographeret Afbildning af den fangede og dræbte,
omtrent 26 spanske Fod lange Unge, som var blevet forfærdiget efter en paa Stedet under
Dr. Monederos Veiledning udført Tegning, Som det var at vente fremstiller denne Afbildning
en fra Grønlandshvalen endog overmaade afvigende” Art, hvis forholdsviis meget lille Hoved
ikke udgjør meget mere end en Femtedeel af Dyrets hele Længde, medens det tillige frem-
byder den for Sydhavshvalerne saa charakteristiske Krumning af Mundspalten bagtil. Der-
som der altsaa ikke skulde leve flere fra Grønlandshvalen forskjellige Rethvaler i det nord-
lige Atlanterhav (og der er for Tiden neppe tilstrækkelig Grund til at troe det), tør man vel
antage, at man i den ved San Sebastian fangede Hvalunge virkelig har Nordkaperen eller
de gamle Biskayeres Sarde for sig; og hvis saa er, bekræfter Afbildningen fuldstændigt
den Mening om denne, til hvilken vi ad anden Vei vare komne. |

For tilfulde at benytte den rige Leilighed til at studere Nordkaperen, som ved et
heldigt Tilfælde her var skaffet tilveie, begav den ene af Forfatterne, Eschricht, sig i 1858
til Pampelona. De nærmere Resultater af hans Undersøgelse af Ungens Skelet skulle være
Gjenstand for en senere Afhandling, som han forbeholder sig at udgive; her kan det være
nok at anføre, at det lykkedes ham at bringe paa det Rene, at, medens Nordkaperen vel
er en Sydhavshval, er den dog virkelig, som vi rigtigen havde formodet, en selvstændig,
fra Kapshvalen aldeles forskjellig Art.

Det tor maaskee ansees for tilstrækkeligt afgjort ved den foregaaende Undersøgelse,
at Grønlandshvalen ligesaa lidt før som nu har været at finde i Biskayerbugten; at den
overhovedet aldrig til nogensomhelst Tid har havt hjemme i de iisfrie europæiske Have,
men at det har beroet paa en Forvexling med en anden Rethval, Sarden eller Nordkaperen,
naar man har troet og tildeels endnu stedse troer, at den tidligere har udbredt sig til disse.

Det staaer tilbage at undersøge, om den forekommer ogsaa paa den modsatte øst-
lige Halvkugle, og, hvis saa er, da at forsøge at bestemme Grændserne for dens Udbred-
ning der, og navnlig at oplyse, om den regelmæssigt gaaer ned i Behringsstrædet og
Behringshavet. Dette Spørgsmaal lader sig imidlertid neppe bringe til nogen fuldkommen
sikker Afgjørelse ved Hjælp af de hidtil foreliggende Kjendsgjerninger, og da heller ikke de
faa yderligere Oplysninger, som vi selv have formaaet at indhente, ere tilstrækkelige dertil,
skulle vi kun i al Korthed berøre det,

Som bekjendt har man flere Exempler paa, at man, meget længe førend nogen euro-
pæisk Hvalfanger havde besøgt det stille Hav"), der har fundet Hvaler, i hvilke der sad euro-

!) Det første Forsøg paa at sende Hvalfangere til det stille Hav skeete i Aaret 1788, da en Skibsreder
i London, Enderby, udsendte Skibet Amalia paa Kaskelotfangst rundt om Cap Horn.

486

pæiske Harpuner, som altsaa nodvendigviis maatte være blevne satte i dem i lishavet paa
den modsatte vestlige Hemisphære. Den ældste Efterretning om slige Tilfælde skyldes
Besætningen af et hollandsk Skib, som i 1653 leed Skibbrud paa Øen Quelpaert og derefter
holdtes i et langtvarigt Fangenskab i Korea. I den Beskrivelse af det ovennævnte Land,
som en af de Skibbrudne, Hendrik Hamel van Gorkum, udgav efter sin Hjemkomst,
fortæller han nemlig, at der i Havet nordost for Korea aarligen findes en stor Mængde

Hvaler, af hvilke nogle endnu have franske eller hollandske Harpuner siddende i sig"); og

en endnu bestemtere Beretning herom træffer man hos Nikol. Witsen, som for at erholde
fuld Vished om en Omstendighed, der dengang havde en overmaade stor og væsentlig
Betydning i geographisk Henseende, opsøgte en af disse fra Fangenskabet i Korea bjem-
vendte Sømænd, Benedictus Klerk fra Rotterdam, og af dennes egen Mund hørte, at
han selv engang havde været tilstede, da en slig Hval, i hvilken der stak en hollandsk
Harpun, blev kastet op paa Kysten af Korea’). Et lignende Tilfælde findes anført hos
Zorgdrager, som efter navngivne Mænds Vidnesbyrd beretter, at der i »det tarta-
riske”Hav« (sandsynligviis ved Japans Kyst) var bleven fundet en Hval, i hvis Ryg der
sad en Harpun, som var stemplet med Bogstaverne V. B. og som derpaa kunde kjen-
des at have tilhørt en hollandsk Spitzbergensfarer under Commando af en Wilhelm Basti-
anse?). Endelig har man ogsaa fra Kysten af Kamtschatka et Exempel paa, at der er

1) Recueil de voiages au nord T. 4me (Amsterdam 1718) p. 52: »Il (Corée) west borné du
côté du Nord-Est que par une vaste mer, où on trouve tous les ans une grande quantité de Balaines,
dont une partie porte encore les Crocs d: les Harpons des Francois d: des Hollandois, qui vont
ordinairement à cette pêche aux extrémités de l’Europe, vers le Nord-Est.«

2) Noord en OostTartarye, Ed. 2. Amsterdam 1705, Vol. 1 p. 43: » De Hollanders, die int Jaer 1653

op Korea gevanyen zijn geweest, oordeelden uit de harponen, die zy in de gevange Walvisschen aldaer

vonden, dat dezelve door de Weigats derwaerts waren komen zwemmen. En tot bevestiging, dat de

Hollandsche Harpoenen op Korea in de Walvisch zijn gevonden, zoo hebbe ik. met Benedictus Klerk

van Rotterdam, welke op Korea gevangen geweest is den tijd van dertien Jaren, over deze Harpoenen

gesprooken, die dan verzeekert, wel toe te hebben gezien, wanneer in zijn tegenwoordigheit uit het lichaem
van een Walvisch op Korea, een Hollandshe Harpoen wierde gehaelt, en zegt uitdrukkelijk zulks aen
het maekzels gezien te heppen. Hy gaf reden van kennis, dat hy en andere zijner makkers, in hun
jeugt wit Holland op de Groenlandsche Visschery hadde gevaeren, en vervolgens de Harpoenen wel ken-
den.« Fremdeles p. 44: »Hen Hollandsche Harpoen vonden de Nederlanders in een Walvisch steecken,
die daer te Lande tegen de wal dood aenquam drijven, hy was zeer klaer te onderscheiden van een

Koresche of Japansche Harpoen, om da de Hollandsche Harpoenen qualijk het derde van de groote

der Koresche of Japansche Harpoenen hebben. De Inlanders zeiden dat zy mede meermalen dierge-

lijke Harpoenen ontdekten in Walvissen, welke zy bequamen, door aenstranding op hare Kusten.«

Zorgdrager, tydske Oversettelse (Leipzig 1723) p. 187. »Hiernechst dienet noch zur Versicherung

und Bestiittigung dieser Gedanken, was Peter Jansz. Vischer mir erzehlet hat, nemlich, dass ein in

3

Ost-Indien gewesener Fiscal, Namens Zeemann, ihm selbst berichtet habe, was masen in der Tartari-
schen See ein Wallfisch ist gefangen worden, in dessen Rücken eine Hollündische Harpun stack, so
mit dem Buchstaben W. B. gezeichnet war, und einem Grönlandsfahrer vom Admiral Wilhelm Ba-
stianse gehöret: selbige wird allda in der Kayserl. Kunst-Cammer zur Rarität aufgehoben, wie der

487

strandet en Hval, i hvilken en europæisk Harpun sad fast. Da nemlig den siberiske Rei-
sende, Akademikeren G.F. Müller, i 1736 opholdt sig i Jakutzk, traf han der en hollandsk
Matros, Henrich Busch ved Navn, som havde været med paa den Expedition, Russerne i
1714 havde foretaget for at finde en Vei fra Ochozk til Kamtschatka, og som fortalte ham,
at der i Aaret 1716 under Expeditionens Ophold ved Mundingen af Floden Kompakova (paa
Vestkysten af den nysnævnte Halvoe, omtrent paa 50° N.B.) var kastet en Hval op paa
Kysten, som havde en Harpun i sig af europæisk Arbeide og stemplet med latinske Bog-
staver”). Rigtignok tilføjer Müller, at Busch hverken kunde læse eller skrive, og da det
Samme var Tilfældet med de Kosakker, som han var i Følge med, er det saaledes vel
muligt, at hans Angivelse ikke i ethvert Punkt er at forstaae efter Bogstaven; men denne
Omstændighed kan dog neppe svække hans Beretnings Troværdighed i det hele taget;
Busch maatte ifølge sin tidligere Beskæftigelse vistnok være fuldkommen istand til at er-
kjende Harpunens europæiske Herkomst, og han har ved den anførte Yttring om de latin-
ske Bogstaver vel kun villet sige, at han havde fundet et af de sædvanlige Stempler paa
den, hvormed de europæiske Hvalfangere regelmæssig forsyne deres Harpuner.

Men hvor interessante disse Tilfælde endog ere, lader der sig dog ikke med Sikker-
hed slutte mere af dem, end at Hvaler, som Hvalfangere have gjort Jagt paa ved Spitz-
bergen, kunne gjennem Behringsstrædet streife endog heelt ned til Koreas og Japans
Kyster. At Grønlandshvalen regelmæssig skulde indfinde sig i disse Egne er der-
imod ikke beviist derved; og da Hvalfangerne efter de Barder at dømme, som de hjem-
bringe fra Fiskegrundene omkring Japan, nuomstunder ikke træffe nogen anden Hval der
end en af de under det collective Navn af Ba/æna australis sammenblandede Arter, maa
man, ialfald i de Tilfælde, hvor disse af europæiske Harpuner saarede Hvaler ere blevne
fundne saa langt sydpaa som ved Koreas og Japans Kyster, snarest antage, at de kun til-
fældigt have forvildet sig derhen. Noget andet er det, om Grønlandshvalen maaskee
kunde indfinde sig regelmæssig længere nordpaa i Behringsstredet og i Havet omkring
Kamtschatka, og der er Meget, som til en vis Grad taler derfor. Da Sydhavs-Hvalfangerne
i Begyndelsen af Aarene fyrretyve begyndte at udstrække deres Togter til disse nordlige
Egne, traf de nemlig der en Slags Hvaler, som vare forskjellige fra de sædvanlige Sydhavs-
Rethvaler og som de paa Grund af deres meget større Hoved og i en langt stærkere Bue
krummede Overkjæbe gave Navn af Bowheads, Buehoveder. Allerede i denne korte Skil-
dring af disse »Bowheads« erkjender man uden Vanskelighed Træk, "hvorved Grønlands-
hvalen udmærker sig, og deres Lighed med denne bekræftes end yderligere ved de i Handelen

Ost-Indische Schiffer Jacob Col von Sardam bezeuget, welcher auch mehr als einmal in Grönland
gewesen ist, dahero ihm sothane Harpun bekannt war.«

1) Müller, G. F. Sammlung Russischer Geschichte. Des 3ter Bandes Istes, 2tes u. Stes Stück. St.
Petersburg 1758, p. 104.

188

gaaende saakaldte Ochotzske og Polar-Barder, som jo netop hidrøre fra de Egne, hvor
Buehovederne jages, og som det ikke er lykkedes os at skjelne fra ægte Nordhvalsbarder
fra Grønland ved noget sikkert Kjendetegn. Der kan derfor neppe vere Tvivl om, at der i
Havet omkring Kamtschatka lever en Hval, som, efter Hovedets Form og Bardernes Be-
skaffenhed at domme, ialfald maa hore til selv samme Gruppe som Gronlandshvalen; om
den er noiagtig samme Art som denne, kan derimod vel vanskeligt afgjores, saalenge dens en-
kelte i Handelen gaaende Barder er Alt, hvad der er kommet til Europa af den. Vi have i
det Foregaaende berørt, at allerede Zorgdrager havde troet blandt de ved Spitzbergen fore-
kommende Hvaler at kunne skjelne mellem en Vestiis-Fisk og en Sydiis-Fisk, og man er
neppe allerede nu berettiget til ganske at afvise Muligheden af, at Gronlandshvalen kunde
vere en collectiv Art ligesom Sydhavshvalen, og at de amerikanske og engelske Hvalfangeres
Bowheads isaafald kunde falde sammen med de gamle Hollenderes Sydiis-Fisk. Men hvorledes
Afgjorelsen end vil blive, hvad enten Buehovederne med Tiden ville vise sig at vere ægte
Gronlandshvaler eller at danne en fra disse forskjellig Art, tor man dog vistnok allerede
nu udtale, at der derved neppe vil skee noget Brud paa den geographiske Fordeling
af Rethvalernes tvende Grupper; hvilken vi det Foregaaende have efterviist. Havet paa
begge Sider af Kamtschatka synes nemlig at vere den sydligste Grendse for disse tidt-
nævnte Bowheads; den danske Hvalfanger-Capitain Hr. Sodring, som paa sin tredie Reise
til det stille Hav, med Skibet Neptun, fangede tvende saadanne i Behringshavet lige ud for
Petropawlowsk, har velvilligen meddeelt os, at det først var paa dette Sted at han traf dem,
og at der paa den noget sydligere Fiskeplads, hvor han tidligere havde fanget, kun
havde viist sig de sædvanlige Sydhavs-Rethvaler. De to Stykker, som det lykkedes Hr.
Sodring at fange, fik han i Maanederne Juni og Juli; der var dengang ingen lis der, hvor
han krydsede, mellem Petropawlowsk, Behringsoen og den vestligste af Aleuterne, men
lidt nord for Behringsoen skal Isen efter hans Angivelse paa sine Steder endnu ligge saa
langt ud paa Sommeren. Bowheads, vare dengang paa den nævnte Fangeplads blandede
mellem sædvanlige Sydhavs-Rethvaler, og han havde saaledes god Leilighed til ved umid-
delbar Sammenligning at overbevise sig om den væsentlige Forskjel i disse to Rethvalers
Udseende. Om imidlertid Buehovederne længere hen paa Sommeren drage nordpaa gjen-
nem Behringsstrædet, om det maaskee kun er i en kortere eller længere Tid af Aaret af
de mødes med Sydhavs-Rethvalerne i Havet ved Sydspidsen af Kamtschatka, saa at sige
paa Grændsen af begges særlige Udbredningsbelter, men i den øvrige Deel af Aaret maaskee
ere vidt fjernede fra dem i ganske andre Have, dette maae vi overlade fremtidige lagtta-
gere at opklare.

489

Nordhvalens ydre og indre Særkjender.

Den foregaaende Undersøgelse har ført til Erkjendelsen af, 1) at der ikke blot paa den
sydlige, men ogsaa paa den nordlige Halvkugle og atter saavel vest som øst for den gamle
Verden findes flere forskjellige Arter af Rethvaler; 2) at alle disse Arter synes at
kunne henføres til to forskjellige Grupper, hvoraf den ene kan siges at have Kapshvalen,
den anden Nordhvalen til Repræsentant, og 3) at den af disse to Grupper, der repræsen-
teres ved Kapshvalen, langtfra at være indskrænket i sin Udbredning til Havene syd for
Linien, tvertimod har og altid har havt hjemme i alle den nordlige Halvkugles iisfrie Have,
saavel i Vest som i Øst, medens hiin anden Gruppe holder sig nærmere Nordpolen og
navnlig (som Tilfældet er med Nordhvalen) til Isens umiddelbare Nærhed.

Videnskabens næste Opgave maa det nu blive at udfinde tilfredsstillende Sær-
kjender, udvendig og indvendig paa Skelettet og alle dets enkelte Dele, idetmindste for de
to Arter, der ere opstillede som Repræsentanter for de to Grupper, dem vi for Kortheds
Skyld ville betegne som Nordhvalernes og Sydhvalernes Gruppe.

For den sidstnævnte Gruppes Repræsentant kan dette siges at være opnaaet ved
Cuviers classiske Undersøgelser af to Skeletter af denne Art, det ene af et voxent Dyr,
det andet af en Unge, begge fra Kap sendte til Parisermuseet ved den franske Naturforsker
Delalande. Men en lignende Sending var hidtil ikke kommen hverken Cuvier eller nogen
anden europæisk Naturforsker til Gode af Grønlandshvalen. Hvor hoist ønskeligt det end
altid har maattet være at faae dette mærkværdige Dyr, hvoraf i et Par Aarhundreder flere
Tusinder aarlig bleve fangede, noiere undersøgt, har dette dog hidtil aldrig kunnet lykkes.

Saa besynderligt dette ved første Øiekast end kan synes at være, ligger dog ved
nærmere Betragtning Grunden dertil tydelig for Dagen. Under den tidligere saa rige Fangst
af dette Dyr i de nordlige Polarhave havde de enkelte mere videnskabelig dannede Hval-
fangere — saasom navnlig Capt. W. Scoresby — en overordentlig gunstig Leilighed til at
gjøre Iagttagelser om dets Levemaade paa den Aarstid , da Fangsten udførtes, saavelsom
om dets Ydre, men ingenlunde til at anstille nærmere Undersøgelser af de enkelte Dele,
ei heller til at opbevare og hjembringe synderligt deraf. Afseet fra Barderne, tilberedte

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 62

490

som Handelsvare, har Udbyttet af de mange tusinde Individer, som deraf bleve dræbte,
for samtlige europæiske Museer indskrænket sig til en 4 til 5 smaa Fostre, 3 eller 4 meer eller
mindre ufuldstændige Cranier og forskjellige enkelte Knogler, især Underkjæber og løsrevne
Trommehulebeen. Af Fostrene er et (mandligt) blevet benyttet af Jan Arnold Bennett), et
andet (qvindeligt) af Peter Camper?) til at give en Oversigt over de fornemste indre Deles
Leie, et Par af G. Sandifort?) til at undersøge Strubehovedet. Af Cranierne er et af en
Nyfodt blevet beskrevet og afbildet i sine ydre Dele af Camper (see Note 2), det af et ældre
Individ, som findes i Berlinermuseet er paa samme Maade blevet beskrevet og afbildet,
deels afPander og d’Alton d. AR.*), deels af Brandt og Ratzeburg); endelig er et temmelig
beskadiget Cranium i British Museum af et udvoxet Individ og adskillige enkelte Knokler
ligeledes blevne beskrevne og afbildede af Cuvier®). (Et ungt Cranium i Hamborger Museet
er, saavidt vides, ikke beskrevet). Det var, og kunde kun være, enkelte Brudstykker af
Dyrets Anatomie, der paa et saa ufuldstændigt Materiale kunde leveres.

Savnet af en noiere Charakteristik af Nordhvalen kan maaskee siges med Hensyn
til dens.Skeletdele at have været mindre føleligt, saalænge man kun antog to Arter af Rethvaler,
og dog den ene Arts Skelet ved Cuviers Undersøgelser var godt kjendt. Enhver Rethval-
knogle, der ikke bar den tilsvarende Knogles Charakterer hos Kapshvalen, kunde da endnu
bestemmes som tilhørende Nordhvalen. Ifølge det Resultat, hvortil vi ere komne ved de i
det foregaaende Afsnit meddeelte Undersøgelser, er Forholdet nu et heelt andet. Vel tør
vi, som allerede ovenfor (Pag. 483) udtalt, formode, at samtlige til hver af Grupperne
hørende Arter besidde de Særkjender i Beenbygningen, der charakterisere Gruppens Re-
præsentant, men det bliver da af største Vigtighed at have fuldstændig Kundskab om disse
Serkjender hos hver især. Langtfra altsaa, at en noiere Beskrivelse af Nordhvalens enkelte
Dele i Almindelighed og Skeletdele i Særdeleshed nu, efterat de Cuvierske Undersøgelser
af Kapshvalen ere i Alles Hænder, skulde kunne siges at have tabt sin Interesse, maa den
tverlimod paa Videnskabens nærværende Standpunkt siges at være mere nødvendig end
nogensinde for. Hertil ville vi endnu foie følgende Bemærkninger. Da man ved Cuviers
Undersøgelser af Kapshvalens Beenbygning ikke blot har faaet et fyldestgjørende Beviis for
dens Artsforskjellighed fra Grønlandshvalen, men den første fuldstændige Beskrivelse af et
Rethvalskelet overhovedet, maatte dens Skelet tillige staae som Repræsentant for Rethva-

1) Natuurkundige Verhandelingen van de Koninklijke Maatschappy der Wetenschappen te Haarlem.
5 D.. 1 Stuk. Amsterd. 1809.

*) Observations anatomiques sur la structure intérieure et le squelette de plusieurs espèces de cétacés.
Paris 1820 (Opus posthumum).

5) Nieuwe Verhandelingen der eerste Klasse van het Koninklijk-Nederlandsche Instituut van Weten-
schapen te Amsterdam. Derden Deels eerste Stuk. Amsterdam 1831.

4) Skelette der Cetaceen 1827.

5) Medieinische Zoologie 1. Bd. 1829.

6) Recherches sur les ossemens fossiles. Tome V.

ag

lernes Beenbygning overhovedet. Vi vove imidlertid at paastaae, at Nordhvalens Skelet
dertil egner sig bedre end Kapshvalens, navnlig i Modsætning til Rorhvalernes Been-
byening; og det paa Grund af, at det forste Resultat af enhver Sammenligning mellem
Kapshvalen og Nordhvalen altid maa være, at denne staaer i en skarpere Modsætning til
Rorhvalerne end hiin, eftersom det er hos Nordhvalen, at Barderne, hvis umaadelige Ud-
vikling er Rethvalernes væsentligste Særkjende, have naaet deres Hoidepunkt, og alle de
indgribende Formeiendommeligheder, som betinges af den overordentlige Bardeudvikling,
maae folge Skridt for Skridt med den.

Men vi have endnu en ny Grund at anfore for at benytte Nordhvalen fremfor den
kapske Sydhval til Repræsentant for Rethvalernes Slægt, og det en Grund, der ifølge det
Foregaaende vel kunde siges at være overraskende, den nemlig, at, hvor mange Besvær-
ligheder og Bekostninger det end altid maa føre med sig at skaffe Skelet og Indvolde til-
veie af saa colossale Dyr som Rethvalerne overhovedet, ville disse Besværligheder og Be-
kostninger dog i Reglen være langt mindre betydelige for Nordhvalens Vedkommende end
for enhver anden Arts, saalænge det kun er med dens regelmæssige Kystfangepladser (i
Grønland), ikke med Sydhavshvalernes (ved de africanske og nyzeelandske Kyster), at euro-
pæiske Museer hidtil vides at være traadt i Forbindelse, hvortil endnu kommer den paa-
skjønnelsesværdige Beredvillighed, der bestandig har været viist de danske Museer og
Videnskabsmænd fra den Kongl. grønlandske Handels Directions Side og fra de ved det
nordlige og sydlige Inspectorat ansatte Embedsmænd, tidligere navnlig Hr. Major Fasting og
den desværre tabte Capt. Holbøll, i seneste Tid de Herr. Dr. Rink og Justitsraad Olrik.

Det er nemlig, som Erfaringen har lært, ikke fra Hvalfangerskibene, men fra de regel-
mæssige Kystfangepladser, at man kan gjøre sig Haab om at faae det til Rethvalernes
Studium nødvendige Materiale. Hvor heldige vi i denne Henseende have været, vil frem-
gaae af Listen paa det Materiale, der har staaet til vor Raadighed ved denne Under-
søgelse,

1) Det fuldstændige Skelet af et omtrent 474 Fod langt, ifølge Angivelsen mand-
ligt Individ. Det blev i Aaret 1846 mod Godtgjørelsen af de forholdviis ubetydelige Om-
kostninger af Capt. Holbøll overladt Bestyreren af Universitetets zootomisk - physiologiske
Museum og af ham til Museet, og har deri staaet opstillet indtil Vinteren 1860—61, lige-
som det ogsaa er fornemmelig efter det, at Afbildningerne ere tagne paa den efterfølgende
2den, 4de, dte og 6te Tavle. Men da det, skjondt iøvrigt fuldstændigt, havde den Mangel,
at alle de forreste Halehvirvler vare aldeles udartede i deres Form ved Exostoser, og da
dets Bækkenbeen kun fandtes at bestaae af to Knogler paa hver Side, medens den tredie,
der turde have den allerstørste Interesse, manglede, har det nu maattet vige Pladsen for
det følgende, der med alle dettes Fuldkommenheder ikke havde nogen af disse to væsent-
lige Mangler.

62"

2) Et først i Efteraaret 1860, altsaa efterat denne Afhandling allerede var bleven
forelagt Selskabet, ved Hr. Dr. Rink til det samme Museums Bestyrer besørget Skelet af
en udvoxen Han, 44%‘ lang, fanget den foregaaende Vinter ved Holsteinsborg, og der paa
det omhyggeligste præpareret ved Hr. Kolonibestyrer Elbergs Forsorg. Med Skelettet fulgte
adskillige andre Dele af samme Individ, alle nedlagte i Salt, nemlig den forreste og bageste
Deel af Bardesættet, det mandlige Lem, Øinene, de Dele af Huden, hvorpaa Blæsegattet og
Øregangene udmunde, og hele Strubehovedet. |

3) Det ligeledes fuldstændige Skelet af et ungt Individ af Hunkjonnet, 22 Fod
4 Tommer langt. Det er i Efteraaret 1857 af Hr. Justitsraad Olrik sendt til det Kongl.
naturhistoriske Museum. Barderne vare endnu fastsiddende til Ganens Sidedele, og Bækken-
benene samt Strubehovedet med Luftroret medfulgte.

4) Et nyfodt Individ af Hunkjonnet, der den 6te Mai 1843 var blevet harpuneret
af en engelsk Hvalfanger i Nærheden af Godhavn, medens det fulgte Moderdyret, og som
Skibets Capitain, da han 12 Dage derefter, den 20de Mai 1843, lob ind til denne Havn
forærede til Hr. Major Fasting, der atter (som allerede anført) skjænkede det til det Kongl.
naturhistoriske Museum. Da det om Efteraaret samme Aar kom hertil i Saltlage, havde det
en Længde af 13 Fod, hvoraf Hovedet udgjorde 4‘, altsaa lige mellem ? og Ys. Skindet
staaer udstoppet i Museet, Skelettet tørret, og dette har for Tiden kun en Længde af 11/9”,
hvoraf Hovedet udgjor 3/9“, altsaa næsten 15. Indvoldene bleve af den daværende Direc-
tion for det Kongl. naturhistoriske Museum overladte Universitetets zootomisk - physiologiske
Museum.

5) Hovedet af et omtrent fuldbaaret Foster, næsten af samme Størrelse som det
af det sidstnævnte, nemlig 3/8" langt. Det blev i 1854 sendt i Saltlage fra Capt. Holbøll
og er nu for største Delen opbevaret i Viinaand i det zootomisk-physiologiske Museum.

6) Et qvindeligt Foster, 8% langt, Hovedet 271012" ligeledes af Capt. Holbøll
nedsendt i Saltlage og nu stykkeviis opbevaret i Viinaand i samme Museum.

Dette Materiale til Studiet af Nordhvalens ydre og. indre Bygning maa unegtelig
kaldes et forholdsviis overordentlig rigt, naar man tager Hensyn til, at hidtil end ikke et
heelt Skelet af dette mærkværdige Dyr nogensinde har staaet til Naturforskernes Raadighed.
Med Hensyn til de ydre Former have vi maattet holde os til lagttagelserne paa det ny-
fødte Exemplar og Fostrene, nedsendte i Saltlage, og med Hensyn til Indvoldene staaer
ogsaa mangt et Savn endnu tilbage at udfylde, men ved de fastere Dele, navnlig Skelettet,
kan dette neppe siges at være Tilfældet.

En væsentlig Fordeel ved vort Materiale bestaaer deri, at det indbefatter Individer
af saa høist forskjellig Alder og Udvikling: to Skeletter af omtrent udvoxne Individer, eet
af et halvvoxent, et nyfødt Individ og et Foster fra Svangerskabets Midte.

Foie vi hertil endnu, at det ogsaa er blevet Een af os forundt i Sommeren 1842,

ved Prof. Sundevalls Forekommenhed at besigtige og udmaale et i Stokholmer Rigsmuseet
i Viinaand opbevaret Foster, 16%“ langt, saa vil det neppe vere for meget sagt, at Alders-
forskjellighederne for denne Art i de allerfleste Henseender ere blevne os fuldkommen
klare. I Henseende til Kjønsforskjellen have vi været mindre heldige, idet de to ældste
Individer begge have været Hanner, alle de spæde derimod Hunner.

Som en overordentlig stor Fordeel maae vi endelig endnu udhæve, at Fostret fra
Uterinlivets Midte og Hovedet af det fuldbaarne Foster have — efterat være skilte i flere
Stykker — kunnet opbevares i Viinaand. At man end ikke til Skelettets Undersøgelse,
naar den skal være nogenlunde fuldstændig og noiagtig, kan undvære Exemplarer med alle
Delene i deres naturlige indbyrdes Sammenhæng, gjelder maaskee for Hvaldyrene mere
end for nogen anden Dyrfamilie. Uden at have deslige Exemplarer til sin Raadighed kan
man hverken danne sig nogen rigtig Forestilling om Brystlemmernes rette Stilling eller
om Ribbenenes Forbindelse med Hvirvelsoilen og med Brystbenet, eller om Bækkenbenenes
Leieforhold til de øvrige Dele. Ja selv om de enkelte Knoglers Form kan man hos ud-
voxne Individer ikke i alle Tilfælde, hos yngre saagodtsom i intet, faae en noiagtig Fore-
stilling, naar de først have været underkastede enten Tørringens eller Forraadnelsens
Indvirkning. Thi Forbeningen skrider navnlig hos de store Bardehvaler meget langsomt
frem; i flere Knogler fuldføres den først overmaade seent, i nogle, saasom i Haandrod-
og Fingerknoglerne, rimeligviis aldrig; men saalænge en Knogle endnu tildeels er bru-
sket, navnlig paa sin Overflade eller paa sine meest fremragende Dele overhovedet, saalenge
taber den omtrent lige meget sin naturlige Form, hvad enten det Bruskede skrumper ind
ved Tørringen eller falder af ved Forraadnelsen.

Vort rige Materiale have vi i nærværende Afhandling benyttet efter bedste Evne til
at give, saavidt mulig, en fuldstændig Beskrivelse af Nordhvalens ydre Former og mere udadtil
liggende Dele overhovedet, samt af Skelettet og dets enkelte Knogler. I Overeensstem-
melse med den Anskuelse, at det er hos Nordhvalen at Rethval-Slægtens eiendommelige For-
mer skarpest ere udtalte i Modsætning til Rørhvalernes, have vi under dens Beskrivelse stadig
kastet et sammenlignende Blik paa disse; men da vi derhos antage Nordhvalen og Kaps-
hvalen hver for sig som Repræsentant for en særlig Gruppe indenfor Rethvalernes Slægt,
have vi ikke mindre stadig tillige havt Kapshvalen for Øie, idetmindste forsaavidt delte lod
sig gjøre gjennem Cuviers Beskrivelse og Afbildninger af denne Årt.

Nordhvalen maa unegtelig henregnes til de kolossaleste af alle Dyr. De store
Finhvalers meget større Længde opveies ved Nordhvalens langt betydeligere Tykkelse;
Pukkelhvalerne kunne blive nok saa lange, men ikke saa tykke; Sydhvalerne staae idetmindste
for størstedelen tilbage for den, saavel i Længde som i Tykkelse, og blandt Tandhvalerne

494
findes kun eetDyr, som maaskee i begge Henseender kan stilles ved Siden af Nordhvalen,
nemlig Han-Kaskelotten.

Til Bestemmelsen af det Spørgsmaal, hvor stor den udvoxne Nordhval kan antages
at være, have vi et Par Bidrag at meddele. Som bekjendt, har den overordentlig erfarne
og paalidelige Hvalfanger Scoresby angivet, at de største Nordhvaler, han har seet,
vare henved 60 engelske Fod lange, eller henved 58 danske, hvorhos han dog ikke vil
benægte, at de jo kunne naae ud derover. Ingen vil vel tyde denne Angivelse saaledes,
‚som om enhver Nordhval, der ikke har naaet 58 eller derover, ei heller skulde være ud-
voxen; det er en Selvfølge, at der blandt Nordhvalerne ligesom blandt Dyrene i Alminde-
lighed findes større og mindre Individer. Men af det til vor Raadighed staaende Materiale
synes det at fremgaae, at den individuelle Forskjellighed i denne Henseende turde være
betydeligere, end man vel har tænkt sig.

Man veed, at Hvirvelbeenslegemerne forbene paa samme Maade som de lange Knogler,
nemlig først i Midtstykket, dernæst i hver af dets to yderste Ender, her nemlig i Form af
Beenskiver, hvorefter Vexten i Længderetningen endnu kun gaaer for sig i den ikke for-
benede Deel mellem Midtstykket og Endestykkerne. Er omsider ogsaa denne Deel forbenet,
saa at alle tre Stykker danne et eneste fastsammenhængende Beenstykke, saa er det ogsaa
aldeles forbi med Væxten i denne Retning. Men med Standsningen af alle de enkelte
Hvirvelbeens Væxt, maa ogsaa hele Hvirvelsoilens Væxt i Længden være standset, og
at Kjæberne da endnu skulde blive ved at forlænge sig er i alt Fald heist usandsynligt.
Vi maae altsaa holde fast paa den bekjendte Regel, at Hvirvellegemernes Sammensmeltning
med deres Endeplader afgiver et sikkert Mærke paa, at et Skelet hidrører fra et fuldt
udvoxet Dyr.

Dette Mærke er nu virkelig tilstede paa eet af de til vor Raadighed stillede Ske-
letter, men, mærkeligt nok, — det er ikke paa det største iblandt dem, der er 47% Fod
langt, Hovedet 18/7, men paa det under Nr. 2 anførte, der kun er 441 Fod langt, Hove-
det 1777", Paa det større Skelet er Forbindelsen mellem Hvirvellegemerne og deres Ende-
plader rigtignok intetsteds saa løs, at det skulde have været nødvendigt ved Opstillingen
at nagle dem sammen, men dog — især i hele Brystegnen — ikke inderligere, end at
man jo ved en vis Kraftanvendelse maalte kunne skille dem ad. Hyirvellegemerne og deres
Endeplader danne ikke endnu en enkelt Beenmasse, og saalenge dette ikke er Tilfældet,
er en yderligere Væxt i Længderetningen endnu mulig.

Det er altsaa afgjort vist, at nogle Nordhvaler ere udvoxne, uagtet Hovedet er idet-
mindste 1 Fod, hele Legemet idetmindste 3 Fod kortere end hos andre Individer af samme
Art. At vor Udmaaling af det mindre Individ kan være faldet noget for lavt ud, tør ikke
ganske benegtes, men vist er det, at det ‘alfald ikke gjelder for Hovedet, og kun i
meget ringe Grad kan gjelde for Hvirvelsøilen, navnlig af følgende Grunde. Intet Hvirvel-

been mangler, end ikke paa Halespidsen; thi, i Overeensstemmelse med hele Præpara-
tionens Omhyggelighed, fandtes de sidste 11 Hvirvelbeen endnu forenede ved deres Mellem-
brusk og det allersidste endnu forenet med Huden i Indsnittet mellem Halefligene. En
Indskrumpning af Mellembruskene tør ikke negtes, men den kan i hele Hvirvelsøilens Længde
neppe have udgjort en heel Fod; thi Bruskene vare ingenlunde indtørrede, og ligesom de
sidste Halehvirvler, saaledes vare ogsaa de øvrige Hvirvler endnu forenede parviis i na-
turlig Sammenhæng, hvorved det blev let at stille dem alle i den rette Afstand indbyr-
des. De 11 sammenhængende Halehvirvler udgjorde ved Modtagelsen midt i Septem-
ber 1860, da Mellembruskene endnu vare meget bløde, 3’5"; to Maaneder senere, da
Mellembruskene vare blevne tørre, var endnu ikke nogen Forandring kjendelig i dette
Stykkes Længde, men midt i April 1861, altsaa 7 Maaneder efter, vare de indsvundne
Wl ob aie ;

Vi troe os altsaa berettigede til at angive, at idetmindste enkelte Nordhvaler ikke
opnaae større Længde end 44% eller hoist 45 Fod (46 engelske Fod, 14", 12) skjondt det
synes, at andre kunne blive en heel Trediedeel længere. Men hertil knytter sig en anden
Betragtning. Om hiint lille, og dog udvoxne Individ er det afgjort, at det var en Han.
Til yderligere Sikkerhed fulgte dets Penis med i Salt, og al Tanke om en mulig Forvexling
maatte saa meget mere falde bort, da det var det eneste Individ, der overhovedet var blevet fanget
ved Colonien i de to sidste Aar. Vort andet store Skelet var ikke fuldt udvoxet, men dog
meget nær derved, og skjøndt 3 Fod længere end hiint, vilde det dog, som udvoxet, altid
endnu kun gjelde for en mindre Nordhval, og om dette Exemplar er det ligeledes ud-
trykkelig blevet os opgivet, at det var en Han. Disse Erfaringer, hvor faa de end ere,
kunne dog nok tjene til Styrke for den Sætning, at hos Nordhvalen ligesom hos Hval-
dyrene i Almindelighed (afseet fra de i denne Henseende saa isoleret staaende Kaskelotter)
Hannerne ere mindre end Hunnerne, og at altsaa sikkerlig alle Angivelser om Nordhvalens
største Længde kun gjelde om Hunnerne. Af bestemte Udmaalinger har Scoresby kun
angivet sex"), og af de udmaalte Individer er Kjønnet kun angivet paa de fire; to vare
Hanner, to Hunner. Det længste Individ, 58 engelske Fod langt, var iblandt dem, hvis Kjon ikke
er opgivet. Det maa være os tilladt at antage, at det har været en Hun. Den næststørste
var en Han, 52 engelske Fod (50Yo Danske) lang. Om det end kunde antages, at Sco-
resbys Udmaalinger vare skete efter samme strenge Fremgangsmaade som vore, nemlig
ikke langs den hvælvede Overflade men efter en lige Linie mellem Snudens forreste Spidse
og Indsnittet mellem Halefligene, saa foreligger dog intet bestemt Tilfælde, i hvilket Nord-
hvalhannen har havt en større Længde end 50e danske Fod, og en Svæven mellem 45 og

1) Account, I, p. 464.

501% Fods Længde er neppe betydeligere end den, der ellers overhovedet finder Sted hos
een og samme Årt.

Til Bestemmelsen af Nordhvalens sædvanlige Længde ved Fødslen troe vi at kunne
paaberaabe os det paa vor Liste under Nr. 4 anførte Exemplar, der findes afbildet paa den
første Tavle. Vel svømmede det allerede frit, da det harpuneredes ved Siden af Moderdyret,
men en Deel af Navlesnoren var dengang endnu vedhængende. Allerede ovenfor er det
blevet sagt, at det ved Ankomsten hertil i Saltlage maalte i lige Linie 13 Fod. At Nord-
hvalen ved Fødslen er en 13—14 Fod lang eller lidt derover, stemmer ogsaa saavel med
de sædvanlige Angivelser som med den Regel, at de store Hvaldyr ved Fødslen have mel-
lem 4/3 og {4 af det voxne Dyrs fulde Længde, dog nærmere ved 4/4, medens de mindre
Arter som nyfødte allerede maale omtrent 43. Vort Individ var en Hun; at Hannerne
allerede fra Fødslen skulde være mindre end Hunnerne, altsaa under 13—14 Fod lange,
er ialt Fald usandsynligt.

De fleste af Rethvalerne i de mildere Verdenshave blive neppe saa store som de
største Nordhvaler, men deres Hunner alligevel tildeels større end de udvoxne Nordhvalhanner.
Om dem i det sydlige Atlanterhav veed man navnlig af Cuviers Maalinger, at det i Pari-
sermuseet opstillede Skelet af den kapske Rethval er 14,55 (= 4613 danske Fod) langt.
I Museet i Bordeaux findes en Efterligning i papier maché af et Rethvalfoster, der i 1831
er taget af Roussel de Vauzeme i Nærheden af Tristan d’Acunha og maalt at ære 2" 8”
langt (fransk Maal), altsaa 0,"866. Paa Etiquetten staaer anført, at Moderdyret var 21 Gange
længere, hvilket vilde udgjøre 43% franske Fod eller 14 Metrer — 44% danske Fod. I
Parisermuseets Gaard sees opstillet Skelettet af en Rethval fra Sydhavet, og navnlig fra
Acaroabugten ved Ny-Zeeland (en drægtig Hun), som ifølge velvillig Meddelelse af den
ved Museet ansatte Naturforsker Hr. Gratiolet, paa Fangestedet skal være bleven udmaalt
af Hr. Lieutenant Méryon og funden 15”,9 lang, hvilket udgjør 49%3 danske Fod, og den
Hunhval, som Dieffenbach udmaalte i Jackson-Bugten paa samme Øe, og af hvilken han
hjembragte den Tegning, som foranledigede Gray til at opstille sin Balena antipodarum,
var endog 60 engelske, eller 58/4 danske Fod lang, men blev rigtignok ogsaa anseet for et
aldeles udsædvanlig stort Exemplart).

Hvad fremdeles de nu næsten udryddede Rethvaler i Atlanterhavet nordfor
Linien angaaer, er det eensstemmig angivet af de ældre Hvalfangere, at de vare betydelig
mindre end Nordhvalen ikke blot i Legemets Omfang, men ogsaa i Længderetningen. Der-
imod synes det næsten, som om de Rethvaler, der leve i det nordlige stille Hav, kunne,
om ikke overgaae, saa dog fuldkommen maale sig med Nordhvalen. Vel er der os ingen

1) Dieffenbach, E. Travels in New Zealand. Vol. 1, p. 44.

497

af Fagmænd foretagne Udmaalinger bekjendte af disse Hvaler; men efter de Oplysninger
at dømme, som den ene af Forfatterne (Reinhardt) indhentede under sit Ophold paa Sand-
wichsøerne, synes det rigtignok, at de kunne naae indtil 70 Fods Længde, og navnlig blev
det ham meddeelt af Styrmanden paa Hvalfangeren »die Elbe«, at dette Skib i Fangetiden i
1846 noget sønden for Mount Kronotsky havde fanget en Rethval, der var bleven maalt
paa Grund af sin Størrelse og var befunden at være 71 Fod lang og 48 Fod i Omkreds
samt at have 131 Fods længste Barder.

Til at bestemme Arten vil derfor ifølge Ovenstaaende en Rethvals Længde alene
ikke kunne tjene uden i visse enkelte Tilfælde.

Som een af de væsentligste Charakterer for Nordhvalen maa derimod regnes den
overveiende Størrelse af dens Hoved i Forhold til det øvrige Legeme. Alle Rethvaler staae
i denne Henseende over Rørhvalerne, men blandt selve Rethvalerne atter Nordhvalen øverst.
Imidlertid gjelder dette ikke i lige høi Grad for alle Individer af denne Art; ja den heri
saa erfarne Capt. Scoresby siger endog"), at Forskjellen er saa stor, at den kunde lede
til Antagelsen af flere Underarter eller Varieteter blandt Nordhvalerne. Hos nogle Individer
har han nemlig fundet Hovedet at udgjore ”4o af hele Dyrets Længde, hos andre neppe
340, ligesom han ogsaa hos nogle har fundet Legemets Omkreds at udgjøre næsten 7/10,
hos andre under 4o eller endog kun lidt over !/ af dets Længde.

Paa vore Skeletter have vi fundet en lignende Uovereensstemmelse, men langtfra derved
at formode Subspecies eller Varieteter, have vi deri endog troet ganske aabenbart at finde en
regelmæssig Kjøns- og Aldersforskjellighed. Vore Udmaalinger viste nemlig følgende Forhold:

Hovedet 184‘ 37
Paa Skelettet af den største Han — i — 0,3895
EA ts Dele Længden 471" 95 an,
Hovedet 17° 7” 211
» — » » mindre Han 0,3959
hele Længden 44° 5” 533 d
Hoved 7° 7” 91
» = Se unge Hun = =~ = 0,339
he Længden 22‘ 4 268 4
Hoved 4° 4 ag
peudentinyiadtenHum 2.2... 2: Frue ot 0,3077
Mert: : Hoved 2° 104 69
» det i Viinaand gjemte 2 Fost 2 — — = 0,3317
25 easter Længden 8' 8” 208 ga
» » spæde (Stokholmer) 2 Foster = ala a or
å ÉN Bs Længden 1‘ 44% BE LEGE PN 9

1) Account, I, p. 469.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd. 5 Bd. 63

498

Her have vi rigtignok ogsaa Hovedets forholdsvise Størrelse snart som næsten 4/10
snart som endog under 10 (%); men det kan neppe antages at være tilfældigt, at begge de
storhovedede Individer vare voxne Hanner, alle de smaahovedede derimod unge Hunner. Kun
derom kunde der være Tvivl, hvorvidt Forskjellen snarere tilhører enten Alderen eller
Kjonnet. Men denne Tyivl turde maaskee allerede siges hævet ved selve Scoresby's Angi-
velser. Hvor mangfoldige Nordhvaler denne udmærkede Hvalfanger end har fanget, har
han dog sikkerlig ikke udmaalt dem uden i ganske enkelte Tilfælde, og disse synes at
indskrænke sig til hine 6. Flere bestemte Udmaalinger har han ialfald ikke angivet, og til
flere kunne» vi altsaa ikke heller holde os. Disse 6 Udmaalinger”) viste følgende:

Kjønnet. Længden. ee Forholdet.
ængde.

une) hin ene | 54 engl. | 0,2941
Han. ; 28 81 | 0,30356
Buin : ae 50 155 É 0,3100 3
Uangivet à 51 re: 16 | 0,3137
Hana aims 20 | 0,846
Uangivet . 58 19 0,3276

Man seer, at i de 4 af disse :ilfelde, i hvilke Kjonnet er angivet, er Forholdet hos
den store Han: 0,3846, altsaa næsten ganske som paa vore to store Hanner, hos den
lille Han (28°) kun 0,30356, altsaa endog mindre end paa den af os udmaalte 221" lange
Hun. Vi have altsaa Grund til at antage, at Hovedets overveiende Storrelse forst ud-
vikler sig med Alderen; men af Maalingerne paa de to Hunner fremgaaer det dernæst, at
Hovedet paa det store Individ (50°) ogsaa kun udgjorde 0,31; Hovedets overveiende Stor-
relse synes altsaa at være et Særkjende for den ældre Han alene. Denne Slutning faaer
en endnu langt større Sikkerhed, hvis vi tør antage, at de to af Scoresby udmaalte Indi-
vider, hvis Kjon ikke er angivet, begge store (58° og 51‘) og begge med et forholdsviis
lille Hoved (0,3276 og 0,3137), have været Hunner.

For at sammenfatte dette Resultat i faa Ord: maa Hovedet hos Nordhvalen antages
fra Fødslen af at vere mellem % og Ys af hele Legemets Længde, paa ganske friske Ex-
emplarer rimeligviis nærmere %, paa de i Saltlage eller Viinaand gjemte (paa Grund af
Hvirvelsoilens stærkere Indskrumpning) nærmere 1/3; det vedbliver hos Hunnen hele Livet at

1) Account, I, p. 464.

199

holde sig til {3 eller noget derunder, men naaer hos Hannen under Opvæxten til langt
over 43, endog til %5. . Saaledes faaer da Hannen, skjondt kjendelig mindre end Hunnen,
dog et endog absolut taget langt større Hoved.

Ved at sammenligne vore Udmaalinger med Scoresbys bliver man let opmærksom
paa, at Hovedets forholdsvise Størrelse i det Hele taget er angivet noget betydeligere af
os end af ham, og da hans Udmaalinger ere skete paa friske Individer, vore paa Skeletter
eller paa Exemplarer, der i kortere eller længere Tid have ligget i Salt eller Viinaand, vil
man maaskee være tilboielig til at stole mere paa hans. Det er ogsaa unegteligt, at man
paa Skelettet aldrig kan være fuldkommen vis paa, at Hvirvlerne ere holdte i den tilborlige
Afstand indbyrdes, paa Viinaandsexemplarerne ikke med Sikkerhed kan beregne den sted-
fundne Indskrumpning af Senebaandene mellem Hvirvlerne. Men for ubetinget at holde
sig til de Scoresbyske Maalinger fremfor til vore, vilde det dog være nødvendigt at vide,
ikke blot om Maalene ere tagne efter en Linie parallel) med Legemets Axe, hvilket
maaskee bør ansees for givet, men, hvor Scoresby har sat Grændsen mellem Hovedet
og Kroppen. Paa Skelettet vil man neppe tage i Betænkning at sætte den i Ledforbindel-
sen mellem Nakkebenet og Atlas. Paa Hoiden af dette Led findes udvendig paa Nord-
hvalen baade de to Øreaabninger og den forreste Vinkel mellem Lufferne og Kroppen.
Men Øreaabningerne ere yderst vanskelige at finde, og det er ikke sagt, at Scoresby har
regnet med til Hovedet Alt hvad der ligger foran Brystlemmerne. Har han antaget Grænd-
sen mellem Hoved og Krop for at ligge længere fortil, saa har det ei heller kunnet und-
gaaes, at Hovedets forholdsmæssige Størrelse i alle Tilfælde ansattes for lavt.

At der i Sydhvalgruppen kunde findes Arter med et forholdsviis ligesåa stort Hoved
som Nordhvalen, kunde man fristes til at troe paa Grund af den Kjendsgjerning, at
deres Barder kunne opnaae Nordhvalbardernes endog største Længde (15‘). Vist er det
alligevel, at paa de enkelte Skeletter, der hidtil have kunnet blive udmaalte af denne
Gruppe, har Hovedet altid viist sig at være under en Trediedeel af Totallængden. Ifølge
Cuviers Maalinger var den store Kapshval 14",55 lang (ossem. foss. V, I p. 384), dens
Hoved (ibid. p. 377) 4™,30 altsaa kun "/oo1 istedetfor fox (Hs) 1). Af Ungen er Hovedet
i samme Værk Pag. 368 angivet kun at vere 2° langt, men Pag. 377 1",2, hvilket
udgjør 3° 9”; hele Skelettets Længde er ikke omtalt. Under et Ophold i Paris har
Een af os (Eschricht) maalt dette Skelet at vere 4",05, Hovedet 17,05, altsaa %/81 eller
kun lidt over 1/4.

lfølge den ovenfor angivne Meddelelse af den ved Museet ansatte Dr. Gratiolet,

1) Forholdet bliver rigtignok langt gunstigere, endog over 7/3 (4871455), naar man holder sig til hans
Angivelse om Hovedet af det samme Skelet 9 Sider forud (p. 368), nemlig 15 pieds; thi dette ud-
gjør 4m,87.

63°

500

skal det friske Dyr have været 15™,90 (50%) langt, Hovedet 4”,22 (knapt 13%‘), altsaa endog
kun lidt over Ys (0,2654) af Totallengden. Paa et 31” langt Foster af en ved Kamschatka
fanget Hval, henhørende til denne samme Gruppe, var fremdeles Hovedet kun 9”, altsaa
%1 istedetfor ‘3. At endelig Nordkaperen har havt et forholdsviis endnu kortere Hoved,
fremgaaer af hvad der om denne Art er anført i det foregaaende Afsnit.

Nordhvalens Ydre.

Vore Iagttagelser over Nordhvalens Ydre gaae ikke synderlig ud over dem, vi have
kunnet anstille paa det af Hr. Major Fasting skjænkede, nyfødte Individ. Foruden dette have
vi til denne Green af Undersøgelsen kun havt: 1) Hovedet af et fuldbaaret Foster, 2) det
8!/2 Fod lange Foster, og endelig 3) nogle ganske enkelte Dele, der fulgte med det 441:
lange Skelet.

Ved første Blik paa den 13° lange Nordhvalunge (Tavle ! Fig. 1) faldt den plumpe
og robuste Legemsform og den i Forhold til Længden betydelige Tykkelse i Øinene,
hvorved Rethvalerne i Almindelighed, men fortrinsviis Nordhvalen udmærker sig fremfor
alle Rørhvaler. Og dog havde der hos dette spæde Individ endnu kun dannet sig et ube-
tydeligt Spæklag under Huden"). Det tykkeste Sted af Legemet ligger omtrent midt imellem
Lufferne og Gattet, Hoidelinien udgjor paa dette Sted Ys eller 1/4 af hele Legemets Længde,
(Tavle 1 Fig. 1), saa at Legemets Omkreds her kan anslaaes til 4 af dets hele Længde.

Fra den butte Snudespids gaaer Hovedets øverste Omrids i en jevn Skraaning
opefter mod Blæsehullerne, der ligge paa Toppen af en lav Ophøining. Denne og Bag-
hovedet frembyde de hoiestliggende Punkter af hele Legemet. Bag Blæsehullerne sæn-
ker Omridset sig først lidt, men det hæver sig derpaa atter gradviis til en svag Hvæl-
ving, der antyder Hjerneskallens Plads, aabenbart en Levning af Fotalformen. Be-
tragter man Hovedet ovenfra (Tavle 1 Fig. 2), finder man dets Form meget afvigende
fra Rorhvalernes. Bredest mellem Øinene, trækker det sig nemlig tæt foran dem plud-
selig sammen til % af denne Brede, indknibes fremdeles meer og meer lige til den
fortil afrundede Snudespids, saa at den egentlige Overkjæbe næsten faaer Udseende af et
Næb, med hvælvet Overflade og, navnlig fortil, steile Sideflader. Overkjæbens nederste
Rand (see Fig. I) var allerede hos Fosteret og end mere hos den Nyfødte krummet efter
Længden, skjøndt dog kun svagt i Forhold til hvad den er hos ældre Individer. Langs

-

*) Hos en diende Unge af omtrent 19! Længde fandt Scoresby allerede et 5“ tykt Spæklag. See: W.
Scoresby, Journal of a voyage to the northern whale-fishery. Edinb. 1823, p. 149.

med dens forreste Halvdeel strakte sig en lav, men tyk Overlæbe, størst fortil, bagtil
stedse lavere, men tykkere, og omsider forsvindende i 1%" Afstand fra Snudespidsen.

Mundspalten er forfra bagtil noget Sformig boiet saaledes, at Mundvigen ligger
lidt lavere end Spaltens forreste Ende. Den ophører lige under Øiet, men fortsættes endnu
noget længere bagtil som en Spalte i den ydre Hud. Underkjæben var allerede hos dette
nyfødte Individ betydelig bredere end Overkjæben. Dens to Grene, der fortil støde sam-
men under Snudespidsen, bugnede saa stærkt ud til Siderne, at de omtrent midtveis stode
langt udenfor Overkjæben. Til Dækning af dette Mellemrum stiger fra deres øverste Rand
en ved Udspringet tyk, oventil skarprandet Underlæbe skraat opad og indad. Sin største
Hoide (13) har den omtrent midt mellem Snudespidsen og Mundvigen, dog noget nærmere
denne sidste. Bagtil taber den sig lidt efter lidt, fortil sænker den sig, i en Afstand af
omtrent 7” fra Symphysen, steilere nedefter, saa at der ved denne fremkommer et rund-
agtigt Udsnit, hvori under Mundens Lukning den noget fremstaaende Snudespids optages.
Samtidig lægge Underlæbens Siderande sig langs Overkjæben og skjule aldeles dennes for-
holdsviis saa lille Overlæbe.

De udvendige Næsebor, de saakaldte Blæsehuller, findes som allerede anført, paa
Toppen af en stump Ophoining, den af Hvalfangerne saakaldte »Krone« 1. Deres Afstand
fra Snudespidsen udgjorde hos den Nyfødte 2” 5”. Vi have havt Leilighed til at undersøge
dem, ikke blot paa den Nyfodte og de to Fostre, men ogsaa paa det udvoxne 449" lange
Individ. De have Form af to (hos den Nyfødte omtrent 3, hos den Voxne 8” lange) Buelinier, der
vende Ryggen (Convexiteten) mod hinanden (Tavle 1 Fig. 2 og 3), men saaledes, at deres
indbyrdes Afstand fortil er langt mindre (hos den Nyfødte 7°, hos den Voxne 2”) end
bagtil (hos den Nyfødte 2” 7, hos den Voxne 7/4”). At deres forreste Hjørner skulde
boie sig i modsat Retning, nemlig ind mod hinanden, var ialfald kun yderst svagt antydet
saavel hos den Voxne som hos den Nyfødte og Fostret, navnlig ikke nær saa meget som
paa den Scoresbyske Afbildning *). De ældre Angivelser om Blæsehullernes Sform maa der-
for ansees for urigtige eller ialfald meget overdrevne.

Indadtil begrændses Næseborene af den bruskede Næseskillevæg. Her have de en
skarp og ueftergivende Kant. Udadtil derimod begrændses de af en tyk, buttet Hudfold,

1) Idetmindste benævne Spitzbergens- og Strait-Davis-Hvalfangerne denne Ophøining saaledes (Sco-
resby, Acc. of the Arctic Reg. II, p. 219, i Noten); Sydhavshvalfangerne forstaae derimod ifølge
mundtlige Meddelelser af nogle saadanne saavelsom efter Jules Lecomtes Angivelse (Pratique de
la péche de la baleine dans les mers du Sud. Paris 1833, p. 71) ved Navnet »Kronen« en længere
fortil staaende Ophøining (see Schlegels Afbildning af den japanske Rethval i Fauna japonica), der
hos alle de i de mildere Have levende Rethvaler regelmæssig er besat saavel med Coronulaer og
Tubieineller som med tæt paa hinanden pakkede Cyami, og derved faaer en sneehvid Farve, der
tjener Hvalfangerne til Mærke.

2) Journal & c. p. 152.

502

der forestiller Næsefloien og ved Muskeltrevler lader sig trække saaledes ind, at hvert af
Næseborene forvandles til en kredsrund. Aabning, netop som Tilfældet er med Tandhva-
lernes enkelte Næsebor under Indtrekningen af den forreste butte Læbe, der svarer til
de to, her sammensmeltede Næsefløie.

Øinene sidde hos Nordhvalen meget lavt, hos den Nyfødte kun et Par Tommer
ovenfor Mundvigen, paa Toppen af en lille Ophoining 1°’ længere bagtil end Blæsehullerne,
Oienspalten var hos de Nyfødte kun 3" lang, hos den Voxne 2/4" men for og bagtil
forlængede den sig i en ikke gjennemgaaende Hudspalte, hvorved dens Længde blev 5%2”,
Selve Øienlaagene vare hos den Voxne 6” brede, tilsammen 5” høie, hvidgule med fine
sorte Prikker lig Krudtpletter, og stak ved denne Farve stærkt af mod den omgivende kul-
sorte Hud; hos den Nyfødte vare de allerede kun lidet bevægelige,, hos den Voxne vare de
under Opbevarelsen i Saltlage blevne haarde som Tre; Øienhaar forefandtes ikke. Qie-
æblet selv er meget lille, hos det voxne Dyr forfra bagtil 2” (Pukkelhvalens 2%"), i Tver-
maal 23/4" (Pukkelhvalens 312"); den tversgaaende Pupil 7“.

Øreaabningerne fandtes paa den nyfødte Nordhval 9" 6"’ bagfor og 1” 7”” lavere
end Øinene, vare næsten kredsrunde og henved 2 i Tvermaal!). Men i Henseende til
Leiet af disse Dele synes der at finde temmelig betydelige Afvigelser Sted; thi paa det 8%"
lange Foster fandtes Øreaabningerne kun 3” bag Øinene og 1” hoiere end en vandret Linie,
der tænkes trukken fra Øiespalten bagtil. Vi have ogsaa havt Leilighed til at undersøge
Øreaabningerne af den udvoxne Hval, hvoraf vi, foruden det fuldstændige Skelet, have mod-
taget adskillige bløde Dele. De vare saa smaa, at kun en ganske fiin Sonde lod sig føre
ind igjennem dem.

At der hos Nordhvalen, ligesom hos de fleste andre Hvaldyr navnlig i den spæ-
dere Alder, findes endeel Haar paa Kjæberne, har allerede Martens ”) og senere end mere
bestemt Scoresby angivet ?). Paa den Nyfodte saavelsom paa de to Fostre vare de, som
Følge af den begyndende Opløsning, rigtignok faldne af, men efter Fjernelsen af den tykke
bløde Overhud (Grønlændernes Mattak) kom dog alle de naalestiklignende Aabninger for
Dagen, hvori de havde siddet. Hvert af disse Huller sad paa Toppen af en lille, henved
1° stor Hudknop og blev derved saa meget lettere at kjende (see Tavle 1 Fig. 4 og 5).
Efter disse Haarknoppers Antal at dømme, har Nordhvalen endog flere Haar, end der endnu

1) Det er med Urette, at Fr. Cuvier (de l'histoire naturelle des cétacés p. 367) angiver, at Scoresby
ikke skulde have fundet Øreaabningerne hos Nordhvalen. Scoresby angiver udtrykkeligt, at de hos
en Patteunge af 19° Længde havde 2“ i Gjennemsnit, altsaa netop som paa vor 13' lange. (Journal
&c. p. 154.)

2) Spitzbergische oder Groenlandische Reise Beschreibung, Hamburg 1675, p. 98: »fornen an den
Lefltzen unten und oben sitzen kurtze Haar«.

3) Account of the Arctic Regions, I, p. 458.

er fundet paa noget andet Hvaldyr, skjøndt rigtignok for allerstørste Delen sammentrængte
heelt fortil paa begge Kjæber, slet ikke langs Overlæben, hvor de dog ellers netop for-
trinsviis (hos Tandhvalerne endog ene og alene) have deres Sæde. Paa Snudespidsen taltes
hos den Nyfødte 66 Huller, hos Fostret omtrent 50. Uden just at sidde i nogen bestemt
Orden, vare de dog nogenlunde samlede i en Bue, hvis hvælvede Rand vendte fortil og
nedad (Tavle 1 Fig. 5). Paa Underkjæben var Forholdet ganske anderledes. Heelt fortil
påa Symphysen fandtes et 2” bredt Rum uden Haarknopper, udenfor dette sad endeel no-
genlunde regelmæssig ordnede i 4 til 5 Rækker (Tavle 1 Fig. 4). Lidt efter lidt tabte disse
sig dog udad og bagtil paa een Række nær, der (Tavle 1 Fig. 1) fortsatte sig langs Under-
læbens Befæstelse til Kjæben i Form af 6 til 7 stedse længer fra hinanden rykkende Huller,
det sidste i en Afstand af omtrent % fra Underkjæbens Midte. Paa Underkjæbens hoire
Side taltes hos den af Major Fasting skjænkede Nyfødte ialt 48, paa venstre derimod 55
Huller, hvilket allerede viser, at Haarenes Antal her ikke er saa bestemt som hos mange
andre Hvaldyr. Omkring Blæsehullerne, hvor baade Vaagehvalen og den grønlandske Puk-
kelhval have enkelte Haar siddende, fandt vi paa denne nyfødte Nordhval ikke mindste
Spor til Haarknopper eller Aabninger, hvori kunde have siddet Haar. Paa Fostret derimod
stod 8—9 tydelige Haarknopper som en Krands omkring hvert af Blæsehullernes bageste
Hjørne. Heraf skulde man kunne finde Anledning til at antage, at disse Haar falde ud i
selve Fosterlivet; men paa Hudstykket med den udvoxne Hvals Blæsehuller sad endnu tæt
ved Snitfladen et enkelt Haar lige midt imellem deres bageste Ender. Det var kun 10
langt, omtrent 1/37" tykt, guult af Farve, meget stivt og fast uden mindste Spor til
Bøining.

Bagved den svage Hvælving, hvorved Baghovedet antydes, sænkede Ryglinien (Ryg-
gens Omrids) sig hos de Nyfødte ganske lidt nedad, saa at den forreste Deel af Ryggen
var noget huul; men den hævede sig derpaa atter i en meget svag Bue til omtrent samme
Hoide som paa Baghovedet. Dens høieste Punkt fandtes omtrent lige ovenover Navlen.

Buglinien dannede en bugtet Linie. Lige foran Lufferne var den lidt indbugtet,
hvorved Legemet paa dette Sted blev ligesom lidt indknebet. Derpaa løb den til Gattet
i en jevn Bue, hvis største Krumning laae noget nærmere ved hiin Indbugtning end
ved Gattet.

Kroppens Gjennemsnit var fortil næsten kredsrund; henimod Gattet blev den noget
sammentrykt fra Siderne, navnlig nedad, saa at Gjennemsnittet her blev ægformigt. Imid-
lertid maa det ved denne Beskrivelse af Kroppens Form ei tabes af Sigte, at Bughulem i
længere Tid havde været aabnet og Indvoldene udtagne, saa at Formen sandsynligviis er
noget forskjellig hos det levende Dyr.

Ved Gattet gaaer Kroppen umærkelig over i Halen. Dennes Længde, maalt til Ind-
snittet mellem Halefinnens Flige, udgjorde /s6 af Totallengden. Dens Gjennemsnit er lige

504

bagved Gattet og tæt foran samme ægformigt, men, idet den bliver stedse tyndere bagtil,
sammentrykkes den tillige saaledes, at den saavel oventil som nedentil faaer en stump
Kjøl, der endnu fortsætter sig ud paa Halefinnen, hvor den lidt efter lidt taber sig i nogen
Afstand fra Indsnittet imellem dens Flige.

Halefinnen (Tavle 1 Fig. 6) havde omtrent Form af en tyrkisk Halvmaane, naar
man seer bort fra det afrundede Indsnit af et Par Tommers Dybde mellem dens to Flige.
Afstanden mellem disses Spidser var hos den Nyfødte 4° 2”, saa at Halefinnens Brede
var 443 af Dyrets Længde.

Gattet fandtes paa den Nyfødte 4° foran Indsnittet i Halefinnen. Det havde, som
sædvanlig hos Hvalerne, Form af en Vinkel med Spidsen fortil og var bagtil 6‘ bredt,
med tykke, noget rynkede Rande.

I ringe Afstand foran Gattet (hos den Nyfødte 2‘ 9‘) laa det bageste Hjørne af
Aabningen for de qvindelige Kjønsredskaber, i Form af en 5” 10° lang Længdespalte med
tykke Rande. I Aabningens forreste Hjørne saaes Kilderen. Den var temmelig tyk ved
sit Udspring, dernæst stærkt sammenklemt, næsten pladeformig. Ved sine to Sidedele
(frenulum clitoridis) var den hæftet saa usymmetrisk til Kjønsforgaarden (Vestibulum), at
dens Spidse var dreiet meget stærkt til venstre Side. Dens Længde kunde anslaaes til
omtrent 2”, Ganske tæt bag Kilderen findes Urinrørets Udmunding, ved hvis forreste
Rand der sad en kegleformet Vorte, omtrent 2‘ lang, som synes at kunne tjene som en
lukkende Klap.

Paa hver Side udenfor Indgangen til de qvindelige Kjønsredskaber, noget nærmere
dens bageste end dens forreste Ende, bemærkes Længdespalten (paa den Nyfødte omtrent
1” lang), i hvis Bund Brystvorten sidder.

Navlen findes hos den nyfødte Hun 2° 3” foran Kjønsaabningen, lidt nærmere til
Snudespidsen end til Halefinnens Indsnit. I Snitfladen af Fostrets Navlestreng saaes de to
Navlepulsaarer, to Navlevener og i Midten Urinblæregangen (Urachus).

Brystlemmerne eller Lufferne sidde hos Nordhvalen meget lavt og tæt op til Bag-
hovedet, hos den Nyfødte kun 5” bag Mundvinklen, saa at deres forreste Rand har sit
Udspring omtrent lige under Ørehullet. Deres Længde var hos de Nyfodte 2° 1”, altsaa
mellem Ys og 4/7 af hele Legemets; deres Brede i Midten, hvor de ere bredest, omtrent
halvt saa meget”). Tæt ved Udspringet ere de svagt indknebne; deres forreste Rand er
kun svagt, deres bageste langt stærkere hvælvet, deres Spidse meget stump.

1) Disse Udmaalinger, sammenlignede med de Scoresbyske (Account I, p. 464) vise, at Lufferne hos
deu nyfødte Nordhval ere forholdsviis noget længere, men smallere end hos de ældre Dyr, hvor
deres forholdsvise Længde altid er under 1/7, men deres Brede næsten 3/5 af Længden. (Sammenl.
længere henne ved Skelettets Beskrivelse.)

Af det yderste meget tynde, forhornede Lag af Overhuden var der ikke Spor til-
bage paa noget af de Individer, der have staaet til vor Raadighed, og selv af det næst-
yderste, af flade Overhudsceller bestaaende Lag havde kun Fostret endnu paa adskillige
Steder endeel tilbage. Derimod fandtes det af de lange Hudpapiller gjennemborede Lag af
Overhuden, det, der under Navn af Mattak udgjør et saa yndet Fødemiddel i Grønland,
næsten overalt enten endnu fast paasiddende eller, ved Hudpapillernes Opløsning og Over-
rivelse, liggende løst paa den egentlige Hud. Mattaklagets Tykkelse, der hos Hvaldyrene
altid hovedsagelig bestemmer Overhudens, var meget forskjellig paa de forskjellige Steder
af Legemet. Sin største Tykkelse, 1 Tomme, opnaaer det paa Baghovedet og i Nakken; i
Nærheden af Blæsehullerne var det omtrent 7°, bag og under Oiet kun 4“. Paa Stru-
ben og Bugens forreste Deel var det 8 tykt, paa Brystfinnerne og Halefligene over-
hovedet temmelig tyndt, og især henimod deres bageste skarpe Rand, hvor det kun ud-
gjorde 1'”, Lige tyndt endelig viste det sig ved alle de naturlige Aabninger, i hvilke det
gaaer over paa Sliimfladerne !).

Farven, saavidt denne lader sig bestemme af Mattakens, var endnu meget kjen-
delig paa den Nyfødte. Paa hele Overdelen var den blaalig sort; nedadtil blev den lidt
efter lidt lysere, og paa Undersiden var den i det Hele taget graalig, dog var hele
Struben og Underkjæben kridhvid med Undtagelse af Underlæbens bageste Tredie-
deel, der havde samme sorteblaae Farve som Ryggen; fremdeles fandtes omkring hvert
af de langs Underlæbens nederste Rand siddende 6—7 Haar en lille kredsrund blaa-
graa Plet, henved 4‘ i Gjennemsnit. (Om noget Lignende fandt Sted ved de saa langt
tættere staaende Haar fortil paa Underkjæben, kunde ikke bestemmes, da Mattaken her var
stødt af.) Brystlemmernes tykke forreste Rand var hvid fra Roden af til henimod Spidsen,
hvor Farven lidt efter lidt blev blaagraa. Nedenunder Udspringet af Brystlemmerne fandtes
en hvidgraa Plet, og endelig fortsatte Ryggens blaasorte Farve sig fra Gattet af umiddel-
bart ud over hele Halen.

') Hos en diende Unge paa 19 Fod vil Scoresby have fundet Overhuden 1” 9“ (E. M.) tyk; men paa
det voxne Dyr, angiver han den (besynderligt nok) kun halv saa tyk som hos den spæde Unge (Jour-
nal &c. p. 149). Paa nogle enkelte Hudstumper, som fulgte med det 44'/o Fod lange Skelet og vare
tagne ved Øreaabningerne og Blæsegatterne, fandt vi imidlertid Tykkelsen at være 6 til 7 Linier,
altsaa netop ligesaa stor, som den navnlig paa det ene af disse Steder var hos den nyfødte Unge,
og virkeligt er det vel neppe heller rimeligt, at Overhuden under Dyrets Væxt skulde blive stedse
tyndere.

Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem. Afd., 5 Bd. 64

506
Nordhvalens Mundhule.

Fra Betragtningen af Nordhvalens Ydre ville vi gaae over til Beskrivelsen af dens
Mundhule, navnlig med Hensyn til Barderne, og her fremdeles lægge Forholdene hos det
nyfødte Individ til Grund.

Den overordentlig store Tunge er fastheftet næsten lige til sin stumpt afrundede
Spids. Den er mere tyk (hoi) end bred, bredest (7”) bagtil paa sin forreste Halvdeel,
Dens øverste frie Flade er bagtil svagt hvælvet, men bliver fortil flad, heelt hen ad Spidsen
til endog lidt udhulet. Fra de frie Sideflader begrændses denne øverste Flade ved en fortil stedse
tydeligere og skarpere Kant; Sidefladerne ere forsynede med svage Længdefurer. Tungens
Farve var meget lys leverfarvet og gik i Bunden af Sidefladernes Furer endog over til
næsten at være hvid. Ifølge Indsenderens Angivelse havde denne Tungens Farve været
ganske den samme paa det friske Dyr for Nedsaltningen. Overhuden var næsten overalt
gaaet af, og paa de ganske enkelte Smaapletter, hvor den endnu forefandtes, lod den sig
med Lethed trække af. Ved denne Leilighed viste det sig da især tydeligt, at den under-
liggende Hud er besat med en Mængde korte, yderst fine Papiller, der ligesom paa hele
Legemets Overflade skjules under Hornsystemets jevne Overflade,

Mundhvælvingen eller Ganen bestaaer, som hos Bardehvalerne overhovedet, af to
skraat nedad convergerende Sideflader, kun at disse Sideflader, i Overeensstemmelse med
hele Overkjæbens særegue Form, ere langt smallere end hos Finhvalerne, endsige Pukkel-
hvalerne, og at de, med Undtagelse af bagtil henimod Svælget, stige langt steilere ned mod
Ganens Midtlinie, saa at de her ligge meget lavere end den i og for sig ubetydelige
Overlæbe.

Hvad der i enhver Beskrivelse af en Bardehvals Mundhule fortrinsviis maa komme
i Betragtning, er naturligviis det for denne Familie saa charakteristiske Bardesystem. Enhver
veed, at dette bestaaer af flere hundrede tverstillede Hornplader paa hver Side, der hænge
ned fra Ganens Sideflader, saa at kun den nærmest Midtlinien liggende Deel af Ganehuden
er ubesat deraf. Da alle Horndele dannes skedeformig paa den underliggende Hud, der tjener
dem som Kime, seer man allerede af Bardepladernes Form og Stilling, at de ere dannede paa
ligesaa mange Tverfolder af Ganehuden, og selv om disse bløde Bardekimers Omrids faaer
man en omtrentlig Forestilling ved at betragte den hornede Barde. Vi sige, en »om-
trentlig» Forestilling; thi, sem bekjendt, kan den skedeformig om sin Kime dannede Horn-
deel uadtil voxe meer eller mindre frit frem, uden at selve Kimen voxer ud med i samme
Forhold. Hver Barde (hvorunder vi indbefatte alle de Stykker, hvori den kan vise sig
spaltet, altsaa ikke blot den egentlige Barde, men ogsaa alle dens Bibarder) har Form af
en langstrakt Trekant, hvis korte Rand er fastsiddende paa Ganen, medens de to andre ere
frie. Den ene af disse vender udad og er glat, den anden indad og nedad, og denne er

507

udtrevlet i blødere eller stivere Haar. Det følger allerede deraf, at ogsaa den tilsvarende
Bardekime (Hovedbardens i Forening med alle dens Bibarders) maa være trekantet og
navnlig have en øverste fastsiddende Rand, en ydre glat og en ind- og nedadvendende
Rand, der er besat med de til Haarene svarende Haarkimer; men det lader sig ikke
forud bestemme, hverken hvor langt denne Hudfold strækker sig ind i den hornede Plade,
eller hvor langt Haarkimerne paa den bladformede Deels indre, nedre Rand strække. sig
ind i Haarene eller Børsterne.

Paa indstrandede Finhvaler have flere Naturforskere allerede havt Leilighed til at
iagttage Bardekimerne i hele deres Udstrækning paa Ganers Sideflader, idet nemlig Horn-
delene vare faldne af under Delenes begyndende Opløsning. Saaledes Rosenthal paa den
i 1825 ved Rügen indstrandede Finhval!), Ravin paa den i 1829 ved Frankrigs Nordkyst
strandede”), og Een af os (E.) paa den i 1841 ved Sjællands Nordvestpynt inddrevne store
Finhval?). En ikke mindre gunstig Leilighed til at iagttage disse Dele hos Nordhvalen
have vi fundet paa det i 1843 sendte nyfødte Individ, som her endnu tjener til Grundlag
for Beskrivelsen. Ogsaa her vare de hornede Barder faldne af under den begyndende
Opløsning i Saltlagen, men deres bladformede Kimer sad uskadte paa Ganens Sideflader
og gave adskillige ikke uvigtige Oplysninger om Bardernes Forhold hos denne Art, som og
rimeligviis hos Rethvalerne overhovedet. Hos den Ufødte sad Bardernes forhornede Deel
endnu fast, men kun som et meget tyndt og fiint Blad paa Kimens Sideflader. Paa den
midterste Deel af Ganen, den, der ikke er besat med Barder, altsaa ei heller med Barde-
kimer, fandtes Ganehuden at danne en Længdeforhoining, der til begge Sider lebeformig
ragede lidt ud over den med Bardekimerne besatte Deel. Bagtil taber denne Forhoining
sig, fortil derimod udvider den sig temmelig pludseligt henimod det Sted, hvor den gaaer
over i og forener sig med Overlæben (see Tab. 1 Fig. 7).

Ved først at iagttage dette Forhold paa den i Efteraaret 1843 hertil ankomne ny-
fødte Nordhval, blev den Ene af os (Reinhardt) strax opmærksom paa dets særdeles Betydning,
forsaavidt nemlig, som det i og for sig syntes at bevise, at de to Bardesæt hos Nordhvalen
ikke kunne løbe sammen fortil, skjøndt der dog hidtil havde været god Grund til at formode
en saadan Forbindelse imellem dem tvert over Ganens forreste Deel.

Hos den ved Rigen i 1825 strandede Finhval har rigtignok Rosenthal skildret de
to Bardesæt som adskilte indbyrdes saavel fortil som bagtil; men ligesom Prof. Krøyer
allerede i 18397) havde paaviist, at de hos Vaagehvalen fortil løbe ganske sammen (i en
Spids) og bagtil kun efterlade et lidet Mellemrum imellem sig, saaledes have vi ikke alene

1) Ueber die Barten des Sehnabel-Walfisches, i Berliner-Akademiets Afhandlinger for 1829, pag. 127.
2) Annales des sciences naturelles, 2 Serie, Tome V pag. 266.

3) Dette Selskabs naturvid. og mathem. Afhandlinger 12te Deel, 1846, S. 358.

4) Naturhistorisk Tidsskrift andet Bind 1838—1889 S. 633.

508
fundet denne Angivelse fuldstændig bekræftet for denne Finhvalarts Vedkommende, men
ogsaa for den almindelige store nordiske Finhvals (Dalenoptera musculus), navnlig baade
paa den i 1841 ved Sjællands Nordvestpynt indstrandede og paa et yngre Individ, hvis for-
reste Ganedeel af Capt. Holbøll er nedsendt i Viinaand.

Hvad dernæst Pukkelhvalerne angaaer (Megaptera), såa er det rigtignok ogsaa om
dem, naynlig om den grønlandske Art (Kreporkak), udtrykkelig blevet angivet, at deres Barder
fortil have et Mellemrum imellem sig”); men et Præparat af Kreporkakens forreste Gane-
deel, som til nærmere Undersøgelse af dette Forhold ved Capt. Holbøll er nedsendt og
tilligemed de to lignende af den store Finfisk opbevares i Universitetes zootomisk-physiolo-
giske Museum i Viinaand, giver fuldstændig Vished om, at denne Angivelse er feilagtig, og
at det hos Pukkelhvalerne i denne Henseende forholder sig ligesom hos Finhvalerne.

Naar det saaledes vistnok med Sikkerhed tør siges, at de to Bardesæt hos alle
Rørhvaler, hos Pukkelhvalerne saaveisom hos Finhvalerne, løbe sammen i Midilinien paa
Ganens forreste Deel, maatte der være saa meget mere Grund til at antage det Samme
ogsaa om Rethvalernes Barder, og navnlig om Nordhvalens, som Zorgdrager endog har
givet en særlig Afbildning til Oplysning af Bardernes Sæde hos Nordhvalen°), paa hvilke
de to Bardesæt ganske tydelig sees at forene sig fortil, og hverken Capt. Scoresby eller
nogen anden Sagkyndig har hævet sin Stemme derimod.

Alligevel viste Beskaffenheden af Ganehuden hos den nyfødte Nordhval tydelig
nok, at de to Bardesæt her, langtfra at løbe sammen fortil, tverimod vege ud fra hinan-
den og endte hvert for sig tilspidset (Tavle 1 Fig. 7). Paa det 2213 Fod lange Individ, hvis
Barder endnu sad fæstede til Ganen, have vi fremdeles fundet denne lagttagelse fuldstændig
bekræftet, og da vi endelig med det udvoxne Skelet i 1860 tillige af samme Individ have
modtaget begge Bardesættenes forreste og bageste Deel i deres naturlige Fæste, og her end
yderligere have fundet den stadfæstet, staaer det altsaa fast, at Nordhvalens to Bardeset
fortil ere aldeles skilte fra hinanden tvertimod hvad den erfarne Hvalfanger Zorgdrager har
angivet. At dette Forhold ikke blot er et Særkjende for Nordhvalen, men for Rethva-
lerne overhovedet i Modsætning til Rorhvalerne, er allerede i og for sig aldeles
sandsynligt, men bestyrkes yderligere derved, at det allerede staaer antydet paa den Cu-
vierske Afbildning af den spæde Kapshvals Gane i hans »Ossemens fossiles», uden iøvrigt
i mindste Maade at omtales i Texten.

Med Hensyn til de to Bardesæts gjensidige Forhold bagest paa Ganen, have vi for
Rørhvalernes Vedkommende samme Vished for, at de her forblive adskilte fra hinanden,

1) 0. Fabricius, Fauna Groenlandica pag. 37: »interstitium tamen anticum sine lamellis».
2) Bloeyende Opkomst der Aloude en Hedendaagsche Groenlandsche Visschery. 1720, pag. Si. — 1
den tydske Oversættelse fra 1723 p. 129.

509

som at de fortil lobe sammen!). At det her forholder sig med Nordhvalernes to Bardesæt
ligesom med Rørhvalernes, at her altsaa ingen Forbindelse finder Sted imellem dem, har
paa det Tydeligste ligget os for Dagen, saavel paa det 2213 Fod lange Individs fuldstændige
Bardesæt som paa Endestykkerne af det udvoxne Individs.

Den forreste udvidede Deel af den nøgne Ganehud, navnlig forsaavidt den ligger
foran begge Bardesættenes forreste Ende, svarer aabenbart til den hos Rorhvalerne foran
Barderækkernes Tverforbindelse liggende Deel af Ganen; og virkelig sees ogsåa paa den
hos den Nyfødte to Blindgruber lig dem, der i en tidligere Afhandling”) ere beskrevne og
tydede som Spor til de Stensonske Gange, kun at de have en anden Form, nemlig som en
smal, fortil concav Tverspalte paa hver Side.

— Gaae vi over til Betragtningen af Bardekimerne og sammenligne vi dem med Ror-
hvalernes, saa viser sig ogsaa her en ret mærkelig Forskjellighed.

Hos hver Bardehval maa Ganehuden, forsaavidt den bekledes af indbyrdes sammen-
hængende Barder, ogsaa betragtes som een sammenhængende Bardekime. Denne be-
grendses indadtil af den ovenomtalte læbeformede Rand langs Ganehudens midterste Deel,
udadtil af en lignende langt højere Hudfold, der slutter sig tet op til Bardesættets udvendige
Flade. Tilsammen danne disse to Hudfolder det saakaldte »Krandsbaand».

Nordhvalen har altsaa to Bardekimer, een paa hver Side; hos Rorhvalerne ere de
fortil sammensmeltede til een. Paa hver saadan Bardekime maa skjelnes mellem de i
Form af Blade eller Trevler fremspringende Dele, som vi under Het ville kalde Kiimbladene,
og de derimellem liggende Partier, hvor Ganehuden er jevnt udbredt paa den benede
Ganehvælving. Paa disse saavelsom paa hine Dele af Kimens Overflade skeer bestandig
en Nydannelse af Overhudsceller, men Kiimbladenes og den jevne Kiimflades Celler adskille
sig væsentlig fra hverandre derved, at hine forhorne, disse derimod ikke. De hornede
Barder dannes hver for sig paa sit Kiimblad og ere indbyrdes kun sammenholdte (afseet
fra det hvert Bardesæt omfattende Krandsbaand) nærmest Ganen ved de ikke forhornede
Celler paa dens jevne Overflade. Men disse ikke forhornede Celler danne her altid et
flere Tommer tykt Lag, saa at hos den Nyfødte endog næsten kun den haarede Deel af
Barderne stak frit frem deraf. Gellerne ere naturligviis fuldkomment at stille lige med
Overhudsceller i Almindelighed. At de, istedetfor at hentorre i Form af Skjæl, som Over-
hudscellerne i Almindelighed, danne en blød hvid Masse, der nærmest er analog med
Sliimfladernes Sliim, kan betragtes som en simpel Følge af det omgivende Vands Indvirk-

1) Ravins Afbildning 1. e. viser Bardesættene paa den af ham iagttagne Finhval løbende sammen saavel
fortil som bagtil. Ved denne sidste feilagtige Angivelse svækkes Betydningen af den første rigtige
unegtelig i en ikke ringe Grad.

2) Dette Selskabs nat. og math. Afh. 12te Deel S. 360.

510

ning. Da den fornemmelig ligger mellem alle Bardepladerne, vil den i det Følgende ofte
simpelthen blive betegnet som Mellemmassen.

Vi have ovenfor under Navnet »en Barde» forstaaet ikke blot Hovedpladen, men
tillige alle dens Biplader. Hos alle Rethvaler, og navnlig hos Nordhvalen, er imidlertid
Hovedpladen saa overveiende stor, især i sin Længderetning, at dens Biplader sædvanligviis
slet ikke komme i Betragtning, og ved Navnet Barde kun forstaaes Hovedpladen. Hvor lang
den tilstødende og altsaa største Bibarde har været, kan altid ligefrem maales paa Hoved-
pladens indadvendte, med den ydre parallele, men ulige kortere Rand.

Paa den hornede Plade, saavel af Hovedbarden som af enhver af dens Bibarder,
maa skjelnes mellem det yderste fastsammenhængende Lag, Pladens Barkdeel, og den
indre, af lutter hornede Traade sammensatte Marvdeel. I Pladens naturlige Befæstelse gaaer
Marvdelen ud fra Kiimbladets ned- og indadvendende Rand, hvorimod Barkdelen forlænger
sig skedeformig op over hele Kiimbladets Overflade og først ender med en fri Rand heelt
oppe ved dets Befæstelse til Ganen. Men jo mere denne marvløse Barkdeel, der, istedetfor
at indeslulte en Marvdeel, indeslutter selve Kiimbladet, nærmer sig dettes fastsiddende Rand,
desto tyndere viser den sig; ved sin frie Rand, der omfatter Indgangen til Pladens Kiimhule,
er den saa yderst tynd, at man næsten aldrig faaer selve Randen at see i dens naturlige
skarpe Omrids. River man Pladen med tilbørlig Forsigtighed løs fra Kimen, såa over-
beviser man sig om, at den i Grunden gaaer umerkelig over i et Lag af den bløde Horn-
masse nærmest Ganehuden. Med andre Ord, man overbeviser sig ved denne Leilighed om,
at Grændsen mellem Kiimbladets forhornende og den jevne Kiimflades ikke forhornende
Celler ikke er saa skarp, at jo en Tilnærmelse til Forhorning ogsaa finder Sted hos de
nærmest tilgrændsende af disse.

Om Celledannelsen paa hele Kimens Overflade have vi ovenfor angivet, at den
finder Sted »bestandig». Men i denne bestandige Nydannelse af Celler giver sig dog ganske
aabenbart en vis Periodicitet tilkjende, navnlig ved de Tveropheininger, der i temmelig
regelmæssige Afstande meer eller mindre stærkt vise sig paa hver Bardeplades to Sideflader.
John Hunter har allerede?) paaviist, at disse Tverringe gaae umærkelig over i yderst tynde
Hinder, der adskille den bløde Mellemmasses Lag fra hverandre, om end kun temmelig
utydeligt. Han er tillige bleven opmærksom paa, at paa hver Tverring kan iagttages et
umiddelbart Sammenhæng imellem” en af den bløde Masses yderst fine Hinder og det neden-
for Ringen liggende yderste Blad af Barkmassen. Men naar han har troet deraf at kunne
slutte, at selve Barkdelen af Bardepladerne dannes fra den bløde Mellemmasse, saa kunne
vi deri ingenlunde samstemme med ham. Til at forklare Sammenhængen mellem begge,
behøve vi kun til den nysgivne Skildring af de forhornende og de ikke forhornende Celler

1) Philosophical transactions Vol. 77 (1787) pag. 404.

511

at tænke os Periodiciteten i begges Nydannelse som samtidig, og det bliver da klart, at
Forholdet imellem dem netop maa blive, som allerede Hunter har beskrevet det at være.
Samtlige Barkdelens Lag kunne kun antages dannede fra Kiimbladets Overflade. Jo hur-
tigere Bardepladen voxer frem, navnlig i den yngre Alder, desto færre Lag lægge sig ind-
vendig fra op-mod de allerede forhornede Lag af Barkdelen, desto tyndere bliver altsaa
denne; jo langsommere den skeer i den senere Alder, desto tykkere. Paa Bibarderne af det
221‘ lange Individ viser der sig en Særegenhed, som lader formode, at Barkmassens Dan-
nelse for en Tid endog ganske kan udeblive. Gjennem hele Bardesættets Længde, med Und-
tagelse af et kort Stykke fortil, mangle nemlig disse smaa baandformige Bibarder al Bark-
beklædning i den mellemste Trediedeel af det Stykke, hvormed de rage frem af den hvide
Mellemmasse, og vise sig her som et simpelt Børsteknippe, fuldstændigt ligt det paa Pladens
frie Rand, medens Barklaget. dog er aldeles normalt dannet ikke blot ovenfor men ogsaa
nedenfor det omtalte Sted.

Bardepladernes Ringe med de ofte endnu paa tørrede Exemplarer tilheftede fine
Hinder, der altid have deres frie Rand vendte henimod Ganen, bevise, som sagt, en Perio-
dieitet i Barkdelens Dannelse. Men til Bestemmelsen af Periodernes Længde deri, haves
ingenlunde endnu de nodvendige Data. Kun saameget kunne vi allerede nu bestemt
angive, at de ikke svare til Aargangene. Thi paa Barderne til vort 22/3 Fod lange Skelet
findes allerede mangfoldige saadanne Ringe, og dog er det vist, at, i Analogie med Hval-
dyrenes hurtige Væxt, den ved Fødslen omtrent 13 Fod lange Nordhval allerede i de to paa-
folgende Aar maa antages at naae denne Storrelse. Langt mere tilbeielige skulde vi vere
til at tyde som en til Aarstiderne svarende Periodicitet i Barkdannelsen den paa Bibarderne
af det samme Individ nys omtalte Afbrydelse af Barkmassen, eftersom den vilde angive en
Alder af 2 Aar, og dette netop er den Alder, som dette halvvoxne Dyr ifolge sin Storrelse
kan antages at have havt.

Ligesom Bardepladernes Barkdeel dannes fra Kiimbladenes Overflade, saaledes
maa Marvdelen antages dannet fra deres ned- og indadvendende frie Rand. , Marvdelen be-
staaer væsentlig af hornede Rør, de samme, der ved Bardepladens indre Rand træde frit
frem i Form af Borster, idet Barklaget her taber sig eller, tildeels idetmindste, slides af,
og som Kimer til disse Børster have vi allerede betegnet de bløde Trevler, der findes paa
hiin ind- og nedadvendte Rand af Haarkimebladet. Disse Trevler ere saa talrige, at hele
Kiimbladet her med Rette kan siges at være udtrevlet i dem. Hos Finhvalerne have vi
navnlig overmaade tydelig seet dem danne idetmindste tre Lengderekker i hele den frie
Rands Udstrækning. Vi have allerede gjort opmærksom paa, at man aldrig forud kan be-
stemme, hvor langt en Haarkime strækker sig ind i et Haars eller en Børstes Indre; her
lader sig altsaa ei heller bestemme, hvor langt disse bløde Trevler strække sig ind i Barde-
pladernes Marvdeel. Hos Rørhvalerne strække de sig meget langt ind deri. Paa den i

512

1841 ved Sjællands Nordpynt inddrevne store Finhval saaes de ved Hornpladernes Løsning
blottede Kiimblade, hvoraf fandtes henved 400 paa hver Side, de største over 2” høie,
besatte med over 3” lange Trevler, der holdtes svævende i det klare Søvand og afgave et
særdeles smukt Skue!). Ikke mindre oplysende er det, naar det paa et macereret Stykke
af en stor Finhvals eller en Pukkelhvals Bardesæt lykkes at trække hele Kimen ud af
Hornovertrækket, uden at disse traadformede Haarkimer rives over. Hos en grønlandsk Pukkel-
hval have vi ved en saadan Leilighed fundet dem at være saa lange, at de vel kunne
antages at naae til henved halvveis ind i de forholdsviis saa korte Barder. Iøvrigt kan man
allerede paa enhver foreliggende Bardeplade overmaade let kjende, hvor langt Kiimbladet
har strakt sig ind deri, da det naturligviis netop er saa langt, som Pladen sees indvendig
at være huul. Det Samme kan endog siges med Hensyn til de trevleformede Haarkimer,
kun at man dertil med Kniven maa trænge ind i Pladens Indre).

Vende vi nu tilbage til den særlige Betragtning af Rethvalernes, og navnlig af
Nordhvalens Barder, og undersøge vi først Forholdet mellem deres hornede Dele og disses
Kimer, saa have vi først at fremhæve den mærkelige Omstændighed, at, medens deres Horn-
barder ere såa overmaade meget længere end Rørhvalernes, er der derimod ikke nogen til-
svarende Forskjel i Kiimbladenes Længde, men disse ere forholdsviis endog meget kortere
end hos de sidstnævnte Hvaler. For at overbevise sig herom, behøver man ogsaa her kun
at holde sig til de i Handelen gaaende Barder, der, om end 10, 12 eller flere Fod lange,
neppe ere hule uden i en 3% Tommes Dybde nærmest deres brede Ende. Spørger man,
hvorledes det i denne Henseende forholder sig med Haarkimerne, og søger man at besvare
dette Spørgsmaal ved blot åt holde sig til Præparater af de tørre Barder, saa føres man
til at antage, at en Indtrengen af disse traadformede, bløde Dele her kun finder Sted i
en meget kort Strækning, navnlig hos Grønlandshvalen, i hvis Bardeplader de hornede
Traade ere meget fine og kun heelt oppe ved deres Udspring synes at være hule.

Vort rige Materiale har forskaffet os meget tilfredsstillende Oplysninger om dette
Punkt. Dog er det kun paa de forreste og bageste Stykker af Bardesættene til det 44797
lange Skelet, at vi have havt Leilighed til at anstille Forsøget med at løsne Barderne fra
deres Kiimblade, og kun paa den Nyfødte, at vi have havt Leilighed til at betragte hele
Bardesættets Kime paa hver Side. Paa Craniet af det 2243‘ lange Skelet vare begge Barde-
sættene rigtignok endnu paasiddende endog i deres hele Udstrækning, men meget for stærkt
angrebne af Forraadnelse, til at en saadan Løsning af Horndelene skulde have kunnet
lykkes. Ved begge nævnte Leiligheder altsaa har det ligget klart for Dagen, at Nordhvalens

1) Dette Selskabs naturh. og mathem. Afhandlinger, 12te Deel S. 358.
?) En smuk Afbildning af et saadant Præparat af en Finhval har Rosenthal givet paa den 3die Tavle
til den ovenfor anførte Afhandling.

513

Bardekiimblade ikke mindre end Rorhvalernes ere besatte med trevleformede Haarkimer paä
deres: ned- og indadvendende Rand, kun at disse bløde Trevler, i Lighed med selve Haa-
rene, ere ulige finere saavel paa den frie Rand som i det Indre af alle Rethvalernes og
fortrinsviis af Nordhvalens Barder. Derhos have de ogsaa forekommet os meget kortere,
hos den Nyfodte omtrent 6°, hos den Voxne (forsaavidt dømmes kan af Forholdet i de
forreste og bageste Plader i Bardesættene) neppe synderlig længere; men hoist sandsynligt
er det unegtelig, at de saavel ved den konstige Løsning af det voxne Individs Barder, som
ved den af Forraadnelsen bevirkede af den Nyfødtes, ere blevne overrevne.

Resultatet af disse Iagttagelser over Forholdet mellem de hornede Barder og deres
Kimer hos Nordhvalen bliver altsaa, at skjøndt det i alt Væsentligt, som man kunde vente,
er ganske ligt det hos Rorhvalerne, vise sig dog meget mærkelige Afændringer deri, der
alle svare til Nordhvalsbardernes ulige finere og compactere indre Bygning.

Vi gaae nu over til at meddele endeel Iagttagelser til Oplysning af Aldersforskjel-
lighederne ved Nordhvalens Barder.

Det synes at være en gjennemgaaende Regel, at Barderne ikke træde frem før om-
trent ved Begyndelsen af Fosterlivets sidste Halvdeel. Paa vort 8%” lange Nordhvalsfoster
var der ikke endnu noget Spor af dem at finde. I den spædeste Tilstand have vi iagt-
taget dem paa det af Capt. Holbøll i Saltlage nedsendte Hoved, der var 3/8" langt, alt-
saa kun 4” kortere end den Nyfødtes. Ganske vist er det Hovedet af en ufødt Unge,
men ialfald af et omtrent fuldbaaret Foster, og ved at holde det sammen med den
Nyfødtes faae vi altsaa en tydelig Forestilling om Tilstanden af Nordhvalens Barder ved
Fødselen.

Hos den Ufødte var den bløde Mellemmasse såa overveiende, at Bardepladerne,
skjøndt allerede indtil 3” høie ved deres udvendige glatte Rand, dog vare næsten heelt
skjulte deraf, og kun Børsterne stak frit frem. Bibarderne vare endog saa fuldstændig ind-
hyllede deri, at de toge sig ud som smalle Smaablade eller tykke Trevler, hvide af Farve,
skjøndt de ved nærmere Undersøgelse fandtes a‘ bestaae hver af et Knippe Haar, der holdtes
sammenklæbede af Mellemmassen. En særlig pladeformet Barkmasse var endnu ikke kjen-
delig paa nogen af disse spæde Bibarder, og dette turde vel være tilstrækkeligt Beviis for,
at Haaret altid er det Førstdannede af enhver Barde, om Saadant ikke allerede fremgik
af den almindelig gjeldende Regel, at ved alle Horndannelser begynder Forhorningen paa
de yderste Spidser. Hovedbarderne vare allerede forsynede med en Barkdeel, skjøndt kun
i Form af et meget tyndt Hornovertræk; iøvrigt bestode de kun af en blød, men seig
Marvdeel, der temmelig let lod sig splitte i lutter snorlige Horntrevler.

Til de nys beskrevne Barder hos den ufødte Nordhval, med hvilke den Nyfødtes,
saavidt skjønnes kunde af de endnu tilbageblevne Hovedbarder, stemmede ganske overeens,
svarede ikke blot i Antal og Stilling, men paa en vis Maade ogsaa i Form og Størrelse de

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 65

514
påa den Nyfødtes Gane for Dagen liggende Kiimblade. I Form nemlig, forsaavidt Kimen til
hver Barde, ligesom denne selv, foruden en fastsiddende øvre Rand, havde en udadvendende
glat, en ned- og indadvendende trevlet, og fremdeles forsaavidt den ved heelt gjennemførte
Indsnit var deelt i et Hovedblad og en Række Biblade; i Størrelse, forsaavidt ikke blot
Længden af disse tverstillede Dele var ganske den samme, men ogsaa Høiden af Kimerne,
ligesom af Hornbladene, var størst udadtil og gradviis aftog indefter. I absolut Maal der-
imod vare Kimerne naturligviis her, som overalt ellers, langt mindre, dog ikke nær i samme
Grad som hos ældre Individer. I den 4” lange Hovedbarde var Kimen 9”” lang, altsaa dog kun
4 Gange mindre end dens Hornplade, medens der i den hule Deel af en 10—11 Fod lang
Nordhvalbarde neppe er Plads uden til en 3—4 Tommer høi Kime. Naar saaledes Barde-
kimerne voxe fra 9 til 4, eller med andre Ord til det Fiirdobbelte, medens Hornbladene
voxe fra 3” til 11—12*, eller til en 48 Gange større Længde, ere Kimerne altsaa forholds-
viis til Barden endog 10 Gange slorre hos den Nyfodte end hos den Voxne.

En Seregenhed ved den Nyfodtes Kiimblade bestod deri, at der paa mange af
Hovedbardernes Kiimblad fandtes Indsnit fra den trevlede Rand af, der kun adskilte sig fra
de Indsnit, hvorved Barden deeltes i en Hovedbarde og flere Bibarder, derved, at de ikke gik heelt
op til Kiimbladets fastsiddende Rand. Da det nu neppe kan betvivles, at jo hvert Kiim-
blad, i Lighed med alle andre Horndeles Kimer, er voxet frem lidt efter lidt paa den jevne
Hudflade, og at navnlig dets meest fremstaaende Deel er den, der først er traadt frem, saa
maa man nodvendigviis antage, at hvert saadant ufuldkomment Indsnit i et Kiimblad i en
tidligere Periode har deelt det i to Stykker, hvoraf atter folger, at Hovedbardens Kime og
dermed tillige dens Hornplade voxer i Breden derved, at den lidt efter lidt optager de
nermeststaaende Bibarder. Denne Antagelse kan vel ogsaa siges at finde Bekreftelse deri,
at jo yngre en Barde er, desto storre Strekning indtage dens Bibarder i Forhold til dens
Hovedbarde, hos den Nyfodte nemlig Halvdelen af Bardens hele Lengde fra det ydre til
det indre Krandsbaand, hos den Halvvoxne kun omtrent Trediedelen (2 af 6“). Derimod
kunde Antagelsen idetmindste synes at gjendrives ved den mærkelige Omstændighed, at
Bibardernes Antal, ifølge vore Undersøgelser, ingenlunde tager af med Alderen. Hos den
Ufodte lod sig ikke tælle flere end 20 Bibarder til hver Barde; hos den Halvvoxne skjon-
nedes deres Antal at vere ganske det samme. Denne Bemerkning taber imidlertid hele
sin Vegt som Indvending mod vor Antagelse, naar man dertil foier en anden, vistnok ikke
mindre hjemlet, den nemlig, at den gradvise Fremtreden af Bibardekimerne ingenlunde er
sluttet med Fosterlivet, men vedvarer i de første Aar efter Fodselen, og navnlig saalenge og i
samme Forhold, som de større Bibarder endnu vedblive at smelte sammen med Hovedbarden.

Ligesom vi antage, at hver Bardes meest fremtrædende Deel ogsaa er den, der
tidligst er kommen frem, saaledes maae vi ogsaa antage, at de længste Barder, altsaa de
midterste, have viist sig først af alle. Imidlertid synes samtlige Barder i hvert Sæt at voxe

frem meget hurtigt efter hverandre. Thi medens der hos Fostret i Svangerskabets Midte
endnu slet ikke findes nogen Barde, synes de allerede hos det fuldbaarne Foster at være
tilstede i deres fulde Antal. Vi sige »synes«; thi det er altid vanskeligt, for ikke at sige
umuligt, bestemt at angive Pladernes Tal i et Bardesæt, navnlig fordi de for- og bagtil
omsider blive saa smaa og saa uregelmæssig stillede, at man ikke strengt kan skjelne
mellem Bibarder og Barder eller bestemme, hvormange af dem høre til een og samme
Tverrække. Hos den Nyfødte kunde imidlertid i Yderrækken af hvert Bardesæts Kime adskilles
308 regelmæssig stillede Tverfolder, hvortil endnu maa regnes, hvad de uregelmæssig stillede
omtrent kunne udgjøre, nemlig bagtil mindst 11, fortil 4--5, hvorved altsaa det hele Antal maa
anslaaes til 324, og dette synes virkelig ogsaa at være Bardetallet hos de voxne Individer.
I Bardesættene til det 22's’ lange Individ kunde af tydelige Plader nemlig kun tælles 310,
og de utydelige Tverrækker heelt for- og bagtil kunde ei heller anslaaes til meer end
omtrent 14 i Alt. Naar altsaa Bardernes Antal ikke er større hos den halvvoxne Nordhval
end hos den nyfødte, er det ialfald hoist usandsynligt, at det skulde tiltage i en senere
Alder; ei heller kjendes nogen lagttagelse, der skulde kunne tale derfor. Hvalfangerne
hjembringe af de store Nordhvaler sædvanligviis 500 Barder i Alt, altsaa 250 fra hver
Side, men lade de længst for- og bagtil siddende upaaagtede. En omtrentlig Beregning
af Bardepladernes Tal hos den i 1859 ved Holsteinsborg fangne Hval er blevet os mulig-
gjort derved, at de upaaagtede Smaabarder heraf ere komne os til Hende. Til den
grønlandske Handel indsendtes i Alt 518 Barder, af hvilke de 100 betegnedes som
Undermaals, og paa vore fire Endestykker af de to Sæt lade sig i Alt tælle 86, hvilket til-
sammen udgjor 604 eller 302 til hver Side. Det er neppe tvivlsomt, at her jo adskillige
ere gaaede tabte mellem Undermaalsbarderne og de største af dem, der endnu sad paa
Ganestykkerne; men at det skulde være synderlig flere end 22 i hvert af Sættene, syntes
os allerede at modbevises ved en umiddelbar Sammenligning af hines og disses Størrelse.

I Henseende til Bardepladernes gradvise Væxt i Længden og Breden, maae vi først
gjøre opmærksom paa, at naar deres Antal virkelig er det samme hos den Nyfødte som
hos den Voxne, saa maa ogsaa de allerforreste og allerbageste i Sættene kun voxe meget
svagt; thi ikke blot hos det 2212’ lange qvindelige Individ, men selv hos det 441,9" lange
aldeles udvoxne mandlige vare disse meget korte, den mindste Plade kun omtrent 2“ lang.

Det Samme kan siges om Bibardernes Væxt i Forhold til Hovedbarden; thi medens denne
sidste voxer fra 3 Tommer til 11 Fod, er det vist, at de største Bibarder aldrig blive synderligt over
1 Fod, hvorom man let kan overbevise sig ved et Blik paa Hovedbardernes indadvendende Rand.

Hvor stærkt derimod de midterste Bardeplader hos Nordhvalen voxe efter Fødselen,
fremgaaer allerede tildeels af det Foregaaende. Hos den Nyfødte vare de (langs den ydre
Rand) 4 4“ lange (regnet til Spidsen af Haarene), 1“ 9“ brede, henved 75 tykke, og
havde en indbyrdes Afstand af omtrent 1“.

65"

516

Hos den 2213" lange Hun var den længste Bardes Plade 369” lang, 42" bred ved
sit Fæste til Ganen og omtrent 1%‘” tyk; hos den 44%‘ lange Han den længste Barde
11° lang, 11” bred og 5‘ tyk. Disse Maal stemme ret godt med de af Scoresby givne"),
der nemlig ere følgende: i

Hun. | Han. Hun. Han.
Hele Længden .... Ti | 28" 50° EC | 529 58‘
Hovedets Længde . . . Se ØRE SE 151% 16° | 20° 19%
Største Bardes Længde ig 6° 114° 105‘ 137" 114°

Man seer strax, at Bardernes Længde ingenlunde staaer i et og samme Forhold
til hele Dyrets. Den storste Forskjel i denne Henseende hidrorer aabenbart derfra, at de
kun lidt efter lidt under Væxten naae deres fulde relative Længde, idet denne nemlig fra
150 (hos vor Nyfødte) omsider bliver til næsten ”4 (vort 44/0" lange Individ) eller derover
(Scoresbys 52’ Fod lange Han).

Saavidt man kan dømme af de foreliggende faa Iagttagelser, maa det antages
at Barderne blot hos Hannerne naae denne overordentlige Længde, medens de hos
Hunnerne kun opnaae 45 af Legemets Længde. De allerstørste Barder, navnlig alle dem
mellem 11 og 15°) danske Fods Længde, vilde derefter ubetinget være at antage for at
være tagne af mandlige Individer, og selve disses betydelige Forskjel i Længden turde vel
være at forklare deraf, at Barderne endnu vedblive at voxe længe efterat Legemet har naaet
sin fulde Længde.

At Nordhvalens Barder saavel ved deres Form som ved deres indre Bygning lade
sig skjelne ikke blot fra Rorhvalernes, men ogsaa fra de øvrige Rethvalers, er allerede
ovenfor. blevet bemærket og derhos selve Skjelnemærkerne blevne anførte. Vi skulle saa
meget mindre atter gaae ind paa dette Spørgsmaal, som disse Skjelnemærker ikke ere
givne som Resultat af Undersøgelser paa vort eget Materiale, men som Resultat af de
practiske Mænds Erfaringer, der enten som Handelsmend eller som Technikere befatie
sig med denne meget gængse Vare. Vor Opgave har i denne Retning indskrænket sig
til at overbevise os om disse Skjelnemærkers Paalidelighed, og dertil have vi havt god
Leilighed i det overordentlig rige Lager af Fiskebeen fra forskjellige Hvalfangerpladse, der
her i Byen forefindes hos de Herrer Konstdreiere Schwartz, Fader og Søn, og hvortil disse
Herrer med største Forekommenhed have aabnet os Adgang.

Derimod have vi i vort eget Materiale endnu fundet Leilighed til at anstille endeel
Iagttagelser over Bardernes gjensidige Stilling og indbyrdes Forskjellighed hos Nordhvalen.
Iagttagelser i denne Retning kunne selvfølgelig kun udføres med Sikkerhed paa fuldstæn-

1) Account I, pag. 464.
2) Et Tilfælde af denne ganske usædvanlige Længde er anført af Pastor Glahn i hans (anonyme)
Skrift: Anmærkninger over de tre første Bøger af David Crantz’s Historie om Grønland, Pag. 140.

517

dige Bardesæt med samtlige Barder i deres naturlige Sammenhæng, og deslige vil man
neppe kunne gjøre Regning paa i Museerne uden netop af ufødte eller nyfødte Individer.
Alligevel er det ved Hr. Justitsraad Olriks Omsorg blevet os forundt at faae disse Dele til
Undersøgelse af en halvvoxen Nordhval af Hunkjønnet, idet de, som allerede anført, endnu
fandtes fastsiddende paa det i 1857 til det Kgl. naturhistoriske Museum nedsendte 22/3"
lange Skelet. At det var blevet denne fortjente Embedsmand ved den Kel. gronlandske Handel
muligt at lade Bardesettene i dette Tilfælde hele og holdne komme Videnskaben tilgode,
laae i den for os heldige Omstendighed, at selv de længste Plader her endnu vare 3 Fod
lange, altsaa endog under de i Handelen gaaende Undermaalsbarder.

Hvert af disse Bardesæt danner i sin Heelhed et overmaade tungt, fladtrykt Legeme,
hvis ene Flade forestiller alle de enkelte Barders udvendige glatte Rande, heelt opad til beklædte
med det ydre Krandsbaand, den anden dannes af deres indvendige haarede Rande og er
altsaa selv aldeles haaret. Paa den øverste, brede Rand, den, hvormed Sættet har været
fæstet til Ganefladen, sees de tverstillede Bardepladers øverste, aabne Ender og de mellem-
liggende nøgne Dele af Ganehuden i regelmæssigt Skifte. Den har naturligviis overalt
omtrent samme Brede som Bardepladerne og er jevnt hvælvet i samme Forhold som Gane-
fladen, hvorpaa den har været fæstet. For og bagtil har Sættet en stump Spidse, hvor dets
øvre og nedre Rand kunne siges at støde sammen. Den nederste Rand, aldeles haaret
ved de her fremragende yderste Haar paa hver enkelt Plade, er vel ogsaa i det Hele
taget jevnt hvælvet ligesom den øverste, dog kun forsaavidt man seer bort fra dens
forreste og bageste Deel, hvor den stiger temmelig steilt opefter mod Bardesættets to
Spidser. Dette Forhold er begrundet i den væsentlige Eiendommelighed ved Nordhvalens
Barder, at de allerforreste og allerbageste ere vel saa smaa og uanseelige som nogen
Rørhvals, men at de i deres Rækkefølge meget hurtig tiltage ganske overordentlig i Længde,
for derefter kun at voxe ganske svagt henad de længste Midtbarder til, navnlig saa svagt,
at den nederste, haarede Rand i største Delen af sit Forløb er meget svagt hvælvet, og For-
skjellen i Bardernes Længde her fornemmelig er udtrykt i den øverste Rands hvælvede Form.

Udmaalingen af hvert af disse Bardesæt hos den halvvoxne Nordhval har, efterat
de allerede vare heelt indtørrede, viist sig at være følgende :

Hele Sættets Længde i lige Linie mellem dets forreste og bageste Spidse 51/4‘;
dets Hoide mellem de to hoieste Punkter af dets øverste og nederste Rand 3° 9“; den
øverste Rands Brede 41/4“.

Bardernes Antal lader sig, som bekjendt, aldrig angive med Bestemthed, eftersom der
ikke er nogen skarp Grændse mellem de mindste Hovedplader og de smaa urgelmæssig
stillede Biplader, hvormed hvert Bardesæt ender for og bagtil. Tydelig have vi hos dette
unge Individ ikke kunnet skjelne flere end 310 i hvert Sæt. Udmaalte i deres Rækkefølge
viste disse 310 Barder følgende Forhold:

518

Pladens Nummer. | Dens Afstand. Dens Længde. an
it
forfra. bagfra. forfra. bagfra.

1 307 Bu 5914 Sue 914
11 297 gui 584 ga zu
21 287 BEN bor 131 314
31 277 54 5414 1914 412
A 267 fe 5234 2214 430
SJ SER PANNE ET dg 51“ 26‘ 54
GIE AT LL 49" 30“ 64
Th MEET 1344 AGEN gee Mls iat
BL "5227 153 441 344 zu
Oe peli 1734 ES MESTE 714

101 207 120% 40” 3534 714
111 PAT 221! 311,04 | Sree! 74!
112! 187 | af 35” 361“ 714
131 177 SAR 3244 | 36,“ 734
141 167 2937 301“ 364% gu
151 157 32% 28 36” 73!
161 147 | 344 26¢ | 852% 734
171 137. || a6" 24“ 353“ 714
ital Bye ily Meek SAS iy
Talea iD ails ERE Pr AC A 2 O earl enor qu
201 | 107 | 4 184% MS CENT
211 97 444 16” 39214 61%
221 87 PAU NT E EE | SR
231 18 | ARE 292°. | 6
241 67 | 50“ 10” 281 gu
DS YA ea 18% BB) sia
DER ET © EA MAS Dade N as
076 OO TRE + PRE Ge PRE 2911 ae
281 27 57” | 34 191“ 414
291 17 yma fee | E 13 314
aor lly CENTS CARE CEA ales 5 941

Man seer, at de længste Barder (361) ere den 121—141de forfra, den 167—187de
bagfra, altsaa ikke just de midterste i Rækken, ligesom de ei heller sidde lige midt i Sættet,

519

men noget længere fortil, nemlig 301—35“ fra dets bageste Ende og kun 25—293” fra dets
forreste. Indtorringen kan naturligviis kun forsaavidt formindske denne Beregnings Paa-
lidelighed, som den maaskee ikke har havt ligelig Indflydelse paa Sættets forreste og
bageste Deel.

Krandsbaandet sees at tiltage i Hoide jevnsides med Bardepladernes voxende Længde,
men saa ulige svagere i Forhold, at de mindste Plader for- og bagtil næsten ere heelt
dækkede deraf, de største derimod kun omtrent paa deres øverste Femtedeel. Saalangt
som Bardepladerne dækkes af Krandsbaandet, saalangt kan man ogsaa antage, at de sidde
omhyllede af Mellemmassen. Haarene ere ikke tagne med i disse Udmaalinger, da
flere Tilfældigheder gjøre sig gjeldende med Hensyn til deres Længde. De længste vare 4
og 4'e og indtil 5“ lange og sad paa den 270de til 290de Barde. Fortil fandtes kun
ganske enkelte af en lignende Længde.

Til Slutning ville vi endnu gaae ind paa en Sammenligning af vore Bardesæts
enkelte Plader indbyrdes i Henseende til deres Form, navnlig fordi vi derved faae Leilighed
til at angive, hvorledes man paa enhver Nordhvalbarde altid med Lethed kan bestemme,
hvor omtrent den har har havt sin Plads paa Ganen.

Den indvendige, haarede Sideflade af hvert Bardesæt var i det Hele taget noget
huul, bagtil dog neppe mærkeligt, og allerbagest tvertimod svagt hvælvet. Denne
Form af Bardesættenes indvendige Flade hidrører derfra, at Nordhvalens Barder rigtig-
nok i Reglen ere sabelformede og stillede med den hule Rand indad, den buede udad,
men at denne deres Krumning længere bagtil lidt efter lidt forsvinder, saa at selv
Fuldmaalsbarderne bagtil ere ganske ligestrakte, og at de mindre Undermaalsbarder her
endog ere krummede i modsat Retning, saa at det paa dem er den inadvendte haarede
Rand, der bliver den hvælvede, den udadvendte glatte den hule.

Paa Nordhvalens Undermaalsbarder er det altsaa altid let at kjende, om de høre
til den forreste eller bageste Deel af Bardesættene, og paa Fuldmaalsbarderne kan man
idetmindste efter deres stærkere eller svagere Kruraning i Forbindelse med deres Længde
altid omtrentlig bestemme, hvorvidt de have havt deres Plads nærmere Midten eller mere
henad en af Enderne.

Bardesættenes udvendige Flade dannes, afseet fra det udvendige Krandsbaand, ved
samtlige Bardepladers udvendige Rande. Denne Flade vilde altsaa, hvis Pladerne stode ganske
lige paa tvers, vise sig som et.Gitterverk, hvorigjennem man kunde see frit ind i deres
Mellemrum. Men dette forhindres, som bekjendt, ved deres tagsteensformige Leie mod
hinanden, hvorved den foransiddende lægger sig ud over den næstfølgende, og selve
dette Leie bevirkes atter tildeels unegtelig ved en Skraastilling, hvorved deres forreste
Flader tillige vende udefter, men især dog, som almindelig bekjendt og allerede af Martens

520

angivet!), derved, at Bardepladerne i Almindelighed ere bukkede saaledes om, langs deres
ydre Rand, at deres bageste Flade bliver rendeformig udhulet, deres forreste hvælvet paa
langs. I den forreste Halvdeel af Bardesættet er denne Ombøining stærkest, og indtil den
bageste Trediedeel af Sættet (navnlig til den 19de Plade) endnu stærk nok til at bevirke
Pladernes gjensidige Dækning, hvorved alt Indblik udvendigfra mellem Pladerne aldeles af-
værges. Men fra den bageste Trediedeels Begyndelse bliver dette Forhold stedse svagere,
hører op, og fra den 240de Plade viser den tagsteensformige Dækning sig endog, skjondt
langt svagere, i modsat Retning. En rendeformig Fordybning langs den udvendige Rand
af disse Barders forreste Flade er imidlertid kun meget svag, Dækningen skeer her for-
trinsviis ved Bardernes skraa Stilling.

Man seer strax, hvorledes disse Særegenheder for Barderne, efter deres forskjellige
Plads i Sættene afgive meget bestemte Mærker paa hver løsreven Bardeplade til Bestem-
melse af den Plads, den tidligere har indtaget, hvad enten længere fortil eller længere bag-
til, paa hoire eller paa venstre Side.

Nordhvalens Skelet.

Det er allerede ovenfor bleven bemærket, at ingen Naturforsker før os har havt et
heelt Skelet af Nordhvalen til Undersøgelse, og hvor overordentlig værdifuldt derfor det
Materiale maa siges at være, der i denne Henseende er stillet til vor Raadighed.

Det først opstillede Nordhvalskelet var det af den nyfødte Hun, der i 1843 af
Hr. Major Fasting skjænkedes det Kongl. naturhistoriske Museum. Det andet var det 471%‘
lange af en næsten udvoxen Han, som Capt. Holbøll nedsendte i 1846, og som i flere Aar
har staaet opstillet i Universitetets zootomisk-physiologiske Museum. Paa disse to Skeletter
havde vi saagodtsom allerede fuldført vor Beskrivelse af Nordhvalens Beenbygning, da der-
til endnu kom, først det af Capt. Holbøll i Saltlage nedsendte 8%" lange Foster af Hun-
kjonnet, dernæst ved Hr. Justitsraad Olrik det 221s lange Skelet, ligeledes af et qvindeligt
Individ, og endelig i afvigte Efteraar endnu ved Hr. Dr. Rink det 44% lange af et mandligt
Individ. Hvert af disse senere tilkomne Stykker har givet os væsentlige nye Oplysninger,
tildeels saadanne, hvorved først den følgende Beskrivelse kan siges at være bleven en
Osteographie ikke af et eller to Nordhvalindivider, men af Nordhvalen i Almindelighed.

1) 1. c. p. 100: »Ausswendig aber hat das Fischbein eine Håle, denn es ist umgeleget wie ein Wasser-
Rônne, da es auf einander lieget, wie Krebs-Schilde oder Dachsteine: sonst mochte es leicht die
untersten Lefftzen wund machen. «

521

Det 47!‘ lange Skelet af den næsten udvoxne Han staaer afbildet i 4/43 af den
virkelige Størrelse i Fig. 1 af vor 2den Tavle. Hvad der strax ved første Oiekast paa dette
Skelet fængsler vor Opmærksomhed, er unegtelig den ganske overordentlige Størrelse af
Hovedet i Forhold til Kroppen. Af hele Skelettets 471%’ indtager Hovedet, som allerede
ovenfor angivet, de 18/2", altsaa langt over 43, nemlig 0,3895. Og dog er det neppe saa-
meget paa Grund af Hovedets Længde, som snarere paa Grund af dets Tykkelse, at Nord-
hvalen med Rette kan betegnes som den storhovede blandt selve Rethvalerne. Nordhvalen
er maaskee det plumpeste af alle Dyr, og om det end var noget overdrevet, naar i det
12te Aarhundrede Kongespeilets Forfatter angav, at et Reb, der skal omspænde Nordhvalens
Liv, maa have hele Dyrets Længde, var det det dog ikke mere, end at en Nordhvals
største Omkreds, efter Scoresbys Maalinger, udgjør % af hele dens Længde. Som det
meest Særegne. ved Nordhvalens Legemsform fortjener det nu at udhæves, at Hovedet neppe
staaer synderlig tilbage i Tykkelse for nogen anden Deel af dens Legeme, hvor umaadelig
tykt dette end monne være, saa at Hovedet, ved derhos at optage over 4/3 af Længden
aabenbart maa udgjøre langt over 4/3 af hele Massen.

Som bekjendt, beroer dette kolossale Omfang af Nordhvalens Hoved væsentlig paa
Mundhulens Udvidelse. Hvor stort et Omfang denne Mundhule kan opnaae, skjønner man
ved første Blik paa det afbildede Skelet. Foroven hvælver Overkjæben sig høit i Vei-
ret, til Siderne staae de to Underkjæbegrene vidt ud fra hinanden, og Rummet mellem
disse tre forholdviis smalle Knogler bliver derved saa stort, at de næsten svinde ind til
simple Omrids deraf.

I Beskrivelsen af Nordhvalens Ydre er det allerede blevet anført, hvorledes det
store Rum mellem den smalle Overkjæbe og hver af de to Underkjæbegrene dækkes paa
hver Side af Underlæben. Allerede hos den Nyfødte fortjente denne Underlæbe at kaldes
overordentlig høi (Tavle 1 Fig. 1); hvor stort dens Omfang bliver hos den Voxne, kan man
omtrentlig skjønne, ved at betænke, at den dækker de indtil 12—13" lange Barder, med
Undtagelse af disses nederste Ender, der faae Plads mellem Underkjæbegrenene og Tungen;
men paa Skelettet har man hele Underlæbens overordentlige Omfang aldeles bestemt, om
end kun middelbart, angivet i denne store Afstand mellem Over- og Underkjæbe.

Betragte vi de to Underlæber som Mundhulens egentlige Sidevægge, saa optage
naturligviis Barderne en Deel af Hulens Rum; men Barderne ere her saa smalle i Forhold
til deres Længde og derhos saaledes boiede og saaledes lagte lig Tagstene over hverandre,
at de med en vis Ret selv kunne regnes med til Sidevæggene. I hvert Fald lade de to
Bardesæt endnu et overmaade stort Rum tilbage imellem sig. Saalenge Munden holdes
lukket, indtages dette Rum af Tungen, der vistnok kan kaldes det kolossaleste af alle Nord-
hvalens Organer; men idet Munden aabnes og Tungen trækkes tilbage, opfyldes Rummet
af det fortil indstrømmende med Krebsdyr og fritsvømmende Bløddyr stærkt svangre Søvand,

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd, 66

522
der atter, under Mundens paafølgende Tillukning, strømmer ud gjennem Bardegittret paa hver
Side, medens Smaadyrene afsies paa dets indadvendende Haarbeklædning.

Hos Rørhvalerne er Mundhulen forholdsviis kun lille, i Overeensstemmelse med
den langt ringere Vandmasse, der af dem optages tilligemed Føden. I Hoideretningen
skjonnes dette allerede paa Skelettet, forsaavidt Ganefladen overhovedet neppe kan
siges at være hvælvet forfra bagtil; i Henseende til Breden skjønnes det derimod neppe
uden ved at tænke sig denne Flade besat med dens Barder. Ganefladen er her ikke blot i
Forhold til Hovedets Længde, men ogsaa i absolut Maal, bredere end hos Nordhvalen, og
Underkjæbens Sidegrene bugne endnu stærkere ud fra hinanden; men den i og for sig
endog meget brede Mundhule indknibes her i Virkeligheden overmaade meget af Barderne.
Dette kommer deels deraf, at Barderne selv ere forholdsviis meget brede, Pukkelhvalens
2—3 Fod lange Barder endog ikke meget smallere end Nordhvalens allerlængste, deels og især
deraf, at de alle ere krummede saaledes paa Høikant, at deres glatte udadvendte Rand er
huul, déres baarede indadvendte hvælvet. Paa Rethvalbarderne findes (afseet fra de aller-
bageste) ingen saadan, Mundhulen indknibende Bøining; om Nordhvalens have vi allerede
angivet, at de tvertimod endog for allerstørste Delen ere beiede i modsat Retning, hvorved
omvendt Mundhulen vinder i Brede. Naar man blot holder sig til Craniets Omrids, kunde
Rørhvalernes Mundhule idetmindste heelt bagtil synes at maatte være bredere end Nord-
hvalens, eftersom Baghovedets Sidedele hos dem strække sig langt stærkere udefter; men
i dets naturlige Forbindelse med Underkjæben viser det sig strax, at denne dets Udvidelse
i Breden slet ikke kommer Mundhulen til Gode, efterdi Underkjæbegrenene ved at boie sig
ind under Baghovedet krumme sig indefter, saa at de blive svagt S-formige og have
deres Ledforbindelse med Tindingbenene langt indefter paa disses Sidedele").

Idet vi nu gaae over til en nærmere Beskrivelse af Beenbygningen i Nordhvalens
Hoved, ville vi fortrinsviis holde os til, eller dog gaae ud fra det 471,2" lange Skelet, til hvis
Afbildning i den 2den Tavles iste Figur allerede er blevet henviist. I denne Figur sees
Craniet fra Siden, i samme Tavles 2den Figur sees det bagfra (20 Gange formindsket), paa
den åde Tavle vises dets bageste Deel oven- og nedenfra.

Ligesom det meest Charakteristiske ved Nordhvalens Skelet ligger i Hovedets over-
veiende Størrelse, saaledes ligger atter det meest Charakteristiske ved dets Hoved i Kjæbernes
Overvægt over den egentlige Hjerneskal, eller rettere i Mundhulens Overvægt over Hjerne-
skalhulen. Men naar hiint charakteristiske Forhold ved Skelettet i dets Heelhed idetmindste

1) For største Delen ville disse for Rorhvalernes Kjæber eiendommelige Forhold kunne sees paa
Fig. 2 og 3 paa vor 3die Tavle. Fig. 2 eraf et 43' langt Pukkelhvalsskelet, Fig. 3 af et 53%3' langt
Finhvalsskelet, begge fra Grønland og begge opstillede i Universitetets zootomisk-physiologiske
Museum.

forsaavidt kan siges at gjelde under alle Nordhvalens Aldersperioder, som Hovedet allerede
hos den Nyfødte, ligesom hos Fostrene, indtager en Trediedeel af hele Legemets Længde,
saa gjør derimod Kjæbernes (Mundhulens) Overvægt sig kun gjeldende lidt efter lidt under
Veexten.

Dette er aabenbart i fuldkommen Overeensstemmelse med, at paa den ene Side
Hjernen horer til de allertidligst optredende Organer og allerede har naaet sit blivende
Omfang hos den halvvoxne Hval, og at paa den anden Side Barderne først vise
sig ved Begyndelsen af Fosterlivets anden Halvdeel, hos den Nyfodte endnu kun ere 4“,
hos den Halvvoxne lidt over 3‘, og altsaa først have naaet 4/4 af deres fulde Størrelse paa den
Tid, da Hjernen allerede aldeles er standset i sin Vext; thi ligesom hos alle Dyr den
egentlige Hjerneskals Vext nodvendigviis maa svare til Hjernens, saaledes svarer hos Barde-
hvalerne Kjæbernes Væxt til Bardernes. Vel er Forholdet i sidste Henseende ikke ganske
det samme; thi hos det spæde, endnu bardelose Nordhvalfoster indtage Kjæberne allerede
en større Deel af Hovedet end Hjerneskallen; men dette er kun en Følge af den almeen-
gyldige Regel, at i hvert Organs Udvikling den tilstundende særlige Betydning allerede
forud giver sig tilkjende. Thi at iøvrigt Kjæbernes Udvikling svarer til Bardernes, er saa af-
gjort vist, at samtlige Eiendommeligheder ved dem, og dermed atter omtrent samtlige Eien-
dommeligheder i hele Hovedets Bygning, navnlig hos Nordhvalen finde deres rette Tydning
i den umaadelig stærke Udvikling af dens Barder.

Saaledes betinger Bardernes stærkt tiltagende Længde for- og bagfra mod Ganens
Midte navnlig den hvælvede Form af Ganen, medens deres forholdsviis ringe Brede med-
fører en lignende ringe Brede af Ganens Sideflader og af Overkjæben i det Hele; men Bardernes
store Antal betinger samtidig en overordentlig Længde af begge Kjæberne, og de to Barde-
rækkers store indbyrdes Afstand nedadtil betinger en tilsvarende Udadvigen af Underkjæbens
to Sidegrene. Det hele Bardeantals overordentlige Tyngde betinger endelig en tilsvarende
Styrke i den smalle Overkjæbes Beenbygning og endmere i Baghovedets, hvortil denne med
samtlige Barders hele Vægt er fæstet i vandret Stilling.

Ganen hvælver sig meer og meer under Væxten, men dog langtfra i samme
Forhold, som Barderne voxe i Længde. Hos den Nyfødte, hvis længste Barder vare
4“ lange, stod ogsaa det hoieste Punkt af Ganen omtrent 4” fra en vandret Linie
mellem dens to Yderpunkter; hos den Halvvoxne, hvis længste Barder vare omtrent
3° (3612#), var Ganens Hoide tiltaget til henimod 2° (23”), og paa vort 44/2" lange Skelet,
hvis længste Barder vare 11‘ lange, udgjorde den knap 4‘. At altsaa Ganehvælvingen, der
hos den Nyfødte svarer omtrent lige til Bardernes Længde, hos den Halvvoxne kun udgjør
%z deraf, hos den Voxne endog kun lidt over Ys, finder en haandgribelig Forklaring deri,
at Barderne under Væxten vende sig stærkere udefter, hvilket allerede skjønnes deels deraf,
at de to Ganeflader stedse tiltage i Steilhed, hvorved de paasiddende Barder rettes mere

66"

524

udad, og deels deri, at Underkjæbens Grene stedse vige mere ud fra hinanden. Rime-
ligviis er det endda kun hos Hannen, at Ganen kan komme til at hvælve sig saa stærkt
som paa vore to største Skeletter, men ikke hos Hunnen, hvis Barder ifølge den ovenfor
givne Fremstilling ere betydelig kortere i Forhold. At Ganehvælvingen paa det af Cu-
vier beskrevne og afbildede Nordhvalcranium i det Britiske Museum er saa langt svagere
end paa vore, skjøndt det iøvrigt bærer alle Mærker af at være af et gammelt Individ,
finder en naturlig Forklaring i den Antagelse, at dette Individ hår været en Hun.

Da Overkjæbens Krumning allerede viser sig hos den nyfødte Nordhval og,
ifølge Cuvier's Beskrivelse og Afbildning, ligeledes hos den spæde Kapshval, hvorimod
den aldrig er ret kjendelig paa Rorhvalernes forholdsviis brede Overkjæbe, bliver den
i og for sig et sikkert Skjelnemærke for Rethvalerne overhovedet, og da den staaer i
et temmelig bestemt. Forhold til Bardernes Længde, kan dens forskjellige Udviklingsgrad
tillige tjene som Kjendetegn paa Alderen og formodentlig ogsaa paa Kjønnet. I Henseende
til Adskillelsen mellem de forskjellige Rethvalarter synes man derimod snarere henviist til
den forskjellige Form end til den forskjellige Grad af Overkjæbens Bøining.

Vi sigte her naturligviis til det af Cuvier og Schlegel paaviste Mærke for Sydhva-
lerne, at Overkjæbens Siderande hos dem, istedetfor som hos Nordhvalen bagtil at stige
ganske jevnt nedefter, tvertimod pludselig tage Retningen ned- og udefter. Dette beroer,
som bekjendt, derpaa, at navnlig hos Kapshvalen saavel Overkjæbebenets som Pandebenets
processus orbitalis paa hver Side, istedetfor at styre stærkt bagud, som Tilfældet er hos
Nordhvalen, snarere ere rettede lige tvertud, saa at den forreste Rand paa hver af
dem kommer til at danne en ret Vinkel med Legemets Midtlinie. Men dette for ældre
Individer lige saa sikkre som let anvendelige Skjelnemærke holder ikke Stik paa Cranierne
af de ganske unge. Hos den nyfødte Nordhval er rigtignok idetmindste Overkjæbebenets
proc. orbitalis tydelig rettet bagud, saa at vi her allerede finde den for Artens ældre Indi-
vider charakteristiske jevne Nedstigen af Overkjæbens Siderande, men den samme Form
forefindes ogsaa paa det af Cuvier beskrevne Skelet af den spæde Kapshval.

At den skraa Stilling af Baghovedets Sidedele under Opvæxten kan svinde lidt
efter lidt hos Kapshvalen,. medens den hos Nordhvalen tvertimod uddannes stærkere
og stærkere, vil neppe kunne forklares uden i Forbindelse med den Forskjel, der hos disse
to Rethvaler samtidig viser sig i Uddannelsen af Baghovedets midterste Deel, og som vi
derfor her allerede maae gaae lidt noiere ind paa.

Skjøndt Rethvalerne, ligesom alle andre Hvaldyr, ved Fødselen i det Hele taget ere
meget vidt fremme i deres Udvikling, er dog deres Hjerneskal paa den Tid saa langt
tilbage i sin Dannelse, at Primordialcraniet i det allerede kolossale Hoved for en stor
Deel endnu er vedligeholdt. Saaledes endog i Nakkebenet, hvor dog netop dets Forbening
allertidligst fuldendes (see den tredie Tavles første Figur). Denne paafaldende sene Ud-

dannelse af Rethvalernes Hjerneskal beroer ingenlunde derpaa, at selve Hjernen efter
Fødselen skulde voxe stærkere end hos Pattedyrene i Almindelighed. At det forholder sig
lige omvendt, derom vidner allerede et Blik paa Hjernehulens Omfang hos det voxne Dyr
(Tab. 5 Fig. 1: A), der endog i absolut Maal ikke er synderlig større end den Nyfødtes.
Det beroer kun derpaa, at hos disse Dyr Hjerneskallens Tjeneste som Hjernebeholder
træder i Baggrunden for dens Tjeneste som Støtte for Overkjeben. Til dette Oiemed for-
tykkes Hjerneskallen fortil i en såa overordentlig Grad, at den paa det i Midtlinien gjennem-
savede Nordhvalcranium (Tab. 5 Fig. 1) omsider viser en omtrent 5 Gange større Snitflade
end hele Hjernehulen. Denne Fortykkelse opnaaer Hjerneskallens forreste Væg imidlertid
ikke blot ved en tilsvarende af Pandebenene, men ogsaa af Siebenet, det forreste Kilebeen
og hele Nakkebenets Skældeel, idet ogsaa disse Knogler tage Deel i Dannelsen af Hjerne-
skallens forreste Væg. At Siebenet tager Deel deri kan ogsaa siges at gjelde for de
fleste andre Pattedyr, eftersom denne Knogle under Overkjæbens stærke Uddannelse ganske
almindelig hæver sig fra en vandret til en lodret Stilling mod Hjernehulens Grundflade;
men om Nakkebenet kan det i det Hoieste kun siges, at dets Skældeel sædvanlig
under Overkjæbens stærkere Udvikling rykker længere frem paa Hjerneskallens øverste
Flade, dets Ledstykker længere op paa Baghovedet, hvorved Nakkehullet rykker længere
bagtil. Eiendommeligt for Hvaldyrene bliver det altid, at Nakkebenets Skældeel rykker saa
langt fremad paa Hjerneskallens øverste Flade, at selve Nakkehullet tildeels kommer op
paa denne, og hos Nordhvalen naaer delte omsider den Yderlighed, at hele denne
Aabning ligger deroppe, og at selve Skældelen kun for en yderst ringe Deel dækker
Hjernen, hvorimod den faaer en overveiende Andeel i Dannelsen af den Beenmasse, hvortil
Hjerneskallens forreste Væg forvandles. Hjerneskallen udvikler sig altsaa hos Rethvalerne
endog overmaade stærkt efter Fødselen, dog ikke idet den lemper sig efter en vedvarende
Væxt af Hjernen, men såa godt som ene og alene idet den retter sig efter Overkjæbens
tiltagende Vægt. Den ikke blot fortykkes ganske overordentlig i sin forreste Væg, men
alle dens enkelte Knogler forrykkes og komme i nye gjensidige Stillinger. I denne Hen-
seende synes der imidlertid at være en ganske betydelig Forskjellighed mellem Kapshvalen
og Nordhvalen. Hos hiin nemlig hæver Hjerneskallens forreste Væg sig under denne Ud-
vikling stærkt i Veiret, hvorved Overkjæben bagtil vinder betydelig i Hoide, hos Nordhvalen
derimod strækker den sig mere i Længderetningen, hvorved selve Overkjæben bliver læn-
gere, medens Hjerneskalshulen synes skudt lige saa meget længere tilbage. Med denne
Forskjel i Retningen af den forreste Hjerneskalsvegs Fortykkelse hos Kapshvalen og hos
Nordhvalen staaer aabenbart den mellem dem bestaaende Forskjel i Retningen af Baghovedets
Sidedele i umiddelbar Forbindelse.

Baghovedets Sidedele dannes hovedsagelig af Overkjæbebenenes og Pandebenenes

udstaaende Forlengelser (processus orbitales) samt af Tindingebenenes Ledstykker. Paa

526

hver Side af Craniet voxe disse tre Beenforlengelser hinanden imøde udefter, de to forst-
nævnte forfra, det tredie bagfra, hvorved de heelt udadtil næsten komme til at støde
sammen, navnlig lige tæt bagved Øiehulen. Hos Nordhvalen bliver her dog altid endnu
et lille Rum tilbage imellem dem; et meget stærkt Senebaand (x), hvoraf dette Rum ud-
fyldes, synes bestemt til her at knytte dem fast sammen. Jo stærkere disse tre Been-
forlengelser voxe udefter paa hver Side, desto bredere bliver naturligviis Baghovedet; jo
mere de derhos styre bagud, desto længere tilbage kommer dets største Brede til at ligge,
men hvorvidt derved Mundhulen skal vinde i Brede eller i Længde, beroer paa, om ogsaa
Ledfladen paa Tindingebenenes Sidestykker samtidig kommer til at ligge længere udefter
eller længere tilbage.

I begge Henseender udmærker sig den voxne Nordhvals Cranium fremfor alle andre
Hvalers; dens Mundhule er bagtil bredere og stærkere forlænget end nogen anden Hvals. I
første Henseende nemlig ligge, som allerede Cuvier har udhævet, hos Nordhvalen de to Led-
flader til Forbindelsen med Underkjæben saa yderligt paa Sidestykkerne af Tindingebenene, navn-
lig i Forhold til deres Leie hos Kapshvalen, at de, trods selve Sidestykkernes ringere Ud-
staaen, ere langt stærkere fjernede fra hinanden indbyrdes; og i den anden Henseende ere
ikke alene disse Sidestykker allerede i og for sig rettede snarere bagud end skraat forud,
som hos Kapshvalen, men navnlig ligger den Deel af dem, hvorpaa Ledfladerne ere anbragte,
saa stærkt tilbage, at Ledforbindelsen med Underkjæben hos den voxne Nordhval kommer
til at ligge endog betydelig længere tilbage end Ledforbindelsen med Hvirvelsoilen?).

Medens altsaa den tilsyneladende Tilbagevigen af Baghovedets midterste Deel hos
Nordhvalen kun beroer paa den umaadelige Fortykkelse af Hjerneskallens forreste Væg i
Hovedets Længderetning, finder derimod ganske vist en Tilbagevigen Sted af Tindinge-
benenes Sidestykker, og netop disses Stilling bestemmer Mundhulens Udstrækning bag-
til. Denne sidstnævnte Uddannelse gaaer kun for sig lidt efter lidt under Nordhvalens
Opvext. Hos den nyfødte Nordhval ligger Ledforbindelsen med Underkjæben endnu
langt mere fortil end Nakkehullet (see Tavle 3, Fig. 1 mellem q og t), hos de yngre
Individer omtrent i Linie med samme’). Den stærke Tilbagetrængning af Ledforbin-
delsen med Underkjæben, (hos den voxne Nordhval endog til heelt bagfor Nakkehullet)
kan altsaa kun netop anvendes som Skjelnemærke for den ældre Nordhval. Mundhulen
strækker sig hos den nyfødte Nordhval neppe længere bagud end omtrent hos Rørhvalerne
(sammenlign Fig. 2 og 3 paa vor 3die Tavle). Hvad derimod det yderlige Leie af Led-
fladerne paa Tindingebenenes Sidestykker angaaer, saa gjelder dette ikke mindre betydnings-
fulde Forhold for Nordhvalen i Modsætning til Kapshvalen under alle Udviklingsstadier, i

1) Sammenlign især den 7de og {lite Figur paa den ofte anførte Tavle i Recherch. s. |. oss. foss.
(Ed. 3 Tom. V, Tab. 25; i Octavudgaven Tab. 126).

2) See Afbildningerne af Berlinermuseets Nordhvaleranium hos Pander og d'Alton, die Skelete der
Cetaceen Tab. IV og hos Brandt og Ratzeburg, Mediz. Zool. Tab. XVI, Fig. 3 0g 4.

527

hvilken Henseende vi kun endnu behøve at henvise til vor Afbildning af den Nyfødtes
Cranium i Sammenligning med den Cuvierske Afbildning af den spæde Kapshval. Paa
dette Mærke allerede vil ethvert Cranium af en Nordhval og Sydhval, være sig ung eller
gammel, altid med Sikkerhed kunne skjelnes fra hinanden.

Endnu i een Henseende ere Tindingebenenes Ledflader paa en ret iøinefaldende
Maade eiendommelige hos Nordhvalen fremfor hos Kapshvalen, nemlig deri, at de have et
næsten heelt vandret Leie (see den Iste og 2den Figur paa vor 2den Tavle og den Iste
paa vor bte), hvorimod de hos Kapshvalen ere rettede mere fortil. Dette fra Ledfladernes
Retning hentede Skjelnemærke finder ligeledes Anvendelse, i alle Livsaldere.

. Men med Hensyn til Ledforbindelsen hos Nordhvalen mellem Craniet og Under-
kjæben staaer der endnu tilbage for os at meddele en hoist uventet lagttagelse, som
vi have havt Leilighed til at gjøre paa vore to spæde i Saltlage opbevarede Exemplarer (det
nyfødte og det ufødte). Ifølge John Hunters Angivelse!) findes hos Hvaldyrene ikke nogen
Ledsæk i denne Ledforbindelse, men kun en tyk Masse af Trevlebaand, og mellem disse
en klæbrig Vædske (od). Denne Angivelse er af alle følgende Iagttagere enten udtrykkelig
bleven bekræftet eller ialfald ikke bleven imodsagt. Alligevel have vi fundet, at der hos den
spæde Nordhval meliem Tindingebenenes Ledskaale og Underkjæbens Ledknopper i Virke-
lighed findes en dobbelt Ledsæk, af samme Brede som de tilsvarende Ledflader, og at begge
Sække ere aldeles aflukkede fra hinanden indbyrdes, saa at Forholdet er ganske som hos
Pattedyrene i Almindelighed paa det nær, at vi ingen Bruskplade have kunnet finde i den
dem indbyrdes begrændsende Skillevæg. Vi kunne ikke andet end antage, at den her hos
de spæde Nordhvaler paaviste Ledsæk ogsaa forefindes hos de ældre- Nordhvalindivider.
Hvorvidt den ogsaa skulde være at paavise hos de andre Rethvaler eller maaskee hos
endnu mange flere Hvaldyr, maa blive Gjenstand for senere Undersågelser.

For at fuldende Betragtningen af de Særegenheder i Beenbygningen af Nordhvalens
Hoved, hvorved Mundhulen faaer den saa charakteriske Udvidelse, staaer endnu tilbage at
see hen til Formen af Underkjæben. I Overeenstemmelse med den yderlige Stilling af de
for Underkjæben bestemte Ledflader, er naturligviis ogsaa Underkjæben bagtil overordentlig
bred, omtrent lige saa bred som hele Baghovedet, der paa lidet nær turde være den
bredeste Deel af hele Legemet. De to Underkjæbegrene staae altsaa med deres bageste
Ender meget stærkt fjernede fra hinanden, og de vige derfor ogsaa kun svagt ud
fra hinanden ved Hovedets Midte, hvorimod de i deres forreste Deel krumme sig stærkt
indad for at støde sammen i Symphysen. Hos Kapshvalen seer man paa de Cuvierske
Afbildninger (l. c. Fig. 6), at Underkjæben er af en temmelig forskjellig Form. I Mod-
sætning til Nordhvalens er den i det Hele ikke nær saa bred som Baghovedet, i Midten
dog langt bredere end bagtil, hvor dens to Grene nærme sig hinanden meget stærkt, navnlig

1) Philosoph. transact. Vol. 77 pag. 384 (1787).

der, hvor de ligge under processus orbitales af Overkjæbe- og Pandebenene. Underkjæbe-
grenene hos Kapshvalen ere altsaa, skjøndt de omfatte en langt smallere Mundhule, forholds-
viis langt stærkere krummede.

Alle de ovennævnte Forskjelligheder mellem Nordhvalen og Kapshvalen i Henseende
til Craniets Ledforbindelse med Underkjæben og til dennes Form faae en særlig Interesse
derved, at de bringe Nordhvalen fjernere, Kapshvalen nærmere til Rørhvalerne. Et Blik
paa de to Rorhvalhoveder paa vor tredie Tavle viser strax, at begges Ledforbindelse mellem
Over- og Underkjæbe, især dog Pukkelhvalens (Fig. 2), ligger endnu langt mere indad og
længere foran Nakkehullet end hos Kapshvalen, ligesom ogsaa Underkjæbegrenenes Krum-
ning er endnu langt stærkere.

De ovenfor skildrede Forhold, hvorved Nordhvalens Mundhule fremfor nogen anden
Hvals vinder i Hoide, i Længde og i Brede, kunne lige saa vist gjelde for dens væsentligste
Særkjender med Hensyn til Hovedets Beenbygning, som Mundhulens overordentlige Omfang
med Rette tør siges at være det ret egentlig Charakteristiske i hele dens Organisation.
Men derfor tør vi ikke undlade, endnu at gaae noget noiere ind paa Enkelthederne af
denne mærkelige Beenbygning, om end ikke paa en Beskrivelse af hver af dens enkelte
Knogler, saa dog paa hver af Craniets forskjellige Egne. Derved troe vi bedst at løse den
Opgave, vi have stillet os, nemlig at udhæve Nordhvalens Særkjender. I Nordhvalens
Cranium ere nemlig de allerfleste Knogler saa inderlig forenede indbyrdes og for største
Delen saa skjult liggende, at de overhovedet slet ikke lade sig fremstille hver for sig uden
paa Fostre, altsaa ei heller neppe ville komme Zoologerne for Øie uden i større eller
mindre Brudstykker af Craniet.

Det vil i den følgende Beskrivelse fremdeles fortrinsviis være hiint store i Midten
gjennemsavede Hoved, der benyttes som Grundlag, hvorfor vi ogsaa saagodtsom uafbrudt
under samme made henvise til de deraf givne Afbildninger.

Fra Siden er dette Cranium som allerede anført, gjengivet (ls) i den 2den Tavles
iste, bagfra i samme Tavles 2den Figur (Yo); oven- og nedenfra dets bageste Deel i den
4de Tavles Iste og 2den Figur (Yo), nedenfra dets allerforreste Deel i samme Tavles 3die
Figur. I alle disse Figurer have Bogstavmærkerne følgende Betydning:

a: processus articularis ossis temporum,

b: Issebenet (os partetale),

c: Hulen for Urplougbenets forreste Spidse (4de Tavle Fig. 3),
f: Pandebenet (os frontale),

g: Trommehulebenet (os tympanicum) ,

h: Vingebenets Krog (hamulus pterygoideus),

i: Mellemkjæbebenet (os intermazillare) ,

k: Nakkebenets Ledknop (condylus ossis occipitis) ,

l: Taarebenet (os lacrymale),

m: Overkjæbebenet (os maæillare superius),
Næsebenet (os nasale),
Nakkebenet (os occipitale),

n
0

p: Ganebenet (os palatinum) ,

q: Nakkebenets processus jugularis ,

r: Nakkebenets processus mastoideus,

t: Tindingebenet (os temporale) ,

t‘: Tindingebenets processus zygomaticus ,
u: Vingebenet (os pterygoideum) ,

v: Plougbenet (vomer),

w: Fjeldbenet (os petrosum) ,

z: Aagbenet (os zygomaticum) ,

x: (4de Tavle fig. 1) sterke Senebaand.

Paa Nordhvalens — ligesom paa enhver anden Rethvals — Cranium falder først
den stærke Modsætning i Øinene mellem det korte brede Baghoved og den lange smalle
Deel af Overkjæben, der næsten tager sig ud som en derfra udgaaende Stilk. Holde vi
os først til denne, såa kunne vi i Henseende til dens Krumning og til den steile Retning
af dens to Ganeflader henvise til det Foregaaende og her indskrænke os til at omtale de
enkelte Beendele, som træde frem udvendig derpaa.

Den nederste Flade af denne overordentlig lange smalle Deel dannes hos den
voxne Nordhval saa godt som udelukkende af Overkjæbebenene, der i Midtlinien støde tæt
sammen i den meget skarpe Ganekjøl, saa at Plougbenet aldeles ikke træder frem. Men
de naae ikke heelt ud til Kjæbens forreste Spidse, og tæt ved deres forreste Ende vige de
paa Ganefladen (see Tab. 4 Fig. 3 m) ud fra hinanden, hvorved det bruskede Urplougbeen
her kommer frem paa Skelettet (c). Saaledes er Forholdet ikke blot paa begge vore store
Skeletter, men ogsaa paa vort halvvoxne, 22/3" lange; kun paa det af den Nyfodte træder
Plougbenet frem i Ganens Midtlinie. Naar altsaa denne Fremtræden af Plougbenet ogsaa
findes afbildet saavel paa Cuviers Tegning af det gamle Nordhvalcranium i det britiske
Museum som paa d'Altons af det unge i Berlinermuseet, saa troe vi, at dette nærmest maa
forklares derved, at den meget sprøde af Overkjæbebenene dannede Ganekjol er slaaet af,
i Lighed med saamange andre Beskadigelser paa begge disse Exemplarer. Plougbenet
naaer hos Nordhvalen ikke længere fortil end omtrent til Overkjæbens forreste Trediedeel
(see Tab. 5, Fig. 1 v?), og hvor det slipper, træde Overkjæbebenene selv paa vor Nyfødtes
Cranium sammen i Midtlinien, for først længere fortil atter at vige ud fra hinanden. Selve
Spidsen af Overkjæben dannes nærmest Ganens Midtlinie af det bruskede Urplougbeen, til
begge Sider og oventil af Mellemkjæbebenene. Urplougbenet, der i hele sin øvrige

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd, 67

530

Strækning er mere høit end bredt, bliver her fladtrykt, og Mellemkjæbebenenes forreste
Ender slutte sig tæt op til denne Urplougbenets fladtrykte Spidse. Paa Ganefladen, hvor de
(Tab. 4 Fig. 3 i) tage sig ud som en umiddelbar Fortsættelse af Overkjæbebenene, omfatte
de den kun til begge Sider og lade den ligge blottet i Midten. Forsaavidt kunne de siges
her at vige ud fra hinanden; men saa stærkt, som dette Forhold er fremstillet i Cuviers
og Brandts Tegninger (ikke i d’Altons af samme Exemplar), hvor Mellemkjæbebenenes
forreste Ender endog vige ud til Siderne i Form af et Par Vinger, kan det neppe have
viist sig uden ifølge en, formodentlig ved Tørringen opstaaet Fordreining af de her for-
holdsviis tynde Knogler.

Medens Overkjæbens Ganeflade hovedsagelig dannes af Overkjæbebenene, dannes
derimod dens øverste Flade fornemmelig af Mellemkjæbebenene. Ligesom disse Knogler
allerede fra Ganefladen saaes at omfatte Urplougbenets forreste stumpe Spidse foroven og
paa begge Sider, saaledes dække de fremdeles denne colossale Bruskdeel i hele dens
Længde lige til Næseaabningens forreste Hjørne og komme netop derved til at indtage den
allerstørste Deel af hele Overkjæbens øverste Flade. Ved denne Aabning vige de ud fra
hinanden for at danne største Delen af dens frie Rand eller Karm, nemlig kun med Und-
tagelse af heell bagtil, hvor de erstattes af Næsebenene (n). Bag Aabningen omfatte de
Næsebenene og støde som sædvanlig op til Pandebenene. Den af dem og af Næsebenene
dannede Karm om Neseaabningen hæver sig, især bagtil (Tab. 2, Fig. 2: i—n), saa stærkt i
Veiret, at den nok fortjener at sammenlignes med et Rør, om end unegtelig et meget
kort og vidt, Dette Rør peger opad og fortil; til hver Side er det bukket lidt om
udefter (Tab. 4 Fig. 1), hvorved dets Sidevægge blive synlige, fortil derimod er det ligesom
klemt noget sammen fra Siderne og taber sig umerkelig paa den foranliggende Deel af
Mellemkjæbebenene.

Til hver Side udenom Mellemkjæbebenene indtage Overkjæbebenene en forholdsviis
ringe Deel af Overkjæbens øverste Flade; i Højde med Næseaabningen, hvor dennes Karm
er bukket lidt om udefter, skjuler hos den Nyfødte Karmen dem aldeles. Bagfor Aab-
ningen synes Overkjæbebenene derimod endog at træde langt stærkere frem hos Nordhvalen
end hos Rørhvalerne, navnlig i Form af en trekantet Plade, hvis bageste Rand støder til
Pandebenet i hele dettes Strækning indenfra udad, og hvis ydre Deel løber ud i den alle-
rede ovenfor omtalte processus orbitalis. Hos Rørhvalerne mangler denne trekantede Plade
ingenlunde, men hos dem dækkes den saaledes af et fra Pandebenet udgaaende Beenstykke,
at den synes splittet i to Forlængelser, hvoraf den ene (Tab. 3 Fig. 2 og 3: m‘) strækker
sig bagtil og indad mod Pandebenets forreste Rand, den anden (m?) forlænger sig udefter
som processus orbıtalis.

Næsebenene (Tab. 3 Fig. 1, Tab. 2 Fig. 2 og Tab. 4 Fig. 1: n) ligge hos Nord-

hvalen ligesom hos Kapshvalen fremme bag Neseaabningen i Form af to langstrakte für-

kantede Beenplader, der i Modsætning til Rørhvalernes ere omtrent lige brede bagtil og fortil.
Deres forreste Halvdeel viste paa vort største Exemplar en paafaldende mørkere Farve og
sprødere Textur (Tab. 4 Fig. 1 n‘), hvilket dog sikkerlig kun var reent tilfældigt. At de,
skjøndt i det Hele taget liggende vandret, dog fortil hæve sig kjendelig i Veiret tilligemed
den hosliggende Deel af Mellemkjæbebenene, saa at de blive synlige bagfra (Tab. 2 Fig. 2: n),
medens Pandebenene ligge skjulte mellem dem og Nakkebenets Skældeel, er allerede nys
bleven omtalt.

Af Pandebenene ligger, som sædvanlig hos alle Hvaldyr, kun en ringe Deel fri
paa Hjerneskallens øverste Flade, men dog en større end navnlig hos Finhvalerne. Mær-
keligt turde det ogsaa kaldes, at de ingenlunde dækkes mere, snarere mindre, af Nakke-
benets Skældeel hos den Voxne end hos den Nyfødte. Nærmest Midtlinien strækker sig
fra deres forreste Rand et Par smalle Forlengelser hen til Nesebenenes bageste Rand og
omfattes ligesom dette Knoglepar af Mellemkjæbebenenes bageste Endestykker. Ogsaa om
dette Par Forlengelser fra Pandebenenes forreste Rand turde det fortjene at udheves som
en Merkelighed, at de ere forholdsviis større hos den Nyfodte (Tab. 3 Fig. 1 fj, ligesom
de paa Kapshvalen idetmindste ere kjendelige i den spæde Alder, derimod ikke i den voxne.
Til hver Side lobe Pandebenene, ligesom Overkjæbebenene, ud i deres processus orbitalis.
Hos den Nyfodte ere disse Pandebenenes Sideforlengelser forholdsviis meget brede, navnlig
i Forhold til deres endnu ringe Længde (i Legemets Tverretning). Hos den Voxne derimod
ere de overmaade smalle, hvælvede paa deres øverste, dybt rendeformig udhulede paa
deres nederste Flade, saa at de i Virkeligheden vise sig som Halvrør, bestemte til ovenfra
at skjærme Synsnerverne, og kun heelt udadtil, hvor de betydelig udvide sig i Bre-
den, som sædvanlig, at danne Oienhulens Loft. Det er allerede ovenfor blevet omtalt, at
skjøndt disse Pandebenenes lange Sideforlængelser hos Nordhvalen skyde stærkt bagud og
derved komme Nakkebenets Sideforlengelser meget nær, bliver der dog et Rum tilbage
imellem dem, hvori de ved et eget meget stærkt Baand (x) ere ligesom knyttede sammen.
Saaledes viser Forholdet sig navnlig paa Craniets øverste Flade, Paa dets Underflade der-
imod (saavelsom fra Siden) sees Aagbenene (z) indskudte imellem dem, hvorved Øienhulens
Omkreds lukkes forneden.

Det synes som om hverken Aagbenene eller Taarebenene tidligere ere blevne iagt-
tagne hos Nordhvalen; idetmindste have saavel hine som disse manglet paa alle hidtil be-
skrevne og afbildede Cranier af denne Art. Nordhvalens Aagbeen afvige deri fra Kaps-
hvalens at de ere mindre stærkt boiede, og at deres Forbindelsesflade med Overkjæbebenene
er meget mere langstrakt. Taarebenene ere hos Nordhvalen paafaldende smaa, navnlig
langt mindre end hos Sydhvalerne. Medens de ligge overmaade tydeligt fremme ikke blot
paa begge de to af Cuvier afbildede Kapshvalcranier, men ogsaa paa Craniet af et kun 63

Tommer langt Sydhvalfoster fra Havet om Kamtschatka, er det ikke lykkedes os at eftervise
67"

dem hos noget af vore spæde Nordhvalindivider, og vi holde os for temmelig overbeviste
om, af de i forbenet Tilstand ikke ere tilstede hos Nordhvalen før efter Fødselen. Paa alle
vore mere uddannede Nordhvalskeletter derimod have vi fundet disse Knogler (Tab. 2 Fig. 1
og Tab. 4 Fig. 2: 1) som sædvanlig indskudte paa hver Side mellem Overkjæbebenet og
Pandebenet ligeforan Aagbenet i Form af smalle indad tilspidsede Beensplinter. .

De paa selve Hjerneskallen nærmest Pandebenene liggende Issebeen (ossa parie-
talia) træde bos Nordhvalen kun meget lidt frem. Midt paa Craniets øverste Flade ere de
endog allerede hos den Nyfødte aldeles dækkede af Nakkebenets Skældeel, skjøndt de dog
paa de Cuvierske Tegninger af den spæde Kapshval sees overmaade tydeligt fremtrædende
tilligemed Mellemissebenet. I Tindingegruben sees Nordhvalens Issebeen, ligesom Kaps-
hvalens, at danne omtrent hele den forreste lige udad vendte Halvdeel af dens Side-
fiade (Tab. 2 Fig. 1: b), hvorimod den bageste mere tverstillede Halvdeel deraf (samme
Fig.: t) dannes af Tindingebenene. Fremdeles ligesom hos Kapshvalen er Tindingegruben,
i Modsetning til Rorhvalernes, langt mere hoi end bred, og Tindingemusklens Trevler sees
hos Rethvalerne at maatte styre næsten lige ned mod Underkjæbens Muskelforhoining og
langt mindre end hos Rerhvalerne boie sig omkring den bageste Rand af Pandebenets
Sidedeel, betjenende sig af den som en Vinde. Den til Tindingegruben horende Deel af
Issebenet er, ifølge denne Form af Gruben i det Hele, langt mindre bred end hoi. Fortil,
ned- og udadtil slaaer imidlertid hvert af Issebenene sig ud over Pandebenenes processus
orbitalis, ja omfatter denne Beenforlengelse nærmest dens Udspring endog lig en Halv-
skede, hvoraf” idetmindste hos den Nyfodte den øverste Deel er synlig ovenfra (Tab. 3
Fig. 1: b), omend ikke saa stærkt udviklet som hos Pukkelhvalerne. Den nederste Deel
deraf sees derimod hos den voxne Nordhval endnu bestemtere at forlænge sig udefter i
Form af en Halvrende (Tab. 4 Fig. 2: b) med Huulfladen opadvendt, og derved at slutte
sig saaledes til Pandebenets processus orbitalis, at Seenerven idetmindste indadtil kommer
til at ligge i et fuldstændig lukket Beenror. Den saaledes af Issebenet dannede Halvrende
styrkes endyderligere ved en lignende, men langt kortere Halvrende fra Vingebenet
(Tab. 4, Fig. 2: u).

Om Nakkebenet er det allerede blevet anfort, at det hos den nyfodte Nordhval er
saa ufuldkomment uddannet, at dets Andeel i Primordialeraniet endnu er brusket saavel,
hvor det støder mod Skældelen og Kilebenene, som mellem dets tre under Forbeningen
særskilte Stykker: Ledstykkerne og Grundstykket. Samtidig ligge Ledstykkerne saavel med
deres Sideforlengelser som med deres Ledknopper endnu tildeels fremme paa Craniets
Nederflade, og Nakkehullet er endnu ikke rykket heelt op paa dets overste Flade; saameget
mere paafaldende turde det derfor vel kaldes, at Nakkebenets Skældeel derimod allerede
her ligger nok saa langt frem over Issebenene og Pandebenene (see Tab. 3, Fig. 1: o)
som hos den Voxne.

533

Medens Nakkebenets Ledstykker saaledes endnu ved en Bruskstrimmel ere aldeles
skarpt begrændsede fra Skældelen, er deres ydre Rand, der støder mod Tindingebenet, kun
svagt Sformig krummet, ganske jevn og eensformig glat i hele sin Længde. Senere hen,
naar alle Nakkebenets enkelte Beenstykker ere fast forenede indbyrdes, ere disse tidligere
Forhold neppe længere at gjenfinde. Tindingegrubens yderste Deel er voxet frem i Form
af en stærk Kam, og den tilstødende Deel af hiin Sformige Rand paa Nakkebenet hæver
sig op imod denne; Tindingebenets Sideforlængelse er derimod bleven trukket overmaade
stærkt tvert udefter; den tilstødende Deel af Nakkebenets Ledstykke har fulgt den i denne
Forvandling; den bageste Flade gaaer i lige Flugt med samme Flade paa Tindingebenets
Sideforlængelse, og den ydre Halvdeel af hiin Sformede Siderand paa Nakkebenet danner
en bagtil og indad løbende takket Som, der tjener som Grændseskjel mellem de to Beens
Andeel i Nakkens Sidedele.

Istedetfor at indlade os paa en yderligere Beskrivelse af Nakkebenets Overflade paa
Nordhvalcraniet maae vi ansee det for rigtigere kun at henvise til den Afbildning, vi have
givet deraf; men vi kunne ikke forlade den uden at gjøre opmærksom paa, at den forholdsviis
hyppigt findes temmelig ubeskadiget paa de Zoologen til Artsbestemmelse foreliggende
Brudstykker. I denne Afhandlings første Afsnit er blevet omtalt et saadant Brudstykke af
en Hval, fundet ved den Middendorffske Expedition paa Siberiens Nordkyst, om hvilket vi efter
tvende Tegninger deraf, som vi skylde deels den til Expeditionen hørende Hr. Branth, deels
selve Expeditionens berømte Styrer,
have betvivlet, at det kan have hørt til
den Art, der her er den nærmeste Gjen-
stand for vore Undersøgelser. Den ene
af disse Tegninger forelægge vi i hos-
staaende Træsnit til nærmere Sammen-
ligning med vore Afbildninger af Grøn-
landshvalen. Man vil finde, at ligesom
allerede Overkjæbens Smalhed i og
for sig er tilstrækkelig til at udelukke
hver Tanke om Craniet af en Rørhval,
saaledes turde ogsaa saavel Retnin-
gen af Overkjebebenenes og Pande-
benenes processus orbitales, som det
stærkt fremadskudte Leie af Nakke-
benets Skældeel være tilstrækkelig til
at vise, at den Rethval, til hvis Cranium
dette Brudstykke har hørt, har staaet

534

Nordhvalen nærmere end Kapshvalen; men derhos vil man i Smalheden af Nakkebenets
Skældeel og i dets Sidedeles større Brede og mindre Længde finde tilstrækkelig Anledning
til her at formode en til Nordhvalgruppen henhørende særlig Art.

Paa Baghovedets Underflade (Tab. 4 Fig. 2) sees Overkjæbebenene endnu tildeels at
bibeholde deres Overvægt i Ganens Dannelse. Bagtil viser Grændsen mellem deres Side-
dele (processus orbitales) og Midtstykket sig i Form af en meget dyb Spalte i deres Gane-
plade. Den danner Indgangen til en dyb Hule i Benenes Indre, og fortil forlænger Spalten
sig i Form af en Række Gjennemgangsaabninger for Kar og Nerver. En Mængde lignende
Aabninger findes nærmest udenom selve Spalten. Selve Midtstykket af hvert af Overkjæbe-
benenes Ganeplade spalter sig atter bagtil i to smalle Forlængelser, hvoraf den ydre er
den længste. Spalten imellem dem indtages af Ganebenenes forreste Ende. Hos den voxne
Nordhval er denne forreste Ende af Ganebenene tilspidset og disse Knogler (p) overhovedet
smalle. Bagtil vige de ud fra hinanden i en spids Vinkel, hvori den af Plougbenets lod-
rette Plade dannede Næseskillevæg for en liden Deel bliver synlig. Til Ganebenenes bageste
stærkt udadvendte Rand slutter sig, som sædvanlig, Vingebenenes (u) Ganeplade, paa hvis
frie Rand (h) en egentlig Krog (kamulus pterygoideus) neppe lader sig adskille (saaledes
som Tilfældet er hos Rørhvalerne). Af Vingebenene er desuden paa Craniets Nederflade
endnu synlig, ikke blot den ovenomtalte smalle Forlængelse, der tjener til Støtte for Isse-
benets Andeel i Seenerverøret, men ogsaa en liden Deel af deres dybt mellem de øvrige
Knogler indkilede Midtstykke.

Hos den voxne Nordhval er Ganen, og dermed Mundhulen, saa stærkt forlænget
bagtil, at dens ved Vingebenene dannede bageste Rand nærmest Midtlinien tillige bliver
den bageste Rand af selve Craniets Nederflade. De til Hjerneskallens Gulv og til Hore-
redskaberne svarende Knogler ere deels blevne saa stærkt skudte opefter eller saa stærkt
dækkede af Ganeknoglerne, eller ialfald blevne forholdsviis saa smaa, at de enten slet ikke
mere ere synlige eller dog idetmindste træde heelt i Baggrunden for de til Ganens eller
til Baghovedets Sideforlængelser hørende Beendele. Intetsteds ellers viser den Nyfødtes
Cranium sig saa forskjelligt fra den Udvoxnes som netop her, og til Oplysning heraf gives
endnu, til Sammenligning med vor Afbildning i den 4de Tavles 2den Figur, et Træsnit af
den tilsvarende Egn hos vor nyfødte Nordhval. Bogstavmærkerne b, g, m, p, t, t’, u, v
og z have her samme Betydning som i denne Figur paa den 4de Tavle; m‘ betyder den
ydre og længste af de Forlængelser, hvori Midtstykket af Overkjæbebenets Ganeflade bagtil
er spaltet, m‘ Overkjæbebenets processus orbitalis, 0" Nakkebenets Grundstykke, u' den
Deel af Vingebenet, der legger sig op mod Issebenet, u‘ den til Nakkebenet stodende
Deel af Vingebenet, v‘ den bageste Deel af Plougbenet.

Man seer, at der her hos den Nyfødte, i Modsætning til Forholdet hos den Voxne,
endnu bag Vingebenenes (u) frie Rand ligger en ganske betydelig Strækning, dannet af
de meer eller mindre til Hjerneskallen hørende Knogler. Navnlig viser sig her nærmest
Midtlinien endnu saavel den Deel af Plougbenet, der dækker det bageste Kilebeen, som
og hele Nakkebenets Grundstykke (pars basilaris ossis occipttalis: 0') af et forholdsviis
stort Omfang, medens disse Dele hos den Voxne neppe mere skjelnes i deres dybe Leie
mellem Ganebenenes indadvendte Rand. Nærmest udenom hiin Plade af Plougbenet ind-
tage Vingebenenes Midtstykker hos den Nyfodte en ganske betydelig Strækning (u‘) bagved
deres Ganestykker, og nærmest udenom og bagved Nakkebenets Grundstykke (0°) sees
endnu en stor Deel af denne Knogles Ledknopper (k), der hos den Voxne ere blevne trængte
op påa den øverste Flade. Lidt længere udefter sees paa den ene Side det saa løst med
Fjeldbenet sammenvoxne Trommehulebeen (g) hos den Nyfødte stort og rundt, hos den
Voxne forholdsviis langt mindre og derhos temmelig forskjelligt formet. Ogsaa Sidedelene
af Nakkebenets Ledstykker træde hos den Nyfødte (0) endnu stærkt frem paa Craniets
Nederflade, hos den Voxne derimod saagodtsom slet ikke.

Lige det modsatte Forhold viser sig mellem den Nyfødtes og den Voxnes Cranium

536

med Hensyn til Tindingebenenes Sidedele, i Overeensstemmelse med hvad der om dem
allerede ovenfor udførlig er fremstillet at finde Sted under Væxten. Paa denne ligesom
paa den modsatte Flade af Craniet finde vi dem hos den Nyfodte endnu kun i Form af
korte, uregelmæssig trekantede Knoglestykker (t‘), i hvilke man kun paa Sideleiet- og For-
bindelsen med Aagbenet (z) vil kunne gjenkjende disse hos den Voxne navnlig bagtil og
udad saa overordentlig stærkt uddannede og tilbageskudte Beendele.

Fjeldbenet er hos den Nyfødte ogsaa endnu af en langt simplere Form end hos
den Voxne, hvor det (w) viser sig som en overmaade haard og ujevn Beendeel. Forbin-
delsen mellem det og Trommehulebenet skeer, som sædvanlig hos Hvalerne, ved to tynde men
faste Beenforlængelser, hvoraf den ene er processus anterior mallei, og disse Forlængelser
knække meget let over. Derimod er selve Fjeldbenet overordentlig fast indkilet mellem de
øvrige Hjerneskalbeen, navnlig ved de to allerede af Cuvier beskrevne og afbildede Been-
tapper. Vi have fremstillet denne meget indviklede Forbindelse af Fjeldbenet med de hos-
liggende Been i den 4de Figur paa vor bte Tavle, navnlig saaledes, som den viser sig paa
venstre Side af det opstillede Hoved, medens man betragter den nedenfra og forfra.

I denne Figur (4/2 Gange formindsket) betyder

a: Trommehulebenet (bulla tympani),

b: Fjeldbenet,

b‘: dette Beens tynde skarpe Plade, der danner den forreste Væg af Oregangens
inderste Deel (hvori navnlig den posedannede Udkrængning af Trommehinden
har sit Leie),

ce: Fjeldbenets ydre Taps forreste og (mod 0”) nederste Flade, af hvilke hiin i
Forbindelse med x danner Øregangens bageste Væg,

d: Fjeldbenets indre Tap, forsaavidt den er fast og benet,

de: ” » » » » bestaaer af en svampet Masse,

e (og h): Nakkebenets Andeel i Vingebeenshulens indre Sidevæg,

f: Vingebeenshulens Loft, dannet af Nakkebenet,

g: Vingebenets Andeel i Vingebeenshulens indre Sideveg,

h(oge): Nakkebenets » » » » »

o: Nakkebenet,

of: den nedre rue Flade af Nakkebenets Sidedeel, der slutter sig til den nederste
Flade af Fjeldbenets ydre Tap,

p: Vingebenet,

t: Tindingebenet,

t’: den indre Veg af Tindingebenets Ledstykke,

t°: en svampet Forlængelse af Tindingebenet, der slutter sig til d°,

x: Oregangens bageste Veg, forsaavidt den dannes af Tindingebenet,

y: Mellemrum mellem Fjeldbenet og den nederste Flade af Tindingebenets
Ledstykke, fyldt med stærkt Trevlevæv til Fjeldbenets Befæstelse,
z: Indgang til Vingebeenshulen.

Da Fjeldbenet hos Nordhvalen (som hos Bardehvalerne i Almindelighed) er saa
overordentlig tæt indkilet mellem de omliggende Knogler af Hjerneskallen, vil man neppe
i noget Tilfælde kunne faae det løsrevet, idetmindste ikke af et udvoxet Nordhvalcranium,
uden betydelig Beskadigelse enten af det selv eller af de omliggende Dele. Til Fjeldbenet
er atter Trommehulebenet voxet saaledes fast, at det aldrig vil kunne løsne sig ved Delenes
Forraadnelse; men den faste Forening mellem begge disse Beendele beroer paa to saa
tynde Beenstykker, at Trommehulebenet meget let knækkes af og meget hyppig meer eller
mindre beskadiget forekommer i Samlingerne. Af nogenlunde store Rethvaler ere disse
Knogler ogsaa overmaade lette at skjelne fra Rørhvalernes, navnlig derved, at de næsten
ere ligesaa brede som lange, hvorimod alle Rørhvalernes ere kjendelig længere, Finhva-
lernes endog meget længere. Men paa ganske unge Exemplarer er dette Skjelnemærke, og
endmere alle øvrige, der kunne hentes fra deres Form, temmelig svagt uddannede, og
Sammenligningen mellem Nordhvalens og de øvrige Rethvalers Trommehulebeen have vi
hidtil end ikke havt Leilighed til at anstille paa udvoxne Exemplarer.

For at vise de indre skjulte Dele af Nordhvalens benede Hoved er dettes hoire Halv-
deel bleven afbildet indvendigfra efter det samme 47%" lange Exemplar paa den Ste Tavle.
Ved Gjennemsavningen er Snittet i det Hele taget gaaet lodret gjennem Midtlinien, men
bagtil lidt udenfor samme tilvenstre, saa at paa Afbildningen Neseskilleveggens venstre
Sideflade (e—v*) dækker den hoire Næsegang. Derved er opnaaet den Fordeel, at Ploug-
benet, der næsten slet ikke ligger for Dagen udvendigt, her bliver synligt fra flere for-
skjellige Sider").

Bagtil seer man den forholdsviis saa overordentlig lille Hjerneskalshule (A) og
Nakkehullet (00—00), som er trængt heelt op paa Hjerneskallens Rygflade; fortil den
umaadelig tykke Beenblok, hvortil Hjerneskallens forreste Væg er bleven forvandlet
under Sammensmeltningen af Nakkebenet (sguama occipitalis), Mellemissebenet (os inter-
parietale), Pandebenene, Siebenet og Næsebenene. Paa den lodrette Længdesnitflade af
denne Beenblok er det ikke muligt med Bestemthed at kjende Grændserne for hvert af
disse enkelte Been. Det er kun efter et Skjen, at Nakkebenets Andeel er betegnet med

1) Gjennemsavningen af dette Cranium skete tildeels af Nødvendighed, eftersom det ikke i sin Heelhed
kunde komme igjennem nogen af Museets Døre. Men Præparatet kom derved ingenlunde til at lide,
eftersom det lykkedes at faae det opstillet saaledes, at dets to Halvdele ved en særegen Mechanisme
kunde skrues aldeles tæt sammen. Tvertimod har det for Studiet vundet overmaade meget derved,
at ved samme Mechanisme ogsaa med Lethed de to Halvdele lade sig skrue ud fra hinanden, hvor-
ved alle de langs Midtlinien liggende indre Dele komme for Dagen, saaledes som afbildet i den her
beskrevne Figur.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem.Afd., 5 Bd. 68

Bogstavet 0, Pandebenenes med f, Næsebenenes med n, Siebenets med e. Ligesom Sie-
benet i sin forbenede Tilstand er smeltet sammen med Pandebenene, saaledes sees det fremdeles
i Næsehulens Indre at hænge umiddelbart sammen med de ligeledes heelt forbenede Musling-
been (c) og den bageste Deel af Næsegangens Bruskbeklædning, forsaavidt som ogsaa denne
er forbenet (m°). Den endnu ikke forbenede Deel af Hovedbrusken er gaaet tabt under Macera-
tionen, saa at ikke alene den Flade af Overkjæbebenet (m*) og af Mellemkjæbebenet (i),
som fortil danne Næsens indre Vægge og i frisk Tilstand have et Bruskovertræk, men
ogsaa Plougbenets indre Væg (v—v), der tidligere omfattede Axebrusken, ere blevne blottede.
Ligesom nemlig det saakaldte Primordialcranium, hvortil ogsaa Siebenet og Muslingbenene høre,
oventil forlænger sig i et brusket Overtræk af hele Næsegangen (m’—m‘—i), saaledes
forlænger det sig nedadtil i det aldeles colossale Urplougbeen, der ikke blot udfylder hele
Plougbenets meget rummelige Hule (v—v), men, hvor dette ved Overkjæbebenets forreste
Trediedeel hører op, endnu forlænger sig foran samme heelt ud til selve Spidsen af Over-
kjeben. Af disse to forreste Forlængelser af Primordialcraniet findes hos den udvoxne
Nordhval kun den allerbageste Deel forbenet, og en særlig Fremstilling af denne Egn, der
frembyder endeel Vanskeligheder for Tydningen, er givet i den 5te Figur paa samme Tavle.
De enkelte Bogstaver have her følgende Betydning:
a: det første Muslingbeen,
b: » andet » À
Cs) > tredie » D
d: en Fordybning i Nesebruskens Sidevæg ;
f: den venstre Sideflade af Urplougbenets forbenede Deel;
m°: den forbenede Næsebrusks Sidevæg,
m : en Forlængelse fra samme, ligeledes forbenet ;
m*: Overkjæbebenets indvendige Flade;
x: en svampet Beenmasse mellem Overkjæbebenet og Plougbenet,
V: den forreste Flade af Urplougbenets forbenede Deel,
v: Plougbenets indvendige Flade.

Forsaavidt Plougbenet ikke er truffet af Snittet, og dets udvendige Flade derved er
kommen for Dagen paa venstre Side, kan man (i Figur 1) adskille tre Strækninger derpaa:
fortil (v‘) den af Overkjæbebenets Ganestykke (m) dækkede Deel, i Midten (v”) den af
Ganebenet (p) dækkede Deel og bagtil den (v*), hvor Plougbenets udvendige Flade er fri
og danner Næseskillevæggens venstre Sideflade.

Da det imidlertid neppe er muligt at danne sig en klar Ferestilling om Formen af
denne dybt i Craniets Beenbygning skjulte Knogle, uden ved at see den heelt udrevet

1) Sammenlign Afbildningen af disse Dele for Forbeningen hos Vaagehvalen i dette Selskabs Skrifter
4de Række; 12 Bind, Tab. 13. .

fe. SÅ

deraf, er den i hosstaaende Træsnit bleven givet saaledes, som vi have havt den for Øie

i det ufødte Individ.

Lige foran v' sees den bageste frie Rand af Næsegangenes Skillevæg og dennes
fortil og opad stigende venstre Sideflade, der i den Ste Tavles Iste Figur har faaet samme
Mærke; ovenover v“ og v‘ den venstre hvælvede Sideflade, der ligger op til Gane-
benet og Overkjæbebenet. Paa den Tab. 5, Fig. 1 afbildede hoire Halvdeel af Craniet var
denne Flade for største Delen gaaet tabt ved Gjennemsavningen af Plougbenets venstre Plade,
og derved var der vundet et friere Indblik i Knoglens store Hule (v-v) for det bruskede
Urplougbeen; paa Træsnittet derimod seer man, hvorledes denne store Hule bagtil først
(fra p til u) gaaer over i en smallere og fladere Grube, hvori -det forreste Kilebeen har
sit Leie, og dernæst (fra u til u‘) i en yderst svag Udhuling af Plougbenets heelt nedtryk-
kede og vandret liggende Deel, der nedenfra dækker det bageste Kilebeen. Plougbenets
bageste Rand (0), der er ganske tynd, støder til den forreste Deel af Nakkebenets Grundstykke.
Siderandene af Plougbenet støde heelt fortil mod Mellemkjæbebenene, i Midten mod Kjæbebe-
nene. Ovenfor Næsegangenes Skillevæg, hvor de blive meget brede og ujevne, ere de
forbundne med Ganebenene (ved p), i hele den bageste Strækning (u-u‘) med Vingebenene.
De Dele, der nedenfra dækkes af Plougbenet, nemlig Urplougbenet og begge Kilebenene, ud-
gjorde hos dette ufødte Individ endnu kun en eneste Brusk uden Spor til Afdeling, der
ogsaa endnu indbefattede det bagved tilstødende Grundstykke af Nakkebenet og foroven Siebenet.

Til yderligere Oplysuing af Nordhvalhovedets indre Beenbygning, forsaavidt denne
kommer for Dagen efterat være savet lodret igjennem i Midtlinien, følger her endnu Tyd-
ningen af samtlige de i den Ste Tavles Iste Figur ansatte Bogstavmerker.

A Hjerneskallens Hule,

B: Øiehulen,

C: Neseaabningen ,

D: Stedet for Foreningsbaandene mellem Over- og Underkjeben,
a: Tindingebenets Ledskaal (processus articularis ossis temporalis),
c: den forreste Deel af Næsehulens Muslingbeen (conche nasi) ,
e: Siebenet (os ethmoideum) ,

f: Pandebenet (os frontale),

f/: processus orbitalis ossis frontalis,

540

h: Vingebenets Krog (hamulus pterygoideus),
i: Mellemkjæbebenet (os intermaxillare) ,
i: Mellemkjæbebenets Næsehuleflade (superficies nasalis ossis intermazillarıs) ,
k: Nakkebenets heire Ledknop (condylus occipitalis),
m: Overkjebebenet (os maxillare supertus),
m‘: Overkjæbebenets Sideforlængelse (processus orbitalis ossis maxillaris superioris),
: en tynd og huul Plade af Overkjebebenet, der slutter sig til den af Pande-
benet dannede Væg af Seenervens Rende,
m: Overkjæbebenets Ganestykke (processus palatinus ossis maæillaris supertoris),
m*: Overkjæbebenets Nesehuleflade (superficies nasalis ossis maxillaris superioris),
: den bageste Deel af denne samme Flade, beklædt med et forbenet Brusklag
fra Primordialcraniet,
n: Næsebenets indvendige Flade,
ni: » nederste eller Næsehuleflade,

Nakkebenets Snitflade ,
o‘: den nederste og bageste Deel af Nakkebenets frie Flade,
o*: den øverste Deel af samme Flade,
00: Nakkehullet (foramen magnum),
p: Ganebenet (os palatinum),
t: Tindingebenet (os temporale) ,
u: Vingebenet (os pterygoideum) ,
vy: Plougbenets høire indvendige Flade, der omfatter Urplougbenet,
v°: Plougbenets Snitflade i Midtlinien ,

v‘: Plougbenets udvendige Flade, forsaavidt den dækkes af Overkjebebenet ,
v“: samme Flade, forsaavidt den dækkes af det venstre Ganebeen,

vw: samme Flade, forsaavidt den danner Nesegangens indvendige Væg,
v: Plougbenets bageste fritliggende Ende,
z: Aagbenet (os zygomaticum). )

Underkjeben af vort 47Y%o" lange Nordhvalskelet findes afbildet bagfra i den anden
Tavles 2den Figur, den venstre Green deraf udvendigfra i samme Tavles {ste Figur, den
hoire indvendigfra i den 5te Tavles 2den Figur og endelig samme Greens bageste Ende
ovenfra i samme Tavles 3die Figur.

I Forhold til den nyfødte Nordhvals Underkjæbegrene ere den voxnes unegtelig
stærkt krummede, men dog ingenlunde saa stærkt som Rørhvalernes i Almindelighed,
navnlig langtfra saa stærkt som Pukkelhvalernes (Tavle 3 Fig. 2). Krumningen viser sig
ogsaa næsten heelt indskrænket til den forreste Halvdeel. Dette beroer aabenbart derpaa,
at deres Ledforbindelse med Tindingebenene skeer saa yderligt paa disses meget stærkt

541

udstaaende Sideforlængelser, at de her allerede næsten staae ud fra hinanden i hele Hove-
dets Brede, hvorimod der hos Rorhvalerne, som allerede ovenfor bemærket (sammenl. den
3die Tavles 2den og 3die Figur), finder et heelt andet Forhold Sted. Ligesom altsaa den
voxne Nordhvals Underkjæbegrene, skjøndt de omfatte den umaadelige brede Mundhule, og
skjøndt de fortil støde sammen i Midtlinien, dog forholdsviis kun ere svagt krummede, saa-
ledes maae de, ogsaa, skjøndt i den Grad tunge, at hver af dem i den friske Tilstand neppe
vil kunne løftes fra Jorden uden ved 6 Mands forenede Kræfter, dog i det Hele taget
kaldes spinkle i Forhold navnlig til Pukkelhvalernes Underkjæbegrene. Det er kun heelt
bagtil, at de unegtelig ere endog meget tykke, men forefter aftager deres Tykkelse lidt
efter lidt, saa at de ved Spidsen blive ganske fladtrykkede. Deres betydelige Tyngde be-
roer altsaa deels paa Tykkelsen af deres bageste Ende, deels paa deres overordentlige
Længde. (See især paa den 2den Tavles 2den Figur, hvor dog maa tages Hensyn til den
perspectiviske Formindskelse af den 19” længere Afstand af Kjæbebenenes forreste Ende.)

Af Eiendommelighederne paa den ældre Nordhvals Underkjæbebeen ville vi først
udhæve den, at de ved deres forreste fladtrykte Ende dreie sig saaledes, at deres indven-
dige Flade kommer til at vende op-, den udvendige nedefter, saa at de ved deres Sammen-
stød ikke saameget modes med deres Spidser som med den allerforreste Deel af deres
nederste Rand. (See den 5te Tavles Fig. 2 f.) Denne særegne Stilling af Underkjæbe-
grenenes forreste Ender er endnu ikke kjendelig hos ganske unge Individer, og kan paa Rør-
hvalernes i det Hoieste kun siges at være antydet i en svag Boining.

Langt flere, og tildeels ikke mindre iøinefaldende Særkjender finde vi paa den
bageste Ende af Nordhvalens Underkjæbebeen. |

Som saadanne ere allerede i det Foregaaende nævnte Ledfladernes heelt forskjellige
Stilling, der allerede kunde paavises hos den Nyfødte, og dernæst denne Egus paafaldende
Tykkelse i Forhold til Knoglernes midterste og forreste Deel. For at gaae noget mere ind
i Enkelthederne af de her fremtrædende Særegenheder, ville vi henvise til den 5te Tavles
Fig. 2, hvor den voxne Nordhvals hoire Underkjæbegreen er fremstillet indvendig fra, og
Fig. 3, hvor sammes bageste Deel sees ovenfra. Til Sammenligning findes hosstaaende
i Træsnit det hoire Underkjæbebeens bageste Deel af en, 53%" lang Finhval (musculus)

542

og af en 43° lang grønlandsk Pukkelhval (Krepokak),

begge, ligesom Nordhvalens. sete ovenfra. I denne Stilling bliver Nordhvalunderkjæbe-
benets Ledflade (der iøvrigt ingenlunde er skarpt begrændset) synlig i omtrent hele sin
Udstrækning, hvorimod den paa begge Rørhvalernes, ifølge sin allerede oftere omtalte for-
skjellige Retning, bliver heelt skjult.

Ikke mindre ioinefaldende vil man finde den Forskjel, at Knoglen nærmest omkring
Ledfladen hos begge Rørhvalerne er stærkt indkneben, hvorved Ledfladen faaer en tydelig
Ledknop og Strækningen mellem den og Indtrædelsesaabningen for Knoglens Kar og Nerve-
stammer ved sin indknebne Form fortjener at kaldes en Hals, hvorimod Nordhvalens Under-
kjæbebeen her netop er allertykkest (see især Fig. 2 paa dte Tavle). Endvidere er denne
Strækning mellem Ledknoppen og den store Indtrædelsaabning overmaade kort hos Nord-
hvalen i Forhold til Halsens Længde hos Rørhvalerne, ligesom ogsaa Afstanden mellem
denne Aabning og Muskelforhoiningen (c) paa Knoglens øverste Rand er kortere, saa
at Tindingemusklerne virke langt ufordeelagtigere under Kjæbens Opløften hos Nord-
hvalen end hos Rorhvalerne. Men dertil kommer endnu, at denne Muskelforheining (c) hos
Nordhvalen er overmaade lille, til Vidne om Tindingemusklens svage Virkning, hvorimod
den allerede hos Pukkelhvalen har Form af en bred og kraftig, hos Finhvalerne endog af
en heit i Veiret staaende Beenkam. '

Ogsaa den store Indtrædelsesaabning for Underkjæbebenets Kar- og Nervestammer
viser meget paafaldende Særkjender hos Nordhvalen fremfor hos Rorhvalerne. Dens Leie
er det sædvanlige, nemlig paa Knoglens indvendige Flade tæt ved den øverste Rand, men
dens Form er næsten kredsrund, medens den hos Rørhvalerne snarere tager sig ud som
en aflang Spalte, og, hvad der er det egentlige Særkjende, den forlænger sig nedadtil i en
ganske smal Rende eller Sprække (Tab. 5 Fig. 2 x, x, x), der i Nærheden af den nederste
Rand tager Retningen fortil og løber langs med denne Rand for ikke at forsvinde før om-
trent ved Knoglens forreste Fjerdedeel. Skjondt denne Sprække eller Rende kun er Ley-
ningen af den Hule, hvori Urunderkjæben (den Meckelske Streng) har havt sit Leie i Foster-
livet, holder den sig hos Nordhvalen idetmindste indtil den udvoxne Alder, hvorimod den
hos Rørhvalerne er sporløs forsvunden allerede hos meget unge Individer.

543

Paa Kapshvalens Underkjæbebeen findes fortil samme Omdreining af Fladerne, bagtil
samme Mangel paa en Indsnoring, der kunde fortjene Navn af en Hals, samme store Ind-
trædelsesaabning for Kar- og Nervestammerne samt den derfra udgaaende Rende eller
Sprække for Urunderkjæben; men fra Nordhvalens adskille de sig deels ved den oven-
omtalte Svingning af deres bageste Ende, deels ved deres større Hoide i Forhold lil Læng-
den, overhovedet ved deres mindre spinkle Form. Saavidt dømmes kan af et ganske spædt
Individ af Sydhvalernes Gruppe (fra Biskaierbugten), vilde et udmærket Skjelnemærke være
at finde deri, at Inderfladen næsten vilde være ligesaa hvælvet, i Retningen fra den øvre
til den nedra Rand, som Yderfladen, hvorimod den hos Nordhvalen er ganske flad i denne
Retning. Men vi maae navnlig ved denne Leilighed meget beklage under denne Under-
søgelse ikke at have havt Skelettet af en Kapshval for os til umiddelbar Sammenligning.

Til Baghovedets Beenbygning maae endnu regnes de to Griffeltungebeen eller, som
de sædvanligt benævnes, de forreste Tungebeenshorn; med dem følger ganske naturlig selve
Tungebenet, og til dette slutter sig atter umiddelbart Strubehovedet og det bruskede Luft-
rør overhovedet. Her turde altsaa være en passende Plads til en Beskrivelse af disse Dele
hos Nordhvalen, og vi føle os såa meget mere opfordrede til at give den, som de ikke
blot have foreligget os fra vore spæde Individer, men ogsaa fra de to voxne, hvis Skeletter
have staaet til vor Raadighed.

Til Tungebenet høre hos Nordhvalen, ligesom hos alle andre Hvaldyr, tre Knogler:
det egentlige Tungebeen (Tab. 6 Fig. 1: a) og de to Griffeltungebeen (b), hvilke sidste indadtil
ved et Senebaand (c) ere heftede til et Par vorteformige Forlængelser (de forreste Tungebeens-
horn) paa den forreste Rand af Tungebenets Midtstykke, udadtil ved et lignende Senebaand
(d) til Fjeldbenene. Paa det egentlige Tungebeen maa skjelnes Midtstykket og de to bageste
eller Sidehorn, der hvert for sig have et særligt Forbeningspunkt i den oprindelig enkelte
Brusk. Tungebenets Midtstykke gaaer til Siderne umærkeligt over i disse to Sidehorn; paa
dets forreste Rand sees de to egentlige forreste Tungebeenshorn, der adskilles ved et dybt
Indsnit i Midtlinien; dets bageste Rand er jævnt udhulet.

Rethvalernes Tungebeen adskiller sig derved fra Rorhvalernes, at Midtstykkets
bageste Rand er jævnt udhulet, istedetfor at der hos Rørhvalerne her findes to Ophøininger
med et Indsnit i Midten, omtrent som paa den forreste Rand. Nordhvalens synes deri
forskjelligt fra Kapshvalens, at Sidehornene saavelsom Griffeltungebenene blive tykkere ud-
adtil. Under Vexten tiltager Længden af Sidehornene forholdsviis stærkt. Det Samme
gjelder endmere for de forreste Horn, hvorved de samtidig synes at rykke nærmere sammen,
såa at Indsnittet imellem dem bliver dybere og smallere. Hos den nyfødte Nordhval laae
den forbenede Deel af Midtstykket tæt op til den forreste Rand; de forreste Horn vare
endnu heelt bruskede, Sidehornene derimod kun endnu paa deres yderste, kegleformede
Endestykker, Griffeltungebenene saavel paa disse som indadtil, saa at de kun vare forbenede
i deres midterste Deel, omtrent i Halvdelen af deres fulde Længde.

544

Mærkeligt er det forekommet os, at ogsaa hos vore to voxne Nordhvalindivider
saavel Griffeltungebenene som Tungebenets Sidehorn endnu fandtes bruskede i deres yderste
kegleformede Deel (a‘).

Strubehovedet er et Organ, der ganske undtagelsesviis ikke blot allerede er nøie
kjendt hos flere Rørhvaler, men ogsaa har været Gjenstand for en udførlig Beskrivelse hos
Nordhvalen, medens det endnu slet ikke er blevet undersøgt hos nogen anden Rethvalart.
Vi sigte her fortrinsviis til den fortrinlige Afhandling over dette Organ af Sandifort!), der
maaskee ikke vilde have levnet os Noget til yderligere Oplysning, end sige Berigtigelse, hvis
han ikke med Hensyn til Nordhvalen havde været indskrænket til Undersøgelsen af et Par
smaa Fostre, medens vi have havt til vor Raadighed hele Organet af det nyfødte Individ
og dets Bruskdele fra de to voxne.

Disse Bruskdele af Strubehovedet fra det 47!/e‘ lange Individ ere blevne afbildede
paa den 6te Tavle i 6 Ganges Formindskelse. Figur 1 viser hele Strubehovedet bagfra,
eller rettere fra Rygfladen, i dets naturlige Forbindelse med Tungebenet; Figur 2 Ring-
brusken, Tudbruskene og Strubelaaget fra venstre Side; Figur 3 Strubelaagets Leie til Tud-
bruskene under Lukningen af Aandeveiene, seet fra Rygsiden; Figur 4 hele Strubehovedet
fra Bugfladen; Figur 5: samme fra venstre Side.

I alle Figurerne betyder:

e: Skjoldbruskens udvendige eller Bugflade,

f: sammes forreste Horn,

g: sammes bageste Horn;

h: Senebaandet, hvorved Skjoldbruskens forreste Horn knyttes til Tungebenet
(ligamentum thyreo-hyoideum) ,

i: ligamentum thyreo-cricoideum inferius ,

k: Strubelaaget,

|: ligamentum thyreo-epiglottideum ;

m: Tudbruskenes Hovedstykke eller Legeme,

n: sammes forreste eller opadstigende Horn,
sammes bageste eller nedadstigende Horn,
Tverbaandet mellem Tudbruskenes forreste Horn,

p: Tverbaandet mellem Tudbruskenes bageste Horn;

1) Nieuwe Verh. d. iste Kl. van het Kon. Nederl. Instit van Wetensch. te Amsterdam. Derden Deels
eerste Stuk. Amsterd. 1831. Pag. 223.

545

r: Ringbruskens udvendige eller Rygflade,

s: sammes indvendige eller Bugflade,

t. Senehinde mellem Ringbruskens Siderande og Tudbruskenes bageste Horn ;

u: den forreste Deel af Luftrørets Blindsæk, seet fra Siden i sit Leie mellem
Skjoldbrusken og Tudbruskenes bageste Horn.

Man veed, at den væsentligste Eiendommelighed ved Bardehvalernes Strubehoved
fremfor Tandhvalernes bestaaer deri, at det gjennem en Aabning paa sin Bugflade tillader
Luftveienes Sliimhinde at træde frem i Form af en Blindsæk, der udvendig beklædes med
et stærkt Lag af Muskler. En lignende Blindsæk paa Luftveiene findes, som bekjendt,
ogsaa hos mange Landpattedyr; i de fleste Tilfælde træder den frem mellem Tungebenet
og Skjoldbrusken, i nogle dog, navnlig hos flere Aber, mellem Skjoldbrusken og Ring-
brusken eller mellem denne og den første Luftrørsring, og det er nærmest det sidstnævnte
Forhold, hvortil det hos Bardehvalerne slutter sig, dog paa en for dem aldeles eiendommelig
Maade, der af de tidligere Iagttagere allerede klart er bleven opfattet. Der forefindes nem-
lig af Ringbrusken kun den bageste Halvdeel (Fig. 1: r), der altsaa faaer to frie Side-
rande (Fig. 2 og 5: r), medens derimod Tudbruskene ad Bugfladen til løbe ud i et Par
Forlængelser (Fig. 2 og 5: 0), der i en temmelig lang Strækning gaae jevnsides med disse
Siderande af Ringbrusken, dog altid med et vist Mellemrum, som lukkes af en Senehinde
(Fig. 5: t), men omsider nærme sig hinanden i Bugfladens Midtlinie og her forenes ved et
eget Baand (Fig. 2: q). Tudbruskene (m) have altsaa, foruden deres to sædvanlige For-
længelser eller Horn (n), der paa Rygsiden styrke Luftveienes Aabning til Næsehulen, endnu
to i modsat Retning gaaende Horn, der tilsammen danne en fuldstændig Ramme om Luft-
veienes Forbindelsesaabning med Luftsækken paa Strubehovedets Bugflade. Aabningen
strekker sig alligevel ikke heelt hen til de to Bruskforlengelsers bageste Foreningsbaand,
idet den her indskrænkes ved en Fold af Sliimhinden.

Hos Rorhvalerne er Skjoldbruskpladen forholdsyiis kort, Tudbruskenes nysnævnte
bageste eller nedadstigende Horn ere saagodtsom slet ikke bedækkede af den, og Aab-
ningen for Luftsekken kan derfor paa en vis Maade siges at ligge paa Strubehovedets
Bugflade mellem Skjoldbrusken og den Senehinde, der paa denne Flade træder i Ring-
bruskens Sted. Men hos Nordhvalen strækker Skjoldbruskpladen (Fig. 4: e) sig saa langt
tilbage, at den fuldstændig dækker denne Aabning, og det bliver her fuldkommen klart, at
Skjoldbrusken i Grunden kun, i Forening med Tungebenet, tjener som en Halvskede uden
omkring det egentlige Luftrør, hvis rette forreste (øverste) Grændse betegnes af Tudbru-
skene. At derimod Ringbrusken ret egentlig udgjør en Deel af selve Luftrøret, er her
samtidig såa meget mere iøinefaldende, som den selv er sammensmeltet med de forreste
Luftrørsringe, og den Senehinde, der erstatter dens Bughalvdeel, sammensmeltet med den,
hvoraf ogsaa Luftrørsringene erstattes paa Bugfladen. Paa de af Sandifort undersøgte Nord-

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 69

hvalfostre strakte Luftrørssækken sig ikke længere tilbage end Skjoldbruskpladens bageste
Spidser, saa at den ikkun blev synlig i Indsnittet imellem disse paa Bruskens bageste Rand.
Men det undgik ham ingenlunde, at det jo maatte være anderledes i en senere Alder.
Virkelig strækker Luftsækken sig allerede hos den Nyfødte heelt tilbage til Luftrørets Deling
i sine to Bronchier, altsaa lige saa langt hen over Luftrøret, som dettes Bruskringe ere er-
stattede ved en Senehinde.

Nordhvalens Luftsæk har, ligesom Bardehvalernes overhovedet, en ganske overor-
dentlig tyk Muskelbeklædning. Hos en ung Pukkelhval (Krepokak) havde den en Tykkelse
af 2—3 Tommer. Men de Muskler, hvoraf den beklædes, have ingenlunde Form af en
Hinde. De bestaae af lutter tverstribede Kjødtrevler, der sætte sig fast paa Ringbruskens
Siderande . saavelsom paa Luftrorsringenes afskaarne Ender, og danne Knipper, hvoraf de
nederste (bageste) idetmindste i de ydre Lag stige lige opad (fortil), de øverste (forreste)
paa tvers mod en i Kjødmassens Midtlinie liggende Sene, de øvrige skraat hen mod samme
Sene. Udvendigfra tager Sækken, paa Grund af denne Kjodmasses Tykkelse, sig meget
stor ud. Men Sækkens af Sliimhinden beklædte Hule viser sig idetmindste paa Cadaveret
forholdsviis meget lille. Ved at skjære ind i Kjodveggen træffer man neppe paa den for
midtveis mellem Luftrørets Deling og Skjoldbruskens bageste Rand. Saasnart Sækken ud-
spiles af den indtrængende Luft under Musklernes Slappelse, bliver Forholdet udentvivl et
heelt forskjelligt.

Ligesom Bardehvalernes Strubehoved paa Bugfladen er saa særdeles forskjelligt
dannet fra Tandhvalernes, saaledes vides det ogsaa paa sin øverste (forreste) Ende idet-
mindste forsaavidt at være væsentlig forskjelligt derfra, at det ikke nær saa fuldstændigt er
omsluttet af den bløde Ganes Muskler. Dette gjelder navnlig ogsaa for Nordhvalen. Tud-
bruskenes opadstigende Horn lægge sig, som sædvanlig, tæt op mod Strubelaaget (Fig. 3)
og danne med dette en mod Ganen opadstigende Forhøining. Men denne Forheining er
forholdsviis langt kortere end hos Tandhvalerne, og derfor strækker den Hud, hvoraf dens
tre Bruskdele ere indhyllede, sig ikke heelt ud til deres yderste Ende, såa at Luftveienes
Afspærring fortil her unegtelig synes mindre fuldstændig end hos Tandhvalerne. Men man
veed, hvor misligt deter, saavel i Almindelighed som navnlig for disse De'es Vedkommende,
at slutte fra Forholdene paa Cadaveret til dem i levende Live, og enhver Antagelse om,
at der fra Mundhulen af skulde kunne trænge Vand ind i Luftveiene og navnlig i hiin
Blindsæk paa Strubehovedet, for derfra atter at stødes ud gjennem Næseborene, maae vi
ansee for aldeles usandsynlig. )

Før vi forlade Betragtningen af Strubehovedet, maae vi endnu gjøre nogle Bemærk-
ninger til den af Sandifort givne Beskrivelse af dets enkelte Dele. Af egentlige Berigtigelser
have vi kun een at gjøre, nemlig den, at Skjoldbruskens to nedstigende Horn (g—g) virkelig
hos Nordhvalen ligesom hos Rørhvalerne ere fast forenede som een sammenhængende

547

Bruskmasse med Pladen. At Sandifort har troet at finde en Ledforbindelse imellem dem,
maa vistnok kun tilskrives en tilfældig Beskadigelse af disse sprøde Dele hos de spæde
Fostre. Vore øvrige Bemærkninger indskrænke sig til nogle uvæsentlige Formforskjellig-
heder, der vare let iøinefaldende paa vore mere uddannede Stykker.

Skjoldbruskpladen fandt vi langs Midtlinien stærkt fortykket i Form af en Høideryg,
der dog henad den bageste Rand dreiede sig mod den venstre Sidedeel, saa at Brusken
her blev temmelig usymmetrisk. Paa Skjoldbruskpladens bageste Rand fandtes endvidere
Indsnittet betydelig stumpere end af Sandifort afbildet, og de to bageste Hjørner have
en ikke ganske ubetydelig Boining udefter. Derimod fandt vi hans Angivelse, at de to
store Huller paa Rorhvalernes Skjoldbruskplade ganske mangle hos Nordhvalen, fuld-
stændig bekræftet. I Henseende til Tudbruskene ville vi kun pege hen paa, at deres
forreste Horn hos de voxne Individer viste en langt smukkere Form end hos de af ham
undersøgte spæde Fostre. I deres gjensidige Forbindelse ligne de, navnlig ved at sees bagfra
(Fig. 1: n—p—n), to mod hinanden boiede Svanehalse. Ogsaa Strubelaaget (k) har en
ganske anderledes elegant Form, end der paa de spæde Fostre kunde eftervises. Paa sin
bageste Flade er det forsynet med en Længdekam (Fig. 3). Det er ved et eget Baand
(Fig. 4 og 5: 1) fæstet til Skjoldbruskens forreste Indsnit; men desuden fandt vi en meget
lang og stærk Muskel, som gik langs Midtlinien af dets og Skjoldbruskpladens indvendige
Flade og idetmindste tilsyneladende stod i Sammenhæng med Muskellaget om Luftsækken.

Nordhvalens Luftrør er, som sædvanligt hos Hvaldyrene, meget vidt, men derhos
overmaade kort. Hos den Nyfødte havde det en Vidde af 742", en Længde af omtrent
44", Om dets Bruskringe er det allerede anført, at de ikke omfatte Rorets Bugflade;
dog gjøre de tre bageste Ringe en Undtagelse i denne Henseende. De ligge meget tet
op til hinanden og ere særdeles uregelmæssige, idet de ofte spalte sig eller dreje sig paa
forskjellig Maade. Ligesom Ringbrusken er sammensmeltet med den forreste Ring, saa-
ledes atter denne med de to næstfølgende.

En særdeles mærkelig Afvigelse i Nordhvalens Luftrør, ikke blot fra Rorhvalernes
men, saavidt vides, fra alle andre Hvaldyrs overhovedet, er allerede bleven udhævet af
Sandifort, og staaer der altsaa kun tilbage for os fuldstændig at bekræfte, den nemlig, at
det kun deler sig i 2 Bronchier, og at altsaa den særlige Green, der ellers hos Hvaldyrene
(og flere Landpattedyr) udgaaer fra Luftrøret før dets Deling i de to Bronchier, her falder
bort. De to Luftrørsgrene have ikke ganske samme Vidde; den hoires er noget større
end den venstres.

Efterat have forfulgt de bruskede Luftveie til deres bageste Ende, ville vi endnu
kaste et Blik paa deres allerforreste ved Udgangen fra Næseborene.

Man kjender de tæt indenfor Tandhvalernes Næsebor liggende Luftbeholdere, hvis

temmelig indviklede Bygning har fundet flere Beskrivere, navnlig hos Marsvinet. At der
69"

u

ingen lignende Bihuler findes hos Rethvalerne har allerede Roussel de Vanzeme kortelig
angivet"). Paa vor nyfødte Unge og paa det fuldbaarne Foster have vi fuldstændigt over-
beviist os om denne Angivelses Rigtighed, og noiere undersøgt Næsekanalernes Bygning.
Forholdet er folgende.

Ved Beskrivelsen af den nyfodte Nordhvals Ydre er det allerede blevet udtalt, at
hvert af Næseborenes indre Rand er stiv og uforanderlig i sin krumme Form med Huul-
heden udad og fortil Denne Rand støttes af en fast Bruskplade, der staaer lodret paa
Craniet men ved dette ligesom opløses i flere stærk snoede Bruskdele, som man maa skjære
igjennem for at overbevise sig om, at de ikke indeholde nogen Hule. De staae i umid-
delbar Forbindelse med Næsehulens Bruskbeklædning, der atter er en Deel af Primordial-
craniet. Den ydre, hvælvede Rand af hvert af Næseborene er derimod ganske blød og
stærk opsvulmet. Tager man dens Hudbeklædning bort, troer man ved første Øiekast at
have en stor rund Sæk for sig. Men skjæres den igjennem, viser den sig at bestaae af
lutter Kjødtrevler, hvis gjensidige Ordning neppe vilde være let at beskrive. Undersoger
man dernæst Gangene fra Næseborene ind til Næseaabningen paa Craniet, enten ved
blot at bringe en Finger ind i dem eller ved at skære dem op, saa finder man, at de i
hele dette Forløb saa at sige lukkes paa selvsamme Maade, som Næseboraabningerne. En
ganske blød afrundet Hoiryg paa deres ydre Væg lægger sig nemlig tæt op til den indre,
saa at Tversnittet overalt frembyder omtrent samme Halvkredsform, som disse Ganges ud-
vendige Aabning, om end ingenlunde i selvsamme Retning, eftersom hiin bløde Høiryg
er noget snvet i sit Forløb. Det behøver neppe at siges, at ogsaa denne bløde Hoiryg
indeslutter Muskelfibre, og Mechanismen af det hele Forhold er let at fatte. Udenfor
Aandedrættet ere ikke blot Næseborene, men begge Nesegangene i hele deres Lob fra
dem til Næseaabningen paa Craniet tæt tilsluttede under den slappe Tilstand af Musklerne i
de ydre Næseborlæber og i Næsegangenes bløde Høiryg; under Aandedrættet derimod. for-
svinder saavel hine bløde Næseborlæber som og begge de bløde Høirygge i Næsegangene
ved de indesluttede Musklers Sammentrækning, og de halvkredsformede Næseboraabninger
forvandles til to kredsrunde Huller, de trange Næsegange til to valseformede Kør.

Ved Optællingen af Hvirvelbenene vil det være beqvemmest og sikkrest at gaae ud
fra den første Nederbue (Hæmapophyse, os en V). Foran denne findes paa alle vore 5
Skeletter — de sammenvoxne Halshvirvler regnede som syv — 33 Hvirvler, bagved den
hos Fostret og det unge Individ 22, hos de to gamle Individer og det nyfødte 21. I første

1) Annales des Sc. nat. See. Ser. Tome II p. 125.

549

Tilfælde bliver altsaa det hele Antal 55, i det sidste 54, en Forskjel i Hvirveltallet, der
endog er ubetydeligere end hos flere andre Hvaldyrarter med saa talrige Hvirvler. Hvilket
af de to Tal, 54 eller 55, snarest skulde opstilles som det hyppigste og altsaa normale
for denne Art, turde det synes voveligt at afgjøre efter Optællingen paa et saa ringe Antal
Individer; alligevel er der overveiende Grund for at stemme for Antagelsen af 55, og det
navnlig, fordi der unegtelig paa hvert af de to store Skeletter synes at mangle et Hvirvelbeen,
paa det 44%o" lange navnlig mellem den ilte og 12te Halehvirvel, paa det 4712‘ lange
yderst paa Halespidsen (hvor det ogsaa paa vor Afbildning Tab. 2 Fig. 1 er blevet tilfoiet),
saa at der kun bliver et af vore 5 Individer tilbage (det nyfødte), hos hvilket Tallet med
Sikkerhed kan angives at have indskrænket sig til 54. I Hvirvelantallet staaer altsaa Nord-
hvalen tilbage for Kapshvalen, hos hvilket det efter Cuvier udgjør 59. (Blandt Rørhvalerne
har Balænoptera musculus 63, den grønlandske Pukkelhval 53, Vaagehvalen 48 Hvirvler.)

Af Ribbeen havde det mindre af de to voxne Individer og den Nyfødte aldeles be-
stemt 13 Par; hos Fostret findes paa hoire Side endnu et rudimentært fjortende, der ved et
Senebaand er heftet til Tverudvexten af den 21de Hvirvel, hvorimod intet Spor dertil er synligt
paa den modsatte Side. At det Samme har været Tilfældet paa det større af de to voxne
Individer, synes at kunne sluttes deraf, at en enkelt kun 20” lang ribbeensformet Knogle
fulgte med uden at kunne tydes anderledes. Hos det unge Individ forefandtes derimod
kun 12 Par Ribbeen, og saavel den Omstændighed, at dette Skelet i alle andre Henseender
bærer Vidne om den meest omhyggelige Tilberedelse, som endnu mere Længden og Formen
af det 12te Ribbeen paa begge Sider, give Grund til at antage, at her virkelig kun have
været 12 Par tilstede, eller at det 13de i hvert Fald har været rudimentært.

Regne vi den første Nederbue som Grændseskjel mellem Lende- og Haleegnen, og
holde vi os til Fastsættelsen af 13 Ribbeenspar som det for Nordhvalen normale, saa vil
altsaa af dens 55 Hvirvler 7 være Halshvirvier, 13 Brysthvirvler, 13 Lendehvirvler og 22
Halehvirvler. Tælles derimod den Hvirvel, til hvis bageste Deel den første Nederbue er
fæstet, med til Halehvirvlerne, vil der naturligviis blive 7 Halshvirvler, 13 Brysthvirvler,
12 Lendehvirvler og 23 Halehvirvler. Vi ville imidlertid holde os til den første Angivelse,
og det navnlig af den Grund, at Gattet, der dog med Rette kan siges udvendig at betegne
Grændsen mellem Underliv og Hale, hos Nordhvalen netop findes lige under den første
Nederbue. Den særlige Talbestemmelse af Halehvirvlerne med Nederbuer er her, som alle-
vegne, meget afhængig af hvor langt hen mod Halespidsen Skelettet har kunnet udarbeides
med fuldkommen Nøiagtighed. Til begge vore to store Skeletter have vi kun modtaget
10 af disse Buer, men paa Fostret have vi faaet dem (i heelt brusket Tilstand) udarbei-
dede indtil mellem den 47de og 48de Hvirvel, altsaa 14 i Alt.

De 7 Halshvirvler ere altid sammensmeltede indbyrdes (undertiden ogsaa med den
første Brysthvirvel) og det ikke blot hos de ældre Dyr, hvor disse 7 Hvirvler tilsammen

550

danne en uadskillelig Beenblok, men ogsaa hos den Nyfødte og hos Fostret, hvor de danne
en ligesaa uadskillelig Bruskmasse. Denne Sammensmeltning er altsaa begrundet i disse
Deles oprindelige og normale Dannelse og tør neppe stilles i Lighed med den mere tilfæl-
dige mellem den sidste Halshvirvel og den første Brysthvirvel, aldeles ikke med den
reent pathologiske, der ikke sjeldent forekommer hos Dyr og Mennesker. Mellem de 6
forreste Halshvirvler findes hos ældre Individer neppe noget Spor til et Brusklag, men vel,
og det selv endnu paa de voxne Individer mellem den 6te og 7de Halshvirvel. End tyde-
ligere træder Mellembrusken altid frem mellem denne og den første Brysthvirvel. I Ryg-
radens øvrige Forløb tiltager denne Mellembrusk i Tykkelse lige indtil de forreste Halehvirvler,
mellem hvilke den er allertykkest; derefter aftager den jævnt mellem hvert af de følgende
Hvirvelpar, skjøndt den selv mellem de allerbageste endnu er meget betydelig i Forhold til
disse Hvirvlers Størrelse.

Samtlige Mellembruske i Nordhvalens Rygrad tage sig udvendig saa tykke ud, at
man ved at betragte denne i dens Heelhed. hvad enten tørret eller endnu frisk, neppe
kan værge sig mod den Forestilling, at de maae have en overordentlig stor Indflydelse paa
dens Længdemaal. Paa Halen synes Mellembruskene ofte endog at være næsten lige saa
tykke som selve de Hvirvler, hvorimellem de ligge. Men tager man paa det voxne Skelet
disse Bruske bort og udmaaler derefter Rygradens Længde paa de rensede Hvirvler, opstab-
lede i rette Orden ovenpaa hinanden, finder man, at Mellembruskenes Andeel i Rygradens
Længde hos en voxen Nordhval i det Hele neppe udgjør mere end heist 3 Fod, at den alt-
saa i Virkeligheden er langt mindre, end den udvendig fra synes at være. Grunden hertil
ligger naturligviis deri, at disse- skiveformede Senebruske ere langt tykkere ved deres Kreds-
rand end i deres midterste Deel, hvor de neppe nogetsteds paa Hvirvelsøilen ere tykkere end
112", paa de fleste Steder kun 1“, i Brystegnen neppe over 7/3". Paa Skeletter af yngre
Individer ere Mellembruskene unegtelig forholdsviis tykkere; men her gjælder det i endnu
højere Grad, at Afstanden mellem Hvirvellegemerne synes større, end den i Virkeligheden
er, og det af den simple Grund, at Hvirvellegemernes Endeplader tage sig ud som hørende
til Mellembruskene (see 2den Tavle Fig. 3).

Til at bestemme Længdeforholdene af Rygradens forskjellige Egne hos den voxne
Nordhval have vi fortrinsviis holdt os til det 442‘ lange Skelet, fordi vi derpaa endnu ved
Modtagelsen fandt Mellembruskene for største Delen vedligeholdte og ikke kjendelig ind-
tørrede. Hele Rygraden var ved Skelettets Ankomst 26‘ 10“, og heraf faldt

paa Halsens 7 Hvirvler 10“ eller forholdsviis °161 — 0,03,
» Brystegnens 13 » 62 » 31461 — 0,23,
» Lendeegnens 13 » SR: » S161 — 0,36,
» Halens 220 1022.00 » 611461 — 0,38.

Nordhvalens Hvirvelbeen ere nok saa tunge som de store Finhvalers og Pukkel-
hvalers, men af Udseende dog i det Hele taget mindre plumpe, hvilket vel kommer deels
deraf, at paa de største af dem, navnlig paa Lendehvirvlerne og de forreste Halehvirvler,
Tverudvæxterne ere meget lange, hvorved Legemerne blive forholdsviis mindre, og deels
deraf, at Buen er bredere, hvorved ogsaa Ledudvæxterne i det Hele taget spredes stærkere
ud fra hinanden og Legemet træder mere tilbage.

Et fælles Kjendemærke for alle Nordhvalens Hvirvelbeen vil iøvrigt neppe kunne
paavises; det Charakteristiske ved dem er tvertimod snarere noget heelt Forskjelligt i hver
Egn især af Rygraden.

See vi først hen til Halshvirvlerne, saa finde vi her strax Nordhvalen meget iøine-
faldende charakteriseret ved disse Beendeles Form og Sammensmeltning, navnlig i Modsæt-
ning til Rorhvalernes. Saaledes især med Hensyn til Tverudvæxterne af den 2den—
7de Hvirvel. I Grunden ere disse Udvæxter hos alle Bardehvalerne ringformede, og det
navnlig som Følge af den store indbyrdes Afstand mellem deres øverste og nederste Rødder,
hvorhos det er mindre væsentligt, hvorvidt Ringen heelt forbener (som Tilfældet i Reglen
er hos Finhvalerne) eller (som hos Pukkelhvalerne) forbliver brusket udadtil hele Livet
igjennem. Af Tverudvæxternes to Rødder mangle, som bekjendt, de øverste aldrig, hvor-
imod de nederste i Reglen kun findes paa de 5 mellemste Haishvirvler. Saaledes ogsaa
hos Nordhvalen; ja i enkelte Tilfælde sees her endog ogsaa paa den 7de Halshvirvel endnu
et Spor til dem (hvorimod de hos Pukkelhvalerne endog allerede mangle paa den 6te). En
fuldstændig Forbening af de to Rødder, hvorved Tverudvæxterne blive til Beenringe, finder
derimod ikke Sted hos Nordhvalen paa nogen af Hvirvlerne, end ikke paa Epistropheus.

l en anden Henseende stemme disse Dele hos Nordhvalen overeens med de til-
svarende saavel hos Finhvalerne som hos Pukkelhvalerne, nemlig deri, at der finder en
stærk Tilnærmelse Sted paa hver Side mellem Tverudvæxten af Epistropheus og den af
alle de efterfølgende Halshvirvler og den første Brysthvirvel, ved hvilken gjensidige Til-
nærmelse alle disse Hvirvlers Tverudvæxter i Fællesskab komme til at danne et Tilheft-
ningspunkt for det første Ribbeen. Men istedetfor at denne Tilnærmelse hos Finhvalerne
og hos Pukkelhvalerne skeer saaledes, at den ringformede Tverudvext paa Epistropheus
boier sig tilbage over de efterfølgende Tverudvexter, og disse ialfald kun svagt boie sig
fremad mod dem, forholder det sig omvendt hos Nordhvalen. Hos denne nemlig boier
tvertimod Dreierens Tverudvæxter sig kun meget svagt tilbage, men de andre Halshvirvlers
Tverudvæxter, især dog den 7de Halshvirvels tilligemed den 1ste Brysthvirvels, ere boiede
meget stærkt forud (samml. Tab. 2, Fig. 3); og da nu den 3die, 4de, bte og 6te Hals-
hvirvel ere meget sammentrykkede, hele Halsen altsaa ogsaa meget kort, komme derved
disse Tverudvexter til at naae heelt op i Hoide med den øverste Rod af Dreierens Tver-

udvexter. Allerede derved faaer denne hele forreste Egn af Rygraden et ganske andet Ud-

seende hos Nordhvalen end hos Rorhvalerne. (Sammenl.
med det hosstaaende Træsnit, der i 13 Ganges Formind-
skelse viser de 7 Halshvirvler tilligemed den 1ste Brysthvir-
vel af vort største Nordhvalskelet fra heire Side, endnu
de 2 næstfølgende Træsnit, paa denne Side og Pag. 554, der
vise disse Beendele fra neden og fra oven). Ikke mindre
eiendommelig af Udseende bliver Halsegnen af Nordhvalens
Rygrad ved Sammensmeltningen af dens enkelte Hvirvler.
En Sammensmeltning af Halshvirvlerne, der hos Tandhva-

lerne er saa almindelig, at den navnlig for de to forrestes
Vedkommende aldrig savnes hos dem undtagen hos Nar-
hvalen, Hvidfisken og Gangesdelphinen, er derimod hos Rørhvalerne saa sjelden, at vi
aldrig have fundet Spor dertil hos ‘andre iblandt dem, end hos Dverghvalerne, og det
endda kun hos den grønlandske Dverghval (Tikagulik, B. rostrata Fabr.), og navnlig ene
og alene mellem nogle af de bageste Halshvirvler. Hos Nordhvalen derimod er Halshvirv-
lernes indbyrdes Sammensmeltning nok saa indgribende som hos Marsvinene, de egentlige
Delphiner og Døglingen.

Noiere betragtet gjør Sammensmeltningen sig især gjeldende paa følgende Steder.
Paa Hvirvellegemernes Bugflade er den fuldstændig mellem Atlas og Epistropheus. Mellem
denne og de fire efterfølgende Hvirvler ;
bliver Adskillelsen efterhaanden kjende- Te ER
lig udad til begge Sider, mellem 6te |
og 7de heelt tvert over; mellem den

sidste Halshvirvel (Træsnit: 7) og den

hi

me ‘Ty

forste Brysthvirvel finder her ogsaa un-
I

dertiden en Sammengroning Sted. De
nederste Tverudvexter ere kun tildeels og
paa forskjellig Maade sammengroede,
ofte slet ikke.

Paa Sidefladerne (see det første Træsnit paa denne Side) skjonnes de to første Hvirv-
lers Legemer at vere saa fuldstendig sammensmeltede, at her, ligesom paa Bugfladen, end
ikke Grendsen imellem dem findes antydet, medens den dog for alle de næstfølgende Hviry-
ler er kjendelig ved dybe Tverrender. Det Samme gjelder endelig om disse Hvirvellege-
mers øverste Flade (eller Rygmarvsflade).

Paa Rygfladen af den ved de 8 sammengroede Hvirvler dannede Beenblok, kjendes
Sammensmeltningen at vere fuldstendigst langs Buernes Midtlinie, hvor alle de forreste 6
Hvirvler tilsammen danne en sammenhængende Kam, med Undtagelse af, at denne Kam

553

paa det foreliggende Exemplar er afbrudt mellem den 4de og 5te, i andre Tilfælde mellem 5te
og 6te Hvirvel. Til begge Sider af denne Beenkam vise derimod Atlas og Epistropheus sig,
herfra betragtede, fuldstændig adskilte, og det Samme gjelder for den 6te og 7de Hvirvel.

Af den 3die, 4de, bte og 6te Hvirvel ere Buerne tilligemed de fra dem udgaaende
øverste Tverudvæxter uregelmæssig sammensmeltede, og disse Udvæxter tildeels rudimen-
tere. Da saaledes ikke blot næsten alle Halshvirvlernes nederste, men ogsaa de allerflestes
øverste Tverudvexter ere rudimentere, bliver den vidtgabende, men meget korte Canalis
inte rvertebralis (see det iste Træsnit Pag. 552, og Tab. 2 Fig. 3) naturligviis kun saare
ufuldkomment begrændset. Fortil staae Atlas’s brede Sidedele som en Vold ud foran den
(Tab. 2, Fig. 3, 1‘). Blodet i det Arterienet, der forestiller Arteria vertebralis, skjonnes at
udgyde sig i en stor Stamme, hvis dybe Rende ligger paa Rygfladen mellem Atlas og
Epistropheus. Parallelt dermed løber en anden dyb Arterierende paa den forreste Flade
af Atlas, undertiden ved en Beenbro tildeels forvandlet til et kort Rør.

Den af Hvirvellegemernes Rygflade og Hvirvelbuerne dannede Rygmarvshule er
heelt fortil næsten rund i Omkreds, 6” i Gjennemsnit, men bagtil bliver den langt mere
bred (8%) end høi (51”). Naar Forbeningen er fuldstændig, er der ingen anden Ind-
gang fra den til Hulerne for Arteria intervertebralis end gjennem Mellemrummene mellem
Buernes nederste Halvdeel (den imellem Hvirvellegemet og de øverste Tverudvæxter); men
meget ofte er denne Halvdeel af Buerne slet ikke eller kun tildeels forbenet, enten alene
paa den 3die Hvirvel eller paa den 4de, dte og 6te, og paa de macererede Skeletter
kommer Rygmarvshulen derved saa at sige til at smelte sammen med de to Sidehuler og
de tilsvarende Buer til broformig at svæve over Rygmarvshulen, alene støttede foroven
ved deres Sammengroning med de for og bagved liggende Hvirvlers Buer.

Paa Rygsiden af Halshvirvlernes Beenblok ere Tornudvæxterne af de 6 forreste
allerede beskrevne som en stærk Kam. Denne er stærkest fremstaaende der, hvor den
dannes af Epistropheus. Dem 7de Halshvirvels Tornudvæxt er altid fri og temmelig stærkt
fremragende.

Forsaavidt de 5 mellemste Halshvirvlers Buer kunne adskilles fra hverandre, skjel-
nes allerede paa dem det tagsteensformede Leie, hvorved den foregaaende til hver Side
legger sig ud over den efterfolgende, og hvorved tillige det forste Spor er givet til de
bageste Ledudvexter.

Den af Halshvirvlerne sammensatte Beenblok udgjor paa vort 4712‘ lange Skelet i
Længderetningen omtrent 13“, hvoraf Atlas og Epistropheus tilsammen skjonnes at udgjore
omtrent 62", de fire efterfølgende Hvirvler neppe 4/2", den sidste 21/4”, Paa det 44!‘
lange Skelet indtage Halshvirvlerne tilsammen kun 10“.

Af denne forreste Deel af Nordhvalens Hvirvelsoile have vi havt adskillige over-
complette Exemplarer til Sammenligning, og derved overbeviist os om, at om end den

” vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd. 70

554

ovenstaaende Beskrivelse, som fornemmelig er udkastet efter Forholdene paa det 47197 lange
Skelet, i det Væsentlige ogsaa passer paa alle de øvrige, kan der dog saavel i Henseende
til Hvirvlernes Sammensmeltningsmaade som i Henseende til Udviklingsgraden af Rødderne
til Halshvirvlernes Tverudvæxter finde Forskjelligheder Sted,» og det ikke alene hos de for-
skjellige Individer, men endog til Hoire og Venstre af et og samme Individ.

De vigtigste Afvigelser fra Forholdene saaledes som de i ovenstaaende Træsnit ere
afbildede, turde være de, der endog meget hyppigt vise sig med Hensyn til den første
Brysthvirvel. Dennes Tverudvæxter ere altid skærkt sammentrykkede og tillige rettede saa
stærkt forud, at de naae hen til Dreierens Tyerudvexter; men ofte, maaskee i Reglen, ere
de endog skovlformigt udvidede i deres yderste Ende. Dette er saaledes allerede Tilfældet
paa vort 44'/e‘ lange Skelet, men i endnu hoiere Grad paa en fra ældre Tid i det Konge-
lige naturhistoriske Museum henstaaende Gruppe af de 8 forreste Hvirvler af en udvoxen
Nordhval, i hvilken tillige den første Brysthvirvel og den bageste Halshvirvel ere fuldstæn-
digt sammengroede i deres Legemer. Vi give derfor endnu her en Afbildning af denne
Gruppe i 12 Ganges Formindskelse, seet
fra Rygsiden. Paa den venstre Side
ere Tyerudvexterne afbrækkede saavel
yaa den første Brysthvirvel som paa de &
2 bageste Halshvirvier og derfor kun
angivne i punklerede Omrids.

Hver af disse Hvirvelgrupper er i

den Grad forskjellig i Udseende fra de
selv hos voxne Individer aldrig sammen-
smeltende Halshvirvler af Rørhvalerne, at der ikke kan være Tale om en Forvexling med
dem; selv et nok saa beskadiget Exemplar af en saadan Beenblok vil altid være tilstrækkelig
lil at betegne det som henhørende til Halshvirvlerne af en Rethval. Naar ovenstaaende
Beskrivelse her er gjort saa udførlig, er det nærmest skeet med Hensyn til Artsadskil-
lelsen mellem Nordhvalen og Kapshvalen eller de øvrige Rethvalarter. Efter Cuviers og
Schlegels Beskrivelse af Kapshvalens Halshvirvler at dømme, er Forskjellen ogsaa ret be-

tydelig, navnlig i følgende Henseender:

1) Sammensmeltningen indbefatter paa Pariser-Exemplaret af Kapshvalen, ligesom paa
alle vore Exemplarer af Nordhvalen, alle 7 Halshvirvler, men paa Leidener-Exem-
plaret af Kapshvalen kun de 4 forreste. I denne Henseende synes altsaa hos denne
Art at finde en Forskjellighed Sted, som ikke har viist sig paa vore Nordhval-
skelelter, forudsat at Leidenerskelettet virkelig er af den Art, som Cuvier har

beskrevet,

= AO:

2) Halshvirviernes Tornudvæxter ere hos Kapshvalen sammensmeltede i en eneste
Kam; paa alle vore Nordhvalskeletter finder en Afbrydelse Sted imellem dem.

A

3) Hos Kapshvalen mangle nedre Tverudvæxter paa alle de 4 bageste Halshvirvler,

hos Nordhvalen kun paa den 7de.

4) De øverste Tverudvæxter af Atlas og Epistropheus ere hos Kapshvalen sammen-
smeltede, hos Nordhvalen ikke.

5) En i den forste Brysthvirvel stedfindende Forskjel omtales maaskee bedst endnu her
i Forbindelse med Forskjellen i Halshvirvlerne, nemlig den, at den hos Nord-
hvalen saa charakteristiske Opstigen af den {ste Brysthvirvels lange, flade Tver-
udvæxter til Yderenden af de to første Halshvirvlers Tverudvæxter slet ikke finder
Sted hos Kapshvalen !).

A

I Brystegnen tiltager Hvirvlernes Axe jevnt, saa at den paa det A4'e‘ lange Skelet
voxer fra 2%" til 6%“. Langt mindre tiltage Brysthvirvlernes Legemer i Breden.

Af Nordhvalens Brysthvirvler er den første allerede kommen i Betragtning i sin
faste Forbindelse med Halshvirvlerne. Den er næsten lige saa flad skiveformet som de
bageste Halshvirvler; paa vort 44/2" lange Skelet optog dens Legeme kun 2%4” af Rygradens
Længde, men var derhos 8“ heit, 10” bredt. I sit Gjennemsnit havde det Form af et
bredt, symmetrisk Hjerte, idet dets øverste Flade (Rygmarvsfladen) var rendeformig for-
dybet i Midtlinien, dets nederste frie Flade derimod forsynet med en svag Længdekjøl.
Buen af denne første Brysthvirvel udspringer i Fællesskab med Tverudvixterne paa
hver Side fra Hvirvellegemets to øverste Hjørner (sammenl. det {ste Træsnit Pag. 552), og da
dens to Sidegrene ere langt spinklere end disse Udvæxter, er det snarere Buens Side-
grene, der udspringe fra Tverudvæxterne, end omvendt. Fra dette deres Udspring gaae
Buens to Sidegrene i et næsten vandret Leie hinanden imode i Midtlinien, indtil de heelt
inde ved denne omsider ligesom hæve sig til Dannelsen af den svage Tornudvæxt. Ryg-
maryshulen er her meget vid og især meget bred (5” hoi, 8” bred). Fortil har denne Bryst-
hvirvels Bue paa hver Side af sin øverste Flade en temmelig skarp Tverfordybning, hvori
den 7de Halshvirvels Bue passer ind med sin skælformig udstaaende bageste Deel, de
saakaldte bageste Ledudvæxter (see Træsnittet Pag. 554). Bagtil staaer til Gjengjeld
denne iste Brysthvirvels Bue paa hver Side skælformig ud og passer. ind i Tverfordyb-
ningen paa det efterfølgende Hvirvelbeens Bue. I Modsetning til sin lave Tornudvæxt
udmærker den Iste Brysthvirvel sig paa en meget ioinefaldende Maade ved sine overordent-
lig lange, flade, paafaldende stærkt fortil rettede Tverudvexter, hvilke allerede ovenfor ere
bragte under Omtale (sammenl. alle de 3 sidste Træsnit.)

1) Guviers ossem. fossil. V. pag. 380.

ee en Tee

556

De her beskrevne Eiendommeligheder ved Nordhvalens {ste Brysthvirvel træde
meer og meer tilbage paa de nærmest efterfølgende og vige omsider Pladsen for ganske
andre i Brystegnens bageste Deel.

Hvirvellegemerne blive nemlig lidt efter lidt indtil dobbelt saa lange, men derhos
kun overmaade lidt hoiere og næsten aldeles ikke bredere (8° lange, 812" høie, 10“ brede),
og tabe altsaa ganske den Skiveform, hvorved den forste Brysthvirvel endnu staaer saa
nær ved Halshvirvlerne. Paa den nederste Flade af Legemerne svinder den ovenomtalte
Kjel aldeles, og paa deres øverste Flade træder istedetfor Længderenden en Lengdefor-
hoining, saa at hiin Hjerteform af Tvergjennemsnittet bliver til en Kredsform.

Tverudvæxterne rykke i denne Egn af Nordhvalens Rygrad, forfra bagtil regnet,
stedse lengere nedad, saa at de paa de bageste Brysthvirvler udspringe umiddelbart fra
Hvirvellegemerne heelt oppe ved deres øverste Hjørner. Derved kommer hiin fælles Rod
for hver af dem og den tilsvarende Sidegreen af Hvirvelbuen til udelukkende at tilhøre
Buen, og da denne Rod altid staaer temmelig lodret i Veiret, komme Hvirvelbuerne
selv ved denne Forvandling til at vise sig som mere opretstaaende, altsaa som aldeles
opgivende det vandrette Leie. Ogsaa bliver Rygmarvshulen stedse mindre vid forfra bagtil,
om den end bestandig holder sig forholdsviis mere bred hos Nordhvalen end hos
Rorhvalerne, Paa det 44/0" lange Skelet er den fortil 5” hei, 8" bred, bagtil 4" hei,
6" bred. )

Tornudvæxterne træde samtidig stedse mere selvstændig op, saa at de kun ved
selve deres Udspring fra Buens Midtlinie endnu vise sig som Forlængelser af selve dens
to Sidegrene. Paa de forreste Brysthvirvler, hvor de ere meget korte, helde de noget
forud; paa de følgende hæve de sig først lodret i Veiret, helde [derpaa (fra den 8de
Brysthvirvel af) stedse stærkere bagud, paa de bageste Brysthvirvler endog saa stærkt,
at de ligge heelt ud over den efterfølgende Hvirvel, og tiltage derhos saa betydelig
i Højde, at medens paa vort største Skelet den første Brysthvirvels Tornudvæxt kun var
4" hoi, var den bagestes 15”. Samtidig forandres deres Form ikke mindre iøinefaldende.
De blive stærkt sammenklemte, med en kort Rand opadtil, en længere for- og bagtil. Af
disse 3 Rande bliver den øverste fra 4de til 8de Brysthvirvel stedse bredere, især paa
den bageste Halvdeel, men paa de bageste Brysthvirvler atter smallere; den forreste og
bageste Rand bliver, fra den 3die Brysthvirvel at regne, skarp, fra den 10de derhos huul
(concav) i over Halvdelen, hvorved Tornudvæxtens øverste Deel tager sig ud som svagt af-
sondret, og hele Randen Sformig.

1 samme Forhold som Brysthvirvlernes Buer forlade den vandrette Stilling, svinder
ogsaa deres gjensidige tagsteens- eller skelformige Leie, og allerede paa den 9de Bryst-
hvirvel er hvert Spor forsvundet af de bageste Ledudvexter.

I omvendt Forhold udvikle sig de forreste Ledudvæxter. Det første Spor til dem

finder man paa den 2den eller 3die Brysthvirvel i Form af en lille Dop heelt udadtil paa
Tverudvæxternes forreste Rand, og de ligge her tæt udenom den foranliggende Hvirvels bageste
Ledudvæxter. Paa den 4de og 5te Brysthvirvel staae de allerede temmelig stærkt frem paa
Tverudvæxternes forreste Rand, hvorved dennes ydre Halvdeel bliver stærkt concav; paa den
6te og Tde træde de frem i Form af et Par Vinger heelt indadtil paa disse Udvæxters
forreste Rand, hvorved denne Rand bliver jevnt huul i hele sin Længde; paa den 8de og
9de ere de rykkede op paa Hvirvelbuernes yderste Deel og derhos bøiede saaledes udefter,
at Hvirvlernes ydre Sideflader komme til at danne en stærk Udhuling i Legemets Længde-
axe. Men paa disse samme Hvirvler antager den saaledes omboiede Deel af Ledudvæx-
terne Charakter af en overmaade ru Beenknold (maaskee de saakaldte Vorteudvæxter:
processus mammillares). Paa den 10de og 11te Brysthvirvel ere disse Ledudvæxter naaede
op paa selve Hvirvelbuens Grene, og saaledes blevne skilte fra den umiddelbare For-
bindelse med Tverudvæxterne. Hiin rue Beenknold er bleven mere smal, langstrakt, og
viser mere opefter end udefter. Ledudvæxterne tage sig fra nu af ud som vingeformige,
lodret stillede Beenplader, og hiin langstrakte rue Knold forvandles til hver af disse Pladers
rue øverste Rand. Derhos gribe de fra nu af om den foranliggende Hvirvels Tornud-
væxt, skjondt aldrig saa tet som hos Rorhvalerne.

Af Brysthvirvlernes forskjellige Udvæxter fortjene unegtelig Tverudvæxterne den
største Opmærksomhed. Indbyrdes ere disse Udvexter hoist forskjellige. Paa de 5 forreste
Brysthvirvler vise de sig som lange, smalle, stærkt fortil rettede Forlængelser; paa de 5
midterste som korte, flade, tverstillede Beendele. De blive stedse bredere i Rækkefølgen
forfra bagtil, især dog længst ind og udadtil, hvorved de minde om Formen af et Timeglas
(med det ind og bagtil liggende Hjørne afslidt); paa de 3 bageste endelig ligne de nær-
mest et Par lange, flade, lige tvert udstaaende, vandrette Beenplader. Paa de forreste
Brysthvirvler have vi allerede hørt, at de udspringe fra en fælles Rod med Buernes Side-
grene, hvorimod de paa de allerbageste kun udspringe tæt op til dem, men selvstændig
fra Hvirvellegemets øverste Sideflader.

I Henseende til den indbyrdes Forskjellighed mellem Tverudvæxterne paa de à forreste
Brysthvirvler kunne vi tildeels henvise til de tre Træsnit Side 552 og 554, forsaavidt nemlig
den første Brysthvirvel der er afbildet tilligemed Halshvirvlerne, og dernæst til den Afbild-
ning, der paa den 2den Tavle (Fig. 2) efter en Photographie er givet af Halsegnen og den
forreste Brystegn paa vort 2213’ lange Skelet. I denne Figur ere disse Udvæxter, saavidt
de ere synlige, paa hoire Side betegnede med ‘2, ‘3, ‘4, paa venstre med 1', 2', 3, 5°.
De vare her endnu ikke forbenede heelt ud til deres yderste Ende, og deres bruskede
yderste Dele vare, som sædvanlig, indskrumpede; men desuagtet skjelner man idetmindste
saameget paa dem, at de forfra bagtil stedse blive kortere, tykkere og mere tverstillede.

Den anden Brysthvirvels Tverudvæxter ere nok saa lange som den førstes (10” paa

LS

558

vort 44/0" lange Skelet) som den førstes, ligeledes flade, skjondt mindre end dennes, og
butte paa Enden. Paa den 3die Bryschvirvel have Tverudvæxterne ogsaa endnu næsten
samme Længde, som paa den Iste (8%o”); men de kunne her ikke længere kaldes flade,
og udadtil paa deres øverste Flade sees den lille, knoldede Ledudvæxt, der kun ved en
smal Fordybning er skilt fra Tverudvæxtens ydre, butte og trekantede Ende.

Af den 4de og 5te Brysthvirvel gives hosstaaende et Træsnit. Man vilde have
let ved at gjenkjende dem som hørende
til den forreste Deel af Brystegnen allerede
derved, at Buerne og Tverudvæxterne ud-
springe fra en fælles Rod paa Hvirvellege-
mernes øverste Hjørner, og at de bageste
Ledudvexter endnu ere tilstede. At det
netop er den 4de og Ste Brysthvirvel, der
foreligge, vilde desuden, ifølge det nys
Anforte om de forreste Ledudvæxters Op-
træden, fremgaae af deres Form og Plads,

nemlig (a) som smaa Knolder heelt udadtil
paa Tverudvæxternes forreste Rand; men
de sikkreste Charakterer findes dog ogsaa her paa Tverudvæxterne navnlig deri, at disse,
i Modsætning til de tre første Brysthvirvlers, ikke blot ere rettede omtrent lige tvert ud, men
ogsaa paa deres Yderendes Nederflade ere forsynede med en Ledgrube, uden dog, som de
efterfølgende, her at vere uddannede i Form af brede, flade Ledskaale. Paa den 4de Bryst-
hvirvel ere Tverudvæxternes Yderender tvertimod endog saa tykke og butte, at de blive mere
hoie end brede, trekantede, med den mindre Flade nedadvendt og forsynet med Ledgruben,
de lo større opadvendte, den ene for- og den anden bagud. Men naar saaledes den 4de
Brysthvirvel endnu vilde vere at henregne til dem med butte Tverudvæxter, kunde derimod den
bte Brysthvirvel snarere allerede henregnes til dem, hvis Tverudvæxter udadtil ere skaalformig
udvidede eller hvis Omrids maaskee tor siges i det Hele at minde om Timeglasformen.
Skaalformen af Tverudvæxternes Yderender opstaaer derved, at disse istedetfor at vere
mere hoie end brede, som Tilfældet var paa den 4de Brysthvirvel, tvertimod blive ganske
flade og brede og derhos hule forneden, hvælvede foroven; Timeglasformen opstaaer der-
ved, at disse Tverudvæxter vise sig indknebne i Midten, udadtil trukne ud i et forreste og et
bageste Hjørne, indadtil idetmindste paa den forreste Rand ligeledes forsynede med et frem-
staaende Hjørne i den her optrædende forreste Ledudvæxt. Imidlertid er den ote Bryst-
hvirvels Tverudvæxter endnu ikke synderlig brede udadtil, og Ledudvæxten sidder endnu
for nær ved: Yderrandens forreste Hjørne, til at Timeglasformen her allerede skulde træde
tydelig frem. Af alle Brysthvirvlerne har denne Ste de korteste Tverudvæxter (7%4”),

Paa den 6te og 7de Brysthvirvel ere Tverudvæxterne kjendelig længere (81.9 “),
og paa dem er den nysomtalte Timeglasform allertydeligst, idet de saavel fortil som bagtil
og udad begrændses af Huulrande, af hvilke den forreste faaer omtrent samme Længde
som den bageste, idet de forreste Ledudvæxter, i Form af et Par smaa Vinger, ere stillede
heelt indadtil paa Tverudvæxterne, tæt ved deres Udspring.

Den öde og 9de Brysthyirvels Tverudvæxter have, fremfor de foranliggendes, Form
af brede, flade, hvælvede Skaale og kunne derhos endnu taale Sammenligningen med Time-
glas, skjøndt Ledudvexterne, der skulde danne disses forreste Hjørne indad, allerede ere
rykkede op paa Buerne. Det sikkreste Mærke have disse Hvirvlers Tverudvæster imidlertid
i den stærke Udhuling af deres øverste Flades inderste Deel, en Udhuling, som opstaaer
ved den ovenomtalte stærke Omboining af Ledudvæxterne.

Nordhvalens 10de og 1ite Brysthvirvel (fra det 44!e‘ lange Skelet) ere i hos-
staaende Træsnit blevne gjengivne i 12 Ganges Formindskelse.

Tverudvæxterne udspringe
her uden Forbindelse med Hvir-
velbuerne fra Hvirvellegemernes
øverste Hjørner, og Ledudvæxterne
ere ikke blot rykkede heelt op paa
Buerne, men desuden blevne saa-
ledes afsnørede fra Tverudvæx-
terne, at de ikke længer gaae i
Flugt med dem. Derved have
Tverudvæxterne ganske tabt hiin

saakaldte Timeglasform, og Skaal-
formen har ogsaa tabt sig for en
Deel, idet de ere mere langstrakte (9—10” lange) og kun svagt hvælvede, skjondt de endnu
have Ledskaalen for Ribbenet paa Nederfladen af deres Yderende.

Paa de to sidste Brysthvirvler endelig antage Tverudvæxterne Form af lange (13—
1412‘), vandrette og lige tvert udstaaende Vinger, hvis Ledflader for Ribbenene ikke findes
paa Nederfladen, men paa selve den ydre, brede Rand, i Reglen, navnlig paa den 13de Bryst-
hvirvel, tæt ved dennes bageste Hjørne.

Fra Betragtningen af Nordhvalens Brysthvirvler, og navnlig disses Tyerudvexter,
føres vi nærmest til Betragtningen af dens Ribbeen og dens Brystkasse overhovedet.

For Nordhvalens Ribbeen vil det neppe lykkes mere end for dens Hvirvelbeen at
angive et paa dem alle anvendeligt Skjelnemærke. I det Hele taget ere de tykkere og
sværere end Finhvalernes, men betydelig tyndere og spinklere end Pukkelhvalernes, de
fleste af dem ogsaa stærkere krummede end saavel hines som disses. De længste af dem,

560

det bte, 6te og 7de Par, vare paa vort 44/27 lange Skelet efter Krumningen næsten 10”
lange, men efter den lige Afstand mellem de to Ender kun 6/4", det forreste Par efter
hiint Maal 5%4", efter dette 3%"; det 13de efter hiint 443‘, efter dette 4‘. )

En Sammenvæxt af de to første Ribbeen, som Schlegel!) har fundet paa det i
Leidener-Museet opbevarede Skelet af Kapshvalen, har der ikke været Spor af paa noget
af de til vor Raadighed staaende Exemplarer af Gronlandshvalen.

Betragter man Ribbenene losrevne fra deres naturlige Befæstelse og opstillede i deres
Rækkefølge tæt op til hinanden, saaledes som de i nedenstaaende Træsnit ere afbildede i
24 Ganges Formindskelse, fra den venstre Side af vort 4412‘ lange Skelet, bliver man
strax den store Forskjel vaer imellem dem i Henseende til Størrelse og Form, og i sidste
Henseende saavel i det Hele som især i Henseende til deres Hvirvelende, paa hvilken vi
her først maae henvende vor Opmærksomhed.

Ved altsaa at gaae ud fra disse 13 Ribbeenspars Hvirvelende kommer man ganske
naturlig til at dele dem i 3 Rækker, hvoraf den ene indbefatter de to forreste, den anden
de 8 efterfølgende, den tredie de tre bageste Ribbeenspar. Paa de førstnævnte nemlig er

1) ]. e. {ste Hefte Pag. 37.

561

Hvirvelenden bred og stærk, men afstumpet ved Spidsen; paa de 8 midterste Par løber
den derimod ud i en Stilk, navnlig nærmest fra Knoglens Huulflade eller Huulrand; paa
de tre bageste Par derimod viser Hvirvelenden sig som en svag (paa det 13de neppe
mærkelig) dopagtig Udvidelse af den i det Hele taget spinkle Knogle. Man fatter strax, at
Forbindelsen med de tilsvarende Hvirvelbeen maa være forskjellig for hver af disse tre
Rækker, og kan maaskee ogsaa fra Analogien med deres Befæstelsesmaade hos andre Hvaldyr
slutte sig til, hvorledes den skeer; men med Sikkerhed at bestemme den vilde dog ikke
have været os muligt, hvis vi ikke havde havt disse Dele foreliggende i deres naturlige
Forbindelse paa det i Viinaand ;opbevarede Foster og tildeels paa det 22/3" lange Skelet.
Ifølge de herfra hentede Oplysninger kunne vi derom angive Følgende.

Alle Nordhvalens 13 Ribbeenspar have idetmindste det tilfælles i deres Befæstelses-
maade, at hvert især af dem er fæstet til Yderenden af sit Hvirvelbeens Tverudvexter, det
første Ribbeenspar til Tverudvæxterne af den første, det 13de til dem af den 13de Bryst-
hvirvel. Det Sted paa Ribbenet, hvor denne Befæstelse til den tilsvarende Tverudvæxt
finder Sted, maae vi ubetinget betragte som Ribbeensknoppen (fubereulum costæ); men ved
første Oiekast idetmindste synes denne Knop rigtignok at være temmelig forskjellig stillet.
Paa de tre bageste Ribbeenspar er det selve den dopformede Udvidelse af Knoglens
Hvirvelende, der tjener som dens Ribbeensknop; paa de 8 mellemste Ribbeenspar skeer
Befæstelsen til Tverudvexternes Yderende derimod paa det meer eller mindre skarpe Hjørne,
hvorfra den indadvendte Stilk udgaaer, og paa de to forreste Ribbeenspar skeer den tæt
bagfor deres øverste stumpe Ende.

Medens vi altsaa holde fast paa vor Tydning af det fælles Befæstelsessted for alle
Ribbenene til Tverudvæxterne som deres »Knop», maae vi nødvendigviis tyde, ikke blot
hiin Stilk paa de 8 mellemste Ribbeenspar, men ogsaa den butte Spidse paa de to forrestes
Hvirvelende som en Ribbeenshals (collum coste).

Til en ganske bestemt Angivelse af Ribbeensknoppen var især det 22143‘ lange
Skelet særdeles tjenligt og er det endnu, efter at de fleste af Ribbenene ere skilte fra
Hvirvlerne, efterdi de befæstende Baand ere blevne skaanede og sidde tørrede paa Rib-
benene. Man lærer deraf, at de ikke sidde paa den udvendige Flade af det angivne Hjørne,
altsaa ei heller paa den, der i ovenstaaende Træsnit ligger frem, men paa den modsatte,
omend heelt ude ved dette Hjørnes indadvendte Rand, den, der netop berører Ledskaalen
paa Tverudvæxternes Nederflade under disse Knoglers naturlige Sammenhæng. Stilken
kommer derved til at pege omtrent lige ind efter, og vi ere meget tilbøielige til at antage,
at den naaer hen til Nederfladen af det foranliggende Hvirvellegeme, hvor da maaskee
Stilkens stumpe Spidse, idetmindste paa de meest langhalsede Ribbeen, navnlig det dte,
6te, Tde og 8de Par, turde fæste sig i Lighed med et Ribbeenshoved; vi troe endog heelt
bagtil paa nogle af de mellemste Brysthvirvlers Legemer at have iagttaget en Fordybning,

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Rd, 71

562

hvori en saadan Ledforbindelse turde have fundet Sted; men paa vort Foster have vi ikke
fundet sikker Bekræftelse paa denne Formodning. Mærkeligt nok, ere paa dette alle Rib-
benene, skjøndt nu meget bløde, næsten svampagtige, dog allerede forbenede (forkalkede)
med Undtagelse af et ganske lille Stykke heelt nedadtil og af hele den nysnævnte »Stilk»
eller Ribbeenshals, der endnu, ligesom Tverudvæxterne paa Hvirvlerne, viser sig som en
klar, blaalig Brusk. Saalenge man ikke har borttaget dennes meget tykke ydre Hinde
(Perichondrium), hvorved man altid løber Fare for at faae Brusken knækket, seer det ud,
som om samtlige Ribbeen med deres øverste Ende sad fast til Tverudvæxterne og kun
ved en tyk Streng desuden vare fæstede til den foranliggende Mellembrusk. Først ved at
skære ind i denne tykke Streng, overbeviser man sig om, at den er brusket indvendig, om
end ikke i alle Tilfælde, navnlig paa de korthalsede Ribbeen (det 3die og 10de), ikke
heelt ud til selve Befestelsesstedet. Som nys anført, har den i sin tykke Skede
liggende Bruskstreng, der aabenbart svarer til Halsen paa de fuldtforbenede Ribbeen,
altid forekommet os at hefte sig til Mellemrummet mellem to Hvirvellegemer; men det
er meget vanskeligt paa saa bløde Dele med saa faste ydre Skeder, som Bruskhinden,
noiagligt at angive det egentlige Befæstelsessted, og vi have derfor ikke ganske villet opgive
den ovennævnte Formodning, at Ribbeenshalsenes egentlige Befæstelsessted er paa den for-
anliggende Hvirvel.

Ved at see hen til, at hine Bruskstrenge i mange Tilfælde holde op indeni deres
tykke Senehindebeklædning, navnlig paa det 3die Ribbeenspar og de korthalsede Rib-
been overhovedet, faaer man sikkerlig den rette Anskuelse af det besynderlige Forhold i
de to første Ribbeenspars Befestelse hos Nordhvalen, ligesom hos alle andre Barde-
hvaler. Som bekjendt, ere begge disse Ribbeenspar ved overmaade stærke Senebaand
fæstede med deres øverste Ende til Halshvirvlernes Tverudvexter, det første endog for-
trinsviis til den anden Halshvirvels. Men desforuden ere de i Virkeligheden ogsaa fæ-
stede til Yderenderne af de to tilsvarende Brysthvirvler, navnlig ved Baand, der udgaae
tæt bagved deres stumpe Endespidser, og det er allerede blevet antydet, at det selvfølgelig
er denne Befæstelse, der svarer til den for samtlige Ribbeen fælles Befæstelse, hvor
meget den end kan synes at træde i Baggrunden for den med de foranliggende Hvirvler.
Samtlige Senebaand, hvormed disse to forreste Ribbeenspar derimod fæstes til Hals-
hvirvlernes Tverudvexter, maae vi nærmest betragte som svarende til hine tykke Strenge
paa de efterfølgende Ribbeen, der rigtignok i Reglen men dog ingenlunde altid, idetmindste
ikke i hele deres Længde, uddannes til benede Ribbeenshalse. Ja det turde neppe ligge
synderlig fjernt at stille selve Halshvirvlernes nederste Tverforlengelser som homologe med
hine Beenstilkes inderste Deel, om de end ere løsrevne fra Ribbenene og udgjøre uad-
skillelige Dele af Hvirvlerne.

I største Delen af deres Længde ere Nordhvalens Ribbeen, som sædvanlig, boiede

LOS |

saaledes, at de faae en ydre hvælvet og en indre huul Flade, af hvilke hiin tillige vender
noget bagud, denne noget forud, og den ydre Flade er ikke blot hvælvet i Længderet-
ningen, men ogsaa i Tverretningen. I den øverste Fjerdedeel forandres imidlertid disse
Forhold paa de fleste af Ribbenene meget betydeligt, og paa en Maade, som det er saare
vanskeligt at beskrive. Den udvendige hvælvede Flade slaaer sig her saaledes om, at
Knoglens bageste Rand kommer til at staae stærkt frem paa den indadvendte Flade (saa-
ledes navnlig paa alle de mellemste Ribbeen, fra det tredie til det tiende); men i samme
Strækning er hver af disse Knogler skruet saaledes, at den indvendige hule Flade kommer
til at vende bagud, hvorved ogsaa netop den paa denne Flade siddende Ledflade kommer
til at vende lige indad og bagud imod den tilsvarende Tverudvaxts Yderende. Allerster-
kest er denne Skruedreining paa det 3die Ribbeenspar. Hvor hiin omboiede Deel af
den bageste Rand ender nedadtil, staaer den paa de fleste af Ribbenene stærkt frem
som en angulus costæ.

Paa den nederste Ende af Nordhvalens Ribbeen vil det ikke vere saa let at paa-
vise Skjelnemerker for hvert især som paa den øverste. Imidlertid vil det dog idetmindste
neppe falde vanskeligt her at kjende de fire forreste paa deres betydelige Brede, og om-
vendt de 4 eller 5 bageste paa deres spinkle Form fra de 4—5 mellemste.

Ved Hjelp af vort i Viinaand opbevarede Nordhvalfoster. er det omsider lykkedes os
at faae et ikke uvigtigt Spørgsmaal løst med Hensyn til Bygningen af Bardehvalernes Brystkasse.
Som bekjendt, er det hos samtlige Bardehvaler kun det forreste Ribbeenspar, der støder
til Brystbenet. Alle hermed uovereensstemmende Angivelser kunne ubetinget erklæres for
urigtige. At Nordhvalen ikke gjør Undtagelse fra denne Regel, vil man strax faae Over-
beviisning om ved at kaste et Øie paa Fig. 3 af vor 2den Tavle, der, som allerede anført,
er tegnet efter en Photographi af denne Egn paa vort 2213" lange Skelet, hvori samtlige
Dele endnu befandt sig i deres naturlige Forbindelse.

Naar altsaa kun det første Ribbeenspar staaer i Forbindelse med Brystbenet, vilde
det ikke kunne undre, om kun dette hos Bardehvalerne var forsynet med Brystbeens-
ribbeen (costæ sternales), være sig forbenede, som hos Tandhvalerne eller bruskede, som
hos Landpattedyrene i Almindelighed. Men en fuldkommen Mangel af disse hos alle luft-
aandende Hvirveldyr forekommende Knogler, endog paa dette Bardehvalernes forreste Rib-
beenspar, maatte med Rette betragtes som en paafaldende Uregelmæssighed. Paa vort i
Viinaand opbevarede Nordhvalfoster have vi omsider faaet Vished for, at de heller ingen-
lunde mangle.

Saalænge det første Ribbeen paa hver Side endnu laa omsluttet af sin overor-
dentlig (1) tykke Beenhinde, syntes det rigtignok at støde umiddelbart op til det ligeledes
i sm ikke mindre tykke Bruskhinde indesluttede Brystbeen, og forsaavidt Alt, hvad der
indesluttes af een og samme Beenhinde, maa betragtes som een eneste Knogle, vil

71°

564

ogsaa hvert af disse Ribbeen kun være at betragte som een saadan; men da, saavidt vides,
ogsaa hos de øvrige Pattedyrfostre hvert Ribbeens Hvirvel- og Brystbeensstykke ligge
i en fælles tyk Brusk- eller Beenhinde, var Spørgsmaalet om Brystribbenets Mangel der-
med ingenlunde besvaret. Denne tykke ydre Hinde maatte skjæres igjennem for noiere
at faae selve Knoglen at see, og Forholdet viste sig da saaledes, som det i hosstaaende
Træsnit er gjengivet i halv Størrelse.

A er det endnu heelt bruskede Bryst-
been, hvis Bruskhinde er bortskaaret rundt
omkring det, såa at dets ydre Flade ligger
heelt blottet og Bruskhinden kun er angivet
ved en Dobbeltlinie. Paa samme Maade er
Beenhinden borttaget og betegnet i Figuren
omkring den afbrukne nærmest Brystbenet
siddende Deel af det forreste Ribbeen paa

hoire Side. Man seer nu, at denne Deel af

Ribbenet bestaaer af flere temmelig ueens-

artede Dele, og, hvad der turde være aldeles
afgjørende til Besvarelsen af det opkastede
Spørgsmaal, det Indre af Beenhudssækken,
som det maa være os tilladt at kalde denne
tykke, med Knoglens Overflade temmelig
løst forbundne ydre Hinde, er ved en ganske
fin, men stærk Hinde deelt i to Afdelin-

ger, een overveiende større, hvori findes
det egentlige Ribbeen eller Hvirvelribbenet
(b og c), og en anden, forholdsviis meget lille, hvori ligger Brystbeensribbenet (d og e).
Hver af disse Knogledele havde en særegen Beskaffenhed. Det lange Hvirvelribbeen var,
skjondt næsten lig en Svamp imbiberet af Viinaanden, dog lige indtil omtrent 4"” fra hiin
tynde Skillevæg allerede heelt forbenet (forkalket) og sammensat af lutter lagviis ordnede
Beentrevler, og havde selv i denne lille Strækning heelt indadtil et lignende Udseende, skjøndt
det her ingen Kalkdele skjønnedes at indeholde. Ganske lig denne bløde inderste Ende af
Hvirvelribbenet var den til den tynde Skillevæg stødende Deel af Brystbeensribbenet (e);
men selve Brystbeensribbenet (d) derimod var en fuldkommen fast og eensformig klar ægte
Brusk uden mindste Spor til noget indskudt Trevlevæv.

Efterat have fundet Brystbeensribbenene Lil det forreste med Brystbenet forenede
Ribbeenspar, gjaldt det at erfare, om ikke idetmindste et Spor til dem endnu skulde være
at eftervise ogsaa paa de folgende Ribbeenspar. Undersøgelsen paa samme Foster-

FA

skelet gav os et bekræftende Svar paa dette Spørgsmaal, saaledes som for det 2det Rib-
beens Vedkommende allerede fremgaaer af Træsnittet Pag. 564, hvori b‘, c", d‘ og e” have
samme Betydning for dette Ribbeen, som b, c, d og e for det første. Paa de følgende
Ribbeen var et lignende Spor af Brystbeensribbeen neppe at kjende.

Som nys bemærket, tjener Brystbenet hos Nordhvalen, ligesom hos alle Rørhvaler,
ene og alene til Befæstelse for det iste Ribbeenspar. Kun eet Spørgsmaal turde i Hen-
seende til Brystbenets og Ribbenenes gjensidige Forhold endnu være at besvare, nemlig
om dog ikke maaskee fra Brystbenets bageste Ende skulde udgaae en rudimentær Forlæn-
gelse i Midtlinien til Befæstelse for de næstfølgende Ribbeen; men selv denne Formod-
ning viste en omhyggelig Undersøgelse paa vort Foster at være ugrundet. De nærmest
efter det første følgende Ribbeenspar træde temmelig nær hen mod Bugfladens Midtlinie,
og i denne forefandtes et svagt Trevlevæv svarende til den saakaldte Linea alba, men hver-
ken indeholdt dette Trevlevæv nogetsomhelst Spor til Brusk, ei heller stod det i nogen
noiere Forbindelse med Ribbenenes ellers Brystbenets Beenhinde.

I Henseende til Formen af Nordhvalens Brystbeen maae vi i det Hele taget hen-
vise til vore nysomtalte Afbildninger af Fostrets og af det halvvoxne Individs. Paa
vore storre Skeletter havde Brystbenet dog ikke ganske den samme Form, ligesom nogle
andre til vor Raadighed staaende Nordhvalsbrystbeen igjen have viist sig forskjel-
lige fra disses. De slemme alle overeens i folgende Punkter. Den ydre, for- og nedad
vendende Flade er flad i Lengderetningen, hvælvet i Tverretningen, den indre, bag- og
opad vendende hvælvet paa langs, udhulet paa tvers; den største Brede har Brystbenet fortil,
navnlig foran Ribbenenes Befæstelse; bagtil løber det ud i en stump Spidse. Siderandene
ere midtveis eller lidt længere fortil stærkt fortykkede, hvorved Ribbeensbefæstelsen er
angivet, og nærme sig hinanden bagtil. Men den forreste Rand er snart noget hvælvet, som
paa det af vort 2243‘ lange Skelet (Tab. 2, Fig. 3), snart tvertimod meer eller mindre ind-
skaaret i Midten. Deres Længde er altid noget større end deres Brede; paa Brystbenet
af vort 44%’ lange Skelet udgjør hiin 20”, denne 19”; paa et andet udgjør Længden 24“
Breden 19”; paa et tredie hiin 23”, denne 161%‘.

Vi vende tilbage til Nordhvalens Hvirvelsoile.

Lendehvirvlerne skjelnes, som sædvanlig, let paa den ene Side fra Brysthvirvlerne
ved Mangelen af Ledskaale for Ribbenene udadtil paa Tverudvæxterne, paa den anden Side
fra Halehvirvlerne ved Mangelen af Ledflader for Nederbuerne paa Hvirvellegemernes fire
nederste Hjørner. Imidlertid kan dog den første Lendehvirvel forsaavidt siges at gjøre en
Undtagelse, som der paa Yderranden af dens Tverudvæxter (ialfald paa begge vore to

store Skeletter) endnu forefindes, om ikke en Ledskaal, saa dog en Ledflade eller
idetmindste et Spor til en Ribbeensbefæstelse, hvad enten. her i Virkelighed har siddet et
låde Ribbeen, eller Ribbenet fra den bageste Brysthvirvel her, som saa ofte hos Hval-
dyrene, har havt en Bibefæstelse paa Yderranden af den første Lendehvirvels Tverudvaxt.
Paa den anden Side gjelder den i Modsætning til Halehvirvlerne opstillede Charakteer, efter
den af os valgte Inddeling af Hvirvlerne, kun halvt for den sidste Lendehvirvel, eftersom
dennes Legeme dog idetmindste bagtil bærer Mærket af den forreste Nederbues Be-
fæstelse.

I hosstaaende Træsnit ere de tre forreste Lendehvirvler af vort 44%‘ lange Skelet
gjengivne i 12 Ganges Formindskelse,

Paa Yderranden af den første Lendehvirvels Tverudvæxter gjenkjender man de nys
omtalte Spor til en Ribbeensbefæstelse; men man seer tillige, at det her, istedetfor som paa
den bageste Brysthvirvel at findes bagtil, tvertimod sidder mere fortil paa Tverudvæxtens
Yderrand.

Sammenlignede med de Pag. 559 afbildede 10de og Ilte Brysthvirvler vise Lende-
hvirvlerne sig, endog bortseet fra Hovedskjelnemærket paa Tverudvexternes Yderende, be-
tydelig afvigende fra dem i Udseende, navnlig derved, at ikke blot deres Tverudvaxter,
men ogsaa deres Tornudvexter have en langt større Udstrækning. Ogsaa deres Legemer
ere større, omend ingenlunde i samme Grad.

Noiere betragtede vise Forholdene sig saaledes.

Hvirvellegemerne, der allerbagest i Brystegnen ere 6%4” lange, 8” hoie og 1012”

567

brede, tiltage i Lendeegnen saaledes, at de paa de hertil hørende 13 Hvirvler lidt efter
lidt voxe fra 7” til 10” i Længde, fra 8%” til 1172” iHoide og fra 10%2” til 12” i Brede.
Med Hvirvelbuerne forholder det sig lige omvendt. De blive forfra bagtil stedse smallere
og lavere, og Rygmarvskanalen, der paa den 11te Brysthvirvel endnu er 6” bred, 4%2” hoi,
paa den 13de 5%4” bred, 4/4” hoi, indskrænkes i den forreste Deel af Lendeegnen til en
Brede af 540‘, en Hoide af 4”, og svinder derpaa lidt efter lidt ind til en Brede af 319”,
en Hoide af 2%4“.

Naar saaledes i Lendehvirvlernes Rækkefølge forfra bagtil Legemerne stedse tage
til, Buerne stedse tage af, gjøre sig for Udvæxternes Vedkommende ganske andre Forhold
gjeldende, idet disse i den forreste Deel af denne Egn tage meget stærkt til, i den bageste
derimod alle tage af i en endnu stærkere Grad.

Tornudvæxterne ligne dem paa de bageste Brysthvirvler, have ligesom disse, fortil
en huul, bagtil en Sformig Rand og helde nok saa stærkt bagud, men ere derhos betydelig
hoiere. En lodret Linie, der tænkes trukket fra deres øverste Rand ned paa Hvirvellege-
merne, falder i den forreste Deel af denne Egn tæt foran det næstfølgende Hvirvellegemes
bageste Rand og har en Længde paa den forreste Lendehvirvel af 154”, paa den 4de af
1740, paa den 6te af 162”; men paa de 5—6 bageste Lendehvirvler falder denne Linie
ikke længere tilbage end noget foran Midten af det efterfølgende Hvirvelbeenslegeme og
har en Længde paa den 10de Lendehvirvel af kun 13”, paa den 13de af 10%2”,

Ogsaa Tverudvæxterne kunne siges i den forreste Deel af Lendeegnen at ligne de
to bageste Brysthvirvlers; de have, ligesom disse, Form af lange, flade, smalle, tverstillede
Beenplader, ere smallere ved Roden, bredere udad, boiede ganske svagt ned, i det Hele taget
rettede lige ud, nogle dog lidt fortil, enkelte andre snarere ganske lidt bagtil, uden
at i den Henseende nogen bestemt Regel gjør sig gjeldende. Men i den bageste Halv-
deel af Lendeegnen faae især disse Udvæxter et temmelig forskjelligt Udseende, idet de
ikke blot blive kortere, men desuden bredere i Forhold til Længden og meget bestemt
pege forud. Denne deres forskjellige Længde (i Legemets Tverretning) har en ganske
overordentlig Indflydelse paa Lendehvirvlernes Brede i det Hele. Selve Hvirvellegemerne
ere ikke meget bredere iLendeegnen end i Brystegnen, og deres Brede voxer, som allerede
anført, jevnt forfra bagtil; men i deres hele Omfang, altsaa Tverudvæxterne iberegnede,
ere Hvirvlerne overmaade meget bredere i Lendeegnens forreste Halvdeel end i dens
bageste. Den første Lendehvirvel, maalt paa denne Maade, er allerede betydelig bredere
end de to sidste Brysthvirvler, der dog selv allerede ere langt bredere end de foranliggende.
Den er nemlig 40” bred (de bageste Brysthvirvler 39”, de mellemste endog kun 27”, den
3die Lendehvirvel 44”, den 4de 4479”, men den 6te kun 42”, hvorefter den Sde og 10de
svinde ind til en Brede af 35”, og den 13de til 27”,

De omtalte Forandringer i Lendehvirvlernes Udmaalinger gaae ikke ganske jevnt

568

frem i Overeensstemmelse med deres Rækkefølge. Dette gjelder især om Tverudvæxterne,
om hvilke det allerede er anført, at deres Retning er noget uregelmæssig. "Saaledes skeer
det, at, medens Hvirvlernes Brede i Lendeegnens forreste Deel endnu er i kjendelig Tiltagen,
kan der dog mellem to iblandt dem vise sig en Standsning, maaskee en ringe Tilbagegang,
og, hvad der turde være nok saa mærkeligt, paa een og samme Lendehvirvel kan den
venstre Tverudvæxt være indtil 1” længere end den hoire, eller omvendt.

Under de omtalte Forandringer i Lendehvirvlernes Udmaalinger, og navnlig under
Legemernes stedse voxende Omfang, medens Udvæxterne i Begyndelsen rigtignok ogsaa
tage til men derpaa omvendt tage meget stærkt af, forandres selvfølgelig deres Udseende
meget betydeligt. Men hertil bidrager endnu overmaade meget den Forandring, der i den
bageste Deel af denne Egn foregaaer i Ledudvexternes Stilling. I de forreste Totrediedele
af Lendeegnen forholde disse Udvæxter sig omtrent som i den allerbageste Deel af Bryst-
egnen. Paa de forreste 2 Lendehvirvler staae de endnu 5/4” og 5” ud fra hinanden og
derhos næsten ganske lodrette. Denne lodrette Stilling vedligeholde de endnu paa de folgende
6 Hvirvler, men rykke derhos noget tættere sammen. Fra den 10de Lendehvirvel af der-
imod boie de sig saaledes ud til Siderne, at deres indadvendte Flade bliver huul og
kommer til at vende noget opefter, og deres gjensidige Afstand oventil bliver paa den
Ilte Hvirvel 5%/4, paa den 12te 7”, paa den 13de 9%“. Derhos beholde de omtrent samme
Størrelse, saa at de paa de bageste Lendehvirvler ere fuldt saa store som de her stærkt
formindskede Tverudvæxter, og da de fremdeles, istedetfor at staae lodret, nu danne en
Vinkel af omtrent 30° med Torn- og af 60° med Tverudvæxterne, komme disse 5 Ud-
væxter paa hver af Hvirvlerne til at tage sig ud som en regelmæssig Udstraaling fra dens
øverste Halvdeel, kun at Tornudvzxten er rettet noget bagud, Tverudvæxterne noget forud.

Under Hvirvellegemernes tiltagende Væxt forfra bagtil i Lendeegnen er tillige
deres Form (som allerede antydet) bleven væsentlig forandret. Istedetfor at der paa de
foranliggende Hvirvellegemer tydeligt kun kan skjelnes en øverste eller Rygmarvs-
flade og en i en Halvkreds hvælvet Bugflade, mellem hvilke til hver Side heelt opadtil
Begrændsningen skeer ved Udspringet af Buen og Tverudvæxterne, rykker fra den 4de
Lendehvirvel den allerede betydelig indknebne Bue heelt op paa den øverste Flade; hiin
i en Halvkreds hvælvede Bugflade deles ved de to dybtstaaende Tverudvaxter paa hver Side
i en øverste og en nederste Deel, og endelig begrændses de to nederste Dele indbyrdes
ved en stærk fremspringende Kjøl i Midtlinien. Desuden træder nedentil paa Hvirvellege-
met saavel den forreste som den bageste Rand saa stærkt frem, at der dannes to Side-
gruber, hvoraf hver især opad synes at tabe sig i en bred og flad Rende bag den til-
svarende Tverudvæxt. Men paa den bageste Lendehvirvel forandres det sidstnævnte Forhold
atter derhen, at disse to Sidegruber smelte sammen til en Tvergrube, der stiger op saavel
for som bagved den korte Tverudvæxt. Forneden begrendses Tvergruben saavel for- som

QUlVA,

i CU x
fi 0 L in
Kon
&
wiiLIBRAR

Z ty
\—
— ap

bagtil paa hver Side af et stærkt fremspringende Hjørne, og til de to bageste af disse
Hjørner er den forreste Nederbue fæstet.

Saaledes har omsider den bageste Lendehvirvel faaet en næsten fuldstændig Lighed
med de forreste Halehvirvler, i hvilken Henseende vi ville henvise til nedenstaaende Af-
bildning af den bageste Lendehvirvel og den forreste Halehvirvel af vort 4412° lange Skelet
i deres naturlige Forbindelse (12 Gange formindskede).

Ligheden er, som man strax
skjønner, opstaaet deels ved Legemets
Overvægt over Buen, deels ved Torn-
og Tverudvæxternes Hensvinden, og især
endelig ved den sidst beskrevne Form
af Legemets nederste Deel, hvorved der
ydes et sikkert Leie for Aorta og dens
store Sidegreen.

Som man seer, adskiller den
første Halehvirvel sig (afseet fra de min-
dre væsentlige Forskjelligheder i Maa-
lene) kun derved fra den sidste Lende-
hvirvel, at baade de forreste og ba-

(HH
AN
AL

WV 2 N geste af hine Hjørner frembyde Led-

uN
QN

flader for Nederbuerne. Ved disses
Mellemkomst tvinges det forreste og
bageste Hjørne paa hver Side mod hinanden, og Hvirvellegemets yderste og nederste Rand,
der ovenfor betegnedes som en »Vold», kommer til at ligge broformig over Sidegrenene
fra Aorta.

Allerede i den bageste Deel af Lendeegnen, men endnu mere i den forreste af
Haleegnen bidrage Mellembruskene meget kjendelig til Rygradens Længde. Af de to sidst

~

afbildede Hvirvler er den ene 8/4”, den anden 77/4“ lang, men i deres naturlige Sammen-
hæng have de tilsammen en Længde af 18/4”, saa at altsaa her 214‘ maa regnes paa den
mellem dem indskudte Senebrusk, der rigtignok ogsaa netop er den allertykkeste i hele
Hvirvelseilen. Bagtil i Haleegnen aftage disse Mellembrusk stedse mere, idetmindste i
absolut Maal, om end ikke i Forhold til selve Hvirvlernes Størrelse. Den 2den, 3die og
4de Halehvirvel udgjorde i deres indbyrdes Sammenhæng 25", medens de hver for sig i
Legemets Lengderetning maalte 734, 7'e og 7; den bte, 6te, 7de, 8de og Øde maalte

i deres Sammenhæng 33”, medens deres egen Længde udgjorde 7, 642, 61, 5%, 4°

2
altsaa tilsammen kun 301%".
Medens saaledes Nordhvalens 22 Halehvirvler lidt efter lidt aftage i Længde fra

Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd. 72

570

734” til2”, og deres Legemer ikke mindre ligeligt aftage i Hoide og Brede, svinde ogsaa
deres Buer og Udvæxter lidt efter lidt, men i et langt stærkere Forhold, saa at Tverudvæx-
terne allerede ere forsvundne paa den 6te, Tornudvæsten og Buen paa den 8de Hvirvel.
Af Nederbuer have vi saavel paa det 2213’ lange Skelet som hos den Nyfødte og Fosteret
fundet det sidste Spor mellem den 13de og låde Halehvirvel, saa at der af dem i Alt
forefindes 14 hos Nordhvalerne, og at de kun mangle mellem de 8 bageste Hvirvler,

Under Hvirvellegemernes gradvise Svinden forfra bagtil forandres Formen af dem
paa de 6 forreste Halehvirvler især derved, at af de ovenomtalte »Hjorner» paa den
nederste Flade det forreste og bageste ikke blot lig Kroge nærme sig hinanden, men fra
den Ade Hvirvel til den 7de støde sammen med deres Spidser, hvorved de komme til at
danne en lukket Rende paa hver Side for de fra Aorta opstigende Sidegrene.

Meget øinefaldende ere fremdeles de Forandringer, som Tverudvæxterne undergaae
samtidig med deres Indsvinden. Paa den fste Halehvirvel pege de stærkt forud og ere
paa deres forreste Rand udhulede nærmest deres Udspring fra Hvirvellegemet, hvorved der
dannes en Rende for Aortas Sidegreen. Men allerede paa den 2den Halehvirvel voxer
Tverudvæxtens forreste Deel udover denne Udhuling og forvandler den til et Hul. Hiin
Sidegreen fra Aorta gaaer saaledes,” under sin Opadstigen langs Hvirvellegemets Sideflade,
først igjennem den ved de to nederste Sidehjørner dannede Rende, dernæst igjennem
Kanalen i Tverudvæxtens Rod.

Paa den 4de Halehvirvel, hvor hine Siderender paa Legemets nederste Flader
allerede ere blevne fuldstændig lukkede, ere Tverudvæxterne svundne saa stærkt ind, at de
kun heelt fortil endnu springe kjendeligt frem og iøvrigt tage sig ud som et Par lave
Længdekamme, som dele Hvirvellegemets to Sideflader i en øverste og en nederste Halv-
deel; men derhos have de ved deres Udspring udbredet sig saa stærkt opad og nedad,
at disse Sideflader saavel foroven som forneden næsten halvveis dækkes af dem. Side-
grenen af Aorta har altsaa her kun en forholdsviis kort Strækning at gjennemløbe fra
Renden paa Nederfladens Siderand til Canalen i Tverudvæsten, og derhos er denne
nederste Deel af Sidefladen nu saa stærkt udhulet nedenfra opefter, at den selv
tager sig ud som en aaben Rende. Ogsaa den øverste Halvdeel af Sidefladen er imid-
lertid bleven saa stærkt og i en saadan Retning udhulet, at man tydelig nok sporer Arte-
riegrenens yderligere Forløb efter Udtrædelsen af Canalen, nemlig bagom Ledudvæxten
ind i Rygmarvshulen.

Paa den Ste Halehvirvel har der ogsaa bagtil paa Ledudvexterne dannet sig en
Bro, hvorunder Arteriegrenen ledes ind i Rygmarvshulen. Paa den 6te Halehvirvel viser
hiint aabne Rør paa den nederste Sideflade sig endnu kun som et rundt Hul, der fører ind
til en i Benets Indre nedenfra opad gaaende Gang; Tverudvæxten er bleven forvandlet til
en Beenplade, som næsten heelt dækker saavel den øverste som den nederste Halvdeel

571

af Hvirvellegemets Sideflader og kun danner et yderst svagt Grændseskjel imellem dem.
Fremdeles har samtidig med Tverudvæxtens Rod ogsaa hiin Bro bag Ledudvæxterne udvidet
sig saa stærkt i Breden, at den endnu ikke af dem dækkede Deel af den øverste Side-
flade tager sig ud som en dyb Grube med en Udgang nedentil, der fører til Canalen, og
en anden oventil, der fører ind i Rygmarvshulen. Paa den 6te Halehvirvel er Rygmarvs-
hulen omsider bleven indkneben til knap !“ i Gjennemsnit, Tornudvæxten staaer nu kun
overmaade svagt frem, og Ledudvexterne ere forvandlede til et Par meget brede, men
ganske lave Beenknolde; paa den 7de Halehvirvel kan Hvirvelbuen neppe mere siges at bære
en Tornudvext i Midtlinien af sin øverste Flade.

Den Sde, 9de og 10de Halehvirvel høre til de lettest erkjendelige i hele Nordhvalens
Hvirvelsøile, idet her Buen er forsvunden tilligemed Tornudvexten, men Rygmarvskanalen
dog endnu er kjendelig i Form af en dyb Grube, i hvis Bund man seer de to Sideindgange
aabne sig.

Med den Ilte Halehvirvel begynder hos Nordhvalen Rækken af dem, paa hvilke hvert
Spor af Buen er forsvundet tilligemed Udvæxterne, og som altsaa kun bestaae af Hvirvel-
legemer. Idet de lidt efter lidt aftage i Omfang, blive de, som sædvanlig hos Hvalerne,
fra først at være runde i Gjennemsnit og hvælvede paa deres forreste og bageste Flader
(Sde—IIte), cubiske med afslebne Hjørner, og saaledes, at de, i Modsætning til Rorhva-
lernes, ikke ere synderlig mere brede end høie. Som Skjelnemærker fra Rorhvalernes
sidste Halehvirvler kan endnu anføres, at deres 4 Hjørner, skjøndt stærkt afslebne, dog staae
temmelig stærkt frem i Form af stumpe Knuder, og at Længdefuren for Aorta er over-
maade svagt udpræget, men Tverfuren for dens Sidegrene desto stærkere, saavel paa den
øverste som paa den nederste Flade. Begge disse Furer tabe sig iøvrigt, som sædvanligt,
udad i Gjennemgangsaabningerne for disse Aortas Sidegrene.

Paa vort 44%’ lange Skelet, hvis {ste Halehvirvel var 131,4” bred, 1244 hoi og
omtrent 7%4” lang, havde den 7de endnu en Brede af 11“, en Hoide af 11“ og en Længde
af omtrent 64/2, men den låde var kun 5“ 8° bred, 5” hoi og omtrent 344“ lang, den
21de kun 2“ lang, 2% bred og 24” hei. Den sidste Halehvirvel var her rigtignok
31/0” lang; men denne stærke Udvikling af Endeknoglen paa denne Nordhvals Hvirvelsoile
maae vi ansee for reent individuel, eftersom den hverken fandtes paa det 2243‘ lange Skelet,
paa den Nyfødtes eller paa Fostrets.

Af Nederbuerne bestode alle de, der forefandtes paa vore to store Skeletter, nemlig
de 10 forreste, af en enkelt Knogle, de 4 efterfølgende paa Fostret derimod af to adskilte
Bruske. Deres Befæstelsesmaade til de to Hvirvellegemer, mellem hvilke de ere anbragte,
er ganske den sædvanlige, og selv i Henseende til Formen afvige de ikke synderlig fra Rør-
hvalernes, meest dog netop den første, der tilligemed den anden findes afbildet i det
Pag. 569 givne Træsnit. Den første (mellem den 33te og 34te Hvirvel) er mindre end den

2"
fe

572

næstfølgende, men efter denne aftage de jevnt bagtil, idet navnlig Kammen paa Midten af
deres Bugflade stedse bliver lavere og paa de bageste aldeles svinder bort.

Den ovenstaaende Beskrivelse af Nordhvalens Rygrad vil noksom have viist, at det
kun er Halshvirvlerne og de forreste Brysthvirvler, hvorfra man kan hente bestemte Cha-
rakterer for denne Art. Alle de øvrige Hvirvler, saavelsom Ribbenene, undergaae efter
deres Rækkefølge hos Nordhvalen i alt Væsentligt samme Formforandringer, som hos andre
Bardehvaler, og hvor let det altsaa end næsten altid er strax at bestemme til hvilken Egn
af Rygraden en given Hvirvel af et stort Hvaldyr hører, saa vanskeligt turde det ofte være
at bestemme, om den netop er af Nordhvalen eller af et andet stort Hvaldyr. Muligt bliver
det dog maaskee altid, eftersom Formforandringerne af Ilvirvlernes forskjellige Dele hos de
øvrige Arter hverken skee netop i samme Grad eller følges ad i samme Orden. Hvirvellege-
merne voxe hos Rørhvalerne, ligesom hos Nordhvalen, til henimod den forreste Halehvirvel og
lage derpaa atter af, men opnaae derhos et større Omfang, saavel i absolut Maal, som især
i Forhold til Hvirvlens øvrige Dele; omvendt blive Tverudvæxterne ikke nær saa stærkt ud-
staaende. De forreste Ledudvexter stige hos Rorhvalerne, ligesom hos Nordhvalen, gradviis
fra Tverudvæxterne op paa Buerne, men naae langt tidligere op paa disse, navnlig hos Finhva-
lerne allerede påa den 3die eller 4de Brysthvirvel, ligesom de ogsaa i det Hele taget slutte
sig tæltere til den foranliggende Tornudvæxt. Af Ribbenene fæste de to forreste Par sig
hos Rorhvalerne paa samme Maade som hos Nordhvalen; det 3die og 4de Par have ogsaa
hos dem en Hals: men paa de efterfølgende Par mangler Halsen, og Ledfladen paa de til-
svarende Hvirvlers Tverudvæxter ligner ikke saameget de Ledskaale, der hos Nordhvalen
findes paa Nederfladen af de mellemste Brysthvirvlers Tverudvexter, som snarere de ikke
udhulede Ledflader -paa Yderranden af dens to bageste.

Skjøndt der altsaa ikke kan opgives noget fælles Skjelnemærke for alle Nordhvalens
Bryst-, Lende- og Halehvirvler i Modsætning til Rørhvalernes, vil det dog neppe nogen-
sinde være vanskeligt at bestemme om en Hvirvel, hvorvidt den tilhører en Rørhval fremfor
en Nordhval eller omvendt. Spergsmaalet er kun, hvorvidt det i sidste Tilfælde ogsaa altid
vil kunne lykkes at bestemme, om den ikke snarere tilhører en anden Rethvalart, og dette
Spørgsmaal see vi os for Tiden ikke istand til at besvare. Til at besvare det paa en fyl-
destgjørende Maade maatte man vistnok have fuldstændige Skeletter af de forskjellige Arter
liggende for sig saaledes, at man frit kunde undersøge hver enkelt Knogle paa hvert af
dem fra alle Sider. Af Kapshvalens Hvirvelsoile har Cuvier afbildet, foruden de sammen-
groede Halshvirvler, den 4de og Ilte Brysthvirvel, den {ste Lende- og den Iste Halehvirvel!).
Denne Omstændighed har bestemt os til at foretrække de tilsvarende i Nordhvalens Hvirvel-

1) See Figur 14, 15, 16 og 17 paa den ofte anførte Tavle i Rech. sur les ossem. foss.

ia

soile ved vort Valg af Træsnittene til Oplysning af den ovenstaaende Text. Sammenligner
man disse Hvirvler indbyrdes, finder man unegtelig, at de endog i hver enkelt Deel af hver af
Hvirvlerne ere meer eller mindre afvigende fra hinanden indbyrdes, og det saavel i Formen
som i Størrelsesforholdene; men at hente Artsmærker for hver især af dem derfra, vilde
aabenbart være at bygge paa en altfor usikker Grundvold. Kun skulle vi endnu gjøre op-
mærksom paa den allerede ovenfor udhævede mindre plumpe Form af Nordhvalens Hvirvler
i det Hele taget, og navnlig af deres Torn- og Ledudvexter. I Cuviers Værk over de
fossile Knogler er denne Deel af Bardehvalernes Skelet ikke alene behandlet meget
kort, men tildeels unegtelig ogsaa temmelig flygtigt, navnlig kan den Angivelse (Qvart-
udgaven Pag. 379), at samtlige Tornudvæxter skulde heldet forover (inclinées en avant)
vistnok kun beroe paa en Skrivfeil, da den ligefrem strider mod de givne Afbildninger;
i enkelte Henseender fremgaaer det alligevel af Cuviers Beskrivelse, at en ikke ringe Over-
eensstemmelse finder Sted mellem Nordhvalens og Kapshvalens Hvirvelsøile. Naar det
saaledes hedder, at hos Kapshvalen de 5 eller 6 sidste af Ledudvæxterne næsten ere lige
høie med Tornudvexterne og med dem paa hver enkelt Hvirvel danne en trelappet Frem-
slaaenhed, saa er dette aabenbart den samme charakteristiske Stilling af disse Dele, som
ovenfor ere bleven beskreven hos Nordhvalen paa de 3 eller 4 sidste Lendehvirvler
og alle de Halehvirvler, hvorpaa disse Udvæxter endnu forefindes, og herfra kan altsaa neppe
hentes noget Artsmærke; naar det fremdeles hedder om Kapshvalens 15 Ribbeenspar,
at de 2 første og de 4 sidste ikke naae hen til Hvirvellegemet men kun fæste sig til Tver-
udvæxterne, saa følger naturligviis deraf, at alle de mellemliggende, ligesom hos Nordhvalen,
naae hen til samme eller til den foranliggende Hvirvels Legeme.

Brystbenet af det i Parisermuseet staaende store Kapshvalskelet synes, ifølge den
deraf givne Afbildning (l. c. Fig. 11) deri forskjelligt fra alle vore Nordhvalbrystbeen, at det
bagtil, istedetfor at løbe ud i en stump Spidse, ender med en lige afskaaren Rand; men
det turde maaskee fortjene nærmere at eftersees, om ikke den stumpe Spidse her skulde
være stødt af.

Af Nordhvalens Forlemmer har allerede Cuvier kjendt og afbildet Skulderbladet efter et
Exemplar i Parisermuseet!). - Ligesom Kapshvalens skjelner det sig strax fra Rorhvalernes og
fra Pukkelhvalernes ved sin betydelige Hoide i Forhold til Breden, hiin regnet fra Midten af
Ledskaalen til Midten af den hvælvede Rand (basis scapulæ), denne i en lige Linie mellem
de to Hjørner, som den hvælvede Rand danner med den forreste og bageste; og fra Kaps-
hvalens atter ikke blot ved at være endnu hoiere i Forhold til Breden end dette og frem-

') See den ofte anførte Tavle til hans Ossem. foss. Fig. 8.

574

deles ved at have et meget længere acromion, men fornemmelig ved desforuden at have
en meget tydelig uddannel processus coracoideus. Imidlertid have dog hverken Skulder-
bladene paa noget af vore Nordhvalskeletter, eller fire andre til vor Raadighed staaende
overcomplette Nordhvalskulderblade været forholdsviis saa høie, som det af Cuvier afbildede.
Men det fremgaaer ogsaa ved Sammenligning af vore forskjellige Exemplarer tydelig nok,
at der i Forholdet mellem dette Beens Heide og Brede finder temmelig betydelige indivi-
duelle Forskjelligheder Sted.

Da Cuvier har leveret flere Udmaalinger af Skulderbladene paa hans Kapske Ret-
hval, anføre vi her til Sammenligning de tilsvarende af dem paa vort 44/2" lange Nord-
hvalskelet. .

hos Kapshvalen hos Nordhvalen.
Skulderbladets Hoide (fra Ledskaalen til midt paa den hvelvede

Band). Ana tear Waconia ee O5 SM GE
Fæencden afeden) hvælvede Band. COM OO MR
” » » forreste nea) Ast hal ee AL eae? eh ae eae OR (==, rae
» » » bageste RENTEN Fed STE Ona) a eae
Breden af Halsen (hvor Skulderbladet er smallest). . . . . . . . Om, 26 Om, 98 — 10%
Dedskaalensalæencdee rs a CR eee NE 2 (0) 2357 JO SER
I D Ce di

Tilstedeværelsen af en processus coracoideus synes at udgjore et af de væsentligste
Skjelnemærker for Nordhvalen i Mod-
sætning til Kapshvalen. Paa det
Cuvierske Nordhvalskulderblad sees
denne Udvæxt at udspringe i en vis
Afstand ovenfor Ledskaalen; paa alle
vore Exemplarer derimod findes dens
Udspring ganske tæt ved Randen af
denne, saaledes som del sees paa
nedenstaaende, 18 Gange formind-
skede Afbildning af et venstre Skul-
derblad. Den er, som sædvanlig,
rettet fortil, opad og især indad,
derfor ogsaa kun i visse Stillinger at
see i hele sin Længde udvendigfra.

Acromion har en ret anseelig
Længde (5"), og fra dets øverste
Rand stiger en temmelig svag Kam

opefter, aabenbart den saakaldte spina scapulæ, og deler den i den mindre, fortil liggende
fossa supraspinata, der er næsten ganske flad, og den ulige større, bagtil liggende fossa
infraspinata, der især nedadtil er temmelig stærkt udhulet. Heelt bagtil langs den bageste
Rand bliver Skulderbladet stedse tyndere, saa at Randen bliver ganske skarp.

Skulderbladet er, i sin naturlige Forbindelse med de omgivende bløde Dele, stillet
saaledes (see Tab. 2 Fig. 1), at dets bageste Deel dækker den nederste Halvdeel af de tre
forreste Ribbeen, og dets forreste Hjørne næsten støder heelt op til Baghovedet, medens
Ledskaalen kun siaaer meget lidt hoiere end Underkjæbens nederste Rand. Til Vidne herom
have vi af vort Foster opbevaret den overordentlig tykke Beenhinde om Skulderbladet i dens
naturlige Fæste til Ribbenene.

De øvrige Dele af Nordhvalens Forlemmer ere,
ligesom Skulderbladet, let kjendelige, ikke blot fra
alle Rorhvalernes, men ogsaa fra Kapshvalens. I
Modsetning til Rorhvalerne har Nordhvalen tillige
med Kapshvalen et Fællesmærke i Tilstedeværelsen
af en Tommelfinger, men i Modsetning til Kapshva-
lens Tommelfinger, der har 3 Led, nemlig 2 Fin-
gerled foruden Mellemhaandsknoglen, bestaaer Nord-
hvalens kun af en eneste Knogle. Med Pukkelhva-
lernes overordentlig langstrakte og med Finhvalernes
spinkle Forlemmer have Nordhvalens overhovedet slet
ingen Lighed; thi i Forhold til deres Længde fortjene
de at kaldes saavel brede som svære af Bygning.

Af vore to store Nordhvalskeletters Arme vare
det 441° langes ulige bedre vedligeholdte end det
andets, navnlig i Henseende til Haandroden og de
øvrige endnu bruskede Dele, Det er derfor af dette
Skelets venstre Arm at vi her give en Afbildning i
24 Ganges Formindskelse!).

') Overarmsknoglen var imidlertid her besat med sygelige
Beenudvæxter, hvorved dens Form meget kjendelig forvan-
skedes, og med Hensyn til denne Knogle maae vi derfor
henvise til vor Afbildning af det 47% lange Skelet, paa
hvis Brystlem iøvrigt Haandroden er copieret efter det oven-

staaende Træsnit.

576

Overarmsknoglen er meget kort og tyk; næsten lige saa bred som lang (%5), dens
forreste Rand (Armen tænkt hængende lige nedefter) meget lidt, dens bageste overordentlig
stærkt huul, Ledknoppen (Hovedet) kun løst befæstet i Skulderbladets flade Ledskaal, altsaa til-
stedende Armen en meget fri Bevægelse; Tuberculum næsten stillet i samme Hoide og kun
skilt derfra ved en svag Udbugtning. De to Ledflader paa dens nederste Ende danne en
stump Vinkel mod hinanden, idet den for Ulna stiger skraat opefter mod den bageste Rand.

Underarmen er betydelig længere end Overarmen (23:16); dens lo Knogler ere
næsten lige lange, Albuebenet dog lidt længere. Radius hår en forreste omtrent lige-
løbende, en bageste huul Rand, saa at den er smallest i Midten, nemlig her kun Ya,
forneden halv saa bred som lang. Albueben:t er meget smallere, især dens øverste
Trediedeel, der er stærkt udhulet bagtil. Dens Brede udgjør her kun % af Læng-
den. I det Hele taget ere disse Knogler, som i Reglen hos Hvaldyrene, begge sam-
menklemte. 1 Midten staae de noget ud fra hinanden, foroven og forneden der-
imod ligge de tæt sammen. I Overeensstemmelse med den ovenomtalte Retning af
de to Ledflader paa Overarmen ligger den øverste Ende af Albuebenet bagtil betydelig
hoiere end Spolen, og det forlænger sig her i et forholdsviis stærkt udstaaende, men paa
samme Maade som den øvrige Knogle sammenklemt Olecranon, hvorved den dybe Ud-
huling saavel af Overarmknoglens som af selve Ulnas bageste Kand kommer til at synes end
dybere. I Ledforbindelsen med Overarmknoglen er for hver af Underarmsknoglerne ind-
skudt en Ledsek; men at Bevegeligheden imellem dem maa vere hoist indskrænket, kjendes
strax derpaa, at Ledfladerne næsten ere plane, om det ikke allerede kunde ansees givet i
Knoglernes sammenklemte Form. Paa den nederste Ende er ikke blot Spolen, men ogsaa
Albuebenet betydelig bredere, og vel ere de her, ligesom foroven, heelt forbenede paa vore
to store Skeletter, men Grændsen mellem Midtstykket og Endestykket betegnet ved en saa
dyb Fure, især paa Ulna, at der sikkerlig her endnu maa have ligget et endog dybt ind-
trengt Brusklag imellem dem.

Til Underarmens nederste Ende støde i Reglen 4 Haandrodsknogler, nemlig een til
Spolen, een saavel til denne som til Albuebenel og to til delte sidste alene, Men disse
2 sidstnævnte Haandrodsknogler ligge ikke gjensidig i Berøring, idet nemlig den lille Fin-
gers Mellemhaandsknogle er trængt ind imellem dem og støder umiddelbart op til Albue-
benet, saa at dette paa sin nederste Ende har endog 4 Ledflader.

Foruden de 4 Knogler i første Række har Haandroden kun endnu een, der opad »
støder til de tre førstnævnte af Haandrodsknoglerne, nedad for en ganske ringe Deel til
Tommellingeren, iøvrigt til Pege- og Memmelfingeren. Derimod støder Haandrodens Radial-
knogle ikke til andre Fingre end Tommelfingeren, dens 3die Knogle i øverste Række saavel
til den 4de som den 5te Finger, og dens Ulnarknogle kun til den lille Finger. Den sidst-

nævnte Haandrodsknogle har Form af en frit udstaaende Krog og tager sig ved sin Stilling til

577
Haandroden og Underarmen snarere ud som en Deel af denne end af hiin. Unegtelig
staaer den frit frem fra Ulnas nederste Ende netop som oleeranon staaer frem fra dens
øverste. For imidlertid. at indlade sig paa en Tydning af denne Deel saavelsom af de
øvrige ulvivlsomme Haandrodsknogler, vil det være nødvendigt at see hen til deres Forhold
ikke blot hos flere forskjellige Nordhvalindivider, især i en spædere Alder, men ogsaa hos
andre Bardehvaler.

Vor første Bemærkning maa da være den, at det Eneste, hvori alle de af os
undersøgte Nordhvalindividers Haandrodsknogler have stemmet overeens, bestaaer i Tilstede-
verelsen af 1) den Knogle, der foroven støder saavel til Radius som til Ulna, 2) den, der
giver Fæste for den 2den og 3die Finger og 3) den, der giver Fæste for den Ade og te.
Og dog viser sig allerede ved disse Knogler ikke blot flere ret kjendelige Forskjelligheder
i Storrelsesforholdene, men i et Tilfælde, nemlig paa den venstre Haand af vort 8/2‘ lange
Nordhvalfoster, den ikke uvigtige Afvigelse, at de under Nr. 1 og 3 nævnte Knogler ikke ere
heelt adskilte frå hinanden. At dette kun har fundet Sted paa et umodent Foster maa bringe
os til at formode, at den endnu heelt bruskede Haandrod først lidt efter lidt afdeles i sine
enkelte Knogler, og Forskjellen i deres Størrelsesforhold godtgjør, at Afdelingen ikke altid
skeer ganske paa samme Maade.

Endnu vigtigere ere imidlertid de Afvigelser, som vi have iagttaget saavel paa den
mod Radial- som paa den mod Ulnarsiden liggende Haandrodsknogle med Hensyn til deres
Forhold til de tilstødende Knogler.

Vi have allerede i vor Afhandlings første Afsnit opstillet som Særkjende for
Nordhvalen i Modsætning til Kapshvalen, at dens Tommelfinger kun bestaaer af en eneste
Knogle, medens den hos Kapshvalen (og hos Sydhvalerne i Almindelighed) bestaaer af 3,
nemlig Mellemhaandsknoglen og to Fingerled. Men ifølge vore Iagttagelser paa Fostre og
paa nyfødte Individer af Nordhvalen turde det være uvist, om Nordhvalen overhovedet kan
siges at have en Tommelfinger, saalænge dens Haandrod endnu er heelt brusket. Vist
er det nemlig, at saavel paa vort umodne som paa et fulbaaret Foster og hos det nyfødte
Individ ikke saaes eller endnu kan sees nogetsomhelst Spor til Adskillelse mellem hiin
nærmest Radialsiden liggende Haandrodsknogle og Tommelfingeren.

Efter at have lært disse Forhold at kjende paa Haandrodens Radialside, bliver man
bedre istand til at bedømme de endnu mere paafaldende paa dens Ulnarside.

Paa det 44%‘ lange Skelet (see Træsnittet Pag. 576) er den lille Finger i umiddelbar
Berorelse med Ulna, og Forholdet er altsaa det samme som mellem Tommelfingeren og Ra-
dius under den mindre udviklede Tilstand, men Haandrodens Ulnarknogle er adskilt saavel fra
Fingeren som fra Ulna. Ganske de samme Forhold ligge endnu for os paa de bruskede Haand-
rødder af det nyfødte Individ og af et omtrent fuldbaaret Nordhvalfoster, saavelsom paa den
ene Haandrod af det kun 82" lange Foster; men paa den anden Haandrod af dette samme

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 5 Kd, 73

578

Foster er denne krogformede Haandrodsknogle ikke endnu fuldstændigt adskilt hverken
fra Fingeren eller fra Ulnas bruskede Endestykke. Man føres altsaa til den Antagelse, at
ikke blot Haandrod og Fingre, men ogsaa Underarmsknoglerne fra først af alle tilsammen
have udgjort en eneste sammenhængende Brusk, og i hvert Fald bliver det klart, at der i
hele denne Egn af Nordhvalens Skelet ikke finder nogen aldeles bestemt Adskillelse Sted
mellem de enkelte Knogler.

Hos Rørhvalerne vil man neppe betvivle, at en lignende Ubestemthed finder Sted
i denne Skeletegns Inddeling i de enkelte Knogler. Tidligere Undersøgelser have allerede
viist Een af os"), at hiin krogformede Haandrodsknogle hos et Par Vaagehvalfoster hang
umiddelbart sammen med den lille Finger, hos et Foster af den grønlandske Pukkelhval der-
imod udgjorde en selvstendig Knogle. ~

Med deres endnu friske Bruskoverflader ville Nordhvalens Haandrodsknogler neppe
nogensinde enkeltviis komme til at foreligge Zoologen til Bestemmelse; men vel turde det
hænde med deres Beenkjærner, og vi kunne derfor ikke undlade her at omtale disses
meget eiendommelige Udseende efter at de ere løsrevne fra den omgivende Brusk.

Haandrodsknoglernes Forbening gaaer, som de korte, tykke Knoglers i Almindelighed,
ud fra en enkelt Kjærne i Midten og naaer kun langsomt hen til de fritliggende Flader.
Hos den Nyfodte forefandtes endnu ikke noget Spor til Forbening i dem, og selv paa det
44/9" lange Skelet, hvilket vi have betegnet som et fuldvoxet, var den enkelte Haandrods-
knogle i anden Række endnu aldeles brusket paa begge sine frie Flader, saa at det først
var ved Gjennemskjæringen, at en forholdsviis lille Beenkjærne kom tilsyne i dens Indre.

Saalenge Beenkjernen af hver saadan Haandrodsknogle endnu ligger begravet i
dens Indre, har dens Form end ikke den fjerneste Lighed med hele Knoglens, synes endog
meget længe at holde sig aldeles kuglerund i dem alle. Efter nogen Tid voxer den ster-
kere hen ad de to Flader, og saasnart den har naaet disse, breder den sig lidt efter lidt
ud paa dem i Form af en plan Endeflade. Derved blive disse Beendele ganske hyppig
tondeformige, hvorhos der ofte viser sig en Indsn»ring mellem Enderne og den midterste
Deel, som endnu bærer Præget af den oprindelige runde Form. Forst meget sildigt
udbreder Beenkjernen sig fortrinsviis paa hver af Knoglens frie Flader, og hele Forbeningen
bliver da tildeels meget uregelmæssig.

I Reglen faaer Zoologen ikke Andet at see af disse til Nordhvalskelettet ho-
rende Beendele end netop de to fritliggende Endeflader, og vi vide af Erfaring, at
selv meget øvede Zoologer og Zootomer have været forlegne med at tyde dem i deres
isolerede Tilstand. Hvad der imidlertid strax maa lede til deres rette Tydning er

1) See dette Selskabs Skrifter, 3die Rækkes Ilte Bind: Eschricht, Undersøgelser om Hvaldyrene, 2den

>

Afhandl., Tavle 2 og 3.

570

det høist forskjellige Udseende, som deres frie Flader have i Modsætning til deres hele
øvrige Overflade. Ligesom hines Glathed ved første Øiekast viser, at de have ligget frit
paa Skelettet, saaledes viser dennes overordentlig ujevne Beskaffenhed og hele Beendelens
indre Bygning ikke mindre tydeligt, at den netop kun med Undtagelse af disse to Fla-
der har ligget skjult i en Bruskmasse; dens Form endelig, hvor forskjellig den end
kan være under Forbeningens Fremgang, afviser strax hver Henførelse til Beenkjær-
nen i et Hvirvellegeme eller i nogen anden af Skelettets Knogler, eftersom der navnlig
paa ingen anden findes to modsatte, indbyrdes næsten ganske parallele frie og glatte
Flader.

Til Oplysning heraf gives nedenfor en Chemitypi i halv Størrelse af Forbeningen i
en af disse Haandrodsknogler paa vort 47/2" lange Nordhvalskelet.

Kun oventil er denne Beenkjærne lige afskaaret,
nedentil har den en hvælvet Overflade, Beviis for, at
den kun hist i hele sin Udstrækning har naaet selve
Haandrodsknoglens Overflade, ikke her. Indsnoringen
mellem den midterste Deel og de to Endestykker er
her kun svag, men dog kjendelig nok til at antyde
Kjærnens oprindelige Kugleform. I Henseende til den
hele Beendeels Udseende kjendes påa denne formind-
skede Afbildning endnu ret tydeligt dens overordentlig
løse Bygning, idet den i alle Retninger er gjennem-
boret af rørformede, stærkt forgrenede Huler, hvori
ofte endnu forefindes tørrede Blodkar.

Hvormange Forbeninger der skulle vise sig paa de
frie Flader af et Hvalskelets tørrede Haandrod, beroer

naturligviis paa, hvorvidt Forbeningen er skredet frem
deri. Men i hver Haandrodsknogle gaaer Forbeningen kun ud fra en enkelt Kjærne; det
højeste Antal af saadanne Forbeninger er altsaa det, der svarer til Antallet af Haandrodens
Knogler, og dette er hos Nordhvalen neppe nogensinde over 5. Da nu Cuvier har talt
7 Forbeningspunkter i Kapshvalens Haandrod, synes ogsaa deri at vise sig et ret brugbart
Skjelnemærke mellem disse to Rethvalarter.

I Beskrivelsen af selve Haanden hos Nordhvalen kunne vi med Hensyn til Tommel-
fingeren fatte os kort i Henhold til hvad om den er blevet anført i Beskrivelsen af Haand-
roden. Den enkelte Knogle, hvoraf den bestaaer, synes at maatte tydes som en Mellemhaands-
knogle (os metacarpi), eller maaskee som en Repræsentant saavel for denne som for de
egentlige Fingerledsknogler. Paa vore gamle Skeletter var denne ufuldkomne Tommel-

knogle iøvrigt, ligesom alle andre til Fingrene hørende Knogler, forbenet i Midten, brusket
73"

580

paa begge sine Ender. Den er saa kort og sidder saa heit, at den ikke naaer synderligt
nedenfor Midten af Pegefingerens Mellemhaandsknogle. Derhos er den krummet hen mod
denne Knogle, paa det her afbildede Exemplar dog maaskee noget mere end alminde-
ligt, Af de øvrige Fingre har, afseet fra Mellemhaandsknoglerne, Pegefingeren 3, Mel-
lemfingeren 4, fjerde Finger 3 og den lille Finger 2 Led. Dette er, merkeligt nok, netop
et Led mindre i hver af Fingrene end hos Kapshvalen. Det yderste Led af hver af disse
A Fingre er langt og tilspidset ved Enden, især paa den 3die Finger, hvor denne lange bru-
skede Ende endnu paa det udvoxne Skelet er 3 Gange længere end det forbenede Midtstykke.
Derved bliver det sidste Led paa hver af Fingrene ogsaa længere end det næstsidste,
medens Ledene ellers, saavel i Længden som i Tykkelsen, aftage jævnt ovenfra nedad.

I Overeensstemmelse med Nordhvalluffernes brede Form staae Fingrene, med Und-
tagelse af Tommelfingeren, temmelig stærkt spredte fra hinanden. Som sædvanlig hos
Hvaldyrene, ligge Tommel- og Pegefingeren tet op til Luffens forreste Rand, medens
Mellemfingerens Spidse vender hen mod dens spidse Ende, den lille Fingers Spidse hen
mod den stumpe Vinkel af dens bageste Rand. i

Til den ovenfor givne Sammenligning mellem Cuviers Udmaalinger af Kapshvalens
Skulderblad og-vore af den voxne Nordhvals foie vi her endnu. en lignende af deres Bryst-

lemmer.
hos Kapshvalen hos Nordhvalen.
Overarmens Længde . . . . . . 07,45 (D FEE HO
» Brede foroven. . . Om 32 QE. Sh = iY [Yat
» » forneden . . 0™,29 Om, 32 — 1/14"
Albuebenets Længde . . . . . . 0,63 OE, C5 = AL
» Brede foroven . . O",21 (LED = SE
» » forneden . 0",25 Om EN RE
Spolens Lengde ....... . 00,52 (LL G3} == YY
» Brede foroven ... . 0m21 OS
» » forneden . . . . 0m,35 QE = Et
Haandrodens Længde . . ... 0™,27 NS 2) = Ot
» Brede "or OS, A = 2 its"
Længden af Tommelfingeren . 0",29 OH 2 = 7e
» » den 2den Finger. Om 86 Nuss ern
» RC D, TS ne = Aa
» » » Ade OMS Don el

» » » 5te » Fj Om 59 (ms El — 2% 1/0!

581

For at kunne slutte vor Beskrivelse af Nordhvalens Skelet staaer der endnu kun til-
bage at omtale en ganske lille Deel af det, men rigtignok den, med Hensyn til hvilken
vore Undersøgelser fornemmelig have ført til et overraskende Resultat.

At Bækkenet hos nogensomhelst Hval skulde være saaledes beskaffet, som det i
Becherches sur les ossemens fossiles siges at være hos Kapshvalen og den kapske Pukkel-
hval”), og altsaa indeholde en uparret i Midtlinien liggende Knogle eller endog kun bestaae
af et eneste sligt Been, strider saa stærkt mod Lovene for Skeletbygningen, at disse Angi-
velser neppe fortjente og unegtelig heller ikke fandt synderlig Tiltro; og da fremdeles andre
Forskere, saasom Rudolphi, Dubar, Companyo og Schlegel, hos forskjellige Bardehvaler
aldrig havde fundet andet end en enkelt Bækkenknogle paa hver Side af Gattet ganske som
hos Tandhvalerne, maatte det ansees for en almeengyldig Regel hos Hvaldyrene overhovedet,
at disse 2 Bækkenknogler vare Alt, hvad der her var levnet af Baglemmernes hele Been-
system.

Det var derfor i hoieste Grad overraskende for den ene af Forfatterne, Reinhardt,
for 18 Aar siden ved Undersøgelsen af den her i vor Afhandling saa ofte paaberaabte, af
Major Fasting skjænkede nyfødte Nordhval at finde paa hver Side foruden den sædvanligt
hos Hvalerne forekommende Bækkenknogle endnu tvende andre Knogler, af hvilke den
større fæstede sig til hiin og selv bar den tredie hæftet til sin nederste Ende. Af de
trende Knogler var kun een forbenet, og selv denne kun i sit mellemste Stykke, og det
var ikke den, som svarer til det egentlige Bækkenrudiment, men derimod den øverste af
de tvende Biknogler. I den sædvanlige Bækkenknogle var der ikke mindste Spor til noget
ydre eller indre Forbeningspunkt, og ligesaa lidt fandtes noget saadant i den tredie, der
fæster sig til Enden af den større Biknogle. Denne Opdagelse meddeeltes kort derpaa
mundtligt til den anden af denne Afhandlings Forfattere, som deraf tog Anledning til paany
at anstille Undersøgelser i denne Retning paa nogle til hans Raadighed staaende Fostre af
Vaagehvalen og Krepokaken?). Hos de første fandt han intet Spor til nogen Biknogle;
men hos to smaa Krepokakfostre (et af-hvert Kjon) lykkedes det ham at finde tæt
op til hver af de sædvanlige Bækkenknogler en flere Gange mindre Knogle af Form
som en kort Kølle med et tykt Hoved. Hos et senere modtaget større (78” langt) Foster
af samme Hval fandt han, efter at have udpræpareret hele Bækkenet i dets naturlige
Leie, ligeledes denne samme Biknogle fæstet udvendigt til hver af de sædvanlige Bæk-
kenknogler; men heller ikke her noget Spor til nok een, og det samme Resultat gav
endelig Undersøgelsen af et af Bækkenbenene af en voxen Krepokak, som paa hans
Anmodning var blevet ham tilsendt endnu omgivet af de nærmeste bløde Dele. Dette

') Ed. 3, Tome V, p. 386, Ed. 4, Tome VIII, 1, p. 302.
?) Dette Selskabs Skrifter, Ade Række, 12te Deel, Side 306.

502

Udfald af hans Undersøgelser vakte en Tvivl hos ham, om det tredie al Reinhardt hos
Nordhvalen fundne, bruskede Stykke virkeligt var en selvstændig Deel, og den anden ogsaa
hos Krepokaken fundne Knogle forekom ham ved sin Stilling til Hovedknoglen saa fremmed
i den sædvanlige Bekkenbygning, at dette Knoglepar »næsten syntes ham at have meest
Analogie med Pungdyrenes Pungknogler»!), hvilket da igrunden ikke vilde sige andet end
at det maatte vere at sætte i Lighed med ossa sesamoidea eller Seneforbeninger.

Reinhardt havde imidlertid seet ganske rigtigt. Begge Forfatterne have senere
fundet alle de tre af ham opdagede Knoglepar igjen, saavel hos den halvvoxne som hos
den voxne Nordhval, og da vi modtoge og strax i Fællesskab undersøgte disse Knogler af
det 44/0" lange Skelet, blev det os fuldkomment indlysende, at ligesom kun det ene Par svarer
til det ogsaa hos Tandhvalerne forekommende egentlige Bækkenrudiment, saaledes ere de
tvende andre, skjulte i Kjødet, at tyde som de hos Tandhvalerne ganske for-
svundne Bagbeen.

At denne deres Betydning blev os klar netop paa dette Exemplar, laa til-
deels allerede deri, at Knoglerne, der 6 Gange formindskede ere afbildede i den
åde Figur paa den 2den Tavle, her ere ikke blot absolut men ogsaa forholdsviis meget
større end hos den Nyfødte, og at det derfor her mere maatte tiltrække sig Opmærksom-
heden, hvorledes de to Par Biknogler i næsten lodret Retning hænge udvendigt ned fra den
horizontaltliggende Hovedknogle. Men navnlig bidrog dog den Omstændighed dertil, at For-
bindelsen mellem den større og mindre Biknogle her med større Sikkerhed end paa det
nyfødte Exemplar kunde sees at skee ved Hjælp af en imellem dem indskudt Ledsæk, og
at fremdeles atter den større Biknogle paa en lignende Maade var forbunden med Bækken-
knoglen, idet ogsaa de Senebaand, hvorved den fæstedes til denne sidste, her indeholdt en
umiskjendelig Ledsæk, hvilken vi paa vøre andre Exemplarer ikke have fundet igjen.

Hos den Nyfødte har Hovedknoglen næsten Form af en Hammer, hvis lange Skaft
vender bagtil, en Form, som vi ogsaa have iagttaget paa nogle løse Exemplarer af
disse Knogler fra udvoxne Hvaler, og som fremkommer derved, at Knoglens forreste Deel
(Hammeren) er forholdsviis kort og støder sammen med den lange bageste under en stærk
Vinkel. Hos vort 444’ lange Individ har Knoglen (Tab. Il. Fig. 4 a—a‘) ikke denne Ham-
merform; den kan her snarere siges at bestaae af to Stykker, som støde sammen i et
stumpt Hjørne, hvortil den større Biknogle er fæstet ved Senebaand, der indeslutte en Led-
sæk. Der er imidlertid neppe Grund til i Knoglens i dette Tilfælde noget forandrede Form
at see Andet end en tilfældig og individuel Afvigelse, og Hammerformen fremkommer ogsaa
her, naar man tænker sig det stumpe Hjørne trukket ud i en opstaaende Udvæxt.

1) Sammesteds 5te Række, iste Bind, Side 100 (sammenlign fremdeles: Eschricht, Untersuchungen
über die nordischen Wallthiere, ister Band. S 137)

583

Hvis man tør stille Biknoglens Befæstelsessted ligt med en Hofteskaal, et acetabulum,
ligger det nær i Nordhvalens Bækkenknogle at ville eftervise de tre Dele, som sædvanlig
sammensætte Bækkenet, og selv Knoglens sædvanlige Hammerform synes til en vis Grad
at opfordre til et saadant Forsøg, idet man i det forreste Stykke (a‘) kunde see Skambenet,
os pubis, og i det bageste (a) Sædebenet, os 7schiz, medens Hammerens opadvendte Hoved
vilde være at betragte som Levningen af Hoftebenet, os adéwm. Vi maa imidlertid indrømme,
at Tydningen ikke kan siges al understøttes af Knoglens Udvikling, saavidt vi kjende den.
Hos den Nyfødte er Bækkenknoglen nemlig, som allerede angivet, aldeles brusket uden Spor
til Forbening; hos den Udvoxne er den heelt forbenet paa sine alleryderste Ender nær;
men der har ikke paa noget af vore større Bekkenbeen, det vere sig af halvvoxne eller
voxne Hvaler, viist sig Spor til noget Brusklag eller nogen Delingslinie ved Befæstelses-
stedet for den større Biknogle, hvoraf man kunde udlede en særskilt Forbening af Bækken-
knoglens forskjellige Stykker. Det synes derfor, at Forbeningen kun gaaer ud fra en enkelt
Forbeningskjærne, og vil man lægge afgjørende Vægt paa denne Omstændighed, nødes man
vel til i Bækkenknoglen. kun at see en Repræsentant for et af Bækkenets sædvanlige tre
Stykker, og isaafald maaskee nærmest for os zschil i Overeensstemmelse med den alminde-
lige Tydning af Tandhvalernes Bækkenknogle®

Hvad der imidlertid ikke kan være Tvivl underkastet, er, at denne Knogle, baade
hvad Form og Leie angaaer, svarer til den ogsaa hos Tandhvalerne forekommende Bæk-
kenknogle, og at den og den alene repræsenterer Alt, hvad der hos Nordhvalen er at
tyde som Bækken. Allerede Stillingen af den største af Biknoglerne og dens Forbindelses-
maade med Bækkenknoglen viser, at vi her have med en anden Deel af Baglemmernes
Knoglesystem at gjøre, og det er klart, at den kun kan tydes som Laarbeen (femur), hvor-
med det da ogsaa stemmer, at Forbeningen af denne Knogle allerede er skredet saavidt
frem hos den nyfødte Unge til en Tid, hvor der endnu ikke har dannet sig det mindste
Forbeningspunkt i Bækkenknoglen. Den flade stumpt-trekantede, mindre Biknogle vil ifølge
sin Plads maaskee snarest kunne betragtes som et Rudiment af Underlaaret.

Hos den 44'e’ lange Hval var Bækkenknoglen paa den ene Side 1812‘, paa den
anden 194“ lang, og heraf udgjorde det bageste Stykke omtrent de to Trediedele; dette
(a) er derhos fladtrykt, især bagtil, og her noget over 2“ bredt, hvorimod det forreste
Stykke (a‘) var ganske trindt og kun 1” i Gjennemsnit. Hos den nyfødte Unge havde den
samme Knogle kun en Længde af 24“ og udgjorde altsaa paa dette Alderstrin kun 4/2 af
Dyrets hele Længde, hvorimod den hos den Voxne udgjør omtrent Yes deraf. Laarbenet
(b) var hos denne 8” langt, foroven næsten trindt og henved 2” i Gjennemsnit, forneden
stærkt sammentrykket og 4” Tommer bredt; hos den Nyfødte havde det i det Hele taget en
lignende Form, men var kun 2” 2° langt; Underlaaret (c) endelig var hos den Voxne

stærkt sammentrykket, 4” langt og foroven henved 2” bredt, hvorimod det hos Ungen var

584

omtrent %4” langt, næsten trindt, flere Gange længere end tykt og desuden fæstet saaledes
til den nederste Ende af Laarbenet, at det dannede en Vinkel med dette, og at dets frie
Spids vendte skraat bagtil og nedad.

Er det først afgjort, at Biknoglerne til Nordhvalens Bækkenbeen maae betragtes
som rudimentære, i Kjødet skjulte Bagbeen, ligger det for Dagen, at denne Tydning
nadvendigviis ogsaa maa overføres paa det enkelte hos Krepokaken fundne Biknoglepar, selv
om det ikke mere i Fremtiden end hidtil skulde lykkes at finde endnu et andet. At der
endelig ogsaa hos de øvrige Rørhvaler vil kunne eftervises et Par lignende Biknogler som
Rudimenter af Bagbenene, maae vi næsten formode, om de end ikke ere fundne paa de
hidtil undersøgte Vaagehvalfostre; derimod ere vi fuldt overbeviste om, at intet Tilsvarende
findes hos nogen af de hidtil noiere undersøgte Tandhvaler.

Det er indlysende, at Forekomsten af det være sig nok saa ufuldkomne Baglemmer
hos Bardehvalerne og deres Mangel hos Tandhvalerne ikke kan blive uden Indflydelse paa
vor Anskuelse om disse to Hvalfamiliers gjensidige Stilling i Systemet, og vi skulle derfor
i den Anledning tilføje et Par Ord.

Fleertallet af Zoologerne ere enige i at ansee Tandhvalerne for at staae nærmere,
Bardehvalerne fjernere fra den almindelige Pattedyrtypus, og altsaa hine at staae høiere,
disse lavere i den systematiske Rækkefølge. Denne Antagelse er naturligviis fornemmelig
støttet paa Mundens forskjellige Bevæbning hos de to Afdelinger, i hvilken Henseende
Bardehvalerne jo unegtelig fjerne sig langt fra den almindelige Pattedyr- Organisation; og
den kan fremdeles siges at finde Bekræftelse i enkelte jævnsides med Bardedannelsen fore-
kommende Afvigelser fra den sædvanlige Pattedyrbygning, saasom at Brystbenet kun tjener
til Fæste for et eneste Ribbeenspar, og maaskee ogsaa at Brystbeensribbenene, forsaavidt som
de overhovedet forekomme, ere aldeles rudimentære. Men det maa herved ikke oversees,
at det i andre og væsentligere Henseender forholder sig omvendt; saaledes maa navnlig
Bardehvalernes Hjerne allerede paa Grund af Lugtenervernes tydelige Udvikling siges at
staae ikke lidet over Tandhvalernes, og det maa fremdeles ansees for et Beviis paa en
hoiere Organisation, at Tarmkanalens tvende Afdelinger, Tyndtarmen og Tyktarmen, stedse
ere skarpt afsondrede fra hinanden i Modsætning til, hvad der er Tilfældet hos Tandhva-
lerne. Hvad endelig Beenbygningen angaaer, da kunne vi langtfra hylde den gængse
Forestilling, at Bardehvalernes Hovedskal skulde fjerne sig mere end Tandhvalernes fra
de øvrige Pattedyrs; efter vor Mening er netop det Modsatte Tilfældet. Vi tor maaskee
søge en Stelte for denne Opfatning allerede deri, at der hos Bardehvalerne ikke viser sig
den Skjævhed og den Fordreining af Hovedet fra Hoire Lil Venstre, som derimod er charak-

585

teristisk for Tandhvalerne, og som (saaledes som den optræder hos disse) er et forresten
for Pattedyrklassen ganske fremmedt Forhold. Men vor Anskuelse lader sig endvidere ogsaa
godtgjore af de enkelte Knoglers Form og indbyrdes Stilling til Trods for Kjæbernes under-
tiden umaadelige Overvægt, og vi behøve maaskee i den Henseende kun at pege hen paa
Underkjæben, Aagbenet og Taarebenet, hvilket sidste jo end ikke er paaviist hos nogen
Tandhval med Undtagelse af Delphinorhynchus micropterus og Doglingen. Med Hensyn til
det øvrige Skelet skulle vi ikke her gjøre videre gjældende, at der dog maaskee ogsaa
fra Bardehvalernes Forlemmer lod sig hente Grunde for vor Mening, men desto storre
Vægt maae vi lægge paa, at der hos disse findes ikke blot et Bækkenrudiment, men ogsaa
Levninger af Baglemmernes øvrige Partier, og denne Opdagelse tør vel siges, i Forbindelse
med de ogsaa fra andre Organisationsforhold hentede Beviser, afgjørende at sikkre Barde-
hvalerne Ret til som de hoieststaaende blandt Hvaldyrene at stilles i Spidsen
for disse.

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natuividensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 71

586

Forklaring af Tavlerne.

lste Tavle.

Alle Figurer paa denne Tavle ere udførte efter den af Hr. Major Fasting i Saltlage fra Grønland

nedsendte Nordhvalsunge.

Fig.

Fig.

i:

w

es CO

9

Den nyfødte Gronlandshval (Balæna mysticetus L.) afbildet i en Trettendedeel af den naturlige
Størrelse.

Hovedet ovenfra seet; samme Formindskelse.

Blæsehullerne, afbildede i Halvdelen af den naturlige Størrelse.

Den forreste Deel af Underlæben, endeel formindsket, med de 2 Grupper af Haarknopper, af hvilke
Haarene selv dog allerede vare udfaldne, da Ungen modtoges.

Snudespidsen, ligeledes endeel formindsket, med de derværende Haarknopper.

Halen med Halefinnen afbildet i en Trettendedeel af den naturlige Størrelse.

Den forreste Ende af Mundhvælvingen for at vise, at de tvende Bardekimer ikke støde sammen fortil.
Endeel formindsket.

2den Tavle.

Det 471/o' lange Nordhvalskelet seet fra Siden i 48 Ganges Formindskelse. (De 3 første Halehvirvler,
Haandroden og Baglemmerne efter det 441/o' lange Skelet; Halens Hvirvler ved Mellembruskenes Ind-
tørring bragte noget tættere sammen indbyrdes end i den friske Tilstand, Halen altsaa i det Hele
noget for kort.)
Paa Craniet betyder b: det venstre Issebeen,

fern ” Pandebeen,

OM) » Mellemkjæbebeen,

k: Nakkebenets hoire Ledknop,

1: det venstre Taarebeen,

m: » » Overkjebebeen ,

o: Nakkebenets Skjældeel,

t: det venstre Tindingebeen,

ZEN » Aagbeen.

Hovedet af samme, 47!/2‘ lange Nordhvalskelet seet bagfra i 20 Ganges Formindskelse.
De enkelte Bogstaver have følgende Betydning:

a: den bageste Flade af Tindingebenets Ledudvæxt,
f: det bageste Hjørne af den udvendige frie Rand paa Pandebenets Oienudyext,

Fig. 3.
Fig. 4.
Fig. 1.
fh 2%
Fig. 3.

Trommehulebenet,

foroven: den af Mellemkjæbebenene dannede Deel af Næseaabningens frie Rand, forneden: den af
Mellemkjæbebenene alene dannede frie Spidse af Overkjæben,

Nakkebenets Ledknop,

foroven: den nærmest omkring Næseaabningen liggende Deel af Overkjæbebenet,

forneden: de af Overkjæbebenene dannede skraat mod Midtlinien nedstigende Sideflader af Ganen,

den af Næsebenene dannede bageste Væg af Næseaabningen (samml. Pag. 530),

Nakkebenets udvendige frie Flade,

den til Aagbuen stødende Deel af Tindingebenet,

den udenfor Næsegangene liggende Vingebeenshule,

den bageste Ende af Plougbenet,

Fjeldbenet.

Halsegnen og den forreste Deel af Brystegnen tilligemed de to første Ribbeenspar og Brystbenet af
det 221/3' lange Skelet, alle Delene endnu i deres naturlige Forbindelse. Efter en Photographie,
i henved 10 Ganges Formindskelse.

1, 2, 3, 4, 5, 6, 7: de 7 sammensmeltede Halshvirvlers Legemer;

9.

ie

den 2den Halshvirvels heire nederste Tverudvæxt,

» 6te » » » »
» 2den » venstre » »
» 3die » » » »
» Iste » » overste »
» 2den ” » » »

2, 3, 4: de 4 forreste Brysthvirvlers Legemer,

La “A: den 2den, 3die og 4de Brysthvirvels hoire Tverudvexter,

2 3, 5': den fste, 2den, 3die og 5te Brysthvirvels venstre Tverudvæxter,

cog'c: de 2 første venstre Ribbeens Vinkel (angulus costa),

110

det Sted paa det det Ribbeen, der svarer til dets Knop (tuberculum), forsaavidt som det er
derpaa at de Baand sætte sig, der hefte det til den 2den Brysthvirvels Tyerudvext.

Det venstre Baglem af det 441/o' lange Nordhvalskelet, 6 Gange formindsket.
a—a': Bekkenknoglen,

b:
e:

den første Biknogle, formeentlig svarende til Laarbenet,
den anden og mindre Biknogle.

8die Tavle.

Hovedet af den 13° lange nyfodte Nordhval, i 6 Ganges Formindskelse.

” » en 43' lang Pukkelhval (Megaptera boops (Fbr.)), i 20 Ganges Formindskelse.

” » » 53%3" lang Finhval (Balænoptera musculus (J. Müll.)), i 20 Ganges Formindskelse.

Alle tre sete ovenfra I alle Figurerne have Bogstaymærkerne følgende Betydning.

den Deel af Issebenet, der lægger sig ud over den øverste Flade af Pandebenets Oienudvæxt,
Pandebenets Gienudvext,
” Midtstykke,
Mellemkjæbebenct,
Nakkebenets Ledknop,
Taarebenet,
Overkjæbebenets Andeel i Overkjæbens øverste Flade,

: Overkjæbebenets bageste Forlængelse,

” udvendige » 3
Næsebenet,

Big. il.

Fig. 3.

588

o: Nakkebenets Skjældeel,

of: » Ledstykke,
q: Underkjæbens Ledknop,
r: » Sidegreen,

t: Tindingebenets Sideudvext,

v: Plougbenets indre Flade, der er bleven fri efter Urplougbenets Fjernelse,

x (paa Fig. 1): Senebaand mellem Pandebenets og Tindingebenets Sideforlængelser,
z (paa Fig. 2): Aagbenet.

4de Tavle.

Den bageste Deel af det 47%‘ lange Nordhvalskelets Hoved, seet ovenfra i 20 Ganges Formindskelse

a: Tindingebenets Ledudvaxt, ,

b: Issebenets Forlængelse til Dækning af Scenerverenden,

f: Pandebenet,

i: Mellemkjæbebenet,

k: Nakkebenets Ledknop,

m: Overkjæbebenet,

n: Næsebenet,

n': samme Knogles forreste Deel, der her reent tilfældigt var af en sprodere Bygning og en mørkere
Farve,

0: Nakkebenet,

q: Nakkebenets processus jugularis,

I Tindingebenets processus mastoideus,

t: Tindingebenets Midtstykke,

t': Tindingebenets processus zygomaticus,

v: Plougbenets øverste hule Flade,

z: Aagbenet,

><: Senebaand mellem Pandebenets processus orbitalis og Tindingbenets processus zygomaticus.

Den bageste Deel af det 47Yo' lange Skelets Cranium, seet nedenfra i 20 Ganges Formindskelse.
a: Tindingebenets Ledudvæxt,
b—b: Issebenet og dens Forlængelse til Dækning al Seenerverenden i Pandebenets Oienudvext,
f—f: Pandebenets Øicnudvæxt,

g: Trommehulebenet,

h: Vingebenets Andeel i Ganens Dannelse,
k: Nakkebenets Ledknop,

l: Taarebenet,

m—m: Overkjæbebenets Ganeflade og Sideforlængelse,

o: den meget lille Deel af Nakkebenets Grundstykke, der her endnu er synlig mellem Vingebenene,

p: Ganebenets Andeel i Ganens Dannelse,

u—u—u: det mellem Ganebenet og Overkjæbebenet, Tindingebenet og Issebenet indkilede Vingebeen
samt dettes Forlængelse udefter under Issebenets Dækplade for Seeneryerenden,

v: den mellem Ganebenene fremstaaende bageste Ende af Plougbenets lodrette Plade,

w—w: Fjeldbenet,

z: Aagbenet.

Den forreste Spidse af det 47Yo' lange Skelets Overkjæbe seet nedenfra i 20 Ganges Formindskelse.

e: Rummet mellem de to Mellemkjæbebeen, hvori Urplougbenets eller Axebruskens forreste Spidse
har sit Leie og her træder frit frem i Ganens Midtlinie,

i: den forreste Ende af Mellemkjæbebenene, der her ikke dækkes al Overkjæbebenene,

m: den forreste Ende af Overkjæbebenenes Ganeplade.

=>

öte Tavle.

Fig. 1. Den hoire Halvdeel af Hovedet til det 47 /o' lange Nordhvalskelet seet fra den lodret gjennem Midt-

linien saugede Snitflade. 20 Ganges Formindskelse.

Bogstavforklaringen til denne Figur er given Side 539—540.
Fig, 2. Den højre Underkjæbegreen til samme Hoved seet indvendigfra i samme Formindskelse.
Fig. 3. Den samme Underkjæbegreens bageste Deel seet ovenfra i samme Formindskelse.

I begge disse Figurer betyder:

b: Ledkoppen (processus condyloideus),

ce: Muskelforhoiningen (processus coronoideus),

d: den store Aabning for Underkjæbegrenens Kar og Nervestammer,

e—e: den af en Række Udtrædelsesaabninger for Kar og Nerver dannede Rende langs, den øverste

Rand,

m: Underkjæbegrenens indvendige Flade,

n: » udvendige wo

0: » ned- og indad vendte Hjørne (angulus mazxille inferioris),

x: Renden for Urunderkjæben eller den Meckelske Streng.

Fig. 4. Det venstre Fjeldbeen af det 47Y9' lange Nordhvalskelet seet nedenfra og forfra i sin naturlige For-
bindelse med de hosliggende Knogler og Trevlevæv. 4'/2 Gange formindsket. De enkelte Bogstavers
Betydning findes angivet Side 536.

Fig. 5. Det Indre af Næsen i den i Iste Figur af samme Tayle afbildede hoire Halvdeel af det 4710' Fod
lange Nordhvalskelets Hoved. 10 Ganges Formindskelse. Bogstavmerkerne ere blevne forklarede
Side 538.

6te Tavle.
Alle Figurerne paa denne Tavle ere tagne efter Tungebenene og Strubehovedet af det 471! lange

Nordhvalskelet i 6 Ganges Formindskelse. -

Fig. 1. Viser Tungebenene og Strubehovedet i deres naturlige Forbindelse bagfra eller rettere fra Rygfladen.
a: Tungebeenslegemet,

a'—a': de endnu bruskede, stumpe Spidser af dets to Sidehorn,
b—b: de to Griffeltungebeen,
c—c: Baandene, hvorved disse fæstes til Tungebenets forreste Horn,
d—d: Baandene, hvorved de fæstes til Fjeldbenene,
f—f: Skjoldbruskens forreste Horn,
8—8: » bageste » ,
h—h: Baandene, hvorved Skjoldbruskens forreste Horn knyttes til Tungebenet,
i—i: Baandene, hvorved Skjoldbruskens bageste Horn fæstes til Ringbrusken,
k: Strubelaaget,
l: Baandet, hvorved dette fæstes til Skjoldbruskens indvendige Flade,
m—m: Tudbruskenes Midtstykke eller Legeme,
n—n: » forreste eller opadstigende Horn,
p: Tverbaandet mellem Tudbruskenes forreste Horn,
r: Ringbruskens Rygflade.
Fig. 2. Ringbrusken, Tudbruskene og Strubelaaget fra venstre Side.

k, m og n: som i første Figur,

o—o: Tudbruskenes bageste eller nedadstigende Horn,
q: Tverbaandet mellem disse Horn,

s. Ringbruskens indvendige Flade.

owl

or

Strubelaaget og Tudbruskenes opadstigende Horn sete fra Rygfladen under Aandeveienes Lukning.

590

k, 1, n, p: som i første Figur.

Hele Strubehovedet fra Bugfladen.

e:
f, g,
Hele

e:
foes
0:
n

t

u:

Skjoldbruskens Bugflade,

h, k, 1, n: som i fste Figur.

Strubehovedet fra venstre Side.

Skjoldbruskens Bugflade,

bh; i, k, 1, on: som) ai Figur 1,

den venstre Tudbrusks nedstigende Horn,

Ringbruskens venstre Siderand,

Senchinde mellem Ringbruskens Siderand og Tudbruskens nedstigende Horn,
den forreste Deel af Luftrorets Blindsæk.

Indhold.

Side,

Hamm oo. 63 0G) zie 0 BO. feo ou U Setup Dre SERGE ©. La oo lo ao RO. 435
BeNordhyalens-UdbredningfarN0EINU N re ee EN re ae 437
Il. » yarevogmindre særk; en der Wer ee PMR MATER Te Che. ie. FAE esse encore 489
Nørd OVINE GE a ec ooo cb Glos lololS coped ob Pio mo bee 5 Oo mona Deana Orn er ele 500

» MIN RO IE Ne Io Ub Acoma: d 506

» SHA aud. RE NI Le 2e nee 520

Kanklanın EA AV EL ee ehesten Selen 586

Rettelser.

Side 437 L.11 f. o. Commaet efter Autoriteter udslettes.
» 454 L.12 f. n. mentes, læs: meentes.
» 461 L.19 f. o. hvorfor, læs: at.
» 474 L. 2 f. 0. longimana, læs: boops (Fbr.).
529 L. 7 f. o. Nakkebenets, læs: Tindingebenets.

J hakke naturr. og nih il. Ih Lischricht og Reinhardt om sVordhvalen. Tab I

r id .
& å
1
of }
[ ; =
‘ x
4 i
> =
VW
i
" HL &
+ LÀ
ï
fi N
n
KL 4 =
+
= «
ax on
N N ~
Q -
G i
1.5, >
i z \
L}
4
/ i
‘ —————— —
ih 4 i LA er hy
> ' å A *
ae
‘ i
> mM
i
«bøf + +
we
a
+
.
à À
‘ FEU
- | '
Te
i , 7
i
2 3
i
A © >
i
7 Gå

Vid Selske Sker: 5 “Rake natuvog wath Afd. 5 PB Eschricht og Ranhardt om Nordhralen. Tab Il

i

Prof Eschricht der Forn Berentin d Che hrs ZF Fortling lich:

Ny

DS
SS
N
| -
|
|
|
È
| Si
S
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| |
|
|
|
|
|
|
|
S
| Ni |
| |
SS
LE |
5 |
| |
| |
|
|
N
Ÿ |
=
|
SI
&
N
S

wehrechl 00 Kernhardl om.)

HVA

ye fi.

Babe, natury. og malt. il.

FE

N
=

er

+,

i A
\
j
‘
r
v
* 7 I
É - +
Rae |
5 i
'
‘
i
VW, = ae
i
1
ir =
ÿ
= 1 |
{
; NR
(
i
= . ÿ
2 3
i -
u ;

Vid. Selsk. Sir À Ree

is

’ w
oy
L
Er.

Viel. Selsk Sr 5 le Række FAGETS og. math. Aff 5 LB Eschricht © Reinhardt om Vordhralen,

Thorman delir

sir

a

,
ÅR ‘
Pace
'
ve
= —
5

fa
2
%
Vite
i
i

AID PPL T, LOT
GUE SP UPREUT LOT UY

verze Pur 37

Zi OY LE 78778 PA
7 4 7 2 2. 2 i: TITEL PLF Yl? D NALIZD UL (DY a5 CAS

UD BAD UIP vo PUIUMYIST TG PLE YA 00 2,
URFONSPLONY thi 2 (a
ZA QOL yi

0